Mord og mozzarella

Mord og mozzarella

Af samme forfattere:

Det røgede lig

Anette & James Price

Mord og mozzarella

Krimi

Gutkind

Mord og mozzarella

© Anette & James Price og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Thomas Thorhauge

Forsidefoto: © Alexander Banck-Petersen Sat med Bembo hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1173-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk info@gutkind.dk gutkindforlag  gutkind_forlag

Lørdag den 11. januar

Hun vågner med et sæt, stakåndet og med bankende hjerte. Uret på natbordet viser 02:40 … Så har hun kun sovet i et par timer.

Længe ligger hun stille i sengen og lytter efter, men hører intet ud over sin egen urolige vejrtrækning og regnen, der siler ned udenfor. Huset er stille.

Hun falder til ro igen og er lige ved at falde i søvn, da der lyder et svagt bump nedenunder.

Hun stivner, sætter sig op i sengen og lytter. Så tænder hun lampen på natbordet og står op. Hun går over til døren, åbner den på klem og lytter. Ingenting. Famlende finder hun kontakten på væggen og får tændt lyset.

Trappen knirker let under hende, da hun langsomt går nedenunder.

Hun kigger ud i køkkenet, som ligger i halvmørke kun oplyst af gadelygterne udenfor. Et af køkkenvinduerne står lidt åbent, og på gulvet ligger køkkenrullen på sit træstativ. Hun ryster irriteret på hovedet og går hen for at samle den op. Hun

ser ikke skyggen, som lydløst glider forbi i gangen bag hende. Hun kigger undrende på vinduet, sikker på, at det ikke stod åbent, da hun gik ovenpå. Hun går hen for at lukke det og mærker noget vådt mod sine bare fødder. Hun ser ned og får øje på en række snavsede, våde fodaftryk på gulvet. Med en isnen i ryggen vender hun sig. Og dér står den mørke skikkelse lige foran hende. Lammet spærrer hun munden op og ser skikkelsen hæve hånden, der knuger en stor køkkenkniv. Bladet glimter, da det fanger lyset ude fra vejen. Så kommer skriget, vildt og skingert …

Det giver et gib i Miró, som rejser sig halvt. Eva skruer ned for lyden på tv’et og lægger en beroligende hånd på ham.

– Nåh, blev du så bange, mors hund … det er jo bare en dum film.

Hun nusser ham bag ørerne. Miró ser bebrejdende på hende og finder sig atter til rette i sofaen tæt op ad hende. Eva slukker for tv’et og kigger på sin telefon. Klokken er lidt over to om natten. Hun overvejer at gå i seng, men ved, at hun alligevel vågner, når Iben kommer buldrende hjem i en af sine sædvanlige branderter.

Men det er svært at brokke sig, når Iben nu har været så sød at leje hende et værelse, til hun finder det rigtige sted til sig selv. Indtil videre har det ikke været nemt. De lejligheder, hun har set på, har enten været for små, for store eller for dyre.

Hun tænker ofte med længsel på det dejlige atelier i det gule hus i Gudhjem, men det hører fortiden til, og hver gang det dukker op i tankerne, følger billederne af Anders og deres tid sammen også med, og det sætter gang i en masse følelser, som hun ikke har overskud til at beskæftige sig med lige nu.

Det var hårdt nok at være hjemme i julen, som blev fejret i Mette og Lennarts villa i Rønne. Lillesøsteren havde udbredt sig om, hvor dejligt det var, at familien endelig var samlet, hendes far havde været tavs og ufremkommelig det meste af

aftenen. Mormor havde gjort sit bedste for at lette stemningen, men kunne ikke trænge igennem de to skrækkelige ungers råben og skrigen, og Lennart havde holdt sine endeløse foredrag om kunst og kultur, fuldstændig upåvirket af situationen. Hyggeligt havde det ikke været.

Anders havde hun kun set en enkelt gang, da de mødtes i huset for at finde ud af, hvad der skulle ske med de få møbler, som var hendes.

Anders skulle ikke blive boende. Det mente familien Becker ikke, at der var nogen grund til nu, hvor han var alene, så han var blevet tilbudt en lille lejlighed nede i byen.

– Hvordan går det med Rub & Stub, havde Eva spurgt.

Restauranten havde været Anders’ stolthed, men efter Hans-Jørgen Beckers død havde datteren Isabella overtaget ledelsen, og det var åbenbart ikke lykken. Stedet var endt som et miskmask af alt det, Anders foragtede. Spisekortet var blevet skiftet flere gange i takt med Isabellas svingende humør og forsøg på at ramme de nyeste trends, og væggene var ikke længere dekoreret med Evas farvestrålende stofcollager. Nu hang der triste, dæmpede litografier, som Isabella syntes var udtryk for god smag.

– Jeg tror ikke, jeg bliver der så meget længere, sagde Anders.

– Det har intet at gøre med det, jeg sagde ja til i sin tid. Og jeg kæmper også med at finde personale. Det er klart, når hele konceptet er blevet udvandet.

– Tager du tilbage til København? havde Eva spurgt.

– Jeg ved det ikke … jeg har fået et par tilbud, men det er ikke sådan, når man først har været herre i eget hus.

Selvom Anders havde opført sig som en idiot, var det svært ikke at have lidt ondt af ham. Men mødet havde bekræftet hende i, at det var den rigtige beslutning, hun havde truffet. Og det virkede også, som om Anders havde accepteret det. På et enkelt spørgsmål om, hvordan det gik med ham og Isabella,

havde han svaret, at de kun sås i professionel sammenhæng, og at det vist var meget godt.

– Jeg håber, du kan tilgive mig, Eva. Jeg har svært ved at tilgive mig selv.

Eva havde vendt sig en sidste gang på vej væk fra huset og set Anders stå fortabt i døren og kigge efter hende.

Hun bliver afbrudt i sine tanker, da hun hører en nøgle i døren, og et øjeblik efter står Iben i stuen. Det korte blonde hår er fugtigt, og hun har røde kinder. Hun lader sig dumpe tungt ned i sofaen med overtøj på, så Miró giver et spjæt.

– Kom bare ind, råber hun ud mod entréen.

En yngre mand med halvlangt, pjusket hår og fuldskæg lister sig lidt genert ind i stuen. Han er iført en sømandsjakke med en ulden sweater under.

– Det er min veninde Eva, som bor her for tiden.

Hun nikker over mod Eva, som har rejst sig. Miro er også sprunget op for at snuse til den fremmede.

– Det er Carsten, som jeg mødte inde på Rust, siger Iben og vrikker sig ud af overtøjet, som hun smider på gulvet.

– Kæft, hvor er det koldt. Vi kunne ikke få en taxa, så vi gik hele vejen herud.

Carsten står og vrider sig lidt og smiler til Eva.

– Bare smid tøjet og slå dig ned, siger Iben til ham. Hun kigger over på Eva.

– Har vi flere øller i køleskabet?

Eva trækker på skuldrene.

– Det ved jeg ikke. Jeg var faktisk på vej i seng. Den er over to ...

– Hold nu op. Det er fredag aften … kigger du ikke lige efter?

Eva sukker og går ud i køkkenet.

– Der står vist også en halv flaske tequila i skabet. Tager du ikke den med også? Og is? råber Iben inde fra stuen.

Eva finder drikkevarer frem og tager dem med ind i stuen, hvor Carsten har sat sig i sofaen ved siden af Iben.

– Der var ikke noget is.

– Skide være med det. Vi tager den, som den er. Hov, der er kun to shotglas? – Jeg nøjes med en øl, siger Eva.

Iben sukker.

– Jeg beklager min røvkedelige veninde. Hun skænker tequila op og rækker Carsten et shotglas.

– Skål, og resten i håret, snøvler hun og bunder. Hun rejser sig lidt vaklende og går over til anlægget, finder noget musik og strækker armene ud mod Carsten.

– Kom nu, vi skal danse ...

Han griner.

– Vi har jo danset hele aftenen. Og så vadet herud til Christianshavn bagefter. Jeg magter det ikke ...

– Årh, du er sgu da lige så røvkedelig som hende, siger Iben og nikker over mod Eva. – Kom nu.

Carsten kommer usikkert på benene, og de begynder at danse tæt sammen. Eva tager en tår af sin øl og kigger lidt på dem. Så rejser hun sig.

– Jeg tror, Miró og jeg smutter i seng.

Parret er opslugt af hinanden og reagerer ikke, så Eva lister lige så stille ind på sit værelse.

Hun ligger længe og lytter til bassens dunken. På et tidspunkt holder den op og erstattes lidt efter af Ibens stønnen og dæmpede skrig.

– Vi bliver vist snart nødt til at finde et andet sted at bo, Miró, siger Eva og lægger en arm om hunden.

Næste morgen sidder Eva i det lille køkken med en kop kaffe og sin computer. Der er stille inde på Ibens værelse, så de sover nok branderten ud.

Hun spejder for gud ved hvilken gang efter andelslejligheder på de forskellige boligsites. Da hun flyttede tilbage til

Bornholm sammen med Anders, havde hun fået solgt sin gamle andelslejlighed med en pæn lille fortjeneste, og med et støt salg af hendes billeder ser økonomien ikke dårlig ud. Men nu, hvor hun scroller ned over de forskellige muligheder, må hun erkende, at udvalget ikke er stort, og at priserne bare er galoperet derudad.

Eva sukker. Hun trænger til et pusterum. Til at være alene og kunne koncentrere sig om sine billeder igen.

Værelset hos Iben er ikke stort, og selvom hun har prøvet at indrette et hjørne med et arbejdsbord, hvor hun kan sidde og klippe og sy, bliver det hurtigt alt for trangt. Og med en stor boxerhund, der keder sig og laver ballade, er det næsten umuligt.

Allerede i november har hun sendt en ansøgning om et ophold på San Cataldo ved Amalfikysten, og der burde snart komme svar. Det gamle kloster har i næsten hundrede år fungeret som refugium for danske kunstnere og videnskabsfolk, og det har længe været hendes drøm at komme derned. Vidunderligt at slippe alt det grå herhjemme for en tid og komme ned til farverne og lyset ...

Men det hjælper hende selvfølgelig ikke her og nu. Hun scroller videre på boligsiden, da hun hører rumsteren inde fra Ibens værelse og så høje stemmer. Et øjeblik efter kommer Carsten halv påklædt ud i køkkenet.

– Hun er sgu da mærkelig, siger han og kigger forvirret på Eva.

– Godmorgen, siger hun, – hvad sker der? Iben kommer stormende kun iført en lang t-shirt.

– Du kan bare tage og skride, fætter Guf, siger hun skingert til Carsten, som flygter ind i soveværelset.

– Hvad er der galt, spørger Eva undrende.

– Jeg vågner ved, at idioten ligger og kysser på mig og siger, at jeg ser dejlig ud!

– Hvad er der galt med det?

– Det er sgu da grænseoverskridende!

Eva smiler ironisk.

– Okay … det, I foretog jer i nat, lød nu også ret grænseoverskridende.

– Det har ikke en skid med det at gøre, siger Iben irriteret. Carsten står i døråbningen, nu fuldt påklædt.

– Det må du altså undskylde, jeg troede bare ...

– Ja ja, det er fint.

– Jamen, så smutter jeg ... vi kan jo ringes ved, ikke?

Iben tænder en smøg og stiller sig med ryggen til henne ved vinduet.

Eva smiler beklagende til Carsten og trækker på skuldrene.

– Hej, Eva, hyggeligt at møde dig. Og hej, Iben ...

Han forsvinder, og de hører hoveddøren smække.

– Jeg kan ikke holde de dér omklamrende vovhunde ud, siger Iben. – Der er også nogle stykker af dem inde på bladet ...

– Apropos bladet, havde du ikke en vagt i dag?

– Jo, men jeg orker det ikke. Jeg har kvalme og ondt i hovedet.

– Hm, hm ... Eva ser sigende på Iben, som går hen og åbner køleskabet.

– Årh, for helvede da også!

– Hvad nu?

– Jeg var sikker på, at der var cola. Jeg kommer altså ikke igennem dagen uden cola.

Hun ser bedende på Eva.

– Er du ikke den søde veninde, der smutter ned efter en halvandenliters? Jeg kan simpelthen ikke gå på gaden i denne her tilstand. Og Miró skal vel også luftes?

Eva kigger lidt ned i bordet og rejser sig så.

– Selvfølgelig. Jeg stikker lige i noget tøj.

– Du må også godt tage nogle Cocioer med ... og nogle chips.

Mandag den 13. januar

Peter Birch sidder på sin plads i kontorlandskabet på Formiddagsbladet. Han skriver koncentreret, mens han af og til tjekker ting på nettet. Der er en travl summen af aktivitet fra kollegerne i baggrunden, men det generer ham ikke. Kun enkelte gange løfter han hovedet og kigger sig lidt sky omkring, men der er ingen, der følger med i, hvad han laver. Han smiler stille for sig selv. De skulle bare vide ...

Han bliver afbrudt i sine tanker, da hans redaktør, Pia Dahl, kommer hen til hans bord.

– Peter, har du lige tid et øjeblik?

Han sender hende sit mest charmerende smil.

– Hvis det er den artikel om Loyal to Familia, så er den lige ved at være der. Du har den i morgen ... eller senest i overmorgen.

– Det er okay med artiklen, det var ikke den, jeg tænkte på. Kunne du ikke lige komme med ind på mit kontor?

Han slukker computeren og følger lidt undrende efter hende.

Hun lukker døren efter dem.

– Sid ned, Peter.

Han sætter et forstilt bange ansigt op.

– Nå, skal jeg rykkes tilbage til kulturstoffet? Eller er det nu, jeg skal fyres?

Dahl sætter sig i sin stol over for ham. Hun samler et papir op fra skrivebordet og kigger lidt på det.

– Det håber jeg jo ikke bliver nødvendigt, men det er noget, vi er nødt til at tage seriøst.

Birch stirrer på hende.

– Hvad mener du?

– Peter, du ved jo, vi har en whistleblowerordning her på bladet.

Han nikker afventende. Dahl lægger ansigtet i alvorlige folder.

– Ja, jeg er ked af at skulle sige det, men dit navn er altså dukket op et par gange.

– Hvordan dukket op?

– Der har været klager over dig fra et par af vores yngre, kvindelige medarbejdere.

– Hvad er det, du siger? Hvem?

– Ja, det kan jeg af gode grunde ikke oplyse dig om.

Birch griner anstrengt.

– Nej, men det må da være en misforståelse. Det er jo helt tosset.

Redaktøren ryster beklagende på hovedet.

– Nej, Peter. Der er ingen misforståelser dér. Det drejer sig om flere episoder, hvor du ifølge pigerne skulle have opført dig upassende. En af dem taler direkte om seksuel chikane.

– Jamen, det passer sgu da ikke! Er det hende piccolinen fra julefrokosten?

Dahl trækker på skuldrene.

– Det ved du nok bedst selv.

– Jamen, vi var jo allesammen skidefulde. Ikke mindst hende, og hun grovflirtede jo. Det var faktisk mig, der blev chikaneret ...

– Det ved jeg ikke noget om. Jeg kan kun sige dig, at du skal betragte det her som et vink med en vognstang. Du ved, hvad det er for en tid, vi lever i, man skal ikke træde ret meget ved siden af, før det får konsekvenser.

Birch stirrer målløs på hende.

– Det kan da ikke være dit alvor?

Der er ikke antydning af smil fra redaktøren.

– Det er mit ramme alvor. Vi har altid været glade for dit arbejde og vil virkelig nødigt undvære dig. Men vi kan simpelthen ikke tåle den slags omtale, hvis det skulle komme ud.

Birch rejser sig, går hen til vinduet og kigger ned på gaden.

– Hvad har du tænkt dig at gøre?

– Jeg har tænkt mig at tage en snak med dem og fortælle, at vi to har haft denne her samtale, og at du oprigtigt beklager din opførsel. Og at det ikke vil gentage sig. Så må vi håbe, at vi kan begrave den dér.

Birch ryster på hovedet.

– Det er kraftedeme for meget ... sådan nogle møgkællinger.

– Den holdning kommer du ikke langt med. Så den vil jeg råde dig til at droppe.

Han vender sig mod hende.

– Naturligvis, du har helt ret.

Han smiler overdrevent.

– Så nu går den flinke Peter Birch ud og skriver videre på sin artikel og lover, at han nok skal være en god dreng. Og så glæder han sig i øvrigt virkelig meget til sin orlov.

– Nå ja, det er sandt, hvornår skal du afsted?

– Bare rolig, det er først til maj.

Pia Dahl nikker.

– Jeg taler med pigerne, og så må vi se, om vi ikke kan få lagt låg på sagen. Og du holder dig på måtten.

Hun ser indtrængende på ham.

– Du er en voksen mand, Peter. Måske var det på tide, at du faldt lidt til ro.

– Kære Pia, du må blande dig i alt. Undtagen mit privatliv, okay?

– Ja ja, det bestemmer du jo selv. Nu ved du i hvert fald, hvordan sagerne står.

Hun markerer med et nik, at samtalen er forbi, og Peter Birch forlader kontoret og finder tilbage til sin plads.

Han ryster indvendig af raseri. Hvad fanden er det for noget? Han er sikker på, at den ene af dem må være hende fra julefrokosten. Men hun havde sgu da selv sat sig på skødet af ham og nusset ham i håret. Og så havde de danset lidt tæt. Men mere var der heller ikke sket. Ikke fordi han ikke havde haft

lyst. Han havde prøvet at få hende til at gå med hjem, men så var hun blevet ”frelst” af nogle jævnaldrende kolleger, som trak afsted med hende.

Men hvem var den anden? Hvis han skal være ærlig, kan han godt komme i tanke om flere. Herregud, han er stadig en mand i sin bedste alder, og single. Han ser da stadigvæk rimelig godt ud. Måske ikke ligefrem veltrænet, men han er heldigvis udstyret med en krop, der holder sig slank, uanset hvad han spiser og drikker. Så selvom han nærmer sig midten af halvtredserne, klager han ikke. Og lidt af en charmetrold har han jo også altid været.

Hvorfor må man ikke flirte mere? Det er da noget af det, der giver lidt krydderi på arbejdspladsen, og i livet generelt. Men det hele er blevet så fandens bornert og indskrænket. Han kommer i tanke om hende den frække med det korte lyse hår fra SoMe-afdelingen. Det er sgu nok hende. Hun er noget af en steg, og han har haft god øjenkontakt. Måske har der også lige været en hånd på hendes ryg et par gange. Og hvad så? Det går hun jo ikke i stykker af. Et par friske bemærkninger af og til, det er det hele. Men han følger jo også med og kan se, hvordan en karriere kan blive ødelagt på et splitsekund. Og han har stadig brug for bladet, indtil bogen kommer. Hvis den nu bliver en succes, så kunne det være, han kunne slippe ud af trædemøllen.

Han er ved at brække sig af bladet. Det er slet ikke så sjovt som i gamle dage.

Han tænder computeren og åbner filen med den artikel, han har lovet at aflevere. Der mangler ikke ret meget, men han kan mærke, at han fuldstændig har mistet lysten til at skrive.

Han slukker igen, fjerner et usb-stik og rejser sig. Han tager sit overtøj, der hænger over stolen, og forlader redaktionen. Resten af eftermiddagen skal tilbringes i selskab med køligt, velskænket fadøl i en stille krog på hans yndlingsværtshus. Så kan de rende ham i røven allesammen.

Tirsdag den 14. januar

Politikommissær Michael Bjørnholt nikker til betjenten, som slipper ham igennem afspærringen.

– Har du set noget til Lind? spørger han.

– Hun er derinde, siger betjenten og peger over mod et hvidt telt, der er sat op. Der ligger snavset, våd sne på fortovet, og Bjørnholt er ved at glide, men når helskindet over til teltet, som lyser op i vintermørket og genspejler de blå blink fra patruljevognene.

Indenfor er et par teknikere ved at tage billeder af en skikkelse, som ligger på maven i en underlig forvredet stilling. Anna Lind står ovre i et hjørne og kigger på sin mobiltelefon, da hun får øje på Bjørnholt. Hun smiler.

– Hej Michael.

– Hej med dig. Nå, hvad har vi så her?

– En meget død mand.

– Ja, det ser det ud til.

– Han er blevet skudt. Én gang i skulderen, men den anden sad desværre i hovedet, så der var ikke noget at gøre. Han døde på stedet.

Bjørnholt ryster på hovedet.

– Det bliver mere og mere vanvittigt, med alt det skyderi ... har vi identificeret ham?

– Ja, han hedder Gustav Nielsen. Vi kender ham faktisk.

– Det siger mig et eller andet ...

– Gammel HA’er. Han har siddet inde flere gange. Vold, narko, alt det sædvanlige. Ikke en af de sødeste drenge. Der var desværre også et offer mere. En ældre mand, som tilfældigvis kom forbi, men han blev heldigvis kun strejfet af et skud og er ikke i livsfare.

– Nogen vidner?

– Ja, indtil flere. Vi er i gang med at afhøre dem.

– Har de set noget?

– En fyr på en scooter, der pludselig kom drønende, bremsede op og begyndte at skyde med en pistol.

– Har vi et signalement?

– Vi er i gang med at stykke et sammen.

Bjørnholt kigger på den afdøde.

–

Det er da i det mindste gået stærkt.

Han kniber øjnene lidt sammen.

– Jeg kan faktisk godt huske ham. Vi havde ham inde til afhøring for nogle år siden. Ja, det var før din tid.

– I forrige århundrede ...

– Ja ja, rolig nu, din grønskolling. Bjørnholt smiler jovialt.

– Ellers noget?

– Det ser ud til, at der er afgivet fem skud i alt. Vi har fundet hylstrene og to projektiler, der har boret sig ind i husmuren derude. 9 mm.

– Jeg går ikke ud fra, at våbnet er fundet?

– Nej, intet våben.

En uniformeret betjent kommer ind i teltet.

– Vi har en ung mand herude, som I måske lige skulle snakke med.

De forlader teltet, og betjenten følger dem hen til en af patruljevognene og åbner en bagdør.

– Kom du bare ud, siger han og slår venligt ud med armen. Det er snarere en splejset dreng end en mand, der stiger ud af bilen. Han er iført jeans og sneakers, en sort T-shirt og en tynd vindjakke. Hans sorte hår er kortklippet, og næsen er lidt skæv, som om den har været brækket.

– Det er Yusuf, som jeg har haft en snak med, siger betjenten. – Måske kunne du lige gentage over for mine kolleger?

– Hej Yusuf, jeg hedder Anna. Og det er Michael, siger Lind og nikker over mod Bjørnholt. Den unge fyr skæver nervøst til dem.

– Bor du her på Nørrebro? spørger Bjørnholt.

Yusuf nikker bekræftende, han bor ovre i Ægirsgade. Han havde lagt mærke til scooteren, en Vespa Primavera.

– Jeg er ret sikker på, at det er min storebrors. Den blev stjålet for et par dage siden. Jeg kunne genkende det FCKklistermærke, han havde sat på skærmen.

Bjørnholt nikker anerkendende.

– God iagttagelsesevne. Kendte du ham, der kørte på den?

– Nej, han havde noget mørkt tøj på, og det gik rigtig stærkt alt sammen. Han forsvandt i fuld fart bagefter. Op mod Nørrebrogade.

– Vi skal nok lige snakke med din storebror. Har han anmeldt tyveriet af scooteren? spørger Lind.

– Nej. Han havde vist en idé om, hvem der kunne have taget den. Men det var lidt svært med politi og så’n ...

Bjørnholt nikker.

– Ja, okay. Men vi må snakke med ham. Hvad hedder din bror?

– Amir.

– Har vi adressen?

Betjenten nikker.

Lind klapper den unge fyr på skulderen.

– Er du okay? Det er jo lidt voldsomt, det, du har været vidne til. Har du brug for nogen at tale med?

– Nej, jeg tror bare, at jeg skal hjem.

– Skal du have et lift? spørger betjenten.

Yusuf ryster på hovedet. – Jeg har min cykel. Må jeg godt køre?

Bjørnholt smiler venligt.

– Ja, vi har jo alle oplysninger, hvis vi skal have fat i dig igen. Det var rigtig fint, at du valgte at tale med os. Det er en stor hjælp.

De ser Yusuf forsvinde ned ad gaden i vintermørket.

Bag dem er man ved at køre en båre med den afdøde hen mod den ventende ambulance.