Tyveri
Af samme forfatter
Efterliv Paradis
Ved havet Tavshedens Ø
Abdulrazak Gurnah
TYVERI
Roman
På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Gutkind
Tyveri
er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Theft
Copyright © Abdulrazak Gurnah, 2025
All rights reserved
Dansk udgave © Abdulrazak Gurnah og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Thomas Szøke efter originalomslag af Lauren Peter-Collaer Forsideillustration: © Lubaina Himid Sat med Sabon LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1024-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Citat fra Joseph Conrad, Tilfældet, er oversat fra engelsk af Knud Poulsen efter Chance, 1. e-bogsudgave, 2016
Citat på s. 238 er oversætters egen oversættelse.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
”Det er som Regel meget vanskeligt for nogen som helst at blive bemærkelsesværdig.”
–Joseph
Conrad, Tilfældet
Raya blev gift over hals og hoved. Hendes far fandt ud af, at en ung mand havde fået et umiskendeligt godt øje til hende. Det begyndte med lange blikke og et indforstået smil, når han gik forbi. Senere så Rayas far selv, at den unge mand standsede hende på gaden og talte med hende i flere minutter, mens han sandsynligvis afgav alverdens falske løfter og satte et stævnemøde i stand. Og så lige for næsen af ham. Det var usømmeligt og groft, og det var respektløst over for ham, Rayas far. Han vidste, hvem den unge mand var, og netop derfor bekymrede han sig over hans interesse for Raya. En fremmed ville naturligvis have været endnu værre, men det var slemt nok, som det var. Manden, hvis navn var Rafik, havde som barn været en helt almindelig dreng fra kvarteret, søn af nogle naboer, som de havde delt knapheden med i årenes løb. En af drengene, der løb rundt i gaderne og spillede fodbold på stranden. Men så, under al uroen og optøjerne i kampen for at slippe af med briterne, sluttede han sig til kammeraterne, som de kaldte sig, og blev medlem af Umma-partiet. Han og andre kammerater blev sendt på militærtræning i Cuba for næsen af det britiske kolonistyre, som enten ikke forstod meningen med udflugten eller bare var ligeglade. Briterne havde fået nok og ville hjem.
Rafik vendte hjem flottere end nogen sinde, forvandlet til en tapper, smækker kriger i mørkegrøn khakiuniform og med en rund kasket med hård skygge og flad puld, som ingen før havde set mage til på de kanter. Han og de andre kammerater kom lige tids nok til at deltage i revolutionen og dens efterspil. Dengang forstod krigere som Rafik sig ikke på andet end at skræmme almindelige mennesker, for i virkeligheden var der ingen fjende i sigte, kun bange, kuede borgere. Det var et omdiskuteret ord i sig selv, borger, og kammeraterne nød at lege med det. Nå, så du tror, du er borger. Vis os din fødselsattest. Har du ikke en, hvad skal det betyde? Mange, der var over en vis alder, havde aldrig ulejliget sig med at anskaffe en fødselsattest, og kammeraterne forlangte kun at se den, når hensigten var at ydmyge eller intimidere og ofte begge dele. Hvad er du for en snylter, der lader, som om du er borger? Det hørte alt sammen til magtens sødme, at tugte, skræmme og udstøde i flæng.
Hvorom alting er, Rafik kom hjem fra Cuba og tog sig strålende ud i uniformen og kasketten, som Fidel Castro yndede at gå med – for afvekslingens skyld gik Rafik af og til med sort baret som Che Guevara – og råbte sine kammerater an med slagord, som ingen havde hørt før, men alle snart skulle lære at kende: Venceremos, la luta continua, vamos. Han begyndte også at stirre efter Raya og smilede drillende, når han sludrede med hende på gaden. Enhver kunne se, hvad han var ude på. Hun var 17 år og smuk, og han var efterhånden berygtet som en mand, der bragte unge kvinder i uføre.
Jeg bryder mig ikke om måden, han talte til dig på. Du ved, hvordan de mennesker er, rasede Rayas far. Mig narrer du ikke. Usindangnye. Jeg så, at du smilede til
ham, som om du kunne lide hans ævl. Han er ude efter dig. Kunne du ikke se det? Det ender med, at han vanærer dig. Det ender med, at han kaster skam over os alle. Raya prøvede at protestere. Hvad skulle hun gøre?
Hun kunne dårligt lade, som om hun ikke kendte ham. Hun ville ikke fornærme ham. Faren slog ud med armen som tegn på, at hun skulle tie stille, og viftede hende væk. Han rådførte sig med sin storebror Hafidh, som delte hans frygt for skam og ville forstå hans panik over Rafiks interesse i Raya. De dræber vores sønner og så prøver de at vanære vores døtre, sagde Hafidh. De vidste begge to, hvad han talte om. Brødrene kastede sig desperat ud i at finde en, der kunne frelse hende, frelse dem alle fra ydmygelse og vanære. Rayas far gik typisk til sin bror efter råd, når det passede i hans kram, eller når han trængte til et lån, eller - som nu - begge dele. Ligegyldigt hvilket arrangement de fik i stand, ville det utvivlsomt indebære udgifter til fester og gaver og mad. Rayas far var ikke blevet velsignet med sin storebrors talent for at tjene penge – og broren var rundhåndet. Personen, de fandt til Raya, var Bakari Abbas, en elskværdig mand i fyrrerne bosat i Pemba, som var skilt og sad rimelig godt i det. Han var entreprenør og havde et godt omdømme blandt de bekendte, brødrene forhørte sig hos. Altså arrangerede Rayas forældre et liv til hende sammen med ham. Da hendes far fortalte hende det med den bedrøvede, selvmedlidende mine, han anlagde, når han ville havde sin vilje hos hende eller moren, mente hun ikke, at hun for alvor havde et valg. Hun måtte enten gå med til ordningen, der ville værne om såvel hendes egen som forældrenes ære og værdighed, eller tage chancen med den frække soldat. Det faldt ikke andre end hende selv ind at spørge, om
hun måske burde vælge helten. Hun skubbede tanken fra sig og nævnte den ikke for nogen. Det var alligevel for sent, og måske ville det hele gå godt alligevel.
Sådan gik det til, at hendes far, som var svag af krop, men tyrannisk af sind, fik hende til at indvillige i et ægteskab, som hun frygtede for, at hun i sidste ende ville hade. Det var sådan, hun var opdraget, og sådan alle, hun kendte, levede. Hun udholdt de heftige, hovedkulds forberedelser og rådene fra tanter og næsten vildtfremmede, som vaskede og aede hende og fyldte hende med den gamle sang om at adlyde mandens lyst, hviskede, at den ville modne og ægge hende, at ægteskabet ville gøre hendes verden hel, og Gud velsigne udkommet. Senere, på brudenatten i Bakari Abbas’ seng, mærkede hun for første gang chokket ved ivrigt dominerende kød mod sin modstandsløse krop. Hun kunne ikke gøre modstand, ikke den nat og heller ikke de følgende nætter, for hun havde fået besked på at lade være. Han havde ret til det, og hun havde pligt til at underkaste sig.
Bakari Abbas var som sagt i fyrrerne, en præsentabel eller ligefrem nydelig mand. Senet, stærk og af gennemsnitshøjde, pænt over halvanden meter. Over for omverdenen fremstod han elskværdig, poleret og høflig, som det sømmede sig for en forretningsmand. Men over for Raya kunne han være brysk, og han gjorde uafladelig krav på hendes krop, hver dag, til tider to-tre gange dagligt. Hvad der i begyndelsen havde virket ukendt og skræmmende blev med tiden mere knusende og på en eller anden måde ydmygende, men hun fandt sig i det, for hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Hun sagde til sig selv, at sådan var det for alle kvinder. De måtte finde sig i de ihærdige invasioner, der skulle til for at tilfredsstille deres mænd, og så i øvrigt prøve
at få det bedste ud af livet. Hun kunne have grebet det snedigere an, kunne have ladet, som om hun nød det, og mildnet hans begær efter hendes underkastelse, men hun var for ung og væmmelsen for stor. Hun krympede sig uvilkårligt, lå med fortrukket ansigt og øjnene hårdt klemt i, mens han stillede sin lyst. Han lo ad hendes underkastelse. Han lokkede hende med blide ord og små kys, og da det ikke virkede, krævede han hårdnakket, at hun besvarede hans anstrengelser med mere glæde. Hendes modvilje og stumme modstand gjorde ham fast besluttet på at vække hende, som han kaldte det. Hun kom til at kende hans smil i de øjeblikke. Kom nu, min bulbul, støn lidt for mig, mumlede han, når han hamrede sit knoklede bækken ind i hendes bløde, spredte lår. Hun lærte at gøre det nemmere for sig selv, at gøre sin krop klar til ham og undgå smerten. Hun lærte at udøve en vis kontrol, så hun ikke bestandig var prisgivet hans luner, at forhale og udskyde og at lade, som om hun nød det. Hun sagde nej, når hun kunne, og satte hårdt mod hårdt, når han skældte ud, bandede og svor af hans trusler. Det var et mareridt, hun ikke kunne fortælle nogen om. Af og til overvejede hun, om hun mon havde gjort klogere i at vælge den flotte Rafik, men hun vidste allerede, hvor skidt det ville være endt. Rafik var blevet skudt og dræbt i et orgie af blodsudgydelser året efter hendes bryllup.
Skænderierne med Bakari fortsatte, i hvad der forekom Raya en evighed, og de blev kun værre, da hendes søn Karim blev født. Bakari var utålmodig efter at komme i seng med hende igen efter fødslen, han kunne ikke vente og rasede uhæmmet, når hun afviste ham. Dem, der havde kaldt ham elskværdig, havde ikke overdrevet. Over for andre var han charmerende, så vidt hun kunne
se. Men han gemte al sin grusomhed til hende. Han nød den, og hun frygtede, at den en dag ville kamme over i vold. Hun vidste ikke, om det bedste ville være at krybe for ham som tegn på, at hun overgav sig, sådan som han ønskede, eller være lige så stivnakket og grov. Hun var ved at vænne sig til hans hån og sin egen selvforagt, men hun bekymrede sig desperat for sit barns sikkerhed.
Nogle gange spekulerede hun på, om det her var livet for de fleste kvinder, om de også levede i frygt for deres mænd. Hvorfor sagde de ikke noget? Hun vidste ikke, hvem hun skulle tale med.
Tavst og stædigt lagde Raya en plan, og da Karim var fyldt tre, flyttede hun med ham tilbage til Unguja og forlod sin mand. Hun tog af sted under påskud af at ville besøge sine forældre og nægtede at rejse hjem. Livet med Bakari Abbas havde vist hende det håbløse ved underdanigheden, hun havde lært fra barnsben, og havde langt om længe gjort hende rasende nok til at gøre modstand. Hun ignorerede hans befalinger om at komme tilbage og hans trusler om skilsmisse og økonomisk ruin. Hun ignorerede, at han forlangte sin søn tilbage med henvisning til både samfundets og troens love.
Kort sagt skiltes de i vrede. For hendes vedkommende i foragt for hans vold og liderlighed og tvangsforanstaltningerne, der havde pålagt hende at gifte sig med ham. For hans vedkommende med harme, som han viste ved blankt og én gang for alle at nægte hende enhver form for underhold. Loven eller bare den almindelige skik og brug kunne have tvunget ham til at betale, men Raya var for vred og bitter til at gøre noget ved sagen, hvor indtrængende hendes far og onkel end bad hende om det. Hun kunne ikke fortælle dem sandheden om hans grusomheder. Hun skammede sig for meget. Hun kunne
ikke sige andet, end at de havde skændtes hele tiden, og at sådan ville hun ikke leve. Og så forbød hun dem at bede ham om så meget som en øre.
Raya og Karim flyttede hjem til Rayas forældre, som boede til leje i to dunkle stueværelser og delte køkken og bad med deres overboer. Raya fandt værelserne trykkende og syntes, at hele huset lugtede surt. Mellem deres hus og nabohuset løb en smal gyde, som mænd nogle gange brugte som pissoir. Karim sov på gulvet inde hos sine bedsteforældre, og når det blev tid til at gå i seng, rullede Raya sin sovemåtte ud i det andet værelse. Hun var kun modstræbende flyttet ind og havde ikke glædet sig til gensynet med barndommens iltfattige celler, men trods alt var det en lettelse, at hendes mor overtog noget af ansvaret for barnet. Rayas far var heller ikke glad for situationen, han mumlede om Rayas pligt og den stakkels mand, der nu måtte klare sig selv. Hun frygtede sin fars kontrollerende måde at være på, hans passive tyranni. Hørte I ikke, at jeg kaldte? Kaffen er kold, er bitter, er tynd. Er det virkelig så galt fat, at vi ikke har råd til anstændig kaffe? Hvorfor er der aldrig nogen, der lytter til mig? Hvor er mit badevand? Jeg har ondt i ryggen. Man kan da heller ikke sove for de overboer. Holder I kvinder aldrig mund?
For Raya var hans eneste formildende kvalitet den, at han var god til at fortælle historier. Hans eventyr havde fortryllet hendes barndom. Hun havde taget dem for pålydende, og selv da hun holdt op med at tro på dem, kunne hun ikke vriste sig fri af deres virkelighed. Han havde ikke selv fundet på dem, forstod hun senere. Det var eventyr, han havde hørt som barn, og Rayas mor kendte dem også, men hun besad ikke hans fortælleevner. Hun glemte tit vigtige detaljer og smilede
undskyldende, når pointen undslap hende. Han fortalte historierne virkelig godt. Da Raya var lille, handlede historierne om talende dyr, senere blev det fantasier og eventyr fra den store verden, som han fortalte med stor sans for tone og stemmer. Men på et tidspunkt tørrede strømmen af eventyr ud. Hun vidste godt hvorfor. Efter revolutionen blev farens sind gennemsyret af bitterhed, og hendes barndoms fortryllende eventyr blev afløst af en endeløs klagesang om verdens fortrædeligheder. Historietørken havde også at gøre med det, der hændte Rayas fætter, Suleman, som var søn af hendes farbror Hafidh. Suleman havde meldt sig til det nye sikkerhedspoliti, der blev oprettet umiddelbart før uafhængigheden. På samme tid, som Fidel Castro trænede kammeraterne i at vende hjem og lave revolution, dannede den nye regering, som stod til at tage over efter briterne, en paramilitær politistyrke, der skulle sikre lov og orden. Den tiltrædende regering meddelte, at det eksisterende politi var imperiets opfindelse og kun havde til formål at kontrollere dets koloniserede undersåtter. Den nye politistyrke skulle begynde på en frisk og beskytte borgerne i stedet for at tryne dem. Sådan hed det sig. De fleste rekrutter var lige gået ud af skolen, og hovedparten var store teenagere. Men politichefen var britisk, for hvorfor ikke nyde godt af briternes ekspertise, så længe de var der. En aften gik der rygter om, at det trak op til uroligheder. Politichefen skulle til fest. Han havde for længst takket ja til invitationen og så nødig, at pøblen trængte ind i våbendepotet, mens han var væk. Altså stak han nøglen til depotet i lommen, eller måske lod han den ligge i attachémappen derhjemme eller et andet sted. I hvert fald efterlod han teenagerne, som dårligt var begyndt at træne, ubevæbnede i deres barakker. De
havde ingen erfaring og intet at forsvare sig med og blev hakket i stumper og stykker. Det var opvarmningen til revolutionen. Hafidhs søn, Suleman, var en af dem. Han havde meldt sig lige efter skoleafslutningen og nåede kun 14 dage som politielev.
De kunne ikke finde ham, hverken blandt de sårede, lemlæstede eller døde. At dømme efter sejrherrernes pralerier og historierne, der dukkede op i kølvandet på begivenhederne, måtte de bare gå ud fra, at han var forsvundet. Brødrene talte aldrig om drengen, bortset fra når de nævnte ham i deres bønner. Hans mor sørgede og græd over ham. I sin fortvivlelse mistede hun al tro på sig selv og følte sig ikke længere i stand til at leve. Det knækkede baba, skønt han ikke var drengens far. Noget blev slået ud af ham, og så var det, at strømmen af eventyr tørrede ind eller blev forvandlet til bitter klage. Med tiden falmede hendes minder om eventyrene, men hun huskede stadig, at nogle af dem havde været sjove og rørende. Der var det om tiggeren, som blev anklaget for at stjæle duften af sultanens festmiddag, og om hvordan Abunuwas hjalp tiggeren ud af kniben ved at kaste klirrende mønter på paladsets gulv og bede sultanen tage lyden i betaling. Der var det om en struds, som kom galt af sted på en måde, hun ikke længere huskede præcist. Der var en uhyggelig historie om et slot, der lå på toppen af et sort, magnetisk bjerg og var uindtageligt, for så snart fjenden nærmede sig, fløj deres sværd og lanser ud af hænderne på dem og satte sig fast på bjergsiden. Og eventyret om de fornemme søstre, som spiste ris med en nål, ét riskorn ad gangen. Minderne opvejede ikke hans evindelige klagesange, som blev dybere og længere med alderen. Hun vidste godt, at han ikke kunne gøre for det, men hans elendighed var tung at bære alligevel.
Tidligt hver morgen, sent hver aften og når som helst det passede ham i løbet af dagen, måtte hendes mor massere ham fra top til tå. Hun lå på knæ og arbejdede sig fra hans nakke og skuldre helt ned til hans tæer, mens han stønnede af masochistisk nydelse. Når han havde fået sin morgenmassage, tog han tøj på og satte sig til at vente på dagens første kop te, som han fik serveret med en nystegt maandazi-bolle. Ofte var der noget galt med teen, maandazi-bollen var for sød, eller også var der noget andet i vejen. Da Raya flyttede hjem med Karim, prøvede hendes far at indrullere hende i arbejdsstyrken. Han forlangte, at hun skulle massere ham, når moren havde travlt. Raya strittede imod. Hun var blevet klogere af tiden med Bakari Abbas og overhørte hans brok.
Som 21-årig var Raya en skønhed, men hun var ikke selv helt klar over det. Under alle omstændigheder brød hun sig ikke om mænds opmærksomhed. Hun mente, at hun havde fået nok af den slags lyster, ville være i fred og ønskede sig bare en nogenlunde behagelig hverdag.
Trods alt var hun lettet over at være flyttet hjem. Det gav en vis aflastning for det tunge ansvar, hun havde følt for sin søn, og gav dem begge en vis tryghed. Det forbløffede hende, hvor beredvilligt hun lod sin mor overtage ansvaret for Karim, men i takt med at skyldfølelsen fortog sig, lagde hun gradvis mere afstand til barnet. Hun kunne ikke lade være med at forbinde ham med en ulykkelig tid.
I sin fars øjne var hun stadig ung nok til at tiltrække suspekte mænd og blive en kilde til skam og vanære. Tænk på dit barn, sagde han.
Det er det, jeg gør, sagde hun.
Han kommer til at vokse op uden en far, insisterede han. Din mand har krav på at få drengen igen. Gå tilbage
til ham, det har du pligt til, og din søn har brug for en far. Eller lad os finde en ny mand til dig. Skilsmisse er trods alt ikke jordens undergang, slet ikke.
Raya tav og trak på skuldrene. I tankerne sagde hun: I gjorde det jo så godt første gang. Du kan sige, hvad du vil, jeg går aldrig tilbage til Bakari Abbas.
Tre unge mennesker vokser op i Tanzania i begyndelsen af det 21. århundrede – Karim, Fauzia og Badar.
Karim vender tilbage til sin hjemby efter universitetet med ny selvsikkerhed og høje ambi–tioner. I ham ser Fauzia en chance for at flygte fra sin kvælende opvækst. De to tilbyder et fristed for Badar, en fattig dreng, der stadig er usikker på, hvad fremtiden byder på. Efterhånden som turisme, teknologi og uventede muligheder og farer hober sig op, når de hver især frem til forskellige forståelser af, hvad det vil sige at tage skæbnen i egne hænder.