Page 1

OPLEVELSER Medicinmanden fra Kuredu. Den kloge gedebuk i Onsild enge. Spådommen. Det hvide spøgelse i Krakhuset. Den langhårede chauffør. Julen 1942 i Hobro.

1


OPLEVELSER Medicinmanden fra Kuredu. Den kloge gedebuk i Onsild enge. Spådommen. Det hvide spøgelse i Krakhuset. Den langhårede chauffør. Julen 1942 i Hobro. Januar 2007 Knud Erik Guldager

2


Medicinmanden fra Kuredu

Knud Erik Guldager 3


4


Medicinmanden fra Kuredu I 1991 tog Ulla og jeg - efter en pludselig trang til at opleve en Robinson Crusoe tilværelse på en øde ø, - til Maldiverne i Det Indiske Ocean. Øerne – der alle er meget små - ligger i det Indiske ocean mellem Afrikas Horn og Indien. Tættest på og lidt syd for Indien. De er spredt ud mellem 0 br.gr. - 42´ sydl. breddegrad og 7 br.gr. – 6´nordl. breddegrad. - Vi fløj i alt i 12 timer og mellemlandede i De Arabiske Emirater. Vi landede på hovedøen Male, der havde en lufthavn. Maldiverne er en meget lille stat og består af over 2000 små øer spredt ud over et meget stort areal i oceanet. Alle øerne er Atoller eller koraløer, som de også kaldes. De rager kun mellem en og to meter op over havoverfladen og alle er omgivet af en lagune, hvor vandet er ca. to - tre meter dybt. Udenfor lagunen er der meget dybt ned til bunden af oceanet. Lufthavnens landings– og startbane er bygget ud til kanten af lagunen for at blive lang nok til rutefly. Fra Male gik vi straks ombord på en større båd for at sejle til ”vores” lille ø, der hed KUREDU. Båden sejlede meget hurtigt, men alligevel tog det hele fem timer, - hvor vi jog hen over et stille sølvglinsende ocean – inden vi kom til Kuredu. Undervejs så vi mange flyvefisk, og jeg blev meget forbavset, for jeg har altid troet, at flyvefisk blot bredte deres store sidefinner ud, når de sprang op af

5


vandet, for på den måde at svæve væk fra de store fisk der jagede dem nede i vandet. – Men nu så jeg, at de baskede med finnerne, - fuldstændig som agerhøns – og på den måde kunne de flyve forbløffende langt. Helt op til mellem 50 og 100 meter. Det var fascinerende at se på, men meget svært at fange med kameraet. Da vi ankom til Kuredu, blev vi vist hen til vores lille ”Knold og Tot” lignende hytte, der lå ca. 25 meter fra strandkanten. Hytten var helt omgivet af høje Kokospalmer og lignede en beboelse i Paradis. - Helt enkel og primitiv, som den var.

6


Denne her store palme er ”vores egen” lige uden for døren. Her kunne vi høre de store modne kokosnødder falde ned om natten med hule drøn. Jeg havde min store Schweizerkniv med og den fik jeg god gavn af på den ferie. Den var god til at skrælle den hårde fiberskal - der ligger uden om nødden - af med. Når denne ”kokosmåtte” var kommet af, kunne man prikke hul i et af de tre bløde steder der findes i den ene ende af nødden, og drikke den kølige kokosmælk. – Hullerne sidder i en trekant, ligesom en mund og to øjne. Men her må man endelig huske at lave hullet i ”munden”, for hvis man prikker i et af øjnene, siger overtroen, at det næste barn, der fødes i familien bliver blindt.

Der var næsten ingen sten på øen men jeg fandt dog en, 7


der var stor nok til at knække selve skallen med, så man kunne spise den helt friske kokosmasse inden i nødden. Det gjorde vi af og til midt på dagen i stedet for at gå over til den store ”hytte” og spise frokost. I den store restaurant-hytte der var dækket af et enormt

stort stråtag, var der sand på gulvet, men rigtige borde og stole, og vi havde hver vores faste bord. Til middagene om aftenen, var der hver dag foldet servietter i fantasifulde faconer, lige fra flotte svaner til huse og skibe. Jeg har aldrig set nogen der var så dygtige til det, som disse utrolig venlige indfødte der er Singhalesere. De er dog stærkt blandede med afrikanere og arabere. Sproget er Meledivisk og religionen er Islam. De boede ikke fast på vores ø, men havde deres huse og familier på andre øer. På disse beboelses-øer fylder husene hele øen. Beboerne er 8


ellers normalt fiskere, og har øer med kokospalmer eller betjener turisterne på de få øer hvor disse var. Der var intet drikkevand i vores hytte. Det kunne man købe i baren, men her kostede en liter rent vand ligeså meget som to store øl. Det kunne være lidt svært, - især om aftenen, for mig at vælge mellem øl og vand, men selvfølgelig købte vi mest vand om dagen.

Her sidder jeg i baren og får et stort glas dejlig kold Cola med isterninger. Se sandet på gulvet. Vi havde ikke sko på fødderne i 12 dage. Overalt var der dejligt blødt sand. Vi kunne gå rundt om hele øen på under én time. Større var den ikke. Vi badede 9


selvfølgelig flere gange om dagen. Vi udforskede øen og studerede fuglelivet. Der var en slags krager, der lød næsten som kragerne hjemme, men de var meget mindre. Og der var nogle meget sky fugle på solsort størrelse, vi hørte dem inde i de lavere buske, der voksede under palmerne nogle steder på øen. Der var også små firben der solede sig på hyttens vægge.

Ulla maler akvareller. Vi havde lært ikke at sidde direkte under kokospalmerne, da der tit faldt kæmpestore nødder ned. Fik man en sådan oven i hovedet kunne den faktisk slå kraniet i stykker og dræbe et menneske, da den faldt fra stor højde. Øen er helt flad. Se hvor lidt den er over havets overflade. På stranden var der små huller i sandet og på bestemte tidspunkter af døgnet myldrede der masser af krabber op af disse huller. Det så fantastisk ud. 10


Palme og strand

De indfødte trommer og danser. Se den vandrette müne.

11


Blomsterne i buskene ved huset.

Mor, børn og høns i landsbyen

12


Når vi gik på opdagelse, samlede Ulla smukke små konkylier, som hun kom ned i en lille kurv hun havde medbragt. Engang, - da vi holdt en pause og lå i sandet og så ud over det smukke turkis farvede vand i lagunen, - kravlede alle de smukke konkylier pludselig op af kurven og dumpede ned i sandet. Måbende så vi til og opdagede, at der boede en eremitkrebs inde i hver konkylie. – Det så morsomt ud. En dag tog jeg ud at sejle med en anden turist. Vi kunne leje en lille katamaran-båd med sejl og da han var vant til at sejle med sejl i Danmark, sejlede vi en tur ud på det store ocean. Det var dejligt at fare hen over vandet med ret stor fart. Pludselig opdagede vi, at vi befandt os midt i en stor flok delfiner. De sprang i leg højt op af vandet. Medens de helt store voksne blot kom lidt op af vandet, sprang ungerne højt op, og de kunne slå flere saltomortaler inden de landede igen. Det så virkelig fantastisk ud, men når vi forsøgte at sejle midt ind i flokken, flyttede de sig blot lidt længere væk.

13


En dag tog vi med en fiskerbåd ud på havet for at se om vi også kunne fange nogen fisk. Jeg var jo den store lystfisker oppe fra sommerhuset, så jeg gav Ulla masser af gode råd. De var måske lidt for gode, for hun fangede tre fisk, medens jeg – meget beskæmmende – ikke fangede én eneste. Det gav jo et slemt skår i min lystfisker ære, så jeg tog straks dagen efter igen ud for at fange fisk. Det kunne bestemt ikke passe at jeg ikke kunne fange fisk hernede. Og nu skal I bare høre, hvordan jeg fik genoprettet min lystfisker ære. Vi havde nogle mægtig lange og meget kraftige liner. De var blot viklet om et stykke træ. Vi fiskede langt udenfor lagunen og der var meget dybt og mørkeblåt vand. Vi havde et tungt lod til hurtigt at få snøren den lange vej ned til bunden. Der var kun en krog på snøren, men den var til gengæld stor og havde et stort stykke fisk på som madding. 14


Når vi havde smidt snøren ud og krogen havde nået bunden, ventede vi på bid. Vi havde på det strengeste fået at vide, at vi aldrig måtte vikle den kraftige snøre om hånden. Den skulle kunne glide hurtigt ud, hvis vi fik et bid af en stor fisk, da vi ellers kunne blive rykket overbord. Det ville nemlig ikke være så heldigt, da havet ligefrem vrimlede med hajer. Efter et stykke tid fik jeg bid. Jeg kunne mærke på vægten, at det var en stor fisk. - Jeg godtede mig lidt, for den ville være meget, meget større en den største Ulla havde fanget. - Sådan er mænd åbenbart. – Jeg halede og halede. Der var langt op nede fra dybet. Da jeg vel er ca. halvvejs oppe, blev fisken lige pludselig enorm tung. Det var som om nogen havde bundet to sække cement på krogen. Jeg kunne ikke længere hale snøren op, og det kunne jeg slet ikke forstå. Det føltes fuldstændig som et bundbid, men det kunne heller ikke passe, når jeg allerede havde halet det halve af snøren op. – Det var ubegribeligt! Jeg lænede mig nu bagover for at lægge min kropsvægt til, når jeg igen ville forsøge at hale snøren op. Der var kun en meget lav ræling på båden, og den satte jeg fødderne imod og halede af alle mine kræfter. Langsomt – meget langsomt kom snøren længere og længere op. Det var hårdt arbejde, og jeg havde været nødt til at vikle snøren én gang om hånden, for at den ikke skulle glide under trækket. – Da 15


jeg står der og læner mig bagud, - alt medens jeg haler, giver det pludselig et overraskende hårdt ryk i snøren, så jeg er lige ved at ryge udenbords, og det var kun fordi jeg lynhurtigt satte mig ned på dækket og stemte fødderne mod rælingen, at jeg undgik vandturen ned til hajerne. Nu ruskede det så voldsomt i snøren, at jeg slap den helt i forskrækkelse, og den strøg nedad i vandet. Men så let skulle min store præmiefisk nu ikke slippe, så jeg tog igen fat i snøren og halede op. Men lige pludselig vejede den næsten ingenting, syntes jeg. Faktisk som en ganske almindelig mindre fisk på torske størrelse. - Ivrigt skyndte jeg mig, - alt hvad jeg kunne - med at få min krog op, så jeg kunne se, hvad der var sket der nede i dybet. Endelig dukkede der noget op. Det var en meget stor Rødfisk. – Men hvad var det? – Der var jo næsten kun hovedet! – Hvor var resten af fisken? Ja, - den var nu nok nede i maven på en haj. For der var sket det, at medens jeg halede fisken op opførte den sig ikke som en fisk normalt ville gøre, hvis den svømmede som den plejede. – Det havde en sulten haj – på sikkert et par meter, - lagt mærke til, og haps havde den sat tænderne i min fisk. - Det var dengang snøren blev tung. Når en haj skal tage en bid af et større bytte, kan den ikke blot bide et stykke af. Nej, - den bider tænderne hårdt sammen og bevæger hoved og krop fra side til side. På den måde rusker den en luns af, og i mit tilfælde tog den hele 16


den bagerste del af min flotte fisk, der jo hang fast i krogen. - Det var da den ruskede, at jeg var lige ved at ryge udenbords. Vel. – Jeg fik min fisk. I hvert fald det meste af den, men jeg fik ikke den flaske rødvin, der var udsat for at fange den største fisk og selvom jeg protesterede og sagde, at alle da kunne se, at min fisk havde været den største, sagde de blot – lidt drillende: Ja. – men hvor er resten? Den slags lystfisker historier er der normalt ingen der tror på og det vidste jeg godt, så derfor fik jeg Ulla til at tage dette billede som bevis.

Så her er beviset! 17


Fiskerne fangede af og til en haj. Her er det en lille en på ca. en meter. De ville ikke have hajerne ombord, da det betød ulykke ifølge deres overtro. Fandt de en strandet haj, tog de kæberne med alle de skarpe tænder ud og kogte dem rene og solgte dette hajgebis til turisterne. Jeg var så heldig at købe et af en lille dreng. Det var altid børnene der solgte ting til turisterne. De voksne var for stolte til selv at gøre det. De ville bevare deres værdighed. Det træk kunne jeg godt lide ved befolkningen. - Det var et stolt folk.

Da der var gået nogle dage og jeg efterhånden kendte den lille ø ud og ind, begyndte jeg så småt at kede mig lidt. Jeg følte i hvert fald, at jeg måtte foretage mig noget, hvortil jeg skulle bruge mine hænder. På Stranden gik der en delvis tam hejrefugl rundt. Den havde engang haft sin ene vinge brækket og kunne nu ikke 18


flyve. Den havde vænnet sig til mennesker, men man kunne dog ikke komme tættere end fem meter til den, da den ellers løb og flaksede væk, så godt den kunne. Den kedede sig sikkert grusomt, da den sjældent så nogen af sine artsfæller. De turde naturligvis ikke komme i nærheden af mennesker. Jeg fik nu den idé, at jeg ville lave en kammerat til den, som kunne holde den ved selskab. Jeg tog en kokosnød med måtten på. Nogle grene til ben og en vinkelgren til hals og næb. Til halen brugte jeg de lange tynde flige, som jeg rev af visne palmeblade. Jeg havde nu en naturtro efterligning af en hejrefugl.

Jeg opstillede den foran vores hytte ned mod stranden, hvor jeg vidste, at den levende fugl kom forbi. En morgen da jeg vågnede og så ud mod havet, så jeg til min store glæde, at den levende stod og studerede min attrap indgående. Ja, – jeg tror endda at den stod og snakkede med den, men det er jeg nu ikke helt sikker på. 19


Da øerne er koraløer, er der intet vand i undergrunden. Alt vand skal transporteres til øerne og det er dyrt. Det er kun turisterne der har råd til at købe dette rene drikkevand. Ved monsun-skifterne i marts og april og i september og oktober er der meget stormfuldt og der falder megen regn. Dette regnvand samler man op i store bassiner og bruger det udenfor regntiden. Dette vand havde vi i vores toilet i hytten og til brusebad. Vores badeværelser er nok en beskrivelse værd, for det var udendørs i det fri. Der var dog en lukket mur udenom, så uvedkommende ikke kunne kigge ind. Det var på én eller anden måde en dejlig ”tilbage til naturen” oplevelse. Det var dejligt at stå ude i solen og tage brusebad. Da vi var der i marts måned, havde det ikke regnet i hele syv måneder og der var nu ved at være vandmangel. Indbyggerne var ved at blive bekymrede, men de kunne jo intet gøre ved det selv. De var nødt til at vente til regnen kom eller købe - i hvert fald drikke vand i dyre domme, men det havde de ikke råd til i ret lang tid og derfor var de bekymrede. Jeg ved ikke hvorfra jeg fik ideen, men det ligger i min natur, at jeg gerne vil hjælpe mennesker, der ikke har mulighed for at hjælpe sig selv. Det plejer at være børn eller unge. Nu fik jeg imidlertid den fuldstændig absurde ide, at jeg ville skaffe øerne regn. - Men hvordan? 20


Jeg startede med at gå udenfor og fandt et stort langt vissent palmeblad. Med saven på min kniv savede jeg det nederste tykke stykke befæstning af. Det er det stykke hvormed bladet siddet fast på palmen. Dernæst flækkede jeg bladet på langs i ribben og jeg havde nu to stykker rib med et bælte af lange bladflige til den ene side. Jeg flettede bladfligene sammen ligesom man fletter et julehjerte. Jeg lavede, - ligeledes af bladfligene, der var seje, - en løkke i hver ende af skørtet, så det kunne bindes sammen bagpå. For det var nemlig et skørt jeg havde lavet. Så gentog jeg det hele med et mindre stykke og jeg havde nu en flot hat. Til slut lavede jeg et flettet trekantet stykke til at hænge på brystet. Nu havde jeg en hel medicinmands dragt. For det var nemlig en medicinmand der skulle til for at skaffe regn. – Det var jeg helt klar over. Medens jeg sad og flettede dragten under en palmeskygge nede ved stranden, kom der nogle genboer forbi. De spurgte, hvad det var jeg lavede og jeg forklarede frejdigt, at det var en medicinmandsdragt jeg skulle bruge, når jeg til middag ville danse regndans for at skaffe øerne den regn, de så hårdt trængte til. – Jeg ved ikke hvad de tænkte, men jeg var klar over, at min dans helst skulle lykkes, da jeg ellers ville blive slemt til grin.

21


Medens jeg sad og arbejdede, tænkte jeg igennem, hvad jeg ville gøre. Jeg var helt klar over, at jeg selv skulle tro fuldt og helt på at det kunne lade sig gøre. Det ville blive meget svært, for når jeg så op på himlen, var der ikke en eneste lille sky at se. Selv helt nede i horisonten var der ingen mørk kant, der kunne indikere, at der var regn undervejs. Der var blot en høj blå himmel, ligesom alle de andre dage. Jeg forsøgte at koncentrere mig helt om tanken, og jeg sad helt alene den formiddag. Der måtte ikke være blot den allermindste rest af tvivl i mit sind. Jeg skulle være absolut troende på mine egne evner som medicinmand. Da det blev middag, tog jeg alt udstyret på og gik ned i strandkanten, så jeg havde hele den kæmpemæssige himmel foran mig. Jeg tog en dybt alvorlig mine på. - Jeg løftede overarmene i vandret stilling og hænder og underarme lodret. Jeg sank ned i knæene med lidt spredte ben. - Jeg stod nu i en regndanse stilling. Jeg begyndte så - i begyndelsen stille og roligt - at danse. Jeg stampede først den ene fod, så den anden, hårdt ned i jorden. Samtidig frembragte jeg med lukkede læber, en dyb brummelyd, der blev kraftigere, når jeg øgede farten. – Jeg dansede hurtigere og hurtigere og efter nogle minutter, var jeg så udmattet af at danse og stramme alle musklerne i ben og arme, at jeg måtte holde inde og stille og roligt gå tilbage til hytten. Jeg undrede mig over, at jeg var så udmattet, det kunne 22


vel ikke være mere udmattende end en lille løbetur. - Men det var det helt sikkert. Jeg tror, at jeg har brugt ukendte kræfter fra mit ubevidste indre, og at det var derfor jeg var så træt bagefter.

Her side står medicinmanden lige før regndans i 1991. Se den skyfri himmel. 23

den

store


PĂĽ dette billede der er taget i 2002, kan man se, at jeg stadig har dragten. Her er hele udstyret med og det var i denne stilling og med denne mine pĂĽ, at jeg dansede regndansen.

Den komplette medicinmandsdragt. 24


Men hjalp alle disse anstrengelser overhovedet noget? Var det hele ikke bare noget feriepjat? - Ingen ved sin fulde fornuft kan vel tro på, at noget så umuligt kan lade sig gøre! – Men hør nu bare her. Da der var gået tre timer stod regnen ned i så stride strømme, at det næsten var som at stå under et vandfald!

Der kom så meget, at det samlede sig i store vandpytter ovenpå det varme sand. Det kunne ikke engang nå at synke ned. Da jeg ville køle mine fødder af i det sikkert lidt køligere vand, sprang jeg ud af vandpytten med et brøl! – Vandet føltes som om det var kogende. Nu ved jeg godt, at ikke ret mange normalt vil tro på en sådan ”røverhistorie”, men jeg har et absolut troværdigt vidne, - nemlig Ulla. - Eventuelle tvivlere kan blot spørge hende. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at jeg selv lyver. Det gør jeg nemlig aldrig, men mange påstår, at jeg dramatiserer historier og oplevelser som disse lidt. – Vel, – det er sikkert rigtigt, for hvorfor skal en historie også være kedelig at høre på? - Ikke desto mindre er hele historien om regndansen fuldt autentisk. Den foregik præcist, som jeg har beskrevet, og der gik kun tre timer inden regnen kom. Jeg tror dog ikke at øernes beboere helt blev klar over, at det var mig der skaffede dem vand til at overleve 25


sommeren med, for så ville de vel have sendt bud efter mig igen, når de næste gang manglede vand. Vi besøgte en enkelt af de beboede øer. Befolkningen levede dejligt, men primitivt. Her er en husmor ved at male karry på en god gammeldags skubbekværn, nøjagtig som vi brugte den i stenalderen. Den virker hurtigt og effektivt, så hvorfor anskaffe sig noget moderne, der blot kan gå i stykker. Denne kværn består jo kun af en understen med en hulning og en flad sten med en runding, der svarer til hulningen i understenen. Enkelt, effektiv og nemt. - Jeg har selv en skubbekværn fra stenalderen.

Familieliv i palmeskyggen ved skubbekværnen. 26


Der var altid et lille hospital og en skole på de beboede øer. Alle børnene havde skole uniformer på og det gik meget stramt til, når de mødte op i skolegården før undervisningen. Drenge og piger blev holdt adskilt og alle stod opmarcherede i rækker i skolegården. Her blev der holdt mandtal og vi så en pige der kom for sent. Det var absolut ikke velset, så hun fik en omgang revselse.

Her er det lille hospital. Det havde en læge og en sygeplejerske. Der var fem senge. Hospitalet skulle dække ca. 9000 indbyggere.

27


Byens lille skyggefulde torv. Her mødes man. Bemærk de praktiske liggestole til venstre. De er blot lavet af grene med et fiskenet spændt ud over, men de var meget behagelige at sidde i. Befolkningen var meget renlige og alle bar skinnende rent tøj. Dette bræt til fiskesnøre, fandt vi, da vi badede på en ubeboet ø. Jeg skar navnet på øen på den ene side og tegnede vores hytte og bugt i måneskin på den anden.

28


Her er vores hytte om aftenen efter regndansen. Man kan se, at der endnu er lidt skyer tilbage og at det blæser.

Her kan man rigtigt se hvor lavt øerne ligger i havet. Se den skønne farve på vandet i lagunen. Vi snorklede nede i vandet ud mod revet i udkanten af koraløen. Der var en mængde farvestrålende fisk. Mange af dem svømmede ligesom i store ”bolde”. Alle fiskene i en ”bold” var af samme slags. Der var ene skinnende koboltblå fisk. Der var en kugle med virkelig guldfarvede fisk, og en bestod af ene citronfarvede. De var kort sagt i alle regnbuens farver, og mange af dem var det endda på én gang. Der var nogle rødspætte store fisk der blot svømmede på højkant. Pludselig kunne der være en hel flok lige for næsen af en, for de var svære at få øje på. De var nemlig helt gennemsigtige og glasklare. Man kunne kun se deres tynde røde blodårer og hvis de havde noget sort i deres mavesæk. 29


Det var utroligt at svømme rundt iblandt dem, men man kunne pludselig få sig en slem overraskelse. Der var nemlig store rokker, der lå skjult nede under sandet. De kunne pludselig ryge op fra bunden, når man svømmede for tæt hen over dem. Der var også hajer i lagunen, men det var som regel hammerhajer, men da der var fisk nok var de som regel mætte. - Håbede vi da. De er i øvrigt ikke så farlige for mennesker, men vi svømmede dog ikke ligefrem hen og klappede dem. Nu vi taler om hajer, husker jeg pludselig en dramatisk episode fra den sidste dag vi var på øen. Vi var taget ud for at bade på den sydligste ende af øen. Her var der en sandtunge, lige ud i det store tomme ocean. Vi havde badet der før og der var ikke andre end os på det sted. Men i dag var der en strøm, der ikke havde været der sidste gang. Den var kraftig og førte os hurtigt lige ud mod det tomme ocean. Da vi blev klar over at strømmen var så kraftig, vendte vi øjeblikkeligt om og svømmede af al kraft ind mod øen. Det var svært i den kraftige strøm og det gik kun langsomt frem. Ulla var ikke nået så langt ud som jeg, så jeg kunne se hende kæmpe sig ind mod stranden. Pludselig ser jeg noget, - jeg tror først det er en lang palmestamme - der hurtigt kommer drivende i vandet hen mod hende. – Det var ingen træstamme. – Det var en over to meter lang haj og det var ingen hammerhaj. Jeg skulle lige til at råbe for at advare hende, men bliver så 30


bange for, at hun vil gå i panik og spjætte og sparke for meget i vandet. Hajer går nemlig efter noget der ikke bevæger sig regelmæssigt i vandet. Jeg besluttede hurtigt, at det var bedst ingenting at sige, så ville der være størst chance for at hajen ikke bemærkede hende. – Håbede jeg da inderligt. Hajen svømmede forbi Ulla ca. 25 meter foran hende og hun så den ikke engang. Da hajen var et godt stykke henne, råbte jeg til hende, om hun ikke havde set hajen og da vi kom op på stranden, måtte jeg forklare, hvorfor jeg havde valgt ikke at advare hende. Det kunne hun nemlig ikke helt forstå. Jeg havde dog set at hajen havde meget mere fart på end Ulla og at den derfor ville passere hende et stykke forude, men vi fik os da en slem forskrækkelse. Vi optog meget video medens vi var der, og når vi ser det igen, kan vi se hvor dejligt det var at være på vor ”Robinson Crusoe” ø. Det levede fuldt op til vore forventninger.

31


Indbyggerne har fra gammel tid et monster de er bange for. Det er en stor slange gud, der kan stige ud af havet. Det befÌstningsstykke jeg savede af palmegrenen, da jeg lavede min medicinmands dragt, havde jeg gemt. Jeg skar nu denne slange gud i stykket. BemÌrk slangen øverst!

32


Beretningen om ferien i 1991 på ”Robinson Crusoe” øen KUREDU i Maldiverne. er nedskrevet januar 2007.

Knud Erik Guldager

33


34


Den kloge gedebuk i Onsild enge

35


Den kloge gedebuk i Onsild enge. Jeg er jo meget interesseret i Danmarks oldtid og da vi engang omkring 1968 var på besøg hos familien i Fårup mellem Randers og Hobro, kørte vi ud til engene ved stationsbyen Onsild, der ligger i nærheden. Her skulle der være et gammelt voldsted fra stenalderen, og dette voldsted gik vi nu rundt i engene for af finde. Vi fandt det, men der var nu ikke meget tilbage at se. Kun nogle lave græs beklædte volde, og på en af disse volde stod en ensom gedebuk tøjret. Da vi var færdige med at studere voldene, kom jeg til at kigge på gedebukken. Den så lidt ensom og trist ud. Den havde som ganske lille fået sine horn savet af, og stod nu med en kullet pande, hvorpå der i virkeligheden skulle have været et par flot svungne horn. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik pludseligt ondt af den og syntes at den skulle opmuntres lidt. Jeg lagde mig på alle fire foran den. Alle fire vil sige mine knæ og mine arme. Jeg satte mit hoved tæt hen til gedens hoved, og stirrede ind i dens store gule øjne med de lodrette pupiller.

36


Geden stod i begyndelsen bare og stirrede tilbage og forstod vist ikke helt, hvorfor jeg stod der, og det var vel i grunden ikke så mærkeligt. Men da jeg satte min pande helt hen til dens afhornede pande, og skubbede på, forstod den straks, hvad det hele gik ud på. Vi skulle lave en stange konkurrence. – Det var den helt med på og den pressede tilbage mod min pande. Den satte sine klovspidser godt ned i græsset og spændte alle sine muskler og pressede så på af alle sine kræfter. Jeg gjorde det samme, men hvor geden havde fire ben på engen til at presse med, havde jeg faktisk seks, idet jeg også havde mine tåspidser foruden knæene og hænderne. Hænderne kunne jeg oven i købet gribe fast i græsset med og på den måde få bedre fat, så jeg følte, at jeg havde overtaget. Gedebukken blev da også presset længere og længere tilbage. Dens klove rev græsset op, så der kom lange sorte streger i jorden, sådan kæmpede den på for at vinde. - Men intet hjalp. Den blev presset længere og længere tilbage, og da jeg mente, at nu var det nok, for nu havde jeg vundet, sagde jeg, medens jeg triumferende stirrede ind i dens, nu rasende øjne: Nå, kunne du ikke klare dig? – Så er et menneske altså stærkere end en gedebuk! Det kan godt være at et menneske er stærkere end en 37


gedebuk, men nu måtte jeg sande, at det i hvert fald ikke er klogere, for pludselig som et lyn, rejste gedebukken sig op på sine bagben og knaldede sin tykke benhårde pandeskal lige ind i min pande. Jeg røg baglæns og tumlede rundt i græsset. Jeg så bogstaveligt talt både stjerner og måner, og jeg syntes at jorden bevægede sig op og ned under mig, så jeg greb godt fast i græsset med mine hænder for ikke at trille væk. Da gedebukkens pande ramte min, stod jeg jo på alle seks støttepunkter og havde godt fast i græsset og pressede fremad, lige indtil den lavede sit luskede og i mine øjne fuldstændig usportslige angreb, bare fordi den ikke kunne klare sig på ærlig vis. Jeg stod altså der, næsten som en mur i en kollisions prøve, da bukkens pande, - der er meget tyk og forbenet – ramte mig som en stor brosten. Da jeg kom til mig selv, stod gedebukken med triumferende øjne og grinede af mig, sammen med min familie. De havde spændt fulgt hele optrinnet, som var de til en boksekamp. Nå. – Jeg tilgav gedebukken dens luskede trick, for det var jo blot, hvad den fra naturens side var forberedt til. Det er jo den måde geder og andre hovdyr kæmper på. Det skyldtes kun min egen tankeløshed, - for ikke at sige dumhed, - at jeg ikke havde tænkt på det. 38


Men jeg havde da fĂĽet en begivenhedsrig eftermiddag, der i Onsild enge, som jeg sent vil glemme. - Jeg havde truffet en klog gedebuk, der havde gemt sit trumfkort til sidst.

Denne fuldt sandfĂŚrdige beretning er nedskrevet i januar 2007.

Knud Erik Guldager

39


40


SpĂĽdommen

En virkelig hĂŚndelse.

41


Jeg sad i min forretning på strøget i Århus en dag i juni måned 1979. Det var i vores første forretning i Ryesgade 35. Butikslokalet var ikke så stort. Vi havde lager i kælderen. Der var et lille smalt lokale bagerst i butikken, hvor vi reparerede symaskiner. Vi kunne så samtidig holde øje med butiksdøren ud til gaden. Vi var dengang kun 3 ansatte, nemlig Erik F. Andersen, der passede forretningen i Nørregade, min fætter Folmers søn Lars Guldager der fungerede i ca. et år som mekaniker og chauffør, samt undertegnede Knud Erik Guldager. Jeg havde overtaget firmaet 1. januar 1978 efter min far, så jeg havde endnu ikke fået den fremdrift i forretningen, som jeg ønskede. Det kom senere. Jeg sad som sagt den juni dag og reparerede en symaskine. Det var om eftermiddagen ved tre tiden. Udenfor skinnede solen og den stod ind gennem den åbne dør og butiksvinduet. Jeg holdt hele tiden et skråt øje med døren og pludselig kunne jeg se at døråbningen formørkedes, men der kom ingen ind af døren, for klokken ringede ikke. Jeg drejede hovedet helt og så en mørk mand i en lang lys dragt stå og stirre ind på mig. Da han havde solen i ryggen kunne jeg ikke se han så tydeligt, men jeg fik dog opfattelsen af at han var en udlænding i en mærkelig klædedragt og med en turban på hovedet. Han måtte enten være fra de arabiske lande eller fra Indien området. 42


Jeg stirrede lidt nysgerrigt tilbage og tog mit ”velkommen indenfor” ansigt på, men han reagerede ikke, stod blot fuldstændig ubevægelig og betragtede mig meget indgående. Det kunne jeg mærke. Da han ikke reagerede begyndte jeg igen at skrue i min reparation og da jeg næste gang så mod døren var han væk, ligeså pludselig som han var kommet. Jeg var vant til at sælge brugte symaskiner til indiske søfolk, der kom ind med foderstofskibe i havnen, så jeg troede, at det var en spejder for et nyt hold søfolk, og at han var sendt ud i byen for at lokalisere symaskinebutikkerne. Det plejede de at gøre og så kom hele flokken senere, når de fik fri fra losningen. Da der var gået ca. 6-7 minutter ringede dørklokken og den ”mystiske” mand kom ind i butikken. Jeg rejste mig og gik ud til ham. Han var mindre end mig, vel ca. 170 cm. høj og ret spinkelt bygget. Han var klædt i en lang hvid kjortel der gik næsten helt ned til jorden. På hovedet havde han, som tidligere nævnt, en ret stor hvid turban. Han var meget brun i løden og da han åbnede munden kunne jeg med det samme høre på hans engelsk, at han stammede fra Indien eller Pakistan området. Han havde fuldskæg, men skægvæksten var ikke så kraftig, som man ser det hos europæere. Hans hænder var smalle og bestemt ikke arbejdshænder. Neglene havde forskellig længde. Det viste sig senere, at han tilhørte den sekt i Indien der bl. a. ikke må klippe deres hår, skæg og negle.

43


Jeg talte først og spurgte ham om jeg kunne hjælpe ham med noget. Jeg talte selvfølgelig engelsk og han sagde nu.: How are You ? – Det er jo en skik inderne har fra englænderne. Og jeg svarede: - Fine. - And You ? - o.s.v. Han talte med en rolig lav, ja - næsten hviskende stemme. Han virkede som et meget velafbalanceret menneske. Når jeg talte, lyttede han meget koncentreret og han smilede aldrig, selvom jeg nogen gange jokede lidt. Han fortalte nu, at han var fra Indien og at han rejste rundt i verden for at studere mennesker og skikke og lære nye ting. Da han intet ejede af værdi spåede han mennesker han mødte på sin vej frem i verden. På den måde havde han noget at leve af. Han spurgte mig nu om jeg kunne tænke mig at blive spået? Nu var det så uheldigt for ham, at vi lige havde været på en uges ferie i Cairo i Egypten og på den uge var jeg blevet snydt groft hver eneste dag lige meget hvad jeg købte eller foretog mig. Det var ikke fordi at det drejede sig om særlig mange penge, men med vestjysk blod i årerne har jeg meget svært ved at forliges med tanken om at blive snydt, så det er mere princippet end pengene. Men tilbage til spåmanden. - Jeg var jo helt klar over, at jeg skulle betale for at blive spået. Han havde jo lige fortalt, at det var det han levede af. Jeg sagde meget venligt til ham, at det troede jeg bestemt ikke, da jeg lige var kommet hjem fra Egypten, hvor jeg 44


som fortalt – var blevet snydt hver dag i en hel uge. Det var jo ikke så pænt sagt, men jeg sagde det så venligt, som jeg kunne, og jeg var jo også blevet lidt ”hårdhudet” i Cairo. Et kort øjeblik kunne jeg se på hans øjne, at han blev noget bedrøvet over, at jeg antydede, at hans spåning også blot var en form for snyderi. Men han fattede sig hurtigt, og han havde - viste de sig - allerede taget forbehold for, at jeg eventuelt ville sige nej, for pludselig giver han mig en sammenrullet papir kugle som han havde stået med i sin ene hånd og nulret med fingrene. Det havde jeg godt set, men tænkte ikke nærmere over det, men nu gav han altså papirkuglen til mig og spurgte samtidig, om hvor gammel jeg var. Jeg blev lidt overrasket og nysgerrig over spørgsmålet, og jeg svarede så, at jeg var 42 år. - Prøv at pakke kuglen ud, - sagde han. Det gjorde jeg så stille og roligt. Jeg var ligesom gået ned i første gear på grund af hans egen stille facon. Midt på sedlen stod der med blyantskrift tallet 42. Hvordan i himlens navn kunne han vide det. Siden han først havde stået i døren var der kun gået nogle få minutter inden han kom tilbage og kom ind. Han kunne slet ikke være nået om til folkeregistret eller lignende for at undersøge ting om mig. Det kunne jeg simpelthen ikke regne ud og fik lige pludselig alligevel lyst til at høre mere, så jeg spurgte 45


ham om, hvad han skulle have for at spå mig. – 100 kroner sagde han. Nu var 100 kr. i 1979 vel det samme som ca. 250 kr. i dag, men nu havde jeg fået lyst til at se og høre mere om hans evner. Måske var han virkelig god. Han lignede ikke bare en spåmand på en markedsplads. Hvis han havde levet hele sit liv i et tempel i Indien, havde han måske særlige evner som vi vesterlændinge slet ikke kendte til, selvom vi nok havde hørt mange ting, såsom svævende munke i Tibet og lignende. - Jeg gav ham 100 kr. Han begyndte så at udspørge mig om mange ting i mit liv og jeg fortalte ham alt, hvad han spurgte om så godt jeg kunne huske det, idet jeg hele tiden passede på ikke at give ham direkte ledetråde, så ham ville få det for let. Han spurgte til min familie. Om min far og mor stadig levede og om hvornår de var født. Datoerne og årstallene kunne jeg jo let huske, men så spurgte han mig om hvornår på døgnet de var født, men her måtte jeg give op. Jeg ringede endda hjem til min mor og spurgte hende om hun kunne huske tidspunkterne, men det kunne hun dog heller ikke. For en sikkerheds skyld spurgte jeg så om hun kunne huske, hvornår jeg selv var blevet født og det kunne hun let huske. Det var en mandag morgen den 26. august 1935, kl. ti minutter i seks om morgenen. Min forudseenhed viste sig at være fornuftig, for da jeg havde lagt røret, spurgte han nemlig om hvor mange søskende jeg havde og om rækkefølgen de var født i. Jeg fortalte, at jeg var den først fødte og at jeg havde en 46


lillebror og en lillesøster. Jeg fortalte også at min lillebror var død i 1977. Han skulle nu have mit fødselstidspunkt. Det fik han så først nu, for jeg havde talt dansk med min mor og det forstod han jo ikke noget af. Derefter spurgte han om årstallene og fødselstidspunkterne på mine søskende. Årstallene og fødselsdagene var lette nok, men fødselstidspunkterne vidste jeg ikke og ville ikke ringe til min mor en gang til, så han måtte nøjes med disse oplysninger, selvom han sagde, at han gerne ville have haft de sidste med også. Nu sad han i lang tid lige så stille med lukkede øjne og det var helt klart, at jeg ikke skulle forstyrre ham. Pludselig vågner han op og fortæller nu, at om én måned vil jeg komme ud på en længere udenlandsrejse. Da tænkte jeg: - Ja, Ja, selvfølgelig siger han det, for i næste måned er det juli, hvor de fleste danskere rejser udenlands, så det syntes jeg var for let et skud, og jeg sagde til ham: Det tror jeg nu ikke, for rejsen i maj til Egypten havde ikke været helt billig og det ville derfor være højst usandsynlig, at jeg skulle komme ud på en udlandsrejse allerede igen i næste måned. – Jeg sagde det åbenbart på en meget tvivlende måde, der igen gav udtryk for, at jeg ikke rigtig troede på hans spådoms evner. Igen så jeg et glimt af sårethed i hans øjne, men han sagde ikke, at han kunne se, at jeg tvivlede. Han sagde blot med fasthed i stemmen: - Det vil du komme. - Det kunne jeg lige så godt affinde mig med. Han var i hvert fald slet ikke i tvivl og nu 47


ville han da gerne have 100 kr. mere, hvis jeg ønskede at fortsætte. Da var jeg lige ved at springe fra, men så kom jeg til at tænke på: - Hvor tit møder man en så spændende spåmand, så jeg betalte ham 100 kr. mere. Nu ville han åbenbart have mig til at få tiltroen til ham igen, for han bad mig skrive tre tal mellem 1 og 9 på et stykke papir. Jeg skulle skrive det sådan, at han ikke kunne se det. Jeg rev et blad af notesblokken, for at det jeg skrev, ikke skulle give et aftryk på det næste blad på blokken, som han så eventuelt kunne se. For jeg regnede med at han senere skulle se om han kunne gætte de samme tal, for at jeg igen kunne blive ”troende”. Jeg drejede min stol, så jeg sad med ryggen til ham og skærmede med min venstre hånd over det jeg skrev med højre. Jeg tænkte meget over hvilke tal jeg ville skrive. Der er verden over visse hellige tal der altid går igen. Det er bl.a. 3 – 7 og 9. Den rækkefølge ville jeg for alt i verden ikke skrive. Til sidst skrev jeg 3 – 7 og 8. Medens jeg skrev dem forsøgte jeg at tænke på andre tal for at forvirre ham, hvis han nu kunne læse tanker. Man kunne jo aldrig vide med sådan en mand. Jeg brugte ganske vist de første to cifre af de hellige tal, men det var fordi jeg håbede at han tænkte: - Det bruger han ikke. Det er for let, så jeg brugte de to første alligevel, men ændrede det sidste. Da jeg havde skrevet 48


tallene, gjorde jeg som han havde sagt. Nemlig at rulle sedlen sammen til en kugle, - stadig med ryggen til – og lægge den i det fjerneste hjørne fra ham. Nu begyndte han igen at spørge om alle mulige ting. Jeg kan slet ikke huske det hele, men pludselig stoppede han op, lukkede øjnene og gik igen ligesom ind i sig selv. Sådan sad han længe og pludselig begyndte han at svede voldsomt. Svedperlerne løb ned over hans ansigt og jeg blev lidt nervøs for, at han var blevet dårlig, men da han sad ganske stille uden at røre sig, sagde jeg ikke noget. Efter nogle minutter vågnede han op ligesom sidst og tørrede sit ansigt med et lommetørklæde og var helt frisk og rolig igen. Han tog nu også et blad fra notesblokken og skrev nogle tal på sedlen og rullede den sammen til en kugle og lagde den – lidt demonstrativt, syntes jeg, - langt over i sit hjørne. Fjernt fra mig. Måske ville han lære mig ikke at være så mistroisk. Vi talte nu videre og lidt efter bad han mig om at tage min seddel og rulle den ud. Det gjorde jeg så. Han kiggede på den og så at der stod 3 – 7 og 8. Uden overhovedet at flytte sine arme, - som han sad med i skødet, - bad han mig om at tage hans papirkugle og folde den ud. Det gjorde jeg så. - Meget spændt! Der stod: 3 - 7 og 8. 49


Jeg blev helt stille. Nu var jeg virkelig imponeret. Jeg spurgte ham om, hvordan han kunne vide at det netop var disse tre tal jeg havde skrevet? – Det svarede han naturligvis ikke på, men indrømmede dog, at det havde været lidt sværere end han var vant til. – Det glædede mig i mit stille sind. Så havde jeg dog fået noget ud af at forsøge at gøre det svært for ham. Han sagde, at nu var han nødt til at have 100 kr. mere for dette havde været ret anstrengende for ham og at han havde brugt en del energi. Nu var jeg igen blevet ”troende” så selvfølgelig fik han 100 kr. mere. Han bad mig nu om min højre hånd og begyndte at følge de forskellige linier i håndfladen. Han fortalte om hvad de betød, men det meste har jeg for længst glemt. Dog husker jeg selvfølgelig den vigtigste linie helt klart og tydelig. Det var nemlig min livslinie. Den var han lidt imponeret af. Han viste, at den gik helt om på den anden side af hånden og det betød, at jeg ville blive 89 år. Se – det var jeg jo glad for at høre. Nu ved jeg så, at jeg skal leve i hvert fald til jeg fylder 89 år, hvilket er den 26. august 2024, men måske lidt længere, nemlig til den 25. august 2025 klokken 23.59 for efter dette klokkeslæt bliver jeg jo 90 år og bliver jeg det, er jeg jo blevet snydt for mine penge alligevel, for så passer spådommen jo ikke. – Nå, lad os nu se tiden an. For resten blev jeg lidt høj i hatten efter den tid, så jeg 50


begyndte at tage lidt flere chancer i mine hurtige sportsvogne. – Jeg kunne jo ikke dø nu, så hvad kunne der ske ved det. Ulla fik mig dog ned på jorden igen. – Hun er nu meget klog og fornuftig. Hun sagde nemlig: - Husk på: Du kan godt blive 89 år i en kørestol! - Det var jo kloge ord, og jeg begyndte igen at køre lidt mere roligt. Da han var færdig med at spå i hånden, sagde han at der dog var én ting der foruroligede ham en hel del. I den sidste uge af august ville jeg meget let komme ud for en ulykke, men til den tid var han ikke længere i Danmark, så han kunne ikke hjælpe mig ved at opsøge mig. Han kunne ikke klart se hvilken ulykke det var, men jeg ville kunne komme svært til skade. Pludselig tager han sin bede halskæde, - som han bar om halsen – af. Han løste den knude op som holdt kæden sammen. Han tog én af perlerne af snoren. Bandt kæden sammen og tog igen kæden på. Han gav mig nu perlen og sagde: - Når den sidste uge i august kommer, skal du tage denne perle og lægge den i et glas vand ved din seng, når du lægger dig til at sove. Straks når du vågner om morgenen, - og lige meget hvor tidligt det end er - skal du med det samme dyppe din højre hånds fingre i vandet og stryge fingrene over din pande. Så vil jeg kunne mærke det, selvom jeg til den tid er i London. Jeg vil så af al min magt koncentrere mig om at afværge din ulykke.

51


Her er perlen, som jeg fik af den vise spåmand. Den ligger ovenpå et gammelt smykkeskrin jeg har. Det er fra østen og kunne være fra hans hjemegn.

52


Jeg lovede selvfølgelig at gøre dette, men da han igen bad om 100 kr. sagde jeg, at nu havde jeg fået spådomme nok for denne gang. Han sagde derefter - uden overhovedet at virke skuffet - farvel, og jeg stod tilbage med perlen i hånden. - Jeg var nu nødt til at vente 2 måneder for at se om den sidste del af spådommen gik i opfyldelse. Det skulle jeg derimod ikke med spådommen om udlandsrejsen, for i juli måned befandt jeg mig meget overraskende nede ved Gardasøen i Norditalien. Ulla havde syntes at rejsen til Egypten jo nok havde været meget spændende, men afslapning havde det ikke været, med al den kravlen op i Pyramider og ned i mørke gravkamre, så hun havde fundet en meget billig afbudsrejse til Gardasøen. Vi fik kun 2 dages varsel, men tidspunktet var rigtig godt valgt, for dagen før vi skulle rejse, var sneplovene ude for at rydde gaderne i byen. Det lyder jo usandsynligt i August måned i Danmark, men ikke desto mindre er det sandt. Der var nemlig faldet så store mængder af hagl, at bilerne ikke kunne køre op ad bakkerne. Derfor sneplovene. Vi fik en dejlig afslappende ferie i Italien og var bl. a. inde og se Operaen la Traviata i det store Romerske Coloseum i Verona. Så den spådom gik utrolig nok fuldstændig i opfyldelse, og nu vil jeg fortælle om den sidste med ulykken i august.

53


Da den sidste uge i august kom, tog jeg søndag aften, perlen og lagde den i et glas vand, som jeg stillede ved siden af min seng. Af bare spænding vågnede jeg jo meget tidligt mandag morgen, stak fingrene ned i glasset med perlen og strøg dem over min pande. Ulla vågnede og kiggede lidt, men sagde ingen ting. Der skete ingen ting om mandagen udover at jeg var lidt mere forsigtig med hvad jeg foretog mig. Tirsdag morgen gentog det hele sig. - Igen ingenting. Der skete heller ingen ting onsdag og torsdag udover at jeg dyppede fingrene i vandet og strøg mig over panden, skønt Ulla rystede lidt på hovedet, men det tog jeg mig ikke af. Jeg var stærk i troen. Jeg tænkte dog, at nu var ugen snart gået og skulle der ske noget, skulle det snart til at være. Torsdag aften havde vi haft ild i den åbne pejs nede i pejsestuen. Jeg havde fået fat på nogle stykker af en gammel telefonpæl. Jeg havde lagt et stykke af pælen, der ikke var flækket, - på ilden ca. en time før vi gik i seng. Der var tilsyneladende ikke gået meget ild i stykket, så jeg tog det og stillede det lodret på hjørnet af pejsen, længst væk fra gløderne, for at den eventuelle ild i det skulle gå ud af sig selv. Vores hus er i to etager. I den ene ende er Pejsestuen nederst. Den har hvidmalede skurede vægge. Ved siden af pejsen er der en åben vinkeltrappe op til I sal, Heroppe er 54


der en stor stue med bl. a. fjernsyn. Den har også hvidmalede vægge. Siderne er skrå, da de indvendigt følger taget helt op til rygningen. I tv stuen er der en trappe op til en hems. Heroppe sover vi og det er faktisk II sal. - Der er altså et delvist åben rum med hvide vægge helt ned til pejsestuen. Natten til fredag skulle jeg kl. 4 om natten pludselig meget på toilettet, men det lå jo nedenunder, så jeg havde ikke stor lyst til at kravle ned ad stigen midt om natten. Jeg forsøgte at holde det hen. Det plejede jeg da sagtens at kunne gøre normalt. Nu var jeg imidlertid vågnet så jeg rakte hånden ud som sædvanligt, dyppede fingrene i vandet og strøg mig over panden. Alt sammen uden at rejse mig i sengen. Jeg forsøgte at falde i søvn igen, men ”vandet” trængte sig mere og mere på og det var helt umuligt at sove. Ærgerlig satte jeg mig op i sengen og i det samme jeg sad op, lød der et brag nede fra pejsestuen og alle de hvide vægge lyste ildrøde op. Så fik jeg travlt med at komme ned i pejsestuen. Her mødte der mig et utroligt syn. – overalt på gulvet i det mørke rum, lå der i en stor bue ud fra pejsen et tæppe af lysende ildgløder. De kunne hvert øjeblik tænde ild i tæpper på gulvet og hynder på den murede bænk ved pejsen.

55


Med mine bare hænder ragede jeg alle gløderne hen på stenstykket foran pejsen, tog pejseskovlen og skovlede gløderne op i pejsen. Der var sket det at telefonpælestykket var brændt op indvendig fra og derefter af de indvendige gløder sprængt i tre stykker. Gløderne blev på den måde spredt ud over et stort stykke af gulvet. Langt udenfor det brandsikre stykke ved pejsen. Det var et stort held at jeg var vågen, da det skete, da der meget let kunne have udviklet sig en voldsom brand. Loftet i pejsestuen består af brede brædder. Det hele kunne have udviklet en masse røg, som vi kunne være blevet røgforgiftet af. Hvis vi ikke kunne komme ned af stigen på grund af flammerne, havde vi nemlig kun et lille ovalt tagvindue, hvor vi kun med nød og næppe ville kunne klemme os ud af og rutsje ned af taget. Prøv lige at tænke på én ting. - Hvorfor skulle jeg lige den nat så meget ned på toilettet. Det plejede jeg ikke. - Jeg tror, at der måske er mere mellem himmel og jord end vi almindelige mennesker kan fatte, men som nogen fra den ældgamle indiske kultur måske har bedre fat i. Det, at jeg kunne reagere så hurtigt, fordi jeg var vågen da braget lød, kan meget let have reddet vores liv. Jeg sendte i hvert fald mange taknemmelige tanker til spåmanden i London, og jeg tror helt fast på, at jeg nok skal blive 89 år. Spådommen har allerede virket én gang 56


mere. I 1994 havde jeg et meget alvorligt biluheld med et frontalt sammenstød med en anden bil. Falck redderne sagde bagefter: - Du ved slet ikke selv hvor heldig du har været. Du var så tæt på at blive dræbt af selve sammenstødet og sad klemt fast, så vi måtte skære dig ud. Samtidig mistede du en mængde blod, men vi kunne ikke få dig ud. For at gøre ondt værre gik der også ild i bilen, medens du sad klemt fast, men til alt held var der en bilist der havde en større ildslukker parat, så du undgik også at brænde ihjel. – Det er et sandt mirakel at du overlevede. Selv huskede jeg ingenting, da jeg var bevidstløs. – Heldigvis. – Det var åbenbart meningen at jeg skulle overleve, hvilket er et godt bevis på at jeg bliver 89. Det er jeg også nødt til, for det har jeg nemlig lovet nogle af mine børnebørn, da de spurgte: - Når du bliver gammel, dør du så. - Det måtte jeg jo fortælle dem, at det gjorde jeg, men at der ville gå rigtig lang tid før det skete og til den tid ville de være voksne og så ville det være en hel naturlig ting. Alt dette kan der komme ud af, at man tilfældig møder en fantastisk spåmand fra Indien. Eller var det måske ikke så tilfældigt endda? Nedskrevet Januar 2007.

Knud Erik Guldager. 57


58


DET HVIDE SPØGELSE I KRAKHUSET

Knud Erik Guldager 59


60


DET HVIDE SPØGELSE I KRAKHUSET

I juni måned i sommeren 1960 lånte Ulla og jeg et sommerhus i ”Krakær” på Mols af min farbror Gunnar. Ulla var gravid i 7. måned med Steen, som det blev og som han kom til at hedde. Huset der hed ”KRAKHUSET” var et gammelt husmandssted fra forrige århundrede. Det var et rødt bindingsværkshus med et mindre udhus i en vinkel, så der blev en lille gårdsplads mod sydøst. Vi havde lånt huset i én uge og vi slappede rigtigt af. Vi havde det simpelthen dejligt uden for mange forpligtigelser i netop den uge. Da der var gået nogle dage, blev jeg som sædvanlig lidt rastløs, for jeg var jo vant til at lave noget hele tiden. Jeg måtte foretage mig noget, men hvad skulle jeg dog finde på at lave, når vi ikke lige var ude på udflugter. 61


Vi havde lavet et par ture i området og herunder havde jeg fundet en mose med gamle stykker af moseeg, der stak op af mosejorden. Jeg havde taget nogle stykker med hjem og savede nu et stykke på ca. 75 cm. midt over med en gammel sav, som jeg fandt inde i huggerset i udhuset. Et ”Huggers” er et rum, - som regel i et udhus, - hvor man havde sine tørv og træ til kakkelovnen og det store jernkomfur der stod i køkkenet. Det hed et ”Huggers” fordi der altid stod en huggeblok til at hugge grene i små stykker på, og til at flække træet i så små stykker, at de kunne gå i ovn og komfur. En huggeblok er et ca. 75 cm. højt stykke af en tyk træstamme. Somme tider havde den et jernbånd rundt om sig, ca. 5 cm. nede fra toppen. Det havde den, for at den ikke skulle flække fra hinanden, når man brugte den ofte store økse. Jeg tog nu den ene halvdel af det oversavede stykke moseeg og gik op på en lille bakkeskråning der var sydøst for huset. Her satte jeg mig og med min lommekniv, - som eneste værktøj - skar jeg et relief af ”Krakhuset”. Jeg har stadig træstykket med relieffet og kan derfor vise det på billedet.

62


63


Men som sagt, vi havde det rigtigt dejligt. En dag havde jeg hentet Ullas mor Henriette i Århus for at hun skulle have en feriedag og for at hun skulle opleve hvor godt vi havde det i huset. Vi kørte en tur i området på de små smalle veje, og pludselig efter et skarpt sving gik der en stor hest lige midt på vejen. Vi blev jo noget forskrækkede, men jeg fik da bilen bremset ned og kørt ud til den ene side, så vi undgik at ramme hesten. Jeg kan huske, at der skulle en hurtig reaktion til for at undgå at ramme det store dyr, men jeg havde jo min svigermor med ombord, så jeg kørte forsigtigt. Det var nemlig ikke lige det jeg havde ry for dengang, men nu 46 år efter, er det selvfølgelig helt anderledes. Jeg glemte at fortælle, at dengang vi var ude i mosen for at hente moseeg, fik jeg pludselig øje på et firben der løb rundt mellem græstuerne. Så kom jægerinstinktet hurtigt op i mig. Det firben skulle fanges. - Det er imidlertid slet ikke så let, da et firben bevæger sig lynhurtigt, men efter flere forgæves forsøg, hvor jeg havde prøvet at spærre det inde mellem mine to håndflader kunne jeg pludseligt mærke at det bevægede sig under mine hænder. Triumferende råber jeg til Ulla: - Jeg fik den! - Men naturen er alligevel den klogeste i den sidste ende, for 64


da jeg havde samlet mine håndflader om firbenet og løftet det op og åbnede dem, så jeg til min store forbløffelse og skuffelse, at det blot var halen af firbenet der stadig lå og snoede sig livligt i mine hænder. Jeg følte mig lige så skuffet som jæger, som enhver fugl eller ræv ville have været, men jeg åd dog ikke halen, som de sikkert ville have gjort. Halen bevægede sig i flere minutter efter at jeg havde ”fanget” den. Firbenet havde nemlig brugt det gamle tricks naturen har givet det, når det er i yderste nød, - nemlig at smide halen, så dens forfølger bliver grundigt narret og den selv slipper væk imens. Den der blev narret i det her tilfælde var altså mig, men den kunne jo heller ikke vide, at jeg ikke ville æde den, men blot slippe den løs igen. Tricket er genialt, for jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde fanget den. Den anden halvdel af moseegestykket brugte jeg til at sætte et gammelt vægur ind i. Det havde jeg fundet i en meget dårlig tilstand i et utæt kældervindue i det hus, hvor vi dengang havde vores symaskine butik i Nørregade i Århus. Jeg tog ur resterne med hjem. Kassen det havde siddet i var smuldret og rådnet næsten helt væk, men værket var kun rustent. Jeg skilte det ad og lagde delene i petroleum. Det løsnede rusten så den kunne børstes og slibes af. 65


Jeg samlede uret igen, pudsede messingkransen omkring urskiven og messing pendulet op, så de strålede. Romertallene på urskiven var næsten helt forsvundet, så dem malede jeg op med guldmaling igen, så godt som jeg nu kunne dengang. Der manglede den ene viser. Den klippede jeg ud af tyndt blik og fik den til at passe på uret. Jeg lavede et hul i moseege stykket, så uret kunne sættes ind. Det hænget den dag i dag nede i Pejsestuen og går stadig, nu 45 år efter at jeg restaurerede det. De gamle ure må være lavet af noget godt kram. Oppe i vores fritidshus ved Tangsø nær Bøvlingbjerg, hænger min bedstefars gamle Junghans vægur. Det trækker jeg op hver gang vi er deroppe. Det siger stadig sit beroligende og adstadige tik-tak og slår sine langsomme ding-dong akkurat, som det gjorde dengang min bedstefar sov middagssøvn i Dalbyneder Kær under første verdenskrig. Jeg slapper vældig godt af, når jeg ligger og sover min middagssøvn og tænker på min morfar i samme situation.

66


Her er uret - fra kældervinduet i Nørregade – indsat i moseegetræ. Jeg har jo kaldt denne fortælling ”DET HVIDE SPØGELSE I KRAKHUSET”, så nu må jeg nok hellere fortælle om det lidt uhyggelige og mærkelige jeg oplevede en nat i ”Krakhuset”

67


Når vi om aftenen gik i seng lukkede jeg omhyggeligt døren ind til huggerset i udhuset. Den kunne selvfølgelig ikke låses, men havde blot et gammeldags klinke håndtag. Et klinke håndtag er et håndtag lavet af smedejern. Det er tungest i højre side og har den gennemgående stang til håndtaget på den modsatte side af døren i venstre. Når man skubber døren i, glider håndtaget op over en skrå kant og falder ned i et hak. Det kan være praktisk på landet, hvis man har begge hænder fulde. Så kan døren lukkes blot man indefra skubber den i med foden eller skulderen. Nu forbliver døren lukket indtil nogen løfter den højre side af håndtaget, så det kommer op af hakket. Dørene åbnede som regel ind i rummet, så udvendig var håndtaget til venstre for den gennemgående stang. Her kunne man blot sætte sin albue på, - når man havde sine hænder fulde, - og trykke ned. Så svingede døren selv op, da der tit sad en snor med et lod i som trak døren op, når man løsnede klinken. Det var faktisk en tidlig form for en automatisk døråbner, som man sikkert også havde i oldtiden. Når jeg de første morgener kom ud på gårdspladsen, så jeg godt at døren til huggerset stod vid åben. Først troede jeg, at Ulla havde lukket den op, men hun sagde, at hun slet ikke havde været ude af huset den morgen. Så tænkte jeg, at jeg måske alligevel ikke selv havde lukket den ordentlig, så den selv svingede op. 68


Derfor lukkede jeg meget omhyggeligt døren om aftenen. – Ja, jeg ruskede endda i den for at se om den gik op. Det gjorde den ikke. Den var og blev lukket. Næste morgen stod jeg tidligt op, fordi jeg var meget spændt på at se om den nu stod åben igen. Det gjorde den. – Det var meget mystisk. Gik der tyve ind i huggerset, eller var der måske en vagabond der sov i skuret om natten? Jeg så rigtig godt efter i skuret, men kunne ikke se noget der kunne friste en tyv og da det var sommer og varmt ville det være mærkeligt om en vagabond ville søge derind. Han ville nok hellere foretrække en duftende høstak under Guds frie himmel som natte logi, end et lummert brændeskur. Jeg kunne ikke forstå det og besluttede derfor at sidde vagt en nat udenfor hoveddøren med kun fire meter over til døren ind til huggerset. Jeg slæbte en gammel lænestol udenfor og satte mig til at vogte med et tæppe over benene. Jeg satte mig ud lidt i elleve om aftenen. Der var ret mørkt, selvom det var nær Skt. hans, for himlen var overtrukket af mørke skyer og vinden ruskede i bladene i de gamle træer rundt om huset.

69


Da jeg havde siddet der en stund, kom jeg i en underlig uhygge stemning ved lyden af blæsten og de mørke skyer der jog hen over himmelen. – Der var også tanken om at døren måske pludselig ville åbne sig og hvad ville jeg så få at se. - Det måtte være noget unaturligt, når jeg tænkte på alle de forholdsregler jeg havde foretaget, og den så alligevel kunne stå åben hver morgen. Jeg gøs lidt i min lænestol og trak benene op under mig og lagde tæppet op over skuldrene, så kun hovedet var fri. Sådan sad jeg og lyttede efter uvante lyde eller at eet eller andet uhyggeligt ville dukke op netop kl. 24, ligesom i rigtige spøgelses historier. – Jeg var meget anspændt efterhånden som klokken nærmede sig midnat. Jeg må trods uhyggen alligevel være faldet i søvn, for jeg vågnede pludselig ved én eller anden lyd, der ikke skyldtes blæsevejret. Jeg fornemmede at det havde været et højt metallisk klik. – Jeg så med det samme hen mod døren til huggerset. DEN STOD VID ÅBEN! Nu blev det virkelig uhyggeligt! - En stund sad jeg som lammet, men fik så samlet så meget mod, at jeg så lydløst som muligt viklede mig ud af tæppet og langsomt rejste mig op. Jeg listede over mod den nu lidt uhyggelige sorte åbning 70


ind til huggerset. Jeg hørte ikke en lyd derinde fra og kunne heller ikke se noget derinde. Jeg stod stille ca. en meter fra det sorte hul og lyttede og kiggede intenst. – Stadig ikke noget. Så tænkte jeg: - Du kan ikke stå her hele natten. – Vis dig nu som en mand og gå derind. Det var ikke helt let at overtale mig selv, men til sidst listede jeg mig dog ind i mørket med alle sanser åbne. Da jeg kom ind i det mørke rum, kunne jeg stadig ikke se noget, - men pludselig følte jeg til min store rædsel, - at det løb mig koldt ned ad ryggen og at hårene rejste sig på kroppen af mig.

Jeg fornemmede, at der var et væsen eet eller andet sted i mørket omkring mig. Jeg blev fuldstændig apatisk og lammet. Jeg kunne ikke røre mig, men stod blot og sansede det utrolig uhyggelige jeg oplevede.

Pludselig opstod der en eksplosion af bevægelse, så jeg i rædsel sprang baglæns.

Et stort hvidt gespenst med to sorte øjne og en sort mund fløj vandret ud gennem 71


den åbne dør og forsvandt lavt flyvende og uden en lyd op over bakkerne i syd østlig retning. Lammet stod jeg tilbage og troede ikke mine egne sanser. - Det jeg lige havde været vidne til kunne jo ikke ske i den virkelige verden! - Jeg kunne jo ikke være rigtig vågen! – Jeg måtte vist sove endnu og det skete måtte bare være en uhyggelig drøm, jeg drømte på grund af alle mine forberedelser! Men nej, - jeg var skam vågen, men følte mig pludselig iskold. Da det hvide gespenst var forsvundet kom jeg til mig selv igen og gik ind og vækkede Ulla. Jeg forklarede hende i rivende hast det, der lige var hændt og hun kiggede måbende på mig og troede vist at jeg pludselig var blevet mærkelig. Prøv lige at fortælle mig det én gang til, men denne gang stille og roligt, - sagde hun. Nu gentog jeg hele historien og talte nu mere roligt, men stadig var jeg lidt ophidset og kunne næsten heller ikke selv tro på mine oplevelser, men jeg vidste jo, at jeg havde set, hvad jeg havde set. Det var jeg slet ikke i tvivl om, så det stod ikke til at ændre, selvom det jo lød fuldstændig utroligt, når jeg fortalte det til nogen.

72


Næste dag undrede jeg mig stadig meget over hændelsen, og da jeg senere besøgte nabogården, der lå et stykke syd for ”Krakhuset”, fortalte jeg gårdejeren om min hændelse, selvom jeg var lidt forlegen ved at fortælle ham om den. Han kunne jo let tro, at sådan en bybo der holdt ferie på landet vist havde en lidt for livlig fantasi. Det ville jeg slet ikke have fortænkt ham i at tro, men han sagde blot, at den gåde kunne han let løse for mig. - Der boede en gammel mand i huset før din onkel købte det, - fortalte han nu. - Han havde en stor hvid hund og da manden døde tog jeg mig af hunden, så den nu bor hos mig. Hunden savner imidlertid sin gamle herre så meget, at den hver nat løber ned til huset og sover i huggerset, hvor den plejede at sove da den gamle mand levede. Den gamle mand havde lært den selv at trykke ned på klinken, så døren svingede op af sig selv, men den havde selvfølgelig ikke lært at lukke døren efter sig igen. Se, det var hele forklaringen på den spøgelses historie. Hunden var stor og kridhvid. Det eneste sorte på den, var dens to sorte øjne og dens sorte snude. ------Der var en bjælke i loftet inde i huset, hvor de gæster der havde lånt huset skrev deres navne og datoer på. Vi skrev: - Ulla og Knud Erik og 7/9 barn. 73


Denne historie er fortalt mange gange siden 1960, men er først skrevet ned nu.

Januar 2006.

Knud Erik Guldager

74


Den langhårede chauffør

En fortælling om hvad man i 1960´erne kunne opleve på Ringgade i Århus.

En virkelig episode fra dagligdagen.

Knud Erik Guldager

75


DEN LANGHÅREDE CHAUFFØR

En dag i 1960érne kom jeg kørende på Ringgaden i Århus. Jeg var på arbejde og skulle skynde mig lidt. Derfor irriterede det mig, at en langsom kørende bil kørte lige i midten af vejen. Derved spærrede han de to kørebaner der var, så man hverken kunne komme venstre eller højre om ved ham. Da jeg havde fulgt ham et stykke vej, lagde jeg mærke til, at han kørte underligt. Han svingede svagt fra højre til venstre hele tiden, men lige præcist ikke så meget, at man kunne passere ham. Når man skal skynde sig irriterer den slags søvnige gammelmandskørsel en enormt, - især hvis man er ung og utålmodig.

76


Jeg kørte tæt op til ham for at få ham til at forstå, at jeg gerne ville om. Men det reagerede han slet ikke på. Jeg kunne, - nu her bagfra, - ,se at føreren var både stor, duknakket og meget langhåret. Åh nej – tænkte jeg. Det er nok en af de her syrede hippier der var begyndt at komme så mange af. Han er måske påvirket af både stoffer og alkohol. Han kører underligt og han reagerer slet ikke på, at jeg gerne vil om. Jeg lod min bil falde tilbage igen i en mere sikker afstand. Hvis han virkelig var utilregnelig kunne han måske finde på bare at hakke bremsen i og parkerede midt på vejen. Efter hans usikre kørsel tiltroede jeg ham efterhånden alt. Pludselig kørte han i længere tid helt inde i højre side, og da jeg følte mig sikker, passerede jeg ham venstre om. Idet jeg passerer ham kigger jeg selvfølgelig over på føreren for at se, hvad han dog er for et fjols. Så er det at jeg får et af de store chok i mit liv. – Ja, jeg nægter et øjeblik at tro mine egne øjne. Men der ikke noget at tage fejl af. 77


Ved rattet sidder en meget stor og langhåret Irsk fårehund. Et øjeblik når jeg at tænke: - Så tror da pokker, at den ikke kan køre ordentlig, for den kan jo slet ikke se noget for alt det lange hår der hænger ned foran dens øjne. Så går virkeligheden op for mig. – Jamen en hund kan da ikke køre bil. Jeg må jo have set forkert og min irriterede hjerne må have bildt mig ind, at en så dårlig chauffør ikke kørte bedre end en hund, og at det var derfor mine øjne så en hund. Jeg lukkede mine øjne fast i og åbnede dem igen. – Der sad stadig en stor langhåret Irsk fårehund ved det rat. Så er det at man siger til sig selv, at det man jo ser slet ikke er muligt og hjernen roterer vildt hurtigt rundt for at finde en logisk forklaring, men da jeg igen ser derover, sidder der stadig den store hund. Den tager det roligt. Den ser hverken til højre eller venstre, men stirrer stift ligeud og koncentrerer sig åbenbart om det der sker foran vognen længere fremme. - Det kunne mennesker faktisk lære en del af. Nu opgiver jeg. Jeg kører helt forbi og ind foran bilen med hunden. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at kaste et sidste blik tilbage på den underlige bil.

78


Nu kommer så den naturlige forklaring på hele den underlige historie. Der sidder ganske rigtig en stor hund i førersiden af bilen. Den har poterne oppe på instrumentbrættet, så det ser ud som om den holder på et rat. Det gør den bare ikke for bilen er højrestyret og bag rattet i højre side sidder der en ret lille ældre mand og det er jo ham der kører vognen. Ham kunne jeg imidlertid slet ikke se for den fyldige hund, så på Ringgaden i Århus fik jeg en 250 meter usandsynlig oplevelse, hvor jeg pludselig ikke stolede på mine egne sanser. Så har man sans for det, kan man opleve meget i sin færden blandt mennesker. Det har sikkert været en engelsk professor der kørte og ledte efter universitetet lidt længere henne og han har sikkert ikke vist, hvilken side det lå på. Oplevelsen er nedskrevet Januar 2006.

Knud Erik Guldager

79


80


En 7 책rs drengs erindringer fra J U L E N I

1 9 4 2

H O B R O.

81


Her er hele min familie p책 den tid.

82


Julen 1942 var jeg 7 år gammel. Jeg var lige begyndt i første klasse på Hostrup Huse skole i Hobro. Det var en spændende skole. Den havde en storkerede på taget. De voksne storke stod og klaprede med næbbet, mens de stak det højt i vejret, og hvert år kom der to eller tre unger i reden og de lavede masser af striber ned ad det sorte tag hele sommeren, og det var sjovt at se, når de stod på kanten af reden og øvede sig i at flyve. Vi gættede altid på, hvornår den første ville flyve fra reden. Jeg glædede mig meget til den sidste skoledag før jul, for da måtte vi tage en pyntet grangren med i skole og sætte den i det tomme blækhus. Vi havde hver en lille skifertavle til at skrive kladder på og til regnestykker. En skifertavle er en tynd plade af en mørkegrå stenart der hedder skifer. Vi skrev på tavlen med en griffel, der også er lavet af skifer. Den var blot af en blødere art, så den ikke ridsede tavlen, men kun lavede hvide streger, der igen kunne tørres af med en våd svamp. Der var ikke blæk i vores blækhus endnu i første klasse. Det kom der først senere, når vi skulle lære at ”skrive med blæk”, som det hed. Til den tid fik vi et penneskaft af træ og blækpenne. Blækpennene, der var lavet af stål skulle sættes ind i penneskaftet og de skulle dyppes forsigtigt i blækket i blækhuset, som var 83


en lille firkantet flaske, der stod i et hul i skolepulten, som bordet hed, midt i mellem de to elever, der sad på pulten. Her er en flaske original skoleblæk og en lille blækflaske til bl. a. skolepulte. Der står støbt RØNNINGS BLÆK under bunden af den lille blækflaske.

(Det er i grunden utroligt, hvad jeg får samlet sammen. Disse ting kunne jeg gå rundt i huset og hente og putte billedet ind i historien.) Kom det for meget blæk på pennen, lavede den en stor blækklat midt i al det flotte x skrevne, og man var nødt til at skrive det hele om.

Gammel skolepult med hul til blækhus. x

84


Jeg havde sammen med min mor lavet et lille flettet julehjerte af rødt og hvidt glanspapir og nogle meget små musetrapper. Vi lavede dengang flere ting af glanspapir, der kunne fås i mange farver. Hvis vi så et flot billede af en nisse eller et dyr i et blad, lagde vi siden af bladet ovenpå glanspapiret og tegnede med en spids blyant omridset af billedet, medens vi trykkede blyanten hårdt ned mod papiret. Det gav et aftryk af stregen på glanspapiret. Nu tog vi en nipsenål, som er en stor knappenål med et hoved af glas, der kunne forestille alt, f.eks. en mariehøne. Med denne nål prikkede vi huller i stregen på glanspapiret, meget tæt ved siden af hinanden og nu kunne vi, - når vi havde prikket hele vejen rundt, - rykke billedet ud af arket, ligesom et frimærke og lime det ind i et tomt regneeller skrivehefte og på den måde til sidst få en flot samling af smukke billeder med takker i kanten. Man kunne også prikke billederne direkte ud af bladet, hvis man fik lov af de voksne til at ødelægge det. Det var nu mest pigerne der lavede disse ting. De samlede også på farvestrålende servietter og de fleste forældre fik strenge ordrer om endelig ikke at bruge servietten, når de var i byen, men tage den ukrøllet med hjem til samlingen. Jeg selv samlede nu mest på mærkelige sten og dimser af metal, jeg fandt rundt omkring. Det lille dannebrogsfarvede julehjerte – det var jo 85


under krigen, - blev sat på grangrenen jeg skulle have med i skole og den blev også pyntet med lametta, der er tynde strimler af aluminiumsfolie. Jeg nægtede på det bestemteste at få ”Fehår” på. Fehår var ligesom en slags tyndt vat, lavet af uhyre tynde hvide glastråde og det stak rædsomt, når man fik det ind i de hjemmestrikkede uldtrøjer, som man altid gik med dengang. Det så flot ud på juletræet og alle brugte det, men for os børn var det en frygtelig plage hvert år. Grenen blev meget flot, syntes jeg, og jeg bar den om morgenen meget forsigtigt de ca. to kilometer jeg havde at gå til skolen – Den var indpakket i brunt papir fra slagterpakken fra slagter Bjørn nede på Løgstørvej nr. 11. Vi boede i nr. 21. Min mor havde bundet rødt strikkegarn rundt om, for at papiret ikke skulle flagre af. Vi havde ikke mere af slagterens snor. Henne i skolen var den store tavle pyntet i kanten med tegnede grangrene. Grenene var grønne og al julepynten på dem var også tegnet med farvet kridt. Julehjerterne var røde og hvide og var tegnet flettede ligesom de rigtige. Der var tegnet 24 julelys og der blev ”tændt” eet hver dag op mod juleaften. Vi ”tændte” dem ved at tegne en sort væge med lidt rødt og en gul flamme uden om. – Det havde jeg aldrig set før, og jeg husker, at jeg syntes, at det så meget livagtigt ud og at det var mageløst flot. 86


Vi havde også en lille pose med småkager med. Det var vaniljekranse og brunkager med en mandelsplint i midten. Mandlerne havde min mor gemt i lang tid, da man ikke længere kunne købe dem på grund af krigen, men der skulle altid være en mandel i midten af hver brunkage, selvom det nu kun blev til en splint af en mandel. Vi havde hver et lille stearinlys med i en lille stjerneformet grønmalet metallysestage. Det blev nu tændt og vi sang en julesalme. Lærerinden, - der hed Olga og var en stor og fyldig dame, - læste op af en bog der hed ”Ved Julelampens Skær” Der kom altid en ny hvert år med julehistorier i. Medens hun læste kan jeg huske, at hendes ansigt så venligt ud. Det var jeg forbavset over, for jeg havde mest set det med et skarpt udtryk, især når hun havde gårdvagt og jeg stod sammen med de andre drenge omme bag tørveskuret længst væk i skolegården. Her kunne hun ikke se os, når vi skrålede højt i kor, en på den tid populær sang, hvis omkvæd begyndte sådan: Olga – Olga – Olga tà en polkatur med mig, - og den endte sådan: - Jorden slår revner, når Olga danser for. – Nu var Olga jo en kraftig dame, så det var vel ikke så sært, at hun så stram ud i ansigtet, når hun kom i fuld galop rundt om tørveskuret for at fange én af os. Jeg blev heldigvis aldrig fanget.

87


Men den dag så hun meget mild ud, men det var sikkert på grund af julen og det, at hun nu slap for at se os før helt til næste år. Historien hun læste handlede om en lille dreng, der blev væk i snevejret lige før juleaften og først blev fundet i sidste øjeblik. Lige før han frøs ihjel. Netop under krigen var der megen sne og den kunne ligge i meterhøje driver, som man let kunne synker ned i og måske slet ikke komme op af igen. Jeg havde selv prøvet at glide ned mellem et tre meter højt plankeværk ind til fodboldbanen og en lige så høj snedrive. Her havde jeg virkelig haft besvær med at komme op fra igen og jeg vidste, at ingen kunne se mig nede i det smalle gletsjerspalte-lignende hul, og at der kunne gå lang tid inden nogen fandt mig, da jeg legede alene den dag. Jeg havde virkelig måttet kæmpe med sneen i lang tid, før jeg fik gravet mig ud. Jeg havde derfor let ved at forestille mig, at drengen kunne forsvinde og at hans far og mor havde svært ved at finde ham igen, så jeg blev meget glad, da han blev fundet lige til sidst. Nu kunne han komme ind i varmen og få en god juleaften. Vi følte alle med ham og det undte vi ham gerne, for vi havde tit selv frosset meget, når vi var blevet for længe ude i de vældige masser af sne. Efter historien sang vi igen julesalmer og vi havde nu fri 88


til efter nytår. Jeg begyndte at gå hjem med min fine gren, men nu var den ikke længere pakket ind og vinden blæste efterhånden al julepynten af og jeg blev træt af hele tiden at sætte det på igen. Til sidst smed jeg grenen op over et plankeværk. Da jeg kom hjem stod min lillebror, - der var fire år – med ”julelys” i øjnene og spurgte om han måtte få den fine gren nu. – Se, det var ikke så godt, for den havde jeg jo lige smidt væk. Jeg havde slet ikke tænkt på ham, skønt han om morgenen havde syntes, at det var meget spændende med den fine gren der skulle med hen i skolen og han var lidt misundelig på mig og han ville ønske, at han også gik i skole og skulle opleve alt det spændende. Han blev meget skuffet og ked af det, for han havde ventet og ventet hele formiddagen på, at jeg skulle komme hjem med grenen, så han kunne ”arve” den og lege ”at gå i skole”. Jeg blev også lidt ked af det, selvom han jo var min til tider meget irriterende lillebror, men lige i det øjeblik syntes jeg dog, at det var synd for ham. Men det gjorde jeg i hvert fald ikke en dag et stykke tid efter jul. Først vil jeg dog lige fortælle, hvad jeg fik i julegave det år. Min mormor boede i Randers og hun skulle holde juleaften med os i Hobro. Hun havde strikket en flot rødbrun trøje til mig. Størrelsen havde hun strikket efter hukommelsen og den passede da også 89


fint på længden af selve trøjen og på ærmerne, men hullet til hovedet havde hun gjort alt for lille. Hun havde vist glemt hvor ”tykhovedet” jeg var, så da jeg skulle prøve trøjen sad mit hoved fast inde midt i den høje halskrave. Jeg hylede jo op om, at det gjorde ondt, og påstod at de rykkede mine ører af med al deres hiven og trækken. Det troede de bare ikke på, så de sagde: - Hold op med at skabe dig! Til sidst opgav de dog og de blev meget flove da trøjen til sidst kom af igen og de så, at de virkelig havde revet min venstre øreflip løs forneden, så det blødte. – Det havde altså gjort ondt. Jeg havde ikke skabt mig. De voksne skuffede mig tit, for de tror ikke altid på børn. Sådan er det bare. Det lærte jeg efterhånden. – Den julegave husker jeg. Den anden fik jeg af min far og det er nok den flotteste julegave jeg nogensinde har fået som barn. Det var en ca. 25 cm. lang åben sportsvogn. Den var lavet af blik og var utrolig gennemført. Når jeg ser den for mig med mit indre blik, er jeg nu næsten helt sikker på at det må have været en BMW model 327 fra 1939 Selve bilen var cremefarvet og den havde chokoladebrune skærme. Rattet kunne dreje hjulene. Den havde en lille gearvælger med tre gear fremad, et frigear og et bakgear. Den skulle trækkes op med en nøgle og havde en stor fjeder, så den kunne køre langt. Rattet kunne indstilles, så den kunne køre i cirkler. Den 90


var for den tid meget avanceret og må have været meget dyr. Jeg kendte ingen andre drenge der havde fået så flot en julegave, og jeg var virkelig glad for den, så længe jeg havde den. Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydelig se den for mig endnu, skønt det er 63 år siden jeg fik den og måske er det den der er skyld i, at jeg i dag samler på smukke veteran sportsvogne, så den gavn gjorde den dog, skønt jeg kun havde den en kort tid, for nu kommer min ”søde” lillebror ind i billedet igen. Han havde faktisk set ret sød ud. Se blot billedet, men jeg kan godt forstå, at han som barn hadede netop det billede og min mor havde det endda stående fremme. I julen 1942 var han dog blevet klippet. Da så han ud som på billedet i begyndelsen af beretningen. Han havde haft en stor ”prinsessekrølle”, skønt han var en dreng, for det havde nemlig den nye prinsesse Margrethe og så skulle alle små piger i Danmark selvfølgelig have en krølle magen til. Men min mor havde på det tidspunkt ingen pige, så hun lod da bare min stakkels lillebrors hår vokse sig langt og så lavede hun en flot ”prinsessekrølle” på hovedet af ham. Jeg 91


takkede tit guderne for, at jeg var født før prinsesse Margrethe, for ellers ville det have været mig det skulle gå rundt med pigehår. – En meget uhyggelig tanke for en dreng dengang. Han var heldigvis så lille, at han ikke selv tænkte meget over det. Jeg havde fået meget strenge ordrer om ikke at drille ham med frisuren, men senere hadede han det her viste billede med ”tøsekrøllen”, og han skældte min arme mor meget ud på grund af den skøre ide, men alle danskere elskede den nylig fødte danske prinsesse, der var et godt symbol i den trælse besættelsestid. Nå, - men nu kom vi lidt væk fra historien om min lillebror og min flotte sportsvogn. Jeg havde på det strengeste forbudt ham så meget som blot at røre ved den, og lovet ham al landsens ulykker, hvis han alligevel gjorde det, f. eks. når jeg var i skole. Men fristelsen blev ham alligevel for stor, for en dag, - netop som jeg var i skole efter juleferien – tog han bilen og kravlede ind under min far og mors store dobbeltseng og begyndte at lege med den. Han var jo alt for lille til at forstå det med gearene, så til sidst havde han brækket gearknappen af. De flotte blanke forlygter brækkede han også af og rattet og kofangerne. Det kan være at han var blevet sur over, at det ikke var hans bil, - men måske gør jeg ham uret. Resultatet blev bare, at den aldrig kom til at virke igen 92


og på det tidspunkt syntes jeg i hvert fald ikke, at det var synd for ham. Tvært imod og han fik en masse skældud og det der var værre, men senere blev vi selvfølgelig gode venner igen, selvom jeg godt nok tror at der gik et stykke tid. Flæskestegen fik vi, - ligesom de fleste andre dengang - stegt nede hos bageren. Klokken seks juleaften kom alle bagerens kunder og hentede deres flæskestege. Min lillebror og jeg gik sammen med vores far ned og hentede vores. Den duftede himmelsk og det var ikke kun fordi det var jul, for de fleste børn synes jo at varmt sprødt flæskesværd smager himmelsk til hver en tid, og vi tiggede og tiggede om bare at få en enkelt stribe, og da min far følte nøjagtig den samme fristelse, fik vi da alle tre et lille stykke til sidst. Vi kunne ikke tage så meget for min mor kunne ikke lide, at der manglede noget når hun serverede den for gæsterne. Efter julemiddagen gik mændene og os børn tit udenfor, hvis der var klart vejr. Vi kiggede på den mørke stjerne himmel. For mig står det som et højtideligt øjeblik, at stå og kigge op i Guds himmel, for dengang bad vi vores fadervor hver aften, og vi troede på alt det der står i Bibelen. Hvis vi var særlig heldige fik vi et stjerneskud at se, og fik vi det, - lige netop juleaften, - ville vi få et særligt stort ønske opfyldt. Jeg så dog aldrig et 93


stjerneskud juleaften, men føler alligevel at jeg fik mange af barndommens ønsker opfyldt. Når mødre, fastre, mostre og tanter havde vasket op, skulle vi danse om juletræet og mit livs juletræer har altid nået helt op til loftet. Først læste min far juleevangeliet og jeg kan huske, at jeg syntes, at det var lidt underligt, at netop han læste det op. Min far var en meget spændende mand og helt fantastisk til at digte historier for os, når vi skulle i seng, men han var ikke spor religiøs anlagt. Det var mere min mors afdeling. Min far fortalte, at religion havde han fået rigeligt af fra sin indremissionske stedfar, da han var barn. Hans rigtige far døde, da min far var et år gammel. Bagefter sang vi mange salmer og til allersidst sang vi ”Højt fra træets grønne top” og os børn kunne godt finde på at synge den på melodien: - I en kælder sort som kul. - Teksten passer nemlig til begge melodier og omvendt. Nu kunne vi så endelig få vores julegaver. Vi fik fem højst seks gaver hver, og det var mest nyttige ting dengang under krigen, men vi fik dog altid eet stykke legetøj og det var selvfølgelig den gave vi var allermest glade for, og derfor fik vi den altid som den sidste af vores gaver, da vi ellers – efter de voksnes mening – ville være temmelig uinteresserede i de ”bløde”. – Og det tror jeg bestemt også de havde ret i! 94


Jeg kan huske, at jeg syntes at julen varede utrolig længe. Vi gik rundt til kammeraterne for at se deres gaver og lege med dem. Havde vi fået mekaniske legetøjstog med skinner, kunne vi, - når vi satte alle vores mange skinner sammen -, bygge vældige baner til togene. Togene kørte ind under vitriner, sofaer og lænestole, så vi kunne lege, at togene kørte ind i mørke tunneller og om bag store bjerge, for så pludselig at dukke op igen i dagslyset på stuegulvet. Engang, - da min legekammerat og jeg havde bygget vores baner sammen -, havde vi fået hans lillesøster på tre år til at stå og skræve over banen. Hun var ikke så stor og havde en kjole på, så hun var en fin viadukt. Men det gik galt, for der var noget vi ikke havde tænkt på. Pludselig kunne hun ikke holde sig i den skrævende stilling, og netop som vort lange tog med de to lokomotiver passerede, stod der et vandfald ned over både lokomotiverne og alle vognene. Den stakkels lille pige blev straks sat fra bestillingen med en hel del uvenlige ord, skønt hun dog var temmelig uskyldig, men blot gjorde os en tjeneste. Det var selvfølgelig uretfærdigt, men det tænkte vi ikke på. Vi tænkte blot på at komme ud i køkkenet og skylle vores tog under vandhanen.

95


Jeg har jo mange flere jule minder, men må nok hellere slutte for denne gang. Men det var altså lidt af mine juleminder fra dengang jeg var et barn under ”Anden verdenskrig.”

Risskov, julen 2005.

Knud Erik Guldager

96


Nye oplevelser  

Fra Maldiverne mm

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you