__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Den trofaste læser


M A X SEECK

Den trofaste læser

På dansk ved Siri Nordborg Møller

GUTKIND


Den trofaste læser er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Uskollinen lukija © Max Seeck, 2019 Original edition published by Tammi publishers, 2019 Danish edition published by agreement with Max Seeck and Elina Ahlback Literary Agency, Helsinki, Finland. Denne udgave: © Max Seeck og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Massimo Peter Bille & Imperiet Foto: © Mikko Rasila Sat med Warnock Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0054-7 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 1.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk


Til William. Der kommer til at gå mange år endnu, før jeg giver dig lov til at læse denne bog. Og til den tid må du huske på, at far ikke er (var) helt så forskruet, som teksten lader forstå.

5


6


I

Blæsten er taget til og tuder rastløst om hjørnerne i den store villa, der er en blanding af glas og pudset beton. Bankelyden fra taget er gradvist blevet kraftigere, og de dæmpede slag minder om knitrende, åben ild. Det forunderlige tempo, hvori de hvide banker af sne på verandaen forsvinder, siger noget om vindstødenes styrke. Maria Koponen binder bæltet i sin uldcardigan tæt omkring sig og stirrer ud i mørket gennem stuens store vinduer. Hun betragter det frosne hav – som på denne tid af året minder forbløffende meget om en vidtstrakt mark – og derefter stien, som er oplyst af knæhøje havelamper og fører ned til bådebroen. Maria sænker tæerne ned i ryatæppet, der dækker næsten hele rummets gulvareal. Der er varmt og hyggeligt i huset. Alligevel har hun ingen ro i sindet, og selv små uregelmæssigheder går hende usædvanligt meget på. Som nu de der forbandet dyre have­lamper, der ikke vil fungere ordentligt. Maria bliver revet ud af sine tanker, da det går op for hende, at musikken er holdt op. Hun går forbi kaminen hen til den kæmpestore bogreol, hvor hendes mands samling af næsten fire hundrede vinylplader står opstillet i fem nydelige rækker. I årenes løb har Maria måttet vænne sig til, at musikken her i huset ikke bliver spillet fra en smartphone. Vinyl lyder sgu ­meget bedre. Det sagde Roger allerede for flere år siden, da Maria stoppede op 7


foran samlingen for første gang. Dengang var der over tre hundrede plader. Næsten hundrede færre end nu. At ­antallet af plader i løbet af deres samliv er vokset relativt lidt, minder Maria om, hvor mange år Roger har nået at leve før hende. Uden hende. Selv har Maria kun været sammen med én mand før Roger: Kæresteriet i gymnasietiden førte til bryllupsvals som ung og endte med mødet med den berømte forfatter. Modsat Roger nåede Maria aldrig at smage på singlelivet. Sommetider ville hun ønske, at hun havde fået lov til at opleve at strejfe rundt uden mål og med, at finde sig selv, have uforpligtende forhold. At være fri. Det generer hende overhovedet ikke, at Roger er seksten år ældre. Hun nages af tanken om, at hun en dag vil vågne op til en rastløshed, sådan en, som kun slipper sit tag, når man har kastet sig tilpas mange gange ud i det ukendte. Og det har Roger fået lov til at opleve i sit tidligere liv. Her en stormfuld aften i februar, hvor Maria går alene rundt i deres store hus med havudsigt, ser hun pludselig for første gang alt dette som en trussel. Som en ­ubalance, der kan få båden til at krænge for meget, hvis deres forhold engang for alvor havner i en orkan. Maria løfter pladespillerens pickup, tager Bob Dylans Blonde On Blonde op mellem sine fingre og putter den forsigtigt ned i pap­ omslaget, hvorfra den unge artist iført brun ruskindsjakke og skakternet halstørklæde kigger selvsikkert misfornøjet ind i kameraet. Maria skubber pladen ind på hylden og vælger i blinde en ny, fra den sidste del af samlingen, der står i alfabetisk orden. Lidt efter, da en kort knasen er holdt op, strømmer Stevie Wonders honningsøde og imødekommende sangstemme ud af højtalerne. Og så ser Maria det igen. Denne gang ud af øjenkrogen. Havelampen, der står tættest på vandet, går pludselig ud. Og så tænder den igen. Fuldstændig som for lidt siden, den går kun ud i et sekund. Maria ved, at lysstofrørene inde i lamperne blev skiftet før jul. Hun husker det ganske godt, for det var hende, der betalte elektrikerens 8


usmageligt store regning. Og netop derfor gør denne ret ligegyldige ting hende vred. Maria snupper sin telefon og skriver en besked til Roger. Hun ved ikke, hvorfor hun vil forstyrre sin mand med sådan en bagatel, især når hun ved, at han optræder for sine læsere lige nu. Måske skyldes det et kortvarigt anfald af ensomhed iblandet en smule usikkerhed og umotiveret jalousi. Et øjeblik stirrer Maria på den besked, hun har sendt, og venter på, at de små flueben nederst skal blive blå, men det sker ikke. Roger tjekker ikke sin telefon. I det samme går pladen i hak. What I’m about to. What I’m about to. What I’m ... Wonders stemme lyder famlende, fordi ­noget af sætningen bliver skåret væk midt i det smukke budskab. Nogle af Rogers plader er i så dårlig stand, at de egentlig ikke er værd at beholde. Er der da ikke noget, der virker, i det her forbandede hus? En kold bølge skyller gennem Maria. Og før hun når at forstå, hvad hun har indset, ser hun uden for glasdørene noget, som ikke hører til derude. Et øjeblik blander omridset af skikkelsen sig med hendes eget spejlbillede i glasset, men så rører skikkelsen på sig og bliver til sit eget selvstændige jeg.

9


II

Roger Koponen sætter sig i stolen, som er betrukket med groft, svedfremkaldende stof, og misser med øjnene. Spotlysene, der hænger i loftet i det store hovedauditorium i konferencebygningen, skinner lige i ansigtet på de optrædende. Et øjeblik ser han ikke andet end det klare lys og glemmer, at der foran ham og hans to forfatterkolleger sidder omkring fire hundrede nysgerrige ­læsere, som har stuvet sig sammen i auditoriet for at lytte til deres yndlingsdrankeres tanker om deres nyeste værker. Roger forstår, at det her er en vigtig begivenhed i forhold til hans og bogens berømmelse. Han forstår, hvorfor han ulejliger sig med at køre fire hundrede kilometer i tæt snefog og overnatte på et faldefærdigt hotel, som er banket op på byens centrale torv, og som på overfladen trods alt er ganske pænt og har en intetsigende fastfoodrestaurant sminket med duge og bordservering i stueetagen. Hvad Roger ikke forstår, er, hvorfor beboerne i Savonlinna ulejliger sig herhen på en aften som denne. Selvom hans bøger har solgt millioner af eksemplarer på verdensplan, bliver han aldrig et idol omringet af skrigende fans. Det er sjældent, man tænker over, at musikeres og forfatteres arbejde ligner hinanden meget – det samme lort i forskellig indpakning – men det er kun de førstnævnte, der får midaldrende kvinder til at smide deres trusser op på scenen. Og alligevel møder folk op. De fleste af dem er ældre 10


mennesker, som møjsommeligt vipper hovedet fra den ene side til den anden. Er de ikke blevet trætte af de sportsmagasinagtige selvfølgeligheder og overfladiske analyser, som forfatterne udspyr om deres produkter? Tydeligvis ikke, for salen ser ud til at være fyldt til sidste plads. Rogers psykologiske thriller, der udkom i foråret i fjor, er tredje og sidste del i hans Heksejagt-trilogi, som er blevet en bragende succes. Hans bøger har altid solgt ganske godt, men med Heksejagt-serien har han ramt jackpot. Ingen havde forventet en sådan megasucces, mindst af alle hans agent, som i sin tid var betænkelig ved emnet, eller hans forhenværende forlægger, som Roger forlod før udgivelsen af første bind i serien på grund af manglende tiltro. I løbet af nogle år er oversættelsesrettighederne til trilogien blevet solgt til næsten tredive lande, og der er flere salg i vente. De klarede sig i forvejen godt, men nu kan han og Maria købe alt, hvad de ønsker sig. Pludselig er alle potentielle overdådigheder og nydelser inden for deres rækkevidde. Rogers optræden kører på rutinen, han har hørt spørgsmålene hundreder af gange før på sine turnéer og besvaret dem på fire forskellige sprog, mens han nu og da veksler tempo, tonefald og små detaljer blot for at holde sig selv vågen i tågen af skarpe lys og latterudbrud. »Deres bøger er ret voldelige,« siger en stemme, men Roger holder blikket på kanden med vand, mens han fylder sit glas for tredje eller fjerde gang. Det her hører han tit, og det er jo også sandt – brutale mord, sadistisk tortur, seksuel vold rettet mod kvinder, mareridtsagtige dyk ned i dybet af et sygt sind er meget omhyggeligt beskrevet i Roger Koponens bøger. »Man kommer til at tænke på Bret Easton Ellis, som har fortalt, at han bearbejder sin angst ved at skrive detaljeret om vold,« fortsætter den samme stemme. Nu retter Roger sit blik mod manden, der sidder i midten af salen med en mikrofon. Roger sætter glasset 11


op til læberne og venter på, at manden skal stille sit spørgsmål. Der går dog et akavet langt øjeblik, før han får samling på sine tanker. »Er De bange? Er det derfor, De skriver?« spørger han til sidst med dæmpet, monoton stemme. Roger sætter glasset fra sig på bordet og kigger på den magre mand, der er ved at blive skaldet på toppen. Overraskende og interessant. Næsten uforskammet. Det her spørgsmål har han aldrig hørt før. »Er jeg bange?« siger Roger og sætter munden tættere på den bøjelige mikrofon, der er anbragt på bordet. Af en eller anden grund mærker han netop nu sulten gnave i maven. »Har De skrevet Deres egen angst ind i Deres bøger?« spørger manden og lægger mikrofonen i skødet. Måden, han taler på, er irriterende selvsikker. Der er slet ikke den slags spændt hensynsfuldhed, den form for ærefrygt, som berømmelse indgyder, og som Roger er vant til. »Netop,« svarer Roger og smiler tankefuldt. Han glemmer for et øjeblik spørgeren og lader blikket vandre hen over havet af ansigter. »Jeg tror, at noget af forfatteren selv altid smitter af på papiret. Man skriver jo uhjælpeligt om det, man ved noget om, eller tror, at man ved noget om. Angst, håb, traumer, ting, der ikke er blevet gjort, og på den anden side ting, man har gjort med alt for vage begrundelser ...« »De svarer ikke på spørgsmålet.« Den magre mand har igen sat mikrofonen op til læberne. Roger mærker først forbløffelsen og derefter irritationen smælde gennem sig. Hvad fanden er det her for et forhør? Sådan noget pis behøver man under ingen omstændigheder at høre på. »Kunne spørgeren præcisere sit spørgsmål?« Den erfarne ­litte­ratur­kritiker Pave Koskinen, som modererer og står for aftenens arrangement, blander sig i samtalen. Han har tydeligvis tænkt, at han har klaret sin opgave elegant og uden at skåne sig selv, og frygter sikkert nu, at hans stjernegæst, den brandvarme thrillerforfatter, der har skrevet tre internationale bestsellere, skal tage situationen ilde 12


op. Roger hæver imidlertid hånden forsonligt i vejret og smiler selvsikkert. »Jeg beklager. Måske forstod jeg faktisk ikke spørgsmålet. Skriver jeg om det, jeg frygter ­allermest?« »Nej. Omvendt,« siger manden usædvanligt dystert. Nogen på den forreste række hoster enerverende højlydt. »Omvendt?« spørger Roger og skjuler sin forvirring bag et dumt smil. »Ja, hr. Roger Koponen,« fortsætter manden mekanisk, og måden, han siger Rogers navn på, er ikke blot sarkastisk, men også isnende. »Er De bange for det, De skriver?« »Hvorfor skulle jeg være bange for min egen fiktion?« »Fordi sandheden er mere forunderlig end fiktion,« siger ­manden med det magre ansigt. I salen breder der sig en anspændt tavshed. Ti minutter senere sætter Roger sig ved et langt bord dækket med en hvid dug i foyeren, der er fyldt med mennesker og summende snak. Den første i køen af folk, der gerne vil have en signering, er selvskrevet Pave Koskinen. »Tak, Roger. Tak. Og jeg beklager ham klovnen derinde. Du håndterede det virkelig flot. Det er desværre ikke alle, der er velsignet med sociale kompetencer.« »Det skal du ikke tænke på, Pave. Der findes sære snegle overalt. I denne verden er enhver kun ansvarlig for sin egen opførsel,« siger Roger med et smil og noterer sig, at Koskinen har lagt alle tre bind af trilogien foran ham for at få dem signeret. Mens han smækker noget tilsyneladende personligt sammen på titelbladene efterfulgt af sin autograf, kaster han et blik på køen, som bugter sig foran ham, og konstaterer i sit stille sind, at den mærkelige fyr med det magre ansigt ikke er at se nogen steder. Heldigvis. Ansigt til ansigt ville Roger ikke nødvendigvis være i stand til at lade provokationen passere lige så diplomatisk. »Tak, Roger. Tak. Vi har reserveret bord i hotellets restaurant 13


klokken ni. De serverer en glimrende lammesteg,« siger K ­ oskinen med et smil og bliver stående foran ham med bøgerne trykket ind mod brystet som en ivrig skolepige. Roger nikker langsomt og kigger ned i bordet som en anklaget, der netop har modtaget sin dom. Det burde ikke være svært for Koskinen at se, at Roger ville foretrække at smutte op på sit værelse. Han har lært at hade det meningsløse samvær og tvangsmæssige rødvins­t ylleri, som næppe har nogen indflydelse på, hvordan hans bøger sælger. Han kunne lige så godt afslå og blive stemplet som et asocialt røvhul. »Det lyder godt,« siger Roger træt efter en kort pause og anlægger et næsten overbevisende smil. Pave Koskinen nikker tilfreds og blotter sine tænder, som med sine nye facader ser nogenlunde hvide ud. Han virker usikker. Så forlader han bordet og giver plads til det bugtende tusindben af folk med bøger i hænderne.

14


III

Kriminalassistent af 1. grad Jessica Niemi sætter sit skulderlange sorte hår op i en hestehale og trækker sine læderhandsker på. Bilen udstøder et klart signal, da hun åbner døren i passagersiden, mens motoren stadig er i gang. »Tak for turen,« siger Jessica til manden, der sidder bag rattet. »Det er sikkert bedst, at ingen ved, hvem der satte dig af,« siger han og gaber. Et øjeblik ser de på hinanden, som om de begge forventer at få et kys. Ingen læner sig dog frem for at tage initiativet. »Det her var pisseforkert.« Jessica stiger ud af bilen og misser med øjnene: Den iskolde blæst slikker hendes ansigt. Det har sneet meget, og sneplovene, der buld­ rede henne ved skolen, er ikke nået ned til stranden. ­Jessica smækker bildøren i og ser foran sig en stor moderne villa, en smal forhave, en tujahæk, der når op i øjenhøjde, og en smedejernslåge. På gaden foran huset holder to mandskabsvogne parkeret, og efter sirenelyden at dømme er der flere på vej. »Davs.« En mand i en tyk blå uniform kommer hen imod Jessica omme bag fra en mandskabsvogn. »Koivuaho, politiassistent.« »Jessica Niemi,« svarer Jessica og viser sit politiskilt. De uniformerede kolleger har imidlertid allerede genkendt hende. Alle kender giraffen, men giraffen kender ingen. Hun har endda flygtigt hørt et par kælenavne. Lovens lange ben. Lara Croft. PILF. 15


»Hvad er der sket?« spørger Jessica. »Åh, for helvede ...« Koivuaho tager sin mørkeblå hue af og masserer sin skaldede isse. Jessica venter tålmodigt på, at han skal få samling på sig selv. Hun kaster et blik på husets dør og ser nu, at den står halvt åben. »Vi blev tilkaldt kvart over ti. Taskinen og jeg var i nærheden og var den første patrulje på stedet,« siger Koivuaho og signalerer til Jessica, at hun skal følge med ind i forhaven. »Hvad var opgaven fra alarmcentralen?« spørger Jessica og h ­ ilser med et kort nik på politiassistenterne, der står ved bilen. »Vi fik en melding om, at nogen havde tænkt sig at tage livet af sig. I det her hus,« svarer Koivuaho, da de stopper op på verandaen. På stengulvet i entréen har der dannet sig en pyt af smeltet sne. Blæsten stilner af et øjeblik, og han fortsætter: »Døren stod åben, så vi gik ind.« Under udhængets klare lampe ser Jessica nu forfærdelsen i den kraftigt byggede mands ansigt. Hun bøjer sine smertende fingre og danner sig et billede af situationen på baggrund af de få ting, hun kort forinden har fået fortalt i telefonen. »Der er altså ikke andre i huset?« spørger Jessica, selvom hun ved, at svaret er nej. Koivuaho ryster alvorligt på hovedet og trækker huen ned over ørerne igen. »Vi gennemsøgte begge etager. Jeg må sige, at mit hjerte aldrig har hamret så hårdt. Og så den satans musik, som strømmede ud af højtalerne.« »Musik?« »Den passede ikke rigtigt til situationen ... Den var alt for ­fredelig.« »Hvor er liget?« spørger Jessica, idet Koivuaho rækker hende det basale beskyttelsesudstyr: handsker, mundbind og skoovertræk. Hun bukker sig ned og trækker de blå overtræk rundt om sine sorte kondisko. Pistolhylsteret glider en anelse ned mod gulvet. »Vi forsøgte at undgå at forurene gerningsstedet,« siger ­Koivuaho 16


og hoster i sin hånd. Jessica stryger en våd hårlok væk fra panden og sætter kurs mod de store vinduer, der vender ud mod havet. Hun passerer toilettet og køkkenet og kommer hurtigt til en stor stue med vægge, der udelukkende består af glas. De blå blink, som skinner ind gennem de enorme vinduer, får møblerne til at pulsere blåt i takt med hendes hjerteslag. Rummet minder alt for meget om et akvarium til at være hyggeligt, men da Jessica får øje på skikkelsen, der sidder for enden af spisebordet, holder hun brat op med at vurdere rummets æstetiske dimensioner. Hun stopper op et øjeblik og forsøger at forstå, hvorfor ­k vinden, der sidder næsten rank på stolen, ser så unaturlig ud. Derefter går hun et par skridt nærmere og mærker maven trække sig sammen. »Har du nogensinde set noget så uhyggeligt?« spørger ­Koivuaho et sted bag hende, men Jessica hører ikke spørgsmålet. Den døde kvindes ansigt er fortrukket i et næsten hysterisk smil. Selv hendes øjne ler. Udtrykket er i fuldkommen modstrid med det faktum, at kvinden kort forinden har mistet livet. Hun er iført en sort festkjole, som domineres af en dyb halsudskæring. Hænderne er foldede og hviler på bordet. Bordet er tomt. Ingen telefon, intet våben. Ingenting. »Jeg tjekkede hendes puls. Men ellers rørte jeg ikke ved noget,« siger Koivuaho, og nu vender Jessica sig om for at se på ham. Derefter går hun forsigtigt hen til kvinden og bøjer sig for at studere hendes ansigt, som er fortrukket i den unaturlige grimasse. »Hvad helvede ...« mumler Jessica så stille, at kun kvinden ville kunne høre det, hvis hun stadig havde været i live. Jessica konstaterer med et hurtigt blik, at de bare fødder er lagt over kors under stolen, og at de matsorte Jimmy Choo-stiletter er nydeligt anbragt ved siden af. Neglene på både fingre og tæer er lakeret skinnende sorte. »Koivuaho?« siger hun, imens hun lader blikket vende tilbage til kvindens tvunget euforiske ansigt. »Ja?« 17


»I rapporterede med det samme det her som et mord. Men det ligner jo heller ikke et typisk selvmord.« »Åh, for helvede,« siger Koivuaho og synker en klump, derefter går han et par skridt tættere på bordet. Sveden løber ned ad hans knudrede tinding, strømmer om bag øret og ender mellem den robuste nakke og uniformens krave. Det virker, som om han undgår den livløse skikkelses blik, og han fortsætter usikkert: »Har du ikke fået at vide, at det opkald til alarmcentralen ...« »Hvad med det?« spørger Jessica utålmodigt, da manden har været tavs et øjeblik. »Det var ikke kvinden her, der foretog opkaldet,« siger Koivuaho og bruger nu et par sekunder på at fugte sine knastørre læber med tungen. Jessica ved, hvordan sætningen vil fortsætte, men hun gyser alligevel, da hun hører det. »Det var en mand.«

18


428


Profile for Gutkind Forlag

Den trofaste læser  

Finske Max Seecks krimi Den trofaste læser har ligget på New York Times’ bestsellerliste, er solgt til 40 lande, og en international tv-seri...

Den trofaste læser  

Finske Max Seecks krimi Den trofaste læser har ligget på New York Times’ bestsellerliste, er solgt til 40 lande, og en international tv-seri...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded