Uventet besøg fra fremtiden

Uventet besøg fra fremtiden

Jeg drømte en meget livagtig drøm en nat. Den var så livagtig, at jeg straks om morgenen begyndte at skrive den ned.

Jeg gik langs en strandbred. Havet lå til højre og til venstre havde det ædt af landet, så der var fremkommet en lille skrænt på godt en meters højde. Skrænten bestod mest af store ralsten blandet med sand.

Pludselig kom det et lille jordskælv, der rystede jorden så et stykke af skrænten gled ned og afslørede en slags kokon på godt en meters længde.

Den så mærkelig ud. Den var vævet af lysebrune tråde og så nærmest ud ligesom en sommerfuglepuppe.

Jeg gik omgående hen til den og kiggede først undersøgende på den, men da intet indeni bevægede sig, gravede jeg den forsigtigt fri af skrænten.

Den var ikke varm, men havde samme temperatur som den jord den havde ligget i, så den må have ligget der længe eller i ihvertfald et stykke tid.

Jeg kunne ikke lade være med at pille lidt i trådvævet, for at kunne se, hvad der var indeni.

Nu kom noget brunt, - lige som hud, til syne. Rask fortsatte jeg nu udpakningen og frem kom en lille menneskeagtig krop.

Den havde to tynde ben og to tynde arme. Dens hoved var ret stort i forhold til kroppen, der også var lidt mærkelig, for der var ligesom ingen mave, men den havde dog en ret stor brystkasse. Denne så imidlertid ikke helt ud som vores. Ribbenene sad på tværs ligesom vores, men var ikke delte på midten og der var ingen brystvorter. Torsoen bestod faktisk kun af den store brede brystkasse. – Der var ikke et eneste hår på kroppen.

Hovedet var heller ikke ligesom vores. Der var godt nok to øjne og to ører, men munden og næsen var helt anderledes. Der var ingen kæbe og ingen bred mund med tænder. - Der var derimod nærmest en lille snabel.

Næsen havde ikke to næsehuller. De var ligesom smeltet sammen til en bred revne. Der var godt nok en forhøjning over denne revne, men den var ikke så fremtrædende som vores.

Den havde ligget i fosterstilling inden i sin kokon med lukkede øjne og jeg kunne mærke, at den var iskold, nu da jeg holdt den i mine arme.

Den var levende, for jeg kunne tydelig se på huden, at der var et hjerte der bankede.

Jeg skyndte mig hen til min bil, der holdt lige ved. Jeg havde et stort blåt uldtæppe i bagagerummet og det svøbte jeg den lille figur ind i og spændte den fast i sikkerhedsselen. Jeg satte fuld varme på bilen, selvom det var sommer.

Da jeg havde løftet kroppen op, løsnedes arme og ben ud fra fosterstillingen, og jeg kunne se, at den nok ville være cirka halvanden meter høj, hvis den stod op.

Jeg kunne ikke se, om det var en han eller en hun, for nederst på kroppen var der ingen kønsorganer, som hos os. Der var dog en lille brystvortelignende genstand, men ellers rundede kroppen blot af om mod bagsiden, hvor de to ben forenede sig fint med kroppen, dog uden den store revne som vi har, da de tynde ben sad ude i siderne.

Jeg skyndte mig at køre hjem. På hjemturen følte jeg på kroppen og kunne nu mærke, at den var blevet lidt varmere, men den havde ikke åbnet sine øjne endnu.

Hvor er jeg? – var der pludselig nogen der sagde. Jeg kiggede forbavset på radioen, men den var lukket.

Jeg blev lidt mystificeret, for der var jo ikke andre i bilen end mig og den lille krop, og den kunne vel sandsynligvis ikke tale dansk, - ja, - den kunne vel slet ikke tale, når den ingen mund havde og det lød bestemt heller ikke som lyde, der var kommet ud af en lille snabel.

Mens jeg sad og undrede mig, lød stemmen igen, helt klar, ren og tydelig, trods støjen i bilen: - Hvem er du? – og hvad laverjegher?

Nu fornemmede jeg helt sikkert, at stemmen kom fra den lille skikkelse, så jeg kiggede lynhurtigt over på den, mens den talte. Men ”snablen” bevægede sig ikke det mindste, -

men nu havde den til gengæld, og til min store overraskelse, åbnet sine øjne.

De var forholdsvis store og en anelse skæve. Pupillerne var ret store og irissen rundt om dem var af en lys orange farve.

De stirrede på en meget intens måde på mig, så jeg følte mig ligesom ”læst”.

Efter en stirrepause, lød det igen ovre fra skikkelsen uden at noget bevægede sig:

- Jeg kan se, at du er en af de gamle mennesketyper der hedder homo sapiens type 1. – Du må have levet for næsten 50 tusind år siden, - længe før vi koloniserede rummet.

Jeg kommer selv fra en af vore kolonier i en galaxe du garanteretsletikkeharhørtom.

–Jegmåværefejlekspederet.

-Jegskullesletikkehaveværether.

Da jeg bestilte denne rejse, skulle jeg blot på ferie et par tusind år tilbage i tiden, så noget må have grebet forstyrrendeind.

Jeg havde siddet fuldstændig målløs og stirret på den lille skikkelse, der nu var blevet mere varm og derfor mere levende at se på. Jeg havde hørt hvert ord utrolig tydelig. Stemmen talte fuldstændig på samme måde som jeg, uden accent og på flydende rigsdansk.

Det forekom selvfølgelig meget utroligt og nu tog jeg mig endelig mod til mig og spurgte: Hvem er du selv? - og hvordan går det til, at du taler mit sprog så tydeligt, når jegkan se, at du ikke har bevæget noget på dig?

- Jeg kan godt forstå at du undrer dig, for du er jo af de første primitive udgaver af homo sapiens, og derfor brugerdustadigluft,mundogstemmebåndforattale.

Jeg er en Homo Sapiens type 7, og vi frembringer slet ikke lyde. – Når vi taler, bruger vi tankerne, som vi overførertildinhjerne.

Jeg hørte også du undrede dig over, at jeg kunne tale ditsprog,ogheltudenaccent.Heridinverdenfindesder mange lande og mange sprog. Det må føre til store problemer og misforståelser. I min verden er der slet ingensprogsomsådan.

I din verden er I nødt til at bruge luft og stemmebånd for at frembringe lyde, der skal gå ind gennem jeres ører foratnåhjernen.

I min verden har vi sprunget alt det over, og ved tankens kraft går vi direkte til hjernen og behøver derfor sletikkesprog.

Det er derfor jeg så let kan tale med dig, for din hjerne forstårminhjerneogpåditstade,opfatterdu,atduhører detsprogdubruger.

I alle vores verdener i min tid forstår alle således hinanden.Detgøraltmegetsimpeltogderopstårikkeså letmisforståelsermere.

Jeg havde derfor allerede ”hørt” dit spørgsmål, men da du nok lige skal vænne dig til at tale med tankerne først, sagdejegikkenoget.

Jeg ville også lige høre, hvordan ”tale” lød på den gammeldags måde, for det har jeg nemlig aldrig hørt, da vikunyderstsjældentrejsersålangttilbageitiden.

Men nu kan du bare tænke, hvad du vil sige, så forstår jegdetstraks.

Som du ser, har jeg ingen rigtig mund som din, for jeg har slet ingen stemmebånd, da vi som sagt slet ikke frembringerlydemere.

Som du ser, har min type 7 heller ingen kæber med tændermere, forvi spiser slet ikke fastføde, men får alle de værdier kroppen skal bruge ved indtag af vores næringsvæske, som mest består af vand tilsat diverse mineralerogvitaminer.

Derfor er eksistensen af vand det første og vigtigste elementviundersøger,nårvisøgerefternyekolonier.

I dine øjne må den nederste del af min krop også se underlig ud, for vi har ikke længere brug for at have en stor mavesæk og mange tarme til at fordøje den faste føde.Derforharvihellerikkelængerenogenendetarm.

Vi har kun en lille væskesæk til at opsuge næringen med. Den har dog stadigvæk en udtømningskanal til affaldsstoffernedemellembenene,ligesomhosjer.

Vi har heller ikke længere to lunger, men kun én stor i vores brystkasse. Denne lunge er til gengæld meget stor og specialiseret, så den tåler de forskellige atmosfærer dererpådemangeplanetervinubebor.

Jeg hørte du lagde mærke til det, da du studerede mig, for ganske vist var jeg lidt langt væk, men jeg kunne sagtenshøredinetanker.

Vi har heller ikke to nyrer. Vi har slet ikke længere dobbelt af den slags organer, da vi har fuldstændig styr på celler og gener, så vi har ikke brug for at have ekstra indbyggedereservedele,hvisnogetgårgalt.

Det var selvfølgelig tit gavnligt i jeres dage, men alt detteharevolutionenfjernetforlængst.

Det eneste vi stadig har to af, er vore øjne og ører. Øjnene skal stadig være der for at kunne se tredimensionelt, og ørerne er også nødvendige, da naturen stadig frembringer lyde, og det er derfor nødvendigt,nårvifærdesudeidenvirkeligenatur.

– Det gør de fleste af os nu ikke længere, men på vore ekspeditionerrundtigalaxerneervinødttildet.

Jeg”hørte”ogsådulagdemærketil,atharvihellerikke har kønsdele mere, som jer af de gamle modeller. - Det harevolutionenogsåfjernet.

Det medførte hele tiden store problemer med en kolossal overbefolkning og en efterfølgende hungersnød til følge, når mennesker selv kunne bestemme,hvormangedevillevære.

Især,daIkunhavdedenneeneplanetatudbredejerpå.

Her i min tid styres det af noget, som I kalder en gigacomputer. - Når et samfund på en nyfundet planet har gjort alt rede til, at mennesker kan leve der, kan man begynde at befolke den, og først da bliver der brug for flereindivider.

Vi har heller ikke mere to køn. Det viste sig at være alt for upraktisk og forplantningskraften har gennem alle tiderne givet masser af problemer og store udryddelseskrige. Det blev alt for kostbart for den menneskelig race, så allerede homo sapiens type 2, - der opstod efter en næsten altødelæggende krig, - begyndte atudviklekunétkøn.

Samtidig fandt man ud af at kunne udvikle og påvirke hjernens lystcentre, så man kunne opnå samme tilfredsstillelse, som mennesker tidligere havde haft ved kønsakter.

Dadet varudviklet, opdagede man, somnævnt, at man slet ikke behøvede to køn mere. På den måde slap man for de anstrengende børnefødsler, bryster til amning af babyerogbørnepasning,bådeprivatogidetoffentlige.

Denne voldsomme besparelse man herved opnåede, sammenmeddensparedeenergi,dertidligerevar blevet udviklet mellem de to køn, brugte man nu til at forbedre helemenneskehedenslevestandard.

Nuerdetsådan,atskalmanbrugenogleflereindivider, kan det enkelte menneske, - nu uden et bestemt køn, få lovtilatfåenefterkommer.

Man går så med denne tilladelse hen på en af de store specialklinikker,hvormanfremstillerenny.

Men denne nye kan kun blive med højst 50 % af ens egnegener,mensrestenskalværeafblandedegener.

-Dennebestemmelseerheltubrydelig.

Man kan derfor ikke få fremstillet en klon, hvis man er enselvgladperson.

Det nye individs udviklingstrin svarer til din tids ti års alderogdeternu”forældrenes”pligtatsørgefor,atgive deres efterkommere netop den opdragelse og uddannelse,somdemenererbedst.

Helt bestemme det kan man dog ikke, for der skal hvert år kun uddannes et bestemt antal i hver uddannelsesgruppe.

Man kan sagtens skabe fuldt udviklede voksne individer, men man gør det ikke, da disse let, selv med megetblandedegener,risikereratblivealtforens.

Dette undgår man ved at lade de enkelte voksne individer påvirke de nye individer fra, - som nævnt, tiårsalderen.

Man bor ikke hver for sig. De fleste af os bor i større eller mindre grupper sammen med venner. Det er kun få derboralene.

Men der er også enkelte venner, der er så glade for hinanden, at de kun vil bo de to sammen, måske med et par efterkommere, som de så kan påvirke medlige netop derespersonligemeninger.

Da man omkring Homo Sapiens type 5, fandt ud af, at man ikke længere behøvede at spise fast føde, blev det tid til, at naturen igen kunne overtage den ikke beboede delafjorden.

Man skulle nu ikke længere dyrke afgrøder, og heller ikke længere opdrætte alle mulige slags dyr til menneskeføde, og derfor fik den resterende natur igen lovtilatudviklesigtilgavnforaltlevende.

Allerede ved Homo Sapiens type 3, var al transport forsvundet. – Man behøvede ikke længere store lufthavne, gader og veje til kørende trafik, da man havde udvikletenganskefortræffeligogsikkerteletransport,så både varer og mennesker kunne flyttes på en forsvarlig måde.

Alle fly, skibe, tog og køretøjer forsvandt og dermed den store forurening og behov for energi, der før i tiden havdekostetdenneklodesåsmerteligeerfaringer.

Her i jeres tid bruger man endnu alle mulige redskaber for at kommunikere med hinanden. Der er telefoner, television,ja,sågarenddaaviserafpapir.

Alt dette kræver voldsomme resurser og energi og virker på Homo Sapens i min generation ufattelig kompliceret. Der må let kunne opstå masser af fejl og forviklinger.

- Her i min tid, klarer man det hele, blot ved brug af sin egenhjerneogsuperdatacentralen.

Vi passer først og fremmest vore opgaver i samfundet, men i vores fritid, som er langt større end arbejdstiden, harvimasseraffornøjelservikanvælgeimellem, -helteftervoreegneønsker.

Vi tænker os bare ind i den store base, superdatacentralen, der indeholder alt, hvad der er sket påklodensidentidernesmorgen.

Det svarer lidt til det, Iher i jeres tid, kalder Internettet, blotien,-forjer,-sikkertufatteligudvidetform.

Vil vi gerne på ferie, - f.eks. i fortiden på en øde ø i Stillehavet,elleretandetlækkertstedigalaxerne,-gårvi blotindietteletransportrum.

Herindesættervivoreshovedindienlukkethjelm. -DenlignernæstenendamefrisørhjelmfraJerestid, Nu skal vi så koncentrere os stærkt i vores hjerner og tænke på vort ferieønske. – Efter en kort tid vil vi så befindeospånetopdetstedviønskede.

Vi skal ikke medbringe noget som helst, for teletransportservicesørgerfor,ataltdet,viskalbrugepå detpågældendested,ertilstedevedankomsten.

Vi kan altså, - så let som ingenting, tage på rejser i tiden, og besøge f.eks. jeres tid, men det sker uden at I opdager det, da vi befinder os i en helt anden dimension.

Mennesker med særlige følsomme hjerner kan dog sommetider fornemme, at vi er tilstede, og det kan godt af ogtilgive mærkeligeproblemerfor jer, men Iforklarer det som regel med, at I vistnok har ”fornemmet” et spøgelse,haftbesøgafetafdødtfamiliemedlem,eller, - Der er måske mere mellem himmel og jord end vi forstår.

Vi kan for resten slet ikke forstyrre jer rigtigt, for det forhindrerbarrierenmellemdimensionerne.

For os, i vores tid, er jeres hjerner endnu på et ret primitivt stade. - I virkeligheden kun ganske lidt over de andrepattedyrsstade.

Nogle af os, har sommetider svært ved at kende forskel påjerogdestoremenneskeaber.

Deterdogenstorhjælpforos,atItitharnogetpå,som I kalder tøj, for at holde varmen, mens aberne mest er dækketafethårlag.

Problemet med at få vore kroppe til at holde varmen, uden, at vi behøver at tage ”tøj” på, - er løst for længst, da vi allerede omkring Homo Sapiens 4 fik genmanipuleret vore kroppe så godt, at vi tåler temperaturerfra45varmegradertil20kuldegraderuden, atvibehøverattildækkevoreskrop.

Oplevervitemperaturerudenfordissegrænser, smører viblotvorestemperaturcremepåhelekroppen.

-Denkompensererfuldstændigforafvigelserne.

Aldersproblemer er også for længst blevet løst. Efter man er udvokset ældes kroppen kun ganske lidt, men derforbliverfolksletikkeovertusindårgamle.

- Nu kan man selv bestemme, hvor gammel man ønsker atblive.

Hvis man synes, at nu har man fået nok af alting og måskeligefrembegynderatkedesig, holdermanganske simpelt et møde, hvor man meddeler familien og sin omgangskreds sin beslutning. Man tager så, i løbet af nogle få timer, afsked med hinanden på en rolig og fornuftigmåde.

Derefter går man hen til en ”bortgangsklinik”, som den hedderifolkemunde.

Man kommer ind i et lyst værelse med en behagelig briks. Suger en dejlig velsmagende drik i sig, for derefter stille og roligt, at falde i den behagelige søvn, man aldrig merevågnerfra.

Enslegemetagerklinikkensigfuldstændigafogaltder kan genbruges, bliver brugt til mange forskellige ting i samfundet.

Pludselig holdt drømmen op, og da jeg vågnede var jeg så fortumlet, at jeg begyndte at ”tale” til Ulla uden at bruge stemmen. - Men hun reagerede ikke, så hun var åbenbart ikke fra fremtiden, tænkte jeg, - stadig helt borte i min drømmeverden.

Drømmen var så livagtig, at jeg langt hen på formiddagen følte, at jeg virkelig havde haft besøg fra fremtiden. Jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, for måske er dette netop et af de tilfælde, hvor der har været et besøg hos os i en anden dimension.

Det er så dette besøg jeg har kunnet føle, og derfor haft denne samtale med det lille lysebrune eksemplar af Homo Sapiens type 7.

Der er måske netop mere mellem himmel og jord end vores Homo Sapiens type 1 uudviklede hjerner endnu kan forstå. - Hvem ved?

Men ved nærmere eftertanke, er jeg dog blevet klar over, at jeg bestemt ikke har lyst til at bytte med den lille type 7.

Ganske vist lader det til, at de slet ikke har noget at bekymre sig om, men kun skal arbejde lidt og i resten af tiden bare nyde livet.

- Men hvad er det for et liv?

- De kan aldrig nyde synet af en smuk kvinde eller mand, samt synet, lugten og smagen af lækker mad og drikke.

Hvad er livet værd uden det?

Jeg bliver pludselig så glad for min primitive type 1 hjerne og at jeg er født i nutiden.

Drømmen er nedskrevet i februar 2021

Knud Erik Guldager