Knallerttiden by Knud Erik Guldager

Oplevelser fra knallertens ungdom 1952 - 1954

Uddrag fra MIT LIV III. Aarhus tiden fra 1948 - 1955

Knud Erik Guldager 1

Knallert tiden Da jeg kom i lære i 1952, havde jeg kun mine cykler, men jeg havde nu en lærlingeløn. Jeg har dog altid været meget sparsommelig, men jeg skulle betale lidt til kosten, da jeg boede hjemme. Dengang var knallerterne rigtigt begyndt at komme frem, og min far havde købt en brugt BFC knallert med en motorcykel nummerplade på. Det skulle den have, da den kunne køre tres kilometer i timen. Motoren sad der, hvor bagagebæreren ellers sad. Den trak med en jernrulle ned på bagdækket. - Cyklen var ellers næsten en helt almindelig høj sort herrecykel, dog var der en lille smule affjedring i forgaflen.

Her er en sådan BFC knallert. Det er ikke min fars, men den er næsten magen til.

Almindelige knallerter kunne kun køre tredive kilometer i timen, men de havde også nummerplader. De havde dog havde en anden facon. De var smalle og høje. De to øverste hjørner var skåret skråt af.

Jeg ønskede mig en sådan knallert. Det var mit allerhøjeste ønske, men den kostede mange penge for en lærling. Den knallert jeg ønskede allermest, var en helt ny model, der lige var kommet frem. Den lignede slet ikke de gammeldags med motoren på bagagebæreren. Nej, – de nye havde motoren siddende nede i bunden af stellet, nøjagtig ligesom de rigtige motorcykler og de havde en benzintank ovenover. - Det var også ligesom på motorcyklerne. Den model, - der for mig fremstod som verdens ottende vidunder, - var en Skylon 1954. Den kunne man købe nede i Dynkarken hos cykelhandler S. A. Nielsen, men den kostede også hele 1370 kroner. Det var utrolig mange penge. Min far ville ikke låne mig nogen, for han syntes det var for tidligt, jeg spekulerede i de baner. Så jeg måtte selv spare op til udbetalingen, og det med en månedsløn på 175 kr. - Udbetalingen havde jeg så i april måned 1953. Modellen hed Skylon 1954, men modelnummeret var smart nok altid et år forud. Jeg købte den, så jeg skulle betale månedlige afdrag i et år. Det holdt hårdt. - Jeg skulle også betale kostpenge hjemme, have råd til benzin og af og til også en biograftur med Ulla. - Men som sagt før, jeg er i bund og grund en sparsommelig type, så det gik.

Dynkarken 1953

Her sidder min lillebror Bent med barsk mine på min Skylon foran Fordson varevognen ”Gyldenspjæt”, som vi havde døbt den. Min knallert fik nr.: X 10.050. - Nu skulle der kørekort til knallerter dengang, og det kunne man få som sytten årig, og det var jeg lige netop det forår i 1953. Så i mit kørekort står der, at jeg fik mit første kørekort som sytten årig. Selve køreprøven foregik med start ude fra en stor villa på Carl Nielsensvej ude ved Strandvejen. Her boede nemlig den motorsagkyndige, der var en myndig tidligere militærmand. - Han hed Oberstløjtnant Holck og var kendt, ja, – nærmest berygtet for at være meget kolerisk og han var stærkt svingende i humør. - Hvordan han var rent privat ved jeg ikke, men han har sikkert været en munter fyr.

Køreprøve- aspiranter skulle møde kl. otte om morgenen foran denne fornemme villa. 4

Det var derfor altid meget spændende, hvilket humør ”Herr Holck” var i netop den dag, man skulle op til en køreprøve. Jeg har selv været oppe hos ham hele tre gange, hvor det gik godt, selv om det den ene gang var lige ved at gå galt på grund af hans, - den dag, dårlige humør. - Men herom senere. De, der skulle til prøve, skulle møde på deres knallerter kl. otte om morgenen. - Den morgen, jeg skulle op, var vi fem knallerter. Vi skulle nu køre bagefter den motorsagkyndige i en skolevogn, for han havde samtidig en elev oppe til bil-køreprøve. - Vi kørte ind gennem byen i de mindre gader, og en gang imellem kiggede han bagud, for at se om vi fulgte med og om vi kørte korrekt. Det havde vi åbenbart gjort, for da vi kom ned til politistationen, bag Domkirken, fik vi alle stemplet: - Bestået, på vore papirer. - Det var en lykkelig dag og det var forår. Den lange sommer lå foran os. Jo. – Det var en fuldendt lykke at eje sin egen knallert, selvom den var købt på afbetaling, for den var jo én af byens smarteste. - Den sommer tog min far og jeg på en lang knallerttur sammen. Vi kørte helt over til Vestjylland, hvor vi besøgte hans familie. Manden på den gård vi overnattede på hed Regnar, og var min fars fætter. Det var en stor gård og vestjyder er et meget stolt folkefærd, så det var bestemt ikke velset, at vi blot kom anstigende på et par knallerter. Det var for fattigt et syn. Naboerne skulle jo nødigt tro, at Regnars familie var fattige folk. Så han spærrede øjnene op og sagde: - Skynd jer at sætte knallerterne ind i det lukkede maskinhus, så ingen kan se dem. - Det kunne vi slet ikke forstå. Jo, – min far kunne sikkert, for han var jo selv vestjyde, men den slags snobberi var for længst gået af ham.

Familien var ellers utrolig gæstfrie, da knallerterne først var gemt af vejen. - Vi blev beværtet ud over alle grænser med snaps til maden, og vi fik et fint gæsteværelse, at sove i. Næste dag drog vi videre og kom helt over til Fanø. Vi kørte øen rundt og var ude og bade i havet mellem fastlandet og øen. - Her oplevede vi noget livsfarligt, der let kunne være gået rent galt i vores utrolige letsind. Der var nemlig en stærk og rivende strøm. Trods det at vandet kun nåede os til brystet, kunne vi næsten ikke holde balancen, når vi stod op. - Jeg fik min far til at stå så stille som han kunne, medens jeg svømmede af al min kraft lige ved siden af ham. Jeg havde, - et endog meget stort besvær med at holde mig på siden af ham, skønt jeg brugte alle mine dengang mange kræfter. Der var ingen af os, der var særlig gode svømmere, så vi kunne uendelig let være revet med til havs af den strøm, og så havde vi måske ikke haft kræfter nok til at svømme ind til land igen. Vi ville helt givet drukne, og folk ville så blot finde to forladte knallerter og to dynger tøj på stranden. Siden dengang har jeg været meget opmærksom på strømforhold, når jeg har været ude at bade. - Jeg kom uforvarende til at opleve en kraftig strøm på Maldiverne, men det har jeg fortalt om i beretningen om

”Medicinmanden fra Kuredu”. Da vi kørte hen over stranden på tilbagevejen, kørte vi over noget underligt sand med en mærkelig konsistens og vi kom hen til et skilt, der stod med bagsiden til. - Da vi kom om foran skiltet stod der:

BILLIST – STOP!

KVIKSAND!

– Så var det ikke så mærkeligt, at sandet havde føltes lidt underligt.

Her kommer jeg slæbende på min knallert og lader som om jeg er ved at synke i.

På vejen derned mødte vi langt ovre i Vestjylland på en øde landevej et omrejsende tivoli, eller måske var det en lille cirkus. Det var ved ellevetiden om aftenen, men der var en værre leben og diskuteren i optoget, der med langsomme traktorer kørte sydpå ligesom vi. - Vi kørte ikke selv så hurtigt, så det tog lang tid at passere karavanen, men jeg kan huske det var en sælsom oplevelse, at se disse mennesker helt som sig selv. - Der var meget zigeuner stemning over det hele. - Måske var det virkelig zigeunere. På turen til Vestjylland var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen.

Her holder vi på Fanø strand. Det er min Skylon 54 på begge billeder. Min far ville ikke fotograferes på sin egen gamle knallert På det øverste billede kan man se den specielle nummerplade og den første lille lydpotte. Min Skylon var blå. Jeg har en rød i dag.

For at køre om kap gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick. - Nogle af motorerne var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor. Det må have været en nicheproduktion de har haft, med at lave små 50 ccm. totaktsmotorer. Min var dog ikke en Ferrari. Jeg kunne klare langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge, der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser, og dem kunne jeg ikke klare, hvis de da havde en ordentlig knallert.

Blodige historier Men der var noget jeg var berømt for i hele byen. - Ude ved Ny Mølle, på vejen til Søften, var der en bakkeløbsbane, (i dag hedder det en motocrossbane), hvor der mindst én gang om året blev kørt bakkeløb med alle de berømte kørere. - Der var Viggo Thomasen, Back Sørensen og Søby. Alle fra Randers. De blev kaldt: De tre Musketerer. Især Viggo Thomassen og Bach Sørensen kom jeg til at kende personligt, da de senere blev veterankørere og kom med i vores Vintage Motor Club, men det anede jeg ikke dengang. - Da var de mine og alle andres helte. I øvrigt har Bach Sørensens datter dekoreret vores vinduer i symaskineforretningen i mange år. Vi kørte til alle bakkeløb i Midtjylland. De største blev afholdt i Assentoft ved Randers. - Volk Mølle hed banen. Min onkel var en storkøbmand i Assentoft, så når der var store løb, som verdensmesterskab nede i bakkerne, havde min onkel retten til at sælge frugt til publikum. Jeg var selvskrevet hver

gang som banansælger. Jeg blev udstyret med en halvrund kasse foran mig. Den hang i en bred læderrem op om halsen og så gik jeg ellers rundt og råbte så højt jeg kunne: - BANANER BANANER. 25 ØRE PR STK.- STORE DEJLIGE BANANER. FEM FOR EN KRONE. (Jeg husker nu ikke prisen helt nøjagtig). - På den måde fik jeg samtidig set alle løbene, jeg kom gratis ind, og jeg tjente oven i købet penge ved det. – Det syntes jeg var en rigtig fed fidus. - Der var da også stor rift om disse frugtbakker, men købmanden var jo min onkel Niels, så jeg fik altid en bakke. Jeg var oven i købet ret god til at sælge bananerne, for jeg fik jo et beløb for hver banan jeg solgte, og jeg har altid godt kunne lide at tjene penge og allerhelst på en fornøjelig måde. Nå, - nu kom jeg væk fra det jeg var berømt for især i 1954. Ved siden af banen i Ny Mølle var der en mindre grusgrav, som de lokale motorkørere trænede i, og den brugte vi knallertkørere også til at lege bakkeløb i. Men vores små motorer kunne slet ikke klare den stejle skrænt, som de rigtige motorcykler kørte op ad, så de fløj op i luften, når de kom op over kanten. Vi prøvede dog af alle kræfter alligevel, men vi kom aldrig længere end trefjerdedel op, - så opgav motoren, da den ikke havde gear. - Den havde simpelthen ikke flere kræfter. - Selv ikke mekanikerlærlingenes knallerter kunne klare bakken. Da jeg havde indset, at det aldrig ville kunne lykkes for os, begyndte jeg at tænke på alternativer. - Jeg har altid hadet at opgive noget, jeg gerne vil. Rundt om randen grusgraven løb der en sti, som vi kørte på. Den løb tæt ved den stejle kant, og var spændende at køre på med fuld fart, for der var mange ujævnheder, og hvis man ikke havde

fuld kontrol over sin knallert, kunne man risikere at ryge ud over kanten og ned i bunden af grusgraven, hvor der lå store kampesten. Jeg fik nu den dristige idé, at hvis jeg satte fuld fart på rundt langs kanten og med vilje drejede ud over den stejle kant - lige overfor den skrænt, vi så gerne ville besejre, - så kunne jeg måske opnå så stor en fart, at jeg ville klare den sidste fjerdedel af skrænten. Det, - som ingen andre hidtil havde kunnet klare. Det ville jeg i min ungdommelige dristighed forsøge. - Men farligt det var det, for når jeg drejede ud over den stejle skrænt med den fart, ville det indebære, at jeg skulle svæve i luften, indtil jeg næsten var nede ved bunden af grusgraven, hvor skrænten fladede ud i en blød bue. - Jeg var lidt spændt på om forhjulet og forgaflen ville holde til den hårde medfart. Det var de jo slet ikke konstrueret til. Og ville jeg selv kunne holde balancen, når jeg nåede bunden? Alle disse spørgsmål kunne kun løses på én måde. – Jeg blev nødt til at prøve. – Så fik det briste eller bære. - At jeg selv kunne komme slemt til skade, tænkte jeg åbenbart slet ikke på. Jeg tænkte mest på, om mit stolteste eje, - nemlig min Skylon, ville blive ødelagt. Det var altid en lørdag eftermiddag vi samledes for at more os med vore knallerter i grusgraven. Alle arbejdede dengang om lørdagen, men de fleste fik fri over middag. – Jeg startede på det rigtige sted, den lørdag jeg ville prøve at gøre det umulige. Alle vidste jeg ville forsøge, så banen var helt tom.

- De holdt rundt om på deres knallerter, så de kunne se, når jeg kørte ud over kanten. De fleste mente, at jeg ville styrte, når jeg nåede bunden efter flyveturen, - og det syn ville de for alt i verden ikke gå glip af. Der var i øvrigt mange flere end der plejede at være. Der var ikke kun de sædvanlige vilde bananer, der kom hver lørdag, - nej, der var også kommet helt almindelige unge, der havde en knallert. - Den gang var byen ikke så stor, så rygtet om mit forsøg var hurtigt løbet blandt knallertkørerne. Men jeg startede som sagt på det rigtige sted, for at opnå så stor en fart som muligt, inden jeg fløj ud over kanten. - Alt gik som det skulle hele vejen rundt om graven, men da jeg kom til kanten og skulle flyve lige ud i den tomme luft, kunne jeg i et splitsekund godt mærke, at jeg var ude i noget endog meget dristigt. - Men nu var det for sent at fortryde. - Jeg fløj ud i luften og koncentrerede mig om at holde godt fast i styret og at forhjulet stod lige, når jeg ramte bunden. Jeg ramte bunden med et brag, men alt på knallerten holdt, og jeg holdt mig også i sadlen, så jeg gav fuld gas det ret korte stykke hen over bunden af grusgraven. - Jeg fór op ad skrænten for fuld gas og var lige ved at gå i stå før toppen, men ved at file lidt på koblingen, beholdt motoren omdrejninger nok til at jeg med nød og næppe kom op over kanten.

Jeg havde klaret skrænten som den første. - Men nu skal man jo ikke forvente, at de andre ligefrem klappede. De hårde bananer var alle sammen lidt misundelige, for de havde ikke troet, det kunne lade sig gøre, men jeg kunne

sagtens se på deres ansigter, at de var ikke så lidt imponerede. Men det gik stolte fyre jo ikke ligefrem rundt og reklamerede med. - De følte skam selv, at de var mere eller mindre helte og havde hidtil ikke anset mig for at være skrappere end dem. Jeg havde regnet med, at der var nogen, der ville forsøge at gøre mig kunststykket efter, men det var der åbenbart ingen der havde lyst til. - Jeg ved ikke, om det var fordi de selv var bange, eller om de var bange for at ødelægge deres knallerter, men i hvert fald var der ingen der prøvede. Jeg fik nu et problem, for de opfordrede mig selvfølgelig til at udføre ”kunstflyvningen” igen den næste lørdag, og for at redde min manddoms ære, var jeg nødt til det. - Det gik heldigvis godt. Jeg landede perfekt og kom igen op over skrænten. - De andre kunne nok også have gjort det, hvis de bare havde haft modet. Det medførte så, at jeg hver eneste lørdag eftermiddag den sommer skulle gøre det. Jeg følte mig efterhånden som ikke så lidt af en helt. - En lørdag eftermiddag da jeg kørte turen, kiggede jeg i vejret, for at lige at se om alle så mig, idet jeg fløj ud over skrænten. - Jeg skulle have koncentreret mig i stedet for. For dette ”helteblik” resulterede i, at jeg holdt styret lidt skævt i det øjeblik jeg landede. Hjulet drejede om til siden i samme øjeblik jeg ramte jorden med et brag. Jeg havde jo ingen styrthjelm på og jeg har sikkert også været i korte bukser, i hvert fald mistede jeg næsten bevidstheden.

Jeg lå der blot, - i en lidt forvreden stilling, men kunne dog føle at jorden ligesom drejede op og ned og at jeg borede hænderne ned i gruset for at holde mig fast. - Jeg rørte mig ikke og knallerten var gået i stå, så der herskede en stor stilhed. - Alle var chokerede over det, der lige var sket. Det første jeg hører, er min lillebror der siger:

Hvis han er død, vil jeg have hans knallert! De ord var alligevel nok til, at jeg kunne samle mig så meget sammen, at jeg kunne sætte mig op og undersøge, om jeg havde brækket noget. - Det blødte fra flere steder. Det blødte meget kraftigt fra et sted ude i højre side af maven, så jeg hev trøjen op og så, at der var en lang og ret dyb flænge lige ud for hofteskålen. - Jeg havde ikke slået hul i maven rigtigt, det var blot hud og muskler, der var bristet under det store tryk, da hofteskålen knaldede imod den hårde bund i grusgraven. - Jeg kunne fornemme, at det ikke var farligt. Det blødte også fra albuer og knæ, men det var jeg alt for vant til, så det tog jeg mig ikke særligt af. Jeg var nu mere interesseret i, om min knallert havde taget skade. - Styret sad på tværs af stellet, men jeg satte forhjulet mellem benene og drejede det på plads med et hårdt tag. - Forhjulet havde ikke taget skade, så nu var det vist bedst jeg kørte hjem og fik forbundet de sår. - der var kun cirka fem kilometer. - Dengang ringede man simpelthen ikke efter en ambulance for så lidt.

Jeg kom pludselig til at tænke på, at det nu nok var slut med mine opvisninger. - For efter den tur turde jeg nok ikke prøve igen næste lørdag. - Nu er det nemlig en gammel kendt ting, at hvis man lige har kikset noget farligt, er det bedst at gøre det om straks, da man ellers helt automatisk bliver bange for at gøre det igen. - Det vidste jeg, så jeg startede min knallert, og med blodet løbende ned ad højre ben, tog jeg igen runden om grusgraven, fløj ud over skrænten, landede perfekt, og kom op over kanten. – Men så kørte jeg også hjem. Da jeg kom hjem, gik jeg ikke ind til os selv, for jeg vidste, at min mor altid ”himlede” op, hvis jeg kom hjem med blodige sår, når der var sket et eller andet, som var endt galt. – Jeg var jo nok sommetider lidt dumdristig, men jeg elskede at overskride grænser, så man skulle tro, at min mor efterhånden var vant til, at se mig mere eller mindre blodig, for den slags episoder havde der været flere af. - Men det er nok sådan, at en mor ikke kan lide, at se et af sine børn komme til skade og derfor ”himler op”, - som jeg kaldte det. Jeg stillede min knallert et par huse væk, og gik ind til genboen, og spurgte om jeg kunne låne et plaster, for vi var selv udgået. Hun kiggede på mine sår på arme og ben og spurgte om jeg ikke ville låne flere. – Nej, det var ikke nødvendigt. Det var nok med ét. - Lidt undrende gav hun mig så et mellemstort plaster. - Jeg havde jo ikke vist hende den lange flænge i maven, men det var netop til den jeg skulle bruge plasteret.

Den skulle vel egentlig have været syet sammen nede på skadestuen, men så var jeg jo nødt til at fortælle, at jeg havde en flænge i maven. - Almindelige hudafskrabninger på arme og ben, var min mor mere vant til trods alt, så dem hylede hun kun normalt over, men med så stor en flænge, var det nok klogest at holde sin mund. Plasteret kunne slet ikke dække flængen, så jeg tørrede det værste blod væk med min trøje, klemte såret godt sammen og satte plasteret på tværs hen over midten. Så måtte flængen gro sammen af sig selv. - Jeg var ikke så bange for betændelse i såret, da det havde blødt vældig meget, så jeg regnede med at blodet havde skyllet eventuelle urenheder væk. Der havde jo også været tøj mellem gruset og huden. - Om mandagen købte jeg selv nogle plastre til at sætte på tværs, og i løbet af et stykke tid var såret groet fint sammen igen. - I dag er der kun et lille ar tilbage. Sårene på arme og ben havde jeg sneget mig uset ind på badeværelset med, og med låst dør vaskede jeg det overskydende blod væk. - Selve sårene var holdt op med at bløde og jeg husker det ikke helt, men måske har jeg taget et par lange bukser og en trøje på, så man intet kunne se.

Nedlagt Nu vi er ved det blodige og min stakkels mor, kan jeg ligeså godt fortælle om en anden episode, der var foregået et par år før.

Jeg havde netop været til bakkeløb i Ny Mølle og var på vej hjem. - Det var før jeg havde fået min knallert, så jeg var på cykel. Jeg var lige kommet igennem Skejby og var på vej mod Aarhus. – Der var en livlig trafik, mest af cykler og motorcykler, da mindst halvdelen af tilskuerne til disse bakkeløb, selv kørte på motorcykel. De var nu, ligesom jeg på vej hjem, og de kørte ikke ligefrem langsomt, for nu legede de nærmest selv bakkeløb på deres motorcykler. Det var kun naturligt, for man kan næsten ikke lade være med at dreje lidt ekstra på gashåndtaget, - eller træde lidt hårdere på speederen, efter et motorløb. - Jeg tror det ligger i de fleste mænds natur. Da jeg kommer cyklende op ad bakken, ser jeg, at Ulla og nogle veninder, går ovre i venstre side af den ret brede brostenbelagte Randersvej. Vi var ikke kærester endnu. Jeg var kun på tilbeder stadiet, så jeg skulle lige over og gøre lidt indtryk på hende. Den ting forsømte jeg aldrig. Jeg drejer hovedet, for at se hvad der kommer kørende, og da der er et hul i trafikken, kører jeg tværs over vejen. Men jeg havde overset en stor motorcykel bag en flok cyklister, og den kommer pludselig farende hen imod mig. - Dens højre fodhviler griber fat i fælgen på mit forhjul og river cyklen væk under mig. - Motorcyklen vælter og kurer på siden hen over brostenene i en regn af gnister. - Bagefter kurer min cykel og til sidst kommer jeg selv kurende. Jeg var blevet revet med op i fart, da motorcyklen ramte mig. Jeg husker endnu hele episoden som en langsom film i slowmotion. Jeg syntes, der gik lang tid før det hele stoppede, for motorcyklen havde kørt alt for stærkt.

- Men til sidst lå alt stille. - Jeg var den første der kom op at stå, og så rejste motorcyklisten og hans bagsæde passager sig op. Ingen af os havde brækket noget og motorcykelfolkene havde solidt motorcykeltøj på, så de havde ingen hudafskrabninger. Jeg kan slet ikke huske om jeg havde nogle skrammer, men motorcyklisten var kommet slemt til skade med sin venstre hånd. Den var kommet i klemme under styret da motorcyklen kurede hen over brostenene. - Den hånd så ikke godt ud. Den måtte under behandling. Nu vidste manden godt selv, at han havde kørt for stærkt og jeg vidste til gengæld, at jeg ikke havde set mig godt nok for, så vi bebrejdede ikke hinanden noget. - Han spurgte nu, om jeg boede i nærheden? – Ja, det gjorde jeg faktisk. Der var kun godt et par kilometer. - Kan jeg så ikke køre hjem til dig og få vasket hånden og få et bind om. - Det vil være godt nok til at køre hjem til Skanderborg med? – Jo, det var da helt i orden og han fik adressen og mit navn. - Motorcyklen havde ikke taget mere skade, end at den kunne køre igen, så han forsvandt. Jeg gik nu over til Ulla og veninderne. De var jo ligesom mange andre af tilskuerne lidt chokerede, men ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, selv om det havde set dramatisk ud. – Min cykel kunne absolut ikke køre, da forhjulet var trukket meget ovalt. Jeg løftede forhjulet op og trak cyklen, mens jeg fulgtes med Ulla og veninderne. Men, – der var noget jeg havde glemt! Jeg havde slet ikke skænket min stakkels mor en tanke.

- Da det ringer på døren derhjemme, lukker hun intetanende op. Udenfor står der en mand i motorcykeltøj, og det første hun ser, er en meget blodig hånd, som han ligesom rækker lidt frem. – Det var i sig selv lidt af et chok, men da han så spørger om hun har en søn der hedder Knud Erik, - ja, så er det lige før min, – igen stakkels, mor går i brædderne. Hun fortalte bagefter, at hun havde måttet gribe fat i dørkarmen for ikke at falde om. Det kunne manden se, og han beroligede hende med, at der ikke var sket noget med mig, men at vi havde aftalt, at han kunne få vasket sin hånd her og få et bind om. - Det blev så gjort, og manden var allerede væk, da jeg kom hjem, men jeg fik mange skældud af min mor, for hun var blevet meget forskrækket. - Jeg kunne nu ikke have gjort det anderledes. Vi havde ikke mobiltelefoner dengang, så der var kun denne måde at gøre det på, men det havde nok været bedre, hvis min far havde lukket op. Nu kan vi snart ikke tage flere blodige historier lige nu, men der er endnu en fra samme periode. Den må jeg hellere gemme til lidt senere.

Lovens lange arm. En dag, da jeg kørte op ad Bethesdavej og hen mod Risvangen på min knallert, trak jeg en kammerat der var på cykel. Han havde taget fat i min højre skulder, og knallerten trak os begge to med en rimelig god fart. – Det gik rigtig godt, lige indtil vi mødte en politipatrulje i en bil, der kom den modsatte vej. - Det var meget ulovligt, at trække cyklister på den måde, så den stoppede straks, da den havde passeret os og begyndte at vende.

- Der gik panik i os, og vi stak op ad en lille havevej på venstre hånd. Den hed Havtornvej. - Der var tre haveveje fra Bethesdavej, der gik ind til venstre og de var oppe for oven forbundet med hinanden, så vi regnede med at kunne smutte fra politibilen på de små haveveje. - Der var også masser af havelåger, hvor vi kunne køre ind og gemme os. Vi havde bestemt ikke lyst til at få en bøde, så vi flygtede. - Min kammerat var ikke hurtig nok på sin cykle, så han blev fanget. Jeg havde netop nået at gemme mig og min knallert inde i en have lidt længere oppe, - så jeg hørte, at betjentene talte højt til min kammerat. Han måtte stille sin cykel op ad en hæk og pænt følge med i politibilen. Vi skulle i ”Biografen” på hjørnet af Nørregade og Norsgade ca. en halv time senere. Det havde vi aftalt med nogle flere kammerater. - Vi gik i biografen som aftalt, medens vi talte om, hvordan det mon ville gå ham, der var snuppet af politiet. - Filmen var en dansk film med Dirch Passer. Den handlede netop om nogle forbrydere, der tror, at de lige er undsluppet politiet og sidder derfor og triumferer. - Lige som de tror sig mest sikker, lægger en politimand bagfra sin hånd tungt på en af forbrydernes skulder, idet han siger: -

Ingen undslipper lovens lange arm! Det gav et sæt i mig dernede i mørket, og jeg dukkede mig uvilkårligt lidt ned i sædet, og fik en rigtig dårlig samvittighed. Det var lige i slutningen af filmen og dørene blev lukket op lige ud til Norsgade, og hvem står derude. – Der stod min kammerat og ventede, men det var naturligt nok, for han skulle have været med i biografen. - Han så dog usædvanlig alvorlig ud. Han fortalte, at han havde måttet fortælle politiet, hvem jeg var, og

at jeg var nødt til at følge med om på politistationen henne ved Domkirken. - Hvis jeg ikke kom straks ville politiet afhente mig den næste dag. – Jeg har lovet at du kommer nu. – sagde han. Der var ikke noget at gøre. - Lovens lange arm havde også indhentet mig, så jeg måtte nu gå med om til politiet og få nogle meget strenge formaninger om, - at det, vi havde gjort, var noget af det dummeste vi kunne gøre. - Det var ikke engang sikkert, at vi ville have fået en bøde. Vi ville sikkert være sluppet med en advarsel. - Det fik vi heldigvis også nu, men måtte til gengæld love højt og helligt, at vi aldrig nogensinde ville stikke af fra politiet igen. - Det var selvfølgelig også dumt gjort, men det havde været alt for nemt at smutte op ad den havevej. Morale: - Man skal altid stå ved sit ansvar og tage sin eventuelle straf straks. – Det er både det klogeste, det mest rigtige, og tit det billigste.

En tvivlsom gave Mit højeste ønske var, at bytte min knallert med en motorcykel, når jeg fyldte atten år. Jeg snakkede hele tiden om motorcykler, så på min atten års fødselsdag, da Gemzøe familien var ovre til kaffe, rejste min far sig op og sagde: - Knud Erik. – Jeg har længe lagt mærke til, at du hele tiden snakker om at få en motorcykel. - Det kan jeg godt forstå. – Jeg havde selv motorcykel som ung. - Men da du ikke har penge nok til selv at købe en, har jeg købt en til dig i atten års fødselsdagsgave.

Der blev helt stille ved bordet, og jeg troede næsten ikke mine egne øren. - Det kunne da ikke passe, at min vestjyske far klattede sådan med pengene. – Det plejede han bestemt ikke at gøre, men nu stod han der og fortalte mig og alle gæsterne, at han havde købt en motorcykel til mig. Flere af gæsterne fik tårer i øjnene af rørelse, især Ullas mor og det fik jeg da næsten også selv. - Lige indtil det øjeblik, hvor min far satte en lille blikmotorcykel op på kaffebordet og lod den køre over mod mig. - Så gik denne verdens sande alvor op for mig. - For selvfølgelig havde han da ikke købt en rigtig motorcykel til mig. Det ville også have været alt for usandsynligt, men et kort øjeblik troede jeg virkelig på ham, for jeg ønskede mig den jo så brændende og når han nu fortalte det, medens der var så mange gæster tilstede! Min far var langtfra ondskabsfuld, men han elskede at lave sort humor. - Det praktiserer jeg da i øvrigt også af og til selv, så jeg tilgav ham selvfølgelig straks og grinede af hans spøg, men flere af gæsterne syntes, at her var han alligevel gået over stregen. - Den slags gjorde man ikke i deres familier. – Men jeg selv, var i forvejen hærdet en del, så jeg trak da bare den lille blikmotorcykel op, og lod den køre rundt på bordet. - Men min mor syntes nu, at det var lidt synd for mig den dag. Nu må man endelig ikke misforstå min omtale af min mor, for hun elskede mig virkelig højt. - Jeg var jo hendes førstefødte, og var blevet overdænget med kærlighed lige fra min fødsel. Når hun skældte ud, - når jeg var kommet noget til, var det blot hendes måde at afreagere på. Sådan havde hun altid været. - Det forstod jeg da til fulde, og var da også ked af det på hendes

vegne, når jeg sommetider kom forslået og blodig hjem, men jeg skulle jo også leve livet og det gjorde jeg så på min måde. - Min mor var helt bestemt en god og kærlig mor. Her er en lille historie fra min læretid i kontorartikkelfirmaet Frode Thingsig i Aarhus. 1952-1955. ”Nimbus

cowboys”

Firmaet voksede hele tiden, så det nu blev nødvendigt at bruge en budcentral til at køre med varerne. Her brugte firmaet de i Aarhus meget berømte ”NIMBUS BUDE”. - De kørte selvfølgelig på den bundsolide dansk producerede Nimbus. Det var en meget avanceret motorcykel på den tid. Den havde en stor fire cylindret rækkemotor på 750 ccm. med overliggende knastaksel. - Det havde den allerede, da den kom frem i ny model i 1934, som en af verdens mest robuste og mest avancerede motorcykler. Den blev produceret helt frem til 1959. - Jeg har selv haft to at disse Nimbus.

Den ene var denne Nimbus Sport 1938.

De fyre der kørte disse budcykler, var i allerhøjeste grad datidens cowboys. - De var meget forslagne og rapkæftede, men på en godmodig måde. - De kørte om kap med de mange andre budcentraler i byen, og med postvæsenets, lige så forvovne postryttere. - De kørte alle på ens Nimbus, der kunne køre lige hurtigt, så sporten lå i at komme hurtigst rundt om hjørnerne. De var alle skrappe til især højresvingene. - Her kunne de få varesidevognen til at hæve sig temmelig højt op, særlig når den var tom. - Men de skulle også passe på, at den ikke kom så højt op, at motorcyklen tippede ned på venstre side. – Det var virkelig balancekunst der krævede erfaring! Jeg var tit med på bagsædet. Jeg havde fragtpapirerne og skulle ordne indskrivningen ved forsendelserne. Nimbus cowboyerne var altid fulde af løjer og mere eller mindre uartige historier. - Dem hørte jeg en masse af, dog har jeg heldigvis for jer læsere lykkeligt glemt dem, men de ligner helt sikkert nutidens historier af den art. Men tilbage til løjerne. De elskede at forsøge at smide bagsæde passagererne af. Det gjorde de for eksempel på denne måde. – Når vi kom kørende på en lige gade med ret stor fart, sagde de: - Pas på nu! - Vi svinger til højre. - Nu ville den uerfarne bagsæde passager automatisk læne sig langt til højre, for at enertien ikke skulle slynge ham over mod venstre i svinget. – Nu kommer så hele det sjove for ”cowboyen”, - for han drejer nemlig skarpt til venstre, og så skal bagsæde passageren reagere meget hurtigt og holde rigtig godt fast, for ikke at ryge direkte ned i varekassen, der sidder på højre side af motorcyklen.

Jeg har selvfølgelig selv prøvet turen, og fik kun reddet mig i allersidste øjeblik. - Jeg blev faktisk meget forskrækket, da jeg virkelig havde måttet bruge alle mine kræfter, for at undgå helt at falde af sadlen. - Men ”cowboyen” havde syntes, at det havde været enormt morsomt at se mine febrilske anstrengelser, - så han kunne næsten ikke styre motorcyklen af bare grin. Der var jo mange forskellige ”Nimbus cowboys”, og når en af de andre forsøgte at lave ”fald af” nummeret, lod jeg som om jeg ikke kendte det og lænede mig først i allersidste øjeblik ud til den rigtige side, for den fornøjelse skulle han ikke have. - Jeg blev hurtigt en erfaren bagsæderytter.

Her er fem ”Nimbus cowboys” fra LEO budcentralen. De er i deres pæne tøj til ære for fotografen. Jeg kendte simpelthen alle deres numre, så vi var blevet meget dus og jeg kunne tale med i deres jargon. De var også trygge ved mig, så vi kunne køre ind midt på eftermiddagen og få en kop kaffe på deres foretrukne små beværtninger med deres helt specielle klientel og atmosfære. - Det var simpelthen 50’ernes saloons.

Jeg fik så også selv en ekstra pause. - Cowboyerne kørte på timebetaling, så det var derfor de skulle kende os bagsædepassagerer, - fra de forskellige firmaer godt, før den slags pauser kunne foretages på firmaernes regning, rent tidsmæssigt. De drak altid kun kaffe. - Aldrig øl, idet det ville have været fyringsgrundlag. - Det var godt, for med den måde, de kørte rundt i trafikken på, var det også nødvendigt, at de var ædru.

Det var så lidt beretning om knallerttiden i mine unge dage.

Knud Erik Guldager