Første gang jeg brænder mennesker op © Vilma Sandnes Johansson og Gutkind Forlag A/S, København 2023
1. udgave, 1. oplag, 2023
Omslag: © Sofie Winding Sat med Melior hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0658-7
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Citaterne i bogen stammer fra: Stjernernes stylingtips: Vi Unge Nr. 5, 2009 Verdens lækreste fyre: Vi Unge Nr. 14, 2009
Nul hår!: Vi Unge Nr. 8, 2009
Tak til Statens Kunstfond, Vi unge og Bergmangårdarna
Tine Flyvholm og Sofie Wolstrup. Nanna, Maja, Selma, Rosa, Clara, Kornelius og Oline for læsninger.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Første gang jeg brænder mennesker op, er det i en skov i Nordsjælland. I en cirkel rundt om bålet sidder jeg på en neonfarvet firkant af skumgummi, og som alle andre har jeg blikket rettet mod Astrid, der rager op som cirklens ubestridte midtpunkt.
»Jeg har samlet jer for at skabe et trygt rum,« siger hun. »Et rum, hvor vi kan være os selv. Et rum, hvor vi siger farvel til fortidens fordomme og forventninger.«
Bag flammerne changerer hendes hår fra grønt til violet over rødt og orange.
Øjenbrynene er blegede, ansigtet fyldigt
alle de rette steder. Tøjet er mørkt og trevlet, men på en måde, som om hun selv har bestemt, hvor det skal trevle, det ligner ikke en fejl. Stemmen, som både køler og brænder, når hun messer hen over bålet, og den måde, hun fastholder vores blikke på uden at møde dem, får mig igen til at tænke, at Astrid er et af den slags mennesker, der med sin blotte tilstedeværelse kan tænde eller slukke for lyset over et middagsbord. At hun er en af dem, man kigger på, når nogen har sagt noget sjovt. Griner hun, så griner vi andre også, det er i hvert fald sådan, det altid har været i vores familie. Eller sådan, som det plejede at være indtil i år, hvor Astrid har haft alle mulige undskyldninger for først at komme op i vores mormors
sommerhus ti dage senere end aftalt. En kunstperformance i København, en fest i København, en ven, der havde angst i København, Astrid, der selv havde angst i København, andre ting i København. Imens har jeg været alene med mormor helt uden min kusine. En af dagene sendte jeg hende en video af mormors snorken foran fjernsynet, som altid plejer at få os til at grine, men Astrid så først beskeden to dage senere og svarede ikke engang. Siden har det føltes, som om et rastløst, flakkende insekt forsøger at bore sig ud gennem navlen, og jeg har overvejet, om det er nyt, at mormor er så kedelig, eller om hun altid har været det, og det bare er Astrid, der plejer at gøre alting sjovt. Men Astrid har ikke gjort noget som
helst sjovere, siden hun endelig kom for tre dage siden, hun har hverken gidet at tage med på stranden eller deltage i vores årlige minigolf turnering. I stedet har hun rodet rundt i mormors gamle papkasser iført støj reducerende hovedtelefoner og har højst villet ryge cigaretter sammen, og det har vi så gjort.
Det er også kun, fordi jeg følger hende på Instagram, at jeg så den invitation til »Heksecirkel i Tisvilde Hegn«, hun lagde op i går aftes.
»Heksecirkel?« Jeg grinede og holdt telefonen frem mod hende. »Må jeg komme med?«
Astrid grinede ikke, pustede bare cigaretrøg ind i skærmen. »Det er meget underground, tror altså ikke, det er noget
for dig, men du må selvfølgelig godt komme, hvis du er interesseret.«
Astrid bøjer sig ned mod skovbunden og hiver et gammelt Vi Unge-blad op af en mølædt pose. Det er laset og slidt, og jeg ved, at det ikke er af at ligge i posen. To eller tre somre i træk var Vi Unge-bladene omdrejningspunktet for ferierne i mormors sommerhus. Mig og Astrid på vej til købmanden, bare fødder på varm asfalt og raslende mønter i lommerne på vores hotpants. Den plasticagtige duft, når vi åbnede bladene og hviskende læste artikler højt for hinanden i skyggen af rhododendronbuskene. Udfylde quizzerne, følge træningsprogrammerne, barbere ben i badekarret efter bladets instrukser. Så
mange gode minder, og som Astrid står der med bladet i hånden, vælder kærligheden til hende op i mig. Jeg forstår jo, at det er hendes måde at sige til mig, at det var godt, at jeg kom.
»Mon ikke vi allesammen læste bladene her tilbage i slut 00’erne,« siger Astrid og holder endnu et par magasiner op. »Jeg gjorde i hvert fald, og jeg må indrømme, at det var ret fucked at genlæse de artikler, som jeg dengang, fuldstændig blank og naiv, labbede i mig.«
En summende, bekræftende lyd stiger op fra cirklen. Hvad har hun gang i?
»Jeg synes, det er helt absurd,« fortsætter hun, »at der har siddet voksne, uddannede mennesker og skrevet, redigeret og trykt de her tekster for så at
lade unge teenagere læse dem og tro, at det var sandheden. Vi er vokset op i et fucked up ekskluderende samfund grundlagt af en masse patriarkalske kapitalistsvin. Dét gør vi op med i aften, når jeg læser op fra bladene, og vi i fællesskab brænder fortiden op.«
Astrids venner siger ting som »Ja tak« »hørt« og »miiiv«, men Astrid holder en hånd i vejret.
»Skovens ånd, vi påkalder dig,« nynner hun op mod himlen.
»Skovens ånd, vi påkalder dig,« messer cirklen, og som var det en indøvet koreografi, rejser alle sig op, bevæger sig hen til hvert sit træ, som de krammer og hvisker noget til. Så begynder de med deres lange akrylnegle at strippe dem for bark og grene,
som de tager med hen til bålet og kaster
på flammerne. Imens prøver jeg at lade, som om det ikke er underligt. Måske
begynder jeg at forstå, hvad Astrid mente med, at heksecirklen ikke var
noget for mig, men jeg hader, at hun havde ret.
forfatter bosat i København. Hun debuterede i 2022 med den prisvindende roman Tænk ikke på mig , der handler om at være ung med en uhelbredeligt kræftsyg mor.
Første gang jeg brænder mennesker op er Vilma Sandnes
Johanssons anden bog.
Første gang jeg bliver afvist, er de bare nogle fucking ludere. Det er ikke første gang, der er nogle, der er nogle fucking ludere. Alle kan være ludere.
Første gang Ana ikke kommer, gør det ikke noget. Vi er nervøse, vi er fulde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, om jeg lugter af sved.
Første gang jeg tager tørklædet på er jeg femten år gammel og indflyvningen over Tehran er lige begyndt.
Jeg er spændt, men ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal forvente.
