»Hvor skal vi hen?« Hun svarede ikke, tog bare et nyt Big Red op af lommen på sine fløjlsbukser. Papirkuglen smed hun over mod vores nabos postkasse, og kanelduften bredte sig ud mod mig og blev hængende. Jeg fulgte efter hende, men hendes ben var længere end mine, jeg måtte tage to skridt hver gang hun tog ét. En kat mjavede højlydt og kom hen mod os. Da jeg bukkede mig ned og strøg fingrene mod den bløde pels, sparkede hun grus efter katten så den fór op i træet ved siden af. »Hvorfor gjorde du dét?« Endnu en gang svarede hun med en skuldertrækning, rettede på polaroidkameraet der hang i en rem om hendes hals. Mine skridt rungede da jeg forsøgte at indhente hende, hun så ikke engang i min retning. For mig havde alle nætter indtil da været omgærdet af en svag tåge af utilnærmelighed, men nu skulle den friske stilhed, saltvandsvindene og den ufiltrerede lyd af andres søvn omdefinere mørket. Af det jeg havde troet var ingenting, skulle noget nyt træde frem, noget der skulle få dagene til at føles uudholdelige, forvandle dem til én lang venten på natten. En cykel stod lænet op ad en skraldespand, hun pegede på den og bad mig hoppe op på bagagebæreren, og så trampede hun så slingrende af sted at jeg måtte holde hende om livet. Jeg husker at hun var køligere end luften omkring os, da jeg trykkede mig tættere ind mod sprækken af bar hud mellem trøjen og fløjlsbukserne. Kun enkelte af villavejene i vores forstad var åbenbart værdige til gadebelysning, så når det fyldige orange lys ramte hende, blev jeg hver gang lige overrasket, det var som om jeg blev ved med at glemme at det lige var hende der gav mig et lift.
18
bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 18
15-10-2021 13:07:17