

På dansk ved Signe Lyng
gutkind
Befrielsen
er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Befrielsen
Copyright © Jens Liljestrand, 2025
Oprindeligt udgivet af Albert Bonniers förlag, Stockholm, Sverige
Udgivet på dansk efter aftale med Bonnier Rights, Stockholm, Sverige
Dansk udgave © Jens Liljestrand & Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Sara R. Acedo & Kenneth Schultz
Sat med EB Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1175-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
AF SAMME FORFATTER
Selv hvis alt forsvinder
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Til mine forældre
“Han syntes indimellem i øjeblikke af klarsyn, eller tilsyneladende klarsyn, at han kunne se, hvordan økonomiske og politiske systemer drev mennesker foran sig, bandt dem og styrede deres vurderinger med tusind næsten usynlige tråde, dirigerede deres oprørthed og ligegyldighed, vækkede dem eller forførte dem. Forførelsens mekanik, ligegyldighedens mekanik. Fangenskabets vilkår, og befrielsens. Følelsens mekanik. Men det rene, krystalklare mønster, han havde drømt om, det logiske spil, han havde forfulgt, det syntes hele tiden at fordunkles af mennesker og menneskers ansigter, og af liv. Af liv.”
Per Olov Enquist, Legionærerne
5.-9. maj 1945
lørdag den 5 . maj 1945
Kvinden foran ham er døende. Den afklædte krop ligger stille og slap hen. Han søger et blik og mødes af et lukket ansigt under tjavser af sjusket flettet hår. I sengen vokser blodpølen så hurtigt, at lagen og madras ikke når at suge den til sig. En mindre pyt har allerede dannet sig på gulvet, og han passer på ikke at glide, da han vender sig om mod jordemoderen og konstaterer, at hun ikke er der.
“Søster Mathilde?”
Jordemodereleven fra Tønder står alene bag ham. Hun vækkede ham for halvfems sekunder siden og har ikke sagt et ord siden da.
“Hvor. Er. Søster. Mathilde?” gentager han vrissent på svensk, og pigen svarer stammende på sin sønderjyske dialekt, noget med at barnet er blevet bragt til undersøgelse, men han afbryder hende.
“Og alle andre?”
Hun ser op på ham under sin hvide kappe og gør en håndbevægelse i retning af vinduet og verden udenfor.
“De fester,” hvisker hun. “Siden i går aftes.”
Edvard ser ned på moren igen, skæver til blodet, forsøger at forme blikket til en beholder. 1.000 milliliter? 1.500? Meget i hvert fald.
Han ånder dybt ind gennem næsen, suger den skarpe, opkvikkende lugt af kemikalier til sig. Han har fået en times søvn. Det bør række. Det må række.
“Placenta,” siger han, og pigen rækker et blikfad frem med moderkagen. Han stryger let med gummihandskens fingerspidser langs dens ene kant. Den føles flosset, laset, som et tykt stykke skinke, en hund har været henne at tygge på. Jordemodereleven ser ned på den blodige, årede klump og møder så hans blik igen, og han tvinger sig
til at besvare hendes rædsel med et køligt smil. Derpå vender han sig atter mod patienten.
“Frue,” siger han og klapper let på den blege kind. “Frue.”
“Rasmussen,” siger eleven, som har stillet sig på den anden side af briksen. “Marie Oline. Her fra Rønne. Femte barn. Født i 18.”
Han stryger nogle våde, gråsprængte hårtjavser væk fra moderens ansigt.
“Marie Oline, kan De høre mig?” siger han på dansk. “Mit navn er doktor Carlsson. De befinder Dem på Bornholms Amtssygehus i Rønne. Det er lørdag morgen. Om et øjeblik undersøger jeg Dem. Det kan føles lidt ubehageligt.”
Bag de opsvulmede øjenlåg anes kun en glasagtig tomhed, og uden at vente på svar fører han højre hånd ind i kvindens underliv. Forsøger at se med fingrene, gennem handskerne. Blødt, glat. Klæbrig varme. Bevæger hånden endnu længere ind, op imod livmoderhalsen. Fru Rasmussen stønner og jamrer sig, en svag hånd forsøger at skubbe ham væk, eleven bøjer sig frem og hvisker noget, holder blidt den kraftesløse arm nede.
Der. Nogle trevlede klumper kød. Han former pege- og langfinger til en pincet og trækker stykkerne ud med en slubrende lyd og lægger dem på blikfadet sammen med resten af moderkagen, som et puslespil af væv. Nej. Der mangler stadig. Blodet fosser ud af vagina, og fru Rasmussen skriger, og eleven trykker hendes hoved mod sit stivede hvide bryst og mumler noget, han formoder er en bøn.
Han fører hånden ind igen, metodisk, mekanisk. Føler sig frem. Muskler, knuder, slimhinder. Kød. Trykker hele tommelfingeren ind for at få bedre fat, mundingen er langt nede over håndleddet nu, der hvor handsken ikke dækker, fremmed våd og varm mod hans bare hud. Kom nu. Der. Ja. En stor las. Ud til fadet, læg den ved. Ja. Tak. Nu er moderkagen komplet.
Edvard sukker, strækker ryggen og hører, hvordan det knager, han burde gøre gymnastik, gå ture, hans krop kommer ikke til at klare det her så mange år længere.
“Ergometrin, nul komma fem,” siger han til pigen. “Det har De vel prøvet før?”
Hun skynder sig hen til skabet og er hurtigt tilbage med sprøjten. Han nikker opmuntrende til hende, mens hun sætter kanylen i den slappe hånd. Blodet fosser stadig, og Edvard bøjer sig over kroppen og trækker vejret dybt for at samle kræfter. Så borer han den ene knytnæve, så hårdt han kan, ned i maven på fru Rasmussen, som om han æltede dej, trykker nedad med hele sin vægt, til han møder modstand i rygsøjlen, og sengebunden knager under det leddeløse legeme. Han kigger ned mod underlivet. Blodstrømmen er svundet ind til en piblen.
Eleven stirrer på ham, og han smiler søvnigt.
“Det ville være godt med lidt kaffe, mens vi venter. De ved da, hvor min kaffe er, ikke? Og cigarerne.”
Pigen forsvinder ud på raske ben, næsten som en flugt, og han bliver stående i samme ubekvemme stilling med knytnæven trykket mod patientens mave og forsøger, så godt han kan, at slappe af i hofter og ryg. Nu, hvor roen har sænket sig, kan han opfatte lydene derude, latter, skrålen, nogle unge mænd, der synger. Folk har sikkert festet, lige siden beskeden kom i går aftes. Han hørte ikke nyheden selv, men fik den fortalt af doktor Kofoed lidt senere. Hvordan oplæseren havde afbrudt sin vanlige rapport, da han fik papiret i hænderne.
Tyskerne har kapituleret til Montgomery, havde Kofoed andægtigt sagt og strøget sig over det grånende skæg. Vi er frie nu. Klokken otte i morgen træder det i kraft. For satan, sikke en kæfert, jeg skal have på.
Fru Rasmussen klynker og vrider sig i sengen, da bevidstløsheden begynder at slippe. Et skræmt, forvirret blik møder hans.
“Godmorgen, Marie Oline,” siger han. “Mit navn er doktor Carlsson. De har mistet meget blod, men snart vil De få det bedre.”
Pludselig vælter sygeplejerskerne ind på stuen, søster Mathilde og tre andre, som han ikke har ulejliget sig med at lære navnene på, og i kølvandet på dem jordemodereleven med kaffebakken. Gulvet skal skures, og sengetøjet skiftes. Edvard slipper aortakompressionen i nogle sekunder, mens de løfter fru Rasmussen over på en nyopredt seng og lægger et lagen over hende, rutinerede hænder trækker den blodige hvide kittel af Edvard og får ham i en ren, og så trykker han ned med knytnæven igen. Nogen burde sige noget, bede om forladelse for, at de
ikke var her, for at de efterlod en nyforløst kvinde med kun en elev som tilsyn til trods for den åbenlyse risiko for kraftig blødning. Men der kommer ingen undskyldninger. Tværtimod kigger de på ham med en ny slags nonchalance. Måske er det kaffeduften, der får dem til at skule ekstra, ingen af dem har smagt rigtig kaffe i flere måneder, måske endda flere år, og han må skænke den op selv med sin frie venstrehånd, han ryster af træthed, og de dyrebare dråber skvulper ned i underkoppen.
Kvinderne gør stuen i stand uden hverken at henvende sig til ham eller se på ham. Han slubrer kaffe og kigger ud ad vinduet. Fru Rasmussen vågner op og jamrer efter sit barn, og netop som han skal til at svare, bliver han afbrudt af søster Mathilde, der taler hen over ham, barskt og myndigt, som om hun beroligede et dyr, en velskabt dreng, nøjagtig tre kilo, du får ham snart at se, sov nu, min pige.
Edvard beder eleven om at tænde en af hans Woermanns, og hun skæver til søster Mathilde, men gør, som han siger. Han ryger cigar med venstre hånd, den velkendte, men besynderlige følelse af at ryge med gummihandske, og mærker den højre begynde at sove mod fru Rasmussens mave.
Der går en time. Han står stadig i samme stilling. Rundt om ham pusler kvinderne med deres. Cigaren krymper langsomt i hans hånd, røgen svæver bort som hvide skyer, han noterer opgivende, at ingen har givet ham et askebæger, og asker i den tømte kaffekop.
Han forsøger at lade være med at føle noget som helst, renser hjernen for alt, hvad der gør ondt. Søger i hukommelsen efter et maleri at hvile i. Et særligt lys, ligesom mælket, grynet hvidt, malet med så tyk farve, at penselstrøgene ses, som om et rovdyr har trukket sine kløer over lærredet. De gule felter, de røde hustage, det blå hav. Fiskenettene. Uden for vinduet er det blevet lyst. Det bliver vist smukt vejr i dag, igen. Han lukker øjnene. Krigen er forbi, og han står ved havet, alene bortset fra et par enkelte havfugle mod den nøgne horisont. Han skuer ud over den brølende evighed, og rundt om ham stiger søjler af sten op fra det stille vandspejl, høje som kirketårne, skarpe som brækkede ribben, og endelig er han fri af snavset og sygdommen og hemmeligheden.
Elvira.
Jeg bliver bare kaldt Elvira.
Han farer sammen. Fuglekvidder og slukket cigar. Fru Rasmussen slumrer fortsat, men har fået bedre farve i ansigtet. Med missende øjne ser han sig om på stuen, noterer, at Runge, den nye reservelæge, er kommet ind og står og hvisker med sygeplejerskerne, de fniser ad et eller andet, strammer sig an, da de mærker, at han er vågen. Forsigtigt letter han knytnævens pres mod maven, klæbrig af levret blod, og kigger op på væguret.
“Syv,” siger han og forsøger at lyde munter. “Lørdag den 5. maj klokken syv. Så må De vel forsøge at holde den sidste time af besættelsen ud.”
Ingen lader til at påskønne spøgen. Med stive fingre ruller han gummihandskerne af og vasker hænderne under hanen.
“Vil hr. kandidaten være så venlig at holde patienten under opsyn?” fortsætter han, vendt mod Runge. “Underret mig omgående, hvis der igen skulle opstå blødning. Omgående.” Han er omhyggelig med at tale svensk, og reservelægen nikker uden at kigge på ham.
Uden for salen indhenter jordemodereleven ham og peger diskret over mod bænken, hvor en stor, grov mand med uglet hår sidder og sover med hovedet i hænderne. Edvard nikker, går derover og lægger en hånd på den brede skulder, først nu ser han, at han ikke har fået alle blodpletterne væk fra håndleddet.
“Hr. Rasmussen?”
Det rødmossede, ubarberede ansigt bærer et øjeblik skyggen af en nyvækket drengs uskyld, inden den voksne mand løber ud i alle rynker og folder og anlægger en mistænksom, gnaven mine. Hr. Rasmussen rejser sig i hele sin kedeldragtklædte højde. Han har knap nok en tand tilbage i overkæben, og den dialektale ordflom er på én gang bedende og bebrejdende, flyder som en dynge visne blade på en tyk flod af sprit.
Edvard forsøger at lade stanken og anklagerne prelle af, forsøger at sætte sig i mandens sted et kort øjeblik, mærke, hvor fremmed han føler sig på sygehuset, hans skam og magtesløshed over for dette kvindeanliggende. Det går op for ham, at ingen har talt med hr. Rasmussen endnu, at ingen har ladet ham vide, hvordan det går med hans kone,
om hans barn lever, alt, hvad han har hørt og set, er skrigene og de blodige lagener, som sygeplejerskerne bar ud for over en time siden.
“Min gode mand,” siger Edvard, “De har fået en søn. En fin dreng. Marie Oline fik en blødning, men den er standset nu.”
“Dør hun?” snøvler manden. “Hvad fanden er det, De står og siger?
Dør Majine?”
Edvard ryster på hovedet og slår over i dansk.
“Hør nu, hvad jeg siger, hr. Rasmussen,” siger han. “Deres kone har det godt nu. Hun sover. Blødningen er standset. Om lidt skal De få både hende og Deres søn at se.”
Granitansigtet revner, og manden støtter sig til væggen for ikke at falde sammen. Edvard mærker en enorm træthed. Han må have et bad.
Han forsøger med hånden på skulderen igen.
“Hr. Rasmussen, tag Dem nu sammen. Gå hjem og vask Dem, og få noget koldt at drikke. Eller noget, der ligner kaffe. Lad flasken stå. Få en kam gennem håret. Barber Dem. Kom tilbage ædru, i rent tøj. Tag også tøj med til barnet, Marie Oline har sikkert lagt noget frem.”
Han forsøger sig med et hjerteligt smil. Det føles uvant, som at prøve et gammelt jakkesæt og opdage, hvor dårligt det sidder.
“En buket blomster måske? Jeg tror, der er kommet blå anemoner i skoven.”
Manden mumler et eller andet mørkt bag sin knyttede næve.
Edvard kigger efter i æsken. Han har et par Woermanns tilbage, og der er jo trods alt fred nu.
“Værsågod,” siger han og rækker en cigar frem. “Nu fejrer vi det. En søn født i frihed.”
Hr. Rasmussen tager imod cigaren, lader den falde på gulvet og stamper på den. Med en overraskende smidig bevægelse af sådan en kleppert at være griber han fat om Edvards skuldre som til en omfavnelse og giver ham én i skridtet, et hårdt, bredt knæ direkte op i testiklerne. Det går så hurtigt, at Edvard ikke når at tænke, før han ligger på gulvet, og Rasmussens grove støvler sparker ham hårdt i maven og i siden, en gang, to gange. Det tredje spark er løsere og dermed det mest
fornedrende, som et mumlende bifald til noget, der allerede er blevet sagt klart og tydeligt.
“Ja, nu fejrer vi det,” siger manden. “Men ikke med sådan en som Dem.”
Spytklatten rammer Edvard bag øret. Smerten er så stærk, at han ikke formår at tørre slimen bort.
Han ligger sammenkrummet og hører trampet fra hr. Rasmussens arbejdsstøvler fjerne sig, hører døre, der åbnes, hvisken af stemmer.
Han åbner øjnene. Nogle centimeter fra hans ansigt ligger den kvaste cigar.
Han vrider hovedet rundt og kigger op. Søster Mathilde står bøjet over ham. Hendes stivede, blege ansigt røber ingenting. Ved siden af hende står Runge og forsøger at skjule et grin.
“En time mere,” siger Mathilde tørt. “De må vel forsøge at holde det ud.”
I barberspejlet stirrer et par trætte, grågrønne øjne på ham, tyngede af alvor eller søvnmangel eller begge dele. Det rødbrune hår er klippet kort af nødvendighed, næsen er skarp, munden uden appetit. Når folk får at vide, at han kun er tredive år gammel, får de noget forvirret i blikket. Nogle forsøger at finde en venlig måde at sige det på, det ses, at hr. doktoren bærer på et stort ansvar, de fleste retter bare opmærksomheden mod noget andet. Edvard ved, hvor ordinær han ser ud, og tager sig ikke af det, bruger mest spejle i sammenhænge som denne, til pleje og hygiejne.
To ynglinge har fejret Danmarks nyvundne frihed med at stjæle en af tyskernes motorcykler og køre den direkte ind i en husmur. Han har også vagten på den kirurgiske her til morgen og bruger nogle timer på at gipse kvæstede kroppe, mens de berusede unge mænd skiftevis synger og skriger. De ligner to mumier, da sygeplejerskerne har anbragt dem på ryggen med udstrakte arme og ben i hver sin seng, og han konstaterer, at i hvert fald den ene vil komme til at halte resten af sit liv. Yderligere en forløsning er foretaget i løbet af natten, men skorstensfejerens hustru, fru Holm, født i 22 og fra Nexø, har gudskelov haft det
nemmere end fru Rasmussen, selv om hun er førstegangsfødende, og slap med to overfladiske sting. Hun sidder allerede op med sin ostemad og sit glas tykmælk, hun har et påbegyndt strikketøj ved siden af sig i sengen og smiler taknemmeligt til ham, da han skynder sig forbi, og han meddeler søster Mathilde, at fru Holm kan udskrives allerede nu på mandag. Derefter får han en pige ind med blindtarmsbetændelse og en landmand, der er blevet sparket af sin hest tidligt i morges, sikkert i skræk over alt uvæsenet, inden han får et øjeblik tilovers til sig selv.
Smerten i skridtet klinger kun langsomt af og bliver hængende som en vag iling, et ubestemmeligt ubehag, som af en pligt, han burde have taget sig af, men har glemt.
Personalet er til gengæld høfligt og korrekt på grænsen til det venlige. Han forestiller sig, at de skammer sig, ganske vist er tiderne, som de er, men at en nybagt far går løs på en læge? Herinde? Man har sendt en pedel ud – et ordentligt brød, der er søn af en finsk snedker og aldrig bliver kaldt andet end Finnen – for bistert at meddele hr. Rasmussen, at han bedes holde sig væk fremover, ja, at han faktisk forbydes adgang til sygehuset, og større retfærdighed lader det ikke til, at Edvard vil opnå i dag.
Det er en vidunderlig, solrig morgen, og efter barberingen går han vanen tro ud i haven foran sygehuset, til bordet under den pragtfulde kastanje. En portør kommer med en morgenbakke, og nogen har sågar stillet et lille glas appelsinmarmelade ved siden af det ristede brød og osten. Måske som en forsonende gestus, måske som en del af den almene fejring, ligesom den lille flagstang af træ på bakken. Der er flag overalt i dag, han ser sygeplejersker vifte med papirflag, ude på vejen skimter han folk med danske flag på vej ind til byen, ja, selv i isolationsafdelingens afsidesliggende bygning har nogen hængt flag op i de lukkede vinduer.
To portører har båret en gammel mand ud på en båre og sat ham ned i græsset, så han kan nyde solen, og Edvard hører dem tale ophidset om København. Fejringen der – i det vestlige, store, andet Danmark, som de altid kalder ovre – lader til at være af et format, som ingen tidligere har set, en historisk jubelbølge, der skyller frem over Rådhuspladsen,
Frederiksberggade, Gammeltorv, Nyhavn. Folketinget skal samles igen, en regering skal dannes, de tyske soldater har nedlagt våbnene og venter på at kunne overgive sig til englænderne, måske endda til general Montgomery i egen høje person. Mørklægningsgardinerne er blevet revet ned og brændt i store bål på gaderne. Hagekorsflag kastes ud fra nazisternes hovedkvarter og rives itu af folkemængden. Fædrelandets redaktion er blevet rømmet, og de nyligt illegale Information og Morgenbladet er flyttet ind i de lokaler, der for bare nogle timer siden hamrede nazisternes og medløbernes løgne ud. Til trods for at der rapporteres om gadekampe, er København et kaos af euforiske, syngende, jublende folkemasser. Det er rigtigt nok, siger man, nu sker det, omsider, det er slut.
Den gamle på båren sætter sig op som for at sige noget, men der kommer ingen ord, kun tårer, han græder, så han ryster, og portørerne sætter sig på hug på hver sin side af ham og lægger et tæppe om hans magre, dejhvide skuldre, og sådan bliver de siddende, midt på græsplænen, det ser ud, som om de også græder. Edvard spiser sit ristede brød med marmelade og ost og hælder mælk i sin te med en hånd, der stadig dirrer en anelse efter at have reddet ham den utaknemmelige satans kones liv.
Han spekulerer på, hvordan de har det oppe i Stockholm, om de også fejrer freden der. Han ville gerne ringe og spørge nogen, men ved ikke hvem.
“Hjemve?” spørger Palle og slår sig ned over for ham. Det er ikke kun timingen, der er uvirkelig, der hviler noget drømmeagtigt over hele direktør Sørensen, han er som trådt ud af en patriotisk ugerevy med sin lige næse, markerede kæbe og øjne så mørkeblå som fuldmodne blåbær. Her til morgen er han iført sit bedste jakkesæt, med nystrøget skjorte og et elegant, stribet silkeslips fra Amerika og, som prikken over i’et, en blød hat, der gør ham om muligt endnu mere filmstjernesmuk. Tøjet sidder som støbt på kroppen, der er slank og atletisk efter en opvækst med svømmekonkurrencer og gymnastikøvelser. Om ærmet på den røggrå jakke bærer han modstandsbevægelsens armbind i blå uld med en rød-hvid stribe i midten og et metalemblem med de tre løver.
Det er første gang, Edvard ser Palle bære armbindet. Det er også første gang, Palle besøger ham på hans arbejdsplads. En skælven går igennem ham. Han undertrykker en pludselig trang til at rejse sig fra bordet og omfavne sin gamle ven.
“Vi burde fejre det ordentligt!” siger han i stedet. “Skal vi ikke tage og drikke os godt og grundigt fulde, du og jeg?”
“Jeg kan nok ikke holde dit tempo længere, Teddy,” siger Palle og stikker uden videre fingeren ned i marmeladeglasset og fisker en stor, rødgul klat op, som han stopper ind mellem de smukke, næsten kvindelige læber. Det er kun Palle, der kalder Edvard for Teddy. Som barn hadede han det altid, nu vækker kælenavnet minder om svundne somre, lykkeligere tider, som når man genkender duften af en parfume i et gammelt stykke tøj.
Vennen smasker appelsinmarmeladen i sig, himler henført med øjnene over smagen, slikker fingeren ren og smækker med læberne.
“Britisk. Man kan smage det på bitterheden. Det er kun englænderne, der laver den på pomeranser. Det må være fem år siden, jeg spiste vores sidste glas op.”
To sygeplejersker går forbi bordet, og direktøren hilser charmant ved at lette på hatten og smile med klæbrige læber. Kvinderne smiler genert til svar og fniser, måske lidt højere og frækkere, end de burde, en anden frihed i de trippende fødder og vuggende hofter, en udfordring, kom og leg, og hvorfor ikke, på en morgen som denne? Palle følger dem med et blik, der er på én gang grådigt og velfornøjet, smasker igen og lægger hatten på bordet.
Siden Edvard ankom til øen for næsten et år siden, har han kun mødt Palle en håndfuld gange, selv om de er barndomsvenner. Ud over en pligtpræget jul og påske i det pragtfulde hus, hvor Palle bor med sin smukke, unge hustru, har direktøren ikke virket interesseret i videre samkvem. Dette uventede besøg gør Edvard både glad og nervøs.
Palle kører den ene hånd gennem det tykke, lyse hår og misser op mod solen, som trænger ned gennem en sprække i kastanjens tætte løv, trækker vejret ind, som om han tager tilløb.
“Hvornår tror du, de kommer?”
“Hvem?”
“Hottentotterne. Hvem tror du?”
Edvard tømmer sin tekop og børster krummerne af sin hvide kittel med linnedservietten.
“Englænderne dukker nok ikke op det første par dage,” siger han. “Du og dine venner har et stort ansvar nu, det håber jeg, du forstår.” Replikken lyder fjollet og opstyltet og værst af alt svensk.
“Det gælder også dig og dine venner,” svarer Palle kort.
Edvard sukker, men lader fornærmelsen fare.
“Som du siger,” fortsætter vennen og stiller marmeladeglasset fra sig, “vi har et ansvar. Men visse af os er lidt … tja. Vrede.”
“På tyskerne? De er ryddet af vejen om en uge.”
De velformede læber presser sig sammen.
“Du ved, hvem jeg mener, Teddy. Folk har gjort forkastelige ting.”
“Det er den slags, vi har domstole til. Eller får snart.”
“I tider som disse må retfærdigheden ske fyldest noget hurtigere.”
Edvard åbner munden for at svare igen, men tager sig i det. Han vil ikke fremstå som ynkelig over for Palle. Desuden forstår han, at rygtet allerede har spredt sig.
“Jeg hørte om ham Rasmussen i morges,” skynder Palle sig ganske rigtigt at tilføje med klædeligt besværet mine. “Det var grimt. Barselssengen sætter sving i følelserne hos visse mennesker. Vi skal sørge for, at nogen taler et alvorsord med ham.”
“Det er ikke nødvendigt. Han er ikke den første far, der har fået mig til at spekulere på, hvorfor naturen så gerne vil reproducere netop hans gener.”
Replikken skal lyde uberørt, men falder til jorden, det irriterer ham, at han så gerne vil vise sig mandig over for Palle, at han ikke formår at sige det, som det er, at han hader sygehuset, hader sit arbejde her, hader, at hverken patienter eller personale respekterer ham.
Palle læner sig ind over bordet.
“Hør nu efter. Vi har en liste med navne. Jeg har set den. Det er alvor.”
“Og jeg står øverst på den?”
Palle himler med øjnene.
”Vær nu ikke barnlig. Det, du har gjort, er … det er noget andet. Du har ikke forrådt Danmark. Du er ikke en stikker. Du har naturligvis været unational, men du er jo svensker, du er alligevel ikke en af os.”
“Jeg er født her.”
“Kære Teddy, nu ikke det pjat igen. Du står ikke på listen, punktum.” For første gang den morgen ser Palle ægte plaget ud. “Men det gør onkel Winther.”
Edvard mærker et sug indeni. Han tænker på hr. Rasmussens støvler, hans tandløse grin.
Og jeg er ikke engang med på listen.
Han ser ned i bordet. Hans knoer er hvide.
Palle drejer uroligt den elegante hat i hænderne.
“Jeg fortæller dig det, fordi du er min ven.”
“Hvornår?” hører han sig selv spørge.
“Jeg forsøger at gøre det rette, Teddy.”
“Hvornår?”
Palle kaster et blik på sit guldglimtende armbåndsur. En gave fra Sørensen senior efter studentereksamen, husker Edvard. Det var den sidste sommer. Jordbærtærte, cigarer, kønne piger fra spejderkorpset. Også danske flag overalt dengang.
“Det blev sent i nat. Med lidt held burde du kunne nå derover.”
Vennen skærer ansigt og rækker ud efter marmeladen igen.
“Det var jo også fandens dumt af Martin at rejse.”
Kort efter har Edvard fået en ren, hvid kittel på og et armbind med det røde kors og skynder sig gennem Rønnes gader mod stationen. Menneskemængder bølger over torvet, avisdrengen sælger papirflag ved siden af de ekstatiske rubrikker, DANMARK FRIT TYSKERNE
HAR KAPITULERET, og avisernes forsider er fulde af rød-hvide flag, DANMARK ATTER FRIT, to gamle koner står grædende og holder om hinanden, en lille pige er kommet væk fra sine forældre i vrimlen, to drenge jagter en tredje på cykel og råber horeunge. Ved siden af et larmende skoleorkester står en gruppe unge mænd med modstandsbevægelsens armbind og soler sig foran rådhuset, de ser ud, som om de
poserer for en indbildt fotograf. Nogle bærer hat, andre kasket, en og anden er barhovedet, et par af dem har en eller anden form for skråhue, våbnene er også af forskellig beskaffenhed, fra haglbøsser til maskingeværer. De er dagens hovedpersoner, nationens helte, som endelig træder ud af skyggerne, der hviskes ophidset om dem rundtomkring, se, der er Mogens Ilsøe, han var min matematiklærer! Og der står Gregers Qvist, han er bogholder, hvad i helvede, er HAN med? Et bryggeri har stillet en lastbil fuld af ølkasser midt på torvet, og en glædestrålende mand i grøn kedeldragt står på ladet og langer flasker ud til en skov af oprakte hænder. Et slæng skoledrenge er klatret op i springvandet og ler, så de knap kan få vejret, mens vandet plasker ned over dem. Den ene af byens to jurister har taget sin hvide studenterhue på for at markere højtideligheden og står med spadserestok og stadsjakkesæt sammen med sin kone og deres tre små drenge. Nogle lagener er blevet syet sammen og hænger som et langt, hvidt banner hen over gaden med ordet WELCOME malet i rødt. Slagter Nielsen, der har solgt grise til tyskerne og derfor fået øgenavnet “Flæsket”, har lukket og låst sin butik, og to berusede mænd står og pisser op ad de brædder, han har sømmet fast hen over vinduet. Den ene af dem, Frederik Joensen, genkender Edvard, en fulderik af en løsarbejder, hvis albue han måtte sy sammen i efteråret efter et møde med en skåret flaske.
Tyskerne står ovre i torvets fjerneste hjørne, en lille patrulje halvvoksne drenge i uniform med blanke hjelme og nypudsede støvler, og selv om de holder sig for sig selv, er der samme glæde og lettelse at spore hos dem, som de står der og betragter den jublende folkemængde. Ingen gør ansats til at genere dem. Drengene bærer stadig våben, noterer Edvard sig en smule overrasket. Måske ved de ikke, hvor de skal indlevere dem, og ingen ønsker vel at have nogle hundrede skarpladte karabiner til at ligge og flyde i vejkanten.
En gruppe unge kommer marcherende ind på torvet anført af lektor Poulsen, lærer i dansk og kristendom, i gråt jakkesæt. Drenge og piger stiller op på række, lyse fletninger, pubertetsbumser, skjorter, som mor har strøget i al hast. Poulsen slår tonen an, og de synger firstemmigt:
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme dér har jeg rod, derfra min verden går
Mænd, kvinder og børn tager hinanden i hånden, de står i en stor kreds rundt om de syngende skoleelever, nogle stemmer i, andre bevæger læberne, de fleste har tårer i øjnene.
du danske sprog, du er min moders stemme så sødt velsignet du mit hjerte når
Midt på torvet står han pludselig. John Brandt fra Christiansø må være kommet gående sammen med de unge. Edvard husker skibskaptajnen, fra da han var lille, en af de solbrændte, skægstubbede mænd, man med jævne mellemrum så nede på havnen i Gudhjem, arret og sagnomspunden allerede dengang. Han har holdt sig skjult siden 1943 – det hedder sig, at han har reddet hundredvis af flygtninge fra nazisterne på sin store trawler Nordsøen. Solen kærtegner det sølvgrå hår, der stikker frem under kasketten. En højtid omkring ham; den statelige, slanke krop, den skrævende positur, som om han stod på dækket, parat til at lede sin besætning gennem en storm, med piben som fastlimet i mundvigen.
Torvet tier i spændt forventning. Så småklukker Brandt, næsten forlegen over al opmærksomheden, tager piben ud af munden og synger, og folk stemmer i omkring ham:
Du danske, friske strand hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave
Det svier i Edvards øjne, og for første gang i lange tider, måske måneder, går tanken til det stille kammer, sengen, den bortvendte ryg, lugten af fisk og gammelt stegefedt.
Et hovedtørklæde, farvet lilla, gemt under hans hovedpude, stadig med en rest af duften efter alle de år, skønt der kun var en las tilbage. Mit kæreste eje.
b ornholm, 5. ma J 1945. Freden er endelig inden for rækkevidde. På Bornholm venter indbyggerne på, at den tyske besættelsesmagt skal nedlægge våbnene og overgive sig. Men det sker ikke. I stedet besætter russerne øen og indleder et rædselsregime.
Den svenske læge Edvard Carlsson har forladt sin familie i Sverige og har opholdt sig på Bornholm og hjulpet øboerne i krigens sidste år. Som svensker ser han sig selv som neutral, men bornholmerne betragter ham med mistro. Som besættelsesmagtens greb strammes om befolkningen, bliver Edvards tilstedeværelse mere og mere uønsket.
Midt i kaosset forsøger Edvard at finde svar på, hvad der egentlig foregår bag krigens kulisser, og hvordan barndomsvennerne Martin, Hans Jørgen og Palle hver især spiller en væsentlig rolle. Edvard bliver trukket ind i et spind af løgne og må spørge sig selv, om han kan stole på nogen, mindst af alt sig selv …
ISBN: 978-87-434-1175-8