Krøniken om Guldager & Sønner

Perioden 1938 – 2008

fortalt af

Knud Erik Guldager

1938 - 1954

Dette meget flotte emaljeskilt husker jeg tydeligt fra forretningen i Houmeden i Randers. Jeg var imponeret over den måde det var tegnet på. Det er det første jeg kan huske om symaskiner - Se hvor elegant symaskinen går igennem P’et. - Jeg fandt dette skilt, magen til, mange år efter på et loppemarked i Sabro. Måske er det skiltet fra Randers?

En dag så min far Niels Arne Guldager i en avis, at et symaskinefirma i Randers søgte agenter til salg af symaskiner. Min far elskede at sælge, så hvorfor ikke prøve det? - Det var hos Pfaff i Houmeden. Han søgte stillingen og fik den. Han var da 30 år, gift og havde et

barn, nemlig mig. Jeg var tre år gammel og født i 26. august1935.

Symaskiner har så lige siden været vores families skæbne. - Se, det var jo ikke til at vide dengang, at lige netop denne tilfældige stillingsannonce, skulle få så stor betydningforfamilienigenerationerfremover.

Her varhanså tilkrigen begyndte ogman ikkekunne få nye maskiner mere. Jeg kan tydeligt huske forretningen. Der var en helt speciel lugt i butikken af nye symaskiner, der havde været pakket ind i trækasser med træuld og i lyserødt oliepapir. Jeg kan næsten lugte det endnu. I 1939 var juleudstillingen bl.a. et tog lavet af kraftigt karton med et lokomotiv og to brune godsvogne, hvorpå der stod Pfaff. Det var hele tyve centimeter højt og med hjul der kunne dreje rundt. Det var kommet fra Pfaff fabrikken i Tyskland. - Man ville vise, at der trods krigstrusler stadig kørte tog ud med symaskiner. - Jeg ville gerne have det, når det efter jul skulle tages ud af vinduet igen. Men Buchreitz, der ejede firmaet, havde selv en søn, der var et par år ældre end mig, og han havde fået lovning på toget, men min far fik heldigvis lov tilatgivemigdenenevogn.

I denne hjørneejendom i Houmeden 17, lå Pfaff symaskineforretningen i 1938.

Her startede min far med at være agent. Indehaveren dengang hed Buchreitz.

I vinduet på højre side, stod det fine lokomotiv med to Pfaff vogne udstillet.

Min fars arbejde bestod i at køre med en inspektør og tre andre sælgere ud i oplandet om morgenen. - I en landsby eller stationsby blev de fire sælgere sat af, og de skulle nu opsøge folk der eventuelt var interesserede i at købe en ny symaskine, - eller rettere sagt, tit blev plagede til at være interesseret. Når en agent havde fundet et emne, hentede han inspektøren, der var blevet siddendeibilen.Hanvarenretrutineretsælgeroghavde maskiner med i bagagerummet. Han skulle nu gerne afsluttesalget,oghvisdetlykkedesfikagentensåsenere sineti%forathavefundetkunden.

Mange gange gik det imidlertid sådan til, at de om aftenen kørte hen på den nærmeste kro, hvor de så drak de fleste af deres tjente penge op, allerede før de var blevet udbetalt. De fik dem så af inspektøren på forskud. Dette ville min far, - der jo hverken drak eller røg, - ikke være med til og i øvrigt mente han, at han, med lidt mere symaskineerfaring, ville være meget bedre til at afslutte, end den dovne og drikfældige inspektør. I det hele taget hørte symaskineagenter dengang, absolut ikke til de mestærligeogsolidemennesker,ogsomminfarsagde:”Der findes kun én slags, der er værre og det er støvsugeragenter”.

NEJTAKTILET5KRONERSMÆRKE

Foruden sælgerarbejdet bestod min fars arbejde i at cykle rundt i Randers og nærmeste omegn, for hver fredagat indkassereet afdrag fra de kunder, der allerede havde købt en symaskine. Dengang fik næsten alle ugeløn og fredag var lønningsdag, så man var nødt til at indkasserenetopdendag,ogsidstpådagen,nårmanden var kommet hjem, da pengene ellers hurtigt var væk.

Langt de fleste maskiner var købt på afbetaling og kunderne havde hver en bog, hvor de klistrede enten et

to- eller et fem kroners afdragsmærke ind, når de havde betalt.

Enafdeførstedage komhan indienopgangidetindre af Randers og bankede på. Kunden, en yngre dame, lukkede op, kiggede interesseret på min far og sagde:Nå,erdudennyeagent.-Duerdaogsåmegetyngreend den gamle, men vi kan vel gøre som jeg plejer. - Derpå gik hun ind i soveværelset, medens hun begyndte at tage tøjetaf.

–Detharjonokværetetfemkronersmærke.

Min far sagde selvfølgelig nej tak, - det fortalte han i hvert fald, og når man tænker på hans strenge opdragelse og deraf moralske væremåde, er det helt sikkertrigtigt.

Minfaropdagede somsagthurtigt, athan vardygtigere endinspektørenogligesågodtselvkunnetjenedenfulde provision. Han bad derfor om distriktet i Hobro, der hørte underRandersfirmaet.

Dervar ingenbutikiHobro,såioktober 1938 flyttedevi til Hostrupsvej i Hobro. Her blev min lillebror Bent født den 25. februar 1939. Huset, hvor vi boede til leje på første sal, var et rødt, pudset hus, der lå på en skrænt med gavlen ud mod vejen til Ålborg. Vores stuevinduer, der var med mange sprosser, vendte ud mod vejen. Det ernurevetned.

PÅHOSTRUPVEJIHOBRO.1938-1939

I marts 1939

flyttede vi til en bedre lejlighed på Løgstørvej 21, også i Hobro.

Herboedevitil januar1945.

Vi boede i midten og det var godt i de kolde vintre under krigen, for så var der varme både under og over, så vi sparede en del af det brændsel, som var meget svær at skaffe.(Billedetertaget2006,menHuseteruforandret)

SYTRÅDSFABRIKKEN

Under krigen kunne min far jo ikke få nye symaskiner, men så fandt han en dag et stort lager af industrisytråd i kæmpestore koniske ruller. Industrien havde ikke tøj nok til at sy nyt af og de private manglede sytråd, da de hele tiden måtte sy tøj om, især til børnene, af gammelt tøj somsprættededeop.En voksenvinterfrakkekunne også blive som ny, hvis man sprættede den op og vendte bagsidenafstoffetud. -Detvarengodfidus.

Man endevendte også lagener, der var slidte påmidten, men sjældent i enderne. Man klippede så lagenet tværs over på midten og syede de to uslidte ender sammen og vuptihavdemanetnæstennytlagen.

Menmanmangledesytråd.Minfarfikså entrædrejertil at dreje en masse sytrådsruller af grantræ. Det var der nok af, og det var billigt. Han tog nu tre gamle trædesymaskiner og lavede en anordning på spoleapparatetsåsytrådsrullenkunnesiddefast.

Hjemme i vores stue, ved de to hjørnevinduer, sad så min mors to brødre Svend Aage, Poul Anker og hendes far Marius. Sommetider også minfar,menhanvarmestude påsinesymaskineture.Desad hele dagen og holdt trædemaskinen i gang med fødderne, medens de spolede tråd på trætrisserne. De styrede tråden med fingrene, så det var godt de havde hård hud fra det hårde landbrugsarbejde. Den færdige tråd blev så pakket i aflange flade pakker af almindeligt brunt indpakningspapir med snor om. Det var under krigen populært at bruge ”dannebrogssnor”, snoet af røde og hvide tråde. Trådrullerne lå med enderne mod hinanden. To og to. Der var et dusin ruller i hver pakke, det vil sige tolv stk. - De blev stakket i det ene hjørne af stuen. Min far drog nu rundt og solgte tråden til trikotageforretninger, købmænd og hvem der ellers solgte sytråd. - Jeg tror nogen af disse forretninger hed ”Tatol”. - Jeg kan af en eller anden grund specielt huske dem.Dehavdeensortellerblåglasfacade.

Hjemme gik produktionen for fuld damp. En vinter gik det doggalt. Når min far skullelevere noget tråd, tog han jo først for af stakken, og det resulterede i, at den inderste sytråd kom til at stå for længe i den varme kakkelovnsfyrede stue, så da de kom hen på foråret og kom ind til de inderste pakker, opdagede de, at det friske grantræ, som rullerne var lavet af, var skrumpet så meget, at sytråden nu lå helt løst omkring rullerne, og de kunne derfor ikke sælges, som de var. En hel måneds produktion måtte spoles om. - Det var de trætte af, men de havde lært noget. Før krigen havde der været mange

lag sytråd på hver rulle, men da tråd blev en mangelvare, havde fabrikanterne lavet et lille nummer. De havde ladet kernen på trådtrissen være meget tykkere, så der nu kun var få lag tråd på, mens rullen ellers så ud som den plejede. Kunderneblev naturligvisnoget skuffede, når de opdagededet,menallegjordedet,ogaltsåogsåminfar.

De indskrumpede træruller afslørede så de få lag tråd, ogdetvarderfordeskullespolesom.

Fidusen blev dog stoppet, for en dag, kom der en mand fra varedirektoratet og spurgte min far, om han havde tilladelse til at lave produktionen. Min far anede ikke, at han skulle have tilladelse til det, da han jo havde købt tråden af en dansk grossist og blot havde spolet den om.

Jeg har måske ikke været den eneste blåøjede og godtroendeifamilien.

Han fik nu ingen bøde, da man var klar over, at han havde handlet i god tro. Han måtte dog efterbetale en eller anden afgift der var på den slags, men han havde tjentgodepengealligevel.

HÅRDTARBEJDE

Min far solgte jo symaskiner, og hentede afdrag fra de allerede solgte maskiner. Det var mest hos småkårsfolk der syede alt tøjet selv. og derfor var nødt til at have en symaskine, men de havde ikke råd til at købe den kontant.

Velhavende folk, som store gårdejere, købte kontant, men forlangte så også en klækkelig kontantrabat. Det var meget usocialt i grunden, for de havde netop råd til at betale den reelle pris, medens de fattige folk, der ikke kunne betale kontant, oven i købet blev pålagt en klækkelig afbetalingsrente. - Men verden er jo ikke altid retfærdig!

En dag var der på grund af krigen ikke flere nye symaskiner at få, og han var blevet arbejdsløs. - Da han om aftenen sad på banegården i Randers og ventede på toget til Hobro, hvor han skulle hjem og fortælle min mor den triste nyhed, varhan noget deprimeret. – Hvad skulle hannuleveaf?

Han fortalte, at da han så eksprestoget komme brusende ind på stationen, fik han et kort øjeblik den tanke, at hvis han gik ned og kastede sig foran lokomotivet,villeallehans bekymringer være slut, men han besindede sig naturligvis straks. Han havde jo en familie at tage ansvar for og desuden var det langtfra hans natur, at væresåfej.

Istedetgjordehansådet,vialtidgørifamilien,nårvier trængt:-Vifinderenudvej.–Fordereraltidenudvej,om den så er nok så alternativ. Når der nu ikke kom flere nye symaskiner og han derfor var blevet arbejdsløs, kunne hanmåskesælgebrugtesomselvstændig!

Han satte derfor annoncer i Randersaviser under billetmærke, om køb af, som han skrev: - Gode brugte trædesymaskiner købes. - Gerne af mærkerne Singer, PfaffogHusqvarna.Godprisgives.- Folkdervillesælge, skrev så ind til billetmærket, der administreredes af avisen, som igen sendte brevene videre til min far. Han tog cyklen med på toget til Randers og cyklede ud og købte maskiner op og sendte dem med banen hjem til Hobro. Her reparerede han dem og gjorde dem klar til salg.

Han satte atter annoncer i, - igen under billetmærke, men nu i Hobroaviser, der også dækkede omegnen langt ud. Vedat sælge maskinerne på enandenegn, risikerede

han ikke at sælge maskinen, - han lige havde købt, til familiens nabo. Det kunne jo godt gå hen og blive lidt pinligt, selvom handelen var nok så ærlig. - Nu blev der altidkunannonceretmedénbestemtmaskine.

Når en kunde så havde skrevet ind og meddelt, at den maskine kunne det da godt være de ville købe, cyklede minfarudtilkundenogdemonstrerededen.

Opretstående Kabinet

Det var sådanne modeller han cyklede med på bagagebæreren

Nu fylder en trædemaskine jomeget og ertung,med sit støbejernsunderstel. Heldigvis kunne de fleste sænkes ned i en kasse i stellet. Sådanne blev kaldt kabinetmaskiner.

Min far havde lavet en krydsfinerplade med kanter, så træpladen på et symaskinebord passede ned mellem kanterne. - I bunden lagde han et blødt stykke uldent tæppe. Denne plade fastgjorde han på bagagebæreren af sin cykel og lagde den tunge trædemaskine på hovedet ovenpåpladen.

Det gik fint. Han satte en hånd bagom og holdt fast, så maskine og plade ikke skulle falde af på de ofte ujævne og hulledegrusvejedersommetiderhavde vaskebrætmønster.

At en grusvej har vaskebrætmønster

vil sige, at den er fuld af ene tværriller frembragt af hurtigkørende biler. Faldt maskinen af her, kunne det skrøbeligestøbejerns-stelmegetletknækkeogdenvillei så fald være mere eller mindre værdiløs. Det var temmeligsværtatcyklemedénhånd,isæromvinteren, -mendetkunneoggjordeminfar.

ENVINTERCYKELTUR

Jeg fik somme tider lov til at cykle med på min lille cykel, mest om sommeren og på korte ture. Selv cyklede han gernebådetrediveogfyrrekilometer vækfor atfået salg.

En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med. Der var kun cirka tolv kilometer ud til kunden, men der varmegensne,detvardertitunderkrigen, ogvejene var glatte. - Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han væltede, kunne jeg få den tunge maskine ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved. Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakker med, som vi spiste siddende i læ af en vældig, lidt hul, snedrive i venstrevejgrøft.

Jeg kan endnu tydeligt huske,hvorgodtenrugbrød med leverpostej smagte under de forhold. - Der føltes helt varmt nede i læ af driven, i modsætning til den bidendevindpå landevejen.

Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse maskinen af, og

vende cyklen om, med hjulene op, og lappe slangen med sinestiveogkoldefingre.Detvarrigtigtræls.-Hankomi

hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han måtte bruge sin jernvilje for at gennemføre den slags ekspeditioner.

Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke medhjemigenogvipunkteredeikkemeredendag.

Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for min far. Især fordidækkeneskulleholdetildentungelast,forudenmin far, der da mindst må have vejet 85 kilo, skønt han var slank. Han var jo stor og kraftig bygget. For at forstærke dækkene klippede han kanterne af nedslidte dæk og syede selve slidbanen på, inden i et bedre dæk. På den mådefikhanetdæk,derikkesåletpunkterede.

HOVMODSTÅRFORFALD

En anden gang fik han et brev fra en køber, der lå et godt stykke væk. Det havde sneet meget og vejene var ikke ret farbare, da der ikke blev ryddet. Der kørte næsten ingen biler under krigen og der var derfor kun landmændeneskanespor.

Påvejenderudmåtte han mangegangetrækkegennem driverne for at komme frem. - Det var meget anstrengende.

Det var en gårdmand på en større gård, der havde skrevet ind og da min far endelig fandt gården langt ude på en lille kommunevej, viste det sig, at den lå et stykke nede på marken og at vejen derned var dækket af meterhøje snedriver. Det ville være helt umuligt at komme dermed med både cykel og maskine. Min far tog derfor resolut den store, tunge trædemaskine på nakken

ogvadedegennemsneennedtilgården.

Han kom ind i det varme køkken og demonstrerede maskinen for gårdmandskonen. - Hun var meget begejstret og ville gerne have den. Hun havde kun en ældgammel håndsymaskine fra mandens bedstemors tid. - Men på landet dengang, var det manden der bestemte i den slags sager. Især tykke og selvtilfredse gårdmænd, der sad mageligt tilbagelænet i deres gode lænestole, med venstre tommelfinger i vestens ærmegab og forsøgte at værdige ud, mens de røg på deres langeshagpiber,derstodpågulvet.

En sådan type var denne gårdmand. Og han sad lige netop i sin magelige lænestol ved sidenafdetvarmekomfurogrøgpåsinpibe.

Min far spurgte så, efter demonstrationen, om hans kone dog ikke skulle have denne dejlige maskine, som hun havde ønsket sig så meget,oghavdesåhårdtbrugfor.

Gårdejeren lænede sig nu sindigt tilbage, tog piben ud afmundenogsagde:-Se,–Nuerdujocykletheltherudi det uvejr og du vil jo nok nødigt cykle tilbage med maskinen igen, så hvis du nu får det halve af prisen, som duforlanger,-kontantforstås,-såskalduvistværeglad. -Hansatteigenpibenindimundenogkiggedeveltilfreds medsigselv,påminfar.

Men han kendte jo ikke min far, for hvis der var noget min far hadede, så var det, hvis nogen forsøgte at træde påham.-

Førstblevhan vældigvred, såblevhan iskoldogsagde med barsk stemme, medens han, med sine næsten to meter, tårnede sig op over gårdmanden, der sad nede i sin stol og nu forskrækket kiggede op, mens han krampagtig holdt fast på sin pibe: – Nu skal jeg sige dig én ting, - du fede bonde -. Om du så tilbyder mig den

dobbelte pris, vil jeg slet ikke sælge min maskine til dig, skønt din kone fortjener den. - Men for at gøre det endnu værre for dig, så går jeg lige over og sælger den til en af dine naboer, og fortæller dem, at du ikke ville betale, hvadden kostede. - At køre hjem med den igen, behøver jeg nemlig slet ikke. Der er mange der gerne vil have så fin en maskine, men du kan ikke være det bekendt overfordinkone.-Hun ville sågerne havehaftmaskinen. - Mendetmåduselvklaremedhendebagefter.

Du får jo nok også nogle drillerier fra den nabo jeg sælger den til, når de hører, jeg har været her ovre først. De vil sikkert fortælle dig, at den gode maskine skulle du dog have købt, og at det var en skam, du ikke havde penge nok til at betale, hvad den kostede. - Men det problem må du lære at leve med på grund af din nærighedogdinlillerespektforandremennesker.

Min far solgte den på den tredje gård han besøgte. Den hovne gårdmand har jo nok heller ikke haft det let med konen efter den historie, men jeg synes, at dette ville væreheltretfærdigtoghåberdaathanharlærtnoget.

Jeg må indrømme, - som sælger, at jeg elsker den historie og jeg er stolt af min far, fordi han ikke lod sig kue, og for at han havde så meget selvtillid og energi, at han var sikker på at sælge maskinen samme dag til en nabo, selv under de meget vanskelige forhold med at slæbe maskinen gennem sneen til de næste gårde. Husk, han solgte den jo ikke på de to første og der er tit langt mellemgårdene.

–Derskalvirkeligenjernviljetil,mendenhavdeminfar!

Jeg må også indrømme, at jeg virkelig håber gårdmandenharfåetrigtigmegetvrøvlmedsinkone.Det tror jeg nu nok han har, for dengang skulle den slags folk altid være store i slaget udadtil, men indenfor hjemmets fire vægge var det nemlig ikke så sjældent konen, der

havde det sidste ord. - Er det er mon så forskelligt fra i dag?

Niels Arne Guldager

Heri1943erhan35år

En tur uden på toget i frostvejr

Da vi boede i Hobro arbejdede min far samtidig for firmaet i Randers, så han skulle af og til med toget fra HobrotilRanders,og hanvar titmeget sent påden. -Han kørte som regel ikke hjemmefra, før han kunne se toget, der kom fra Ålborg, køre hen over engen mod stationen i Hobro. - Så sprang han på cyklen og drønede ned ad bakken modbanegårdenoghannåedetit førstat springe på toget, lige idet det satte i gang. - Konduktørerne lavede vrøvl, fordi de skulle lukke døren op igen for min far,derstodudepåtrinbrættet.Detmåttedenemligikke, når toget var i gang,så han valgte som regelen dør, hvor deringenkonduktørstod.

En meget kold vintermorgen med mange frostgrader sprang han på toget, medens det var i ret god fart. - Nu vardetsåuheldigt, atdendørhanvarsprungetoptil,var frossetfastidørkarmen ogvarheltumuligat lukkeop,så min far stod der i den isnende kolde blæst og kunne ikke

gøre andet, fordi toget nu var oppe i så høj fart, at det ville være livsfarligt at hoppe ned på den stivfrosne jord. Han hamrede på døren og de andre rejsende fik tilkaldt konduktøren, der så forsøgte at åbne døren inde fra, medens min far mere og mere blåfrossen klamrede sig til håndtaget. Han skulle samtidig passe på ikke at falde af, hvis døren, der åbnede udad, pludselig sprang op. - Men selvom konduktøren sparkede på døren indefra gik den ikke op, men han trak ikke i nødbremsen, han havde måskesetminfarspringepåtogetfleregangeførogville give ham en lærestreg. Han råbte til ham, at han skulle holde godt fast til de kom til Onsild, som var den næste station. - Han måtte så stå ude på trinbrættet og klamre sigfast,medenstogetsusedeafsteddecirkatikilometer der var ud til Onsild. Her stavrede han af og vraltede hen tilenåben dør ogen masseballadefraden forskrækkede konduktør. - Jeg tror ikke min far lærte noget af den historie, for han blev da ved med at komme i sidste øjeblik til toget og senere fortsatte det i Randers, for aldrig så snart var vi flyttet til Randers, før han fór med toget tilAarhus. Efter et års tidi Randers blevhan nemlig "headhuntet"afetfirmaiAarhus,derhavdehørtomhans sælgerevner,menheromsenere.

Min far arbejdede jo til sen aften næsten hver dag, da han skullevære der,når både mand ogkone var hjemme, ogdetkunnegodtværerisikabeltunderkrigen.

Det var kort tid efter en stor jernbanesabotage, der havde været lige nede i engen vi kunne se fra vores hus.

- Min far kom en mørk aften ved halvtolvtiden cyklende hjemfraarbejdet.

Da han kommer op til jernbaneviadukten på Løgstørvej, træder der pludselig en tysk soldat ud af mørket. - Hans gevær peger på min far og han råber højt: - HALT! Han

var helt sikker på, at min far var en sabotør. - Der har måskeovenikøbetværetudgangsforbud.

Han bad i en meget bøs tone min far om at åbne sin lædermappe. Min far forstod ikke tysk, men var klar over hvad soldaten mente. Han åbnede lædermappen og tyskeren lyste ned i den for at se efter eventuelle våben og sprængstoffer, men der var jo ingenting, så min far fik lov at tage hjem, men han var da blevet noget forskrækket. Vi boede jo tæt ved viadukten og var blevet vækket den aften sabotagen var sket. En vogn i et stort tysk troppetransporttog, med soldater der skulle til Norge, var blevet sprængt og mange soldater var blevet dræbt,sådeterklartattyskernevarpåvagt.

Randerstiden 1945 - 1948

I januar 1945 flyttede vi til Marienborgvej 16 i Randers, daheleminmorsfamilieboedeibyen.

Huset var en hjørneejendom på to etager. Der var otte lejligheder. Vi boede i stuen til venstre i den del der lå ud til Marienborgvej. Den anden del lå ud til Christiansborgvej.

Til vores lejlighed hørte en butik, men den brugte min far til lager og værksted, og han købte stadig trædemaskinerop.

Han havde nu fundet ud af, at det var nemmere at sælge maskinerne, hvis understellene var malet mørkebrune, ligesom de sidste nye stel havde været lige før krigen. Jeg tjente lidt penge, - han var jo ikke vestjyde for ingenting, ved at rense de gamle stativer i cellulosefortynder og male dem med pensel på både forside og bagside med cellulosemaling i en farve, som han selv blandede af sort og rød. – Da et sådant symaskinestel er støbt i et meget snørklet mønster, der minder om kniplinger, sad jeg bogstavelig talt og ”sniffede” i flere timer, så jeg var både svimmel og ør bagefter. Dengang vidste man simpelthen ikke, at cellulosefortynder var farligt at indånde, og at det kunne tære påens hjerneceller. - Heldigvis havde jeg så mange, - efter min egen mening da, at der blev nogletilbage. Jeg hardogværetudefor,nårjegfortællerhistorien,atnogle har nikketforstående,ogmedetfjernt blik, sagt: -Nå-så erdetnokderfor.

-Jegforstårnuikkehelt,hvaddemenermeddet.

Når jeg skriver, at jeg tjente lidt penge, er det fordi min far som inkarneret vestjyde, absolut ikke ruttede med pengene.

Når jeg bad om flere lommepenge, fik jeg som regel afslag. Han arbejde meget som barn, - fortalte han, men hanfikaldriglommepenge.

Jeg spurgte ham engang om, hvorfor vestjyder var så nærige? – Nærige? – Vi er skam slet ikke nærige, men vi erpåholdende. –HvorforerIsådet?–Deterfordi,derer meget længere mellem kornaksene i det Vestjyske sand, end i den Østjyske muld. – Derfor har vi ikke så meget at gøremed,ogderforholdervimerepådepengevihar,og gemmer dem til vi virkelig har brug for dem. - Det var jo engodforklaring.-Jegmåtteihvertfaldnøjesmedden.

Som tidligere nævnt, blevhan nu headhuntetaf, det der dengang var Danmarks største symaskinefirma, PFAFF symaskiner iPark Allé7iAarhus,ogdetvillederforvære langt mere praktisk, at bo i byen. Så i sommeren 1948 flyttedeviderfortilAarhus.

Han købte et splinternyt hus i den nordlige udkant af AarhusietkvarterderhedRisvangen.

Vestre Strandallé 6

Det var et flot hus med to skorstene og skodder for vinduerne

Pfaff firmaet lå, som nævnt, i Park Allé 7 i den nederste etage. – På billedet på næste side, ser man dets salgsudstilling i den daværende Aarhus Hal. Symaskinerne på billedet er alle sammen den tyske Pfaff model 332, med og uden broderimønstre. Friarmen var lige kommet frem dengang som noget helt nyt. Derfor

Broderierne på dugene er lavet med maskinerne. Det var også noget helt nyt dengang og derfor sensationelt.

Firmaet havde hørt om min fars opkøb af brugte maskiner, ogden idé villede gerne benytte i stor stil. Der var ingennye maskiner at skaffe,herlige efter krigen. De sendte ham derfor, efter min fars forslag, til København, hvor ham mente, han kunne opkøbe de brugte maskiner billigere, da københavnerne, - igen efter hans mening, varmeresorgløse, oggerne ville sælgederessymaskine, når de skulle holde en fest eller have en glad aften. Han satte købsannoncer i københavnske aviser og fik masser aftilbud.

Han lejede motorcykelbude og kørte rundt og hentede maskinerne på deres lille varelad. Han lejede en hel

lukket godsvogn hos DSB, og når den var fyldt godt op, blev den sendt til Aarhus, hvor personalet i Parkallé

hentede maskinerne og kørte dem til værkstedet omme i gårdentilParkAllé7.

Her stod en to-tre mekanikere klar til at restaurere maskinerne og sprøjtemale stellene op i en ny moderne brunmaling.Nuvardeklartilderessælgere,dersåkørte ud og tilbød dem til kunder i salgs-området, inklusive heleMols.

I begyndelsen rådede firmaet dog kun over én bil, nemlig chefens mørkegrønne Ford V/8 fra 1936. Det var endejligkraftigpersonvogn,somjegharkørtmangeture i, da chefen, der ejede den, ikke selv kunne lide at køre bil. Min far fik derfor tit lov til at låne den i weekender. Men det var jo ingen varevogn. Man kunne ikke købe nye biler før omkring 1949 eller 1950, så den blev brugt til varevognogchefencykledesåpåarbejde.Vikaldtebilen ”Mads”, fordi den med sin store V/8 motor havde en frembrusen,somenstangelystengedebuk.

Her er vi børn med på en tur. Se hvor langt nede skærmen er over hjulet.

- Der var virkelig læs på!

Bemærk alle maskinerne i bilen. Højre forsæde er fjernet og en trædemaskine anbragt i stedet, plus to

mere, der lå på hovedet på bagsædet. Se den overdækkedetrædemaskinebagpå.

Sommetider var der også anbragt en trædemaskine på

kofangeren foran køleren. Der kunne således være fem trædemaskiner med på tur, plus tre håndmodeller i bagagerummet. Min far havde så store sælgerevner og tro på, at dem kunne han da let sælge på en todages tur i Vestjylland.-Hanvarjoselvvestjyde.

I dag ville det være helt utænkeligt, men når alle vi tre børn var med ude på en tur, blev vi blot anbragt, hvor vi kunne få plads mellem de tunge maskiner inde i vognen, og der var ikke noget, der hed sikkerhedsseler dengang. - Det gik fint. Min far var ikke så blødsøden. Vi skulle skamoplevenoget.

Jeg kan huske, at Bent og jeg tit var med. Her på en tur til Skive. - Vi sov i telt om natten. - Jeg har det samme telt endnu.

Han fortalte, at engang var han en vinterdag kørt ud på

Mols i V/8’eren. Den var fuldt læsset med hele fem trædemaskiner. Tre inde i bilen og en på den bagerste kofanger og minsandten også en på den forreste kofanger, bundet godt fast med reb ind under motorhjelmen.

På et tidspunkt skulle han køre ned ad en af de smalle hulveje, der er på Mols. Det var jo vinter og vejen var delvis ryddet for sne, men denne lå som mure på begge sider af vejen. På grund af det spejlglatte føre kom bilen pludselig i skred på den nedadskrånende vej. Den kom til at skride næsten sidelæns og begge de ret kostbare symaskiner på kofangerne blev raspet af på de hårdtfrosne snevægge, støbejernet splintredes som glas.

Deternemligendnumereskrøbeligtifrostvejr.

Det var en dyr udskridning, for det var ikke let at skaffe brugtemaskinernokognyekunnemansletikkefå.

Her er det min lillebror Bent der er med på billedet, og det er sikkert mig der har taget billedet.

- Jeg mener at huske det er fra turen til Skive.

Firmaets opstart blev i 1954 bekostet af det dengang store handelsfirma, ”JYDEN” i Ålestrup. De headhuntede NielsArne Guldager. Nu var detanden gang han prøvede det. De tilbød ham, at indrette en ny butik, hvis han ville forhandle deres tyske symaskinemærke Gritzner. Det var en af Tysklands allerstørste og ældste symaskinefabrikker. På forretningens facade skulle der ståGRITZNERmedstorebogstaver.

Før Niels Arne Guldager i 1954 åbnede sin egen forretning i Nørregade 33 i Århus, havde han, som tidligere fortalt, været ansat som inspektør hos et af landets største symaskinefirmaer i Park Allé i Aarhus og havde haft en virkelig god fast løn. Han fandt dog hurtigt ud af, at han hellere ville ansættes på provisionsbasis, da han så ville kunne tjene mindst en tredjedel mere om ugen. Han opsagde til firmaets store fortrydelse sin faste stilling og tjente ganske rigtigt nu meget mere.

Da der var gået et par år på den måde, kom han til at tænke på, at hvis han havde sin egen forretning, villehanjofåhelefortjenestenselv, men måtte så til gengæld også selv betalealleomkostningerne.

Da han fik det flotte tilbud fra ”Jyden” vovede han springet. Det store beløb, som opstarten kostede, afdrog han på i de følgendeår.

”Jyden” betalte så indretningen af en meget moderne butikietgammelthusfra1870.

Der havde i mange år været en tobakshandel i huset. Det var stadig ejet af den gamle tobakshandler og han boedeselvpå1.sal,indtilhankompåplejehjem.

Her står tobakshandleren foran sin butik i 1930. Der er fotoforretning og fiskehandel som naboer.

Derblevhyretenkendtarkitekt,derhedKajWohlert,til at tegne en meget moderne indrettet symaskineforretning. Han var virkelig smart til at indrette, og vi fik den måske flotteste symaskine butik på den tid. Man talte meget om den i branchen. Forretningenvarikkesåstor,såforatsynestørre var væggen i venstre side af udstillingen ét stort spejl.

Detsånu ud, somomdervar dobbeltsåmangemaskiner udstillet.

For at kunderne skulle lægge mærke til lige netop vores forretning, i den lange række af forretninger i Nørregade, lod han butiksruden gå skråt ind i butikken, der hvor ruden sluttede. Herved fremkom der et halv meterbredtlodretvægstykke,somhan forsynedemedet spejl. Når folk så kom gående, kunne de ikke lade være

med at se sig selv i spejlet, for lige at se, om de nu så ordentlige ud. – (Eller for at se, hvor pæne de selv syntes devar).

Det var virkeligt gennemtænkt psykologisk. – Men da manjonødigtvilleudstillesigselvsomforfængelig,såde for skams skyld også på de udstillede maskiner i vinduet et øjeblik. Men dette øjeblik var så også nok til, at de registrerede, at her lå der altså en forretning med symaskiner.

Vores næringsbrev udstedt i Aarhus 8. november 1954

I begyndelsen stod der GRITZNER med samme størrelse bogstaver, men vi har desværre ingen billeder med dette.

Starten gik helt godt. Der var en dame til at passe forretningen. Det bestod i at betjene kunder i telefonen, tage imod og udlevere reparationer, sælge nåle, spoler reservedeleo.l.

Hver dag kørte Arne Guldager selv ude i distriktet og opsøgtekundermedsalgforøje.

Der kom meget sjældent kunder for at købe en maskine i forretningen, de blev solgt ved dørene eller pr. telefon, hvor man bad os om at komme ud og demonstrere et par symaskiner,damangeikkedenganghavdeegnebiler.

Han arbejdede mest ude i oplandet omkring Aarhus. Djursland var dog hans foretrukne område, men han kom ogsåmegetvestognordpå,jaheltoptilSkive.

Når han om morgenen ikke rigtigt vidste, hvor han skulle tage hen lige netop den dag, gik han ud til bilen ved fortovskanten, strøg en tændstik og så i hvilken retning den krummede, medens den brændte ned. Den

vej ville skæbnen han skulle tage, så den vej tog han. Når han kom hjem om aftenen, havde han næsten altid solgt enellertosymaskiner. –Detkanmankaldeselvtillid!

Arne Guldager foran vores første firmabil. Det var en brugt Renault fra 1947. Den var næsten en kopi at den tyske Opel Olympia. Vi kaldte den ”Anette”, og det var med den vi kørte rundt ude i oplandet.

Vihavdetreagenterderkørterundtudeioplandet.Den ene hed Jacobsen og boede i Galten. Til daglig var han vejmand og i sin fritid agent for os. Den anden hed Stubberup. De to solgte ikke så mange, måske fordi de var for ærlige. Min far ville under ingen betingelser ansætte uærlige. Stubberup havde en virkelig flot og sirlig håndskrift, så han skrev altid papirerne, når de endeligsolgte en maskine. Senere fik vi en ungmand der hed Thomsen. Da han var nybegynder troede han i begyndelsen, at det var meget let at sælge symaskiner til folk ved dørene og inden han opdagede - efter en uges

tid, at så let var det altså heller ikke, havde han solgt mindstenmaskinehverdag.EngangiLangå,-hvorbåde min far og jeg var med på turen, og hvor min far skulle lære ham salgsmetoderne, kom han, da vi mødtes til middag,medetbundtpengesedlerihånden.Detkunnevi ikke forstå, for han havde jo ingen maskiner med rundt veddørene.-Destodjoivoresbil.

Thomsen fortalte, at han havde vist et ældre ægtepar i et hus brochurerne og fortalt dem, hvor vidunderlig netop denne maskine var og at han syntes, at den skulle de købe lige nu. – I kan bare give mig pengene, så kommer jeg med maskinen over middag. – De gav ham alle pengene i tillid til, at den rare og troskyldigt udseende unge mand nok skulle komme med maskinen over middag, skønt de aldrig havde set ham før og derfor slet ikke kendte ham. Det kan da vist kaldes blind tillid. Nu skal det siges at Thomsen, som nybegynder optrådte meget ivrig og begejstret, og at hans ansigt strålede af ungdommelig ærlighed. Man kunne simpelthen se, at han ville holde det, han lovede. Så over middag kørte min far ogThomsenoptilægteparretogleveredemaskinen.

Det var en tysk Gritzner model GG. Den var lysegrøn med hvidt toplåg. Det var en flot og moderne maskine, men den vejede cirka 17 kg, så jeg håber da, at ægteparrethavdeetfastborddenkunneståpå.

De17kg.varikkespecielttungt.Detvejedenæstenalle maskiner dengang, idet de var lavet af kraftigt støbejern ogsadpåensolidtræsokkel.

To af vores agenter, Jacobsen og Stubberup demonstrerer den splinternye Gritzner FZK med zigzag, friarm og broderi. Den var lidt af en sensation på det tidspunkt. De sidder i vores telt på ”Det Jyske Ungskue” i 1955. Ungskuet afholdtes dengang i Aarhus på pladsen bag det gamle vandtårn på Randersvej. - Den er i dag for længst fuld bebygget.

Vore første firmabiler

Østtysk IFA ca.1951 og Renault 1947 (Anette)

foran vores hus på Svend Gøngesvej 6 i Risvangen.

Bagved står min fars trofaste herrecykel ”Sleipner”.

Den har under krigen cyklet mange trædemaskiner ud på bagagebæreren.

Vores første repræsentant-biler, var en brugt Renault varevogn fra 1947 og en brugt IFA-varevogn med en lukket varekasse af trælister. IFA var den østtyske udgave af før-krigens populære DKW-vogne. Den havde en hyggeligt pludrende totakts motor. Renault vognen hed”Anette”.Dengangvarderikke såmangebiler, såde havde ofte kælenavne, ligesom bøndernes heste. ”Anette” var godt brugt og dens fælge knækkede somme tider,menblevsåbaresvejsedeigen.Godtnokvarhjulet så ikke så rundt mere, men hoppede lidt. - Men der var ikkerådtilennyfælg.

Dækkene var også utrolig dårlige og dengang var der ingen lov for, at der skulle være mønster tilbage på dækket, så de blev altid slidt ned til lærredet inden i dækket. Man kunne se de lyse lærredstråde stikke frem på større og større stykker af slidbanen og når der til sidstgikhulogslangenindenidækketpunkterede,lagde man blot en solid lap fra et andet nedslidt dæk nedenunder. Så gik det igen et stykke tid, men dækket blevaltsåikkemererundtveddenmetode.

”Anette” endte sine dage på en tur langt ovre i Vestjylland.Her stak den endag enplejlstang udgennem motorblokken og al olien løb ud. Denne olie, var ofte olie der havde været brugt i andre motorer først, men efter min fars mening, skulle den nok kunne køre et par tusinde kilometer i vores gamle Renault. Han købte olien meget billigt på servicestationer. Den havde da kørt 1500 kilometer i andre biler. Men til sidst gik det altså galt, så den brændte et leje sammen. Bilen havde dog været megettrofastogvihavdeværetgladefordenogvihavde også mange dejlige familieture i den om søndagen. Tit sad Ulla og jeg skjult omme i vareladet pånogle puder og

tæpper. - Det var for resten vældigt hyggeligt! Der var ingen sæder, da denvar påguleplader. Den måtte derfor kun køre med personer på forsæderne, men her måtte

Mange større firmaer i byen holdt hvert år store salgsmesser i Aarhus Hallen, hvor de udstillede de produkter de solgte. I 1955 deltog vi med Gritzner. ”Jyden” Ålestrup havde opbygget salgsudstillingen og betalte lejeudgiften. Vi tjente fuld avance på de maskiner vi solgte. Min lillesøster Kirsten på tretten år, blev af min far sat til at demonstrere og sy på maskinerne for at vise, at de var så nemme at sy på, at selv et barn kunne finde ud af det. Hun var dygtig til det og broderede mange af de nye flotte mønstre, som maskinerne kunne sy automatisk.-Detvarfolkimponeredeover.

Det er den ene af vore agenter, Jacobsen, der står i baggrunden.

Jeg husker tydeligt udstillingen 1957, for da var jeg med på standen som virkelignybegynder. Jeghavde dog et godt snakketøj og fortalte om alle de muligheder

maskinerne havde. Jeg var slet ikke genert, men meget ivrig. og snakken gik vældigt, lige indtil jeg opdagede, at folk kiggede så underligt på mig. Der kom nemlig ingen lyd ud af mig, skønt jeg troede jeg talte. Der var kun tale om et par sekunder. Jeg havde simpelthen mistet stemmen og der gik et stykke tid før jeg igen kunne tale. Jeg tror, jeg havde tørlagt min hals, så stemmebåndene klistredesammen,ellersådannoget.

Allerede i 1956 havde vi fået råd til at købe en helt ny bil. Det blev en Opel Record på gule plader. Her står den lille skare af jyske Naumann forhandlere samlet til et møde hos os på Svend Gøngesvej.

Personbilen er salgschef Ove Hansen, så kommer Horsens, Vejle og Aarhus.

Min start i firmaet

Dajeg i1955havde udståetminlæretid indenforhandel og kontor, kom jeg i 1955 ind som soldat i Ålborg og ItzehoeiTysklandogblevhjemsendtifebruar1957.

Jeg begyndte i vores firma i marts 1957. Jeg var ansat til en lav fast løn på 45 kr. om ugen, samt fri bil. Bilen var en Morris Minor varevogn. Den var helt ny og på gule

plader. Resten skulle jeg tjene ved den provision, jeg kunne få ved at sælge symaskiner. Jeg skulle gå fra dør til dør og spørge folk, - mest damer, der lukkede op, om dehavdelysttilatkøbeennysymaskine.Dethavdelangt de fleste selvfølgelig ikke. De stod måske midt i madlavning eller rengøring og var irriterede over igen at blive forstyrret. Der kom nemlig mange agenter, ”trappeartister”, eller ”gelænderaber”, som de også kaldtes, rundt med alle mulige ting, lige fra forsikringer ogbøgertilsymaskinerogstøvsugere.

Jeg var lige ved at opgive det, for jeg tjente ingen penge og jeg syntes, at det var en nedværdigende tilværelse. Det var vist alligevel ikke noget for mig, og jeg lærtenokaldrigatsælge,somminfargjordedet. Han var nemlig den symaskinesælger der solgte mest i hele Danmark. Han havde en livlig fantasi, når han talte med kunderne og han var altid meget ærlig i sine handler. Det var noget kunderne ude i oplandet havde lagt mærke til gennem mange år, og de ventede gerne til Guldager kom igen, - selvom der måske gik et halvt år, for at købe en symaskine af netop ham, skønt der havde været masser afandreagenterimellemtiden.

Han havde også faste anvisere spredt ud over hans store distrikt, der fortalte ham om mennesker i deres bekendtskabskreds,dertænktepåatkøbeen symaskine. Dem besøgte han jævnligt og fik på den måde masser af nye kunder. Anviserne, der tit var den lokale købmand, fiksåetanvisningsbeløbhvishandelenlykkedes.

Vi lavede flotte juleudstillinger i de første år for at vise vore barske konkurrenter, at vi var helt med på vognen. I julen 1955 badmin far, min lillesøster Kirsten om at sidde midt i butikken et par eftermiddage i åbningstiden. Her skullehun igen syde nymodensbroderimønstre ogskifte

mønsterblokke ud, når hun ville have etnyt mønster. Hun var ganske vist meget genert over at sidde der, medens kunderne flokkedes omkring hende for at se med. Den slags tiltag var man ikke vant til i byen, så det vakte opsigt.

Det tog jegved lære af og brugte det senere i 1975. Jeg satte vores femårige datter Iben til at lave samme nummer,mennuivinduet.

En dag havde hun lige sat sig ud i vinduet og skulle ligesom vænne sig til det igen, så hun sad musestille, da en ældre dame kom ind i butikken. Hun stod stille lige indenfor døren og så på det, hun troede var en lille livagtig dukke med gule rottehaler og rød nissehue. Pludselig flyttede Iben øjnene hen på hende, og den ældre dame sprang med et forskrækket skrig tilbage og sagde. –Gud–Denerlevende.

Min start i firmaet var mildest talt ikke let for mig. Jeg var dengang i virkeligheden meget genert over at forstyrre folk midt i deres daglige gerning. Det blev ikke bedre af, at agenter havde ry for at være plagsomme og ikke var til at slippe af med igen, og det er skam ingen

overdrivelse, at de tit satte en fod i døren, når folk forsøgte atsmække deni,foratblive fri forderesplagen. Jeg blev derfor næsten altid mødt med et meget skeptisk blik,nårdørenegikop.

De fleste agenter var heller ikke helt ærlige i deres handel og min far sagde, som tidligere nævnt, ringeagtende om dem, at der kun var én slags der var uslere end symaskineagenter og det var støvsugeragenter!

Da jeg var blevet lidt mere oplært og kunne demonstrere en symaskine, blev jeg sendt ud, når folk ringedeind.Jegkanhuske,atengang,dajegskulleoppå Vestre Ringgade med et udvalg på tre 15-16 kg tunge symaskiner, der skulle vises, havde jeg ikke lyst til at gå flere gange, da der var over 150 meter fra parkeringspladsen og hen til opgangen. Så jeg tog den ene maskine under venstre arm, samt en i hver hånd og gik omme fra de små veje bag boligblokkene, fordi man ikke kunne parkere på Ringgaden, og helt op ad alle trapperne til måske tredje sal. Man skal huske på, at de ikke var i kufferter, men i trækasser og med trælåg, så de fyldte meget med deres skarpe kanter, når man bar dem klemt fast under en arm og samtidig bar en anden tung maskineihånden.Detvarrimeligtanstrengende,menjeg havde jo en god kondi og en stærk fysik, da jeg lige var kommethjemframilitæret.

Der er en anden ting jeg husker meget tydeligt, og det var de mange trædemaskiner der skulle bæres op og ned i opgangene. Der var ikke mandskab til at være to mand om det, nej, det måtte man klare selv. Man bar den tunge maskine foran sig, men måtte gå baglæns op ad trapperne, da den fremskudte vægt ellers ville vælte én bagud.

Særlig besværligt var det i de gamle smalle og stejle

opgange i f.eks. Sjællandsgade kvarteret. Tænk på besværet med klaveret i opgangen i ”Huset på Christianshavn”, - hvis I husker dette. Alene det, at komme rundt om hjørnerne i så smal en opgang, var virkelig svært, - og så alene! Særlig besværligt blev det, hvis det var på kvisten, for her var den sidste trappe tit særligstejl,ja,næstensomenstige.Mankunnedogvære heldig,atfåkundentilathjælpeher.

Det er ikke som i dag, hvor man letkan løfte nogleaf de nye maskiner i en lillefinger. Det plejede jeg nemlig at gøre i min tid, når en ældre dame, der skulle købe en maskine, af gammel erfaring, spurgte omden var tung?Tung? – sagde jeg så forbavset, og løftede den med et snuptag i min ene lillefinger. - Nogle påstod så godt nok, at jeg vist måtte have en stærk lillefinger, men jeg kunne letgøredet.

Da jeg fortalte min far, at jeg vist aldrig fik lært at sælge på grund af min generthed, sagde han blot: - Den generthed skal vi snart få pillet ud af dig. - Nu begynder du at tage alle de fem etagers boligkarréer, der ligger på Ringgaden. Du kan begynde nede ved Silkeborgvej og slutte oppe ved Skovvangsvej. Så ringer du på alle dørene og spørger, om der er nogen der har lyst til at købeensymaskineafdig.

Jeg var lamslået. - Det er jo flere hundrede lejligheder, protesterede jeg. – Ja, netop, og når du er færdig med det,erdugaranteretikkegenertmere.

Det forslag var jo unægtelig noget af en udfordring for, menjegbesluttedemigfor,atgivedetenchance.

Jeg begyndte nede ved Silkeborgvej og endte - efter fjorten dage, hvor jeg havde været både Vestre- og Nordre Ringgade igennem som ”gelænderabe”, som det kaldtes,–heltoppevedMarienlundpåTrøjborg.

Hvor mange symaskiner havde jeg så solgt?

– Ikkeéneneste, - såmænd.

Men cirka midt på strækningen var jeg begyndt at udvikle min egen teknik, og ikke fuldstændig bare at gøre, som jeg havde hørt min far gøre det. Det kunne nemlig slet ikke lade sig gøre, Min far var for det første ældre end jeg, og udviste i sin optræden mere autoritet og udstrålede langt større sikkerhed, da han jo havde været i faget siden 1938 og havde haft utallige handler. Han havde, af bare nød under krigen, også lært at presse kundernelangtmereenddet,jeghavdelysttil.

Den stil, jeg begyndte at udvikle, gik langt mere ud på atgøremaskinerne såattråværdige,atkunderne følte,de slet ikke kunne undvære et sådant vidunder. – Altså, jeg pressedealdrig,menlagdemereheleminsjæliatfriste. I virkeligheden er det en slags forførelse og det blev jo lidt nemmere, da det som regel var kvinder jegtalte med. Men jeg passede utroligt meget på, ikke bare så meget somatantydenogetsomhelstseksueltidet,jegsagde.

Godt nok havde jeg ikke solgt nogen maskiner direkte, medens jeg gik i opgangene som ”trappeartist”, men på den sidste strækning af min maratonfærd, havde jeg

alligevel lagtså mange frø, at der i detnæste halve år var flerederkomnedibutikkenmeddebrochurer,jeghavde uddeltmedgodetilbud,ogkøbtemaskiner.

Jeg begyndte nu at tro på, at jeg ved hjælp af min egen salgsteknik, måske alligevel kunne blive en god symaskinesælger.

Det havde nemlig ikke været godt for min selvtillid, da jeg i begyndelsen tog med min far ud til f.eks. en landsby ude på Djursland for at sælge maskiner. Når vi holdt for enden af hovedgaden, spurgte min far mig nemlig om, hvilken side af gaden jeg ville have. Men resultatet var alligevel det samme hver eneste gang. Han havde solgt en, ja somme tider endda to maskiner, medens jeg uvægerligtaldrigsolgtenogen,hvilketblotbeviste,atdet ikke drejede sig om hvilken side man fik, men om hvem dervarbedst.

Nårvivarudepådenmåde,havdeviikkerådtilatspise på en kro eller hotel. Vi havde vores egne madpakker med og sad gerne i en vejgrøft, medens vi spiste og drak vores sodavand. Vi havde selvfølgelig aldrig øl med, da man bestemt ikkemåttelugteaføl.En øl-lugtendesælger var jo ikke videre troværdig. Hvis det var regnvejr, havde de fleste kroer en såkaldt ”Slyngelstue”, hvor man kunne spise sin egen madpakke, mod at man købte drikkevarernepåkroen.

Jeg kan huske, at på Tirstrup Kro blev de lidt sure over, at vi kun købte sodavand. Det gav ikke så megen fortjenestesomølogdetblevjeglidtforlegenover.

-Huskpå: Jegvarendnumeget”grøn”.

Men den slags forgæves salgsforsøg, var jo dræbende for min sejrsvilje og ret store selvtillid, - nej, så ville jeg helleretageudaleneoglærepåegenhånd.

– Men det viste sig, at detfik jeghellerikke noget ud af. Jeg kan huske en aften på en større gård ude på Djursland. Hele familien var samlet for at se mig demonstrere symaskinen, og jeg gjorde det virkelig så godt jeg kunne, for jeg ville så inderlig gerne komme hjem til min far og sige, at nu havde jeg endelig solgt min førstemaskine.

Midt under demonstrationen siger manden i huset pludselig:-Mankangodthøreduernybegynder.

I det øjeblik blev jeg på en måde lidt mere voksen, og det var lige før jeg pakkede symaskinen ned ogtog hjem, menjegbedtændernesammenogfortsatteuanfægtet.

-Pludseligsigerdensammemand:-Hvisviskalhandle, skal du tage en and i bytte. - Vi har så mange ænder, og demskalvihavesolgtindenjul.(Vi vari november).-Det mente jeg da nok kunne lade sig gøre, men af bare uerfarenhed,sagdejegdetaltforhurtigt.

Manden blev nu grisk og sagde, at når han nu tænkte sig om, var det jo mange penge sådan en symaskine kostede,såjegblevnoknødttilattagetiænderibytte!

Nu tabte jeg helt pludselig lysten til overhovedet at sælgedemensymaskine.Jegfikfølelsenaf,atdetroede, - at jeg, som de jo tydelig kunne fornemme, var meget ivrig efter at sælge en maskine, - nok også var lidt dum, ogdevillederforudnyttedenneenfoldighed.

Jeg besluttede indvendig, at jeg ville se, hvor langt de ville gå i deres grådighed og protesterede ikke mod de ti

ænder. Det endte, med - nøjagtig ligesom historien om konen i muddergrøften, der heller ikke kendte grænsen,at jeg skulle tage ikke mindre end femogtyve levende

ænder med bag i varevognen. Nu gad de endda ikke længere,hverkenslagteellerplukkedem.

Så var det jeg pakkede symaskinen sammen og sagde

høfligt, men meget bestemt, at nu kunne der slet ikke blive tale om nogen handel, for jeg ville under ingen

omstændigheder sælge dem en maskine på de betingelser, skønt jeg kunne se, at de gerne ville købe den.

Jeg kørte, trods nederlaget, glad og tilfreds hjem. Sådanhardetaltidværetmedminnatur.Hvisjegføler,at nogen vil udnytte mig, fordi jeg er venlig og flink, og folk derfor tror, at jeg så også nok er lidt enfoldig, og derfor straksforsøgeratudnyttemig,følerjegmigvirkeligsåret ogbakkerlynhurtigtudafsituationen.

Min far var nu også ved at være træt af at rakke rundt i oplandet i bil hver dag. Det var nemlig sådan, at hver morgen startede flere biler ud fra de forskellige symaskinefirmaer.

Der var Pfaff-biler, Husqvarna-biler, Singer-biler og så os der solgte de vesttyske Gritzner og de østtyske Naumann. Der var Elna-biler, Bernina-biler, og Køhlerbiler. Som man kan se var der en stor konkurrence, men min far klarede sig rigtigt godt og han var kendt for at væredenabsolutbedsteibranchen.

Min far, Niels Arne Guldager var født i Vestjylland, i nærheden af Ølgod. Han var altid meget kreativ og nu fik hanennyideogdenvarsågod,atdentilsidstbredtesig ud over branchen ihele landet, og såmænd også i mange andrebrancher.

Folk var nemlig ved at blive godt trætte af, hver eneste dag, at lukke døre op for alle mulige sælgere af bøger, forsikringer og maskiner af alle mulige arter, så de blev efterhånden meget afvisende. Dette øgede blot

konkurrencen blandt sælgerne og kun de mest påtrængende overlevede og kunderne blev endnu mere trætte af deres usympatiske optræden. Så min far havde ramtdetheltrigtigetidspunkttilsinnyeidé.

– Men hvad var så den idé, der skulle vise sig at lægge helemarkedetom?

Jo, - han begyndte at sætte annoncer i Aarhuus Stiftstidende, som den hed dengang. Først var de ikke så store, senere, et par år efter, voksede de sig endog meget store og var tit i farver. Annoncerne fortalte om maskinerne og viste de forskellige modeller. Meningen var, at nu kunne kunderne selv bestemme, hvornår de havde lyst og behov for at købe en maskine. – Nu skulle de ikke længere presses til køb i utide. De blev opfordret til at komme ned i butikken og se det store udvalg, som min far skrev. Han pointerede klart, at der absolut ingen købetvang var i butikken. - Se den maskine, der passer Dem bedst og beslut Dem nu eller senere. - Dengang tiltalte man ikke kunderne med du i annoncer, man var stadig”De’s”.

Førhenhavdedekunkunnetsenetopdemaskiner,som sælgeren havde med i sin varevogn den dag han besøgte dem, og det var jo langt fra hele sortimentet i det pågældendemærke.

Dadefleste,dengang sidst i halvtredserne, ikke havde bil, skrev han også: - Ring blot. Vi kommer gerne og demonstrerer i Deres hjem.

Dagsomaften.

Og igen, - Absolut ingenkøbetvang.

Her er en af vores allerførste annoncer. Det er længe før vi fik vores eget logo.

I begyndelsen gik det meget trægt med at få kunderne ind i butikken. Det var ligesom, de ikke troede, det kunne være rigtigt, atdeikkevillebliveplagettilkøb,nårdevar i butikken, men da min far havde et rigtigt godt omdømme i byen og ude i oplandet, fortalte disse tidligerekundertilderesomgangskreds,atdetnokskulle værerigtigt,nårGuldagerskrevdet.

Vi skrev også i annoncerne, at vi havde eget værksted og at vi kunne reparere alle mærker. Bag linjerne var dette en påstand, der ikke helt stod mål med virkeligheden, for da min far, der endnu i overgangsfasen, stadig kørte ude og solgte, blev det mig der skulle være mekanikeren. Min far mente, at det ville jeg nok kunne klare, da mine hænder vendte rigtigt for mekanik. Han havde jo set, at jeg tit skilte min knallert og senere min motorcykel fuldstændig ad, og at de kunne køre bagefter, så hvorfor skulle jeg så ikke også kunne reparere en symaskine. Min far havde aldrig lært nogen steder, hvordan man reparerede. Det, han kunne, havde han lært sig selv gennem tiderne, så ham kunne jeg ikke lære så meget af. Kun de mest almindelige og enkle reparationer, og det var på ukompliceret maskiner uden zigzagellerlignenderaffinementer.

Men nu dukkede der ret indviklede friarmsmaskiner op med flere former for automatik, såsom fuldautomatiske knaphuller uden at vende tøjet. Se her var det virkelig indviklede justeringer der skulle foretages. Alt var jo mekanisk og der var masser af fjedre, arme, excentrikker og krumtappe med mere. Hvis man justerede ét sted kom,måske80%,afdeandretingudafjustering.Detvar megetsværtatfåaltingtilatvirkefuldstændigkorrektpå de store automatikmaskiner, når de var kommet ud af justering. I sær hvis kundens egen mand havde forsøgt

først. Han havde som regel skruet rundt i alle de justeringer,dernormaltaldrigskullerøres,ogsåblevdet førstrigtigtsvært.

Vi havde absolut ingen servicemanualer. Det var der kun importørens egen mekaniker der havde, og han ville under ingen betingelser låne dem ud til en amatørmekanikersommig.Dervarhelleringentilbudom kursus for os, - nej maskinerne skulle sendes ind og repareres hos importøren, mod regning forstås, og det blevdyrtforos.

Se, det var netop her skoen trykkede, for hvis vi skulle kunne klare os i konkurrencen med de store gamle firmaer i byen, var vi nødt at bruge midler, som de ikke kunne konkurrere med. Disse midler var, at vi, efter mit forslag, lovede vore kunder evig gratis service og reparationpådemaskiner,dehavdekøbthosos.

Det var ethårdt slagfor de andre firmaer, for det kunne de slet ikke tilbyde. De var vant til at tage godt ved, når de reparerede for kunderne. Det havde man nemlig altid gjort i branchen, så de havde ansat finmekanikere, der var blevet udlært som specielle symaskinemekanikere. Sådan var det hos Singer, Pfaff og Husqvarna. Dengang var der kun ét års gratis service, derefter kostede det penge. Havde kunden selv forsøgt at justere, i en desperat situation, indenfor det første år, kostede det pengealligevel.

I 1955 var der et berømt bankrøveri i Galten mellem Aarhus og Silkeborg. Man fandt aldrig bankrøveren, der blev beskrevet som en høj slank og mørkhåret midaldrendemandmedenstor,lidtskævnæse.

Pludselig en dag dukkede kriminalpolitiet op i vores forretning i Nørregade og bortførte min far. Han var blevet angivet som den mulige bankrøver. Han passede

perfekt til beskrivelsen. Han blev taget med ud til banken i Galten og fremstillet for bankpersonalet. Min far var hvidglødende af raseri, men bevarede koldt roen. Da han stodoverforpersonalettoghanfatisinnæseogvredden lidt til den ene side, vendte sig om og gjorde det samme til den anden side: - Var det sådan han så ud? - spurgte han.

Personalet følte sig ilde til mode. De kunne godt se, at detslet ikkevarbankrøverenogdetfortaltedetilpolitiet, der så kørte min far hjem igen, uden at være særlig undskyldende.

Bagefter gik rygtet i byen, at det var nogle gamle kolleger, der var lidt misundelige på min fars fremgang, der havde angivet ham til politiet, idet de havde forklaret, at de var sikker på, at netop Guldager manglede penge, meddenmådehanførtesinnystartedeforretning på. Det havde været dyrt, kunne man se, og det kunne umuligt give overskud, derfor havde han nok villet hente nogen pengeibankeniGalten, - og de ville da gerne være med til at fange røveren, havdedesagt.

Nu skal man være forsigtig med rygter og det er jo slet ikkesikkert, atrygterne taltesandt,men angivetblev han ihvertfald.

Det største firma i byen var Pfaff i Park Allé. Det var her min far havde været ansat, før han selv startede i Nørregade. De var i forvejen rigtig godt trætte af, at den bedste mand i branchen havde forladt dem, ja, så fornærmede, at de oven i købet havde åbnet en butik på denandensideafgaden,udelukkendeforatgenereos.

Pågrundafosbegyndtekundernenuatbrokkesigover regningerne på deres reparationer og sagde, at det gjorde de da altid gratis nede hos Guldager i Nørregade,

hvor naboen eller familien havde købt deres symaskine.De skulle da nok fortælle andre, hvor de skulle købe deresnæstemaskine.

Nu blev de rigtig fornærmede. Hvad lignede det at begynde at reparere gratis for kunderne i ubegrænset tid. De mente, at det kunne man da slet ikke leve af ogsom de sagde: Guldager er da vist blevet lidt sær, så han gårnoksnartfallit.

For at fremskynde denne fallit, lavede Pfaff dumpings tilbud i deres butik på den modsatte side af gaden, men de glemte én ting. – De lovede ikke gratis service. De kunne nemligslet ikke, - selvikke i deres vildeste fantasi, - forestillesig, at det kunne værenogen god ide, da de så skulle tjene lønnen ind til deres mekanikere udelukkende på salget af maskiner. De satte nemlig ikke annoncer i avisen i begyndelsen, men skulle sælge på gammeldags måde, nemlig ved udkørende agenter, og dette blev nu sværereogsværere somårenegik,indtil det tilsidstblev heltforbudt.

Kundernekunne nemlig lide at komme ind ibutikkenog selv bestemme. Man begyndte også at ringe ind længere og længere ude fra oplandet. Jeg husker, at jeg engang var helt oppe i Jebjerg ved Skive og levere en elektrisk Naumann kl. 44. Den var lysegrøn, med en mahogni bund og lågkasse. Den var bare en flot maskine og bund solid. Kunden var enten læge eller præst. Jeg husker det ikke helt,menturentogenheldagogmaskinenkostedetrods alt kun 645 kr. Fortjenesten af denne maskine skullealtså betale min løn og benzinen og driften af bilen. Gad vide hvor meget vi har tjent på den handel, men jeg fortæller det blot, fordi jeg vil vise, at vi tog alle handler med, for man kunne jo ikke vide, hvor mange, af netop denne kundes familie eller omgangskreds, der nu fik lyst til at købederesmaskinehosos.

I øvrigt opgav Pfaff-firmaet forretningen på den anden side af gaden, efter at den hele tiden i et par år havde givet stort underskud. Det var det første direkte attentat modosogdetslagvandtvi.

Nu har jeg fortalt om mine manglende evner til salg efter de gammeldags metoder, men efter, at kunderne var begyndt at komme ind af sig selv, følte jeg ikke længerenogen generthedoveratsælgedemenmaskine. De havde jo selv bedt om det, og nu sprang mine salgsevner så sandelig ud. Jeg skabte min helt egen stil og nu var det tit, at kunderne spurgte efter den unge mand og ikke, som altid før, efter min far. Fra da af, – kan jeg tydelig huske, voksede min salgsglæde højt og jeg kunnemærke,atjegsletikkevarsåringetildetendda.

Senere hen, - efter at jeg havde overtaget firmaet efter min far, og hvor jeg var helt på toppen af branchen midt i firserne, - fik jeg den store glæde, at mine kolleger på et stortlandsdækkendemødefortaltemig,atjegheltafgjort vardenbedstesymaskinesælgeribranchen.

Så min hårde tur på Ringgaden i 1957 gav alligevel bonustilsidst.

I de første år betalte vi hver måned af på udlægget til ”Jyden”. Vi betalte selv huslejen i huset, da vi kun boede til leje. Det gamle, ellers hæderkronede firma ”Jyden”, gik imidlertid fallit efter nogle år. Gritzner fabrikkerne brændte og resterne blev købt op af Pfaff fabrikkerne, så fabrikatet forsvandt ud af vores forretning. Den mand, der videreførte resterne af ”Jyden”, skaffede det østtyske fabrikat Naumann fra Dresden. Det var også en meget gammel og stor og kendt fabrik, men nu lå den altså i Østtyskland og det var ikke så populært i

1950’erne. Kvaliteten var dog stadigvæk høj og vi solgte mangeafdissemaskiner.

Gælden til ”Jyden” havde den nye ejer overtaget og vi betalte stadig afdrag på denne opstartsgæld. Det begyndte at irritere mig, da vi nu solgte så meget, at vi bestemt ikke behøvede nogen hjælp mere. Jeg begyndte at bearbejde min far, der var meget loyal overfor den opstartshjælp han havde fået. Jeg fortalte ham, at den nye mandsikkertikkehavdebetaltnogetforgældskravet mod os, eller i hvert fald havde fået det meget billigt, så jeg syntes, at han skulle køre op til Ålestrup og fortælle, at vi ikke længere ville betale afdrag og ville have restgældenheltslettet.Hvismanikkegikmedtildet,ville vi bare starte et andet sted og begynde at forhandle andremærker.Detvarminfarnuikkemegetfor.

- Bestemt ikke, fordi han ikke turde, men af loyalitets hensyn.

Vi har desværre ikke noget billede, da der stod GRITZNER,mendervarsammestørrelsebogstaver.

Jeg pressede dog på i nogen tid, og overbeviste ham om at han ikke havde indgået en aftale med den nye mand, men kun med det firma, der nu var gået fallit. Han var derfor ikke bundet længere. Til sidst kørte han da også derop, og nu var han så overbevist om, at det var det rigtige at gøre, at han fik det gennemført, trods protester fra den nye ejer. Det er klart at denne protesterede, for vi have jo været en virkelig god ”malkeko”. Vi vedblev selvfølgelig med at forhandle de mærkerhanimporteredeimangeår.

Nu gik det bedre for vores forretning og min lillebror Bentvarogsåblevetansati1959.

Her er et af mine salg

af en Naumann kl. 44.

Solgt lillejuleaftensdag.

23.decmber 1958.

Min far havde heldigvis alle dage været god til at lokke medannoncer,såvihavdesnartmangekundeributikken og salget steg mærkbart. Den gratis service kunne konkurrenterne slet ikke klare, men Bent og jeg havde så også til gengæld travlt med at reparere og lave eftersyn uden direkteatindtjenenoget tilfirmaet.Konkurrenterne kaldteos”julemænd”,ogspåedeosigenenhurtigfallit.

Gevinsten ved mit forslag var dog stor, og mange, mange gange større end den tabte arbejdsløn for reparationerne, for nu kom alle vore kunders familie og naboer,-ja,selvfraandrebyer,indtilosoghandlede.

I de første år var vi jo bundet af aftalen med Ålestrup, så vi kun måtte forhandle og reklamere med deres mærker, men ved kontraktens ophør var vi frit stillet og det blev en stor fordel for os. Men der stod stadig Naumann på facaden og i annoncerne, så jeg foreslog min far, at vi skulle reklamere med vores eget navn i stedet for med et symaskinefabrikat. Det var klogere at bruge alle annoncepengene på at gøre vores eget navn kendt ibyen, end ettilfældigtsymaskinefabrikat. Vedkun at bruge vores eget firmanavn, kunne vi nemlig føre flere mærker og ville ikke kun blive forbundet med et bestemt. Det gik han med til og vi fik nu lavet et nyt facadeskilt medvoresegetnavnpå.

Min fætter Marius var skiltemaler og lidt af en kunstner ogvifikhamtil atlavevoresegetlogo.Hanlavedesådet logo, som alle i branchen og byen efterhånden kender, nemligdenneudgave.Denførsteudgavevarigrønt.

Bogstaverne er skrevet med min fars karakteristiske stejlskrift.

Her er vores første facadeskilt med eget navnpå.

Vores første firmalogo med en Phoenix 282 F symaskine.

Vikunne nutagefleremærkerind ogvi solgtemangeaf mærket LADA fra Tjekkoslovakiet. Der var også kommet japanske symaskiner til landet, men de havde mødt stor modstand fra de etablerede mærker, det er klart, for mange af dem var rene kopier, blot i en ringere kvalitet. Men prisen var også kun en tredjedel. De blev rent ud sagt svinet til og deres kvalitet nedgjort. Man kunne selv vælge et navn. Vi kunne let have fået en maskine der hed Guldager, hvis vi havde villet lægge navn til den ringe kvalitet, men det havde vi selvfølgelig ikke lyst til. - Det villeødelæggevoresgodery.

Vibyggedemangetrædemaskinerommednysokkelog elmotor, så de ikke fyldte så meget. Både for kunder og på vores egne ibyttetagne trædemaskiner. Vi fik også vore egne brugte omlakeret i grøn hammerlak. Det var moderne dengang, og fornyede forkromningen. Vi fik træsoklerne pålagt nyt finer, henne hos snedker Hansen på Klostertorv, så de så flotte ud. De var nu meget lettere atsælgesombrugte.

En dag i 1959, havde jeg været oppe hos en grossist, Hans S. Thygesen, for at købe nogle symaskinemotorer. Han havde en symaskine med zig-zag stående, af et fabrikat jeg aldrig før havde set. Den var gul og smart at se på. Fabrikatet var BROTHER. Den var ikke en kopi af dekendtemærkerogfinishensåretfinud.Denvarnoget for sig selv, så jeg åbenbart straks. - Hvor er den fra,spurgte jeg. – Den er fra Japan. – Hvad koster den? – Han nævntenuenyderstfornuftigpris.

Dengang var de fleste symaskiner vi solgte uden zigzag. Symaskiner med zig-zag var der næsten kun syerskerogskrædderederhavderådtilatkøbe,menalle almindelige kunder ville gerne have en maskine med zig-

zag, da de så ikke skulle ”kaste over sømmene”, dvs. at lukke trevlede kanter inde med zig-zag sting. Det var en procesder tog lang tid i hånden. Man kunne med zig-zag så også selv sy sine knaphuller. Før havde man altid skullethentilenskrædderellerensyerskeforatfå”slået knaphuller”, som det hed. Maskiner med zig-zag ville derfor blive eftertragtede, hvis de kunne sælges til en fornuftigpris.

Det var denne model. Det var den allerførste Brother vi solgte, og vi har stadig gemt dette eksemplar, og den står tit i et af udstillingsvinduerne.

Jeg prøvede at sy med den og den lød godt og syede flot. Prisen var yderst rimelig og vi kunne få en god fortjeneste ved at sælge den, men jeg viste dog godt, at min far absolut ikke ville have japanske maskiner i butikken. For ham ville det være som at invitere en spedalskindifamilien.

Jeg var dog blevet imponeret af maskinen, så jeg fik et godt tilbud, hvis jeg købte tre. Det gjorde jeg så, men jeg skjulte dem for min far. Når han ikke var i butikken solgte jeg dem, og i løbet af en uges tid var de væk. Jeg købte nu tre mere, og dem solgte jeg også uden min far

opdagede det. Så købte jeg tre mere, men dem lod jeg blive stående fremme i butikken og den ene på demonstrationsbordet til venstre for døren ved den røde stol.

- HVAD ER DET? - brølede min far, da han så den. Jeg forklarede ham det og da han hørte, at de var japanske forlangtehan,atjegstraksskulleleveredemtilbage.

Roligt gik jeg ind og hentede de seks købekontrakter, hvorpå de var solgt og jeg havde i forvejen, på et stykke papir, skrevet indkøbspriser og udsalgspriser, så han kunne se, hvor meget vi havde tjent på de seks handler. Han blev nu så interesseret, at han prøvede maskinen af, oghanvargodttilfredsmedkvaliteten.

Fra da af handlede vi med Brother symaskiner, så jeg var den allerførste forhandler i Danmark, ja sikkert i Norden,derindførtedettemærkeibranchen.

Det huskede fabrikken i 1999. Da ankom der en delegation fra Japan sammen med den danske importør. De overrakte mig højtideligt en guldplakette, som erindring om, at det var mig, der for 40 år siden var den første, der havde troet på deres fabrikat, og derved var blevetårsagtil,atdetblevindførtiDanmark.

Den hænger nu nede i forretningen mellem billederne af stifteren Niels Arne Guldager og Knud Erik Guldager.

Vi boede som sagt til leje og vi tjente nu så godt, at vi kunne købe huset. Jeg forsøgte at overtale min far til at køre op til ejerens datter i Hasle, og fortælle, at vi ville købe huset af hende. Hun havde arvet det efter sin fars død.

Han var nu ikke meget for det, for, som han sagde, - Vi harjoenbillighusleje,såhvorforbrugepengepåatkøbe huset.Deteriendårligstand.Menminfargjordedetdog til sidst, og han var dygtig, så vi fik huset til en rimelig pris,dabygningenvarlettereforsømtgennemmangeår.

Her er baggården i det lille gamle hus i Nørregade. Der var toilet i gården, så det var koldt om vinteren. Somme tider frøs toiletvandet i kummen, så vi måtte tø det op medvarmtvand.

Dengrønnelemtilvenstre for bagdøren, førtenedtilen lavloftet mørk kælder, hvor vi havde lager. Oppe på kvisten,boedeimangeårenungfamiliemedtosmåbørn

i nogle virkelig små rum. På 1. sal boede den gamle ejer, indtilhankompåplejehjem.

Der var en lille have med en græsplæne og blomster i gården og der voksede dejlige brombær, så jeg fik altid brombærkager til min fødselsdag den 26. august. Så var brombærrenenemligmodne.

Min bror Bent, der var kommet ind i firmaet i 1959, og jeg arbejdede sammen i Nørregade, men vi havde vidt forskellige karakterer, så vi enedes ikke så godt, men fandtdogudafdettildaglig.

Bent og jeg blev, skønt vi aldrig havde lært det, rigtig dygtige til at reparere symaskinerne. Jeg var udlært i handel og kontor, men ikke noget teknisk. Bent havde ogsåværetilæreindenforhandel,menopgavdetogkom derefter ind i vores firma. Bent havde også arvet handelstalentetogblevenmeget dygtigsælger, menhan var langt mere af den kontante og smarte ”revolversælger” type. Denne type sælger ofte rigtig meget, og er ret efterspurgte, men de går, ifølge min natur, ikke altid så meget op i, om kunderne har fået den helt rigtige vare, men mere om, hvor dyr en varer de har kunnet sælge til dem, så de selv tjente mere. Det giver ikke 100% tilfredse kunder i det lange løb og derfor skifterdissesælgeretitjob.

Min filosofi var mere at finde den maskine, der passede bedst til kundens behov og helst en, der dækkede lidt mere, da deres krav til dens ydeevne sikkert ville vokse, når de fik en ny og moderne symaskine. De ville blive langt mere tilfredse med handelen og derfor helt sikkert anbefalefirmaettilderesvennerogfamilie.

Man skal også passe på ikke at oversælge, hvis kunden tilsyneladende er ret ligeglad med prisen og man derfor

let kan sælge dem en dyr maskine, som man selvfølgelig tjener mere på. Det er ret fristende for en sælger, men når så kunden senere opdager, at den er alt for stor til hendes forbrug, skaber det mistillid til sælgeren og en mistanke om hans grådighed og det skaber ikke nye kunder.

Nye kunder er nemlig dét det hele drejer sig om, for symaskiner har jo den ”kedelige” egenskab, at de holder i mange år. For, er en kunde glad for sin maskine, varer dettitlængeførden samme kundekøberen ny,typisken 20-25 år. Det gælder derfor altid om at gøre kunden så glad for handelen som muligt, da hun på den måde skaffer nye kunder afegen interesse, såde også kan lave engodhandelienordentligforretning.

Jeg solgte en Brother til en ung journalist og hun var blevet imponeret, - sagde hun, over at en mand kunne sy så godt på en symaskine, så hun lavede en omtale i Aarhus Stiftstidende med dette billede. Det var første gang vi fik god og gratis PR i pressen og det ærgrede vorekonkurrenter,huskerjeg.

Allerede her i Nørregade tiden havde vi overtaget eneforhandling af de kendte store mærker Pfaff og Elna. Pfaff havde jeg sørget for at få. Det havde jeg og min far altid ønsket at få forhandlingen af, da det var det første fabrikatminfarbegyndteatsælgei1938,dahanstartede ibranchen.

Elna havde Bent skaffet. Udover Brother blev Pfaff derefter mit foretrukne mærke, mens Elna blev Bents.Bentskalforrestentilgodeskrivesforengodidé.

Når vi reparerede en bestemt Pfaff skræddermaskine, model 230, med at udskifte en hovedtandrem, var det et arbejde, der tog en hel formiddag for en god mekaniker, da hovedakslen, hvorpå al mekanikken sad, skulle udtages. Bagefter skulle det hele igen monteres og opjusteres. Det var et besværligt arbejde og det var dyrt for kunden. Mange af branchens forhandlere kunne slet ikke klare en så kompliceret opgave, men sendte maskinerne til de dygtigste i branchen. Bent kendte en værktøjsmager og han lånte ham en maskine, og bad han omatundersøge,omdetkunnegørespåandenmåde.

Denne mand lavede så et genialt stykke specialværktøj, der kunne udtrække et hovedleje i den ene ende af maskinen, så den nye tandrem lige akkurat kunne smyges ind. Det var en revolution der afkortede reparationen utrolig meget. Jeg blev en landskendt specialist i at udføre denne operation, dengang jeg selv reparerede i Nørregade. Vi fik mange maskiner tilsendt frahelelandet.

En dag kom der en rejsende fra Pfaff ind med en sådan model 230 fra en forhandler Grenå. Min far og jeg var i butikken den dag. Jeg tog maskinen ind på værkstedet, der dengang var inde i det lille baglokale, hvor der også var kontor. Manden og min far sad og talte sammen ude i butikken, før han skulle hjem til Grenå igen. Han ville så

kommeigeni næste ugeoghente maskinen,fordaskulle hantilAarhusigen.

Nu havde jeg lavet en hel del af disse maskiner, så jeg havde efterhånden rutinen og jeg besluttede derfor, at jeg ville lave et rekordforsøg. Jeg tog tid, og det, alle plejede at tage en hel formiddag om at lave,nåedejeg på 23minutter.

Jegsatteligetrådpåmaskinenogsyedenoglesting,så mankunneseatremmenvarskiftet,ogatdennuvari orden.

Det sidste lille værksted i Nørregade.

Skydedøren ind til værkstedet var lukket, så man ikke kunne følge med i det jeg lavede. Nu åbnede jeg stille og roligt døren og spurgte om han ikke ligeså godt kunne tage maskinen med hjem til Grenå igen, nu da han var her?

– Fik du ikke fat i, at tandremmen skulle skiftes? –spurgte han lidt studs. – Jamen, det er den da sandelig

også blevet, - svarede jeg kækt. Det havde manden vanskeligt ved at forstå, for han syntes, at han lige var kommet med den for et øjeblik siden. Men da han så syprøven og da jeg åbnede låget, så han kunne se den nye rem, måtte han jo tro på det. Han var dog tilpas imponeret og efter den tid kom der mange model 230 fra hele landet og jeg blev kendt som en skrap symaskinemekaniker. Der var en fast pris på at skifte en sådan rem, og den havde vi sat lidt lavere, end hvad andre tog for samme reparation, men vi kunne jo også reparere den på en fjerdedel af normal tid, så vi tjente virkeliggodtpådenopfindelse,somBenthavdeskaffet.

Her er en af vore Annoncer fra 1966 med vores eget logo.

Vi skriver dog stadig Naumann ved adressen, da vi var blevet kendt under dette navn.

Nørregade anekdoter

Her i Nørregadetiden er der nogen anekdoter og oplevelser, som jeg lige vil nævne et par stykker af. Øgade kvarteret var et livligt område. Der boede mange slagsmenneskerimangeforskelligesamfundslag.

Sjællandsgade, som mundede ud lige overfor vores butik, var særlig livlig. Der var mange børn i alle aldre, der legede på gaden, men jeg husker især et barn på cirka syv år. Jeg fandt aldrig ud af om det var en pige eller en dreng. Der i halvfjerdserne havde piger og drenge nemlig alle langt hår og gik i næsten samme tøj, sådetvarførst,nårdeblevældremankunneseforskel.

En fredag, sidst på eftermiddagen var der mange kunder i butikken og jeg var alene om at ekspedere dem. Kunderne var tålmodige og ventede pænt til det blev deres tur, men nogen af dem havde omtalte barn med og dette barn var virkelig uopdragent. Det for rundt og forstyrrededeandre kunder, rodedeibrochurerne,såde flød rundt på gulvet. Skruede i maskinerne og rev trådrullerne af. Barnet var virkelig irriterende, og det kunne jeg let se på de andre kunder, at de også syntes, for de kiggede strengt på barnet, der dog uanfægtet fortsatte sit ”hærværk”. Vi tænkte alle, at nu måtte forældrenedasnartgribeind,meningensagdenoget. Da det sidste par var på vej ud af butikken, var barnet stadig oppe i den anden ende af butikken og jeg sagde til dem: - Skal i ikke have Jeres barn med Jer? - Jeg fik et kontant svar: - Den møgunge er i hvert fald ikke vores, hvorpådegik.

Nuvendtejegmigommodbarnetmedetmegetstrengt udtryk i ansigtet: - Hvem var du med herind? – Ikke nogen.Jeggikbareind,-svaredeutysket.

Nu blev det med fynd og klem smidt ud på gaden, næsten i bogstaveligste forstand. Det havde forstyrret i forretningen i over to timer, men det havde sikkert haft enherligdag,fordisletingenvoksnebrødindogskældte udførnu.

-Sidendentidblevbarnetaltidovrepådenandensideaf gaden.

Hundemøde foran butikken.

Nyt facadeskilt i Ryesgade 35.

Jeg udleverer en symaskine til et ungt par.

- De vandt den i avislotteriet.

Stor lynlås på vinduet viser, at vi nu sælger småting. Vi udkonkurrerede småtings-afdelingen i et stort varehus.

Sporvognene i gaden

Der kørte sporvogne i Nørregade. Sporene løb lige langs kantstenen i vores side af gaden. Vi hørte dog aldrigdissesporvogne,skøntdelarmedeendel.Vihavde simpelthen vænnet os til lyden, så vi så dem først, hvis de, af en eller enden grund, standsede lige ud for butikken.

Somme tider så jeg et herligt syn. Jeg så en af byens originaler, - dem havde vi en tre- fire stykker af dengang, og netop ham her, havde nok ikke gået i samme skole som Einstein. Han var en meget kraftig og godt polstret mand med en vældig tyrenakke. Skønt udseendet kunne virke lidt voldsomt, var han en rolig og godmodig mand. Han havde dog et voldsomt temperament, hvis han blev drillet,skønthanselvvardrillesyg.

Denne mand kunne finde på at cykle med sin trehjulede ladcykel, i et meget adstadigt tempo, lige foran en sporvogn. Bag ham kørte så en sporvogn med en meget

hidsig sporvognsfører. Denne brugte ustandselig sporvognens ringeklokke og stak hovedet ud af døren og skældte ud på vores ”original” på cyklen. Med sin provokerende langsomme kørsel spærrede han jo sporvognensnormalefart.

Det var nuikke fordihan ikke kunnecykle hurtigere, for det kunne han sagtens, men han elskede at drille sporvognene på denne måde, så de fleste sporvognsførere kendte ham skam udmærket godt. Det med at skælde ud, var ikke altid så smart, for vor ven kunne finde på at stå af cyklen og gå hen til sporvognen og diskutere med føreren og det blev situationen ikke bedre af. Når han så satte sig på cyklen igen, fortsatte han sin langsommekørsel,heltuanfægtet,helevejenhen til Nørreport, hvor han drejede af, så sporvognen kunne komme

forbi. Man kunne se på ham, at han nød at få så mange menneskers opmærksomhed. Han var jo et enligt menneske.

Han kørte rundt og samlede gammelt jern med sin ladcykel, og en dag, han kørte forbi vores butik, fik han en ide. På toppen af hans læs lå der nemlig en meget gammel symaskine fra 1880’erne. Den kunne han nok få 25 øre for henne hos jernhandler Krogh i fiskerihavnen. Den ville han sælge til migsomantikvitet.

Han lod cyklen stå midt på skinnerne, og hvis der kom en sporvogn, måtte den pænt vente, til han kom ud igen. Han tog den gamle symaskine med ind i butikken og forlangte frækt, mente

han selv, hele to kroner for den. Det ville være en god forretning for ham. Jeg betalte ham glad de to kroner og hargemtmaskinenligesiden.

En dag, jeg holdt parkeret på den anden side af gaden, skullejegbærefleresymaskinerovertilbutikken.Detvar maskiner med træsokkel og trælåg. Når man bærer en så tung maskine, er det ikke klogt at bære den i håndtaget i trælåget, da låsen let kan svigte. Jeg havde imidlertid travlt og tog en maskine i hver hånd og skyndte mig over gaden, da der kom en sporvogn, men jeg skulle nok kunnenådet.

Da jeg var midt på skinnerne, faldt den ene maskine ud af låget og ned på gaden, blot ti meter foran sporvognen. Sporvognen katastrofebremsede. Det gør den ved at slippe en masse sand ned på skinnerne, hvorved bremseevnen forøges kraftigt. Den nåede at stoppe lige før maskinen, men vognføreren brokkede sig en del, og det måtte jeg så finde mig i. Jeg havde jo været for overmodig, og skulle være glad for at han reddede maskinen.

Da jeg var sytten år i 1954, havde jeg en selvfølgelig en knallert. Det var en helt ny model og var en ”Skylon”, der blev lavet ”DERBY” fabrikken her i Aarhus. Men hvordan kommerdettedenneberetningved.

–Jo,detgørdetfordi,dervarenvovehalsheribyen,der havdeden

allerførste prototype, derhed ”Derby”.

Han havde specialiseret sig i ”sporvogns-dødskørsel”, somvikaldtedet,-inetopNørregade.

Han gjorde god PR for ”Derby” fabrikken blandt os unge, da han havde ”tunet” den og var meget dumdristig itrafikken,nårhankørterundtibyen.

En af hans stunts bestod af denne sporvognsdødskørsel. Sporvognen slår et let sving ved Paradisgade, og lige her kørte han ind i mellemrummet mellemfor-ogbivogn.

-Dererligeakkuratpladstilenknallert.

Men det var ”kun lige plads” hele vejen hen langs fortovskanten i Nørregade. Her skulle han virkelig holde tungen lige i munden, og hele tiden holde nøjagtig samme fart som sporvognen. – Den kører tæt på kantstenen.

Kunststykket blev ikke gjort lettere af, at der stod mange cykelstativer på fortovet langs kantstenen. Disse stativer havde tværvendte reklameskilte øverst, og ved hvertenesteafdisseskilte,skullehanvrideskulderenfor atundgådem.

Han klarededet dog hver gang, men der var ingen af os andre der turde prøve. Vognførerne var også rasende hver gang, for det ville gå frygtelig galt, hvis han væltede ogkomindundersporvognen.

Bjørnebøffer

Vores nabo til venstre var fiskehandler og pludselig var derendagetstortskiltihansvinduehvorpåderstod:

ÆGTEBJØRNEKØD.

Det tiltalte i høj grad min fantasi og da jeg stadig dengang boede hjemme, ringede jeg til min mor og spurgte om hun ville stege nogle ægte bjørnebøffer, hvis jeg kom hjem med dem. - Hvor kan du købe dem? –

spurgte hun. – Inde hos fiskehandleren. - Dem skal du ikke bryde dig om at komme hjem med, for de er nok slet ikke kontrolleret af en dyrelæge og der kan sagtens være trikineriogdeerfarligeformennesker.

Øv, - Der røg den bjørnebøf. Nogle dage efter læste vi avisen, at der blev en farlig ballade om det bjørnekød. Bjørnene stammede fra den Zoologiske have i Randers. Haven var nedlagt og bjørnene skudt og det var det kød fiskehandelen havde solgt. Det var nu blevet undersøgt og det var smækfyldt med de farlige trikiner. Jeg måtte takke minklogemor,der sørgedeforatjegikkegikrundt medindkapsledetrikinerikroppendendagidag.

Kannibalisme i Danmark?

Oppe i Sjællandsgade boede der i nogle år en venlig indisk mand. Jeg tror han var en ”strandet” sømand. Han havde lært at tale lidt dansk og han overlevede ved at gå ærinderforfolkogboedeoppepåenkvist.Menpludselig en dag, så man ham ikke mere, og folk undrede sig over, hvor han var blevet af. Man fortalte nu, at han en dag var gået forbi en stor slagter i Guldsmedgade, og der havde set et skilt, sat i et stort stykke rødt kød. Det syn fik ham omgående til at rejse hjem til gode gamle Indien igen. På skiltethavdederstået:

-INDERLÅR.-Mendetermåskekunenhistorie.

I denne tid byttede vi utallige trædesymaskiner ind. Vi slæbte dem ned ad mange trapper, over gaderne og skulle have dem med hjem i vore personbiler. Vi havde ikke varevogne mere, men kun personbiler. Stellene kunne ikke være i bagerummene uden at klappen skulle stå åben, så vi lagde dem ned på siden ude på gaden og sparkedetræpladenaf.Såtogvifatistelletogløftededet i vejret og smadrede først den ene side, så den anden,

hårdt ned i asfalten. Derved knækkede det støbte stel let oggikimangestykker.

Endaghavdejeg,oppepåEugen Warmingsvej,ligeved den Botaniske Have, hentet en sådan maskine på 2. sal. Dajegstodogsmadrededenpådenandensideafgaden, åbnedekundensitvindueoppepå2.salogråbte:

- Å nej, - Det skulle jeg ikke have set. Det har været min mors, og jeg har mange gange, som barn, siddet og støvet alle mellemrummene af for at holde den fin, og nu står du bare der og smadret den. Det er næsten ikke til at holde ud at se på.

- Jeg måtte hurtigt råbe undskyld, men hun var ked af det.

AlledissestelkørteviudtilminonkelpåTretommervej. Han boede på en gammel firlænget gård, og i en af længerne havde vi lejet

et stort tomt

forhenværende kornloft.

Når vi havde samlet en 50 stykker, lejede vi en lastbil. Den kørte vi hen foran loftlugen og smed derpå alle stellene ned på ladet. Når den var fyldt, kørte vi ned til jernhandler Krogh, der dengang lå i fiskerihavnen, og solgtelæssetsomgammeltjern.

Når vi på værkstedet havde tekniske problemer, vi ikke selv kunne klare eller skaffe reservedele til, havde vi en ”mirakelmand” ovre i Hjelmensgade. Det var en ældre pensioneret finmekaniker, der havde en lille butik. Her havdehanendrejebænkogenmasseværktøj.Hanvaren meget beskeden mand, men han kunne fremstille næsten alt,ogsølvloddeknækkedeoguerstatteligereservedele.

På vores eget lille værksted i kontoret var der et indbygget skab. Her havde vi lavet en værkstedsbordplade med en skruestik. Resten af skabet brugte vi til reservedele, symaskinemotorer og lignende. Lige under værkstedspladen i skabet var der et meget lilletomrum.

En formiddag i starten, da Bent og jeg var på arbejde, siger han pludselig: - Jeg smider lige bukserne og syr en bukseknap i. - Kan du ikke lukke døren og blive ude i butikken og sørge for, at der ikke kommer nogen herind. – Jeg gik ud og lukkede skydedøren. - Da jeg var sikker på, at Bent sad uden bukser og syede knappen i, gik jeg hen og lukkede butiksdøren op så klokken ringede, og lod som om der kom en kunde. Jeg efterlignede en kundes stemme, der spurgte om hun kunne købe en symaskinemotor her. – Ja, det kan De da, svarede jeg. –Kom med herind. - Vi har den lige herinde, sagde jeg og lukkede døren til værkstedet op, hvor Bent så ville sidde uden bukser på. – Men han var der ikke? – Mystisk. Han måtte jo være der. Jeg kiggede ind i hullet under skrivebordet, men nej. – Der var nu kun skabet tilbage, men der kunne ingen presse sig ind. Der ville slet ikke værepladsnok.

Hvor utroligt det end lyder, så sad Bent sammenkrummet, som et andet slangemenneske, inde under bordpladen. Han stirrede med et skrækslagent blik udpåmigogdenkundehantroedevilleståder.

Det varede lidt før vi kom på bølgelængde igen, men han var jo lillebror og jeg var storebror, - så der fik jeg ham.

I et af de første år, det var i 1958, var julesalget slået fejl, og der var virkelig lavvande i firmakassen og det var faktiskdetsammesomfamiliekassen.Dervarikkemange penge at holde jul for. Jeg passede butikken

juleaftensdag, hvor vi havde åbent til klokken 12.Klokken godt elleve kom en kendt bagermester fra nabolaget ind og købte den største ogdyreste symaskine vi havde. Det svarer i dag til at sælge en maskine til 60.000 kroner. Han manglede at købe en julegave til sin kone,ogmanmåsige, athanvarudeisidsteøjeblik.Men mange tak skal han have, for han reddede simpelthen familiensjuldetår.

Man havde dengang åbent den sidste søndag før jul, fra kl. 14 – 16. Der var vildt mange mennesker på gaderne. Det var en slags festdag for byens befolkning. De skulle udogsejuleudstillinger.

Alle byens forretninger havde om lørdagen efter lukketid lavet flotte gulvudstillinger og de blev beundret gennem dørene ind til butikkerne.Vi lavedeogså hvert år ensådangulvudstilling,hvorvigjordeosmegenumage.

De store firmaer i byen havde somme tider levende udstillinger. Jeg kan huske, at National kasseapparater i Ryesgade havde nogen meget flotte, og meget mekaniske udstillinger hvert år. Jeg lavede også flere levende vinduesudstillinger. Et år satte jeg en meget gammel håndmaskine med løvefødder i vinduet. Den blev trukket af en gammeldags nissefar. Han stod og drejede håndtaget på maskinen, rundt og rundt. Jeg havde en gammel grammofonmotor siddende omme bag ved. Den trak med en læderrem svinghjulet, men for børn så det jo ud,somomdetvarnissefardergjordedet.

Den dag inviterede min far os altid flot ud på konditori, hvorvifikfinekagerogkaffe,ogjegkanhuske,atviétår var oppe på Den kinesiske Restaurant på Banegårdspladsenogspisemiddag.

I 1971 blev vi enige om, at vi skulle have en butik mere, så Bent og jeg bedre kunne udvikle vores forskellige

salgsteknikkerogmådeatdrivefirmaetpå. Minfarskulle såværeenhalvdagihverbutik.

Det havde også været svært for min far, at dele sol og vind lige mellem Bent og jeg. På den ene side beundrede han Bents salgsmetoder, for dem havde han selv brugt under den hårde tid før og under krigen for at overleve. Pådenandensidekunnehansagtensse,athvisvigjorde kunderne helt tilfredse, ville det skaffe mange flere kunder i fremtiden. Denne metode havde han også selv brugt i hele sin symaskinetid. Han havde haft et virkelig godtryisinagenttid.

Vi købte en butik oppe i Ryesgade 35. Der havde siden 1929 været et tøjrenseri med damppresse. En damppresse var noget nyt i Aarhus dengang. Normalt pressede man tøjet med et strygejern, men det tog meget længeretid.

Her er vi ved at indrette butikken. Damppressens skilt er der stadig. Det er vores røde Zephyr.

Forretningen lå lige ved banegården og var startet i 1929, da hele området blev saneret og den ny banegård blev bygget. Dengang var der mange handelsrejsende. De ankom med toget og skulle ud til deres kunder i byen og skulle derfor fremtræde pæne og noble. De gik fra toget, hvor deres tøj var blevet lidt krøllet af at sidde, og ligeoverirenseriet.

Her gik de ind i en kabine, tog bukser, jakke og skjorte af og satte sig til at læse i den nye morgenavis, så de var

helt opdaterede, når de kom ud til kunderne. Imens blev deres tøj damppresset med skarpe folder i bukserne. De klædtesigpåigenoggiksåfriskeudtildereskunderide mangebutikker.

Da vi overtog butikken stod der nede i kælderen nogle vældig store renserimaskiner, som det ville koste mange penge, at få nogen til at skille ad og fjerne, men der kom min fars vestjyske logik godt nok til sin ret. Han satte en annonce i avisen: - Renserimaskine sælges billigt ved afhentning. Tænk, nu fik han fjernet alle renserimaskinerne gratis og fik over i købet penge for dem.

- Deterbaregodforretningssans.

Vi indrettede butikken efter de samme principper som den arkitekttegnede butik i Nørregade. Igen med et udstillings-vægspejloget”lokkespejl”pågaden.

Den nye butik i Ryesgade 35 var dog ikke større end butikken i Nørregade, men da der kun var en, eller to mand i hver butik, var det fint nok. Der skulle ikke mange kunder til, før der så fyldt ud, og som man siger: - Når ét får løber til vands, følger flokken efter. Nu sammenligner jegselvfølgeligikkevorekundermedfår,menmangekan ikkelideatgåindientombutik.

Det var fra starten i grunden meningen, at Bent og jeg skulle skiftes til at være i den nye butik, men Bent fik hurtigt min far overbevist om, at det var bedst, hvis han var i den nye butik hele tiden. Hans smarte stil passede bedre i gaden, mente han. Det var jeg bestemt ikke helt tilfredsmed,menvilleikkehavemereufred.

Dervarogsåenandenting,jegikkeheltkunnelideeller forstå. Det var, når Bent påstod, at han ikke kunne reparere oppei den nye butik, forhan kunne ikke komme ud til de finere kunder på strøget med snavsede hænder,

så han blev desværre nødt til at sende alle reparationer ned til mig i Nørregade. Dengang var der bestemt ikke kunder i butikkerne hele tiden, så der var meget spildtid, sommansåbrugtetilatreparerei.

Jeg ville få dobbelt så travlt og hvad ville han bruge tomgangstiden til? Det var det, jeg var utilfreds med. Mange af reparationerne var jo gratis, da vi havde lovet kunderne, at var maskinen købt hos os, skulle de aldrig kommetilatbetalenogetforenreparation.Derkomaltså kun penge i kassen, når det var gamle og fremmede maskiner der skulle repareres, men dem kom der kun få af oppe fra Ryesgade og jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men jeg havde dog mine tanker. Bent indførte nu Brother strikkemaskiner i sortimentet. Han havde lidt erfaring med maskinstrikning fra en tidligere stilling. Han opbyggede et ret godt salg og lavede en strikkeskole for kundernenedeikælderen.

Bent var blevet pot og pande med Brother importøren ogdelagde mangestoreplanersammen, ogdetvar også derfor vi havde fået lov til at oparbejde en stor gæld til Brother, for det var her hele gælden lå. De andre leverandører betalte vi altid på normal vis. Firmaet havde nemlig de seneste år oparbejdet en stor gæld på 235.000 kroner, hvilket er næsten to millioner i dag. Grunden var, at vi ikke havde betalt for alle de Brother maskiner, vi havdekøbtogsolgt.

Bent forsøgte flere gange, at overtale min far til at dele firmaet i to, så han fik Ryesgade og jeg kunne så få den gamle butik i Nørregade. Bent havde nemlig nogle vilde planeromatåbnebutikkeriandrebyer,ogdetvarmåske ogsåengodidé,menhvorfraskullevifåpengetildet?

Det hele var ved at løbe i en hårdknude, og jeg begyndte at planlægge at starte for mig selv. Jeg havde allerede tegnet et nyt firmalogo og undersøgt forretningsmulighederimidtbyen.

Det skal dog nævnes, at Bent og jeg til familiefester og fødselsdag begge holdt gode miner til slet spil, som det hedder. I det private skændtes vi aldrig, ja, vi købte endda en veteranbil sammen, som jeg restaurerede og somvideltesomudgifternepå.

Tildagligtiåbningstidenhavdeminstakkelsfardetikke let i den tid, men pludselig skete der noget, så hele problemet blev løst, men det var bestemt ikke på en behageligmåde.

I 1977 blev Bent nemligsyg og han døde senere samme år.Detvaretstortchokforosalle,isærminmorogfar.Vi havde aldrig før været rigtig syge i vores familie. Bent blev kun 37 år. Vi var alle meget kede af det, for han havdeto småpiger,dernu blev faderløseogdeteraldrig godt.

Der er for resten en underlig ting jeg lige vil fortælle om. Privat havde jeg mange gange advaret Bent om, at han førte et alt for hektisk liv. Foruden firmaet, var han dybt involveret i en fodboldklub, han selv havde været med til at stifte. Der var også andre ting han var involvereti.EnsportsforretningiBruunsgadem.m.

Jeg sagde, at han brændte sit lys i begge ender, og endda sved det på midten, men han ville ikke høre, og sagde, at han havde meget at nå, for han døde alligevel inden han blev 40 år. – Vi sagde: - Hvad er det for noget sludder. - Den slags ved man da ikke, - men han påstod i fuldtalvor,atdetvidste han altså.

Nu kunne man så tro, at han måske havde planer om at tagelivetafsigselv,men det erpåingenmåderigtigt.De tanker havde han bestemt ikke. Han døde af en kræftsygdom i knoglerne. - Hans påstand kom desværre tilatpasse.

Men livet skullejo gå videre, ogmin far fyldte 70 år året efter i 1978, og han havde arbejdet lige siden han var 8

år, så jeg mente, at han med god samvittighed godt kunne pensionere sig selv. Revisoren havde fortalt, at firmaet var så godt som på nulpunktet i værdi, da vi skyldte næsten lige så meget som værdien i firmaet. Jeg havde nemlig spurgt ham, hvad det ville koste mig at købe firmaet af min far. Han fortalte, at det ville være et virkeliggodttidspunktligenu,rentregnskabsmæssigt.

Idet årBenthavdeværetsyg,varisærRyesgadeblevet forsømt.Deterklart,fordetvarmestminfarderpassede den og han var påvirket af Bents sygdom. Jeg var dog af og til deroppe og lod min medhjælp Erik passe butikken i Nørregade imens. Min far var jo nedtrykt og kunne let se, hvad vej det gik med Bent, så han var i konstant dårligt humør og begyndte endda at vrisse af kunderne, hvilket deklagedeovertilmig.Jegkunnehurtigtse,atdermåtte gøresnogetforatreddefirmaet.

En dag i december 1977 sagde jeg til min far, at jeg syntes, han skulle holde nu og overlade firmaet til mig. Hanhavdearbejdetnokisitlivog fortjentenoglegodeår som pensionist, hvor han kunne gøre alle de ting, han havdelysttil,menikkehavdemulighedfornu.

Det var han dog slet ikke klar til. Han var jo en gammel sej vestjyde, som ikke så let gav op. Jeg fortalte ham, hvad revisoren havde fortalt, og han blev noget rystet. Han havde godt været klar over den store gæld i længere tid, men var blevet lidt forblændet af Bents store planer, såhanhavdenokfortrængtdet.

Jeg gik hårdt til han. Det var simpelthen nødvendigt, vidste jeg. Jeg fortalte dog, at han ville få et fast beløb udbetalt hver måned i 10 år, og at han ville få lov til at beholde sin elskede Ford Granada, og at jeg ville betale alledensudgifteri10år.

Men det var ligesom, han ikke troede på, at jeg kunne vende firmaet, så vi kunne afvikle gælden og holde mit løftetilham.-Tilsidstgavhansigdogmedentrætmine.

Men jeg kendte jo hans stædighed, og jeg vidste, at næste morgen ville han have fortrudt, så jeg tog et af hanssmårødevisitkortogskrevbagpå:

Jeg, Niels Arne Guldager, lover herved, at jeg vil overdrage mit firma til min søn Knud Erik Guldager pr. 1. januar 1978. -Detskrevhanunderpå.

Næste morgen, da jeg bragte sagen på tale, benægtede han da også alt og sagde, at det, kunne der aldrig blive tale om, og sagde, at jeg slet ikke kunne være bekendt at presse ham så hårdt lige efter Bents død. Men nu,stakkels mig, jeg var jo nødt til det, da firmaet ellers ved næste regnskab ville blive erklæret fallit. Jeg viste ham det underskrevne kort, og sagde, at jeg, til det yderste, villeholdehårdtfastpåhansunderskrift.-Nugavhansig helt og vi kunne sammen med vores revisor begynde at overførefirmaettilmig.

Det blev oprettet som et anpartsselskab, med mig som eneejer.

Sådan så det visitkort ud, der skulle få så afgørende en betydning for firmaet. Skriften er i guld.

Da jeg, nogle måneder senere, havde fået ny gang i firmaet, manglede jeg mandskab, og som noget af det

første, tilbød jeg min far et halvdagsjob, hvis han kedede sigogsavnedeforretningen.

Nu viste det sig, at det gjorde han absolut ikke. Tvært i mod.Hanvarnetopbegyndtatnydedetfrielivudenpres fra nogen sider. Det havde han ikke prøvet siden sin første barndom. Han nød sin tilværelse nu og takkede pænt nej og sagde, at det var godt, at jeg havde handlet, som jeg havde, selvom han ikke selv kunne indse det i begyndelsen.

Niels Arne Guldager.Foto fra 1980.

Det havde dog været hårdt for ham, men nu var han glad. Nu skulle han aldrig mere være bekymret for at mangle penge.

Det føltes som en stor lettelse. Han havde haft hårdetidernokisitliv.

Den store gæld havde medført, at min far, da Bent blev syg, skulle

oprettenogetsåfremmedforvoresfirma,somveksler.

En veksel er et dokument man opretter i en bank på f.eks. tre måneder. Man vælger et bestemt beløb, jeg kan huske at vores, som importøren tvang min far til at oprette, var på 30.000 kroner, hvilket i dag er cirka 150.000. Dette beløb fikimportøren udleveret og vi skulle så betale beløbet tilbage til banken igen, senest om tre måneder plus de påløbne renter, der dengang var ret

store. Kunne vi ikke det, måtte vi oprette en ny veksel på detbeløbvimangledeosv.

Da jeg overtog firmaet var dette uudholdeligt for mig, og jeg nægtede at gøre det, men foreslog en aftale med pågældende importør om, at når jeg købte ti af hans maskiner, betalte jeg for elleve. Den aftale gik han med på og vi begyndte nu at drive firmaet på min måde. Når jeg skriver vi, var vi godt nok det mindste personale i firmaets historie. Der jo kun mig selv og min nevø Erik Andersen, som havde hjulpet mig nede i Nørregade. Han var i lære som maskinarbejder og når han fik fri kl. 16, kom han om til mig og jeg oplærte ham til at reparere symaskiner. Det havde han et vældigt talent til, og han blev også senere god til at sælge dem. Vi lukkede

Nørregade og brugte den nu kun til udstilling og henvisningoptildennyebutik.

Salget øgedes nu. Vi var gået fra gratis livstidsservice og ned til 4 års gratis totalservice, dækkende alt, men livstidsservice fortsatte naturligvis på de maskiner, der allerede var solgt. Jeg lavede nu et nyt service og garantibevisderlødsådan:

Dette servicebevis giver ret til fuld gratis service i 4 år. Den gratis service vil dække fejl, som ikke omfattes af garantien, men som er opstået ved fejlbetjening o.l.

(Al symaskinegaranti omfatter kun brud- og materialefejl)

Dækker ubegrænset rensning og smøring samt justering.

OBS: Maskinen skal være købt hos Guldager & Sønner.

Maskinen skal indbringes, hvis ingen anden aftale er anført.

Dækker IKKE brand, tab, vandskade, tyveri og hærværk.

En så omfattende service og garanti på fire år kunne ingen symaskineforretning i Danmark præstere og det gav virkelig salg langt ud over vores domæne, men brok fra konkurrenter. De kaldte mig u-loyal, men jeg svarede, at hvis de også gerne ville have et større salg og mere glade kunder, stod det dem frit for at kopiere min metode.Jeghavdebestemtikkepatentpådet.

Men det havde de hverken mod eller lyst til. De ville hellere have lidt penge her og nu, end vente på, at kunderne skulle skaffe nye kunder. Der var dog en forretning i Viborg, der fulgte vores eksempel og de blev destørsteideresområde.

Menminmetodevirkedebare.Nårenkundehentedesin maskine fra eftersyn eller reparation, spurgte de tit, med enlidtvantromine:-Skaljegvirkeligikke betalenoget?-

Det er jo næsten fire år siden jeg købte maskinen og vi harbrugtdenmeget.Hvortiljegsvarede:-Duskalikkeaf med penge, men du skylder mig alligevel noget. Du skal nemlig fortælle alle dem, du kender, som mangle er en symaskine, at de skal købe den her. - Hvortil mange svarede: - Jamen, detgør vi jo i forvejen. – Godt, men det erbetalingnokformig.

For ikke at komme til at reparere fremmede maskiner, som ikke var købt hos os, fandt vi på at indgravere salgsmåned og år, samt initialer under bunden af maskinen.Såkunnevilynhurtigtse,hvorgammeldenvar og kunden behøvede ikke at have servicebeviset med ind. Var den ikke graveret, var den ikke købt hos os, og denfremmedekundemåttebetale.

Blandt nogle af vore kunder opstod der ligefrem en konkurrence om, hvem der havde skaffet flest nye kunder. Etgodt eksempelvar enkunde, der kom ind med sin søster fra København. Hun havde som ung købt en af de allerførste Gritzner symaskiner hos os nede i Nørregade,næstenligedavihavdeåbnet,ogdenvarhun stadig meget glad for, sagde hun. Men hendes bror påstod, at hun alligevel skulle have en ny og mere modernesomhans,ogderforvarhunkommet.

Hun købte da også en ny og jeg gav hende en særlig godprisforhendesgamle.

Da hun skulle forlade butikken med den nye maskine, kastede hun et sidste kærlige blik hen på den gamle i sin kuffertogsagde:-Jegergladfor,atjegkøbteenny,men jeg har nu også været rigtig glad for den gamle, så jeg vil alligevel komme til at savne den. - Jeg kunne se på hende, at hun nu følte, at hun ligesom forrådte den trofaste gamle, ved bare at sælge den for en ny, der var smartere.

- Det bedrøvede blik kunne jeg ikke stå for, så jeg sagde: - Ved du, hvad jeg synes du skulle gøre. – Du skal

tage den gamle med hjem igen. - Jeg vil forære dig den ganske gratis, men du skal love mig, at dustiller den ind i bundenafskabetogkunbrugerdennye.

Lykkelig drog hun afsted med sine nu to symaskiner tilbagetilKøbenhavn.

Bagefter fortalte hendes bror mig grunden til, at hans søster absolut skulle have en ny, skønt hun ellers var godt tilfreds med den gamle. Grunden var simpelthen den, at så havde han fået kunde nr. 25 til at købe en maskine hos os. Men det tror jeg ikke, han havde fortalt sin søster. Han fik nogle symaskinenåle og noget tilbehør somjubilæumsgave.

En dag i den tidlige periode havde vi antaget en nevø, der manglede et midlertidigt arbejde, som mekaniker og chauffør, så vi nu var hele tre ansatte. Han skulle en dag køretilOddermedenmaskineoglånteminprivatebil.

Det varede for lang tid, men pludselig ringede han og fortalte, at han i et sving var blevet tvunget ud på en mark, ogatminbilhavdeslåetmangekolbøtterognuvar et vrag. Han var heldigvis, ved et mirakel, ikke selv kommetnogettil,udoveretlilleplasterpåhånden.

Men bilen! Se selv.

Jeg havde lært af min far, at give nogle af kunderne en ekstra lille gave, når de, efter en afsluttet handel var på vejudafbutikken.Detkunneværeekstranåleellernogle

ruller tråd. Det var noget der gjorde indtryk på kunderne, for det behøvede vi jo ikke at gøre, men det skabte os en varmgoodwill.

Engang var jeg nok kommet til at overdrive dette lidt, for pludselig siger kunden: - Guldager. – Er det nu jeg skal lægge mig ned og kysse dine fødder? – Det var da godhumor,ogviserhvorfrimodigevorekundervar.

Vi fandt også på at lave en liste med faste priser på de maskiner, vi skulle tage i bytte. Dengang havde langt de fleste kunder nemlig en gammel maskine, som skulle indgå i handelen. En symaskine havde en næsten livsvarig værdi for folk. Den kunne gå videre til en nybegynder, eller én der ikke havde så stort et sybehov. Der var derfor altid en diskussion om prisen på den gamle maskine, især hvis kunden havde været glad for den,forsåsynteshundenvarmereværd.

Den diskussion blev vi nu fri for. For når kunden så, at alle fik samme pris for samme maskine, accepterede de næsten altid. Vi gav bestemt også en god og acceptabel pris på de brugte i forhold til andre i branchen. Her ville mannormaltprøve,hvorlavenprismankunnefåkunden tilatgodkende.

Dette gik ud over de ”flinke” kunder. De blev så til gengæld meget utilfredse, når de opdagede, at naboen havde fået meget mere for samme maskine, da hun handlede. Det skaber ikke glade kunder. Disse tilfælde opstodsåledesikkehosos.

Jeg medtager alle tre lister, da de så klart viser alle de mange symaskinemærker og typer vi har haft med at gøre gennem de mange år. Disse lister er nogle af de sidste fra 2009 og derfor er der et 0,- udfor værdien af mangemodeller, men førhenhar de alle haften værdi, da det dengang var helt normalt at tage gamle maskiner i bytte.

Disse tiltag gjorde, at der rigtig kom gang i salget. Jeg måtte udvide mandskabet med mekanikere, men butikken var lille. Lige efter overtagelsen, havde jeg brugt et lille rum bagerst i butikken som værksted, men nu havde jeg så travlt med kunder, at jeg sjældnere og sjældnererepareredeselv.

Vi havde en kælder under butikken, men den var ikke ret stor. Her indrettede vi værksted og her lavede vi værkstedsborde til mekanikerne, for min søn Finn, der begyndte som buddreng, viste sig hurtigt at være endog megetgodtilatreparere,sådetgjordehan,menshangik i gymnasiet og læste handel bagefter. Min nevø Erik, som jeg havde oplært nede i Nørregade, flyttede selvfølgelig med op i Ryesgade, da vi lukkede Nørregade. Han var den mest erfarne og han kunne oplære andre. Han havde nemlig, ligesom jeg selv, nu været på mekanikerkursus hos de forskellige leverandører. Min søn Steen, der læste til psykolog på universitetet blev også ansat som mekaniker. På den måde tjente de deres egne penge, på ligefodmeddeandre,sådeundgikstudiegæld.

I løbet af fem år, var det gået så meget frem for firmaet, at vi nu var hele fjorten mennesker ansat, hvis vi talte de to bydrenge med. Men den lille kælder var alt for lille til vort store lager af nye og brugte maskiner, så jeg lejede mig ind i kældrene hos nabobutikkerne. Vi lavede, ligesom en muldvarp, sidegange og døre ind til disse megetstørrerumtilbeggesiderognublevderpladsertil de seks mekanikere, vi efter hånden havde ansat. Vi lavede også et kontor nede midt imellem alle papkasserne med symaskiner og her sad min kone Ulla, datter Iben, der også læste på universitetet, og Steens kæreste Jeanette og arbejdede med regnskaberne og udskrivning af de mange girokort og øvrige korrespondance.

Alle girokort skulle skrives på en skrivemaskine og udsendesogdervartaleomflerehundredehvermåned. Detvarjolængeførcomputertiden,Aldenslagsarbejde blevlavet manuelt, ogjeg tror ikke at nutidens kontorfolk erklaroverhvilketstortarbejdedetvardengang.

”Kontoret” lå midt mellem alle brugte maskiner og værksted. - Ulla og Jeanette arbejder. I baggrunden står mange af de ibyttetagne maskiner

Vi havde nemlig nu tjent så mange penge, at vi kunne finansiere de mange købekontrakter selv, og derved kunne vi selv få de påløbne renter, der dengang var noget større end i dag. Før det, havde vi været nødt til at ladedemovergåtilvoresbank,foratfåpengeneudbetalt straks, så vi kunne betale vores indkøb. Dengang blev cirka 75 % af alle symaskiner solgt på afbetaling. Senere ansattevienrigtiguddannetbogholder,somvistadighar dendagidag,

Den store gæld havde jeg nedbragt, som tidligere nævnt, ved at betale for elleve maskiner, når vi købte ti. Vihavdenusolgtsåmange,atdenvarheltudeafverden.

Efter dette, fik vi først tre måneders kredit rentefrit, men snart kunne vi betale kontant og opnå yderligere fem procent kontantrabat. Men udover dette, forlangte jeg, at det, med de ti stk. fra gældstiden, blev vendt om, så vi nu fik elleve, når vi betalte for ti. Vi kunne kun gøre dette, fordi vi var langt de største aftagere hos de fleste leverandører. Vi kunne nu sætte dem op mod hinanden, såvifiknæstendesammefordelehosalle.

Dette var noget helt nyt for de førhen lidt hovmodige importører af de gamle mærker. De var vant til at forhandlere tryglede om at komme til at forhandle deres fabrikater. De kunne ikke rigtig vænne sig til, at der nu kom en forhandler og stillede krav til dem. De var vant til at diktere alt selv, og bestemme forhandlernes avance, hvor der var sat et bestemt loft over. - Herover kunne ingenkomme.

Nu komsåvi,ogforlangte,at dette loftskullehæves,da vi solgte langt over mindstekravene. Dette protesterede de meget imod og truede endda med at tage forhandlingen fra os. Det tog vi meget roligt og sagde, at så solgte vi bare endnu flere af de andres fabrikater. Vores konkurrenter i byen havde for længst opgivet, så hvemskulleiøvrigtsåsælgederesmaskiner?

De indrettede sig langsomt efter vores ønsker, for vi solgtestadiglangtfleremaskinerenddehavdeforventet. Når vi havde forbedret vores indkøbsforhold ved en leverandør og derfor solgte flere af dette produkt, brokkede de andre sig sommetider, og sagde at vi ikke solgtenokafdereslængere.

Vi kunne så fortælle, at det nok var fordi vi gav mindre for de andres. - Jamen, så billigt kan vi ikke sælge vores.

– Nej det forlanger vi skam heller ikke, men hvis I kunne, solgte vi klart flere af Jeres også. Efter en tid bøjede de sigsomregelogderessalggikigenop.

Alt dette, kunne vi selvfølgelig kun gøre i kraft af vores store salg. 1985, -86, -87 satte vi endda danmarksrekord for en enkelt forhandler med salget af Pfaff symaskiner. Den er aldrig blevet slåetog bliver det nok hellerikke, da denoriginalePfaffsymaskinefabriknuerlukket.

For yderligere at øge salget, fandt jeg på at lave en stor tavledervarinddeltiårogmåneder.

På denne tavle blev så salgsresultatet for hver måned højtideligt påført. Resultatet blev som ventet. Nu ville vi alle, næsten vende vrangen ud på os selv, for at opnå større salgstal end samme måned året før. Jeg kiggede nemlig i regnskaberne nogle år tilbage og fandt salgstallene frem og påførte dem, så vi havde noget at konkurrereimod.

Vi har haft mange spændte øjeblikke foran denne tavle og store glæder, når vi kunne påføre etbeløbder overgik åretfør.

1985 var topåret. For første gang havde vi en månedsomsætningpåover 1 million. Endda hele tre gange, og en årsomsætning på over 11 millioner. Det svarer til ikke mindre end 2.306.000 og 22.481.000 kroner i dag. Først i 1995 kom vi i en enkelt måned overigen.

Disse tal var dog dengang megetpsykologiskoptimistiske udregnet,dadevarmedmoms. Trækker vi moms fra, er det 1.845.000 og 17.985.000 kroner og det erstadig et flot resultat i voresforholdsvislillebranche.

Denne liste har gjort utrolig gavn med hensyn til firmaets fremgang. Alle fulgte med i salgstallene, men især sidst på måneden var det spændende.

Enten,ommannukunnenåsidsteårsmåned, eller måske endda kunne sætte en ny rekord. Der herskede altid en god kampånd. Men det skal bestemt også nævnes, at der aldrig opstod nogen form for begærlighed, der kunne gå ud over kundebehandlingen. Viharaltidhaftenfastregelifirmaet:

- Førstkommerkunden,såkommerkunden, ogsåkommerviselv.

–Ellersomviogsåsagde,ogstadigsiger:

Helleresnydeosselv,endsnydekunden.

Disse sætninger bærer alle ansatte i firmaet dybt på rygraden.-Deskalaltidholdesogmåaldrigovertrædes. Ovennævnte liste bruges stadig i dag. Mens jeg skriver dette, midt under Coronakrisen i april 2020, får jeg næsten hver dag melding om dagens salgstal i forhold til samme dag sidste år. Det er en fantastisk metode til at holde kampånden oppe på, og det glæder mig umådeligt, atdenstadigvirkersågodt.

Jeg havde fra starten indført en totalt åben oversigt over firmaets drift. Alle ansatte vidste præcist, hvor meget vi gav for vore varer og maskiner. Det gjorde jeg, sådekunnefølgemedifirmaetsøkonomisketilstand.Det skabte en helt utrolig loyalitet og sammenhold blandt de ansatte, og de blev derfor meget mere interesserede i firmaets fremgang. Alle arbejdede på, at fremme denne så meget som muligt. De kunne derfor let forstå, hvor meget der var råd til at lade lønnen stige ved lønforhandlinger. De fik alle samme timeløn, uanset hvor længe de havde været der. Damerne i butikken fik også sammelønsommændenepåværkstedet,hvilketsletikke varnormaltdengang.

Dervarintethemmeligholdt.Alleansattevidstedette.

Vihavdenu fåetrigtiggang i omsætningen. Visolgteen masseBrothermaskiner,menvillegernehavenogleflere at de store kendte mærker ind i forhandlingen. Vi forhandlede med importørerne af disse mærker, og det resulterede i at vi kunne overtage forhandlingen af Husqvarna og Singer. Disse mærker havde altid før haft deres egne forretninger i byen. Men disse skrantede nu, daviudkonkurrerededemmedvoresgodeservice.

Bernina var den eneste vi manglede, men da denne butiks indehaver gik på pension, overtog Finn Guldager butikken for egen regning og risiko, dvs. at han satte sit hus i pant, for ligesom at bevise, at han senere evnede at overtagevoresfirma,nårjegengangholdt.

Dette beviste han i fulde mål og Bernina blev senere flyttet ned i Ryesgade, da han havde overtaget vores firma.

Vi var nu faktisk deeneste i byen dersolgte symaskiner foruden varehusene. Vi var dog ikke nået hertil på grund afforretningsbrutalitet, menpågrund afvoresforkælelse af kunderne. En dag, jeg mødte en af de tidligere konkurrenterudeibyen,taltevisammenomgamledage. Han fortalte, at de i overgangsperioden, havde kaldt mig ”gøgeungen”, fordi jeg ligesom skubbede dem ud af reden.Men det varnuikke retfærdigt, forvihavdeført en ”ren” konkurrence. Vi havde ikke brugt ufine metoder. Vi havde simpelthen bare forkælet vore kunder og det kunnedejoogsåhavegjort.

Der var derved blevet ryddet grundigt op i en branche, der førhen havde haft et lidt blakket ry. - Nu var vi respektable.

Herkommerhistorienomedderkoppenielevatoren:

Lige fra begyndelsen lærte jeg betydningen af, at sætte vores navn på alle de symaskiner vi solgte. Jeg lærte fidusen af en cykelhandler Mikkelsen i Vestergade. Han havde på begge sider af 1900’tallet solgt rigtig mange symaskiner i byen. Det kunne jeg se, fordi hans grønne messingskiltsadpåmangeafdereparationerjegfikind.

Så jeg fik fremstillet et lille messingskilt med vores navn,adresseog telefonnummer. Såhavde kunden vores telefonnummer lige ved hånden og kunne hurtigt ringe ind.

PådetførstevarderkunminfarsnavnA.Guldager. -Se,telefonnummereterkunfemcifret.

På det næste står der Guldager & Sønner og det har nu et sekscifret telefonnummer. Disse skilte blev sat på alle maskinermedtræsokkelmedtosmåmessingsøm.

Da træsoklerne forsvandt lavede vi et selvklæbende mærke i guld. Det så flot ud og det sidder på utallige maskiner.

– Ja faktisk også verden over. Men det fortæller jeg lidt

omsenere.

Det sidste meget flotte mærke fik Finn Guldager lavet. Det sætter vi på den dag i dag, så det sidder også på rigtig mange maskiner landet over. Nu med rød skrift og internetadresse.

Når jeg underviste kunderne i brugen af maskinerne, havde jeg gennem årene lagt mærke til, at de havde meget svært med at huske hvordan man lavede knaphuller. Når man selv syede skulle der knaphuller i næsten alt. Det var dyrt at gå til en specialist og ”få slået knaphuller”, som det hed. Desuden var der lang ventetid, så hvis man selv lavede dem kunne man få tøjet påmeddetsamme.

Jeg lavede derfor bagerst i brugsanvisningen en kort og klar opskrift på knaphuller. Jeg har skrevet det utallige gange, men det hjalp virkelig kunderne til selv at fåtøjetfærdigt.

Jeg fandt et eksemplar bag i en brugsvisning fra dengang.

Detvar somregelligeefterlukketidog ligevedspisetid jeg var ude og levere maskinerne, så gad vide hvad der har lugtet af lige den aften, men det har kun skærpet min appetittilselvatkommehjemogfåvarmmad.

Overraskelsen i bushen

Derkomendagenungkvindeindivoresbutik.Hunvar megetivrigefteratfortælleosnoget.

HunhavdearbejdetsomulandsfrivilligiAfrikaogvaren dag blevet sendt ud på en opgave i en landsby langt inde i bushen. Hun kørte i to dage for at komme frem. Hun skulle undervise landsbyens kvinder i moderne husholdningogherunderogsåsyningpåsymaskiner.

Under et stort skyggefuldt træ var der et langt bord. Fra et muret hus bar kvinderne nu tre håndsymaskiner frem og stillede dem op på bordet. Underviseren stillede sig ved den ene maskine og skulle lige til at forklare om brugenaf den,dahun pludseliggik totalt i stå og fik tårer iøjnene.

-Hvorfornudet?

Hun var fra Aarhus, og nu stod hun her, mutters alene hvide kvinde, langt inde i Afrika, og så sad der minsandten på maskinen en ”Guldager & Sønner” guldmærkat.

Hun kendte jo godt firmaet, for det var hendes og hendesmorssymaskineforretning.

– Det var da næsten for usandsynligt.

Den historie havde hun virkelig glædet sig til at komme hjem og fortælle. Det glæder også os, for så kan vi jo se, at vore maskiner i Afrika bliver brugt. Mange af vore brugte havnede nemlig i Pakistan Indien og Afrika, men herommeresenere

Nødstedt i Australien

En dag fik vi en mail fra Australien. Den kom fra en kvinde, der var blevet efterladt langt inde i den Australske udørken. Hendes mand og hans ven var draget på jagt efter vilde hunde, kænguruer og dromedarer og hvad man ellers jager dernede. De havde efterladthendepåenødegård.

Da hun, efter et par dage, havde læst alt det læsestof hun havde til rådighed, begyndte hun at kede sig, og hun fandt da en gammel symaskine, som hun prøvede at ordne, så den kunne sy pæne sting, men det lykkedes ikke rigtigt. Hun gik så på nettet og søgte efter hjælp til reparationafsymaskiner.

Her fandt hun vores lille servicehæfte på vores hjemmeside.Hunfulgterådeneogfikdervedmaskinentil at fungere. Det var hun meget taknemmelig for og havde især lagt mærke til historien om edderkoppen i elevatoren. - Den historie var virkningsfuld, let at forstå ogletatfølge,fortaltehun.

Australsk Ødegård.

Edderkoppehistorien har reddet utallige nødstedte syersker gennem tiderne. Når en kunde ringede ind og sagde: - Hjælp. - Minmaskine laver løkkerpå undersiden, behøvede jeg blot at sige: - Så har du vist glemt historien

om edderkoppen i elevatoren. – Gud ja, - Tak skal du have.

Mange sagde derpå meget hurtigt farvelog lagde røret. Jeghuskerenddaen,derifartenglemteatsigefarvel,og derfor ringede op igen og hurtigt sagde: - Farvel.Hvorpå hun igen lagde røret. - De havde ikke tid til yderligeresnak.-Nuskulledersyes.

I 1970´erne fik vi tit besøg i vore forretninger af pakistanske, indiske og afrikanske søfolk. De kom med foderstofskibe til havnen i Aarhus, og i samme øjeblik de fik landlov, styrtede de ud til symaskineforretningerne i denby,denuhavdeanløbet,ogforosvardetsåAarhus.

De skulle have symaskineoverdele med hjem til deres land, og det skullehelstvære symaskiner medzigzag, for så kunne man kaste over sømmene på maskine, i stedet for at gøre det med hånden. Man kunne også lave maskinsyede knaphuller. Så disse maskiner var umådeligt efterspurgte af skræddere og syersker. Der var næsten en skrædder i hver større landsby.

De havde almindelige træde- symaskiner i borde, og maskiner med zigzag passede ned i hullerne på disse borde, så de skulle blot have overdelen uden motor, da der næsten aldrig var

” Verdenshandel”

strøm i landsbyerne dengang. Man trampede på vippepedalenogenlæderremtrakmaskinenrundt.

De kom altid en fire-fem stykke af gangen og de talte engelskpå den indiske måde. Det var fint nok, da vilærte det, men de første gange kunne vi ikke rigtig forstå, hvad de mente,nårdesagde:

- Paf won dirty.

Ville de have en beskidt Pfaff, eller hvad?

Seneresagdede: Paf too dirty.

Ville de nu have en endnu mere beskidt Pfaff?

Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var de tyske, meget berømte Pfaff kvalitetssymaskiner model 130 og 230 med zigzag, de ville have, og vi gemte derfor alle af den type, indtildissesøfolkkomnæstegang.

Pfaff klasse 130 var meget dyr selv her i Europa og det var kun de store skræddere og systuer, der havde råd til at købe disse modeller, men de udskiftede dem heldigvis inetopdisseår,tildennyeremodelklasse230.

Her er den verdensberømte Pfaff model 130. De var meget efterspurgte herhjemme som brugte. - Denne er endda med påbygget broderisømsapparat, så det er en af se sidste. Dette er en uhyre sjælden model, som jeg havde været så heldig at få fat på et eksemplar af til mit symaskinemuseum.

Den passede jeg godt på, men en dag var den væk. Jeg larmedeopogenafminemedarbejderemåtteindrømme, at den var røget med til Pakistan ved en fejl. Det var en skam, for jeg finder aldrig en magen til i Danmark igen. Men så er det da en trøst, at den sikkert syr i Pakistan endnu, for de er af så høj kvalitet, at de faktisk er uopslidelige, når bare de bliver smurt og renset lidt, og detbliverde,fordeerdissemenneskerslevebrød. Der var forskellige hold der kom. Somme tider forhindrede folkene på kommandobroen, de laverestående søfolk i bunden af skibet, i at få landgang førdem.Detharsikkertogsåhaftnogetmeddereskaster at gøre. Vi viste så kun én maskine til disse mere velstillede søfolk, der med deres bedre løn, ikke trængte så meget til at tjene en ekstra skilling, som de langt fattigere folk i bunden af skibet. De trængte virkelig til at

tjene pengene, for de var dårligt lønnede, og derfor gemtevideflestemaskinertildem.

De solgte nemlig maskinerne, når de kom hjem, til skræddere og syersker på deres hjemegn. Det var for dem en heldig bifortjeneste, de havde ved at komme ud i verden.Dereslønpåskibetvarvirkeligussel.

Engang havde vi samlet mange maskiner, og disse fattige søfolk havde skrabet så mange penge sammen, at de kunne købe cirka femten symaskiner. Nu skal det siges, at vi solgte symaskinerne billigt og sikrede, at der intet manglede og at de virkede. Normalt tog de bare en symaskine i en papkasse på hovedet og vandrede det lange stykke ned til havnen med dem, men denne gang var der så mange, at jeg sagde, jeg ville levere dem på kajenefterlukketid.

Pakistansk foderstofskib

Vores datter Iben var den dag på besøg i butikken og

skulle køre med mig hjem. Hun har været seks år dengang.

Vi kom ned til deres gamle foderstoffragtskib og

læssede maskinerne af på kajen lige ved landgangstrappen. Søfolkene myldrede frem, da vi kom, og debegyndte at bære maskinerne ned til dereslukafer,

helt nede i bunden af det gamle og ikke særlig godt lugtende skib. Da de tog desidste, spurgte de, om vi ikke villekommemedombordogspiseetmåltidmeddem.

For mig lød det rigtig spændende, men jeg havde jo Ibenmed.Hvadvillehunsigetilatgåombordpådetskib, med de lidt mørke og fremmedartede søfolk. Jeg spurgte hende, og da hun kunne mærke, at jeg gerne ville, indvilligede hun.

Vi gik op ad lejderen og et stykke hen ad skibet og ned ad en stejl jernstige. Der stod en varm, diesellugtende luftstrøm opafhullet.Jegkravledeforrest og derefter kom Iben. Vi skulle ned gennem flere dæk og kom til sidst helt ned til deres beboelser. Her var der en samlingskahyt til cirka ti mand ogherskullevisidde.

Dekaldtepåkokken,derkomogbeklagede,atderikke var mere mad tilbage på det her tidspunkt, men han ville gerne lave en kødret til os. Det sagde jeg ja tak til. Vi ventedesåogsnakkedelidtmedsøfolkene.

Iben havdeheletidensiddet ganske stilleoghavde ikke sagt et ord. Søfolkene kom nu med en mægtig kande vand og nogle glas. Ganske vist var der varmt dernede,mensåmegetvand?

–Detkunnejegikkeheltforstå,mendetkomjegsandelig tilsenere.

De ville så gerne gøre et eller andet for den fine lille hvide pige, med det, for dem, usædvanlige lyse hår, men de havde jo ikke rigtigt noget der egnede sig. Til sidst komenafdemdogmedetstykkevelduftendehåndsæbe,

fint indpakket i lyserødt papir. - Iben modtog det med et stille:-Tak.

Lidtefterkomkokkenmedendampendefadstuvningaf en art. Det duftede stærkt, men godt, for jeg var jo sulten pådettetidspunkt.

Iben ville ikke have noget, så jeg øste engod portion op og begyndte at spise. Jeg fik et mindre chok og skulle passe vældigt på mit ansigtsudtryk for ikke at genere deres gæstfrihed, - så stærk var retten. - Ja, den var virkelig ufattelig stærk og mine smagsløg var et lille øjeblik efter fuldstændig lammede, og mine øjne løb i vand. Jeg greb efter mit vandglas. - Nu kunne jeg nemlig bedreforstådenstorekandemedvand.

Søfolkene grinede, for de var jo godt klar over, at jeg ikke var vant til så krydret mad, men de havde virkelig gerne villet vise venlighed og gæstfrihed, så de havde gjortdetidenbedstemening.Jegmåttedoglevne.

Pludselig var det vældig vigtigt for dem, at jeg skulle give hånd til en bestemt af søfolkene. Det gjorde jeg så, og kiggede undrende på hånden bagefter, for på ydersiden af hans højre hånd, sad der en ekstra

lillefinger. Han havde seks fingre på den hånd og han var derfor lidt af en sensation, som de elskede at vise frem. Fingerenkunnedogikkebevæges.

Vi har sendt utallige symaskiner til Pakistan og Indien gennem årene og jeg håber vores ”Guldager Symaskiner” klistermærke sidder på maskinerne endnu, men det gør det nok, for det skinner jo af guld og gør dervedmaskinernelidtfinere.

Afrikanske søfolk

Der var også en anden slags søfolk, der kom og købte maskiner, men de havde ikke nogen specielle ønsker, dog måtte det gerne være håndsymaskiner med et standardnåle- og skyttesystem, så det var let at få reservedele.

-DekomfraAfrika.

Det var tit folk, der kom fra små landsbyer inde i landet, og de havde mange ting med, som de ville bytte til symaskiner. Folkene i landsbyen havde sendt antilopeskind, slangeskind og små udskårne figurer og lignendemed.Detvaraltidretspændende,atse,hvadde havdemed.

En havde dette kvælerslangeskind med. Det er primitivt konserveret og hænger i dag inde i vores pejsestue på en bjælke.

En anden havde disse ting med i smukt udskåret ibenholttræ.

Disse søfolk talte kun meget lidt engelsk, og jeg husker specielt en bestemt mand. Han havde et perlende humør, men talte kun swahili og det forstod jeg jo ikke meget af, men vi havde skam en lang samtale med tegnsprog og mimik.

Han spurgte blandt andet om garanti. - Hvis den maskine han havde købt gik i stykker. - Hvordan skulle detsåordnes?

Det ville overhovedet ikke blive noget problem,forklarede jeg med fagter og på dansk. – Jeg tager blot mincykelogcyklernedtildigogreparererden.Samtidig lod jeg, som om jeg stod op på en cykel og trådte i pedalerne med det ene ben. Han grinede vældigt og sagde,atvargarantinok.

En sådan Pfaff kl. 11, der står på mit lille museum i garagen, var vældig efterspurgt af afrikanske søfolk.

Der kom fornyelig en afrikaner ind i butikken og spurgte efter mig, men jeg var jo holdt med at arbejde. Finn skulle endelig hilse mig fra ham. Ved hjælp af det han fortalte, kan jeggodt huske netop ham. Han boedeet årstidheribyenogharsikkertværetpåkursusogblevet udlærttiletellerandet,hankunnebrugeisithjemland.

I sin fritid købte han brugte symaskiner op for alle sine sparepenge,ogjeghjalphammedatpakkedempåpaller nede på havnen. Det blev til hele fire paller, som blev sendtmedskibtildennærmestehavnihanshjemland.

Han fik dem endog meget billigt. Jeg ville ikke give ham dem helt gratis, for ikke at ydmyge ham. Mennesker imellem,erdetaltidbedstatydenogetfornoget.

Det er nok femten år siden og jeg har tit tænkt på ham og på det, for ham store projekt. Var det gået godt, og havde han fået maskinerne omsat, eller havde alle hans pengeogindsatsværetspildt?

Nu fik jeg så at vide, at det var gået godt, og at han var meget glad for den hjælp, jeg havde givet ham dengang. Han var derfor meget skuffet over, at jeg ikke var der, for han havde sådan glædet sig til at fortælle mig om sin succes. Han kunne godt huske, at jeg havde været lidt bekymretpåhansvegne.

Jeg var meget omhyggelig med altid at sætte vores lille ”Guldager & Sønner” guldklistermærke på alle maskiner tiludlandet.Detville nemligværesjovt, hvisjeghørtenyt omenafmaskinerneigen.-Hvorvardenmonhavnet?

Gennem mange år var der her på egnen en gruppe mennesker, der selv tog ned til Afrika og fordelte mange tingtilværdigttrængende.Defikmangesymaskinerafos og får det vist stadig af Finn. De vil være sikre på, at tingene havner de rigtige steder og ikke i lommerne på korrupte.

Derkomogså egyptiskeskibei havnenog søfolkeneherfra villeogsåhave symaskinermed hjem.

Dehavdehelt andretingatbytte med,f.eks.disse støbtebronzeting medegyptiske motiverogfigurer.

Længere østpå i Afrika, nemlig i Dar es Salaam, handlede jeg med jernbanedirektøren i Tanzania. Han var heroppe med et følge på uddannelse. Han ville have brugte, men nyere elektriske Singer symaskiner, og han købte fire eller fem med hjem. Han lod sit følge bære maskinerne, han bar skam ingen selv, han var jo direktøren.

Senere bestilte han forskellige reservedele til Singer symaskiner gennem sendebud. Han havde en gang om året folk på jernbanekursus i Danmark og han gav dem gaver med til mig, og så regnede han med, at reservedeleneogsåvargavertilham.

Et år sendte jeg en julegave til ham i form af en forgyldt engel fra Georg Jensen.

Gaverne kunne være flotte store konkylier, perlekæder og mindre bemalede konkylier med motiver fra Tanzania. Tre lange perlekæder af små muslinger. Denne type perlekæder har været ens i mange tusind år i Afrika. Lavet på nøjagtig samme måde. De fungerede dengang som penge.

Dette skib, skåreti enmeget tung

træart, harjeg

fåetfra

Tanzania

Tre konkylier. Bemærk: Clipsen illuderer størrelsen.

Bemalede konkylier

medmotiver fraTanzania

Deterstort.-48cmlangtog30cmhøjt. Det er en mærkelig blanding af skibstyper,fordetharkanonportesomet gammelt linjeskib fra 1700-tallet, men en stor kanon på dækket som i 1. verdenskrig. De hvide linjer og kanonportene i skroget er indlagt ben, måskeenddaelfenben.

Denne udskårne afrikanske kvindefigur harjegfåetafdengruppe,somselvtager ned og fordeler maskinerne. Skørtet er behængtmedmuslingeskallerogperler.

De havde den med hjem som gave fra nogle af de kvinder, der havde fået maskinerne, samt et foto, hvor de storsmilendebrugermaskinerne.

Men tilbage til forretningen i Ryesgade. Vi fik efterhånden kunderlangt udi Midtjylland,da der lukkede flere og flere butikker i byerne. De store motorveje, der kom, hjalp os også, for flere og flere ville gerne køre til Aarhusforatkøbesymaskineogfågratisserviceifireår. Samtidigfikdesåenlilleudflugttilenstørreby.

Skønt der ikke længere var så meget konkurrence i byen, fastholdt vi selvfølgelig den 4 års gratis totalservice. - Vi ville ikke være andet bekendt. Det viste sig også at være en stor fordel senere hen, for derved tiltrakvi,pågrundafdetnu udbredteinternet,kunderfra hele Danmark. Vi var pludselig det største symaskinefirma i Danmark. Københavns området solgte

også mange, men her var de fordelt på flere mindre butikkerogetparstørre.

Der foregik meget i gaden. Jeg var selv medlem i bestyrelsen af gadeforeningen. Vi havde, sagde man, byens flotteste juleudsmykning,med granguirlander over og langs fortovene. De var meget flottere end her, da de ogsåindkransedefortoveneiligesomalléer.

Men juleudsmykningen kostede hvert år gadeforeningen rigtig mange penge. Den bestod nemlig af ægte friskhøstet gran og der skulle bruges rigtig meget. Der skullesættesstænger ialle hullerne i fortovet til at bære guirlanderne. Al gran skulle bindes sammen i guirlander og hænges op. Elektrikere skulle hænge alle lyskædernemedgammeldagskultrådspæreropogseom alle pærerne virkede. Strømkæderne blev dog genbrugt hvert år. Alt dette skulle så tages ned igen efter jul. Det var meget dyrt i arbejdsløn, og det kostede næsten hele foreningensindkomnekontingenthvertår.

På et bestyrelsesmøde foreslog jeg derfor, at man gik over til kunstig gran til guirlanderne. Disse kunne gemmesfra år tilår, oglyskæderne kunne blive siddende

på, så de kun skulle tages frem og hænges op. Dette ville bringe omkostningerne voldsomt ned hvert år. Der var dog en del protester mod at bruge kunstig gran, - så var det ikke rigtig jul som i gamle dage, men forslaget blev dogvedtagetpånæstegeneralforsamling.Denneordning virkede helt frem til Ryesgade og Søndergade blev slået mere eller mindre sammen i City foreningen, og vi fik det flottelystæppe.

Vi havde også små flagstænger som blev sat i de dertil beregnede huller i gaden. Ved festlige lejligheder kom disse flagstænger frem og der blev hejst dannebrogsflag på alle stængerne. Dette arbejde var en overgang Finns. Om morgenen, før butikkerne åbnede, hentede han alle flagene og en lille trappestige og satte et flag på hver stang.

Jeg har stadig et flag, og en af disse flagstænger stående, ude på mit fortov. De blev tilovers da ordningen ophørte og jeg tog en med hjem. Vi hejser flaget, når der erfødselsdagogfest.

Finn var med overalt. Her er han julemandens hjælper under juleoptoget gennem byen.

Foreningen holdt somme tider torvedag i gaden. Så stillede alle forretninger boder ud foran deres butik og falbød deres varer med høje råb ligesom i gamle dage.

Vi havde også bowlerhatte på og skulle forestille ”rigtige kræmmere”.

Kan ”nørderne” af Jer kende fabrikaterne af de brugte? Prøv!

Vi Holdt flere gange om året demonstrationsdage med særlige tilbud. Her kom importørens demonstratrice og viste specielle ting frem på maskinerne. Vi reklamerede i forvejen, når vi havde demonstration og når det var en Pfaff demonstration, var det gennem mange år den samme demonstratrice der kom, nemlig frk. Anna Schmidt. Hun var meget dygtig og vellidt. Engang var vi doglidtuheldigemedannoncen. Viskrev:

- Frk.Schmidtkommertilbyen–

Vi havde også sat et billede af hende i annoncen, da mange af vore kunder kendte hende fra andre demonstrationer og gerne ville møde hende igen. På billedet var hun imidlertid kommet til at se lidt barsk ud, ogmedetfastskarptblik. Manfikletassociationeromen revolvermand,derkomtilbyenogryddededethele.-Det komdermangesjovesamtalerudaf.

Her er der ELNA demonstration i foråret 1978. Det er ligeefterjegharovertagetfirmaet. Somblikfanghar jegstilletmin Wandererveteranbilfra 1921 op foran butikken. Deter demonstratricen derstårved maskinenpå kølerhjælmen.

Senerebrugte viogsåWanderer bilensom blikfangpå særligelørdage.

ImangeårholdtAarhusStiftstidendeetstort julelotteri. Alle handlende i byen kunne sponsorere en gave til dette lotteri og alle disse gaver ville så blive udloddet på lodsedler,somnæstenallefamilieribyenkøbte.

Alle gavelisterne fra firmaerne, blev vist på en hel side i avisenidageneoptiljul,såmankunnese,ommanhavde vundetnoget.Detfirma,derhavdegivetdenstørstegave blev nævnt først på listen. Dette så vi hurtigt fidusen ved, så vi donerede altid en symaskine af en værdi, vi mente lige netop var stor nok til at komme først på listen. Det var der stor prestige og reklameværdi i. Vi var derfor næsten altid nummer et på listen, - dog i kamp med et stortvarehusheribyen.

Her er Arne Guldager ude og levere hovedgevinsten i 1962, en Naumann zig-zag, på Åkrog Strandvej i Risskov.

Vi fik igen stor gratis reklame, da denne levering blev fulgtopafavisenmedenartikelogetbillede.

Forat gøre opmærksompå firmaetdeltogjeg medmine veteranbilergennemåreneimangeoptogibyen.

Jeg kørte i flere år med julemanden, når han ankom til byen. Vi kørte allerforrest i et stort optog med vogne fra byens handlende, pigegarder, spejderkorps, og diverse orkestre.

På strøggaderne stod folk som mure på begge sider. Detgavvirkeligfirmaeten topreklame. Voreslogovarjo let genkendelig fra de mange avisannoncer. Da jeg også havdeværetmasseraf gange i delokale aviser medmine veteranbiler, vidste folk udmærket godt, at symaskiner, veteranbilerogGuldagerhangsammen.

En vinter havde jeg min Wanderer bil holdende inde i minpejsestue.Detvaktevirkeligopsigtogvarimasseraf aviser og ugeblade landet over. - Igen masser af gratis reklame.

Jeg udnyttede også reklamen i bilerne til at komme iTV og det er lykkedes mange gange. DR 2 lavede en hel udsendelse om ”Symaskinens historie” og her

medvirkede jeg. Jeg fortalte om firmaets start. Den er blevet genudsendt mange gange. DR 1 lavede også en langudsendelseomdetstore”stumpemarked”iHerninghallerne. Her var jeg også med i flere minutter, hvilket er langtidpåTV.

Men den bedste TV udsendelse, rent reklamemæssigt, er nok i 1977, da jeg, en lørdag aften, var med i en stor udsendelsepåDR’senesteTVkanaldengang.

Udsendelsen hed ”Pulterkammeret” og det var Jacob Nielsen der var studievært. Det startede med, at han havde hørt om en mand, der havde taget en hel bil ind i sin stue og havde den stående til pynt en vinter. Den mandogdenbilvillehangernebrugeisinudsendelse.

Udsendelsen handlede om mennesker der var lidt anderledes end mange andre. Det var en direkte udsendelse i den allerbedste primetime, nemlig lørdag aften kl. 20. Da der kun var denne ene danske kanal, så

alle i Danmark der havde et fjernsyn, med. - Det var nemligugenstopunderholdning.

Udsendelsen skulle helst starte med noget helt usædvanligt og ugen før havde man haft en stor kamel inde i studiet og den havde pludselig ladet sit vand, så det sprøjtede ud over det hele. – Det havde vagt opsigt. JacobNielsenspurgteomjegkunnekommemedminbil.

Det var da klart, at jeg gerne ville, for det ville være en topmålt reklame for firmaet. Om man så betalte en million,kunnemanikkekøbereklameiDR-TVogsletikke enlørdagaften hvor,måskeovertomillionerdanskereså med.

Jeg skulle allerede komme kl. 14, for at alt skulle være klartildendirekteudsendelse.

Der var generalprøve med mere. Der ville komme et stort publikum i studiet. Ivan Leth og hans orkester spillede. Radioens pigekor sang i flotte røde kjoler.

Uheldigvis havde jeg omkring 39 i feber, men det fortrængte jeg selvfølgelig ved tanken om den umådelige reklame.

Jeg skulle på, som den første, siddende i bilen. Min medvirken gik fint, og jeg fik endda Jacob Nielsen til at sige: - Jamen, - den går jo som en symaskine. - Tænk, gratis på Danmarks DR. - Der var dog lidt dramatik, men det har jeg beskrevet i: ”Historien om Wanderer 515” på minhjemmeside.

Reklamen var en stor succes for firmaet. Vi blev mere eller mindre landskendte. Folk, jeg møder, siger stadigvæk, her over 40 år efter: - Nå, - det er dig med bilenindeistuen.

TV er et fantastisk redskab til at udbrede kendskab om tingogsager,ogidethertilfældealtsåomvoresfirma.

Fotograferetdirektefraskærmen.

---o0o---

Vi havde stor konkurrence i de første år. En af vore konkurrenter, der solgte ukurante japanske maskiner, blev somme tider misundelig på vores gode Brother salg. Han opkøbte derfor en populær Brother-model og satte den i vinduet og i annoncerne til dumpingpris som lokkemad. Når kunderne så kom ind, nedgjorde han den, ogsolgtedemenafsineegne.

Han gik stadig rundt ved dørene, og hvis kunderne sagde: -Skalvihaveen symaskine, gårvi indtilGuldager iNørregade,-kunnehanfindepåatsige:

- Jamen, det er da også der jeg kommer fra.

Det blev engang for meget for en loyal kunde. Hun aftalte, at han en aften skulle komme og demonstrere. Men samtidig inviterede hun også min far til at spille gæst,såhankunnehøre,hvadvoreskonkurrentvillesige omos.

Min far gik med på idéen og sad i en lænestol bag en stor avis, for ikke at blive genkendt. - Det blev han dog ret hurtigt, men konkurrenten blev efter den tid noget mere forsigtig. – Personligt ville jeg aldrig selv være gået med til den slags, men min far var jo af den hårde skole frakrigenstid,såhankæmpedemedallevåben.

Pludselig en dag fik vi også en underlig konkurrent henne på Vesterbro Torv. Det var en stor og kendt Tvforhandler fra København. Han havde haft stor succes med sit Tv-salg, men havde nu afhændet det for flere millioner.

Da han begyndte at kede sig, ville han investere disse penge i noget andet. Han havde hørt, at der i Aarhus var en stor symaskineforhandler, så her var nok et marked, han kunne overtage.Han lagde ud med ukendte japanske mærker til en meget lav pris. Det var den metode, han havde brugt i København med Tv. For at få kunder i en fart, lovede han, at hvis de købte en maskine, ville de også få en gratis transistorradio. Yderligere, kunne de,hvisdeikkevartilfredsmedsymaskinen, bare levere den tilbageogbeholderadioen.

Dette benyttede mange Aarhusianere sig af og mange fik derved en gratis radio. Symaskinen havde de ikke engang tagetud af papkassen, da de afleverede den. Han holdt ikke engang i ét år, så havde han tabt så mange penge,athantabtelystentilAarhus.

Engang fortalteElnaimportøren istore landsdækkende annoncer, at man villefå en lækkerElna saks igaveæske, hvis man kom til en demonstration af deres symaskiner i forretningernelandetover.

Vifiksåtilsendtnoglesaksetiluddeling.Nårdervar

Elna demonstration i butikken, fik folk en saks, når de havdefåetdemonstreretellerkøbtensymaskine.

Detsolgte daogsåendelekstramaskiner,men det blev ogsåforsøgtmisbrugt.

En dag kom der en bramfri midaldrende mand ind i butikken og sagde, at han da gerne ville have en af de gratis sakse vi reklamerede med. Jeg sagde, at den kun var gratis,hvisman havde fået demonstreret en maskine. Frejdigt sagde han, at han ikke skulle have en ny maskine, så det ville være spild af tid at give ham en demonstration. - Vikunne bare give ham saksen. – Du må gerne få en saks, men du skal altså have en demonstration først. Jeg gav ham så en af de længste demonstrationer jeg kunne. Det tog mindst tre kvarter, hvorunder han så meget træt ud, og til sidst fik han så saksen. Han forsvandt ud af butikken med en stiv mine, men vidste nu en del om Elna symaskiner. Jeg tror ikke hans venner derefter bare lige gik ind og forlangte en Elna saks, hvis de skulle gennem den maraton demonstration.

Det var også i denne tid, der blev inviteret en masse gæstearbejdere til landet. Det var tit landarbejdere fra små landsbyer i Tyrkiet. De havde kun gået i landsbyskoler, ligesom vi gjorde det her i landet før i tiden.

De fik næsten altid det hårdeste og mest besværlige arbejde. Det, som danskerne helst ville undgå at lave. Mendefikenløn,dervarmegetbedre,enddendekunne fåiTyrkiet,sådetilpassedesigrethurtigt.

Alligevel moppede mange danskere dem, da de jo havde svært ved at lære vores sprog. Men langt de fleste var rare og flinke mennesker. Vi solgte mange maskiner til dem, da vi altid tog meget venligt og tålmodigt imod dem, når de kom ind i butikken. Det rygtedes hurtigt, så vi fik en del handel med fremmedarbejderne, som man kaldtedem.

Jeg vil fortælle lidt om Feride. Hun var en ung trivelig kone i 30érne. Hun havde et godt humør og smilede altid venligt,nårmanmødtehende.Hunkomendelibutikken, for hun betragtede os som sin lokale handlende, ligesom købmanden hjemme i landsbyen. Hun kom med ting og sager, hun skulle have sendt hjem til familien. Hun bad om at få det pakket ind i brunt papir med snor om. Det måtte ikke være tape. Snor var sikkert. Tape stolede hun ikke på. - Når der så var en pæn pakke, gik hun over på posthusetogsendtedenhjem.

En dag inviterede hun Ulla og jeg om til kaffe, men det afslog vi dog venligt. Det tog hun pænt, men hun betragtedeosfaktisksomenslagsfamilie.

En sommer kom hun ind og spurgte mig, om hun kunne låne 2500 kroner, dahun skullepå feriehjemme i Tyrkiet. Beløbet svarer i dag til godt 5500. Hun havde ikke samlet penge nok sammen og ville derfor gerne låne de sidste penge af mig. Hun havde medbragt sin bankbog, hvor

mankunnese,atderhvermånedindgiksåmangepenge, atdekunnedækkemitudlægtilnæstedenførste.Dervar tre uger til. Jeg kunne beholde bankbogen og selv gå op oghævepengenetilden1.

Hun havde aftalt det hele med bankmanden. Jeg kunne bareringeopoghøre.

Jeg vidste, at Feride var en ærlig sjæl, og at alt det hun sagde var rigtigt, så jeg kontrollerede det ikke med banken, men beholdt dog bankbogen. Jeg gav så Feride de 2500 kroner og hun rejste lykkelig hjem til familien i Tyrkiet.

De, der hørte den historie drillede mig og spurgte om jeg mon ikke havde været lidt for flink og godtroende.Jeg fik garanteret aldrig de penge igen. - Hun bliver da hjemme og kommer ikke tilbage. - Men jeg stolede nu på Feride,såjeggikikke opibankenoghævedepengenetil denførste.

Efter at have været væk en månedstid, stod Feride pludselig igen i butikken. Hun havde haft en dejlig ferie og bad nu om sin bankbog. Da hun så, at jeg ikke havde hævet pengene, blev hun forbavset og spurgte hvorfor. –Det er fordi jeg stolede på dig Feride, så nu kan du selv gå op og hæve pengene og komme ind med dem. Det gjorde hun så, og jeg kunne se, at hun var glad og lidt stoltover,atjeghavdestoletsåmegetpåhende.

Finn kommer af og til hjem og fortæller mig, at han skal hilsefra en afdissefremmedarbejder-kunder. Medens de siger, at Finn skal hilse mig, står de samtidig og snor et imaginært overskæg med et lille grin. De havde altid været lidt imponeret af mit snoede overskæg. Den slags skæghavdemannemlighjemmeidereslandføritiden.

Buste af Kemal Atatürk, Tyrkiets reformator, med overskæg. Vi ligner hinanden.

(Eget foto fra ferie)

Hård illoyal konkurrent

Mange år senere havde vi i min tid også en yderst hård konkurrent, der boede i yderkanten af Danmark. Han reklamerede frækt i store annoncer: - Gå ind og se på en symaskine, af alle mærker, i den by du bor i. Få den grundigt demonstreret, og ring så til mig. - Så får du den tilsendtfragtfritogmedenmegetstorrabat.

Denne metode havde han ret stor succes med og han solgte mange. Dette var meget irriterende for eneforhandlerne af de kendte mærker og i høj grad også for os. Det hændte af og til, at nogle, af vore ellers trofaste,kunderlodsigovertaleafderesmændtilatkøbe f.eks. en overlock maskine til den lave pris. Når de så fik problemer med den, måske på grund af den manglende forhandlerklargøring,kunnedeingenhjælpfå,menmåtte sende maskinen til reparation hos den fjerne forhandler. Det var både dyrt og besværligt og de måtte undvære

maskinen i lang tid, hvilket ærgrede dem. De var jo vant tilatfåhurtigoggratishjælpnedehosos.

Enkelte af dem kom brødebetynget ind til os med den fremmede maskine, og nogle sagde slet ikke, at den ikke varkøbthosos. Dehavdemåskeværetfastkundehosos i årevis, så vi kendte dem. De troede sikkert, at vi ikke vidste,atviikkehavdesolgtdemdennemaskine.

Men der tog de fejl. Vi har altid pakket hver eneste maskine op. Klargjort og prøvesyet den, før kunden fik denudleveret.Detvarvinødttil,damangeafmaskinerne havde små samlebåndsfejl, så de ikke var driftssikre. Vi ville kun have perfekte maskiner ud, da vi jo ydede gratis serviceifireår.

Som tidligere fortalt indgraverede vi måned og år, samt initialerne på den mekaniker, der havde klargjort maskinen. Det første vi gjorde, når vi modtog en maskine til service eller reparation, var derforat vende den om og se på denne gravering. Vi kunne meget let afsløre fremmedemaskiner.–

Alle maskiner der var købt hos den omtalte forhandler blev blankt og høfligt afvist. - Når kunderne sagde, at de gerne ville betale for en reparation, fortalte vi, at den omtalte forhandler var ”Black Listed” i Danmark og at ingen forhandler måtte røre en sådan maskine. - Der var kun en ting at gøre, - nemlig, at sende den tilbage, hvor denkomfra.

Når så nogle kunder sagde. _ Jamen, jeg har jo altid købt mine maskiner her hos Jer, - svarede vi, - at de maskiner ville vi meget gerne hjælpe hende med, men desværreikkemedmaskinerkøbtdetpågældendested.

Alle forhandlere var enige om dette,for vi var nødttil at bremse denne uloyale handel. Den tog simpelthen brødet ud af munden på små forhandlere. Importørerne, af de kendte mærker, gjorde slet ikke nok for at bremse denne

handel, da de jo solgte en masse maskiner til lige netop ham. Jeg forsøgte at overbevise dem om, at det var uklogt af dem, da mange af kunderne, på grund af den manglende undervisning og klargøring, blev utilfredse med deres maskiner og fortalte hele deres omgangskreds, at det mærke skulle de i hvert fald ikke købe, for den var dårlig. Men pengene talte åbenbart for højt, for importørerne gjorde ikke noget for at bremse misforholdet.

Til sidst blev det for meget og en stor flok forhandlere henvendtesigtilmig,dademente,atjegsomdenstørste forhandler, måtte gøre noget ved sagen, når importørerneikkeville.

Jeg ringede til den pågældende forhandler og aftalte et møde med en stor kreds af forhandlere på ”Hotel det Hvide Hus” i Ålborg. Han lød, forbavsende nok, meget flink, og indvilligede overraskende nok i at komme til mødet.

På mødet gik jeg fra starten hårdt til ham og fortalte ham,athvishanikkestoppededenilloyale handelstraks, ville alle disse kolleger forsøge at knuse hans firma med allemidler.

Forhandlerne ville i hans område sætte alle de mærker, han forhandlede, i vinduer og annoncer til indkøbspris. Resten af forhandlerne, ville så levere alle de maskiner der skulle bruges, til områdets forhandlere, så længe det varnødvendigt.

Hantogdetutroligtfattet.-Hvisdetskete,villehanikke kunne sælge nogen maskiner og det kunne han godt indse.

Han lovede, at han ville stoppe og kun konkurrere på normalvisogmødetblevopløst.

Han kom minsandten bagefter hen og spurgte mig på jovial vis, om vi ikke lige skulle gå ned i baren og få os en ølovenpådenomgang.Menjegforklaredehamhøfligt,at jeg skulle køre hjem til Aarhus og derfor ikke ville drikke noget. Jeg var desuden kørende i min Montreal og ville ikkerisikerenoget,hvisjegfikenfartbødepåvejenhjem.

Nu kunne en øl vel ikke skade noget, men jeg havde absolut ikke lyst til at tale mere med ham. Hans handelsmetoder lå så fjernt fra mine, at jeg ikke kunne forestillemig,atvihavdenogetattaleom. Hanholdtdogkunsitløfteetårs tidogman døjedemed hamiflereårfremitiden.

Luxusture til udlandet

I min tid var det især Pfaff, Elna, Brother og Bernina importørerne der holdt kurser på deres fabrikker.

Samtidig blev vi vist rundt på fabrikken og så hele fremstillingen afmaskinerne, lige fra råstøbningen, tildet færdige produkt. Vi var så også på rundture i de

pågældende lande og så virkelig mange flotte kulturseværdighederognatur.

Især i Schweitz var der smukt i alperne. Vi boede altid på luxushoteller og fik fine middage. Vi har rigtig mange gode oplevelser at tænke tilbage på. Personlig var turen tilBrotherfabrikkerneiJapani1977nokdenstørste.

Vi rejste rundt i landet. Vi kørte med det superhurtige ”Shinkansen” tog. Jeg nød øjeblikket, da vi passerede Fujiyama bjerget med 220 kilometer i timen. Jeg sad i baren i restaurationsvognen, med et svingende krus øl i hånden.

Jeg påstod senere, at øllet stod helt skråt i glasset på grundaffarten,-mendeterselvfølgelignogetvrøvl.

Der var dog noget andet jeg ikke nød og det var toilettet i toget, for det var blot et hul i gulvet. Her skulle man besørgebådestortogsmåt,medens manholdt fasti et par håndtag på siden af væggene. Jeg vil sige, at man skal have sit øjemål godt justeret for at ramme hullet, for togetslingredeengangimellemlidtpågrundafden store fart. – Det er i grunden utroligt. Så moderne et tog og så gammeldagsettoilet.

På grund af vores store Brother salg havde min far og

morogsåværetenturtilfabrikken iJapan.Minfarendda hele to gange. - Den oplevelse fortalte han om mange gange.

Finn har været på rigtig mange ture med Brother og Bernina. Nu ikke kun Europa, men også USA, Mexico og Japan

I 1979 fandt Ulla og jeg på, at vi ville ned og se de store pyramider i Egyptens. De er jo et af verdens syv vidundere.

Vi havde en yderst spændende rejse, men det har jeg skrevet om i: Oplevelser på rejser og hjemmefront, som kansespåminhjemmesidewww.keguldager.dk

Jeg havde fortalt så levende om vores tur til Egypten i 1979, at en af vore leverandører, Elna Symaskiner fra Schweiz, lavede en salgskonkurrence i 1983, hvor man, hvis man var dygtig nok, kunne komme på en luxusrejse tilEgyptenitolvdage.

Visatteallesejltilogsolgtesåmangemaskiner,atvifik hele fire billetter. De fire, der kom afsted i 1984, var Ulla og jeg, samt vores førstemand og hans kone. Vi var vel cirka fyrre deltagere i alt. Vi så hele Egypten fra øverst til nederst. Vi fik nogle kæmpe oplevelser, som også er beskreven i omtalte beretning på hjemmesiden. Vi boede bl.a. på det fornemme og berømte rosafarvede Katarakt hotel.

Her sidder jeg på kamel ved Cheops pyramiden.

Hulletbagmiger indgangen,lavetisintidaf gravrøvere.Jegharværet indeidenogheltoppeog ståetvedsarkofagen,hvor alleverdensberømtheder harstået,ligefraAlexander denStore,Cleopatra,allede romerskekejsere,som Cæsar,Augustus,samt Napoleon.

Det føltes som et historisk vingesus, at lægge hånden på kanten af den sarkofag, ligesom de har gjort.

Ulla står ved Ramses d. II store tempel Abu Simbel.

Disseoplevelserskyldesallevortsymaskinesalg.

Vi udvider

En dag blev pladsforholdene pludselig for små i nr. 35, og vi trængte desperat til at få noget mere vinduesplads, til alle de forskellige mærker vi nu forhandlede. Vi fandt en virkelig dejlig forretning til vores formål nede i Ryesgadenr.31.

Her er hele personalet da vi flyttede i oktober 1984.

Der var mange vinduer og en stor kælder. Den var ret dyr at overtage, men vi havde nu så stor selvtillid til vore evner i branchen, at vi vovede springet. Vi vidste, at den villekunnedækkevortbehovmangeårfremitiden.

Vores første vinduesudstilling

Detvaren virkeligstor ogstoltdag foros.

Vivarnudetmestfremtrædendesymaskinefirmai Danmarkogviholdtenstorreception.Allelandets symaskineforhandlere,kunderognaboer,varindbudtog derkommange.

Gæsterneankommer

Brotherimporter Hans S Thygesen.

Her det Elna importøren. Salgschefen ”Julle” og direktør Ib Droob.

Salgschefen for Pfaff Hans Nørgaard.

Tidligere salgschef for ”Jyden”, Ålestrup, Ove Hansen, mindes fortiden i Nørregade, med firmaets

grundlægger Niels Arne Guldager, og min mor og jeg.

Vi brugte arme og ben for at gøre opmærksom på vores butik. Mine veteranbiler blev visse lørdage anbragt foran butikken.

Min Nimbus og gamle bilreservedele blev brugt i udstillingen.

Vores nye flotte ”midnightblue” Ford varevogn blev fint dekoreret med guldlogo og symaskinemærker. Folk sagde, at det var byens flotteste varevogn.

Vigjordeogsånogetudafden.-Sebaredækkene!

Vi havde fast chauffør på to gange om ugen, til at hente ogbringereparationerogdenslags.

Vi lejede flere lokaler i baggården og indrettede lokale til undervisning i de overlock-maskinerne, der var noget helt nyt på markedet dengang. De syede med fire trådruller, var svære at tråde og helt anderledes at betjene, så vi gav vore kunder gratis undervisning,noglegangeomaftenen.

Sy-skolen i baglokalet i gården

Her er frokoststuen i den lille butik i nr. 35.

Værkstedet i Ryesgade 35 i 1983.

Der var blevet travlt efter nyskabelsen i 1978.

Chefmekaniker Erik Andersen, Rehné Andersen.

Steen og Finn Guldager, Hans, Peter, Svend Aage Sørensen.

Her er det nye værksted i den nye butik, Ryesgade 31.

Venstre side: Bagerst Erik F. Andersen, Jens, hed han vist. Svend Aage Sørensen. Der mangler en i denne række, for der sad fire her. Højre side: Steen og Finn Guldager.

Læg mærke til den flotte bagvæg. Man sad jo i en kælder, men havde alligevel en flot kunstig udsigt til sø og skov.

Vi havde meget travlt i firserne, men vi forstod skam også at forkæle os selv. Der var de lange fredage, hvor vi arbejdede til kl. 20. Som trøst, tillod vi os at købe lækre kager om eftermiddagen oppe fra bager Loft på Banegårdspladsen.

Man måtte få én konditorkage hver. Jeg kan tydelig huske hvad jeg selv fik. Om eftermiddagen klokken halv tre hentede bydrengen kagerne og vi skulle så bestille, hvadvivillehave.

Jeg sad næsten altid og solgte en maskine til en kunde, og i de tilfælde, måtte jeg aldrig afbrydes og det vidste bydrengene. Når tid var, stillede de sig diskret lidt bag mig og sagde ikke en lyd. Når jeg så kunne se mit snit til det, klappede jeg i mine hænder på en bestemt måde og de gik så straks igen, for nu vidste de, hvad jeg ville have den dag. Nemlig, - hvis jeg klappede hænderne i vandret stilling, skulle jeg have en medalje, hvis jeg klappede i lodret stilling, skulle jeg have en hofdessert.

Kunderne spurgte somme tider lidt undrende, hvad den klappen betød. De havde jo godt set bydrengen, der bare stod der og havde lagt mærke til, at når jeg klappede i hænderne gik han. Jeg måtte så forklare dem sammenhængen og de grinede lidt.

Medalje

Om aftenen fik vi mad kl. 18. Nogle fik smørrebrød fra en delikatesseforretning i Ny Banegårdsgade, andre fik hotdogs fra pølsevognen på Banegårdspladsen. En overgang fik vi varm Rösti fra en schweizisk kok nede i Rosenkrantzgade.

Vi havde åbent til kl. 14 om lørdagen, og fordi det var ugens sidste dag, fik vi alle friskbagte rundstykker og morgenbasser fra bager Loft lørdag morgen. Der var ost ogandetpålægogsyltetøjtil.

Dervarogsåandregoder,mendetvarkunforfolkover 40 år, påstod ”vi gamle”. De måtte nemlig få en ”Krabask” hver morgen. Nu var der kun to over fyrre og det var førstemanden Svend Aage og undertegnede. En dag fyldte en af damerne i butikken også fyrre år, men

hun ville ikke indrømme det officielt, så der var ingen ”Krabask” til hende. Som årene gik, og der var flere der fyldte 40, satte vi kynisk grænsen op til 50 år. Vi kunne jo ikkehaveat personaletdrak. –Nå,-spøgtilside. Dervar absolut ingen der drak. Et godt eksempel var en kunde, der engang afleverede tre øl til mekanikerne, fordi de havde”reddet”hendessymaskine.Øllenestodsålængei køleskabet,atdeblevforgamleogblevsmidtud.

Denne ”morgendram” skik var startet for mange år siden, da vores reklamebureau gav os en ”Krabask” som julegave. Den var inddelt som en julekalender. Én streg hverdag.

Alspiritusogølvar ellersnoget,deraldrigforefandtesi vores firma, men chefen og førstemanden var åbenbart enundtagelse.Jegvedi grunden ikkehvorfor.Måskevar det alligevel for at vise, at der var en lille forskel. Jeg gik ellers ikke rundt og ”spillede chef”, som man ser det på film. Vi var alle lige og alle kunne frit sige deres mening, selvomdenikkealtidharmoneredemedmin.

Var der en rund fødselsdag i firmaet, eller havde en af medarbejderne jubilæum, blev bydrengene sendt ned til det ældgamle hæderkronede konditori ”Emmery” i Guldsmedgade. De havde en fantastisk hindbærlagkage. Den var vidt berømt og temmelig dyr, så den fik vi kun vedsærligelejligheder.

Idetgodeår1985,havdevitjentsåmangepenge,atjeg lavede en overskudsdeling til alle ansatte. De fik 100.000 kroner til deling. Det er det samme som 204.000 kroner i dag.

Jeg kan huske at førstemanden byggede en stor flot dobbelt carport for sine penge, og at en af damerne omgående gik ned og købte den pels, hun længe havde ønsketsig.

Det var også det år jeg gav hver medarbejder, fra bydreng tilførstemand,enhalvmånedslønijulegave.Det næste par år var næsten lige så gode, så de fik igen en halv månedsløn i julegave. Da tiderne blev mere normale ville jeg slutte denne flotte julegave, men her kom jeg godt nok til kort, for nu påstod personalet, at skikken havde skabt præcedens, så det forventede de da hver jul fremover,ogdetfikdeså.

Finn har overtaget skikken, så alle får stadig denne store julegave hvert år. - Ja, selv i krisetiderne i 90’erne fikdedet.

I

Pfaff fabrikkerne havde 125-årsjubilæum.

DirektørforDanmarkBitsch-Larsensiddertilvenstre.

1987 var Vi inviteret til gallamiddag i Tyskland.

Vi var også på utallige salgsmesser. Her i Marselisborghallen.

Torvedag i Ryesgade med veteraner i 1983.

Typisk gadeudstilling. - Flag, og hele tre gadeskilte, cykelstativ og en veteranbil til børn.

Vi havde store reklamer på bybusserne.

Julefrokoster

Vi er nu ved at være et af de gamle kendte firmaer i byen.

I mange år holdt vi firmajulefrokosterne hjemme hos os i privaten. Det gik meget livligt til i de år. Vi dansede til Bill Hayleys ”Rock around the Clock” og lignende, med højtalerne skruet godt op. Der var fri bar med en rundhåndet og ”kvik” bartender, i form af den fremtidige chef, nemlig Finn. -Der var også eksotisk underholdning medmavedans.

Servicetur til Samsø i februar

I over tredive år har vi i februar taget færgen over til Samsø for at servicere deres symaskiner, og for at sælge nye. Det fordyrer nemlig en reparation meget for samsøborgere, at sende maskinen over til os, eller selv komme over med den. Så de er meget glade, når vi én gang om året kommer over til dem. Det startede med, at en kunde, for mange år siden, sagde til mig, at vi ikke kunne være bekendt, ikke at gøre som min far. Hun fortalte, at han først i 50’erne altid kom over til dem én gangomåret,sådetskulleviogsågøre,mentehun.

Det viste sig at være en god idé, som vi oven i købet tjente godt på, samtidig med at kunderne sparede mange penge.

Her er det vores Ford T der holder foran hotellet.

Den var med under en firmaudflugt til øen.

ViannonceredeidenlokaleSAMSØPOST,hvornårvi villekommeogatmankunneafleveresinereparationer påFlinchshotelsenestfredag. Vifyldtesåtrebilermed vorefamilier,nyesymaskiner,voresværktøj,reservedele ogtingfravoressmåtingsafdeling.VitogfærgenfraHou fredagaftenogindlogeredeospåFlinchsHoteli

Tranebjerg.Viskullehavetreværelser,sommetiderfire, daviogvoremekanikerefiklovtilattagefamilienmed. Firmaetbetaltefuldforplejningtilalle.

Nårviankomgikviindidenstoresal,hvorvihavdefået lov til, at kundernes maskiner blev opmagasineret til vi kom. Der var nemlig mange maskiner, de fleste gange op til over fyrre i vidt forskellige årgange og mærker, så det gjaldt om at have de rigtige reservedele med hjemmefra.

Dervaraltidtoellertremekanikeremed,ogdegik straks

i gang ogarbejdede det halve af natten. Imens indrettede vibutikihavesalonen.

Lørdag morgen åbnede vi vores butik til salg af nye maskiner i havesalonen. Vi satte plakater op udenfor hotellet,ireceptionenogpåvæggeneihavesalonen.

Klokken ti begyndte kunderne at komme, og vi gik alle i gang med at demonstrere, sælge og give undervisning til vore kunder fra tidligere år. Et år holdt vi også overlock kursusienandensalformangemennesker,ja,såmange, at de måtte opdeles i hold. Dette fortsatte hele lørdag og søndag formiddag. Vi havde et lille lager fra småtingsafdelingen med, såsom nåle, undertråds spolér, sytråd,lynlåsem.m.Dissetingsolgtevorekoner,ligesom deogsåsørgedeforkaffeogsmåkagertilkunderne.

Efter lukketid arbejdede mekanikerne igen for fuldt drøn. Fyrre maskiner er mange at komme igennem. Vi havde en transportabel kompressor med til at blæse alt det gamle støv ud af maskinerne. Alle fik dog en virkelig god frokost og en fin middag om aftenen. - Hertil klædte viospænerepå,såviføltedetligesomenfest.

Bagefter måtte mekanikerne igen i gang, og igen blev det ud på natten før de var færdige. - Færdige skulle de nemlig være, for vi havde lovet, at kunderne kunne hente deres maskiner igen fra søndag morgen klokken ti. Dengang i starten, var de mekanikere, - der også samtidigskulle væresælgere,altidFinn, Clausogsomme tiderTorben.

Søndag eftermiddag pakkede vi det hele sammen og læssede det ud i bilerne, kørte ned til færgen og sejlede over til Hou. På færgen gjorde vi ”vores hærgen på Samsø”op,

Selvom der var mange omkostninger til hotel og færge, kunne det altid betale sig, da vi solgte ret mange maskinerhvergang.Turengavaltidoverskud.Derudover havde vi, og vores familier, haft en spændende weekend.

Hotellet havde gjort en god forretning og samsøborgerne var glade og tilfredse, og vi havde udbygget vores gode renommé.

Vi tager stadig til Samsø en gang om året, men nu kun foréndag,dadererforsvundetmangearbejdspladserpå Samsødesidsteår.

Firmaudflugter i bededagsferien

Gennem mange år holdt vi hvert år en stor firmaudflugt ibededagsferien.StoreBededag,fredag,varenlukkedag og lørdag formiddag valgte vi selv at have lukket, for at kunne holde fri hele tre dage i træk. Vi satte et skilt i butiksdøren, så vore kunder kunne forstå, hvorfor vi undtagelsesvis havde lukket denne ene gang om året. Det undte de os altid, da de tit havde oplevet, at vi altid havdemegettravltrestenafåret.

Hele personalet fik lov til at tage deres familie med, og hver familie fik hver sin ferielejlighed på de steder vi besøgte.

Vi har været rigtig mange steder. Hanstholm, Søndervig, Fåborg, Munkebjerg, Langeland, Blåvand, Mols, Lemvig, Mariager, Øster Hurup, samt mange andre steder gennem årene. Det var virkelig noget der bandt personaletsammen.

Vi tog på udflugter sammen og holdt fest fredag eller lørdag aften med middag og dans. Vi spiste morgenmad og frokost sammen. Der var dengang altid en masse mindrebørnmed.Detvarvirkeliggodeminiferierforalle.

Vi oplevede rigtig meget på disse ture. Jeg husker en episode i Hirtshals, hvor vi blev grundigt snydt af en flok snuungefiskere.Visadirestaurantensammenmeden masse andre gæster og jeg havde lovet fri bar for vores hold. Jeg havde aftalt med bartenderen, at når der kom en og sagde Guldager, så skulle drinken blot skrives på voresregning.

Der gik det meste af aftenen, før jeg opdagede, at det halve af restaurantens fiskere havde drukket på min regning. De havde luret fidusen med Guldager af, og sagde blot Guldager, når de skulle have en drink. Den bartender var en rigtig lusket karl, for han kendte jo alle sine stamkunder og vidste udmærket godt, at de ikke hørte til vores selskab. Da jeg harmfuld fortalte ham det, sagde han blot, at han havde holdt sin aftale og skrevet alle de, der sagde Guldager på min regning, som jeg så måttebetale.

-Menhanfikbestemtingendrikkepengeafmig.

På personale udflugt til Sletterhage Fyr i 1997.

Og Samsø 2004.

Vi står foran tårnet i Nordby

Brotherimportøren Hans S. Thygesen er på besøg.

Vi holdt en reception i anledning af min 50-års fødselsdag i 1985.

Salgsevner er et spørgsmål om fantasi

Mine kunder har gennem tiderne, efter en afsluttet handel,mangegangesagttilmig:

- Jeg tror du kan sælge sand i Sahara.

Jeg tror faktisk jeg sagtens kunne sælge sand i Sahara, forhørblother.

Man tager to bukke og en plade. Stiller sig op foran pyramiderne i Giza, - På bordet har man nogle et kilos gennemsigtigeplastikposermedpåtryktrødskrift:

Usorteret sand fra Kong Salomons diamantminer.

Sandet skal være groft med småsten, og have en helt anden farve end sandet under bordet. Det skal selvfølgeligogså,-forærlighedensskyld,væreindsamlet der, hvor man mener Kong Salomons diamantminer har ligget. – Hvorfor skulle turister ikke købe det? – De køber joaltspændende.-Jegtror,jegkunnetjenepengeder.

”DET RØDE LYN”

”Det Røde Lyn” skal have et par sider for sig selv. Han er også en del af firmaets historie.

Sit øgenavn havde han fået, fordi han var stærkt rødhåret og hurtig i replikken. Hankomtroligtind hvert forår og efterår og fik syet alle sine medaljer og mønter over på en ny jakke. Jeg var hans

”Hofskrædder”, gik han stolt rund og pralede af. Han rystede selv lidt formegetpåhånden,sagdehan.

Jeg var nu også den eneste der ville røre ved hans jakke. Den duftede ikke ligefrem af jordbær. Alt skulle sidde på en helt bestemt plads og engang, da jeg var kommet til at bytte om på en kobber to øre og en ditto femøre, ”skældte han ud” og jeg måtte skyndsomst lave det om. Jeg kunne sy det meste på med en symaskine. Det var i øvrigt kun ham der måtte komme ind i butikken.

Hans makkere måtte pænt sidde udenfor og fryse på bænkeneomvinteren.

-Hanvarselvenmegetvenligoghøfligmand.

Jeg sagde en dag til Ham: - Jeg vil så gerne have et foto af dig. – En halv time efter kom han med dette billede, tagetpåBanegårdspladseniAarhus.

Hanhargjort sigstorumagemedheleopstillingen,inkl. hans ekstra store ”Madam blå”, men hans tamme hvide rottemådogpæntblivenedeibarnevognen.

Handødecirkafemårefterdettebilledeblevtaget.

Helt tilbage i min fars tid, havde jeg, - under hans store protester, fået indført flere slags tryksager med vores eget logo på. - Det var slet ikke det, der gjorde et firma godt og stort, påstod han. Det kan selvfølgeligt være rigtigt, men jeg syntes det var lidt pinligt at, f.eks. alle de købekontrakter vi solgte maskinerne på, var med importørens navn på. Det så ud, som om vi bare var en underafdeling af ham. Min stolthed sagde, at når det var os der lagde det store arbejde med at sælge maskinerne, såskullevisandeligogsåselvhaveæren.

Jeg indhentede et tilbud her i byen på købekontrakter bundtet i hæfter. Denherboende bogtrykker skullei 1958 haveikke mindreend27 kronerforethæfte.(380 kr.)Jeg fandt så på at ringe til det bogtrykkeri i Gedsted ved Ålestrup der havde lavet importørens kontrakthæfter. Her var prisen helt anderledes. Han skulle nemlig kun have 7.50 krone for det samme hæfte. Det var et heldigt indfald, så han blev vores faste leverandør af tryksager mangeårfremitiden.

Rudekuverter og adressesedler

Pose til ting fra vores store

småtingsafdeling, samt nåle og spoler og lignende.

Indskrivningsseddel for maskiner til reparation ellereftersyn.

Forathøjnestandarden afvorereparationer lavedevidenne

reparationsseddeltil afkrydsning,såvivarsikre påatallemekanikere huskedeatgennemgåalt.

Vigavjoselvsikkert6 mdr.garantipåalle reparationer,såaltskulle være100%iorden.

Efterhånden fik vi selvfølgelig også vore egne kuverter, fakturaer, kreditnotaer, følgesedler og kvitteringsblokke. Detmestevarmedgrønttryk.

Vi fik også gennem årene mange reklameting, som vi udleveredetilvorekunder. Dervarkuglepenneafmange typer,kapselåbneremedskydeproptilflaskehalsen.

Små 20centimetershvidelinealer,somviudleveredetil børn, når de skulle i skole. Alt sammen med vort i byen efterhåndenvelkendteGuldagerlogo.

Der var også en sjov høj hat med flaskeprop og skænketud.

Herernogleafdeeksemplarervihargemt.

Et tal-spil, hvor man kan regne ud hvilket tal folk har gættet på.

Visitkort med forstørrelsesglas.

I begyndelsen var alle vore tryksager med grøn skrift. Vi gik over til rød skrift, da vi fik vores nye store hvide facade med vort logo i røde neonrør. Det var omkring 1987.

Vi havde nu fået trykte ”symaskinekørekort”, som vi udleveredetildeskolervihavdesolgtsymaskinertil.Alle elever var stolte, når de fik kørekort til symaskine, så det gik de højt op i. Nu vidste de så, at dette, - deres første kørekort, havde de fået ved hjælp af en symaskine fra Guldager & Sønner og ifremtiden villedette firma, i langt de fleste tilfælde, også være der, hvor de købte deres førstesymaskine.

Finn indførte den meget populære 14 måneders kalender. Den er kunderne meget glade for og de henter den på disken år for år. Den er også praktisk, da den dækker måneden før og efter det pågældende år, så man kan notere begivenheder man skal til, før man har den nye kalender.

Vi brugte vores velkendte

logo til alt. Vi fik vore egne

hvide plastposer med rød skrift. Både i lille og stor størrelse.

Lille fra 2003

(65 års erfaring)

Vi fik en dørmåtte med vort logo. Min stolthed sagde, at sådan en skulle vi have for at markere, at vi nu var et af de gamle kendte firmaer i byen.

Bents visitkort

Min fars visitkort under hans Japantur.

Et af mine første og mit nyeste visitkort.

I mange år brugte vi dette flotte røde visitkort med guldskrift.

Her er et par visitkort fra to af Finns firmaer

FraminJapan-turi1977.Hererholdetfotograferetunder fabriksbesøget.-JegstårunderEuiEuropa.

Hererenafminfar A.Guldagersgode annonceideer.

22.december1968. Enjulegaveidetil mændene.

DenneBrother model745friarm letvægtblevutrolig populær.

Denvardenførstei enårelangserie, sommodel765og storsælgeren865.

DeteraltidubetaleligPRatbliveomtaltiTVogdentrykte presse,ogderharvigennemåreneværetretheldige. AarhusStiftstidende.25.november1994

Jeg var så heldig i 2008 at blive udvalgt til at medvirke tilenudsendelseiDRderhed:

SYMASKINENS HISTORIE.

Det var virkelig en god reklame for vores firma, idet næsten hele vores firmahistorie blev fortalt i DR i en udsendelse,somdetmesteafDanmarkså. - Ogigen, - man kan slet ikke betale sig til reklame i DR, så lige dér opbyggedevienstorgoodwill.

Det var enudsendelse på godt en halv time og den blev sendtoggenudsendtmangegangepågodesendetider.

Jeg har også mange gange været i forskellige Tvkanaler, aviser og blade med mine biler og hver gang er symaskiner blevet omtalt på én elle anden måde, så jeg har altid været, og er stadig, ”ude med snøren” for at reklamereforfirmaet.

ÅrhusStiftstidende19.november2004.

Pressen gjorde skam noget ud af vores 50-års jubilæum medstorebillederogmegettekst.

Citaterfraartiklen:

Forretningen ”Guldager og Sønner” fejrer i dag 50-års

jubilæum i Aarhus, men efter næsten 50 år i branchen har Knud Erik Guldager trukket sig tilbage og overladt forretningen til tredje generation i familien efter et langt liv med symaskiner.

Det med slavepisker skal tages med et glimt i øjet, men detkomaf,atjegiinterviewetsagde-diktat:

Men ledelsesstilen er alligevel anderledes. fra far til søn.

Jeg brøler, siger Knud Erik Guldager og skuler ud under brillekanten. Han ligner en flov skoledreng, der alt for mange gange har fået at vide, at det skal han altså ikke gøre. - Der er Finn meget bedre. - Dét gør han ikke. Han siger altid det rigtige til folk.

Jeg er mere en slavepisker. Der skal bestilles noget, siger Knud Erik Guldager og hamrer kanten af højre hånd ned i bordet tre gange hurtigt efter hinanden.

Sådan gør Finn ikke. Jeg synes jo de er forkælede, siger Knud Erik Guldager med et smil om de 11 ansatte, der er i forretningen. - Han ved dog godt, hvor meget de knokler.

Selv har han ikke helt sluppet firmaet endnu. Han holder nøje øje med omsætningen og ringer hver dag fem minutter i lukketid og spørger til dagens resultat på kassestrimlen.

Det er bare lige for at holde dem til ilden, siger han.

Ind imellem forvandler Knud Erik Guldager sig til Abdul Abdullah. Tager med børnebørnene i skole og fortæller børnene historien om dragen Dragomir, mens han spyr ild. - Noget han har lært af sin far.

FinnermedpåPRideenogharværetipressenmange gange. -HersidstiCorona-tiden2020

Kunders opfattelse af firmaet gennem tiden.

En dame i 60-årsalderen kom en dag ind i butikken og henvendte sig til mig: – Goddag Guldager. – I dag vil jeg gerne købe en symaskine. – Nu har jeg i flere år gået over på det andet fortov, når jeg gik gennem gaden, for jeg var bange for at du solgte mig en symaskine, hvis du fik øje på mig.

Sidste gang skulle jeg kun have fem nåle, men du solgte mig en ny. Den har jeg også været glad for, men nu vil jeg gerne have en mere moderne.

Et andet eksempel: - Min mor turde ikke hente sytråd i den butik, for hun kom altid hjem med en ny symaskine. –Den gamle Guldager kunne sælge sand i Sahara.

Jeg blev nu lidt ked af det, for det er da godt at have ry for at være en god sælger, men man skal altså helst ikke skræmmekundernevæk.

HerfølgeretparkundeudtalelserfranettetiFinn’stid:

Sidst jeg havde min Brother til service hos Guldager, endte jeg med at købe en Brother Coverstich med hjem til samlingen af symaskiner. – Tør ikke få lavet service på en maskine lige foreløbig, for hvem ved, hvad man så ender med at få med hjem næste gang?

Eller: - Jeg husker tydeligt den aften en veninde og jeg var inde ved selvsamme Guldager. Efter indkøb af sytilbehør, ville min veninde lige have demonstreret en Brother Coverlocker. På bordet ved siden af stod en ny smart Pfaff. - Jeg stod med 111 ned over hagen. - Jeg endte med at købe den nye Pfaff. - Brother’en var der alligevel ikke brug for, så veninden købte også en Pfaff.

Engang, - i midt 80érne, skulle hele den sydlige side af Nørregade rives ned. Alle de andre husejere havde allerede solgt til et københavnsk byggeselskab. Vi havde lukket butikken og brugte den kun til udstilling og henvisning til vores nye butik i Ryesgade. Byggeselskabet var noget overlegne og bød, efter min mening, alt for lidt for mit hus. Men det var nu nok mest fordi, jeg ikke kunne lide deres dominerende måde. De forsøgte faktisk at tvinge mig til salg. Det gjorde mig stædig, så jeg forlangte en ret høj pris for huset. De forhøjede deres tilbud to, tre gange, men nåede stadig ikke op på min pris. De fortalte, at de nu ville rive husene på begge sider af mit hus ned, for så ville det sikkert væltetilbegge sider. -Jegfortalte dem,at detsikkertvar en rigtig god idé. Historien om det brutale københavnske byggeselskab,dertrynedejyderne,villedenjyskepresse elske at bringe, og det ville sikkert bringe dem en ”god omtale”,-sådetskullededabaregøre.

Til sidst var vitæt på denendelige pris,men endnu ikke nok. Desendtesåderesjuristover for at overtalemig, og jeghavdeenkampmedham.-Dekunneikketilladesigat giveenhøjerepris,dadesåvillefåetfarligtvrøvlmedde tidligere ejere, af de huse de allerede havde købt, sagde han.

Opgivende, spurgte denne specialist i vanskelige hushandler, nu mig om, hvad han så skulle gøre, for han havde ikke flere ideer selv. Jeg forklarede, at jeg skulle have erstatning for goodwill, for når huset var væk, ville alle mine tidligere kunder, der måske kom slæbende på en tung maskine de skulle have byttet, spørge folk på gadenom hvor vi varhenne.Når de såfikat vide, at vi nu boede helt oppe i Ryesgade, ville de måske gå til den nærmeste symaskinebutik. Det blev for langt at slæbe,

den måske 15 kilo tunge maskine, helt op til os. Problemet var, at der var hele tre symaskinebutikker i nærheden, og gik de derhen, ville det give os et tab af kunder.

Vi havde også for nylig ofret et nyt facadeskilt og det var slet ikke afskrevet endnu. – Men vi har ikke længere nogen steder at tagepengene fra, sagde juristen. – Vihar ryddet alle konti til den slags. - Men I har en reklamekonto,-sagdejeg,ogdenkandækkemangeting. Tag pengene derfra og afslut sagen. Med et træt blik ringede han hjem til København, og fik, efter en længere diskussion,grøntlysogjegkunnenufåminepenge.

Året var 1986 og beløbet var 400.000 kr. Det svarer i dag til 830.000 Jeg havde i grunden ikke regnet huset for så meget. Det ville blive meget vanskelig at sælge normalt, før det var blevet grundigt renoveret og det ville koste dyrt. Da jeg nu pludselig stod med et stort uventet beløb i hånden, fik jeg lyst til at ofre lidt på mig selv. Jeg bestilte så den største Ford der var til salg i Danmark, nemlig en Ford Scorpio og for at det ikke skulle være løgn, bestilte jeg den i luxusudgaven Ghia, i højglans sort ogenddamedyderligereekstraudstyr.

Den blev bestilt som særbestilling nede på fabrikken i Tysklang og jeg fik løbende besked om, hvor langt den var kommet. Den kostede lige præcist de 400.000

(830.000) kr. Jeg syntes påen måde, at jeg næsten havde fået dengratis,da jegjo ikke havde regnet det gamle hus fornogetafsærligværdi.Detvarenheltnymodelogden blev årets bil i netop 1986. Det var en rigtig ministerbil. Statsministeren, der dengang var Poul Schlütter, havde ogsåen Scorpio,menden varslet ikkesåfornematsepå som min. Jeg havde dog ikke købt den for at prale, men fordi jeg altid kørte i Ford og altid havde drømt om at eje denstørstemodelendag.

Det år kørte vi ned til Rivieraen i den. Den var så flot, at da vi kørte forbi kasinoet og hotellerne i Monaco, stod folk stille inde på fortovene for at se, hvilke berømtheder der mon kørte i den, og så var det bare med at se fornem ud. Vi skulle jo nødigt skuffe dem. Nå – Vi har heldigvis aldrig været snobbede, så vi grinede lidt af det, men helt ærligt:-Jegnødatkørerundtidenflottebilpådekanter.

- Man har vel lov til at være stolt af noget, man godt kan lide!

Før i tiden betalte kunderne i butikken enten med kontanter eller med en check. Personligt mindes jeg lange stunder, hvor jeg hver aften efter lukketid sad og talte pengesedler. Man skulle da ellers tro, at det måtte være en fornøjelse for en handelsmand at tælle tjente penge,ogdetvardetdaogsåpåsinvis,mendervarbare den forskel, at ikke ret mange af disse penge var mine personligt. Jeg plejede at sige, at jeg lagde dem i en stor si med mange huller og kun ét af disse huller var mit personlige, så jeg følte jo ikke, mens jeg talte dem, at pengenevarmine.

Når forretningen lukkede, skulle jeg først tømme den store aflåste skuffe med salgspapirerne, hvor alle pengesedlerne var sat på med en papirklips. Der var tit

tusindvisafkroneri pengesedler. Førstmåttejegseefter om beløbet stemte med beløbet på papiret. Så skulle alle sedlerne sorteres og laves i bundter á ti. Så skulle sedlerne tælles igen ved at vende et hjørne med en pegefinger, og til allersidst skulle de samles i større bundter,somvarletteforbankenatoverskue.

Detlydermærkeligtidag,menjegfikstoreinfiltrationer i musklerne i højre side mellem nakke og skulder ved at tælle de mange sedler op flere gange, for man sad i en foroverbøjet, anstrengt og koncentreret stilling, mens man gjorde det. Det gjorde ret ondt og var irriterende, at skulleigennemhveraften.

Bagefter skulle alle de mange check tælles op og lægges i bundt. Det hele blev så puttet ned i en stor blå plasticpose med lynlukke. Nu var klokken tit blevet næstensyvførjegkunneforladebutikken.

På vej hjem skulle jeg så ind til en døgnbox ved vores bank. for at indlægge de mange tusinde kroner. Der kunne om vinteren tit være omkring 100.000 kroner i kontanter, så det var også sin sag, at gå hen til en øde bank på en kulsort vinteraften med de mange penge. Der kunne let stå en bankrøver, der vidste, at jeg hver aften kom og smed penge i boxen. Men mærkeligt nok var jeg aldrig bange, men nogen gange var jeg dog meget vagtsom, hvis der stod eller kom andre mennesker. Hvis derstodenpersonogligesomgemtesigunderhalvtaget, kørtejegforbiogafleveredesåpengenenæstemorgen. Der opstod forresten en episode en formiddag nede i banken. Jeg havde en vinterdag sendt Finn ned i banken på Søndergade med et ordentlig bundt pengesedler. Han kørtedernedpåsinknallert,Detvarførgågadetiden.Han tog sin styrthjelm af og gik ind i banken. Pludselig opdagede han, at hele personalet og alle kunderne stirredeforstenedepåham.

I samme øjeblik vidste han også hvorfor. Han stod nemlig inde i banken med sin elefanthue på og alle troede, at de stod overfor en bankrøver. Lynhurtigt rev han huen af og personalet, der kendte ham, sagde dybt alvorligtilham:

- Er det bare dig. Det må du love aldrig at gøre igen. - Vi blevvirkeligbange.

Bankrøverierne florerede nemlig dengang, da bankerne stadig havde masser af sedler liggende i næsten åbne skuffer. - Han havde jo haft elefanthuen på under styrthjelmen,dadetvarenkolddag.

Da Dankortet kom engang i 1980’erne, var vi blandt de allerførste i byen der indførte det i butikken. Det blev efterhånden, som det blev udviklet i årene fremover, en stor lettelse for mig. Nu slap jeg for at tælle så mange sedler.

Man havde ikke automater til kortene i starten, men brugte en såkaldt ”fluesmækker”. Kunden lagde sit kort på maskinen, og ovenpå lagde man en tobladet gul blanket, med karbonpapir. Derefter kørte man en mekanisme henover kortet, så dets ophøjede tal og bogstavergavet aftrykpåblanketten. Kundenfikdetene bladogvifikdetandet.

Senere blev det hele udviklet til det, som alle kender i dag.

Der er langt mellem de to yderpunkter i udviklingen af IT-verdenen.

Her er en af vore kassebons fra i dag.

Men der er langt større afstand, mellem, - hvad vi begyndte med i 1954 i Nørregade, og nu, for da havde vi ikke engang et kasseapparat. Vi havde blot en lille blå blikkasse med en nøgle og en rød pengebakke. Her blev altsalglagtnedogbeløbeneblevskrevetienlillebog.

Jegharfaktiskgemtdengamlepengekasseogder liggerstadigpengeidenfradengang.Deterikketiog tyvekronermønterderliggeri,menénogtokroners guldmønter,nogleenddamedChr.’Xmonogrampå.

Dereren,toogfemøreskobbermønter,sølvfarvedeti ogfemogtyveøresmøntermedhul.

Aluminiumsmønterfrakrigenstid,derstadigvariomløb.

Dengangvarselv femogtikroneri sedler.Ento-krone vardenstørstemønt.

En af regnskabsbøgerne er også gemt.

Her er det fra oktober måned 1968.

Stejlskriftsnotaterne der er skrevet, er min fars.

Penge der kom ind på reparationer blev ført i den andenendeafbogen.

Vi noterede i højre side, når vi tog nogle af pengene og sattedemibanken. Hererdetfraapril1967.

Rigtigmangeaf reparationerne kørteviendda udtilkunderne ogreparerede, ellerhentede ogbragtedem igen,damange ikkehavdebil ogmaskinerne vartunge.

Meddepriser erdetutroligt, atdetkunne betalesig,men pengeværdien varlangt anderledes dengang.

Vihavdeen kørebogogher erhvadjeg lavedetorsdag eftermiddag

den24.januar

1977.Jeg

havdesentfri hverdag dengang.

frem.Dehavdeforskelligespidseraltefterhvaddeskulle syi.

Der var jeans nåle til cowboystof, jersey nåle til strækstof,lædernåletilskindoglæder,samtflereandre. Nålenehavdeforskelligfarvemarkeringpåkolberne. Detvarsværtforkunderneatoverskue,såvilavedeen nåleguide.

Der var en stor og træls bagside ved at være chef. Det var ”rykkerne”, som vi kaldte dem. Langt det største salg var på afbetaling dengang og kontrakterne løb over et, halvandet eller to år med afdragsforfald hver den 1. i måneden. Mange havde ikke så gode økonomiske forhold som i dag, så de prioriterede somme tider, hvilke regninger der skulle betales til hver den første. De kontrakter,dervardiskonteredeibankenblevførstramt, for banken accepterede kun tre måneders restance. Overskred kundernedette, blev kontrakten sendtretur til os, og vi måtte så indløse den og selv sørge for at få pengene hjem. Banken udsendte rykkerbreve og tog et godtgebyrforhvertbrev,sågældenkunneletvokse.

Rykkerbreve virker kun på nogle kunder. Der vil altid være en mere barsk gruppe, der bare lægger brevet til side.Efterhåndensomviselvbeholdtkontrakterne,varvi dog selv nødt til at sende rykkerbreve ud. Det blev et ret stort arbejde for kontordamerne, for alt skulle skrives på maskine.

Den hårde kerne der ikke reagerede på brevene fandt jeg på at ringe til om aftenen, når de var hjemme. Det var man slet ikke forberedt på og mange blev flove, når man

havde dem direkte i røret, så de betalte. Men den allerhårdeste kerne lovede, men betalte ikke. Så gjorde jeg noget helt uhørt dengang. Jeg opsøgte dem i deres hjemomaftenen.

Det var bestemt ikke altid behageligt, men det gav alligevel bedre resultat end at ringe, for nu stod jeg ansigt til ansigt med den kunde, der havde været inde i butikken og de mindedes den gode ånd, der havde hersket,davihandledeogjegfiktitetbeløb.

Nogle indrømmede til sidst, at de havde meget svært ved at betale og jeg forklarede dem, at sidste udvej så nok var kongens foged. Han ville komme for at hente maskinen, og, hvis de ikke var hjemme, ville han tilkalde en låsesmed og gå ind og tage maskinen. Omkostningerne til foged og låsesmed skulle kunden så betale, og kunne hun ikke det, ville fogeden komme og tage nogleafhendes værdieri hjemmet ogsælge dempå auktionforatfåsinepenge.

Det er den barske virkelighed for alle, og da de jo var mine kunder, ville jeg for det første, helst undgå at udsætte dem for dette, og for det andet ville de måske ikke indrømme, at det var deres egen skyld, men omtale mig til andre kunder, som en for barsk forretningsmand. Jeg foreslog derfor, at de skrev under på et lille dokument, jeg havde lavet, så de afleverede maskinen til mig frivilligt. På den måde undgik de fogeden, hvilket jo ogsåkunneblivepinligt,hvisnaboerneopdagededet.

Yderligerelovede jegdem,atjegvillegemmemaskinen i et halvt år og ikke sælge den. Hvis de så indenfor det halve år havde bragt gælden ud af verden, ville jeg give demmaskinentilbageigen.

På den måde fik jeg maskinen igen og undgik dårlig omtale, ja, faktisk modsat, for flere af ”rykkerne” hørte

jeg sige: - Det er i hvert fald ikke Guldagers skyld. Han haraltidværetflink.

Mendetvaraldrigbehageligt,atmanefterentravldagi butikken, skulle køre rundt og rykke to-tre kunder om aftenen,førmankunnekommehjemogfåsinaftensmad.

Det kunne også være risikabelt, for om aftenen var kundens mand måske hjemme og hvis han havde en kort lunte, kunne jeg let risikere, at han ville gribe fat i mig, ellerligefremslåudeftermig.

Jeg husker et tilfælde i en opgang i et barsk kvarter, hvor kunden, efter en lang tids venten, endelig lukkede op.Davistod ogforhandledeomatfå etbeløbherognu, gik en dør inde i forgangen op med et brag og en stor kleppert af en halvpåklædt mand kom busende ud med en barsk mine i ansigtet. – Hvad sker der her og hvem er du? – Både konen og jeg, begyndte at overbevise ham om, at jeg blot skulle have nogen penge, som de skyldte påderessymaskine.

Heldigvis for mig faldt han ned igen og spurgte, - godt nok ien barsktone, omhvormangepengedetsådrejede sigom. Han gav mig restancen, menshansendte et vredt blik til konen, mens han sagde en hel masse. Jeg forstod på dethele, at han var sømand og ligevar kommet ind ad døren efter at have været væk længe. Han havde sendt penge til konen hver måned, men hun havde vist ikke brugtdemheltrigtigtefterhansmening.

Jeg tror desværre jeg havde forstyrret dem i noget vigtigtforensømand,derhavdeværetlængevæk,ogdet måhanaltsåundskylde,menjegfikdogminepenge.

I de helt hårde tilfælde, hvor al flinkhed måtte opgives, kørte jeg selv med foged og låsesmed ud og hentede maskinerne, og det var bare ubehageligt at gå ind i folks

hjem, når de ikke er hjemme, selvom de ved, hvornår vi kommer.-Deterjeggladfor,atjegersluppetforidag.

I dag sælger vi også lidt på afbetaling, men mest de helt store maskiner til over 50 tusinde. Vi får nu de fleste betalinger på PBS, men der er dog stadig ”rykkere”, men nuerdetFinnstur.

Det var enmeget travl og stresset tid i firserne og forat holde til det, begyndte jeg at holde fri hver onsdag. Det varvirkeligdejligtpsykologiskset,forsåkunnejegunder de anstrengte perioder, når det var weekend sige, at jeg kun skulle arbejde to dage, så havde jeg fri igen. Onsdag aften kunne jeg så igen sige, at jeg kun skulle arbejde to ogenhalvdag,såerdetweekendigen.

I 1994 kom jeg ud for en stor trafikulykke, hvor jeg nær var blevet dræbt, men alligevel slap virkelig heldigt fra det og uden særlige fysiske men. Men jeg havde dog fået en slem hjernerystelse og fik, af en ældre specialist på neurologiskafdelingpåkommunehospitalet,fortalt,atjeg havdemistet10%afminkoncentrationsevne.

Da jeg kom ned og fortalte det, løb det gennem hele firmaet:-Chefenharkun10%tilbage.

- Det er et godt personale, der tør drille chefen, uden at blivenervøsefor,athanbliversur.

Nu fandt jeg det passende at overlade ledelsen til Finn. 1995 overdragerjeg derforfirmaet til Finn Guldager, som forskud på arv. Det er i fuld forståelse med vore to andre børn. De har heldigvis selv skabt deres egne flotte karrierer, så de glæder sig kun over, at det går godt med vores gamle familiefirma. - Se, det er en god familie at have.

Alle de nye maskiner var også nu fyldt med elektronik, og disse teknikker har slet ikke min interesse, mens jeg elsker gammeldags mekanik. Alt det nye var Finn helt inde i, så tidspunktet passede fint. - Det var jo hans tidsalder.

Da alt det elektroniske dukkede op i symaskinerne, forstod vi ikke at reparere det. Vi skulle have nogen til at lære os om de nye teknikker med kredsløb og dioder

m.m.

Branchen kunne ikke hjælpe os, for vi var selv de førende, men så fik jeg en god idé. I en annonce i, søgte jeg en TV-tekniker. I den branche havde de nemlig arbejdet med elektronik i flere år. Hvis vi ansatte en sådan,kunneviselv omstillehamtil symaskineteknikken. Detvistesigatbliveenstorsuccesogdeblevnogleafde bedstemekanikereviharhaftogstadighar.

Efter 1995 trappede jeg langsomt ned og arbejder nu kuntorsdag,fredagoglørdag.Senereefter2005passede jegdogindimellemvoresbutikiRandersdesidstedagei ugen indtil den lukkede i 2007. Dette var virkelig som at vende tilbage til begyndelsen i Nørregade i tresserne. Man var alene, og når der kom der flere kunder på én gangforatsepåsymaskiner,blevdetsvært.

Jeg husker særlig en fredag eftermiddag, hvor der kom hele fire kunder samtidig. - Jeg spurgte, om jeg måtte spørgedemlidtud,foratfindeudaf,hvaddekunnevære interesseredei.-Detgavdemiglovtil,ogjegfandtsåud af, at det kunne gå an, at visedem alleen bestemt model, dadenvillekunnedækkeallesbehov.

Nu er en symaskine,der dækkerkundernes behov, altid dyrere end de regner med, så jeg fortalte dem ikke prisen, men demonstrerede løs og de blev da også alle fire hold ret begejstrede, men nu kom det svære. To af

kunderne, der jo næsten altid er kvinder, havde deres mænd med og disse kan mange gange slet ikke forstå, at der overhovedet skal kostes ret mange penge på en symaskine, menjegkunnesagtensfornemme,at konerne megetgernevillehavedenvistemodel.

Til sidst var jeg nødt til at fortælle prisen og den var 6.000 kroner, hvilket er cirka 8000 i dag. Efter at have overbevist mændene og med lidt snak om deres gamle maskiner, ville tre af kunderne minsandten gerne købe. De betalte og fik hver deres maskine. Den sidste kunde varen enligdame.Hun ventedetålmodigttilde andrevar gået, og sagde så, at hun skam også syntes det var en dejlig maskine, som hun meget gerne ville have haft, hvis hun havde haft råd. Men det havde hun absolut ikke, og jegsolgtehendesåengodbrugt.

Når vi solgte en brugt, lovede vi altid, at kunden ville få sammeprisigenvedkøbafennyindenétår.

Kundeoplevelser

Der har været mange gode og specielle oplevelser med vore kunder gennem tiderne. Jeg fortæller lige et par stykkerafdem.

Enfredagaften,dadervarmegettravltogviallesadog demonstrerede maskiner gik døren pludselig op og en kraftig kvinde stod og holdt døren, mens hun så sig om i lokalet.Pludseligråbtehunmedvredstemme:

GULDAGER.–HVOR ERDU?

Alle kunderne kiggede forskrækkede hen på hende og jegrejstemigopogsagde-Her.

Hunsagde,-stadigmegethøjt:

-For25årsidensolgtedumigensymaskineog dulovede,atdenvargodogatdenaldrigvillegå istykker!

- Nu holdt hun en pause. Både kunderne og jeg følte os pinligt berørte. Endelig sagde hun så i et almindeligt og kærligt tonefald: - Det kom til at passe, og jeg er stadig så glad for den. Tak skal du have.

– Derefterlukkedehundørenoggik.

– Alle åndede lettede op og der blev en vældig snakken og den gode stemning vendte forstærket tilbage. Den havde været tæt på at blive ødelagt, for hvordan skulle kunderne få tillid til os, hvis tidligere kunder var så utilfredse, Men hvis kunderne var så tillidsfulde, at de turde lave det nummer med os, var det vist ikke det værstestedathandle.

Den lille mormor

En dag kom der en lille ældre tynd og spinkel dame ind medsitbarnebarn,enungpigeityveårsalderen.

Den gamle dame havde syet i hele sit liv, men hendes datter havde ikke været interesseret i at sy, men barnebarnet ville gerne lære det, og derfor ville hendes mormornuforærehendeensymaskine.

Jeg udspurgte den unge pige, hvor interesseret hun selv var, eller om det kun var familien, der syntes hun skulle til at sy. Jeg gjorde det selvfølgelig på en diskret måde. Det viste sig hun havde stor lyst til det. Dette var vigtigt, for at kunne finde netop den symaskine, der kunne dække hendes forventninger, og som hun derfor villeblivegladfor.

Jeg var nødt til at vise hende den model der kostede 8000 kroner, men jeg vidste jo ikke, hvor mange penge hendes mormor ville give hende, så derfor nævnte jeg

ikkeprisen. Denlillegamledameholdtsigheletidenlidti baggrundenogsagdeikkeétord.

Den unge piges øjne strålede. Den maskine kunne hun lide, ogjeg var nu nødt til at fortælle prisen. Jeg kiggede dog lidt nervøst til den gamle dame, da jeg sagde det, for det var nok længe siden hun sidst havde købt en symaskine, og hun havde måske slet ikke fulgt med i prisudviklingen.

8000 kroner ville måske for hende virke helt urealistisk, ogdetvarjotrodsalthendederskullebetale.

Hun sadførstheltbomstilleogfortrakikke enmine.Jeg blev helt bange for, at hun var blevet chokeret over prisen, og at jeg nok alligevel skulle have vist en lidt billigere, men det var altså den maskine, der passede bedsttilsituationen.Menpludseligsigerhun:

- Så skal vi have to, for jeg vil også have en ny.

Tænk, så havde hun, uden at fortrække en mine, minsandten siddet og var blevet ligeså begejstret over maskinen,somhendesbarnebarn.

Se, - det var en god mormor at have.

Tillid til ”erfaren biltyv”

Jeg havde en dag betjent en kunde i vores butik. Hun havde været inde og aflevere en symaskine til eftersyn, og var gået ud til bilen igen. Den var parkeret i en af sidegadernetilstrøget.Pludseligstodhunigenibutikken ogsagde:

- Guldager, jeg er kommet til at smække mig ude af min bil, og nøglerne sidder i tændingslåsen. – Kan du ikke lige gå med op og dirke bilen op?

Jeg kiggede forbavset på hende og spurgte, hvorfor hun mente, at jeg ville være god til det? – Hun svarede:Jeg er kommet her i mange år, og jeg har altid haft opfattelsen af, at du kan klare alting, så jeg regner da med, at du også kan hjælpe mig nu. - Det kan man da kalde blind tillid. Sådanne kunder er guld værd, når de omtalerfirmaettilandre.

Jeg spurgte hende nu om, hvilken bil hun havde. – Det var en Opel. – Hvordan er den låseknap du trykker ned, når dulåserdøren?– Erdeten knopmed halseller erdet bareenfladplade?– Detvarenfladplade,ogdenvardet aller sværeste at få op. Var det en knop med hals, havde jeg nemlig prøvet det før med en anden ligeså tillidsfuld kunde.

Dengang tog jeg et langt stykke stiv pianotråd, vi havde på værkstedet til reparation af overlock-stingplader. I enden af det lavede jeg en åben løkke. Mellem døren og karosseriet kunne jeg så liste den tynde og stive ståltråd ind i bilen og fange knoppen med løkken og hive den op. Detgikretnemtoghurtigt.

Mennuvarderingenknopjegkunnehivei,menkun en smalfirkant,derblevsmallereogtyndereopad, netopfor at hindre biltyverier. Her havde jeg virkelig fået et værdigt problem. Hvordan skulle jeg dog kunne indfri dennekundesblindetillid?

Jeg elsker vanskelige problemer, jo sværere, jo bedre, for så skal man rigtig sætte hjernen på opgave. - Jeg

tænkte mig lidt om og sagde så, ligesom i Olsenbanden:Jeg skal bruge en fukssvans og en stor rulle bred tape.Deterdethele.

Mekanikerne

på værkstedet spurgte undrende, hvordan jeg ville åbne døren med disseting.

–Vildusavedørenop?

Men det svarede jeg ikke på. Jeg havde selvfølgelig en plan, ligesom Egon Olsen, men var jo ligesom nødt til at prøveideenførst,førjegpraledeformeget.

Vi havde begge dele på værkstedet, og med dem i hånden, gik kunden og jeg op til bilen i sidegaden. Heroppe belagde jeg alle savtænderne med to lag bred tape. Jeg levnede dog to centimeter tænder alleryderst på bladet. Nu stak jeg bladet ind mellem ruden og karosseriet og trykkede bladet forsigtigt ned, så de skarpe tænder ikke ridsede lakken selvom de var afblændede. Det tog lidt tid og jeg måtte hive lidt ud i ruden under processen, men til sidst kom bladet helt ned tildørtappen.

Nu klemte jeg de skarpe ublændede tænder ind på den smalle side af tappen, og lagde så stort et tryk på, som jeg kunne og hev forsigtigt opad. Tænderne gled af de første par gange, da tappen jo blev smallere modtoppen, mentilsidstfikjegramtsågodtogpressetsåhårdt,atde greb fat, så tappen med et pludseligt smæk gled op. Nu kunneviåbnedøren.-Problemetvarløst.

Kunden takkede, men tog det hele som en selvfølge. Hendes store tillid til hendes symaskinefirma, havde igen levetoptilhendesforventninger.

At være sælger

Engang midt i 80’erne lavede Pfaff importøren et salgskursus for deres forhandlere. Jeg solgte jo virkelig meget, så jeg tænkte: - Hvad kan jeg lære om symaskinesalg? – Men så hoven skal man ikke være. Man skal altid være vågen for at lære noget nyt, så jeg meldte mig.

Salgskurset blev holdt på et stort kursushotel i Midtjylland. Det strakte sig over fem dage. Lederen var selv tidligere sælger, men han var af ”revolversælgertypen” og det var jo ikke lige min kop te, men jeg holdt pænt mine meninger for mig selv i begyndelsen.Hanmente,atsetfraensælgerssynspunkt,

Vores nye facade med masser af gammeldags neonlys.

gjaldtdetaltidomat sælgeden maskine,man tjentemest på. Man skulle få kunden til at sige ja på en masse selvfølgelige ting, for så sagde hun nok også ja, når spørgsmålet kom, om hun ville købe den maskiner, man viste hende. Princippet, set fra en revolversælgers synspunkt, er ret klart og enkelt. Det gjaldt om at få så mange penge fra køberne som muligt, men om de så lige fik netop den maskine, der passede til deres behov, var sælgerenfuldstændigligegyldigt.

Jeg kunne jo ikke lide hans salgssystem, så jeg var nok lidt hård ved den salgslærer, for en varm eftermiddag, hvor vi sad og gennemgik salgslektierne og rutinerne, virkede han helt uinteresseret i sine elever. Nede i gårdenforanvinduerne,komderenølvognoglæssedeøl af til hotellet, og han var tydeligvis mere interesseret i denølvognendios.

Det irriterede mig grusomt, så jeg sagde, i en forurettet tone: - Lige et øjeblik. - Her sidder vi, en flok travle forretningsfolk, der har taget fri fra deres butikker, for at lære noget, og så er du mere interesseret i en ølvogn nedeigården.

Hvis dine salgsmetoder er så gode, som du siger, hvorfor står du så der og underviser os en varm sommereftermiddag. – Hvorfor er du ikke ude og tjene mange flere penge som supersælger, end dem du får for atunderviseos?

Jeg kan faktisk ikke huske, hvad han svarede, men fra daafvarviligesomikkesåmegetpåbølgelængdemere. En dag sagde han, at det var forkert af en sælger at have overskæg. Det kunne let distrahere kunderne for meget. Det svarede jeg slet ikke på. Jeg mente, at det komanpåheltandreting,nårmansolgte.

Ved kursets afslutning, skulle sælgeren vise direktøren for Pfaff, hvor dygtige vi var blevet. Vi blev samlet i et lokale med en stor fjernsynsskærm og sælgeren sad i et

andet lokale med et kamera. Her stod der Pfaff symaskiner iallemodeller, som i enforretning. Vi blevnu kaldt ind, en for en. Vi fik at vide, at vi nu havde syv minutter til at sælge en symaskine i. Længere tid behøvededetikkeattage,efterdetvihavdelært.

Sælgeren agerede køber, og da han selvfølgelig ville imponere Pfaff direktøren, lod han, som om han gerne ville give sin kone en fin symaskine, og det ville hver gang sige den dyreste der kostede 10.000 kroner, - i dag godt 20.000. Den forhandler der var inde som sælger, fortalte så om maskinen og meget hurtigt, lod ”køberen” sigovertale.

Det gjorde han næsten hver gang, også da det blev min tur til at være sælgeren. De sad alle i det andet lokale og fulgte spændt med i, hvordan det ville gå. Jeg var jo kendt for at være en god sælger og derfor ville de se, hvordanjeggjorde.

Hele forestillingen med den dyreste maskine gentog sig, lige indtiljegrakte håndenivejrethenmodkameraet og sagde – Stop! – Det her er helt urealistisk. Sådan foregår det slet ikke ude i butikkerne. Det skuespil vil jeg ikke deltage i. Nej, - sagde jeg til tilskuerne, - nu skal I finde den mest vanskelige kunde blandt jer og sende vedkommende herind. – Så skal jeg vise, hvordan det går tilivirkeligheden.

Først var de lidt forbløffede over, at jeg turde afbryde, når direktøren sad og fulgte med, men så talte de sammen og sendte en ældre dreven sælger ind til mig. Hun vidste lige præcis, hvordan det foregik i virkeligheden, og hun forstod, hvordan hun skulle gøre detvanskeligtformig,atsælge hende ensymaskine. Da hun kom ind, fortalte hun, at hun var en enlig, arbejdsløs mor med tre børn, og at hun havde et meget lille budget. Hun havde dog hårdt brug for en symaskine, men havde ikkeengangde20procenttiludbetalingen.

Hvis jeg skulle sælge hende en symaskine, her for åben skærm, var jeg var nu nødt til at tage den billigste Pfaff vi havdetil2.800kroner.Derskulle700kroneriudbetaling.

Jeg greb den og satte den på min venstre håndflade og løftede den op foran hende, som om jeg serverede en lækker ret. - Jeg sagde: - Her er netop den symaskine du skal have. - Nu skal vi bare finde ud af udbetalingen og afdragene.

Pludselig fik jeg, af læreren, stukket en gul seddel i hånden,hvorpåderstod:-Derergåetsyvminutter.-Jeg kiggede hånligt på ham og kastede den demonstrativt nedigulvet.

Hvormangepengeharduselvikontanterligenu?–Jeg har kun 300 kroner, svarede hun. - Har du dine forældre endnu? – Ja, det havde hun da. – Jeg er sikker på, at de gerne vil hjælpe dig med de sidste 400 kroner, når det er til en symaskine, da du kan spare mange penge ved at sy selv. -Tror duikke det? - Jo, for hunhavdeda tit taltmed sin mor om en symaskine. – Hvor meget kan du klare at afdrage pr måned? - Højst 100 kroner. – Der skal betales 202 kronerpr.måned,men jegtrorogså,atdineforældre gernevilhjælpederesdattermeddet,ogbetaledesidste 102 kroner. De ved godt, at det er svært at være alene med tre børn. – Det tror jeg helt sikkert, at de vil, når det gårtilnogetsåfornuftigtsomdette,-sagdehunglad,-så jegvilgernekøbeden.

Bagefter sagde hun, ”den vanskelige kunde”: - Et øjeblik troede jeg faktisk, at jeg havdekøbt en symaskine afdig.

Læreren så sur ud, men ude i det andet lokale klappede mine kolleger, for de kunne let se, at det her var en virkelig handel, som den foregik til daglig. – Her fløj de stegte duer ikke lige ind i munden på os, som læreren forsøgteatbildedirektørenind.

Morale: - Revolversælgere tjener mere pr. gang, men fårikkesåmangekunderifremtiden.Derforerdenødttil atskiftearbejdetit.-Hvaderbedst?

I november 1994 holdt vi firmaets 40-års jubilæum. Vi havde inviteret alle forhandlere i Danmark, samt gadens handlende og kunder. Der kom mange og vi havde hyret vores husorkester ”Ramsing Street Paraders” til at gøre dagen festlig. De spillede New Orleans jass, både inde i butikken og ude på gaden foran butikken. Vi havde vores egenslagsangdergikpåmelodienSaterdayNight.

Her er personalet samlet på dagen.

Læg mærke til, at jeg har en bandage på venstre øre. Det har sin årsag. Jeg havde nemlig, så sent som lørdagen før haft et stort biluheld. Jeg har omtalt det før, men ikke forklaret, at jeg her på denne dag, ugen efter, stadig havde problemer med bl.a. brækkede ribben, brækket næse og udslåede fortænder og et halvt afrevet øre. Tandlægen havde hastelavet en lille nødgane med to fortænder.Ørethavdelægernesyetpå,næsenmåtteselv gro sammen, men ribbenene gjorde virkelig ondt, bare vedattrækkevejretellerbevægesig.

Vi havde inviteret i god tid og ville ikke aflyse. Jeg skulle som chef jo holde jubilæumstalen. Om morgenen blev jeg dopet med stærke piller fra lægen, så jeg ikke mærkede smerterne så meget, og det lykkedes mig da også at holde min tale. Jeg tror ikke der var mange, der bemærkede noget. Jeg var næsten, som jeg plejede, sagdede. Despurgtegodtnoktilmitøre,menjegsagde: -Deteringenting.-Denhistoriefårduenandengang.

Jeg kom fint gennem dagen men måtte så hjem igen og på hovedet i seng. Jeg kunne jo ikke tage flere af de megetstærkepiller.

Gaver fra de mange gæster.

Gennem flere år havde vi for-reklamer i biograferne. Det var stillestående billeder, der blev vist nogle sekunder før selve filmen. Vi havde flere forskellige, - se næste side, men har kun gemt de her viste. Den sidste brugervistadigivoreannoncerafogtil.

Men jeg kan huske, at der også var en, hvor man så et ægtepar sidde, helt normalt på en badestrand en varm sommerdag, blandt alle de andre badende. Konen sidder med sinsymaskine foran sigi sandet.Manser en laaaang ledninggåoptilishuset.

Manden hvæser:-Skalduabsolut slæbedensymaskine fraGULDAGERmedallevegne?

Finkarikaturafmandenmeddetsnoedeoverskæg.

Han ser ikke engang ked ud af det.

5. december 2005 købte Finn, der nu var chef, en gammel fredet ejendom i Kirkestræde i Randers. Det var resterne af en stor købmandsgård fra 1626. Hjørnet var i 1840brændtnedogfornyetogdetvarherhanindrettede symaskinebutik, efter opfordring fra mange af vore kunderiRanders.

Kirkestræde.

Lige ved Skt.

Mortens kirken.

I bygningen, hvor butikken ligger, havde der været en boghandelsiden1840.-DenvarmegetkendtiRanders.

Over porten, i den gamle del, er der en sandstensportal med navnet på købmanden og hans kone, samt året de byggedegården.

Forretningen var kun åben tre dage om ugen, nemlig torsdag, fredag og lørdag. Jeg passede den mange af de dage, i det par år den var åben. Jeg sad og lavede reparationer i pauserne mellem kunderne. Det var virkelig en tidsrejse. Det var fuldstændig, som om jeg var tilbage i tresserne nede i Nørregade. Men jeg kunne faktisk ikke lide det. - Det var ligesom at skulle begynde helt forfra igen, og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Så jeg blev glad for at være på det sted i livet, hvor jeg befandtmignu.

Finn nedlagde forretningen allerede igen i efteråret 2007, da den trak for mange resurser fra Ryesgadeforretningen. Der var simpelthen ikke tid til det og det kunne heller ikke betale sig, da det viste sig, at de fleste kunder fra Randers, gerne ville ud og opleve den størrebyAarhusogderfortogudtilos.

Finn lejede lokalerne ud. Ejendommen beholdt han, da detvarengodinvestering.

Dramatik i hverdagen

En stikkende erhvervsskade

En kollega sagde engang til mig: - Jeg tror du er vaccineret med en symaskinenål og flasket op med symaskineolie,ogderermåskelidtomsnakken. Enrigtig symaskinemand skal nemlig altid, mindst én gang, have haftensymaskinenålbanketnedgennemenfinger.

I mit tilfælde, skete det en dag, jeg sad og reparerede en maskine oppe i butikken i Ryesgade. Jeg tabte en skrue på gulvet, og da jeg læner mig ned for at finde den, kom jeg til at træde på fodregulatoren og maskinen sprang i gang. Jeg havde uheldigvis min hånd inde over stingpladen. Nålen bankede ned og røg tværs igennem min tommelfinger. - Heldigvis lige udenfor enden af knoglen.

Forsigtigløsnede jeg nålen framaskinen,og densadnu og stak dramatisk ud på begge sider af fingeren. Jeg fik derfor den idé, at lave lidt drama for mekanikerne nede påværkstedet.

Jeg gik derned, og på trappen derned, begyndte jeg at jamre mig højlydt, som om jeg havde store smerter. De kiggede forskrækket hen på mig, og da de så min fremstrakte finger med nålen siddende på tværs, - gøs de.

- Skynd Jer at tage en tang og hiv nålen ud, - stønnede jeg. En holdt fast på fingeren og en anden drejede nålen rundtmedentangogtrakopad.

Av – av. – forsigtig, - jamrede jeg. – Jeg kunne se på deresansigter,atdeledmedmig.-Langsomtfikdenålen udogsålettedeud.

– Det gjorde de så ikke mere, da jeg fortalte dem, at det overhovedet ikke havde gjort ondt. – Jeg havde bare villet lavet lidt sjov med dem og havde syntes, at det dramatiske syn, ikke helt skulle gå til spilde, selvom jeg ikkehavdemærketnoget.

– Der kom fremkom nu flere kommentarer, som jeg ikke vilgengiveher.

Jegvarendag

udepådet yderstelagerfor atledeefteren bestemtbrugt

maskine.Påden

øverstehyldei

lagerreolen,cirka

2.25meteroppe, villejegflytteen

”Nålepuden”

kassemedengammelnorskveteranrundstrikkemaskine,somdennepåbilledet.Denvar megettung,dadenvarlavetafstøbejern.

Da jeg skubbede til den, gik kassen i stykker, og den faldt ned lige oven i hovedet på mig. Den vendte selvfølgelig kransen med alle nålene nedad, så de ramte mig ovenpå kraniet. Den trillede videre ned på gulvet, mengikheldigvisikkeistykker.

Men mit stakkels hoved, havde jo fået en ordentlig en i nøddenafdentungemaskine,menforudendet,varnogle af nålene blevet presset ind under huden ovenpå kraniet.

Jegbørstedenogleafdemaf,mendersadstadigen femseksstykkertilbageogdemkunnejegikkerykkeud.

En strikkemaskinenål er nemlig formet med en krog og en lille bevægelig pal. Når den er blevet presset ind, og man rykker den baglæns, vipper palen over og låser det fast, som krogen har grebet fat i, og det ville i det her tilfælde sige min kraniehud. – Nu blødte det ret meget, så jeg gik ind til håndvasken og stak hovedet ind under vandhanenogskylledeblodetvækfrahåret.

Jegforsøgteigenatfjernenålene,mendesadbarefast. Så kaldte jeg på Finn inde på værkstedet og forklarede ham sagen. Han så jo noget forskrækket og forbavset ud, da han så nålene, tilsyneladende, stikke ud af kraniet.

Jegbadhamomatfjernenålenelidtforsigtigt.

Nuerderkunénmådeatfånålenfripå,ogdetervedat presse den endnu længere ind under huden, så palen

vippertilbageogkrogenslipperdetstykkeskind,denhar fanget. Så skal nålen drejes, så den vender krogen ned mod selve kraniet, så den ikke griber fat i noget. Langsomt

trækker man så nålen

baglæns, så palen vipper over og lukkerkrogen. Man kan nu let trække nålen helt ud. Den samme fremgangsmåde blevsåbrugtmedrestenafnålene.

Al denne kirurgi måtte stakkels Finn så lave, medens blodet flød. Men denne gang jamrede jeg ikke, for nu var detjoalvor.

– Skønt nålene havde været fyldt med gammel olie og snavs, gik der mærkeligt nok ikke betændelse i sårene. Jeg tror, at det havde blødt så meget, at blodet må have skyllet snavset ud. – Jeg skyllede i hvert fald bare blodet ud af håret igen og fortsatte med mit arbejde. Jeg tog ikkepåskadestueelleropsøgtelæge.

-Detheledeafsigselviløbetafdennæsteuges-tid.

Den lille pige og synålen

Nu, vi taler om ”nåle”, kan jeg huske en hændelse oppe i Højbjerg for rigtig mange år siden. Jeg var kaldt ud for at reparere en håndsymaskine. Da jeg ringede på døren, kunne jeg høre et barn der skreg højlydt indenfor. – Da ingen lukkede op, gik jeg selv ind og ind i stuen. Her sad der, ved et bord, en lille pige på 4-5 år ved en gammel håndsymaskine.

Hunhavdesyetennålnedgennemenfingeroghunsad nu fast i maskinen på grund af denne nål. Hun kunne ikke selv finde ud af at dreje på håndhjulet, så nålen kom op igen.

Hendes mor var ikke hjemme, og da der nu pludselig kom en helt vildfremmed mand ind i stuen, skreg hun endnuhøjereogkiggederædselsslagentoppåmig.

Jeg gik hurtigt hen, holdt hendes finger fast og drejede nålenop.

Nu kom hendes mor heldigvis hjem, og da hun ser en fremmed mand stå ved siden af hendes skrigende lille

pige, blev hun selvfølgelig stram i betrækket, men jeg sattehendehurtigtindisagen.

Det hele sluttede godt. Jeg reparerede maskinen, og moderen forklarede pigen, at det var godt, jeg havde hjulpet hende. Vi blev så gode venner igen. Hun havde nemlig kigget på mig, som om det var mig, der havde forvoldthendeondt. ---o0o---

Lørdag den 26. januar 2008 trak jeg mig helt tilbage efter 51 år i firmaet. Der blev holdt en afskedsreception og jeg holdt en afskedstale, hvor jeg ridsede firmaets historie op for de mange gæster. Den var selvfølgelig

lang, så jeg bringer kun lige begyndelsen her, da hele denneberetningjonetophandleromfirmaetshistorie. Jeg kan se, at jeg allerede har pensionisttøj på.

Jeg begyndte sådan: - Jeg er meget ambivalent ved at stå her og sige, at jeg aldrig mere skal sælge en symaskine. Det er virkelig en underlig fornemmelse. Det må være samme fornemmelse en romersk gladiator må have haft, når man fortalte ham, at han aldrig mere skulle i arenaen og kæmpe.

På én måde var han glad, på den anden side ved han, at han vil komme til at savne det meget. - Nøjagtig den fornemmelse har jeg.

Jeg vil komme til at savne ”duellen” med mine kunder. At få dem til at købe netop den maskine, jeg ved, de vil blive allermest glad for. – Det har altid været målet for mine salg.

Detblevenbådesørgmodigdagogdogalligevelen gladdag.Jegfølte,atjegtrodsalthavdeudtjentmin værnepligtidennebranchegennemde51årogsatmit prægpådensammenmedmitmandskab.

Nogle af de mange gæster.

Vi havde hævet branchen fra ”gelænderabe” stadiet, til en respekteret branche.

For at glæde mig havde firmaet hyret vores gamle ”husorkester”,”RamsingStreetParaders”,numedenlidt ny besætning, men de huskede vores gode gamle firmaslagsanggennem30år,ogdenspillededeforfuldtdrøn.

Jeg har gennem årene været så heldig, at få fat på dygtige og ikke mindst ærlige medarbejdere. Alle, især i et firma der driver handel, skal altid være 100% ærlige overforkunderne.Deskalvirkeligmene,atdevildemdet bedste.

Foruden, at det er det psykologisk bedste for medarbejderne, er det sandelig også noget kunderne i høj grad lægger mærke til, og det fører igen til endnu flere kunder. Det har altid været ”ånden” i vort firma og

jeger sikker på, at deter det, der har været medvirkende tilvoresfremgangibranchen.

Så:-Takfordet.-AlleIgodemedarbejderejegharhaft. Isærgennemdesidste30år.

Jeg er klar over at Finn har videreført firma-ånden, for jeg kan se, at medarbejderne i dag er ligeså entusiastiske,somdevarføritiden.

Entusiasmenerdenlimder holderfirmaetsammen

Firmaoversigt

Niels Arne Guldager 1908-1990

1938–1939: Starter og arbejder hos Pfaff i Randers.

1939-1940: Agent for Hobro og omegn.

1940-1944: Selvstændig i Hobro.

1944-1947: Selvstændig i Randers.

1947-1954: Ansat som første sælger hos Pfaff i Aarhus.

1954-1971: Selvstændig i Nørregade 33, Aarhus.

1971: Opretter endnu en butik i Ryesgade 35.

1978: 1.Jan. Overlader firmaet til Knud-Erik Guldager og trækker sig tilbage.

Bent Guldager 1938-1977

1959-1971 Ansat i Nørregade 33, Aarhus.

1971-1977: Passer den nye butik i Ryesgade 35 fra 1971 til sin død i 1977.

Knud-Erik Guldager: 1935-

1957-1978: Ansat i Nørregade 33, Aarhus.

1978: Overtager firmaet. Det ledes fra Ryesgade 35

1980: Nørregade forretningen lukker.

1984: Flytter firmaet til større lokaler i Ryesgade 31

1995: Overdrager firmaet til Finn Guldager.

1995-2007: Arbejder på deltid under tilbagetrækning.

2008: (1. jan.) Træder helt ud af firmaet.

Kuriositet

Symaskine til bowlerhatte

Finn Guldager: 1963-

1978: Starter som bydreng 15 år gammel.

Gik fra 9. klasse direkte til gymnasium.

1982: Student 16. juni.

1982-1983: Fuldtidsansat i Ryesgade 35. (Sabbatår)

1983-1984: Tager højere handelseksamen.

1984-1988: Fuldtidsansat Ryesgade 31.

1988-1995: Selvstændig. Bernina Bruunsgade.

1995: Overtager firmaet Guldager & Sønner.

1997: Sammenlægger Bruunsgade og Ryesgade butikker

2005: Køber ejendom og starter forretning i Randers.

2007: Forretning i Randers lukker. Ejendom beholdes.

2010: Overtager importen af Brother i Danmark.

2015: Overtager importen af Brother i Sverige.

2019: Overtager importen af Brother i Finland.

Et lille tilbageblik

Symaskiner har fyldt meget i mit liv, lige fra min tidligste barndom, hvorjegcykledemed udpåsalgsturei Hobro.

I de første år jeg var ansat, var jeg dog ikke altid lige glad ved at gå på arbejde. - Der var problemerne mellem Bentogjeg.

Jeg syntes heller ikke ret tit min far var åben for alle mine ideer til at forbedre firmaet. - Jeg blev tit desavoueretogdetgjorde,atjegtabteden heltstorelyst tilarbejdet.

Men jeg havde heldigvis mine hobbyer. Først var det amatørarkæologi fra 1960 til 1965. Denne hobby har jeg stadig,mennupåetmindreplan.

Derefter kom veterankøretøjerne. Jegrestaurerede den første bil i 1965, og har siden restaureret flere biler og motorcykler. Jeg har gennem årene haft en god samling, som jeg stadig passer og plejer. Jeg kører til mange løb, stævnerogfamilietureomsommeren.

Jeg kom ind i en veteranbilklub i 1966 og blev ret hurtigtformand.Herbrændtejegsåalden energiaf,jegi grundenskullehavelagtifirmaet.

Da jeg startede som formand var der kun få betalende medlemmer. Klubben var en udbryder af en stor landsdækkende klub. Stifteren var blevet uvenner med denne klub, og havde startet vores mere lokale klub. Han

var dog en dårlig leder og blev afsat. Den ny formand var derkunetårstid,-ogefterham,komjegsåind.

Jeg var medlem af begge klubber og jeg fik et godt samarbejde igangmellemklubberneogal uvenskabblev fjernet.

Medlemstallet voksede hurtigt og vi lavede mange løb og arrangementer. Vi var bl.a. de første i Danmark til at laveet”stumpemarked”forgamlereservedele.

Klubben var nu for længst vokset til at være den næststørsteiDanmark.

Da jeg overtog vores firmaet i 1978, stoppede jeg som formand i veteranbilklubben, og endelig kunne jeg flytte heleminsjælogalminenergioverimitegetnyefirma.

Jeg moderniserede det, og forbavsende hurtigt slog minenyeideerigennemogfirmaetvoksede.

Jeg har aldrig fokuseret så meget på, hvad jeg tjente på hver maskine jeg solgte, men mere på, at kunden fik lige netop den maskine, der passede bedst til hendes behov. Jeg havde en mening om, at dette ville være bedst for firmaet og derfor give mest i den sidste ende. Fortjenesten hentede jeg bagud ved at kæmpe foratindkøbebilligere.

Det er netop dette, jeg har forsøgt at beskrive med denne bog.

Hermed vil jeg slutte denne beretning, som jeg kan kalde

Firmaet ”GULDAGER & SØNNER” i min tid.

Vanddrevet symaskine fra 1883.

Men hvad med fremtiden?

En far er normalt altid lidt nervøs, når han overlader et gammelt familiefirma til sin søn. Men kan jeg sige med storklarhed:

Detharjegaldrigværet.

Finnharværetmedheltfrastartenogkenderomnogen firmaets ånd, - så jeg har altid stolet fuldt og fast på, at han kunne klare det. Han havde jo foruden sin studentereksamen også taget en handelsuddannelse, samt fået en masse viden om branchen gennem mange

år, på de mange kurser og forhandlermøder på fabrikkerne.

Han har med stor sikkerhed bevist, at han magter det, ligesidenhanovertogdet.

Der har jo været en stor udvikling i firmaet i min tid og denudviklingharFinnvidereførtklogtogsikkert.

Takket være hans store sprogegenskaber, har han formået at overtage importen og eksporten af Brother symaskinerneibådeDanmark,SverigeogFinland.

Det skyldes, ikke mindst, at han under forhandlingerne medfabrikken,kantalemeddempåderes egetsprog,på enroligogsagligmåde,bådeengelskogtysk.Hererikke tale om ”skoleengelsk og tysk” og dette giver en naturlig respekt,ogdervedfårdestortillidtilham.

Teknisk set er firmaets mekanikere, inkl. Finn, med helt fremme på det sidste nye. De er oven i købet, gennem tiderne, kommet med gode tekniske råd til fabrikkernes teknikere.

Disse har klogelig lyttet til de ”frontsoldater”, der ved hvor kuglerne rammer. Det har flere gange været med til atudviklevissenyemodellergennemårene.

Det er også noget, der i høj grad giver respekt, da maskinerne jo sælges hele verden over. Der skal nemlig virkelig meget til, før fabrikkens egne ingeniører lytter til ”amatører”,oglaverompånogetsomhelst.

En anden ting, der også giver respekt, er den økonomiskebaggrund.

I min tid, -. lige siden vi fik virkelig godt gang i firmaet, har jeg altid holdt på, at det var bedst, hvis det var banken derskylder os penge,ogikkeomvendt.

Efter økonomikrisen, har Finn igen levet op til dette gode råd. At vi altid er i stand til at betale vore varer kontant,giverdybrespektogtillidhosleverandørerne.

Selvfølgelig tager vi da den kredit, vi kan opnå uden at betale renter, men kan vi få rabat ved at betale kontant, ja,sågørvidet,-deterklart.

Det er nu kun ugunstige tider, der kan gøre det vanskeligt. Men så længe, der er nogen der mangler symaskiner, vil vi være i branchen, omvisåbliverdesidste.

Knud Erik Guldager