Du er her

Af samme forfatter

Samme dag næste år

Du er her David Nicholls

På dansk ved Frederikke Mikines Gutkind

Du er her er oversat fra engelsk efter You Are Here

Copyright © Maxromy Productions Ltd, 2024

All rights reserved

Dansk copyright © Gutkind Forlag 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Bogen er sat med Garamond Pro af Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: © Kenneth Schultz efter originaldesign af Barking Dog Art

Kort på omslag og i bogen: © Crown copyright 2024. Ordnance Survey AC0000864790 ISBN 978-87-434-0920-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Jane Austen-citatet er citeret fra Overtalelse oversat af Eva Hemmer Hansen, Bechs Forlag, 2012

E.M. Forster-citatet er citeret fra Værelse med udsigt oversat af Viggo Hjørnager Pedersen, Rosenkilde & Bahnhof, 2011 Shakespeare-citatet er citeret fra King Lear oversat af Niels Brunse, Samlede skuespil, bind 5, Gyldendal, 2017

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K

Gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

Til

Hannah, Max og Romy, med tak for alle turene

Så forstod hun på det, at han måtte have spurgt sin partner, om Miss Elliot aldrig dansede? Svaret lød: ‘Nej, det gør hun aldrig, hun har helt opgivet at danse. Hun vil hellere spille. Hun bliver aldrig træt af at spille.’

Jane

Austen, Overtalelse

kyst til kyst-vandreturen

Med hvilket formål kommer du igen, april.

Skønhed er ikke nok.

Du kan ikke længere gøre mig stille med rødmen fra små blade, der fedtet folder sig ud.

Jeg ved, hvad jeg ved …

Edna St Vincent Millay, Forår

Fantasifotografier

I alle sine ungdomsfantasier om fremtiden, om det job, hun skulle have, den by og det hus hun skulle bo i, vennerne og familien omkring hende, var det aldrig faldet Marnie ind, at hun ville blive ensom.

Som ung havde hun forestillet sig fremtiden som en række fantasifotografier tæt pakket med mennesker. Alle hendes venner med armene om hinanden, øjnene røde af kameraets blitz på en taverna eller oplyst af flammerne fra et bål af drivtømmer på stranden, og der, lige i midten, hendes eget smilende ansigt. De fotografier, der kom senere, var sværere at se tydeligt, ansigterne mere slørede, men der ville nok være en partner og måske endda børn blandt vennerne. Vennerne, som hun helt sikkert ville kende og elske hele sit liv.

Men de seneste seks år havde hun ikke taget et eneste billede af en anden person, og sidste gang, der var blevet taget et billede af hende, var i paskontrollen, hvor hun var blevet bedt om ikke at smile. Hvor var de allesammen blevet af? Nu var hun 38 år gammel

og havde gennemlevet venskabernes guldalder, hvor det at være omgivet af et stærkt, kærligt og støttende netværk føltes langt vigtigere end frustrerende familieforhold, anstrengende kærlighedsaffærer eller arbejdslivets kedsommelige forpligtelser. Telefonsamtalerne i de sene aftentimer, sms’erne, udflugterne og brætspilsaftnerne havde alt sammen været langt mere spændende og givende end hendes eget ustabile kærlighedsliv – og havde hun ikke også på et tidspunkt været god til det?

En vigtig del af gruppen, måske endda dens kerne, vellidt, men aldrig tilbedt eller idoliseret. Hun var ikke en af de piger, der bookede en natklub til sin fødselsdagsfest, men hun havde let kunnet fylde et lokale over en pub, da hun blev 21 og et langbord på en italiensk restaurant på sin 30-års dag. Når hun fyldte 40, ville hun nok gå en tur i parken med et par venner – som et ikke længere så populært band, der måtte tage til takke med de små spillesteder.

År for år mistede hun venner til ægteskaber og forældreskaber indgået med partnere, som hun ikke brød sig om, eller som ikke brød sig om hende. De trak sig tilbage til deres nye, meningsfulde, ordentlige liv i Hastings, Cardiff eller York, mens hun kæmpede videre i London. Andre forsvandt i ligegyldighedens tåger – hendes venskaber var som takkekort, hun aldrig fik taget sig sammen til at skrive, indtil der til sidst var gået så lang tid, at det bare blev pinligt. Måske var det naturligt at glide fra hinanden på den måde. Det virkelige liv indeholdt sjældent bål af drivtømmer på stranden eller et slag fuldemands-Twister, og for at

blive voksen måtte man give slip på fantasien om at nøgenbade i måneskin og føre lange, dybe samtaler.

Men ingen overtog pladserne fra de venner, der forsvandt, og hun havde således justeret sine fremtidsvisioner, så hun var totalt uafhængig og havde nok i sig selv. At drikke te af en smuk kop, krydsord på telefonen, fuld kontrol over fjernbetjeningen til TV’et, sine bøger, sin seng. At spise, drikke, læse og ignorere tidens gang. At leve uden andres fordømmende blikke, i fantasien om at være den sidste kvinde på jorden. Det kunne meget vel passe, at tomme tønder buldrede mest, men det var i hvert fald helt sikkert, at uanset hvor meget hun larmede, var der ikke så meget som en enkelt trommehinde, der ville bemærke det, og derfor var hun i stedet begyndt at tale til sine ting. ”Er det nu dig igen,” jokede hun med damppletten på spejlet i badeværelset. ”Dejlige og friske,” komplimenterede hun sine æg. ”Der var du jo,” sukkede hun opgivende over for proptrækkeren, der lå og flagrede med sine metalarme. Marnie så en film i fjernsynet, hvor en ensom karakter gav en lang peptalk til sit eget spejlbillede. ”Det dér er der aldrig nogen, der ville gøre i virkeligheden,” sagde hun strengt til fjernsynet.

Men den slags envejskommunikation var som at spille Scrabble mod sig selv – man blev ligesom aldrig rigtigt overrasket eller udfordret. Til tider gad hun ikke engang ulejlige sig med rigtige ord og udviklede i stedet et sprog bestående af små lyde som fwa og petah, flu-ah og cha-ha, hvis betydning konstant skiftede. Radioen hjalp. Hendes dage var ordnet efter programmerne, selvom nyhederne

oftere og oftere medførte et timelangt angstanfald eller vredesudbrud, der fik hende til at famle efter afbryderknappen. Hun satte musik på og lyttede til playlister med navne som ‘Coffeeshop Essentials’ eller ‘Rainy Day Piano’, men ingen havde endnu sammensat en playliste til de sløve søndagseftermiddage i hendes etværelses, hvor hun bevidstløst lå og scrollede sig igennem sociale medier og hæmningsløst likede folks opslag – til stede, men alligevel lige så anonym som en klappende tilskuer i mængden på stadion. Fornemmelsen af tid ændrer sig, afhængigt af hvor du er, og de forbandede timer mellem tre og fem en februareftermiddag havde det med at vare for evigt. Det samme gjorde timerne om morgenen. Tidspunkter, hvor hendes hjerne blot kørte i ring omkring de samme bekymringer og fortrydelser – tidspunkter, hvor hun meget imod sin vilje var tvunget til at se sandheden i øjnene.

Jeg, Marnie Walsh, 38 år gammel, bosat i Herne Hill, London, er ensom.

Der var ikke tale om selvvalgt isolation eller alenetid, det her var den ægte vare, og erkendelsen blev ledsaget af skam, for hvis popularitet var belønningen for at være klog, tjekket, attraktiv og succesfuld, hvad sagde det så om en, hvis man var ensom? Hun havde aldrig været tjekket, men hun havde heller aldrig været kikset. Folk havde sagt, at hun var sjov, og selvom hun godt vidste, at det kunne være en farlig kategori at havne i, havde hun aldrig bevidst været sarkastisk eller ondskabsfuld, og hun lavede hellere sjov på egen bekostning end andres. Det var måske problemet – hendes eksmand

havde i hvert fald sat det højt på listen – men hun var også venlig, betænksom og altid lige så gavmild, som hendes midler tillod. Hun var heller ikke genert. Tværtimod prøvede hun måske lidt for hårdt sommetider; hun var en pleaser og ville gerne gøre alle glade, selvom ingen omkring hende nogensinde virkede rigtigt glade.

Der er den person, man gerne vil være, tænkte hun, og så er der den, man rent faktisk er. I takt med at vi bliver ældre, viger det første pladsen for det sidste, så måske er det bare den, jeg er nu – en, der trives med at være alene. Ikke lykkeligere, men bedre tilpas. Egentlig ikke et introvert menneske; bare en udadvendt person, der har mistet sin flair for at være social.

Men der var ikke tale om ensomhed i romantiske forbindelser, i hvert fald kun en sjælden gang imellem. Hun var blevet gift og skilt i slutningen af sine tyvere, hvilket i sig selv var ganske enestående, og selvom arret stadig kløede nu og da, havde denne store, centrale livskatastrofe mere eller mindre vaccineret hende mod lige præcis det behov. Siden skilsmissen havde der ikke rigtig været nogen, selvom hun da en gang imellem fantaserede om det – tænkte, at det ville være dejligt at mærke varmen fra en anden krop i sengen eller at modtage en sms, der ikke var en verificeringskode eller spam. Ja, det ville da være skønt at blive begæret, men der var heller ingen grund til at bygge luftkasteller. Alle de farer, der var forbundet med romantisk kærlighed; risikoen for at blive såret, bedraget og ydmyget vægtede uendeligt meget tungere end de potentielle behageligheder. Mest af alt savnede hun bare andre mennesker, både specifikt

og mere generelt, og selvom udsigten til social kontakt ofte føltes overvældende, udmattende og angstprovokerende, var det stadig at foretrække frem for det klaustrofobiske lille liv, hun levede på sine 54 kvadratmeter.

En gang imellem, tænkte hun, er det nemmere at blive ved med at være ensom end at skulle stå frem og vise sin ensomme person til verden. Men hun var klar over, at den tanke også var en fælde – at denne tilstand, hvis hun ikke foretog sig et eller andet, risikerede at blive permanent, som en fugtig plamage, der langsomt aflejrer sig i trægulvet.

Der var ingen vej udenom, hun blev nødt til at gå udenfor.

Mægtige kræfter under jeres fødder

”Tricket er at ændre den måde, I tænker på tid. Det giver ingen mening at tænke i minutter, timer eller dage – ikke engang generationer. I er nødt til at justere skalaen og tænke i årtusinder. Så vil alt, I ser her, være midlertidigt.

Søerne, floderne, bjergene, alt er foranderligt, og ændringerne sker over millioner af år. Dalen her har ikke altid været her; den er blevet skabt, udhulet af enorme gletsjere, fordi is bevæger sig – godt nok kun en meter om dagen – men den slider og skærer sig frem med sine enorme tænder af sten, smadrer klipper og gnaver sig ind i bjerge i den proces, der hedder … processen, der hedder?

Hvem vil svare? Lige netop gletsjererosion, som defineres ved …? Vågn nu op, allesammen, I ved da godt det her. Ja, netop – ved abrasion, hvor landskabet får en ordentligt rusketur! Hvorfor griner du, Noah? Er der noget sjovt ved, at landskabet får en rusketur? Så del det med resten af klassen. Nej, det tænkte jeg nok.

Så isen er altså ubeskriveligt voldelig. Meget mere voldelig end ild. Den ødelægger, men skaber også nyt, som

for eksempel disse fordybninger, der kaldes … Ja, det er rigtigt, ‘corries’ eller ‘cwms’ her i Wales. Det er sådan nogle bjergsøer, typer som mig og Mrs. Fraser kan finde på at bade i, i modsætning til jer kujoner. Mobilerne væk, tak – medmindre I tager billeder til jeres opgaver. Ingen selfier. Er du blevet ramt af en eroderende gletsjer, Chrissy? Nej, så ingen selfier, tak.

Hvis vi går endnu længere tilbage i tiden, omkring 480 millioner år, så ville dette bjerg, som er det højeste bjerg i Wales, ikke engang være her. Det blev skabt i det, man kalder Ordovisium-perioden. Nej, det er ikke en del af eksamenspensum, men det betyder ikke, at I ikke bør vide det. O-r-d-o-v-i-s-i-u-m. Længe før dinosaurerne … Nej, længe før. Men ja, der har været dinosaurer her på et tidspunkt … Nej, det er der ikke længere, nu må I ikke gøre jer dummere, end I er. Enig, dinosaurer er seje, Ryan, men det her er endnu sejere, disse kræfter, disse enorme kræfter …

Vær nu søde at høre efter, hvis I gerne vil hjem igen på et tidspunkt! Når kontinentalpladerne kolliderer, bliver klippepladerne bøjet og hæver sig op over vandet, og så får man vulkaner lige her. Vulkaner – kan I forestille jer det? Luk øjnene, og se … I ved, hvad jeg mener. Luk øjnene, og se det for jer. Ja, forestil jer dinosaurer, hvis I vil; det er ikke videnskabeligt korrekt, men I er velkomne til at smide dem ind i billedet. Pointen er, at I skal forstå, at disse processer ikke stopper, bare fordi vi mennesker er her. De finder sted lige nu, og de vil fortsætte, længe efter det sidste menneske er væk. Mægtige kræfter under jeres fødder. Intet er permanent, alt

forandrer sig. Sarah Sanders, vær sød ikke at gabe lige op i mit ansigt. Lad os gå videre. Ja, prøv at åbne øjnene, det ville nok hjælpe.”

De begyndte nedstigningen. Ligesom floder måtte alle vittigheder udspringe fra en eller anden kilde, og til tider spekulerede han på, hvem der mon havde sat gang i fortællingen om, at geografilærere var kedelige. Var det en bog, en misfornøjet elev, en forbitret fysiklærer? Han kunne ikke drømme om at kritisere sine andre kollegers fag, men var historikerne virkelig så interessante med deres spring frem og tilbage mellem Tudorslægten og Weimarrepublikken? Det var heller ikke, fordi engelsklærerne ligefrem dansede på bordene, og matematikerne kunne holde lange taler om skønheden ved tal – men det var ærligt talt ikke andet end sudoku. Og alligevel, af den ene eller anden grund hang vittigheden om geografi ved, og det var nu op til Mr. Bradshaw, Michael, at modbevise disse fordomme og inspirere sine elever. Han førte an, mens Mrs. Fraser – Cleo – sørgede for, at de langsomste også kom med, og da de allesammen var nede i dalen, begyndte han at fortælle dem om sedimentvifter.

”For 18.000 år siden, hvilket er så godt som ingenting – man kunne sige, at det var i forgårs, i geologisk tidsregning – trak gletsjerne sig tilbage og efterlod denne mageløse gave til os.” Han stampede i jorden, og de kiggede alle pligtskyldigt ned og betragtede den prægtige gave af mudder. ”Denne jord, denne smukke, mørke jord kom ud under isen som kværnet mel og fossede ud over dalen i en fed, fertil … sediment- …-vifte. Sedimentvifte, åh,

hvilket vidunderligt ord. Og alle disse mineraler spredte sig og fandt vej ind i træerne, planterne og afgrøderne, ind i de æbler, I har fået med i jeres madpakker og lige har spist, eller burde have spist. Er det ikke fantastisk? Rester fra en oldgammel gletsjer er inde i jer lige nu, kalken i jeres knogler, jernet i jeres blod … ” Her holdt Michael en pause og overvejede, om han skulle gå skridtet videre og lave en elegant overgang til altings oprindelse, til selve universet; fortælle dem, at de alle var lavet af stjernestøv.

Det var ikke særligt svært at blæse en teenager omkuld med den form for informationer, men det lå trods alt inden for fysik og kemi, og desuden var æblerne fra Sydafrika.

”Okay – nogen spørgsmål?” spurgte han og skuede ud over tredive fedtede, ufærdige ansigter. Nogen skulede mutte ud fra hætternes mørke, andre hviskede og fnes af private vittigheder. Han var en passioneret og dedikeret lærer, der gjorde sit bedste for at slå hul på denne ungdommelige ligegyldighed, men de spørgsmål, der optog disse unger, var han ikke i stand til at besvare. Hvem kan koncentrere sig om stratocumulus, når det eneste, man tænker på, er lommelærken eller vaperen, og på, hvorvidt hun også er vild med en? I aften på vandrehjemmet ville der udspille sig endnu en omgang katten efter musen med lygtepatruljer klokken tre om natten, jeg lader lige, som om jeg ikke så det der. Sluk den. Tilbage på værelset. Vi har en stor dag foran os i morgen, og når turen var slut, ville han tage hjem, radbrækket og bleg af udmattelse. Men han foretrak trods alt dette frem for at være hjemme.

Han var lærer, men ikke forælder. De havde prøvet, men der havde været komplikationer og forhindringer, og nu kunne han overhovedet ikke forestille sig, at det nogensinde skulle ske. Der var ingen sammenligning mellem de to roller og kun et enkelt, overfladisk overlap: En forælder kan godt undervise sit eget barn, men det ville være forkert for en lærer at opdrage på en elev.

Alligevel føltes det nu og da, som om al ungdommelig uro og kaos var blevet komprimeret, så det udspillede sig de fem dage, en lejrskole varede – ikke kun ulykke og elendighed, men også de store følelser. De populære, selvsikre elever overlod han til deres egne narrestreger og valgte i stedet at fokusere på de akavede, nervøse drenge og piger, der altid endte med at ydmyge sig selv. Når han betragtede deres bumsede, ængstelige ansigter, var det svært at tro, at de var lavet af stjernestøv, men han kunne alligevel ikke lade være med at føle en vis professionel omsorg.

”Landskaber er liv,” sagde han, ”og når I betragter en udsigt som denne, i stedet for at se ned i skærmen på mobilen, Sarah Sanders – jeg har allerede sagt det til dig, jeg smider den i næste langsø, vi kommer forbi – så vil I kunne nyde skønheden og samtidigt aflæse landskabet. Hvorfor ligger der landbrug her? Hvorfor har jorden den her farve? Hvorfor er der skyer over bjerget, men ikke i dalen? Hvorfor glimter stenene sådan i solen? Se, hvor mageløst det hele er! Se!”

Han bemærkede drengene bagest med hætterne trukket sammen over hovederne som snorkler, og skuldre, der rystede af undertrykt latter. Han var vellidt som

lærer, mere, end han selv var klar over, men han kunne ikke længere finde den kække uhøjtidelighed frem, som var nødvendig for at blive beundret. Han var ærlig omkring sin passion for sit fag, men ærlighed inviterer til latterliggørelse, og jo mere passioneret han lød, jo mere latter udløste det. De grinede, ligesom de havde gjort, da Mrs. Bradshaw flyttede ud, og et par af drengene havde set ham græde i sin bil. Der var simpelthen ikke noget, unge ikke ville grine af, i hvert fald visse unge.

Accepter alle ændringer

Arbejde var ikke løsningen. Marnie arbejdede freelance som tekstredaktør og korrekturlæser på sit hjemmekontor, hvor den eneste vandkøler var hendes eget køleskab. Lønnen var ringe, ideen om ferie eksisterede kun i hendes fantasi, og frygten for at lægge sig syg var til at tage og føle på. Men hun elskede opgaverne – var god til det, hurtig og grundig og efterspurgt. Forlagene var loyale, og forfatterne efterspurgte hende, på samme måde som man ville opsøge en bestemt frisør eller kirurg. Hun kvitterede ved at holde styr på sine stamkunders faibler og feticher: Der var den forfatter, der gjorde alting ‘sløret’, der var ham, der overdrev brugen af ‘evindelige’ og ‘eponym’, tre enstavelsesadjektiver lige efter hinanden, for mange enten-eller, eller hende, der placerede tre men’er i samme sætning. Var der tale om fejl eller stilistiske valg? Marnie kunne se forskellen på de to, og selvom hun ikke kunne gøre en dårlig bog god, kunne hun udjævne de bump på vejen, der ellers ville have givet læseren en ujævn

oplevelse. For det meste var forfatterne glade for hendes arbejde, og de fleste klikkede uden videre ‘accepter alle ændringer’. Hun følte sig smigret over denne tillid, som en klog vejleder, usynlig, men vigtig; altid klar til at lægge en hånd på forfatterens albue og nænsomt lade ham vide, at han havde spinat mellem tænderne. Med jobbet fulgte en vis grad af pedanteri – på en måde var det at være pedantisk selve opgaven – selvom hun også forsøgte at gå til det med åbent sind og samarbejdsvilje. Hun bemærkede, at de unge forfattere undlod at bruge citationstegn, og hun havde efterhånden set små bogstaver være in og out flere gange, hvilket alt sammen var fint, men hun mente dog, at der for tiden var en overdreven brug af semikolon, som fik læsningen til at føles som et hækkeløb over lange rækker af hegn, og hun var i særdeleshed opmærksom på forskellene mellem britisk og amerikansk engelsk. Engang havde hun haft en ophedet e-mailkorrespondance med en kolerisk højrefløjsforfatter – mand – der havde skrevet en spionthriller, og som insisterede på at putte alting atop i betydningen ‘oven på hinanden’: Osten atop bøffen i burgeren, skurken atop helten. Ingen britisk person havde nogensinde brugt det ord, og da slet ikke chefen for MI5, hvis pistol åbenbart lå atop kaminhylden. Lige så lidt som en tandlæge ligger søvnløs og bekymrer sig om, hvorvidt hendes patienter nu husker at bruge tandtråd, lige så lidt tjekkede hun op på, om hendes råd var blevet fulgt, men adskillige måneder senere havde hun set romanen udstillet i en boghandel, og der var de allesammen, atop, atop, atop. Ak ja, tænkte hun, det er ham,

der går rundt med spinat mellem tænderne. Hun lagde en anden forfatters bog atop hans og fortsatte sit liv.

Men det ville være som en kniv i hjertet, hvis et whose skulle få lov til at stå i stedet for et who’s. Hun var respekteret og efterspurgt, og det gav hende en følelse af dyb tilfredsstillelse, når redaktører opsøgte hende og tiggede og bad om hendes hjælp; så følte hun sig, som en lejemorder, der blev presset til at acceptere det allersidste job. Som konsekvens havde hun ikke holdt ferie i tre år. På sin sidste solotur til Grækenland havde hun arbejdet på hotelværelset og var vendt hjem mere bleg, end da hun tog af sted.

Hun havde, som mange freelancere, svært ved at lægge arbejdet fra sig. Engang i en bar havde hendes mand bestilt ‘en vodka tonic’. ‘Vodka og tonic,’ havde hun udbrudt, før hun kunne nå at stoppe sig selv. Han havde lukket øjnene og trukket vejret tungt. ”Marnie,” havde han sagt, ”vil du godt lade være med at fucking redigere mig,” og i det øjeblik havde hun været glad for, at han var ved at forlade hende.

Et par ord om rejsen

Jeg har forsøgt at beskrive landskabet så nøjagtigt som muligt, men pubberne, hotellerne og restauranterne undervejs er fiktive. Angle Tarn og Urra Moor er virkelige, Black Dog og Sunnyview Lodge er ikke, og vandrerne vil lede forgæves efter en pub ved bredden af Ennerdale Water. Jeg har også taget mig et par små friheder i forhold til ruten; for eksempel er stien omkring Nine Standards Rigg stærkt eroderet og bør undgås om vinteren eller efter regnvejr, og selv Michael ville tage den lavere liggende vej her.

Under min research fik jeg hjælp af The Coast to Coast Walk af Terry Marsh (Cicerone) og selvfølgelig Alfred Wainwrights glimrende Pictorial Guide, i vandreudgaven revideret af Chris Jesty (Frances Lincoln), som begge var uvurderlige.

Tak til Jeg vil gerne takke mine første læsere, Damian Barr, Hannah MacDonald og Michael McCoy, for deres indsigt og forslag, og Jonny Geller – min agent gennem tyve år – og hele holdet hos Curtis Brown, især Viola Hayden og Ciara Finan, Kate Cooper, Nadia Farah Mokdad, Emma Jamison, Sam Loader og Atlanta Hatch.

Hos Hodder and Sceptre, tak til Holly Knox, Emma Knight, Vicky Palmer, Saffron Stocker, Catherine Worsley, Alice Morley, Melissa Grierson, Eleanor Wood, Katy Aries, Sarah Clay, Richard Peters, Kerri Logan og alle deres medarbejdere, samt Katie Espiner, Oli Malcolm, Charlotte Webb og Hazel Orme, som har redigeret med Marnie-værdig omhu og opmærksomhed. Jeg har altid ønsket at skrive en bog, der har kort, og er derfor meget taknemmelig for kartograferne hos Barking Dog Art og Dolly Alderton for samtaler og gode råd. En linje i kapitlet ”I Shelley” blev inspireret af sangen ”I Do This All The Time” af Rebecca Lucy Taylor.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til Nick Sayers, min enestående redaktør gennem mange år, for hans visdom, opmuntrende ord og entusiasme. Og jeg er umådeligt taknemmelig for Federico Andornino, min redaktør i denne omgang, for hans uvurderlige forslag og for at holde mig på sporet.

Og endelig, tak til Romy og Max og min kære Hannah for deres endeløse tålmodighed og støtte.

“Han har gjort det igen med denne dejlige, rørende historie.”

DAILY MAIL

MARNIE ER KØRT FAST.

Hun arbejder hjemmefra i sin lejlighed i London, kæmper med de lange eftermiddage og en tilværelse, der føles, som om den går hende forbi.

MICHAEL ER VED AT GÅ I OPLØSNING.

Han er rystet over, at hans kone er gået fra ham, og han trækker sig mere og mere fra verden. I stedet går han lange, ensomme ture i naturen.

Da en insisterende fælles ven og noget meget engelsk vejr bringer dem sammen, befinder Marnie og Michael sig pludselig alene sammen på en vandretur i Lake District.

Undervejs spirer et venskab mellem dem frem ...

MEN VIL DE OVERLEVE TUREN?

“Ingen beskriver kærlighedens detaljer så godt som Nicholls.”

OBSERVER

ISBN: 978-87-434-0920-5