På min vagt
At lede NATO i krigstid
Jens Stoltenberg i samarbejde med Per Anders Madsen
PÅ MIN VAGT
At lede NATO i krigstid
På dansk ved
Morten Visby Gutkind
På min vagt
At lede NATO i krigstid er oversat fra norsk efter
På min vakt
Å lede NATO i krigstid
Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS, 2025
All rights reserved
Denne udgave: © Jens Stoltenberg og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: Kenneth Schultz efter originalomslag af Terese Moe Leiner
Omslagsfotos: Morten Krogvold (forside] og NATO (bagside]
Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-1152-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Til Ingrid
På min vagt handler om mine ti år som generalsekretær i NATO fra 2014 til 2024. Gengivelser af hændelser og dialog er baseret på offentligt tilgængelig information og egne notater. I et særligt kapitel sidst i bogen uddybes det nærmere, hvordan bogen blev til.
Forord
Onsdag 23. februar 2022, lidt før klokken 18.00.
En let regn faldt fra den blygrå himmel over Bruxelles. Jeg sad i bilen på vej hjem fra NATO-hovedkvarteret og forberedte mig på en arbejdsmiddag lidt senere samme aften.
Telefonen ringede. Lederen af NATO’s efterretningsafdeling, David Cattler, bad om en fortrolig samtale. Jeg kunne ikke tale med ham i bilen, vi måtte vente, til jeg kom hjem, så vi kunne bruge den sikre linje derfra.
Der var ikke mange medarbejdere, jeg havde set mere til end Cattler de seneste dage. Han var en velorienteret og velformuleret analytiker, dygtig til at formidle kompliceret information på en forståelig måde. Det havde jeg haft stor gavn af de seneste måneder.
Normalt fik jeg en fast, ugentlig efterretningsbriefing, men sådan var det ikke længere. Nu fik jeg opdateringer flere gange dagligt. Dramaet i Rusland udviklede sig time for time.
Senest havde jeg blandt andet fået at vide, at der var blevet bygget en ny bro på blot én nat, kun få kilometer fra grænsen til den nordøstlige del af Ukraine. Over 100 taktiske bataljonsgrupper, omtrent 150.000 russiske soldater, stod opmarcheret ved grænserne i nord, øst og syd. Jagerfly, helikoptere, specialstyrker, landgangsfartøjer, faldskærmstropper, artilleri, luftværn, felthospitaler – alt, hvad der skulle til for at gennemføre en massiv offensiv militæroperation. En stor militærøvelse i Hviderusland gjorde
fronten længere og varslingstiden kortere. Jeg fik forevist kort og billeder, der understøttede alt, hvad Cattler sagde.
Når jeg stod på ski derhjemme i Norge eller var ude at cykle på de belgiske landeveje, satte jeg ofte telefonen på lydløs og lagde den i rygsækken. Jeg vidste, at hvis nogen virkelig havde brug for at få fat på mig, så ville mine livvagter få besked, og de ville altid komme og varsle mig, uanset hvor jeg befandt mig, og hvad tid på døgnet det var. Nu var der lyd på mobilen hele tiden, også når jeg gik i seng om aftenen, og dørene ud til gangen og hjemmekontoret stod åbne, så jeg kunne høre telefonerne med direkte linje til NATO’s hovedkvarter og Det Hvide Hus. Hvis jeg vågnede om natten, hvilket jeg ofte gjorde i disse uger, gik jeg ind på den krypterede NATO-mail og så efter nye opdateringer. Var der ikke nogen, surfede jeg på nogle netaviser og tjekkede seneste nyt, før jeg lagde mig til at sove igen, nu endnu mere urolig.
Jeg sad i bilen og tænkte på det, Cattler havde fortalt dagen før. Mange af de russiske soldater var rykket ud af deres forlægninger. De boede, sov og spiste i kampvognene og de andre militære køretøjer, som nu var kørt ud i terrænet, stadig tættere på grænsen.
Soldater kan kun bo i deres vogne i nogle dage, før de må vende tilbage til lejrene for at få søvn og hvile. Medmindre de skal indlede et angreb.
Tidligere denne onsdag havde jeg fået at vide, at russiske fly var blevet lastet med bomber og missiler. Flådefartøjer var i position uden for Odessa.
Så fik vi at vide, at de russiske felthospitaler var blevet forsynet med store mængder blod. Det er ikke normalt at transportere blod ud til styrkerne under øvelser. Blod har begrænset holdbarhed.
Vladimir Putin havde i lang tid planlagt en invasion, det var der ingen tvivl om. I flere måneder havde vi haft præcise efterretninger, der satte os i stand til at advare mod et angreb. Putins hensigt var
at angribe nabolandet. Hvis den russiske krigsmaskine blev sluppet løs, ville vi få en militær konflikt i Europa, som vi ikke havde set magen til siden Anden Verdenskrig. Den ville torpedere den sikkerhedsorden, vi har haft i mange årtier. Men det er altid muligt at ændre en plan eller i det mindste udsætte den. Jeg var lidt utilfreds med, at amerikanerne havde udmeldt en dato for, hvornår angrebet skulle komme. Ingen krig starter, før der faktisk er et angreb i gang, før den endelige ordre faktisk er givet. Så indtil soldaterne var på march, og panserkøretøjerne rullede ind over grænsen, var der i det mindste en teoretisk mulighed for, at præsident Putin kunne ændre sine planer og lade være med at angribe. Klokken var blevet 18.10, da bilen svingede op foran residensen i Avenue Louise. En sikkerhedsvagt åbnede bildøren. Jeg hilste på vagterne, som tog imod mig på fortovet, gik hurtigt ind og op ad trappen til første sal og svingede til højre ned ad gangen prydet med familiebilleder. Billeder af børnene, Ingrid og mig, mine forældre Karin og Thorvald som unge, storesøster Camilla som barn og en smilende lillesøster Nini, som er blevet hevet op på scenen midt under en koncert for at danse med Bruce Springsteen. Fortsatte ind på hjemmekontoret med det brede skrivebord og en hel væg beklædt med bøger fra gulv til loft. Tasken, der som sædvanlig var propfuld af papirer, dumpede jeg ned i en stol.
Jeg greb telefonen. Efter nogle sekunders ventetid var David Cattler på linjen. Han sagde: ”Generalsekretær, jeg skal meddele dig, at beslutningen er taget. Ordren til angreb er givet.”
