50-ÅRS JUBILÆUM by Københavns Lærerforening

50-ÅRS JUBILÆUM Lærerinder og lærere forenet i Københavns Lærerforening siden 1967

INDHOLD

FORORD

03 Forord

50 år i med- og modvind siden Københavns Lærerforening blev dannet i 1967

04 Fælles Lærerforening i København 08 Skelsættende begivenheder har præget lærernes forhold 14 KLF’s indflydelse skifter karakter 16 Bydelsforsøg var både en frihed og en byrde 17 Fagforeningen bliver professionaliseret 22 Bølger af forandringer har påvirket folkeskolen 28 Tre skolelove, der har sat varige spor 32 KLF kan ikke stå alene 34 KLF og DLF − en meget langtrukken tilnærmelse 36 Samarbejde på tværs af foreninger og forvaltninger 38 Særlig Fond er grundlaget for KLF’s gode økonomi 40 KK har afspejlet tidens strømninger og nye krav 44 KLF’s kolonier er et tilløbsstykke 48 Syv formænd har stået i spidsen for KLF

’50-års jubilæum’ udgives af Københavns Lærerforening Redaktion: Jan Klint Poulsen (ansv.) og Hanne Hellisen, journalist Frydendalsvej 20, 1809 Frederiksberg C Artiklerne er skrevet af: Jan Trojaborg, Ivan Jespersen, Tonny Hansen og Peter Garde Billedvalg: Peter Garde, tidligere redaktør af KK

Hvorfor gik der hele 45 år, før de kvindelige og de mandlige lærere kunne forenes i én forening? Hvorfor har KLF noget så sjældent som kønskvotering ved valg til bestyrelsen? Hvorfor forhandler tillidsrepræsentanterne lokalløn ude på skolerne? Hvorfor blev medlemsbladet KK lukket i 2014? Dette jubilæumsskrift forsøger at svare på disse og mange andre spørgsmål og dermed give et bud på, hvorfor vi er havnet, hvor vi er. Om man kan lære af historien er vel et uafklaret spørgsmål, men den forklarer vores ståsted, og det er vigtigt for at kunne håndtere fremtiden. Og så synes vi, at perioden er elementært spændende fyldt med trakasserier, fejder og en hel del kloge beslutninger. Hvis man tror på, at kriser gør stærk, så har KLF stået stærkt. Mener man, at enighed er løsningen, har der også været gode tider. Der er gået til makronerne, og der er fundet løsninger. Det er dét, der skaber en levende forening. De kvindelige læreres forening K.K.L. blev stiftet i 1891, mens mændenes K.K. blev dannet i 1895. 45 år skulle der gå, før der var skabt den fornødne tillid og forståelse for styrken i en fælles forening, der blev en realitet 17. februar 1967 ved urafstemninger i de to foreninger. 31. marts blev den første generalforsamling i den nye forening med navnet Københavns Lærerforening – KL – så holdt. I den nationale sammenhæng blev de københavnske lærere først en integreret del af Danmarks Læ-

rerforening i 2009 – 100 år efter de første sammenslutningsforhandlinger. Man kan roligt sige, at tingene virkelig har taget sin tid. Medlemmernes vilkår har ændret sig gevaldigt gennem de forskellige årtier fra de glade 60’ere, de turbulente 70’ere til fattigfirserne og så videre. Tidsånden, de politiske strømninger, de talrige forandringer af folkeskoleloven og på uddannelsesområdet i det hele taget har sat sit præg på udviklingen. Det fremgår af skriftet, der ikke er sandheden om den både livs- og stridslystne forening, men forfatternes forsøg på ud fra det store kildemateriale, som de adskillige tidligere jubilæumsskrifter og medlemsbladet KK er, at beskrive 50 års op- og nedture. I veneration for det hedengangne medlemsblad har vi holdt os til KK’s tidløse format. KLF har både spillet en væsentlig rolle i København og på landsplan og er på trods af sin størrelse en vigtig del af forenings- og organisations-Danmark. Dét, der har gjort vores måder at løse problemer på og virke sammen på til noget særligt, når man kigger ud i verden. Kritisk, konstruktivt og løsningsorienteret i evig dialog og debat. Hjertelig tillykke med de 50 år – og rigtig god læselyst. Jan Trojaborg, formand

Layout: Martin Savery, Marusa Design Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S, Essen 22, 6000 Kolding PETER GARDE

For- og bagside: Demonstration og snestorm. Lærere fra hele landet protesterer i København. Indre by står på den anden ende.. Foto: Peter Garde Oplag: 6.400

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Fælles lærerforening i København Indtil 1967 fandtes der to foreninger for lærere i Københavns Kommune. En for lærerinder. Og en for lærere. Fordomme imellem de to foreninger og ikke mindst køn var en af årsagerne til, at det tog 50 år fra det første forslag om sammenlægning, til det var en realitet.

FOTOGRAF UKENDT

Lærerkollegiet på Jagtvejens Skole i 1913. I 1917 blev et forslag om at sammenlægge den kvindelige og mandlige lærerforening forkastet.

Tekst: Tonny Hansen

dag tænker man på lærerforeningen i ental og som en forholdsvis ensartet størrelse. Det var absolut ingen selvfølge for halvtreds år siden og tidligere, og de to foreninger for henholdsvis kvindelige og mandlige lærere i København var ikke engang det mest komplicerede i strukturen. I Danmarks Lærerforening havde man forholdsvis selvstændige fraktioner for købstadslærere og landsbylærere – de sidstnævnte var langt den største gruppe, og hertil kom selvstændige foreninger for

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

mænd og kvinder, ikke blot i København, men også i nogle af de større provinsbyer. For at gøre forvirringen komplet fandtes der også en lille københavnsk kreds af DLF helt uafhængig af Københavns Kommunelærerindeforening, KKL og Københavns Kommunelærerforening, KK, og denne kreds havde en repræsentant i DLF’s hovedstyrelse. Hvad denne repræsentant udrettede dér er ikke til at finde spor af i tilgængelige kilder.

Kønsopdelte fagforeninger var ikke ualmindelige At man ved stiftelsen i 1891 valgte at danne en faglig forening kun for kvindelige lærere og i 1895 én for mandlige føltes altså lige så naturligt som fx at lave en fagforening for ufaglærte mænd og en anden for kvinder – en opdeling der holdt indtil fusionen til 3F i 2005. Men hvorfor var det i så lang tid åbenbart en naturlig ting at have to kønsopdelte lærerforeninger? Philippa Hansen, formand for KKL i perioden 1935-39, gav sin udlægning i forbindelse med den kvindelige lærerforenings 75 års jubilæum i 1966: ”I de lande, hvor lærerinderne havde deres egen forening, havde de betydeligt bedre kår end dér, hvor de stod sammen med lærerne. Og i KK var der en kompakt majoritet for at bevare forskelslønnen. Kun et beskedent mindretal, nemlig de helt unge og de ”samgifte”, gik ind for lige løn for lige arbejde. Altså måtte vi vente, til majoriteten var skrumpet ind og/eller den rette ligeløn en kendsgerning. Desuden indså jeg (men jeg tror aldrig, jeg sagde det højt!), at vi måtte vente, til KK var nået så vidt, at de som en selvfølge ville acceptere en kvinde som formand, hvis det traf sig sådan, at en kvinde var den bedst kvalificerede kandidat”. Og hendes forgænger som KKL-formand Erna Arnefelt 1931-34 tilføjede: ”I begyndelsen af trediverne var arbejdsløsheden blandt seminaristerne meget stor. Kommunelærer G. Kemp nedsatte et lille udvalg, et tremandsråd, til undersøgelse af arbejdsløshedsspørgsmålet. Det lille ’Collegium polemiticum’ fandt hurtigt frem til, hvad dets medlemmer mente var årsag til miseren, selvfølgelig ’de unge piger’. Når mænd så flot slynger en sådan frase ud, skyldes det selvfølgelig, at de frygter for deres eget skind, hvad der ingen grund var til”. De kvindelige lærere var bedre uddannet De to grupper adskilte sig også fra hinanden, hvad angik uddannelse: Omkring 1891, hvor KKL blev grundlagt, bestod det mandlige lærerpersonale i København af 40 teologiske kandidater, 60 med anden

uddannelse samt 250 eksaminerede lærere. Deres mere end 200 kvindelige kolleger var derimod alle eksaminerede – og havde vel at mærke betalt deres uddannelse selv, idet de indtil 1894 var henvist til privatseminarierne. Alligevel udgjorde en lærerindeløn kun 2/3 af en lærerløn. Forskellen blev begrundet i mændenes større forsørgerbyrde – en byrde, der efter tidens opfattelse ikke kunne tillægges kvinder. Andre skævheder var, at kvinder ikke kunne blive skoleinspektører, og de skulle optjene større anciennitet, før de kunne forfremmes til overlærere. Der var dog ikke kamp over hele linjen, selv om et forslag til sammenlægning af de to foreninger blev forkastet i 1917. De mandlige lærere ønskede, at lønforskellene blev bevaret, og mange udtrykte frygt for at skulle underlægges en kvindelig formand. Ifølge Københavns skolevæsens beretning var der i 1921 808 lærere og 1055 lærerinder. En lærer mente: ”Har en Lærer, der i sin Fritid maa arbejde strengt for at kunne forsørge sin Familie nogenlunde anstændigt, og en Lærerinde, der kan bruge sin Fritid til Hvile eller til at dyrke sin pædagogiske Interesse, samme Arbejdsvilkår?”. Selv om der blandt mændene ikke var stemning for en sammenslutning, blev der alligevel i 1918 lavet en vedtægt for et obligatorisk samarbejde mellem de to foreninger. Den indebar, at de hidtidige fælles medlemsmøder skulle opprioriteres, og bestyrelserne skulle så vidt muligt optræde enigt over for myndighederne. Det gjaldt ikke mindst, da foreningerne i 1921 i fællesskab fik overdraget forhandlingsretten med kommunen. Også på andre fronter var der sket positive ændringer i kvindernes arbejdssituation: siden 1903 kunne de blive skoleinspektører på lige fod med lærerne, i 1915 blev de omfattet af den almindelige stemmeret, i 1919 blev ligeløn indført, og i 1921 den formelle lighed ved ansættelsen. Så man skulle tro, at sammenslutning nu nærmest var en formssag; men kun 40 procent af mændene stemte for. I KKL blev forslaget nærmest enstemmigt vedtaget. 00

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Fredag den 17. februar 1967 blev en historisk dag for den københavnske lærerstand. Lederartikel i KK: ”Med blot to små ord, ja eller nej, skrev medlemmerne det sidste blad i de to gamle foreningers historie.”

Først i 1958 blev ligeløn virkelighed Ulighederne i den faktiske aflønning var trods ligelønnens indførelse stadig mærkbare. En sag var nemlig grundlønnen, men de såkaldte dyrtidstillæg blev fortsat kun udbetalt til mændene og medførte altså en betragtelig forskel i det udbetalte beløb. Vi skulle helt frem til 1950, før de mandlige lærere på en generalforsamling med stort flertal vedtog et krav om ren ligeløn, hvilket blev indført i 1958, hvor der også blev indført lige vilkår i overlærerordningen. Så nu skulle man tro, at der var grundlag for en sammenslutning. Men nej, nu var sammensætningen af lærerkorpset ændret, således at mændene udgjorde flertallet, og nu var det kvinderne, der strittede imod en fælles forening: ”Jeg ser nødigt KKLs medlemmer reduceret til en slags ufaglærte tempeltjenere, der nok kan få lov at pusle om husalteret i forgården, svinge røgelseskarret og vifte husguden om næsen med en fjerkost, mens det allerhelligste er forbeholdt de gudbenåde-

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Realitetsforhandlinger mellem forenin gerne i 1965 I 1965 tilkendegav KK en tilslutning til, at der arbejdes hen mod dannelsen af en fælles lærerorganisation, og man nåede til enighed med KKL om at gå ind i et fælles udvalgsarbejde med det formål at udarbejde et forslag til vedtægter for en sammensluttet organisation. Udvalgsarbejde tager tid, men der var udtalt optimisme fra begge sider. Begge foreninger holdt medlemsmøder, hvor sammenslutningsudvalgets arbejde og dets forslag til vedtægter for en samlet forening blev gennemgået. KKL’s formand Lise Østergaard udtrykte det blandt andet sådan: ”Vi mener, det kan bruges, vi anbefaler det som det bedste, vi kan finde frem til, fordi selv de yderliggående medlemskategoriers synspunkter må kunne affinde sig med det uden at føle sig svigtet. Det er Dem selv, der skal vælge de nye bestyrelsesmedlemmer. Foreningen er medlemmernes. De må være interesseret i en vedtægt, der tilfredsstiller så mange som muligt. Afgørelsen − bestemmelsen – er Deres”. KK’s bestyrelse udtalte: ”Fuld enighed om at opfodre til at stemme ja”. Medlemsmøderne var lange og følelsesladede, således udtalte P. Fischer fra KK: ”Den specielle KK-tone, rå, men hjertelig er så værdifuld, at vi må ønske, at den også må råde i fremtiden i KL”. Ved afstemningerne i de to foreninger var der to vedtægtskrav, der skulle opfyldes, for at sammenslutningen kunne blive en realitet. 75% af medlemmerne skulle stemme, og af disse skulle 66 2/3 stemme ja. Begge krav blev opfyldt med imponerende stemmeprocenter på henholdsvis 93,7 og 92,9 og ja-procenter på 75,4 og 87,2.

FOTOGRAF UKENDT

de ypperstepræster”, som Ditte Nexø Sørensen, den kvindelige redaktør af Københavns Kommuneskole, skrev i sin afvisning.

Københavns Lærerforenings første bestyrelse, fra venstre: Helge Rudal, Jytte Dentrup, E. B. Termansen, Lise Østergaard, Ingolf Haubirk, Ellen Knudsen, Bent Andersen, Gurli Mogensen og Gunnar Jørgensen.

ren i det fælles medlemsblad ’Københavns Kommuneskole’ beskrev i nummer syv dagen som historisk. ”Som den usynlige mur mellem drengene og pigerne blev fjernet i skolerne for en snes år siden, således er det vel også naturligt, at fortidsmuren mellem de to adskilte foreninger nu er revet ned. Nu bliver samarbejdet direkte og allerede fra arbejdets første faser. Dette skulle give den nye forening mulighed for at placere sig endnu stærkere i helhedsbilledet og således medvirke til yderligere at befæste respekten om de københavnske læreres repræsentation”. Og tilføjede: ”Her skal udtales ønsket om, at KL, således som de to gamle foreninger har været det, må blive en god skole for nye slægters organisationsmedlemmer og vokse sig stærk til gavn for den københavnske lærerstand og det samfund, hvori lærerne har deres plads”.

Fredag 31. marts 1967 kunne KKL’s formand, Lise Østergaard, byde velkommen til den første generalforsamling i den nye forening, der nu lød navnet Københavns Lærerforening, KL. Dirigenthvervet blev delt med millimeters nøjagtighed, og efter formalia indledtes mødet med, at de to hidtidige formænd for sidste gang aflagde hver sin beretning, som hver for sig blev vedtaget enstemmigt. Til det følgende formandsvalg blev der opstillet to kandidater: De hidtidige formænd, Ingolf Haubirk og Lise Østergaard. Haubirk blev valgt. 7

Forkortelsen KL blev også anvendt af Kommunernes Landsforening, som især efter kommunalreformen i 1970 blev en mere og mere citeret magtfaktor. For at undgå idelig forveksling med denne vigtige forhandlingsmodpart til Danmarks Lærerforening gik vi i 1997 over til at kalde os KLF.

Fortidsmuren blev revet ned Hermed var sammenlægningen efter 45 års tilnærmelser og forhandlinger endelig en realitet fredag 17. februar 1967. Lede50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

VAGN HANSEN

I 1979 gik lærerne på gaden sammen med andre tjenestemandsgrupper.

Skelsættende begivenheder har præget lærernes forhold Hvad har været på dagsordenen i foreningen i de sidste 50 år? Det korte svar er utrolig mange ting, men særlig fire emner har præget dagsordenen for både KLF og medlemmerne. Tekst: Ivan Jespersen, sekretariatschef

de sidste 50 år er der meget, der har ændret sig, ikke på en gang men i glidende overgange, og ikke altid til det bedre, ikke altid med foreningen og medlemmerne som aktive medspiller. De udefra kommende påvirkninger har ej heller altid været på måder, der gavnede lærerprofessionen og elevernes undervisning. Det vil være for omfattende at beskrive alle forandringerne i dette særskrift, så derfor er der udvalgt fire områder, der har været særligt meget debatteret, eller som især har optaget lærerne og foreningen: Løn, arbejdstid, lockouten og medlemshenvendelserne.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Løn – fra tjenestemand til Ny Løn Ved den statslige tjenestemandsreform i 1969 blev lønnen fastsat til et 10-trins forløb startende på trin 18 og sluttende på trin 35. Der var tale om et simpelt og enkelt lønsystem, hvor al løn var knyttet op på trinnet. Lønsedlerne var enkle og meget overskuelige. Der skete så godt som ingen fejl. Tjenestemandsreformen var imidlertid ikke umiddelbart gældende for lærerne i Københavns Kommune, og da man i 1970 skulle overføre tjenestemandsreformen til det københavnske lønregulativ, lykkedes det for de københavnske forhandlere at

gøre lønforløbet lidt bedre (trin 19 til trin 36). Indtil 2005 var Københavns Kommune en selvstændig arbejdsgiverpart, som ikke var medlem af Kommunernes Landsforening. Det var derfor muligt at indgå en selvstændig aftale, som kunne blive lidt bedre end det, der var tilfældet for de øvrige lærere i Danmark. I hele perioden fra 1970-1993 skete der ganske få ændringer i lønsystemets opbygning. Kun begyndelseslønnen blev meget langsomt hævet, uden at der ændredes på slutlønnen. Til gengæld begyndte man så at aftale tillæg for forskellige funktioner. Ved aftaleforhandlingerne dengang havde Københavns Lærerforening sin egen pulje til specielle formål, der kunne bruges til forskellige, meget afgrænsede formål. Fx blev de første tillæg til skolevejledere og lærere ved det daværende Teknologicenter indført i 1987 via puljen til specielle krav. Indførelse af lokalløn gjorde ingen forskel Da den første form for decentral løn − lokallønnen − blev indført ved aftale forhandling i 1989, blev det ikke oplevet som en reel forskel fra den ordning, der tidligere havde været i København. Det er formodentlig den vigtigste grund til, at modstanden mod lokalløn og decentral løn ikke blev så stor blandt de københavnske lærere, som det var tilfældet for lærerne uden for Københavns Kommune. I det øvrige DLF var man vant til et statsligt system, hvor alt blev aftalt ved centrale forhandlinger, og hvor der derfor ikke blev forhandlet løn i de enkelte kommuner. Uden for København blev den form for løn kaldt fedterøvstillæg, et ord lærerne i København meget sjældent brugte om den form for løn, og når det skete, så skyldtes det ofte, at københavnske lærere havde lært udtrykket fra omegnskolleger. Hvis man i dag ser på denne lønstrategi, som især har været fremført i Jan Trojaborgs formandstid, har det været en af de vigtigste forklaringer på, at lærerne i Københavns Kommune er væsentligt bedre aflønnet end fx nabolærerne på Frederiksberg, hvor modstanden

mod lokalløn var meget udbredt. I folkeskolen uden for København fortsatte modstanden mod decentral løn op igennem 1990’erne, og det bevirkede, at lærerne i de øvrige kommuner ikke fik indgået så mange aftaler. Lærerne i det øvrige DLF stod derfor svagere ved overgangen til det nye lønsystem i 2000. I modsætning hertil havde KLF indgået mange aftaler under de decentrale lønforhandlinger og fik overført alle de tidligere aftalte tillæg til de nye forhåndsaftaler. Politisk var det dog også i København et ufravigeligt krav, at lønnen skulle udmøntes i forhold til objektive kriterier. Fra 1. april 2000 overgik lærere og børnehaveklasseledere − efter to urafstemninger og ved forligsinstitutionens medvirken − til Ny Løn. Det var en overgang, der skete efter flere års diskussioner for og imod denne nye lønmodel. Men da mange andre organisationer allerede var overgået til Ny Løn, så var frygten, at lærerne ville blive efterladt på perronen, når løntoget kørte. Det gamle anciennitetslønsystem var så at sige i fare for at visne. Decentralisering af forhandlings kompetencen Fra 2003 har KLF haft udlagt en del af forhandlingskompetencen til skolernes tillidsrepræsentanter, således at nogle af de kommende løntillæg skal forhandles mellem tillidsrepræsentant og skoleleder på den enkelte skole og institution. På en gennemsnitlig skole er det i 2017 en lønsum, der svarer til en ½ lærerpost. Dette skete på baggrund af, at det politisk var vedtaget at decentralisere dele af forhandlingskompetencen til de lokale skoleledelser. Foreningen havde svært ved at overskue, hvordan det ressourcemæssigt var muligt at forhandle på de ca. 80 forskellige enheder, der var ud over byen. Men kravet fra KLF for at gå med til at udlægge dele af forhandlingskompetencen var, at der fortsat skulle ske en centralt aftalt lønudvikling, og at det kun var begrænsede midler, der blev udlagt. Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev der på ny aftalt en omklassificering, således at startlønnen i København er trin 34 og slutlønnen trin 43. 00 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Lockout i marts-april 2013.

Lønsystemet er nu blevet så kompliceret og indviklet, at foreningen bruger mange ressourcer på at sikre, at det er den korrekte løn, medlemmerne får udbetalt.

Arbejdstiden til forhandling Et andet område, der har fyldt i diskussionerne i foreningen og blandt medlemmer i hele perioden, har været arbejdstidsaftalerne. For 50 år siden var der tale om en relativ simpel arbejdstidsaftale. En lærer skulle undervise 32 lektioner om ugen, så var der lidt forældremøder, evt. en lejrskole og møder i lærerrådet. Forberedelsen fyldte meget mindre, for undervisningen var langt hen ad vejen styret af lærebøgerne. Man skulle som lærer varetage opgaverne, men det var inden for en teoretisk pulje af tid, der ikke blev gjort op. I 1970 blev antallet af undervisningslektioner nedsat på én gang fra 32 til 27 lektioner, men op gennem 1970’erne og 1980’erne blev der også udviklet et sindrigt system med reduktioner i antallet af undervisningstimer. Var man fx lærerrådsformand, underviste i dansk og matematik i 6. og 7. klasse, specialundervisning eller havde undladelse af kursusdeling, så blev der givet reduktion i antallet af de undervisningslektioner, som skulle præsteres. Det reelle antal undervisningslektioner var derfor lavere end 27.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Den første dag fra kl. 6.30 kom tillidsrepræsentanter til KLF’s hus på Frydendalsvej for at hente løbesedler, plakater og t-shirts til demonstrationer over hele byen.

Ligesom ved de arbejdstidsreduktioner, der skete på det øvrige arbejdsmarked fra 40 timer til 37 timer, skete der også en reduktion i det pligtige timetal for lærerne. I 1990 var man således nået ned på et timetal på 24,98 ugentlige lektioner af 45 minutters varighed. I den korte periode 1973-1975, hvor staten personificeret ved finansminister Per Hækkerup manglede penge, blev timetallet sat op til 28 lektioner, hvilket bevirkede de første arbejdsnedlæggelser blandt lærerne nogensinde. Man var begyndt at blive meget mere bevidste om, at lærergerningen ikke længere var et kald, men et lønmodtagerarbejde, hvor vilkårene skulle forsvares. Nybrud med UFØ-aftale I slutningen af 1980’erne var der to forhold, der spillede ind samtidigt. Staten ønskede at kommunalisere lærerne uden for København, og lærerne skulle have en arbejdstid, hvor tiden blev gjort præcist op. Lærerorganisationerne var også utilfredse med arbejdstiden, idet der hele tiden kom nye arbejdsopgaver, som skulle varetages ved siden af undervisningen. Da der ikke var en sammenhæng mellem udefra kommende arbejdsopgaver og en reduktion i mængden af undervisningstid, forsøgte man at forhandle en aftale på plads. Københavns Lærerforening deltog som selvstændig organisation i de forhandlinger, men det var naturligvis Danmarks Lærerforening, der var den toneangivende part. Efter adskillige sammenbrud lykkedes det i 1992 at blive enige om de to store spørgsmål – overenskomstansættelse af lærerne og en ny arbejdstidsaftale. Med virkning fra 1. august 1993 trådte den første af de nye arbejdstidsaftaler så i kraft. Det var den aftale, der senere blev benævnt U-F-Ø-aftalen: Undervisning, Forberedelse og Øvrige opgaver. Dengang blev der tildelt en forberedelsestime for hver gang, man havde én undervisnings

PETER GARDE

POUL RASMUSSEN

U-F-Ø-aftalen blev modtaget med skepsis på mange skoler som her på Peder Lykke Skolen.

time. Selvom F-tiden også dækkede elevpauserne, var der betydeligt mere tid til rådighed til forberedelsen end i dag. Ved efterfølgende overenskomstforhandlinger stillede arbejdsgiverne hver gang krav om nye opstramninger og reduktion af tiden til forberedelsen. I både 1999 og 2002 faldt en ny overenskomst først på plads efter, at forligsinstitutionen havde været inddraget, og der havde været fremsat mæglingsforslag. Der nåede at være mange forskellige aftaler i de første 20 år efter 1993 fra aftaler om fast individuel tid på 375 timer til alle sluttende med aftaler, hvor der var en fast omregningsfaktor pr. time, der dækkede de fleste arbejdsopgaver i tilknytning til undervisningen. Men for arbejdsgiverne var det ikke nok. De mente, at det var på tide, at lærerne blev ’normaliseret’ og fik en arbejdstid, der svarede til det øvrige arbejdsmarked. Det endte i ’Den store lærerlockout’ i 2013.

Lærerlockouten i 2013 Allerede meget tidligt på vinteren 201213 stod det klart, at det blev umuligt at opnå et resultat ved overenskomstforhandlingerne. Selvom forligsinstitutionen også denne gang blev inddraget i forhandlingerne, var der ingen mulighed for at indgå et forlig. Arbejdsgiverne havde besluttet sig. Denne gang skulle lærerne normaliseres. Der skulle gennemføres en folkeskolereform med en længere skoledag, og da der ikke var penge til den længere skoledag, så måtte man − efter folketingets opfattelse − få lærerne til at undervise mere. Statens og Kommunernes Landsforenings krav ville betyde et farvel til en fast omregning af tid til forberedelse, og lærerne skulle være til stede i hele arbejdstiden. Krav der var så vidtgående, at lærernes forhandlere ikke kunne gå med til dem. Der var egentlig heller ikke tale om egentlige forhandlinger. Resultatet var

Scan QR-koden og se KLF’s film om lokouten. Du kan også se den på klfnet.dk/lockoutfilm.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Aftaler erstattet med lov Lockouten blev på uskøn vis afsluttet ved, at Folketinget greb ind og dikterede en ny overenskomst med arbejdstidsregler ved lov – den såkaldte LOV 409. Væk var en aftalebaseret arbejdstidsaftale og mange af de rettigheder, der gennem årene var aftalt endda i visse tilfælde i stedet for lønstigninger. Væk var aldersreduktionen, som betød en reduktion på 175 arbejdstimer fra det fyldte 60. år. Her fire år efter lockoutens afslutning er der fortsat i lærerkredse en meget stor bitterhed over forløbet. En bitterhed, der ikke har gjort det nemmere at fastholde lærere i den københavnske folkeskole. Umiddelbart efter lockouten var det ikke muligt at drøfte en lokal arbejdstidsaftale i København. Der kunne de første år

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

kun opnås en fælles forståelse af nogle få elementer i et såkaldt Forståelsespapir. Forholdene er blevet lidt mere tålelige efter, at der i efteråret 2016 blev aftalt en egentlig lokalaftale om arbejdstid. Men der er stadig meget langt til tidligere tiders forståelse af de særlige vilkår, som lærerne arbejder under med den tilhørende tildeling af tid til forberedelse, efterbehandling m.v.

Medlemmernes behov har ændret sig Er der noget, der også har ændret sig meget i de sidste 50 år, så er det behovet for stadigt stigende støtte og hjælp til medlemmerne. Foreningen opfattes både som en fagforening og en forsikringsordning. Det har medført, at sekretariatet har skullet omstille sig for at følge med de stigende og ændrede krav til, hvad en moderne forening skal kunne udrette. Tidligere var det sådan, at der næsten aldrig var personsager. Det var uhørt, hvis foreningen skulle dukke op på en skole og

Under lockouten aktionerede lærerne rundt omkring i byen – også på Christiansborg Slotsplads, hvor mange folketingspolitikere kom forbi til en snak, mens andre hastigt gik forbi.

lønudbetaling til medlemmerne et område, hvor sekretariatet bruger uforholdsmæssigt megen tid. Hver gang en lærer får en lønændring, ledsages det af en lønaftale, der skal vurderes og godkendes i sekretariatet. Tidligere var der tillid til, at kollektive aftaler blev ført korrekt ud i livet – sådan er det ikke længere. Fra starten på overenskomstansættelser i 1993 og frem til i dag har de forskellige arbejdstidsaftaler også fyldt meget i henvendelserne fra medlemmerne. Der blev indgået nye rammeaftaler næsten hvert år med nye fortolkninger af, hvordan arbejdstiden skulle afregnes, og det medførte hver gang nye byger af spørgsmål. Kendetegnende for spørgsmålene er, at der mangler tid på skolerne til at løse opgaverne, så på den vis har vi samme udgangspunkt, som før ændringerne i 1993. I dag er det også uigennemskueligheden og urimeligheden i ledelsernes afgørelser, der fylder ved mange henvendelser fra medlemmerne. 7

Sammen med KLF’s socialrådgiver kæmpede Jeanette i otte år for at få et flexjob. Da det lykkedes, kom hun med et mesterværk af en kage til KLF’s kontor. ”Det er helt vildt, hvad foreningen har brugt af tid og penge på mig. Husk at melde jer ind!”, var hendes kommentar.

Holder styr på medlemmernes løn Som beskrevet i afsnittet om løn, så var lønsystemerne tidligere opbygget på en sådan måde, at der næsten aldrig var fejl. Sådan er det desværre ikke længere. Rekorden i fejl var i den såkaldte Accenture-periode fra 2004 til 2005, hvor kommunen havde udliciteret lønanvisningen til et uprofessionelt privat firma, der simpelthen ikke magtede opgaven. Det var en periode med rent kaos, hvor man i den ene måned kunne risikere at få en lønanvisning på over en million − der godt nok ikke kom til udbetaling, og i næste måned fik man ingenting i løn. Efter Accenture-perioden var der arbejde med oprydning til flere år for at sikre medlemmernes løn, feriepenge og pensionsindbetalinger. KLF måtte både i Arbejdsretten for at få tilkendt en kompensation og i Byretten for at sikre medlemmerne mod urimelige tilbagebetalingskrav. Sager som foreningen vandt. Men også i dag er sikring af en korrekt

PETER GARDE

givet på forhånd, og lockouten af mere end 2.500 overenskomstansatte lærere i KLF var en realitet lige efter påsken i 2013. Det viste sig at blive en meget lang lockout, der varede næsten hele april måned.

være bisidder for et medlem ved en tjenstlig samtale. Det var stort set utænkeligt, at en lærer kunne blive afskediget af andre årsager end sygdom. Der kunne gå år imellem, at det skete. Årsagen lå delvist i hele det tidligere tjenestemandssystem, hvor der var en meget højere grad af tryghed i ansættelsen, og hvor en diskretionær afskedigelse medførte øjeblikkelig udbetaling af en tjenestemandspension. I dag er der behov for hjælp fra KLF i et meget større omfang. Næsten hver eneste dag er foreningens konsulenter bisiddere ved én eller flere tjenstlige samtaler på skolerne. Mindst en gang om ugen ender det i en afskedigelse, flest på grund af sygdom, men i et stigende omfang sker det også af andre årsager. Københavns Lærerforening er blevet meget vigtig for det enkelte medlem i forhold til at sikre tryghed og retfærdighed i ansættelsen. Det er blevet nødvendigt, at foreningen rådgiver på hele det sociale område, og der er derfor også ansat en socialrådgiver. Men også foreningens øvrige konsulenter er meget inde i dele af sociallovgivningen.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

KLF’s indflydelse skifter karakter Førhen skete udviklingen på skolerne nedefra, hvor det meste i dag styres centralt oppefra. Det har krævet en ændret strategi for, at KLF kan sikre, at folkeskolens og ikke mindst lærernes interesser bliver hørt. Tekst: Jan Trojaborg formand

e glade tressere kalder man 1960-årtiet og med god ret. Samfundet var præget af fremgang og øget velstand, mere frisind og et ændret syn på børneopdragelse. Det satte sig også spor i skolen, der i 1950’erne var ’den sorte skole’, som eftertiden har kaldt den. Håret blev længere, tonen friere og tiltalen på fornavn. Ydre tegn, der siden har afstedkommet et mere lige forhold mellem elever og lærere og medført et autoritetstab, som standen endnu ikke er kommet sig helt over. Lærerne læste 36 timer om ugen – i en mere lærebogsstyret undervisning − og man gik stadig i skole om lørdagen. I 1973 blev timelængden sat ned fra 50 til 45 minutter, og antallet af skoledage blev reduceret fra 240 til 200, da der ikke længere var lørdagsskole.

Lærerrådet var en magtfaktor på alle skoler, og lærerrådsformanden den toneangivende lærer. Københavns Lærerforening, som på det tidspunkt hed KL, havde ’repræsentanter’ på hver skole, der sikrede kontingentindbetalingerne, men ikke havde den store indflydelse, da alt var centralt aftalt. Der var kommet fælles lærerværelser for mænd og kvinder, en skoleinspektør og både en kvindelig og en mandlig viceskoleinspektør. Skolerne hørte til i Skoledirektoratet, der på de ledende poster var bemandet af læreruddannede. Skoleborgmesteren svævede over vandene, mens skoledirektøren styrede skibet placeret fjernt fra rådhuset. Det var så også ham – og det var en ham – som den nye sammensluttede forening forhandlede med og gjorde det i mange efterfølgende år, hvilket også gjaldt de fire viceskoledirektører. Der herskede en gensidig forståelse af skolens og lærernes liv, hvilket gjorde det lettere at finde fælles løsninger.

PETER GARDE

Der herskede en tro på, at udvikling kommer nedefra.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Fælleslærerrådet Indflydelse fik KLF’s formand blandt andet gennem sin plads i den særlige københavnske konstruktion Skoledirektionen oprettet i 1858, der havde stor betydning. Her afgjorde man skolelederansættelser og mange andre sager ved månedlige møder. Fælleslærerrådet, hvor der sad henholdsvis tre skoleinspektører, tre viceskoleinspektører og ni lærere, tog frem til 1980 blandt andet stilling til approberinger, det vil sige godkendelse af undervis-

ningsbøger m.v. og havde således besluttende myndighed. Fælleslærerrådet blev i 1989 afløst af Det Fællespædagogiske Råd med rådgivende karakter, som dog havde en væsentlig funktion ved de hyppigt anvendte høringer om pædagogiske forhold, og som fortsat gav ledere og lærere et mødested. I modsætning til i dag, hvor udvikling og ændringer mestendels er topstyrede, herskede der en tro på, at udvikling kommer nedefra. Skolevæsenet havde, ud over diverse fagkonsulenter, en udviklingsafdeling der uddelte midler til de aktive lærere, som kreerede nye projekter, og dem var der en hel del af. Der var sågar forsøgsskolen Emdrupborg, som eksperimenterede med nye måder at undervise og organisere sig på. Skolerne levede i en vis forstand deres eget liv uden al for megen central indblanding. Skolelederne kunne ty til SB-samlingen − Samlingen af Bestemmelser − der i syv grønne ringbind gav svar på alle tænkelige spørgsmål og i øvrigt rådføre sig med lærerrådet. Skoledirektionen blev nedlagt i 1989 og erstattet af Fællesrådet, hvor alle skolens parter inklusive forældre og elever mødtes med borgmesteren og nogle få politikere. Dette råd blev afviklet i 2011. Siden har der ikke været et formelt organ, hvor skolens folk mødes med politikerne. Det sker nu uformelt, idet politikerne stadig har brug for vores viden og holdninger. Når kanalerne for indflydelse er sandet til, har det været foreningens opgave at finde nye måder at matche arbejdsgivernes måde at indrette sig på. Styringen af den offentlige sektor giver genlyd på skoleområdet Schlüter-regeringen satte i 1980’erne kraftigt ind for at kontrollere de offentlige udgifter. Der skulle mere styr på brugen af borgernes penge, så ud fra styresystemer udviklet til det private erhvervsliv under samlebetegnelsen New Public Management blev der ansat folk med økonomisk uddannelse til at lede de offentlige virksomheder, som de nu blev kaldt. Det førte op igennem 1990’erne til en akademisering også af skoleforvaltningen, hvor der siden 2006 ikke har siddet en læreruddan-

net person i toppen af hierarkiet. Det hedder sig, at skoler og institutioner har fået større selvstyre, idet de selv kan bestemme over de tildelte kroner. I realiteten er der tale om en centralt styret decentralisering, idet enhederne selv skal forvalte pengene. I en årrække huserede grønthøsteren, som hvert år høvlede nogle procenter af budgettet. Politikerne prioriterer nu mere opgaverne, men da pengene bliver færre og færre, er det fortsat overladt til skolerne og institutionerne at afgøre, hvordan de bedst bruger midlerne. Djøf’iseringen, som det populært kaldes, giver store problemer, fordi toppen og i øvrigt en hel del af medarbejdere i den stadigt voksende administration ikke kender skoleverdenen indefra og har svært ved at forstå, hvordan lærere og de øvrige fagprofessionelle tænker, og hvad de er motiveret af. Det har i høj grad udfordret foreningen. Det er som to verdener med vidt forskellige værdisæt og som derfor har svært ved at finde fælles fodslag. Således tog det ni måneder i 2016 at få den af en enig Borgerrepræsentation foreslåede lokalaftale for lærernes arbejdstid forhandlet på plads med den administrerende direktør. Den skabte klarere rammer for skolerne og dermed mere ro, uden dog at løse det grundlæggende problem, mangel på tid. Dog er der de seneste år kommet en større forståelse af, at det er vigtigt at have lærere og ledere med praksiserfaring ansat i administrationen. Graden af samarbejde afhænger i høj grad også af den siddende borgmesters indstilling. Således deltog både KLF og pædagogernes to fagforeninger LFS og BUPL i intense forhandlinger med Anne Vang (A), der var politisk chef i 2010 til 2014, hvor vi var med til at forme flere reformer. Siden er vi ikke blevet inddraget i lignende arbejder. Borgmestrenes politiske tilhørsforhold har også haft betydning, idet vi i perioder har haft borgmestre med sympatiske skoletanker, men uden politisk flertal og dermed budgetmæssig opbakning, hvorfor området ikke er blevet tilgodeset i særlig høj grad. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Fagforeningen bliver professionaliseret

I perioden 1997 – 2001 gennemførte Københavns Kommune et forsøg med bydelsstyre i fire områder: Kgs. Enghave, Valby, Indre Nørrebro og Østerbro. Det blev en kaotisk, men også lærerig periode.

Igennem årene er sekretariatet gået fra at være en enkelt mand med kontor i sin egen lejlighed til at huse 13 medarbejdere i to ejendomme på Frydendalsvej.

ydelsforsøgene betød, at der var særskilte skoleforvaltninger i de enkelte forsøgsbydele. Foreningen skulle derfor i den periode forholde sig til fire forskellige bydele samt en central forvaltning, der havde ansvaret for skolerne i de øvrige bydele. Det var en lettere kaotisk periode, hvor der både skulle forhandles arbejdstidsaftaler fem forskellige steder, og da perioden samtidigt faldt sammen med indførelsen af Ny Løn i år 2000, var det en tid, hvor der næsten var forhandlinger i et væk. I de lokale hovedsamarbejdsudvalg havde foreningen stor gavn af lokale fællestillidsrepræsentanter, der skulle sparres

HENNING HJORTH

Bydelen Østerbro valgte den runde bygning på Trianglen som sit logo, mens turbulente bydelsrådsmøder meget passende blev afholdt i en bygning med navnet ’Krudttønden’.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

med og som udførte en vigtig funktion i forhold til at få den lokale medindflydelse og medbestemmelse til at fungere. På den ene side var det en spændende tid, hvor der blev prøvet nye samarbejdsformer af, men det var på den anden side også en periode, hvor der var et uhyre arbejdspres på foreningen, fordi man i de uprøvede politiske og administrative bydele ikke var bekendt med aftalesystemet. I foreningen drog vi derfor et lettelsen suk, da det efter en folkeafstemning stod klart, at bydelsforsøget skulle stoppe. Tilbage var så et større arbejde i eftersommeren 2001 med at få harmoniseret forskellighederne til nye fælles aftaler gældende i hele København. 7

Tekst: Ivan Jespersen, sekretariatschef

ed sammenlægningen af den mandlige og kvindelige lærerforening i 1967 skulle der også tages stilling til, hvem der på den administrative front skulle tegne foreningen. Valget faldt meget hurtig på overlærer Henry Carlsen, der i forvejen havde været forretningsfører for den mandlige del af lærerforeningen K.K. − Københavns Kommunelærerforening. Henry Carlsen havde siden 1946 været forretningsfører og leder af kontoret, som den gang var en del af hans egen lejlighed i Søborg. Den mandlige lærerforening fik imidlertid etableret egne lejemål først i 1962 Puggårdsgade og siden i 1968 i Frederiksborggade. Ved sammenlægningen af lærerforeningerne var det kontoret i Frederiksborgga-

Helge Rudal var forretningsfører i Københavns Lærerforening i 17 år.

KIRSTEN FICH PEDERSEN

Tekst: Ivan Jespersen, sekretariatschef

Bydelsforsøg var både en frihed og en byrde

de, der blev den fælles adresse. Den gang var der kun én ansat i sekretariatet, og vedkommende fik titlen forretningsfører. Henry Carlsen var kontoruddannet og havde alle roller: kontorbud, kontorassistent og kontorleder. Henry Carlsen nåede at være forretningsfører for den sammenlagte forening i tre år, før han måtte stoppe på grund af sygdom. Bestyrelsesmedlem, forretningsfører og underviser på én gang Efterfølgeren blev Helge Rudal, som overtog forretningsførerhvervet i 1970. Dengang var det muligt både at være medlem af bestyrelsen, være forretningsfører samt have fire ugentlige lektioner på en skole. For Helge Rudals vedkommende var det to eftermiddage med maskinskrivning på Grøndalsvængets Skole. I 17 år var Helge Rudal forretningsfører og dermed leder af sekretariatet. Kun i de første år, var han medlem af bestyrelsen, og i de sidste år blev timerne på skolen også opgivet, så han kunne koncentrere sin indsats omkring det stadigt voksende sekretariat. Den nye forening med både mandlige og kvindelige medlemmer havde imidlertid også brug for mere plads, og i 1971 kunne man så skrive under på købet af Frydendalsvej 24. Prisen for hele ejendommen var 700.000 kr. Københavns Lærerforening havde betinget sig, at huset var uden lejemål, så de daværende to lejere havde indvilget i at fraflytte inden 1. oktober, hvor lejemålet blev overtaget. 00 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Københavns Lærerforening købte Frydendalsvej 24 i 1971 – ejendommen ligger på Frederiksberg.

FOTOGRAF UKENDT

En pudsighed i forbindelse med købet var, at sælgeren var et svensk forsikringsselskab ’Ansvar, ömsesdidigt försäkringsbolag for helnyktra’. Det var nu ikke helt i den ånd møderne i huset blev gennemført. Til et godt bestyrelsesmøde var der tidligere naturligvis øl, snaps og smørrebrød på bordet, og i gemmerne fra den gang er også fundet en cigarklipper.

Frydendalsvej 24 gennemgik en omfattende renovering i 1989-90.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Teknologi letter kontorarbejdet I de år, hvor Helge Rudal var forretningsfører, blev sekretariatet udvidet og styrket. I de første år var udvidelsen på den kontoradministrative del i form af bogføring, hjælp til medlemsadministration, maskinskrivning og trykning på sværteduplikatoren. Kontingentopkrævningen blev overført fra KL-repræsentanterne på skolerne og blev foretaget på Frydendalsvej. Senere blev antallet af sagsbehandlere fordoblet, da Allan Hauge Nielsen blev ansat i 1983 som viceforretningsfører, og i 1985 blev den første konsulent Lillian Høybye ansat.

Konsulenter med lærerblod i årerne Konsulenterne er gennem årene stort set blevet rekrutteret fra egne rækker, således

KISSEN MØLLER HANSEN

Tiltrængt renovering Helge Rudal valgte efter 17 år som forretningsfører at stoppe kort før, han fyldte 70 år i 1987, og Allan Hauge Nielsen blev udnævnt til forretningsfører, og Ivan Jespersen blev ansat som konsulent. I 1989 opstod ønsket om at modernisere huset på Frydendalsvej. I bestyrelsen var der en vis modstand mod at bruge penge på et fagforeningspalads, så der blev indgået et ægte politisk kompromis, der skulle sikre, at medlemmerne også blev tilgodeset. Det skete ved, at foreningen erhvervede den første udlejningsejendom til medlemmerne, Hyltebjerg Allé i Vanløse. Under ombygningen af Frydendalsvej 24 i 1989-90 holdt KLF til i DLF’s ejendom i Rådhusstræde. Det var små hyggelige lokaler, der blot ikke var velegnede til foreningens virksomhed. Det hjalp lidt på det, at alle bestyrelsesmøder var placeret i Danmarks Lærerforenings daværende hovedstyrelsessal i Kompagnistræde. I august 1990 kunne bestyrelse og sekretariat så flytte ind i et nyrerenoveret hus, hvor især mødelokalerne på 2. sal og kantinen i kælderen var en stor gevinst. Det var nu muligt at holde en hel del af foreningens egne kurser på 2. sal, ligesom pensionistafdelingen fik et fast tilholdssted.

Allan Hauge Nielsen blev ansat som viceforretningsfører i 1983 og forretningsfører i 1987.

Ivan Jespersen blev ansat som konsulent i 1987 og sekretariatschef i 1995.

JESPER HYLLEMOSE

HENRIK NIELSEN

Der skete en voldsom professionalisering af selve arbejdet på kontoret. I begyndelsen af 1980’erne blev der anskaffet en elektrisk IBM skrivemaskine med kuglehoved og slettebånd, som betød en meget stor forbedring i foreningens kommunikationsmuligheder. Det var nu muligt at rette en slåfejl uden at skrive et brev helt om eller påføre et tykt lag korrekturlak. I 1986 blev det besluttet at overføre alle medlemsoplysninger til datamaskiner, som de blev kaldt den gang. Men der skulle endnu gå nogle år før alle på kontoret fik mulighed for at arbejde ved en computer med WordPerfect som tekstbehandlingssystem.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Frederiksberg Lærerforening flytter ind Næsten samtidig med beslutningen om ombygningen af Frydendalsvej 20 foregik forhandlinger med DLF om en ’normalisering’. Det betød, at spørgsmålet blev stillet, om man var ved at udbygge til en fremtid, der måske ikke ville byde på de samme økonomiske ressourcer. Tanken om at få indtægter ved at leje ud til anden side blev derfor født. Frederiksberg Lærerforening gik samtidig med planer om at sælge den lejlighed, som man hidtil havde haft på Gl. Kongevej og i stedet bo til leje. Resultatet blev, at Frederiksberg Lærerforening fra 2010 lejede sig ind i lokalerne på Frydendalsvej 24 på 1. sal. De renoverede lokaler i stuen Frydendalsvej 20 blev så omdannet til fælles mødelokaler for de to foreninger. 7

JAN KLINT POULSEN

Da professoren døde, og enken fraflyttede lejligheden, opstod ønsket om at rykke en del af foreningens øvrige aktiviteter over i huset Frydendalsvej 20. Det var ikke muligt at opnå tilladelse fra Frederiksberg kommune til, at hele huset blev gjort til erhvervslejemål, men vi fik lov til at inddrage en del af 1. salen til kontorer for KLK. Derved blev der skabt plads til bestyrelsens mødelokale med udvalgslokaler i stueetagen. Den store ombygning af huset Frydendalsvej 20 blev foretaget i 2009-10. Administrationen for KLK boede under ombygningen i DLF’s ejendom i Badstuestræde.

har Allan Hauge Nielsen, Ivan Jespersen, Vinni Hertz , Bente Grønbæk Bruun og Nina Boertmann forud for ansættelsen siddet i KLF’s bestyrelse, og Anne Lindegård tog springet til konsulentjobbet med en fortid som tillidsrepræsentant i bagagen. Lene Andersen blev oprindeligt ansat som kontorassistent i foreningen, men uddannede sig sidenhen til socialrådgiver. Jan Klint Poulsen, foreningens webredaktør, havde også nået at være tillids og arbejdsmiljørepræsentant og var inden ansættelsen begyndt at levere stof til foreningens hjemmeside. Gennem årene har der også været ansat en række meget dygtige kontorassistenter, der har været helt uundværlige i foreningens daglige drift.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

KLF udvider med naboejendommen Siden 1985 havde der ikke været plads til Københavns Lærerforenings Koloniers kontor på Frydendalsvej, og man havde derfor lejet sig ind på Bjerregårdsvej, som ligger på toppen af Valby Bakke. Det var imidlertid et stort ønske at få KLK tilbage til Frydendalsvej, og i Aase Ciccias formandstid lykkedes det i 1993 at købe naboejendommen Frydendalsvej 20. KLF købte ejendommen af Dansk Jægerforbund for 1.850.000 kr. Et levn fra tiden i Jægerforbundets eje kan ses i gulvet i hallen, hvor der er afbildet en jagthund i stiftmosaik. Kolonierne flyttede ind i stuen Frydendalsvej 20, mens hele førstesalen fortsat forblev udlejet til professor Billeskov-Jansen.

POUL RASMUSSEN

Sekretariatet i dag fra venstre bagerst: Bente Grønbæk Bruun, Anne Lindegaard, Ivan Jespersen, Dorthe Rasmussen, Hanne Spiegelberg, Jan Klint Poulsen. Forrest: Nina Boertmann, Sjanne Hansen, Jeanette Jensen. Derudover mangler Vinni Hertz og Lene Andersen på billedet.

I 1993 erhverver foreningen endnu en ejendom på Frydendalsvej. Først flyttede Kolonierne ind i stueetagen i nr. 20, og KK fik redaktionslokale i kælderen. Senere har foreningen indrettet lokaler til bestyrelsen i stuen.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Vigerslev Allés Skole. Røde mursten, tegltage og solidt tømmer vidner om en tid, hvor det offentlige byggeri stod for soliditet og høj kvalitet.

Bølger af forandringer har påvirket folkeskolen

Skolen er nu smukt renoveret.

Tekst: Jan Trojaborg formand

Integration i en multimatrikelskole:

60’erne og 70’ kom ’fremmedarbejderne’ til Danmark oftest fra Jugoslavien og Tyrkiet. Siden er mange andre nationaliteter kommet til, så 1/3 af alle elever i København kommer i dag fra familier, som vi kalder tosprogede. På trods af at mange af disse børn er født her i landet, har det været svært at integrere alle, og deres afgangskarakterer er stadig betydelig lavere end de øvrige elevers. Så trods talrige indsatser forestår der stadig en opgave med at skaffe chancelighed for alle børn. Trivselsmålinger viser dog, at generelt er de fleste elever glade for at gå i skole.

PETER GARDE

Rent beklædningsmæssigt fandt pigerne ud af, hvordan Mathæusgades Skole og Tove Ditlevsens Skole kunne integreres, da skolerne blev sammenlagt.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Skoler følger med tiden Nogle københavnske skoler ligner udefra set sig selv, som da de blev bygget for mange årtier siden. Men kommer man indenfor, eller besøger man de mange nybyggede og renoverede skoler, oplever man en høj standard. Efter faldende elevtal langt op i 1990’erne, afspejler skolerne nu den dramatiske udvikling i kraft af den store befolkningstilvækst og dermed forbedrede økonomi, som København har oplevet de seneste 20 år. De fysiske forhold – med belastende skønhedspletter og efterveer efter byggesjusk og entreprenør-fallitter – er nu stort set i orden. Nu er tiden kommet til at gøre forholdene bedre for de ansatte. Det er dét, KLF stadig og stædigt arbejder for. Det klassiske klasseværelse eksisterer fortsat. Det er oftest én lærer eller børnehaveklasseleder, der står over for en klasse elever, og der er stadig en klasselærer eller kontaktlærer. Børnene er nok noget mere individualistiske og variationen større efter, at flere inkluderes i normalområdet, hvor de tidligere ville være på specialskoler. Skoler blev heldagsskoler, profilskoler eller kompetencecentre, føde- og overbygningsskoler er stødt til, observationskolonier er blevet til familieskoler, Børnecenter København (BCK) er oprettet til de

OLA SALTIN

Hastigheden af samfundsforandringer er vokset kolossalt de sidste 50 år. Det har selvfølgelig også sat sit præg på skolen. Fra 1960’erne og 70’erne, hvor der var et betydeligt råderum, til dagens stærke styring oppefra.

mest udsatte børn, der er oprettet UUcentre, hvor vejlederne holder til, og der er 14 madskoler. Der bliver nu tilbudt økologisk lækker mad under betegnelsen EAT på hovedparten af skolerne. Der er etableret tættere samarbejde med fritidshjemmene. Næsten en milliard til specialundervisning Specialundervisningen og -skolerne har lige som folkeskolen været under konstante forandringer gennem de sidste mange år, og nogle hovedtræk skal omtales. Det statiske syn på problembørnene ændredes fra 1960’erne og fremad. Opfattelsen af de handicappede, skulkerne, de læseretarderede og alle de andre, der afveg fra normen, som havde rod i noget biologisk eller medicinsk, er nu erstattet af et menneskesyn præget af en pædagogisk tilgang til det enkelte barn og dets familie. Inklusion blev vejen. En milepæl er særforsorgens udlægning i 1980, der betød, at amterne overtog opgaven for de døve, blinde, hørehandicappede og de udviklingshæmmede. Fokus blev nu rettet mod, at disse børn skulle undervises og ikke blot have et socialpædagogisk tilbud. Det har uden tvivl med-

virket til udviklingen af den kvalitet, vi i dag ser på specialskolerne. I 1980’erne blev flere og flere børn henvist til børneog ungdomspsykiatrien og fik diagnoser inden for gennemgribende udviklings- og autismespektrum-forstyrrelser og ADHD. Mange af disse børn blev henvist på baggrund af de samme symptomer som børn med socio-emotionelle vanskeligheder. Denne sammenblanding har også medvirket til, at disse børn sidder i skolerne i dag og ikke på behandlingssteder i socialforvaltningsregi. Den næste milepæl blev udlægningen af specialundervisningen til skolerne med den hensigt at give de handicappede et tilbud så tæt på det normale som muligt. Skolelederne fik nu sammen med forældrene kompetencen til at iværksætte specialundervisning og supplerende undervisning uden PPR’s medvirken. Kun i særlige tilfælde skulle PPR inddrages. Det har ført til en noget uens tildeling af støtte hen over byen. I år 2000 kom der så en lovændring, som betød, at kommunerne nu selv skal afgøre, hvornår et barn har behov for vidtgående specialundervisning. Det besluttes i dag i den centrale visitation i HNG. 00 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

PETER GARDE

Specialskolerne har gennemgået en betydelig udvikling og i visse henseender været foran folkeskolen i forhold til at arbejde i teams og tværfagligt med pædagoger, fysio- og ergoterapeuter. Frejaskolen og Skolen i Charlottegården er i dag kompetencecentre og holder kurser for lærere på almenskolerne og vejleder om integrerede børn med damp og autisme. Henvisningerne til specialundervisningen blev gennem årene mere end fordoblet. Inklusion af elever, der tidligere kom i

Der er sket store forandringer på specialskolerne. Helt konkret har Strandparkskolen for eksempel fået anlagt en stor trafiklegeplads foran skolen. Her kan eleverne øve færdselsregler og trafikadfærd.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

specialskoler, blev indført i 2012 – i København under betegnelsen Specialreformen. Hensigten var og er, at alle – også dem med særlige behov eller udfordringer – har ret til og mulighed for at gå i skole med deres jævnaldrende kammerater i det nærmiljø, hvor de bor. Det hed sig, at det ikke skulle være en spareøvelse i København. Trods gode viljer og diverse særlige ordninger på folkeskolerne kaldet Skole-flex og BUF-flex, har oplevelsen været, at der ikke har været penge nok til at tilgodese disse børns særlige behov, og at lærerne ikke uddannelsesmæssigt har været klædt godt nok på. Inklusionsbestræbelserne skyldes dels tilslutningen til den såkaldte Salamancaerklæring fra 1994, og dels at udgifterne til specialområdet i København var nået op på over 900 mio. kr. årligt, og at man derfor ville låse dette niveau fast i en situation, hvor elevtallet fortsat voksede voldsomt. Målet var, at antallet af børn i den almindelige folkeskole skulle stige fra 94,4% til 96% − for at leve op til aftalen mellem KL og den daværende regering – hvilket også er sket. Der pågår stadig en debat, om skolerne har et værdisæt om anderledeshed og forskellighed, der er forudsætningen for en god integration, og om hvorvidt udsatte børn er tjent med at gå i folkeskolen, som den ser ud nu.

PETER GARDE

mangfoldige tilbud fra diverse organisationer, så der er meget at vælge imellem. På det indholdsmæssige område er der sandelig også sket meget. Det vil føre for vidt at skildre grundigt, men en kort omtale er på sin plads. Fra centralt hold kanon i dansk i 2005, kanon i historie i 2006, nationale tests i 2006, nye prøveformer og udtræksfag; pædagogisk-psykologiske teorier er stødt til om de mange intelligenser, cooperative learning, læringsstile og læringsmål; og der er tilføjet kommunale krav om formulering af politiker vedrørende vold, mobning og døds-

I de nye bygninger på Brønshøj Skole er der lysindfald oppefra og funktionelle, æstetiske arbejdspladser.

Værkstedsområdet på Skolen i Sydhavnen gør det muligt at arbejde med store formater. Små huse kan trilles ind og ud, og båden kan rulles ned til egen kajplads.

PETER GARDE

Kunstnerisk udsmykning af Leif Sylvester Petersen over indgangspartiet på Ørestad Skole.

Fra den analoge skole til den digitale Der er fortsat klassetrin, men nu er normen, at skolen er afdelingsopdelt i typisk indskoling, mellemtrin og udskoling. Lærerne specialiserer sig således nu både i fag og i elevtrin. Der er altså sket væsentlige organisatoriske og teknologiske ændringer i skolen. Skolen profilerer sig således på sin egen hjemmeside, mens kommunikationen foregår på internetportalen ’intra’ − henholdsvis lærer- og forældreintra. Et kuriosum og et tegn på læreres kreativitet er, at ’intra’ som system er udviklet af to lærere i Aabenraa tilbage i 1999. Nu er dets levetid dog ved at rinde ud – det nye system Aula sættes i gang i 2019. Lærerne arbejder i teams omkring årgange og om fag, laver årsplaner, elev- og ugeplaner. Problemer med børn behandles i ressourcecentret. Stillingsmæssigt er der nu vejledere i diverse fag, teamkoordinatorer, inklusions- og skolepædagoger samt udskolingsambassadører. Rundt om skolen er der oprettet billedskole, musikskole, teaterskole, dansescene, miljøtilbud, vandværksted, skoletjeneste på mange museer, Børnenes Madhus, frodige skolehaver og meget mere kunne nævnes. Dertil er der med en særlig bevilling til Åben Skole givet mulighed for skolerne til at komme gratis på museer og benytte sig af mange andre tilbud. Endelig kommer

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

PETER GARDE

Fra skolevæsen til børne- og ungdomsfor valtning Omkring årtusindskiftet skabte flere og flere kommuner fællesforvaltninger for børn fra 0-18 år. Det skete også i København i 1997, hvor det efter flere navneskift nu hedder Børne- og Ungdomsforvaltningen, populært kaldet BUF. Rent fysisk betød det også, at direktørerne, der hidtil holdt til i Skoleforvaltningen på Islands Brygge, som en direktion – a la det private erhvervsliv − rykkede ind på Rådhuset for at være tæt på borgmesteren og det politiske udvalg. Det signalerede samtidig et klart kursskifte, idet opmærksomheden, der tidligere i høj grad blev rettet mod skolerne, nu blev rettet opad mod politikerne. Fusionen af Skoleforvaltningen med dele af Socialforvaltningen gik ikke helt stille af, idet pædagogerne mente, at fæl-

Københavns Madhus inviterer elever på faglige kurser i sund og lækker kost.

Alt dét skal KLF naturligvis forholde sig til både pædagogisk og organisatorisk. Nogle forandringer er forbedringer, andre er det ikke. Vores vurderinger sker i tæt samarbejde med de mange forskellige faggrupper, der er medlemmer af foreningen. Det gælder psykologer, tale-hørelærere, lærerne på de syv privatskoler med gymnasieoverbygning, professionsbachelorer, konsulenter i administrationen, undervisere og konsulenter på forskellige institutioner, svømmelærere med flere. Derved kan vi med indsigt gå til politikere og forvaltning med underbyggede konkrete forslag og kvalificerede høringssvar for at skabe gode rammer for børn og unge og bedst mulige arbejdsbetingelser for de ansatte i tider med konstante omstruktureringer. København skal som andre kommuner følge de nationale bestemmelser, men har alligevel et pænt råderum. Det gør vi meget for at være med til at sikre. Indflydelsen går nu kun i beskedent omfang gennem formelle fora, men sker me-

PETER GARDE

re uformelt og ved påvirkning blandt andet via vores hjemmeside, i Folkeskolen og i pressen.

lesforvaltningen var domineret af skolekulturen. Den tid er nu forbi, men sammenhængen kan gøres bedre, der er stadig problemer med børnenes overgange fra enhed til enhed og behov for en tænkning i det hele børneliv. Siden indførelsen af inklusionspædagoger i 2011 og skolepædagoger via skolereformen i 2013, er der sket forbedringer, men der er plads til flere. I dag er BUF kommunens største forvaltning med ikke færre end 18.000 ansatte. En kolos, der for at kunne håndtere de 70 skoler og de mange hundrede institutioner og andre enheder, har delt kommunen op i fem områder hver med sin egen administration. 7

Øresundsmiljøskolen tager skoleelever med på havet og undersøger naturen, miljøet og historiske sammenhænge.

PETER GARDE

Billedskolen i Tvillingehallen har både skolehold og egne tilbud til forskellige aldersklasser.

fald i familien, trivselsmålinger med mere. På den teknologiske front har digitale tavler erstattet de klassiske sorte eller grønne af slagsen, og mange elever arbejder enten på computere eller tablets, mens smartphones efter behov bliver inddraget aktivt i undervisningen. Eleverne udsættes for årlige nationale tests i forskellige fag, og i 8. klasse bliver de vurderet i forhold til deres uddannelsesparathed. Eleverne bliver således målt og vejet i udstrakt grad, og det har bekymrende følgevirkninger for mange. Endelig er folkeskolen omdannet til første trin på uddannelsestrappen, idet der skal ’2’ til i afgangskarakter for at komme på en erhvervsfaglig uddannelse og ’4’ til optagelse på de gymnasiale uddannelser. På det overordnede plan har læseundersøgelser, både danske og udenlandske, sammen med talrige PISA-undersøgelser, den New Zealandske forsker Hatties megaanalyser med flere forårsaget mange politiske indsatser, der ofte er endt i fejlslagne løsninger. Der er nedlagt skoler i perioden, adskillige skoler er blevet sammenlagt – ofte under voldsommer protester − og nye er kommet til. Og sidst men ikke mindst er skolerne blevet meget større, nogle med flere end 1.200 elever, så vi er på vej mod niveauet i 1950’erne. Så trods ligheder med tidligere tiders skole er meget forandret.

Skolehaverne er blevet et tilløbsstykke både til sommerhaver og vinterkurser.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Tre skolelove, der har sat varige spor Over årene er folkeskolen blevet gennemgribende reformeret tre gange. I 1975 blev enhedsskolen indført, i 1993 blev der lagt vægt på undervisningsdifferentiering og projektarbejde, og i 2014 kom reformen med heldagsskole og understøttende undervisning.

1975 kom der en ny skolelov, som endegyldigt afskaffede den delte skole. Nu skulle alle elever følges ad i en enhedsskole fra børnehaveklasse til 9. klasse, der kunne afsluttes med den frivillige ’folkeskolens afgangsprøve’, som efter 10. klasse hed ’folkeskolens udvidede afgangsprøve’. Formålsparagraffen blev reformuleret, og linjerne om det kristne livssyn og det nationale røg ud. Social lighed, selvstændighed og sekularisering kom i højsædet som skolepolitiske værdier, og skolen skulle være med til at sikre velfærden. I klasseværelset blev katedrene færre og borde i hestesko flere. Gruppearbejde var udbredt, og ’klassens time’ blev obligatorisk, elevråd blev afprøvet rundt omkring for at blive obligatorisk i 1986. Eleverne skulle opdrages til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund. I 1975-loven kom også formuleringen ”Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati” med. Mens elevernes indflydelse voksede, blev lærernes forringet med ændringerne i Skolestyrelsesloven i 1989, idet lærerrådets indflydelse blev stækket samtidig med, at skolenævnene blev til skolebestyrelser. Det betød, at hvor lærerrådsformanden tidligere var det respekterede talerør for lærerne, så fik tillidsrepræsentanten større indflydelse, da indførelsen

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

af overenskomstsystemet i 1993 bevirkede, at der var brug for en lokal aftalerepræsentant. Dette medførte, at foreningen oprustede TR-uddannelsen, der var blevet igangsat i 1980’erne. Kursskifte med 1993-loven Skoleloven i 1993 varslede et kursskifte, idet den individbaserede undervisning kom i højsædet, ansvar og dannelse blev til selvansvar og selvdannelse, projektopgaver blev indført, og undervisningsdifferentiering og tværfaglighed blev de pædagogiske ledetråde. Siden hen blev loven ændret talrige gange lige så vel som læreruddannelsen, der oprindelig foregik på seminarier nu blev til en bacheloruddannelse på professionshøjskoler. Og i 2002 blev der tilføjet en meritlæreruddannelse på 2 år i stedet for 4 år for folk med erhvervserfaring og med andre uddannelser bag sig. 1993 var på flere måder et skelsættende år, idet det ved overenskomstforhandlingerne blev aftalt, at de fremtidige lærere skulle ansættes overenskomstmæssigt og ikke som tjenestemænd, og der blev indgået en ufleksibel arbejdstidsaftale delt op i U-, F- og Ø-tid. Den skulle vise, at lærerne − der i vide kredse i befolkningen blev anset for at have mere fri og dermed arbejde mindre end andre lønmodtagere − arbejdede lige så meget som alle andre.

SINE FIIG

Tekst: Jan Trojaborg formand

Dermed gjorde aftalen lærerne mere til lønarbejdere, hvilket kom til at give store problemer, idet mange i højere grad havde en opfattelse af arbejdet som et kald med stor selvstændighed og fleksibilitet. Aftalen afstedkom massiv utilfredshed, som det dog lykkedes at afsvække med senere revisioner af arbejdstidsforholdene ved efterfølgende overenskomstfornyelser. Lockout og helddagsskole De sejlivede fordomme om lærere som særligt begunstigede vækkede KL senere til live ved en veltilrettelagt pressekampagne over halvandet år. Den var medvirkende til, at det lykkedes KL i 2013 at slippe af sted med at undlade at forhandle reelt under overenskomstfornyelsen det år. Det var paradoksalt, for i årene efter 1993 forbedredes aftalerne i god samdrægtighed kulminerende med en god og fleksibel professionsaftale i 2008, som nu røg på gulvet og blev erstattet med et uhørt lovindgreb, i form af arbejdstidsloven L 409, efter en måned lang lockout af

lærerne. Dette er endnu et eksempel på et overgreb, som lærernes og lærerforeningernes historie desværre har været så rig på. Skoleloven i 2014 kom til verden på en helt speciel facon og på et uheldigt tidspunkt efter lockouten i 2013. De regeringsbærende partier socialdemokratiet, de radikale og SF med statsminister Helle Thorning Schmidt og undervisningsminister Christine Antorini i spidsen ønskede brændende en ny og anderledes skole, for ”… vores børn skal være den dygtigste generation i danmarkshistorien”, som statsministeren udtrykte det. Skolen skulle være en heldagsskole, hvor lærere og pædagoger arbejdede sammen. Der skulle være aktivitetstimer, der til slut kom til at hedde ’understøttende undervisning’, lektiecaféer, minimum 45 minutters bevægelse hver dag, tidligere sprogundervisning med engelsk fra 1. klasse og fransk/ tysk fra femte, valgfag fra 7. klasse, Åben Skole og mere inddragelse af it i undervisningen. ➤➤

Eleverne skulle ikke længere sidde på række og geled. Katedrene blev færre og borde i hesteskoopstilling flere.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

PETER GARDE

Snevejr på Rådhuspladsen da KLF kommer med plakater og fane.

Lærere fra Brønshøj, Husum og Nordvest på vej mod Rådhuset.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

m.v., og hvor også kommunikationen med forældrene senere skal foregå. Det er en stor omvæltning, der i en tid med et presset personale opleves som en yderligere belastning. Kritikken går på, at systemet vil fastlåse lærerne i en programmeret systematik og være en tidsrøver i en periode, hvor tid er en udtalt mangelvare. Fortalerne ser store muligheder i systemet, så tiden må vise, om der virkelig bliver tale om en teknologisk og arbejdsmæssig landvinding. Skolen er blevet en politisk kampplads Ændringerne skulle som ved tidligere love sikre landets velstand. Nyt er, at skolen skal bidrage til at øge Danmarks konkurrenceevne. Kritikere er gået så vidt som at karakterisere skolesystemet som første led i beskæftigelsespolitikken. Indflydelsen fra anbefalingerne fra OECD (de vestlige landes organ for økonomisk samarbejde og udvikling) og resultaterne fra de talrige PISA-undersøgelser har sat deres tydelige spor i dansk uddannelsespolitik. ”Fra at uddannelse blev anset som en demokratisk rettighed, er det blevet en individuel, livslang forpligtigelse til gavn for velfærd og økonomisk vækst”, som det skarpt formuleres i det fremragende værk Dansk Skolehistorie i fem bind, redigeret af Charlotte Appel og Ning de ConinckSmith. Den underfinansierede skolereform parret med en arbejdstidslov betyder, at lærerne i dag underviser lige så meget som i 1970’erne, og da man af ideologiske årsager fastholdt den fulde tilstedeværelse på arbejdspladsen, skabtes navnlig de første to år betydelig modvilje mod reformen, forårsagede forhøjet sygefravær og mange stressramte lærere og ledere. Det har også betydet stor lærerflugt både til andre kommuner, hvor arbejdsbetingelserne blev lempet, og helt ud af faget. Personaleomsætningen har været stærkt forøget, hvilket har betydet mistet erfaring og skabt historieløshed. Generelt har udviklingen siden 1975 betydet, at skolen blev ’skolen for alle’. Den er også blevet ’alles skole’, hvor mange giver deres besyv med om, hvordan skolen skal udvikle sig – uden at viden og

PETER GARDE

underliggende pædagogisk-didaktiske tænkning efter kritikernes mening ikke holder vand. Som en konsekvens af kravet om større faglighed, blev det besluttet, at alle lærere i 2020 skal have bestået et linjefag (uddannelsesfag) som forudsætning for at undervise i det pågældende fag. Det går – trods økonomiske tilskud centralt fra – imidlertid trægt med at opfylde dette mål. For første gang i nyere tid inddrog man ikke skolens parter – ledere, lærere, forældre og børn endsige forskere − i forberedelsen af reformen. Det blev et snævert politisk projekt med meget få, centrale aktører. Mantraerne lød, at ’børnene skal blive så dygtige, de kan’, at ’den sociale arv skal brydes’, og at ’tilliden til folkeskolen genopbygges’. Inspirationen var hentet fra nogle få skoler i Danmark og i høj grad fra reformeringen af skolevæsenet i Ontario, Canada, hvor der i den periode virkelig var sket forbedringer og derfor blev tidens store udflugtsmål. De danske besøgende glemte imidlertid, at blandt de canadiske forudsætninger var, at fagforeningerne skulle inddrages, og at reformerne til en start skulle have større bevillinger. Det skete ikke i Danmark, en fatal og aldrig indrømmet brøler. Ministeriet fik til opgave at ansætte flere end 40 læringskonsulenter på landsplan til at hjælpe skolerne med at iværksætte reformen. I København var man klar over, at det ville række som en skrædder i helvede, og derfor valgte Børne- og Ungdomsudvalget at ansætte mange læreruddannede FIT’ere (Fagligt Implementerings Teams) og FAT’ere (Faglige Fyrtårne) som fødselshjælpere ude i marken. Nu hedder de alle læringskonsulenter ansat i Fagligt Center i den centrale del af forvaltningen kaldet HNG – Hans Nansens Gård − det tidligere skattevæsen i Gyldenløvesgade med flere end 300 medarbejdere. De er ansat i ’den faglige praksisnære support’, en benævnelse der også siger noget om tidernes skiftende sprogbrug. De har nu i skoleåret 2017/18 den opgave at lære og støtte lærere og børnehaveklasseledere i at anvende den nye digitale læringsplatform MeeBook, hvor årsplaner, team- og elevplaner, undervisningsprogrammer

En lang, lang slange af lærere går til Christiansborg Slotsplads.

PETER GARDE

Fra undervisning til læring Det stod ikke i loven fra 2014, men en væsentlig følge var, at der skulle sættes klare mål for læringen for hver enkelt elev i hver enkelt lektion. Denne umulighed har man senere renonceret på. Men der skal fortsat være fokus på den individuelle læring, hvor det tidligere var undervisningens mål som beskrevet i de forskellige udgaver af ’Fælles Mål’, der var styrende. Denne såkaldte læringsmålsstyrede undervisning var ikke politisk besluttet, men udviklet i Undervisningsministeriet. Den har siden været særdeles omdiskuteret, blandt andet fordi ingen andre lande har tilsvarende systemer, og fordi hele den

Demonstration foran Forligsinstitutionen – harmen var stor.

indsigt ses som en nødvendig forudsætning. Det har medvirket til, at skolen er blevet en politisk kampplads, hvilket tydeligt kan aflæses hver eneste dag i aviser, andre medier og på nettet. Det har uden tvivl i høj grad belastet skolens ansatte hele tiden at være i skudlinjen og samtidig selv være sat uden for indflydelse. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Samarbejde med andre organisationer er nødvendigt, men i 2002 faldt det lidt paradoksalt ud. 70 procent af de københavnske lærere og 94,5 i DLF stemte nej til et mægligsforslag, men de øvrige KTO-organisationer med tilsammen 650.000 medlemmer sikrede et ja.

KLF kan ikke stå alene Samarbejdet med andre organisationer har været en væsentlig del af KLF’s historie. Igennem tiden har vi samarbejdet med blandt andet tjenestemandsorganisationer, Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation og ikke mindst skolelederne.

1971 blev den første formelle samarbejdsaftale med andre organisationer indgået. Det skete i regi af KTF – Københavnske Tjenestemænds Fællesudvalg. Som navnet antyder, var det udelukkende et samarbejde med de tjenestemandsorganisationer, der havde ansatte i Københavns Kommune. Det drejede sig om Kommunalforeningen, Sygeplejerskerne, Kommunalarbejderne, Kedelpasserne og Lærerforeningen. Det var de eneste organisationer, som havde retten til at organisere tjenestemænd i Københavns Kommune. Kommunalforeningen var i starten den organisation, som sad på både formandsposten og posten som sekretær for KTF. Men efter intern uro i Kommunalforeningen i 1985 blev Københavns Lærerforenings formand Henning Søby Christensen også formand for KTF, og Allan Hauge Nielsen blev sekretær for KTF. Allan var på daværende tidspunkt også viceforretningsfører i lærerforeningen. Det gav en øget indflydelse til foreningen i den periode, hvor formanden repræsenterede samtlige københavnske tjenestemænd. Nye fællesskaber opstår Fra 1990´erne var der imidlertid brug fra et større fællesskab blandt de københavnske organisationer – det var ikke nok, at kun tjenestemandsorganisationerne sam-

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

arbejdede. Man besluttede derfor at danne en ny organisation – KLOF (Københavnske Lønmodtagerorganisationers Fællesrepræsentation), hvor formanden blev Poul Winkler. Det lykkedes dog Allan Hauge Nielsen at få lov til at fortsætte som sekretær for den nye forening og dermed fortsat sikre viden om forhandlingsforholdene til foreningen. Det skete bl.a. via sekretariatsudvalget i KTU (forløberen for KTO senere Forhandlingsfællesskabet). Indtil lærerne blev overenskomstansatte fra 1993, var Københavns Lærerforening den eneste lærerorganisation med kommunalt ansatte. Lærerne i folkeskolen uden for København fik deres forhandlingsforhold afgjort i staten. Det var derfor vigtigt for Lærernes Centralorganisation at kunne følge med, hvad der skete kommunalt, og det bevirkede, at sekretariatschefen for LC sad på en af Københavns Lærerforenings pladser i KTU´s repræsentantskab. Samarbejdet i København ændrede igen karakter, da man i 1994 besluttede at danne KFF (Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation). Det er et samarbejde, der fortsat eksisterer i 2017. På skift er formanden for KFF en repræsentant fra LO-grupperne og en repræsentant fra FTF-grupperne. I de senere år har formanden for KLF Jan Trojaborg således hvert andet år været formand for KTF.

PETER GARDE

Tekst: Ivan Jespersen, sekretariatschef

Fra venstre: overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, KTOformand Poul Winckler og forligskvinde Mette Christensen i Forligsinstitutionen.

Fornuftsægteskab med skolelederne Skolelederne var oprindelig kun særlige medlemmer i Københavns Lærerforening, da forhandlingsretten for embedsmænd lå i Københavns Kommunalforening. Men da man i 2004 besluttede at opløse Kommunalforeningen, var skolederne forhandlingsmæssigt hjemløse. Tjenestemænd kunne kun være medlem af én af de organisationer, der havde forhandlingsret. Fra 1. april 2004 blev der derfor oprettet en ny organisation Samvirket Københavns Skolelederforening (KS), Københavns Lærerforening (KLF) − SKK. SKK havde bl.a. til formål at varetage de overordnede forhandlingsforhold for KS og KLF. KLF´s medlemskab af Lærernes Centralorganisation blev derfor overdraget til SKK. Dannelsen af SKK var på mange måder et fornuftsægteskab. KS bevarede sin fulde suverænitet men samarbejdede i SKK med KLF. For KLF betød den nye organisation, at afdelingslederne − der havde deres forhandlingsret i KLF − fik et fagligt fællesskab med de øvrige skoleledere i SKK, hvor der blev dannet en særlig lederfraktion.

Der blev oprettet et fællessekretariat, der betjente de tre organisationer: KS, KLF og SKK. Til at betjene ledergrupperne ansatte man den tidligere formand for Københavns Lærerforening Henning Søby Christensen. Han havde siden formandstiden (1980-1990) været ungdomsskoleinspektør og forhandlingsleder i skolevæsenet. Henning var højt respekteret fra alle sider og havde en væsentlig andel i konstruktionens bæredygtighed. SKK eksisterede indtil KLF blev fusioneret med DLF, men skolelederne i København har fortsat med forkortelsen, der nu står for: Skolelederne Københavns Kommune. Lederne i København ønskede fællesskab med de øvrige ledere i landet og indtrådte derfor i Skolelederforeningen. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Forhandlingerne om en sammenslutning mellem DLF og de daværende to københavnske lærerforeninger begyndte helt tilbage i 1909. I 1951 kom medlemmer af KLF med i DLF på særlige vilkår, men først i 2009 blev KLF sammenlægningen reel. Tekst: Jan Trojaborg formand

et var landsbylærerne, der stiftede DLF i 1874, siden kom købstadslærere og andre til, mens lærerne i København ikke var med. Lønsagen har altid spillet en stor rolle for DLF, og da København var lønførende, var man meget opsat på at få K.K.L. − Københavns Kommunelærerindeforening og K.K. − Københavns Kommunelærerforening med. Forhandlingerne om en sammenslutning med DLF begyndte helt tilbage i 1909, men der skulle ikke færre end tre kuldslåede afstemninger til, før der i 1950 opnåedes enighed. Ved afstemningen i foråret 1950 var der massiv opbakning fra både de kvindelige og de mandlige københavnske lærere med flere end 80%’s ja’er og imponerende stemmeprocenter på 84 og 86. De københavnske lærere blev derpå fra 1. januar 1951 medlemmer af DLF, ville modtage fagbladet ’Folkeskolen’, skulle betale et kontingent på 12 kr. pr. måned − der udgjorde halvdelen af det normale kontingent − de to lærerforeningers formænd fik hver automatisk en plads i hovedstyrelsen, og de to foreningers bestyrelser fik sæde i repræsentantskabet. Da københavnerne fortsat havde selvstændige foreninger og derfor havde egen forhandlingsret, kunne de ikke stemme ved OK-spørgsmål. DLF vurderede dengang, at sammenlægningen ville give større slagstyrke og dermed også kunne løfte lønningerne, men det tog nu sin tid. Dog blev året 1958 skelsættende, idet kvinder og mænd endelig langt om længe fik lige løn.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Diskussioner om KLF’s pladser i hoved styrelsen Gennem årene har der været diskussioner i kredse i DLF om rimeligheden af, at de to københavnere var fødte medlemmer af det øverste organ, og kritik af at KLF ikke bidrog fuldt ud til fællesskabet. Op gennem 1990’erne blev ønsket eller kravet om dét, man nedsættende kaldte en normalisering, stærkere og tydeligere. Emnet blev på flere kongresser drøftet for at blive sendt i udvalg, hvis analyser og anbefalinger blev fremlagt på efterfølgende kongresser. I 2002 var der forslag om en reduktion af antallet af pladser i hovedstyrelsen, således at blandt andet KLF’s næstformand ikke længere skulle have sæde. Netop på det tidspunkt havde DLF hyret firmaet Dafolo til at analyse foreningens struktur. Deres konklusion var, at antallet af personer i hovedstyrelsen ikke skulle mindskes, og at man havde brug for KLF, fordi vi havde en plads i forretningsudvalget i Lærernes Centralorganisation LC (oprettet i 1980), som styrer overenskomstforhandlingerne. Forslaget om færre pladser i hovedstyrelsen blev så frafaldet. I 2003 blev et vedtægtsforslag om ’normalisering’ vedtaget, men ikke med det krævede 2/3’s flertal, hvorfor det faldt. Da Københavns Kommune imidlertid sammen med Frederiksberg endelig blev medlem af Kommunernes Landsforening, KL, i 2005, var banen kridtet op, for da forsvandt vores stærkeste argument. Nemlig,

100 år senere bliver sammenlægningen en realitet I 2008 og 2009 forhandledes der om vilkår for sammenlægningen. Heraf kan blandt andet nævnes, hvad der blev opnået enighed om: 1) KLF indgår i valg til hovedstyrelsen på linje med alle andre kredse; 2) At kontingentet fra 2011 til og med 2016 stiger gradvist til ’almindeligt kredsniveau’; 3) At KLF’s Særlig Fond opløses 31. december 2010. Overskydende beløb i.f.t. niveauet for DLF’s aktive medlemmer målt pr. medlem disponerer KLF selv over; 4) At der sker en sammenlægning af ledergrupperne i KLF og Københavns Skolelederforening, som samlet kan gå ind i ’Skolelederne’; 5) At KLF indgår i kravopstillingen i DLF forud for OK-11; 6) At KLF bevarer sit indre demokrati, herunder bl.a. kønskvoteringen ved valg til bestyrelsen; 7) At KLF’s TR-uddannelse gradvist overgår til DLF; 8) At medlemmerne ved de private gymnasiers grundskoler i Københavns Kommune i løbet af overgangsperioden overføres fra Frederiksberg Kommunelærerforening til KLF. Bestyrelsen tiltrådte enstemmigt aftalen, som også blev præsenteret på TRmøder, på skolemøder og møder for afdelingslederne (der var medlem af KLF), i KK 6/2009, på et møde for pensionisterne og ved en ekstraordinær generalforsamling 11. maj. Der måtte hele to afstemninger til, før medlemmerne godkendte aftalen. Første afstemning 12. juni gav det krævede 2/3’s flertal, men levede ikke op til vedtægtens krav om deltagelse af 3/4 af medlemmerne. Derfor måtte der en anden runde til 26. juni, hvor 75% stemte ja, mens 25% stemte nej − med en stemmeprocent på 63. Efterfølgende vedtog DLF’s kongres og KLF’s generalforsamling de nødvendige vedtægtsmæssige ændringer.

PETER GARDE

KLF og DLF − en meget langtrukken tilnærmelse

at KLF var en selvstændig forening med egen forhandlingsret, en rettighed der stammer helt tilbage fra Svenskekrigene, hvor københavnere reddede landet, idet vi slog svenskerne ved deres belejring af København i 1659.

Der var stor skepsis blandt foreningens pensionister, da planen om en sammenslutning med DLF blev præsenteret.

Det trykte medlemsblad måtte vige pladsen Økonomisk har det betydet, at vi etapevis hen over de efterfølgende seks år til og med 2016 skulle levere mere i kontingent endende med ca. 5 mio. kr. mere pr. år til DLF. Aftalen har betydet en strammere økonomi. Men det er lykkedes at komme rimelig helskindet igennem perioden med stor opmærksomhed på at kunne hjælpe medlemmerne bedst muligt og bevare et højt serviceniveau. Et af besparelseselementerne var nedlæggelsen af vores medlemsblad KK − med sidste udgivelse 26. juni 2014 efter 106 års levetid. Vi valgte i stedet at koncentrere os om at gøre foreningens hjemmeside, der var etableret i 2005, mere aktiv, engagerende og aktuel. En konsekvens af overførslen til DLF af 147 mio. kr. af midlerne i vores egen Særlig Fond var, at vi måtte afgive aktierne i Lærernes Pension og fire af vores udlejningsejendomme. I november-december 2011 kunne de københavnske lærere for første gang deltage ved valget til hovedstyrelsen. Resultatet var, at både formand Jan Trojaborg og næstformand Lars Sørensen blev valgt. Ved valget i 2015 lykkedes det igen at få valgt to KLF’ere, idet næstformand Lars Sørensen atter blev valgt sammen med bestyrelsesmedlem Kjell Nilsson. Det tog hele 100 år fra de første mislykkede forsøg i 1909 til en samlet lærerforening for alle folkeskolelærere i 2009. Man må virkelig med Piet Heins ord sande, at ’Ting tager tid’. 7 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Samarbejde på tværs af foreninger og forvaltninger

ennem mange år har vi haft et tæt og godt samarbejde med forældreforeningen Skole & Forældre, København – tidligere Skole og Samfund. Såvel skolebestyrelser som enkeltpersoner udgør medlemskredsen, og S&F gør en stor indsats gennem kurser og møder. Vi holder fælles bestyrelsesmøder, og en budgetgruppe med forældrerepræsentanter og nogle af KLF’s bestyrelsesmedlemmer har med stort udbytte i mange år som optakt til politikernes budgetforhandlinger holdt separate budgetmøder med de fleste politiske partier. I 2003 opstod der en stærk bevægelse på Nørrebro af forældre, der fandt sam-

Tekst: Jan Trojaborg formand

BRUG FOLKESKOLEN

Forældreforeningen Brug Folkeskolen, der ofte spiller på de humoristiske strenge, har været en stærk bevægelse for den københavnske folkeskole.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

men om at sætte deres børn i den lokale folkeskole i stedet for i en privatskole. Det førte til dannelsen af foreningen Brug Folkeskolen, der siden har bredt sig til andre bydele og fået kommunal støtte. De har blandt andet gennem besøg i daginstitutioner gjort et beundringsværdigt arbejde for, at folkeskolen kan stå som forældrenes naturlige førstevalg. København har altid haft mange privatskoler. Omkring år 1900 gik hver fjerde elev i privat- eller betalingsskole, for overog middelklassen mente ikke, at deres børn skulle gå sammen med arbejderbørnene. I 1920’erne opstod der et samarbejde på foranledning af senere statsminister Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet, som sammen med Venstre ønskede at gøre folkeskolen til forældrenes førstevalg, og der blev investeret kraftigt. Det betød, at den såkaldte privatskolefrekvens i 1950 var faldet til imponerende lave 5%. De ændrede samfundsforhold og den øgede individualisering har imidlertid medvirket til, at vi nu er tilbage til tilstandene i begyndelsen af 1900-tallet, idet ca. 27% af forældrene i dag vælger en privatskole til deres barn. Lønmodtagerne forener sig Københavns Kommunes måde at organisere sig på med syv selvstændige forvaltninger har altid voldt problemer. Efter årtusindskiftet er nogle afdelinger blevet til selvstændige enheder eller koncerner som KEjd – der står for drift af kommunens

Forældreforeningerne er vigtige samarbejdspartnere.

PETER GARDE

Både gennem et samarbejde med forældreforeningen Skole & Forældre og på tværs af de mange forskellige faggrupper, der er en del af kommunen, arbejder KLF for at forbedre forholdene i både skolen og for velfærden generelt.

ejendomme, ByK – som står for selve byggeriet, KIt står for IT, og Innovationshuset, der skal hjælpe institutioner med udvikling. Lønbehandling, jura, og forhandling er lagt i Koncernservice (KS), der fungerer som en ø i det kommunale hav. Her følger man sine egne veje uden nogen stærk føling med livet på skoler eller andre institutioner. Det har givet foreningen store udfordringer i personalesager. KS sætter nemlig juraen højere end fornuft og menneskelig hensyntagen, når vores medlemmer er kommet i klemme i det til tider kvælende system, hvilket gør det svært for os at finde mindelige løsninger. Denne udvikling giver problemer for alle de op mod 45.000 ansatte i København. Derfor har KLF i de seneste ni år forstærket samarbejdet med organisationerne, der repræsenterer alle de mange faggrupper i kommunen i det, der hedder KFF, Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation. Vi har sammen med rådhuset fået oprettet det Centrale Samarbejdsorgan (CSO), hvor de syv forvaltningsdirektører mødes med bestyrelsen i KFF til løsning af fælleskommunale problemer. Det har også ført til et forstærket samarbejde med borgmestrene og de øvrige politikere, hvor tillid er sat på dagsordenen med et politisk vedtaget kodeks, og hvor senest ’arbejdsfælleskaber’ er blevet et nøglebegreb. Der hersker således en fælles forståelse i den københavnske fagbe-

vægelse om, at samtidig med at vi hver især løser fagspecifikke problemer, går vi sammen om at løse fælles problemer og er aktivt med til at tegne udviklingen for byen som helhed. Dette tætte samarbejde mellem politikere og fagbevægelse er unikt i Danmark og gør København til en foregangsby. Provokeret af regeringens planer om at få et indført et ’omprioriteringsbidrag’ på 2,4 mia. kr. årligt i 2015 førte til dannelsen af græsrodsbevægelsen Velfærdsalliancen, hvor mange af Fællesrepræsentationens medlemmer heriblandt KLF er med. Demonstrationer over hele landet førte til, at vi i København slap for en besparelse på næsten 1 mia. kr. over fire år og ’nøjedes’ med en besparelse på 20 mio. kr. i et par år. Det batter at stå sammen. Karakteren af indflydelse har således skiftet karakter fra årti til årti. Hvor vi visse steder står svagere, står vi andre steder stærkere. Samarbejde, sammenhold, professionalisering og uddannelse er veje til at udvikle skolen, til at sikre medlemmerne ordentlige løn- og arbejdsvilkår og til at forhindre overgreb på de ansatte. Nok har Danmark nogle af verdens bedste offentlige systemer, men der begås desværre stadig mange fejl og uretfærdigheder, så Københavns Lærerforening vil have rigeligt at lave også mange år ud i fremtiden. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

Et helt specielt kapitel i de sidste 50 år er historien om foreningens særlige fond, konfliktfonden. Tekst: Ivan Jespersen, sekretariatschef

øbenhavns Lærerforenings Særlig Fond blev oprettet i 1967. De første år var indbetalingerne beskedne, og formålet med den særlige fond var kun beskrevet i vage vendinger. Men der var klare undertoner om, at foreningen skulle kunne støtte medlemmerne ved arbejdskonflikter. I årsregnskabet for 1973 er formuen således angivet til 4.095.527 kr. Men med datidens inflation på 10-15% voksede den meget hurtigt. I de år begyndte man også på arbejds giverside i staten og i de kommunale sammenslutninger at koordinere aftalefornyelsen på tværs. Der var derfor et stigende behov for at opruste i de faglige organisationer. Som ordet aftalefornyelse antyder, var hovedparten af de ansatte tjenestemænd, og et egentligt overenskomstsystem lå i 1970’erne mange år ude i fremtiden. På generalforsamlingen i 1975 stillede Hellig Kors Skole derfor forslag om, at medlemmernes indbetaling til Særlig Fond fremover skulle udgøre 1% af månedslønnen. Den daværende formand Bent Andersen foreslog i stedet, at der skulle nedsættes et udvalg, der undersøgte mulighederne for fagpolitiske aktioner, herunder behovet for og omfanget af en forøgelse af foreningens særlige fond. Forslaget om en arbejdsgruppe blev vedtaget. I rapporten fra den nedsatte arbejdsgruppe blev der oplistet en lang række aktionsformer, og hvilke konsekvenser det ville have for formuen i Særlig Fond. Aktionsformerne gik fra tjenestemændenes

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

deponering af opsigelser til bl.a. undladelse af deltagelse i idrætsstævner og medvirken i fremstillingen af skoleblade. Jo, foreningen var på vej til at blive en rigtig fagforening. Formuen vokser hastigt I 1983 var Særlig Fond vokset til 35,3 mio. kr. Langt hovedparten af den årlige tilvækst kom nu fra renteafkast og øvrig værditilvækst i de investerede papirer. I 1983 stammede kun 1,3 mio. kr. fra nye indbetalinger, mens 3,6 mio. kr. var renter eller øvrig tilvækst i den eksisterende formue. De forholdsvis mange penge i fonden betød, at nogle medlemmer begyndte at drøfte, om midlerne i fonden kunne komme medlemmerne til gavn fx i forbindelse med køb af sommerhuse. Der blev derfor på generalforsamlingen i 1984 igen nedsat en arbejdsgruppe, som havde til formål at kulegrave hele Særlig Fonds situation for at kunne fremlægge konstruktive forslag om fremtiden inden næste generalforsamling. Der kunne dog ikke opnås enighed om anvendelse af midler på nye investeringsmuligheder, men i arbejdsgruppen var der enighed om, at langt hovedparten af fondens midler fortsat skulle stå i obligationer. Blot nogle få år senere var tiden imidlertid moden til nye investeringsmuligheder. I 1989 blev det besluttet at ombygge foreningens hus på Frydendalsvej 24. Men som det fremgår i afsnittet om sekretariatet, så blev det ledsaget af et krav om investering i et område, der kom almindelige medlemmer til gode. Derfor blev for-

Støtte til ’vilde’ strejker Der skete nogle udbetalinger til medlemmerne fra Særlig Fond i konfliktsituationer blandt andet i 1979, hvor der var en landsdækkende tre timers strejke blandt de offentlige ansatte, og i 1980’erne hvor der især var ’vilde’ strejker blandt lærerne i protest mod besparelser på skolerne. Der var tale om udbetaling af forholdsvis små beløb, der skulle dække den tabte arbejdsfortjeneste. Fra 1990 skete der en ændring i tjenestemandsloven og efterfølgende i det københavnske tjenestemandsregulativ, der bevirkede, at tjenestemænd skulle betale bod, hvis arbejdet blev nedlagt. Og med lærernes overenskomstansættelse fra 1993 og dermed indførelsen af hele det arbejdsretlige system – herunder risikoen for organisationsansvar og tilhørende stor bod til organisationen − ophørte udbetalingerne til medlemmerne ved ’vilde’ arbejdsnedlæggelser. Solid økonomi takket være medlemmerne I løbet af en ganske kort årrække i 1970’erne og 1980’erne var det lykkedes at opbygge en betragtelig formue i Særlig Fond, hvor der i nogle år blev hensat op mod 25% af kontingentet i fonden. Det beløb blev gradvist reduceret. I 1985 var det således kun 10% af kontingentindbetalingerne, og til sidst var det kun 5%, der blev overflyttet til Særlig Fond. Indbetalingerne til Særlig Fond fortsatte indtil 1990, hvor vurderingen var, at der nu var nok penge i Særlig Fond til at kunne dække en eventuel kommende strejkesituation. Lockout var der ingen, der kunne forestille sig, at arbejdsgiverne ville anvende. Bortset fra en periode fra 2001 – 2005, hvor medlemmerne hver indbetalte 20 kr. om måneden til Særlig Fond, skete der ikke yderligere indbetalinger til Særlig Fond. Reelt er det således kun de medlemmer, der har været med i mange år, der har bidraget til opbyggelsen af fonden. Men ved en fornuftig investerings

ANNE-LI ENGSTRØM

Særlig Fond er grundlaget for KLF’s gode økonomi

eningens første udlejningsejendom på Hyltebjerg Allé indkøbt for midler fra Særlig Fond som en ny investering.

politik skete der alligevel en forøgelse af fonden hvert eneste år. KLF og DLF deler Særlig Fond KLF’s Særlig Fond var en af landets største konfliktfonde målt pr. medlem, og det indgik derfor som et element i forhandlingerne med DLF om sammenlægningen i 2009, hvad der skulle ske med midlerne i Særlig Fond. Årsagen var, at det fremover ville være DLF, der skulle stå for udbetalinger i konfliktsituationer, og at KLF derfor ikke ville have brug for en egen Særlig Fond.

Særlig Fond blev oprettet i 1967 for at støtte lærerne, hvis de kom ud i arbejdskonflikter. Fonden har haft stor betydning for foreningens økonomi.

KLF’s Særlige Fond blev opløst med udgangen af 2010. Der blev foretaget en opgørelse af størrelsen af både KLF’s og DLF’s Særlige Fonde, således at der til DLF blev overført et beløb målt pr. aktivt medlem, der matchede det tilsvarende beløb i DLF’s Særlige Fond. Det forholdsmæssige beløb, som KLF havde til overs, indgik i den etablerede Konsolideringsformue. På baggrund af årsregnskaberne for 2010 i DLF og KLF endte foreningen med at overføre 147,5 mio. kr. til DLF. Blandt de aktiver, der blev overdraget til DLF var blandt andet fire af de udlejningsejendomme, som KLF ejede på daværende tidspunkt. Tilbage i den nye Konsolideringsfond var en formue på 114 mio. kr., hvor afkastet kan anvendes i forbindelse med foreningens daglige drift. Dermed har forudseende medlemmer bidraget til, at KLF i dag har en god økonomi. 7 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

KK har afspejlet tidens strømninger og nye krav Det var i ældgamle dage, men alligevel ikke så længe siden, at frøkenforeningen KKL og herrernes KK blev sammenlagt. I en årrække var medlemsbladet, Københavns Kommuneskole eller bare KK, fælles for begge foreninger. De følgende år afspejlede bladet den udvikling, det øvrige samfund fulgte – så gennemført at det som talrige andre fagblade lukkede ned og blev til en digital hjemmeside for tre år siden. Af Peter Garde, redaktør af KK 1994-2014

ens datidens stueur på væggen markerede timer og minutter, var foreningens blad, Københavns Kommuneskole, den tidens taktstok, der angav, når ugen var slut, og den næste tog sin begyndelse. På den ugentlige udgivelsesdag kunne medlemmerne med sindsro afvente lærerforeningens meddelelser ved hoveddørens brevsprække. Det var dengang, både medlemsbladet og postvæsenet faldt i slag med et urværks præcision. De tider er slut. At noget nyt var i gære, var synligt på samme tid. På lærerværelserne bød man velkommen til et stigende antal nyuddannede og langhårede kolleger iført anorakker og træsko – til nogen forbløffelse for det store flertal af anciennitetstunge habit- eller spadseredragtklædte. Somme tider kunne man næsten ikke se forskel på de nye unge kvinder og mænd. Unisex blev et begreb, der sneg sig ind i. De unge snakkede om gule undervandsbåde, lighed mellem kønnene, og når bølgerne gik højt også revolution. Tiderne var slut for separate lærerværelser for kvindelige og mandlige lærere. Det samme gjaldt separate foreninger for de to køn. Her indtrådte revolutionen i 1967

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

med sammenlægningen af den kvindelige og mandlige forening efter mange års stridigheder. Tørt stof med nutidens øjne Sammenlægningen af KKL og KK fik ikke revolutionær karakter på foreningens medlemsblad, som de to foreninger allerede havde delt i en årrække. Den mandlige redaktør siden 1963, Ib Granerud, fortsatte i jobbet, mens Gudrun Povlsen, der i kønsfordelingens navn havde været kvindelig redaktør, fortsatte med en mere ydmyg titel som skrivende redaktionel medarbejder. Man ønskede fremover kun én redaktør. Det mest bemærkelsesværdige ved bladets indhold i 1967 var lederartiklen, der var placeret på forsiden. Herefter fulgte informationer fra lærerforeningen med ofte omfattende mødereferater, hvor de ærede talere blev citeret i detaljer. Desuden var der nyt fra de dengang meget aktive faglige foreninger og fra skolevæsenet. Jævnligt var der debatindlæg, der ofte var skrevet både åbenhjertigt og offensivt, mens nutidens løftede pegefinger om at formulere sig kort og klart bestemt ikke dominerede.

I mange numre af bladet fyldte anmeldelser af talrige skolebøger forbavsende mange sider, og lige så overraskende for en læser i dag var antallet af annoncer for alt, hvad en lærer kan have brug for fra råkost over bøger til kul, koks, briller og musikinstrumenter. Under overskriften ’Audio-visuelt’ – tidens teknologiske tigerspring inden for undervisning – blev ugens programmer i Skoleradio og SkoleTV bragt med målgruppe, titel, sendedag og klokkeslet. Programmerne, hvor eleverne kunne holde pause fra lærerens visdomsord og læreren måske puste lidt ud, var de levende indslag i undervisningen. Alt ændrer sig – alt er det samme Trods de meget skiftende tider skriver KK’s nyvalgte redaktør i 1970, Per Agner, samme år i en lederartikel et afsnit, der synes at være evigt aktuelt: ”Skolen er et produkt af samfundet og skal samtidig opdrage og uddanne dem, der skal føre dette samfund videre. Intet under, at skolen siden sidste krig har været mindre statisk end nogensinde, og at lærerens job i denne dynamiske udvikling er både spændende – og vanskeligt.” Man kan næsten sige, at netop det og de deraf affødte emner har samtlige Københavns Lærerforenings medlemsblade handlet om, siden den daværende redaktør formulerede det, vi alle dagligt oplever. Nyskabelser dukker op i bladet Gennem 1970’erne mødte bladets læsere den ny tids kolleger og de politiske konfrontationer på rabalder-generalforsamlinger, der trak ud i timevis. Den antiautoritære bevægelse, der spirede i 1960’erne, foldede sig ud gennem 1970’erne, og dens konfliktpotentiale blev fastholdt til ind i 1990’erne. En af dens positive effekter var, at medlemmerne var fagligt engagerede, og det gav sig også udslag i bladets debatspalter – en udvikling som enhver redaktør glæder sig over. Som noget nyt indførte redaktøren i slutningen af 1970’erne faste redaktionelle medarbejdere, øget brug af foto og en bladtegner for at friske op på bladets både indholdsmæssige og visuelle fremtræden.

Det var bladmæssigt et fornuftigt skridt, men set fra et foreningssammenlægnings- og kønspolitisk synspunkt måske mindre heldigt udført i form af udelukkende mandlige medarbejdere, idet den kvindelige medarbejder gennem mange år ved samme tid trak sig tilbage. Bladets indhold blev bredere, og der dukkede reportager op fra pædagogiske arbejder ude på skolerne, fra mærkedage og fra fagpolitiske initiativer. Det markerede en ny udvikling, der blev udbygget i de følgende mange år. Kvalitetskrav til artikler og foto Det sort-hvide foto slog for alvor igennem i KK i anden halvdel af 1980’erne, hvor Richard Andersen var redaktør. Nu var der aktive og engagerede mennesker på forsiderne og inde i bladet, både børn og voksne fra forskellige positioner i det store skolevæsen. Lederartiklerne var tydeligt en højt prioriteret del af bladet, der rykkede tættere på læserne. De kunne i stigende grad genkende sig selv i bladet. KK udkom i 1980’erne stadig som ugeblad i skoleugerne og desuden med et par årlige temanumre. En stram økonomi lagde begrænsninger for udgivelserne, og det blev nødvendigt at skære lidt ned på antallet af numre. Bladkvalitet blev et emne, der stod til diskussion, for den hænger nøje sammen med budget og udgivelsesfrekvens. Allerede efter sit første år som redaktør bringer Richard Andersen emnet på bane, og det skulle komme igen adskillige gange de følgende år. I beretningen til generalforsamlingen skriver redaktøren i 1985: ”Man kan endvidere ikke bare gå ud fra, at et medlemsblad læses blot i kraft af, at det dumper ind ad brevsprækken. Konkurrencen med andre me-

KK markerede sin 100 års dag 7. januar 2008.

I slutningen af 1980’erne udforskede redaktøren og fotograferne hos Ragnarok det sort/hvide fotos muligheder i skoleverdenen.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

dier – og med hvad vi ellers som lærere og privatpersoner interesserer os for – er stor. Det er derfor nødvendigt, at bladet får økonomisk mulighed for at følge med tiden”. I konkurrence med andre medier? – også den vending var aktuel i de følgende årtier.

KKs første forside i farver udkom med nummer 1, 1989.

KK bragte en dagbog med fyldigt billedmateriale fra lockout-ugerne.

Sidste nummer af KK udkom 24. juni 2014 i en alder af godt og vel 106 år.

Af Tonny Hansen, medarbejder ved KK 1994-2014

Digital lay-out af KK som 14-dages blad Det med at følge med tiden, det blev der brug for. Kravet om kvalitet og ønsket om en mere journalistisk linje banede vejen for, at KK blev et 14-dages blad fra årets begyndelse i 1992, og det viste snart den tilsigtede effekt. Skeptikerne over for denne markante ændring mente, at det ville svække debatten – få forudså dengang kommunikationshastigheden bare nogle år senere. Også teknisk gjaldt det om at følge med tiden, for computeren og layout-programmer havde holdt deres indtog. Fra 1992 blev bladet layoutet på computer af redaktøren, Jan Trojaborg, hvor det tidligere var blevet afleveret i klippe-klistre-udgave på et trykkeri. I løbet af 1993 kom der fast farver på forsiderne, og de følgende år bredte de sig til hele bladet. Og inden for foreningens fire vægge var det en nyskabelse, at KK fik sit eget redaktionslokale på Frydendalsvej. Tidligere havde de skiftende redaktører redigeret bladet hjemme hos sig selv. Op gennem 1990’erne og 00’erne løb den tekniske udvikling hurtigt. Mens Jan Trojaborg som redaktør havde måttet kæmpe med uendeligt langsomme computerskærme, blev maskinernes tempo og kapacitet øget de følgende år, og de stadigt bedre digitale kameraer gav nye muligheder. En ny epoke for KK tog fart.

Redaktør gennem 20 år Med teknologiens indtog blev en øget professionalisering af redaktørposten påtrængende. Hvor man tidligere redigerede med saks og limpotte som de væsentligste hjælpemidler – nå, ja, skrivemaskinen må vi ikke glemme, gennem tiderne har bladets redaktører vist sig som indsigtsfulde

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

og flittige skribenter – så krævede de nye tider kendskab til apparater og programmer som udenforstående ikke så meget som kendte navnene på. Peter Garde blev valgt på en generalforsamling i 1994, efter at Jan Trojaborg var blevet formand. Han var langt fra noget ubeskrevet blad, hvis man må bruge det udtryk, for han havde i mange år skrevet som stabil freelancer til blandt andet kunder indenfor arkitektur- og byggebranchen. Han havde udgivet en lang række bøger og andre undervisningsmaterialer, hvad han i øvrigt stadig gør. Og så havde han stået for udgivelsen af nogle numre af KK i den tid, hvor den nyvalgte formand havde fået andet at se til. Teknologisk løft med fast tag i egne hår rødder En valgt redaktør har per definition medlemmernes tillid, men i ophedede situationer kan tilliden svinde i en periode, og det er et demokratiets vilkår, at han eller hun kan afsættes – det skete dog aldrig i bladets mere end hundredårige historie. Men skulle det være sket, ville bladet som institution være kommet i en svær krise, for en nyvalgt redaktør med de rigtige meninger, men uden teknisk indsigt ville uvægerligt komme til kort over for teknikken. Da vi fik computere på skolerne, skulle vi vænne os til, at der ikke bare stod bogstaver, tal og enkelte tegn på tasterne. Der stod også volapyk som caps lock, pg dn eller endog alt gr ctrl, som gav adgang til sindrige genveje og funktioner; men det var det rene vand i forhold til Peter Gardes system med små hvide klistermærker, hvor der med mikroskopisk skrift og hjemmestrikkede forkortelser var anvisninger på, hvordan man skulle få teksten på plads i et blad. Det var derfor en naturlig ting, at redaktøren fik valget mellem at fortsætte som medlemsvalgt, eller han kunne blive fastansat. Han valgte det sidste, og ingen har stillet spørgsmålstegn ved den beslutning. Peter Garde havde blik for såvel store, debatskabende artikler som små indspark med reportager fra det daglige liv på skolerne og i foreningen. Han er også en dyg-

tig fotograf, så det er ikke kun på grund af de nye tekniske muligheder, at billedsiden i det trykte blad fik et markant løft, så også på det felt satte han markante spor igennem de tyve år, han sad på redaktørposten. De senere år drev han også foreningens nyskabelse, den digitale hjemmeside.

Webredaktør fra 2014 Af Peter Garde redaktør af KK 1994-2014

KLF’s hjemmeside anno 2017.

Efter mere end et års drøftelser i KLF’s bestyrelse, der resulterede i en egentlig kommunikationspolitik, var KK’s dage som trykt blad under afvikling. I begyndelsen af 2014 gik overvejelserne på at udgive KK som et digitalt magasin, som via tablet eller computer kunne downloades. Idéen var at spare trykke- og forsendelsesomkostningerne. Men da den siddende redaktør valgte at gå på pension fra august 2014, blev planerne ændret. Nu skulle foreningen i stedet have en webredaktør, der skulle styre foreningens hjemmeside, Facebook, Twitter og Instagram, men vigtigst sikre, at de journalistiske artikler, som man kendte dem fra KK, ville finde ny plads på foreningens hjemmeside KLFnet.dk side om side med de faglige informationer. Det blev lærer Jan Klint Poulsen fra Vigerslev Allés Skole, der i en årrække var tilknyttet KLF som freelance videoreporter, der fik opgaven. Han har gennemført en betydelig udbygning af hjemmesiden med nye funktioner og forskellige journalistiske genrer, hvor tekst, foto og video fortæller historierne. Nyhedsartikler sup-

pleres fx med videoer, og ind imellem bringes meget lange artikler, long-reads eller singler, som de kaldes, der suppleres med en større ambitiøs fotoserie. Antallet af debatindlæg fra medlemmerne har været dalende gennem de sidste 15 år, men en tidsaktuel nyskabelse har inviteret to lærere indenfor som skrivere i lærerbloggen ’Strakte hænder’ – ofte humoristiske og præget af skæve synsvinkler. En ny kommunikationsform er slået igennem, og at dømme efter nutidens brugervenlige måleudstyr har den betydelig læserinteresse dokumenteret af de mange ’likes’. Ældre lærere begræder stadig, at deres gamle medlemsblad KK, der nåede en levealder på godt og vel 106 år, er væk. Bladproduktion er imidlertid en tidkrævende proces, og et år før det lukkede ned, fik den digitale hjemmeside lejlighed til at vise sine særlige færdigheder. Det skete under lockouten i 2013, hvor hjemmesiden dagligt, til tider time for time, bragte nyheder, interviews og videooptagelser fra de mange kreative happenings og demonstrationer. Kommunikation, spredning og hastighed viste sig som det digitale medies helt store styrke. Samtidig blev den samlingspunkt for ikke bare foreningens medlemmer, men for andre medier og tusindvis af alle mulige forskellige interesserede over hele landet. Overgangen til digital kommunikation er ikke noget, der lige ordnes på en eftermiddag. Udbygningen af hjemmesiden og dens funktioner har været tidkrævende, men bid for bid bliver den løbende udviklet. Den journalistiske kvalitet er fortsat en vigtig ambition. Med ansættelsen som webredaktør har Jan Klint Poulsen fået overdraget en del af KK-redaktørernes frihedsrettigheder i forhold til KLF’s bestyrelse, men dog ikke alle. Tidligere har redaktøren været (næs ten) helt uafhængig af foreningens fagpolitikere og sekretariat. I dag er redaktøren også tilknyttet sekretariatet og løser forskellige kommunikationsopgaver. Den slags så man ikke på med milde øjne dengang i det revolutionære 1967 og et par årtier derefter. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

I dag tager stort set alle københavnske børn på koloni for at opleve fællesskabet med andre børn, men da kolonierne blev startet, var de en kærkommen håndsrækning til byens fattigste børn, der hen over sommeren både fik rigelig med mad og oplevelser. Tekst: Jan Trojaborg formand

slutningen af 1800-tallet døde en tredjedel af alle børn i København, før de fyldte fem år. Hygiejnen var dårlig, kosten elendig og utilstrækkelig, boligforholdene livstruende. De overlevende børn voksede op i hjem præget af fattigdom, nedslidning, alkoholisme og vold. Et ophold på en feriekoloni øgede i betydelig grad barnets muligheder for at opleve verden som voksen. Dels fik kolonibarnet nok at spise igennem nogle sommeruger, dels oplevede det en verden, der gav det andre oplevelser end dagligdagens trøstesløshed. I vore dage tager stort set alle børn på koloni for at opleve fællesskabet med an-

SØREN FREIESLEBEN

I dag tager næsten alle børn på koloni for at opleve fællesskab.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

dre børn, for at se nye steder eller gense velkendte og for at nyde en eller to ugers friluftsliv. Glimt fra de tidligste tiders koloniliv Gnisten, der fik sat gang i koloniarbejdet, var den omfattende arbejdskonflikt i 1899. Arbejdsgiverne lockoutede alle fagorganiserede arbejdere, og de steder, hvor der overhovedet fandtes strejkekasser, var de små og ubetydelige. På skolerne kunne lærerne – der i hovedsagen var af solid borgerlig observans – ikke holde ud at se deres elever komme radmagre og sultne i skole. En gruppe lærere tog derfor initiativ til at få sendt børnene ud på landet, væk fra nøden og elendigheden. Nu var der jo fra starten ingen kolonibygninger at sende dem ud til, men der var noget andet: den mere og mere selvbevidste bondestand havde fået opført nye forsamlingshuse i mange sogne, og mens de om vinteren var fuldt optagne af karlegymnastik og foredrag, stod de tomme hele sommeren. Bønder med veludviklet retfærdighedssans kunne godt se, at en arbejdskamp i hvert fald ikke skulle gå ud over børnene, så forsamlingshuse blev stillet gratis til rådighed som kombinerede sove- og spisesale, og en junge sødmælk og et par brød faldt der også af fra bønder og lokale handlende.

Uegennyttigt ulønnet arbejde Kolonilærervirksomheden var langt op i tiden aldeles ulønnet. Et frynsegode var der dog: læreren havde tilladelse til at medbringe sin familie, og med en beskeden begyndelsesløn, en hjemmegående kone og et par børn var gratis kost i hele sommerferien faktisk et økonomisk tilskud, der var værd at regne med. Siden hen kom en beskeden aflønning til, og de sidste par år har en aftale med Børne- og Ungdomsforvaltningen betydet, at lærere der er på skolekoloni kan vælge mellem at få et honorar på 6.450 kr. eller 3 fridage. Den asketisk anlagte sommerkolonivirksomhed blomstrede op gennem de koksgrå halvtredsere; men på grund af den stigende velstand i løbet af 1960’erne begyndte nogle lærere, børn og forældre at vende blikket mod andre måder at tilbringe en sommerferie på. Administrativt blev de to gamle foreningers respektive kolonivirksomhed sammenlagt og forbundet med foreningen i Københavns Lærerforenings Kolonier (KLK). Oprydning i kolonibestanden – Knudstrupudvalget I slutningen af 1970’erne nedsatte foreningen en arbejdsgruppe, som skulle gennemgå og vurdere kolonisituationen. Men samtidig opstod der kræfter, som ønskede, at forening og kolonier blev adskilt. Som følge af dét blev der i 1982 nedsat et kommunalt udvalg under foresæde af kontorchef Knudstrup, hvis opgave det var at foreslå løsning af renoveringsproblemerne. Resultatet blev, at koloniernes antal skulle nedbringes fra 60 til 30, der til gengæld skulle renoveres, en proces der blev indledt i 1984 under Stadsarkitektens ledelse. Hvad adskillelsen af forening og kolonier angik, sluttede debatten samme år med en skoleafstemning, hvor 84 procent stemte for, at foreningens forsat skulle

SØREN FREIESLEBEN

KLF’s kolonier er et tilløbsstykke

Siden blev der gennem årene ved indsamlede midler organiseret af dedikerede kvindelige og mandlige lærere købt snesevis af badehoteller, pensionater, rigmandsvillaer og barakker over hele landet.

drive feriekolonierne. Kommunens økonomiske problemer stoppede i slutningen af 1980’erne renoveringerne, der nåede at omfatte 11 kolonier, og af samme pekuniære årsager måtte helårskolonien på Torø opgives. Siden antallet af kolonier blev halveret i 1980’erne, er de fleste af de tilbageværende bragt i betydelig bedre stand. Det betyder, at ud over sommerkolonierne er der ganske mange udlejninger til personalekonferencer, familie- og andre weekendarrangementer. Det indbringer omkring syv millioner kroner årligt, som går til at holde bygningerne i rimelig stand. Københavns Kommune yder omkring 12 millioner kroner årligt til Kolonierne, hvilket sikrer, at de københavnske skolebørn kan komme på et koloniophold. Elevbetalingen, hvor der nu er mulighed for fripladser, bidrager med sine rimelige priser kun i beskedent omfang til at dække driftsud-

Det begyndte med, at nogle lærere tog initiativ til at sende børn på landet – væk fra nød og elendighed.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

SØREN FREIESLEBEN

Tidligere var kolonilivet præget af renlighed, regelmæssighed og disciplin, men i dag er der mere afslappede samværsformer.

gifterne. Administrationen arbejder intenst for at øge indtjeningen ved at gøre kolonierne kendte med markedsføring over hele landet til skoler, lærerkredse, uddannelsessteder og til private. Hvor kolonilivet i tidligere tider var præget af renlighed, regelmæssighed og disciplin har ændringerne i pædagogikken og de mere afslappede samværsformer også sat sit præg. Kontoret udarbejdede i en årrække flotte materialer til brug for lejrskoler til hver eneste koloni som en håndsrækning til lærerne. Dertil kom, at der blev arbejdet kreativt med indholdet, så der ud over den klassiske feriekoloni nu udbydes idræts-, dyre-, teater-, naturog billedkolonier samt en mad og motionskoloni. Som tak til de mange trofaste kolonilærere, som erfaringsopsamling og til inspiration blev der indført et kolonikursus i vinterhalvåret på Hotel Frederiksdal. Det var alt sammen noget, der skete under ledelse af Lars Fabricius, som var forretningsfører fra 1994 til 2012 og efterfulgte Mogens Johansson. Endelig et nybyggeri – og et salg Kun ni af feriekolonierne er bygget til formålet. Så for første gang i mange år lyk-

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

kedes det ved fondsstøtte og bidrag fra KLK og kommunen at opføre en helt ny, arkitekttegnet handicapvenlig koloni. Den stod smuk og moderne færdig i 2008 ved Næsby Strand ved Korsør, hvor vi havde en dejlig grund. ”De fleste af kolonierne lå smukt nær ved vandet, men var i meget ringe stand. Hertil kom at en del af dem lå på lejet grund eller havde hver sin aftale med den pågældende kommune”, fortæller Søren Freiesleben, der blev ansat som konsulent i 1997 og blev leder af kolonikontoret i 2012. Som eksempel på de kringlede forhold nævner han kolonien Henne Strand ved Vesterhavet, der ligger i Varde kommune. ”Med den gamle kommune havde vi en aftale om, at vores koloni var fritaget for ejendomsskat. Men den aftale følte kommunalbestyrelsen i den nye storkommune sig ikke bundet af og sendte os en større regning, så der var ikke anden udvej end at sælge i 2008. Det gjorde vi så, og på grund af den fantastiske beliggenhed indbragte den ikke mindre end ti millioner kroner”, fortæller Søren Freiesleben. Ifølge en gammel klausul har Københavns Kommune hjemfaldsret til

Udvikling med projekter, digitalisering og markedsføring Nu kommer eleverne til at lære om sund mad og økologi og lave mad på madlejrskoler. I september 2017 er to klasser som et forsøg på kolonien Egilsholm på Bornholm med arbejde i køkkenet, på lystfiskeri, på besøg på gedemejeri, besøger jersey-bonden Hans Verner og Svaneke Ismejeri. Det sker i et stort anlagt samarbejde med Københavns Madhus, der i forvejen har et tæt samvirke med kokke og landbrug på øen. Madhuset har endda sikret bevillinger fra kommunen til 18 madlejrskoler det næste år. Et aktuelt projekt er en gennemgribende renovering af Torøgård. En stor del af gården brændte i 1982, men blev bygget op for forsikringspengene. Imidlertid gjaldt det kun de nedbrændte fællesarealer, som i dag er i udmærket stand, mens de baraklignende bygninger, hvor børnene skal sove, er forfaldet mere og mere. Projektet indebærer derfor en flytning af nogle af funktionerne, udnyttelse af tagetagen og endelig nedrivning af de udtjente elevfløje. Også her er man i gang med at søge fondsmidler. Kolonierne har gennem årene taget de nye teknikker i brug og udgivet farvestrålende materialer, der har bidraget til at øge deltagerantallet og udlejningen. KLK har en fin hjemmeside, og desuden er man gået over til digital tilmelding og registrering. Det er meget arbejdsbesparende frem for den møjsommelige indsamling af skemaer og efterfølgende indtastning. Også opkrævningen af deltagergebyr foregår elektronisk. Der er altså absolut ikke krise i kolonivirksomheden i en tid, hvor mange børn kommer på udlandsrejser eller tilbringer ferien i familiens sommerhus. I 2016

sendte vi således 100 hold og dermed 3.961 børn af sted. Det er det højeste antal i mange år. At kolonivirksomheden har mange år på bagen vidner 100 års jubilæerne på de jyske Klitstuen og Sandsgård i 2016 og på Egilsholm på Bornholm i 2017 om. At kolonilederne er yderst trofast folk vidner tildelingen af KLF’s Gyldne Pegepind i 2016 om til Kirsebærhavens Kolonihold med Erik Lindgren Christensen i spidsen i 40 år. Lærere og elever oplever hinanden på helt andre måder end i klasseværelset. Og eleverne tager også mere hånd om hinanden i dagligdagen, når de mødes efter sommerferien. Det er en effekt, der er vanskelig at opnå i den daglige undervisning. Den opfattelse udbredes heldigvis, så der forhåbentlig kan dannes flere skolehold i fremtiden. 7

I 2016 sendte Kolonierne 100 hold og dermed knap 4.000 børn af sted. Det er det højeste antal i mange år.

SØREN FREIESLEBEN

kolonierne. Pengene var altså kommunens. Det lykkedes imidlertid at få en aftale om, at indtægten blev brugt til renovering og modernisering af de øvrige kolonier. Siden blev den udslidte Oldemark på Ærø solgt, hvor indtægten også indgik i renoveringspuljen. I dag råder vi så over 29 kolonier, der alle ligger på naturskønne grunde tæt på havet.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

50 år har budt på skiftende formænd og to forkvinder. Den længstsidende formand er også foreningens nuværende formand, Jan Trojaborg.

Ingolf Haubirk (1962-70)

KIRSTEN FICH PEDERSEN

Valgt til bestyrelsen 1952, næstformand i KK 1960-62, formand 1962-70.

Tekst: Tonny Hansen

I 1952 blev en forholdsvis ung lærer valgt ind i bestyrelsen for de mandlige læreres forening, KK. Haubirk havde sit bagland i de små særforeninger, som de kaldtes dengang – i dag ville vi omtale dem som de faglige foreninger. Selv var han medlem af Sløjdlærerforeningens bestyrelse og samme år tillige formand for aftenskolelærerne. Internt i foreningen fik han snart posten som kasserer – det var før

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

man havde et sekretariat til at klare pengesagerne. Han blev valgt som næstformand i 1960, og i 1962 som formand, en post han beklædte, indtil han i 1967 blev valgt som den første formand for den nye forening, der opstod ved sammenslutningen af KK og KKL. Han beskrives som en person, der formåede at skabe sig en stærk placering, dels i den københavnske skoleverden, dels udenfor, hvor han som medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse fik plads i nogle af de tunge udvalg som lønudvalg, pædagogisk udvalg og rets- og tjenstligt udvalg, det udvalg der blandt andet behandlede personfølsomme sager. Arbejdet i KL kunne rigeligt have lagt beslag på flere menneskers arbejdskraft, men Haubirk klarede det hele og fandt desuden tid til at repræsentere DLF, bl.a. i Undervisningsministeriets læseplansudvalg. I slutningen af 1960’erne var der forhandlinger om en ny tjenestetidsaftale for lærerne. Traditionelt fulgte reglerne for Københavns Kommune dem, som gjaldt i det øvrige land, men det var dog muligt at forhandle timereduktioner til forskellige formål separat for de københavnske lærere. Resultatet af disse forhandlinger blev diskuteret på den ordinære generalforsamling i 1970, hvor en række medlemmer gav udtryk for stor utilfredshed – af og til i en tone, der næppe kan kaldes ur-

Jytte Dentrup (1970)

Ikke blot træder man indgåede aftaler under fode, men man gør det på den mest demagogiske måde”, mente Bent Andersen. Vreden mod nedskæringerne blev øget af, at undervisningsminister Knud Heinesen tidligere havde givet udtryk for, at det økonomiske grundlag for en kommende skolereform var i orden. Forsamlingen delte formandens opfattelse, og gav bestyrelsen bemyndigelse til at svare igen med fx afvikling af pædagogisk udviklingsarbejde og videreuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole samt nedlæggelse af alle ikke ikke-skemabundne aktiviteter og læsning af timer på overtid. Forhandlingerne endte med et forlig, som formanden ikke var begejstret for, men ”vi må se realiteterne i øjnene”, var hans udgangspunkt for at anbefale forligsskitsen. En række forringelser måtte sluges. Det var i øvrigt også her, at lektionslængden blev sat ned til 45 minutter.

I oktober 1970 havde den fælles forening for første gang en kvindelig formand, om end kun for en kort periode: Bestyrelsesmedlem Jytte Dentrup var konstitueret efter Haubirks afgang og jobskifte. Hun stillede også op til formandsvalget, men trak sig undervejs, og efter en hektisk valgkamp og listevalg til bestyrelsen blev Bent Andersen, Sundpark Skole, valgt som ny formand.

Bent Andersen (1970-76) ”Der var bilkø helt fra Frederikssundsvej til skolen, og til sidst ankom en patruljevogn for at regulere færdselen”, skrev KK om tilstrømningen til den ekstraordinære generalforsamling i Tingbjerghallen i marts 1973. Den usædvanlige tilstrømning af omkring 2000 lærere skyldtes, at kommunen havde besluttet en markant nedskæring af sit skolebudget, som skulle dækkes ind gennem højere klassekvotient og tildeling af færre timer pr. klasse. Formanden beskrev finansminister Per Hækkerups optræden i situationen som ”den mest grove og uhørte uforskammethed, nogen samfundsgruppe nogensinde har været udsat for fra en ansvarlig minister.

STEEN MÅNSSON

Syv formænd har stået i spidsen for KLF

ban. Dette gik formanden så meget på, at han meddelte, at han ikke agtede at genopstille. ”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har ’det store tavse flertal’ bag mig”, udtalte Ingolf Haubirk til Berlingske Aftenavis efter generalforsamlingen. ”Men jeg er slidt op. Jeg har ikke kræfter til at blive ved, når ’det store tavse flertal’ kun giver deres mening til kende gennem stemmesedlerne og ellers overværer, at der hældes skraldebøtter ud over hovedet på mig uden at give deres mening til kende. Det er, som om de mener, at når de har valgt mig, har de samtidig ansat mig som skydeskive for alle mulige skældsord og forhånelser. Men jeg vil ikke mere”. Haubirk vendte tilbage til skolearbejdet, som viceskoledirektør i Gentofte.

I efteråret 1976 mente Bent Andersen, at det var tid at stoppe som formand. Han begrundede sit valg med det store psykiske og arbejdsmæssige pres, der ligger på en formand. En del af det tilskrev han manglende åbenhed blandt hans politiske modstandere: ”Når man i august måned modtager meddelelse om, at en ikke nærmere angiven kreds holder møde med henblik på at formulere en mere fagfor50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

der i vedtægterne, men det kunne være svært at skjule, at der i høj grad var tale om en kamp mellem en oprørsk venstrefløj, der ønskede at lærerforeningen blev en kæmpende fagforening, og en mere traditionel linje, der beskrev sig selv som neutral, men som havde sit ståsted i Socialdemokratiet og mere borgerlige synspunkter. Debatlysten var stor, enigheden lille, og resultatet blev, at selv om man henlagde begyndelsestidspunktet for de ordinære generalforsamlinger til lørdage klokken ni, nåede man sjældent ud over første forhandlingspunkt med formandens beretning. Følgende onsdag måtte gang på gang tages i brug for at komme igennem dagsordenen, og entusiasmen dalede i takt med at viseren nærmede sig 24. I Kjeld Bendix’ formandstid blev der over flere omgange skabt mulighed for at foreningens næstformand, Henning Søby Christiansen, kunne indgå i den daglige sagsbehandling.

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

dag, den såkaldte karensdag. Samtidig meldte regeringen ud, at lønmodtagerne ved de kommende overenskomstforhandlinger ikke kunne regne med mere end en stigning på fire procent – hvilket betød en reel tilbagegang, da prisstigningerne var beregnet til ni procent. På generalforsamlingen dette år betegnede forsamlingen dette skridt som, at de frie lønforhandlinger blev sat ud af kraft. ”Det er et uhørt anslag mod organisationernes fundamentale rettigheder i det danske samfund”, hed det blandt andet i en resolution. Forbitrelsen blev ikke blot udtrykt i ord. En del billedreportager i KK vidner om at lærerne var meget aktive i demonstrationer vendt mod regeringens nedskæringer.

Henning Søby Christensen (1980-90) Medlem af KLs bestyrelse i 1974, næstformand 1977, formand 1980-90.

VAGN HANSEN

Kjeld Bendix Petersen (1976-80) Ungdomsoprøret kom sent til Københavns Lærerforening, men da det endelig kom, slog det til med betragtelig styrke. 1970’erne blev et politiseret årti. Ved folketingsvalget i 1973 fordelte stemmerne sig på de otte partier, herunder de nydannede Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet i højre side, og Venstresocialisterne og Kommunisterne i venstre side af salen. Den danske befolkning var i et mentalt opbrud, ikke mindst foranlediget af ungdomsoprøret. Det gik naturligvis for sig med bulder og brag, en tilstand, der også mærkedes i Københavns Lærerforening. Foreningen er partipolitisk neutral, står

ten: ”På generalforsamlingen […] var der en række af dem, der tog ordet, der meget klart tilkendegav, at de ud over at være medlemmer af KL også talte som medlem af politiske partier eller grupperinger på venstrefløjen. Det er første gang, dette har været sagt åbent fra KL’s talerstol, og jeg finder det egentlig rigtigt, at det nu er kommet helt op til overfladen, at en del af generalforsamlingsdeltagerne samtidig optræder som medlem af grupper med partipolitisk tilhørsforhold”. ” [… Jeg må gøre det klart for alle medlemmer af KL, at de bør være sig kendsgerningerne bevidst. Det er en appel, jeg især retter til alle jer, der på valgdagen ikke stemmer på de yderste venstrefløjspartier, og som i stort tal ikke er særlig foreningsaktive. I bør forstå, at medmindre I gør jeres indflydelse gældende i KL-afdelingerne, på generalforsamlingerne og ved valg til KL’s bestyrelse, så overlader I Københavns Lærerforening til et politisk bevidst mindretal”. Kjeld Bendix blev efter sin formandstid inspektør på Sundbyøster Skole.

Bendix ønskede i 1980 at trække sig tilbage som formand, og angav i sin afskedstale til generalforsamlingen at alting har sin tid, og så frem til at få fladtrådt det par hjemmesko, som vittige sjæle havde foræret ham i afskedsgave. Men han gav også udtryk for en betænkelighed i forhold til det fremtidige arbejde i foreningen, på baggrund af visse indlæg i debat-

Valgene til formand og bestyrelse i 1980 blev en kompliceret affære. Kampvalget mellem den hidtidige næstformand Henning Søby Christiansen, anbefalet af Liste 1, og bestyrelsesmedlemmet Richard Andersen, Liste 2, faldt ud til førstnævntes fordel. 1641 stemmer til Søby, 886 til Andersen. Men selv til stemmetællingsudvalget måtte der kampvalg til, før bestyrelsesvalget kunne gå i gang. Her valgtes 5 medlemmer fra liste 1, 3 medlemmer fra liste 3. Bølgerne gik højt både før og efter valgene, og redaktøren gjorde klogt i at reservere et pænt antal sider i hvert nummer til læserbreve. Men også på de ydre linjer var der rigeligt at se til. I 1982 suspenderede regeringen den hidtidige dyrtidsregulering og taktregulering, og at ansatte fremover skulle trækkes i løn for den første syge-

KIRSTEN FICH PEDERSEN

eningspræget linje i KL’s politik, så ligger der allerede i dette et meget ubehageligt angreb. […] Jeg modtager anonymt tilsendte mødereferater med oplysning om eventuelle kandidater til bestyrelse og til formandsposten. Samtidig med, at jeg udsættes for disse provokationer, skal jeg være veloplagt til at føre forhandlinger med løndirektør, skoledirektør og så videre. Rent ud sagt synes jeg ikke, det er en anstændig behandling af formanden, og jeg vil opfordre til, at man i fremtiden går mere åbent til værks”. Den ledige formandspost tiltrak to kandidater; men da forretningsfører i KLK Verner Pedersen trak sit kandidatur ”for at undgå at polarisere arbejdet i KL”, var Kjeld Bendix Petersen valgt som ny formand. Kort tid efter trak Verner Pedersen sig som forretningfører for KLK. I den mere fredelige afdeling var Bent Andersens formandstid præget af arbejdet med skoleloven af 1975, som trådte i kraft august 1976. Dermed indførte man en skole, hvor eleverne blev undervist sammen i dansk og samtidsorientering samt en række andre fag igennem hele deres skoleforløb. Matematik og sprogfagene kunne vælges på enten grundkursus eller udvidet kursus, og der blev mulighed for at vælge mellem en række valgfag. Realeksamen blev afskaffet, og Folkeskolens Afgangsprøve indført.

De første år i Henning Søbys formandstid var præget af konfrontationer mellem forskellige politiske fløje. Det var en meget vanskelig tid at være formand, men han formåede at opbygge tillid omkring sin egen person, så han i det mindste blev tålt af de forskellige fløje. De nemme løsningers tid var forbi, men Henning Søby er et eksempel på, at personlige relationer spiller en stor rolle i politik. Han fik således et meget fint forhold til Skoledirektør Hans Jensen, som selv på et tidligere tidspunkt havde været formand for den mandlige del af den københavnske lærerforening. 00 50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

I 2004 blev Københavns Kommunalforening opløst, og skolelederne i København blev derfor nødt til at finde et andet forhandlingsfællesskab. Valget faldt på et forhandlingsfællesskab med Københavns Lærerforening, hvor der frem til 2012 var et fællessekretariat, hvor Henning Søby blev ansat som skolelederkonsulent. Henning vendte derfor tilbage til Frydendalsvej 24, hvor han havde stået i spidsen for planerne om ombygningen af huset i 1989-1990, men hvor han trak sig som formand, inden ombygningen var afsluttet.

Aase Ciccia (1990-94)

POUL RASMUSSEN

I Henning Søbys tid blev formandens beretning til generalforsamlingen skrevet i hånden og så renskrevet af den dygtige sekretær Lizzie Bengtsson. Det var et kolossalt arbejde, som formanden lagde hvert efterår i at skrive beretningen, og da den desuden blev ledsaget af relevante cirkulærer og henvendelser svulmede beretningen op til et digert værk på omkring 50 sider. Fælleslærerrådet og overborgmesteren indgik i foråret 1987 en fælleserklæring om en langsigtet skoleplanlægning, hvor intentionen var at få forelagt en plan for, hvad der skulle ske med skolerne de næste 7 år. Arbejdsgruppen bestod blandt andet af 4 af medlemmer af Københavns Lærerforenings bestyrelse og yderligere et medlem af Fælleslærerrådet. Det resulterede i en meget grundig rapport, hvor bestyrelsen var med til at anbefale en lang række skolenedlæggelser og nybyggede skoler. Selvom hele arbejdet var igangsat på foranledning af politikerne i Borgerrepræsentationen, fik politikerne kolde fødder, da de truede skoler fik mobiliseret forældrene. Nu var alle de truede skoler – på trods af lav søgning – pludselig verdens bedste, og Skole og Samfund mobiliserede ved at afholde et stormøde i Nørrebrohallen med over 1.000 deltagere, hvor Kim Larsen optrådte for fuld musik. Forslaget faldt til jorden med et brag efterladende lærerne på de 4 skoler indædt rasende på foreningen. Dér lærte vi, at skoleplanlægning er en yderst vanskelig sag, som KLF skal holde sig fra. Da Henning Søby valgte at stoppe i 1990 havde han været formand i 10 år – en uhørt rekord i foreningens historie på det tidspunkt. Der havde ikke været tradition for at man kunne fortsætte som formand indtil pensionsalderen, og han følte måske også, at tiden krævede andre personer på den anstrengende formandspost. Da han sluttede som formand, var han i nogle år ungdomsskoleinspektør, indtil forvaltningen i 1996 gjorde ham til forhandlingsleder på skoleområdet. Så der spillede han igen en stor rolle i forhold til Københavns Lærerforening − nu på den anden side af bordet.

De fire år Aase Ciccia var formand var præget af store reformer inden for folkeskolens område: I 1990 kom der en ny skolestyrelseslov, der indførte skolebestyrelser ved alle skoler. De fik blandt andet repræsentanter i skolernes ansættelsesudvalg, og det gjaldt også ved ansættelse af ny leder. I 1993 lavede LC en aftale om ansættelsesvilkår med Kommunernes Landsforening og Københavns Kommune. Denne betød et stop for tjenestemandsansættelse af lærere samt indførelse af U, F og Ø-tid, og samme år blev der vedtaget en ny skolelov, der trådte i kraft august året efter. Men også før disse store ændringer var

der uro omkring tjenestetiden. I 1991 drejede det sig især om timeomregningsfaktoren for specialundervisning. Der var dannet en gruppe Københavnske Lærere Mod Nedskæringer (KLIN), som med skarpe holdninger og stor formuleringsevne udtrykte deres utilfredshed med, at bestyrelsen ikke havde inddraget medlemmerne i beslutningen gennem en skoleafstemning. Man ville desuden have bestyrelsen til at få en uvildig advokat til at gennemgå om fremgangsmåden overhovedet havde været lovlig, og fremlagde tre resolutionsforslag om forskellige aspekter i sagen. Aase Ciccia meddelte derpå, at bestyrelsen ville tage konsekvensen af vedtagelsen af bare ét af de tre forslag, som bestyrelsen opfattede som mistillidsvota, og gå af. Ved afstemningen viste der sig et flertal for dem alle tre, og der blev derfor indkaldt til en ekstraordinær opstillingsgeneralforsamling. Valgkampen var heftig, læserbrevene mange. Men da stemmerne var talt op, havde Aase Ciccia stadigvæk et pænt flertal bag sig i bestyrelsen. Modkandidat til formanden Der har været perioder med bølgegang i bestyrelsesarbejdet og stormfulde generalforsamlinger før, men en række generalforsamlinger i 1994 bød på et drama, der i hvert fald ikke senere er overgået. Ved valget til hovedstyrelsen i DLF i efteråret 1993 stillede Aase Ciccia op som næstformandskandidat – støttet af næstformand i KLF Niels de Voss – men hun tabte til Anni Herfort, der senere blev DLF’s første kvindelige formand. Allerede i begyndelsen af året havde Niels de Voss meddelt bestyrelsen, at han ville kandidere ved formandsvalget, som skulle indledes på en opstillingsgeneralforsamling måneden efter. I sin begrundelse anfører de Voss, at han ”savner overblik, kreativitet, flid og engagement i formandens arbejde”. Trods uenigheder i tidens løb var det aldrig tidligere sket, at en næstformand havde stillet op mod sin formand. Det tætte afstemmingsresultat gav Aase Ciccia beskedne 40 stemmer flere end Niels de Voss og sikrede hende dermed genvalg. de Voss havde på for-

hånd meddelt, at hvis han tabte valget, ville han forlade KL’s bestyrelse. Jan Maslak blev derefter konstitueret som ny næstformand. Senere på foråret kom der ny uro omkring formandens person. Der var i 1993 indgået en aftale mellem regeringen og Lærernes Centralorganisation om en ny tjenestetidsaftale. Denne udgjorde et markant brud på den hidtidige måde at opgøre lærernes arbejdstid på. Man skulle fremover opdele denne i undervisningstid, forberedelsestid og tid til øvrige opgaver – den såkaldte UFØ-model. Hermed fik man et redskab til at dokumentere – eller kontrollere, alt efter synsvinkel – hvad lærerne egentlig gik og lavede. Da aftalen skulle udmøntes i praksis, benyttede kommunen lejligheden til at opsige samtlige lokalaftaler pr. 1. august 1994. Dette hæmmede muligheden for at gennemføre den nye skolelov efter sommerferien 1994. Det viste sig snart, at mange lærere ikke ville kunne få tildelt tid til de opgaver, de mente der skulle løses, hvis man skulle kunne være sig selv bekendt som lærer. Men tallene talte deres eget sprog: man kom meget hurtigt op på de ca. 1.680 timer, et arbejdsår består af. Ikke mindst tiden til ’øvrige opgaver’ blev oplevet som alt for lille. Aktionsdag Da dette mønster med nedskæringer viste sig fra den ene skole til den anden, havde mange lærere fået nok. På opfordring af en aktionskomite uden om bestyrelsen nedlagde lærerne på 33 skoler arbejdet og gik til fagligt møde på Vesterbro. Trods aktiviteternes aktuelle intensitet var aktionen dog næppe gået ind i foreningshistorien, hvis det ikke var for det altid markante bestyrelsesmedlem Anne Garder, der oplyste forsamlingen om, at KL’s formand skulle have indgået og underskrevet en underhåndsaftale, der indebar et ansættelsesstop og nedlæggelse af 200 lærerstillinger. Denne oplysning blev fulgt op med omdeling af underskriftslister, hvor langt over de påkrævede 100 medlemmer krævede indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. Omdrejningspunktet var et resumé fra et møde 26. fe50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

opstille igen, men efter en del forvirring og diskussion blev Jan Trojaborg valgt med 1.784 stemmer mod Aase Ciccias 601 stemmer.

Jan Trojaborg (1994 - )

SINE FIIG

bruar mellem overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og Aase Ciccia, der blandt andet handlede om en tryghedsaftale, der ville forhindre lærerfyringer og en aftrædelsesordning for 30 lærere samt et ansattelsesstop, der senere viste sig at være ’aftalens’ achilleshæl. For selve aftalen var faktisk god. Overborgmesteren fik sin indstilling til Borgerrepræsentationen vedtaget 15. april med de tilhørende 6,5 mio. kr., som ’aftalen’ kostede skatteyderne. Formandens fejl var, at hun ikke havde fremlagt papiret for bestyrelsen og senere ikke redegjorde sammenhængende for hele forløbet. Pludselig offentliggøres et anonymt brev med kopi af det berømte møderesumé i Folkeskolen, hvilket får Anne Garder til at anklage formanden for at lyve, idet det indeholder et aldrig omtalt ansættelsesstop. Bestyrelsen holder en række ekstraordinære møder, de får papiret præsenteret, og på mødet 25. maj giver fem bestyrelsesmedlemmer Aase Ciccia mistillidsvota, hvorfor hun vælger at gå af. Aase Ciccia forsvarede sig i KK mod angrebene, og på den krævede generalforsamling 2. juni holdt den nu tidligere formand en flammende forsvarstale og høstede et varmt bifald. Men derefter skyllede kritikken ind over formanden, der blandt andet fik underkendt sin håndtering af sagen gennem tre resolutioner fra kritikerne. Hermed stod foreningen uden formand; næstformanden Jan Maslak tiltrådte efter en ny konstituering, et par bestyrelsesmedlemmer var også udskiftet siden valget i marts. Det er næppe overdrevet at kalde KL en forening i krise. For hvor skulle man finde en formandskandidat med tilstrækkelig erfaring og pondus? Den dag, hvor lærerne på alle byens skoler rettede an til den traditionelle sommerferiefrokost, blev der hængt et opslag op på KL-afdelingernes hjørne på skolernes opslagstavler med et bud fra en uventet kant. Jan Trojaborg, redaktør fra 1990 og bestyrelsesmedlem fra 1986-90, meddelte sit kandidatur til posten. På opstillingsgeneralforsamlingen efter sommerferien valgte Aase Ciccia imidlertid at

Det varede ikke længe, før medlemmerne kunne mærke, at der var kommet en ny formand til. Jan Trojaborg pustede nyt liv i generalforsamlingerne. Det var tiltrængt, for det store flertal af medlemmerne var kørt trætte i de mange og uendelig lange møder i fløjkampenes storhedstid. Han fik indlagt kulturelle indslag fra mange af skolevæsenets kreative hjørner, og fik gjort fællesspisningen til en fælles oplevelse frem for blot en afspisning, inden man skulle ind og skændes videre. Og så fik han indført en nyskabelse, Den gyldne Pegepind, en pris, der hvert år overrækkes til en person eller gruppe, der har gjort en ekstraordinær indsats for den københavnske skole – ofte gennem mange år. I hans formandstid er der også sket en udbygning af sekretariatet, samt skabt bedre pladsforhold for arbejdet, blandt andet ved nye funktioner i Frydendalsvej 20, da fraflytning af en lejer muliggjorde det. I Jan Trojaborgs lange formandsperiode har den mest markante enkeltsag været

Danmarks Lærerforenings ønske om en såkaldt normalisering af KLF, som siden 1951 havde haft særlige privilegier i form af to faste pladser i hovedstyrelsen og et lavere kontingent end de øvrige kredse. Emnet var oppe allerede i 1994, men den nødvendige vedtægtsændring blev først en realitet i 2008. Beslutningen var en konsekvens af, at Københavns Kommune i 2005 valgte at melde sig ind i Kommunernes Landsforening og dermed overlod forhandlingsretten til denne. Derudover spillede arbejdstid en væsentlig rolle. UFØ-aftalen fra 1993 var stærkt udskældt, så der blev brugt megen energi på at forbedre arbejdsbetingelserne. Der blev aftalt forbedringer gennem årene, og i 2009, hvor OK-forhandlingerne kun gav en ramme til lokal udfyldning, lykkedes det at indgå en god professionsaftale, den såkaldt A 08. Udviklingen af lønnen spillede også en stor rolle, hvor blandt andet udnyttelsen af de decentrale lønmidler i København kom til at betyde, at de fleste lærere blev udmærket tilfredse med deres løn. Det var også i Jan Trojaborgs formandstid, at regeringen valgte at erklære loukout af lærerne i april 2013. Det vendte op og ned på foreningsarbejdet, idet bestyrelsen kom til at arbejde på en meget aktivistisk facon, hvor bestyrelsesmedlemmerne fik ansvar for hvert sit distrikt med stor autonomi. Medlemmerne udviste kolossal ihærdighed og kreativitet og kom til at præge bybilledet i de 4 helt usædvanlige uger. En skelsættende begivenhed, der her 4 år senere fortsat giver anledning til store problemer med arbejdstiden på skolerne. Uden en arbejdstidsaftale måtte lærerne i hele landet enten følge regeringens Lov 409, med firkantede retningslinjer for arbejdsti-

den, eller tage til takke med de lempelser, som de enkelte kommuner ville gå med til i samarbejde med de lokale kredse. I København sikrede Jan Trojaborg og bestyrelsen i første omgang et forståelsespapir, der på en række områder var en forbedring i forhold til Lov 409. I 2016 lykkedes det at få en reel lokalaftale i København efter mere end ét års tovtrækkeri med forvaltningen. DLF’s hovedstyrelse Som formand for KLF var Jan Trojaborg – sammen med de skiftende næstformænd – automatisk medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, hvor han som medlem af Pædagogisk Udvalg bidrog med markante synspunkter. Da sammenslutningen af lærerforeningerne var en realitet, blev automatikken afskaffet, men Trojaborg havde ingen problemer med at skaffe stemmer, da han i lighed med hovedstyrelsens øvrige medlemmer skulle på direkte valg. Ved sidste hovedstyrelsesvalg valgte han ikke at genopstille. I 1999 stillede Trojaborg på talrige opfordringer fra lærerkredse rundt om i landet op til næstformandsposten i DLF. Det blev imidlertid Stig Andersen, der løb med sejren med 6 stemmer. Stemmer der senere viste sig at stamme fra KLF’s bestyrelse, der ikke ville af med deres formand. Gennem sine 23 år som formand har Jan Trojaborg været rundt og vende langt de fleste sten, han har mødt på sin vej. Han har sat en ære i at sætte sig grundigt ind i alle aktuelle emner både på den pædagogiske og fagpolitiske bane. Samtidig har han haft flair for både mundtlig og skriftlig kommunikation, og den kvalitet kan ikke underkendes i et job, der netop bæres oppe af kommunikation. 7

50-ÅRS JUBILÆUM • KLF • 2017

KĂ¸benhavns LĂŚrerforening Frydendalsvej 24 1809 Frederiksberg C Tlf. 33 22 33 22 / Mail: 011@dlf.org