Anerkendelse - tilgang & praksis

Anerkendelse – tilgang & praksis

Man får det man anerkender. Så når man anerkender forsøget, og fokuserer mere på processen end resultatet, bliver børnene mere koncentrerede – og resultatet, trivslen og læringen bliver bedre i sidste ende.

I denne proces er det af største betydning at læreren, medundersøger eller animator hele tiden anerkender modet og lysten til at gøre forsøget. Det interessante i denne sammenhæng er, at når man anerkender forsøget og ikke er bange for at begå fejl, bliver læringsprocessen meget bedre, og børnene begår derved færre fejl - en god cirkel, man kan bygge videre på.

Derfor er måden man, som lærer og voksen anerkender på, helt essentielt for den enaktive og musiske tilgang til læring, og en kunstart i sig selv! Resultaterne bliver altid gode, i sidste ende, men er underordnede i processen.

Den nuancerede og ikke-vurderende anerkendelse bruger vi til at skabe begejstring, gå på mod, vedholdenhed, “ikke være bange for at begå fejl”, glæde og tilfredshed hos børnene. Børnene føler sig set og taget alvorligt. Det motiverer dem til at lære, og giver et godt flow i dagligdagen og de forskellige lærings/udviklingssituationer..

Man kan derfor som lærer og forældre med succes hele tiden arbejde med at udvikle sin egen tilgang 1

til anerkendelse, eksperimentere med den, og finde ud af hvordan og hvad der virker bedst. Hver eneste anerkendelse du kan give barnet, medvirker til at opbygge en tillid, en selvfølelse, et nærvær, og en tro på sig selv, som er vigtig for barnets mod. Som bonus kan voksne benytte samme anerkendelse i kommunikationen med hinanden. Der er i denne henseende ingen forskel på om det er et barn eller voksen der kommunikeres med. Effekten for voksne er meget stor, præcis som den er hos børnene.

En god rettesnor man som lærer og forældre kan give sig selv er at benytte 80% - 20% princippet indenfor anerkendelse. 80% - 20% princippet kan man bruge som hjælp til at fakta tjekke sig selv.

80% af det man siger til børnene i løbet af en aktivitet, undervisning eller dagligdag, skal være af anerkendende eller positiv karakter. De sidste 20% må gerne være af irettesættende karakter, som f.x: “Nu skal i tie stille”, “sæt dig ned”, “hold op med at synge i mikrofonen” etc.

Det kan være svært at nå op på de 80% anerkendelse. En effektiv måde at gøre det på, er ved at anerkende mere, og ikke mindst anerkende for både faglige, sociale, kropslige og intentionelle kompetencer.

Når du skal anerkende et barn er det vigtigt at anerkende ud fra en oplevelse eller handling. Man kan fx sige: “ Hvor er det dejligt at se du er blevet klippet, det klæder dig rigtig godt”, eller, “Det var simpelthen så dejligt at høre dig synge på gangen tidligere - det gjorde mig rigtig glad”. Man kan også sige: “Nej hvor er det dejligt at opleve, hvor god du er blevet til at spille på trommer - jeg er helt vild med det” Det kan man bygge videre på, og siger måske næste gang: “Nej ved du hvad, jeg fik virkelig lyst til at danse. da du spillede de trommer” og næste gang sige “Jeg fik kuldegysninger da du virkelig gav den gas”. På den måde er relationen i mellem barn og voksen hele tiden levende og nærværende, da denne for for anerkendelse også kræver den voksnes nærvær.

Dette som jeg kalder, nuanceret anerkendelse, gør at barnet bliver nuanceret i sin oplevelse og selv får nuanceret sin kommunikation. Det bidrager til en stemning og en begejstring, som man hele tiden kan bygge videre på. Det opretholder et flow og barnet får lyst til at lære noget nyt og til at blive bedre. Vigtigt er det - at barnet ikke sammenligner (sig med andre), og derved kan være ikke vurderende. Denne form for anerkendelse vurderer ikke barnet i forhold til en resultatmæssig søjle og derfor behøver barnet selv ikke bruge kræfter på at sammenligne sig med andre.

En stor gevinst ved denne måde at anerkende på, er at du, med samme begejstring og intensitet, kan anerkende et barn der er på mellemfagligt/kognitivt niveau, og et barn der er på højeste faglige/ kognitive niveau. Netop, fordi du ikke anerkender den konkrete faglige eller kognitive kunnen - men derimod barnets intention, forsøg og vilje til at lære. Det dygtige barn får via anerkendelsen lyst til at fortsætte med at blive endnu bedre og endnu dygtigere. Dette gør barnet, da det ikke behøver at sammenligne sig med de andre for at mærke begejstring og anerkendelse. Motivationen kommer ikke fra at “nu er jeg den bedste” eller, ” jeg er rigtig god, så kan jeg slappe af”. Den kommer derimod fra barnets egen kropslige og mentale erfaring. Den kommer fra indre motivation.

Det lidt mindre fagligt eller kognitivt dygtige barn, bliver motiveret til at tage små skridt hele tiden og blive bedre, og mærke anerkendelsen for det. På den måde kan både de fagligt og kognitivt dygtige og de mindre fagligt og kognitivt dygtige lære sig, at dele hinandens begejstring og oplevelser, dele glæden ved, hvert skridt de tager. Ved denne form for anerkendelse udvikles børnenes sociale kompetencer og empati. Undervisningen og skolegangen bliver på denne vis relationel og børnene udvikler en tolerance, og et nuanceret syn på hinanden og sig selv.

De oplever hinandens begejstring ved at lære og kan spejle sig i hinandens personlige mentale udvikling og ikke kun hinandens faglige/kognitive udvikling. Dette skaber resultater i længden, og gør processen frugtbar og sjov. Det gør det samtidigt muligt for læreren at motivere en hel gruppe/klasse af børn af gangen. Både de fagligt mest dygtige og de fagligt svageste. Det bliver en nuanceret og ikke - vurderende anerkendelse af hvert eneste lille skridt. Det er gruppearbejde med differentiering 2

eller. De små skridts vej - eller små skridt til stor læring.

Når man anerkender, er det også vigtigt at tage personligt ejerskab af måden man anerkender udfra.

Man kan f.x sige “Hvor var det dejligt at du turde læse din regnehistorie op for resten af klassen - jeg vidste ikke, at du “gamede” så meget - det var sjovt at høre? Eller: ”Hvor er det modigt at du turde danse freestyle i dag”, nu får jeg selv lyst til at turde mere” - ”Tør du vise det for de andre børn? Det vil vil være sejt”. Eller: “Nej, hvor er det et vildt tabelklap I fandt på der, den kan jeg godt lide, kan I lære mig det? – Fedt!, så lærte jeg noget nyt i dag, det er den bedste følelse jeg kender.” Eller: “Hvor er det skønt at I kan stå og smile imens I synger - det kan jeg rigtig godt lide”.

Det kan også være: “Hvor er du en opmærksom og hjælpsom ven, jeg bliver helt rørt”, eller “Sikke en energi du har idag, jeg er vild med det - husk lige, at den virker bedst, hvis du også bruger din energi til at lytte perfekt efter, så træner du også din høresans, så den bliver sublim”. På den måde bliver anerkendelse til opmærksomhedstræning for både læreren og barnet. Det kræver nemlig nærvær og fokus på detaljer at anerkende på denne måde. Anerkendelsen skal helst animere barnet til en fortsat eller ny handling. Jo mere detaljeret anerkendelsen er, des nemmere er det for barnet selv, at finde en passende handling til at udvikle oplevelsen det får i forbindelse med med den konkrete anerkendelse. I al arbejde med børn er nærvær lig med kærlighed og trivsel - “når du er opmærksom, så lærer, lever og udvikler du dig” Når et barn eller voksen svarer forkert, eller rammer ved siden af skiven er det fx vigtigt at sige ”Tæt på – kom igen”, i stedet for at svare ”Det er forkert” el. lign. Umiddelbart en lille og ubetydelig detalje men forskellen i børnenes reaktion og aktion på de to svar er overvældende. ”Det er forkert”, sætter en stopper for for barnets proces, flow og udvikling og gør at mange børn faktisk ikke tør involvere sig i undervisningen, række hånden op og lign. ”Tæt på”, er derimod associeret med en handling, dvs. at barnet er på vej, og bare ikke har fundet det rigtige svar endnu. ”Tæt på” skaber en følelse af at vi er på vej, en handling som gør at barnet animeres til at fortsætte ad sin egen vej, sin egen læringssti – i samspil med klassekammerater og lærer.

Den nuancerede og ikke vurderende form for anerkendelse er kendetegnet ved også at være meget personlig rettet fra lærerens side. Derved bliver den autentisk, da den netop kommer fra lærerens egen personlig oplevelse og ikke en kliche eller “professional term”. Denne nuancerede opmærksomhed smitter hurtigt, så børnene automatisk selv begynder at være personlige og autentiske, samt udtrykke sig nuanceret og autentisk. Dette gør børn i i forvejen helt af sig selv inden de får tillært sig et “passende voksensprog” Klicheer er ok at bruge, og jeg kommer selv til at bruge dem tit. Så man skal ikke være ked af hvis man kommer til at bruge det. Man skal bare være bevidst om det og supplere dem med nuanceret og ikke vurderende anerkendelse.

Hvis man derimod kun laver resultatorienteret anerkendelse som fx. “Hvor er det godt”, eller “hvor er du go ́”, eller “Du er er den bedste”, “fantastisk” eller “du vandt - super”, er det fint og helt ok. Det er bare en kommunikationsform som det er enormt svært at bygge videre på. Kommunikationsformen er svær at udvikle og man mister nemt flowet. Nertop fordi det hele tiden bliver vurderende, skal barnet bruge en masse kræfter på at sammenligne sig med andre. Det er der ikke noget galt i, men det behøver ikke at komme fra de voksne og slet ikke fra den professionelle underviser, medundersøger, animator og lærer.

3

4