Sjov med Musmatik - tilgangen & principperne

Sjov med Musmatik - tilgangen & principperne

Sjov med Musmatik har tre principper som skaber grundlaget for Sjov med Musmatik´s musisk, legende og erfaringsbaserede tilgang. (Den ny tids undervisning), der skaber en konstruktiv og motiveret stemning hvor børn tør selv byde ind, og er nysgerrige efter at lære og påvirke undervisningen. Disse tre principper ligger til grund for opbygningen alle Sjov med Musmatik´s materialerer. De tre principper er.

Kaos og Orden (balance imellem individ og fællesskab, improvisation og diciplin) Turde lave fejl (et bevidst lag, hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert) Anerkendelse (80% – 20%, princippet)

Kaos og Orden

Sjov med Musmatik, arbejder hele tiden i rummet, imellem kaos og orden. Det er vigtigt for børn at kunne operere i begge dele. Kaos er en vigtig del af børns naturlige leg. Som modvægt her til er riter og orden vigtige, så børnene kan give sig fri i kaos, og komme tilbage til riter og orden. Det skal blive naturligt og trygt for børnene at skifte imellem orden og kaos - der skal være balance. Det arbejder Sjov med Musmatik med i alle materialer, herunder videoer, opgavesæt, lærervejledninger etc. - balancen imellem kaos og orden, fri leg og diciplin. Læreren får stor hjælp,da materialernes balance imellem kaos og orden appelerer intuitivt til børn, og børnene derfor følger rytmen og variationen i opgaver og videoer med en legende nysgerrighed og masser af energi og beslutsomhed. Børnene er hele tiden på vej,har en retning, ved hvad de skal og hvordan de skal komme tilbage på sporet. På den måde gør afvekslingen og rytmen imellem kaos og orden at ingen bliver tabet, alle gynger med.

Kaos er i sit udgangspunkt leg, i musik bliver det kaldt at jamme, at skabe, at finde på. Det er utroligt motiverende og skaber begejstring for børn at udtrykke sig imens de finder på. Jamme kan foregå i danse

og koreografier til sangene, i forbindelse med at finde på nye rytmer eller i forbindelse med at finde på egne regnehistorier eller tegne deres egne regnehistorier som er en vigtig del af de tilhørende opgaver.

Det kan også være en snak motiveret af et barn, som springer ud af et af de mange forskellige emner i Sjov med Musmatik´s materialer, men som i sit udspring handler om noget helt andet/ ikke fagligt. Når læreren afsætter tid til at lytte og derefter knytte disse emner, til den faglige undervisning opstår der et magisk felt hvor børnene bliver aktiveret, og oppe på tæerne for at lære og selv påvirke undervisningen.

De oplever at blive hørt, og at deres engagement og deltagelse bliver belønnet. Der er plads til improvisation og børnene motiveres af den meningsfulde dialog - Dette skaber en en vigtig balance imellem kaos og orden, individ og fællesskab, improvisation og diciplin.

Kaos giver børnene mulighed for at udtrykke sig på forskellige måder, f.eks i de forskellige stemninger fra de forskellige musikstilarter i tabelvideoerne, samt eksperimentere med forskellige følelser, og på den måde lære at håndtere dem. Her er det vigtigt at der ikke er nogle “rigtige” eller “forkerte” følelser, men derimod et frirum til at lære følelserne at kende dem og turde give udtryk for dem. I regnehistorierne opdordres børnene også til at skrive om hvad som helst der har mening i deres hverdag - og her handler historierne ofte om alt fra ensomhed,til lejemordere, kæledyr, enhjørninge, fodbold, fortnite, venskaber etc.

Orden er når vi alle gør noget sammen, og tingene ikke er til diskussion. Det giver tryghed for børnene, og gør det muligt for læreren at lede klassen. Det essentielle i Sjov med Musmatik´s materiale er at aktiviteterne i videoerne og de tilhørende opgaver hele tiden skifte imellem kaos og orden i en struktur med små tidsintervaller. Orden er et trygt og sjovt sted for børnene at lande. På den måde er det musikken og rytmen i opgaverne der automatisk guider og leder børnene igennem lektionerne. Læreren behøver derfor ikke bruge så meget energi verbalt, og slet ikke på at skælde ud. Men kan i stedet bruge det på anerkendelse og faglig hjælp.

Det vigtige er i denne sammenhæng at præsentere kaos og orden med lige stor entusiasme, så børnene ikke fornemmer at kaos er en slags belønning for at have haft orden. Kaos og orden er nærmere som Yin og Yang - De kan og skal være lige sjove, og vigtige i præsentationen fra læreren. Materialet i Sjov med Musmatik, er struktureret så hele tiden skifter imellem disse med små intervaller. Det holder børnene vågne og motiverede.

Balancen imellem individ og fælleskab er essentiel for børnenes oplevelse af at lære, og der skal være plads til begge dele. Dels fordi børn er forskellige og trives bedst i forskellige scenarier og dels fordi det er vigtigt at skabe sammenhæng imellem den tilegnelse af færdigheder og den fordybelse det giver når manarbejder alene i eget tempo kontra den motivation og legende læring der er ved at se hvordan andre gør, og den smittende stemning fælleskabet kan have. Derfor veksler og varierer Sjov med Musmatiks metode og opgaver og materialer hele tiden i en balance imellem individeult arbejde, arbejde i fælleskab og arbejde to & to.

Improvisation er som udgangspunkt en forlængelse af børns normale leg, og en mulighed for at børnene kan arbejde med deres intuiton i forbindelse med faglig læring. Børns intuition er en stærk energifaktor og kan hjælpe mange børn til at forstå ting de ellers har svært ved. Derved forbliver de motiverede og vedholdende i forhold til egen indlæring. Intuition kan mærkes i kroppen, og derfor vokser børnene når de får lov til at bruge deres intuition og oplever at de selv er med til at lære sig selv at lære. De oplever at de selv er en del læringen og at de selv kan påvirke den. Improvisation og intuition bliver ofte forbeholdt frikvarterene i skolen, hvor en liniær skruktur og planlægning ofte er den vigtig værdisætning.

I Sjov med Musmatik er der to tilgange til improvisation som vi er meget bevidste om: 1. Man improviserer når der leges med fagligheden og færdighederne efter du har lært dem: På den måde får børnene faglig erfaring med det indlærte med det samme.

2. Der improviseres når du leger dig til færdigheder og faglighed. Her er legen i fokus og der indlæres igennem legen,og læreren kan siden hen slibe de fagligheder derder berøres til og integrere dem ind i undervisningen.

Diciplin er i denne sammenhæng improvisationens modsætning. Sjov med Musmatik´s erfaring og overbevisning er, at “Når børn får lov til at være skøre (improvisere) kan man forvente mere af dem (og stille større krav til dem)”. Familieterapeuten Jesper Juul har også et citat som vækker stor genklang i Sjov med Musmatik´s principper og metode: “Den største foragt man kan have for et andet menneske (et barn) er ikke at stille krav til det”. Derfor har Sjov med Musmatik nogle principper for diciplin der ikke kan diskuteres. Når vi danser allesammen skal alle fx “stå op”, ud fra det synspunkt at alle “raske” børn kan stå op. Derudover bruger vi meget kropslig ledelse til at få ro,snakker så lidt som muligt, og har det didaktiske udgangs punkt at alle børn ønsker at deltage,og deltager med glæde hvis de har forstået opgaven og den er meningsfyldt for dem. Det er altid en spændende udfordring at motivere, og ikke kontrollere.

Når du bruger kropslig ledelse fx dans klap eller andet, skal læreren selv gå forrest og vise det han/hun forventer af børnene. “Da børn gør det de ser, ikke det man siger”, virker denne form for klasseledelse meget bedre end det meste andet. Som eksempel oplever jeg ofte at en hel dags undervisning med tre klasser kan gøres uden at irretesættelser, kun med motivation. Kan man putte improvisation ind i klasseledelsen virker det endnu bedre og er samtidig et godt eksempel for børnene og gør at de selv tør improvisere.

Fri dans til 6 tabellen - kaos, derefter klapper vi Sjov med Musmatik - klap allesammen - orden

Turde lave Fejl Den færøske sanger og sangskriver Teitur, synger at “All My Mistakes has Become Masterpieces”. At turde lave fejl og lære af dem og bruge dem til at lære og opfinde nyt er hele essensen af det at være kreativ. At finde løsninger hvor der umiddelbart ingen løsninger findes – altså problemløsning er en meget anvendelig kreativ kvalitet som børnene trænes i med Sjov med Musmatiks materialer.

I den proces er det af største betydning at læreren anerkender forsøget og hele tiden anerkender modet og lysten til at gøre forsøget. Det interessante i denne sammenhæng er, at når man anerkender forsøget og ikke er bange for at begå fejl, bliver læringsprocessen meget bedre, og børnene begår derved færre fejl.

En anden måde at arbejde med området på er ved at dele undervisningsmaterialet op i små dele og øve dem virkelig godt. På den måde lærer børnene at øve sig og kunne noget godt. Når de ved hvordan de skal øve sig, bliver de mindre bange for at begå fejl, fordi de lærer hvordan de skal undgå dem. Fordelen ved at fokusere på motivation og sjov er at man kan lave mange gentagelser med stor intensitet og den faglige fordybelse, tilfredstillelse ved at løse opgaven godt og kunne mærke det, derved styrkes.

Man får det man anerkender. Så når man anerkender forsøget, og fokuserer mere på processen end resultatet, bliver børnene mere koncentrerede – og resultatet, trivslen og læringen bliver bedre i sidste ende.

Derfor er måden man, som lærer og voksen anerkender på, helt essentielt, og en kunstart i sig selv!

Anerkendelse af forsøget skaber en stemning hvor man ikke er bange for at lave fejl

Anerkendelse

Det vigtigste ved nuanceret og ikke - vurderende anerkendelse, er at man anerkender forsøget eller intentionen og ikke resultatet. På den måde skaber man en tillid og en forbindelse med barnet. Det er lidt ligesom at vande en tomatplante, hvor man vander den lidt hver dag, og derefte ser hvor højt den vokser. I læringsprocessen er det vigtigt at arbejde med processen og ikke resultaterne. Resultaterne bliver altid gode, i sidste ende, men er underordnede i processen.

Den nuancerede og ikke-vurderende anerkendelse bruger vi til at skabe begejstring, gå på mod, vedholdenhed, “ikke være bange for at begå fejl”, glæde og tilfredshed hos børnene. Børnene føler sig set og taget alvorligt. Det motiverer dem til at lære, og giver et godt flow i undervisningen.

Man kan derfor som lærer og forældre med succes hele tiden arbejde med at udvikle sin tilgang til anerkendelse, eksperimentere med den, og finde ud af hvordan den virker bedst. Hver eneste anerkendelse du kan give barnet, medvirker til at opbygge en tillid, et nærvær, og en tro på sig selv, som er rigtig godt for barnet.

Som rettesnor for lærere og forældre arbejder vi i Sjov med Musmatik med 80% - 20% princippet indenfor anerkendelse. 80% - 20% princippet kan man bruge til at teste sig selv. Det betyder at 80% af det man siger til børnene i løbet af en skoledag skal være af anerkendende eller positiv karakter. De sidste 20% må gerne være af irettesættende karakter, som f.x: “Nu skal i tie stille”, “sæt dig ned”, “hold op med at synge i mikrofonen” etc.

Det kan være svært at nå op på de 80% anerkendelse. En effektiv måde at gøre det på, er ved at anerkende mere.

Når du skal anerkende et barn er det vigtigt at anerkende ud fra en oplevelse. Man kan fx sige: “ Hvor er det dejligt at se du er blevet klippet, det klæder dig rigtig godt”, eller, “Det var simpelthen så dejligt at høre dig synge i frikvarteret - det gjorde mig rigtig glad”. Man kan også sige: “Nej hvor er det dejligt at opleve, hvor god du er blevet til at spille på congas - jeg er helt vild med det” Det kan man bygge videre på, og siger måske næste gang: “Nej ved du hvad, jeg fik virkelig lyst til at danse. da du spillede de congas” og næste gang sige “Jeg fik kuldegysninger da du virkelig gav den gas” Dette som jeg kalder, nuanceret anerkendelse, gør at barnet bliver nuanceret i sin oplevelse. Det bidrager til en stemning og en begejstring, som man hele tiden kan bygge videre på. Det opretholder et flow og barnet får lyst til at lære noget nyt og til at blive bedre. Vigtigt er det - at barnet ikke sammenligner (sig med andre), og er ikke - vurderende.

Denne form for anerkendelse vurderer ikke barnet i forhold til en resultatmæssig søjle og derfor behøver barnet ikke bruge kræfter på at sammenligne sig med andre.

Fokus og klap to og to giver nænsomhed og energi, som en god dans midt i matematikundervisningen

En stor gevinst ved denne måde at anerkende på, er at du, med samme begejstring og intensitet, kan anerkende et barn der er på mellemfagligt niveau, og et barn der er på højeste faglige niveau. Netop, fordi du ikke anerkender den faglige kunnen - men derimod deres forsøg og viljen til at lære. Det dygtige barn får via anerkendelsen lyst til at fortsætte med at blive endnu bedre og endnu dygtigere. Dette gør hun, da hun ikke behøver at sammenligne sig med de andre for at mærke begejstring og anerkendelse.

Motivationen kommer ikke fra at “nu er jeg den bedste” eller, ” jeg er rigtig god, så kan jeg slappe af”.

Den kommer derimod fra en egen oplevelse ved at komme tættere på det at mestre noget. Det bliver en mestringsoplevelse, en fysisk oplevelse der kan mærkes i kroppen. Efterfølgende kan der så bygges ovenpå den. Det er at sammenligne med et hus, hvor fundamentet er bygget solidt, af de bedste materialer og de bedste arkitekter. I Sjov med Musmatik kalder vi diise oplevelser og øjeblikke for mestrings - oplevelser, Det lidt mindre fagligt dygtige barn, bliver motiveret til at tage små skridt hele tiden og blive bedre, og mærke anerkendelsen for det. På den måde kan både de fagligt dygtige og de mindre fagligt dygtige lære sig, at dele hinandens begejstring og oplevelser, dele glæden ved, hvert skridt de tager - opleve hinandens begejstring ved at lære, og glæde sig på hinandens vejne. Det skaber resultater i længden, og gør processen frugtbar og sjov. Det gør det samtidigt muligt for læreren at motivere en hel klasse af gangen. Både de fagligt mest dygtige og de fagligt svageste. Det bliver en nuanceret og ikke - vurderende anerkendelse af hvert eneste lille skridt. Det er det Sjov med Musmatik kalder: De små skridts vej - eller små skridt til stor læring.

Når man anerkender, er det også vigtigt at tage personligt ejerskab af måden man anerkender ud fra.

Man kan f.x sige “Hvor var det dejligt at du turde læse din regnehistorie op for resten af klassen - jeg vidste ikke du “gamede” så meget, det var sjovt at høre? eller “Hvor er det dejligt at se at i har øvet jer i at klappe en Sjov med Musmatik halvmaraton. Hvis I bliver ved med det, tør i så vise det for resten af skolen - det vil gøre mig vildt glad”, eller. “Nej, hvor en vild dans I fandt på der, den kan jeg godt li´, kan I lave den igen”, eller, “Hvor er det skønt at I kan stå og smile imens I synger - det kan jeg rigtig godt li´”.

På den måde bliver anerkendelse til opmærksomhedstræning for både læreren og barnet. For det kræver nærvær og fokus på detaljer at anerkende på den måde. I skolen, og i al arbejde med børn er nærvær = kærlighed og, “når du er opmærksom, så lærer du”

nærvær = kærlighed og, “når du er opmærksom, så lærer du”

Den nuancerede og ikke vurderende form for anerkendelse er kendetegnet ved også at være meget personlig rettet. Derved bliver den autentisk, da den netop kommer fra en personlig oplevelse og ikke en kliche eller “professional term”. På den måde lærer børnene, selv at være personlige og autentiske, samt udtrykke sig nuanceret og autentisk. Dette gør børn i øvrigt helt af sig selv inden de får tillært sig et “passende voksensprog” Klicheer er ok at bruge, og jeg kommer selv til at bruge dem tit. Så man skal ikke være ked af hvis man kommer til at bruge det. Man skal bare være bevidst om det og supplere dem med nuanceret og ikke vurderende anerkendelse.

Hvis man derimod kun laver resultatorienteret anerkendelse som fx. “Hvor er det godt”, eller “hvor er du go´”, eller “Du er er den bedste”, “fantastisk” eller “du vandt - super”, er det fint og helt ok. Det er bare en kommunikationsform som det er enormt svært at bygge videre på. Kommunikationsformen er svær at udvikle og man mister nemt flowet. Nertop fordi det hele tiden bliver vurderende, skal barnet bruge en masse kræfter på at sammenligne sig med andre. Det er der ikke noget galt i, men det behøver ikke at komme fra de voksne og slet ikke fra læreren.

Vi skal med andre ord sammen med børnene øve os i at “kigge indefra og ud - ikke, udefra og ind”

kigge indefra og ud - ikke, udefra og ind”

Husk at ha´det sjovt!