Spøgelsesår
Af samme forfatter
Mødre, døtre, søstre. Noveller, 2018 Ly. Roman, 2022
Emma Bess Spøgelsesår
Roman
Gutkind
Spøgelsesår
© Emma Bess og Gutkind Forlag A/S, København 2026
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © Clara Birgersson
Forsidefoto: © Emma Bess
Sat med Book Antiqua hos Lymi og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-1038-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Tak til Christoffer, Louise, Emeli, Cæcilie, Mathilde og Hanne
Tak til Inger for tegningen
Tak til Dagmar for stemmen
Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen
Tak til Statens Kunstfond
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk gutkindforlag gutkind_forlag info@gutkind.dk
Jeg byggede en by
jeg satte træer langs vejene
lindetræer og nøddetræer
asketræer og sandeltræer en grøn himmel og græs på de endnu ikke beboede pletter
jeg førte vandet op fra under gaderne lyset var tændt
jeg slukkede lyset i halvdelen af byen det melankolske lys var sin egen flod
jeg fandt to halve piger
Mor siger, det er tredive grader i skyggen. Vi bevæger os nedad i drømmen. Vi er rejst nu. Vi bevæger os mod vores hus. Gennem det grønne stykke. Det øde stykke. Ned i deres drøm. Det ældste af byen. Vågne er noget andet her. Jeg har det, som om jeg er surret fast til bunden. Vi bevæger os mod os selv. Vi er lige kommet ind til byen. Vi er steget ud af statstoget. Vi kommer ud af V. Banegården. Byen er udstrakt og lys, menneskene som en brændende vind overalt. Jeg kan mærke deres indre. Overalt. Så mange drifter efter at overleve. Mor er en grå ridse i de masende hvirvler hen ad gaden. Hun går forrest gennem menneskene. Efter hende går mormor og Leonie og mig. Mor og mormor og Leonie er skygger, midt imellem alle de lysende, svedige mennesker. Jeg er vel også selv det, men jeg kan ikke se mig selv. Kun os.
Har skrevet: En bro. En grøn bro. Den kolde, glemte by. En bro af jern og en by af sten, bygget på sand. Det siger far. Fint, blødt sand, næsten en ørken af det, indtil der kom by. Det har fanget hans interesse. Der er også salt dernede, i klumper større end kvarterer, og rav. Glemt og langt under sandet, og sandet tænker ingen heller på. Men jeg tænker på far, han sagde det om, hvad der var under os. Vi var på Kastanienallee. Det var sådan, den hed. Han ville have mig med på biblioteket. Over os var den grønne togbro, med alle de hurtige vinger, som man tænker på ud fra den. Her kan blive så varmt om dagen og så koldt om natten, der er ikke nogen ordentlig jord til at holde varmen fast, sagde far. Temperaturerne siver hele tiden med lyset. I lang, lang tid er sand kun vigtigt på legepladser og sommerdage, noget, som vi tjatter til, graver ufokuseret i, og nogen forventer, at vi bygger noget. Det er koldt i hænderne. Varmen
drypper fra det, hvor forsvinder den hen? Sandet har gjort mine hænder kolde.
Det er billedet af broen, som jeg bliver ved med at komme hen til, den uskadte bro, to hundrede år og ingen har ramt den, togene, der kører ind, og duerne, der flyver op, som kastet. Sorte pletter hvirvlede op i snefoget, op over gaden og den gule sporvogn, som stopper under broen, og dér er de to piger i deres skoleuniformer, de stiger ud i mængden, da den krydser vejen.
Men jeg tror kun, det er, fordi jeg én gang har prøvet at beskrive dette, og nu er det beskrivelsen, jeg vender tilbage til, ligesom en, der ridser i et træ med en kniv og opdager, at bladet bliver ved med at søge mod det første mærke for at gøre det dybere. Så glider jeg altid med kniven, mod det sted, hvor rødderne rører hinanden under, bare under.
Vi skal med S-toget hen til vores kvarter. Vi skal hen til togbroen, og der skal vi gå ned ad G. Straße, for næsten alting er lukket derfra, vi kan kun gå. Der er ingen, der vil tage os op, for næsten alt er lukket for os, cirka fra nu af.
Vi er standset midt i solen ind mod en høj, glat bygning. Mormor tænder en cigaret og mumler, og mor forsøger at få Leonie til at drikke noget saftevand. Røgen over mormors hoved forsvinder mod den hvide himmel. Gulligt, tyndt græs inde bag en port. Kvinder i hvide skjorter og højhælede sko kommer ud derfra. Skjorterne er syet ind i siderne og under brysterne, så de følger kroppene tæt. Kvinderne har ens mapper i hænderne og plastikskilte i snore om halsen. Så er de væk. Mormor vil finde et sted, hvor man kan få kartoner, men mor siger, det er billigere ude mod os. Hun siger, du må se at finde på noget andet med det der, hun vender håndfladen opad, mod både røgpustene og mormors læber, der spidser om dem. Det er for dyrt, og de kartoner de fylder i vognen.
Et efterår snurrer min søster om sig selv i entréen.
Hun er lige kommet ind ad døren og bliver ved med at snurre i stedet for at tage sin taske og sit overtøj af, hun lukker sine øjne og snurrer og kan bagefter ikke fortælle, hvad hun lige lavede. Det begynder at sne. En vinterdag hører vi, at der er krig i det land, vores familie kom fra. Sent samme vinter bliver min søster stille. Jeg opdager det ikke, før vi stiger ud af sporvognen, og jeg har sagt det samme til hende fire gange uden at få svar. Leonie?
Hun trækker i sine strømpebukser og ser op på duerne, deres vifte, der varer et sekund.
Kufferterne, vognen, som vi bakser med. Når de andre ser os komme, bliver øjnene hektiske. Vores grålige skær. Blikkene glider væk, ligesom generte.
Menneskene går ikke over fodgængerfelterne, men hvor det passer dem selv, ligesom fuglene over dem ikke kun sidder på gadelampernes krydsede
ledninger, men også pludselig er ind og ud mellem hinanden.
Vingerne, skriver jeg.
Når vi går der, under bruset, under blikkene. De andre ved, at vi skal ned. Der er den synlige og den usynlige grænse, som vi krydser. Vi skal ligesom ind bag øjet, der sover, og de ved det en lille smule, men ikke helt i tankerne. Deres kroppe trækker sig sammen om noget, der gør ondt. Tankerne vasker det væk, ligesom fedt eller jord ud af et stykke stof.
Deres små blikke, som skyller om os. Og så et større, gigantisk, som ikke ved noget på folks måde. Som vi af en eller anden grund hører hjemme i.
Det findes.
Når jeg skriver, kan jeg mærke, at ordene selv fjerner mig en lille smule fra verden. Især bagefter, ved jeg, vil det være svært at komme tilbage. Jeg vil konstant tænke på flere ting, som skal forbindes med deres ord. Det vil vare nogle timer. Jeg tænker på Leonie. Det kan være det, der holder hende fra at sige noget. Det kan være noget af det samme, hun føler.
Mor fik vores hus af sin far. Et hjem, som vandet tegner på. Vores mor tegner og får et hjem. Hun boede i et andet land som lille. Hun er lille, hun er meget dygtig, hun har billeder indeni, som hun vil vise. Hun prøver at følge dem, linjerne i hendes hoved, farverne, blive ét med dem, så de også kan ses af de andre. Et hjem, dækket af streger. Indenfor er vandets spor mest tydelige, fordi væggene er lyse. Floden tegner med kalk, alger, fedt og skidt. Sorte prikker af skimmel, der danner linjer gennem rummene. Mors far rejste med sin familie fra sit land hertil. Han rejste én gang, nu rejser vi. Vi rejser flere gange. Der er et træk gennem os, gennem verden, noget svæver med opad og skubbes ned igen, som følger det et vingeslag, en skjult magnet, indgraverede, medfødte ruter i fugles hjerter. Langt væk fra kan deres hvirvlende flugt måske se blid ud. Jeg ser ned for enden af mine hænder, ned midt i det hvide i bogen. En hvid vinge, som
det her hvide, og englevingen af sten i den grønne park oven for floden, man kan se den fra vinduet i vores værelse i vores hus, man ser op i parken, den ligger på en bakke, man ser den ene vinge gennem de kølige mørkegrønne buske, resten af statuen er skjult af bladene. Men om efteråret kommer den mere og mere frem med dagene.
