Ingen skal drukne

Ingen skal drukne

Af samme forfatter på dansk: Ulvefælden

Havets kirkegård (bind 1 i serien om Falck-dynastiet)

Ingen skal drukne

ASLAK NORE

SPÆNDINGSROMAN

På dansk ved

Camilla Gellert

Nielsen

Ingen skal drukne er oversat fra norsk af Camilla Gellert Nielsen efter Ingen skal drukne © Aslak Nore, Ingen skal drukne, Aschehoug forlag, 2023 Published by agreement with Winje Agency A/S, Norway Denne udgave: © Aslak Nore og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Harvey Macaulay / Imperiet Sat med Adobe Garamond Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0924-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk. f gutkindforlag gutkind_forlag

Denne bog er tilegnet

Kjetil Anders Hatlebrekke (1970-2023) og andre veteraner der kæmpede for Norge og betalte prisen for det.

”To betray, you must first belong.”

Kim Philby

Arktisk kirkegård

Longyearbyen

I det høje Arktis har året kun et døgn – én dag og én nat. Solnedgangen i oktober varer knap en uge, inden mørket sænker sig for vinteren.

I Longyearbyen havde natten varet godt en måned. Vinden forvandlede de 11 minusgrader til 19 effektive kuldegrader. Ud af Adventdalens novembermørke kom et lys, først svagt, inden det gradvis blev stærkere, og en frontlygte aftegnede sig.

Senere skulle det vidne der først slog alarm, ejeren af fritidsboligen ”Casa Polaris” på en bakke der skrånede svagt opad fra den flade dalbund, fortælle at hun havde reageret på det ujævne og flakkende lys.

Føreren af snescooteren fulgte det afmærkede spor ind til bebyggelsen.

Sysselmand Robert Eliassen havde lige afsluttet arbejdsdagen med et møde hos sognepræsten. Han var en stor og kraftig politimand i tresserne der havde fået jobbet efter en lang og succesrig karriere i politiet og i sikkerhedstjenesten i Nordnorge. Iført øreklaphue og luffer startede han scooteren og begyndte på de tre hundrede meter tilbage til Sysselmandsgården.

Sognepræsten havde villet diskutere kirkegården på bakkekammen op mod Platåfjellet hvor permafrosten langsomt tvang alle kisterne op af jorden. Det der bliver gravet ned på Svalbard, kommer før eller siden op igen.

Præsten havde vist ham en artikel fra en international avis om at det var ”forbudt at dø” på øgruppen. En overdrivelse, måske, men stedet var ikke et samfund hvor man ”levede et helt liv,” som Eliassen plejede at sige.

Svalbard er et sted hvor man hverken skal fødes eller dø.

I modsætning til hvad de fleste besøgende tager for givet, har stedets navn intet at gøre med årstiderne på 78 grader nord. Det handler ikke om mørketid og midnatssol, randzonefænomener der bryder så fundamentalt med vores fælles menneskelige kategorisering af virkeligheden – at solen står op om morgenen og går ned om aftenen – at det kan fremprovokere galskab, delirium eller den såkaldte polarbacille hvor livet på fastlandet fremstår tomt og meningsløst. Stedet er opkaldt efter en amerikansk mineejer.

Eliassen var næsten fremme ved Sysselmandsgården, en hyggelig plads omkranset af rødmalede træhuse der stod i stærk kontrast til den futuristiske nabobygning hvor sysselmandsadministrationen holdt til. ”Darth Vader er landet i Longyearbyen”, som en tilrejsende journalist havde beskrevet den. Det var som de besøgende sagde: Det der er fantasy og science fiction andre steder, er socialrealisme på Svalbard.

I samme øjeblik hørte Eliassen en motor larme og så en snescooter i høj fart pløje gennem en stor dynge af ryddet sne inden den brat stoppede på pladsen.

”Hej, du!” råbte han og småløb de sidste meter hen til køretøjet.

På scooteren sad en kraftig, skægget mand, ligesom forstenet, inden han med store anstrengelser rejste sig fra sædet og kollapsede i sneen.

Hypotermi, ræsonnerede Eliassen hurtigt. Årene i Arktis havde ikke kun gjort ham god til selv at undgå fænomenet, men også til at se når andre, mindre erfarne polarfolk ikke var i stand til at beskytte sig mod kulden.

Han forsøgte at få kontakt på både engelsk og russisk, uden at få noget ordentligt svar. Da han skulle til at ruske manden i skulderen, sagde han noget.

”Don’t … don’t touch!”

Mandens øjne kæmpede for at fokusere på sysselmanden.

”Medical care … emergency …”

”Du skal selvfølgelig nok få lægehjælp,” sagde Eliassen, ”men du kan ikke ligge her. Du risikerer at fryse ihjel.”

Det var som om manden tog sig sammen. Han sagde: ”P-p-poison.”

”Hvad?” sagde sysselmanden.

”Forgiftet,” svarede manden på engelsk, med lav, metallisk stemme.

Robert Eliassen rettede sig op og tog et skridt baglæns. Havde han rørt ved manden der lå på jorden foran ham? Nej, men han havde kun været en hårsbred fra at gøre det. Han tog telefonen frem, ringede et nummer op og redegjorde kort for situationen over for lægevagten.

”Hvem er du?” spurgte Eliassen.

”Mit navn … er … oberst … Vasilij … Zemljakov …”

”Hvor kommer du fra nu?”

”B-b-barentsburg.”

”Mit navn er Robert Eliassen, og jeg er de norske myndigheders øverste embedsmand her på Svalbard,” sagde sysselmanden med autoritet.

Der gik en krampetrækning gennem russeren, og han blev liggende på siden med kinden nede i en lille snedrive. Eliassen kunne se at der begyndte at pible blod ud af munden og næsen på ham.

”Ambulancen er på vej.”

Flere ting stod allerede klart for ham. For det første: Dette var en dødssyg mand. For det andet: Hvis russerne havde forgiftet ham, måtte guderne vide om han også selv var i fare.

En forgiftet russisk oberst på NATO-territorium betød international skandale. I Bruxelles kunne noget sådant blive karakteriseret som et kemisk angreb Eliassen gruede ved tanken.

”Governor?” næsten hviskede Zemljakov og pegede i retning af Adventdalen: ”Falck?”

”Falck?”

Sysselmand Eliassen stirrede på manden foran sig. Selvfølgelig kendte han til Falck-familiens virksomhed på Svalbard. De havde haft rettighederne til minedrift dér siden 1916. Hans Falck, kendislægen, var desuden en gammel kending fra 1970’erne da Eliassen havde fuldt op at gøre med at overvåge kommunister som ham.

”Ja, og hvad så?”

”Falck har en fond og en virksomhed … SAGA.”

”Ja?”

Zemljakov hostede blod.

”Vi har én inde i SAGA.”

”Hvem?” sagde sysselmanden.

I det samme var ambulancen der, og to personer i beskyttelsesdragter med en båre mellem sig kom løbende derhen. De løftede forsigtigt russeren op og lagde ham på båren. Zemljakov vred hovedet til siden lige inden de skulle til at sætte en iltmaske på ham. Han så indtrængende på Eliassen.

”Nogen i familien … Du får navnet … mod at jeg får beskyttelse.”

Han sank sammen. Ambulancen kørte væk.

Robert Eliassen slukkede snescooterens motor. Der blev totalt stille. Han blev stående og stirrede over mod Operafjellet på den anden side af fjorden der i mørket lignede en teaterkulisse når lyset er slukket. En muldvarp i Falck-familien?

Han tog telefonen frem og ringede til den vagthavende læge.

”Jeg skal afhøre russeren,” sagde Eliassen, ”så snart det overhovedet er muligt.”

”Jeg er bange for at det ikke kan lade sig gøre,” svarede lægen og trak vejret dybt ind. ”Patienten døde i ambulancen. Vi kunne ikke stille noget op.”

DEL 1 – ADVENT

Norsk farvand, Nordnorge

Redningshelikopteren, en Sea King, lettede fra helipaden som om den blev løftet op af en kran, stoppede nogle meter over jorden og svajede i vinden, inden den lagde sig skråt, vendte næsen svagt nedad og fløj ud over Vestfjorden.

Meldingen lød: Russisk trawler nordvest for Sortland. Kaptajn akut syg.

Hans Falck sad bagest i maskinen, på sædet til højre for redderen, iført signalrød, uldforet overlevelsesdragt, med en trepunktssele på overkroppen. Slud piskede mod vinduet. Der blæste en stærk modvind; kabinen rystede så det fastspændte medicinske udstyr bevægede sig. Det var sidste dag i beredskab for denne gang.

Under sig kunne han skimte strædet mellem Bodø og de høje tinder på Landegode. Det var tidligt om formiddagen, men novemberlyset var så svagt at kabinen var indhyllet i tusmørke.

Lige siden Hans var dreng, og onkel Herbert viste ham den udstoppede isbjørn på Det Hanseatiske Dampskibsselskabs Svalbard-kontor, havde han været tiltrukket af de nordligste områder. Det var som en fysisk lov for ham, som et objekt der graviterer mod jorden. Alle minderne fra den del af landet lå gemt dybt nede i ham, ligesom folk bærer på deres tabte ungdom eller på mindet om en gammel flamme. Luften kunne fremmane det, fugtig ved kysten, iskold og tør på

vidderne inde i landet. Eller de forrevne og endeløse landskaber der var dækket af sne og oplyst af nordlys om vinteren, badet i evig sol om sommeren. Den hjertelighed man mødte hos befolkningen her, mindede ham om den man mødte i Levanten.

”Doktor Hans,” sagde redderen Giske. Den selvsikre, unge vestlænding slubrede en kop posesuppe i sig og kiggede blasert ud på stormen. ”Var det ikke hernede den dér hurtigrutebåd med dine slægtninge ombord forliste under krigen?”

Hans stirrede tankefuldt ned på skumkanterne i Vestfjorden. I hurtigruteforliset havde oslofolkene fået skåret den lige nedstigende blodlinje i familien Falck væk. Den største af deres mange løgne.

Det var desuden i disse egne, under et seminar på hurtigruten i Trollfjorden, at Siri Greve var kommet hen til ham med en kopi af Veras testamente.

I praksis havde Greve tilbudt ham og hans gren af familien kontrol over et selskab til en værdi af 12 milliarder kroner, en almennyttig fond og landets måske mest attraktive privatejendom. Den sidste tid havde Martens Magnus været den mest pågående. ”Du må kræve din ret,” havde han sagt.

Selvfølgelig kunne Hans give en god begrundelse for hvorfor han ikke havde taget kampen op. At hans radikale samvittighed stod i direkte modsætning til Falck-formuen. At hans idealisme var uforenelig med moderne privatkapitalisme. At hans plads var i felten og ikke i et rosetårn på Rederhaugen.

At redde et liv var for ham at redde hele verden.

Alt dette kunne han sige, og folk ville falde i svime som de altid gjorde når han talte, omkring middagsbordet, ved en doktordisputats, i en libanesisk flygtningelejr eller på et folkemøde i Nordnorge hvor man kæmpede mod nedlæggelsen af et lokalt sygehus.

De lod sig alle hypnotisere.

I andres øjne var Hans indbegrebet af handlekraft. Når alarmen gik, når bomberne faldt, og mennesker var i nød, var ingen hurtigere på pletten. Det var en dope der stimulerede centralnervesystemet. Men

når familierelationerne blev vanskelige, havde Hans gravet sine egne hemmeligheder ned under dynger af arbejde.

Sea King-helikopteren rystede kraftigt i samme øjeblik som Lofotveggen aftegnede sig under ham på venstre side, indhyllet i uvejrsskyer og lavthængende tåge.

Ligesom Hans havde Giske den hvilepulsagtige ro der virkede så fremmed på civilister der lod sig skræmme af let turbulens i et rutefly. Noget sådant havde aldrig skræmt Hans. Det var roen der var uhyggelig – stilheden efter en oprivende samtale hen over middagsbordet, efter en afsløret utroskab.

De havde fløjet hen over de stejle, kuperede øer i Vesterålen og var på vej ud på det endeløse Atlanterhav da piloten brød ind i headsettet.

”Fem minutter til opgivet position. Giske, gør klar til at gå ned på skibet.”

Det var Hans der først fik øje på trawleren: et blåt skrog under et sort hejsespil med kommandobroen foran og en bred hæk agter, høj og usmidig, som en flydende fabrik. Måske 100 fod langt, skønt det var svært præcist at vurdere. Et vindstød løftede helikopteren op på en luftstrøm og ned i en luftlomme, som et skib til havs. Redderen rejste sig og gik med skrævende skridt hen til den åbne luge. En iskold blæst slog imod dem. Navigatøren havde rejst sig og stod ved siden af.

”Vi er i position,” sagde piloten med den naturlige, næsten nonchalante stemme der kendetegner en god pilot i hårdt vejr.

”Nogen opdatering på kaptajnens skader?” spurgte Hans. ”Alkoholforgiftning?”

”De virker temmelig stressede,” sagde navigatøren. ”Hvis jeg skal gætte, er det noget akut smertefuldt.”

”Giske, gør klar til at gå ned,” kommanderede piloten.

Navigatøren og maskinisten dobbelttjekkede at redderens line var fæstnet.

Med et dobbelt greb i stangen over lugen lænede Giske sig ud og lod sig fire ned i vinden. Den bidende vind blæste ind i helikopteren, tunge snefnug smeltede på Hans’ signalrøde lår. Rotoren larmede infernalsk.

Det føltes som en evighed, men til sidst meldte redderen at han var nede.

”Status på russeren?” spurgte navigatøren.

”De vil ikke slippe mig ind i det lukaf hvor han ligger,” råbte Giske. ”Men så vidt jeg kan forstå, er der intense smerter i maveregionen. Dårlig almentilstand.”

”Du må få ham op på båren,” råbte navigatøren, ”så ser vi på det heroppe og får ham til Bodø.”

Mere knitren på radioforbindelsen fulgte, de kunne høre vrede råb.

”Russerne nægter at lade mig tage ham med,” meldte Giske. ”Mener det er for farligt, og at han er for dårlig.”

”Så er der ikke mere vi kan gøre,” sagde navigatøren. ”Vi hejser dig op.”

”Vent!” råbte Hans ind i intercom’en. ”Giske, vil du bede russerne om at mærke på den nedre del af hans maveregion? Bed dem om forsigtigt at presse nogle centimeter ind. Har han smerter?”

”Overraskende lidt, melder de,” svarede redderen efter nogle sekunder.

”Så beder du dem om hurtigt at slippe taget.”

Skriget der fulgte, var så kraftigt at det ikke efterlod nogen tvivl.

I cockpittet så de på hinanden, navigatøren, maskinisten og Hans.

”Jeg tror vi kan redde fyren,” sagde Hans alvorligt. ”Jeg går ned.”

De to andre sagde ikke noget, men nikkede tavst.

Hans spændte sig fast i linen, rejste sig og gik med skrævende skridt gennem den gyngende helikopterkabine hen til lugen. Han fæstnede sig i rapelleselen. Navigatøren dobbelttjekkede at han var spændt fast.

Så svingede Hans sig ud i det sorte tomrum og begyndte at fire sig ned. Larmen fra rotoren blandede sig med vinden. Langt, langt dernede kunne han skimte lysene fra trawleren. Hvor var han højt oppe! Skroget aftegnede sig oven på en bølgetop, nærmest ubevægeligt som et strandet skib på lavt vand, inden det forsvandt ned i en hvidpisket bølgedal. Han svingede frem og tilbage så han et sekund troede at han ville blive slynget mod den ene mast.

Vinden var kraftig, men i styrelinen med et lod nederst følte Hans sig sikker.

Nu kunne han tydeligt se trawleren. Et stort, rustent uhyre.

Syv meter ned, fem meter, tre meter …

Nede på dækket gjorde han sig fri af selen og begyndte at stavre af sted. ”Hvad gør vi?” spurgte Giske.

”Du venter her,” råbte Hans. ”Jeg taler med russerne.”

To russiske søfolk kom hen mod ham. I vinden råbte Hans at han var læge, og at han havde mistanke om hvad russeren led af.

Den ene russer gestikulerede og forsøgte sig med et svar.

”Doktor ok. Operation here.”

Den anden russer trådte frem som for at understrege hvad de mente. Hans nikkede og skyndte sig op på broen hvor han blev vist ind i kaptajnens lukaf.

Kaptajnen lå på en båre på dørken. Han var en atletisk og muskuløs mand i fyrreårsalderen.

Hans åbnede lægetasken og fik et overblik over hvad han havde. Holdt en skalpel op mod lyset.

”Really?” sagde den ene russer.

En brodsø fik styrehuset til at ryste.

”Det er det her eller døden,” svarede Hans alvorligt.

Han satte bedøvelsesmasken på kaptajnen der hurtigt faldt hen. Mandskabet stod rundt om dem.

”Jeg har brug for en mand til at assistere,” kommanderede Hans og pegede på ham der tilsyneladende talte bedst engelsk, inden han rakte ham mundbind og handsker. ”Dig.”

Først klippede Hans kaptajnens skjorte op i området mellem det øvre bækken og navlen. Mærkede forsigtigt på McBurneys punkt på den nedre del af bugvæggen og vaskede med sprit. Med en skalpel lagde han et snit på omkring fem centimeter, og med sømandens hjælp til at holde snittet åbent forcerede han muskelfibrene indtil bughinden kunne ses. Skibet rullede stadig, men det var som om bevægelserne gik i et med havet. Med et lidt dybere snit åbnede

Hans bughulen. Stak sin handskeklædte pegefinger ind for at finde tyktarmen.

Under den kom den ophovnede blindtarm til syne. Den var rød og af samme størrelse og form som en stor regnorm. Han trak den op, fandt den appendikulære arterie som han sikrede og underbandt, inden han klippede den over og skubbede blindtarmens begyndelse tilbage i snittet. Så lukkede han bugvæggen og huden. Operationen varede kun nogle minutter.

”For sidste gang,” sagde Hans. ”Han skal med os.”

Russeren gik brysk hen mod ham. ”Han bliver. Thank you, doctor.”

Da han gik ud, snuppede Hans det bæger med som han havde lagt blindtarmen i, og lagde det ned i en diffusionstæt pose som han derefter forseglede.

Redderen kom hen mod ham. ”Og?”

”Det skal nok gå,” svarede Hans.

”Fy for helvede for et job,” sagde Giske.

Det knasede i intercom’en.

”Falck, Giske?” sagde navigatøren. ”Vi har ikke meget brændstof tilbage.”

Nordmændene gik hurtigt gennem styrehuset og ned på dækket.

”Vi er klar til at blive hejst op,” råbte Hans med stemmen fuld af adrenalin.

I næste øjeblik sejlede han ud over rælingen i en blød bue mens trawleren rullede på en bølge højere end nogen af de andre.

Hans forstod det allerede på det tidspunkt. Det her ville gå galt.

Et sekund føltes det som om han var vægtløs før han i næste øjeblik blev slynget mod trawleren og så en stålmast vokse for øjnene af sig.

For det var dette han altid havde frygtet. Ikke døden selv, men den fortættede dødsangst fra friklatreren mister taget i bjergvæggen til mødet med jorden, det korte øjeblik mellem vejsidebombens eksplosion og det tryk den udløser, sekundet fra guillotinen falder til den skærer halspulsåren over.

Så gik tæppet ned.

Hans Otto Brandt tysk soldat (antaget død 1940)

Vera Lind (1920-2015)

Falck-familiens slægtstræ

Theodor Falck (1837-1918)

Theodor Falck d.y. (1864-1930)

Thor ”Store-Thor” Falck (1903-1940)

Harriet Mohn-Falck (1910-1948)

Herbert Falck (1913-1994)

Henriette Falck født Dedichen (1916-2001)

Andrea Falck (1992-)

Olav Falck (1941-)

Olav Falck (1940-1940)

Per Falck (1931-1975)

Solveig Falck født Hellestveit (1932-2011)

Georg Falck (1951-)

Connie Knarvik født Constance Falck (1949 -)

Mads Falck født Mats Johansen (ca. 1980-)

Alexandra ”Sasha” Falck (1982-)

Sverre Falck (1980-)

Margot Falck (2008-)

Camilla Falck (2006-)

Per Falck (2014-)

Hans Falck (1952-)

Erik Falck (1989-)

Christian Falck (1985-)

Marte Falck (1983-)

SKÆBNESVANGRE HEMMELIGHEDER, BITRE MAGTKAMPE

OG FORBUDT KÆRLIGHED Norge 2016. Sasha Falck, den nye leder af det rige og magtfulde familiedynasti Falck, er ved at forberede den traditionelle julefest på godset Rederhaugen. Samtidig bliver hendes onkel, lægen Hans Falck, hårdt såret under en aktion mod en russisk båd. Og fra Svalbard i nord kommer en urovækkende nyhed. Familiedynastiet er truet indefra.

Ingen skal drukne er en selvstændig fortsættelse til den norske bestseller Havets kirkegård. Den handler om jagten på en forræder og tager læseren fra familien Falcks overdådige rigdom i 1950’ernes Bergen til studenteroprør og kommunisme i 1970’erne og frem til nutidens Norge.

En spændingsroman om, hvordan tilfældige møder kan forandre selve livet.

Den norske presse skrev

»Familiemagtkamp a la Succession. (…) også denne gang ser vi, at han kan fortælle en spændingshistorie, så man holder på vejret.«

VG

»En fortælling, som helt sikkert vil ramme læserne.«

ADRESSEAVISEN