Historien om Smørhat

Den lille alf og den blå blomst

Knud Erik Guldager

Historien om Smørhat.

Den lille Alf og den blå blomst.

Den lille Alf lå på ryggen i det klare solskin midt i den blå blomst med benene overkors og vingerne bredt ud til siden.

Han nød livet og især øjeblikket. Han havde det bare godt og den blå blomst han havde fundet ved et tilfælde, havde en farve, der var nøjagtig lige så blå som den himmel han lå og kiggede op i.

Han havde altid syntes at sommerhimlens blå farve var den smukkeste farve, han nogensinde havde set, så da han fandt den blå blomst stående helt alene, tæt ved et træ, med åbne kronblade og en hvid støvdrager i midten, havde han straks set det som en vidunderlig blå seng med en snehvid hovedpude og han nød at lægge sig midt i alt det blå og kigge op i den ligeså blå himmel, medens han hvilede sit hoved på den hvide støvdrager.

Han følte det som et gyldent øjeblik.

Men nu må jeg ikke foregribe historien, men begynde helt forfra.

Smørhat, som den lille alf hed, var nemlig træt. Hele formiddagen havde han fløjet rundt og ledt efter smukke blomster med lækker honning i. Honning var nemlig alfernes mad.

De fløj, ligesom bierne, fra blomst til blomst og blev alle steder godt modtaget, for de medbragte nemlig blomsterstøv fra andre blomster, også ligesom bierne, og det var faktisk blomsternes mad, så på den måde lavede bier og alfer en byttehandel med blomsterne: - Honning for blomsterstøv.

Sit navn Smørhat havde han fået fordi hans mor, medens hun ventede ham, kun kunne spise honning fra blomsten Smørhat.

Den var den eneste honning hun kunne få ned og hun besluttede derfor at hendes søn, der var hendes første barn, skulle hedde Smørhat.

Blomsten Smørhat havde nemlig den smukkeste gule farve og netop den farve holdt vor lille alfs mor så meget af. Det var måske også derfor at Smørhat så godt kunne lide den himmelblå farve, for de to farver står jo så ualmindelig godt sammen.

Smørhat var fløjet hjemmefra alferiget i den smukke alfeskov tidligt om morgenen, efter at han havde drukket sit alfevand henne i alfekongens træ.

Alfekongen boede i et stort hult træ inde midt i alfeskoven. Man kom ind gennem et uanseeligt lille hul midt oppe på træet. Selvom der kom nogen forbi, ville de aldrig tro, at det lille hul var indgangen til alfekongens slot.

Når man kom ind ad hullet stod man straks inde i en meget stor sal, for, som jeg fortalte før, var træet nemlig hult. Nede i bunden af salen var en ret dyb sø. Denne sø var ikke bare en almindelig sø, nej, det var alfernes Helligsø og her skulle alle alfer hver morgen drikke en slurk vand. Det var meget vigtigt for alfernes velbefindende. Vandet gav kraft til deres vinger, så de kunne flyve rundt uden at blive trætte. Maden til kroppen derimod, måtte de selv sørge for at finde i form af honning, når de blev sultne.

Hvis en alf en sjælden gang kom udenfor alfeskoven og for vild og ikke kunne nå hjem til næste morgen for at drikke af helligesøen i alfeslottet, ville den få store problemer. I løbet af den næste dag ville dens vinger blive mere og mere kraftløse og til sidst ville de simpelthen falde af og så var en lille alf ilde stedt, for så ville den blive nødt til at vandre hele vejen hjem til alfeskoven, hvis den da overhovedet vidste hvor den lå, for når man går nede på jorden i det høje græs, ser verden helt anderledes ud, end når man flyver oppe i luften og har et godt overblik. En lille fortabt alf uden vinger

Når en alf ikke mødte op næste morgen ved helligsøen, blev der straks sat en stor eftersøgning i gang. Alle alferne fløj ud i alle retninger i alfeskoven, men aldrig udenfor, for hvis en alf var kommet udenfor i den farlige verden, blev den anset som fortabt.

Skulle den hjem, blev den nødt til at trodse alle farer nede på landjorden.

Det var derfor at alfebørn, - når de havde været rigtig meget uartige, blev truet med at blive sat udenfor alfeskoven, hvor de ikke kunne nå hjem og derved risikerede at miste deres vinger.

Derfor var det meget sjældent at aflebørn var rigtig uartige. - At miste vingerne var nemlig alle alfers største skræk, for havde de ingen vinger, var de jo blot nogle små hjælpeløse væsener. De ville få meget svært ved at skaffe honning til at leve af, og de ville dø af sult eller blive ædt af alle de dyr der færdedes nede på jorden.

De havde dog én mulighed. Hvis de virkelig nåede hjem til alfeskoven og fandt alfekongens træ og magtede at kravle op ad stammen til indgangen til slottet, kunne de få deres vinger igen, når de drak af helligsøen i nogle dage.

Men endnu var det aldrig lykkedes for nogen af de alfer, der var blevet væk at nå hjem.

Men alt dette tænkte vores lille alf i den blå blomst slet ikke på, men det skulle han dog nok havde gjort. Han havde fløjet rundt i udkanten af alfeskoven den morgen, for han var en meget nysgerrig alf. Han var altid på jagt efter noget nyt og spændende.

- Helst noget han aldrig havde set før.

Som Smørhat nu fløj rundt, syntes han, - at han der langt borte,kunne se et stykke blå himmel nede i noget grønt, men det var jo nede på jorden. Hvordan kunne der være blå himmel nede på jorden?

Det kunne han ikke forstå, men nu var det jo netop himlens blå farve, - en farve han absolut ikke kunne stå for, og han fik derfor en stor lyst til at flyve derhen.

Længe fløj han frem og tilbage i skovkanten. Han kendte jo risikoen ved at flyve udenfor alfeskoven. Han vidste, at han kunne fare vild og han vidste, at han skulle være hjemme næste morgen for at drikke af helligsøen for ikke at miste kraften i vingerne.

Nej, - det ville være for risikabelt at flyve udenfor alfeskoven og det var nok heller ikke et stykke af himmelen, der var faldet ned og lå på jorden. - Det lød for usandsynligt.

- Men det havde jo netop himlens blå farve og han kendte ikke andet, der havde hans yndlingsfarve. – Det kunne vel ikke være en blomst? – Nej, - han havde aldrig i hele sit liv, hverken set eller hørt om en blomst, der havde nøjagtig samme blå farve som sommerhimlen.

Men hvad var det så? - Hvis det nu alligevel var en blomst? - Ja, så ville det være en særdeles sjælden blomst og den måtte derfor have en helt speciel honning, som han nok aldrig havde smagt før.

Hvis honningen skulle passe til blomstens himmelblå farve, smagte den måske også ligefrem himmelsk. - Det kunne han let forestille sig, da han havde en stor og frodig fantasi.

Nu kunne Smørhat pludselig ikke modstå fristelsen mere. Han fløj alt, hvad han kunne ud af den beskyttende alfeskov.

- Så fik det briste eller bære.

Han fløj i lige linje mod den blå plet i den fjerne skovkant. Skovkanten lå nemlig langt væk fra alfeskoven, men da alfer har et utroligt skarpt syn, havde han alligevel kunnet se det blå i det fjerne.

Da han langt om længe kom derhen, så han, at det virkelig var en blomst med himlens blå farve.

Nu var han blevet meget sulten, så han fløj straks ned i blomsten for at smage på dens honning.

Smørhats vilde ønsketænkning blev opfyldt. - Honningen havde virkelig en himmelsk smag. - En sådan honning havde han dog aldrig før smagt.

Han spiste og spiste og han blev mere og mere opstemt, men også mere og mere søvnig og det var derfor, at han pludselig syntes, at den hvide støvdrager i midten så ud som en dejlig blød hovedpude og han lagde sig derfor, som tidligere vist, til at sove.

Men Smørhat sov ikke rigtigt. Han befandt sig ligesom i en underlig uvirkelig døs, hvor han lagde mærke til, at blomstens store blå kronblade langsomt lukkede sig om ham og sollyset forsvandt.

Da han havde ligget lidt følte han sig ligesom lammet og kraftløs. Nu lugtede der pludselig ikke himmelsk mere. Tværtimod var der kommet en underligt, lidt syrlig lugt, som han slet ikke kunne lide.

Trods sin kraftløshed begyndte han rejse sig op. - Han ville ud af den himmelblå blomst, og det skulle være nu.

Da Smørhat forsøgte at rejse sig opdagede han, at hans vinger hang fast i den hvide bund nede ved støvdrageren. Han rykkede i dem for at få dem løs, men han skulle også være forsigtig, da de var meget sarte og var hans vinger ikke i orden, kunne han jo ikke flyve hjem og drikke af helligeøen.

Endelig fik han med stor forsigtighed sine vinger lirket løs. De havde dog taget skade, da de nu ikke længere var så farvestrålende, men havde antaget en brunlig farve og de lugtede ikke godt, men ligesom lidt råddent.

Han prøvede at bevæge vingerne, men der var jo ikke megen plads inde i den lukkede blomst.

- Det så heldigvis ud til at de virkede.

Så prøvede han at skubbe kronbladene fra hinanden, men den forræderiske blomst var stærk. Den ville ikke slippe sit bytte.

Den var nemlig en af de uhyrlige sjældne ”Alfesluger-blomster” der plejede at vokse ret tæt ved alfeskoven. Denne var dog kommet til verden lige lovligt langt væk. Den havde derfor næsten på forhånd opgivet af fange den alf, der var forudsætningen for, at den kunne overleve og blomstre igen næste år. ”Alfesluger-blomsterne” skulle nemlig blot fange én alf om året for at kunne overleve.

Når ingen af alferne havde hørt om disse farlige blomster og intet kendte til dem, var det jo netop fordi der aldrig var nogen alf, der var vendt tilbage, når den først var blevet fanget.

Normalt er deres blomster næsten helt hvide, men denne havde på grund af sin store afstand til alfeskoven koncentreret sig så meget om at lokke en alf helt hen til sig, at den havde udviklet den kraftige blå farve.

Det havde jo også virket på vores lidt for nysgerrige lille alf.

Nu blev Smørhat rigtig bange, for hvis han ikke kunne komme ud, havde han på fornemmelsen, at han ville dø derinde. Han kunne mærke, at hans kræfter hele tiden blev mindre.

Han måtte finde en eller anden måde at åbne blomsten på.

Han vidste at blomsters støvdragere er meget sarte. Det vidste han, fordi han altid passede meget på ikke at beskadige dem, når han spiste af deres honning. Han lagde sig derfor med ryggen op ad blomstens krummede kronblade og satte sine fødder ind på dens sarte støvfang.

- Han gav et kraftigt spark, så støvfanget bøjede.

Det kunne blomsten ikke lide, for den skælvede kraftigt og kronbladene gled lidt fra hinanden. Nu beholdt støvdrageren sin lidt bøjede facon og Smørhat forsøgte igen med så kraftigt et spark, som han i sin afkræftede tilstand kunne præstere.

Han vidste, at det sikkert var hans sidste forsøg, da han hurtigt blev svagere, og han kunne også lugte at blomsten forøgede sine giftige og opløsende væsker.

- Det var en kamp for livet for begge to.

Det kraftige spark helt nede ved roden af støvdrageren bevirkede at den knækkede næsten helt over og nu var det en let sag for Smørhat at sparke den helt af.

Blomsten skælvede kraftigt i sin dødskamp og dens smukke forræderiske blå kronblade gled langsomt fra hinanden.

Smørhat kravlede udmattet ud over kanten og lod sig glide ned på jorden.

Fortumlet satte han sig ned et stykke borte fra den før så farlige blomst, der nu blot hang slapt ned og var begyndt at visne.

Det var nu blevet midt på eftermiddagen og han vidste, at han havde langt hjem til alfeskoven, men han vidste også, at han blev nødt til at komme hjem inden næste morgen for at kunne drikke af den hellige sø.

Smørhat rejste sig og forsøgte at flyve op i luften, men han var stadig påvirket af den bedøvende honning og den mærkelige væske der var sivet ud af den blå blomst. Han blev nødt til at sætte sig i den varme sol og komme lidt til kræfter, før han begyndte hjemturen. Han kravlede dog op i et træ og satte sig i en barkrevne et stykke oppe.

Her var han i nogenlunde sikkerhed for de grådige myrer, der ellers var overalt. De var som arrige vilde hunde og dem skulle man helst undgå.

Han faldt i søvn, men drømte trods sin dramatiske oplevelse, ikke om farlige blomster, men om de grådige myrer.

De gamle alfer havde om aftenerne fortalt uhyggelige historier om alfebørn der var blevet bortført af myrerne og bragt ned i deres underjordiske bo, hvor de tjente til føde for myrernes unger.

Disse historier var så rædselsvækkende, at mange alfer havde mareridt om natten.

Denne ”madpakke” kunne ligeså godt være et alfebarn.

Smørhat drømte, at myrerne kravlede op i træet til ham og ville føre ham ned i deres bo og han vred og vendte sig i søvne i sin barkrevne.

Han fik dog hvilet sig lidt og han vågnede tre timer senere. Nu var det blevet aften, men der var stadig meget lys tilbage og hvis han skyndte sig, kunne han sikkert godt nå at flyve hjem til alfeskoven.

Han kravlede ned af træet og stod nu på jorden. Han følte sig lidt udhvilet, men underlig træt i de nu brune vinger. Vingerne havde altså virkelig taget skade oppe i den blomst. Han kunne næsten ikke få gang i dem. Det knagede så mærkeligt i leddene og det gjorde ondt, når han bevægede dem.

Smørhat begyndte i stedet at gå i retning af alfeskoven for ikke at spilde tiden. Om lidt ville vingerne sikkert være i orden igen.

Han kom efter en tid ud på et jævnt stykke, hvor jorden var dækket af flade sten i kanten af den skov, som blomsten havde stået ved.

Det ville være lettere at starte flyveturen for de trætte vinger, her på det jævne stykke.

Han begyndte at bevæge vingerne. De var svære at få i gang og det gjorde frygteligt ondt. Han begyndte at blive nervøs. Sæt han ikke kunne flyve. Hvordan skulle han så komme hjem til næste morgen. Han kunne jo ikke nå at gå.

- Han blev klar over, at det var nu det gjaldt. Han blev nødt til at se bort fra smerterne og få de vinger op i fart, så han kunne flyve.

Han anstrengte sig af alle sine kræfter, smerterne tog til, det knagede i leddene og så skete der noget forfærdeligt.

De brune ”visnede” vinger faldt af og de lå nu pludseligt nede på jorden.

Lammet af rædsel stod Smørhat lidt og stirrede på sine dejlige vinger, der nu var fuldstændig nytteløse.

Hvad skulle han dog gøre. - Nu kunne han helt sikkert ikke nå hjem til næste morgen og snart ville det blive mørkt.

Det var alt for farligt for en lille alf at færden nede på jorden om natten. - Der ville være alt for mange fjender, der kunne æde ham.

Der var både mus, pindsvin, ræve og andre kødædende dyr der jagede om natten. Han måtte hellere hurtigt finde sig et sikkert nattely.

Nu, - da han allerede havde mistet sine vinger, var det ikke længere så nødvendigt at nå hjem og drikke af den vingebevarende sø i alfekongens slot, men blot om at komme hjem.

Smørhat så sig om efter et godt skjul, hvor han kunne være i fred for nattens jægere. Han fandt et hul i et hult træ, hvor han let kunne ligge og sove. Han samlede nogle visne blade i skovbunden.

Nogle stoppede han langt ind i hullet og resten lagde han foran sig. Så kunne nemlig han høre, hvis der kom ubudne gæster om natten og derved nå at flygte. - Han havde også lagt nogle blade i bunden af hullet, så han kunne sove varmt og godt.

Hullet hvor

Smørhat sov den første nat.

I denne hule sov han nogenlunde godt hele natten. Nok mest på grund af de voldsomme oplevelser han havde været ude for, men også på grund af den bedøvende honning fra den blå blomst. Den stadig sad i kroppen på ham.

Næste morgen vågnede Smørhat ret frisk op. Først var han dog noget forvirret, da han så sig om i hullet, men pludselig genkaldte han sig den frygtelige oplevelse, han havde haft dagen før og han savnede så gevaldigt sine tabte vinger. Det er en underlig fornemmelse for en alf, at undvære sine vinger. - Det kan man kun forstå, hvis man er en alf.

Nu har alfer en enorm god stedsans, så selvom Smørhat nu ikke havde den gode oversigt oppe fra luften, vidste han straks i hvilken retning han skulle gå for at komme hen til alfeskoven.

Han begav sig derfor straks på vej. Undervejs fandt han nogle lave blomster der voksede nede på jorden og han drak den honning der var i dem. Nogle af dem var næsten helt tomme fordi bierne allerede havde været der før ham, men til sidst havde han dog fået stillet den værste sult.

Nu begyndte hans energi at komme tilbage. Virkningen fra den blå blomsts bedøvende honning havde nu næsten helt fortaget sig og da Smørhat var en ung alf med et stort gåpåmod og en stor selvtillid, fortsatte han på sin vej i retning af alfeskoven.

Men nu føltes vejen betydelig længere hen til skoven, end da han fløj væk fra den i går.

Han vandrede og vandrede, men nu skulle han jo bruge sin krops kræfter og ikke sine vingers.

Vingerne blev aldrig trætte, når blot han drak af vandet i helligesøen hver morgen. Men hans krop blev meget træt af denne,for en alf, uvante måde at bevæge sig på.

En alf gik faktisk aldrig mere end nogle få skridt. De fløj altid og var derfor aldrig trætte i deres kroppe.

Smørhat blev mere og mere træt og da han havde gået hele formiddagen og han kun var kommet en tredjedel af vejen hjem til den frelsende alfeskov, blev han klar over, at han heller ikke kom hjem den dag, for nu var han nødt til at hvile sig.

- Han var virkelig så træt, så træt.

Han orkede ikke at finde sig et helt sikkert skjulested, men lagde sig blot under et stort skræppeblad der voksede på

marken. - Dem var der mange af.

Her var der skygge for solen og

fuglene kunne ikke så let se ham oppe fra luften og blive fristet til et let måltid.

- Smørhat faldt hurtigt i søvn på grund af sin store træthed.

En Skade havde hoppet rundt nede på marken mellem skræppebladene. Den var på jagt efter noget spiseligt og opdagede derved den sovende alf under skræppebladet. Den tog omgående alfen i næbbet og fløj hjemad mod sin rede.

Pludselig vågnede Smørhat ved, at noget holdt stramt omkring ham og at det susede for ørerne af ham. Smørhat åbnede forskrækket øjnene og så til sin store rædsel, at han befandt sig højt oppe i luften og at han sad i klemme i næbbet på en af de frygtede skadefugle. - Han kunne se dens skinnende sorte og hvide fjerdragt.

Han prøvede at vride sig løs, men skaden klemte blot endnu hårdere til med næbbet og det var vist godt, for hvis han var kommet løs, ville han blot være faldet ned på jorden og blive knust. Det erkendte han, og han forholdt sig nu fuldstændig stille, både for ikke at blive tabt, men også for at skaden ikke skulle klemme endnu hårdere.

Han kunne i forvejen næsten ikke trække vejret i det hårde greb.

Smørhat så sig om. Nu var han jo på en måde tilbage i sit rette element, - nemlig i luften. Han var dog lidt højere oppe end en alf plejede at flyve, men des bedre var derfor oversigten.

Han så at skaden havde retning mod alfeskoven. - Det var dog altid noget. Skaden havde sikkert sin rede her og den var ligeså sikkert fuld af sultne skadeunger.

Han var vel tænkt som et måltid for disse unger og så hjalp det jo ikke så meget, at reden lå i alfeskoven.

Han var imidlertid en alf der ikke gav sig tid til at se tilbage på noget der allerede var sket.

- Det hjalp jo ikke noget.

Han så frem: - Hvad kunne redde ham? – Hvad kunne han selv gøre for at undgå sin skæbne? - At ende i maven på en sulten skadeunge, var dog det sidste han kunne tænke sig.

Smørhat tænkte så det knagede i hovedet. Han plejede at være god til at finde på udveje i vanskelige situationer, men denne situation vor jo noget ud over, hvad en alf ellers kom ud for. Han var klar over, at han ikke kunne gøre noget nu. Han måtte vente til skaden kom helt hen til reden og håbe på, at den ikke bed hovedet af ham, inden den gav ham til sine unger. – Derfor forholdt han sig ganske roligt, så skadenopfattede ham som ufarlig for sine unger.

De var nu kommet helt hen til alfeskoven, og han kunne se det træ, hvor skadereden var. Det stod, som altid, i udkanten af skoven. Lige ud til de åbne marker, hvor skaderne foretrak at jage.

Skadereden var en lukket rede med et indgangshul og den var bygget af små grenstykker.

- Pludselig fik Smørhat en ide. Han ville, - i samme sekund de nåede skadereden, - snuppe en grenstump med en skarp ende og når skaden kastede ham ind til de sultne og grådige unger, ville han såre den mest aggressive unge i dens ene øje, inden den kunne nå at hakke i ham med sit spidse næb.

Det ville blive en vanskelig opgave og den krævede, at skaden - der fløj med ham - straks forlod reden igen, når den havde kastet ham ind til ungerne. Men han vidste, at sådan plejede skader at gøre.

De gik ikke ind i reden, men kastede blot byttet ind gennem indgangshullet og så måtte ungerne selv klare resten.

Derefter fløj de straks igen. - Ud på jagt efter mere føde til de umættelige unger.

Ganske rigtigt. - Skaden stak hovedet, med ham i næbbet, ind i indgangshullet og smed ham ind midt i reden. - Inde i reden var der heldigvis for Smørhat kun tre skadeunger. Den ene var lidt større end de andre, men igen til Smørhats held, var de alle tre ikke særligt gamle og han var måske et lige stort nok bytte for de to mindste, men den store unge ville sagtens kunne klare ham med sin umættelige sult og sit skarpe næb.

Alt dette havde Smørhat lynhurtigt set, da han blev kastet ind i reden.

Smørhat havde ikke kunnet nå at brække en passende grenstump af, da skaden smed ham ind i reden, så han holdt den ene arm op over sit hoved for at beskytte sig mod den store unge, der straks angreb ham, medens han med den anden brækkede et stykke af en gren, der i forvejen havde en skrå skarp spids.

Skadeungen drejede hele tiden sit hoved for at finde en vinkel, så den kunne få fat med sit skarpe næb. Det var derfor meget svært for Smørhat både at forsvare sig og samtidig stikke sin skarpe gren ind i øjet på ungen.

Øjet var det sted, der var bedst at angribe. Her ville det gøre mest ondt og det ville også blinde ungen i den ene side. - De to mindre var endnu ikke så aggressive, da de var vant til at blive domineret af den store. Den skulle altid have først, men Smørhat vidste også, at fik han sat den store ud af spillet, ville de to andre straks falde over ham.

Smørhat forsvarede sig mod den store og han forsøgte da også at stikke ud efter øjet, men det var som sagt ikke let, når ungen hele tiden drejede hovedet.

Pludselig valgte ungen en anden taktik. - Den holdt hovedet stille, - lidt på skrå, - og forberedte sig på et lynangreb. Smørhat slog til i samme nu og ridsede med sin skarpe pind i det venstre øje på fuglen. Ungen skreg op og forsøgte med den ene klo at få det væk, der generede dens øje.

Nu ravede ungen helt vildt rundt i reden og lavede et vældigt postyr, medens den uafladeligt skreg op. De to mindre unger blev noget forvirrede over al denne voldsomme tummel, så de trykkede sig helt ind i den ene side af reden.

Smørhat var klar over, at nu gjaldt det om at forsvinde ud af redehullet i en fart. - For det første for ikke at blive trampet ned af den panikslagne unge og for det andet fordi den store skade måske kom tilbage, tiltrukket af sin unges rædselsskrig.

Smørhat kravlede ud gennem redehullet og så ned. Der var langt ned til jorden, men nu lider en alf jo ikke af højdeskræk. Den var

vant til at flyve et stykke over jorden, så højden afskrækkede ham derfor ikke, men reden var bygget på ret tynde grene og da han nu ingen vinger havde mere, var han nødt til at balancere hen ad grenene til han kom ind til stammen. Han skulle oven i købet skynde sig inden en af de gamle skader kom tilbage.

Da han ingen højdeskræk havde, kunne han faktisk løbe hen ad de tynde grene, men træet - som skadereden sad i, - havde en ret glat stamme med en bark næsten uden sprækker.

Det var et problem. Han skulle være yderst forsigtig, når han kravlede ned.

Nu var Smørhat jo en ret kvik alf, så han kravlede ned på den side af træstammen, der vendte væk fra de åbne marker. På den måde var han i skjul for de voksne skader, når de kom tilbage. Det eneste han måtte håbe på var, at de havde fundet deres næste bytte ude på markerne og ikke inde i skoven.

Det tog Smørhat nogen tid at komme helt ned på jorden, men til sidst kom han dog ned og han fjernede sig hurtigt væk fra det farlige træ med skadereden.

Han holdt sig hele tiden i skjul i de lave vækster i skovbunden. o-0-o

Smørhat var jo nu kommet ind i sin kendte alfeskov. Den kendte han ud og ind, men altså kun oppe fra luften.

Det var en helt anderledes ting, at komme frem nede i den meget ujævne og ufremkommelige skovbund.

- Det var uendelig meget lettere når man fløj.

Han vandrede og vandrede og hans humør steg for hvert minut

han kom frem. Endnu havde ham ikke mødt nogen fare i form af kødædende dyr, eller devilde og hidsige myrer.

Alfekongens træ med alfeslottet stod inde midt inde i skoven, og han håbede, at han kunne undgå at tilbringe endnu en nat på jorden, inden han nåede hjem til træet.

Men pludselig viste der sig noget, der gjorde, at det kunne han ikke alligevel, for vor gode ven Smørhat havde nemlig glemt én ting.

Da han fløj gennem skoven for at komme til udkanten hin skæbnesvangre morgen, havde han passeret en ret bred å. Det var jo ikke noget problem, når man flyver, men når man er en lillebitte alf på gåben, er en sådan å ligeså bred som Amasonfloden.

Smørhat ankom til åen sidst på dagen.

Den havde han fuldstændig glemt. Hvordan skulle han dog komme over den? – Det forekom ham i første øjeblik helt umuligt.

Han satte sig fortvivlet ned på bredden med hovedet i sine hænder.

Men som tidligere nævnt var vor gode Smørhat jo en alf med gåpåmod og selvtillid. - Da han havde siddet lidt sådan, gjorde han, som han altid gjorde, når han fik problemer. - Han ville prøve at finde en anden måde, at komme over åen på.

Først havde han nemlig tænkt på at svømme, men for det første var der alt for langt, og hans kræfter ville slet ikke slå til. - For det

andet var det alt for farligt. Han kunne meget let blive ædt af en fisk.

Smørhat spekulerede og spekulerede. - Kunne han gå langs vandet og håbe på, at en træstamme havde lagt sig tværs over åen, så han kunne bruge den som bro? – Nej, den metode opgav han hurtigt som værende for usandsynlig. - Så tænkte han på, om han kendte nogle fugle der kunne flyve ham over, men de der var store nok, såsom ugler, krager og skader var jo alle kødædere, så den tanke opgav han også.

Så pludselig, som han sad og spekulerede, dukkede der lydløst et hoved op af vandet lige foran ham.

Hovedet havde nogle skinnende brune plader på snuden.

- Han blev helt forskrækket!

Det var en bæver og det var oven i købet en venlig bæver, for den sagde: - Nu har jeg siddet inde i sivene og kigget på dig et stykke tid. - Du ser ikke glad ud!

- Har du nogen problemer, som jeg kan hjælpe digmed?

Smørhat blev pludselig meget glad. En bæver var jo ikke en kødæder, - nej, den var en planteæder og de brune plader i snuden på den, var jo dens store fortænder, - så Smørhat sagde glad, at der i høj grad var noget denvenlige bæver kunne hjælpe ham med.

Jeg har mistet mine vinger, så jeg kan ikke flyve mere. Hvis du vil love at have dit hoved hævet over vandet, så jeg kan sidde på det,

vil jeg gerne bede dig om at svømme mig over på den anden side.

- Er det for meget at bede om?

- Det er det bestemt ikke og det skal være mig en stor glæde at gøre en alf denne tjeneste. Jeg har altid beundret jer, når I svæver rundt højt deroppe i luften mellem træerne. -bestemt ikke fordi jeg vil bytte med jer, for jeg befinder mig nu bedst i det våde element.

Den venlige bæver kom nu helt ind til bredden og vendte ryggen til og klaskede sin brede hale helt op i græsset, så Smørhat kunne gå på den og op ad ryggen til hovedet.

- Nu må du svømme roligt og hele tiden huske, at holde hovedet et stykke over vandet, for jeg er meget bange for at falde i og blive ædt af en fisk.

- Bare rolig, sagde bæveren. - Jeg svømmer altid stille og roligt og jeg er vant til at holde hovedet over vandet. Jeg tror bestemt jeg kan love dig, at du ikke en gang bliver våd om fødderne.

Men lad os nu komme af sted. - Jeg har trods alt også andet at lave end at være færgemand, - og så svømmede den langsomt tværs over åen. Lidt på skrå, da den skulle kompensere for den ret stærke strøm.

Vel ovre, - og som bæveren havde lovet, ganske tørskoet, steg

Smørhat i land. Han takkede den venlige bæver mange gange og bad ham hilse de andre bævere fra alferne. - Det var ingen skade til at have venlige allierede i alfeskovens bund og vandløb.

Man vidste jo aldrig, hvornår man fik brug for hjælp. - Det havde Smørhat jo lige erfaret. o-0-o

Nu var dagen næsten gået og det var tid til at finde det forhåbentlige sidste nattely for den lille alf uden vinger. Han følte sig helt alene i alfeskoven. - Han fandt et dejligt højt træ med dybe revner i barken. Her skulle han nok kunne sove trygt i nat. Gemt væk fra de nattejagende dyr nede i skovbunden, men også nogenlunde gemt for dekødædende ugler.

De jagede jo også om natten.

Da han vågnede næste morgen, var der som sædvanlig et strålende solskin. - Det var faktisk det mærkelige ved alfeskoven. Der var altid solskin og ingen regnvejr og det var jo også nødvendigt i en alfeskov, for alfer ville få deres små, sarte vinger fuldstændig sønderslåede af de tunge regndråber. Men udenfor alfeskoven, vidste alferne godt, at det både regnede, haglede og sneede og det var også derfor at alferne faktisk aldrig fløj uden for alfeskoven, for selvom solen skinnede derude, kunne der pludselig godt komme en voldsom uvejrsbyge og så ville en alf med det samme styrte til jorden og næsten helt sikkert dø.

Smørhat begav sig nu på vej det sidste stykke til alfekongens store hule træ. Han glædede sig virkelig til at komme hjem. Både for at gense alle de andre alfer, men også for at kravle op i alfekongens træ og komme ned til helligesøen og drikke af dens vand, så hans vinger kunne vokse ud igen.

Hvis det virkelig lykkedes for Smørhat at komme hjem og få sine vinger igen, ville han være den første, - i hele alferigets historie,for hvem det var lykkedes. - Han blev helt varm indvendig, bare ved tanken.

Da det blev hen på eftermiddagen, var han kommet ret tæt på alfekongens træ og han var nu sikker på at nå helt hjem samme dag.

Pludselig hører han glade stemmer nede fra skovbunden et lille stykke fremme. Her legede nogle alfebørn mellem blomsterne og de havde fået øje på ham.

Glade råbte de til alle de andre:

- Smørhat er kommet hjem. – Smørhat er kommet hjem. – Kom og se! - Vi troede du var død. - Du har jo været væk i tre dage og hvorfor kommer du gående. - Hvor er dine vinger?

Nu blev Smørhat så glad, at han fik tårer i øjnene. Han svarede på alle deres spørgsmål, men allerførst ville han hjem for at fortælle sin mor, at han var levende og var i god behold.

Da han kom hjem til sin mors hus, havde hun allerede hørt de glade stemmer, så hun gik udenfor, for at se hvad der skete.

Smørhats mor, - der havde givet sit første barn det dejlige optimistiske navn, - stod i sin flotte røde alfekjole med en stor rød valmue i hånden og sine grønne vinger med røde kanter, bredt ud bag sig.

Hun så vidunderlig dejlig ud, syntes Smørhat, da han stormede hen mod hende med glædestårerne styrtende ud af øjnene.

Hans mor blev dog noget bestyrtet, da hun så, at han ingen vinger havde, men hun var umådelig glad for at se sin egen lille ”Smørklat” i live.

Smørklat var hans mors kælenavn til ham.

Hun knugede ham længe ind til sig uden at sige noget og hun havde også tårer i øjnene.

Hun havde jo været endog meget bekymret for ham, men hun havde også været nødt til at tænke på den barske virkelighed.

Hun vidste jo at ingen alf, der var blevet væk udenfor alfeskoven, nogensinde var kommet tilbage og slet ikke efter tre dage.

Det føltes derfor helt uvirkeligt, at hun nu alligevel stod her med sit første barn i sine arme igen.

Efter at have sovet fast og sikkert i sin egen seng, - ens egen seng er nemlig det bedste sted i hele verden, - vågnede han næste morgen og fulgtes straks med alle de andre alfer hen til alfekongens træ for at drikke af helligsøen, så han kunne begynde at få nye vinger.

Smørhat kunne jo ikke selv flyve op til indgangshullet i træet, men to af de allerstærkeste alfemænd tog ham under armene og fløj ham op til hullet.

Han var nu lidt af en berømt helt, da han var den første der nogensinde var vendt hjem og så endda uden vinger!

Da han kom ned til søen stod alfekongen og tog imod ham. Han irettesatte først Smørhat, fordi han var fløjet udenfor alfeskoven.

Det var bestemt ikke velset blandt alfefolket, men han sagde det med en venlig stemme.

Han spurgte derefter Smørhat, om han om aftenen ville berette om sine dramatiske hændelser og om hvordan han var kommet helskindet hjem. Dog godt nok uden sine vinger.

Det lovede Smørhat

Alfekongen klappede dernæst i sine hænder så alle hørte efter og sagde, at i aften skulle der være en stor velkomstfest for Smørhat som under festen ville fortælle om sine oplevelser.

Aftenen kom og hele alfefolket holdt en mægtig fest for Smørhat, der igen og igen måtte fortælle om sit møde med den forræderiske kødædende blå blomst i den fjerne skovkant og om den skrækkelige kamp i skadereden og om den flinke, hjælpsomme bæver.

Alle alferne var glade og de dansede rundt i ring. De dansede ikke med hinanden, men med de blomster og bær, som de holdt mest af.

Imedens fløj farvestrålende sommerfugle rund imellem dem.

Alfekongen havde sørget for at flere store krukker med fin honning var blevet båret frem. Noget af honningen havde vist været gemt lidt for længe, for det havde gæret en lille smule, og alle alferne blev til sidst noget mere opstemte, end de plejede at være.

Alle var dog bagefter enige om, at det var den bedste fest de nogensinde havde været med til.

Nogen af alferne var blevet trætte. Det var især de små. De sad blot og så på, men de havde alle blomster i hænderne.

Nu kendte hele alfefolket til de farlige kødædende blomster, - om de så enten var blå eller hvide.

Det lærte dem, at de under ingen omstændigheder skulle vove sig uden for alfeskoven, om så en blomst lokkede dem aldrig så meget.

Måske er alle de alfespisende blomster omkring alfeskoven derfor uddøde. – Det er de helt sikkert, for de skulle jo have én alf om året for at overleve og det har de helt sikkert ikke fået efter denne historie.

Men Smørhat blev resten af sin levetid betragtet som en stor alfehelt, der trods store farer og strabadser udenfor alfeskoven, alligevel havde overvundet dem alle.

Disse heltegerninger blev der talt om i flere generationer i alfefolket.

Denne historie er kun kommet frem, fordi jeg en dag fandt et par små afbrækkede alfevinger i en skovkant.

Først kunne jeg ikke forstå hvad det var.

Jeg satte mig derfor ned i græsset midt i solen med de små vinger i min lukkede hånd.

Jeg lukkede mine øjne og koncentrerede mig om at forstå dem.

Langsomt dukkede denne utrolige historie frem og jeg skyndte mig at nedskrive den, for at I, - mine kære læsere – også skal kende til Smørhats utrolige historie, for også i mine øjne er han en stor helt,der trods sin lidenhed og manglende vinger, aldrig manglede rådsnarhed og udviste stort mod.

Det kan man lære meget af.

Historien er nedskrevet i oktober 2009

Knud Erik Guldager