En drengs erindringer fra krigens tid i Hobro

En drengs erindringer

fra krigens tid i Hobro

Knud Erik Guldager

En drengs erindringer i krigsårenes tid i Hobro og Randers

1939 - 1945

Krigen havde indflydelse på de fleste menneskers levevilkår, også børns

Disse erindringer er set fra et barns øjenhøjde

Knud Erik Guldager

Den 4. Maj 1945

Om aftenen den 4. Maj 1945 var jeg ni år. Vi boede i den nordlige del af Randers.

Folk satte levende lys i vinduerne for at fejre friheden og mørkelægningens ophør.

Det blev en tradition i mange år.

Sådan så drengen ud i 1945

Jeg var lagt i seng, men blev vækket af min far, da klokken næsten var ni. Han fortalte, at krigen nu var slut og at tyskerne havde kapituleret. – Skynd dig at komme op,så tager vi ned til Niels Ebbesen på Rådhuspladsen.

- Han var en berømt frihedskæmper mod tyskerne i middelalderen.

- Der mødes folk i aften.

Niels Ebbesen, dræbte i 1340 i Randers den "Kullede greve", grev Gerhardt, der var en tysk krigsherre.

Niels Ebbesen var derved med til at vende krigen dengang, - så meget, at tyskerne forlod Danmark.

Min far vidste, at her ville Randersborgerne samle sig for at fejre den glædelige begivenhed . Vi cyklede derned og der var allerede kommet mange mennesker.

Næste dag var aviserne fulde af billeder.

Jeg kiggede lidt på de tyske soldater, der stod ved siden af deres køretøjer med ladte geværer, for de var nemlig også kommet, da de kunne regne ud, at netop her, ville mange mennesker samles for at fejre krigens afslutning.

De var bange, kunne jeg se på deres øjne og stive ansigter, og parate til at forsvare sig, hvis folk pludselig gik amok og ville hævne sig efter besættelsens undertrykkelse.

Men aftenen forløb nogenlunde roligt og folk havde fundet deres dannebrogsflag frem og gik og viftede med dem for næsen af tyskerne, - men de reagerede heldigvis ikke.

De var sikkert lige så trætte af krigen, som vi var og nu ville de gerne hjem, for at se om familien havde overlevet. - De så i hvert fald meget trætte og forstenede ud.

Der var hele tiden nogle af de glade mennesker, der brød ud i sang. Det var mest fædrelandssange og "Kong Christian stod ved højen mast". - Den sidste var der mest kraft og saft i, lige på det tidspunkt.

Den aften står meget tydelig for mig.

Frihedsbudskabet fra London

Min far havde i 1942 købt denne nye B&O radio, for bedre at kunne høre den engelske sender. - (Jeg har gemt den).

Fra krigens tid husker jeg også, at min far illegalt lyttede til ”Radio Danmark" fra London, og som sædvanligt sad han også og lyttede den 4. Maj og det var på den måde, han så

hurtigt havde fået det glædelige budskab.

Først lød det: - BUM BUM BUM - BUM. - Så lød ”Prins Jørgens March". - Derefter kom:

HER ER LONDON. - BBC SENDER TIL DANMARK.Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark h a r overgivet sig. - Speakeren talte meget højt, da han skulle overdøve de tyske støjsendere, der altid forsøgte at forstyrre udsendelserne fra London.

Der var hver aften også de såkaldte særmeldinger.

Det var specielle meddelelser til frihedskæmpere, der blandt andet skulle vide, hvor og hvornår og til hvem, der fra engelske flyvemaskiner blev nedkastet våben.

Jeg syntes det var spændende, at sidde sammen med min far og lytte til dem. - Også fordi jeg vidste det var forbudt.

En særmeddelelse kunne f.eks. lyde sådan: - GertrudeDagmar - Fatima - Edmund - Arnold - Tristan - SamuelAksel - og så videre. - Der kunne være rigtig mange navne i træk. Speakeren sagde altid: - Jeg gentager, og så kom alle navnene en gang til for at være sikker på, at de var rigtig opfattede, hvilket jo var særdeles vigtigt.

Det var nemlig tit meget vanskeligt at høre ordene ordentlig på grund af støjsenderne.

Jeg har i øvrigt de gamle 78 grammofonplader med frihedsbudskabet. De kostede normalt 2,50 kroner, men de fleste blev solgt til det dobbelte, fordi de sidste 2,5o kroner så gik til enkerne efter de dræbte frihedskæmpere.

Der sidder stadig det gule 5 kroners ”Enkemærke” på den ene grammofonplade. Stikkersvin

I dagene efter 4. Maj oplevede vi børn mange ting.

Pludselig vrimlede det med frihedskæmpere alle vegne.

De bar et armbind på overarmen og de kørte rundt i lastbiler med Originalt frihedskæmperarmbind. høje sider. De samlede især stikkere og tyskervenlige folk op. Men ogsåfolk, der åbenlyst havde arbejdet for tyskerne.

Her en lastbil fuld af stikkere og HIPO-folk magen til dem vi så. - Vores var på vej til skolen i Dronningborg.

Denne har en gasgenerator bag førerhuset.

Vi børn vidste ikke hvad HIPO betød, vi troede det betød Hitlers politi, men det betød Hilfspolizei. -

Det var danskere, der i danske uniformer hjalp tyskerne i 1944-45.

- Stikkere var danskere der havde angivet naboer og bekendte, som de påstod var frihedskæmpere.

Det var ikke altid helt rigtigt, men de gjorde det, for selv at opnå fordele hos den tyske besættelsesmagt. – Disse stikkere måtte nu stå på ladet af lastvognene, i hastig påtaget overtøj og helt uden ejendele, HIPO-mand, medens de blev hånet af alle de mennesker, der stod på gaderne og rigtig nød at se dem komme ned med nakken.

Jeg håber da ikke, der har været alt for mange uskyldige på bilerne, for jeg stod sammen med alle de andre og råbte:

- STIKKERSVIN, - hvorefter vi spyttede efter dem.

Jeg kunne nu ikke rigtig lide det, og sommetider blev jeg lidt bange, for mange af dem stirrede rasendetilbage på os.

Frihedskæmperne hang to og to på trinbrættet i hver side, med deres maskinpistoler over skulderen.

- De så megetseje og bestemte ud, syntes jeg.

Min mor havde hurtigt efter befrielsen, hæklet en Royal Airforce hue. Det var en rund kalot der sad på baghovedet. Det var et engelsk Royal Airforce mærke, ligesom dem der sad på flyvemaskinerne. Det havde en rød midte med først en hvid ring og dernæst en blå. - Den gik alle drenge med, og vi følte os som ”næsten" frihedskæmpere.

Det var en sådan Royal Airforce kalot jeg gik med.

Det er dog ikke mig på billedet, der er taget lige efter krigen.

Senere købte jeg en ny-fremstillet i Silkeborg på en udstilling fra krigens tid.

En ældre dame sad og hæklede disse huer og solgte dem for en halvtredser.

Jeg købte selvfølgelig en og tog den straks på, selvom det nu var halvfjerds år siden jeg sidst havde gået med en.

Nu hænger den i forgangen sammen med de andre hatte.

--o0o--

Ovenstående var jo afslutningen på krigen, så lad os begynde forfra, med tiden lige før krigen.

Vi boede i Hobro fra oktober 1938 til januar 1945

Tiden som dreng i Hobro

I oktober 1938 flyttede vi fra Vorup ved Randers til Hostrupsvej i Hobro. - Jeg var lige fyldt tre år. Her blev min lillebror Bent født den 25. februar 1939. Huset, hvor vi boede til leje på første sal, var et rødt, pudset hus, der lå på en skrænt med gavlen ud mod vejen til Ålborg.

Vores stuevinduer, der havde mange sprosser, vendte ud mod vejen. - Huset er nu revet ned.

Tipvognskørsel

Overfor lå der en stor grusgrav med masser af tipvogne og spor. Når arbejderne var gået hjem, tog min far mig sommetider med derover, og så skubbede han en tipvognsundervogn på skinnerne op ad skrænten. Her satte vi os begge to op på rammen og susede ned ad skinnerne mod bunden.

- Jeg kan særlig huske vindens susen i ørerne. Det var bare rigtig spændende for en fireårs dreng. Der var jo ingen bund i tipvognsundervognen, der rumlede og rystede på de ujævne skinner. Den jo havde meget mere fart på, end når den kørte med læs, og jorden susede væk lige under os.

Tipvogne. -Vi kørte kun på en undervogn. Ladet var væk.

Men min mor kunne ikke lide det. Det var for farligt,mente hun, - da undervognen kunne hoppe af skinnerne, fordi den ikke var så tungt lastet, som med det lad og læs den var beregnet til.

Den hoppede da også af en gang imellem, men der skete aldrig noget. - Min mor sad dog altid ovre i stuevinduet og holdt øje med os. Sukkermadder og svæveflyvere

I stuen havde vi en kakkelovn, med et hulrum i midten, hvorpå der kunne stå en kedel eller en gryde, hvis noget skulle holdes varmt. Der var også ringe i som på et komfur.

De kunne fjernes, så hullet passede til de gammeldags komfurgryder i forskellige størrelser. På den flade plade lavede min mor de dejligste stegte rugbrødsmadder.

Hun smurte smør på og kom et godt lag sukker ovenpå. Når de blev rigtig varme, smeltede smørret og sukkeret så de blev brune. - Det er noget der smager himmelsk, faktisk så godt, at jeg stadig af og til laver dem den dag i dag, nu oppe på vores brændeovn i sommerhuset.

En dag sad min mor og jeg og så på noget spændende. Ovre i grusgraven var der nogle unge mænd, der fløj med svæveflyvere, som de selv havde bygget af let træ og gennemsigtigt papir.

Jeg har selv senere bygget et. Man kunne købe dem som byggesæt. De største havde et vingefang på cirka én meter. Jeg har faktisk en helt ny, ikke samlet, model, liggende i den originale papkasse endnu. Den har en spændvidde på 102 cm., står der på kassen. Den er konstrueret af Børge Hansen og har modelnavnet: PJERRI–75. De originale tegninger i fuld størrelse ligger i kassen. En dag vil jeg bygge den. - Måske i et projekt med børnebørnene.

De unge mænd udnyttede opdriften fra skrænten i grusgraven. Det var spændende at se på.

Pludselig så vi et af svæveflyene styre lige direkte over mod vore stuevinduer. - Det kom nærmere og nærmere, og vi gik væk fra vinduet for ikke at få glassplinter i hovedet, når det om lidt ramte ruderne.

Til alt held ramte flyet den tykke midterstolpe og der skete ikke noget. Svæveflyet faldt dog til jorden og den unge mand hentede det lidt efter, med et ængsteligt blik op til vinduet, hvor vi sad, - men min mor sagde ikke noget.

En lækker lille mundfuld

En aften, da min mor og jeg sad i stuen, bad hun mig om at hente ét eller andet ude i køkkenet.

Nu var der den hage ved det, at for at komme ud i køkkenet skulle jeg gågennem det mørke soveværelse.

Det var jeg som fireårig ikke så vild med, for jeg troede helt bestemt, at der boede et stort uhyggeligt uhyre inde i det mørke hul under dobbeltsengen.

Det vidste jeg godt, at de voksne ikke troede på, men jeg var nu helt sikker på, at det gjorde der altså, - så jeg sagde i stedet til min mor: - ”Mor, tror du nu at det er klogt. - Tænk, hvis der inde under sengen sidder en sulten mus. - (Jeg vidste, at vi havde mus).

- Så tænker den måske, når jeg går forbi: - Sikke dog en lækker lille

mundfuld der går der, - og så spiser den jo din lille dreng! Min mor hentede selvfølgelig selv tingene.

Hun drillede mig ikke med, at jeg ikke turde. Så med den ”smarte” historie reddede jeg æren. Men senere blev historien fortalt mange gange i familien.

- Måske er det derfor jeg husker den.

Sange min mor lærte mig

Min mor sang og fløjtede altid. Hun var meget dygtig til at fløjte og hun lærte mig mange sange. Allerede inden jeg fyldte tre år kunne jeg udenad synge ”Jeg en gård mig bygge vil” og jeg syntes, at den sang lød så spændende. -

Tænk, hvis man fik alle de ting. Så var man rig. - Der var også en anden sang jeg lærte, dog ikke det hele, men i hvert fald første vers. Det var ”Jylland mellem tvende have, som en runestav, er lagt” Jeg forstod det ikke rigtigt, men kunne godt lide at synge ordene. Der var mange andre, f.eks. ”Solen er så rød mor”, men jeg syntes altid, at det var lidt uhyggeligt med ræven der gik derude. - Den var jeg bange for. - Den måtte jo være farlig, når vi låste vores dør!

Nu vi taler om denne sang, kan jeg fortælle, at i 1952 - da vi boede i Århus - indsang min søster Kirsten den på en grammofonplade som julegave til min mor.

Min far, - der jo altid var med på det sidste nye, sagde en dag: - Vi skal ned til Berg Radio i Guldsmedgade og indsynge en grammofonplade til mor i julegave.

- Min bror Bent og jeg var ikke meget for det med at synge, men vi ville gerne sige god jul til min mor på pladen.

Min far introducerede sangene og Kirsten sang med en klokkeklar og ren ti års barnestemme.

På side 1: ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Dernæst ”Dejlig er jorden”.

På 2. side: Først ”Solen er så rød mor” og til sidst: ”Velkommen igen Guds engle små”.

Dengang var det slet ikke almindeligt, at man lavede sin egen helt private grammofonplade, men som sagt:

- Min far var heller ikke helt almindelig

Nu har jeg lavet CD’er af pladen til hele familien.

Delfa

Jeg kan huske, at min far altid brugte en bestemt vending.

Når han havde fået noget, der var meget mindre end det han havde forventet, sagde han:

- Det er som atgive en elefant en Delfa.

Han havde nemlig altid, i hele min barndom, en lille rød æske i lommen med Delfa. Delfa er nogle små runde kugler på 3-4 millimeter. De var lavet af engelsk lakrids og mentol.

- De var ret stærke, derfor den lille størrelse.

Jeg tiggede tit en Delfa og da jeg engang, ovre i Hvide Sande, mødte en ægte Delfa blikdåse fra dengang, købte jeg den straks. - Den giver mange glade minder om min far.

Delfadåsen havde et skydelåg, så man kunne ryste få ud af gangen.

Samtidig fandt jeg en af de gamle orange Albyl æsker, som jeg også husker fra min barndom.

Havde jeg meget ondt et eller andet sted, fik jeg en Albyl fra æsken, men det var absolut ikke noget man fråsede med. - Man skulle virkelig have ondt.

Motortcykelture

Efter jeg blev født i 1935 og var blevet tre-fire år, lejede min far tit en af de nye danske Nimbus motorcykler, og jeg kom med ud på lange køreture, siddende overskrævs på tanken.

Fra den tid mindes jeg svagt en episode.

Vi kom kørende ude på landet ad en grusvej og skulle passere en gård.

Pludselig, kom der en halvstor hund farende ud fra en hæk og ville bide min far i benet.

Jeg sad på tanken og holdt på en kasse med nogle kirsebær, vi havde plukket på en anden gård.

Min far slog et gevaldigt slag med motorcyklen, og jeg havde nær tabt kassen med bærrene.

Jeg kan svagt huske det, fordi jeg blev meget forskrækket.

Dette var noget gårdhundene gjorde dengang. De snappede efter benene på alle de cyklister og motorcyklister, der passerede lige netop deres gård.

Bilerne, derimod, forfulgte de blot et stykke forbi gården, mens de gøedesom rasende.

Jeg har selv restaureret

denne Nimbus fra netop 1938.

På udflugt til Norddjursland

Her er vi på Lystrup strand. Jeg sender minsandten en spytklat afsted lige da billedet blev taget. - Det var sejt at spytte dengang.

Vi var en rigtig glad familie. – Se selv!

Vi ledte efter ”Tippedej” sten, som er forstenede søpindsvin.

Min far tog os tit med rundt, især på Norddjursland, hvor han boede som ung, og vi oplevede altid noget spændende.

Her er vi på resterne af en borgruin fra middelalderen, hvor der gik nogle kalve. - I begyndelsen var jeg ikke helt tryg ved at gå hen til dem, men da jeg så, at min lillebror ikke var bange, overvandt jeg min frygt.

Hele optrinnet står helt klart i min erindring.

Jeg kan næsten stadig føle den instinktive frygt jeg havde. - Men den frygt overvandt jeg til sidst.

Vi havde et telt, et såkaldt spidstelt, som min far var meget glad for. Han havde købt det i 1920’erne som ganske ung.

Sommetider tog han min lillebror Bent og mig med ned til sydsiden af Hobro fjord. Vi slog teltet op på engen mellem skoven og vandet. De to stænger der bærer teltet er lavet af træ og de er hver delt i tre stykker, der så kan sættes sammen.

- Pløkkerne er også lavet af træ.

Min far hjalp os med at bygge en havn af grene og brædder vi fandt i strandkanten.

Vi havde nogen meget flotte trælegetøjs robåde. De var hvide udenpå med en blå streg i vandlinjen. - Inden i var de røde. Der var et lille bræt til sæde på midten.

Dem var vi glade for, og vi fik megen tid til at gå med at sejle med dem, medens min far sad oppe ved teltet og læste i en bog. Tegnet efter hukommelsen

Her er vores telt.

En dag, - hvor vi alle tre var oppe ved teltet, fordi vi lige havde spist vore madpakker, - sagde min far pludselig:

- Hvor er Bent? - Her er så stille.

- Bent var godt tre et halvt år og han kunne jo være gået uset ned til fjorden og nu være druknet.

Vi fandt ham dog heldigvis omme på bagsiden af teltet, hvor han sad og tegnede på teltdugen med en blyant.

- Se, - det var jo ikke så godt.

Min fars fine telt! - Så Bent blev skældt meget ud,

Men blyantstregerne sidder der minsandten endnu. Jeg så efter, da jeg havde teltet slået op i sommeren 2oo3, for jeg har nemlig teltet endnu.

Og det lugter stadig ligesom dengang, når man er inde i det. - Det dufter helt ubeskriveligt af min barndom.

Hvis jeg lukker øjnene, er jeg straks tilbage til tiden i Hobro.

Jeg nyder meget at have den slags minder så tæt på.

Det telt havde vi megen gavn af og vi brugte det tit om sommeren.

Min far havde jo købt det, før han blev gift, og der var nogen pletter på den ene skråvæg. Da jeg en dag spurgte, hvor de kom fra, fortalte han, at han engang havde lånt det ud til nogen unge karle og de havde drukket sig fulde nede på Lystrup Strand og så havde de strittet rundt med ølflaskerne, så de spildte øl op på telttaget. - Pletterne er der skam også endnu.

På en weekendtur til stranden, havde min far og en ven, der hed Vagn, glemt nogle patroner til jagtgeværet udenfor og det havde regnet om natten, så patronerne var blevet våde. For at redde dem lagde de patronerne på en bliktallerken på den tændte primus, så de kunne tørre.

- Da de havde siddet lidt, kunne de godt se, at tallerkenen nu var blevet endog meget varm, og de turde derfor ikke nærme sig den, da de var bange for, at patronerne skulle springe i luften og haglkuglerne dermed pifte rundt i alle retninger. De satte sig så op i klitterne indtil patronerne futtede af.

Vagn ved teltet på Lystrup strand

Der skete nu ikke så meget, som de havde troet, men det kunne jo godt have været farligt, hvis de havde glemt at se efter og patronerne så var

sprunget, medens de sad lige ved siden af primussen.

Primussen blev opfundet i 1892 af to svenske smede.

Man fylder petroleum i messingbeholderen og pumper tryk på med den indbyggede pumpe.

Den kan nu antændes med en tændstik.

Primussen var uundværlig til madlavning for mange i samfundet, da det langtfra var alle hjem, der havde gammeldags komfur eller bygas. - Jeg mindes stadig den hvæsende lyd af en tændt primus. Det var en hyggelig lyd, for så var der som regel noget godt i vente.

Roald Amundsen havde en primus med, da han tog til sydpolen i 1911. - Hillary og Tenzing havde også en primus med, da de besteg Mount Everest i 1953.

I min barndoms kammerats hjem brugte man en primusovn.

Primussen blev sat ind under ovnen. Derfor de høje ben.

En skive af et nybagt sigtebrød fra denne ovn med smør og sukker, varen himmerigsmundfuld for os børn.

- Det er et af mine godebarndomsminder

Jeg har for øvrigt stadig gemt en primus ovre i garagen.

Løgstørvej 21. 1939 - 1945

Marts 1939 flyttede vi til en bedre lejlighed på Løgstørvej 21, også i Hobro. - Her boede vi til januar 1945.

Nu begynder jeg at huske rigtig meget. Huset vi boede i var et ”Lagkagehus”, som folk kaldte det, fordi det var som tre bungalower ovenpå hinanden.

Bungalower var jo vældig moderne på den tid.

Vi boede i midten.

Soveværelsesvinduet er ved parabolen. Til venstre er køkkenvinduet. - Det var ved den hvide dør jeg legede fiskemand. - Min ”biografven” fru Madsen boede i baghuset.

Vi boede i midten og det var godt i de kolde vintre under krigen, for så var der varme både nedenunder og ovenover, så vi sparede brændsel, som var meget svær at skaffe.

Nederst boede værten. Det var ældre folk der hed Vraa. Øverst boede familien Nielsen, og i et hus, der lå bagved boede familien Madsen.

I huset, der næsten var magen til vores og havde nr. 19, boede på første sal familien Mogensen, som mine forældre kendte i forvejen.

I stuen boede familien Poulsen. - I nr. 17 boede familien Lykkegaard, og i nr. 15 boede der en ældre mand der hed Marcussen. - Han passede fodboldbanen længere ude ad vejen.

I nr. 13 boede der en familie der vist nok også hed Nielsen. Manden var i hvert fald ansat ved DSB og var født i 1912. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan huske, at han var født i 1912, men jeg kan huske, at jeg var godt fornærmet over, at verden havde tilladt, at der var sket så mange ting før jeg blev født. - En underlig tanke, men åbenbart helt naturlig for en femårig meden stor selvfølelse.

I nr. 11 boede slagter Bjørn, og han havde en søn, der som toårig faldt ud af et vindue på første sal og lige ned på en flise, så han flækkede hovedet. Han fik indopereret en sølvplade i hovedet, som de voksne sagde han skulle leve med i resten afsit liv.

Slagter Bjørn fangede også danske sangfugle, som han satte i bur og solgte, - men det kunne mange voksne ikke lide.

I det forreste hus havde købmand Christiansen butik og beboelse. - Det bagerste er slagter Bjørns. Det var fra det venstre vindue i slagter Bjørns hus, den lille dreng faldt.

I nr. 9 nede på hjørnet af Løgstørvej og Ølsvej boede købmand Christiansen. Om ham kan jeg huske, at da vi senere flyttede til Randers, flyttede han tilfældigvis også og minsandten om han ikke fik forretning lige i nærheden af os, så han igen blev vores nærmeste købmand. Det var da en sjov tilfældighed, som jeg undrede mig lidt over.

Jeg tror nu ikke at var for vores skyld han flyttede. Så store kunder var vi næppe. Jeg kan også huske, at jeg undrede mig over en anden ting. Jeg syntes det var utroligt billigt, når man kunne få en stor pakke sukker for kun 25 øre. - Det ændrede sig senere, da man fandt på atkomme skat på.

Bag ved købmanden, ud ad Ølsvej lå der en jernhandler, og her var det meget spændende at gå og rode sammen med min far. Jeg måtte ikke selv gå derned. Det var for farligt da tingene kunne falde ned over mig. Der var alt muligt, også gamle biler med messingkølere. - Alt blev hugget op og genbrugt.

De lyserøde ”Svale-Is”

Vi boede jo i det sidste hus på venstre hånd på Løgstørvej nummer 21.

Lige ovenfor viadukten over banen, på højre side, boede smeden. Hans kone havde et gult ishus ude ved vejen. Her kunne man få runde ispinde på en rund pind til ti øre, tror jeg nok, - jeg husker ikke rigtig prisen. De hed ”Svale-is” og var lyserøde jordbæris fra et Randers mejeri.

De ”svalede" da også rigtigt godt på en varm sommerdag. De var pakket ind i pergamentpapir med en blå svale på. Da jeg var fire år fik jeg altid en is af min mor, når vi havde været nede i Hobro og handle. Jeg vidste ikke rigtig noget om penge på det tidspunkt. Jeg fik jo bare altid en is af smedens kone. - Det var det jeg lagde mærke til.

Så en dag kom jeg forbi alene. Jeg havde været nede på viadukten, for at se på togene og jeg syntes,

det var sjovt at få al dampen og røgen lige op i hovedet.Lokomotiverne pulsede nemlig vældigt lige her.

De var lige startet nede på stationen og skulle nu op i fart på bakken mod Ålborg.

- Jeg måtte ellers slet ikke selv gå ned på viadukten alene, men det var også før ” læderremmen” var opfundet.

Bag den grønne port lå smedjen.

Hvor det blå vejskilt står, stod ishuset.

På vej hjem nåede jeg til ishuset.

Jeg sagde frejdigt: - Jeg vil gerne have en Svale-is. –Javel, har du penge med? - Penge? - sagde jeg forbavset. – Ja, - man skal have penge for at købe en is.

Jeg havde jo ingen penge, men jeg var åbenbart en god kunde og smedekonen har sikkert syntes, at det var synd at skuffe den lille dreng med det forventningsfulde ansigt, så jeg fik min Svale-is.

Der var kun kort hjem, så jeg havde endnu lidt is tilbage da jeg kom hjem. – Hvem har givet dig den is? - spurgte min mor. - Det har jeg da selv. - Jeg sagde bare til iskonen, at jeg gerne ville haveen is, men hun sagde godt nok, at jeg skulle have penge med næste gang.

Min mor gik straks ned og betalte isen, og jeg havde lært, at man ikke får den slags gratis. - Der skal penge til.

Ved den gamle smedje

Smedjen var en rigtig gammeldags smedje med en stor muret esse i midten og et stykke tyk træstamme med en stor ambolt ovenpå. Øverst på træstammen var der et bredt jernbånd, så stammen ikke flækkede, når man hamrede på ambolten. Smedens hammer lød klingende på denne ambolt dagen lang.

Han lavede mange hestesko, bl.a. til alle hestene oppe på ”Rosendal”.

En karl trak om morgenen et par heste ned til smeden og bandt dem til en ring i muren uden for.

Så tog smeden dem ind, én af gangen, fandt sko i den rigtige størrelse, og tog fat i et af benene påhesten og sagde højt: -Skank!

- Så bøjede hesten benet i knæet og smeden tog det, - med ryggen til hestens hoved, - mellem sine ben og klemte det fast, medens han slog skoen på med hesteskosøm.

De var firkantede i hovederne og passede til de firkantede huller som smeden havde lavet i hesteskoen. Sømmene gik

op gennem hoven og kom ud på den skrå overside. Her blev enderne bøjet om, så sømmene ikke faldt ud og skoen ikke kom til at sidde løs.

Når han var færdig trak han hesten udenfor, gav den et klap bagi og sagde højt: - Hjem! -

Hesten var så vant til turen, at den stille og roligt gik hjem til ”Rosendal” helt alene. - Der var kun godt en kilometer. Håndsmedet hestesko.

Pigen der fik kinden flået op

Bag smeden var der om vinteren en dejlig kælkebakke med et rigtig godt hop på midten. Man kørte lige ned mod bækken, der lå mellem marken og banen, men man skulle passe på at standse før markhegnet, der bestod af to rækker pigtråd.

Havde man for meget fart på, måtte man kaste sig af slæden før hegnet. Det var der en af pigerne der ikke nåede. Den nederste pigtråd rev en stor flænge i hendes ene kind og hun fik senere et stort ar. Hun blev hentet i Hobros flotte nye Buick ambulance. - Det var noget vi huskede. Ambulancen havde man sparet sammen til ved at holde en årlig ”Ambulancedag”. – Den holdes stadig den dag i dag.

Hobros Buick ambulance fra 1928

Her er Bent og jeg med på en udflugt

Sådan så familien ud i

1942

Vi er fotograferet under et besøg hos min fars

bror Gunnar

på Hyldevej

i Risskov

Jeg synes

vi alle ser noget betænkelige ud

En påske, da vi var i femårsalderen, sendte Niels’ far Charles os ud for at lede efter hareæg. - Det var noget vrøvl, sagde vi. Harer lægger ikke æg, det vidste vi da godt. - Men helt alvorligt sagde han, at i hvert fald påskeharer lægger chokoladeæg i påsken. - Den lagde dem som regel i det høje græs, lige ved hegnspælene.

Påskeharer er måske en helt speciel slags harer, tænkte vi, så Niels og jeg gik en hel formiddag og ledte efter hareæg ved alle hegnspælene.

Da vi skuffede kom hjem ved middagstid og fortalte, at vi slet ingen hareæg havde fundet, grinede de voksne og sagde, at vi dog var nogle små godtroende fjolser.

Man kunne altså ikke altid stole på de voksne. - Men der var jo så meget vi ikke vidste, og hvis det nu havde været rigtigt, ville det da have været spændende at se, hvordan hareæg afchokolade så ud. - Var der unger i ægget?

Skrammer på næsen

Fru Nielsen, der boede oven på os, havde flere børn, men jeg husker kun navnet på min hovedfjende; nemlig ”StoreBent”. - Min bror var ”Lille-Bent”.

”Store-Bent” var en tyran, der altid var efter de små. Vi var cirka lige gamle, men jeg følte mig åbenbart som ”Retfærdighedens Kriger”, for jeg forsvarede altid de små.

Jeg husker flere episoder med ”Store-Bent”. Han havde altid en gulgrøn klat snot hængende under næsen, og det så meget uappetitlig ud. Min mor havde altid holdt os meget rene. -Næsten for meget efter vores mening dengang.

En dag da vi legede gemmeleg, havde jeg gemt mig under en stige og nogle plader, der lå langs en mur.

Pludselig står ”Store-Bent”, - der var den, lige over mig og råber: - Fundet!

I det samme taber han sin uappetitlige snotklat lige ned i hovedet på mig. – Med et brøl skubber jeg stigen væk og løber efter ham, men han er bange som sædvanligt, og løber alt hvad han kan, hjem til sin mor på anden sal.

Fru Nielsen holdt selvfølgelig altid med sin søn, så jeg turde ikke gå op påøverste etage, men stod nede hos os.

Vi udslyngede de værste trusler mod hinanden og pludselig tager ”Store-Bent” sin ene træsko af og smider den ned i hovedet på mig. Den rammer så uheldigt, at det skøjteskarpe jernbeslag under træskoen rammer mig lige på næsen og skræller alt skindet af. Rasende løber jeg op af trappen, - fru Nielsen eller ej -, og ”Store-Bent” får bank.

Om aftenen kom fru Nielsen ned og klagede over ”bøllen”

Knud Erik, og skønt jeg allerede var lagt i seng, hjalp der ingen kære mor.

Jeg måtte gå op til fru Nielsen og sige undskyld.

- Men jeg kan tydeligt huske, at jeg indvendig hele tiden sagde: - Jeg mener det ikke. – Jeg mener det ikke.

Hvor retfærdig hele den historie var, ved jeg i grunden ikke. Jeg tror ikke, jeg lærte noget af den, for på et senere tidspunkt stod ”Store-Bent” og jeg igen på samme sted, og hvor utroligt det end lyder smed han igen sin ene træsko ned i hovedet på mig, og igen skrællede den skindet af min næse.

Jeg har lige siden spurgt mig selv, om jeg dog ikke husker forkert, - men nej, - det skete to gange.

VÆDDELØBSBILEN FRA FANØ STRAND

Min far lånte også engang et monstrum af en væddeløbsbil af en mekaniker, der boede oppe på Mariagervej i Hobro.

Jeg tror at han hed Erhardt. Den havde deltaget i væddeløbene nede på Fanø strand først i tyverne. Dens hjul var meget høje, og den kørte højst én kilometer på en liter benzin. Den havde ingen nummerplader, så man kunne ikke sådan køre omkring med den.

Men min mor fortalte, at min far en dag var kommet kørende hjem på Løgstørvej i den og havde vist den for hende og at den lavede et rædsomt spektakel. Min far ville give mig en tur, men min mor sagde, at det jeg måtte jeg i hvert fald ikke. - Det har ærgret mig lige siden.

Harejægeren og manna

En dag jeg legede på marken udenfor vores hus, fik jeg øje på en stor harekilling der hoppede rundti plovfurerne.

Jeg ville gerne fange den, men det var ikke let. Den kunne ikke løbe rigtig stærkt, men lige nok til, at jeg ikke kunne fange den.

Der stod et tykt elmetræ ved vejsiden og her drev jeg harekillingen hen og fik den til at løbe rundt om træet for ligesom at gemme sig.

Jeg løb bagefter og pludselig snurrede jeg rundt og kastede mig den anden vej. - Jeg smed mig efter haren og jeg nåede lige netop at få fat på den i det ene ben, inden den snurrede rundt, og jeg fangededen så med denne list.

Jeg var lidt stolt. - Jeg havde fanget en levende hare med de bare hænder, selvom den ikke var så stor.

Da jeg havde strøget og klappet den lidt, slap jeg den løs, selvom jeg godt vidste de voksne sagde, at hvis man havde rørt ved en harekilling, ville dens mor ikke vide af den mere.

Det store elmetræ den havde løbet rundt om, blev hvert år fuldt af grøn ”Manna”. Det er dens frugter. De sidder i klaser og kan spises. -De smager frisk og godt, så dem spiste vi altid en masse af.

Det gør jeg skam stadig!

Ordet Manna kommer sikkert fra bibelen. Det var jo ”Manna” der faldt ned fra himmelen, da Moses førte israelitterne hjem til det forjættede land.

Det skarpe øje

Da min mor engang vaskede fortrappen uden for huset, tabte hun sin vielsesring ned i gulvspanden, uden at hun opdagede det. Vandet havde hun smidt ud i grøften i vejsiden, men da hun ledte, kunne hun ikke finde sin ring igen. - Hun var meget ked af det, da hun om aftenen fortalte min far det.

Han ledte også næste morgen uden at finde den.

Jeg elskede jo min, ellers altid glade, mor, og kunne ikke lide at se hende så ked af det.

- Hun hverken fløjtede eller sang.

Nu havde jeg jo én gang for alle fået ry for at være blåøjet, - skønt jeg i det her tilfælde hellere ville kalde det optimist,så jeg gik ud og ledte i grøften med et barns skarpe øje, og der gik såmænd heller ikke lang tid før jeg fandt ringen, begravet i det sand, der lå i bunden af grøften.

Min mor blev meget glad igen, da jeg stolt gav hende den.

”Manna”

Av – det gjorde altid ondt

Træsko gik alle med hver dag under krigen. Om sommeren gik vi dog mest med bare fødder. Men vi havde også gummisko til fint brug. - Tennissko kaldte man dem. For at bunden i træskoene ikke skulle blive slidt for hurtigt, var der med søm slået aflange ovale jernbeslag på. Med tiden blev de knivskarpe, og når man løb med bare ben, ramte man tit indersiden af anklen, så skindet blev flået af knysten.

Sådan så vores træsko ud.

Her er et par ægte gammeldags træsko med jernbeslag.

Det var denne fortrappe min mor vaskede.

Som jeg husker det, sad der altid et væskende sår på mine knyster, og det blev hele tiden revet af, når vi løb.

Vi havde næsten altid sår på albuer og knæ, fordi vi tit faldt, og vi havde jo korte bukser og små trøjer på.

- Men knysterne gjorde mest ondt.

- Tænk bare på 90-års fødselsdagen, hvor James i skikkelse af Admiral von Schneider knalder hælene sammen, eller prøv selv at knalde knysterne sammen.

- Ja, rigtigt. - Bare tanken gør ondt.

Vi fandt på mange ting, der i7-8-årsalderen. Vi plukkede moreller fra træer, der stod på en skrænt ned til engen.

Vi klatrede højtop og helt ud på de tynde grene for at nå de bedste bær, men vi faldt sjældent ned og aldrig alvorligt.

Vi fik vores mødre til at lave morelgrød afde bær, vi ikke havde spist.

Toget og vandfaldet

Min gode ven Niels Halkær fra den anden side af vejen, legede jeg meget med. Han hørte ikke til de helt barske, som f.eks. Georg nede fra nr. 13, så det var helt i orden.

Ham måtte jeg gerne lege med for min mor.

Et år til jul, da vi begge to var seks år, havde vi fået flere skinner og togvogne til vores mekaniske tog. En dag da vi legede nede hos ham, havde vi bygget et vældigt skinne system op. Toget kørte under divanen og en lænestol. - Det var mørke tunneller i bjergene, legede vi.

Men vi manglede en viadukt på den åbne strækning, så vi fik overtalt hans lillesøster på to år, til at stå med et ben på hver side af skinnerne. Hun var ikke så høj og havde kjole på, så hun kunne godt ligne en bro.

Det gik godt et stykke tid, men pludselig råbte vi i kor:GÅ VÆK! - For lige pludselig, da vores flotte tog kørte under broen, kom der et vandfald ned over lokomotivet og

alle vognene! - Hun havde ikke kunnet holde sig i den skrævende stilling. Den stakkels lille pige, blev straks sat fra bestillingen med en hel del uvenlige ord, skønt hun dog var ganske uskyldig og blot gjorde os en tjeneste.

Det var selvfølgelig dybt uretfærdigt, men det tænkte vi slet ikke på. Vi tænkte blot på at komme ud i køkkenet og skylle vore tog under vandhanen.

- Men det var sidste gang vi brugte en levende bro.

Cirka sådan så vores tog ud.

Vores skulle dog trækkes op med en nøgle.

Poulsen i nr. 19 havde en dreng der også hed Knud-Erik, men han var lidt yngre end mig. Han blev ikke kaldt ”Lille Knud Erik”, men Poulsens Knud-Erik. Han var den allerværste til at være efter de små., en rigtig bølle. Han slog på alt og alle han kunne klare, også pigerne.

- Drenge slog ellers aldrig på pigerne dengang.

Ham var jeg nødt til at holde styr på næsten hver dag. Han havde sit væsen fra sin far, der var lastbilchauffør for et firma nede i Hobro. Han var berygtet for at være en skørtejæger, skønt han havde en sød kone, som han kaldte ”Musse”. - Han kørte en Ford AA lastbil med åbent lad. Jeg kan huske, at beklædningen bag sædet i førerhuset, var tremmer der skiftevis var lavet af lodrette lyse og mørke trælister. - Det syntes jeg så flot ud.

- (I dag ved jeg, at førerhuset så var danskbygget).

”Ham Poulsen”

Han kunne ikke lide mig, fordi hans søn jo fremstillede mig som en bølle, der hele tiden tævede ham. (Med god grund).

- Men resten af familien kom jeg godt ud af det med.

Fru Poulsens søster var engang på besøg. Hun tog en blommesten og noget ler og lavede en halv blomme, hvor stenen stak ud og malede den blå udvendig og gul indvendig. - Det imponerede mig.

”Skovturen”

Et forår sagde Poulsen til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur ved fjorden.

I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven.

Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man jo ikke kunne få benzin.

- Lastbilen havde en gasgenerator. Den lignede en rund sort kakkelovn.

Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med klodser af bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som bilens motor kunne køre på, i stedet for benzin.

Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde man kunne køre på, når man ikke havde benzin.

Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj.

Vi har vel været cirka femten børn. Drengene var vandkæmmede med sukkervand. - Så blev håret helt stift som et panser, og det holdt frisuren det meste af dagen.

Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. – Men da han kom til mig, skubbede han mig hånligt væk, og sagde hårdt lige ned i ansigtet på mig:

Da lærte jeg som syv årig, hvordan voksne kunne være.

- En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før.

Jeg stod, lidt forstenet, men jeg ville ikke græde, ikke mens han så det. - Den fornøjelse skulle han ikke have.

Jeg tror stadig, at han havde lavet hele udflugten, bare for at få fornøjelsen af, at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit sukkervandskæmmede hår og med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet og fortabt kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater, der kørte ned ad vejen.

- Først da løb tårerne ned ad kinderne, men jeg sagde ikke noget.

Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen.

I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne:

- Ham den ældste afGuldagers er vist lidt til en side. Det blev min mor meget vred over.

- Poulsen kunne slet ikke forstå min livlige fantasi.

Lastbilen til skovturen var magen til denne

Min far var helt anderledes. Han lavede altid spændende ting. Han havde en meget livlig fantasi og kunne fortælle spændende historier, som han selv digtede.

Han spurgte blot min bror og mig: - Hvad skal jeg fortælle om? Jeg var vild med Tarzan og så fortalte han de mest dramatiske Tarzan-historier.

Normalt ville vi jo, som alle andre børn, ikke i seng om aftenen, men han havde en god fidus. Han sluttede altid historierne af på et meget dramatisk øjeblik, f.eks. hvor leoparden, - som Tarzan ikke havde set, - var midt i et spring og nu hang i luften mellem træet og Tarzan. – Så slutter vi for i dag, sagde han.

Nej – Nej – Nej – skreg vi, men sådan blev det og nu kunne vi så gå hele den næste dag og spekulere på, hvordan Tarzan dog skulle klare denne umulige situation.

Næste aften, - når han sagde vi skulle i seng og at han så ville fortsætte historien, - ja, så lå vi i vore senge cirka et minut efter. (De fleste børn børstede ikke tænder dengang).

Hvor kom vi til? - spurgte min far. Vi råbte i munden på hinanden og min far smilede, for han kunne udmærket godt huske, hvor langt i historien han var kommet.

Av – det gjorde ondt

En dag var jeg ovre og lege med Mogensens børn i nr. 19. Vi legede ude i køkkenet på gulvet. Døren ind til stuen stod åben, og vi har åbenbart været lidt for højrøstede, for pludselig kommer fru Mogensen inde fra stuesiden, - hvor hun havde siddet og læst, og lukker døren.

Nu var det så uheldigt, at jeg havde min tommelfinger inde i dørkarmen ved hængslerne, hvor en dør rigtig kan klemme.

– Se det gjorde ondt, - ja, faktisk så ondt, at jeg kun åbnede

munden til at skrig, men min krop var helt låst, så der kom intet skrig. Det resulterede i, at fru Mogensen ikke kunne forstå, hvorfor døren ikke kunne lukkes helt i, så hun presser den hårdt.

Nu kom skriget og hun åbner hurtigt døren, så min tommelfinger kommer fri. - Lige med det samme blev den dobbelt så tyk som normalt, og senere blev neglen helt sort og tilslut faldt den af.

-Den slags hændelser tror jeg aldrig man glemmer.

Den rare, men ”tossegode” Lykkegaard

I nummer 17 boede jo Lykkegaard. Han var en knokkelstærk, meget rødhåret og fåmælt mand. Han var også utrolig godmodig, - ja, han var, hvad man dengang, kaldte tossegod.

Når han om foråret og efteråret meget sirligt gravede sin have, kom ”Ham Poulsen” altid og så på. Når han havde stået lidt, sagde han med indsmigrende stemme: - Lykkegaard, jeg kender ingen som dig, der kan grave så snorlige rækker. - Jeg kan i hvert fald slet ikke. - Jeg er også så langsom, at jeg aldrig bliver færdig og så klager ”Musse”.

Han vidste så lige præcis, at nu sagde Lykkegaard, - der, som sagt, var en meget rar mand og godt kunne lide fru Poulsen: - Jeg kan dagodt graveden have for dig.

Det sagde han, skønt han udmærket godt vidste, at han blev udnyttet af Poulsen, men han gjorde det, fordi han vidste, at den tykke og dovne Poulsen aldrig selv fik det gjort, og så fik fru Poulsen ikke plantet sine kartofler, grønkål og porrer.

Det var nemlig noget, man helst selv skulle have i haverne under krigen, da pengene var små.

Senere sagde vi altid i familien, når nogen fedtede for at få lavet noget de ikke selv gad: ”Lykkegaard”.

Her er jeg på besøg i Randers Zoologiske Have cirka 1941.

Der var en stige op på den anden side, så man kunne kravle op i tårnet på elefantens ryg.

Derfra kunne man glide ned ad en lang glidebane.

Ude at ”ro” på fjorden med Hobro i baggrunden. Niels Halkjær, jeg og Bent. - Jeg skal vist vise, hvor stærk jeg er, og tager nogle gevaldige åretag.

Jeg har heldigvis arvet meget af min fars fantasi, så jeg fandt også på ting, der ikke var helt almindelige.

Jeg tog ned til fjorden i Hobro og fangede hundestejler med et net. Hjemme lavede jeg en fiskebutik, med de andre børn som kunder. - Når de så kom for at købe en fisk, gjorde jeg ligesom fiskemanden og spurgte: - Vil du have hovedet skåret af og indvoldene taget ud? – Ja tak, det ville de godt, og det gjorde jeg så.

Vi havde også engang fået fat på nogle kridtpiber og skulle nu prøve at ryge.

Min far røg ikke og rigtig

tobak var rationeret under krigen, men jeg havde hørt, at de voksne kunne finde på at ryge tørrede kirsebærblade, når det kneb. Det prøvede vi så, og vi harkede og hostede, for vi slugte jo røgen. Vi opgav meget hurtigt at ryge. - Jeg har i øvrigt aldrig røget.

Skråtobak

Apropos rationering, er her en lille historie om min morfar Marius. Han skråede og brugte snustobak, og engang, da han var på besøg hos os i Hobro, klagede han over, at han havde brugt alle sine tobaksrationeringsmærker, og at han savnede sin skrå.

Begejstret råbte jeg: - Du kan du få skrå ude i Brugsen i Hørby!

- Det er noget sludder, sagde de voksne. - Det kan man ikke, når man ingen mærker har.

- Men jeg var sikker, for jeg havde selv hørt det fra en

bærmekusk, som jeg havde kørt med. - Bare giv mig nogen penge, sagde jeg, -så går jeg ud til Hørby og henter skrå.

Nu ligger landsbyen Hørby tre-fire kilometer længere ude ad Løgstørvej, så det er jo langt for en syvårig, men jeg fik da lov at gå. - Jeg måtte ikke cykle derud alene.

Vel ankommet til Hørby Brugs, der lå på venstre hånd først for i byen, spurgte brugskommisen: - Hvad skal du have, dreng? - Jeg skal have nogen skrå til min bedstefar,siger jeg kækt, og lægger pengene op på disken. – Hvor er hans tobaksmærker? – Han har ikke flere, sagde jeg himmelhøjt og med klar barnestemme, - men

bærmekusken sagde, at man i Hørby Brugs godt kunne få uden

mærker, og så gik jeg herud, for min bedstefar elsker skrå.

– Hvor kommer du fra?

– Jeg kommer fra Hobro.

– Er du gået helt herud alene?

- Ja, det er jeg.

Kommisen så på de andre kunder, der jo havde fulgt med i optrinnet, og sagde: - Skal vi ikke ta’ og gi’ den dreng en rulle skrå? – De kiggede på den lille dreng med de store troskyldige øjne, og som så gerne ville glæde sin bedstefar.

De kunne simpelthen ikke nænne at skuffe den lille fyr, så det var da i orden, syntes de alle sammen, skønt det selvfølgelig ville gå fraderes egen andel uden mærker.

Brugsen i Hørby var dengang i denne bygning.

Da jeg kom hjem, blev min bedstefar meget glad. – Fik du virkelig fat på dem? - spurgte han undrende. - Jamen, det sagde jeg jo, - svarede jeg stolt.

Jeg plagede engang min bedstefar til at give mig en lille skrå, fordi den lugtede så dejligt af engelsk lakrids.

Det holdt hårdt, men til sidst gav han sig. - Jeg tog den i munden og tyggede på den.

Det skulle jeg imidlertid aldrig have gjort. En skrå skal nemlig lægges op imellem tænderne og kinden, og saften skal så langsomt sive ned, men det havde min bedstefar med vilje ikke fortalt mig. Det var nemlig meningen, at jeg skulle tabe lysten til at skrå. - Så jeg tyggede lystigt løs på skråen. - Jeg fik nu stor åndenød af den stærke tobak og gispede efter vejret. - Det skulle garanteret blive sidste gang jeg skulle skrå, - tænkte jeg.

Her var en reklame fra tiden for Færch´ kardusskrå.

Muldyret er ivrigt efter at få fat i skråen foran mulen.

Mange ældre skråede dengang, og mange var tandløse. De kunne ikke holde skråen oppe, men lagde den ned mellem gummerne og kinden i undermunden og det gav tit så meget mundvand, at de ikke kunne holde på det.

Det drev så ned ad hagen i tre striber. En i hver mundvig og en på midten, så folk sagde om dem: - Der står altid 111 påhagen af dem.

En kardusskrå er tobaksblade der er rullet og skåret i små stykker. Derefter er de dyppet i en kraftig sovs, bestående af bl.a. engelsk lakrids.

Nikotinen optages af slimhinderne i munden.

Når en skrå havde tabt kraften, kunne man dyppe den i cigaraske for at forstærke smagen en lille smule.

Der fortælles denne historie fra Jeppe Aakjærs gård ”Jenle”.

Da Jeppe Aakjær døde i 1930 blev hans urne et stykke tid stillet i forgangen, og man fortalte på egnen, at landposten,der næsten hver dag kom til ”Jenle”, - troede det var cigaraske der var i krukken og han dyppede derfor altid sin skrå i asken for at forlænge smagen.

Dengang var det meget almindeligt man gemte cigaraske i skåle, som man stillede frem.

Her kunne gæster så friske deres skrå lidt op.

På den tid blev de fleste almindelige mennesker på landet altid begravet i en kiste, så den arme landpost havde sikkert heller aldrig set en urne før og var derfor i god tro.

”Cigaraskekrukken” her på ”Jenle” var ganske vist lidt fin og havde et låg, men det studsede posten ikke over, for Jeppe Aakjærs hjem var jo et fint og fornemthus.

Men, om han bagefter fik poetiske evner melder historien ikke noget om, men det er forhåbentlig også kun en historie.

For ikke jysk kyndige betyder det: - Alene

Min flotte sorte herrecykel

Som 5-årig tog min far mig med ud til Randers, hvor han købte en rigtig sort herrecykel til mig.

Den var fuldstændigmagen til min fars, blot meget mindre. Jeg var meget stolt, for dengang havde børn på vores egn slet ikke deres egne cykler. De måtte pænt vente til de blev så store, at de kunne klare en voksens, og så måtte man endda køre på en damecykel, medens man stod op, for man kunne jo ikke nå sadlen og måtte holde fast i styret med hænderne nedefra. Nogen brugte også en herrecykel. Man stak så højre ben ind under stangen, og måtte derfor køre lidt skævt på cyklen.

Det var virkelig svært. - Højre fod røg let af pedalen.

Vi tog toget hjem til Hobro, og jeg kunne næsten ikke vente på at få cyklen udleveret fra godsvognen, men endelig fik jeg den da.

Jeg trak

cyklen om på pladsen foran

banegården og ville stå op på den og cykle hjem.

Jeg satte venstre fod op på pedalen og ville flot svinge højre ben op over sadlen, ligesom jeg havde set de voksne gøre. - Jeg væltede med et brag.

- Jeg prøvede igen, men væltede hele tiden.

Min far og mor, kunne ikke lade være med at stå og grine af optrinnet, og det var min, - ellers så søde mor, der til sidst sagde: - Er du da virkelig så dum, at du tror du kan cykle, fordi du har fået en cykel?

Ja, det var jeg så åbenbart, men jeg var jo også kun fem år. - (Jeg fik hele min barndom skyld for at være blåøjet og godtroende. Det har verden jo heldigvis, mere eller mindre, pillet af mig senere).

- Jeg havde nemlig aldrig, i hele mit korte liv, set nogen lære at cykle. - Jeg troede simpelthen, at det var noget man bare kunne. - Det gjorde alle de voksne jo!

- Fugle skulle jo heller ikke lære at flyve. - Det kan de bare.

Jeg blev meget fornærmet over deres grin og bemærkninger. - Min stolthed var dybt såret.

Jeg smed øjeblikkeligt cyklen ned på asfalten og ville overhovedet ikke røre den mere, og da slet ikke trække den hjem.

- Jeg så til den anden side og jeg sagde ikke ét ord, men lignede en mørk tordensky. (Fortalte min mor mig senere)

Sådan så drengen ud, da han fik sin cykel

Cykle det kan jeg da bare!

Min far trak cyklen hjem og stillede den i cykelskuret. Der stod den så. - Skal du ikke ud og prøve din nye cykel, spurgte de forsigtigt. - Vi vil gerne lære dig at cykle.

– NEJ TAK! - Skulle der læres at cykle, skulle jeg nok selv klare det også. - Jeg var for stolt til at få hjælp.

- De havde jo grinet af mig!

Da der var gået nogle dage, fik jeg alligevel lyst, men hjælp, det ville jeg under ingen omstændigheder have, så jeg lånte to ølkasser nede hos købmand Christiansen på Ølsvej, - Vi var gode venner.

Jeg stillede den ene, med bunden op, i vejsiden lidt ude ad vejen til Hørby og den anden cirka to hundrede meter længere ude.

- Ude for enden af fodboldbanen.

Så hentede jeg min cykel uden at nogen så det, - håbede jeg da. Jeg trak den ud til den første ølkasse og stod op ved hjælp af ølkassen. Efter nogle slingrende forsøg, kom jeg endelig op til den anden ølkasse, stod af på kassen, vendte cyklen rundt og stod op igen, kørte ned til den første kasse osv.

- Da jeg kunne køre uden at slingre, øvede jeg mig i at stå på og af. Det var langt det sværeste at stå på, kan jeg huske, - men til sidst fik jeg det lært.

En dag kom jeg, ligesom tilfældig cyklende hjem, fordi jeg havde set min mor stå udenfor. - Hun blev meget forbavset. Hun havde kun set mig trække rundt med cyklen.

– Kan du cykle? – sagde hun.

– Ja, - selvfølgelig, - sagde jeg stolt iforbifarten.

Frisk mælk lige fra koen og lige i hovedet

Lidt længere ude, på den anden side af fodboldbanen, lå der en proprietærgård der hed ” Rosendal”.

De havde mange køer og her kunne man købe friskmalket mælk, som man hentede om morgenen eller om aftenen lige efter malkningen. Man medbragte sin egen fem liters blåemaljerede mælkespand med låg.

- Os drenge stod tit og så på, når de håndmalkede køerne, og især karlene lavede sjov med os.

De spurgte: - Vil I smage? – JA, - råbte vi – og så malkede de en tynd mælkestråle lige ud i luften, i retning af os, og nu gjaldt det så om at fange strålen med munden. - Det var sjovt, men vi fik mange mælkepletter på tøjet. - Se strålen!

En dag havde vores nabo fru Nielsen spurgt, om jeg ville hente mælk for hende. Jeg ville få en tiøre for det.

Jo, det ville jeg da godt, selvom hun ikke ligefrem var min ven, men penge er jo penge. - Jeg fik spanden og penge til mælken med. På vejen hjem fik jeg lyst til at prøve noget, som nogle af de voksne gjorde, når de bar mælk hjem. Jeg ville prøve at svinge spanden rundt i en lodret cirkel, uden at låg og mælk faldt ud. – Det så smart ud.

Jeg prøvede, - men havde jo som syv årig slet ikke kræfter nok til at få fart på, og det endte selvfølgelig med, at både låg og mælk faldt lige ned i hovedet på mig.

Heldigvis landede låget ude i græsset så emaljen ikke gik i stykker. - Når emaljeret blik bliver bulet, begynder emaljen at springe af med en knitrende lyd og der bliver en sort plet.

Men hvad nu? - Ingen mælk og ingen penge. Jeg gik tilbage til ”Rosendal” og forklarede brødebetynget den rare malkekarl, at jeg havde tabt mælkespanden på vejen hjem, og havde spildt mælken ud i vejkanten, - og det var jo ikke helt usandt, og at fru Nielsen nu ville skælde mig meget ud.

Roligt fyldte han spanden igen, og sagde, at jeg skulle passe på, når jeg gik hjem og ikke falde igen. Det var da pænt afham.

- Igen en flink voksen, og ikke som ”ham Poulsen”.

- Det var nemlig ikke alle voksne der var lige flinke. Jeg lavede jo sommetider usædvanlige ting i deres øjne.

Hestefar og komor

Oppe på ”Rosendal” gik hestene på én mark og køerne på en anden, - og husk, jeg var jo blåøjet, sagde de voksne, – så jeg troede, som femårig, at hestene var far, fordi de altid arbejdede så meget, og at kørerne var mor, fordi de gav mælk. - Det var helt naturligt i min verden.

Bærmevognene

Jeg har omtalt bærmevognene. Bærme var noget der blev tilovers, når spritfabrikken nede i Hobro lavede sprit af kartofler. Bærmen var en flydende grødmasse med en grålig farve og en stram lugt, men den kunne bruges som foder til grise og køer.

Hver eneste morgen kørte en række af omegnens bønder ned til spritfabrikken og hentede bærme i aflange rørformede træbeholdere.

- De var tykke forrest og tyndere i den bagerste ende.

Jeg elskede at løbe over baneviadukten og ned ad bakken med DSB-rækværket af hvidkalkede sten med rødmalede jernrør imellem. – Det så flot dansk ud, syntes jeg.

Det er en skam det ikke er farvefotos.

Jeg løb helt ned til bunden, næsten henne ved banegården. Her tiggede jeg om at måtte komme med op at køre på de hestetrukne bærmevogne, og det fik jeg tit lov til.

Jeg kravlede op ved hjælp af hjulet. Så sad vi der og sludrede med kusken. Det var altid spændende at høre, hvordan verden så ud, set fra hans side, og så kunne de af og til fortælle mange spændende ting. - Jeg har altid, lige fra fødslen, været meget nysgerrig og videbegærlig.

- Jeg stod først af ved vores eget hus på toppen af bakken.

Engang sad jeg med en hjemmelavet træflyvemaskine med blikvinger. – Hardu selv lavet den? – spurgte kusken.

Ja, sagde jeg. - Men jeg løj og det havde jeg det meget dårligt med bagefter, og jeg husker det med skam endnu!

Det var her i bunden af Løgstørvej vi stod på bærmevognene.

Utak er verdens løn

Da jeg var næsten fem et halvt år, var jeg med mine forældre nede i Hobro for at købe julegaver. Da vi kom til forretningen ”Importøren”, der lå på torvet, måtte jeg vente udenfor. - Jeg måtte jo ikke se, hvad de købte til mig.

Det var nu sidst på dagen i december måned og der var mørkt og koldt. Jeg skulle stå i lygteskæret ved en lygtepæl. - Jeg ventede ufatteligt længe derude i kulden og mørket, for der var mange julekunder og jeg frøs.

Jeg kunne se ind til alle de andre derinde i varmen og syntes pludseligt: -Nu kan det altså også være nok. -Nu går jeg bare hjem. - Jeg fik simpelthen ondtaf mig selv.

Der var cirka tre kilometer hjem, da vores hus lå som det sidste ud ad Løgstørvej. På vejen hjem, tænkte jeg: - Hvor må min mor og far være stolte over, at de har så stor en søn, der selv kan finde hjem helt nede fra byen.

”Importøren” var i denne bygning i stueetagen. Bemærk lygtepælen, hvor jeg stod og frøs.

Da de kom hjem blev virkeligheden en helt anden, end den jeg havde forestillet mig.

Jeg havde jo udtrykkelig fået besked på at blive stående ved lygtepælen nede på torvet, så de kunne se mig i lygteskæret.

De havde søgt efter mig over hele midtbyen og havde også været oppe på politistationen, for at spørge, om der var indleveret en lille dreng. Så de havde været meget nervøse og skulle nu afreagere ved at skælde mig grusomtud.

Det, kan jeg tydelig huske, syntes jeg var meget uretfærdigt. - Nu havde jeg jo lige været så stor selv at kunne finde hjem!

- Jeg levede jo i min verden, men måtte også hele tiden lære noget om de voksnes verden.

- Den var lidt underlig, syntes jeg ofte.

Skattejægeren

Oppe på marken, lige ved vores hus var der en gravhøj, eller en kæmpehøj, som vi kaldte den, for her måtte en kæmpe af en kriger fra gamle dage, være begravet med en stor guldskat, og den drømte vi om at få fat på.

Men vi kunne se, at der allerede var nogen der havde gravet et stort hul i midten af toppen, så vi snakkede om at grave længere ned, for hvis de nu ikke havde fundet guldet, eller – hvis de ikke havde fået det hele med op, så kunne vi jo blive rige.

Da vi begyndte at grave, blev vi stoppet af de voksne, der fortalte, at det var strengt forbudt at grave i gravhøje.

ØV.

Vi måtte opgive vore gulddrømme.

Drengen med prinsessekrøllen

Min lillebror Bent havde faktisk set sød ud på et tidspunkt. Han havde nemlig en stor vandret ”prinsessekrølle” fra nakken til panden.

Det så lidt underligt ud til en dreng, men han havde den af en bestemt grund. - En sådan krølle havde nemlig den nylig fødte prinsesse Margrethe, og hende forgudede alle.

Det var jo Kong Christian den 10. første barnebarn og kongehuset betød meget for danskerne under besættelsen, så alle små piger iDanmark skulle ligne hende.

Margrethe

Min ”kæmpehøj” på Løgstørvej

Bent Prinsesse

Men min mor havde jo på det tidspunkt ingen pige, så hun lod da bare min lillebrors lyse krøllede hår vokse sig langt, og så lavede hun en flot ”prinsessekrølle” på hovedet af ham.

Jeg takkede tit guderne for, at jeg var født før prinsesse Margrethe, for ellers ville det have været mig, der skulle gå rundt med ”pige hår”.

– En meget uhyggelig tanke for en dreng dengang.

Min lillebror var heldigvis så lille, at han ikke selv tænkte over det, men senere hen hadede han, det her viste billede med ”tøsekrøllen”, og han skældte min arme mor meget ud på grund af hendes skøre ide. Men alle danskere elskede den nylig fødte danske prinsesse. Hun var et godt symbol i den trælse besættelsestid, så min mor var vel lidt undskyldt.

Længere ude på landet mod nordvest, i nærheden af landsbyen Stenild, var der en rigtig stor kæmpehøj med to stendysser inden i.

Der var en jernlåge for indgangen, men gårdmanden på den nærliggende gård, havde opsyn med højen og han lukkede gerne op, så os børn, der altid var fulgt af voksne, kunne komme ind i det spændende gravkammer. Vi lånte en flagermuslygte af gårdmanden, der hed Marius Kræmer.

Højen hedder ”Snibhøj”. Den ligner en trold! Jeg var her sidst som syvårig i 1942. - Nu står jeg her igen i 2006.

”Troldehøjene”

Indgangen set indefra Her i 2016

Den er en Udefra dobbeltjættestue, da den har to kamre. Den er opført i bondestenalderen for godt 5000 år siden. Jættestuer er gravkamre.

Man begravede folk i jorden først, og når der kun var skeletterne tilbage blev disse lagt ind i gravkamrene i jættestuerne. - I gamle dage kaldte man den ”Benhuse”

Der kunne være helt op til et hundrede skeletter i kamrene.

Engang var vi cyklet derud en sommer, hvor der var godt varmt og vi var derfor blevet tørstige. Jeg cyklede på min egen cykel. Ved ankomsten spurgte vi pænt, om vi kunne få noget vand. Men den rare gårdmand Marius Kræmer spurgte, om vi da ikke hellere ville have et glas iskold kærnemælk, som han lige havde fået hjem fra mejeriet.

Det ville vi meget gerne og jeg tror det den bedste kærnemælk jeg nogensinde har fået. For det første, fordi der var så varmt, men også fordi han var så flink overfor nogle børn. Vi fik det jo gratis. - Det kan jeg huske, jeg blev meget glad over. Og igen, - det var dejligt at se, at ikke alle voksne var som ”HamPoulsen”.

Når mindre børn skulle med på cyklen, som den dag min lillebror, havde man forskellige sæder der kunne monteres.

Den til venstre sad på styret, så barnet vendte mod f.eks. moderen. - Som lille sad jeg på sadlen på cykelstangen.

Der var to støttepinde på den skrå stang til fødderne.

Det var her på denne gårdsplads jeg holdt med min lille cykel og fik dejlig iskold kærnemælk i 1942. Dengang kunne jeg ikke ane, - selv i min vildeste fantasi, - at jeg 64 år senere skulle holde her igen i en stor Mercedes.

De gule lagkager

Nu, vi taler om ting nord for Hobro, mindes jeg en anden ting, der gør, at jeg godt i dag kan forstå, hvorfor jeg sommetider fik af læderremmen.

- Historien om den kommer senere.

Ude sydvest for Hørby var og er der stadig nogle gamle tørvegrave. Man kan se dem, når man kører på motorvejen fra Hobro mod Ålborg. Når man kører mod nord ligger de på højre side, kort efter at have passeret Hobro-Skivevejens viadukt. I disse tørvegrave, var der levnet nogle holme midt ude i vandet og her havde mågerne redepladser i massevis hvert forår. Min mors storebror Svend Aage, tjente på en gård i nærheden og han viste hende, hvordan man kunne samle de grønspættede mågeæg og lave nogle dejlige, og meget gule lagkager af dem.

Vi var derude med de voksne, men måtte selvfølgelig blive inde på engen, da det var meget farligt at komme ud til holmene. Vandet var dybt og iskoldt. Man kunne slet ikke bunde, men cirka en halv meter under vandoverfladen, var der nogle tørvevægge, man i sin tid havde ladet stå mellem gravene. De var vel en halv meter brede, meget glatte og slimede og det var kun de voksne, der kunne svømme, der turde gå derud.

De voksne samlede en masse æg og vi kørte hjem og min mor lavede den dejligste, meget gule lagkage med flødeskum ovenpå. Den smagte særlig godt, måske på grund afoplevelsen og dens usædvanlige gule farve.

Den gule lagkage der ikke blev til noget

Året efter fik min kammerat Niels og jeg lyst at få en sådan dejlig lagkage igen. Vi ville hente nogle mågeæg selv, så vi cyklede derud. Vi smed træskoene og forsøgte, medens vi sad på kanten af tørvegraven, at finde en tørvevæg nede i vandet. - Vi kunne næsten se den i det ret klare vand.

Vi kunne ganske vist ikke svømme, men mente nok, at det kunne vi da sagtens klare, - bare vi var lidt forsigtige.

Vi fandt da også en væg og balancerede varsomt ud mod mågeøen. Vores fødder gled sommetider på den glatte væg, og jeg kan huske, at medens vi balancerede derover, tænkte jeg: - Det her er vist alligevel lidt for farligt.

- For jeg var klar over, at vi næsten helt sikkert ville drukne, hvis vi faldt i vandet. Men vi faldt heldigvis ikke i vandet. - Da vi kom helt over, lavede mågerne et farligt spektakel. De ville naturligt nok forsvare deres reder og æg med næb og klør, bogstaveligt talt. De lavede styrtdyk og skinangreb ned mod os æggetyve, men nu ville vi altså have de æg. Vi samlede dem i vores trøjer og fik til alt held balanceret os forsigtigt tilbage til fastlandet igen.

Vi har været omkring syv år. Det var før jeg kom i skole. Det var meget dumdristigt af os, men nu var vi begyndt, og så fuldførte vi og følte os meget store og selvsikre.

- Vi havde jo gjort det, som kun de voksne gjorde.

Da vi kørte hjemad, skulle vi forbi præstegården, der lå lidt for sig selv. - Udenfor stod præstens børn. De gav tegn til os om at stoppe, hvilket vi omgående gjorde, for dengang havde man en stor respekt for præster og dermed også for deres børn, selvom deikke var ældre end os.

De sagde anklagende til os: - I har været ude og stjæle mågernes æg. - Det kan I ikke være bekendt!

- Nu var det bestemt ikke forbudt at indsamle mågeæg dengang, men det var åbenbart ikke velset i præstens omgangskreds, så vi benægtede på det mest bestemte vores ”ugerning”. - Men de troede, med god grund, slet ikke på os, så vi valgte bare at cykle videre.

- Lidt flove måske, - over at blive irettesat af præstens børn.

På vej hjem gik det pludselig op for os, at vi måske slet ikke havde været så smarte endda, for hvis vi gav vores mor æggene til lagkager, ville hun jo uvægerligt spørge os om, hvor vi havde dem fra og det var der jo kun én forklaring på.

- Så det hele endte med, at vi simpelthen smed de dejlige mågeæg i en vejgrøft på vejen hjem.

Jeg tror at dette æg, fra min ægsamling fra barndommens dage, er et mågeæg. Det ligner meget det jeg husker. Jeg har samlingen endnu

Min mor opdagede aldrig den historie og heldigt for mig, for det havde helt sikkert været nok til at udløse en stor omgang af symaskineremmen, mindst otte, - ja måske endda ti slag.

Vores børne livretter

Lagkager er jo en slags mad, så jeg kommer til at tænke på den mad vi spiste under krigen.

Vi fik jo mange kødvarer nede fra slagter Bjørn, såsom medisterpølse, hakkebøffer, frikadeller og stegt flæsk, men den mad jeg husker bedst er selvfølgelig den mad vi som børn allerbedst kunne lide.

En af vore livretter var ”drengevælling”, som vi kaldte det. Det var sagovælling med sukker på. Jeg kan ikke huske, at vi havde kanel, så det har nok været forsvundet under krigen. Sagovælling var kogt på sagogryn. Den dag i dag får jeg stadigvæk en svingende fuld tallerken med ”drengevælling”, når vi har fået fat på nogle sagogryn. - Det smager stadig lige godt.

Sagogryn var oprindelig forarbejdet af marven på de tropiske sagopalmer. Denne palme blomstrer kun én gang og man skal fælde den lige før blomstringen og udtage marven. Heraf laver man nogle små kugler, der så bliver kaldt sagogryn. Senere hen, og i dag laver man disse gryn af kartoffel- eller risstivelse.

En anden af vores livretter til daglig var ”mælkebrød”. Begge dele lærte vi at holde af, fordi vores far havde elsket disse retter, helt fra sin egen barndom i det nøjsomme Vestjylland og vi fik dem derfor tit.

”Mælkebrød” består af rugbrød, brækket i små firkanter og overhældt med varm mælk og selvfølgelig overstrøet med sukker. Her under krigen, måtte vi ikke selv strø sukker på, fordi det var rationeret, så min mor kom sukkeret på.

Senere hen indhentede jeg det tabte, ved at komme rigeligt med sukker på, men når jeg spiser det i dag er det

igen med et modereret sukkerforbrug, for jeg spiser det stadig.

- Ikke så sjældent endda, selvom vi nu skriver 2021.

En portion ”Mælkebrød”

Brødet brækkes i små stykker med fingrene, som min far altid gjorde.

Det må ikke skæres i pæne firkanter med kniv.

En anden ret jeg husker, var nærmest en dessertret til om søndagen, hvor vi altid fik lidt finere mad end til hverdag.

Det var noget der smagte rigtig godt i disse rationeringstider. - Min far kaldte retten ”Trifalifa”.

- Ordet skulle udtrykke noget særligt lækkert.

”Trifalifa” var mannagrynsbudding. Den laves af mælk og mannagryn, - der er det inderste af hvedekerner, - æg, sukker, reven citronskal, mandler og vanilje. Den serveres kold med varm kirsebærsovs eller lignende. -

Det smagte helt fantastisk, men min mor har dog sikkert ikke haft citroner og mandler, men jeg husker ikke hvad hun så har brugt, - men det smagte.

Jeg kan huske flere ting fra vores køkken. For det første, var det der jeg fik af læderremmen, men jeg husker også at min mor en dag fik øje på en blikkagedåse på den øverste hylde. Den havde hun helt glemt, da den var skubbet lidt bagud. Hun undrede sig over, hvad der mon kunne være i den. Hun fik den ned og åbnede den og jeg glemmer aldrig den stank, der pludselig bredte sig i køkkenet. Min mor smækkede hurtigt låget på igen og bar den ud af huset.

Hvad var der da i den gamle kagedåse?

Der var en gammel ost, der havde levet sit eget liv nede i dåsen i flere måneder. så den nu var fyldt af et myldrende liv af en slags.

Jeg nåede ikke at se det rigtigt, da min mor så hurtigt lukkede dåsen igen, men det har sikkert været ostemider som denne. Jeg glemmer dog aldrig stanken.

Nu vi er i køkkenet, så husker jeg en søndag morgen, hvor jeg ville skære mig en skive af et stort franskbrød.

Jeg tog franskbrødkniven og begyndte at save en skive af. Jeg lagde stor kraft i, ligesom jeg havde set min far gjorde. Han kunne save en skive af med tre-fire tag.

Pludselig kunne jeg mærke det gjorde ondt, og så, at der kom en masse blod ud på bordet. - Jeg havde haft så meget fart på, at jeg havde savet et ordentligt hak med i blommen på indersiden af tommeltotten.

Der hang nu en stor flap ud fra håndfladen.

Jeg fik et bind om, men det tog lang tid for flappen at gro fast igen.

Arret er ganske vist svundet meget, men det kan stadig ses den dag i dag, - her firs år efter.

En anden ting vi lavede ret tit, når vi skulle have noget lækkert, er den berømte ristede rugbrødsmad med sukker.

Jeg har omtalt den før. Den laver jeg også stadig, når jeg vil have noget lækkert.

Den ser sådan ud, når den er ristet færdig. Det er noget der virkelig smager af barndom.

En sjælden gang imellem fik vi haresteg.

Der var mange der var jægere under krigen. De skød gerne harer, som de solgte til naboer og venner.

Vi købte somme tider en hare, men aldrig af ”Ham Poulsen”, der også var jæger, men han var en selvfølgelig en dårlig jæger. - Han var i det hele taget ikke ret god til ret meget, undtagen at lave splid.

Når en hare er skudt skal den helst hænge og modnes i nogle dage. Det er det disse tre harer gør, men jeg ser endnu helt tydeligt et billede af muren ovre ved ”Ham Poulsen” for mig.

Der hang der nemlig engang en hare så længe, at hovedet til sidst faldt af den. Den var simpelthen rådnet op, fordi han ikke gad at hente en stige og tage den ned.

De andre jægere sagde om ham, at han skød sine harer ”i sædet”. - Når man var på harejagt, kunne det nemlig hænde, at en hare trykkede sig ned i det leje den havde gemt sig i, så længe, at den først sprang op, når jægeren var helt henne ved den.

En rigtig jæger skyder ikke en hare ”i sædet”, som man kaldte det. - Han venter til haren har fået en fair chance og er kommet lidt på afstand. – Det er en uskreven jægerlov.

Der er også en anden grund. Skyder man den for tæt på, bliver haren fyldt med blyhagl, da disse så ikke har nået at sprede sig. Det var derfor man vidste, at ”Ham Poulsen” tit skød sine harer for tæt på, for hans harer var altid fyldt med blyhagl, som husmødrene helst skulle have pillet ud, før de stegte den. - Jeg mindes vi fandt hagl i en haresteg engang.

Der løber en å gennem Hobro og ud i fjorden. Lige før havnen løber den mellem spritfabrikken og et to etagers gammelt bindingsværkshus der hedder ”Garvergården”.

Her var der dengang et garveri, der brugte åens vand til at skylle skindene i.

Der går en bro over åen og her stod min onkel, kunstmaleren Carl Wagn, engang og malede et dejligt billede, som kom til at hænge i mit barndomshjem.

I dag hænger det i vores spisestue. Når jeg sammen med mine skolekammerater stod og smed ting i åen, fortalte jeg stolt, at her havde min onkel stået og malet et stort maleri, og at de da godt måtte komme med hjem og se det.

Det tror jeg nu ikke de gad, men de så det så, når de var med til min fødselsdag.

Buler i panden

Niels Halkær og jeg legede næsten altid sammen. I den alder, var han ifølge de voksne, lidt af et buldrehoved.

Det vil sige, at han ikke var bange for ret meget og han var altid med på den værste. Han fik, ligeså tit som jeg, en god ide til at lave noget spændende. Men, medens jeg fik hudafskrabningerne, fik han som regel bulerne.

Jeg husker engang, - da han skulle hurtigt over landevejen for at komme hjem, så han sig ikke ordentlig for og så kom der minsandten en bil. Det gjorde der jo ikke så tit under krigen og han bedømte dens fart forkert, så han forsøgte at komme over vejen foran bilen. - Den kørte imidlertid meget hurtigere, end han havde beregnet. Men heldigvis for Niels, nåede han ikke ud foran den. Det meste

af bilen var passeret, da han ramte den. Han knaldede hovedet ind i bagskærmen og fik den største bule i en pande, jeg kan mindes at have set. - Den var næsten et helt lille horn. - Noget i retning af det, man ser i en tegnefilm.

Hans mor satte ham resolut på bagagebæreren og kørte ham på hospitalet nede i byen. - Han var noget ”groggy”.

Knald i låget

En anden gang var vi nede i engen for at lege og gå på undersøgelse.

Hernede var der en slags kloakbrønde, med et stort og tungt støbt jerndæksel. – Se, det var jo alt for fristende, for vi måtte jo se, hvad der var nede i brønden.

Vi masede og sled med det tunge jerndæksel og fik det da også næsten helt op at stå lodret på dets rustne hængsler. - Spændt stak Niels, som den første, hovedet ind over brønden og kiggede ned.

Det skulle han nu ikke have gjort så hurtigt, for pludselig klapper det tunge jerndæksel, der jo ikke var slået helt tilbage, igen ned. Niels når ikke at få hovedet helt ud og han får igen en gevaldig bule. - Denne gang i baghovedet.

Den store rottejagt

Niels’ far Charles - havde selv bygget et hus på den anden side af vejen. De havde høns i et hønsehus bagved huset, og høns og hønsefoder tiltrækker rotter.

Engang havde de fået for mange rotter og nu skulle der så gøres noget ved det. – De skulle simpelthen udryddes.

- Sådan noget klarede man selv, når man hed Charles.

Han købte noget karbid i dåser og tilstoppede alle de rottehuller han kunne finde. Dog levnede han nogle huller rundt omkring, - nemlig et til hvert større barn, der kunne håndtere en spade eller et hakkejern.

Her skulle vi så stå på vagt. Han dryssede nu karbid ned i nogle centrale huller og hældte bagefter vand ned.

Nu udviklede der sig en gas, der var giftig for rotterne, og de forsøgte nu af al magt at forlade deres gange ad deres sædvanlige huller. Men nu var de fleste tilstoppede og kun nogle ganske få var åbne. Her skulle alle rotterne så ud på én gang. Det skabte panik i dem, så de røg op de huller, som vistod på vagt ved, med lynets hast. - Nu var det så om at være hurtigt med spaden, eller hvad våben vi nu havde.

Her sidder Charles stolt med sine fire børn. Niels – Vita –Jonna – Jytte. - De tre store var med i rottejagten.

Jeg kan slet ikke huske jeg fik slået nogen ihjel. Jeg synes derimod, jeg kan huske, at jeg syntes det var synd for rotterne, og så er man jo ikke en god jæger. - Jeg kan derimod faktisk godt huske, at Charles ikke var helt tilfreds med mit arbejde, da jeg jo ikke kunne fremvise nogen døde

rotter. - Men det kunne jo strengt taget godt have været fordi, der ikke kom nogen op af lige netop mit hul!

Sådan så drengen ud i 1942.

Hjemmelavet tobak

Under krigen kunne man jo ikke få tobak, så nogen havde i krigens start fået fat på nogle tobaksplanter eller frø, som man nu kunne købe.

Der var mange der dyrkede deres egne tobaksplanter og det gjorde Charles også. Når planterne havde vokset sig store, blev de skåret af nede ved roden og hængt til tørre, med den overskårne stængel opad. - Planterne hang på lange snore ovre i skuret, hvor der var lidt gennemtræk, så de tørrede godt.

Når de var helt tørrede, blev de knust og nulret så de kunne stoppes i en pibe. Charles røg kun pibe, men brugte både snus og skråtobak, hvis han kunne få fat på noget.

Han sagde dog, at den hjemmedyrkede tobak slet ikke smagte så godt som den købte tobak, men den var billig og der var nok af den, og den var da bedre end ingenting.

Her i Hobrotiden tjente vi børn også penge om efteråret, ved at tage kartofler op.

Man havde allerede dengang kartoffeloptagere, men de fik aldrig alle kartoflerne med op, hvis rødderne var spredt for meget ud til siderne.

Vi havde nogle små redskaber til at have i én hånd. De havde træskaft og tre krumme spidser i jern.

Med dem kradsede vi jorden op i rækkerne, efter at kartoffeloptageren havde været der i forvejen og taget de allerfleste kartofler.

Vi havde en flettet kurv med håndtag til kartoflerne. Den slæbte vi med os og fyldte, mens vi kravlede fremad.

Vi fik så betaling efter hvor mange kilo kartofler vi fik samlet på en dag. Det var ikke fordi det blev til så mange penge, og Niels og hans søstre skulle aflevere halvdelen hjemme hos Charles og det gjorde jeg så også.

Resten måtte vi bruge ligesom vi selv ville.

- Ind i mellem holdt vi en pause. Så lavede vi et bål af de tørre kartoffeltoppe og stegte kartofler i bålet.

De smagte dejligt, når vi pillede den brændte sorte skorpe af, - syntes vi.

- De var jo gratis og vikunne spise alle dem vi ville.

- For os var det et festmåltid og vi hyggede os.

Her i 1943 er han 35 år

Her i 1943 er hun 29 år

Min mor Helga Marie Guldager (f. Hede)

Min mor nøjedes for resten ikke med at skælde mig ud, jeg fik også lussinger, men det var også meget bedre, end hvis det var min far, der skulle straffe mig, for han var sidste instans, hvad straf angik, og den var mere alvorlig.

Min lillebror Bent var stadig for lille til lussinger. Han blev kun rusket.

Jeg blev kun straffet med læderremmen, når jeg havde været meget ulydig. Det kunne f.eks. være, når jeg havde gjort det, jeg nu vil fortælle om.

Min bedste legekammerat Niels Halkjær og jeg gik somme tider ned i engen og op på hovedbanesporet til Ålborg, skønt det var strengt forbudt for civile at færdes på jernbaneterrænet.

- Der var DSB-hegn langs alle jernbaner i hele Danmark.

Vi ledte efter ting, som passagererne havde smidt ud af vinduerne i togene. Det kunne være sodavandsflasker med patentprop, ugeblade og lignende. Dengang kunne vinduerne i togene åbnes. Under hvert vindue var der altid et lille messingskilt, hvorpå der stod: - LÆN DEM IKKE UD!

Vi gik midt på skinnerne, og når vi kunne høre f.eks. eksprestoget komme buldrende, hoppede vi ned i grøften og gemte os bag nogle buske.

Men somme tider var der ingen buske og så opdagede lokomotivføreren os, og så, - syntes vi, fløjtede han helt hysterisk med dampfløjten.

Nu var det sådan, at man kunne se denne strækning oppe fra vores stuevinduer, og min mor vidste, at normalt fløjtede toget ikke der, så af bitter erfaring kiggede hun ned på skinnerne, efter at toget havde passeret, og hvis hun nu så to små drenge kravle op af grøften, var den optimale straf uundgåelig.

Min barndoms enge, hvor vi legede så godt. Jernbanen løber i buskene i baggrunden.

Alt ser ud som dengang. - Underligt. Har tiden stået stille?

Når jeg så kom hjem, sagde hun: - Jeg så jer nede på skinnerne. Du får ingen straf nu, men det får du, når far kommer hjem. - Så får du af symaskineremmen.

- Se, det var det værste jeg vidste, for det var noget der gjorde virkelig ondt. Nu kunne jeg så gå resten af dagen og tænke på straffen, men det var måske også lidt forebyggende. - Jeg ved det ikke. - Husk på, jeg var kun syv år.

Jeg elskede min mor og min far og syntes i grunden, at det var i orden jeg skulle straffes, så jeg tog absolut ingen psykisk skade afdenne straf, - men ondt, det gjorde det.

Når min far så kom træt hjem om aftenen, måske klokken otte eller ni, skulle han jo straffe mig straks, endda før han fik noget at spise. - Det var han selvfølgelig irriteret over og han var aldrig glad for det, men min mor holdt hårdt på, at jeg skulle straffes, for at jeg ikke skulle gøre det samme en gang til. - Hun frygtede jo for mit liv.

Så skønt jeg sikkert lå i min sødeste søvn, blev jeg bare hevet op af sengen til afstraffelsen.

Selve afstraffelsen foregik på den måde, at han satte sig op på køkkenbordet med mig over knæene og min ”underbukse-bagdel” opad.

Så tog han den skrækindgydende læderrem, der havde samme tykkelse som en rund piskesnert.

Læderremmen var en drivrem fra en trædesymaskine Den lå ovenpå et grønt skab. Den lagde han sammen nogle gange, så der kom fire, cirka en halv meter lange, piske ud af det og så fik jeg et antal slag mellem fem og ti, alt efter hvor grov forseelsen havde været.

Jeg lærte, hvad søfolk i gamle dage må have følt, når de fik af den nihalede kat. Dog var der ikke bly i enderne af mine kun fire remme, men ondt det gjorde det nu alligevel, for min far var jo en stærk mand.

Dengang var det meget normalt man afstraffede børn med lussinger og klask bagi. - Ja, selv i skolen gjorde man det.

Her brugte man endog spanskrør. Jeg har selv prøvet det.

I dag, hvor den slags er forbudt, lyder det grusomt at straffe børn på den måde, men som sagt, jeg syntes det var helt i orden, for jeg viste jo helt ubevist, at de elskede mig, og at de kun gjorde det, fordi de var bange for, at jeg skulle komme til skade, eller ligefrem miste livet.

I det her nævnte tilfælde, hvis vi ikke havde nået at høre toget, eller var faldet på skinnerne, når det kom.

- Jeg fik alligevel af remmen flere gange, så jeg lærte det vist ikke helt før efter otteårsalderen.

Jeg mindes dog aldrig at have hørt, at Bent fik af remmen, men han var jo også tre år yngre.

Fødselsdagschokoladen ”AIDA”

Den store dobbelte seng i soveværelset har sin helt egen historie. Den krøb vi under, når vi skulle gemme os.

Vi børn kom altid op i den om morgenen påvores fødselsdag og så fik vi fødselsdagschokolade.

- Det var altid en plade ”Aida” flødechokolade fra Elvirasminde. Min far sagde ikke Aida med tryk på i, men med tryk på det første A. Det var pakket ind i hvidt papir med et spændende Egyptisk motiv på.

Her fylder jeg 8 år og sidder i min fars seng.

Den skik, som min far startede, holdes i hævd den dag i dag i familien. Alle får på deres fødselsdag chokolade, som de deler ud til resten af familien.

I dag er det blot Guldbarre chokolade.

Alsang

Mine forældre tog mig også med til Alsang på torvet i Hobro. Alsang, var noget danskerne under krigen samledes til på torve og pladser i mange byer, landet over.

mest nationalsange, der gerne skulle støtte nationalfølelsen, men alligevel ikke provokere tyskerne, der altid havde nogle soldater placeret i nærheden for at gribe eventuelle optøjer i starten.

Jeg kan især huske en aften, hvor Aksel Schiøtz sang. Jeg tror, det var fordi min mor sagde, at han sang så smukt, at jeg specielt husker denne aften. - Jeg syntes dog han sang næsten for flot!

Aksel Schiøtz var en stor dansk tenor, der fik sit gennembrud i 1937. Her er han på spadseretur med fruen.

Makabert fund hos jernhandleren

Da jeg var barn i Hobro under krigen, boede der på Ølsvej tæt ved os en jernhandler.

Han kørte rundt og købte gammelt jern på de mange bondegårde i området.

Bønderne lagde alt af kasseret metal i en dynge bag laden eller stalden, og der lå det så og ventede på, at jernhandleren kom forbi næste gang.

Der var på jernhandlerens plads også mange gamle biler, Ford T og andre med messingkøler og lygter.

Disse metaller var meget værdifulde under krigen og kunne give jernhandleren en god pris.

I slutningen af krigen fik han af tyskerne endog lov til at købe rester af nedstyrtede engelske og amerikanske flyve-

maskiner. Jeg kan huske, at der var store propeller og dele af vinger og en masse småting. Det var en virkelig spændende plads, at gå på opdagelse i.

Men den bøse jernhandleren, ville absolut ikke have ansvaret for, at børn legede i de vakkelvorne metaldynger, med de mange skarpe kanter, så vi turde ikke selv gå derned.

Jeg var kun dernede ifølge med min far. Han eksperimenterede med mange elektriske ting og det havde han gjort lige siden han var helt ung. Han byggede som syttenårig i 1925 sin egen radio.

Den var den eneste på egnen foruden skolelærerens.

På pladsen købte han spoler med kobbertråd fra de nedstyrtede engelske flyvemaskiner.

Jeg har forresten stadig gemt en af disse spoler.

Mens min far ledte efter sine ting, kravlede jeg op i de gamle biler og legede, at jeg kørte bil, som børn nu engang gør.

Så jeg har kravlet rundt i flere messingbiler, som jeg i dag gerne ville have været ejer af.

En dag fandt min far, i en vragdel fra en flyvemaskine, en dejlig solid læderstøvle som han gik med i hånden, mens han ledte efter den anden.

Pludselig syntes han at støvlen lugtede underligt og han kiggede ned i den og opdagede til sin forbløffelse, at der sad resterne af en fod nede i støvlen. Han afleverede den straks til jernhandleren, der så måtte skaffe sig af med den.

Jeg kan huske, at jeg syntes det var uhyggeligt, men jeg fik ikke lov til at kigge ned i støvlen.

Her er et amerikansk fly nødlandet.

Det var sådanne vrag jernhandlere fik lov til at købe, for at genbruge de metaller, der var stor mangel på under krigen.

Jernhandleren på Ølsvej havde, som nævnt, købt rester fra et nedstyrtet fly og mellem disse rester var ogsået propelblad.

Det fortalte min far til sin bror Gunnar i Risskov. Han havde en villa med en stor have, så han fik lyst til at lave en skulptur af propellen. Han bad derfor min far om at købe propellen til ham.

Det gjorde min far også, men da Gunnar så propellen blev han noget skuffet, for han havde forestillet sig, at det var hele propellen med alle tre blade, og ikke kun det ene.

Hvordan det hele endte, husker jeg ikke, for jeg har aldrig set propelbladet. Det blev sikkert sendt direkte fra jernhandelen til Risskov.

En nat under krigen vågnede jeg ved en massiv lyd af flyvemaskiner. Jeg stod op og gik ind i stuen, hvor vinduet vendte mod nord. Her sad begge mine forældre i mørket med oprullede mørklægningsgardiner og så ud.

Vi kunne høre, at tyskernes antiluftværnsskyts nede i Hobro skød efter maskinerne, og kunne se lysene fra strålekasterne. Lidt efter, da alle flyvemaskiner havde passeret, så vi ildglimt langt ude mod nord og min far sagde, at det nok var Ålborg der blev bombet.

Nogle minutter efter kunne vi høre en svag buldren, ligesom fra et fjernt tordenvejr.

Dagen efter hørte vi ganske rigtigt, at det var Ålborg flyveplads der var blevet bombet.

Tyske jagerfly på Ålborg flyveplads under krigen

Den var nemlig meget vigtig for tyskerne som mellemstation på vej til Norge, og den var base for en masse fly.

Jeg kan klart huske, at jeg under krigen var ude at køre i

en bil med min fars søster Birgitte Valvanne. Vi kørte netop på en vej langs Ålborg flyveplads og kunne se alle de tyske jagermaskiner der holdt foran hangarerne. Det gjorde et stort indtryk på mig, der jo aldrig før havde set flyvemaskiner holde nede på jorden. Men hvordan hun kunne køre rundt i en bil under krigen, har jeg aldrig fundet ud af, men min fars søster var nu også på alle måder meget speciel. Hun blev senere ambassadørfrue i Indien og var her veninde med Indira Gandhi og kendte Nehru.

Senere kom hun til Kina, hvor hun trykkede Mao i hånden, og endda udvekslede ord med ham, ved mange af de store banketter.

Efter bombningen iAalborg, kunne alle vi børn næste dag gå rundt og samle lange sølvpapirsstrimler op.

Her dropper flyet strimlerne

Vi lavede sølvpapirskugler så store som tennisbolde af strimlerne, og vi konkurrerede om at få den største bold.

Strimlerne var blevet smidt ud fra flyene for at lokke

tyskerne til at skyde mod strimlerne, der glimtede i projektørlyset, og bruge deres ammunition på dem, i stedet for mod maskinerne, der jo fløj højere oppe.

Vi fik meget strenge påbud om ikke at samle andre ting op, da der gik rygter om, at tyskerne smed sprængblyanter ud, der så ville dræbe de børn eller voksne, der samlede dem op.

Man sagde de nok gjorde det, for at få englænderne til at holde op med at bruge sølvpapirstrimlerne.

- Men vi så aldrig andet end strimlerne.

På

strenge påbud om mørklægning afalle vinduer i husene.

Når det begyndte at mørkne om aftenen skulle alle vinduer være dækket af et mørkt rullegardin inden man tændte lys.

Det var selvfølgelig for at flyene ikke skulle kunne se, at her var beboedesteder.

Der blev holdt strengt øje med, at man overholdt dette.

Selv cykler og biler skulle have mørkelægning på deres lygter. Den første hætte af voksdug er til at binde på en cykellygte, så den kun kunne sende et svagt lys ud gennem den åbne sprække. - Disse hætter fremstillede og solgte min farbror Gunnar iRisskov under krigen.

Den anden er til at binde om en billygte. De fleste biler havde løse lygter dengang. Den er også lavet af voksdug, men den har en lille ”kasketskygge” over åbningen, da biler har et større og kraftigere lys.

- Lyset bliver derved kun kastet ned på vejen, lige foran bilen.

Da trafikanter havde

så lidt lys at se ved, og blive set om natten, skulle alle cykler have den nederste del af bagskærmen malet hvid.

Visse kantstene blev ogsåmalet hvide.

Vejtræer fik et bredt hvidt bælte påmalet.

Mennesker fik hvide bælter og hvide armbind, for bedre at blive set.

- Ja, selv hunde fik hvide mavebælter.

Der skete mange mærkelige ting under krigen på grund af varemangel.

Der blev f.eks. lavet forsøg med bildæk af træ.

Nu vi er ved varemangel, så fik man rationeringsm ærker til næsten alt, lige fra vaskepulver til luxusvarer som kaffe.

Denne rationering varede til, længe efter krigen.

Her er nogle

rationerings- mærker fra 1946.

Jeg fandt dem pået loppemarked.

Primitiv madlavning

Min mor havde også en slags primitiv brændeovn til at lave mad på, når der ingen gas var, hvilket af og til kunne forekomme under krigen.

Her er en af de mange fabrikater af de primitive ovne. De var sommetider tilsluttet en skorsten, men kunne også stå i det fri.

Der var smarte folk der hurtigt fik sat en lille produktion i gang af den slags ovne. De brugte jernplader fra gamle olietønder og lignende.

De klippede dem op og lavede små ovne på cirka en halv meters højde og med en diameter på omkring femogtredive centimeter. Der skulle fyres med fast brændsel såsom træ, kul, brunkul, tørv, - ja, alt hvad der kunne brænde.

Om sommeren stod ovnene udenfor, nede i gården, hvis vejret var godt, for de røg for meget til at

være inde i køkkenet. Når det regnede eller der var koldt vejr, stod man i kælderen, eller vaskehus med åben dør.

Jeg mener at kunne huske, at de hed Hess ovne i modsætning til Bess ovne, der brændte med petroleum. Bess ovn

Vi springer et kort øjeblik frem til Randerstiden.

Luftalarm og beskyttelsesrum

Der var fire måneder tilbage af krigen, da vi i januar 1945 flyttede fra Hobro til Randers. Nede i kælderen i huset på Marienborgvej 16, var der indrettet et beskyttelsesrum med bænke så alle beboere kunne være samlede, når der var luftalarm.

Når sirenerne, der sad på tagene i nærheden, begyndte at hyle med deres op og nedad gående toner, skulle alle straks gå ned i beskyttelsesrummet.

Det var helt spændende, syntes vi børn.

De voksne talte næsten altid om de sidste spændende ting de havde hørt. Det var ting om tyskere og sabotører. Bl.a. om sabotørerne lige ude fra Hvidsten. De var blevet henrettet af tyskerne. - Det lød uhyggeligt. Vi syntes, at de næsten havde været vore naboer, og vores far kendte endda kroejerfamilien, da Marius Fiils søster var mor til min onkel Niels, der var gift med min fars søster.

Historierne var mest uhyggelige, når vi sad dernede om

natten. Det skete nemlig flere gange, at sirenerne gik i gang midt om natten, og så måtte vi omgående op og have noget varmt tøj på og skynde os ned i det kolde beskyttelsesrum.

Der var en lille ovn, som vi kunne fyre i, men den blev først tændt, når vi var kommet derned.

- Man kunne jo ikke vide, hvornår der kom luftalarm.

Fortsatte den til over midnat, skulle man først møde kl. 9 i skolen den næste morgen, ellers mødte vi kl.8.

Dette gamle skilt fra krigens tid stammer netop fra

Randers.

Jeg fandt det i et rum

dybt inde i kælderen i denne gamle

ejendom fra 1625.Det er nu afleveret til Den Gamle By.

Sådan så drengen ud i 1945

Vores beskyttelsesrum i Randers lignede faktisk meget dette. En af beboerne var tømrer Hansen, og han havde lavet faste bænke til os, så vi kun skulle medbringe puder og tæpper, når vi skulle derned. - Her var vi flere gange.

Nu går vi tilbage til Hobro igen

Jeg tror slet ikke vi havde et beskyttelsesrum i Hobro. Jeg kan ihvertfald ikke huske jeg har været i et der. Måske har vi samledes hos Wraa i kælderen, hvis der da kom luftalarm.

Vi boede jo i udkanten af selve Hobro. Langt væk fra bykernen. Der var ikke noget vigtigt i Hobro, der var værd at bombe, så der har nok kun yderst sjældent været alarm.

Men, der var regler for alting under krigen. Disse blev trykt og opsat i beskyttelsesrum og andre steder.

Sirenelyden var ikke som i dag, hvor den er vibrerende.

Dengang gik den op i en høj tonehøjde og blev der 22

sekunder.

Signalet betød, at der var mulighed for bombenedkastning, men, at der dog ikke kunne forventes omfattende luftangreb.

En stigende og faldende hyletone i ét minut betød, at der var fare for luftangreb. Al trafik skulle standses og man

- Det gjorde den to gange.

skulle i løbet af tre minutter være i et beskyttelsesrum.

Når faren var drevet over hylede sirenen én lang tone i ét minut. - Man måtte derefter ikke bruge telefonen i én time.

Man siger nok at der ikke var krig i Danmark, men under en sådan luftalarm, følte de involverede bestemt, at det var alvor, og de første gange, sad man blot med alvorlige miner i beskyttelsesrummene og talte ikke ret meget med hinanden. - Senere, da man ligesom blev vant til det, blev der en mere afslappet stemning, fordi der aldrig skete noget Man fortalte de sidste nyheder om krigens gang i verden og især i ens eget område.

Der blev bygget beskyttelsesrum overalt. De var mest af denne runde type, der var en skal, bygget næsten ligesom en iglo. Denne facon er nemlig særlig modstandsdygtig mod store trykpåvirkninger fra f.eks. Bomber.

Den overdækkedes med jord, så kun det øverste af tårnet ragede op med sine fire små lufthuller.

Mange af disse bunkere findes skam endnu. Den i træerne er fotograferet så sent som i 2021.

De var temmelig rummelige, og man medbragte så stole, liggestole, puder og varme uldtæpper, samt eventuelt en termokande med varm kaffe.

Dvs. kaffe var det nu ikke, da det mest bestod af kaffeerstatningen RICH’s eller DANMARK´s, og hvis man var så heldig at have en lille smule rigtig kaffe.

Kaffe var stærkt rationeret og derfor en stor mangelvare.

Der var dog langtfra beskyttelsesrum nok til alle danskere, og man lavede derfor selv sine egne sikrede rum på det sted i huset, der var mest beskyttet mod bomber.

Der fandtes også nogle aflange beskyttelsesrum. De bestod tit af store runde betonrør lagt i række.

Disse kunne rumme mange mennesker og fandtes især i byerne ved de store boligblokke.

--o0o--

Fornem transport

Min far brugte sommetider, især efter andres mening, sine hårdt tjente penge på en underlig måde.

Engang lejede han en lillebilvognmand, til en søndag, at køre på besøg hos familien i omegnen. ”Lillebilen” var en stor sort og næsten ny, lukket personbil med fire døre,

Det var dengang, under krigen, en vild luksus, da ingen private ellers kunne køre i deres biler, - hvis de da overhovedet havde en, for det havde kun ganske få.

Private kunne absolut ikke købe benzin.

Lillebilvognmændene havde monteret gengasgeneratorer bag på deres vogne, og engang imellem måtte de ud og fylde nogle flere bøgeklodser på generatorovnen for at kunne køre videre.

- Nu vi taler lillebil-hyrevogne undrede det mig i mange år, at disse vogne tit havde et reservehjul i begge forskærme, indtil en mand fortalte mig, at det var de nødt til at have, da mange vejepå landet dengang var grusveje.

Det gav mange punkteringer, og når man kørte med kunder, var det jo vigtigt at kunne komme helt frem til målet.

Jeg kan endnu huske, at jeg var stolt af, at min far havde penge nok til, at vi kunne køre rundt i så flot en bil og at jeg var lidt benovet over, at kunne stige af og på så stor en bil, og over, at vi havde vores helt egen chauffør med kasket, der kørte os lige hvorhen vi ville.

Jeg husker ganske tydeligt den køretur

Wolle Mathiesen

På turen rundt med lillebilen, havde vi min mors bror Svend Aage og hans kæreste Erna med og vi besøgte bl.a. hendes forældre, der havde en gård uden forHørby.

Hendes far hed Ole Mathiesen, men blev aldrig kaldt andet end ”Wolle”. Han var en lille vindtør mand, der altid røg shagpibe. Hans kone, der var ret kraftig, hed Johanne.

Jeg havde sommetider før været med ude hos Wolle, hvor Svend Aage tjente, og en gang fik vi hele sardiner fra en dåse. - Det havde jeg aldrig set før.

Jeg syntes det var meget underligt, at man skulle spise sardinerne med hoved og indvolde til de stuvede kartofler, så jeg skar både hoved og hale af og forsøgte at rense fiskemaven - men de andre på gården kiggede noget på mig og syntes, at jeg var fin på den.

Men jeg kunne slet ikke tænke mig at spise hoved og især ikke maveindholdet med fiskens afføring.

Min morbror Svend Aage tog mig også med ud på marken og viste mig en lærkerede med unger. Alle ungerne gabte, når han forsigtigt raslede med græsset. - De troede det var deres mor der kom.

- Vi skulle være helt stille og ikke snakke.

Wolle havde også noget, som jeg syntes var meget spændende, nemlig en petroleumsmotor i et lille firkantet hus af mursten. Det lå lige udenfor ladebygningen af hensyn til brandfaren, som man altid var bange for på landet.

Der gik en flad rem gennem et hul i muren ind i laden. Den kunne trække tærskeværket og en roerasper med mere.

De købte senere et lavt rødkalket hus i Hørby på højre side lige før man kører ud af byen mod vest.

Jeg kan huske, at der i den ene ende af huset var ”den fine stue”, med fine røde plysmøbler. Der lugtede altid lidt muggent derinde, da stuen næsten aldrig blev brugt.

Her er Wolle og Johannes hus i Hørby nord for Hobro Den fine stue var i hjørnet bag det hvide stakit

Jeg kan huske at Wolle og Johanne var meget rare og venlige mennesker, men også, at Wolle havde en rap replik

Det var en sådan pibe Wolle røg på.

JERNBANESABOTAGE

En nat vågnede jeg med så stort et sæt, at jeg knaldede hovedet ind i krydsfinerhovedgærdet af min seng. - Det er i grunden en mærkelig ting at huske, men det gør jeg altså.

Der havde lydt et kæmpe brag ikke langt fra huset. Det var sabotører, der havde sprængt et tysk troppetransporttog i luften. - Det var vistnok på vej til Norge. Der blev dræbt mange afsoldaterne, og tyskerne var rasende.

Det havde lige netop passeret vores engstykke. Fra vores hus, der lå på toppen af en bakke, havde vi udsigt over dalen, hvor hovedbanen til Ålborg løb.

Sprængladningerne havde ligget i en af passagervognene og havde fuldstændig sprængt det meste af den midterste

del af den lange vogn helt væk. Der stod kun gavlene tilbage, - med et skrå stykke ned til bunden.

Jeg ved det, fordi jeg selv har set den. Vi havde hørt, at vognen var slæbt ned til banegården i Hobro. Her stod den nu bevogtet aftyskerne. - Det lød vildt spændende for mig.

Min mor forbød mig, på det mest bestemte, at gå ned til banegården, og jeg havde heller ikke kunnet se så meget fra den side alligevel, for vognen var gemt væk på bagsiden af pakhuset, så folk ikke kunne se den ude fra Banegårdspladsen. Det var jo skamfuldt for tyskerne, at sådan noget kunne lade sig gøre.

Men min mor kendte jo min nysgerrighed, så hun holdt godt øje med mig, forat jeg ikke skulle smutte ned ad vejen.

- Men jeg måtte jo se de vogne, koste hvad det ville, - ja, selv en gang læderrem, hvis det blev opdaget.

Tænk, - hvis der var dræbte tyskere i vognen!

”Jeg går lige op på marken og leger”, - sagde jeg og gik ud ad vejen, væk fra byen.

Vi boede i det sidste hus, nummer 21, på Løgstørvej.

Herude smuttede jeg så om bag et læhegn, ind over markerne og ned til byen på bagsiden af stationen.

Her var der en skrænt ned til skinnerne og ingen bebyggelse, men nogle buske, som jeg kunne gemme mig i, så tyskerne ikke fik øje på mig. - Håbede jeg da.

- Dem vidste jeg godt, man skulle have respekt for. De nøjedes ikke med at bruge en læderrem.

Jeg havde her en første klasses udsigt til hele baneterrænet og der, ved godspakhuset, holdt så den medtagne togvogn og jeg kunne nu se den med mine egne øjne, selvom det var på en afstand af små hundrede meter.

Her er pakhuset. Bagerst er buskene, hvor jeg gemte mig. Omme på bagsiden holdt den sprængte tyske togvogn.

Men der var selvfølgelig ingen dræbte tyskere at se, men der stod dog en enkelt tysk soldat på vagt. Han skulle sørge for et ingen uvedkommende fjernede noget fra vognen. Jeg skulle passe på, at han ikke fik øje på mig derovre i buskadset, for der var ingen blade på buskene.

Senere, - den 8. oktober 1944, - sprængte tyskerne et civilt dansk eksprestog i luften på samme sted som hævn.

Her blev der dræbt ti og der var mange sårede. Min legekammerat Niels fortalte senere, at ruder i gårdene i Tobberup tæt ved banen, - hvor hans familie boede, blev blæst ud.

Her er et billede af den sprængte togvogn, og jeg mener, at det er den danske, som tyskerne sprængte som hævn.

Usynlige spor

Det var også på den tid jeg hørte, at en tysk flyvemaskine havde været landet på en mark et stykke ude ad Løgstørvej.

Trods det, at den for længst var fløjet igen, var det så stor en begivenhed for os syvårige drenge, at vi cyklede derud blot for at have været på stedet, og for at se, om vi kunne se hjulsporene fra landingshjulene i græsset. Vi fandt marken, men fandt ingen spor.

- Men så havde vi da fået den oplevelse.

I en gammel bog købt på et loppemarked, fandt jeg engang denne lille folder, der skulle lokke danskere til at deltage i tysk krigstjeneste.

Der var da også nogle, - faktisk alt for mange, - der lod sig lokke, da der var mange arbejdsløse unge mænd.

Kaneture

Under krigen var der nogle meget hårde vintre med megen sne, så bønderne måtte køre i kane ned til Hobro.

Det lød rigtig flot, når der kom en kane med en hest i trav. Hesten og kanen var næsten lydløse i al den sne, og der var derfor spændt kanebjælder fast i seletøjet på ryggen af hesten og de havde en helt specielt klinger lyd, der lød særlig godt i klart frostvejr.

Der var som regel tre klokker på hver, og når de gående,der jo gik ude i sporet, hvor der ikke var så meget sne,ikke kunne høre hesten og kanen, kunne de i hvert fald høre kanebjælderne i god tid og træde til side, medens kanen susede forbi.

Jeg har en rigtig kanebjælde hængende i loftet nede i pejsestuen, så jeg kan mindes lyden, og jeg ringer altid med den for de helt små børnebørn. - Den lyd kan de godt lide.

Når hesten travede, kastede den med sine hove, sne og isklumper bagud og højt op i luften.

Der var et skærmbræt der tog de fleste klumper, men kusken skulle hele tiden passe godt på, for ikke at få dem der røg over, ind i hovedet.

Var der passagerer med på kanen havde de tykt tøj på, pelshuer og muffediser til hænderne, samt store poser af pelsværk, som de stak benene ned i.

Piskeslag

Nede i byen kørte de ikke så stærkt, og det var en sport for os drenge, at hænge i bagsmækken på kanerne og få en rutsjetur med gummistøvlerne pegende fremad og ind under kanen. Men det var også farligt, for hvis støvlehælene ramte en kant, blev benene stødt op i bunden og kunne derved let brække. -Bønderne ville ikke have vi gjorde det. Engang havde jeg haft held til at snige mig hen til en bagsmæk uden at kusken opdagede det, men da vi havde kørt et stykke tid, fik han øje på mig og knaldede ud efter mig med pisken, for atfå mig til at slippe.

- Jeg var så uheldig, at piskesnerten ramte mig lige i ansigtet, så jeg slap kanen med et hyl.

– Nå, men hovedet var jo også det eneste det stak op og han ramte mig heldigvis ikke i øjet.

Et år havde jeg, på min fødselsdag, fået teltet slået op på pladsen mellem husene, så vi kunne lege ude i det fri.

- Det var jo i august måned.

Foruden mine fødselsdagsgæster fra min klasse, var der strømmet mange andre nabobørn til, og de legede også med. Der var ingen af de andres forældre der havde et telt, så et telt var lidt af en sjældenhed, at have været inde i.

Medens vi på et tidsrum legede gemmeleg, var nogle af de store tøser på en ti-tolv år gået ind i teltet. Der var blandt andet min biografven fru Madsens datter.

Det blev vi sure over og sagde, at de skulle gå ud. Det ville de imidlertid ikke og da de var for store til, at vi kunne smide dem ud, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre.

- Det var jo ”mit” telt.

Pludselig fik jeg en god ide. Vi trak alle pløkkene op, så teltet faldt ned over hovederne på tøserne.

De hylede og skreg og kom kravlende ud.

- På den smarte måde slap vi fri for dem, og fik teltet for os selv igen.

En vinter cykeltur

Jeg fik somme tider lov til at cykle med min far ud på hans salgsture på min lille cykel, mest om sommeren og på korte ture. Selv cyklede han gerne både tredive og fyrre kilometer væk for atfå et salg.

En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med, selvom det var en kold og blæsende dag med fygesne.

Der var kun cirka tolv kilometer ud til kunden, men der var megen sne og vejene var glatte.

Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han

væltede, kunne jeg få den store tunge trædesymaskine, han havde på bagagebæreren, ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved.

Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakke med, som vi spiste siddende i læ af en vældig, lidt hul snedrive i vejgrøften.

Jeg kan endnu tydeligt huske, hvor godt en rugbrød med leverpostej smagte under de forhold.

Der føltes helt varmt nede i læ af driven i modsætning til den bidende vind på landevejen. - Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse den store tunge trædemaskine af, og vende cyklen om med hjulene op og lappe slangen med sine kolde fingre. - Det var rigtig træls.

Han kom i hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke med hjem igen og vi punkterede ikke mere den dag.

Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for min far. Især fordi dækkene skulle holde til den tunge last foruden min far, der da mindst må have vejet 90 kilo, skønt han var slank. Han var jo 192 centimeter høj og kraftig bygget. For at forstærke dækkene klippede han kanterne af nedslidte dæk og syede selve slidbanen inden i et bedre dæk og på den måde fik han et dæk, der ikke så let punkterede.

Den glaserede snehule

Som fortalt var der vintre med megen sne og streng frost under krigen. Det havde vi megen glæde af.

Niels’ far Charles kunne mange ting. En dag sagde han, at vi skulle lave så stor en snehule, at vi alle sammen kunne være indeni. Først skulle vi skovle en stor dynge sne op.

Han hjalp selv til og var bedst til at skovle det helt op på toppen, så dyngen blev høj. Vi klappede den mere fast med skovlene. Det tog det meste af den korte vinterdag, men da det begyndte at blive mørkt, havde vien mægtig dynge sne.

Det frøs i den tid mange grader, både om dagen og om natten, og nu blev vi sat til at hente flere spande fulde af koldt vand, som Charles skvættede op over snedyngen.

Dyngen blev lidt mindre, men var stadig ret stor.

Vi skulle nu vente til næste dag, så ville der være et tykt ispanser udenpå snedyngen og vi skulle så udhule den. - Det glædede vi os meget til.

Ganske rigtigt, næste morgen, da det blev lyst, var der et knaldhårdt lag is udenpå vores ”hytte”. Vi lavede først et lille indgangshul, som i en iglo. Derefter gravede vi os efterhånden ind i det indre og smed sneen udenfor.

Da vi var færdige, lavede vi et lille hul ud gennem taget mod syd, så der kom dagslys ind. Vi lavede en lav bænk hele vejen rundt langs ydervæggen, så alle kunne sidde ned. Vi syntes det var helt fantastisk at have vores egen ishytte.

Den så sådan ud.

Den var kun for børn. De voksne måtte kun stikke hovedet ind gennem det lille indgangshul, for at se den indvendig.

Vi fik vores mor til at lave madpakker, så vi kunne lege, at vi var på opdagelse og sad på nordpolen langt hjemmefra.

Det blev jo tidligt mørkt, så vi lånte an petroleumslampe af Charles, som vi satte på en knold i midten. Vi større børn digtede så historier, som vi fortalte for de mindre.

Det var den bedste snehulejeg nogensinde har oplevet.

Jeg har senere forsøgt at lave en til mine børnebørn, men der har ikke været nok frostgrader.

Den brændte engel

Vi havde på vores juletræ nogle udstansede trompetspillende engle af tyndt karton. Dem holdt vi børn meget af og vi fik lov til at hænge dem på juletræet, for de kunne ikke så let gå i stykker, som de skrøbelige glaskugler.

Da vi jo ikke var så gamle, tænkte vi ikke specielt over placeringen på træet og et år, var en af os kommet til at hænge en af englene for tæt over et stearinlys.

Det resulterede i, at der pludselig gik ild i englen, medens vi dansede rundt om træet. Hun fik brændt et stykke af maven og det ene ben væk. - I min verden var englene nemlig altid piger, da de så lidt ”tøsede” ud.

Min far fik dog hurtigt slukket ilden og flyttet englen, men vi børn syntes det var meget synd for den.

Det måtte da have gjort forfærdelig ondt på den, at få brændt maven og benet væk.

Vi havde selv prøvet at holde en finger over et julelys. - Det gjorde i hvert fald ondt og vi talte meget om den stakkels engel den juleaften.

Da vi året efter atter skulle pynte juletræet, kom vi frem til den brændte engel og igen gik snakken om, hvor synd det var for den. Det hørte min far og han kaldte os sammen og sagde, at vi nu skulle høre om, hvordan det var gået englen siden sidste år.

Han fortalte, at nede i æsken med juletræspynt havde der været stor sorg. Det var aldrig tidligere hændt, at noget var blevet brændt og da slet ikke en engel.

Den brændte engel havde ligget og grædt noget så gudsjammerligt i lang, lang tid. - Det var hårdt for de andre ting at høre på, og da især for de andre engle.

De ville så gerne trøste den brændte, men kunne jo ikke gøre noget, der kunne skaffe det bortbrændte tilbage.

Den brændte engel og en af hendes søstre

Det er klart hun var ked af det

De forklarede den brændte: - Ganske vist er din mave og ben væk og ganske vist er der en sort kant, der hvor de har siddet, - men så forfærdelig ser du altså heller ikke ud.

- Ja, - faktisk lægger man slet ikke mærke til det, når man først har vænnet sig tilsynet.

De fortalte også, at de havde snakket sammen og besluttet, at hun næste jul skulle have den store ære at hænge allerøverst på juletræet og langt væk fra julelysene.

Hun skulle slet ikke tænke på sin brændte mave, men være glad og sige til sig selv: - Man kan sagtens hænge øverst på juletræet, selvom man har en brændt mave og mangler et ben!

Min far fortalte nu, at da han havde åbnet den gule kasse med julepynt, havde han hørt en lille fin stemme fortælle om juletingenes beslutning og han havde lovet at sørge for at den brændte engel kom til at hænge øverst oppe ved den store stjerne i toppen. - Synes I ikke også, - spurgte min far, - at den brændte engel fortjener den store ære, og skal vi ikke gå hen og sætte den på allerøverst oppe, - lige nu?

Jo, Jo, - jublede vi, og vi frydede os meget, da vi så englen hænge deroppe.

Den juleaften kiggede vi næsten hele tiden op på englen, der hang i sin tråd, medens vi dansede rundt om juletræet. - Trak vi i en gren syntes vi, at englen dansede lidt med.

Lige siden den juleaften har den brændte engel altid hængt øverst, og det gør den stadig. Vi husker altid historien om den ulykkelige engel, der igen blev lykkelig.

For lykkelig det var hun. Hun var jo den engel de andre allerbedst kunne lide og hun var stolt over at hænge øverst, men hun blev aldrig hovmodig, for hun forstod godt, at det alt sammen kun skyldtes de andre juletings gode væsen.

Her er nogle af min barndoms juleting, som jeg har gemt. Det er vældigt hyggeligt at hænge dem på træet hvert år til jul og mindes de gamle barndomsdage.

Der er den gule kanariefugl, som min lillebror hev halen af, glasklokkerne, trommerne og den flettede papirstjerne.

Jeg var meget fascineret af den hule glaskugle. Man kunne kigge ind i den ligesom i Aladdins hule. Den var spændende, og jeg kiggede ind i den, hver gang jeg kom forbi den, når vi dansede rundt om træet juleaften.

Tingene ligger stadig i den meget gamle gule Anton Berg chokoladeæske. Jeg tror den stammer helt ovre fra min fars købmandsbutik i Nørager i 1935.

Englene og den gamle julepynt hænger stadig øverst hvert år. Her i 2020.

Det tiggede flæskesvær

Til jul fik vi altid flæskestegen, - ligesom de fleste andre dengang under krigen, stegt nede hos bageren. Han havde nemlig altid en varm ovn, trods rationeringstiderne.

Klokken seks juleaften kom alle bagerens kunder og hentede deres gæs og flæskestege. Min lillebror og jeg gik sammen med vores far ned og hentede vores. Den duftede himmelsk og det var ikke kun fordi det var jul, for de fleste børn synes jo, at varmt sprød flæskesvær smager himmelsk til hver en tid, og vi tiggede og tiggede om bare at få en enkelt stribe, og da min far følte nøjagtig den samme fristelse, tog vi da også alle tre et lille stykke. Vi kunne ikke tage så meget, for vores mor kunne ikke lide der manglede noget, når hun serverede den for gæsterne.

Efter julemiddagen gik mændene og os børn tit udenfor, hvis der var klart vejr. - Mødre, fastre, mostre og tanter skulle vaske op. – Ja, sådan var det dengang.

Vi kiggede på den mørke stjernehimmel. For mig står det stadig som et højtideligt øjeblik, at stå selve juleaften og kigge op i Guds himmel, for dengang bad vi børn vores fadervor hver aften, og vi troede fast på alt det, der står i Bibelen.

- Hvis vi var særlig heldige fik vi et stjerneskud at se, og fik vi det, - lige netop juleaften, - ville vi få et særligt stort ønske opfyldt, havde vi hørt.

- Jeg så dog aldrig et stjerneskud en juleaften, men føler alligevel, at jeg fik mange af barndommens ønsker opfyldt.

Nu skulle vi danse om juletræet og mit livs juletræer har altid nået helt op til loftet. Først læste min far juleevangeliet og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt underligt, at netop han læste det op. - Min far var en meget spændende mand og helt fantastisk til at digte historier for os, når vi skulle i seng, - men han var ikke spor religiøst anlagt.

Det var mere min mors afdeling. - Min far fortalte, at religion havde han fået rigeligt af fra sin indremissionske stedfar, da han var barn.

Hans rigtige far døde, da min far varet år gammel.

Bagefter sang vi mange salmer og til allersidst sang vi ”Højt fra træets grønne top” og os børn kunne godt finde på at synge den på melodien: - I en kælder sort som kul.

- Teksten passer nemlig til begge melodier og omvendt.

Nu kunne vi så endelig få vores julegaver. Vi fik fem højst seks gaver hver, og det var mest nyttige ting dengang under krigen, men vi fik dog altid ét stykke legetøj, og det var selvfølgelig den gave vi var allermest glade for.

Derfor fik vi den altid, som den sidste af vores gaver, da vi ellers, – efter de voksnes mening, ville være temmelig uinteresserede i de”bløde pakker”.

- Og det tror jeg helt bestemt også de havde ret i!

Jeg kan huske, jeg syntes, at julen varede utrolig længe.

- Vi gik rundt til kammeraterne for at se deres gaver og lege med dem.

Øret rykket af - næsten

Først vil jeg dog lige fortælle, hvad jeg fik i julegave det år. Min mormor boede i Randers og hun skulle holde juleaften med os i Hobro. Hun havde

strikket en flot rødbrun trøje til mig. Der var to grå kronhjorte på brystet. De kom springende ind mod midten fra hver side.

Det så virkelig flot ud.

Størrelsen havde hun strikket efter hukommelsen, og den passede da også fint på længden af selve trøjen, og på ærmerne, men hullet til hovedet havde hun gjort alt for lille.

Hun havde vist glemt hvor ”tykhovedet” jeg var, så da jeg skulle prøve trøjen, sad mit hoved uhjælpelig fast inde midt i den høje halskrave.

Jeg hylede jo op om, at det gjorde ondt, og påstod, at de næsten rykkede mine ører af med al deres hiven og trækken.

Det troede de bare ikke på, så de sagde: - Hold op med at skabe dig!

Til sidst opgav de dog, og de blev meget flove, da trøjen kom af igen, og de så, at de virkelig havde revet min venstre øreflip løs forneden, så det blødte. – Det havde altså gjort ondt. Jeg havde ikke skabt mig.

De voksne skuffede mig tit, for de tror ikke altid på børn. Sådan er det bare. - Det lærte jeg efterhånden.

Men den julegave husker jeg stadig.

Min første sportsvogn

Den anden gave, fik jeg af min far og det er nok den flotteste julegave, jeg nogensinde har fået som barn.

Det var en cirka tyve centimeter lang åben sportsvogn. Den var lavet af blik og var utrolig gennemført. Når jeg ser den for mig med mit indre blik, er jeg nu næsten helt sikker på, at det må have været en BMW-model 327 Cabriolet fra cirka 1938.

Selve bilen var smørgul og den havde chokoladebrune skærme. Rattet kunne dreje forhjulene. Den havde en lille gearstang med tre gear fremad, et frigear og et bakgear. -

Den skulle trækkes op med en nøgle og havde en stor fjeder, så den kunne køre langt. Rattet kunne indstilles, så den kunne køre i cirkler. - Den var for den tid meget avanceret og må have været dyr.

Jeg kendte ingen andre drenge der havde fået så flot en julegave, og jeg var virkelig glad for den, så længe jeg altså havde den.

Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydelig se den for mig endnu, skønt det er næsten 80 år siden jeg fik den, og måske er det endda den der er skyld i, at jeg i dag samler på rigtige veteransportsvogne, så den gavn gjorde den dog.

Men jeg havde den kun en kort tid, for nu kommer min ”søde” lillebror Bent ind i billedet igen.

Jeg havde på det strengeste forbudt ham så meget som blot at røre ved den, og lovet ham al landsens ulykker, hvis han alligevel gjorde det.

Men han var dog kun en lille dreng på fire år, så fristelsen blev ham alligevel for stor, for en dag, tog han bilen og kravlede ind under min far og mors store dobbeltseng for at ingen skulle opdage ham, og begyndte at lege med den.

Men han var jo alt for lille til at forstå det med gearene, så til sidst havde han brækket gearstangen af. De flotte blanke forlygter brækkede han også afog rattet og kofangerne.

Måske var han blevet sur over, at det ikke var hans bil, men måske gør jeg ham uret.

Resultatet blev bare, at den aldrig kom til at virke igen og på det tidspunkt, syntes jeg i hvert fald ikke, at det var synd for ham.

Tværtimod og han fik en masse skældud og det der var værre, men senere blev vi selvfølgelig gode venner igen, selvom jeg godt nok tror, der gik et stykke tid.

Den lignede utrolig meget denne model.

Jeg begyndte i 1. klasse på Hostruphuse skole i Hobro 1942.

Der var en storkerede på den midterste skorsten, da jeg gik i første klasse i 1942.

Vi kunne altid se når ungerne var udklækkede, for så kom der lange hvide striber ned ad taget.

Tyskerne skulle senere bruge den ret nye ”Hostruphuse skole”. Den lignede deres egne kaserner i Tyskland, så den tog de bare.

I første klasse havde vi hver en lille skifertavle til at skrive kladder på og til regnestykker.

Hostruphuse skole.

En skifertavle er en tynd plade af en mørkegrå stenart der hedder skifer. Viskrev på tavlen med en griffel, der også var lavet af skifer.

Den var blot af en blødere art, så den ikke ridsede tavlen, men kun lavede hvide streger, der igen kunne tørres af med en våd svamp.

- Det skrattede i ørerne når man skrev.

Tavle og griffel. Blækhus, pen og skaft.

Der var ikke blæk i vores blækhus endnu i første klasse.

Det kom der først senere, når vi skulle lære at ”skrive med blæk”, som det hed.

Til den tid fik vi et penneskaft af træ og blækpenne.

Blækpennene, der var lavet af stål, skulle sættes ind i penneskaftet og de skulle dyppes forsigtigt i blækket i blækhuset, som var en lille firkantet flaske, der stod i et hul i skolepulten, - som bordet hed. Hullet sad forrest, midt imellem de to elever, der sad på pulten.

- Kom der for meget blæk på pennen, kunne den lave en stor blækklat midt i al det flotte skrevne.

- Så skulle det hele skrives om. Sådan så vores skolepulte ud, blot med et hul til blækflasken i midten helt forrest.

Jeg var med inde og købe et flot brunt penalhus af læder i en forretning lige over for skolen.

Forretningen solgte papirvarer og hed meget passende ”Papyrus”. Her kunne man købe alt til skolebrug, såsom blyanter, grifler, skrive- og regnehefter.

Jeg kan huske, jeg godt kunne lide at sætte næsen helt ned i penalhuset. Det lugtede så godt af læder, blyanter og viskelæder. - Det var så dejligt, og jeg nød det. -Tænk, det var mit helt eget penalhus, og kun mit.

Her lå papirvareforretningen med det passende navn ”Papyrus”.

Man kan endnu se, hvor døren har været i muren.

DEN GLOENDE KNIV

En dag skulle vi alle calmettevaccineres, - eller også var det koppevaccineres. Vi stod i en lang række i et stort rum, der i dagens Anledning var indrettet til skolelægen.

Vi stod alle og gloede noget betænksomme. Vi skulle nemlig snittes i venstre skulder med en lille kniv.

Det var hårdt nok at blive skåret i med en kniv, men ikke nok med det, - nej, kniven var oven i købet rødglødende.

Efter hvert barn blev kniven nemlig holdt ind i en gasflamme for at blive desinficeret og vi så den blive helt gloende varm.

De havde slet ikke fortalt os ikke, at den blev kold igen før de snittede, - så vi var rædselsslagne. Jeg husker endnu gyset.

Vi lavede dengang flere ting af glanspapir, der kunne fås i mange farver.

Hvis vi så et flot billede af en nisse eller et dyr i et blad, lagde vi siden af bladet ovenpå glanspapiret og tegnede med en spids blyant omridset af billedet, medens vi trykkede blyanten lidt ned mod papiret.

- Det gav et aftryk af stregen på glanspapiret. Nu tog vi en nipsenål, som er en stor knappenål med et hoved af glas.

Hovedet kunne forestille alt, f.eks. en mariehøne.

Der var utallige slags, - se selv.

Med denne nål prikkede vi huller i stregen på glanspapiret, meget tæt ved siden af hinanden, ligesom et frimærke og nu kunne vi, - når vi havde prikket hele vejen rundt, rykke billedet ud af arket, og lime det ind i et tomt regne- eller skrivehefte og til sidst få en flot samling af smukke figurer med takker i kanten. Man kunne også prikke billederne direkte ud af bladet, hvis man fik lov af de voksne til at ødelægge det.

Det var nu mest pigerne der lavede disse ting. De samlede også på farvestrålende servietter og de fleste forældre fik strenge ordrer om, endelig ikke at bruge servietten, når de var i byen, men tage den ukrøllet med hjem til samlingen. Jeg selv samlede mest på mærkelige sten og dimser af metal, som jeg fandt rundt omkring.

Jeg glædede mig meget til min første jul i skolen. Henne i skolen var den store tavle pyntet i kanten med tegnede grangrene.

Grenene var grønne, og al julepynten på dem var også tegnet med farvet kridt.

Julehjerterne var røde og hvide og var tegnet flettede, ligesom de rigtige. Der var tegnet fireogtyve julelys og der blev ”tændt” et lys hver dag op mod juleaften.

Vi ”tændte” dem ved at tegne en sort væge med lidt rødt og en gul flamme uden om.

– Det havde jeg aldrig set før, og jeg husker, at jeg syntes, det så meget livagtigt ud, og at det var mageløst flot.

Den sidste skoledag før julen, måtte vi tage en pyntet grangren med i skole og sætte den i det tomme blækhus.

Jeg havde sammen med min mor lavet et lille flettet julehjerte af rødt og hvidt glanspapir og nogle meget små musetrapper.

Det lille dannebrogsfarvede julehjerte – det var jo under krigen, - blev sat på grangrenen, og den blev også pyntet med lametta, der er tynde strimler af aluminiumsfolie.

Jeg nægtede på det mest bestemte at få ”fehår” på.”Fehår” var ligesom en slags tyndt vat, lavet af uhyre tynde hvide glastråde og det stak rædsomt, når man fik det ind i de hjemmestrikkede uldtrøjer, som man altid gik med dengang. Det så flot nok ud på juletræet og alle brugte det, men for os børn var det en frygtelig plage hvert år.

Grenen blev meget flot, syntes jeg, og jeg bar den om morgenen, meget forsigtigt, de cirka to kilometer, jeg havde at gå til skolen. – Den var indpakket i brunt papir fra slagter Bjørns slagterpakke nede på Løgstørvej nr. 11.

Min mor havde bundet rødt strikkegarn rundt om, for at papiret ikke skulle flagre af. - Vi havde ikke mere af slagterens rød-hvide snor.

Vi havde også en lille pose med småkager med. Det var vaniljekranse og brunkager med en mandelsplint i midten.

Mandlerne havde min mor gemt i lang tid, da man ikke længere kunne købe dem på grund af krigen, men der skulle altid være en mandel i midten af hver brunkage, selvom det nu kun blev til en splint af en mandel.

Vi havde hver et lille stearinlys med ien lille stjerneformet grønmalet metallysestage. Det blev nu tændt og vi sang en julesalme.

Lærerinden, - der hed Olga og var en stor og fyldig dame, - læste op af en bog der hed

”Ved Julelampens Skær”. Der kom altid en ny hvert år med julehistorier i.

Medens hun læste så hendes ansigt venligt ud. Det var jeg forbavset over, for jeg havde mest set det med et skarpt udtryk, især, når hun havde gårdvagt og jeg stod sammen med de andre drenge omme bag tørveskuret længst væk i skolegården. Her kunne hun nemlig ikke se os, når vi skrålede højt i kor, en på den tid meget populær sang, hvis omkvæd begyndte sådan: Olga – Olga – Olga tà en polkatur med mig, - og den endte sådan: - Jorden slår revner, når Olga danser for.

Nu var Olga jo en kraftig dame, og det var jo derfor vi sang lige netop den sang, så det var vel ikke så sært, at hun så stram ud i ansigtet, når hun kom i fuld galop rundt om tørveskuret for at fange én af os. - Jeg blev heldigvis aldrig fanget. - Når vi lavede noget galt og gårdvagten kom, råbte vi altid: AS, - hvorpå vi lynhurtigt spredtes for alle vinde.

Men den dag så hun meget mild ud, men det var sikkert på grund af julen, og det, at hun nu slap for at se os helt til næste år.

Historien hun læste, handlede om en lille dreng, der blev væk i snevejret lige før juleaften, og først blev fundet i sidste øjeblik, - lige før han frøs ihjel.

Netop under krigen var der megen sne og sneen kunne ligge i meterhøje driver, som man let kunne synke ned i og måske slet ikke kunne komme op af igen.

Jeg havde selv prøvet at glide ned mellem et tre meter højt plankeværk ind til fodboldbanen og en lige så høj snedrive.

- Her havde jeg virkelig haft besvær med at komme op fra igen og jeg vidste, at ingen kunne se mig nede i det smalle gletsjerspalte-lignende hul, og at der kunne gå lang tid inden nogen fandt mig, da jeg legede alene den dag.

- Jeg havde virkelig måttet kæmpe med sneen i lang tid, før jeg fik mig gravet ud, og det var lige før der gik panik i mig.

Jeg havde derfor let ved at forestille mig, at drengen kunne forsvinde, og at hans far og mor havde svært ved at finde ham igen. - Så jeg blev meget glad, da han blev fundet lige til sidst. - Nu kunne han komme ind i varmen og få en god juleaften. Vi følte alle med ham og det undte vi ham gerne, for vi havde tit selv frosset meget, når vi var blevet lidt for længe ude i de vældige masser af sne i de meget kolde vintre, der var i de år.

Efter historien sang vi igen julesalmer og vi havde nu fri til efter nytår. Jeg begyndte at gå hjem med min fine gren, men nu var den ikke længere pakket ind og vinden blæste efterhånden al julepynten af og jeg blev træt af hele tiden at sætte det på igen.

- Til sidst smed jeg grenen op over et plankeværk.

Da jeg kom hjem stod min lillebror, - der var fire år, med ”julelys” i øjnene og spurgte, om han måtte få den fine gren nu.

- Se, det var ikke så godt, for den havde jeg jo lige smidt væk. - Jeg havde slet ikke tænkt på ham, - skønt han om morgenen havde syntes, at det var meget spændende med den fine gren, der skulle med hen i skolen og han var lidt misundelig på mig, for han ville ønske, at han også gik i skole og skulle opleve alt det spændende.

- Han blev meget skuffet og ked af det, for han havde ventet og ventet hele formiddagen på, at jeg skulle komme hjem med grenen, så han kunne ”arve” den og lege ”at gå i skole”.

- Jeg blev også lidt ked af det, selvom han jo var min, til tider meget irriterende, lillebror, men lige i det øjeblik syntes jeg dog, at det var synd for ham.

Min forventningsfulde lillebror, som jeg skuffede så fælt.

Efter ansigtsudtrykkene at dømme, kunne billedet godt passe til det øjeblik, jeg fortalte ham, at grenen var smidt væk.

Jeg ser selv lidt ked ud af det.

Sådan så drengen ud, da han skulle i skole.

Mobning

Der var en større tyk dreng i skolen, der hele tiden var efter mig. - Jeg kunne slet ikke klare ham.

Det stod på et par af de første måneder, og jeg blev til sidst bange for at gå i skole, men senere lykkedes det for mig, at få en endnu større dreng, der var stærkere end den tykke, til at hjælpe mig, så han lod mig være i fred.

Ham, der hjalp mig var søn af en læge og var en 13-14 år. Han var meget klog, syntes vi, og så havde han noget meget spændende, nemlig udstoppede fugle, som han selv havde fundet døde.

En dag jeg gik til skole, fandt jeg en gråspurveunge der var faldet ud af reden. Den var død og ikke ret gammel og helt uden fjer. Den samlede jeg op og gav til lægesønnen, for at han kunne udstoppe den til sin samling.

Han tog det pænt, og forklarede, at den var alt for lille til at kunne udstoppes, men han gjorde ikke nar af mig, fordi jeg ikke vidste det.

- Sådan noget lægger man mærke til i den alder.

Senere fandt jeg under en ferie hos min bedstefar, skomageren i Lystrup på Norddjursland, en død fugl, som jeg af mine sparsomme lommepenge selv betalte for at få udstoppet.

- Det var vist en sangdrossel, fortalte man mig.

Den så fuldstændig ud som denne. Den sad også på en gren.

Da jeg skulle i anden klasse, måtte jeg skifte til ”Byens skole”, der låhelt nedei den anden ende af Hobro.

Byens skole var en gammel skole fra 1880’erne. Der var løbesod iskorstenene efter den megen fyren med tørv. Det lugtede fælt og rev skarpt i næsen.

Desværre sad jeg lige ved lågen i skorstenen og det var meget træls, at sidde iden stank hver dag.

Jeg husker især to ting på den lange vej fra Byens Skole og helt ud på Løgstørvej 21.

For det første denne lange trappe op til banegården.

For det andet et konditori, der hed ”LYON”, som lå i denne flotte funkisbygning på Jernbanegade. –(Nu er en slagter flyttet ind).

Når jeg gik sulten hjem om eftermiddagen efter skolen, var det hårdt, at gå forbi de mange fristende kager i konditorens vindue.

Jeg kunne længe stå og kigge på især napoleonskagerne og medaljerne med deres tykke creme i midten.

Den dag i dag elsker jeg at få en af disse kager. Det er måske et dybtliggende savn fra dengang.

DRAMATISK UDRYKNING

En efterårsdag i 1944, løb vi i et frikvarter rundt ude i skolegården.

Civilforsvarets garager lå lige ved siden af skolegården og pludselig kørte alle deres køretøjer ud af garagerne.

Vi råbte til dem: - Er der sket en ulykke?

– Ja, - svarede de. - Englænderne har bombet Aarhus!

Vi stod og så på, indtil alle mand var mødt frem og de kørte af sted, så hurtigt køretøjerne kunne køre.

De skulle nu skynde sig til Aarhus, hvor englænderne havde bombet den del af det nye universitet, der var besat af tyskerne.

Englænderne havde udført en præcisions bombning og havde ødelagt Gestapos arkiver i de okkuperede universitetsbygninger.

De havde dræbt 75 gestapofolk, men undgået af dræbe frihedskæmpere under afhøringer, da de lige var bragt tilbage til cellerne i Christiansgade.

Det sidste havde

englænderne taget med i beregningerne, efter oplysninger fra danske frihedskæmper

Først da jeg begyndte at gå i skole, fik jeg brug for at vide hvad klokken var.

Før den tid var jeg ret skødesløs med tiden.

Jeg havde dog lært klokken for længst, men skulle nu vide, hvornår jeg skulle gå hjemmefra, for ikke atkomme forsent i skole.

Vi havde et Junghans stueur og jeg ved præcis, hvor gammelt det er.

Det er nemlig købt om formiddagen den 26. august 1935, - cirka på det tidspunkt uret viser på billedet.

Den opmærksomme familielæser vil opdage, at netop denne dag er min fødselsdag.

Uret har sin helt egen historie, som jeg ganske vist har fortalt før, men den skal også med i denne beretning.

Jeg blev født ti minutter i seks om morgenen oppe på kvisten over købmandsbygningen i Nørager på Norddjursland.

Dette er det

allerførste billede jeg har af mig selv.

Se den lille hund!

Da fødslen var godt overstået, var det første min far gjorde, at cykle hen til den nærmeste landsby, hvor der var en urmager. Her købte han et stueur til min mor som barselsgave. - Ethvert rigtigt hjem skulle have et stueur. Det var i hele min barndom familiens ur og det stod ovenpå dækketøjsskabet. Det slog dobbeltslag Ding Dong.

Jeg mindes alle de gange, jeg har set på det og hørt klokkeslagene, for at vide hvad klokken var, når jeg skulle i skole, eller til børnefødselsdag med sukkervand i håret, så frisuren kunne holde lidt længere.

Min far lagde hver dag nogle penge ved siden af ”klokken”, - som vi sagde. De var til min mor til mad og lignende. – Jeg har stadig uret, så vi er nu lige gamle. Det har været gemt væk i mange år, men er nu taget frem igen, og det går stadig utrolig præcist. Jeg nyder lyden af slagene hver dag og tager urets holdbarhed, som tegn på, at jeg også selv vil være ligeså holdbar.

Landsbyen, han købte uret i, kunne sagtens have været Nimtofte. Den ligger ikke langt fra Nørager, så da han i 1935 stod og købte uret af urmageren, har den Ford T, - jeg i 1966 købte af den samme urmager, - holdt i garagen og allerede da været ni år gammel. - Fantastisk tanke ikke?

Min far har ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, at hans nyfødte, - kun få timer gamle -, søn, senere skulle købe, noget så kostbart, som urmagerens bil.

-Den var dengang den eneste private bil i byen.

Om aftenen under krigen spillede vore forældre tit det lige fremkomne ”Matador”, med familie og bekendte.

De snakkede om tyskerne. De sagde til os børn, at vi aldrig måtte fortælle til andre, hvad der havde været talt om.

Det gjaldt også naboer og folk som vi ellers kendte, Jeg kan især huske én af tingene de lavede. Jeg har selv lavet det mange gange siden, når familien var samlet.

- De sagde: - Nu skal vi sprænge Hitler, Gøring og von Ribbentrop i luften!

Så tog de en tøjklemme, der dengang altid var af træ, brækkede et passende stykke tændstik med svovl af.

Det blev sat i ”munden” på klemmen, således at den nu var åben. Så hældte man alle tændstikkerne ud af tændstikæskeskuffen og satte denne på den skrå tøjklemme. Herefter lagde man højtideligt først Hitler, så Gøring og til sidst von Ribbentrop, - i form af tændstikker, op i skuffen.

Nu satte man ild til tændstikstykket i klemmemunden, og da det havde brændt et øjeblik, klappede klemmen sammen med et smæld, og Hitler og kumpaner røg højt op i luften. Alle jublede.

- Prøv selv!

Dog kun de voksne.

Børn må aldrig lege med ild!

Jeg husker pludselig en episode fra den tid. - Det var kun kort tid efter jernbanesabotagen.

Min far kom en mørk aften ved halvtolvtiden cyklende hjem fra arbejdet. Da han kom op til jernbaneviadukten på Løgstørvej, trådte der pludselig en tysk soldat ud af mørket.

- Hans gevær peger påmin far og han råber højt: - HALT!

Han var helt sikker på, at min far var en jernbanesabotør, og der har måske oven i købet været udgangsforbud.

Han bad, i en meget bøs tone, min far om at åbne sin lædermappe. Min far forstod ikke tysk, men var godt klar over, hvad soldaten mente. Han åbnede lædermappen og tyskeren lyste ned i den, for at se efter eventuelle våben og sprængstoffer, - men der var jo ingenting, så min far fik heldigvis lov at tage hjem. - Vi boede jo tæt ved viadukten.

DIREKTE KONTAKT

En anden gang, - det var lige blevet aften, kom en stor kolonne af tyske køretøjer, - lastbiler, motorcykler og panservogne, - kørende nede fra Hobro og ud ad vores vej mod Løgstør.

De gjorde holdt for natten på fodboldbanen, der lå ved siden af ”Rosendal”, som tyskerne havde okkuperet.

- Det var næsten lige ovenfor vores hus.

Vi kunne se hele fodboldbanen fra vore stuevinduer, der jo lå på første sal. -Den lå skråt ude til venstre.

Jeg blev siddende og så på, lige til jeg skulle i seng.

- Jeg havde aldrig før set så mange køretøjer på én gang.

En anden gang gravede tyske soldater et kabel ned i vejsiden på vores vej. Jeg stod og så på, og en rar tysk soldat så venligt på mig og løftede mig højt op i luften,

medens han smilede. Han sagde noget til mig, som jeg jo ikke forstod. Og dog,jeg forstod to af ordene, nemlig ”meine knabe”, for jeg vidste fra min far, at det betød: - Min dreng.

Min mor sagde bagefter til mig, at jeg aldrig mere måtte komme i nærheden af en tysker. Selvom denne soldat havde været venlig, vidste jeg godt, at de kunne være farlige, og at de var vores fjender.

Den arbejdsløse

En anden gang havde min far en meget sulten og arbejdsløs mand med hjem. Han havde mødt ham i toget, og min far havde spurgt ham, om han ikke ville med hjem og have noget mad.

Det ville han skam meget gerne. Min mor og os børn var lidt beklemte ved den totalt fremmede mand, der heller ikke så særlig velsoigneret ud. Men han fik sin mad og noget af min fars aflagte tøj, som dog var bedre, end det manden havde på. - Efter aftale med min far gik han igen.

Vi var glade for, at han ikke skulle sove hos os om natten, - især min mor, der altid blev lidt forskrækket, når min far gjorde den slags ting.

Fisbomber

Der var også en anden ting vi lavede i stor stil og det var vist ikke helt pænt gjort af os, men det var bare så spændende, så det med det pæne tog vi ikke så højtideligt.

Vi lavede ”fisbomber”. - Dengang var mange cykelstyr beklædt med et lag af riflet celluloid der skulle hindre styret i at ruste. Celluloid var en af forløberne for plastik. Det havde imidlertid den egenskab, at det var meget brændbart.

Det skrællede vi, - med skam at melde, af ubevogtede cykelstyr og lavede fisbomber af det. Vi rullede de afskrællede flager ind i avispapir og satte ild til det ved hjælp af solen og et brændeglas.

Der udviklede sig nu masser af hvid røg, der væltede ud af de åbne ender i avisindpakningen. Det havde en helt speciel stram lugt, så når bomben var ”feset” af, skulle man derfor omgående gå et andet sted hen, for de voksne var naturligvis sure på drenge, der skrællede deres fine cykelstyr og dermed ødelagde den ellers så pæne cykel.

Dengang var folk ligeså øre og stolte over deres cykel, som folk i dag er over deres bil. Det foregik jo under krigen og lige efter, så der var ingen der havde bil. Til gengæld havde de så en fin cykel, der tit var ret kostbar. Det var helt naturligt, at de blev sure på os, men det tænkte vi drenge næsten ikke på.

Det, at lave fisbomber, - her under og lige efter krigens mange dramatiske hændelser, som vi jo hørte om, - var alt for spændende og derfor gjorde vi det, skønt vi viste, at vi ville få en farlig ballade, hvis man fandt frem til ”gerningsmændene”.

Det var spændende at leve livet farligt. – Vi følte os lidt ligesom frihedskæmperne.

Her er to drenge fra den tid netop ved at antænde noget ved hjælp af brændeglasset.

Vi kunne brænde vore navne i træ på denne måde.

Jeg gik også i ”plusfours” bukser, lange ternede sokker og gummisko, som denne dreng.

FY OG BI

Omme i baghuset boede fru Madsen. Hun var en livlig dame, der havde en datter på en 11–12 år. Fru Madsen ville gerne i biografen i Hobro, men datteren havde ikke lyst til at gå med.

Dengang gik damer ikke alene i biografen, så hun ville gerne have mig med, - også fordi, - som hun sagde, at jeg grinede så meget.

På den måde reddede jeg mig mange gratis film. Især ville hun gerne se de populære Fy og Bi film.

Fy og Bi var en slags danske Gøg og Gokke, bare omvendt, for den dominerende var lang og tynd og blev kaldt Fyrtårnet, mens den anden var lille og tyk og blev kaldt bivognen, fordi han altid løb lige efter Fyrtårnet, som en bivogn løber efter hovedvognen hos sporvogne.

De var meget morsomme, det ved jeg, for jeg så mange af deres film. Jeg mener at kunne huske, at en af dem hed: Vester Vov – Vov.

Fyrtårnet:

Carl Schenstrøm Bivognen:

Harald Madsen

Her er netop plakaten fra filmen Vester

Vov-Vov, jeg grinede så meget af i 1942.

Olsen bande silhuet-ideen er vist hugget fra denne plakat.

Vindmølletelt med egen strøm

Engang købte min far en dynamo med ventilatorvinger. Der var fire blade på ventilatoren, så det kunne godt have været fra en tidlig Ford V/8.

Han forlængede vingerne med træ og byggede af lægter en hul firkantet vindmølle på godt tre meters højde.

Han beklædte siderne med gamle tæpper og sække. Jeg havde nu en dejlig hule, der var mørk.

Han trak en ledning fra dynamomøllen i toppen ned midt i hulen, satte en bilpære i enden af ledningen, og når det blæste, havde vi børn, lys inde i hulen. Det var meget spændende.

- Lysstyrken varierede hele tiden ligesom vinden blæste til.

TING FRA KRIGENS TID

Under besættelsen, især i begyndelsen, lå det mange danskere på sinde at vise, at de var danske.

Man måtte ikke flage med dannebrog og i øvrigt ikke irritere tyskerne for meget.

Man fandt derfor på mange andre ting, for at vise, at man vardansksindet.

Man tog en velholdt gammel kobber-toøre.

Gik hen til guldsmeden eller urmageren og fik savet kong Christians initialer,der var præget i mønten,ud.

Der blev loddet en nål bagpå og man kunne nu gå med dette danske loyalitetsmærke på sit revers eller kjole.

I anledning af kongens 70-års fødselsdag i 1940 blev der fremstillet et lille emaljeret dannebrog, der hang i to kæder under en lille bjælke. - Alt i sølv.

I bjælken fik man indgraveret sit navn. I dette tilfælde Ullas faster Karen.

Disse flagsmykker blev også båret på revers og kjole.

På den måde viste man sin loyalitet med kongen, der var blevet i landet under besættelsen, og ikke, som f.eks. den norske konge, der blev nødt til at flygte til England.

Giftgas

Under krigen kunne civilbefolkningen købe gasmasker for at sikre sig, hvis der kom krig her i landet og man igen begyndte at bruge giftgas, som under første verdenskrig.

Her undervises kvinder i en husmoderforening i brugen.

Nu er det så heldigt, at jeg i mine gemmer også har en sådan komplet civil gasmaske. - Endda med brugsanvisning.

Meget var anderledes under krigen, så jeg mindes en mærkelig episode.

Min far færdedes jo i sit arbejde mange steder og under krigen var der en byldeepidemi og min far blev smittet.

Lægen trak engang, til min store forfærdelse, en stor ”byldemor”, som de kaldte den, op af nakken på min far. Den lignede en lille gul gulerod, i et rødt vulkankrater. – Jeg kan tydelig fremkalde dette billede for mig endnu.

Jeg blev også smittet og fik en byld på halsen og en bag på venstre knæ. - Det er i hvert fald de to jeg kan huske.

Dengang kom lægen meget mere ud til folk, En sen aften var han hos os, for at se til min fars bylder. De skulle først klemmes ud, når de var modne.

Min mor fortalte lægen, at jeg også havde en på halsen, men at den ikke var helt moden endnu.

– Nu jeg er her, - sagde lægen, - så hent ham lige her ind i den varme stue.

Jeg lå jo i min sødeste syvåriges dybe søvn og vågnede først, da min far holdt mig vandret i luften foran den åbne kakkelovnslåge og følte en voldsom smerte på siden af halsen.

Det var lægen, der forsøgte at klemme den, ikke helt modne, byld ud. Det var så meningen, - hvis der gik hul, at materien skulle sprøjte direkte ind i kakkelovnens ild.

Der gik ikke hul, -men nu gjorde det først rigtigt ondt.

Jeg blev lagt i seng igen med en albyl, fra den gule æske, til at tage de værste smerter.

Den anden store byld bag på knæet gjorde, at jeg måtte gå rundt med et stift ben. For det gjorde rasende ondt, hvis det blev bøjet blot en lille smule, fordi bylden så blev klemt.

Men jeg legede jo med de andre, og en dag skulle vi løbe over en frossen pløjemark. Jeg humpede med så godt jeg kunne, men pludselig faldt jeg og det venstre ben med bylden knækkede sammen. Det gjorde så afsindigt ondt, at jeg måtte kravle hjem med benet slæbende efter mig, og gå på hovedet i seng med endnu en albyl.

- Jeg kan næsten føle smerten endnu, bare ved at tænke på det.

Stanglakrids

En sen sommerdag i 1942 legede vi at trille ”stanglakrids” ned ad en græsskråning.

- Det foregik på den måde at en dreng og en pige lagde sig ovenpå hinanden. Man holdt godt fast, for det gjaldt om at trille sidelæns, helt ned til bunden af skrænten, uden at falde fra hinanden.

Jeg trillede næsten altid med Lykkegaards Aase, for hun greb altid fat i mig, når vi skulle lege trilleleg.

Jeg kan garantere for, at det ikke var noget seksuelt i det fra min side, for hun var lidt tyk, havde rødt hår og fregner, og det var noget af det værste man kunne have dengang, så hun var ikke så ”efterspurgt”.

Men hun var ni år og jeg var kun lige fyldt 7, så det var svært at undgå. - Hun var simpelthen stærkere end mig.

Engang vi havde trillet ned, sagde hun, da vi gik op ad skrænten igen: - Din mor skal have en lille.

- Jeg kan huske jeg blev rasende og sagde forarget, at sådan noget svineri ville min mor aldrig gøre, - så det var i hvert fald løgn. - Vi vidste skam godt, - allerede i den alder, lidt om, hvordan sådan noget gik til.

Strålen og ”guldtæppet”

Men løgn var det nu ikke, for den 29. december blev min lillesøster Kirsten født, og hun blev i den grad forgudet af min far, at jeg vistnok blev lidt jaloux.

Vi havde lige fået noget så sjældent under krigen, som et nyt flot gulvtæppe. Min far var meget stolt over at have fremskaffet det, og når han med sin vestjyske accent udtalte ordet gulvtæppe, lød det næsten, som om han med sit stolte tonefald sagde: - ”Guldtæppe”.

Kirsten skulle engang, som ganske spæd, skiftes oppe på spisestuebordet. Det var jo vinter og der var kun fyret i opholdsstuen under krigen.

Under bleskiftningen, stod der fra endetarmen en tynd lysegul stråle lige ud i luften og den lander nede på min fars stolthed; – det splinternye gulvtæppe.

Alle var forfærdede. - Det var virkelig ikke godt.

Pludselig siger jeg ret sarkastisk: - Det gør da sikkert ikke noget, at hun laver på fars nye ”guldtæppe”, for hun er jo fars lille ”skattepige”. - Jeg tror, jeg syntes, hun fik lidt for megen opmærksomhed.

- Jeg ved ikke, om de syntes det var særlig sjovt, men så fik jeg da dén fyret af. - Jeg fortalte dem også, at hun var så firkantet i kroppen, at hun lignede et fire punds rugbrød.

Senere hen blev jeg selvfølgelig meget glad for hende. Jeg husker helt tydeligt en bestemt dag.

Kirsten havde lige lært at gå inde i huset, og vi var gået ud ad Ølsvej til Øls krat med barnevognen, for at plukke liljekonvaller i foråret. Herude, satte min mor Kirsten ned på jorden. -

Da sagde jeg højtideligt: - Se, - nu går Kirsten sine første skridt på jordkloden. - Jeg mente nede på den rigtige jord og ikke kun inde i stuen.

Min far arbejdede meget ude i Randers under krigen, og da han havde en enorm fantasi og var slem til at gå i søvne om natten, genoplevede han meget af det, han havde set om dagen i søvne. Vi sov alle i soveværelset. Vi var tre søskende nu, idet min lillesøster Kirsten var kommet til.

Vi havde altid en vågelyspære i soveværelseslampen, der hang i loftet. - den lyste kun ganske svagt. Lampen forestillede en stor gul måne, med mørke skygger ligesom den rigtige måne, og den var altid tændt, så vi kunne se, hvor min far var, når han gik i søvne.

- For det gjorde han tit.

De fleste gange satte vi os blot op i vore senge, når vi kunne høre, at det ikke var så voldsomt. - Så kunne min mor måske nå at vække ham, inden han stod ud af sengen. Jeg kan endnu tydeligt høre min mor råbe: Arne – Arne. Vågn op. – Du drømmer!

En nat vågnede vi dog ved et brag og lyden af splintret glas. Min lillebror og jeg var vant til at gemme os lynhurtigt, når min far var så voldsom i søvne, så vi reagerede straks, skønt vi lå i vor sødeste søvn. Vi røg ud ad sengene og kravlede lynhurtigt ind under dobbeltsengen.

Han kunne sommetider være meget voldsom, når han troede vi skulle reddes fra f.eks. en ildebrand i en fart.

Denne nat drømte han, at han var med til at smadre butiksruder hos tyskervenlige folk i Randers. - Det havde han nemlig oplevet om dagen, så det var derfor han jog sin store knytnæve igennem soveværelsesvinduet midt om natten, så glasset sprang ud til alle sider.

Heldigvis var der et mørklægningsgardin imellem.

Min mor fik ham nu vækket, så vi kunne komme frem igen, og min far rullede gardinet op for at se på skaderne.

I det samme lyder der et råb nede fra mørket. Det var værten Wraa, der stak sit store skallede hoved ud af sit soveværelsesvindue for at se, hvad der skete.

- Min far lænede sig ud for at berolige ham.

Det lykkedes nu ikke, for derved faldt der nemlig et stort stykke skarpt glas lige ned foran Wraas skallede hoved, så han nær var blevet guillotineret, medens han kikkede op.

- Så han fik hurtigt sit hoved ind og stak det bestemt ikke ud igen.

Min far måtte gå ned til ham og forklare sagen. Wraa og hans kone havde soveværelse lige nedenunder os, så de vidste godt min far gik i søvne.

Det havde de tit hørt, så de tog det forholdsvis roligt, selvom denu nok har undret sig lidt over min far.

Men længe inden det blev morgen cyklede min far ned til en glarmester i Hobro for at få nyt glas i ruden. Helst inden naboerne opdagede noget, - håbede han da.

- Men næste dag vidste alle i kvarteret alligevel det hele.

Løgstørvej 21.

Vinduet, som min far smadrede i søvne, er ved parabolen. Vinduet som værten Wraa stak sit skaldede hoved ud af, er nedenunder. - Bag den hvide dør var vaskehuset.

I vaskehuset stod også den fælles gruekedel.

Den bestod af et stort kobberkar med trælåg i en muret ovn.

Når man skulle vaske, fyldte man først karret med vand og tøj. Så fyrede man op under karret med brænde, til vandet kogte.

Derefter tog man noget af tøjet og vandet over i en vaskebalje, hvor man gnubbede alt tøjet på et vaskebræt til det blev rent.

Bagefter skulle alt tøjet skylles og vrides i koldt vand, hænges op udenfor for at tørre og det var uanset eventuelle frostgrader. Det iskolde vand var hårdt for hænder og arme.

Somme tider var tøjet så stift af frost, at f.eks. bukser kunne stå alene og det var meget svært at få af tørresnoren.

Tænk på, hvor meget nemmere der er i dag med en vaskemaskine og en tørretumbler indenfor i varmen.

At vaske storvask var hårdt arbejde, der tog mindst en hel dag. - Uha! Stakkels husmødre dengang.

Jeg har helt glemt at fortælle om min fars armbåndsur.

Han havde lige før krigen købt et ægte Omega armbåndsur.

Armbåndsure var noget forholdsvis nyt. De fleste gik dengang med lommeur, hvis de overhovedet havde et ur.

Det var han umådelig stolt af og det gik meget præcist.

Det gør det skam endnu, for jeg har faktisk stadig uret.

Jeg tager det af og til på, når jeg skal til store familiefester. - Så er det ligesom min far også er med.

Uret må nu være over 80 år gammelt.

Drengestreger

Et pund medister – eller hvad?

Vi lavede også narrepakker. Når min mor havde hentet medisterpølse eller fars til frikadeller nede hos slagter Bjørn, pakkede han det først ind i pergamentpapir og derefter i brunt indpakningspapir. Så fik pakken en tynd snor om.

Snoren var snoet i rød-hvid så den var dannebrogsfarvet. - Man gjorde alt for at markere danskheden under krigen.

Til sidst var man dog nødt til at lave snore af brunt snoet papir. De var stærke nok indtil de blev fugtige, så sprang de.

Slagterpapiret fik jeg lov at få. - Til at lege købmand med, som jeg sagde, men vibrugte det også til noget helt andet.

Når landmandskonerne havde været nede i Hobro for at købe ind, kom de sindigt cyklende ud ad vores vej på deres gamle sorte damecykler med frakkeskånere, bagagebærere og somme tider også en cykelkurv.

- De havde tit pakker klemt fast i bagagebæreren.

Frakkeskånerne kunne have mange farver og spraglede mønstre. De kunne også være lavet af små perler, - sat på snore, i mange farver.

Frakkeskånerne var praktiske, for så undgik man, at frakkeskøder og kjoler kom i egerne i baghjulet og blev slidt flossede.

Bagagebæreren sad over bagskærmen. Den havde en ramme med en meget stram fjeder.

Denne ramme kunne vippes op, så man kunne lægge noget i klemme.

Der fandtes også en anden model med to rombeformede rammer, der sad på siderne af bagagebæreren. De kunne vippes op til hver side og klemme på pakken fra to sider.

Lidt væk fra husene, oppe ved fodboldbanen, lagde vi os på lur bag ved plankeværket.

Forinden havde vi lavet en flot pakke af jord og græs, så den fuldstændig lignede en slagterpakke med mindst to pund medister, eller kødfars med snor om og det hele.

Vi lagde pakken helt ude i højre vejside, - i gruset mellem vejen og græsset. Det så præcist ud, som om en cyklende havde tabt den fra en bagagebærer med en slap fjeder.

Vi havde bundet en tynd snor i pakken og ladet den gå gennem en revne i plankeværket, sådan, at den var skjult i græsset.

Nu ventede vi blot på der kom en ”kunde” cyklende, - helst en dame, for mændene kunne finde på at rende efter os, selvom vi lå omme bag plankeværket.

Det var også bedst, at ”kunderne” ikke havde været ude for vort lille nummer før, for så grinede de bare og sparkede til pakken, medens de cyklede forbi.

Men nogen var dog så fornærede, at de alligevel stod af, for at se om pakken måske alligevel var rigtig denne gang.

Men var det en ”første gangs kunde” stod hun straks af cyklen, så sig lidt forsigtigt omkring og var der ingen i syne, bøjede hun sig hurtigt ned for at samle pakken op.

I det samme rykkede vi ganske lidt i snoren. Forskrækket rettede hun sig op. – Var der noget levende i pakken? -

Hun ventede et øjeblik og rakte så igen ud efter pakken, og nu gjaldt det om at være hurtig og give et rask ryk i snoren, så pakken røg ned i grøften.

Hun opdagede nu, athun var blevet narret.

Vi jublede højt bag plankeværket, medens hun stod på cyklen og udstødte nogle sammenbidte bemærkninger som:

- Forbandede hvalpe. - Hvis det var mine, så fik de så

mange tæsk, der kunne ligge på dem!

- Det er jo ikke sjovt at blive lavet grin med af nogle små frække hvalpe.

En dag fandt en af de lidt ældre på cirka ti år på, at vi skulle lave en lidt mere avanceret pakke. Han bredte papiret ud på græsset og ”lavede” i bogstaveligste forstand en ordentlig portion på det.

- Han kom selv til at pakke det ind og binde snor om. - Vi andre ville ikke røre pakken. Han lagde den ud på vejen, men denne gang bandt vi ingen snor i.

Lidt efter var der bid. En bondekone samlede pakken op, vejede den i hånden og mærkede på dens blødhed. - Jo, det føltes og vejede fuldstændig som medister eller mindst et pund fars.

Vi havde sådan håbet, at hun ville være nysgerrig nok til at åbne pakken, - men nej, den røg ned i cykelkurven til de andre varer, så den helt store fornøjelse fik vi desværre ikke.

Vi fik så aldrig at vide, hvad der skete, når hun kom hjem og pakkede op, men vi var helt sikre på, at hun i hvert fald aldrig mere samlede pakker op fra landevejen lige udenfor Hobro.

Dårlige minder

Jeg husker også en oplevelse mere nede fra engen i Hobro. - Den hændelse er jeg ked af den dag i dag.

En dag gik jeg alene ned ad skrænten mod engen. I en tjørnebusk sad der en lille sangfugl med et rødt bryst.

Den sad og sang noget så dejligt, syntes jeg. Jeg elskede jo selv at synge og stod på afstand og lyttede.

Men en dreng på syv år har jo også andre sider i sig, nemlig jagtinstinktet, så jeg samlede en sten op og kastede den efter den smukke fugl.

Jeg ville egentlig slet ikke ramme den, men blot få den til at flyve, men jeg var så uheldig at ramme den lige midt i det flotte røde bryst, så fjerene fløj til alle sider.

Heldigvis fløj den derfra, men hvor var det synd og jeg blev meget ked af det.

- Så meget, at jeg med skam husker det endnu, næsten firs år senere.

Lær af dette

Nu vi er ved de mørke sider, er der også en anden ting jeg med skam husker endnu.

Jeg havde fået et luftgevær af min far i fødselsdagsgave. Det kunne skyde med pile med en sugekop i spidsen, så de kunne sidde fast på glatte ting. - Der hørte tre pile til.

Vi legede med geværet nede på engen. Vi var en 7-8 drenge, for det var en sjælden ting, som vi ikke havde set før.

Pludselig kunne vi ikke finde den ene pil i det høje græs. Jeg havde fået geværet dagen før, så jeg vidste, at min far straks ville opdage det, og at jeg ville få ballade.

Jeg havde selv skudt pilen væk, men om aftenen turde jeg ikke fortælle min far, at det var mig, der havde gjort det, så jeg sagde, - og da følte jeg mig virkelig fej og ussel, - at det var banemandens Georg, for han havde et blakket ry i forvejen.

Det er en af de få ting i mit liv, jeg ville ønske, at jeg kunne gøre om. - Næsten aldrig har jeg fortrudt noget så bittert.

Det var virkeligt usselt og for at føje spot til skade, mødte jeg mange år senere Georg, der straks han så mig, sagde med retfærdighedens harme og blik: - Det var dig der engang gav mig skylden for at have skudt en pil væk, fordi du selv var for fej til at tage skylden og jeg fik skæld ud af din far.

Det var jo fuldstændig rigtigt, og jeg kunne intet sige til mit forsvar, men måtte sige undskyld, selvom det var lidt sent.

Jeg var nemlig sytten år nu, - men han kunne stadig huske det.

Jeg fik dog noget ud af det. - Jeg lærte at man a l d r i g skal give nogen skylden for noget dårligt, man selv har lavet, uanset hvad konsekvenserne så end bliver for en selv.

Jeg har daheller aldrig siden gjort noget der blot ligner. Af bare skræk har jeg snarere gjort det modsatte, altså påtaget mig delvis skyld, for at redde andre, der skal til at lyve om deres andel i en hændelse.

Så undgår de måske at komme i samme skamfulde situation, som jeg dengang kom i.

– Lad det være en god lærestreg for alle, der læser dette.

Her er et billede fra den tid:

Niels, jeg og Bent leger i Hobro fjord med et lille hjemmelavet skib

En sommer ville min far fiske ål. Han tog en meget stor sæk og fyldte den med kvas og grene, samt enkelte tunge sten til at tynge den ned med.

Han lejede en robåd, sejlede ud og sænkede sækken ned på nordsiden af fjorden, lige ved badeanstalten.

Her var der et stort ”ålehul”, havde han hørt. Min morbror Svend Aage var også med, og min kusine Grethe.

Der var også nogle drænrør, der var tilstoppede i den ene ende og havde en tyk snor i den åbne ende. De blev også sænket ned.

Snorene i både sækken og rørene blev holdt oppe af en stor tom flaske med patentprop, der skvulpede i overfladen med bunden op.

Det hele skulle så ligge et par nætter. Så ville ålene efter planen, søge ind i den mørke sæk mellem grenene, og ind i drænrørenes mørke for at gemme sig om dagen.

Jeg var med ude i båden, da de hejsede rørene op, men der var ikke rigtig nogen ål. - Jeg tror dog der var én lille.

Men da sækken kom op og blev holdt med åbningen godt ned i den åbne robåd, myldrede det ud med ål. Der var over tyve i mange størrelser, og de svømmede rundt i bunden af båden, hvor jeg sad med bare fødder.

Jeg sad i stævnen og fik hurtigt fødderne op på rælingen. Jeg var bange for at de skulle bide mig i tæerne.

En rigtig mand skulle dengang kunne spise så mange ål, at han kunne lave et ”ålehjul” med kors, af rygrade på sin tallerken, som det ses her.

Det gælder vel også i dag, så for at bevise det, spiste jeg mig frem til dette ”ålehjul” af selvfangede ål oppe i sommerhuset i1998.

2. januar 1945 flyttede vi til Randers og fire

måneder efter sluttede krigen.

Den aften fik vi stegte ål med stuvede hvide kartofler, som sig hør og bør.

Konklusion over min barndom op til tiårsalderen.

Det var en glad tid.

Dengang var der virkelig mange ting, et barn på landet kunne foretage sig, uden at forældrene kunne holde øje med, hvad vi lavede.

For selvom vi boede i Hobro, var vi det sidste hus på landevejen ud af byen, så jeg færdedes mere ude på landet og i den store natur, end nede i byen.

Jeg fik som barn en stor frihed, og var det ikke nok, tog jeg da bare selv den frihed jeg ønskede, selvom det så somme tider indebar et par lussinger eller en omgang med den fatale læderrem.

Men den store afstraffelse med læderremmen blev jeg, som allerede nævnt, ikke fornærmet eller krænket over.

Jeg havde nøje forinden kalkuleret med risikoen for opdagelse, men nogen gange, var det jeg kunne foretage mig, så spændende, at jeg valgte at tage risikoen.

Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans og derfor kunne det jo heller ikke hjælpe at klage over afstraffelsen, når den så faldt.

Tværtimod, jeg havde faktisk ondt af min far, der træt og sulten, måske efter en lang dag på cykel med tunge trædesymaskiner, kom hjem og glædede sig til sin varme mad.

Det, - at han så først skulle afstraffe sin førstefødte på den brutale måde, før han kunne få sin varme mad, - må have været hårdt for ham.

Så, selvom det virkelig gjorde ondt at få af læderremmen, faldt det mig aldrig ind at bebrejde min stakkels far.

Skylden var helt og holdent min egen, og beviset herfor er, at jeg faktisk fik af læderremmen flere gange, så lysten til at udfolde mig helt frit, overvandt altså risikoen for afstraffelsen.

De mange lussinger jeg fik af min mor, bar jeg også over med. De gjorde heller ikke så ondt som læderremmen, men det var også, fordi jeg ubevist vidste, at en mor altid er ængstelig for, at hendes børn skal komme noget til.

Det var også derfor hun fik min far til at straffe mig, når jeg havde lavet noget, hun mente var rigtig farligt.

Men hun havde altså en meget løs hånd, så det var ikke altid, vi var enige om årsagen til lussingen.

- Så farligt var det jeg havde foretaget mig altså heller ikke.

- I hvert fald ikke i mine egne øjne.

Men jeg har altid elsket og beundret min mor af mange grunde. Hun havde en glad natur. Hun fløjtede og sang det meste af tiden, næsten ligemeget hvad hun lavede. Og jeg syntes, det var helt fantastisk, hvordan hun kunne styre min far, når han gik i søvne, nat efter nat.

Der skal virkelig mod til at tumle en så stor og kraftig mand, når han slår vildt omkring sig i søvne.

Hun var selv ret lille, men havde en stor vilje.

Jeg tror også hun fandt styrken til det, fordi hun skulle have vækket min far, før han greb fat i os børn, når han skulle redde os fra en eller anden indbildt katastrofe.

Den slags ”redningsaktioner”, kunne være ret voldsomme for mindre børn.

Konklusionen er, at jeg er virkelig glad for mine forældre, og for, at de gav mig lov til at have så dejlig en barndom, der gav mig så mange oplevelser.

Jeg kan godt i dag se, at jeg vist ikke altid har været helt nem at styre, men jeg gjorde aldrig noget, der i mine øjne ikke var rigtigt, - måske lige undtaget det med luftgeværet og den lille fugl, som jeg dog ogsåså bitterlig fortrød.

Men jeg var jo en rask dreng med en livlig fantasi og stort vovemod, så jeg kunne jo heller ikke hele tiden lade mig bremse af de forskellige voksne, jeg kendte blandt familie og naboer.

Jeg havde heller ikke altid den helt store ubetingede respekt for de voksne. - Mine forældre undtaget. De bremsede mig for meget og var heller ikke til at stole fuldt ud på. - De holdt nemlig ikke altid deres løfter.

Jeg havde, i den alder, faktisk ret svært ved at forstå de voksnes verden.

I min verden var der nemlig kun hvidt eller sort.

Rigtigt eller forkert.

Jeg mente ikke, der kunne være noget derimellem.

Senere lærte livet mig dog, at der er mange andre farver i verden end hvidt og sort.

Jeg lærte også tidligt en anden vigtig ting. Det var forskellen mellem løgn og sandhed.

Løgn var både fejt og usselt. - Man fortrød det altid senere, og det var også svært at huske, hvad man havde sagt.

Sandhed var derimod nem at huske, og man følte sig bedre tilpas, fordi man havde en ren samvittighed.

Men sandheden havde også minus sider, da den sommetider kunne gå ud over en selv.

Det ville tit være langt lettere, at stikke en lille nødløgn for at undgå ubehageligheder, eller ligefrem opnå fordele.

Jeg kan tydelig huske, at jeg efter historien med pilen, besluttede mig til kun at sige sandheden, uanset hvad det så måtte indebære af ubehageligheder.

Denne leveregelhar jeg bestræbt mig på at holde siden.

Det opretholder desuden ens selvrespekt, som er noget af det vigtigste for et menneske at bevare gennem livet.

Selvrespekten

må man aldrig miste.

Dette var lidt af mine erindringer fra krigens tid som barn i Hobro og Randers.

Jegerfødti1935.

Knud Erik Guldager

Risskov marts 2021