Historien om den lille røde bil

Historie om Den lille røde bil

Knud Erik Guldager

Tegninger

Jørn Jacobsen

Den lykkelige ungdom

Den lille røde bil stod og skinnede med sin blanke røde lak, og sinblankpolerede messing.

Køleren og de store forlygter var i ren messing og på siden havde den et flot snoet messinghorn med en stor sort gummibold. Når man trykkede på den, lød der et meget højt – BÅÅÅT.

Den stod i den lokale automobilforhandlers eneste vindue. Den var en Wanderer årgang l921, og den var helt ny og lige kommet fra fabrikken i Tyskland.

Der var to sæder. Et for den der styrede bilen og et bagvedtilen passager.

Rattet sad i højre side og til venstre for førersædet var der en lille klapstol. Den sad på indersiden af bilen, den

kunne klappes nedså der kunne sidde et barn på den.

Bilen var meget smal og der var ingen tag over, men den havde en stor sort kaleche, der næsten altid lå foldet sammen og ragedeud over bagenden.

- Den var smart og ret dyr, ja den var næsten en sportsvogn og dens lille motor snerrede ligesom en rigtig sportsvogn.

Den stod og kedede sig lidt, for den havde stået der i mange måneder. Det var ikke fordi den ikke blev beundret, tværtimod. Der stod tit unge mennesker foran vinduet ogstirredepå vidunderet med store øjne.

Men bilen var ret dyr, og der var ikke mange der havde råd til biler dengang, og denne var jo importeret fra Tyskland og derforvar denlidt dyrere her iEngland.

De mennesker der købte bil, ville hellere have en med plads til mindst fem personer og en sådan kunne de få til samme pris, som den lille røde bil, der jo kun havde plads til to voksne oget barn.

Den lille røde bil blev mismodig. Den tænkte: - Hvem vil købe en bil som mig? - Jeg er ganske vist lille og smart, men jeg kan jo kun bruges til at køre ture med på små veje når solen skinner og det er der vist kun meget rige mennesker der har råd til.

- Og så sukkede den så dybt den kunne.

Så, en dag skete der pludselig noget. En stor flot lukket herskabsvogn stansede op foran vinduet. - En lukket bil var dengang meget sjælden og frygtelig dyr og det måtte være meget rige mennesker der var i den. - Den lille røde bil blev helt slap i dækkene ved tanken om, at det måske var den de standsede op for at se.

Ganske rigtigt. - Den første der nærmest hoppede ud af bilen var en ganske ung, næstenvoksen pige.

Bagefter kom en lidt ældre mand, der måtte være hendes far. De styrede direkte hen til vinduet og så beundrende på den lille røde bil, og de måtte begge indrømme, at det dog var en lækker og smart lille bil. Det var ligeen biltil at køre dejligeture ipå solskinsdage.

Den lille røde bil stod meget spændt og lyttede med, og pludselig siger den unge pige: - Far, når jeg i foråret fylderår, har du lovetmig et kørekort og en stor gave.

- Nu vedjeg, hvad jeg ønsker mig.

- Jeg ønsker mig den lille røde bili vinduet der.

Kan du ikke se at den vil klæde mit lange lyse hår? - Kan du ikke se den lille røde bil suse hen ad vejen med mig ved rattet og med mit hår flagrende bagud. - Kan du ikke?

- Jo, det kunne faderen da godt forestille sig, og han holdt jo så uendeligt meget af sin smukke datter, som var det eneste barn han havde, men han mente, at de først lige skullegå ind i forretningen ogspørge omprisen.

Den lille røde bil blev helt elektrisk og det skønt den slet ikke var elektrisk. Dens store messingforlygter lyste ved hjælp af en gasflamme. Gassen kom fra et lille karbidgasværk der stodpå trinbrættet.

- Den villemeget gerne sælges tilden ungepige.

Faderen og pigen gik med automobilsælgeren ind i baglokalet for at tale om bilen og for at høre, hvad den kostede. Den lille røde bil lyttede med, alt hvad den kunne, men kunne alligevel ikke høre hvad de talte om.

Pludselig hørte den, at døren ind til udstillingsvinduet gik opog at nogengik ind.

Den stod med ryggen til døren og kunne ikke se hvem det var. - Pludselig var der nogen der rørte ved dens venstre bagskærm. Den havde kun én lille dør og den sad i venstre side. - Nu blev den lukket op og der steg en personind ogsatte sig bag trærattet.

Personen vejede næsten ikke noget og snart mærkede den, - med en gysen i ratstammen, to små hænder gribe om rattet. En sådan person havde aldrig før siddet bag rattet, det var derfor en helt ny og meget behagelig fornemmelseder gennemløb den lille røde bil.

Den var mere vant til tunge mekanikere med store grove hænder, der rev irattet så detsomme tider gjorde ondt.

Det kan da vist kun være den unge pige, - tænkte den og ganske rigtigt, for pludselig hviskede en blid pigestemme: - Dig vil jeg have i fødselsdagsgave og jeg skal nok få overtalt min far.

Nu gik døren igen og faderen kom ind. Han skulle jo også se nærmere på bilen. – Å, far, køb den nu, - sagde den ungepige.

- Det er det eneste jeg ønsker til min fødselsdag.

- Men det er jo først til foråret du fylder år, sagde faderen. – Å jo far, køb den nu, så gemmer vi den til min fødselsdag, - plagede denungepige.

Nej, nej. - Man kan ikke få så stor en gave i forskud. Man må pænt vente til man fylder år, og imens kan jeg jo tænke over det. - Det er mange penge for et stykke legetøj,sagde faderen bestemt.

- Jeg er aldeles ikke et stykke legetøj, men en rigtig lille bil og jeg kan skam køre ret stærkt, for jeg har fire cylindre og topventiler. Nede i Italien er der nogen der kører væddeløb imine brødre.

Alt dette tænkte den lille røde bil, da pigen og hendes far var kørt igen.

Den var lidt skuffet, den ønskede af hele sin krumtap(det er det samme som hjertet), at blive ejet af den unge pige.

Faderen fik dog udleveret en salgsbrochure over bilen. Den stak han isin inderlomme uden at datteren så det.

Så en dag blev den lille røde bil trukket ud af udstillingen. - Nu erjeg blevet solgt, - jublede den.

- Bare det nu er tilden ungepige.

Men der kom ingen og hentede den, den blev tværtimod sat ind i en mørk garage og derstod den helevinteren.

Den kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Havde bilsælgeren opgivet at sælge den, fordi den var for dyr og sjælden og skulle den nu leveres tilbage til fabrikken i Tyskland eller hvad?

Garagen var tør og ren, men dervar ingen varme, så når der var frostvejrfrøs den skrækkeligt om sine dæk. Og den kedede sig slemt. Den kunne ikke se ud og der var altid mørkt.

- Det var ikke et liv for en lille smart rød bil som den.

En dag kunne den mærke, at der var varmt udenfor. Det var blevet forår. – Hov! – havde pigen ikke sagt, at hun fyldte år til foråret og havde hendes far ikke sagt, at man ikke kunne fåsin gave før tiden?

Måske, - tænkte den lille røde bil, - måske har faderen købt mig ogbilhandleren gemt migherinde.

Måske skal jeg være en overraskelse til den unge pige på hendesstore fødselsdag.

Måske skal jeg op og bo på den store herregård, der faktisk er et rigtigtslot.

– Men, måske er det hele bare ønsketænkning og jeg skal sikkert bare sendesretur.

- Og så sukkede den lille røde bil for anden gang så dybt den kunne.

Pludselig en solfyldt forårsdag blev garageporten lukket op og nu kom der så meget lys ind, at havde den lille røde bil kunnet holde sig for lygterne, havde den gjort det.

Den kom ind i værkstedet, blev vasket grundigt, og pudset op, fordet trængte den til.

Den havde ikke været i badi et halvt år.

Den fik skiftet olie og fik igen vand på køleren. Det havde den ikke haft om vinteren, for så kunne dens motor og køler fryse istykker.

Den nød rigtigt at blive puslet og nusset om. Den havde joikke set mennesker hele vinteren.

Dagen efter, - ganske tidligt om morgenen, - blev den læsset op på en stor hestevogn, for der var ikke så mange lastbiler dengang. Den fik en meget stor gul sløjfe om maven.

- Den farve stod godttildens egen røde farve.

Det var en vidunderlig dag med megen sol. Lak og messing strålede på den lille røde bil og den var fuldendt lykkelig, for nu var den helt sikker på, at den var på vej hen tilslottet som gave tilden ungepige.

Hvor ville det blive dejligt, at bo på et slot og der havde man sikkert nogleflotte garager.

Ganske rigtigt. Hestevognen kørte op foran den store trappe ind tilslottet og her blev den læsset af.

Her stod den så med sin store gule sløjfe om maven og ventedepå det næste der skulleske. -o0o-

Oppe på slottet var den unge pige vågnet, og ventede nu på at hendes far og mor og alle de inviterede gæster skulle komme ogspise morgenmad.

Hun var meget spændt på hvilke gaver hun ville få. Især var hun spændt på gaven fra hendes far, for efter de havde været i forretningen, havde hun intet hørt om bilen og når hun spurgte sin far, sagde han altid: - Det taler vi om en anden gang.

De mange gæster afleverede deres flotte gaver, som hun da også blev glad for, men hendes far havde endnu ikke givet den unge pige sin gave og hun kunne næsten ikke holde det ud af spænding mere.

Til sidst rejste faderen sig. Han gik ud af spisestuen og kom ind med en stor pakke meden gul sløjfe om.

- Tillykke min kære datter, på dinstore fødselsdag.

- Her har du en gave,som jeg håber du kan få gavn af.

Den unge pige var lige ved at græde foran alle gæsterne, så skuffet blev hun. Vel var det en stor pakke, men det var ihvert faldikke den lille røde bil.

Skønt hun slet ikke havde lyst, var hun nødt til at pakke gaven ud og stor var hendes undren, da hun så, at det var et par flotte elektriske billygter. Hun kiggede på sin far og spurgte: -Hvad skal jeg dog bruge dem til? - Du kan jogå ud på terrassen over den store trappe og kiggened.

- Den unge pige styrtede ud på terrassen og alle gæsterne med, for de vidste ingenting og var ligeså spændte.

Alle kiggede ned og blev helt lamslåede. For dernede i

solskinnet stod jo den lille rødebil og strålede.

Altstrålede, lak, messing ogden gule sløjfe.

- Men der var også en anden varm udstråling og den kom fra den lille røde bils sjæl, for aldrig havde den dog været så glad som nu.

- Det havde den aldrig drømt om, da den blev født i Tyskland.

Hurtig som et lyn var den unge pige nede ad trapperne og sad bag rattet. Hun vinkede til de andre, at de skulle drejehåndsvinget så bilen startede.

Der var ingen selvstarter, for den var joikke elektrisk.

En af gæsterne drejede hurtigt håndsvinget og den lille røde bil startede straks, - ja, det var lige før den startede helt af sigselv af bareiver.

Den længtes jo efter at komme ud at køre på de smukke snoede veje i det grønne bakkede landskab. - Den slags vejehar de nemligmangeaf i England

Den unge pige og den lille røde bil kørte og kørte og kørte.

- Det blev langt hen på eftermiddagen før hun kom i tanker om alle sine gæster og fødselsdagsmiddagen, og hun huskede det kun fordi der pludselig ikke var mere benzin og bilen gik i stå.

Heldigvis sad der en stor sort dunk med masser af ekstra benzin på trinbrættet.

Den sad fast med to brune læderremme. -Det så flot ud.

Nu kørte hun hjemad og det var den lille røde bil i grunden glad for, den var nemligblevet meget træt nu.

Aldrig i hele sit liv havde den kørt så langt og den var nu meget spændt på hvor den skulle stå mellem de andre køretøjeri garagen på slottet.

Det var mest hestetrukne karosser og jagtvogne, men der var dog den fine store lukkedebil.

- Alle de andre var jo meget større, og nogle meget finere end den. Ville den blive klemt inde i en krog bag de store?

- Det var den meget spændtpå.

Da de kom hjem fik den unge pige lidt bebrejdende ord fra sinfar, selvom det var hendes fødselsdag.

- Det er ikke pænt at forlade sine gæster i så lang tid,sagdehan, men jegforstår dig igrunden godt.

- Skynd dig nu at sætte bilen ind i dens nye garage.

- Ny garage? - Den ungepigeså spørgendepå sin far. –

Ja, sagde han, - prøv at se ved siden af den store gamle garage. - Du finder den let.

Den unge pige løb hurtigt hen ved siden af den store garage og stansede måbende. - Der stod en splinterny garage, og hvilken garage. Det var den flotteste og mest nuttede garagehun nogensinde havdeset.

Den var lavet af de fineste lyse brædder og havde sort tag.

Ja, den lignede et helt lille lystslot, men det flotteste var alligevel porten. Den var i en stor flot bue foroven og så kom det bedste: - Der var små ruder iheleporten.

Det var godt tænkt af arkitekten, for så kunne hun altid kigge ind til den lille røde bil, også når hun gik forbi om vinteren,hvor hun ikke kunne køre i den.

Den lille røde bil kunne så, - når den ikke var ude at køre, stå og kigge ud. Garageporten vendte nemlig ud mod den store dal med de grønne marker og de små snoede veje, som den elskede at køre på, for de snoede sig så meget, at det altid var spændende at se, hvad der gemte sigbag det næste sving.

Men alt dette vidste den lille røde bil intet om endnu, for den stod jo stadig og pustede ud henne foran den store trappe. Den var træt nu og meget støvet, især på sine blanke sorte skærme.

Den unge pige løb hen og hentede den. Hun kørte den hen foran garagen ogsagde:

- Det er din nyegarage ogdet er din helt alene.

- Du er alt for fin til at stå sammen med alle de gamle skrumler iden store garage.

Hvis den lille røde bil var lige ved at græde, så glad blev den.

Både ved synet af den dejlige garage og over den unge piges ord.

En flottere garagehavde ingen bil nogensinde haft. Det var den lille røde bil helt sikker på.

Den unge pige tørrede omhyggeligt alt støvet af og bakkede den lille røde bil ind i garagen. Her så den hurtigt, at der var marmorfliser på gulvet og at garagen kunne varmes opom vinteren.

- Nu skal jegaldrig fryse mere -tænkte den.

Så lukkede den unge pige porten og skyndte sig hen for at klæde sigom tilden store fødselsdagsmiddag.

Den lille røde bil stod med duggede forlygter og kiggede ud overlandskabet.

- For tredje gang sukkede den dybt, men denne gang var det af fuldendt lykke.

Træt og lykkelig lukkede den lygterne og faldt i søvn midt på det fine marmorgulv. -o0o-

Den unge pige var meget stolt og glad for den lille røde bil. Man så dem altid sammen. Hun følte, at den var en rigtig ven og derfor sad hun tit ligeså stille ved rattet ude i garagen og betroede den sine ungdomsdrømme og små problemer.

Hver eneste juleaften gik hun ned i den hyggelige garage med et lille pyntet juletræ og sang en dejlig salme for denlille røde bil.

Denne aften glædede den sig særligt til hvert år og den følte sig meget stolt og glad over, at høre til på det fine slot og over at den og den unge pige passede så godt sammen.

-o0o-

Der gik nu fire år og den unge pige blev mere voksen. Pludselig, et forår, kom hun ikke mere så tit og kørte en tur.

Den lille røde bil kunne ikke rigtig forstå det. - Var hun

ikke længere glad for den mere? - Eller havde hun fået noget andetat kastesin kærlighed på?

- En større og hurtigere sportsvognmåske?

Den lille røde vogn stod alene, og blev lidt mismodig over at tænkte på dette.

-o0o-

Pludselig en dag lød der en vild brølen fra en voldsom motor og en stor grøn Bentley sportsvogn kom drønende ind på gårdspladsen, sågruset sprøjtede tilalle sider.

Den standsede lige foran den lille røde bils garage, og den blev helt bange for, at de springende sten skulle smadre ruderne igarageporten.

Den unge pige og en nydelig ung mand steg ud af Bentley‘en. De gik ind i garagen og den unge pige sagde til den unge mand:

- Her er min elskede lille røde bil, som jeg har fortalt dig så megetom.

- Nå, tænkte den lille røde bil, så har hun da ikke helt glemt mig.

Er den ikke dejlig? - spurgte hun den unge mand. Han kiggede interesseret på den med et lidt mærkeligt udtryk i ansigtet, for han turde jo ikke fortælle, hvad han i virkeligheden tænkte.

Nemlig:- Det er dog en løjerlig lilleudenlandsk vogn.

De to personer, der kunne være i vognen sad jo bag ved hinanden, ligesom på en motorcykel. Det så for ham mærkeligt ud og der var garanteret kun en lille motor i den.

Den var i hvert fald for intet at regne mod hans store Bentleymedde seks cylindre og mangekræfter.

- Men alt dette turde han ikke sige til den unge pige, der jovar såglad for den lille røde bil.

De skulle nemlig giftes og den unge pige skulle flytte hen tilhans store husi London.

Den lille røde bil skulle derfor sælges, for i London kunne man ikke køre små hyggelige ture, der var alt for megen trafik. Skulle man rundt i London, var det meget lettere at tage en hyrevogn og skulle man ud på landet, villedet være altfor langt for den lille røde bil.

Det kunne den unge pige godt forstå, men hun var ked af at fortælle den lille rødebil altdette.

Derfor ventede hun til om aftenen, - da alt på slottet var faldet tilro. Hun gik ned i garagen og satte sig bag rattet.

- Hun kunne ikke få sig selv til at stå ude foran og se den ind i lygterne, medens hun skulle fortælle, hvorfor den skulle sælges.

Det var lidt fejt, - det vidste hun godt, men hun var bange for at hun skulle komme til at græde, for hun holdt joså meget af den.

Men hun holdt alligevel mere af den unge mand, så hun fortalte i mørket og stilheden den lille røde bil, at hun var nødt til at sælge den og hun takkede den for de mange ture de havde kørt sammen og fordi den havde været så trofast.

Den lille røde bil blev helt stiv af skræk. Kunne det virkelig være sandt? - Skulle den væk fra den unge pige og fra sin lune garage med marmorgulv og den fine udsigt.

- Den var skrækslagen og kunne ikke røre sig. Den unge pige forlodden medtårer i øjnene.

- Men den lille røde billukkedeikke enlygte den nat.

Næste dag kom der en kranvogn fra den lokale mekaniker nede i landsbyen.

- Han havdekøbt denlille røde bil.

Folkene satte nu enstor jernkrog iforenden afden og hejsede den op og langsomt kørte de ned modlandsbyen.

I etsving så den lillerødebil med vemodigt tilbage mod dens fine garage, som den nu aldrigmere skulleind i.

DET VILDE LIV

Mekanikeren i landsbyen skulle ikke bruge den lille røde bil selv. - Det havde han slet ikke råd til, så han ville sælge den. Han satte den ud i vejkanten foran værkstedet med et stort hvidtskilt hvorpå der stod Til salg.

Mange stoppede op og spurgte om prisen og de kunne godt lide den lille røde bil, især damerne, men de syntes, at det var for besværligt, at den skulle startes med håndsving, da denjo ikke var med elektrisk system.

Nu var der kommet flere biler på vejene, og de havde alle elektrisk lys og selvstarter, så det var lidt flovt, at man selv skulledreje håndsvinget.

Den unge pige havde aldrig fået monteret de elektriske lygter hun fik i fødselsdagsgave. Hun kørte alligevel kun om dagenog brugte derforaldrig lys på bilen.

Dagene gik – sommeren gik, og den lille fine røde bil stod ude vedvejen i både regn og blæst.

Den så efterhånden farlig ud. Den var meget beskidt af støv og mudder der sprøjtede op på den, når det regnede.

- Vejen den stod ved var nemligen grusvej.

En gang imellem satte mekanikeren en lærling til at tørre den af, men han rystede ikke kluden tit nok, så sandet ridsede både messing og lak frygteligt.

Da sommeren var gået var den lille røde bil mat og

falmet over det heleog den var iet elendigt humør.

Den følte at den var kommet fra et Paradis og nu var havnet i denbarske verden udenfor.

Endda på et ikke særligt behageligt og slet ikke kærligt sted, og det havde den joret i.

Mekanikeren var sur over at bilen ikke blev solgt. Han havde regnet med at tjene gode penge på den, og han var nu parat til at sælge bilen til hvem som helst, og nu var den billig.

- Den skullehelstsælgesindenvinteren kom.

En dag kom en ung mand ind til mekanikeren og foreslog en handel. - Jeg har ikke alle pengene, men du kan få en fjerdedel nu og så betaler jeg resten inden foråret, sagdehan.

Nu vidste mekanikeren godt, at den unge mand var en af landsbyens lømler, og han var slet ikke så sikker på at den ungemandholdt sine løfter, tværtimod.

Han ville dog gerne af med bilen nu og en fjerdedel af pengene var dog bedre end ingenting.

Betalte den unge lømmel ikke resten, kunne han jo altid tage bilen tilbage. - Så dehandlede.

Den lille røde bil kom ind på værkstedet for at blive vasket og gjort klar til udleveringen den næste dag.

Da den unge lømmel næste morgen kom for at hente bilen, spurgte mekanikeren ham, om han havde et kørekort. - Ja, selvfølgelig - svarede han. - Vis mig det lige, - sagde mekanikeren. Han måtte nemlig ikke udlevere bilen tilen derikke havde kørekort.

Den unge mand ledte i alle sine lommer, men forgæves.

Nå, – så må jeg have glemt det derhjemme, men jeg kører lige hjem efter det i bilen. Så kommer jeg og viser dig det.

Den forklaring måtte mekanikeren sånøjes med.

Men den unge mand, der virkelig var en ansvarsløs lømmel, kørte slet ikke hjem, for han havde selvfølgelig intet kørekort. - Nej, han kørte i rasende fart ud ad de snoede grusveje, og han syntes at det var virkeligt herligt, når han rutsjede sidelæns gennem et sving og han syntes at det ret var spændende, fordi han ikke kunne se, om der lige rundt om hjørnet kom en stor hestevogn ellerbil. - Vejene var dengang meget smalle.

Den lille røde bil var skrækslagen. Aldrig før i sit liv havde den været så bange. Lømlen havde nemlig aldrig rigtig prøvet at køre en bil før, og han forstod derfor ikke at skifte gear, så den lille røde bils gearkasse gav jammerlige hvin, når dens tænder børstede mod hinanden og den lille røde bil fik frygtelig ondt i gearkassen, og det gør lige så ondt, som når mennesker har tandpine, - enddai mange tænder på éngang.

Lømlen gav også motoren alt for meget gas, så den løb op i for mange omdrejninger, og den lille røde bil blev fuldstændig svimmel, ligesom når mennesker snurrer meget hurtigtrundt på en lille karrusel.

Den lille røde bil hylede og skreg af bare rædsel og

tænkte: - Nu kan derda ikke komme større rædsler!

- Men den skullesnart blive meget klogere.

Den unge lømmel fortsatte nemlig sådan hele formiddagen, og da han blev træt af at køre på grusvejene, fortsatte han ind på de mudrede skovveje og havde det været slemt for den lille røde bil før på

grusvejene, blev det meget værre på skovvejene med de vandfyldte mudderhuller.

Den stakkels lille røde bil troede, at den snart skulle dø, for denslagskørselvar denslet ikke beregnet til.

- Gang på gang tvang lømlen brutalt den lille røde bil gennem de dybe mudderhuller for fuldt gas, og hele bilen var efterhånden blevettilén stor mudderkage.

- Man kunne slet ikke mere se hverkenmessing eller lak.

I et særlig stort og dybt mudderhul sad den lille røde bil uhjælpelig fast. Den kunne hverken komme frem eller tilbage, skønt lømlen rev ogflåede i gearkassen.

Til sidst lød der et stort brag fra gearkassen og tandhjulene sprang istykker.

- AV! AV! SKREG DEN LILLE RØDE BIL - meget højt. Det gjorde ufatteligt ondt. - Den besvimede og motoren gik i stå. Det sidste den nåede at tænke var:

- Nu får jeg da fred, for nu jeg kan ikke holde tilmere.

Lømlen sprang sur ogærgerligt ind påtørt land.

Lømler bliver meget let hidsige og så er det bedst, at man går væk fra dem.

Men den stakkels lille bilkunne joikke gå væk. Den var både besvimet og sad fast i sit mudderhul, men den ærgerlige og hidsige lømmel skulle have afreageret her og nu, så han gav sig til at sparke store buler i den rare, menhjælpeløse lille røde bil.

- Det var meget forkert og det havde den ikke fortjent.

Da lømlen blev træt gik han hjem. Han kom først nu til at tænke på, at den bil han lige havde ødelagt så grundigt, slet ikke var hans. Han havde kun betalt en fjerdedel af prisen og det havde lange udsigter med at skaffe resten, og det gad han for resten slet ikke nu, hvor bilen var i stykker. - Han var og blev en rigtigslyngel.

Da der var gået nogen tid, undrede mekanikeren sig over, at han aldrig så lømlen køre i den lille røde bil, og lømlen havde heller ikke været på værkstedet, siden den morgen han købte bilen.

Han opsøgte derfor ungersvenden hjemme hvor han boede, men kunne ikke se den lille røde bil nogen steder, selvom lømlen var hjemme.

Han gad nemlig ikke arbejde og det var derfor han ingen penge havde. De penge han havde betalt mekanikeren, havde han bare lånt et andet sted og lovet at betale dem tilbage få dage efter, da han, - som han sagde, ventede en del penge, der skulle komme med posten.

Det var selvfølgelig én stor løgnehistorie. Han ventede

ingen penge. - Tværtimod han skyldte snart penge til alle i landsbyen.

Mekanikeren spurgte ham: Hvor er den lille røde bil? –Nå den, - svarede lømlen, - den blev jo stjålet allerede samme dagsomjeg købte den. - Har du ikke hørt det?

- Hvad er det for noget sludder, - svarede mekanikeren.

- Det passer jo ikke, for hvis det var rigtigt, så havde jeg hørt det for længst.

- Nej, du har nok snarere solgt den til en anden og jeg håber for dig, at du ikke har brugt pengene, for du skylder mig stadig tre fjerdedel afprisen.

- Nu går jeg hjem og ringer efter politiet, hvis du da ikke har enanden forklaring.

Det havde lømlen så lige pludseligt, for han havde nok at gøre med politieti forvejen. Han fortalte nu sandheden.

- Vil det sige at den lille fine røde bil stadig holder ude i mudderhullet i skoven. - Har du slet ikke forsøgt at få den op igen, sådu kan køre iden?

– Nej det havde lømlen selvfølgelig ikke, for bilen var jo ødelagt.

Men det sidste fortalte han ikke noget om.

Nu hentede mekanikeren sin kranvogn og kørte ud til mudderhullet i skoven, og han troede næsten ikke sine egne øjne.

Midt i mudderhullet stor der én stor mudderkage. Det øverste var lysebrun af størknet mudder og det nederste var mørkebrun afvådt mudder.

Det nederste af bilen kunne man slet ikke se mere, fordi mudder ogvand nu gik opover trinbrædderne.

Det var et meget sørgeligt syn og den ellers barske mekaniker var lige ved at græde, for han holdt meget af biler, og han ville gerne selv have beholdt den fine lille udenlandske bil, men det havde han ikke haft råd til, og nu stod den der ogvar ingenting værd.

Sørgmodig vadede han ud i mudderhullet og satte jernkrogen fast iforakslen på den lille bil.

Efter flere forsøg fik han den endelig op af mudderhullet, men da var forakslen blevet bøjet.

Den lillerødebil følte ikke rigtig noget mere. Den var ikke død, men følte at den ligesom befandt et andetsted langt borte.

Den opfattede dog at nogen, trak i den, men den følte ingen smerte længere.

I de første dage den sad i mudderhullet, havde den haft det frygtelig dårligt. Det gjorde meget ondt i gearkassen og alle bulerne var ømme.

Motoren var blevet kold igen og den fejlede, - trods den hårdeoverlast, ikke noget.

Den var nemliglavet af stærke materialer.

I begyndelsen tænkte den ikke så meget over sin skæbne. - Den var blot glad for at ingen plagede den mere.

Den forsøgte at slappe af trods smerterne og komme til hægterne igen, men da der var gået nogle dage, begyndte den at undre sig over, at der ikke kom nogen og hjalp den.

Der havde jo altid før været nogen til at hjælpe, hvis den

havde haft små problemer og nu havde den i høj grad store problemer, - men nu kom deringen.

Det er kun hvad man kan vente sig af den lømmel der ødelagde mig,- tænkte den mismodig.

Men hvorforhenter den rare mekanikermig ikke?

Han lod mig godt nok stå ude ved landevejen i lang tid i regn og blæst, men han kunne dog godt lide mig, og han var nødt tildet for at få mig solgt.

Hvorfor kommer han ikke og henter mig op med sin kranvogn? -Hvorfor?

Den lille røde bil kunne ikke forstå det. Den var jo slet ikke vant til så ond en verden, og om natten, hvor den stod fast i sit mudderhul og den var meget ensom, kiggede den op på stjernehimlen og drømte om de lune nætter i den fine garage med marmorgulv.

Således drømmende faldt den til sidst i en dyb bevidstløshed med et lille svagt smil ikøleren.

- Det var i den tilstand mekanikeren fandt den.

Da den lille røde bil kom hjem på værkstedet, blev alt mudderet vasket af, og først da opdagede mekanikeren alle bulerne, som lømlen havde sparket i den lille røde bil i bare hidsighedog han blev endnu mere kedaf det.

Nu gikhan i gang med at undersøgede indre dele. Han drejede i håndsvinget. Det gik let rundt. Det var dejligt tænkte han. Så fejler motoren sikkert ikke noget.

Han hældte nyt vand på køleren og benzin i tanken.

Nu viljegprøveat starte den, sagde han.

Den lille røde bil var nu langsomt ved at komme til bevidsthed. Den kunne mærke at kærlige hænder puslede om den. Den følte sig langt bedre tilpas nu da den var fri for alt mudderet og den kunne mærke og lugte, at den stod i et varmt værksted.

Den følte det friske vand i køleren. Det var dejligt, og nu kunne den mærke benzinen strømme ind i benzintanken og det var også dejligt, for den var ved at ruste indvendigt og det erligesomat have lungebetændelse.

Nu mærkede den, at mekanikeren drejede i håndsvinget for at starte den og den hjalp selv til med de få kræfter der var tilbagei den.

Mekanikeren prøvede flere gange og pludselig hostede den lille røde bil et par gange og så sprang motoren i gang og dengik som en symaskine.

- Ligesom igamle dage.

Både mekanikeren og den lille bil var glade. Mekanikeren satte sig ind bag rattet og ville prøve gearkassen. Der lød et frygteligt spektakel og det gjorde ondt i den lille bil.

Mekanikeren var nu klar over at gearkassen var smadret og han standsede straks motoren.

Skulle han have en ny gearkasse måtte han skaffe den fra Tyskland og det var ikke så lige til dengang og i øvrigt havdehan ikke rådtildet lige nu.

- Gamle ven, - sagde han til den lille røde bil, der jo i grunden slet ikke var så gammel endda, men han sagde sådan, fordi han følte med den, nu den varsyg.

- Gamle ven, sagde han blidt. - Jeg har ikke råd til at

reparere dig og er derfor nødt til at stille dig om i den gamlegaragebagved, indtil jeg får bedre råd.

- Det er jeg ked af, men det er bedre end at hugge dig op, fordet har jegslet ikke hjerte til.

Som sagt så gjort og en time efter stod den før hen så fine lille røde bil i en mørk garage uden lys og vinduer og her var derikke marmorgulv, men fugtigtjordgulv.

Taget var ikke engang tæt, så der blev lagt en gammel presenning hen over den og nu kunne den slet ingenting se. Ikke engang solstrålerne, der skinnede ind gennem revnerne i brædderne omsommeren.

For der kom mange somre og vintre og mekanikeren fik stadig ikke råd til at reparere den lille røde bil og den var begyndt at ruste fælt.

Det gnavede og jagede alle vegne i den lille bil og når det regnede dryppede det ned gennem taget på presenningen, der så blev våd og klam og det var derfor den lille røde bilrustedeså meget.

Det er ligesom når mennesker får gigt, og det var en tidlig alder at få gigt i, og det var aldrig sket, hvis den unge pige ikke var blevet gift.

- Mennesker er nogle underlige nogen, - tænkte den lille røde bil. – Tænk, at den smukke unge pige foretrak en stor mand i en, - i dens øjne, grov Bentley, - når alle folk nu sagde, at den unge pige og den lille røde bil klædte hinanden så godt. - Var det nu tilat forstå?

- Den havde jo gjort alt hvad den kunne for at hun skulle være glad for den og alligevel vandt manden i den brutale Bentley.

- For fjerde gang sukkede den lille røde bil dybt og denne gang af sorg og dyb undren over mennesker.

-o0o-

Som tiden gik begyndte den lille røde bil, - som i grunden slet ikke var så rød mere, det skulle da lige være af rust, - at tænke mere på dagene sammen med den unge pige.

Den drømte det så mange gange, at den til sidst faktisk troede, at det var virkeligt.

Havde den været ude blandt andre biler, ville de have sagt, at den var lidt skør i instrumenterne.

Der stod den og drømte i mange år og de fleste havde glemt den og mekanikeren sagde ikke noget til nogen, for han havde en dårlig samvittighed, fordi han havde svigtet den førhen sånydelige lille bil.

Garagen med bilen gik simpelthen i glemsel og den lille røde bil var faldet helt istaver ogstod bare ogdrømte.

- Det samme, om og om igen. -o0o-

DEN LILLE RØDE BIL GENOPSTÅR

Mange år efter skulle landsbyen have en ny skolelærer, men landsbyskolenvar lille oghavde kun to klasser.

Den lille klasse og den store klasse. Det var ikke alle lærere der syntes, at det var særligt tillokkende og desuden var lærerboligen meget gammel og lille.

Sådanne forhold kunne højst tiltrække en gammel lærer der snart skullegå af og detønskedelandsbyen ikke.

Sådan en var de nemlig lige sluppet af med, og han havde været et vrissent gammelt spektakel i de sidste år og børnene havde slet ikke haft lyst til at komme i skole mere.

Nej, - nu ville man have en ung lærer, der ønskede at bo i landlige omgivelser og som elskede børn og ikke bare så dem som nogen der skulle have lussinger, når de efter hansmeninghavdeværetulydige.

Dengang måtte man nemlig gerne slå børn, når de var ulydige, og det var de voksne, der bestemte, hvem der var ulydigeog hvornår.

Man byggede derfor en helt ny skole med en fin lærerbolig oppe på toppen af bakken lige uden for landsbyen.

Her var der en vældig udsigt og masser af frisk luft og solskin.

Det virkede. Der kom flere ansøgere og man valgte en skolelærer der var gift og havde tre mindre børn og han var endnu ikke fyldt tredive år.

Han virkede glad for børn og man kunne se at hans børn elskede ham.

Hvis han faldt til, ville han sikkert blive der resten af sit liv. Han var en glad mand medmodpå livet.

Han begyndte at undervise og han var en dygtig lærer. Hans familie faldt hurtigt til i landsbyen og snart var det som om, de altid havde boet der og børnene glædede sig igentilat komme iskole.

- Sådan gik der nu etpar år. -o0o-

Huset på bakken lå lige ved vejen og der kørte tit biler forbi og en dag siger lærerens ældste søn på otte år til sin far:

- Far, hvorfor køber du ikke en bil, så kunne vi køre på skovtur om søndagen med madkurv og grammofon til at trække op. - Så kan lillesøster og lillebror og mig danse på græsset.

- Hvorforgør du ikke det, far?

Ser du min dreng, - sagde faderen, - vi har det jo så dejligt her i vores fine nye hus på bakken, men en skolelærer på landet med tre børn har ikke råd til at købe en bil. - Det har kun de rige.

- Men far, jeg leger med en dreng nede fra byen, og han ved hvor der står en gammel bil der er lidt i stykker, så den må værebillig, for den har stået der i mange år!

Gør der det, - sagde faderen og han tænkte: - Hvis den er rigtig billig, kan jeg måske få råd til købe den og så over et par år langsomt reparere den.

På den måde skal jeg jo ikke af med så mange penge på én gang. Jeg vil tale med min kone om det når børnene er kommet i seng.

Til sin søn sagde han: - Jeg skal lige tænke over det til i morgen.

Skolelæreren og hans kone blev enige om at det ville glæde børnene meget at få en bil, for lige nu kom de ikke langt fra hjemmet. - Kun ned i landsbyen.

Hvis de fik en bil, kunne de også besøge konens søster der boede et par landsbyer borte. Men de havde kun sparet en lille sum op, så bilen var nødt tilat være billig.

Næste dag, da skolen var færdig, gik skolelæreren og sønnen hen til mekanikeren. Legekammeraten havde fortalt, at når han kiggede igennem revnerne i brædderne i den gamle garage som aldrig blev åbnet, kunne han se hjulene af en gammel bil.

De spurgte mekanikeren om det var rigtigt, at han havdeen gammelbil stående igaragen ude bagved.

Hvor ved I det fra? - spurgte mekanikeren. - Det er der ellers ingen der ved.

De fortalte nu hvorfra de vidste det og de fulgtes så ad om til garagen. Hængelåsen var rustet helt fast, så den måtte klippes overmed en stor boltsaks.

Hængslerne gav sig voldsomt, daporten blev tvungetop.

Det var et sørgeligt syn der mødte dem. Presenningen var næsten rådnet væk og kalechen med. Der var ingen luft i dækkene og desuden var dæk og slanger rådne og kunne slet ikke bruges mere.

Ingen sagde noget i lang tid. Ikke engang de to drenge. De mærkede den dystre stemning hosde voksne.

Skolelæreren synes at have tabt modet, men så fortalte mekanikeren hele den lille røde bils historie. Lige fra den unge pige til den grimme lømmel. Han følte nu stor skam, fordi han så groft havde forsømt den lille røde bil, men han havde virkelig til sidst helt fortrængt den, hvilket sikkert skyldtes, at han havdeså dårligen samvittighed.

Hvad vil du gøre med den, hvis den bliver din, skolelærer? - Nu fortalte skolelæreren hvilke planerne han havde haft, men at han nu godt kunne se, at den bil da vistaldrig blev til bil igen.

Mekanikeren så nu en udvej til at blive fri for sin dårlige samvittighed og han havde for længst glemt de penge han havde tabt.

– Hør her skolelærer, jeg har et forslag. - Du får bilen uden at betale noget for den, men det er for stor en opgave for dig at reparere den og det vil blive alt for dyrt, at få fremmedetilat lave den.

Du er en dygtig skolelærer og vi er meget glade for dig her i landsbyen og jeg er sikker på, at vi alle gerne vil hjælpe dig med at reparere bilen.

Nu tager vi bilen ind på værkstedet og stiller den i krogen bagerst i rummet. Der ligger kun noget gammelt skrammel. Det smider vi ud, så får vi plads nok.

Jeg laver det mekaniske og jeg er sikker på at karetmageren vil hjælpemedat reparere karosseriet.

Sadelmageren i nabobyen er min kones bror og hvis min kone beder ham om hjælp, så hjælper han, for min kone syr mange kjoler og bukser til hans kone og børn. Det er en stor hjælp i familien, så han bliver sikkert bare gladfor at høre, at han kan yde nogettilgengæld. Han kan så sy enny kaleche og nye sæder.

Men ingen af os kan hjælpe med penge, det må du selv klare.

Vi skal bruge penge til nye dæk og slanger og vi skal have en ny gearkasse, samt læder til sæder og stof til kalechen. Messingen kan vi pudse op, men malingen kan vi ikke gøre godt nok selv, men nu lader vi rygtet gå om hvad vi laver og når du blot betaler malingen så finder vi nok enmaler der vil lave arbejdet.

Når vi engang er færdige kan vi jo give alle hjælperne og dereskoner og børn en tur i den.

De fleste har aldrig prøvet at køre i en bil før.

- Hvad siger du tildet forslag, skolelærer?

Skolelæreren var noget grødet i stemmen, da han svarede:

- Det er dog en aldeles uventet aftale og jeg vil aldrig glemme jer for jeres velvilje, selvom planerne skulle gå i stå undervejs.

- Her tænkte han på, om han kunne skaffe penge nok til gearkassen fra Tyskland ogdeandre ting.

- Men det skulle nok gå. - Det skulle det!

Den lille røde bil var langsomt ved at komme til sig selv. Varmen i værkstedet, og det at mennesker færdedes omkring den, bragte den langsomt, men sikkert tilbage til virkeligheden.

Den følte det som om den vågnede af en lang drøm, hvor den hele tiden havde drømt om tiden med den unge pigeog den gode tidi den fine garage.

Den havde endnu ikke sanset tiden bagefter.

- Den havde endda, under det lange drømmeri, fortrængt den onde tid.

Mekanikeren tog først hele motoren og gearkassen ud af bilen. De var skruet sammen i ét stykke. Så skruede han gearkassen afog skilte den ad.

Da var det, at han opdagede hvor heldige de havde været. Der var kun smadret ét tandhjul i gearkassen, og at tandhjulet var af den gammeldags type, med ligeskårne tænder, og det var endnu mere heldigt, for så kunne maskinfabrikken i den nærmeste større by let drejeog fræse et nyt.

Havde det været af den moderne type med skråt skårne tænder, skulle man have haft et originalt fra Tyskland, og det havde været mangegange dyrere.

- Så sparer skolelæreren da de penge - tænkte han.

Nu var karetmageren gået i gang med at rette alle bulerne op. Nogle af trærammerne indvendigt var knækkede eller rådne, men det var en smal sag at lave nye, dem lavede han hjemme på sit værksted og satte dem i, når de alle mødtes de to gange om ugen for at arbejde på den lillerøde bil.

Den fik også nye bundbrædder, de var nemlig af træ. Sadelmageren reparerede kaleche-stativet og syede en ny flot kaleche, nøjagtig som den først havde set ud.

Sæderne og deindvendigesider fiknyt læderbetræk. Alt messing blev hurtigt pudset op, for det var gedigne sager og den blev ligesåblank, som daden var ny.

Alle hyggede sig på de aftener hvor de arbejdede på den lille røde bil. Man hyggesnakkede, fortalte vittigheder, og når arbejdet i dagligdagen blev lidt surt, tænkte de bare på, at nu skulle de snart hen og arbejde på denlillerødebil, og så blev de straks glade igen.

Det viste sig at en mand i landsbyen var i familie med en maler, men han boede nogle kilometer borte, så da den lille røde bil skulle gøres klar til at blive malet, hentede mekanikeren maleren oghans grej isin kranvogn.

Maleren sleb og malede karosseriet, så man til sidst slet ikke kunne seat der havde været buleri det.

Nu kom også det nye tandhjul og det passede fint i gearkassen. Motor og gearkasse kom i igen og da bilen atter strålede med sin røde lak, kom de sidste ting på plads.

Nu så den lille røde bil igen ud, som da den kom fra fabrikken i Tyskland.

Den lille røde bil lige før den fik sit fine røde karosseri på igen.

Wanderer fabrikken hvor den lille bil blev skabt

Nu kunne den atter med stolthed bære sit flotte navneskiltpå sin blanke messingkøler.

Det havde været en meget hård omgang for den stakkels

lille røde bil, for det gør ikke godt at blive skilt ad, men nu hvor den var samlet igen, var den de mange hjælpere meget taknemmelig.

Nu havde den nemlig igen fået hele sin hukommelse tilbage, og den huskede tydeligt den rædsomme lømmels mishandling ude i mudderhulleti skoven.

Men det valgte den aldrig mere at tænke på. Den følte, at den nu igen var i kærlige hænder, selvom det godt nok ikke var den unge piges.

Den havde hørt menneskene, der arbejdede i værkstedet tale om, at de arbejdede på skolelærerens lille røde bil og at den snart var færdig og skulle op og bo i detnye hus påbakken.

De hviskede også om noget andet i krogene, men det var åbenbart noget, som den lille røde bil ikke skulle høre om endnu.

- Det skulle vist være en stor overraskelse. -o0o-

Så kom den store dag, da den lille røde bil igen skulle ud at køre på de små snoede veje, som den havde elsket som helt ung, og denglædedesig usigeligt.

Den første tur gik naturligvis op til det nye hus på bakken og allerede på lang afstand kunne den lille røde bilse, at der stod mange mennesker og ventede påden.

Den skyndte sig ikke, men kørte adstadigt op ad bakken. Den var jo blevet ældre og var knap så sprælsk mere.

Den var nu nogle erfaringer rigere, og den skulle ikke risikere at miste et tandhjul igen. Så hellere tage det mere roligt.

Til sidst kom den dog helt op. Den passerede huset og drejede om hjørnet og da var den lige ved at tabe både lygter og horn.

Ja, - den troede næsten ikke sine egne lygter.

Den var ligeved at tro, at denstadig drømte. Det kunne da ikke være rigtigt!

Jo, det var rigtig nok. - Der, - lige foran den, stod dens elskede garage fra slottet, med både marmorgulv og med alle vinduerne iden flotte buede port.

Lige for øjnene af alle mennesker fik den vand i begge lygter og motoren gik i stå af bare bevægelse.

Et kort øjeblik var der helt stille, så råbte skolelærerens børn pludselig meget højt:

VELKOMMEN HJEM KÆRE LILLE RØDE BIL!

Og så råbte alle menneskerne et højt trefoldigt hurra for den lille røde bil, og nu tapløb vandet af lygterne, så man skulle tro at køleren var blevet utæt, og der var såmænd ogsånogleaf menneskene, der måtte tørre et øje.

Man aftalte, at næste søndag skulle hjælperne, samt deresfamilie alle sammen have entur i denlillerøde bil.

Det ville blive en rigtig fest og tage det meste af dagen, for der kunne jo kun være en voksen og et barn med på hver tur, for skolelæreren havde lovet den lille røde bil, aldrignogensinde at overladerattet til andre.

Det kunne dens nerver slet ikke holde til mere, og det var det eneste ved den lille røde bil, der ikke helt var som før.

Nu blev den bakket ind i den kære gamle garage. Den følte sig rigtig hjemme og slappede, for første gang i mange år, helt af.

Da alle var gået og børnene og skolelærerens kone havde været oppe at sidde i de nye bløde lædersæder, blevder heltroligt og den lillebil stod ganske stille, - lige midt på det fine marmorgulv, og kiggede ud gennem alle vinduerne.

Ud på nøjagtig den samme udsigt, som den havde haft,

da garagen stod oppe ved slottet på den anden side af dalen.

Men hvordan var garagen dog kommet op til huset på bakken?

Det viste sig, at da den unge piges far hørte historien om genopbygningen af den lille røde bil, sagde han: - Så har jeg også et tilskud. - I må få dens fine garage, for jeg kommer altid til at tænke på min kære datter, som jeg nu næsten aldrig ser mere, og så mindes jeg de dejlige dage, da hun boede hjemme og jeg husker stadig det lykkelige udtryk i hendes ansigt, når hun en sommerdag kørte ned ad indkørslen i sin lille røde bil, med sit lange lyse hår flagrende efter sig.

- Det er et syn jeg aldrig glemmer, så den lille røde bil skal selvfølgelig igen have den garage, der helt specielt blevbygget tillige netop den.

Og sådan blev det. - Nu bor den lille røde bil igen i sin fine garage, hvis den da ikke lige er ude at køre med skolelæreren oghans familie.

Når solen skinner er det deres største fornøjelse at tage på skovtur i den lille røde bil, der igen stråler, som da den var ny - og som noget meget glædeligt - er også den indre varme udstråling begyndt at komme igen.

Hver eneste jul går børnene ud i garagen med et lille fint pyntet juletræ og synger for deres elskede lille røde bil, akkurat ligesom den unge pige oppe på slottet havde gjort det idens ungedage.

Så sukker den igen dybt, men nu er det atter af fuldendt lykke.

Her slutter historien om den lille røde bil.

Jeg er dog sikker på at den stadig lever lykkeligt hos skolelærerens familie, for selvom det er mange år siden, tror jeg ikke på, at nogen kan nænne at være ond mod den rare lillerøde bil.

Oktober 2001

Knud Erik Guldager

Historien bag historien

Jeg lavede historien en aften i 1997, da vores to børnebørn Lea og Matti skulle sove hos os. De ville have en godnathistorie, men jeg skulle ikke læse op, - men digte en selv, som de sagde.

Jeg spurgte så: - Hvad skal denhandle om?

Efter lidt betænkningstid svarede de:

- Den skal handle om den lille røde bil, der holder ovre i garagen.

På det tidspunkt var der nemlig en rød Wanderer fra 1921 imin veteranbilsamling.

Den første udgave var dog kun med ”Prinsessehistorien” om den unge pige.

De ville ikke have kunnet lide at høre om bilens skæbne i den unge lømmels varetægt, så den kom først til langt senere, da jegnedskrev historieni 2001.

Jeg havde haft bilen skilt helt ad og den var færdigrestaureret i februar 1977, men jeg syntes det var synd, at sådan en fin bil, skulle stå og kede sig ude i den koldegarage, så jeg togden ind i varmen istuen.

Her kunne jeg så gå og glæde mig over synet til det blev forår.

Her poserer Iben og jeg i sofaen. Bemærk, jeg har for Ullas skyld lagt aviser på

pejsestuegulvet, hvis der skulle falde en enkelt dråbe olie.

Det var der mange medier der fandt interessant og den kom i mange aviser og blade, sågar i Danmarks eneste TV kanal i den allerbedste sendetid, nemlig lørdag aften kl. 20 medden berømte studievært Jacob Nielsen.

Lørdag aften kl. 20 var ugens højdepunkt. Her så alle der havde et TV altid med.

Der var da langt over to millioner seere.

Det var ubetalelig reklame.

Igen maser af gratis reklame for firmaet. Aarhus Stiftstidende

Wanderen, ”Den lille røde bil”, bilen solgte jeg senere omkring 1982 til en dansker i nordvest Jylland med den klare klausul, at den altid skulle blive i Danmark, da den havdekørt her frany.

Femogtyve år senere ringede denne mand en dag til mig og fortalte, at der nu stod en ”gal” tysker, - der med voldog magt næsten da, - ville købe bilen.

Hans bedstefar havde startet Wanderer fabrikken i 1894.

Han var nu ved at samle biler og motorcykler, cykler, skrivemaskiner og andre ting der var fremstillet på fabrikken, da han villestarteet museum.

Men da vestjyden jo havde lovet mig at bilen skulle forblive i Danmark, villehan ligehøre om min mening.

- Et ord er jo et ord i Vestjylland og han havde ikke glemt sitløfte.

Jeg syntes, at lige i dette tilfælde var det helt i orden og fritoghan for hans løfte.

Et par timet senere kom den tyske køber ned til mig med bilen i en lukket lille lastbil. Han ville meget gerne tale med den mand der havde restaureret bilen og høre så megetaf dens historie som muligt.

Vi havde en hyggelig aften og han fik historien om ”Den lille røde bil”med hjem ibogform.

Senere kom den tilbage, men nu oversat til tysk, så måske vilhan haveden liggende på sitmuseum.

Sådan endte den lille røde Wanderer sine dage i Danmark, men den vil forhåbentlig i fremtiden blive set af mangemennesker der besøger museet i Tyskland.