Mod strømmen

Mod strømmen

Mod_strommen.indd 1

29/04/2024 09.38

Vilde hjerter: Hvis sandheden skal frem Aldrig sige aldrig I kampens hede Sandhed eller konsekvens På lånt tid

Mod_strommen.indd 2

29/04/2024 09.38

VILDE HJERTER

SAR A E J E RSBO

d o M en m m ø r st gutk ind

Mod_strommen.indd 3

29/04/2024 09.38

Mod strømmen – Vilde hjerter 6 © Sara Ejersbo og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Rasmus Funder © Andrey Yurlov / Shutterstock Forfatterfoto: © Ditte Capion Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Nørhaven ISBN 9788743407904

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Mod_strommen.indd 4

29/04/2024 09.38

Del 1

Mod_strommen.indd 5

29/04/2024 09.38

Mod_strommen.indd 6

29/04/2024 09.38

Kapitel 1 Jeg så rundt på tilskuerne, som sad i den dunkle belysning

med ansigterne vendt op mod mig. Af erfaring vidste jeg, at de ville stejle over mine afsluttende kommentarer. Når

ens hjerte gør ondt og længes, kan man ikke forestille sig at have det på andre måder.

“Selv om det kommer til at lyde som den største løgn,

vil jeg alligevel sige det.” Jeg forsøgte at få øjenkontakt med nogle stykker. “En dag vil I ikke længere have det, som I har det lige nu. I vil forelske jer i en anden. Tænde på en anden.”

Et par af dem rystede på hovedet ad mine ord.

Jeg kendte følelsen.

“Livet står ikke stille, fordi vi gør. Desværre. Tag jer den

tid, I har brug for, men husk også, at hvis man kigger bag-

ud, mens man kører, er der ret stor risiko for at køre galt.

Det ved man jo godt. Derfor bliver impulsen også at sætte farten ned. Og det er okay. Det er jeres liv. Men husk, at det

ikke kan sættes på pause. Det er derfor, jeg kalder mit fore-

drag for Tidens flod. For den er hele tiden i bevægelse, og den vil hele os, hvis intet andet hjælper. Vi skal ikke jage 7

Mod_strommen.indd 7

29/04/2024 09.38

med os selv eller fortrænge det, vi føler. Men vi skal heller ikke pille i såret hver dag. Vi skal ud og have nye oplevelser. Tag jer tid, men genbesøg beslutningen ofte, og spørg

jer selv, om I er klar til at kigge mod fremtiden. Og husk:

Vi er mange, som har været der, hvor I er nu. Hjertesorg er et menneskeligt grundvilkår, en del af et levet liv. Og I kommer ikke til at føle den her smerte for evigt.”

Jeg så rundt på publikum og lod ordene synke ind. Det

var så vigtigt, at de troede på det og mærkede sandheden i de ord. Hjertesorg er virkelig, den er ægte, den gør sinds-

sygt ondt, og man tror aldrig, det vil blive bedre. Men den varer ikke evigt.

“Og med disse opmuntrende ord – også selv om I ikke

tror på dem lige nu – vil jeg sige mange tak for i aften. Hvis der er spørgsmål, kan vi godt nå et par stykker, og hvis det

er noget mere privat, har jeg tænkt mig at stå heroppe og

være lang tid om at pakke mine ting sammen, og bagefter går jeg langsomt ud til min bil, så I kan sagtens nå at fange mig.”

Som altid fremkaldte det et lille grin.

Jeg fik et par spørgsmål, og de var som forventet. Nu

havde jeg holdt det her foredrag i snart fem år, og altid var der et par stykker, som – fulde af desperat håb – ville vide,

hvor længe det ville blive ved med at gøre ondt, eller om den, de var så forelsket i, mon nogensinde ville komme

tilbage, selv om hverken jeg eller nogen anden selvfølgelig kunne fortælle dem det.

Derefter lød der skramlen af stole, lidt småsnakken med

sidemanden.

Stemningen var god. Som altid. En følelse af fællesskab.

8

Mod_strommen.indd 8

29/04/2024 09.38

Alle herinde stod over for den svære opgave at skulle leve videre alene, selv om de lige troede, de havde fundet den, de skulle dele livet med.

Jeg lagde min USB-nøgle med Milas’ fine perlenøgle-

ring ned i min taske. Den gav mig altid et smil på læben.

Søde, lille Milas, som slet ikke var så lille mere.

“Hej.” En spinkel stemme bag mig.

“Hej?”

Hun smilede genert. Så ud til at være i slutningen af

30’erne, så altså ti år ældre end mig.

“Jeg ville bare sige tak for foredraget.”

“Jeg håber, du kan bruge noget af det i din rejse,” sag-

de jeg. Med det her emne var det svært at styre uden om klichéerne. Det var de stærke følelser og oplevelsen af, at

det var helt enestående, parret med en viden om, at det

var præcis det samme, alle andre oplevede, når de forel-

skede sig. Sådan tænkte jeg også, da jeg fik Milas. At det

var den vildeste følelse, jeg nogensinde havde haft, men at alle andre forældre også havde haft den med deres børn.

Unikt og hundrede procent ikke-unikt på samme tid. Ligesom forelskelsen. Bortset fra at jeg kun havde været forel-

sket én gang i mit liv, og dengang var jeg ung og naiv nok

til at tro, at Jacob og jeg virkelig var århundredets største

kærligheds­­historie, og at vi skulle være sammen for evigt.

“Du kan tro, jeg kan bruge det,” sagde damen. “Faktisk

er det anden gang, jeg er til dit foredrag.”

Jeg spærrede øjnene op og lagde så hurtigt ansigtet i

almindelige folder igen. Det havde jeg alligevel ikke hørt før. “Så må det næsten have ramt noget i dig. Det er jeg glad for.”

9

Mod_strommen.indd 9

29/04/2024 09.38

“Første gang var på Frederiksberg,” sagde hun. “For …

næsten fire år siden.”

“Okay?” Jeg mærkede et stik indeni, men prøvede at

holde fokus på, hvad hun sagde.

“På det tidspunkt var jeg sammen med en meget yngre

mand, og det holdt selvfølgelig ikke. Vi var slet ikke sam-

me sted i livet. Men det gjorde ondt alligevel. Så mødte jeg en anden mand et par år senere, og nu er vi lige blevet enige om at holde en pause.”

“Det er jeg ked af at høre,” sagde jeg. “Men det kan jo

somme tider være den bedste løsning.”

“I det her tilfælde tror jeg, det er bedst.” Hun sendte

mig et trist smil. “Jeg var aldrig lige så forelsket som i ham for fire år siden. Det føles ikke fair.”

Jeg nikkede medfølende.

“Det hjalp at komme her i dag. Det satte nogle ting i

perspektiv.” Hun sukkede, som man gør, når man hanker

op i sig selv. “Pludselig kan jeg huske, hvordan forelskelse egentlig skal føles. Hvordan det skal ændre ens liv og føles som det vigtigste i verden. Det gør det ikke med ham her.

Så det rigtige må være at holde fast i vores beslutning om at gå fra hinanden.”

“Det har du nok ret i,” sagde jeg. “Du lyder i hvert fald

ret afklaret.”

Hun nikkede. “Tak for det. Og dejligt, at det kunne lade

sig gøre at se dig herude. Somme tider føles det, som om alt det sjove foregår inde i de store byer.”

“Jeg er glad for, at du kom,” sagde jeg, måske en anelse

mekanisk. Hendes ord gav et stik i maven.

10

Mod_strommen.indd 10

29/04/2024 09.38

Bag hende stod flere, som også ville hilse på. Jeg snak-

kede med dem et par minutter, hørte om deres unikke og

helt almindelige situation, og så sagde jeg farvel til den bibliotekar, der havde stået for arrangementet, og satte mig ud i bilen.

Jeg drejede nøglen, blinkede ud, ikke synke sammen over rat-

tet, mens du stadig kan ses derindefra, se at komme væk, smil på læben, vinke-vinke, og så kørte jeg mod Aarhus.

Det stak stadig, som om den venlige dame faktisk hav-

de jaget en kniv ind et eller andet sted. Men det havde

hun ikke. Hun havde bare i al uskyldighed nævnt, at hun havde hørt foredraget før. På Frederiksberg. Det ville sige i Falkonersalen. En sal, som jeg dengang kunne fylde.

Nu tog jeg rundt til små biblioteker i provinsen og stod

på gulvet foran en række stole i en halvcirkel og holdt præcis det samme foredrag.

Tidens flod.

En af mine pointer var, at den altid var i bevægelse, og

det var åbenlyst for selv den mindst poetisk anlagte, at den flod var en metafor for livet. Men hvor meget bevægelse var der i mit eget liv? Her sovsede jeg rundt i mit knuste hjerte fra for otte år siden og mine følelser for min

ungdomskæreste Jacob, og det var kun et spørgsmål om tid, før selv bibliotekerne ville holde op med at booke mig.

Jeg bed mig i læben, mens jeg holdt ind til siden, så jeg

kunne taste min adresse ind på gps’en og sætte noget musik på.

Der var nødt til at ske noget i mit liv. Det havde jeg læn-

ge vidst.

Mod_strommen.indd 11

29/04/2024 09.38

Kapitel 2 “Milas, skat, skal du have alt det med?” Jeg så ned på en syvårig med sammenknebne, stædige læber og en stak mapper med samlekort, som umuligt kunne proppes ned i hans taske. “Kan du ikke vælge en af dem?”

“De skal alle sammen med,” forklarede han mig. “Ellers

kan vi ikke trade.”

Det var ikke første gang, vi havde haft den diskussion.

“Så find lige et net til dem.” Jeg vendte mig om og

mumlede for mig selv: “For jeg vil selvfølgelig rigtig gerne

have alt det med på cyklen. Især på vej hjem, hvor vi også skal købe ind, bliver det godt med fire kilo samlemapper at slæbe på.”

Så virrede jeg med hovedet. Hovsa. Gnavne mor skulle

da vist have mere kaffe.

“Og så ud at tage sko på,” sagde jeg. “Det er vigtigt at

møde til tiden.”

“Jeg har ikke børstet tænder!” indvendte knægten.

“Det er også vigtigt, men det når vi ikke,” sagde jeg.

“Det forstyrrer undervisningen, hvis du kommer dryssen-

12

Mod_strommen.indd 12

29/04/2024 09.38

de, når timen er startet, og det kan man ikke være bekendt over for de andre.”

I det samme brummede min telefon.

“Det er Karoline Kirkeby.” Jeg holdt telefonen op mod

øret med skulderen, mens jeg fandt støvlerne frem og skubbede dem over mod Milas og gestikulerede, at han skulle tage dem på.

“Goddag, du taler med Emma Lund Hansen fra Future

Productions. Forstyrrer jeg?”

“Overhovedet ikke,” løj jeg og tog vores jakker ned fra

knagen.

“Mor, så koldt er det altså ikke,” protesterede Milas.

Jeg lagde en pegefinger på læberne og gav ham jakken i

favnen, hvorefter jeg pegede på den en masse gange. Internationalt tegnsprog for: Hold op med at brokke dig, og tag den på.

“Jeg ringer, fordi vi søger deltagere til et tv-koncept, der

hedder “En ny begyndelse”, og i den forbindelse ville jeg høre, om du kunne være interesseret i at mødes, så vi kan

fortælle dig mere om det?” lød hendes begejstrede stemme i mit øre.

“Ja?” Mine tanker fløj i alle retninger.

Milas hev i mit bukseben, mens han pegede op på uret

på væggen. Jeg mærkede en dråbe sved løbe ned over min tinding i den alt for varme gang og gestikulerede til ham, at han skulle vente.

“Det forstyrrer faktisk undervisningen, hvis man kom-

mer dryssende, når timen er startet,” sagde Milas, den frække unge. “Og det kan man ikke være bekendt.”

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebån-

det, mens jeg viftede med hånden for at sige, at han skulle 13

Mod_strommen.indd 13

29/04/2024 09.38

være stille. Søde, følsomme Milas, som ikke brød sig om at gå i skole, men heller ikke om regler, der ikke blev overholdt.

“Det vil jeg rigtig gerne,” fik jeg sagt i telefonen, og så

fik jeg aftalt et eller andet og gudskelov skrevet det ned på en seddel, inden jeg lagde på.

Jeg så strengt på Milas. “Kan du huske vores snak om,

at der ikke altid gælder de samme regler for voksne som for børn?”

Han rakte tunge.

“Det skal du komme til at fortryde!” Jeg kastede mig

over ham og gav ham en kæmpe kildetur, og da vi kom på benene igen, helt forpustede, måtte jeg gå til bekendelse.

“Jeg sveder. Skal vi droppe jakkerne?”

“Og støvlerne, mor. Det er næsten sommer.”

På vej ned ad trapperne dansede jeg en lille dans. Det

måtte da være et tegn? I aftes var jeg i kulkælderen, fordi

jeg ikke kunne blive ved at holde liv i det samme foredrag, og pludselig landede den her appelsin i min turban.

Så kunne den dag da ikke starte bedre.

Mod_strommen.indd 14

29/04/2024 09.38

Flere Vilde hjerter?

Du kan læse Aishas og Olivers historie i På lånt tid – Vilde hjerter 5

Mod_strommen.indd 287

29/04/2024 09.39

126 mm

17,5 mm

126 mm

VILDE HJERTER til en mand, der allerede har knust det?

Karoline har efterhånden svært ved at sælge sit foredrag Tidens flod om at komme videre efter et brud, så da hun bliver inviteret med i et tv-program om forsoning, slår hun til. Den, hun skal forsones med, er ekskæresten Jacob, men ham er hun for længst ovre.

Problemet er bare, at Jacob slet ikke er, som hun husker ham. Følelserne vågner, og det samme gør lysten til at give

198 mm

Præcis det, hun har advaret alle andre mod at gøre i alle de år. For tidens flod løber ligesom kun én vej ... ikke?

Dansk romanceserie om stærke kvinder, der har styr på det hele – undtagen deres V I L D E H J E R T E R .

Mod strømmen

deres kærlighed en chance mere.

SARA EJERSBO

Tør hun give sit hjerte

SARA EJER SBO

d o M men ts røm

gutkin d

9

788743

407904

Omslag: © Rasmus Funder

g utk i nd