Et liv for fred by Gutkind Forlag

ROMAN

Et liv for fred

Denne udgave: © Eva Grübl og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Alette Bertelsen

Forsats: Schloss Harmannsdorf, hvor Bertha von Suttner boede fra 1885 til 1902

og skrev sin kendte roman, Ned med våbnene © Georg Hamann

Bagsats: Bertha von Suttner ved sit skrivebord © Getty Images

Sat med Mrs. Eaves hos Christensen Grafisk

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0456-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag L æderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

HARMANNSDORF SLOT, 1896

En spøgelsesagtig stilhed hvilede over det østrigske slot Harmannsdorf, der lå ensomt og herskabeligt midt i en park med flere plateauer. De store fløjvinduer lod en del lys falde ind i arbejdsværelset på første sal, der var fuldt af bogreoler og stilmøbler. Bertha sad ved sit bord og kiggede ud ad vinduet med et forstenet ansigtsudtryk. Hun havde et telegram i hånden, som hendes tjener havde givet hende for et par minutter siden.

Hun følte, hvordan en smertelig tomhed greb hende. Hendes forstand nægtede at tro de ord, hun netop havde læst. Hun ænsede stort set ikke, at der kom en person ind på arbejdsværelset, hun blev ved at stirre ufravendt på det vinterlige haveanlæg.

»Bertha?«

Tavs løftede hun hovedet og betragtede sin mand, der stod foran hende med et spørgende udtryk.

»Hvad er der sket?« ville han vide. »Man skulle tro, du havde set fanden selv.«

Uden et ord rakte hun skrivelsen til ham. Hendes mand rettede på brillerne, tog imod depechen og læste den i en fart.

»Åh Gud, det var dog forfærdeligt!« Efter nogle sekunders stilhed rømmede han sig. »Vidste du, at han var syg?«

Bertha rystede tavs på hovedet og tørrede tårerne ud af øjenkrogen med et lommetørklæde.

»Jeg vil gerne være alene et øjeblik,« sagde hun lidt efter med monoton stemme.

»Bertha ...« Han rejste sig, lagde hånden på hendes arm, men hun vendte sig om.

»Ikke nu, jeg beder dig.«

Manden nikkede berørt og forlod rummet.

Hun åbnede skrivebordsskuffen, tog sin dagbog med læderbindet frem, dyppede fjeren i blækhuset og nedfældede sine tanker på papir. Hun følte det som en befrielse at give udtryk for glæder og sorger. Siden barndommen havde hun været vant til at skrive alt dét i sin dagbog, som hendes hoved var fuldt af. Vennens ansigt stod lyslevende foran hende, hans eftertænksomme smil, de godmodige øjne. Hun huskede hans dybe, rolige stemme og tobakslugten, der altid havde omgivet ham. Tabet og den smertelige vished om ikke at have været hos ham i hans sidste timer sved i hendes bryst. Forstanden nægtede at acceptere, at han var død, udslettet fra Jordens overflade.

Hun skrev for at berolige sin sjæl, tørrede derefter blækket med blæksugeren og bladrede adspredt et par sider tilbage i dagbogen. De havde ikke set hinanden i årevis, men hun havde altid holdt kontakten til sin sjæleven, sin moralske støtte, sin mentor. Af samme grund gjorde det ondt, at han ikke havde nævnt noget om sin helbredstilstand under deres hyppige korrespondance. Hver måned havde hun spændt ventet på at modtage hans breve, og tit havde hun trukket på smilebåndet over hans sarkastiske og selvkritiske ord. Han havde forstået hende, endog bedre end hendes mand, han havde åbent og ærligt kommenteret alle hendes bøger, rost hendes ihærdige arbejde, men også kritiseret hende mere end nogen anden for at være alt for ærgerrig.

Træt rejste hun sig fra skrivebordsstolen og ringede efter husholdersken Kati. Hun havde været hos dem i mange år, og Bertha havde et langt mere nært forhold til hende, end det normalt var tilfældet mellem en tjenestepige og en baronesse.

»Er alt, som det skal være, frue?« spurgte Kati.

Bertha rystede på hovedet, men tvang et smil frem. »Jeg har fået nogle meget dårlige nyheder. En god ven, faktisk min allerbedste ven, er gået bort. Derfor vil jeg bede dig meddele kokkepigen, at jeg ikke skal have aftensmad. Jeg har ingen appetit.«

Kati nikkede og forlod arbejdsværelset.

Bertha lukkede dagbogen. Hendes blik vandrede hen over reolerne, der var fyldt hele vejen op med romaner og afhandlinger af kendte digtere, pacifister og frihedskæmpere. På den nederste hylde stod der ét eksemplar af alle hendes udgivne værker. Hun lod melankolsk en finger glide hen over bogryggene og tog et fotoalbum med silkebind ud. Derpå satte hun sig i den polstrede lænestol, der stod foran kakkelovnen, og åbnede det.

Hun blev grebet af et dybt vemod, da hun så gamle fotografier af sig selv. Hendes yngre jeg lyste hende i møde, velklædt, med en overdådig frisure og iført en prægtig, struttende kjole med flæser og dyb udskæring. Hendes blik var alvorligt og tankefuldt.

Hun kunne tydeligt huske øjeblikket, hvor hun forberedte sig til sin debut i selskabslivet. Dengang var hun stadig komtesse Bertha von Kinsky og havde sådan glædet sig til den aften, der var endt som en fiasko. På daværende tidspunkt havde hun stadigvæk drømt om at tilhøre det øverste samfundslag, højadelen. Hun var et forkælet barn. Men den aften var hendes forventninger blevet voldsomt skuffet.

Bertha huskede den pragtfulde balsal, damernes dyre rober, de udsøgte madretter og champagnen. Hun havde selv syntes, hun var voksen og smuk, men følelsen havde ikke varet ret længe. Ingen havde budt hende op til dans. Hendes elskede mor, der hele sit liv havde lidt under at være af lavere stand, og som – hvis man skulle tro rygterne – kun havde giftet sig med grev Kinsky for at liste sig ind ad bagdøren til de bonede gulve, sad helt alene under ballet, mens de andre mødre stak hovederne sammen og kaglede i én uendelighed ligesom deres døtre.

Kort efter havde Bertha i sin ungdommelige trods indvilget i at blive forlovet med en væsentlig ældre herre, men kort efter atter hævet forlovelsen. Bagefter var der fulgt to yderligere forlovelser, men ingen af dem var endt med ægteskab. Til gengæld var hun blevet det foretrukne sladderemne blandt Wiens adelige damer – og det var hun stadig. Selvom Bertha melankolsk betragtede det gamle fotografi, var den unge kvinde efterhånden fremmed for hende. Livet havde forandret hende, hvilket hendes afdøde ven havde en afgørende andel i. Men dengang havde hun ikke vidst noget af alt dét.

Bertha bladrede videre. På det næste fotografi var hendes kastanjebrune, krøllede hår sat op efter datidens mode og skjult under en lille hat, der var trukket langt ned i panden. Hun var iført en spadseredragt med højhalset bluse, den lille jakke var syet kraftigt ind i taljen, som dengang i halvfjerdserne havde været en del smallere, hvilket hun nu med en vis tristesse måtte erkende. Fotografiet havde ændret hendes liv, vendt op og ned på alting og fået hende til at ændre præferencerne i sit dengang stadig forholdsvis infantile hoved. Det var dét fotografi, hun i 1873 havde vedlagt sin ansøgning til stillingen som guvernante hos familien

von Suttner. Hvor havde hun dog været en dum og naiv tøs. Som trediveårig havde hun endnu ikke oplevet eller udrettet noget særligt. Store baller, selskaber, ferier, kurophold med sin elskede mor, aftener på kasino – det var alt, hvad der stod på dagsordenen. Hvor havde hun dog ikke vidst ret meget om det virkelige liv.

WIEN, 1873

Bertha pillede nervøst ved sit lommetørklæde, mens kareten trillede hen ad Wiens Ringstraße. Som trettenårig var hun flyttet med sin mor til hovedstaden og havde i det første lange stykke tid længtes tilbage til sin barndoms by Brno. Nu var hun efterhånden blevet ægte wiener, også selvom morens økonomiske situation for et stykke tid siden havde tvunget dem til at flytte ud til Görz. Hun elskede både Ringstraße, der i årenes løb havde udviklet sig til en stadigt mere pragtfuld boulevard, de elegante caféer, der duftede af friskbagte horn og melange, teatrene og museerne.

Men i dag var hun i den grad så fordybet i tanker, at hverken parlamentsbygningen eller Statsoperaen med al deres pomp og pragt kunne aflede hende. Hun kiggede tankefuldt ned på sine rystende hænder, lukkede øjnene og gennemgik i tankerne endnu en gang navnene på medlemmerne af von Suttner-familien.

Bertha havde vovet at tage et utraditionelt skridt. Ved at søge en stilling ville hun endegyldigt opgive håbet om at møde den store kærlighed og indgå ægteskab med en højtrangerende mand og leve i luksus. Hendes mor skammede sig over datterens valg og drømte stadig om, at hun blev gift, men hvad skulle Bertha gøre? I en alder af næsten tredive gik hun for at være gammeljomfru. Hvem ville have hende: en ikke helt ung kvinde uden formue?

Hun havde indtil nu altid været uheldig, når det handlede om kærligheden, og således var der ikke andre muligheder end at blive hos sin mor og dele hendes enkepension –eller at lede efter en stilling. Bertha var gået rundt om sig selv i flere uger, før hun traf sin beslutning. Hun vidste, at det endegyldigt var for sent at stifte familie, men hun kunne på ingen måde forestille sig at blive boende hos sin mor, tværtimod trængte hun til at få hende lidt på afstand.

Hendes eksalterede mor, som hun ikke desto mindre elskede over alt på jorden, kunne ikke holde hus med pengene. De højtravende drømme og hendes ødsle livsførelse var blevet for meget for Bertha. Ellers kunne hun se frem til at bruge resten af sit liv på at læse, spille klaver og lave håndarbejde. En grufuld tanke. Omverdenen krævede, at en ugift kvinde af hendes stand forblev i sin mors eller et andet familiemedlems varetægt for ikke helt at ruinere sit gode navn og rygte. Således havde Bertha ikke andre muligheder end at søge en stilling. Naturligvis havde hun ikke lært noget erhverv. Hun følte, at det var dybt uretfærdigt, at hun som kvinde ikke måtte gå på universitetet. Takket være sin elskede værge, landgreve Friedrich zu Fürstenberg, havde hun imidlertid fået en god uddannelse – hun havde læst dét, hun havde lyst til, var dygtig til at spille klaver og beherskede tre fremmedsprog. Stillingen som guvernante var derfor som skabt til hende.

Kareten standsede ved von Suttners palæ i Canovagasse, der lå midt i byen, kun nogle få skridt fra Ringstraße. Bertha kiggede ud ad vinduet og betragtede den herskabelige bygning. Hun ventede, til kusken åbnede døren for hende, og steg derefter langsomt ned ad de tre trin, så tog hun en dyb indånding og hankede op i sig selv.

Portneren, en høj, mørkhåret mand med et alvorligt udtryk og lettere hovne gebærder, trådte ud fra palæet og bukkede høfligt for Bertha. »Grevinde von Kinsky, det er mig en ære at byde Dem velkommen i von Suttners palæ. Værsgo, træd nærmere!«

Bertha nikkede venligt og trådte ind i den store forhal, der var udsmykket med talrige gobeliner. En behagelig kulde strømmede op fra det lyse stengulv. Baronesse von Suttner kom til syne i en lang, mørkeblå kjole med sine fire døtre efter sig. Hun mønstrede den nyankomne med et velvilligt blik og kom smilende hen imod hende.

»Kære grevinde von Kinsky, det glæder mig at byde Dem velkommen her.«

Bertha gengældte hendes smil. »Glæden er helt på min side, baronesse.«

Husets frue var på trods af sine godt halvtreds år stadig en meget smuk kvinde med glat hud, kunstfærdigt opsat, mørkeblond hår, kostbare hverdagssmykker og en udsøgt garderobe. Bertha stod ifølge rangforordningen over von Suttner-familien, men morens simple baggrund havde lige fra starten umuliggjort et liv, der svarede til baronessens.

»Lad mig præsentere Dem for mine døtre og tjenestefolkene!« De fire døtre tog opstilling foran Bertha. »Lotti, min ældste datter, er fyldt tyve, Marianne er nitten, Louise seksten, og Mathilde, vores yngste skud på stammen, har for nylig holdt sin femtenårs fødselsdag.« Pigerne nejede efter tur.

Bertha var henrykt over at se deres kønne ansigter, de fortryllende kjoler og uskyldige smil, der mindede hende om dengang, hvor hun selv var ung. Den mindste af pigerne, et spinkelt væsen med engleagtigt, bølgende lyst hår, bar en lille, hvid hunpuddel på armen.

»Og hvem er dét?« spurgte Bertha smilende og kløede hunden bag ørerne.

»Det er Amie, madame!« svarede Mathilde med tydelig stolthed.

»Vi har en hund mere, min mands pinscher,« forklarede baronessen. »Den hedder Æggesnaps.«

Bertha trak på smilebåndet. »Det er fire vidunderlige døtre, De dér har, baronesse,« forsikrede hun lidt efter.

»Og tre voksne sønner, men dem skal der ikke holdes opsyn med længere!« Husets frue slog en latter op ved forestillingen om, at de unge mænds skulle passes af en guvernante.

»Tre sønner – det må jeg nok sige,« svarede Bertha for at smigre baronessen. Hun vidste imidlertid godt, at familien havde syv børn. Hun havde endda lært sønnernes navne, alder og rang udenad på forhånd.

»De møder Carl og Arthur ved aftensmaden. Richard bor med sin kone på godset Stöckern,« forklarede baronesse von Suttner.

Bertha nikkede. Hun blev ført ind mellem rækkerne af tjenestefolk, der alle hilste venligt på hende ved at neje, bukke og præsentere sig: to kammertjenere, en jæger, tre kammerpiger, to stuepiger, en buttet, rødkindet kokkepige, to køkkenpiger, kusken og portneren. Bertha var på én gang imponeret og skræmt, for antallet af tjenestefolk gav et fingerpeg om familiens utrolige rigdom.

»Følg med, grevinde Kinsky!« sagde baronessen, »så skal jeg vise Dem rundt.«

Bertha nikkede og fulgte efter hende op på første sal gennem den grønne, den gule og den blå salon, forbi baronessens sovegemak og videre til mandens arbejds- og herreværelse med træplader på væggene, hvor der stadig hang en let dunst af cigarrøg i luften.

»På første sal bor min mand og jeg, mine døtre – og fra og med i dag bor De her også. På mellemetagen bor to af mine sønner: Carl med sin hustru, grevinde Firmian, og min yngste søn, Arthur.«

Baronessen førte Bertha gennem de to pigeværelser hen til det rum, der var tiltænkt hende.

»Nu er jeg nået til vejs ende med min rundvisning. Dette rum bliver Deres soveværelse. Jeg håber meget, at De vil føle Dem godt tilpas her. Nu får De mulighed for at nette Dem lidt, jeg sender kammerpigen herop, som vil være Dem behjælpelig med at pakke ud og klæde om. Jeg beder Dem om at stille i den blå salon om en time. Så vil vi drikke en kop te og drøfte alt andet. Klokken fem spiser vil til aften. Så vil De møde husets herre.«

Bertha nikkede. »Mange tak, baronesse.«

Med en diskret håndbevægelse sendte fruen sine døtre ud og lukkede den høje, tunge dør efter sig. Bertha tog en dyb indånding. Hun så sig usikkert omkring i det prægtigt indrettede værelse. Midt i rummet stod der en seng af mørk mahogni med en baldakin af blankt, lyserødt stof. Foran de store vinduer, der lukkede en del lys ind i rummet, var der anbragt en hyggelig, polstret øreklapstol. Bertha smilede tilfreds. Hun satte sig dér og nød en vidunderlig udsigt til den barokke Karlskirke med det grønne kuppeltag og de to imponerende reliefsøjler. Imens fortrængte hun den stille tvivl, der langsomt var ved at gribe hende. Det havde helt sikkert været rigtigt at tiltræde stillingen som guvernante i denne her familie.

Til eftermiddagsteen og middagen valgte Bertha at iføre sig en hvid kjole med små, sorte prikker, en højhalset krave og en kæmpemæssig sløjfe, der fremhævede hendes bagdel. Kammerpigen hjalp hende roben på og satte håret fast med

spænder af sølv. Så forlod hun rummet, og Bertha iagttog tilfreds sig selv i spejlet. På det væghængte ur kunne hun se, at eftermiddagsteen blev serveret om et lille øjeblik. Lettere nervøs begyndte hun at gå hen til salonen, bankede på og åbnede døren.

»Nå, grevinde Kinsky, dér er De!« udbrød baronessen glad. »Sæt Dem her hos os! Jeg håber, De har fundet Dem godt til rette?«

Bertha nikkede, satte sig ved siden af pigerne og smilede. »Ja, mange tak.«

Endnu en kop te blev serveret, og Bertha takkede.

Hun havde kun lige smagt på den varme drik, da døren på ny gik op, og en ung mand med snoet overskæg kom ind til dem. Han var overordentlig elegant og flot.

»De damer, rigtig hjertelig godaften!« sagde han og sendte fingerkys til sine søstre. Hans gode humør virkede smittende.

»Arthur, hvor er det dejligt, du allerede kommer til eftermiddagsteen,« svarede baronessen.

Den unge mand vendte sig mod Bertha. »Og De er altså grevinde von Kinsky, vores nye guvernante?«

Bertha rejste sig for at hilse på ham.

»Nej, bliv endelig siddende,« sagde han smilende.

»Mig en fornøjelse, hr. baron,« svarede Bertha og nejede usikkert.

Arthur så på hende med et udtryk, der på én gang var undersøgende og venligt, inden han kom nærmere og tog hendes hånd for at antyde et kys.

»Mine kære søstre vil glæde sig over at modtage sangundervisning. Jeg har hørt, at De skulle være en fremragende sangerinde.«

Bertha slog forlegent blikket ned. »Ja, men det var desværre ikke nok til at blive operasangerinde.«

Arthur lo. »Operasangerinde? Overvejede De dét?«

Bertha nikkede uden at sige noget. Det havde været hendes hemmelige drøm, hendes passion. Hun havde studeret i mange år, både i Paris og Milano, indtil der brat var blevet sat en stopper for hendes drømme, da den velansete sanglærerinde madame Pauline Viardot-Garcia efter en sangprøve hurtigt og skånselsløst havde fortalt hende, at hun ikke havde det fornødne talent.

»Nå, men det er også højst usædvanligt at vælge en levevej som operasangerinde, når man tilhører de højere klasser, ikke sandt?« Arthur smilede anerkendende, satte sig ned og rettede derefter sin opmærksomhed mod familien.

Mens Bertha nippede til sin kop, iagttog hun, hvordan Arthur godmodigt drillede sine søstre. De forgudede ham og så ligefrem ud til at konkurrere om hans gunst. Bertha smilede over de morsomheder, han underholdt pigerne med. Han er omgivet af en sær trolddom, tænkte hun henrykt, men gjorde alt for ikke at lade sig mærke med det.

»Er far kommet hjem?« spurgte Arthur lidt efter. Bertha kunne aflæse på hans ansigt, at han havde respekt for den gamle baron.

»Han vil være her til middagen ligesom dine to brødre.« Baronessen vendte sig mod Bertha. »Min søn Arthur læser jura, kære grevinde, og vi ser alle frem til, at han snart bliver færdig.«

Arthurs mine blev dyster, og han kiggede indgående på sin mor, mens han nikkede langsomt. »Den gamle kan nærmest ikke vente på, at jeg flytter ud herfra!«

»Arthur!« sagde baronessen irettesættende, men afholdt sig fra at sige mere.

Arthur trak på skuldrene med et underdanigt smil. »Lad

os nu hellere tale med vores gæst, ikke sandt?« foreslog han.

»Kære grevinde von Kinsky, hvordan har Deres liv indtil nu set ud?«

»Jo, altså, jeg er vokset op i Brno og Wien og har fået en god uddannelse,« svarede hun forlegent.

»På en klosterskole går jeg ud fra – således som det er almindeligt for døtre af gode familier?«

»Nej, min værge, landgreve fon Fürstenberg, foretrak at lade mig blive undervist af privatlærere.«

A rthur nikkede anerkendende. »Det er sandelig også usædvanligt. Sikke et held, kunne man sige.«

»Arthur!« sagde baronessen igen strengt.

»Jeg er overbevist om, at mine søstre vil nyde godt af deres gode dannelse.«

»Det håber jeg,« svarede Bertha, denne gang lidt mere afslappet.

Efter at pigerne havde fortalt op ad døre og ned ad vægge, og Bertha havde fået en første introduktion til den strenge plan for sit daglige arbejde, rejste selskabet sig og fulgte efter baronessen ind i spisesalen. Den gamle baron von Suttner og hans ældste søn, Carl, med sin kone, Luise von Firmian, var der allerede og hilste høfligt på guvernanten, omend med en vis distance.

Inden længe konstaterede Bertha, at Carl med sine konservative meninger og alvorlige facon adskilte sig kraftigt fra den yngre Arthur. Faren levede op til det klassiske billede af en adelig patron. Bertha havde forberedt sig samvittighedsfuldt og vidste, at han var en højst velanset herre. Med sine konservative politiske holdninger var han under revolutionen i 1848 blevet berømt i de finere kredse, for mens kampene rasede i Wien, havde han indlogeret den skræmte kejserfamilie på sit gods Zogelsdorf. Elleve år

senere havde han desuden grundlagt en støtteforening til fordel for krigsofre.

Under middagen blev Arthur ved med at skæve over til Bertha, blinke og smile indforstået til hende. Han lagde ikke skjul på, at han var dybt uenig med sin far og sin bror. Men der var åbenbart ingen, der bebrejdede ham det, tværtimod, familien lod sig hellere end gerne smitte af hans gode humør.

Da Bertha ved ellevetiden udmattet vendte tilbage til sit værelse, gjorde hun sig klar til at gå i seng, mens hun lod aftenen passere revy. I mellemtiden var hun blevet overbevist om, at hun nok skulle få det godt hos familien von Suttner. Hun tænkte en smule vemodigt på sin mor, der nu var alene, og det var sikkert en lige så stor omvæltning for hende, at Bertha var flyttet.

»Godnat, kære mor,« hviskede hun og sendte et kys ud i luften. Kort efter faldt hun i en dyb søvn.

... Historien fortsætter i bogen.