Issuu

Luftrummet over Ukraine

ROMAN

På dansk ved Andrea Fehlauer

Gutkind

Luftrummet over Ukraine er oversat fra norsk af Andrea Fehlauer efter Luftrommet over Ukraina

Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, 2025

Gutkind Forlag A/S, København, 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Bogen er sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: © Lotta Kühlhorn

ISBN 978-87-434-1252-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

En bil i en grøftekant, Toyota Corolla, femten-tyve år gammel. Oprindeligt var den rød, det er den stadig, men nu er den rustrød, udbrændt rød. Kun et vrag, men engang var det en almindelig familiebil. En benzinbil med manuelt gear, ikke så godt vedligeholdt, fuld af servietter og ridsede cd’er (afspilleren holdt op med at virke for længe siden). Bilen står i grøften ved en lille grusvej, under et buskads, ved siden af en overgroet mark.

Hvor.

Vent lidt med det.

Dækkene er flade. Bag det højre forhjul har et pindsvin bygget rede.

Der var en, der ejede bilen, hvad hedder han.

Det er ikke så vigtigt.

Men han har et navn.

Han hedder Hilding. Han var gift, de ejede bilen sammen. Da hun flyttede ud, overtog Hilding bilen. Også huset, det var hans, han var vokset op i det, men de havde renoveret det sammen, og han købte hende ud. Hun hedder Elin. Hilding betalte Elin ud, så hun kunne købe sig en lejlighed. Han blev boende alene i et tomt hus. Døtrene kom og boede hver anden uge. Efter en

tid kom de kun hver anden weekend. Så blev det endnu sjældnere, det passede ikke den weekend og heller ikke den næste, og til sidst kom de slet ikke. En gang imellem mødte han dem i supermarkedet eller på gaden, de hilste og snakkede med ham som en tilfældig bekendt, en slags familieven. Og de virkede så lette og glade, han blev forundret hver gang. Hilding og Elin var gået hver til sit, deres gamle liv gik i opløsning, og Hilding var alene. En almindelig norsk familie, som holdt op med at være en familie, det er ikke usædvanligt.

Men hvordan havnede deres bil her.

Hilding kørte den herud.

Nej, ikke herud, han kørte den ud af landet, gennem Sverige, ind på en færge til Polen, videre gennem Polen og ned til grænsen.

Hvilken grænse.

Vent nu lidt.

Gå roligt frem.

Bare vent og se, hvad der viser sig.

Bilen var med i krigen, den blev brugt der. Der er et skudhul gennem døren på førersiden. Også gennem forruden og bagruden. Noget er eksploderet i bagagerummet, klappen er helt revet op, metallet flænset som en sprængt papirpose. Der er blodpletter på forsædet. Og også på ruderne. Et skud er gået tværs gennem nakkestøtten.

To unge mænd blev dræbt i den bil. De var soldater. Men ikke rigtige soldater, de havde kun fået et par ugers oplæring. Den ene var IT-konsulent, han gik med

briller, han havde aldrig holdt et våben i hænderne før, nu bar han et gammelt automatgevær. Den anden var musikstuderende. Klassisk guitar. Ved siden af studiet arbejdede han som lærervikar, derfor havde han taget et førstehjælpskursus. De kørte rundt og samlede sårede og dræbte op. Først tog de de sårede med, og når der ikke var flere sårede, kørte de tilbage til frontlinjen og samlede ligene op.

De kørte langs markskellet. De så ikke dronen, som hang over dem, knap hundrede meter oppe i luften. De så den ikke og hørte den ikke, men så eksploderede bagenden af bilen, og først da så de soldaterne, som lå og ventede foran dem.

Tirsdag eftermiddag, sent på året.

Bilen står tilbage her, langt inde i krigen.

Nyhedsværterne er i halvmørke. De står hver for sig, den ene bøjer sig ind over en skærm, den anden tager brillerne af eller på, retter lidt på håret. I to eller tre sekunder føler vi, at vi ser dem, uden at de er klar over det selv, vi får et glimt af studiet, før selve udsendelsen er gået i gang, vi bliver inviteret ind.

Datoen var 24. februar 2022, den dag husker du.

Det gør alle vel.

Det er allerede længe siden.

Den dag står begge værterne klar ude på gulvet, der er ikke den sædvanligt afventende stemning. Og så kommer musikken, den såkaldte vignet, og de billeder, som altid vises, hvad kalder man dem. Introbilleder.

Nyhedsoplæseren siger, at kampene foregår flere steder i landet.

At de første angreb skete i morgentimerne.

Over hele verden sidder folk og ser på, også i Norge. I små og store rum standser folk op og lytter, med skræmte ansigter.

Mindst én af dem sidder på knæ foran tv-skærmen. Det er Hilding.

Han hørte det i radioen tidligt om morgenen, han har gået i en tåge hele dagen, på arbejdet. Han kan

ikke tænke på noget andet. Hvad er det, der sker, er der krig?

Ikke hos os.

Ikke hos os, og alligevel er det næsten hos os, sådan virker det for Hilding. Han har ventet på, at tv-avisen skulle begynde, han har tænkt på det hele dagen, siden han gik hjemmefra, og nu sidder han foran tv’et. Han har gjort sig klar, han har taget sin kaffekop og en frisk appelsin med, han vil sidde i fred og ro og tage det hele ind. Han vil vide mere, han har brug for flere detaljer.

Her kommer flere detaljer.

Lyden af et drøn klokken fire om morgenen, efterfulgt af mere end tyve eksplosioner.

Panik i Kyiv.

Før sagde vi Kiev, det er russisk, fjendens sprog, nu hedder det Kyiv, det er ukrainsk.

Lange køer foran hæveautomaterne.

Lange køer på vejene ud af byen.

Men Hilding vil allerhelst se ansigterne, inde i bilerne. Kvinder og børn og nogle få mænd. Kufferter og plasticposer og hunde og potteplanter. De prøver at få deres liv med, deres tilværelse, ud af Ukraine, til et tryggere sted.

Hilding sidder på knæ.

Han kan ikke drikke kaffe til dette, han kan ikke sidde og spise en appelsin nu.

Han ser nyhederne med hænderne for ansigtet.

I dagene og ugerne og månederne, der følger, fortsætter han med at læse alt, han kan finde af nyheder, han

gransker analyser og kommentarer, han ser alle billederne og videooptagelserne.

En kolonne af biler bliver beskudt af russiske soldater. En mand står ud af en lille grå bil og løfter hænderne over hovedet. Han bliver skudt ned, hvor han står. Den mand hedder Maksym Iovenko. Hans kone er blevet skudt inde i bilen, hendes navn kan Hilding ikke finde.

Deres søn og en ældre kvinde, som måske er en nabo, overlever og får lov at gå. Hilding identificerer sig med Maksym, ham der ville redde sin familie.

Eller gør han det.

Stirrer han på Maksym og tænker: Det kunne have været mig?

Nej. Man måske han ser på Maksym og genkender et menneske. En som ville flygte væk fra krigen med sine nærmeste, men som valgte en dårlig vej ind mod byen, kørte på det forkerte tidspunkt, var uheldig. Og da alt var gået galt, løb han ud af bilen for at forklare fjenden, at de havde begået en forfærdelig fejl. Dermed blev han skudt med det samme. Og sådan reddede han måske sin søns liv, alligevel.

Tænk et øjeblik på Maksym.

Engang var han et barn og vidste ikke, hvad livet ville bringe. Så blev han voksen og fik kone og barn. Han elskede sin søn. Han kunne lide at synge karaoke. Han havde sideskilning, lang næse, ret store fortænder.

Han så venlig ud. Han stod ud af bilen med hænderne i vejret, og nu er han død.

Mange har set billedet af Maksym, fordi han blev skudt ned på klos hold i begyndelsen af krigen.

Hilding søger på det om og om igen.

Han sidder stadig foran den første nyhedsudsendelse.

Baggrundsbilledet i studiet viser to kampvogne, en på hver side. Et billede af et bombenedslag, flammer og røg. Og på hver side af billedet, to ansigter.

Det ene er et billede af Putin, ham der er ansvarlig for invasionen.

Det andet er et billede af Jens Stoltenberg, NATO’s generalsekretær fra 2014 til 2024.

Vores mand.

Dette er den eneste dag, de to bliver afbilledet mod hinanden, som om krigen skulle udspille sig mellem dem.

Hilding kan ikke holde op med at tænke på Maksym. Han kan ikke holde op med at tænke på alle dem, der prøver at flygte. Eller alle der bliver tilbage, alle der slås med våben i hænderne. Han kan ikke holde op med at tænke på, hvad han selv ville have gjort. Han ville være gået ud med hænderne over hovedet.

Gået ud med hænderne over hovedet og være blevet skudt ned med det samme.

Men ikke længere. Nu ville han ikke længere være en, der løfter hænderne i vejret.

Der er krig overalt, hvorfor skulle denne krig være vigtigere end andre?

Hilding har altid fulgt med i krige. Som barn sad han og legede med små plasticfigurer, amerikanske kommandosoldater fra Anden Verdenskrig, de var grønne, tyske faldskærmstropper, grå, engelske infanteristyrker, lysebrune, italienske soldater med de flade hjelme, de var også grå. Tyske ørkensoldater med den kendte general Rommel (der hang en kikkert på hans bryst), sandfarvet beige. Desuden russiske soldater med runde hjelme, de var også grå. Hilding legede med soldaterne, han var et barn, hans lille bløde mund lavede lyde, der lød som

eksplosioner og maskingeværsalver. Af og til udstødte han jamrende skrig som af smerte, når en af soldaterne døde mellem hans fingre.

Som voksen har han fulgt med i det der sker i Afghanistan, det der sker i Somalia, det der sker i Congo, det der skete i Irak. Han gik i demonstrationstog, fakkeloptog midt om vinteren, han husker det som fint, det var rart at gå der, hans døtre var med, de var små børn dengang, den yngste var baby og lå i barnevogn, det var almindeligt at tage sine børn med til demonstration. De skal jo lære. Og som alle ved: Børn står for det gode. Hilding husker følelsen af, at folk var venlige mod hinanden, at de tog sig af hinanden. Han har også fulgt med i det, der sker i Syrien, før diktatoren blev væltet, og lidt efter diktatoren blev væltet, men til sidst orkede han ikke høre om det mere.

Han sagde det, til sig selv eller til nogen på arbejdet: Til sidst orker man ikke følge med i alt det, der sker, eller hvad?

Og da Hamas den 7. oktober 2023 går til angreb på israelske civile, sidder Hilding og ser nyheder og snakker med sig selv. Han sidder alene i sit hus og klynker, som om det gjaldt hans eget liv og hans egen familie. Han ringer til sine døtre, den ældste af dem, ved du godt, hvad der sker, siger han. Og når den israelske hær bomber alt, der lever i Gazastriben, går han rundt med sin telefon i hånden hele dagen, derhjemme og på arbejdet, han ser

hver eneste opdatering, hvert eneste billede. Satans forbandede nedslagtning, forbandede satans Netanyahu. Og også satans forbandede Hamas. Og fanden tage alle, der bare dræber uskyldige mennesker, som ikke kan forsvare sig. Og nu går han igen i fakkeloptog, men alene denne gang, alene blandt fremmede, og han har bare lyst til at græde, men det gør han ikke. Hvor er vi på vej hen nu, hvad er det her for en verden? Han ringer til sine døtre igen, og de siger: Jeg ved det godt, far. Men hvad kan de gøre, og hvad kan Hilding gøre? Ingenting hjælper. Et menneskes liv er nul værd.

Men den dag i 2022, hvor Maksym Iovenko blev skudt ned lige uden for sin bil på vej mod Kyiv, skete der noget med Hilding. Maksym står med hænderne i vejret. Der er et barn i bilen, råber han. Hans søn sidder inde i bilen og ser på ham. Og så bliver Maksym skudt. Vi ser, at Maksym falder til jorden, det er ikke noget exceptionelt fald, ikke som på film, han dratter bare om og er død. Hans liv bliver slukket på et sekund. En ung russisk soldat sigtede på ham og skød ham og så, at han faldt. Engang var den soldat et barn, en dreng som sad ved et køkkenbord, bøjet over en tallerken. Men nu? Nu mærker han et kortvarigt sus af triumf, fordi hans skud træffer, og han ser kroppen falde. Han skyder en ubevæbnet mand, som vil beskytte sit barn. Egentlig er det umuligt at forstå, tænker Hilding. Han sidder på knæ foran skærmen og ser det korte videoklip om og om igen med hænderne for ansigtet. Det går ikke længere, det går ikke, han må gøre noget.

Og en dag tager han fri fra arbejde.

Nej, han har ikke nogen anledning til at tage fri, han bliver nødt til at spørge sin chef.

Han går til sin chef og siger, at han har tænkt sig at køre til Ukraine.

Hun er skeptisk.

Nej, hun er imponeret.

Det havde hun ikke troet, ikke om Hilding. Især ikke om Hilding.

Det må du gøre! siger hun.

Hun ville gerne selv være kørt til Ukraine, men hun har fire børn, som alle bor hjemme. Hun er også skilt. Det har aldrig før slået hende, at Hilding er en mand, hun kunne forestille sig at lægge armene om. Nu ser hun pludselig noget vildt i ham, en desperation, en slags påståelig, fanatisk kraft, som lyser derinde i hans ansigt, i øjnene og bag øjnene.

Og pludselig er der noget ophidsende ved ham.

Nej, nej, ikke på den måde, det er bare en følelse af, at dem som kan gøre noget, må gøre noget.

Tag en uge fri, siger hun. Eller tag to. Tag dig al den tid, du har brug for.

Ja, siger Hilding. Og nu går det op for ham, at han faktisk bliver nødt til at gøre det.

Og så gør han det bare.

Om morgenen en uge senere tager han kasket på. Han plejer ikke at gå med kasket, men nu gør han. En stor, dum kasket, lyseblå, med et farvestrålende logo på.

Og så sætter han sig ind i bilen og kører mod Ukraine.

Mod krigen.

Hvem gør sådan noget, kører ud af landet på den måde, til Ukraine.

Mange har gjort det, de har kørt til grænsen med mad og tøj, med benzinaggregater eller medicinsk udstyr.

Men han har jo børn.

Men børnene bor ikke hos ham længere.

Men han er alligevel deres far.

Men han skal jo ikke deltage i krigen.

Nej, det tør han vel ikke.

Han skal bare hente nogle flygtninge.

Men hvorfor skal han det. For at have noget at prale af, eller for at få en ny familie i huset.

Fordi han vil hjælpe til, han vil gøre noget.

Men kunne han ikke bare sende nogle penge. Der er så mange, der banker på døren hele tiden. Sympatiske unge mennesker, der samler penge ind til et vigtigt formål. Hilding er en af dem, der plejer at give dem penge.

Han giver ikke penge til folk, som bare ringer, han bliver nødt til at kunne se deres ansigt. Han bliver nødt til at kunne se, at de mener, hvad de siger. Det bliver nødt til at føles vigtigt, oprigtigt, det bliver nødt til at føles sandt.

En sjælden gang imellem føles livet sandt.

Og nu vil han gøre noget mere.

Derfor sætter han sig ind i bilen og kører.

Det er måske meget typisk for en voksen mand at være optaget af krigen i Ukraine, tænker Hilding. Men hvad

så, han vil hjælpe til, bidrage med noget godt i verden, og dette føles som noget, han er i stand til. Han sidder i sin bil og skal køre hele vejen fra Hamar til den ukrainske grænse. Men først sender han en sms til Elin og deres døtre for at sige, at han tager af sted. Han skriver: Hej Elin. Jeg har truffet en svær beslutning. Jeg kører til Polen for at hente ukrainske flygtninge. Forhåbentlig er jeg ikke væk mere end et par dage.

Det sidste føles som en løgn. Det føles, som om han aldrig kommer tilbage. Forhåbentlig dør jeg ikke i krigen, vil han helst skrive.

Det føles, som om han skal i krig.

Han ville egentlig gerne være draget i krig.

Men hvorfor. For at skyde på 19-årige russiske soldater, der ikke ved, hvorfor de er der.

Nu har de været der så længe, at de ikke kan have undgået at forstå, hvad der foregår. Og der er ikke kun tvangsindkaldte unge fyre. Alle har set, hvad de gør.

Men alligevel. De fleste af dem er unge soldater fra fattige områder. Senere bliver der sendt fanger fra fængslerne, også det ved alle godt. Og alle ved, at de ikke kan nægte.

Hvorfor kan de ikke nægte alligevel.

De vil ikke i fængsel, de vil ikke dø. De deltager sammen med mange andre.

Hvad hvis alle nægter.

Det går ikke.

Men hvis alle gør det.

De kan ikke, det sker ikke. Kun et barn stiller den slags spørgsmål.

Spørg alligevel. Spørg dig selv, eller spørg hvem som helst: Hvorfor nægter de ikke.

Det gælder jo også Hilding nu. Allerhelst ville han være gået i krig.

Han vil skyde, han vil dræbe, han vil slå tilbage. Han vil gøre noget, for at dette skal stoppe.

Han vil hjælpe til. Og han sidder allerede i bilen.

Hvor lang tid tager det at køre til Polen, til den ukrainske grænse.

Ifølge Google Maps tager det 21 timer og 11 minutter.

I virkeligheden er det mere. Fra Hamar i Norge skal han gennem Sverige, helt ned til Ystad, derfra tager han færgen over til Polen. Han skal gennem Polen, helt til grænsen mod Ukraine, mod en af grænseovergangene.

Og hvordan finder han ud af, hvilken af dem han skal køre til.

Han søger på nettet.

Eller han ringer lidt rundt først. Kontakter måske Udenrigsministeriet.

Nej, sådan er han ikke, han famler rundt på nettet alene, han taler ikke med nogen, han bestemmer sig helt tilfældigt for en grænseovergang. Han kan ikke engang udtale navnet på den.

Luftrummet over Ukraine

Luftrummet over Ukraine

GEIR GULLIKSEN

Luftrummet over Ukraine

ROMAN