Brunsvigere af Klara Amalie Thambour

Brunsvigere

Af Klara Amalie Thambour

Der er næsten mennesketomt i Netto. Jonathan langer ud efter en pakke spegepølse. Han skal også huske at købe en liter mælk, og han skal huske at svare på Viggos beskeder, der er væltet ind på hans telefon det meste af formiddagen. Han tager nogle boller ned i en papirspose og overvejer helt at a yse aftalen med Viggo. Han opdager først, at han også har lagt en brunsviger ned i posen, da han ser den ligge og fedte nede i indkøbskurven. Han tænker på, hvordan nogle bevægelser kan blive så mekaniske, at man knap nok registrerer dem. Så tænker han på Emil. Ved kassen mærker han en hånd på sin skulder. Jeg kunne næsten ikke genkende dig, siger kvinden med hånden. Jonathan ser på hende og genkender Emils mor. Han tænker, at hun er blevet tykkere, end hun var, sidst han så hende. Han husker, hvordan hun havde haft en stram, sort kjole på, og at nogen foran ham i kirken havde hvisket, at det var et mirakel, at hun kunne se så godt ud til sin egen søns begravelse. Hun spørger, hvordan han har det, og han trækker på skuldrene. Så fortæller hun, at hende og Emils far blev skilt kort efter begravelsen, og at hun nu bor i sin egen lejlighed. Jonathan svarer hende ikke. Han er i gang med at nde en 100-kroneseddel frem fra sin lomme. Emils mor hiver en lille lap papir frem fra sin taske og gri er noget ned. Hun lægger sedlen i hans hånd og giver ham noget, der minder om et kram. Jonathan ser ned i hendes indkøbskurv, idet hun forlader køen. Der ligger en brunsviger. Jonathan låser sig ind i sin lejlighed og møder den velkendte stank. Han skal huske at vaske de beskidte tallerkener i vasken op, og han skal huske at tømme skraldespanden. Han burde nok også lufte lidt ud på et tidspunkt. Han sætter sig i sengen, der også er en sofa, og tænder en cigaret for at overdøve lugten. Der ligger beskidt tøj overalt på gulvet. Han opdager, at han stadig knuger papirlappen i sin hånd.

Han tænker først, at han vil lade være med at tænke på Emil, og så tænker han på det paradoksale i at tænke på ikke at tænke. Han forestiller sig sin hjerne ligge i en form for kasse, hvor der hverken kommer lys eller luft ind. Måske han alligevel vil tænke en lille smule på Emil. Bare et øjeblik. Det var sådan, han havde gjort i starten. Han plejede at afsætte fem, ti eller tyve minutter ad gangen til at tænke på ham. Mere kunne han ikke holde ud. Jonathan tænker på, hvordan han og Emil plejede at gå en stor omvej, når de skulle mødes med de andre drenge henne ved stationen. Det var ikke noget, de nogensinde havde aftalt - sådan gjorde de bare. De gik og talte sammen og lo, og han havde altid på fornemmelsen, at Emil egentlig hellere ville blive hjemme på værelset og bare være de to sammen. I virkeligheden brød Jonathan sig heller ikke meget om de andre, men de skulle alligevel altid afsted. De skulle altid sidde der og drikke øl og vente på, at de kunne gå igen. Han vidste godt, at de andre drenge bedst kunne lide Emil, men det var ikke dét, der gjorde ham noget. Alle vidste ligesom, at Emil var noget særligt. Det var hans måde at tale på. Hans evne til at fastholde en hel ok fulde teenagedrenges opmærksomhed bare ved at fortælle en eller anden tilfældig historie. Jonathan satte lige så meget pris på denne evne, som de andre. Men det bedste var, når Emil stoppede midtvejs i fortællingen og så hen på ham for at udbryde: Nu kunne jeg godt trænge til en brunsviger! Jonathan havde allerede rejst sig, inden Emil nåede at foreslå, at de lige gik i Netto. Det var altid det samme, og han vidste godt, at de andre misundte ham, når de gik sammen ned ad vejen. Når de gik der og var de bedste fucking venner, man kunne forestille sig. Han vidste det godt.

Jonathan skodder cigaretten i sit lagen, så asken lægger sig som en mørk plet. Med røgen ude af lungerne vender stanken tilbage. Han har helt sindssygt meget lyst til at slå nogen. Han tænker, at det vil hjælpe med et bad. Lyden af vandet, der falder ned på iserne, minder ham om et eller andet. Han putter shampoo i håret og forsøger at ignorere lyden. Igen tænker han på det med bevægelserne, der bliver mekaniske. Han forsøger at lade være med at tænke på det. Det er jo lige til at blive skør af. Han mødes med Viggo på en bar inde i byen. Det er et lille, tætpakket sted, hvor folks stemmer runger lang tid efter, de er holdt op med at tale. De bestiller øl, og Viggo siger skål. Jonathan har svært ved at sige noget som helst. Han har hverken set Viggo eller nogen af de andre drenge siden begravelsen. Viggo slikker ølskum af sin overlæbe og spørger, hvordan det går. Jonathan har lyst til at fortælle ham om Emils mor, men han lader være. Han trækker på skuldrene i stedet. Han ser ned i sit ølglas, mens Viggo taler, og han tænker på, at øl lidt har den samme farve, som pis har. Så begynder Viggo at spørge ind til Emils familie. Han stiller en masse spørgsmål, som Jonathan ikke er i stand til at svare på. Noget om Emils barndom og noget om forældrenes skilsmisse. Han kan mærke, at det begynder at snurre i ham. Viggo fortsætter. Han spørger, om Emil tog stoffer, om han var ensom? Jonathan har det, som om han skal kaste op. Han griber fat i bordkanten, men Viggo bliver ved. Det ene spørgsmål forfølger det andet. Jonathan ryster bare på hovedet. Skyldte Emil penge? Var han bøsse? Jonathan er sikker på, at hvis han giver slip på bordet, så vil han falde. Bare falde uden nogensinde at ramme noget. Viggo læner sig tilbage og smider armene om bag hovedet.

Hans T-shirt kryber op over maven, og Jonathan kan se de små sorte hår, der vokser rundt om hans navle. Viggo slikker sig om munden. Hvorfor slog han så sig selv ihjel? Han tager endnu en tår af sin øl og læner sig frem, som om han afventer et fornuftigt svar. Jonathan siger ikke noget. Han ser på de små kondensdråber, der løber ned langs indersiden af ølglasset. Der er stille i noget tid, og til sidst lægger Viggo hænderne på bordet og sukker. Undskyld Jonathan, det var måske lidt for direkte. Jonathan ser på Viggos ngre, der er små og tykke. Han svarer ikke. Jonathan, siger Viggo så blidt, at det næsten lyder kærligt, jeg savner ham jo også. Jonathan ser på ham, før han rejser sig og går ud af baren. Det er begyndt at regne, så han hiver sin hætte over hovedet. Han tænker på noget, Emil engang sagde. Han kan huske, at de sad på hans værelse, og det tordnede udenfor. Emil var blevet helt bleg, og cigaretten havde rystet mellem hans ngre. Han havde hvisket hans navn. Der var noget i hans blågrønne øjne, der havde set helt forkert ud. Et blik Jonathan stadig ikke kan få ud af hovedet. Jonathan, havde han sagt, og resten af ordene var faldet som tung regn ned over dem. Han tager sedlen op af lommen. Den er gennemblødt, men han kan stadig tyde vejnavnet og nummeret, der står skrevet med en sjusket håndskrift. Han ser ned på sedlen for at sikre sig, at de to numre stemmer overens. Han ringer på dørtelefonen. Efter lidt tid kan han mærke døren give efter. Han havde håbet, at hun ville sige et eller andet før, hun lukkede ham ind, men der lyder ikke andet end en brummen. Hans sko sjasker og efterlader våde spor på trappen.

Døren ind til hendes lejlighed står på klem, og der kommer en lysstribe ud. Da han træder ind, ser han hende stå i gangen med en tynd silkemorgenkåbe på. Der er koldt i entréen, og han tænker, at hun må fryse med så lidt tøj på. Jeg tænkte nok, at der var dig, siger hun og rører ved kanten af kåben, så han kan se silhuetten af hendes nøgne bryst. Han tænker, at hendes lejlighed lugter mærkeligt. Lugten minder slet ikke om den, der var i Emils hjem. Han bøjer sig ned for at tage sine sko af, og da han ser op, er hun forsvundet ud i køkkenet. Det er et lille rum uden vinduer. Der står stablet uvaskede tallerkener og glas på alle vandrette over ader, undtagen det lille spisebord, som hun har beklædt med fyrfadslys. Han forsøger at få øje på den brunsviger, hun købte tidligere. Han vil gerne vide, om hun har spist den, eller om hun har ladet den ligge på køkkenbordet ligesom han selv. Han overvejer at spørge, men kan ikke nde ordene. Han kan høre hende fumle rundt i nogle skuffer, og lidt efter kommer hun hen med en pakke tændstikker. Mens hun tænder lysene, nynner hun en børnesang. Så får de øjenkontakt, og hun bliver stille. Han ser på hende og tænker, at der er noget uretfærdigt i dét, at han har så meget tøj på, når hun har så lidt. Så hiver han sin hættetrøje og T-shirt over hovedet. Hun ser stadig på ham uden at røre sig, og der er noget ved hendes blik, der skræmmer ham. Noget ved det blågrønne og det håbløst hvide, der ser helt forkert ud. Hun kommer tættere på, og han rykker sig ikke. Hun lægger sig på knæ foran ham og hjælper ham af med bukserne og dernæst underbukserne. Han ser ned i hendes hovedbund. Han håber, at brunsvigeren stadig ligger der et sted i hendes lejlighed.