En sang man kan græde til
Af samme forfatter:
Hvad jeg tænker mens du taler (2023)
Småt brændbart (2020)
Kastevind (2018)
Tisvilde Strand (2008)
Alberte Winding
En sang man kan græde til
Roman
Gutkind
En sang man kan græde til © Alberte Winding og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1.udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Alette Bertelsen
Sat med ITC New Baskerville hos LYMI DTP-Service
og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0891-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk
Der er huller af stilhed i New York City. De tager et sug ud af tiden, mellem truckens bump og inden den gasser op, og igen inden taxaen dytter ad en mand, der løber over gaden. Jeg havde forventet et brøl af en by, et hav, der brusende og rasende kunne rive min bagage fra mig. Jeg har altid den slags forventninger til en rejse, og den bliver altid noget andet.
Jeg går de sidste gader hen til legatlejligheden i Chelsea, slæber min kuffert op ad et par trin i opgangen og finder elevatoren. I det lille spejl der inde ser jeg træt ud og vender mig mod døren, mens elevatoren knirker sig op på sjette sal.
Lejligheden roder, men på en organiseret måde, det er mere mængden af ting, der får den til at fremstå kaotisk. Der står tungt nips, et stort øre skåret ud i træ, en porcelænsmusiker med saxofon, personlige genstande. De skaber ikke helt varme eller hjem -
lighed, men måske beskriver de en kultur, jeg aner noget amerikansk i køkkenelementerne og de brede træplanker.
Overalt i lejligheden hænger der post-it-sedler på dansk uden afsender.
Tænd aldrig brødrister og emhættelys samtidigt. Medmindre du vil være TOAST.
Tør op efter dig. Skimmelsvamp er ikke noget du vasker dig med.
Rør ALDRIG ved den røde knap på fjernbetjeningen. Bagefter skal vi andre lede efter kanalerne IGEN.
“Lejligheden ligger midt i det kreative og livlige Chelsea”, stod der på Komponistforeningens hjemmeside. Det virkede indlysende at tage herover for at skabe et lydværk, og jeg har vekslet mellem ønsket om et meget længere ophold og rædslen ved tanken om alle de timer alene i en storby. Men måske har jeg en dybere længsel efter at finde netop denne bys rytme, dette lands sang. Al den uforklarlige sorg, det lange blik i horisonten, jeg forestiller mig, jeg har set i Amerika. Alle de tusindvis af stemmer, der spytter
pop ud i radioen, you left me, I need you, where are you, I can’t let go now. Måske snarere én lang lyd end tusindvis.
Jeg samler et tæppe op fra gulvet, folder det sammen og lægger det over sofaens armlæn. Kaster to puder på plads på den lille seng, åbner køleskabet og finder to kildevand og en flaske tomatketchup, tørrer støv af køkkenbordet.
Husk nøglen, vi har kun den ene, står der på en seddel på døren, som jeg ser, da jeg vil gå ud i byen. Jeg har en Zoom-optager med til at optage byens lyde. Da jeg planlagde rejsen, overvejede jeg bare at optage på min telefon, men der er noget ved at stå med optageren på gaden, der virker alvorligt og professionelt, to ting, jeg har brug for i min svimlende usikkerhed over for projektet. Zoomen er på størrelse med min notesbog, nem at have i tasken, og lyden kan redigeres, panoreres, mixes, og alle de tekniske detaljer gør det nemmere at bilde mig ind, at jeg har et rigtigt ærinde, et ærligt arbejde at udføre.
Jeg tjekker for en sikkerheds skyld telefonen for at se, om min mor har skrevet. Jeg havde nok forventet, at der ville ligge en sms efter flyveturen, det er sådan noget, der gør hende urolig. Men måske ikke længere. Der er så meget af hende, jeg ikke kender, har jeg opdaget.
Jeg hører en ung kvinde tale i telefon på dansk.
– Pis, det gider jeg altså ikke. Kan vi ikke mødes klokken elleve?
Jeg har siddet på en trappesten med hovedet bøjet mod knæene for koncentrationens skyld, for at høre det hele. Nu løfter jeg hovedet og ser hende vinke efter en taxa. Hvide arme, lyssværd i solen. Hendes telefon er presset ind under kinden. Håret er flettet og sat rundt om hovedet med klemmer. Jeg smiler til hende, og i det samme kommer hun mod mig og spørger:
– Is it at all possible to grab a cab on this street?
– Jeg er fra Danmark, så det ved jeg ikke, svarer jeg.
– Nå. Hvad optager du? Jeg søger ind på Filmskolen. Er den der Zoom-optager okay?
Hendes ene arm hænger ned langs kroppen, med telefonen i hånden. Den anden forklarer, undskylder for noget, mens hun taler.
– Jeg laver en slags dokumentation, svarer jeg.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare mig, det er ikke noget, jeg kan sige højt endnu, for det er ikke sikkert, der kommer andet ud af det end en masse lydstumper.
Men hun nikker bare og ser interesseret ud.
– Vil du med ud til botanisk have? spørger hun så. – De har en blomsterudstilling, noget med de franske malere. Jeg ville have taget toget, men det er fucking besværligt.
Jeg nikker, og så pakker jeg lydudstyret ned i en stor taske, tager den over skulderen og løfter hånden, og i det samme standser en taxa op. Magisk, næsten. Så magisk som den unge kvinde på sædet ved siden af mig.
Vi sidder stille et øjeblik, byens bygninger hypnotiserer, systematikken i sidegader og avenuer. Så drejer vi ansigtet mod hinanden samtidig og smiler.
– Jeg hedder Saskia, siger jeg og giver hende hånden. Hun smiler bredt med halvt åben mund. Alt lyser ud af hende. Et stærkt, berusende lys.
Vi stopper ved botanisk have, og hun når ikke at svare, før vi er helt inde i haven, for en gruppe highschool-piger gør det at stå i billetkøen uforudsigeligt, uroligt, med fnisen og latteranfald og den slags drama, man kun kender til i netop den alder.
– Asta, hvisker hun, og så sender hun blikket opad, og jeg følger øjenretningen mod gruppen af piger. En af dem bøjer sig ned mod en åkande i en indendørs sø. Hun ligner alle de franske malerier, udstillingen rummer, og så rækker hun en finger ned mod det fugtige blad. Min irritation forsvinder.
–De er ikke, som de lyder, siger jeg til Asta, og helt overraskende spørger hun mig ikke, hvad jeg mener, men nikker alvorligt.
Da vi spiser i cafeen, fortæller Asta med en stor og rummelig gestik. Hun fører sin ekskæreste ind i sætningen med den ene hånd og ud med den anden. Hun holder en tør latter over hans utroskab oppe med opadvendte håndflader.
Jeg er allerede mere alene, da vi sidder i toget tilbage mod Manhattan. Asta sms’er, hurtige klik, og jeg roder i min taske efter min telefon, men har egentlig bare lyst til at sidde ved siden af hende og se ud ad vinduet.
Så kigger hun op. Kaster sit lys på mig.
–Vil du med til fest i aften? Det er Kjartan.
Hun løfter telefonen mod mig, så jeg kan se et foto af en lille etageejendom og en grinende fyr med langt hår.
–Han siger, at jeg bare kan tage nogen med. At der skal fyldes kød på hylderne, noget med en housewarming, tror jeg. Men jeg ved ikke, om du gider hænge med to unge, forvirrede filmskoleaspiranter?
Ej, okay, Kjartan er allerede instruktør. Super16. Ret genial. Men også anderledes end nogen andre, jeg kender, mumler hun.
Jeg nikker, jeg vil gerne med. Toget har en beroligende, gammeldags og søvndyssende musik.
– Hvad skriver du? spørger hun og peger på min notesbog.
– Hmm, jeg noterede bare den lyd, jeg optog, da vi mødtes. Og så skriver jeg tanker til min datter.
Hun nikker, og jeg synes igen, jeg burde uddybe det for ikke at fortælle en halv sandhed eller en direkte løgn, men det føles ikke rigtig som en mulighed. Så dykker toget ned i undergrunden.
Jeg noterer i bogen: Lyd 1.
Det er endelig, som om jeg er i gang.
Hjemme i lejligheden åbner jeg min håndbagage og lader den stå sådan lidt. Det er egentlig en gammel
Danmarks Radio-taske, jeg har arvet fra min underviser på Filmskolen, en flænge er lappet med gaffatape, og det tykke lærred er underlig brunligt i den ene side. Jeg hiver i et rødt ruskindsspænde og får fat i sandalerne. Det trøster mig, at jeg i det mindste har taget en ting med, der gør mig glad.
I sidste uge stod jeg i min mors og fars soveværelse, min mors hånd på min skulder foran spejlet, jeg drejede mig for at se mig selv i en af min mors kjoler, sad den okay over bagen. Der var noget foruroligende ved, at den passede så godt. Hvor meget andet vil der
dukke op med alderen? Hendes fingre, der trommer i bordet, når Veronica eller jeg fortæller om noget, vi har oplevet. Følelsen af, at andre er anmassende med deres personlige historie, ikke tid til andet end at samle sig, altid i en slags stykker, kan man arve det?
–Nej, jeg synes ikke, den klæder mig, sagde jeg og så min mors blik flakke i spejlet, inden hun vendte sig om og gik ud af soveværelset.
–Så fint, så fint, mumlede hun, men det var det nok ikke.
Her i lejligheden er der et mindre spejl, så jeg stiller mig op på en stol for at se, om de røde sandaler passer til cowboybukserne. Hedder de stadig det?
Kære Bette
Der er meget, jeg synes, vi ikke får givet videre til jer, den næste generation. Men der må være et dybt behov for at give faklen videre som mor, vide, at årenes erfaring bliver større og stærkere for hver generation. Jeg har det behov med dig. En mor skulle traditionelt, i tiden før 1968, lære sin datter dyder. God opførsel, madlavning eller det at tale pænt til dem over en. Og for guds skyld ikke blive gravid.
Men det er mindst to generationer siden, ikke siden Beatles, tænker jeg, har nogen mor fået lov at give noget videre til nogen. Det virker næsten omvendt. Som om vi løber efter jer, de unge, for at lære, hvordan livet skal leves. Nu. Ikke som det var, for ingen har lyst til at give det lort videre, for mange smøger, for høj musik, for lidt alvor.
Men Bette, hvis du nogensinde står i en kø og
råber alt om dit sexliv ud over kvinder, der har født sådan en som dig, og knækker sammen af grin over en fyr, du har mødt, der lugter dårligt, så prøv at stoppe dig selv.
Mennesker over fyrre har følelser, fuldstændig som gamle hunde og babyer, som jeg forestiller mig, er genstande for din dybeste og kærligste opmærksomhed.
Det er nemt at få en taxa i den her by, og det er ikke ret dyrt.
– Is it okay that I open a window? spørger jeg chaufføren, og han svarer med en smuk spansk accent: – Feel free, Ma’am. Og det gør jeg. Fri og ensom.
sasKia er 42 år og er taget til New York med sin mikrofon for at lave et lydkunstprojekt. Men mest er hun rejst, fordi hun er midt i en eksistentiel krise. Hendes forhold er gået i stykker, og den rolle som mor, hun troede, hun skulle have i livet, er ved at smuldre. I den pulserende storby møder hun danske Asta og en lille gruppe af hendes venner, og Saskia bliver både suget ind i deres venskab og falder uden for gruppen. Med mikrofonen i hånden går hun gennem byen og møder fremmede, der fortæller om alder og forældreskab, og i små glimt erindrer hun sin barndom, sin mors sårbarhed og det at være en del af en familie. en sang man kan græde til er en rå og levende fortælling om at lede efter et sted at høre til.