Issuu

Begyndelser

ROMAN

På dansk ved Sara Koch

GUTKIND

Begyndelser er oversat fra norsk af Sara Koch efter Begynnelser

First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2017

Published by agreement with Oslo Literary Agency

Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: Andreas Kjærgaard Sat med Aldus hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1193-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

»Det fremmede iagttager os fra skyggerne«

fragment 233 fra Rastløshedens bog af F. PESSOA

Jeg åbnede øjnene, lukkede dem, åbnede dem igen. Det sneede stadig. Tunge, våde fnug ramte vinduet, de mindste smeltede med det samme, mens de større langsomt sivede ned mod karmen hvor der var vokset en høj, tynd stribe af sne frem som så ud til at være lige ved at slippe glasset og tippe forover.

– Har du skåret dem? sagde mor, hun sagde det uden at tage blikket fra strikketøjet.

– Skåret hvad for noget? sagde Anita.

– Hvad tror du? sagde mor.

Anita stod og så på hende. Hun forstod stadig ikke hvad mor talte om, det kunne jeg se på hende. Hun var tydeligvis ikke klar over at man skulle skære den nederste del af stilken af før man satte blomsterne i vand.

– Gode gud, sagde mor. Hun lagde strikketøjet og strikkeopskriften på den tomme seng i den anden ende af stuen og rejste sig. – Du er snart halvtreds år, sagde hun. Hun rystede på hovedet idet hun gik hen til Anita.

– Bare fortæl mig hvad jeg skal gøre, så skal jeg nok gøre det, sagde Anita.

– Jeg gør det selv, sagde mor. Hun lukkede øjnene og åbnede dem igen samtidig med at hun rakte den ene hånd ud og ville have buketten med roser.

– Selv? sagde Anita, hun gav ikke roserne fra sig.

– Hva’? sagde mor.

– Gør det selv? Som om det er dig der har betalt for blomsterne.

– Jamen, gode gud, sagde mor. Hun lagde hovedet på skrå og stod og så på Anita med halvåben mund. – Der må da være grænser for hvor nærtagende man kan være. Giv mig blomsterne, så skal jeg vise dig hvordan man gør.

Anita fnøs idet hun rakte mor buketten, og mor tog blomsterne og gik tilbage til stolen. Hun tog plastikposen med garnnøglerne op fra gulvet og stak hånden ned i den. Hun stod lidt og fumlede og ledte, men så fandt hun en saks frem og gik hen til skraldespanden som stod under vasken. I det samme gik døren op, og en midaldrende læge med et påfaldende arrogant ansigt stak hovedet ind. Mor så ud som om hun skulle til at sige noget, men han var sandsynligvis gået ind på den forkerte stue, for han gik videre før hun fik sagt et eneste ord. Der lød latter fra personalestuen og klirren fra en madvogn der blev trillet forbi, og så lukkede den tunge dør sig med et suk, og alt var stille igen.

Mor vendte sig om mod Anita.

– Følg nu med, sagde hun samtidig med at hun holdt buketten med roser hen over spanden for at klippe den nederste del af hver stilk. – Så lærer du det til næste gang.

Men Anita fulgte ikke med, hun havde sat sig i lænestolen og gemt sig bag den sidste udgave af Se og Hør, hun hørte naturligvis det hele, men hun lod som om hun ikke gjorde.

– Anita! sagde mor.

– Hm? sagde Anita

– Følg nu med!

– Med i hvad? sagde Anita.

– I hv…, sagde mor, og så stoppede hun sig selv. Hun stod og så på Anita i et par sekunder, så rystede hun på hovedet. – Nej, glem det.

– Okay, sagde Anita med en lidt mildere stemme end ellers. Hun løftede Se og Hør op foran ansigtet igen.

Mor begyndte at klippe stilkene af.

– Det er ikke så mærkeligt at du er som du er, sagde hun.

– Når du tolker alt hvad du ikke ved og kan, som et tegn på utilstrækkelighed i stedet for at blive glad for at lære noget nyt.

– Det beklager jeg, sagde Anita uden at sænke bladet.

– Hvad beklager du?

– At jeg er som jeg er.

– Nej, men hold nu op, for fanden, sagde mor. – Jeg bliver så træt af det der.

Anita stirrede ind i ugebladet, og mor klippede videre i stilkene. Der lød en lav raslen hver gang et stykke stilk ramte plastikposen i skraldespanden. Jeg lukkede øjnene, åbnede dem, lukkede dem igen. Nu må de snart holde op, tænkte jeg, jeg magter ikke flere skænderier. Jeg åbnede øjnene igen.

– Hvor gjorde du af vasen? sagde mor.

– Hm? sagde Anita, hun sænkede ikke ugebladet.

Mor så på hende, hun forstod naturligvis at Anita var demonstrativ, hun gad i hvert fald ikke gentage spørgsmålet, hun vendte sig bare om og så efter vasen. Hun fik øje på den med det samme, den stod i vindueskarmen i den anden ende af stuen. Hun gik derhen. Hun mumlede et eller andet om det forfærdelige snevejr, og så satte hun buketten ned i vasen, hældte vand på og gik hen til min seng. Jeg så på hende og smilede, men hun smilede ikke tilbage, hun

var helt uden mimik da hun bøjede sig frem og forsigtigt stillede vasen på natbordet. Hun ser ikke engang på mig, tænkte jeg, hvorfor gør hun ikke det, hvorfor møder hun ikke mit blik, ser hun ikke at jeg er vågnet? Hun flyttede lidt på et par af blomsterne, og så satte hun sig igen ned for at strikke. Der lød en lav klikken hver gang strikkepindene ramte hinanden, ellers var der helt stille.

Efter et lille stykke tid lagde Anita ugebladet væk, drejede kroppen og begyndte at lede nede i en håndtaske som hang over stoleryggen. Hun sad sådan og ledte lidt, og så fiskede hun cigaretterne og lighteren op, tog frakken fra fodenden på den anden seng og rejste sig.

– Hvor skal du hen? sagde mor.

– Hvad tror du? sagde Anita.

– Du var jo ude at ryge for tyve minutter siden.

– Du skulle nødig tale, sagde Anita.

– Hva’?

– Hvis der er et menneske jeg ikke tager imod sundhedsråd fra, så er det dig, sagde Anita.

– Jeg prøvede ikke at give dig sundhedsråd, sagde mor.

– Jeg er ligeglad med hvad du prøvede på, sagde Anita, hun gik hen til døren.

Mor fulgte hende med blikket.

– Vent lidt, Anita, sagde hun idet Anita lagde hånden på dørhåndtaget. Hendes stemme var pludselig helt anderledes, hun lød som om hun var ked af det. Hun så også ud som om hun var ked af det, hun lukkede begge øjne samtidig med at hun tog en dyb indånding og pustede ud med et suk. Hun ventede lidt, og så åbnede hun øjnene og så på Anita. – Undskyld, sagde hun og lagde den ene hånd på panden samtidig med at hun vendte sig væk. Hun sad og

så ind i væggen et stykke tid, og så sænkede hun hånden og vendte sig om mod Anita igen. – Jeg … jeg, sagde hun, og så kunne hun ikke sige mere. Hun rystede langsomt på hovedet mens hun så ned på sine hænder.

Anita så på hende uden at sige noget. Hun ventede lidt, og så slap hun dørhåndtaget. Hun stak pakken med cigaretter ned i frakkelommen og gik tilbage til stolen og satte sig ned. Hun så på mor og sank.

– Undskyld selv, sagde hun.

Mor så på hende. Hun smilede hurtigt, og så så hun ned på sine hænder igen. Hun sad sådan lidt, og så lukkede hun begge øjne. Hun kneb dem hårdt i, jeg kunne se det på muskulaturen lige ved øjenkrogen, på de små dirrende bevægelser.

– Jeg er så bange, Anita, sagde hun.

Anita nikkede.

– Ja, sagde hun lavt. – Det er jeg også.

Mor åbnede øjnene. Hun trak vejret dybt ned i lungerne og pustede ud, først én gang, så en gang til og så endnu en gang. Hun trak vejret som man gør når man prøver at genvinde fatningen efter et chok eller et panikanfald eller sådan noget.

– Åh, sagde hun, hun jamrede det næsten.

Anita rejste sig og gik hen til hende, hun lagde hånden på hendes skuldre og pressede hendes hoved ind mod sin mave. Hun vendte sig langsomt om mod mig, samtidig med at hun forsigtigt strøg mor over håret. Hun ser mig heller ikke, tænkte jeg, hun ser mig ikke. Jeg tog ikke blikket fra hende. Jeg smilede, men hun reagerede ikke, hun så tværs igennem mig. Er det sådan det er at dø? tænkte jeg, dør jeg nu?

– Hvor bliver Marit og Turid af? sagde Anita. Hun satte den ene hånd for munden og hostede.

– Det er myldretid, sagde mor.

– Ja, sagde Anita. – Og med det her snevejr er der sikkert også kaos på vejene, tilføjede hun. Hun ventede lidt, og så stak hun hånden ned i frakkelommen og tog cigaretterne op. Hun skulle til at gå, men gjorde det ikke. – Vil du måske gå først? sagde hun. Mor smilede hurtigt igen.

– Gå du bare, sagde hun.

– Men jeg var jo ude sidst, sagde Anita.

– Det er helt i orden, sagde mor.

– Sikker? Jeg kan godt vente.

– Helt sikker, sagde mor.

Anita smilede og nikkede. Hun begyndte at gå hen til døren. Hun vendte sig om mod mig idet hun lagde hånden på dørhåndtaget. Jeg så direkte på hende, men heller ikke nu så hun mig, hun så lige igennem mig. Nu dør jeg faktisk, tænkte jeg, det er det her som er at dø.

To dage før det

– Hvor det dog sner, sagde mor.

Jeg vendte mig om. Hun havde spist et spejlæg, og på tallerkenen foran hende lå der rester af æggeblomme og ketchup. Jeg sagde ikke noget.

– Jeg kan næsten ikke se garagen sådan som det vælter ned, sagde hun.

Jeg skruede op for lyden på fjernsynet. Nok til at det ville være troværdigt hvis jeg sagde at jeg ikke havde hørt hvad hun sagde, men ikke så meget at hun kunne beskylde mig for at prøve at overdøve hende.

– Det ser ikke ud som om det har tænkt sig at stoppe lige med det samme, sagde hun.

Jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen.

– Jeg vil slappe lidt af først, sagde jeg.

– Hvad? sagde hun.

– Jeg skal nok skovle sne på terrassen, sagde jeg. – Men jeg sov så lidt i nat. Desuden er jeg lige kommet hjem fra arbejde, jeg har læst forskningsrapporter hele dagen, jeg er træt.

– Så længe det bliver gjort, sagde hun så.

Jeg skruede lidt mere op for lyden. Det var i sidste øjeblik, for umiddelbart efter sagde hun et eller andet igen. Jeg fjernede ikke blikket fra skærmen. Hun gentog ikke det hun havde sagt, hun rejste sig bare, tog tallerkenen og glasset og gik hen til vasken. Jeg hørte hende åbne for vandet og skylle tallerkenen. Jeg ventede til hun kom ind i stuen,

så rejste jeg mig og gik ud i køkkenet. Jeg var sulten, og jeg tog æggebakken og smørret ud af køleskabet. Jeg gik hen til komfuret, lagde en klat smør på panden, tændte for pladen og åbnede æggebakken.

– Er du sød at gemme et par æg? sagde mor. Hun kom ud i køkkenet igen. Hun tog termokanden og hældte kaffe i det grønne krus. – Jeg havde tænkt mig at lave vafler til Reidar kommer, tilføjede hun. Hendes stemme var påfaldende venlig, så jeg forstod at hun vidste at der kun var to æg tilbage. Jeg sagde ikke noget. Jeg slukkede for pladen, lukkede æggebakken, tog smørpakken og satte begge dele ind i køleskabet igen.

– Kan du ikke lave dig en toast? sagde hun.

– Det er lige meget, sagde jeg. Det klirrede let i syltetøjsglassene idet jeg lukkede køleskabet. Jeg gik ud i gangen.

– Jamen, så tag dog de æg, sagde hun.

Jeg vendte mig om mod hende.

– Er du sikker? sagde jeg.

Hun havde nok ikke regnet med at jeg ville tage hende på ordet, for hun så lidt forvirret ud da jeg sagde det.

– Så kan jeg jo ikke lave vafler, men, sagde hun. Hun løftede kaffekoppen op til munden.

– Betyder det at jeg ikke kan tage æggene alligevel? sagde jeg.

Hun sagde åh og sænkede kaffekoppen uden at have drukket af den.

– Gode gud, så tag dog de æg, sagde hun. – Jeg siger bare at jeg ikke har noget at sætte frem til kaffen.

Jeg lo og rystede på hovedet.

– Sagde jeg noget morsomt? sagde hun.

– Lav dine vafler, mor, sagde jeg.

– Jeg forstår ikke hvorfor du skal være sådan, sagde hun. – Vi er jo bare venner.

Først forstod jeg ikke hvad hun mente, men så forstod jeg det. Jeg fik udstødt en lille latter, men ikke så oprigtig som jeg havde ønsket.

– Jeg beklager, men jeg er altså ikke jaloux, mor, sagde jeg.

Det var nok for meget for hende, hun stirrede i hvert fald rasende på mig. Hendes øjne lignede en lille piges øjne jeg engang havde set på omslaget af en skrækfilm, jeg var næsten imponeret. Hun sagde ikke noget, hun vendte sig om og gik ind i stuen. Jeg gik ud i køkkenet og hentede en banan fra skålen på køkkenbordet. Jeg knækkede toppen af, rev skrællen af i tre brede strimler og begyndte at spise. Efter et lille stykke tid hørte jeg mor græde. Der kom først et lille snøft, så et til. Jeg forsøgte at smile og ryste på hovedet, men det var ikke nok til ikke at have ondt af hende. Jeg sank den sidste bid banan, åbnede skabet under vasken og smed skrællen i skraldespanden. Jeg begyndte at gå ind i stuen, men jeg stoppede op igen med det samme. Jeg kunne ikke gå ind til hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige hvis jeg kom til at stå ansigt til ansigt med hende når hun græd, det var bedre at lade som om jeg ikke havde hørt det, i hvert fald lettere. – Nuvel, sagde jeg. – Jeg må hellere se at få skovlet den sne.

Jeg stod og ventede lidt, men hun sagde ikke noget. Jeg gik ud i gangen, tog jakke og sko på, tog de nye læderhandsker som lå på hattehylden, og gik ud. Jeg tog handskerne på, trak hætten over hovedet, hentede sneskovlen i skuret og begyndte at skovle. Sneploven havde fyldt indkørslen med

is igen, og selvom sneen på terrassen var let og tør, brugte jeg længere tid end ellers. Da jeg var færdig og havde stillet sneskovlen op ad garagen, ringede min telefon. Jeg brød mig ikke om at tage telefonen når jeg ikke kendte nummeret, men af og til ringede Marit fra en af venindernes telefon, så jeg tog den alligevel. Det var ikke Marit, det var en voksen mand. Han præsenterede sig ikke, og jeg genkendte ikke stemmen, men jeg forstod at det var arbejdsrelateret, han var i hvert fald vred.

– Hvordan kan du overhovedet sove om natten? sagde han.

– Hvem taler jeg med? sagde jeg.

– Du kan være rigtig stolt af dig selv, sagde han. – Sidste år gav den sidste fårebonde op. Og for fire måneder siden blev supermarkedet nedlagt.

Jeg ventede lidt. Jeg forstod stadig ikke hvem det var, men så forstod jeg at det var den gamle borgmester fra Dovre, ham der havde skældt mig ud på mæglingsmødet for flere år siden. Han har læst naturfredningsrapporten, tænkte jeg, så han ved at skandinavisk draba er forsvundet.

– Jeg har fri nu, sagde jeg. – Du må ringe når jeg er på arbejde.

Jeg lagde på, slukkede for telefonen og lagde den tilbage i lommen. Jeg skulle til at gå ind igen, men jeg tog handsken på igen, tog spidsspaden og begyndte at hakke i isen foran skraldespanden i stedet. Jeg havde allerede strøet grus så det var ikke nødvendigt, men jeg gjorde det alligevel, jeg trængte til at gøre det. Da jeg kom ind igen, havde mor stegt vafler, de lå på ovnristen på spisebordet ude i køkkenet under et rødternet viskestykke. Mor var ved at tørre nogle pletter vaffeldej af bordet. Hun smilede til mig, hun ville nok lade mig forstå at jeg var tilgivet.

– Er du allerede færdig? sagde hun.

– Ja, sagde jeg, jeg trak den ene handske af.

– Jamen dog, sagde hun.

Jeg forstod at hun ikke var så imponeret som hun forsøgte at virke, men jeg kunne ikke lade være med at blive glad. Jeg smilede til hende da jeg trak den anden handske af, og så gik jeg hen til stumtjeneren og hængte jakken fra mig.

– Fjernede du også isen fra indkørslen? spurgte hun.

– Selvfølgelig, sagde jeg.

– Dejligt, sagde hun. – Ploven kommer nok snart igen, så man kan ikke parkere i vejkanten.

Jeg fortrød at jeg havde skovlet sne så snart jeg hørte hvad hun sagde. Jeg havde ikke forstået at det var for Reidars skyld at hun ville have at jeg skulle skynde mig, men nu forstod jeg det. Jeg følte mig udnyttet, og den lille glæde jeg netop havde følt, forsvandt. Jeg tog skoene af og satte dem på skohylden.

– Hvad er klokken? sagde hun.

– Der er et ur på komfuret, sagde jeg.

Hun opfattede ikke den aggressive tone jeg sagde det i. Hun kastede et blik op på komfuret samtidig med at hun vred karkluden op.

– Er den så mange? sagde hun.

– Tag den med ro, jeg går ned nu, sagde jeg.

– Hvorfor det? sagde hun.

– Jeg må altså godt blive heroppe? sagde jeg.

Hun tøvede lidt.

– Naturligvis, sagde hun. Hun smilede nervøst. – Men hvis du skal hvile dig, er det måske bedst at du går ned på værelset. Så får du ro.

Livet må leves forfra og forstås bagfra.

Terje – far, ægtemand, søn og miljøforkæmper – ligger på hospitalet efter et forsøg på at tage sit eget liv. Hans liv udspiller sig i omvendt kronologisk rækkefølge , og gradvis t får vi indblik i en kompliceret familiehistorie, Terjes store kærlighed til naturen, og alle de valg han tog og ikke tog.

Begyndelser er fortællingen om en mands liv fortalt baglæn s – fra selvmord til fødsel . Hvorfo r gik det egentlig som det gik?

Carl Frode Tiller (f. 1970) er en af norsk litteraturs stærkeste stemmer. Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog, og han har modtaget adskillige priser, bl.a.

Kritikerprisen og Brageprisen, samt været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

”Hårdtslående og skrøbelig roman”

Begyndelser

Begyndelser

CARL FRODE TILLER

Begyndelser

ROMAN

GUTKIND

To dage før det