Den trofaste læser

op. Roger hæver imidlertid hånden forsonligt i vejret og smiler selvsikkert. »Jeg beklager. Måske forstod jeg faktisk ikke spørgsmålet.

Skriver jeg om det, jeg frygter ­allermest?« »Nej. Omvendt,« siger manden usædvanligt dystert. Nogen på den forreste række hoster enerverende højlydt. »Omvendt?« spørger Roger og skjuler sin forvirring bag et dumt smil. »Ja, hr. Roger Koponen,« fortsætter manden mekanisk, og måden, han siger Rogers navn på, er ikke blot sarkastisk, men også isnende. »Er De bange for det, De skriver?« »Hvorfor skulle jeg være bange for min egen fiktion?« »Fordi sandheden er mere forunderlig end fiktion,« siger ­manden med det magre ansigt. I salen breder der sig en anspændt tavshed.

Ti minutter senere sætter Roger sig ved et langt bord dækket med en hvid dug i foyeren, der er fyldt med mennesker og summende snak. Den første i køen af folk, der gerne vil have en signering, er selvskrevet Pave Koskinen. »Tak, Roger. Tak. Og jeg beklager ham klovnen derinde. Du håndterede det virkelig flot. Det er desværre ikke alle, der er velsignet med sociale kompetencer.« »Det skal du ikke tænke på, Pave. Der findes sære snegle overalt.

I denne verden er enhver kun ansvarlig for sin egen opførsel,« siger Roger med et smil og noterer sig, at Koskinen har lagt alle tre bind af trilogien foran ham for at få dem signeret. Mens han smækker noget tilsyneladende personligt sammen på titelbladene efterfulgt af sin autograf, kaster han et blik på køen, som bugter sig foran ham, og konstaterer i sit stille sind, at den mærkelige fyr med det magre ansigt ikke er at se nogen steder. Heldigvis. Ansigt til ansigt ville Roger ikke nødvendigvis være i stand til at lade provokationen passere lige så diplomatisk. »Tak, Roger. Tak. Vi har reserveret bord i hotellets restaurant 13