Til San Francisco

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 1

15-10-2021 13:07:16

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 2

15-10-2021 13:07:16

Clara Eliasson

Til San Francisco Roman

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

G U TK IND

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 3

15-10-2021 13:07:16

Til San Francisco er oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Mot San Francisco © Clara Clementine Eliasson, 2020 First published by Romanus & Selling, Stockholm, Sweden Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Stockholm, Sweden Denne udgave: © Clara Eliasson og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Imperiet/Harvey Macaulay Forfatterfoto: © Stefan Tell Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0135-3 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 4

15-10-2021 13:07:16

Prolog

7

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 7

15-10-2021 13:07:17

8

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 8

15-10-2021 13:07:17

januar 1979. »Der ligger døde fugle under terrassen omme bagved.« Politimanden var høj, hans mave stor, og over læben voksede der et tjavset overskæg. Jeg syntes jeg genkendte ham. Kunne se hans blik for mig, stirrende som et skræmt dyr, først fokuseret, så sløvt. »Døde fugle under terrassen,« gentog jeg. »Jagede hun fugle?« Det var noget ved mandens måde at virke venlig på. Stille spørgsmål så sådan en som mig ville kunne forstå det.

En frisk vind trak ind ad døren, min hånd stadig på dør­­ håndtaget. Jorden var våd, kunne ikke absorbere januarregnen der var styrtet ned fra en åben himmel. Jeg så for mig at min far ville ævle løs om regnen i flere dage. Brokke sig, foreslå dræning.

Jeg svarede med en hovedrysten, men politimanden spurgte videre, bad mig tænke tilbage på alle eftermiddagene, timerne efter skole. Jeg havde jo haft perfekt indsyn, deres grund lå som en slagmark uden for mit gamle vindue. Hvad han ikke vidste, var at jeg med vilje havde flyttet værelse, ikke længere ville se når hun i tyndt undertøj dansede rundt i vandsprederen som i tørre perioder stod tændt i skovbrynet neden for vores skel.

Jeg måtte tænke mig om længe. Tankerne farvet af størknet blod. Huskede aftenen før og hendes bedende blik på mig, det røde hår filtret ned over skuldrene. Hvordan det blik var blevet

9

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 9

15-10-2021 13:07:17

erstattet af det livløse for få timer siden. Blodet der siden havde farvet det bleggule græs som Californiens skumringshimle, geværet skødesløst smidt ind i akaciebuskadset. Det selvsamme gevær som betød at der nu hvilede en sorg mellem det der var, og det der ville blive fremtiden.

10

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 10

15-10-2021 13:07:17

januar 2019.

Da B’s ansigt tonede frem i fjernsynet tidligere på aftenen, blev jeg som sædvanlig nervøs og var lige ved at slukke. Jeg tænkte at der sikkert var blevet skrevet endnu en bog om hende, eller at der var sket et nyt skoleskyderi. Men nej, ingen af delene. Billedet af hende blev vist på skærmen fordi hun var forsvundet.

Fjernsynet gentog igen og igen hvor farlig hun var, og at folk i Californien skulle være ekstra årvågne. Jeg låste prompte alle vinduerne. Lukkede af for den kølige natteluft som er så usædvanlig for denne by.

Jim er for længst faldet i søvn i det der er blevet hans værelse, udenfor er himlen stum og stjerneløs, vinden rusker i mit avocadotræ. Ville lyden af mine planter camouflere lyden af hende? * Jim spørger mig ikke om B. Han må have læst avisen eller hørt det i radioen. Da han kommer hjem fra arbejde, har jeg gået og tænkt på hende hele dagen. Alle de minder jeg troede var fortrængt, træder klare og lyslevende frem selvom jeg de seneste fyrre år kun har tænkt på hende sporadisk, somme tider når en journalist har ringet for at interviewe mig om den sommer vi stjal en bil. Når jeg så har svaret at de må forveksle mig med

11

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 11

15-10-2021 13:07:17

en anden, at der jo er mange med mit navn her i landet, har jeg forsøgt at fortrænge den sommer, eller hele det år, og tænkt at hun ikke kommer mig ved. I hvert fald ikke længere.

Men det kan jeg ikke nu. Nu overdøver minderne og skyldfølelsen det hele.

Mit syn sløres under jakarandatræet for enden af villavejen da jeg næste morgen er på vej i supermarkedet. Jeg tager mig i at smile da jeg fejer visne engletrompeter op der er landet i vores indkørsel, og jeg mærker mit hjerte slå hurtigere da jeg tænker på hende mens jeg plukker overmodne appelsiner.

Alt minder mig pludselig om B, og det går op for mig at jeg nødig vil miste mindet om hende igen. Men hvordan skal jeg blive ved med at huske alle vores minder hvis ikke jeg fortæller nogen om dem? Hvordan skal jeg bevare alle følelserne, alle detaljerne hvis ikke jeg skriver dem ned?

Da der er gået tre dage og det skarpe januarlys endnu en gang finder ind i soveværelset efter en søvnløs nat, åbner jeg vinduerne og sætter mig ved computeren. Hvis ikke der er nogen jeg kan fortælle det hele til, må jeg skrive det ned. Jeg må skrive historien om hende. Og at begynde at skrive er at overlade mig selv til havet, flyde med tidevandet. Minderne strømmer frem som floder hvis diger er bristet.

Fortællingen om B er som en konstant påmindelse om det jeg har nu, om den meningsløshed tiden efter hende har ført med sig. Som om de californiske vinde fra den sommer er stilnet af år for år, som om farverne er falmet til ubetydelighed.

I ny og næ har jeg negligeret det hele, men ikke at erkende erindringen om B ville være som hvis jorden fornægtede lavendelmarkerne eller frugttræerne.

Det er derfor jeg må nedskrive min fortælling om hende.

Hende der hed Elisabeth Sumner, men af mig blev kaldt B,

12

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 12

15-10-2021 13:07:17

havde rødblondt hår og var ekspert i at skabe ord og mening ud af ingenting. Finde mening med alting. Hun gjorde mit liv til et eventyr dengang jeg troede at der aldrig ville ske noget som helst.

Jeg må fortælle om hende og alt det vi oplevede, for i alle de andre historier har hun bare været den der begik det skoleskyderi i San Diego.

Jeg må skrive om min egen skyld der medførte at hun blev berøvet verden. Og jeg vil skrive om hende fordi hun var så meget mere. Hun var min flugtvej, min genvej og mine skumringer. Jeg må fortælle om vejen vi kommer fra, den uden for San Diego hvor citrustræerne blomstrede vildt og voldsomt om foråret.

Hvis ikke jeg skriver det ned nu, så glemmer jeg det måske, for den sommer der var dengang, var i går, og i går er en evighed siden, og minder blegner, bliver erstattet af nye, for­­ andres og fortyndes.

Jeg finder det fotografi frem hun tog en af vores første aftener. Selvom farverne er falmet og overfladen ridset, ser jeg det så tydeligt: mit eget ansigt som jeg aldrig har set det efter hende, som et dyr der lige har fanget sit bytte.

Det er ikke første gang hun er flygtet fra fængslet, men denne gang har hun været forsvundet i flere dage, og jeg er skrækslagen. Skrækslagen for at hun skal stå uden for mit vindue ligesom den første nat, den første nat hun bankede på og mit liv begyndte.

13

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 13

15-10-2021 13:07:17

16

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 16

15-10-2021 13:07:17

foråret 1978.

Første gang det bankede på mit vindue, duftede natten af våde træer. Udenfor stod hun. Ulig alle jeg før havde drømt om.

Da jeg åbnede, smilede hun og bevægede armene i et mønster der gik op over hendes hoved. Her bagefter husker jeg bevægelserne som et løfte om en nat langt væk fra vores villavej.

I det svage skær fra soveværelseslampen kunne jeg se hvilken vej hun var kommet gående, følge føddernes aftryk i fugtigt græs. Uden at se på mig spurgte hun med høj, klar stemme: »Kommer du så?« »Der er mørkt ude,« hviskede jeg som svar.

Hun trak på skuldrene, og mine skuldre var gemt væk i en lys, forvasket natkjole med små, lyserøde blomster. Jeg må have tænkt at den var barnlig, for jeg trådte et skridt tilbage i værelset.

En bil spredte sit lysskær og forvandlede hendes røde hår til ild. Hun lænede sig ind i værelset, og jeg kunne ikke finde ud af om jeg ville have hende der eller ej, før hendes fingre strejfede mine. I et snuptag tog hun sit tyggegummi ud af munden og formede det til en firkant, prøvede at ramme min papirkurv, ramte ved siden af. »Kom nu, ellers skrider jeg,« sagde hun og talte til tre på fingrene.

Uden yderligere overvejelser tog jeg sutsko på og kravlede ud ad vinduet, jeg gled i det våde græs, hun greb mig i armen.

17

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 17

15-10-2021 13:07:17

»Hvor skal vi hen?« Hun svarede ikke, tog bare et nyt Big Red op af lommen på sine fløjlsbukser. Papirkuglen smed hun over mod vores nabos postkasse, og kanelduften bredte sig ud mod mig og blev hængende.

Jeg fulgte efter hende, men hendes ben var længere end mine, jeg måtte tage to skridt hver gang hun tog ét.

En kat mjavede højlydt og kom hen mod os. Da jeg bukkede mig ned og strøg fingrene mod den bløde pels, sparkede hun grus efter katten så den fór op i træet ved siden af. »Hvorfor gjorde du dét?« Endnu en gang svarede hun med en skuldertrækning, rettede på polaroidkameraet der hang i en rem om hendes hals. Mine skridt rungede da jeg forsøgte at indhente hende, hun så ikke engang i min retning.

For mig havde alle nætter indtil da været omgærdet af en svag tåge af utilnærmelighed, men nu skulle den friske stilhed, saltvandsvindene og den ufiltrerede lyd af andres søvn omdefinere mørket. Af det jeg havde troet var ingenting, skulle noget nyt træde frem, noget der skulle få dagene til at føles uudholdelige, forvandle dem til én lang venten på natten.

En cykel stod lænet op ad en skraldespand, hun pegede på den og bad mig hoppe op på bagagebæreren, og så trampede hun så slingrende af sted at jeg måtte holde hende om livet. Jeg husker at hun var køligere end luften omkring os, da jeg trykkede mig tættere ind mod sprækken af bar hud mellem trøjen og fløjlsbukserne.

Kun enkelte af villavejene i vores forstad var åbenbart værdige til gadebelysning, så når det fyldige orange lys ramte hende, blev jeg hver gang lige overrasket, det var som om jeg blev ved med at glemme at det lige var hende der gav mig et lift.

18

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 18

15-10-2021 13:07:17

Da hun bremsede op, gjorde hun det hårdt, så jeg fløj frem og stødte ind i hende. »Her,« sagde hun og pegede på en bænk overmalet med grafitti. »De begynder snart at kneppe.« Hun lo så tænderne kunne ses, ligeglad med at hun larmede.

Jeg havde kun læst ordet spraymalet på skure og skraldespande, aldrig hørt det sagt højt. Da hun sagde det, lød det spøjst fordi jeg endnu ikke helt forstod hvad det betød.

Gennem et vindue i bygningen på den anden side af vejen oplystes en veltrænet ryg. Hans hår gned mod glasset før en kvinde byttede plads med ham da de havde dugget glasset til.

Ruden dunkede, og jeg frygtede at parret ville falde ud. »Vil du have et stykke tyggegummi?« spurgte Betty, som jeg på det tidspunkt troede B hed, og tog et frem.

Jeg pillede papiret af med langsomme bevægelser, ville ikke have at det skulle kunne høres, så dem i vinduet fik øje på os.

Hun spyttede sit eget tyggegummi ud og tog straks et nyt, blæste hurtigt en boble, som smældede højlydt og dækkede halvdelen af hendes ansigt.

Kvinden udstødte et skrig der mindede om en usmurt dør, som noget der er ved at åbne sig. En iling af uventet velbehag bredte sig i min krop.

B så på mig som om det var min tur til at vise hende et nyt sted, trak vejret som om hun ville lave uhyggelige lyde, sank, smilede med tænderne og tyggede videre på sit tyggegummi, løsnede kameraet fra sin strop og tog et billede af mig.

Jeg kan ikke huske om jeg egentlig forstod noget af situationen, at hun trak mig ud af min hverdag til en form for evig nat. Jeg ved ikke om jeg egentlig forstod hvad vi lavede der, eller om jeg mest bare var optaget af hvor våd min natkjole var blevet af duggen i de lavthængende grene vi gemte os under.

19

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 19

15-10-2021 13:07:17

Natten var en af de første varme nætter efter ugers kølige mørketimer, varmen som et løfte om noget der ville vare ved.

Hun satte mig af uden for mit vindue uden at sige farvel.

Mine forsøg på at hæve mig op og ind gennem vinduet mislykkedes gang på gang, natkjolen havde en stor flænge da jeg endelig var inde i værelset igen.

Og da jeg vendte mig om mod hendes vindue, så jeg hende stå helt stille og iagttage mig. Jeg vinkede, men hun slukkede lyset. * Før den første nat kendte jeg ikke B som andet end en med let opstoppernæse, en hvis tynde hår tit blev filtret i nakken.

Jeg kendte hende ikke som andet end en der smed viskelædere efter drengene oppe foran, en der konstant kiggede ud ad vinduet, fulgte fuglene. En der gav tøvende svar på ethvert spørgsmål hun fik.

Jeg husker at jeg på et ret tidligt tidspunkt lagde mærke til hendes små blå mærker der prydede hele kroppen, blå mærker i samme farver som himlene. Et kalejdoskop der udgik fra navlen og spredte sin farve helt ud i kropsdele jeg knap turde kigge på. Men da jeg på et tidspunkt spurgte til dem, borede hun neglene ind i min håndryg og efterlod et svidende ar der forblev der i flere uger.

Jeg kendte hende ikke som andet end en hvis tørre græsplæne mine forældre havde klaget over. Vores var nyslået, knaldgrøn, spejlede lyset. De kaldte nabohuset for knaldhytten, en ussel rønne der ville sænke værdien på vores hus. De slog til lyd i nabolaget for hvordan man nemmest kunne smide dem ud.

Mine forældre var ikke værre end så mange af de andre naboer.

Alle på vores vej mindede om hinanden, ligesom sår minder om andre sår, alle undtagen dem i knaldhytten.

20

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 20

15-10-2021 13:07:17

Farverne på B’s hus lignede noget jeg havde set i en turistbrochure fra Florida. Falmet af solen, hærdet af januarfloderne.

For mig var det utænkeligt at hun skulle tale med sådan en som mig. I hvert fald var det sådan jeg kendte hende.

Jeg kendte hende slet ikke. * Det var i foråret 1978, vi kaldte årstiderne ved navn selvom de ikke skiftede ligesom de gjorde længere nordpå.

Hun boede i huset ved siden af, lige bag vores skole. Hendes far sad altid på den lille veranda ude foran og gloede ned for enden af vejen. Nogle gange slog hun hårdt på stakittet omkring haven for at afbryde hans stirren, få ham til at vågne.

Men hans blik var umuligt at vække.

Efter den første nat lagde jeg mærke til at hun på varme californiske eftermiddage dansede i takt til en vandspreder, kun iført blegrøde bikinitrusser. Vandet nåede lige ind over kanten på deres grund, og dansen fik det tørre græs til at hvirvle i vinden.

Vi søgte alle kølighed selvom det kun var først på foråret.

Græsplænen rundt om hendes hus var altid knastør, og når man gik på den, sagde det en lyd der mindede om summende insekter. Da hun inviterede mig derover første gang, listede jeg med små skridt og dirrende puls de få meter over mod det krumme træ omme bagved og snublede over opgravede sten mens hun løb ind og hentede en flaske lunkent vand og en pakke kiks som var halvt spist.

Som vi sad dér i græsset, hun talte i afbrudte sætninger med ufuldstændige ord og opdigtede udtryk. Jeg syntes hun opførte sig voksent da hun bød mig kiks fra den glittede pakke, og jeg var overbevist om at de ord hun brugte, var ord jeg endnu ikke havde lært.

21

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 21

15-10-2021 13:07:17

* Nat efter nat vendte hun tilbage til mit vindue.

Allerede når skumringsskæret begyndte at aftage, lyttede jeg ihærdigt efter hendes skridt, mit mørkesyn ledte efter be­­­­vægelser fra hendes værelse, det mindste tegn der kunne bekræfte at hun kom tilbage. For inden i mig var der en længsel jeg ikke kunne styre, noget jeg ikke havde evnen til at sætte ord på.

Når først vi var på farten igen, forundredes jeg over hvor meget hun vidste om vores søvnige forstad. Hun kunne finde steder jeg aldrig havde hørt om, drejede ind på småveje jeg hidtil kun havde passeret. Cyklen var en forlængelse af hendes krop som jeg kom til at elske.

Vi talte aldrig ret meget sammen, benyttede os ikke af de høflighedsfraser jeg havde lært udenad. Jeg genfortalte aldrig de samtaler jeg havde med andre fra klassen, spurgte ikke engang hvordan hun havde det.

Om dagen var hendes blik fjernt, men om natten så det ting, og jeg ville se dem sammen med hende, gennem hendes øjne, for i det blik lå hele verden.

Jeg husker særligt en aften hvor hun tog mig med hen til en hule hun havde bygget af palmeblade, et tilflugtssted med hul til stjernehimlen. Den aften var første gang hun udtrykte et ønske.

Dengang vidste jeg ikke om det var rettet mod mig specifikt, eller om jeg bare var en af dem hun viste sine stjernehimle. »Det kunne være sådan her,« sagde hun mens vi lå ved siden af hinanden på gulvet af palmeblade som knitrede hver gang vi rørte på os.

Hendes lillefinger strejfede min et kort øjeblik, i flere dage bagefter kunne jeg udpege stedet på min hud. Det var som om den blev ved med at kunne mærke hende.

Hun var alt det som ingen andre var. Hun var en sprække

22

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 22

15-10-2021 13:07:17

i tiden, så ting ingen andre så, og det føltes som om hun ville vise mig dem. * En anden gang tog hun mig med hen til bakkerne. Derfra kunne man se ud over hemmelige haver der snoede sig gennem tætte skovbryn. »Derhen,« dristede jeg mig til at svare på hendes spørgsmål om hvor jeg ville hen.

Hun nikkede, førte sin tynde overlæbe hen over underlæben.

Da vi var cyklet ned ad bakken, løb hun ind i mørket, jeg var bange for at jeg aldrig ville kunne finde derfra igen. Kaldte på hende, men det var som om min lyd bare forsvandt ind mellem træerne og lukkede sig til en stilhed.

Det var i den periode hvor hun aldrig forlod mig. Jeg ved ikke om hun bevidst forsøgte at etablere en tillid, for hun dukkede altid op igen, lo så afvæbnende at jeg tilgav alt.

Den aften hørte jeg hendes fnisen blandt de vildtvoksende rosenbuske, så knoppernes dybrøde farve aftegne sig mod hendes hår.

Bag roserne var endnu en af hendes mange verdener. Hun viste mig den skjulte fuglesamling under træer der bugnede af citrusfrugter.

Fuglene hun pegede på, havde alle navne, de nye ville hun have hjælp til at døbe. Nogle af dem genkendte jeg fra vores egen have, andre var som taget ud af steder jeg kun havde hørt om.

Hun tog de livløse kroppe op én ad gangen, pakkede dem nænsomt ind i silkepapir. »Hvor har du fundet dem?« Hun pegede op mod himlen, og pludselig var himlen i mig, et hav af flyvende fugle inde i min krop.

23

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 23

15-10-2021 13:07:17

Jeg ved ikke, om det var den aften eller en af de andre aftener på bakkerne, men jeg husker, at jeg mærkede noget blødt og sart røre mig i nakken da jeg havde rettet blikket mod byen, og selvom det var en askegrå fjer fra et livløst dyr, selvom vi havde et dødt væsen mellem os, føltes det som hendes fingre, og hendes fingre føltes som fjer. * Til min mors teselskaber var der altid blevet talt dårligt om familien ved siden af os på vejen. Min mor havde indskærpet mig og min bror at vi ikke skulle komme i nærheden af manden der sad omme foran, at vi aldrig måtte overtræde skellet. Hun gentog at vi skulle undgå konflikter med pigen fra min klasse, undlade at røre ved hendes ting, de kunne være befængt med sygdomme, stoffer eller andet vi ikke skulle have noget at gøre med.

Jeg hørte hende tale med sine veninder og spørge sig selv hvordan manden og hans datter havde fået råd til et hus på vores vej. Vores vej, hvor græsset nærmest slog sig selv, hvor bougainvilleaen aldrig gulnede. »For hvis de havde penge, ville det jo ikke være så forfaldent.

Det er sådan en skam på så pæn en vej.« De andre fnes. »Måske vil de bare ikke skilte med det.« »Eller også har de bare en rædsom smag, han virker jo ikke helt ved sine fulde fem.« »Og pigen,« sukkede min mor. »Hun er helt ude af kontrol.« »Jeg har hørt at hun brænder myretuer af,« påpegede Debbie og børstede krummer af sin solgule nederdel. »Går hun ikke i Julies klasse?« hviskede Rose, den mest tilbageholdende af min mors veninder.

24

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 24

15-10-2021 13:07:17

Det føltes som om de aldrig talte om andet, diskuterede aldrig politik eller litteratur, nævnte aldrig havet der bragede mod klippekanterne langs kysten i det sydlige Californien.

Jeg gemte mig inde i stuen, mellem sofaen og bogreolen, lod altid som om jeg bladrede i bøgerne, hvis nogen så mig. De voksne var overbeviste om at jeg var en ualmindelig intelligent og velopdragen teenager. De sagde altid at jeg havde hovedet skruet godt på, men i virkeligheden kedede jeg mig bare.

Før det gik op for mig at Betty bare ville kaldes B, læste jeg aviserne fra ende til anden hver eftermiddag, lakerede tånegle mindst tre gange om ugen og øvede mig i at sætte sløjfer i håret.

Jeg målte dagligt hvor meget mine bryster var vokset, uden resultat, og drak tonsvis af piskefløde for at råde bod på mine tynde ben og arme.

Jeg havde aldrig tænkt at jeg manglede venner. Ingen i skolegården havde læst Jack Kerouac, hvis bøger jeg havde købt i smug. Selvom jeg forsøgte at passe ind, var jeg for længst vokset fra pigernes interesser. Og drengene var for vilde, jeg kunne aldrig holde tankerne i ro i nærheden af dem.

Og så var der hende, hende talte jeg ikke med, for hun var umulig at kategorisere. Hun snoede sig som slyngplanterne, forsvandt lige så hurtigt som vinteren, var insisterende som varmen.

Når jeg læste i frikvartererne, klatrede hun i grene der snart ville knække, når jeg lavede lektier, fandt hun måder at nå endnu højere op på. * Den første nat vi var hos Harry, ændrede alt sig. Da gik det op for mig at luften er fri, at alt er tilladt, at mine egne drømme kun blev begrænset af mig selv.

25

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 25

15-10-2021 13:07:17

At kedsomheden der burede mig inde, var min egen at flygte fra.

Der skete sådan set ikke noget særligt den nat, men det var som om hun for alvor inviterede mig ind i sin verden lige da, ved at lade mig møde Harry.

Jeg skyndte mig hen til vinduet, åbnede det forsigtigt, og dér stod hun, ikke længere som en formløs skygge. Men som en naturlig del af mine nætter. »Du siger ligesom ikke hej i skolen, men alligevel ...« jeg snappede efter vejret »... kommer du, hvorfor kommer du?« Hun trak på skuldrene. Jeg skulle sidenhen erfare at det var svaret på ethvert spørgsmål jeg stillede.

Tiden brast, og hun slog blikket ned. »Kommer du eller hvad?« Hun havde sin cykel med, den rustne, koralrøde med aflang, brun sadel og bagagebærer. Da jeg var hoppet ned på græsplænen, nikkede hun mod den, og jeg kunne ikke andet end at adlyde hende. Jeg prøvede altid at stille spørgsmål, men det var som om hun hørte dårligt i mørke. »Hvor skal vi hen?« »Vent og se.« Den høje fart frembragte en vind der rummede duften af kanel, mandel og kirsebær fra hendes våde hår. Vi cyklede ad vores villavej, krydsede palmeklædte nabokvarterer, fløj hen over det sydlige Californiens tørre bakker og betragtede den dødssyge forstad. Hvor alle for længst var faldet i søvn, hvor alle snart ville vågne, og falde i søvn igen, vågne og så videre til evig tid.

I den periode troede jeg at mit naive syn på de vaner der udgør tilværelsens kredsløb, ville beskytte mig mod de kommende hverdage. Med B havde jeg forkastet forstadens monotoni og ville derfor aldrig blive en del af den.

26

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 26

15-10-2021 13:07:17

B skulle senere udtrykke afsky for denne forstad, ligesom forstaden for hende. Men det forår talte hun aldrig dårligt om noget, fortalte mest bare historier løsrevet fra virkeligheden.

Eventyr som hun gjorde virkelige for mig. Som det om den enorme blå by hvor hun var det eneste menneske, hvor alle åkanderne opvartede hende ved at binde sneglehuse i hendes hår mens hun flød rundt i azurblåt vand mellem mørkerøde svaner.

Når hun ikke var opslugt af en af sine drømmelignende fortællinger, kunne hun være tavs, nogle gange i flere timer.

En pludselig stumhed lagde sig over måden hendes tanker og bevægelsesmønstre normalt kom til udtryk på. Som nu hvor vi susede af sted mellem de lave parcelhuse med bjergene aftegnet som en kulisse i det fjerne.

Bardøren gik op til lyden af et klokkespil der druknede rumlen fra motorvejen. Hendes ansigt ændrede skikkelse, hendes greb om min arm blev fastere. »Bumblebee!« råbte en mand på den anden side af bardisken.

Da vi kom nærmere, lagde jeg mærke til at hans tynde hår var redt over fra den ene side til den anden. Hans øjenlåg skjulte næsten irissen, huden i hans pande var fedtet, og pigmentpletterne på hans kinder lignede Alaska eller Texas. »Hvem har vi her?« »Det er Julie fra min klasse.« B børstede hjemmevant krummer af bardisken. »Nå, Julie. Har du lige så svært ved at sove som humlebien her?« Der var en varme i hans stemme som straks gav mig lyst til at betro ham det lidt der skete i mit liv. »Det ved jeg ikke.« »Og hvad skal Julie have?« Han hældte kaffe op i et krus mønstret med tynde sprækker

27

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 27

15-10-2021 13:07:17

og gav det til B. Da hun drak, gibbede det i hende som om hun brændte læberne. »En milkshake,« svarede B mellem slurkene. »Jeg skal nok betale.« »Jeg behøver ikke noget.« Jeg satte mig på en af barstolene højt over gulvet, blandt gamle glitterguirlander og støvet juletræspynt. Blandt sæder der hang i wirer ned fra loftet. Jeg rakte ud efter en af stolene, og da jeg rørte ved den, dryssede en regn af fint pulver ned over B. »Vi skal også have pandekager,« råbte hun efter Harry, der var gået ud i køkkenet.

Jeg hviskede at jeg ikke havde nogen penge med. Slet ikke havde nogen penge. Men hun smilede til mig som om det nok skulle løse sig, og pegede over på mændene der sad helt inde i hjørnet, de havde iagttaget os fra sekundet vi trådte ind. Hun vinkede, og de slog prompte blikkene ned. Jeg fattede ingenting, men siden skulle jeg indse at der altid var mænd der var villige til at give hende penge. »Hvordan det?« spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene og fæstnede blikket på den snavsede rude, jeg forsøgte at greje hvad hun så. Men det var som om dette sted ikke kunne forenes med verden udenfor. At det udenfor ikke var til for os. Indenfor var vi omgivet af lyde fra flipperspil, knasen fra fjernsynet på en hylde over bardisken og ventilatoren der sindigt fordelte lugten af stegeos, den søde kirsebærduft fra hendes hår.

Engang i løbet af aftenen præsenterede manden i baren sig som Harry. Vi gav højtideligt hånd, og han blinkede meget med det ene øje. Harry udviste en blidhed som de færreste voksne havde vist mig før. B og jeg var som herreløse hunde, kun hengivne over for den der behandlede os som kongelige. Og det gjorde han.

En glitterguirlande faldt ned i mit hår, B fjernede den uden

28

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 28

15-10-2021 13:07:17

at vi så på hinanden, i stedet fik jeg øje på et modermærke på hendes skulder. »Har du lavet matematik?« spurgte jeg. »Nej, jeg hader matematik.« »Okay.« »Har du?« »Mm,« svarede jeg.

Vidste ikke hvor jeg skulle gøre af blikket. Der var stille et par sekunder. »Måske kan du hjælpe mig en dag.« Jeg nikkede til hende og smilede ned i bardisken.

Harry kom ud med pandekager og en lyserød milkshake. B kastede sig over pandekagerne, og jeg bed mærke i hendes måde at spise på. Hvordan hun holdt gaflen mellem ringfingeren, langfingeren og tommelfingeren, hvordan ahornsiruppen dryppede fra hendes læber, og hvordan hun uden tøven tørrede det søde af med håndryggen. Jeg tog mig i at tænke på hvor klistret det måtte blive, hvad der kunne sætte sig fast i det. »Her,« sagde hun og gav mig en gaffel. »Spis noget!« Og jeg spiste, skar pandekagerne i perfekte firkanter og dyppede bidderne i siruppen, holdt inde og drak af min milkshake. »Må jeg smage?« Jeg nikkede, og hun tog sugerøret mellem læberne og sugede hårdt, hvorefter hun pustede så der opstod bobler som krøb op ad glasset. Da de sprak, stænkede det på mig, og hun lo så mændene i hjørnet endnu en gang slog blikkene ned.

Samtidig med at jeg væmmedes ved hendes væremåde, blev jeg også uvilkårligt fascineret, jeg ville røre ved hende, hendes bevægelser med armene der hvirvlede som loftsventilatorer.

Ting begyndte at miste deres konturer, farverne flød sammen, og lyden af ure og flipperspil blev til én.

29

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 29

15-10-2021 13:07:17

Det var svært at sidde lige, jeg hørte usammenhængende ord ligesom falde ud af min mund, stemmen lyde anderledes; som om den rettede ind efter lyden i lokalet.

I næste nu var hun væk, og selvom der var frit udsyn, kunne jeg ikke se hende, jeg gav mig til at pille i mine neglebånd, og da hun kom tilbage, dryppede hendes hår, og brystkassen duftede af mild sæbe.

Da vi senere gik ud, den himmelvide forskel på virkeligheden og Harrys bar. Jeg prøver at genkalde mig om det var stjerneklart ude, om vi måske kiggede på stjernehimlen sammen, om hun kendte stjernebilleder, måske fortalte hun noget om dem?

Men hvordan skulle jeg kunne huske det når alle minderne fra den aften kredser om vores latter, da hun maste store stykker pandekage ind i min mund, da jeg dyppede fingrene i ahorn­ siruppen og smurte den på hendes arme?

Hvordan skal jeg kunne huske om der var stjerner på himlen, eller hvor lang natten reelt var? Jeg så kun hendes smilerynker og håret der lige nåede at blive tørt før hun kørte mig hjem, den varme duft af californisk nat.

Dengang var det umuligt at forudse at hun siden skulle blive kendt over hele landet som pigen der skød. Pigen der til­­ syneladende intet fortrød, ingen tilgav og levede livet hurtigt og farligt. Hende der havde sagt at det alligevel alt sammen var så kedeligt, med en stemme som om hun lige var vågnet.

Men i foråret 1978 havde B stadig dufte i håret, hendes tøj var næsten ikke hullet, og hun sagde stadig ting der var til at forstå. Men mest af alt: Hendes hænder var ildebrande, og jeg skulle slukke dem.

Jeg forstod aldrig hvorfor hun valgte mig. Om det var fordi mit vindue var så tæt på, eller om hun kunne se at min længsel mindede om hendes egen. Hvis der overhovedet var nogen længsel i hende. Jeg forstod aldrig hvorfor hun overhovedet

30

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 30

15-10-2021 13:07:17

søgte mod et andet menneske når hun så tit viste at hun ikke havde brug for mig. Var hun ude efter et vidne eller en at dele verden med?

31

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 31

15-10-2021 13:07:17

320

bb1187_til_san_francisco_135x215mm.indd 320

15-10-2021 13:07:26