De navnløse

De navnløse

Af samme forfatter:

Postkort fra Californien (2020)

Spor i sneen (2022)

TONNY VORM

De navnløse

Gutkind

De navnløse

© Tonny Vorm og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Simon Lilholt / Imperiet Sat med Sabon hos LYMI DTP-Service

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0874-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Frederikke, Marius og Nina

Der er en ganske kort periode i ethvert menneskes liv, hvorunder dets karakter får lagt sit afgørende fundament.

george orwell, burmadage

Lolland 1897

Foden klør. Georg krænger højre sko af, giver sig til at kradse med fyldepennen. Kløen meldte sig i går aftes og føles som en prikken med en brændende nål hen over vristen. Et eller andet har stukket ham. En torn, måske et lille insekt, men der har intet spor været efter den skyldige i hverken sok eller sko, og den befriende fornemmelse af at klø igen er nu afløst af en irritation over konstant at blive afbrudt. Det er umuligt at lade som ingenting.

Blikket glider mod ruden, da kløen er dulmet. Toget rasler rytmisk, knager og vugger, mens landskabet glider forbi udenfor. Formiddagssolen hviler over jorden, hvor krumbøjede kvinder flere steder er i gang med at luge roer på de endeløse, flade marker. I det fjerne kan sukkerfabrikkens høje skorsten anes som en smal søjle på himlen.

Synet fylder Georg med harme og får ham til at sætte pennen til notesbogen i sit skød. Han har valgt at skrive det hele ned, men vrider sig i sædet ved tanken og føler sig ilde til mode. I en vis forstand har Georg selv svigtet,

må han erkende. De ting, han troede på og drømte om, alt det, han tog for givet, lå længe som et slør og dækkede over kendsgerningerne.

Bogen er fyldt med løsrevne ord og tekstfragmenter, indtryk, der ikke vil give slip. Han er endnu i færd med at danne sig et overblik over de seneste måneders hændelser, og der er masser af spørgsmål og huller i fortællingen, som han føler trang til at udfylde med digtede optrin, der kan få tingene til at hænge sammen. Men det afholder han sig trods alt fra. Han har heller ingen anelse om, hvor ordene vil føre ham hen, men alene glæden ved at skrive er nok til at fortsætte.

Kun den generende kløe på højre fod forstyrrer strømmen af ord. Han fisker lommetørklædet frem, bukker sig ned og lægger det på vristen, hvor han må have kradset hul i huden. En rød plet af blod breder sig straks over den hvide strømpe. Han folder lommetørklædet en gang og presser det mod såret, indtil det holder op med at bløde.

Et par måneder tidligere

Georg følte sjældent trang til at bestille noget om eftermiddagen og havde derfor skabt en lille leg for sig selv: Mødte han ingen på sin vej gennem rådhuset efter frokost, havde han ret til at lukke døren til kontoret og holde resten af dagen fri med avisen eller en god bog og en pibe tobak.

Af samme grund tog han ofte bagtrappen, og det havde han også gjort i dag, men straks efter at have sat sig i lænestolen bankede det på døren. End ikke tændstikken havde han fået strøget og ført til piben.

Georg sad som forstenet, holdt vejret og håbede, at vedkommende ude på gangen ville forsvinde af sig selv. Da døren blev åbnet, blussede temperamentet øjeblikkeligt op, og han skulle til at skælde ud, men stoppede i tide, da han opdagede, at den ubudne gæst var borgmester Svanenskjold.

“Der er fundet et druknet spædbarn oppe ved Kastager,” brummede borgmesteren bag en sky af cigarrøg.

Georg lagde avis, tændstik og pibe fra sig på læsebordet og kom hastigt på benene, nikkede uden at vide, hvad han skulle sige. Endnu et dødt spædbarn? Det var pokkers. Men hvad havde det med ham at gøre? Der var da rigeligt at se til i forvejen. Skrivebordet flød med papirer, dokumenter og bilag, pantebogsfolier, der skulle ajourføres, og en snes beigefarvede mapper med forsikringssager. Alene synet af roderiet drænede ham dagligt for energi.

“Fundet?” spurgte han uden at skjule forvirringen.

“Barnet blev fundet i en skovsø i morges, ja,” sagde borgmesteren og pustede endnu en svær røgsky ud. “Beskeden blev indtelefoneret tidligere. Jeg ved fandme ikke, hvad der foregår. Her er adressen.”

Borgmesteren tøvede og kastede et tydeligt misfornøjet blik på skrivebordet, inden han lagde en lap papir på en stak dokumenter. Georg mærkede et stik af uro og udstødte en nervøs latter. Svanenskjold var en lille, men bred og myndig skikkelse, der fyldte alt med sin tilstedeværelse. Folk rankede ryggen og lyttede, når han sagde noget, også Georg.

“Jeg får sendt Nielsen af sted med det samme,” sagde Georg.

Borgmesteren rev cigaren ud af munden, spidsede læberne og lavede en hvislende lyd. Et net af rynker lagde sig over hans brede pande, da han kiggede på Georg og kneb øjnene sammen mod lyset fra vinduet, så de næsten forsvandt under de mørke bryn.

“Nielsen kan sgu ikke finde sit eget røvhul, når det klør. Nu tager De affære, Rosenkrantz. Vi kan ikke have den slags.”

“Selvfølgelig,” sagde Georg og anlagde et alvorligt udtryk. “Men hvad ...”

“Nu må det her bringes til ophør,” afbrød borgmesteren og pegede på papirlappen. “Den slags sager skader byens omdømme.”

Det var det femte eller sjette spædbarnslig, der var blevet fundet på egnen omkring Nakskov den seneste tid, antallet stod ikke klart i Georgs erindring, men tidligere på året havde Folketidende gjort en helvedes ballade ud af de triste affærer. Avisen anklagede borgmesteren for ikke at tage dem alvorligt. Georg havde et par gange oplevet Svanenskjold miste fatningen i pressede situationer, og han var ikke i tvivl om, at det var årsagen til den opbragte klang i hans stemme. Men hvad kunne man stille op? Forbrydelserne blev begået af tyende på afveje, og pågribelsen af en enkelt af dem ville næppe standse andre kvindfolk i at fortsætte denne ubegribelige adfærd.

“Nielsen er på vej med en vogn dernede,” sagde Svanenskjold og gjorde et nik mod gaden.

Derefter stod borgmesteren tavs et øjeblik og kørte et par spredte fingre gennem overskægget. Georg havde svært ved at aflæse hans blik. Flere spørgsmål trængte sig på, men inden han nåede at sige noget, stak Svanenskjold cigaren i munden, vendte sig uden et ord og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op.

Georg stirrede på den tomme døråbning, lod sig dumpe ned i lænestolen igen og rakte ud efter piben i askebægret. Hovedet kværnede, og han mærkede et lille stik af ubehag i maven ved tanken om det døde spædbarn, men hvorfor skulle Georg involveres, når de forrige drab ikke havde været hans anliggende? Det kunne selvfølgelig

hænge sammen med hans venskab med redaktør Clausen fra Folketidende. Clausen og Svanenskjold var politisk stærkt uenige, men avisen ville vel have svært ved at kritisere borgmesteren for håndteringen af efterforskningen, hvis Georg var på sagen. Som herredsfoged var Georg i realiteten den næstøverste myndighed efter borgmesteren her på det vestlige Lolland.

Han kløede sig i venstre øre og gav slip på et ræb, der efterlod en sur smag af frokostens sild og brændevin. Synet af skrivebordets kaos fik det igen til at flimre for øjnene, og han rejste sig hurtigt fra stolen. Så trak han i overfrakken og stak papirlappen med adressen i lommen.

Lidt frisk luft var vel for fanden ingen skade til, tænkte han, måske det ligefrem kunne aflede tankerne fra de satans pengebekymringer, der var ved at drive ham til vanvid.

Giggen knagede og skrumplede ad landevejen nordpå. Georg lukkede øjnene og lod døsigheden duve gennem kroppen. Byens travle gader og støj forsvandt, landskabet åbnede sig, og solen lunede ansigtet.

“Hendrik har mistet forstanden,” sagde Nielsen ved hans side.

“Var det ikke en papegøje, han havde mistet?” spurgte Georg.

Betjent Nielsen var en ranglet fyr med viltert hår og en trodsig karakter. Han havde ikke alt for meget omløb i hovedet. Det sidste kunne indimellem drive Georg til vanvid. Den unge mand var ikke for kløgtig at høre på.

“Jo, det startede med papegøjen. Men den historie har jeg sgu aldrig haft fidus til. Fuld af løgn er, hvad han er.”

“Jaså,” mumlede Georg lavmælt for ikke at opildne til videre samtale.

“I går aftes fortalte han mig, at han har set Jesus.”

“Jesus? Efter hvor mange snaps?”

“Ja, nemlig ja. Den er god med ham. Men det sagde han.”

Nielsen smældede med pisken, så den mørke vallak vrinskede.

“Jeg spurgte sgu selv,” fortsatte betjenten. “Hvordan kan du være sikker på, at det var Jesus, du så?”

“Hvad svarede han?”

“Han kiggede på mig, som om jeg var idiot. ‘Tror du ikke, jeg kan genkende Jesus, når jeg ser ham?’ Det sagde han bare.”

“Det lyder egentlig fornuftigt nok. Jesus er vel ret genkendelig.”

“Tja, måske,” sagde Nielsen.

Da de nærmede sig Kastager, rømmede Georg sig.

“Kender De gårdejer Storm?”

“Nej, overhovedet ikke.”

“Så lad mig foreslå en strategi, vi kan følge. Jeg fører ordet. Jeg præsenterer Dem, og så nik, men vær tavs, og hold hænderne i siden.”

“Hvorfor det?”

Georg trak vejret. Den spotske modvilje, som man måske naturligt nærede over for en ny chef, havde Nielsen efter et år endnu ikke aflagt sig, og den kom særlig tydeligt til udtryk, når Georg udstak ordrer eller rettede på ham.

“Hold øjne og ører åbne, og undgå de store armbevægelser. Så han ikke føler sig truet. Er De med på den? Jeg skal nok stille spørgsmålene.”

“Okay,” mumlede betjenten.

Det lille lig lå i en frugtkasse i et hjørne af gårdspladsen.

Georg tog hatten af og tørrede sig over panden med et lommetørklæde.

“Det er et drengebarn,” udbrød Nielsen.

Kroppen var mørkeblå, de små hænder knyttet, og ansigtet stivnet i et tomt udtryk. Det vendte sig i Georg, og han måtte kæmpe for at bevare fatningen. Hvem fanden fandt på at slå sådan en uskyldig lille sjæl ihjel?

“Hør, for pokker, kan De ikke finde noget at lægge over?”

Georg kiggede på bonden ved navn Storm. En stor, rødmosset mand med skægstubbe og håret i en krans omkring den skinnende, skaldede isse. Storm vendte sig mod sin kone, der stod i døren til huset.

“Ella, find et tæppe,” råbte han.

En radmager, sort hund af ubestemmelig race rørte på sig ved vandtruget, og kvindens spinkle skikkelse forsvandt indenfor.

Georg trak sit lommeur op af vestelommen, noterede sig tidspunktet for deres ankomst i sin lille sorte notesbog.

“Hvor fandt I ham?” spurgte Nielsen, inden Georg nåede at sige noget.

“Ja, det var jo ikke mig, det var …”

Georg kiggede på bonden. Der var noget vagtsomt i hans blik. Hans tænder var spidse og brune af ælde. Nielsen åbnede munden for at sige noget, men tav, da Georg løftede en hånd. De stod lidt uden at sige noget. Georg fastholdt blikket på Storm.

“Det var en ude fra …” sagde bonden og tav igen, nikkede mod vest. “Han kom derfra.”

Georg lod blikket glide ud i horisonten. Et sneppetræk skar sig hen over den brede himmel, de flade brune og grønne marker flimrede i solen, så langt øjet rakte. Der var langt mellem naboerne her på egnen.

“Hvem var det?” spurgte han.

“En høj starut. Jeg …”

“Og hvorfor ligger drengebarnet så her?” brød Nielsen ind.

For helvede da også. Georg klaskede hænderne hårdt sammen og gav slip på en kort latter for at undertrykke en trang til at give sin betjent et ordentligt los i røven. Storms blik flakkede forvirret mellem de to mænd foran sig. Det var netop det, Georg ville undgå. Folk fortæller mere, når de er trygge.

“Ja, den lille her blev fundet nede ved Sortemosen,” mumlede bonden og indikerede retningen med sin tynde pibe.

“De er sikker på, at De taler sandt? Det forekommer mig at være en sølle forklaring,” sagde Nielsen, med hvad han sikkert selv mente var en myndig stemme.

“En mand vestfra, siger De,” indskød Georg hurtigt. “Hvem var det?”

Bonden kiggede på Georg, igen med det vagtsomme blik.

“Jeg har ikke set ham før. En jæger,” mumlede han. “Men …”

“Men hvad?” spurgte Nielsen hårdt.

“Jeg kender sgu ej manden,” hvæsede han og så trodsigt på betjenten.

“Et øjeblik,” sagde Georg og noterede i sin blok. “En

høj starut, jæger vestfra, der fandt spædbarnet ved Sortemosen og afleverede det her. Forklarede han sig?”

“Han ville informere Dem,” sagde Storm spidst og gjorde et nik mod Georg og Nielsen.

“Hvorfor her? Hvorfor tog han ikke barnet med sig?”

Bonden trak på skuldrene.

“Fyren havde vel nok at bære på,” brummede han og kiggede ned i jorden.

Georg nikkede og gættede på årsagen til Storms tøven. Krybskytteri var udbredt på Lolland, og en fattig fæstebonde havde sjældent fordel af at blande sig i andres affærer.

“Det er ikke Dem, der har gjort det, vel?” spurgte Nielsen.

“Gjort hvad?” vrissede Storm.

Georg bemærkede, at bondens knoer blev hvide på de knyttede næver. Han skulle til at blande sig, men i det samme dukkede konen op inde fra huset. Hun sparkede ud efter to høns, der skræppende flygtede hen over gårdspladsens skæve brosten med baskende vinger. Med et sikkert greb tog hun det lille lig op af frugtkassen og svøbte det i et mørkt tæppe. Hun må have fornemmet Georgs stirren, for da hun rejste sig, mødte hun hans blik. Georg gjorde et lille nik, men stoppede sig selv i at sige tak. Et sorgfuldt udtryk gled over konens blege ansigt, inden hun kiggede væk. Georg mærkede igen en knugende fornemmelse i maven.

Han afbrød bondens og Nielsens kævlerier.

“Har I selv børn?”

Storm kiggede på Georg og udstødte en kort, grov latter.

“Er det noget at grine ad?” spurgte Nielsen.

“Tror De, vi har slået vores eget barn ihjel?”

“Har I ældre børn?” spurgte Georg med rolig stemmeføring.

Storm rystede på hovedet.

“Nej.”

“Kan De vise os, hvor spædbarnet blev fundet?” spurgte Nielsen.

Igen gled der et vagtsomt udtryk over bondens ansigt. Som om han frygtede et eller andet, registrerede Georg.

“Nej. Jeg kan vise jer Sortemosen, men ikke …”

“Hvorfor kan De ikke vise os stedet?” spurgte Nielsen.

“Fordi jeg ikke ved, hvor det er. Jeg siger jo for helvede da, at det ikke var mig, der fandt ham.”

Georg vendte blikket mod bondekonen, der havde sat sig på en bænk nær et buskads. Hunden lå ved hendes fødder. Hun sad med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen, havde løsnet snøren under kysen.

Der var noget trist over det hele. Ikke bare spædbarnsliget, men gårdens stank af armod og opgivenhed. Taget over laden var faldet sammen i den ene ende, husmuren slog sprækker flere steder, så bindingsværksplankerne var synlige. Et stuevindue var dækket til med brædder, og i hjørnet af gårdspladsen stod en rusten vogn på skrå med et manglende hjul. Bortset fra hønsene og hunden var det ikke til at få øje på andre dyr. Landbruget havde i en årrække været skrabet for den ældre generation, der ikke havde energi til at følge med udviklingen, men noget så pauvert som dette havde Georg ikke oplevet før.

“Kan De føre os til Sortemosen?” spurgte Georg.

“Der kan I sgu selv gå ned. Men det vil jeg ikke anbefale, at I gør.”

“Hvorfor ikke?” spurgte Georg.

“Ikke med det fodtøj,” sagde bonden med et hånligt grin. “Det er sumpet som helvede dernede.”

“Så må De hellere med i arresten,” brølede Nielsen og tog et skridt frem mod gårdejer Storm.

Georg trådte hurtigt ind mellem de to mænd og lagde en hånd på brystet af betjenten.

“Vi venter med at inspicere mosen,” sagde han. “Tak for hjælpen, Storm. Vi tager frugtkassen med, og så kigger vi forbi om et par dage. Måske De er kommet på nyt om sagen her.”

“Hvad skulle det være? Jeg har satan raskme ikke …”

Georg stak hurtigt en hånd i vejret for at berolige bonden.

“Jeg mener, hvis De finder noget omkring Sortemosen eller husker noget mistænkeligt eller uregelmæssigt,” sagde han og forsøgte at lyde appellerende. “Det sker, at folk pludselig mindes små detaljer. Den slags kan hjælpe i efterforskningen, og det ville vi være taknemmelige for. Men nu takker vi for denne gang og ønsker jer god eftermiddag.”

Georg løftede på hatten og tog frugtkassen med det lille lig i hænderne.

“Lad os komme videre, Nielsen.”

Lolland, sommeren 1897. Egnen hærges af gårdbrande og spædbørnsdrab. Da endnu et lig af en nyfødt dreng dukker op i en sø nord for Nakskov, bliver efterforsker Georg Rosenkrantz sat på sagen. Han allierer sig med Karen Sjællænder, der som tidligere prostitueret kender alle afkroge af den driftige havneby. Opklaringen trækker tråde til byens store sukkerfabrik og de kummerlige forhold blandt til de polske roebønder.

Magtens mænd vil gå langt for at beskytte deres interesser, og snart må Georg stille sig selv det ubekvemme spørgsmål:

Er han villig til at opgive det magelige liv i samfundets top for at ændre forholdene for dem på bunden?