Issuu

UNDER BROSTENENE, STRANDEN!

Roman

Gutkind

På dansk ved Andrea Fehlauer

Under brostenene, stranden! er oversat fra norsk af Andrea Fehlauer efter Under brosteinen, stranden!

Denne udgave: © Johan Harstad og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Johan Harstad

Sat med Sabon LT Pro hos Geethik Technologies og trykt hos Livonia info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1021-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

If you could do it all again Big deal, so what?

Please let me know

When you’ve had enough

Dawn Chorus – Thom Yorke

”Atomer er for folk, der ikke kan se det store billede.” Jeg ved ikke, hvem der siger dette.

Det er ikke en by. Det er illusionen af en by. Alligevel bevæger vi os gennem den, langsomt i den tætte eftermiddagstrafik i juni. Jeg sidder på et hårdt plasticsæde på den åbne overetage af en gullig dobbeltdækkerbus, stuvet sammen med andre deltagere i IAEA’s 2018-konference Nye europæiske tanker om håndtering af atombrændsel og andet radioaktivt affald, en fire dage lang affære, afholdt i en anonym sal på første etage af Hotel Hilton i Grzybowska ulica, og noget som jeg til de fleste udenforståendes overraskelse har set frem til lige siden invitationen kom, mens sneen stadig lå tæt omkring vores hus i Pori, og både Ebba og jeg var sikre på, at denne gang ville den finske vinter ikke slippe sit greb. I Finland er selv naturen svær at få på gled, Ingmar, siger hun tit. Nu og da vinker lokale indbyggere til os i bussen fra fortovet, næsten udelukkende unge mennesker og mest piger, måden de gør det på er ment som en gestus, og samtidig gør de nar af os, tænker jeg, og jeg har rig lejlighed til at tænke over det, da jeg er et hoved højere end de fleste andre konferencedeltagere og dermed fungerer som lynafleder for broderparten af den tvetydige opmærksomhed, der bliver os til del. På sæderne omkring mig halvsover ældre kolleger med åben mund og udstøder sporadiske grynt, hver gang bussen ændrer retning. Enkelte yngre kolleger sidder og vender sig

mod venstre i sæderne for at tage billeder af det der engang var den jødiske ghetto, men de fleste er mere optagede af at snakke med hinanden end at se de seværdigheder vi passerer eller lytte til guiden deroppe foran, som tappert og på begrænset engelsk prøver at formidle indøvet information om byen via et defekt højttaleranlæg, der i forvejen har for lav volumen og desuden falder helt eller delvis ud i nogle sekunder, hver gang bussen accelererer og fører os længere ind i Warszawa.

Med undtagelse af et par individualister, samt en og anden professor emeritus der holder sig for god til den slags pjat, er vi alle udstyret med de grønne kasketter, der blev uddelt ved indregistreringen, og som har ordene LET’S TALK TRASH! trykt på med store, hvide bogstaver, og sammen med den sightseeingbus vi har lejet, og det faktum, at 65 af de 72 om bord er mænd og så godt som alle over fyrre, er det forståeligt, at vi ikke vækker den helt store entusiasme i befolkningen. Selv guiden foretrækker det meste af tiden at lade blikket hvile på bygningerne, hun må have set og fortalt om hundredvis af gange før, frem for at stirre ud over et landskab af midaldrende individer, hvis hovedbeklædning i bedste fald kommunikerer noget tvetydigt.

Det er ikke nyt for os. Sådan er det altid. Vi er alle sammen vant til flakkende blikke og respons af typen så spændende at høre om, når vi fortæller, hvad vi arbejder med, efterfulgt af det totale fravær af opfølgende spørgsmål. Folk vil hellere høre på en forsikringssælger i en time. Ingen er interesserede i at høre mere om fordelene og ulemperne ved KBS-3-metoden og mulige korrosionsproblemer i kobberkapsler, og alene ordene radioaktivt affald synes for de fleste at være nok til at fremkalde billeder af mænd i olietøj og blyforklæder, gummistøvler og gasmasker, der tavst tramper rundt i tjærelignende substanser med store spader, og man får tit følelsen af, at de andre gæster til middagsselskaberne foretrækker at sætte sig et stykke væk, som om det vi laver er smitsomt eller kunne vække den slumrende dårlige samvittighed over, at der også

findes noget her i livet, der hedder konsekvenser. De fleste ser Tjernobyl for sig, og det er ikke noget de har lyst til at se for sig. Som oftest præsenterer vi os bare med stillingsbetegnelse og navn på virksomheden, eller med universitetsgrad; vi er geologer, fysikere og ingeniører af forskellige slags, eller professorer ved fakultet X på universitet Y, det er heller ikke nogen god isbryder, men i det mindste går folk ikke i en stor bue uden om os bagefter.

Men det er derfor, disse konferencer er vigtige. Det er derfor, disse invitationer betyder noget, derfor man glæder sig flere måneder i forvejen, og derfor det overhovedet ikke generer én at blive fragtet byen rundt i flok med en reklamekasket fra en eller anden officiel sponsor på hovedet: Så snart det bliver mørkt i salen, og vi bliver budt velkommen, og den første taler indtager podiet for at holde sit indledningsforedrag, er vi blandt venner. IAEA, Posiva Oy og SKB, her er folk fra STUK, KTH, DBE, URF, WNA, NEA-OECD, WATEC, NEA-RWMC, NRC, IPRA, KLDRA, GICNT og INMM, UNAEC, WANO, Eurad, COVRA, Minatom, IPFM, vores kolleger fra WIPP ved Carlsbad, New Mexico, ERAM og slutdepotet i Morsleben, Tyskland, der engang var en saltmine, hvor koncentrationslejrfanger blev tvunget til at producere komponenterne til V2-raketterne; folk fra Asse II, HADES, NWF, NWTRB og gæsterne fra det lukkede Yucca Mountain, som vi på Onkalo slutdepot ved Olkiluoto arbejdede tæt sammen med. Jeg kunne være kommet med forklaringer om, hvad hver enkelt af disse forkortelser og akronymer står for, hvordan de forholder sig til det næste på listen, og hvordan de alle sammen er forbundet med hinanden på næsten rørende symbiotisk vis, men det ville sandsynligvis ikke interessere dig, og jeg bebrejder dig det ikke. Det er ok. Jeg er klog nok til at forstå, at det vi laver udefra set ikke er særlig engagerende, og at vores uigennemsigtige bogstavkombinationer ikke ligefrem hjælper. Men du skal vide, at vi gør det for at spare tid. Vi er her ikke for at sælge dig noget, vores arbejde er ikke afhængigt af synlighed og popularitet,

vi prøver bare at undgå, at store dele af denne planet bliver ubeboelige for alt andet end planter, som er langt bedre til at improvisere og skabe nye celler af den type, der skal til for at holde den gående. Vi er stolte af det vi laver. Vi er alle sammen brødre her. Og søstre.

En anden grund til at vi er dårlige samtalepartnere i cocktailverdenen er, at det vi laver er så komplekst og så værst-tænkelige-scenarie-deprimerende, at det har en tendens til at ødelægge aftenen, hvis vi går for langt i at forklare, hvad det er vi stræber efter. Det har ikke kun med de enorme mængder højradioaktivt materiale at gøre, der over store dele af verden bliver opbevaret midlertidigt og på meget lidt egnede måder i afventen af mere permanente løsninger, eller med konsekvensen af udslip, hvis noget skulle ske, hvis bare én af disse beholdere, der gerne lagres in situ og i neglebidende kort afstand til bebyggelse, svigter, men også med tanken om, at den slutdeponering vi arbejder hen imod, er beregnet til at skulle opbevare affaldet fra vores velstand i alt fra titusind- til hundredtusindvis af år, uden behov for løbende tilsyn, indbrudssikret mod terrorister og andre nationer i bekneb for våbenmateriale, i stand til at tåle al slags vejr, jordskælv og naturkatastrofer, krig og hydrostatisk tryk fra den ene kommende istid efter den anden. Det er svært for folk at kapere, at ingen af os kommer til at være her for altid. At planeten vil blive kold igen, virkelig kold. At alt vi har bygget og skabt vil forsvinde og blive glemt, af hvad det nu er, der kommer efter os, men at det for atomerne vil fortone sig som en ubetydelig erindring, bare overgangen fra et øjeblik til et andet. De færreste bryder sig om at tænke på døden, mens de prøver at have det lidt hyggeligt. Sagen er den, at vi ikke tænker på den måde, intet af det her repræsenterer en trussel for os. Vores ure er større og bevæger sig langsommere. Det er en udfordring, en del af det mandat vi er blevet givet: at finde en varig løsning, at blive de første mennesker der formår at tænke virkelig langsigtet. Vi bygger det, for at vi kan glemme det. På en måde

er vi de moderne derrickmænd, cowboyerne ved den yderste grænse, der forbereder landet på en ny tid, og de kreaturer vi vogter er usynlige, de lægger sig aldrig ned for at hvile i grønne enge, og vandet de drikker er forurenet for altid. Og dog, en vis skelnen mellem inderside og yderside eksisterer også på vores felt, brødre eller ej, men det er hovedsagelig et spørgsmål om ansvarsområde, ikke om status. Blandt de 70+ personer i sightseeingbussen, et tal der repræsenterer henved halvdelen af konferencedeltagerne, tilhører vi udelukkende kategorien, der dagligt bruger hjelm og arbejdstøj, høreværn og beskyttelsesbriller; vi er kælderfolket, vi sidder ikke i bestyrelserne og deltager sædvanligvis ikke i receptionerne, vi har ikke ansvaret for at fuldfinansiere projekterne og aflægge rapporter til regeringer; vores dage tilbringes på installationerne og universiteterne, vi sidder i frokoststuer med de beskidte støvler ved siden af bordet og med vores uldsok-klædte fødder oppe på en stol, mens vi drikker kaffe mellem slagene. Vi sidder på uforstyrrede kontorer på fakulteterne, med falmede plakater fra obskure og tabte kampe bag os og madpakken foran os; vi kigger på tallene, vi laver den hårde matematik og de omstændelige beregninger, mens ledelsen i jakkesæt gør hvad de kan, for at vi skal blive ved med netop dét, mange af dem med samme uddannelsesbaggrund som os og med forståelse for hvad der står på spil, men også ofte med et lidt andet socialt liv end os, noget der formentlig gør det mindre attraktivt at tilbringe en dag med kasketfamilien på tur gennem Warszawas gader. De har møder, de skal nå, og frokoster at smalltalke sig igennem og et fly til Wien bagefter. Vi ved ikke, om de tager de udleverede kasketter med, eller om de mumlende takker nej, halvvejs vendt væk fra hånden, der rækker dem den, som om de bare ikke opfangede det, fordi deres mobil ringede netop da, og der bare sker så meget hele tiden, er så meget at tage hånd om, hvis ikke verden skal gå under.

Lige som atomerne spaltes i partikler, foregår der en yderligere fraktionering af konferencedeltagerne, så snart solen er

gået ned. Efter at sightseeingen er overstået, eller den sidste indledende taler er blevet applauderet ned fra talerstolen, og alle er vendt tilbage fra deres respektive workshops. Efter de halvfems minutter, som er det hver person i gennemsnit har til rådighed, fordelt på den tid det tager at gå tilbage til sit hotelværelse, lægge konferencemappen fyldt med informationer, notater og visitkort fra sig, slænge sig på sofaen eller i stolen (det tilgængelige møblement er her afhængigt af værelsesstørrelsen, der igen er afhængig af et indeks baseret på personens anciennitet og stilling eller funktion, den objektive vigtighed inden for feltet, og de økonomiske rammer nedfældet i statuetterne for den virksomhed eller organisation, der betaler for konferencedeltagelsen) og smide benene op på bordet lige præcis længe nok til, at det føles som et initiativ at rejse sig og tage et bad, og så tage tøj på og, med hvad det end måtte indebære (nogle tager sig en øl fra minibaren, andre læser avisen), gøre sig klar til aftenen, møder de allerfleste konferencedeltagere op på i forvejen aftalte steder i lobbyen eller lige udenfor, for det meste i grupper på otte eller ti, nogle gange flere, nogle gange færre, og sætter sig ind i taxier, der tager dem ud til forskellige restauranter i byen. Det hele er lidt som en koreograferet dans, måden ingen af grupperne blander sig med hinanden på og kun lige netop lader til at være bevidst om hinanden, der udveksles kun enkelte korte nik mens grupperne venter, ikke nok til at kunne udløse samtaler og derigennem situationer, hvor en eller flere personer kan blive fristet til at få en indskydelse og ønske at ændre middagsgruppe, noget der vil kunne lave rod i reservationer og logistik og reducere enkelte grupper til nødbemandinger med kun to eller tre personer, hvilket i og for sig kan vise sig at blive hyggeligt, lige så vel som pinligt, men som ikke er optimalt og derfor ikke ønskeligt, også fordi dette er et fagområde, hvor i-sidste-øjeblik-improvisationer ikke har nogen høj stjerne.

Det der sædvanligvis sker er, at doktorerne og professorerne deler sig i to grupper, og at alder synes at være en

vigtigere faktor end titler: De yngre, der stadig har faste undervisningsstillinger ved universiteterne og er på opadgående kurs meritmæssigt, er generelt set ganske ansvarlige og går hjem før midnat for at være klar til intens koncentration, når den første indledende taler går på kl. 9.30 næste morgen, og for at have tid nok til at kigge deres egen Power Point-præsentation igennem en sidste gang, før dagen starter. Prof.em.erne derimod (samt associerede professorer), hvis gennemsnitsalder er 77, har intet at tabe og plejer at blive virkelig stærkt berusede, med behov for assistance fra de assistenter enkelte af dem har med for at kunne komme op af dybe chesterfieldmøbler i mørkebruntonede etablissementer, når den nye dag allerede er nogle timer gammel. I forvejen holder ingen af dem oplæg før efter frokost og helst hen sidst på dagen, det er ofte en forudsætning for at de takker ja til at deltage, og man ser dem sædvanligvis ikke i morgenmadssalen før på afrejsedagen, hvor tyngden af de dage de har bag sig, endelig har indhentet dem i form af en voksende angst for ikke at nå deres fly hjem.

Hvor folkene fra IAEA, repræsentanterne fra regeringer og andre højtstående officielle personer, samt bestyrelsesformænd fra energiselskaber og ledelsen i diverse forbund og internationale organisationer gør af sig selv efter mørkets frembrud, er mere uklart, men sandsynligvis knyttet til en hel del receptioner og efterfølgende middage i diverse chambres separées, på restauranter af den type, der ikke er afhængig af at have navnet i store og neonoplyste bogstaver over indgangen.

Ebbas far, Edvard Hella, har strengt taget ikke noget at gøre her, da han hovedsagelig har arbejdet med fusion og ikke fission, før han blev dekommissioneret og sat til at holde øje med radonmålinger i Stavanger, men han bliver stadig inviteret med til disse konferencer på baggrund af arbejdet med Kubikel-projektet i Forus i sin tid, og om aftenen slår han sædvanligvis følge med en lille gruppe temmelig luvslidte IAEA-folk, der ikke trives i kanapéernes og cocktailenes rige.

Jeg tror egentlig ikke, det er dér, sammen med dem, han helst vil være, men han prøver at undgå at være et hår i suppen, som han siger, selv om det er åbenlyst for os begge, at det er min gruppe, han føler sig knyttet til, en gruppe der stort set består af mine kolleger fra Onkalo, svenskere fra SKB og FSR, plus nogle folk han kender fra tiden på Barsebäck, samt en eller anden overarbejdet efternøler fra Novarka, som vi har samlet op i lobbyen og taget med, fordi hans venner var taget af sted uden ham, og fordi han er søn af en af de oprindelige likvidatorer, der arbejdede med spade i M-zonen oppe på taget af reaktor 3 i 1986 og stod ansigt til ansigt med otte tusind røntgen, hvilket kvalificerer ham (sønnen) til at være én, der ikke fortjener at skulle spise alene. Alle ved det. Men det sker, at jeg over for Edvard insisterer på, at han i det mindste skal spise frokost med os på konferencerne, og det slår aldrig fejl: Midtvejs i måltidet, når han føler sig tilstrækkelig sikker på, at han faktisk er ønsket ved bordet, til at han kan lade et og andet ord falde om sin egen erfaring og vil blive taget alvorligt, lyttet til, så ligner han en stor plante, der varsomt åbner sig mod sollyset, folder sig ud, og hans næring er store samtaler om det allermindste, samt muligheden for at opfange de nyeste rygter om fremskridtene med ITER-projektet i Frankrig og hans drøm om en fremtid med fusionsreaktorer, der vil gøre hele denne konference, for ikke at tale om mit job, overflødigt. Det sidste er virkelig ikke noget han ønsker, sørger han for at understrege, hver gang samtalen går i retning af spørgsmålet om kernefysisk fission kontra fusion, ligesom han er optaget af, at alle omkring bordet skal forstå, at han først og fremmest ser mig som en god kollega og dernæst som svigersøn, én han kan ringe til mandag aften og snakke arbejde med i en time, og at hvis han har haft nogen som helst indflydelse på min karriere, er den i bedste fald marginal og ubetydelig. Det er selvsagt ikke sandt, vi ved begge, at jeg aldrig ville være kommet med på denne konference eller nogen andre, hvis det ikke var for ham, men af og til spekulerer jeg på, om hans behov for at have en person,

han kan ringe til og snakke arbejde og diskutere hypotetiske problemstillinger med en times tid en mandag aften, stadig er så stort, at han har fortrængt, at det er ham selv, der har skabt den samtalepartner han ønskede sig, en faglig golem. Edvard Hella er manden, der, mens alt blev taget fra ham, styrede mig i retning af studier i kernefysik og geologi og senere, da Ebba var vendt tilbage fra Frankrig, overbeviste mig om, at Finland var fremtiden for os begge, og sendte hende og mig af sted i sin Volvo 240 stationcar, på det jeg stadig husker som den smukkeste biltur af dem alle, i tidlig efterårssol og nul udsyn gennem bagruden, over Suleskard og gennem Åmot, forbi Seljord og Kongsberg, gennem Oslo, hvor vi sov på et hostel, hvor sengene var alt for små, og videre dagen efter, østpå ind i Sverige, forbi steder vi aldrig havde hørt om, og som for så vidt bare fandtes på kortet, og hvor vi kørte forkert og havnede i Mörkret, men så fandt vejen ud igen og kørte gennem natten, til Sundsvall og op til Umeå, hvor det blev morgen, mens vi gumlede tørre baguetter, der kun var baguetter af navn, og ventede på færgen til Vaasa, og vi dundrede ned igen langs kysten, nu i Finland, forbi Kristinestad og helt ned til Pori, alt sammen fordi han havde trukket i de få, men stærke, tråde han stadig havde fat i, og overbevist folkene i Teollisuuden Voima om at ansætte mig i en god stilling ved Olkiluoto atomkraftværk, hvilket senere bragte mig til Posiva Oy nogle hundrede meter derfra og arbejdet med udbygningen af Onkalo slutdepot for radioaktivt atombrændsel, som om nogle år ville være fuldt operativt. Han kunne utvivlsomt have fået hvilken som helst af de stillinger selv. Han ville have været mere end kvalificeret. Formodentlig var det også ham, de prøvede at overbevise, da han først kontaktede dem, men han valgte at holde stand i Stavanger og fortsætte med at studere de radonmålinger han afskyede, for at Ebba og jeg skulle få mulighed for at være del af det, han anså for at være et af menneskehedens vigtigste projekter, og det ovenikøbet et sted han omtalte som helt vidunderligt. Men det er bare den halve sandhed. Jeg tror,

han takkede nej til hvad det nu var de tilbød ham, fordi han var bange for, at de også ville kunne tage det fra ham igen, at han en dag måtte vende Onkalo ryggen, sådan som han var blevet tvunget til at gøre det med Kubikel-bygningen i 1996, og at det ville være ham, politikerne ville pege på som den ansvarlige for alle de penge, der var blevet brugt, den dag der ikke var lige så mange stemmer at vinde på at gemme brugt atombrændsel af vejen de næste hundrede tusind år. Jeg tror, det er derfor, han ringer til os en gang om ugen, altid samme dag, på samme tidspunkt, det er ikke kun for at høre, hvordan hans datter har det, og snakke med sine børnebørn om deres dag; han lytter efter lyden af noget, han ved vil styrte sammen før eller senere, hvis det ikke bliver færdigt, forseglet og forladt i tide.

finland var ikke ukendt for familien Hella, heller ikke Pori. Mens vi andre havde købt billigt legetøj på Mallorca, der gik i stykker, længe før vi kom hjem, eller havde stået i kø i Legoland for at ride en tur på en pony med slidmærker på ryggen, havde Ebba tilbragt flere somre på den lange sandstrand ved Yyteri som barn, til dels fordi faren havde været gæsteforsker ved Olkiluoto, som stod for næsten ¼ af strømproduktionen i landet, men ikke mindst fordi begge hendes forældre satte pris på den årlige Pori Jazz-festival. Vi for vores del forbandt kun landet med bandeord og druk og Matti Nykänen. Og folk der piskede hinanden gule og blå med birkeris, når de sad nøgne i saunaen, og græd bagefter. Men for hende havde det været et lille paradis, og desuden var der ingen der dyrkede skihop om sommeren, sagde hun. I op mod tre uger ad gangen havde de skiftevis boet i telt og lejet en sommerhytte på campingpladsen ved Yyteri-stranden i udkanten af byen, hun havde fået utallige flåter, når hun løb rundt med sine finske julivenner i skovene bagved, og lært at svømme i havet i håb om at drukne det kryb, der bed sig fast på hende. Hun havde også lært at fjerne flåter, så snart hun forstod, at badning ikke var noget problem for dem, og

havde leget i klitterne i stedet, selv om det egentlig ikke var tilladt, omfattet af naturbeskyttelsesloven som de var og er. Hun havde været fem, seks, syv år gammel og havde haft en bog med at læse i og sin egen Walkman, mens forældrene så Miles Davis spille, eller Oscar Peterson, hun havde lært sig navnene Jukka Perko, Herbert Katz, Esa Pethman og også set et par af deres koncerter, det havde været helt fint, men det allerbedste havde været de aftener, hvor forældrene gik uden hende, og hun måtte blive hjemme i nabokonens varetægt, noget der betød en hel aften med de piger og drengen, hun også tilbragte dagene med, med den forskel at der nu ikke var nogen der blandede sig i, hvad hun så på tv, eller hvor længe hun tog bad, og heller ikke nogen der kom med lange foredrag om kræftfremkaldende stoffer i så godt som alt slik, kun en finsk mamma, som stolede på sitt eget jävla vett og ikke så noget galt i at udstyre hvert af børnene med en skål Jauhis salmiakdrops og hver sin lyserøde tube Tuubipurrka, fyldt med enorme mængder tyggegummi man kunne sprøjte munden fuld af og derefter kæmpe med, indtil kæberne gjorde ondt, og hvis man var uopmærksom og kom til at sluge noget af det, sagde hun bare, hårdt og bestemt, så man ikke skulle føle, at det var noget at være ked af: Ingen har någonsin dött av att svälja tuggummi. Det är de jäkla männens behov av att hela tiden slåss som tar liv. Lad mig sige det som det er: Da vi kom til Pori første gang den dag i 2008, ville jeg helst bare være kørt videre. Der var ikke noget som helst vidunderligt ved byen, og himlen havde samme farve som industrielt stål. Det kom bag på mig, jeg ved ikke hvorfor, det var bare denne følelse af, at der var noget, der ikke stemte, at det ikke var meningen, jeg skulle være her. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg hadede stedet, byen lignede en by skabt af nogen, der ikke ville skabe en by og heller ikke ville bo der, en modvillig by, vokset frem af nødvendighed, da landhævningen gjorde elven for smal længere inde i landet. Den bød mig imod med alle sine beige og lysegrønne farver, der måtte være udvalgt om natten af

blinde malere for at spare penge. En ubegribeligt begrædelig by, som en glemt sovjetisk udpost. Jeg gik lange ture i den, mens Ebba gjorde vores hus i stand, og jeg fór hele tiden vild, selv om byen var lille, fór jeg til min store frustration vild i gader, der lignede hinanden, det gav mig følelsen af, at gaderne bare blev duplikeret og genereret omkring mig, efterhånden som jeg gik, som i et computerspil, og hver morgen kørte jeg de halvtreds kilometer ned til Olkiluoto-atomkraftværket, mens jeg gentog for mig selv her kan vi ikke bo. Jeg følte mig snydt, narret, det var en glæde at kunne lægge byen bag sig, være væk fra den og lade som om den ikke fandtes, eller lægge omstændelige planer for, hvordan vi kunne komme væk herfra og rejse hjem igen på en måde, der ikke ville ødelægge hverken karrierer eller drømme; det skete at jeg på vej tilbage bare prøvede at fokusere på asfalten foran mig og konsekvent undlod at løfte blikket for at se på omgivelserne og registrere, at byen nærmede sig på ny; først når jeg nærmede mig bydelen Koivistonluoto og drejede ind ad Päivärannantie, hvor jeg kunne se vores hus, begyndte jeg at åbne øjnene helt. Jeg parkerede og gik ind i entréen, hørte hendes stemme, så hende stå lænet op ad dørkarmen og mærkede de samme lugte, som jeg havde elsket, lige siden jeg første gang havde sat mine ben i det lille hus ved Breidablikk i Stavanger i halvfemserne og hilst på hendes mor, jeg så alt det, hun havde lavet den dag, møblerne hun havde fået på plads, væggene hun havde malet i helt andre farver, end byen udenfor lod til at foretrække, og så snart solen gik ned, og det blev mørkt, så jeg ikke længere kunne se ud ad vinduerne og tænke over, hvor vi befandt os, var der kun hende og mig, og ingenting var længere svært.

For Ebba var det helt anderledes, hun havde allerede et forhold til stedet. Så vi blev, og lidt efter lidt faldt jeg ind i rytmen. Jeg blev glad for byen, fordi hun var glad for den. Først for vores hus, så haven, efterhånden som vi fik sat skik på den, og den blev et sted hvor vi trivedes, derefter saunaen i udhuset som jeg først protesterede imod, fordi jeg syntes,

det var en tand for stereotypt finsk, men som jeg siden ikke kunne få nok af og nu fyrer op i to-tre gange om ugen for at sætte mig i den, tavs og tilfreds, som en parodi på den sammenbidte finske mand. Og vores anden sommer her klippede jeg hækken så langt ned, at jeg fik øje på naboerne og ikke så nogen anden udvej end at snakke med dem. Derfra begyndte ting at give mening, referencepunkter opstod, og gaderne forandrede sig, de blege farver og intetsigende betonbygninger holdt op med at genere mig, blev erstattet af gadenavne, jeg forstod baggrunden for og forbandt med nye venskaber, gamle træhuse og nyrenæssancebygninger, jeg ikke havde lagt mærke til før, og en tanke om, at Poris styrke lå i, at den ikke behøvede at gøre sig til for nogen, fordi den satte folk før facade, og det holdt så rigeligt. Så om sommeren, når turisterne kommer, løfter vi vores hoveder i stolthed over at være indbyggere, om efteråret findes der ikke noget smukkere, end den måde lysene fra biografen på Östra Esplanaden rammer bladene på, når de falder i alléen, der strækker sig helt op til Valtakatu og parken foran rådhuset, det får gaden til at se ud, som om den brænder og gløder; og så det blålige, mærkelige varme, trygge lys i skumringen om vinteren uden for det gule træhus, hvor jeg plejede at hente ungerne i børnehaven, mens de snakkede livligt, næsten glødende, på finsk og norsk om det ubrugelige, men fine krimskrams de havde lavet, mens vi gik gennem den nyfaldne sne ned mod parkeringspladsen, og af og til standser jeg stadig op udenfor, ikke helt i stand til at fatte tiden, der er gået, at ingen af dem går her længere, at andre børn trisser rundt derinde nu, og at mine børn hænger ud foran skolegården et sted eller cykler gennem gaderne på vej til eller fra venner, og om bare et par år vil de stå uden for biografen i efterårsmørket, med hænderne i lommerne og for tynde jakker, uden at skænke det en tanke, hvor smukt lyset er.

Også om sommeren: Hendes forældre der kommer på besøg, en årstidsmarkør lige siden det første år vi var her. Først moren i juli, præcis til festivalen, før hun flygter tilbage

til Helsinki og kører lejebilen op til Lahti, hvor hun angiveligt kender nogle mennesker, og så kommer Edvard med toget et par dage senere, står utålmodigt og venter på os på stationen, han bliver stadig mærkbart lettere at have med at gøre og mere omgængelig, så snart han har fået stillet kufferten fra sig på gæsteværelset og er gået ud i haven for at kigge til blommetræerne og give råd om beskæring. Han ender altid med at blive en uge længere, end han havde tænkt sig, hvis det er i orden med jer, hvilket det er, fordi han kræver utrolig lidt opsyn (størstedelen af tiden sidder han bare i en stol i haven og læser), og ungerne elsker ham, plus at han tager dem med på dagsture til Tampere og Turku, og når de kommer tilbage, er bilen fuld efter raids i elektronik- og legetøjsbutikkerne der; det holder dem beskæftigede til langt ud på efteråret.

Efter dem kommer min mor. Og Odd. Det sker, at han også har sin familie med.

Pori er en by næsten uden immigranter, et sted hvor tilrejsende ifølge tilgængelig statistik gennemsnitligt opholder sig 3,2 dage med 80 % af besøgene fordelt på sommermånederne, og som bevæggrunde for at besøge byen opgiver 98 %, at de er her for at opleve Yyteri-stranden og/eller Pori Jazz, mens 2 % opgiver at være kørt forkert. Vi mærkede det, da vi flyttede hertil, og det blev tydeligt, at vi ikke havde planer om at forlade byen igen, da det var blevet efterår, og vi stadig var at se i supermarkederne og i biografen, ude på gaderne, til hockeykampene med Porin Ässät om lørdagen, da mærkede vi, hvordan vi stak mere ud, end vi havde forudset, og at det ikke var muligt at forklæde sig, ikke engang da vinteren kom, og sneen lagde sig, at rygter og gammastråler bevæger sig gennem næsten alt, og det næste spørgsmål vi blev stillet efter at have bekræftet, at vi var flyttet permanent hertil fra Stavanger og Norge, stort set begrænsede sig til dette: Hvorfor? Jeg ved ikke, om de helt troede på de svar vi gav, ikke i begyndelsen, men efterhånden som årene gik, og vi ikke viste tegn på at bestille nogen flyttebil, var det som om spørgsmålet

mere og mere mistede mening, til det ligesom var det naturligste i verden, at der i et farvestrålende hus ude i Koivistonluoto boede en tiltalende norsk kvinde ved navn Ebba Hella, der var chef for Pori Jazz, og at hun boede sammen med to børn og en vittu normani, der hver morgen satte sig i sin Fiat Punto fra firserne og tøffede af sted ud til Onkalo for at grave det finske atomaffald ned én gang for alle.

for indbyggerne i pori har reaktorerne ved Olkiluoto altid været der, i hvert fald siden den første blev sat i drift i 1979, og så ligger de jo halvtreds kilometer væk. Man ser dem ikke, hører dem ikke, er ligeglad; de fleste er mere optagede af, hvordan de skal betale elregningen, end hvor elektriciteten kommer fra. Også Posiva Oys Onkalo-depot har for længst mistet nyhedens interesse, det er snart femten år siden, de første anlægsmaskiner gik i gang med at grave den møjsommelige vej ned til 520 meters dybde, avisartiklerne fra dengang er for længst smidt ud, ingen nyhedskanaler havde opmærksomhedsspænd nok til at holde fast i sagen, mens årene gik, og maskinerne gravede sig ned meter for meter, og da bunden var nået, og arbejdet med at konstruere selve slutdepotet begyndte for tre år siden, var det kun folk fra industrielle brancheblade, som kom for at tage det i øjesyn, sammen med et eller andet skvadderhoved af en sommervikar fra de finske aviser, der forgæves havde håbet, at der ville åbenbare sig et scoop, og til sidst fik hjælp af os til at skrive en notits, han kunne tage med tilbage og sætte ind på en venstreside så langt bag i avisen, at de fleste aldrig nåede til den. I Finland stoler folk på, at eksperterne ved, hvad de laver.

I Warszawa, derimod, er alene ordet Onkalo nok til at få konferencedeltagerne til at spidse ører. Vi har en vis status her som ledestjernen på det radioaktive affalds himmel, og hvis du er ude efter en form for rockbandstatus inden for områderne farlig affaldshåndtering og geologiske undersøgelser, er Onkalo absolut stedet, du gerne vil arbejde. Det er

derfor ingen overraskelse, at der knytter sig en vis forventning til det foredrag, jeg skal holde på konferencens sidste dag, med titlen ”Below the Waste – Advancing geological repositories from concept to operation”, som var den titel jeg landede på efter længe at have overvejet ”Subterranean Atomic Blues”. Her er vi ikke konkurrenter, så den enes dyrekøbte erfaringer er den andens sparede penge; målet er at holde omkostningerne så meget nede, at vi alle overlever det næste budgetår, den næste regering og den næste recession. For alt det vil komme, det ligger og presser mod os bagfra, en infernalsk maskine, der ikke kan lade være med at producere progression. Vores arbejde er at sørge for at få arbejdet gjort før nogen kommer på andre tanker, for den dag vil også komme, at slippe af med det her affald er som at tage livet af en mafiaboss, det er ikke ukompliceret eller gratis, naturligvis er der uenigheder i de politiske gemakker om, hvordan det kan gøres så økonomisk diskret som muligt. Noget der er grunden til, at de sidste fire årtier har set det ene middelmådige forslag efter det andet blive promoveret af myndighedspersoner med mere eller mindre skyggeklædte lobbyister bag sig. For eksempel idéen med at pakke det radioaktive affald i specialbeholdere og fragte dem ud på åbent hav og uden yderligere ceremoni dumpe beholderne på ekstreme dybder og stole på, at de imploderede dernede og aldrig kom til at bekymre nogen igen, eller at de sank intakte til bunds og blev liggende uforstyrret der. Det er bare det, at noget sådant som uforstyrret ikke findes, naturen vil altid kæmpe for entropi og venter tålmodigt på at få lov til at arbejde i fred, så før eller siden vil disse beholdere begynde at lække radionuklider, og hvem ved egentlig med sikkerhed, hvor meget de vil sprede sig, og hvor (for ikke at sige i hvad) de ender. Metoden blev senere forbudt ifølge internationale aftaler, men først efter at Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Japan, Sydkorea og USA allerede havde benyttet sig af den for at slippe af med lav- og mellemradioaktivt affald.

Andre, beslægtede idéer har handlet om at begrave affaldet under havbunden ved hjælp af brøndboringsteknologi fra olieindustrien, som en nådesløs tak for al den olie man har pumpet op, eller endnu billigere ved at anbringe affaldet i tilstrækkelig tunge beholdere, således at de ville synke som projektiler og bore sig ned i sedimenterne. Et andet forslag har handlet om subduktionszoner, altså om at udnytte de tektoniske plader til at fragte skidtet så langt ned, at kun mytologien vil huske det.

Enkelte har også i årenes løb foreslået at smelte sten og vitrificeret højradioaktivt affald sammen ved at sænke affaldet ned i et borehul og lade det smelte sig ind i bjergarterne, indtil varmetabet før eller siden gør, at radionukliderne sluttes inde. Eventuelt at smelte sten omkring affaldsbeholdere. Eventuelt at benytte små kernefysiske eksplosioner til at skabe høje nok temperaturer til at smelte affaldet ind i stenmatricen og gøre det umuligt for det at undslippe, så længe volumen af sten er minimum tusind gange større end affaldets volumen, og eksplosionerne ikke forstyrrer de geologiske formationer og forurener grundvandet. Ingen har endnu formået at udføre en praktisk demonstration af denne metode. I 1980’erne var en variant af smelteidéen for resten at anbringe varmeafgivende radioaktivt affald i dertil egnede beholdere for så at placere dem ude på Grønlandsisen eller i Antarktis og lade dem begrave sig selv ved at de smeltede ned i isdybet, som så ville fryse til over dem og forsegle affaldet. Samtlige medlemmer af Antarktistraktaten fra 1959 takkede høfligt nej til at implementere den metode.

Sådan fortsætter det. Via forsøgene på at injicere flydende radioaktivt affald i sten porøs nok til, at den ville suge det til sig, som i sandsten ved Krasnojarsk-26 og Tomsk-7 i Rusland i 1950’erne og 1960’erne og ved Oak Ridge i Tennessee, før også dette blev afvist som en dårlig løsning, til NASA’s udredning af spørgsmålet om muligheden for at sende alt radioaktivt affald væk fra jorden, med raketter, til rummets fjerneste afkroge eller, mere spektakulært, med kurs direkte

mod solen. En løsning der helt sikkert var blevet valgt, hvis det ikke havde været for de astronomiske summer, hvert eneste kilo materiale der forlod atmosfæren ville koste. For ikke at tale om protesterne. Eller hvad der ville ske, hvis raketten eksploderede på affyringsrampen.

Da Tjernobyl-ulykken indtraf, byggede man en sarkofag i stål og beton over den eksponerede reaktor, og nu, i løbet af de næste måneder, vil det enorme Tjernobyl-låg, som Novarka er ansvarlig for, blive skubbet hen over sarkofagen og beskytte verden mod to hundrede og fyrre ton atombrændsel, smeltede kontrolstave, grafit, højradioaktivt støv, uran og plutonium de næste hundrede år. Men heller ikke mere end det. I vores branche svarer det til tiden fra du får grønt lys, til du træder på speederen.

Indtil videre lagrer hvert land stort set sit eget affald, hvis ikke i det fri, så over jorden eller lige under. Det er klart det fornuftigste og indtil videre for mange det eneste alternativ. Lavradioaktivt affald, der udgør størstedelen af den samlede affaldsvolumen, sendes til langtidsopbevaring og vil nå ufarlige strålingsværdier i løbet af 50-100 år. Men det mellem- og højradioaktive affald er en helt anden udfordring, det befinder sig i en form for limbo, hvor det kan nedkøles i vand eller holdes i skak i specialbeholdere indtil videre (eller til en ny regering arver dilemmaet), men indtil videre varer ikke evigt, og problemet vil vare ved i hundredtusinder af år, så noget må der gøres. Det er altså her Onkalo kommer ind i billedet, som en foregangsvirksomhed, i og med at der nu mere eller mindre hersker konsensus om, at geologisk dybdedeponering er den mest fornuftige måde at slutdeponere affald af denne type på. Drømmen for alle ledere af nationer med atomkraftværker og atomvåben under hovedpuden er, at det bliver muligt for dem at kunne gå ud med atomaffaldet i hjemmesko og slippe for at tænke mere på det.

det er aften, egentlig nat, og aftenens middag er for længst overstået, men jeg vil ikke hjem. Det er ikke så tit, jeg

er ude at rejse længere. De andre har taget taxier tilbage til hotellet, men jeg går gennem gaderne i ghettoen, eller det der engang under krigen var den jødiske ghetto i Warszawa, og som nu, i hvert fald ifølge det min far indprentede mig som barn, bare er noget der ligner. En kopi og forfalskning, sådan som han mente, at også resten af byen var det, skjult bag det gamle navn. Men i modsætning til andre dele af Warszawa, der angiveligt blev møjsommeligt rekonstrueret, sådan som tingene engang havde set ud, er det meste her efterkrigsbygninger, nybyggeri og glasfacader med kontorlokaler og butikker. Brutalistiske boligblokke. På sit højeste var næsten en halv million jøder stuvet sammen i dette område på lidt over tre kvadratkilometer, det er det, jeg prøver at se for mig, uden at det helt lykkes. Men da tålmodigheden slap op, gik nazisterne grundigt til værks, tusindvis af tyske soldater væltede ind og satte ild til hver eneste bygning, sprængte dem, der ikke ville brænde; de raserede kvarter efter kvarter, indtil der ikke stod noget tilbage, og bagefter byggede de KL Warschau oven på ruinerne, en koncentrationslejr, som en sidste fornedrelse. Efter ordre fra Himmler blev fangerne sat til at rydde bjerge af mursten og jernskrammel væk sammen med det, der havde været møbler og ejendele, og fylde hver eneste kælder og kanal til, indtil hele området var fuldstændig fladt, saneret, reduceret til ingenting mere end et rygte. Tyve år senere, i midten af tresserne, blev selv resterne af KL Warschau pulveriseret. Kun de dystre dele af nogle yderst få ejendomme står tilbage i disse gader som bevis på, at der engang eksisterede en jødisk ghetto her, og det er der jeg går hen, til Próżna ulica 14, hvor malingen er svedet af, og vinduerne mangler, nogle af dem erstattet med brædder eller muret sjusket til.

”Det er synd for den her by.”

Pludselig en stemme. En fyr står lige bag mig, hvem ved hvor han kom fra. Efter tonefaldet at dømme en amerikaner, de har en særlig evne til at komme i kontakt med fremmede uden først at bruge fem, seks måneder på at tage mod til sig, som vi gør hjemme i Finland.