Museum Give Årsskrift 2022

Årsskrift 2022

Forside: Malkepige med køer.

Billedet er af Kaj Jensen, malet i perioden 1940-94.

Billedet hænger på

Give Lokalhistoriske Arkiv

Donneruplundvej 2

7323 Give Tlf. 20 10 77 82

Museum Give Donneruplundvej 2

7323 Give Tlf. 20 10 77 82

Mail: administration@museumgive.dk

Åbningstider – se www.museumgive.dk

Børge Toft, Hestlundvej 34, 7323 Give Brian Nielsen, Bækgårdsvej 26, 7323 Give Richard Østerballe, Petrus Lunden 4, 7323 Give Mogens Rüdiger, Fibigerstræde 1, 22, 9220 Aalborg Øst

Anne Reuther, Grønborgparken 22, 7323 Give Peter Kurth Jensen, Hospitalsgade 52, Give Kristoffer Jensen, Museumsvej 2B, 7500 Holstebro

Claes Nielsen, Agerbølparken 14, 7323 Give Celina Skovbjerg, Tofthøj, 7323 Give Nelly Christensen, medarbejderrepræsentant, Museum Give

Repræsentanter Vejle Kommune:

Gerda Haastrup Jørgensen, Fasanvej 8, 7323 Give Britta Bitsch, Hvesager 47, 7300 Jelling

Forord

AF HANNE THOMSEN, MUSEUMSLEDER

Årsskriftet for 2022 er nr. 37 i rækken af årsskrifter.

Året 2022 var året, hvor vi blev færdige med prospektet for de nye udstillinger og den nye grafiske identitet. Museet skiftede også navn fra Give-Egnens Museum til Museum Give den 1. januar 2023.

Der har i 2022 været mange nye formidlingstiltag med aktiviteter for børnefamilierne, hvor der er nye aktiviteter til de enkelte ferier i løbet af året. Der har også været lavet samlingsgennemgang i løbet af året og i samarbejde med andre museer, og museets genstandssamling er blevet nedbragt til nu cirka 36.000 genstande. Der er ligeledes lavet forskning i relation til de temaer, som de nye udstillinger omhandler.

Hanne Thomsen og handler om Koen der forsvandt og kom igen – om Jysk Kvæg, bevaring og historie. Udgangspunktet for artiklen er de køer og stude af Jysk Kvæg, der hvert år går i museumsskoven ved Museum Give. Dyrene deler gener med de dyr, der tilbage i tid blev drevet ned igennem Jylland for at ende på markederne i Kolding og Ribe, hvorfra de blev solgt for at ende som frisk kød på bordene i primært Nordtyskland, Amsterdam og London.

Fra arkivet er der artiklen Kolonihaven ved Museum Give på hjørnet af Tykhøjetvej

Artiklerne i årets årsskrift er om dragon Niels Kjeldsen, der faldt i krigen den 28. februar 1864, og som selvom det er længe siden hædres hvert år for sin indsats hin dag. Artiklen er skrevet af museumsinspektør Rune Thøgersen Clark. Den næste artikel er skrevet af museumsinspektør Celia Ekelund Simonsen og handler om Truelsine Christiane Troelsdatter – en kvinde og hendes familie fra Give Sogn. Den tredje artikel er skrevet af museumsleder

og Donneruplundvej. Artiklen tager udgangspunkt i den seneste ejer af huset, handelsgartneren H. Olesen og familie i Give. Artiklen er skrevet af Mathias Aricó.

Lige efter forordet følger ´Årets gang´, der kort fortæller om arbejdet på museet i løbet af 2022.

Årsskriftet er som altid et resultat af et meget engageret personale og mange frivillige, der gerne vil yde noget for museet. Jeg vil gerne takke bidragyderne og personalet samt de frivillige, som er med til at sikre, at årsskriftet kommer ud til medlemmerne.

På Museum Give vil vi gerne sige tak til dem, som har støttet museet igennem året. Det koster at drive museum, så enhver donation og sponsorat er meget velkommen. Bagerst i årsskriftet er der en oversigt over sponsorer. Vi vil også gerne

takke for de private gavebidrag, som museet har modtaget i 2022.

Ønsker man at støtte museet, kan det gøres på flere måder. Man kan betænke museet gennem testamentariske gaver eller løbende bidrag. Enhver støtte modtages med stor taknemlighed.

Til sidst vil jeg også gerne sige tak til stat, region og kommune samt museets medarbejdere, frivillige og bestyrelsen for godt samarbejde.

Rigtig god læselyst med Museum Gives årsskrift 2022.

Give, marts 2023

Hanne Thomsen Museumsleder

Årets gang 2022

Niels Kjeldsendag den 28. februar 2023 ved Højen ved Niels Kjeldsens mindesten. Foto: Niels Kjeldsen Eskadronen fra kasernen i Holstebro.

Den 1. januar 2023 skiftede museet navn fra Give-Egnens Museum til Museum Give. Det nye navn blev godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i oktober 2022.

Men der er sket meget andet på museet i 2022. Meget varierer år for år, mens andet ligger helt fast og sker hvert eneste år. En af de begivenheder, der ligger fast er, at museet hvert år er med til sammen med Sognegården i Give og Vejle Kommune at modtage Jydske Dragonregiment og Niels Kjeldsen Eskadronen fra kasernen i Holstebro, der hvert år kommer til Give for at være med til at markere Dragon Niels Kjeldsen. Den soldat, som

Nedpakning af genstande der skal sendes til Vejle Fællesmagasin i februar 2022. Foto:

Samlingsnetværksmøde på Museum Give den 23. januar 2023.

Foto: Celia Ekelund Simonsen.

eskadronen er opkaldt efter, og som faldt den 28. februar 1864, ved Højen syd for Vejle. Jydske Dragonregiment fra Holstebro har nyere og nyt materiel med, mens Jydske Landsoldater møder op i gamle uniformer og medbringer materiel, der viser, hvad det var soldaterne brugte i 1864.

Museet arbejder også stadig med samlingsgennemgang, der har været en fast

opgave siden 2019. i 2022 har der derfor været arbejdet med samlingsgennemgang og nedpakning af genstandene, så de kan overflyttes til Museernes Fællesmagasiner i Vejle. Museum Give har nedbragt sin samling til nu 36.000 genstande.

I 2022 har museet samarbejdet med MARK, der er Billund Kommunes Museer. Samarbejdet har drejet sig om en gennemgang af museets og 3 andre muse-

ers besættelsessamlinger. Det er MARK, der har været ansvarlige for projektet, ligesom Museum Give var det for projekt VAERK, der var et samarbejde mellem 7 museer om en samlingsgennemgang af museernes håndværkssamlinger. VAERK-projektet er afsluttet, men antologien i VAERK-regi med artikler skrevet af inspektørerne fra de involverede museer samt Konserveringscentret udkommer først i 2023. Formålet med de forskellige

projekter er udover at højne det faglige arbejde at skabe netværk mellem de involverede museer.

Arbejdet med Opfølgningsplanens krav har meget høj prioritet på museet, da målopfyldelsen er en forudsætningen for, at museet kan opretholde sin statsanerkendelser. Der er sket, og sker stadig, meget som følge af Opfølgningsplanens krav. Ændringerne indebærer, at muse-

Celia Ekelund Simonsen.

I 2022 modtog museet også støtte fra HistorieLabs initiativ Dannelsesbroen. Pengene gik til udvikling af formidlingsprojektet Zummes kuffert.

Foto: Celia Ekelund Simonsen.

et bliver stadig mere fokuseret på museumsarbejdet og de 5 museumssøjler, dvs. indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning. Det skærpede tilsyn blev ophævet i 2021, men Slots- og Kulturstyrelsen kommer igen i 2024 og laver en ny kvalitetsvurdering, dvs. museet skal være i mål med de opgaver, der er vedr. forskning samt forarbejdet for etablering af det nye museum, der skal i gang fra 2025.

Der er igangsat forskningsprojekter indenfor de nye temaer, som er museets, dvs. heden, kartoflen, mødesteder og byen samt skolen. Der er fokus på historien om hvordan det har været at leve på heden for vidt forskellige mennesker, om stu-

deopdræt og studedrift, opdyrkningen af heden, om kartoffeltyskerne og kartoflen. Der er ligeledes fokus på skolen på landet. Museet har en enestående samling i Degnbolsamlingen, som har navn efter lærer Degnbol på Neder Donnerup skole. Museet har også en meget fin og stor samling af anskuelsestavler, en type skolemateriale der blev særligt aktivt brugt i undervisningen i perioden 19001960erne.

Museet kunne på generalforsamlingen i marts 2022 præsentere prospektet for de nye udstillinger samt den grafiske identitet – og det nye navn Museum Give. Der er i efteråret blevet lavet beregninger på det hele, og der skal nu samles midler ind

Forsiden på Museum Gives prospekt. Design: Lynglund.

Billedet er fra den sidste plantedag i kolonihaven i november 2022.

Foto: Museum Give.

til de nye udstillinger, til- og ombygningerne. Vi håber at vi kan få samlet midlerne ind i løbet af det kommende år til halvandet.

I 2022 modtog museet støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen til samlingsgennemgang samt en brugerundersøgelse vedr. 10. klasses elevers besøg på museer. Et projekt som museet har fået midler til sammen med Nationalmuseet. Museet er ligeledes meget glad for at have modtaget støtte fra Nordea Fonden, Ole Kirk’s Fond,

Jyske Sparekasses Støttefond og Havefonden til udbygning og etablering af hus og have i kolonihaven ved Tykhøjetvej. Dertil kommer midler fra Liv og Land til at udvikle projekter for i haven. Haven indvies i forsommeren 2023.

2022 har således været et år, hvor der har været travlt bag scenen, men så sandelig også foran. Til vinterferien, sommerferien, efterårsferien har museet udarbejdet aktiviteter til børnefamilierne, så der altid er noget for dem på museet.

10.A fra 10’ende Fredericia besøgte Museum Give som en del af projektet Museumssamtaler.

Foto: Celia Ekelund Simonsen.

Årets gang på de sociale medier

AF CELIA EKELUND SIMONSEN, MUSEUMSINSPEKTØR

Museets tilstedeværelse på de social medier, præsenterer sig som et slags fotoalbum over året der er gået når man ser billederne igennem som en helhed.

2022 har været et begivenhedsrigt år, så der har været travlt på museet. I denne artikel skal vi gense udvalgte billeder, som museet har lagt ud på Facebook og Instagram i løbet af 2022.

Ferier

Ferierne har fyldt meget på museet. Vi har tilbudt familieaktiviteter, koncerter og workshops, og det har været en fryd at mærke, hvordan gæsterne har taget imod det med glæde og begejstring.

Kom forbi tirsdag eller torsdag kl. 10-14 til et af vores åbne værksteder.

Hver tirsdag arbejdes der med træ, der bygges insekthoteller og andet sjov!

Hver torsdag står den på bagværk, med boller og lækre sager!

Kom forbi museet og prøv gamle lege, eller måske vores sjove aktivitetspakke til de kreative.

Tusind tak til alle de fremmødte isidste uge til alle museets ferieaktiviteter!

Vi håber I havde det ligeså sjovt som os!

I morgen den 26. november er det årets første adventsweekend og vi glæder os!

I løbet af ugen har vi pyntet til jul på hedegården, klargjort uldværkstedet og bageriet.

Kom og vær med når vi åbner dørene på museet lørdag kl. 14.

Og husk at der er smagsprøver når Westjysk Smag besøger museet på søndag!

Museet udenfor

Det store udenomsareal, som museet råder over, er også blevet aktiveret i år – både i skoven, på marken og i kolonihaven.

Vi har længe ønsket at gøre noget ved det fine gamle (lidt trætte) kolonihavehus, der ligger på museets område. Idéen er blevet til et større kulturhistorisk formidlingsprojekt med kolonihaven og -huset i centrum for undervisning og events. Projektet har modtaget støtte fra Nordea Fonden, Ole Kirk’s Fond, By og Land samt Havefonden. Nu glæder vi os til at komme igang!

Vil du vide mere om at dyrke kartofler?

Kom med når Arne Bendixen giver gode råd og vejledning om at dyrke kartofler i køkkenhaven! Arne Bendixen har været kartoffeldyrknings- og eksportkonsulent siden 1963, og han vil fortælle om forskellige kartoffelsorter til køkkenhaven, om forspiring, om hvornår det bedst at kartoflerne sættes og tages op. En hyggelig eftermiddag, hvor du vil have mulighed for at stille alle dine spørgsmål om køkkenhavens kartoffel.

I løbet af sommeren har museumsskoven huset 3 kvæg af den gamle jyske landrace, der har været passet af Museumsskovens Naturlaug. På lørdag i denne weekend skal kreaturerne hentes ind for vinteren, men hvor der blev sat 3 ud skal 4 hentes ind. Her på museet har vi været glade for livet i museumsskoven, og tilføjelsen af denne unge kvie var en glædelig overraskelse!

Livestream

2022 var også året hvor vi begyndte på at tilbyde gratis Livestream foredrag fra Århus Universitet. Der er typisk 6 foredrag i henholdsvis forårs- og efterårssæsonen, og vi fortsætter succesen i 2023.

Aftenens livestreaming foredrag på museet handler om Ekstrem fordøjelse ved zoofysiolog Tobias Wang.

Slanger trives, modsat os mennesker, med at æde enorme måltider efter lang tids faste. Forskning i slangens ekstreme fordøjelsessystem giver indblik i hvordan dyr og mennesker overlever langvarig faste. Herunder hvordan ekstrem, længerevarende underernæring påvirker hele menneskekroppen og leder til fysiologisk forfald.

En del af denne viden stammer fra studier i Warszawas ghetto hvor jødiske læger udførte fysiologiske målinger under 2. verdenskrig.

Foredraget er kl. 19-21. Deltagelse er gratis og der kan købes kaffe og kage til arrangementet.

Tøj over tøj

Endelig har det været en stor glæde, at vi har haft særudstillingen “Tøj over Tøj”, der er smukt designet og udført af de dygtige strikkere fra gruppen GEM’erne (de GarnElskendeMesdames). Udstillingen blev

integreret i museets faste udstillinger, og fungerede således som et spændende bidrag til at fortælle historier om overtøj i forskellige former.

Tak til alle der deltog i åbningen af særudstillingen ‘Tøj over tøj’! Udstillingen er skabt af GEM’erne. Fem dedikerede strikkere, der går i landets kultur- og kunstinstitutioners gemmer og lader sig inspirere til nyt unika strik.

I forbindelse med åbningen blev der afholdt en workshop, hvor interesserede kunne høre nærmere om de små finesser, som kan gøre det strikkede ekstra fint. Nåede du ikke med, afholder Else Lindgaard-Jørgensen fra GEM’erne to workshops i løbet af julen. Se julens program på www.gem.dk

Udstillingen Tøj over tøj kan opleves fra i dag og indtil den 19.02.23.

Nyt navn

Sidst men ikke mindst, må arbejdet med det nye Museum Give naturligvis også nævnes. Bag kulisserne har vi nemlig året igennem arbejdet på både prospekt for de nye udstillinger og museets nye visuelle identitet, som rigtig blev rullet ud da vi trådte ind i 2023.

Den 1. januar fik museet således sit nye navn Museum Give, nyt logo og ny hjemmeside, og i forlængelse deraf lagde vi følgende ud på museets Instagram og Facebookprofiler:

Velkommen til Museum Give! - Sådan vil I blive budt velkommen når I træder indenfor på museet når vi åbner op til vinterferien!

Museet har endelig fået sit nye navn og så kan vi tilmed også præsentere vores helt nye hjemmeside:

www.museumgive.dk.

Vi glæder os til det kommende år, hvor vi skal ud og finde midler til etablering af nye udstillinger og renovering af bygningerne, så vi kan komme videre med skabelsen af det nye Museum Give –om hedens kulturhistorie.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i 2023.

[Fig 1.] ”En Helt fra 1864” af Frants Henningsen, 1901. Olie på lærred. Tidligere udstillet på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Hænger i dag på Dragonkasernen i Holstebro.

Det kan være vanskeligt at tilfredsstille historikere

En artikel om Frants Henningsens maleri

“En helt fra 1864”

Havestuen på Museum Give var indtil 2021 i daglige tale kendt som ”Niels Kjeldsen stuen”. Det var et lokale, som var prydet med malerier og andre memorialer til minde om dragonen Niels Kjeldsen. Der under krigen i 1864 kæmpede og døde den 28 februar, nær Blåkær skov på vejen imellem Vejle og Kolding. I forbindelse med den store nedpakning af museets samling, blev også Niels Kjeldsen malerierne pakket ned og klargjort til at blive opmagasineret på fællesmagasinet i Vejle. Der vil de forblive, indtil malerierne igen skal udstilles.

Nedpakningen af malerierne gav anledning til en undersøgelse af museets relativt store samling af Niels Kjeldsen motiver. Nogle af malerierne vil i denne artikel blive gennemgået og sammenfattet med historiemaleriets betydning og relevans i det tidlige 1900-tal. Niels Kjeldsen, hans død og banemand, blev nemlig genstand for en historiografisk debat i 1902, hvor det blev diskuteret, hvad der faktisk skete den kolde morgen den 28 februar 1864. En debat der også ses reflekteret i det motiv som kunstnere i eftertiden har villet afbilde.

Frants Henningsen

– en helt fra 1864

Op imod den årlige forårsudstilling på Charlottenborg, i foråret 1901, havde den danske maler Frants Henningsen arbejdet på sit historiske værk ”En Helt fra 1864” [Fig 1]. Værket havde været ventet med spænding. I dagspressen, året før udstillingen, kunne man eksempelvis læse følgende to notitser: ”Et maleri af Dragon Niels Kjeldsen. Maleren Frants Henningsen, har i År ikke kunne nyde landlivet, idet han på sit atelier i København har været travlt beskæftiget med et billede af Dragon Niels Kjeldsen. Maleriet er bestemt til Nationalmuseet på Frederiksborg.” Og i den anden notits ”En helt fra 64. Professor Frants Henningsen arbejder for Øjeblikket ivrigt på sit store billede af Dragon Niels Kjeldsen i 1864. Det skal være færdigt til forårsudstillingen og omtales af Kendere med stor anerkendelse.”

Nu kunne maleriet endelig fremvises for den brede offentlighed, hvorefter det senere skulle hænge på Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg.

I de sidste 20 år op til 1901, havde krigshelten Niels Kjeldsen fået meget opmærksomhed. En artikel fra magasinet ”Vort Forsvar” havde berettet om hans kamp og fald i krigen mod preusserne i 1864. Forfatteren Martin Kok havde udgivet et langt digt om Kjeldsens kamp, der var baseret på selvsamme artikel fra ”Vort Forsvar”. Artiklen fra ”Vort Forsvar” samt tekststykker af Martin Koks digt var begyndt at cirkulere i de danske aviser i løbet af 1880’erne. Digtet var meget populært, og i april 1881 blev det meldt i flere aviser, at første oplag var udsolgt, og at andet oplag var på vej.

I 1864 havde der i dagene efter Niels Kjeldsens død været korte avisnotitser om træfningen mellem dragoner og husarer ved Blåkær skov. Nedenstående citat er fra Horsens Avis den 1 marts 1864, og tilsvarende notitser kunne læses i samtlige danske aviser efter den 28 februar 1864: ”Om Anfaldet på Dragonpatruljen i Blåkær skov skriver ”Vejle Av.” for i går: I Søndags Formiddag gerådede i Blåkær Skov en Patrulje på 8 Mand af 6te Dragonregiments 4de Eskadron i Kamp med en stor ungarsk Husarpatrulje. Tre af vore blev tagne til fange og En såredes, hvorimod en Dragon, der havde forsvaret sig med overordentlig Tapperhed og ikke vilde overgive sig, blev skudt igennem Hovedet og døde. Hans Lig bragtes til Vejle, hvor det henligger på Lazarettet.”

I dagene efter kom det frem, at det var Niels Kjeldsen der var blevet skudt. Det blev også noteret, at det ikke var ungarske husarer, men derimod preussiske, der havde kæmpet imod de danske dragoner nær Blåkjær skov. Den følgende notits er fra Fyns Stiftstidende den 7 marts, 1864: ”Af et Brev fra Vejleegnen, dateret den 6. marts. Den Dragon, der kæmpede så tappert mod fire preussiske Husarer ved Blåkær skov, men til sidst bliv overvundet og skrækkeligt mishandlet, hed Niels Kjeldsen. Efter at have revet Hjelmen af ham, som de bortførte som Sejrstrofæ, lod Fjenderne hans lemlæstede Lig ligge; en Bonde bragte det ind til Veile, hvorfra det hjembragtes af Faderen, en Gårdmand i Give Sogn, 3½ Mil Nordvest for Vejle, hvor det i dag med megen Højtidelighed blev begravet. Over den Faldnes Båre, såvel som i Kirken og ved Graven vajede mange Dannebrogsflag.”

Skildringen af begivenhederne i ”Vort Forsvar” og i Martin Koks digt var derimod langt mere dybdegående og detaljerede end de korte notitser fra 1864. Af vigtige elementer fra de overnævntes udlægninger kan nævnes selve Niels Kjeldsens ageren i kampen imod preusserne: at han ene mand vendte sig imod sine forfølgere, og at han med højre arm såret, holdt sin sabel i venstre hånd. Han nedhuggede og besejrede tre af sine fjender. Men han blev omringet af de resterende preussere, der ikke turde nærme sig og kæmpe imod den unge dragon. Men kampen blev afsluttet, da en preussisk fændrik red bagom Niels Kjeldsen og skød ham bagfra. En handling der blev

set som både nederdrægtig og vanærede for den preussiske eskadron. Med de detaljerede og dramatiske beretninger havde historiemaleren Frants Henningsen rig mulighed for at forevige helten på lærredet. I april 1901 kom anmeldelserne af Henningsens flid, og der var generelt stor ros til kunstneren. I flere aviser blev værket fremstillet som et, der var blandt de bedste på forårsudstillingen på Charlottenborg og ikke mindst et af Frants Henningsens bedste. Der er liv og stemning over dette billede og selve hovedpersonen er ypperligt gengivet, som man kunne læse i Kalundborg avis den 17. april 1901. Maleriet blev i Jyllandsposten den 6 maj beskrevet som, noget af det mest virkningsfulde – både med hensyn til emne og udførelse, som Frants Henningsen har skabt.

Ved at kigge på et tidligere udkast [Fig. 2] til maleriet ”En helt fra 1864” og sammenligne det med det færdige resultat, kan der iagttages interessante adskillelser i Frants Henningsens portrættering af Niels Kjeldsen. Af iøjnefaldende elementer er der de faldne husarer i de to malerier. I udkastet er den faldne husar placeret i forgrunden, hvorimod den faldne i det færdige værk, ligger imellem Niels Kjeldsen og den angribende Husar. På det færdige værk ligger Niels Kjeldsens hjelm derimod i forgrunden, på samme plads som den faldne husar havde i udkastet. Forskellen på positionen af den faldende husar i de to værker er interessant i relation til den angribende husar. Hvor den angribende husar i udkastet har sin hest

[Fig 2.] ”Uden titel” af Frants Henningsen, ca. 1900. Olie på lærred. Udkast til Frants Henningsens ”En helt fra 1864”, del af samlingen på Museum Give.

rettet mod husarens faldende kammerat. Derved gives et indtryk af, at den angribende ønsker at komme sin kammerat til undsætning og derved portrætteres husarerne med en vis menneskelighed i situationen. Det samme indtryk får man derimod ikke i Frants Henningsens færdige værk, hvor vi ser, at den angribende husars fokus kun er rettet imod Niels Kjeldsen. Det samme er de andre husarer på nær en enkelt, der bifalder angrebet med åben mund og hævet sabel. Den faldnes placering i maleriets komposition fanger ikke beskuerens opmærksomhed i samme grad som i udkastet, derimod ledes blikket i det færdige værk til hjelmen, som også vidner om, at Kjeldsen selv var blevet såret i kampen.

En anden tydelig forskel er at finde ved Niels Kjeldsen selv. I udkastet er Niels Kjeldsen portrætteret med sin hjelm på. Hans positur er rank, han holder sablen tilbage og er klar til at slå den fremridende husar. Hesten kigger ligeledes op, dens ører stritter nysgerrigt fremad, i modsætning til det bøjede hoved og de tilbagelænede øre på det

færdige værk. Kropssproget ved mand og hest signalerer derved forskellige følelser i de to malerier. Der er en følelse af usikkerhed over Niels Kjeldsen i udkastet, hans læber er svagt åbne, hans hage skjult i frakken og øjnene skjult i hjelmens skygge. Hans fjende er på vej, og han har standset sin hest i nødværge – der er en fornemmelse af tilbageholdelse måske endda en anelse frygt? Modsat skildringen i det færdige værk, hvor hjelmen er faldet af i kampen. Der er intet til at skjule Niels Kjeldsens ansigt, der er afbildet så det oser af trodsighed. Med et klart og hårdt blik vendt imod sin fjende, læner Kjeldsen sig frem. Der blev i Martin Koks digt berettet om, at Niels Kjeldsen var en dygtig rytter. Frants Henningsen får dette inkorporeret ved at lade mand og hest udstråle den samme modstand og foragt overfor den kommende fjende.

En lighed imellem de to værker er at finde i højre side, hvor en preussisk husar ridder bagom Niels Kjeldsen med pistolen klar. På den måde hentyder Henningsen til den måske mest centrale del af historien om Niels Kjeldsen, hans død. På det færdige maleri, er drabsmanden henlagt i mørke, modsat de andre husarer, der står klar til at kæmpe med deres sabler. Ved at tilsløre drabsmanden i træets skygge, hentyder Frants Henningsen til, at måden Niels Kjeldsens døde på var en lyssky handling, som selv fjenden vidste var æreløs og nederdrægtig.

Historikeren Inge Adriansen har i sit tobinds-værk ”Nationale symboler i det

danske Rige 1830-2000” givet en uddybende gennemgang af forskellige nationale symboler, der ifølge hende kan kendetegnes ved at være ”billedlige udtryk for national identitet”. En central forestilling hos nationalromantikkerne var, ifølge Inge Adriansen, at det var i bondestanden den sande folkeånd var bevaret, og at denne folkeånd kunne komme til udfoldelse, hvis den blev vakt eller oplivet i kunsten og litteraturen. Frants Henningsens maleri kan klassificeres indenfor genren af historiemalerier, men det er også en del af den nationalromantisk bølge af værker, der opstod efter det danske nederlag i 1800-tallet.

Niels Kjeldsen blev til sådan et symbol ved at holde stand imod den tyske overmagt, selvom og måske netop fordi det indebar døden. Han blev dermed indbegrebet af den ukuelige bondesoldat. På den måde fungerede han som soldat som et forbillede for fremtiden. Men også som et symbolsk billede på, at Danmark ville kunne have stået imod overmagten, hvis der havde været flere mænd som ham.

1902 – Karl Larsen og

Kristian Erslev

Frants Henningsens værk ”En Helt fra 1864” fik efter forårsudstillingen på Charlottenborg sin plads på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Der befandt maleriet sig, da der i 1902 udkom en pjece med titlen ”Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand” af Karl Larsen. Pje-

cen var skrevet på baggrund af Henningsens maleri, og den udlægning af historien om Niels Kjeldsen, der var alment kendt. Der er skrevet meget om, hvorledes Karl Larsen og senere historikeren Kristian Erslevs beskrivelser af, hvordan træfningen den 28 februar 1864 egentlig forløb. Dette gav anledning til en langvarig national debat, der gentagende gange blussede op i de større aviser. Karl Larsen og Kristian Erslevs kritik gik i korte træk ud på, at den fremstilling af hændelserne, der var alment kendt blandt befolkningen var historisk ukorrekt. Det var blandt andet udgivelsen af historien i ”Vort forsvar”, det senere digt af Martin Kok og slutteligt det måske mest prominente værk ”En Helt fra 1864” af Frants Henningsen, der var tænkt på som historisk ukorrekte. Med udførlig kildekritik, interviews med øjenvidner, og samtaler med Niels Kjeldsens drabsmand – Grev Gustav von Lüttichau, blev det konkluderet, at der var adskillige fejl i de tidligere udlægninger. Eksempelvis og vigtigst, at Niels Kjeldsen ikke var standset og havde taget kampen op imod husarerne. Der havde ganske rigtigt været sabelkamp under hans flugt, og han havde handlet ærefuldt ved ikke at ville overgive sig, selvom han var blevet anråbt om at standse flere gange, før det dræbende skud havde taget livet af ham. Det kom også frem, at drabsmanden ikke var blevet udskældt for sin handling, men tværtimod var blevet rost og havde fortsat sin karriere i den preussiske hær. Karl Larsen afslutter sin pjece med følgende citat: ”Niels Kjeldsen har gjort sin Pligt og fuldt ud! Men netop derfor behøver han

[Fig. 3.] & [Fig. 4]. Frants Henningsen var dog ikke den eneste, der i udgangen af 1800-tallet havde afbildet Niels Kjeldsens kamp. Fælles for afbildningerne var historien om, hvorledes Niels Kjeldsen besejrede flere husarer, inden han omkom.

[Fig 3] (øverst): ”Den Jydske Dragon Niels Kjeldsen i Enekamp med tre preus. Husarer” af Karl Hansen Reistrup, 1896. Postkort. Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

ingen uægte Lavrbær. — Saa lidt som den danske Bondesoldat i 1864, hvis lidet romantiske, men hæderfulde Modstand han i første Række har skullet symbolisere.”

I citatet og pjecen henviser Karl Larsen til den romantisering af bondesoldaten, der var typisk for de nationalromantiske kunstnere. Citatet vidner også om en politisk og historiografisk afstandtagen til nationaliseringen af historiske begivenheder. Med den kildekritiske granskning af heltelegenden, blev de politiske linjer tegnet. På den ene side et nationalt sindet Højre og Venstre, der så Karl Larsen og Kristian Erslev som nogle, der nærmest gik til angreb på den nationale identitet. På den anden side blev Karl Larsen forsvaret i de Socialdemokratisk orienterede aviser, der så muligheden for at kritisere den aktuelle og politisk drevne danske militarisme. Den tosidede debat udløste dog også folkelige protester, der resulterede i flere demonstrationer ved Niels Kjeldsens mindesten. Med kritikken af historien om Niels Kjeldsen blev Frants Henningsens maleri ”En Helt fra 1864” også direkte involveret. Der var opråb i adskillige aviser om at nedtage det ”historisk ukorrekte” værk fra det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Bestyrelsen på museet afviste dog at nedtage maleriet. Men internt på museet blev Frants Henningsens, nu problematiske, maleri også debatteret. I mellemtiden blev Frants Henningsen tilmed spurgt, om han agtede at lave et nyt og mere historisk korrekt værk, hvortil han i avisen den 27. maj, 1902, svarede, at han

[Fig. 4] : ”Den tapre Dragon Niels Kjeldsen”, ukendt kunstner og ukendt datering, fra flyvepjece efter den 2. Slesvigske krig. Fra Give Lokalhistoriske arkiv.

ville overveje spørgsmålet, ”men det ville ikke blive i den nærmeste fremtid, selv om han påtog sig det, da hans Tid var meget optaget. Det var vanskeligt at male et nyt billede, der ville tilfredsstille historikerne. …”

”En helt fra 1864” fik lov at blive hængene indtil 1912, hvor det da blev nedtaget. Kristian Erslev, der på daværende tidspunkt var indtrådt i museets bestyrelse, afviste dog, at det var på baggrund af den tidligere polemik. Alligevel endte maleriet med aldrig at komme tilbage til det Nationalhistoriske museum. I dag hænger Frants Henningsens store maleri på Dragonkasernen i Holstebro.

De senere skildringer

Efter sagen om Frants Henningsens historiemaleri var Niels Kjeldsen ikke et stort tema for eftertidens historiemalere. Og så alligevel, i 1931 producerede den danske maler og illustrator Rasmus Christiansen på bestilling fra de danske dragonforeninger et nyt Niels Kjeldsen maleri.

Debatten i 1902 var dog ikke glemt. Ifølge Henrik Schepelern blev det, ved bestillingen af maleriet, gjort klart, at der skulle være overensstemmende med såvel danske som tyske øjenvidners forklaring og arkivberetninger. Hvis vi sammenligner Frants Henningsens maleri med Rasmus Christiansens ses nogle tydelige forskelle, ikke blot i handlingernes struktur, men også i selve portrætteringen. De preussiske husarer har taget deres grå vinterkapper på og bærer også det hvi-

de armbind, der kendetegnede alle soldater i den preussiske hær under krigen i 1864. Ligeledes er vejret blevet anderledes koldt og snedækket, og træerne er meget mindre end på Frants Henningsens maleri. Træernes størrelse var en detalje, der passede med, at de først var blevet plantet få år inden 1864. Derved fremhæver Rasmus Christiansen kendskabet til de historiske detaljer. Vedr. selve handlingen på maleriet så viser Rasmus Christiansens maleri en flugtscene. Ligesom på Frants Henningsens maleri kæmper Niels Kjeldsen med sablen i venstre hånd. Grev Lüttichau kan også svagt anes på billedet, han ses ikke her som en, der dristigt kommer snigende bag et træ, men derimod er han sakket lidt bagud. Formentlig fordi han måtte lade sin pistol, før han red ind på nært hold af Niels Kjeldsen og skød ham.

Der var i Karl Larsens og Kristian Erslevs gennemgange en smule usikkerhed, om hvorvidt en af husarerne, var blevet såret af Niels Kjeldsen i jagten. På detaljeudkastet [fig 7], kan det ses, at en af husarerne faktisk har sluppet sin sabel og revet i tøjlerne, så hans hest viger tilbage. Har Rasmus Christiansen måske inkorporeret denne tvivl i beretningen? Eller har den vigende husar måske hørt Lüttichau anråbe

[Fig

Detaljeudkast til ”Niels Kjeldsen” maleriet.

Portrætterer to af de preussiske husarer, der jagter den flygtende Niels Kjeldsen.

Del af Museum Gives samling.

6.] ”Uden titel” af Rasmus Christiansen, 1931.

Kjeldsen og er stoppet op, så den revolverbærende officer kan komme til? Modsat Frants Henningsens ”En helt fra 1864” så har Rasmus Christiansen grundlæggende blottet sit maleri for nationalromantiske virkemidler.

Rasmus Christiansen var ikke den eneste, der tog historien om Niels Kjeldsen frem igen. Der er også andre kunstnere, der efter 1901 har afbildet begivenheden. De to sidste malerier, som jeg ganske kort vil fremhæve, er to ukendte kunstneres gengivelser af Niels Kjeldsens kamp, inspireret af malerier af kunstneren Karl Hansen Reistrup, se postkortet [Fig 3.] De to malerier fra samlingen er lavet af ukendte kunstnere, men fælles for de to senere afbildninger er, at de faldne husarer er blevet fjernet. Noget der vidner om, at Karl Larsens og Kristian Erslevs gengivelse af begivenhederne begyndte at vinde indpas blandt kunstnere - store som små.

Afrunding og perspektivering

Hele debatten omkring historisk sandhed i kunst, og om der er et troværdigt billede af historien om Niels Kjeldsens kamp, afspejler, hvordan forventningerne til historiemaleriet som stilgenre, ændrede sig i det sene 1800-tal. ”En Helt fra 1864” blev med Karl Larsen og Kristian Erslev [Fig 5.] ”Niels Kjeldsen” af Rasmus Christiansen, 1931. Udkast til færdigt maleri. Del af Museum Gives samling. Værket skulle være overensstemmende med såvel danske som tyske øjenvidners forklaring og Arkivberetninger. Museum Gives malerier af Rasmus Christiansen er udkast til det færdige værk, der indtil for nyligt hang på Koldinghus.

erklæret historisk ukorrekt, og dermed ikke værdigt til at hænge på Frederiksborg slot. Ved de senere afbildninger, især Rasmus Christiansens maleri fra 1931, har det været meget vigtigt, at fortællingen er blevet portrætteret historisk korrekt. Ved Frants Henningsens ”En helt fra 1864” er det dog ikke nødvendigvis selve den historiske korrekthed, der er det centrale for værket. Som analysen af Henningsens værk og udkast viste, så har han forsøgt at udtrykke nogle emotionelle træk ved Niels Kjeldsen og scenen i sin helhed. Træk der skal vække genklang hos beskueren. Frants Henningsens ”Niels Kjeldsen” udtrykker et mod og arrig trodsighed imod den ellers overlegne og talrige fjende. Symbolikken hos den enlige danske soldat, der trodsigt kæmper til døden, er en næsten karikeret nationalromantisk pendant til billedet af det lille Danmark, der taber krigen imod den preussiske overmagt.

Med det formål at afbilde en begivenhed for at visualisere en nationalfølelse, fungerer Frants Henningsens maleri ganske

fortrinligt. Mens nationalfølelser og national symbolik ikke lader til at have været det centrale mål for Rasmus Christiansen 30 år senere. Noget han ellers udmærkede sig med at portrættere, som det kan ses på de mange historiske anskuelsestavler, han tidligere havde udarbejdet. På den måde kan kritikken af Frants Henningsens maleri og for den sags skyld også Martin Koks digt, ses som en direkte afstandtagen til periodens romantisering af fortiden. I lyset af den politiske brug af fortiden til at fremme militaristiske agendaer giver splittelsen i befolkningen vedrørende sagen om Niels Kjeldsen dermed god mening.

På trods af polemikken i starten af 1900-tallet, bliver Niels Kjeldsen stadig erindret den dag i dag, som både en helt og et ideal for andre soldater. Tidligere havde Give-kommune Niels Kjeldsens sabel og hjelm som byvåben, og hvert år, den 28 februar, afholdes en mindebegivenhed for Niels Kjeldsen på Give Kirkegård, hvor borgere, politikere, soldater fra Niels Kjeldsen eskadronen fra kasernen i

[Fig 7.] ”Niels Kjeldsen I Enekamp mod preus. Husarer” af Ukendt kunstner og datering. Afbildningen er en nær kopi af Karl Hansen Reistrups gengivelse af historien, se [Fig 3.].

Modsat skildringen fra 1896, så er der ingen faldne husarer på dette maleri.

Del af Museum Gives samling.

Holstebro samt De Jyske Landsoldater i deres gamle 1864 uniformer deltager og mindes den faldne Dragon. Igennem tiden har forfattere, kunstnere, historikere, politikere, museer og andre interessenter anvendt og fortalt deres historie om

”Niels Kjeldsen”. Brugen af historien giver et interessante indblik i, hvordan en historisk begivenhed kan eksplodere med mange mulige facetter for anvendelse til en grad, hvor den egentlige begivenhed næsten blegner til sammenligning.

[Fig 8.] ”Niels Kjeldsen ved Blåkær skov” af Thormöe, 1930. Maleriet er en gengivelse af et andet Karl Hansen Reistrups maleri. Ved denne version er der heller ingen faldne husarer, men derimod er Grev Lüttichau tydelig bag de sabelfægtende. Billedet er en del af Museum Gives samling.

Litteraturliste og kilder:

Adriansen, I. Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000 1. Museum Tusculanums Forlag. 2003

Adriansen, I. Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000 2. Museum Tusculanums Forlag. 2003

Christensen, T. D. Historiens Prisme Nutidens Helt. K & K, vol. 42. s. 55. 2014

Erslev, K. Nils Kjeldsen den 28. Februar 1864. Historisk tidsskrift, bind 7. række 4. s. 145. 1902

Gjerløff, A. K., & Jacobsen, A. F. Dansk skolehistorie bind 3, Da skolen blev sat i system 1850-1920. Århus universitetsforlag. 2014

Harksen, E. J. Dragon Ullerups eftermæle I-II. Lille Jylland. 1989

Larsen, K. Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand. Kbh. 1902

Larsen, P. O. (2020, 4. marts) Niels Kjeldsen. Lokaliseret d. 8 marts 2023 på: https://danmarkshistorien.dk/vis/ materiale/niels-kjeldsen-1840-1864

Schepelern, H. D. 1864 i Danske Billeder. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. 1964

Scheunchen, H. Preussiske uniformer 1864. Chakoten, 19 årgang. Nr. 1. 1964

Aviser:

Horsens Avis, d. 1 marts, 1864.

Fyns Stiftstidende d. 7 marts, 1864.

Vibog Stifts-tidende, d. 23. december, 1880.

Vibog Stifts-tidende, d. 19. april, 1881.

Lolland Falsters Stifts-tidende, d. 17. marts, 1881.

Århus Stiftstidende, d. 23. august, 1899.

Randers Amtsavis, d. 30 januar, 1901.

Kallundborg Avis, d. 17 april, 1901.

Jyllandsposten, d. 6 maj, 1901.

Slagelse-Posten, d. 30 april, 1901.

Aarhus Stifts-tidende, d. 27 maj, 1902.

Truelsine Christiane

Troelsdatter – fra husmandssted til fattiggård

AF CELIA EKELUND SIMONSEN, MUSEUMSINSPEKTØR

Islutningen af 1700tallet, var Give sogn en del af den jyske hede. Hedeopdyrkningen var kommet på centraladministrationens dagsorden, men det varede stadig længe, førend det fik egentlig betydning for sognets beboere. Folketællingen fra 1787 omfattede endnu kun 456 mennesker - 61 bosiddende i Give, og der var meget langt imellem husene og gårdene på egnen. Området var præget af sandjord og uopdyrket hede, og de mennesker, der levede der, var dygtige til at samarbejde med heden fremfor at forsøge at betvinge den. I dag ses by, marker og plantager, men dengang ”var de hyppigste vækster noget vindblæst buskads, altid med toppen pegende i østlig retning. Ellers var der bart, som Palle Ove Christiansen skriver i sin bog i 2011.

Johan Ulrik Bredsdorff: Give kirke set fra sydvest, før 1905. Museum Give.

Udsnit af matrikelkort over Give Bys jorde 1:10.000. Målt og inddelt af Ravn før 1801, tegnet af Freerk Oldenburger, 2016. I: Nationalmuseets

”Danmarks Kirker”, Give kirke.

Den information vi har om beboerne på egne som denne er ofte meget sparsom, og består primært i folketællinger, kirkebøger, sognepræstens indberetninger og skifter – og dét i særdeleshed, hvis man søger information om husmænd, daglejere, indsiddere og almisselemmer. Deres historier ligger på kanten af glemslen, og kun ganske få spor eksisterer i dag. Ikke desto mindre, vil jeg gøre et forsøg

på at fremskrive nogle af de menneskers historier i denne artikel, som tager sit udgangspunkt den 12. august 1787, hvor en lille pige ved navn Truelsine (eller Troelsine) Christiane Troelsdatter blev døbt i Give kirke.

Ved at se nærmere på den information, der er at finde om Truelsine og hendes nærmeste familie, trækker historien trå-

de fra Give, til Fredericia, videre til København og tilbage til Hornstrup. Den fortæller om helt almindelige menneskers liv og levned i en periode i Danmarkshistorien, hvor samfundet ændrede sig fra, at landbefolkningen var fæstere, der typisk levede i et landsbyfællesskab, til at de blev selvejere på gårde eller huse, mens andre blev helt jordløse og derfor måtte arbejde for andre. I landsbyfællesskabet

havde der været en vis grad af social sikring, men den forsvandt med overgangen til den ny tids landbosamfund med selveje. Væk var landsbyfællesskabet. På heden var fæstet ikke så hårdt som i den østlige del af Danmark, og der var stor befolkningsspredning, sandede jorde og få godser. Men centraladministrationen spillede en stadig større rolle for beboerne på egnen op igennem 1800-tallet,

hvor heden blev erstattet af marker og plantager, byerne begyndte at tage form og socialvæsenet blev reformeret med grundloven.

Beretningen om Truelsine og hendes nærmeste familie er en fortælling om, hvordan livet kunne forme sig for en helt almindelig husmandsfamilie op igennem 1800-tallet. Hvorledes en bror ender i København og en søster på fattiggården i Hornstrup. Det er en familiefortælling, som trods sit umiddelbart sparsomme aftryk i kilderne på ingen måde var stil-

færdigt, som Rasmus Mortensen skriver i bogen om Give Sogn fra 1941.

Den dag listeføreren kom

Den 1. juli 1787 kom listeføreren for at foretage sin optællingen af Give sognets beboere, og han besøgte også Anna Barbara Vestesdatter på det lille husmandssted. Folketællingen var den første af sin slags. Den var nominel (omfattede navnelister), og havde til formål at indsamle information om hele den danske be-

folknings størrelse og sammensætning. Anna Barbara var da 35 år.

Hun var kort forinden blevet enke, og stod nu alene med et husmandssted, tre små børn på hhv. 4, 6 og 9 år og endnu en lille pige i maven – nemlig Truelsine. Der var gået ni år siden Anna Barbara var blevet gift med børnenes far Troels Christensen ved et efterårsbryllup den 4. oktober i Give Kirke. Troels Christensen havde været karl på Annexgaarden i Give, og sammen med Anna Barbara slog de sig ned på husmandsstedet. De nåede at få i alt 6 børn, hvoraf de to døde få måneder gamle. Det er uvist, hvad Troels døde af, men den 18. marts 1787 står der følgende i kirkebogen for Give sogn: ”Midfastesøndag blev Troels Christensen af Giufve bye i sit alders 37 aar begravet”.

Fem måneder senere blev Truelsine døbt i selv samme kirke, og ifølge kirkebogen er hendes mor Anna Barbara, madmoder Maren Madsdatter fra Hedegaard og fem faddere tilstede i kirken, deriblandt Truelsines mormor og morfar. Det har helt sikkert været hårdt at stå alene med fire små børn. Dengang kunne dødsfald i familien, sygdom eller andre uheldige omstændigheder hurtigt resultere i økonomisk og social deroute.

I overensstemmelse med fattigloven fra 1708, var det muligt at få fattighjælp, såfremt man var værdigt trængende. Hjælpen kom fra frivillige bidrag samlet ind igennem kirken og fattigskatten, og det blev både betragtet som et samfunds-

mæssigt ansvar og en kristen pligt at bidrage. Fattigloven blev betragtet som et gudeligt anliggende, da det frivillige bidrag var en måde at vise kærlighed og gavmildhed på overfor sine medkristne. De der havde muligheden, gav gerne legater eller mindre gaver, som fattigvæsnet kunne formidle videre til de trængende. Formålet med at give fattighjælp var at undgå, at de nødlidende begyndte at tigge. Tiggeri var nemlig forbudt, men for mange mennesker kunne det i perioder være nødvendigt.

Fattigkassen blev administreret af sognepræsten, som både var central i indsamlingen, og central i at vurdere, hvem der var værdigt eller uværdigt trængende. Det skulle sikre, at de der ikke kunne arbejde eller kunne klare sig selv, såsom gamle, syge, nedslidte eller faderløse børn, fik hjælp. Stærke og lade tiggere, liderlige kvindfolk og løsgængere skulle imidlertid tugtes og straffes med arbejde. Ifølge Rasmus Mortensen, berettede sognepræsten Hr. Stallknecht af Give og Nykirkesogne i 1766 dog, at der endnu ikke fandtes hospitaler eller fattighuse i sognene. Antallet af fattige har varieret meget i 17-1800-tallet, men det er ikke indtrykket, at mange søgte fattigkassen.

I 1787, samme år som folketællingen, havde Fattigkommissionen igangsat en særlig optælling af landets fattige. Desværre stod det hurtigt klart, at resultaterne var problematiske. Det viste sig nemlig, at der ikke var en tydelig definition af, hvad begrebet ”fattig” omfattede. Var det

kun de mennesker, der fik fattighjælp, eller inkluderede det også dem, der levede i fattigdom, men undlod at bede om almisser. Man fik heller ikke undersøgt, hvor længe den enkelte havde modtaget fattighjælp, og så manglede der simpelthen statistisk materiale fra en stor del af provinsbyerne og landbefolkningen. En gennemgang af 17-1800-tallets folketællinger fra Give sogn og nabosognene viser imidlertid, at antallet af mennesker, der modtog støtte fra fattigvæsnet steg kraftigt fra 1801 til 1834. Her viser tallene ikke, hvor mange fattige der var i sognet, men hvor mange personer, der har modtaget fattighjælp da listemændene kom forbi (jf. figur 1). Tallene omfatter de, der er noteret som almisselemmer eller børn af almisselemmer. De, der står som værende f.eks. kostgængere, plejebørn, eller krøblinge indgår ikke i tallene. Almindeligvis kunne de børn og voksne, der var så dårligt stillede, at de ikke kunne klare sig selv, blive indsiddere eller arbejdsduelige fattiglemmer på gårde eller husmandssteder, og både børn og voksne kunne bortliciteres til gårde, som havde brug for arbejdskraften til gengæld for kost, logi og klæder. Således var der ofte ikke brug for egentlige fattighuse. Var det for stor en byrde at have en fattig boende på fast kost, som det hed, var det en mulighed at lade personen gå på omgang i sognet for at spise og sove et nyt sted hver dag.

I 1801, 1840 og 1860 indikerer folketællingerne dog, at der er oprettet et fattighus i Farre by, og et kort over Farre by tegnet i 1809 viser, at der har ligget et Farre by i 1809 (Mortensen, 1941, s. 212).

hospital i udkanten af byen. Ordet hospital skal her ikke forstås som et sygehus, men snarere ses i ordets oprindelige betydning, et gæstehus eller herberg. Dette støttes af et mødereferat fra 1831 i Give sogns kirkebog 1700-1800, hvor sundhedskommissionen for Give og Nykirke sogne havde holdt møde om, hvorledes sognene skulle forberede sig på en potentiel koleraepidemi. De talte bl.a. om at ansætte to sygevogtere, og gerne ”dem der nyder understøttelse eller almisse af sognet, men dersom der iblandt disse ikke skulde findes dertil skikkede personer, antages for betaling andre som dertil matte findes villige og oplagte.” De valgte da ”for Give sogn Niels Thusen og hustru paa Give Mark og Else Sørensdatter i Give fattighuus”.

Anna Barbara og fem ægteskaber

En anden mulighed for en ung enke med fire små børn var at blive gift igen. Et ægteskab udgjorde et arbejdsfællesskab, og både mænd og kvinder havde brug for hinanden. Den 15. april 1788 giftede Anna Barbara sig således med Jes Andersen fra Borris i Ringkøbing amt. Det er lidt uklart, hvorvidt manden faktisk hed Jes eller Per, men meget peger på at der er tale om den samme mand. I kirkebogen nævnes trolovelsen og vielsen imellem Jes Andersen og Anna Barbara fra Give, og i folketællingen tre år senere er Per (Jes) Andersøn og Anna Barbara noteret i samme husstand. Det er ikke ualminde-

Figur 1 Optælling af almisselemmer i folketællingerne fra Give sogn.

ligt, at navne og stavemåder kan variere. Listemændene kunne f.eks. have hørt forkert, eller de var dårlige til at stave. Truelsine står da også nævnt i 1801 folketællingen som Enevoldsine Christiane Troelsdatter.

Anna Barbara og Jes boede på et husmandssted på Donnerup Mark i Give, og de fik to børn sammen, som dog begge døde indenfor deres første leveår. Den 12årige Truelsine var parrets eneste hjemmeboende barn i 1801. Inger på 16 år var blevet tjenestepige hos degn og skoleholder Peder Lamborg Helt i Give by, og storebroderen Mads på 21 år havde fået plads hos en købmand i Fredericia Købstad. Kirsten på 18 år er ikke at finde i folketællingen for Give sogn i 1801, men dukker op igen i 1834, hvor hun bor på aftægt i Søndre Kollemorten by med sin mand Anders Olesen (tidligere gårdmand) og deres søn.

Allerede i 1804 bliver Anna Barbara imidlertid enke for anden gang, da Per Andersen dør i en alder af 57. Allerede året efter

gifter hun sig endnu engang. Da er hun blevet 53 år, og denne gang gifter hun sig med enkemand Peder Hansen fra Uhe i Ringgive sogn. Heller ikke dette varer ved, og Anna Barbara ender med at blive gift fem gange for i en alder af 80 år, at bo på aftægt på gården Lille Karlskov i Ringive sogn sammen med sin sjette og sidste mand Hans Henrich Michelsen.

Fra Give til Fredericia – og så til København

Det må have været en stor oplevelse for Truelsine’s storebror Mads, da han ankom til Fredericia Købstad med ca. 3.400 indbyggere. Mads var blevet avlskarl hos købmand Christian Voigt i Prinsessegade. Ifølge folketællingen fra 1801, var det et relativt stort hus. Foruden Mads, købmanden, hans hustru og barn talte husstanden også en stuepige og hendes datter, en borgerpige og en læge. Sammenlignet med Give by, har Fredericia været stor, men stadig landlig. H.C. Andersen skrev følgende i sin dagbog efter

Kunstner ukendt. Prinsessegades sydlige ende, 1830’erne.

Billedet tilhører Lokalhistorisk Arkiv ved Museerne i Fredericia.

et besøg i byen i 1850: ”Vi kom til Volden og ind i den store Fæstning, det var derinde som vi igjen kørte ud paa Landet..”. Agerbrug og kvægavl var de bærende erhverv i Fredericia, hvor hver grund i byen havde et tilhørende stykke markjord uden for voldene, og det var på en af disse avlsbrugergårde, Mads havde fået plads på som avlskarl.

Efter kun få år i Fredericia, vælger Mads imidlertid at rejse videre til København, hvor nogle kilder peger på, at han får arbejde som strømpevæversvend. Det har ikke været muligt at bekræfte hans erhverv, men i folketællingen fra 1850 står hans søn Jochum Give nævnt som strømpemager i København, så det er ikke utænkeligt, at hans far Mads, har været strømpemager før ham. Det er uvist, hvornår Mads præcist rejser til København, men det har været på et tidspunkt imellem 1801 og 1809. Han kan således være ankommet til København under Englandskrigene med Slaget på Reden i 1801 og Københavns Bombardement i 1807, hvor en betydelig del af byen blev ødelagt, og ca. 1600 civile menes dræbt og sårede. Mads står nemlig nævnt i folketællingen fra Fredericia i 1801 og igen i en kirkebog i 1809 i København, hvor Mads giftede sig med Johanne Margrethe

Kønig den 16. august i Garnisonskirken på Sankt Annæ Plads - og igen en måned senere, den 17. september, hvor parrets første barn Jochum Give bliver døbt. På dette tidspunkt gik Mads under navnet

Mads Truelsen Give, og parrets børn fik herefter efternavnet Give.

Mads’ svigerfar Michel Jochumsen Kønig havde været overkanonér ved Holmen, hvilket betyder, at han var den øverste artilleriunderofficer på et krigsskib. Indtil bombardementet af København, havde Holmen været hovedstadens største arbejdsplads, og Holmen, værftet og tilhørende områder havde alle været skarpt afgrænsede i forhold til resten af København. Det var en by i byen. Flåden havde egne love, hospitaler, skoler, fængsler og kirker – deriblandt Garnisonskirken på Skt. Annæ Plads. Som navnet på kirken antyder, var den en militærkirke, hvis menighed omfattede størstedelen af hovedstadens militærpersoner frem til 1805, hvor kirken fik tildelt et sogn med en civil menighed. Tegningen af P. Klæstrup viser en typisk kirkeparade foran Garnisonskirken i 1830’erne, hvor soldaterne stillede op, inden de fortsatte ind i kirken. Næsten en fjerdedel af byens forsørgere siges at have arbejdet på Holmen. Det ændrer sig imidlertid med Englandskri-

P. Klæstrup: “Det forsvundne Kjøbenhavn” VI. Kirkeparade, 1881.

Det Kongelige Bibliotek.

C.A. Lorentzen: Den rædsomste Nat: Kongens Nytorv under bombardementet natten mellem 4. og 5. september, 1807. Statens Museum for Kunst.

gene og bombardementet af København, som efterlod Holmen i ruiner. Ikke desto mindre vedblev Holmen med at være et militært område helt frem til 1992, hvor offentligheden for første gang fik adgang til store dele af området.

Johanne og Mads nåede at få 8 børn sammen, hvoraf 5 døde ganske tidligt. Efter kun 14 års ægteskab dør Mads Truelsen Give 47 år gammel af tuberkulose, den 25. maj 1823. Hans hustru Johanne Margrethe levede mange år endnu, og døde til sidst som enke, 67 år gammel i sommeren 1853 på Almindelig Hospital i København. Almindelig Hospital var fattigvæsnets største hospital for gamle, syge og fattige.

1800-tallet var en periode, hvor svære kår for landbruget og den voksende industrialisering bidrog til en voksende bevægelse fra land til by. København voksede kraftigt, og forholdene indenfor murerne, hvor folk stuvede sig sammen, var problematiske. Året før Johanne Margrethes død blev det endelig muligt at bosætte sig udenfor voldene, men forholdene var stadig trange og massefattigdom var en realitet. Særligt i den sidste halvdel af 1800-tallet blev fattigdommens omfang bekymrende, og det afstedkom en lang række velgørenhedsforeninger, hvis mål var at gøre fattige mennesker til gode samfundsborgere. Mange af dis-

se foreninger og foretagender kender vi også i dag, så som Kirkens Korshær, Blå Kors og Mændenes hjem. I 1890’erne blev fattigloven revideret, sygekasserne blev oprettet som forsikringsordninger og vi fik Loven om alderdomsunderstøttelse, som gav alle værdigt trængende over 60 år adgang til understøttelse – dog med undtagelse af dem, der havde modtaget fattighjælp indenfor de sidste 10 år. Det særlige ved alderdomsunderstøttelsen var, at det var en reel forsørgelse, og ikke en forsikringsordning, modsat sygekasserne.

Truelsine og Lærer

Eskild Broe

Imens Mads var flyttet til den voksende hovedstad, boede Truelsine fortsat i Vejleområdet. Det er uvist, hvad der skete i hendes liv i perioden fra 1801, hvor hun boede med sin mor og Jes Andersen på Donnerup Mark i Give, og til 1834, hvor hun findes i Vejle, ifølge folketællingen fra Sankt Nikolaj Sogn ved Vejle. Da var hun gift og mor til to drenge. Familien boede til leje i et hus på Pedersholm Mark hos en gartner, hans familie og et plejebarn. Gartneren var ”en inderste”, hvilket henviser til en person som lejer et hus eller et værelse hos en gårdmand. ”Inderster” var ofte mennesker, der var meget dårligt stillet i samfundet, hvilket kan være en forklaring på, hvorfor familien havde Truelsine og hendes to sønner på 6 og 10 år, samt et plejebarn boede. Ofte var det nemlig ren og skær forretning at

have plejebørn, da barnet kunne arbejde og familien modtog plejepenge fra fattigvæsnet. Om Truelsine’s mand Niels Pedersen står der bare i folketællingen, at han er ude at tjene for at kunne sørge for sin familie. Det er ikke til at sige, hvad der herefter skete med Niels. Måske han døde eller de blev skilt, men allerede den 3. august året efter blev Truelsine gift på ny med tidligere skolelærer, pensionist og enkemand Eskild Broe. Parret slår sig nu ned i et hus i Bredballe by.

Eskild Broe havde været skolelærer i Bredballe fra 1788 til 1814, og i den periode havde han skrevet bogen ”Luftgejsterne”, hvori han fortæller om at sit liv og levnet, og om livet som skoleholder, der var hans kald. I bogen fortæller han endvidere, hvordan himmelrummet var fyldt med onde ånder eller væsener - luftgeister. Disse var ansvarlige for al dårligdom lige fra ”Kvindernes Menstruation, alle vore Sygdomme, Dyrenes mange Lidelser, ægteskabelige Stridigheder” og ikke mindst hans egen tunge skæbne. Marius Hansen skriver i Vejle Amts Årbog fra 1913, at Broe var ”periodisk sindssyg”, hvilket var årsag til at han blev afsat fra læreembedet.

Da Truelsine gifter sig med Eskild Broe, var han enkemand og 71 år gammel. Han ernærede sig som skærslipper og var et velkendt ansigt på Vejle-egnen. Han beskrives som en lille mand med næsten tillukkede øjne; hans øvre øjenlåg kunne kun åbnes meget lidt. I over 30 år gik han til Vejle for at hente sakse og knive

til slibning. Han havde en brun frakke på med lange skøder, fransk vest med meget store lommer, knæbenklæder, sko med spænder, langt hår og på hovedet på bar han en bredskygget kasket. Eskild Broe havde sine ting i en lille firkantet, rødmalet kasse, og en lang stok i den anden hånd.

I Vejle Amts Avis den 3. september 1841 står der:

I kiende jo Alle den gamle Mand Med sølvgraa Lokker om Panden, Som lister sig hid fra Bredballe Strand Med Staven og Kassen, saa godt han kan, Og kaldes »Luftgeistemanden.

See! — firti Aar har han faret ud I Leding med Geisteflokke, Nu have de revet hans Sko itu, Og den gamle lister sig mod i Hu Til Byen paa den blotte Sokke.

Og det er haardt for ham, kan I tro; — To Dalere til den Skomager, — Saa kunne han faa et Par nye Sko, Og nye Sko til den gamle Broe Bogtrykkeriet modtager.

Og nedenunder skriver redaktøren: ”For enhver kærlig Gave til den gamle Mand skal Redakteuren med Fornøjelse aflægge Regnskab”, som Peter Hansen skriver i sin nye bog om tiggeri.

Eskild Broe fik sine sko, men ”Luftgejsterne” kom aldrig i trykken.

Ifølge Marius Hansen skulle Eskild Broe have kaldt sit ægteskab med Truelsine, hans livs største ulykke og elendighed: ”Den Quinde, der skulde være min Kone og hendes tre Sønner, der skulde være mine Børn, er ligere qvalificerede Diævle end Mennesker, som jeg ønsker mange Mile borte fra mig. ... De ere fulde af Ondskab, halstarrige og genstridige — de stiæle og bedrage mig ved enhver Lejlighed.” At Truelsine skulle have haft tre børn, og at de alle var flyttet med hende da hun giftede sig med Eskild Broe, har det ikke været muligt at få bekræftet. I folketællingen fra 1840 fremgik det, at de huser Truelsines søn Peder Christian Nielsen på 12 år og et almisselem Kirsten Pedersdatter. I 1845 var Peder flyttet ud, og i stedet boede der to almisselemmer og den enes barn.

Livet som Lærer Broes enke

Livet kan ikke have været let for parret, imens Eskild levede, men da han døde i 1846, gik det virkelig ned ad bakke for Truelsine. Som Marius Hansen formulerer det i 1949, er Truelsine så ”fattig og saa arm, som et Menneske kan blive”. Hun boede i perioder i byens fattighus. Derfra tiggede hun bl.a. mælk i byens gårde, og der fortaltes ”hvorledes synet af hendes hankeløse, søndrede lerspand aldrig glemtes blandt beboerne, der heller ikke holdt af hendes skarpe Mund”.

Truelsine blev flere gange bortliciteret til ophold hos både fremmede - og hos

sin søn, der til gengæld modtog betaling for at have hende boende, men det var ikke uden udfordringer. En glarmester forpligtede sig i 1863 til at give hende ophold, underhold og pleje til gengæld for en årlig godtgørelse på 13 skæpper (skp) rug, 13 skp. byg og 18 rigsdaler fra Hornstrup Sogns Fattigkasse. Den ordning holdt dog ikke længe, da Truelsine ikke ønskede at bo hos glarmesteren. I stedet flyttede hun ind hos sin søn Troels, som

var noget betænkelig ved at have sin mor boende. Han skriver:

Undertegnede forpligter mig til at tage min Moder, Skolelærer Broes Enke af Bredballe, i Pleje fra 1. Januar til 1. April 1864 imod af Hornstrup Sogns Fattigkasse at erholde en Godtgørelse af 4 Skp. Rug, 4 Skp. Byg og 4 Rdl. 3 Mark i Penge. — Jeg forbeholder mig nærmere at bestemme inden 1ste April, om jeg vil beholde hende i mit Hus eller ikke.

p. t. Vejle, d. 31. December 1863. Troels Nielsen (Hansen, 1949, s. 225)

Foruden de personlige konsekvenser der var ved at leve i sådan armod, betød understøttelse fra fattigvæsnet bl.a. også, at Truelsine mistede råderet over sine ejendele, retten til at bestemme hvor hun ville bo og retten til at gifte sig uden tilladelse. Med Grundloven i 1849 var fattighjælp blevet en grundlovssikret ret, men samti-

digt hermed betød ændringerne en skærpelse af lovgivningen, så man ville miste sin eventuelle valgret, hvis man modtog hjælpen uden at betale den tilbage. Man havde simpelthen ikke de samme rettigheder, som resten af befolkningen, såfremt man modtog fattighjælp.

I 1860erne steg fattigdommen, og antallet af børn og voksne, som behøvede fast understøttelse i Hornstrup sogn, voksede. Som det fremgår at figur 2, får Truelsine (Skolelærer Broes enke) fast støtte af fattigvæsnet i 1861. Det er slående, at så mange på listen er enker, gamle og svage men også, at der ingen børn er. Antallet af fattiglemmer varierer år for år, men tendensen er opadgående indtil den stagnerer på omkring 18 fattiglemmer i 1870erne.

I et forsøg på at spare penge og give de værdigt trængende bedre hjælp, både materielt og åndeligt, besluttede Hornstrup sogneråd, at der skulle bygges en fattiggård. Det var en ny tanke med inspiration fra Slesvig, og idealet var, at gården skulle kunne klare sig selv og derved ikke ligge sognets beboere til last. En fattiggård skulle således både være en forsørgelses- og arbejdsanstalt. Det viste sig imidlertid netop at være mere ideal end realitet, da størstedelen af de indsatte på landets fattiggårde var gamle og børn, som var mere konsumerende end producerende. Ikke desto mindre fik Hornstrup sogn i oktober 1869 sin fattiggård med ligstue, kostald og værksted. Christian Jansen skriver i Vejle Amts Årbog fra

Figur 2 Plan for de fattiges forsørgelse 1861 i Hornslet sogn. (Jansen, 1971, s. 117).

Fotograf ukendt: Fattiglemmerne stillet op uden for Skellerup fattiggård, 1880’erne.

Fotografi tilhører Silkeborg Arkiv.

1971, at gården var et nybygget bindingsværkshus med trægulve og vinduer, der kunne åbnes og to kakkelovne. Forhold der kunne få de lokale beboere til at tale om ødselhed. Gården var imidlertid tiltænkt 24 lemmer, men var kun udstyret med 12 sengepladser.

For de fattige stod fattiggården som noget ganske forfærdeligt, som man på alle måder søgte at undgå, om end det ikke altid lod sig gøre. Ifølge Christian Jansen, skulle fattiglemmerne efterleve fattiggårdens regler med forventning om ordentlighed, renlighed og arbejdsomhed, men der har alligevel været megen uro og vold, hvilket resulterede i at fattiggården fik installeret en arrest i 1870. Ifølge klager fra beboerne på fattiggården har de ikke udelukkende selv været skyld i, at det var et hårdt miljø. Anklagerne gik på, at bestyrer Niels Peder Nielsen slog lemmerne, sultede dem og bandt dem, som det faldt ham ind. Synet på fattige

var dengang, som i dag, at man skulle have hjælp, såfremt at det ikke var selvforskyldt, og at man befandt sig i denne ulykkelige situation. Dog var der også et underliggende syn på disse fattige, der sås som værende tilbøjelige til dovenskab, og mange betragtede dem med foragt. Anklagen imod bestyreren blev således afvist af sognerådet, som holdt på, at der ikke var dårlige forhold på Hornstrup sogns fattiggård. Ikke desto mindre blev bestyreren opsagt i 1871 med virkning fra 1872. Det var i denne periode Truelsine boede på fattiggården, hvor hun døde den 18. juni 1871 i en alder af 81 år.

I de år der fulgte, var antallet af fattiglemmer meget svingende. I 1877-78 boede 18 lemmer på fattiggården og i 1881-83 var der 5 og ifølge de få regnskaber, der er blevet gemt, fremgår det, at fattiggården ikke er en god forretning, men snarere et fordyrende led i fattigforsørgelsen. I 1907 blev fattiggården nedlagt.

Litteratur og kilder:

Christiansen, Palle O: De forsvundne – Hedens sidste fortællere. København: Gads Forlag. 2011

Christmas-Møller, Ingeborg: På fattighuset. Greve Hospital og andre fattighuse på landet i 1700- og 1800-tallet. København: Nationalmuseet. 1978

Hansen, Marius: Skolelærer Broe i Bredballe. I: Eliassen, P. (red.); Jørgensen, Chr (red.) & Kau, H., Vejle Amts Årbøger (s. 181-195). København: Lehmann & Stage. 1913

Hansen, Marius: Hornstrup sogn. Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding. 1949

Hansen, Peter W.: Tiggeri forbudt 1708. Århus: Århus Universitetsforlag. 2022

Jansen, Christian R.: De fattige og fattigvæsenet i Hornstrup sogn fra ca. 1860 til ca. 1900. I: Wamberg, A. (red.); Skov, Sigvard (red.) & Rude, Axel (red.). Vejle Amts Årbøger 1971 (s. 113-161). Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri. 1971

Mortensen, Rasmus: Give Sogn. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri. 1941

Arkivalier:

Vejle amt, Nørvang herred, Give sogn, FT-1787, 1801, 1834, 1860

Give sogns kirkebog: Døbte kvindekøn, KB-1700 – 1817

Give sogns kirkebog: Trolovede og viede, KB- 1700 - 1817

Give sogns kirkebog, KB-1700-1800

Ringive Gadbjerg og Lindeballe sognes kirkebog – viede, KB- 1719 til 1814

Vejle amt, Nørvang herred, Sankt Nikolaj Sogn, FT-1834

Vejle amt, Nørvang herred, Hornstrup sogn, FT-1840, 1845

Vejle amt, Elbo herred, Fredericia Købstad, Princesindegade [Prinsessegade] 262 og 263, 252, FT-1801

København, Etaterne herred, Søetaten, Nyboder 4. divisions artillerikompagni, Elefantgade, FT-1787

København amt, Sokkelund, Garnison – Viede, KB-1769-1815

Kirkebog: København amt, Sokkelund, Garnison, døbte, KB-1800-1814

Kirkebog: København amt, Sokkelund herred, Garnison, døde, KB- 1805-1829, opslag: 70

Koen der forsvandt og kom igen – om Jysk Kvæg, bevaring og historie

AF HANNE THOMSEN,

MUSEUMSLEDER

L”Storken er en dejlig flyver, koen har et dejligt yver, Danmark er et dejligt land”

injerne fra Shu-bi-duas Danmarkshymne vidner om koens nationale og symbolske betydning samt den store kærlighed til koen, som mange har, og som jeg selv har. Derfor glæder jeg mig også over de køer eller stude, som hvert år kommer og græsser i museets skov.

Der er over tid sket meget med dette nationale symbol. Koens egenskaber, udseende og liv har ændret sig meget gennem de sidste 200 år i dansk landbrug. Dyr af de gamle danske kvægracer er der heller ikke mange tilbage af, og dem, der er, er der kun, fordi der er nogle, som har gjort og gør en ihærdig indsats for at sikre bevaringen af de gamle danske kvægracer.

En af dem, der arbejder med at bevare den gamle race af Jysk Kvæg er den økologiske landmand Eskild Ladegård i Egtved. Eskild Ladegård kommer hver sommer med 2-3 køer eller stude, der græsser i Museumsskoven ved Museum Give hele sommeren, og indtil de bliver hentet hjem igen.

Kvæget bliver tilset af Museumsskovens ’Kogræsserforening’, der dermed støtter op om Eskild Ladegårds arbejde med at udvikle og holde liv i den gamle jyske kvægrace. Det Jyske Kvæg bliver bevaret, samtidig skabes der også en bedre natur i Museumsskoven i Give, som Britta Edelberg skriver i Kogræsserforeningens brochure fra 2022.

De sortbrogede køer blev kørt til Museumsskoven og sat ud af deres ejer, Eskild Ladegård, en sommerdag i juli 2022. Foto Arne Brock, formand for Kogræsserforeningen i Give.

Vejle Kommune har gjort meget for at etablere naturlaug eller kogræsserforeninger, så der kan komme selv små dyrehold ud og gå – helt ned til 2-3 dyr –mange forskellige steder og uden, at avlerne bliver belastet af at skulle køre langt for at føre dagligt tilsyn. Medlemmerne af naturlaugene eller kogræsserforeningerne hjælper avlerne med at klare det daglige tilsyn med de dyr, der går rundt og plejer naturen. Hegnene skal tilses, og det skal tjekkes, at der er vand og i det hele taget, at dyrene har det godt.

Det er ofte Jysk Kvæg, der bruges til græsning på de jyske marker, heder og overdrev. Selvom der ikke umiddelbart ser ud til at være græs, er der alligevel græs, og de sort- og gråbrogede dyr bliver runde og velnærede i løbet af sommersæsonen.

Anton Raundahl gennemgår i sit indsigtsfulde og grundige 2 binds værk om

Tre blev til 4, da der kom en lille kviekalv til i september 2022. Foto Arne Brock, formand for Kogræsserforeningen.

’Næsten alt om verdens vigtigste dyr’, der udkom i 2020, historien om de forskellige kvægstammer og racer i Danmark. Når kvæget er det vigtigste dyr er det fordi, man kan bruge næsten alt fra dyret: ”kød, mælk, blod, mave, huder og horn.” Selv kokasserne blev brugt, som Anton Raundahl skriver til at kline huse op med og lave optænding. Kvæget blev også brugt

som trækdyr. I dag bliver dyrene brugt i naturplejen.

Kvæget er som store ’græssere’ med til at holde græsset nede og lægge de kokasser, der kan hjælpe til at give plads til sjældne planter, som igen kan give levesteder og mad for sommerfugle og insekter. En kokasse er den rene lykke for biller og svampe.

Det jyske kvæg kan nyde livet i skoven. Dyrene er samtidig med til at skabe bedre natur, og når deres liv slutter, hvad det gør, ender de som velsmagende kød, der er rigere på sunde fedtsyrer og har et lavere indhold af kolesterol end kød fra andre kvægracer.

Det jyske kvæg har gener, der stammer fra det kvæg, der indtil i 1900-tallet græssede på mark og hede i Jylland, dvs. det kvæg, som fra 1400-tallet og frem var grundlaget for eksporten af okser og stude til markederne i Nordtyskland.

Stude er kastrerede tyrekalve, som man begyndte at lave i middelalderen. Stude vokser langsommere end tyre men bliver også højere end tyre. De er samtidig nemmere at håndtere, kræver ikke så meget foder, og kødet har en mildere smag. Siden blev Jysk Kvæg også vigtigt som malkekvæg. Det Jyske Kvæg døde næsten ud, men fra 1980erne har det takket være engagerede avlere været på vej ind igen – nu går dyr af Jysk Kvægrace rundt som naturplejere. De er ikke så tunge som andet kvæg og træder dermed ikke så

hårdt, derfor er de som Anton Raundahl siger det i Kristeligt Dagblad i 2021 gode som ’græssere’ til at skabe liv for planter og insekter.

Artiklen handler både om arbejdet med at bevare den gamle husdyrrace og om den studedrift, som fandt sted fra 1400-tallet og langt op i tid, hvor dyrene bevægede sig ned igennem Jylland for at blive solgt til eksport – for til sidst at ende som frisk kød på bordet længere sydpå eller i Amsterdam eller London.

Kvægbestanden i Danmark

Der har været kvæg i Danmark siden stenalderen, men indtil 1800-tallet skelnede man grundlæggende kun mellem 2 slags kvæg – Det Jyske Kvæg og Ø-kvæget. Det var det kvæg, der over tid var blevet udviklet i de forskellige egne af landet. Det jyske kvæg var typisk sort- og gråbroget, men det kunne også være rød- eller gulbroget, mens kvæget på Øerne typisk var rødbrunt eller rød- eller gulbroget.

Siden 1800-tallet har man arbejdet med at udvikle kvægstammerne til egentlige racer gennem avl, dvs. indkrydsning af dyr med bestemte egenskaber. I dag er der jf. Seges opgørelse fra juli 2022 helt op til 42 forskellige kvægracer samt et antal krydsninger.

Kvægbestandens størrelse voksede kraftigt i Danmark i 1800-tallet og antallet af stammer, der begyndte at blive defineret

Rytter-Sørens køer drives over heden, Michael Ancher 1902. SMK

som racer, blev flere. Mens der i 1774 jf. Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk var 414.000 dyr, var antallet i 1914 steget til 2,5 mio. dyr. I årene fra 1774 til 1837 steg antallet af dyr til i alt 835.000 dyr. I 1861 var antallet af dyr steget til 1.118.800, mens antallet i 1888 var på 1.459.527 dyr.

Den kraftige vækst i antallet af dyr særligt i sidste halvdel af 1800-tallet vidner om den omlægning, der skete i dansk landbrug – fra henholdsvis kornproduktion på Øerne og i Østjylland og studedrift i Nord-, Midt- og Vestjylland til et landbrug baseret på malkekøer og svin og dermed mejeri- og slagteriprodukter til eksport til nu primært det britiske marked. Antallet af malkedyr og svin var afstemt efter, at mejerierne kunne tilbagelevere skummetmælk og kærnemælk samt evt. valle, hvis mejeriet også havde osteproduktion. Skummetmælk og kærnemælk var sammen med ’byggrutningen’ godt foder til fedesvinene, mens søerne kunne udnytte valle. Derfor skabte malkekvæget og mejeriproduktionen, som Peter Bavnshøj skriver i bogen om Landbruget et helt nyt grundlag for svinehold på gårdene.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at avle ved at bruge ikke danske kvægracer. Man opdagede hurtigt, at de fordrede meget bedre foder end det oprindelige kvæg i Jylland og på Øerne, og man gik væk fra at bruge ikke danske tyre i avlen. Fra 1840 arbejdede man på at udvikle malkeegenskaberne inden for de eksisterende bestande i landet. De enkelte avlere prioriterede dog forskelligt.

Nogle ønskede kvæg, der var både kødog malkekvæg, mens andre avlere ønskede enten kødkvæg eller malkekvæg. Efter 1900 blev Jysk Kvæg betragtet som en kombinationsrace med mest fokus på mælkeydelsen. Dem, der ønskede at fokusere på kødkvaliteten, gik jf. Raundahl derfor over til at indføre racen Korthorn, der var kvæg fra det Nordøstlige England.

I perioden fra 1914 og frem til 1930 kom antallet af dyr op på lidt over 3 mio. dyr. Et antal, som det lå på frem til 1980, hvor det dog var faldet lidt til 2.961.000 dyr. Perioden 1930-80 var glansperioden for det i datiden typiske danske gårdmandsbrug på 30 tdr. land, der baserede produktionen på en blanding af køer, svin, høns og ænder samt dyrkning af korn, frø, roer og afhængigt af egnen kartofler eller frugt. I 1965 var der 135.000 mælkeproducenter med i gennemsnit ca. 10 køer per bedrift. Denne produktionsenhed blev fra 1970erne udkonkurreret og opkøbt af stadigt større landbrugsbedrifter. Antallet af bedrifter med dyr gik ned, mens antallet af dyr på de enkelte bedrifter steg op igennem 1960-70erne, og i 1980erne havde en stor gård 100 køer. I dag er der 2.500 malkekvægsbesætninger – heraf 400 økologiske – med i gennemsnit 225 malkekøer per besætning, og det er ikke unormalt, at der er besætninger med op til 300-500 dyr på et landbrug. Der er også landbrug med helt op til 1000 dyr.

I 1950erne var det Rød Dansk Malkerace, der var den dominerende race i Danmark, og Rød Dansk Malkerace udgjorde ca. 2

mio. af de 3 mio. dyr, som man havde på daværende tidspunkt. Kvalitetsmæssigt var den i mange år den bedste race. I dag er der kun ca. 62.319 dyr af Rød Dansk Malkerace.

Rød Dansk Malkerace var baseret på Ø-kvæg blandet med rødt kvæg fra området Angeln syd for Flensborg samt fra Nordslesvig og Ballum. Kvæg, som man var begyndt at krydse med i begyndelsen af 1800-tallet. Angler-kvæget blev især anvendt på Sjælland og Lolland-Falster, mens kvæg fra Ballum og Nordslesvig især blev anvendt på Fyn. Ballumkvæget var større end Angler-kvæget, og det blev det fynske kvæg, som i høj grad kom til at sætte standarden for Rød Dansk Malkerace.

Der blev også indkrydset med de dyr, der gik fra syd op igennem Jylland over Fyn til Sjælland og København. Det skete ofte, at de bedste dyr blev solgt fra undervejs og indgik i avlen lokalt, hvor de blev solgt. Rød Dansk Malkerace blev registreret og fik sit navn i 1878.

Det var den første race, hvor man brugte kunstig inseminering, og den samme tyr kunne nu bruges til ikke bare 50 køer men 50.000 køer, og man overdrev det, og indavl blev resultatet. I 1970erne krydsede man Rød Dansk Malkerace igennem med tyre af amerikansk brunkvæg, senere var det andre europæiske brune og røde racer. Betegnelsen Rød Dansk Malkerace blev fastholdt, selvom der ikke var mange gener tilbage fra den

gamle Rød Dansk Malkerace. Enkelte avlere har dog fastholdt den oprindelige gamle Rød Dansk Malkerace fra før 1970. Af denne var der i 2018 i alt 115 avlsdyr, dvs. der er i dag et meget lille antal dyr at avle på.

Siden 1980 er kvægbestanden samlet set gået ned. Baggrunden for nedgangen er, at den enkelte ko giver mere mælk. I dag er der kun 1.480.479 dyr.

Jysk Kvæg – kød- og malkekvæg

Rød Dansk Malkerace er med sin registrering i 1878 den ældst definerede kvægrace i Danmark. Jysk Kvæg blev først defineret som en race i 1881. Det jyske kvæg passede godt ind i de Nord-, Vest- og Midtjyske landskaber, der bød på mere sparsomme foderressourcer som lyng og tørre græsarter, foderet her var ringere end i Østjylland og på Øerne.

Det Jyske Kvæg stammer fra det sort- og gråbrogede kvæg, der var typisk i Jylland i det 17., 18. og 19. århundrede – og endnu længere tilbage i tid. Kvæget i Jylland har gennem århundrederne været truet af udryddelse pga. krige og pest. Truet var Jysk Kvæg også, da avlerne fra begyndelsen af 1800-tallet begyndte at fokusere på mælkeydelsen og indkrydsede med udenlandske racer, der gav en høj mælkeydelse. Forpagter og fra 1882 godsejeren

Harald Branth, Sdr. Elkær i Vendsyssel, var den, der jf. Bevaringscenter Oregaard

Dyrskue i Give 1988. Der har været afholdt dyrskue i Give siden 1863, dog ikke hvert år. Dyrskuerne var helt fra starten ikke blot en faglig dag men også en festdag, hvor man mødtes fra nær og fjern i området. Foto Peder Eg 1989.

reddede Jysk Kvæg i 1880erne. Han havde 7 små ’Vendelbokøer’ og med dem og et par tyre avlede han en Jysk Kvægbesætning, der var af høj kvalitet og med høj mælkeydelse. Besætningen blev kendt som Elkærstammen, og den blev grundlaget for udviklingen af det jyske kvæg i 1880erne. Besætningen solgte han fra i år 1900, men forinden havde han uddannet mange kommende landmænd i markdrift og husdyravl.

Foreningen af Jyske Landboforeninger startede med stambogsføring i 1872 og der blev afholdt dyrskuer for det jyske kvæg. I den første stambog, der blev udgivet af Foreningen af Jydske Landboforeninger om ”Heste og Kvæg af Jydsk Race, der blev udgivet i 1881, var Jysk Kvæg således både malke- og Kødkvæg.

Stambogen indeholdt oplysninger om 48 tyre og 53 køer, heraf var de 27 af tyrene anført som malketype, 10 var af kødtype og 1 var hverken det ene eller andet. Malketypen blev i stambogen registreret som 120 cm i højden, og vægten for udvoksede køer blev angivet til 350 kg, og årsydelsen på mælk var typisk på mellem 800-1000 kg. Dyr af kødtypen var registreret som højere, og den højeste ko i stambogen målte 146 cm. Dyrene var mindre end nutidens dyr af Jyske Kvæg. Nutidens dyr er ikke blot større, mælkeydelsen er også blevet 6 doblet og ligger

Holsteinracen

Holsteinracen, der er udviklet på baggrund af Sortbroget Dansk Malkerace, er en stor ko og nutidens store mælkeproducent. Den har i gennemsnit en meget høj mælkeydelse på i gennemsnit over 10.000 kg per år. Den høje mælkeydelse er baggrunden for, at man kan reducere antallet af dyr, og der forskes i at forbedre koens mælkeydelse, så man kan reducere antallet af køer yderligere. Problemet med koen er metanudslippet. I 2020 stod kvæget for 22 % af landbrugets samlede udslip af klimagasser, i 2030 forventes køerne at stå for 13 % af hele Danmarks udledninger. Det er et højt tal, der viser, at det er lettere at skære ned på næsten alt andet end netop køernes udledninger. En ko vil altid udlede metan, men mængden kan begrænses, hvis dyrene bliver mere effektive i udnyttelsen af foderet og samtidig kan levere samme mængde eller mere i mælkeydelse. Der forskes i netop dette ved Danmarks Kvægforskningscenter i Foulum, i et projekt og testforsøg mellem Århus Universitet og landmændenes avlsorganisation Viking Genetics. I forsøgene her har man fået udslippet til at falde med 25-30 % ved at bruge metansænkende fodertilsætning. Udfordringen er dog, at også bioteknologien møder modstand hos økologiske avlere og forbrugere. Se mere i Louise Fogh Hansens artikel om ’Præmiekoens hemmelighed’ i Weekendavisen 3. marts 2022. Foto af en Holsteinerko fra Garden-designusxpro.com

i dag på ca. 6.000 kg årligt for Jysk Kvæg. I den første del af det 20. århundrede blev racen udviklet som malkeko og efter standarden for hollandsk kvæg. Farve og aftegninger blev forsøgt standardiseret som primært sortbroget, og den blev kaldt Sortbroget Jysk Malkerace (SJM). Selvom den Sortbrogede Jyske Malkerace var avlet efter mælkeproduktionsegenskaber og i 1948 kunne yde omkring 4-5000 kg mælk årligt, havde den også god kødkvalitet med saftigt kød og intramuskulært fedt, der giver mørt kød med god smag. Sortbroget Jysk Malkerace ophørte officielt med at eksistere i 1949, da racen sammen med sortbroget kvæg af hollandsk oprindelse, der gav en højere mælkeydelse, kom til at danne en fælles race, der blev kaldt Sortbroget Dansk Malkerace (SDM).

Der var langt fra enighed om den beslutning blandt avlerne. Men i løbet af kun 10 år blev det oprindelige Jysk kvæg krydset igennem med hollandsk sortbroget kvæg, og der blev især benyttet sæd fra Holsteinertyre fra USA og Canada. Målet var køer, der gav en høj mælkeydelse. Kødet var der derimod ikke meget fokus på. Der findes i 2022 i alt 814.210 dyr af denne race, og denne race har i dag samme udbredelse og dominerende rolle, som Rød Dansk Malkerace havde det i 1950erne.

Den sidste tyr af ren Jysk Kvæg afstamning blev udstillet på Ungskue i 1955, derefter blev der kun gjort brug af hollandske tyre. Holstein kvæget, der er blevet resul-

tatet af indkrydsningen af det hollandsk kvæg, er den dominerende race i dag og udgør 65% af den danske kvægbestand. Mælkeydelsen for en Holsteinerko ligger i gennemsnit på omkring 10.000 kg årligt. I 2017 var mælkeydelsen for en Holsteinerko lidt lavere og i gennemsnit på 9.600 kg. Det er lidt mere end hollandske, tyske og britiske køer, der leverer mellem 1.000 til 2.000 kg mindre per år, og noget mere end de polske og litauiske køer, der leverer 3-4.000 kg mindre per år.

Selvom det oprindelige jyske kvæg formelt ophørte med at eksistere i 1950erne, var der avlere, der ikke ville indgå i denne systematiske indkrydsning med hollandsk kvæg, og som dermed bevarede besætninger, der var af Jysk Kvæg.

Bevaringsarbejdet for Jysk Kvæg

I 1980erne, da Sortbroget Jysk Malkerace længst var erklæret uddød, gik Stig Benzon fra Oregaard på Fyn, der var ved at opbygge et bevaringscenter for truede husdyrracer i gang med at eftersøge dyr af Jysk Kvægrace. Efter lang tids søgen blev der fundet nogle små restbestande i Vendsyssel og Himmerland, og disse bestande blev købt og dannede grundlaget for bevaringen af det jyske kvæg på Oregaard.

Det var et held, at enkelte avlere havde holdt fast i det oprindelige Jyske Kvæg og havde undgået indkrydsning med hol-

Den vestjyske stamme er et bredt og stærkt (træk)dyr. Det er et dyr til opfedning mere end malkedyr. Foto og karakteristik fra O. Lawaetz og C. Hartmann, Kbh. 1871.

Stammen fra Vendsyssel ”er finere i sin bygning; i den træffes af jydske køer den mest udviklede malkeko.” Den østlige stamme var en blanding af den vestjyske stamme og stammen fra Vendsyssel. Foto og karakteristik fra O. Lawaetz og C. Hartmann, Kbh. 1871.

landsk kvæg og i stedet benyttet tyre af egen avl.

Der er i dag 4 stambesætninger, som har udgjort grundlaget for det nuværende bevaringsarbejde af Jysk Kvæg – det er udover Oregaards besætning, Leo Kortegaards besætning i Farsø, der er grundlagt med dyr fra Farsøområdet og dyr fra Oregaard. Dernæst er der Chr. Westergaards i Bjergby i Vendsyssel, denne besætning, der er både sort- og gråbroget, blev i 2006 solgt til Holland, hvor den kom til at udgøre grundlaget for at genskabe en der uddød race ’Sand- og Hedekvæ-

get’. Siden har de dog også i Holland primært baseret sig på Kortegaard stammen i avlen, da den stamme er mindre malkepræget end Westergaardstammen. Endelig er der den stamme, som er etableret af Karl Nielsen, Vesterbølle ved Gedsted, denne stamme er rekonstrueret på basis af 2 køer, som dog havde hollandsk blod i sig. De tyre, der er anvendt i Vesterbøllestammen er enten hollandske eller fra Westergaard- stammen. Disse dyr er en del større end de oprindelige af Jysk Kvæg, de har også en mere lige ryg, end det oprindelige jyske kvæg havde, og som de andre jyske kvægstammer har.

Dyrene herfra er oftest gråbrogede. Ingen af dyrene i de forskellige besætninger har stamtavle mere end nogle få led tilbage. I 1986 blev der foretaget en genressourcevurdering af de 4 besætninger, og Bevaringsudvalget udpegede stamdyr for Jysk Kvæg. Dyrene blev godkendt enkeltvist, og det Jyske Kvæg er på det grundlag indgået i bevaringsarbejdet for husdyr fra 1987.

Selvom der er flere stammer af Jysk Kvæg, er de alle karakteriserede ved at have en lang ryg og stor vom. Den originale type af Jysk Kvæg var

svajrygget, her skiller Vesterbøllestammen sig ud med sin lige ryg. Koen har et kort yver og lange patter. Hovedet er kort med markerede øjenbuer og har fremad- opretstående horn. Det jyske kvæg er typisk sort- eller gråbroget med hvide ben og haledusk. Hovedet og halsen er mørkt, mens pletterne på kroppen kan være større eller mindre. Køerne har en højde på 120-135 cm og vejer 450-600 kg, mens tyrene er 130-150 cm høje og vejer 700-950 kg. Ved fødslen vejer dyrene mellem 30-40 kg.

En undersøgelse, som Genressourceud-

Olaf Rude malede i 1954 to malerier til Folketingssalen. Ovenfor ses det ene, der er bragt med tilladelse. Malerierne med græssende køer hænger på bagvæggen i Folketingssalen. Malerierne gav anledning til megen diskussion, for Olaf Rude havde oprindeligt kun malet røde køer på sine landskabsmalerier fra Lolland. Det at der kun var røde køer på malerierne, fandt jyske folketingsmedlemmer udemokratisk. Køernes rødbrune farve var kun karakteristisk for køerne i Østdanmark. Olaf Rude valgte derfor også at male både sortbrogede køer på sine malerier. På den måde kunne også jyderne føle sig repræsenteret på malerierne. Men Rudes køer var ikke helt i overensstemmelse med den måde det jyske kvæg så ud med hvide ben og hvid hale.

valget igangsatte i 2006, viste, at der er tydelig variation imellem de 4 forskellige Jysk Kvæg besætninger, men trods deres forskellighed blev de alle registreret som Jysk Kvæg under racekoden 46 JYK/Jysk Kvæg. I 2012 blev der oprettet en ny racekode 47 for SJM/Sortbroget Jysk Malkekvæg, dvs. der er i dag to forskellige racer af Jysk Kvæg. For dyr, der er registreret med racekode 46, kan der jf. Kargo og Nielsen bruges dyr med racekode 47 i avlsarbejdet, dermed sikres brugen af en større population i avlsarbejdet.

I 1997 var der i alt 120 køer og 6 tyre af Jysk Kvæg, i 2010 var antallet steget til 134 køer og 21 tyre. I 2018 var der 285 avlsdyr af Jysk Kvæg, heraf var der 253 køer og 32 tyre, bestanden var på i alt 1001 dyr af Jysk Kvæg. I 2020 var antallet af avlsdyr af Jysk Kvæg steget til 277 dyr, mens bestanden var steget til i alt 1.060 dyr. I 2022 er bestanden jf. Seges opgørelse fra juli 2022 steget til i alt 1.126 dyr. Takket være pionerernes indsats er der

nu det antal, der gerne skal være på omkring 1.000 dyr, som Hans Nebel anførte som tallet i Kristeligt Dagblad tilbage i 2013. Det var det antal, man gerne skulle op på for at have en bæredygtig bestand af dyr og dermed en levedygtig race.

Den jyske kvæg- og studehandel

Nutidens Jyske Kvæg deler gener med det kvæg, der var i Jylland tilbage i tid. Kvæget i eksempelvis 15-1600-tallet var dog væsentligt mindre end nutidens kvæg. Det enkelte dyr målte tilbage i tid kun 95 cm over ryggen og vejede kun omkring 250 kg, dvs. cirka halvdelen af, hvad Jysk Kvæg dyrene kan veje i nutiden, hvor de ligger på mellem 450-600 kg. Datidens meget små og hårdføre dyr kunne langt hen klare sig på turen ned til markederne på det magre foder, som de kunne græsse undervejs, hvor de gik, og med det de fik ved kroerne, hvor der også kunne

være lidt hø. Dyrene gik langt og cirka 20 km om dagen, og de var meget afmagrede, når de kom frem. Når de kom frem til markederne sydpå blev de derfor opfedet, inden de blev solgt til slagtning.

Eksport af levende kvæg spillede ikke nogen stor rolle før i sidste del af 1400-tallet. Dyr blev tidligere solgt og udskibet i form af kød, huder, skind, talg, fedt og ’is-

tet’, der var det fedt, som omgav svinenes indvolde. Produkter, der sammen med korn og smør var hovedeksportvarerne fra Danmark.

Den danske studedrift og økonomi har været genstand for mange studier i 1900-tallet. Der er grund til at fremhæve Richard Willerslev, som i 1952-54 undersøgte økonomien i studedriften, og som

ligesom senere historikere også afgrænser studeeksporten til sidste halvdel af 1400-tallet og frem. Den helt store, meget omfattende og grundige undersøgelse af økonomien i studedriften kom med Poul Enemarks disputats i 1971. En undersøgelse, som han fulgte op på i 2003, med en undersøgelse af studedriftens indretning og økonomiske betydning for etableringen af kongemagtens stormagtsstatus fra 1500-tallet. I ’Okser på vandring’ fra 1994 har Karl-Erik Frandsen undersøgt lovgivning, produktion og toldsteder. Karl-Erik Frandsen sætter samtidig den danske studeeksport ind i en europæisk kontekst, og det var ikke bare fra Danmark, at der gik dyr mod syd og vest, det gjorde der også fra Østeuropa.

I denne artikel er der fokus på det jyske kvæg i historien og baggrunden for eksporten i 15-1700-tallet, dvs. den periode, hvor indtjeningen var høj, men også den periode, der kom efter, og da bønderne fra 1788 fik mulighed for at involvere sig i studeopdræt og studedrift, som Peter Henningsen skriver om i sin bog ’Hedens Hemmeligheder, om livsvilkår i Vestjylland’ fra 1995. Bogen handler om Grindstedegnen, men som Jesper Bækgård og Line Horster skriver om i museets årsskrift fra 2009 er der ikke grund til at tro, at det har været meget anderledes i hedeområdet ved Give.

Baggrunden for den store eksport, der kom af levende dyr, særligt fra 1500-tallet var den forædling, der skete med opdrættet af studene. I første omgang og i

1400-tallet var de stude, der blev solgt til tyske opkøbere på efterårsmarkederne i Kolding og Ribe typisk stude, der havde græsset om sommeren. På markederne blev dyrene handlet sammen med meget andet og mange andre dyr, og dyrene gik selv fra markedet. De stude, der på den måde blev solgt efter sommerens græsning blev kaldt ’græsøksner’. I sidste del af 1400-tallet begyndte man at forædle produktet, så studene nu kom på stald nogle vintre mere og til de var omkring 4 år eller deromkring. Herefter blev de solgt på markedet om foråret i Kolding eller Ribe. Opkøberne på markederne stod derefter for den videre drivning ned til markedet i Wedel, der lå på nordsiden af Elben ved Hamborg. Markedet i Wedel blev kaldt ’magermarkt’, så federe end som så, har dyrene ikke været. Efter købet drev opkøberne dyrene til deres bestemmelsessted, og de kom på græs igen om sommeren, inden de om efteråret blev solgt til slagtning.

Det var dette forædlede produkt, der blev kaldt ’staldøksner’, som blev den store eksportartikel fra Danmark. Studene var typisk på stald fra starten af november til begyndelse af marts. Det var dyrt at holde dyr på stald med foder, og det bevirkede, at det primært var og blev adelen samt kronens godser, der kunne deltage i produktionen af stude.

Men i starten kunne alle være med til at opdrætte og drive dyrene sydpå, det sluttede dog for bøndernes vedkommende i 1515. Indgrebet i 1520, som formelt

kom for at sikre kvaliteten ved at forbyde eksport af græsøksner, som var det bønderne kunne være med til, så man kun kunne eksportere staldøksner, gjorde det reelt også af med bøndernes muligheder. For at modvirke salget af slagtede dyr, kom der samtidig et forbud mod eksport af saltet kød. Bønderne kunne stadig opdrætte stude, og det kunne de ind til 1547, hvorefter det blev forbudt for bønderne.

Oprindeligt kom alle de stude, der blev eksporteret fra Danmark fra hele riget, der var kvæg fra Øerne og Jylland. Indtægterne fra studehandlen blev fra sidste del af 1400-tallet centralt i den danske økonomi. Især kom indtægterne til at fylde i 1500-tallet og frem til 1620, men indtægterne fra studehandlen fyldte helt frem til i sidste del af 1800-tallet, hvor eksporten stagnerede efter tabet af Slesvig og Holsten i krigen 1864. Efter krigene i 1600-tallet var det primært jyske stude, der blev drevet eller udskibet sydpå.

Indtægterne fra studene kom ikke blot ind fra opdræt og produktion af studene, de kom også ind i form af told til kongemagten. Uanset hvor dyrene kom fra, blev de fortoldet ved nogle få hovedtoldsteder i landet. Der var udskibning fra havne i Skåne, men frem til 1623 kom de fleste dyr fra Skåne over ved den korte strækning Helsingborg-Helsingør, hvorefter de gik ned over Sjælland. Enten blev de udskibet i Rødby med Vordingborg som toldsted, eller også gik de, som de fleste dyr fra Skåne og Sjælland gjorde

det, ned over Sjælland til Storebælt, hvorfra de blev sejlet over til Fyn. De gik tværs over Fyn til udskibning i Assens, der var overfartssted til Slesvig.

Fra 1556 blev også Middelfart told- og overfartssted. I Jylland var det Kolding i øst eller Ribe i vest, der var toldstedet for dyrene nordfra i Jylland. Toldindtægterne fra de forskellige toldsteder skæppede fra 1475 godt i kronens kasse, og toldsatserne blev forhøjet flere gange i 15-1600-tallet. Studehandlen udgjorde sammen med Øresundstolden hovedindtægtskilderne for kongemagten.

Ribe, Kolding og Assens var endestation for de danske købmænds drivning af dyrene, som i disse byer skulle afsættes til fremmede opkøbere, i første omgang typisk tyske købmænd (Slesvigske) opkøbere. I 1507 kom de første hollandske opkøbere til markedet i Ribe.

Markedet for stude voksede

Baggrunden for det stigende salg af stude var ikke alene udviklingen af et kvalitetsprodukt som staldøksner. Det var også, at befolkningstallet ovenpå ’den sorte død’ i midten af 1300-tallet, begyndte at stige. Pestepidemierne var der stadig i både 15- og 1600-tallet, men befolkningens nu stærkere immunforsvar over for pest bevirkede, at dødeligheden blev mindre. Befolkningstallet steg stærkere i 1500-tallet først i Sydeuropa siden også i den vestlige del af Europa – fra Hamborg,

over Nederlandene til Nordfrankrig – og endelig med en vis forsinkelse i Norden. Forsinkelsen i befolkningsudviklingen i Norden skabte grundlaget for at kunne producere til eksport, der var føde nok. Tidligere havde man kunnet producere fødevarer nok i nærområderne ved byerne, men med det stigende befolkningstal var det i 1500-tallet ikke længere tilstrækkeligt, og samtidig med det stigende behov for landbrugsvarer steg priserne. Prisstigningerne var dog også stimuleret af opdagelsestidens oversøiske handel i Amerika og Asien, der førte til store rigdomme – og købekraft – i Europa. I første omgang var det Portugal og Spanien, der etablerede kolonier, siden kom England, Frankrig og Holland og siden flere andre lande til.

Særligt Holland blev målet for studeeksporten fra Danmark, og der var en meget stor interesse for danske stude på det hollandske marked, og selvom der også gik dyr til Sydtyskland og England, så var det hollandske marked frem til i begyndelsen af 1700-tallet omdrejningspunktet for studeeksporten.

Studeeksporten fra Danmark var en del et større europæisk netværk af oksetransporter i Europa. Dyrene gik fra den europæiske periferi i Nord- og Østeuropa og mod de befolkningsrige dele af Sydeuropa og Nordvesteuropa, som kortet fra Karl-Erik Frandsens bog om ’Okser på vandring’ viser.

Oversigtskort over Oksetransporterne i 1650 fra Karl-Erik Frandsen, Okser på vandring. 1994.

Okse- eller studekødet var efterspurgt i byerne og ikke mindst af den hollandske flåde. Kødet fra det jyske kvæg var godt ombord på skibene, fordi kødstrukturen bevirkede, at det var let at få saltet ud af det efter nedsaltning, det kunne gøres uden et stort vandforbrug.

I starten var det danske drivere og ejere, der drev dyrene sydpå, hvor de blev solgt, men de mange krige og pest i 1600-tallet forskød driften fra ejerne til aftagerne, dvs. tyskere og hollændere, som kom op og opkøbte på markederne i Ribe og Kolding og selv fik drevet dyrene ned til markederne sydpå, hvor de blev solgt til videre transport over land eller til udskibning fra havnene i Husum og Tønning. Holland var den helt store aftager af dyr i 15-1700-tallet, og der var dyr, der blev udskibet direkte fra Ribe til Holland. Det samme var fra 1589 gældende for Ringkøbing, hvor der var direkte udskibning og eksport. I 1591 kom Varde til som udskibningshavn, men tolden skulle indtil i 1653, hvor Varde blev selvstændigt toldsted, lægges i Ribe.

Problemet med udskibningen var faren for pirateri. Skibene var tungt lastede og svære at bevæge, så de var et let bytte. Pirateriet har derfor også indvirket på, hvornår og hvor meget der blev udskibet fra havnene. Omvendt kunne en krig som ex. 30-års krigen gøre drivningen over land svær. Dyrene var synlige i landskabet, transporterne var relativt langsomme, og transporterne udgjorde derfor et let bytte for fremmede solda-

ter, og en krig kunne fuldstændig lamme eksporten. Hærgningen af Jylland under 30 årskrigen herunder især Torstensson krigen 1643-44 og endelig krigen 1657-60 fik store indvirkninger på den jyske produktion og eksport.

Adelen og ikke mindst kronen havde store indtægter på at deltage i produktionen af stude. I en forordning fra 1623 hedder det, at denne handel er en af de bedste næringer, som indbyggerne i riget har, indbyggerne var adelen og købmændene samt kronen. Bønderne kunne ikke deltage i den givtige produktion selv, men kunne ifølge fæstekontrakten have pligt til at opfede og stalde dyr for adelen. Selve handlen og driften af dyrene, der var mere risikabel, lod adelen købmændene om. Købmændene blev også i stigende grad og i 1600-tallet involveret i produktionen af staldøksner. Efter krigene i 1600-tallet blev det i høj grad opkøbere fra Holland og Nordtyskland, som opkøbte studene på ude på de enkelte godser. Det var også opkøberne selv, der senere stod for at drive dem hele vejen til toldstederne og videre sydpå. Opkøberne fra Holland og Nordtyskland havde kontakterne til aftagerne og gik derfor ikke omkring markedet i Wedel.

Hvor mange dyr, der blev eksporteret ved man ikke præcist, det var stigende fra 1500-tallet, og det nåede sit højdepunkt i de første årtier af 1600-tallet, hvor antallet kom op på omkring 50.000 dyr per år. Der var fredeligt i starten af 1600-tallet og økonomisk vækst i Holland med over-

søisk handel på bl.a. Østindien. Den oversøiske handel stillede krav til provianteringen og dermed kvaliteten af kød, her var det jyske kvæg foretrukket. Der skulle ca. 2.000 dyr til for proviantering af blot 6 skibe, så der skulle bruges mange dyr. Men Londons vækst fra 1660 og frem gav også gode afsætningsmuligheder.

Antallet af dyr kunne svinge meget fra år til år pga. krig, sygdom og misvækst. 1600-tallets mange krige gav store vanskeligheder med eksporten fra Danmark, men det kunne også være en krig i Holland, som eksempelvis hollændernes oprør mod Spanien i 1572-81, der gav problemer og en nedgang i eksporten af dyr.

Omkring 1600 kom 2/3 af dyrene fra Øerne, men efter krigen 1657-60 og i 1660 var der nærmest ikke eksport af stude fra Øerne. På Øerne blev produktionen omlagt til malkekvæg og mejeribrug.

Antallet af dyr, der blev eksporteret var efter 1660 på omkring 20.000, der næsten alle kom fra Nørrejylland. Antallet toppede i 1695/96 med 25.000 dyr.

Studeopdræt og eksport bliver jysk i 17-1800-tallet

Fra 1700-1720 blev der eksporteret og fortoldet ca. 20.000 dyr per år. i 1703 var antallet dog faldet til kun 12.000 dyr, og det var staldøksner. Der var derudover eksport af græsøksner, som det igen var

blevet lovligt at eksportere fra 1701. Antallet af dyr til eksport faldt dog meget i løbet af 1700-tallet og kom ned på ca. 7.000 dyr i 1770. Det skyldes både kvægpesten i 1745, der gjorde det af med 3/4 af dyrene, men også at eksporten til Holland stoppede i 1740erne. Opkøberne kom nu i stedet fra Slesvig-Holsten, det var handelsmænd, som rejste rundt i Jylland og købte dyr op til eksport.

Gennem alle årene var det dog sådan, at en hel del dyr blev smuglet over Kongeåen til Slesvig. Allerede i 1545 kom det første kongebrev om smugleri, men det omtales siden i et væld af forordninger. Det er vanskeligt at vurdere smugleriets omfang, men Kim Furdal har i sin artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1991 en opgørelse, der viser, at det kun var cirka halvdelen af de stude, der i årene 176466 blev anmeldt til opstaldning for vinteren, inden forårets drift sydpå, der siden blev anmeldt til fortoldning i Kolding eller Ribe. Der blev i årene anmeldt 56.573 stude til opstaldning, men det var kun 25.794 af dem, der blev fortoldet. Smugleriet var kort og godt ganske omfattende. Dernæst var det heller ikke alle dyr, der blev anmeldt til opstaldning, og bønderne har kunne hente sig en indtægt ved ganske vist ulovligt at opstalde dyr for derefter at drive dem over Kongeåen.

Indtil 1788 var det kun godsejere og købmænd i købstæderne, der måtte sælge dyr til eksport, men i forbindelse med landboreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 blev godsejernes og

købmændenes monopol ophævet, og nu måtte bønderne selv stalde og eksportere stude og okser. Man håbede fra statens side, at det ville føre til vækst i studeeksporten, det gjorde det også, eksporten steg fra 5.654 dyr ved toldstederne i Ribe og Kolding i 1787 til 12.432 dyr i 1789.

Tallet steg fra 1830erne efter landbrugskrisen i begyndelsen af 1800-tallet. Samtidig blev tolden på kvæg og kolonialvarer nedsat til det halve for at dæmpe smuglerlysten. Stoppe smugleriet, kunne det dog ikke, og toldsatserne blev hævet igen i flere omgange i begyndelsen af 1800-tallet. Først i 1827 blev tolden mellem Nørrejylland og Hertugdømmerne på kvæg og stude ophævet. Tolden blev helt ophævet i 1838. Som et led i forsøget på at bevare helstaten flyttede staten i 1850 toldgrænsen fra grænsen ved Kongeåen mellem Nørrejylland og Slesvig og ned til Ejderen mellem Slesvig og Holsten.

Studehandlens frigivelse gav øget social mobilitet, og mange bønder slog sig på stude- og hestehandel som det centrale i deres virke. Esben Graugaard har i sin disputats fra 2006 om de Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere skrevet om handelsbønderne, der bevægede sig rundt ikke blot i Nordvestjylland, men også handlede kvæg på markederne sydpå i Hamborg og Husum, i Newcastle og London, og som oplærte deres sønner i sprog og handel, så de kunne videreføre de familieejede handelsvirksomheder.

Men mindre kunne også gøre det, som man kan læse det i Peter Henningsens bog om bønderne på heden. De bønder, der havde et godt stykke eng, og derfor kunne skaffe græsning og vinterfoder til opdræt af flere stude, kunne også opnå gode indtægter. Studene gav samtidig staldgødning, så bonden kunne dyrke jorden med havre og (som noget nyt) kartofler og dermed godt foder til dyrene. Studene kunne give så godt, at man ikke behøvede at gøre mere ud af dyrkningen end som så. Den bonde, der ikke havde så meget eng og ikke kunne ikke holde så mange stude, måtte i stedet sælge studene, når de nåede en vis alder, til engbønderne til videre opdræt. Hedebonden måtte derfor supplere sit studeopdræt med den mere slidsomme korneller kartoffelavl og/eller de forskellige binæringer, som heden i øvrigt gav mulighed for.

Studeproduktionen i Europas periferi i Nord- og Østeuropa gav et stort pres på græsningsområderne i de områder, hvor man producerede. Andelen af stude til eksport har ganske vist formelt kun været på ca. 10-15 % af bestanden af kvæg, men studeopdræt har med smugleriets andel udgjort mere, dertil kom den kraftige vækst i antallet i 1800-tallet. I Danmark var der som tidligere nævnt i alt 414.000 stykker kvæg i 1774, i 1861 var der 1.118.000 dyr. Tallet steg fortsat i 1800-tallet, og det har bidraget til overgræsning i hedeområder med let jord, ligesom det har været hårdt for skovene. På den baggrund var det godt, at pro-

duktionen af stude gik ned og landbruget lagt om. Heden som græsningsområde svandt hurtig i takt med intensiveringen af hedeopdyrkningen efter krigen 1864.

Eksporten af levende dyr gik ned

I sidste del af 1800-tallet blev de lange studedrifter afløst af transport med jernbane og skib. Samtidig gik eksporten af stude gik ned pga. den hårde konkurrence fra især USA, Canada og Australien. Dertil kom, at Storbritannien og Tyskland lagde told på import af levende kreaturer og svin i 1870erne. Mens Storbritannien i

1892 lukkede helt ned for importen af levende dyr på grund af Mund- og Klovsyge. Konkurrencen fra de oversøiske områder samt eksport- og told på nærmarkederne blev anledningen til at omlægge den danske landbrugsproduktion til forarbejdede produkter som bacon og mejeriprodukter. Omlægningen kom ikke kun for det jyske studelandbrug. Vigtigt for omlægningen var, at også det Østdanske landbrugs korneksport blev udsat for hård konkurrence. Dansk landbrugs kornproduktion og eksport kunne fra 1870erne ikke konkurrere med det korn, der kom til Europa med jernbane og skib, og som kunne transporteres over store afstande og stadig være konkurrencedygtigt.

Billedet er fra udstillingen ’Koen der forsvandt’ på Give-Egnens Museum i år 2000.

I forbindelse med etableringen af jernbanenettet i Hertugdømmerne fra 1843 og Kongeriget fra 1847 havde der været lobbyet for at etablere tværbaner i Slesvig og i Jylland nord for Kongeåen. Tværbaner, der kunne fremme den direkte samhandlen med Storbritannien uden om Hamborg. Der havde ligeledes været lobbyet for en udskibningshavn ved den jyske vestkyst et sted nord for Kongeåen.

Med tabet af Slesvig og Holsten i krigen 1864 blev Danmark afskåret fra de havne, der lå syd for Kongeåen i Slesvig og Holsten, og det var baggrunden for, at Rigsdagen allerede i 1868 vedtog en lov om etablering af en havn i Esbjerg. Esbjerg Havn blev taget i brug i 1874 med sejlads af dyr. Fra 1875 kunne passagerer også sejle over Nordsøen fra Esbjerg til Storbritannien.

Men i og med omlægningen af det danske landbrug blev det primært bacon og

mejeriprodukter, der blev sejlet med fra Esbjerg Havn og de øvrige danske havne. Retur kom ikke mindst store mængder af kul og koks til energiforsyningen i de danske byer.

Der er som tidligere nævnt 1.126 stykker Jyske Kvæg i dag, og de fungerer primært som ’naturpassere’. Men det er interessant, at de få dyr, der er i dag, repræsenterer og deler gener med de mange tusinde jyske stude som tilbage i tid og i cirka 400 år udgjorde det økonomiske grundlag for den danske konge- og statsmagt. Det jyske kvæg tabte til andre kvægracer, da malkekvæg og ikke stude blev grundlaget i landbrugsproduktion.

Titlen på artiklen har reference til titlen på den udstilling, der var på Give-Egnens Museum i år 2000, der hed ’Koen der forsvandt’, om dansk landbrug i kunst og genstande.

Litteraturliste:

Alstrup, Erik og Poul Erik Olsen (red): Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk bd., 1-2, udgivet af Dansk Historisk Fællesforening 1991.

Bavnshøj, Peter – se nedenfor i litteraturlisten ved Gudrun Gormsen, 2022

Bækgaard, Jesper og Line Lee Horster: Fattigdom og nøjsomhed, Give-Egnens Museums Årsskrift 2009, s. 3-10.

Dansk Biografisk Leksikon, vedr. Harald Branth til Sdr. Elkær.

Edelberg, Britta: Kogræsserforeningens brochure om kvæget i skoven, formanden Arne Brock kan kontaktes via Museum Give eller på tlf. 2027 1084.

Eg, Peder: Heden, der blev til skov og ager. 1989.

Enemark, Poul: Studier i toldregnskabsmateriale i begyndelsen af 16. århundrede med særligt henblik på dansk okseeksport. Disputats. Bd. 1-2, 1971.

Enemark, Poul: Dansk oksehandel 1450-1550, Fra efterårsmarkeder til forårsdrivning Bd. 1-2, 2003.

Foreningen af Jydske Landboforeningers Stambog over Heste og Kvæg af Jysk Race, 1881.

Frandsen, Karl-Erik: Okser på vandring. Produktion og eksport af stude fra Danmark i midten af 1600-tallet. 1994.

Furdal, Kim: I Hugo Matthiesens spor. Sønderjyske Årbøger 1991, s. 5-22.

Graugaard, Esben: Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet. Studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914. Disputats Bd 1-2, 2006.

Gregersen, H.V.: Studedrift og toldopkrævning i middelalderen langs den sønderjyske Hærvej. Sønderjyske årbøger, årg. 85, nr. 1. 1973, s. 5-13.

Gormsen, Gudrun: Dansk Landbrug 1945-2020, udgivet i samarbejde med Det Grønne Museum på Gad, 2022.

Artikel af Peter Bavnshøj om Husdyrene, s. 183-205; Jørgen E. Olesen om Miljø og Klima, s. 327-353.

Hansen, Louise Fogh: Præmiekoens hemmelighed. Ideer, Weekendavisen 3. marts 2022

Henningsen, Peter: Det mørke Jylland. Et dansk landskab i en brydningstid. Landskaber og Landbrug. Årg. 12, nr. 1, 1996.

Henningsen, Peter: Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900, 1995.

Lawaetz, O, og C. Hartmann: Anvisning til Kvægavl og Meieridrift for mindre Jordbrug. De forskjellige Kvægracer her i landet. Kbh. 1871.

Lindhardt, Charlotte, Else-Marie Dam-Jensen, Jakob Kieffer-Olsen og Helle Henningen (red): Drivvejen –ad studedrivernes spor i det vestlige Jylland. 2006.

Kargo, Morten, og Vivi Hunnicke Nielsen: Vurdering af racespecifikke krav for Jysk Kvæg. Rådgivningsnotat fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug. Århus Universitet 2021.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og fiskeri: Kvæg, Om de fem gamle danske kvægracer. 2022

Nebel, Hans: Sortbroget jysk malkekvæg: Bevar de gamle danske husdyrracer. Kristeligt Dagblad 16.7.2013.

Nørtoft, Magnus: Danske Malkekøer er de mest effektive i EU. Danmarks Statistik 2017.

Raundahl, Anton: Næsten alt om verdens vigtigste dyr, bd. 1. Racer i Danmark. Trykt i Gylling 2020.

Raundahl, Anton: Et stort brunt øje og et godt glas mælk. Kulturhistorie, Kristeligt Dagblad 27.3.2021.

Seges Landbrugsinformation 15.7.2022, Seges 2022.

Thomsen, Hanne: Give på landboreformernes tid, Stavnsbåndsjubilæet 1988, Give-Egnens Museums årsskrift 1987. s. 5-50.

Westermann, F (red): Landmandsbogen, bd. 1. 1895.

Willerslev, Richard: Dansk Studehandel fra 1560 til 1660. Jyske Samlinger, Bind Ny Række, 2 1952-54.

Bevaringscenter Oregaard. Det Jyske Kvæg – se www.bevaringscenter-oregaard.dk

Det grønne Museum: Gamle danske racer: kvæg – se www.detgronnemuseum.dk/viden/den-levendekulturarv/kvaeg/

Holstein-race af køer; beskrivelse og egenskaber, deres fordele og ulemper og pleje. www.garden-desingusxpro.com

På hjørnet af Tykhøjetvej og Donneruplundvej i Give står et lille hus. Der har været mange spørgsmål til husets historie. Mange har spurgt om, hvad har det været brugt til? Hvornår det blev bygget? Har det haft en bestemt funktion? Hvem har ejet det? Flere historiske kilder, lokale fortællinger og erindringer knytter sig til det lille hus, som i dag er en del af Museum Give. I artiklen her fokuseres på den familie, der ejede huset fra 1948 og indtil det blev solgt til kommunen i 1988, nemlig handelsgartneren

Harald Peter Georg Olesen og familien i Give.

Harald Olesen begyndte sin gartnervirksomhed som ung hjemme i Søndersthoved lidt udenfor Give by. Siden fandt han

et nyt sted på Frederiksberg i Give. I 1929 havde Harald og hustruen solgt gartnervirksomheden på Frederiksberg, og de flyttede derefter til Vestergade 16A. Harald arbejdede nu som slagteriarbejder ved A/S Give Slagteri.

I 1940 bosatte parret sig i Hospitalsgade 4, som i dag er blevet til Østergade 24. Gartner Olesen var siden hen ansat på både sygehuset og kirkegården. Selvom han ikke længere var anlægsgartner, havde han stadig interessen for haver og planter, og det var baggrunden for hans interesse i kolonihaven ved Tykhøjetvej.

Grøntsager, frugter o.lign. blev dyrket ved huset, hvor der var en stor have til formålet. Harald bevarede de grønne

Det lille røde murstenshus, som er opført som kolonihavehus på hjørnet af Donneruplundvej og Tykhøjetvej, idag en del af Museum Give. Privatfoto.

fingre og i 1948 fik han skøde på en matrikel på Tykhøjetvej, som han anvendte til kolonihave.

På matriklen var opført et mindre hus, og det røde kolonihavehus findes endnu og står tæt på vejen. Harald befandt sig ofte i kolonihaven, som gav en fin lille kontrast til bylivet.

Harald havde det meste af sit liv på Hospitalsgade, hvor han boede. Han boede

i den ene ende af Hospitalsgade, mens huset ved Tykhøjetvej lå for enden vejen

i den anden ende. Arbejdet på sygehuset lå lige i midten. Harald døde, den 4. april 1969 og hustruen, den 7. november 1977. De blev begge begravet på Give Kirkegård.

Haralds barndom og forældre

Harald blev født den 26. juli 1889 i Kirkeby Skov, som er et område i Hornstrup sogn

i Vejle amt. Han blev i september 1889

døbt i Hornstrup Kirke. Han var søn af Carl Christian Vilhelm Olesen (1868-1941)

og hustru, Marie, født Persdotter (18661956). Han var ud af en søskendeflok på

elleve, hvor han var eneste overlevende søn. Faderen var fra Vejle og moderen født i Håstad, Sverige. Faderen var daglejer og har tidligere været karl på ’Store Grundet’. Store Grundet er en herregård, som er dannet af en nedlagt landsby, ’Grundet’, der bestod af syv gårde. Gården ligger i Hornstrup sogn, to kilometer nord for Vejle, den er i dag helt udstykket. Hovedbygningen er opført mellem 18401847, som man kan læse det på Dansk Center for Herregårdsforsknings hjemmeside under ’Store Grundet’.

Ifølge kirkebogen for viede i Hornstrup Kirke, tjente Haralds forældre på Store Grundet, da de blev gift. I kirkebogen står følgende noteret: ”Marie gifter sig, 10. nov. 1888, 22 år gml. i Hornstrup kirke. Da tjener hun på Store Grundet. Med sig har hun en lille pige, Inger Marie, på knap 2 år. Brudgommen er ungkarl Karl Kristian Vilhelm Olesen, som tjener samme sted. Han er kun 20 år.”

Haralds opvækst og værnepligt

Harald var allerede som elleveårig kommet ud at tjene som hyrdedreng, senere

Harald Olesen, fotograferet omkring 1912. Billedet er et udklip af et stort familiebillede med Haralds forældre og søskende, som blev sendt til Haralds fars familie i USA. Privatfoto.

Annonce bragt i Vejle Amts Folkeblad, den 11. marts 1914, side 4.

fortsatte han som tjenestekarl, indtil han som attenårig kom i gartnerlære på Store Grundet, hvor faderen arbejdede, og hvor moderen også havde tjent. Læremesteren var gartneren på Store Grundet. Da Harald blev færdig med sin uddannelse, var han blandt andet gartner på Agersbøl Gods ved Jelling, inden han købte en ejendom i Søndersthoved ved Give i 1914. Det var dog en kort fornøjelse, for da krigen i 1914 brød ud, måtte Harald aftjene sin værnepligt, og det var dengang, der var to års værnepligt.

Haralds forældre og søskende var flyttet til Give på et tidspunkt imellem 19121914, hvor de havde bosat sig på gården ’Bakkeskjul i Søndersthoved. Harald flyttede efter at have aftjent sin værnepligt tilbage til Give og tæt på familien. Han bosatte sig nær Hedegård, på Søndersthoved Mark i 1916. Han havde som nævnt før købt ejendommen omkring 1914, lige inden han blev indkaldt. I 1916 er han først at finde i Hedegård efter februar, men allerede i august 1916 er han klar med annonceringen af diverse planteskoleartikler.

Etablering af gartnervirksomheden

I marts 1914 bekendtgjorde Harald til omegnens beboere, at han på opfordring fra forskellige sider påtog sig havearbejde af enhver art. Udført stilfuldt og på rimelige vilkår og med mulighed for pasning af større haver. Han oprettede virksomhe-

den på den ejendom på Søndersthoved Mark, som han havde købt samme år. Her virkede han som gartner uden forretning, hvor han blandt andet rensede potteplanter og roser for utøj. Frugttræer og buske blev sprøjtet, han hjalp også med diverse beskæringer, ligesom han omlagde ældre haver. Derudover handlede han med planteskoleartikler og blomsterløg.

Handelsgartneriet ”Frederiksberg”

I 1917 havde Harald så travlt med sin lille gartnervirksomhed i Søndersthoved, at han meddelte offentligheden, at det grundet ”overvældet travlhed” var vigtigt, at man bestilte tid til opgaver. I november 1918 var der således ved at blive travlt i den lille forretning.

Harald havde købt en ejendom på Frederiksberg i Give i 1918. Han brugte haven bagved huset til at dyrke planter af forskellig art. Husets stue blev indrettet til butik, og han boede selv på første sal. Forretningen voksede, og han søgte en til to dygtige mænd til havebrug. De skulle beskæftige sig med anlægsarbejde. Senere på året, i november, kunne handelsgartneren tilbyde planteskoleartikler i bekendte, kraftige og hårdføre sorter; frugttræer, frugt- og prydbuske, negus, læ- og slyngplanter. Priserne var taget ud fra planteskolesammenslutningens vedtagne priser. Derudover havde Harald også et parti hollandske blomster til stue eller have, samtidig hermed ”opkøbte han

også enhver art af gødning til høj pris”, som det fremgår af annonceringerne i Vejle Amts Folkeblad.

Gartneriet og ægteskabet med frk. Violet

Under sin soldatertjeneste havde han mødt den ni år yngre, Violet Ella Jørgensen, og de blev gift i Kristkirken i København, den 8. november 1919. På det tidspunkt havde Harald som nævnt allerede købt en ejendom på Frederiksberg i Give, hvorfra han drev gartnerforretning. Med åbningen og driften af forretningen på Frederiksberggade 30 i foråret 1919, skete der forretningsmæssigt rigtig mange ting for gartner Harald Olesen. Det gjor-

de der også privat, da hans unge kone Violet efter giftermålet i november flyttede ind på Frederiksberggade 30.

Harald offentliggjorde allerede i marts

1919, at det nu var muligt, at købe kål, porre, persillerødder, kruspersille, selleriknolde og gulerødder til både bedste kvalitet og billigst. I måneden derefter var der så forrygende travlt i den nyåbnede gartnerforretning, at Harald ikke længere tog imod mere anlægsarbejde og i øvrigt søgte han en “rask ung mand”, som kunne blive antaget, hvis han havde lyst og eventuelt kendskab til havearbejde. I juni blev det dog muligt, ”at bestille, frilandsdrevne og hårdføre, priklede selleri-, blom- og spidskål, pelargonia, stedmoderog nellikeplanter i både knop og blomst”.

Og alt kunne blive leveret, hvor man end befandt sig i Give by. I den efterfølgende måned var Harald klar med nye kartofler, gulerødder, kørvel etc. og afskårne blomster, som man kunne købe fra forretningen.

I august blev de sidste grønkålsplanter, kørvel, spinat, gulerødder og de sidste nye kartofler solgt. Smukke afskårne blomster og kranse kunne ligeledes leveres med indtil en times varsel.

Derudover kunne man også købe, salatagurker, blom- og spidskål samt grønkål, bønner og grønærter. Harald fortsatte, hvilket fremgår af annoncer bragt i Vejle Amts Folkeblad med at tilbyde et stort udvalg af ”grønærter, spidskål, blomkål, voksbønner, salatagurker og afskårne blomster”. Ligeledes var det muligt at bestille agurker til syltning, og i oktober 1919 var det muligt at købe blomsterløg til stue og have.

Gartneriet sælges og en ny tilværelse tager form for Harald og familie

Harald og Violet drev handelsgartneriet

’Frederiksberg’ samtidig med, at Harald arbejdede som anlægsgartner ved siden af. I 1929 solgte parret handelsgartneriet

’Frederiksberg’ og flyttede til Vestergade

Da Give og omegns svineslagteri i 1929 blev bygget, fik Harald arbejde der. Her havde han sit virke i tyve år og i størstedelen af tiden stod han som formand for virksomhedens arbejdere. Han var meget afholdt og blev set som en god arbejdskammerat. Senere blev et par nevøer uddannet som slagtere og pølsemagere på slagteriet, ligesom også hustruen, Violet arbejdede i pølsemageriet på slagteriet. De følgende år, indtil 1957 arbejdede han som portør på amtssygehuse i Give. Gartnerfaget lagde han dog ikke på hylden, idet han udførte et stort arbejde på kirkegården med anlæg af gravsteder, pyntning mv.

I 1931 købte parret Hospitalsgade 4, som ved vejomlægningen var blevet til Østergade 24. Interessant er det, at Haralds lillesøster, Clara og hendes mand, Alfred, bosatte sig på en ejendom længere oppe af Hospitalsgade. Selvom parret solgte ejendommen på Frederiksberggade var interessen for planters vækst, frugter og grøntsager ikke væk. Harald købte derfor senere matriklen på Tykhøjetvej, der lå udenfor byen ved gården Stenbrogård, i 1948.

Dyrkningen af jorden på

Tykhøjetvej 9 begynder

I familien fortælles det, at Harald havde huset og dyrkede grøntsager under anden verdenskrig, og han havde for vane, at hente alle sine grøntsager i kolonihaven og transportere dem hjem til famili- Annonce bragt i Vejle Amts Folkeblad, den 6. april 1920, 1. udgave, side 4.

16A, som lå tæt på Frederiksberg. Mens de boede på Frederiksberg fik de seks ud af deres syv børn. Det sidste barn, Aase Irene blev født, mens de boede i Vestergade.

en for enden af Hospitalsgade. Tyskerne skulle efter sigende have spurgt (ved spærringen ved bygrænsen), hvad han havde i trillebøren, hvortil Harald svarede ”grøntsager fra haven”, det var også svaret, selvom det kunne være en halv gris han havde gemt i trillebøren.

Arealet med hus og jord tilhørte gårdejeren på Stenbrogård. Stenbrogård, som i dag rummer Museum Give. Familien på gården, Gerda og Mathias Kyed, var nære venner til familien Olesen. Mathias Kyed var søn af gårdejeren på Agerbølgård, Hans Christensen Kyed. Det siges

i familien, at jordstykket blev givet eller solgt meget billigt til nogle ”gode venner”. Men arealet har været handlet forinden.

Ifølge den gamle tingbog for Grindsted Retskreds, står matriklen opført som udstykket med matrikelnummer 16ab og med adressen, ”Tykhøjetvej 9”. Harald fik skøde på ejendommen, den 3. august 1948. Han købte den af murerarbejdsmand, Harald Christian Poulsen, der var født i Gadbjerg i 1905, for 1.450 kroner og der var en ejendomsværdien på 400 kroner. Harald C. Poulsen var den første ejer af matriklen, hvorpå huset var blevet

opført i 1937. Harald var begyndt at bruge hus og have, forinden han købte det i 1948, og brugen kan være blevet til ved familien Kyeds mellemkomst.

Gartnerfamilien og brugen af kolonihuset

Familien brugte huset i mange år som kolonihavehus, og det var ikke kun Haralds børn og børnebørn, som nød godt

af det, også Haralds søskende og deres børn og børnebørn opholdt sig en hel del ved og omkring kolonihaven. Da Harald døde den 4. april 1969, overtog hans enke Violet E. Olesen huset. Hun fik skøde på ejendommen, den 28. maj 1969, og på det tidspunkt var ejendomsværdien 5000 kroner. Den 7. november 1977 døde Violet, og den 20. januar 1978 blev skifteretsattesten læst for de seks børn, på det tidspunkt var ejendomsværdien 4.300 kroner. Ingen af Harald og Violets børn

Billede af handelsgartneriet på Frederiksberggade 30 i 1947, set fra sydvest (Leif Sylvest Foto, u.d.). Bemærk urte- og køkkenhaverne bag husene på Frederiksberggade. Læg særligt mærke til de store drivhuse.

Billede af ”Tykhøjetvej 9” i 1966, set fra syd, taget fra Præstevænget (Leif Sylvest Foto, u.d.).

var bosiddende tæt på Give, så det blev Haralds niece og hendes mand, som boede i Give, der fik brugsretten over huset, og de kunne derfor passe Haralds fine have, så den ikke faldt hen. På den måde blev kolonihavehuset ikke kun brugt af Haralds efterkommere, men altså også af Haralds søsters børn og børnebørn.

I 1983 døde datteren Tove, og hendes anpart blev delt mellem Toves søskende, niecer og nevøer, som jo var spredt over hele landet. Ved samme lejlighed blev der udstedt arveudlægsskøde til Toves fem søskende. Ejendomsværdien var nu steget til 11.300 kroner. I 1988 døde sønnen Børge, der boede i Jægerspris, og derefter solgte de sidste fire børn grunden til kommunen for 14.200 kroner. Grunden ejes i dag af Vejle Kommune, ligesom museets arealer og bygninger ejes af kommunen.

Gartnervænget får navn

Interessen for arbejdet med jorden og glæden ved at iagttage planternes vækst var livet igennem usvækket hos Harald. Ved hans halvfjerdsårs fødselsdag passede Harald ikke blot sin egen have, han hjalp også til hos mange haveejere og stod klar med gode råd. Harald var kendt for sine poetiske evner, og han har gennem årene skrevet et stort antal

lejlighedssange. Men i de sidste år af sin levetid var det primært haven, der optog ham.

Huset på Frederiksberggade blev senere overtaget af en anden gartner, der var interesseret i huset pga. den overordentligt store have, som hørte til ejendommen, og det var dermed oplagt at drive gartneri på adressen. I dag er ejendommen nedrevet, og der hvor ejendommen lå, er der nu indkørsel til ”Gartnervænget”. Det er en meget fin anerkendelse og hyldest til en af Gives første handelsgartnere Harald Peter Georg Olesen. Det var senere Christian Sørensen, der drev ’Frederiksberg Kolonial & Isenkramforretning’ på adressen.

Baggrundshistorien for min interesse

Baggrunden for min interesse i kolonihaven er min historiske interesse og min interesse for området. Mit navn er Mathias

Aricó. Jeg er 21 år og har altid boet i Thyregod. Jeg har også næsten altid været interesseret i gård- og lokalhistorie samt min egen slægtshistorie. Særligt er jeg interesseret i historien om Thyregod-Vester og Øster Nykirke sogne. På grund af min interesse for historie er jeg tilknyttet arkivet på Museum Give.

Her ses Harald og hustruen, Violet foran fritidshuset med tre af deres børn. Privatfoto.

Kilder:

Bibliotek, D. K., u.d. Danmark set fra Luften - Det Kgl. Bibliotek. [Online]

Dana Foto, u.d. Danmark set fra Luften - Det Kgl. Bibliotek. [Online].

Dansk Center for Herregårdsforskning, u.d. Store Grundet. [Online]

Leif Sylvest Foto, u.d. Danmark set fra Luften - Det Kgl. Bibliotek. [Online]

Rigsarkivet – Danmarks hukommelse, u.d. Arkivalieronline - folketællinger. [Online]

Rigsarkivet – Danmarks hukommelse, u.d. Arkivalieronline - kirkebøger fra hele landet. [Online]

Vejle Amts Folkeblad, u.d. Vejle Amts Folkeblad (1865-).

Forside: Malkepige med køer.

Billedet er af Kaj Jensen, malet i perioden 1940-94.

Firmamedlemmer

Billedet hænger på Museum Give.

Fotos: Museum Give, hvor intet andet er nævnt.

ISBN: 978-87-973694-1-8.

Følgende firmaer har i 2022 støttet Museum Give gennem et firmamedlemskab.

Copyright: Museum Give og forfatterne.

Armin Wistisen, Smidstrupvej 44, 7323

Give Benny Karlskov Larsen ApS, Oksenbjergevej 10, 7323 Give Dan Cake A/S, Hjortsvangen 15, 7323

Give Vestjysk Bank, Nytorv 10, 7323

Give Det Gamle Apotek, Vestergade 18, 7323

Museumsleder: Hanne Thomsen

Give Forsikringsselskabet Vejle Brand af 1841, Gormsgade 2, 7100 Vejle

Give Bed & Breakfast, Østerhovedvej 21,7323

Give Give Elementfabrik A/S, Hjortsvangen 19, 7323

Give

Museum Gives bestyrelse:

Give Plantage ApS, Skærlundskolevej 20, 7330 Brande

Børge Toft, Hestlundvej 34, 7323 Give Brian Nielsen, Bækgårdsvej 26, 7323 Give Richard Østerballe, Petrus Lunden 4, 7323 Give Mogens Rüdiger, Fibigerstræde 1, 22, 9220 Aalborg Øst Anne Reuther, Grønborgparken 22, 7323 Give Peter Kurth Jensen, Hospitalsgade 52, Give Kristoffer Jensen, Museumsvej 2B, 7500 Holstebro

Givskud Vognmandsforretning I/S, Anlægsstien 4, 7323

Give Gudnason Granit ApS, Industrivej 2, 7323

Give H. & V. Larsen Tømrerfirma, Hjortsvangen 34, 7323

Give Merci - Tøj og Kunst, Vestergade 21, 7323

Claes Nielsen, Agerbølparken 14, 7323 Give Celina Skovbjerg, Tofthøj, 7323 Give Nelly Christensen, medarbejderrepræsentant, Museum Give

Give Penta-advokaterne A/S, Torvegade 16, 6600 Vejen Qvist Grafisk, Hjortvangen 50, 7323 Give Revisionsfirmaet Erling Lund, Vestergade 23, 7323 Give Sagamaps ApS, Rasmus Gyes Vej 40, 7000 Fredericia Stark, Hjortsvangen 1, 7323 Give SuperBrugsen Give, Fredensgade 1, 7323 Give Traktorgården, Bæksgårdvej 10, 7323 Give Tøttrup Guld-Sølv-Ure, Østergade 8 B, 7323 Give

Repræsentanter Vejle Kommune:

Gerda Haastrup Jørgensen, Fasanvej 8, 7323 Give Britta Bitsch, Hvesager 47, 7300 Jelling

Give Lokalhistoriske Arkiv

Donneruplundvej 2

7323 Give Tlf. 20 10 77 82

Museum Give

Donneruplundvej 2

7323 Give Tlf. 20 10 77 82

Mail: administration@museumgive.dk

Åbningstider – se www.museumgive.dk