PORTRÆT
■
AXEL SALTO
Axel Salto
– en digter i leret
Af Adam Schnack
D
01
10 / www.eltoftnielsen.dk
e fleste kender Axel Salto (1889-1961) som en epokegørende keramiker, men før han gjorde sig gældende med sine keramiske arbejder, var han en betydningsfuld personlighed inden for modernismens gennembrud i Danmark omkring 1. Verdenskrig. I sine unge år udmærkede Salto sig som kunstmaler, redaktør og udgiver af det ekspressionistiske tidsskrift Klingen, der udkom i årene 1917-20. Senere fik han med sine radikale stentøjsarbejder stor betydning i den keramiske kunstverden, en bedrift der siden hen skulle placere ham som en af moderne tids mest bemærkelsesværdige kunstnere – også på den internationale scene.
I begyndelsen var Saltos keramiske arbejder meget styret af læren om stoffet – at beherske leret og blive fortrolig med dets potentialer. Hans kunstneriske mæcen hos Bing & Grøndahl, Harald Bing, døde allerede godt et år efter starten på deres samarbejde. Salto måtte lede efter et nyt værksted, hvor der var plads til at bevæge stentøjet ud af sin lavpraktiske funktionalitet og tillade kunsten at diktere form og tilblivelse. Hans møde med en af tidens fremmeste keramikere, Carl Halier, i 1929 blev begyndelsen til det, der siden har vist sig at være et af de mest betydningsfulde keramiske livsværker i nyere tid. Momentet understreges af Salto: ”Fra den Dag at regne begyndte mit keramiske Liv, som naturligvis skulde være begyndt længe før, men det var Haliers Skyld, at det altsaa begyndte. Saaledes skal det aabenbart gaa, at Folk, der vil og føler det samme, naar de træffer hinanden, saa sker det. (…) I alt, hvad jeg opnaaede, var det Halier først og Halier sidst.” (Axel Salto: Carl Halier – 70 år, Berlingske Tidende, d. 1. maj 1943).
Hundrede stemmer i en skål Som stoffets mester og avantgardekunstner blev Salto i 1923 udfordret af Emil Hannover og Harald Bing. De ønskede at udvikle porcelænsfabrikken Bing &Grøndahl og at forny opfattelsen af keramikkens iboende muligheder. Mødet blev afgørende for Saltos fremtidige arbejder: ”Man var utilfreds med det naturalistiske Underglasurmaleri og følte Nødvendigheden af en Fornyelse. Hannover gjorde opmærksom paa de farverige Emaliearbejder fra Mingperiodens tidligste Tid i Kina, og et Forsøg på en europæisk Omplantning af denne Teknik blev besluttet. Jeg blev opfordret til at udforme Stoffet kunstnerisk – det tekniske Problem løste Fabrikkens Kemiker H.A.L. Madslund paa den mest udmærkede Maade.” (Axel Salto: Saltos Keramik, Berlingske Bogtrykkeri 1930).
De kunstneriske ideer sprudlede I foråret 1930 begyndte Salto sit samarbejde med kemiingeniøren og glasurkunstneren Nathalie Krebs på Patrick Nordströms stentøjsbrænderi. Forskellighederne i deres kunstneriske profiler var dog så radikale og uforenelige, at de allerede i 1932 skiltes fra hinanden. Krebs repræsenterede en kunstnerisk tradition, hvor hun eftersøgte det fuldkommen kultiverede og ensartede udtryk i sine arbejder, mens Salto hyldede forskellighederne fra brænding til brænding – netop det, at det samme aldrig bliver det samme, var det interessante for Salto. For ham lå magien i ”Keramikens sværmiske Lotteri”: ”Det gælder om at elske noget og blive ved med at elske det. I Keramiken har denne Sætning udtrykkelig Mening, og her bliver Følelsen brændende gengældt: saa ofte man ved at vende og dreje et Ornament omsider finder frem til dets rigtige Proportion, lige saa ofte opmuntrer, ja, vejleder Ovnen En med sin guddommelige Tilfældighed, som kun en Taabe kaster Vrag paa.