straks hen til mig, greb mig i armen og sagde: - Så er der spanskrør oppe på gangen lige om lidt! Se, - det var jo uheldigt for mig. Det havde gået efter tur, - det med at ligge vandret, så hvorfor skulle det lige være mig, der blev opdaget. Det ville nemlig være helt umuligt, at finde de otte andre, der havde været med i legen, da vi var utrolig solidariske, og aldrig kunne finde på at forråde andre på den måde. De otte var nu blandet med alle de nysgerrige, der var strømmet til. Men én skulle jo straffes, og det var så denne gang mig. - Det var der ikke noget at gøre ved. Spanskrør var vi meget bange for, for det var en straf, der virkelig gjorde ondt. - Så hellere de lussinger vi var vant til at få. Det var begrænset, hvor ondt de gjorde, og dem fik vi som regel kun én af. Det var helt anderledes med spanskrør. Der kunne vi få helt op til ti slag, hvis det var en særlig stor forsyndelse, vi havde foretaget. Da det ringede ind, stillede vi os som sædvanlig op i rækker, to og to, klasse og klasse. Klasserne gik nu ind i skolen i ro og orden. Det var strengt forbudt at tale sammen, medens vi gik ind. Jeg havde af lærer Findahl fået besked på at vente til sidst henne ved indgangen. Da alle var gået ind, tog han mig med op på den tomme gang på første sal, og bad mig vente på, at han hentede spanskrøret henne på skoleinspektør Badens kontor. - Et spanskrør til afstraffelse er et stykke bambus af lillefinger tykkelse og af en længde på ca. én meter. Det er tilpas bøjeligt, så det rigtigt kan svirpe. - Medens jeg ventede, tænkte jeg på, hvor mange slag jeg mon skulle have, for hvert slag ville gøre vanvittigt ondt.
18