Issuu on Google+

MIT LIV III. Ă…rhus tiden fra 1948 - 1955 Skoletiden

LĂŚretiden Knallerttiden

Knud Erik Guldager 1


MIT LIV III.

Ă…rhus tiden fra 1948 - 1955 Januar 2007

(Nyredigeret med flere billeder februar 2013)

2


Oversigt Side 6 Aarhustiden fra 1948 – 1955 11 Skoletiden 15 Dolk i maven 16 Himmelspjæt og spanskrør 22 Lussinger m.m. 24 Lejrskole og hugorme 25 Utroligt uheld 27 Den hjemmelavede pistol 28 Pinlig nødløgn 28 Mit første møde med politiet 30 Svederne 31 Skovbanden og Ørnereden 32 ”Det Hvide Hus” og fætrene 35 Livsfarlig færd på isen 36 Torskesmut og hjernerystelse 38 Det hvide spøgelse i børneværelset 39 Cykelbøllen på skovcyklen 41 Slædeture og bobslæden 43 Hårrejsende skrig i mørket 44 Bueskydning og dristighed 48 Kokosmakronerne 49 Konfirmation 52 Oplevelser med FDF 54 Sverigstur sommeren 1950 64 Tinsoldater 69 Efter skoletiden 3


Side 72 74 76 83 84 86 90 90 97 104 107 110 110 113 114 116 117 119 123 124 126 136 138 142 145 147 149

Læretiden Nimbus Cowboys Hjerneskadet? Med spritterne under broen Kakerlakken Ubåden i Odense havn og Hamborgtur De syngende søm Knallerttiden Blodige historier Nedlagt Københavnertur og slangebøsser Slangebøssekanon Julegaver fra U.S.A. Fodbold En grim oplevelse Nytårsløjer Lovens lange arm Cykelløbet, den lange gravhund og blod En tvivlsom gave Bloddonor Kørekorttiden Min lillesøster Kirsten Min tidlige uddannelse Jiu-jitsu og lillebror konflikter Dampmaskinen Duerne Nye interesser

4


Aarhustiden fra 1948 – 1955 Sommeren 1948 flyttede vi til Aarhus. Min far arbejdede nu hos Pfaff symaskiner i Park Allé nr. 7 og det var derfor langt mere praktisk at bo i Århus. Han købte et splinternyt hus i den nordlige udkant af Aarhus i et kvarter der hed Risvangen. Der var her anlagt nye veje og bygget en masse nye huse. På vores vej, - der hed Vestre Strand Allé, - lå der elleve helt ens huse. Det var dejlige huse, der i 1948 kostede 28.500 kroner. De var finansieret med bl. a. billige 30 års statslån på 3 %, så helt almindelige mennesker, der havde arbejde og havde en rimelig indkomst, havde råd til at bo her. Der var skomager Petersen i nr. 4. Han havde en kone og en dreng på vores alder der hed Jørgen. - Så var der os i nr. 6, og i nr. 8 boede der i begyndelsen et yngre par der hed Albertsen. Manden var meget livlig og lidt pjattet. Han havde ikke rigtigt styr på sit liv, men mange højtflyvende planer om at komme til filmen eller i fjernsynet. Han var musiker. I fjernsynet kom han da også én eneste gang, og da gjorde han sig lidt til grin, idet han for åben skærm rettede programværten, - da denne præsenterede ham som Albertsen - og sagde, at hans navn skulle udtales Aalbertsen. - Så lød det, - der kort efter krigen, mere som om han lige var vendt hjem fra det dengang meget feterede USA. I nr. 10 boede militærmanden Gerken. Han havde en kone og en søn der hed Bjarne.

5


I nr. 12 boede Mose Jensen. Han havde også en kone og en datter, der hed Joan. Han var nu kranfører på havnen. - Mose Jensen havde tidligere været sømand under krigen, og kunne fortælle spændende historier, om dengang han blev torpederet af en tysk ubåd i Atlanterhavet, medens han på et amerikansk skib sejlede forsyninger til Europa. I nr. 14 boede Familien Nielsen. Han var også kranfører på havnen og kollega til Mose Jensen. De havde tre piger. De to var enæggede tvillinger og jeg lærte aldrig at kende forskel på Birte og Alice, som de hed. - Den mindste hed Rita. I nr. 16 boede familien Jensen. De havde to piger. De hed Birte og Karen. Jeg tror også, at manden her arbejdede på havnen. I nr. 18 boede der mennesker, som ikke havde børn og det er sikkert derfor jeg ikke kan huske hvad de hed. I nr. 20 boede murer Nielsen og hans kone. De havde to piger der hed Inge og Beth. I det sidste hus på vejen - nr. 22, boede der en politibetjent, der så vidt jeg husker hed Rasmussen. - De havde ingen børn. Da vi flyttede ind i huset var haven ikke anlagt. Det skulle vi selv gøre. Der var dog plantet en tjørnehæk, og der var en træhavelåge, ud til den vej, der engang ville blive anlagt. Indtil videre var der blot en meget opkørt markvej. På den anden side af vejen, mod nord, var der marker så langt øjet rakte. På marken nærmest os var der dejlige ærter, der her

6


sidst på sommeren, desværre var meget modne og hårde. De skulle snart høstes. Huset bestod af en meget lille entré. På venstre side i entréen var der en dør ud til et meget lille toilet. Til højre var der en dør ind til stuen. Gik man lige ud, var der et lille køkken, med et vindue ud til den kommende vej. I køkkenet var der i venstre side et lille køligere viktualierum til madvarer med en dør ind til og et vindue. - Det var jo lang tid før køleskabene. - Der var et gaskomfur, da der var bygas. Fra køkkenet gik der en dør ud til et bryggers, som det hed fra gamle dage, da man bryggede sit eget øl. Her var der i venstre side en bagdør med en matteret glasrude med indstøbt metal net. I højre side var der et stort muret skyllekar til vasketøj og en gasgruekedel. Det var jo også længe før vaskemaskinernes tid. - Skyllekarret brugte vi også til badekar. Videre frem var der til venstre en dør ned til en meget lille viktualiekælder med et rundt tagvindue. - Til højre var der en dør ned til et lidt større kulrum. Igen var det lang tid før oliefyr og fjernvarmen kom ind i husene. I kulrummet opbevaredes især koks til den store kamin i stuen og den lille kakkelovn på det ene børneværelse. Det var nemlig al den opvarmning, der var i hele huset. Døren til højre i entréen førte, - som tidligere nævnt, ind til stuen. Det var en, - efter tiden ret stor stue med et dobbelt sprossevindue ud til haven mod vest. I den sydlige side, var der en terrassedør med sprosseruder i ud til den flisebelagte terrasse i haven. Lige til venstre for denne dør

7


var døren ind til soveværelset, der var rimeligt stort. - I den østlige side af stuen var der også en dør. Den førte først ind til ét børneværelse og i dette værelse, var der igen en dør der førte ind til det inderste børneværelse, hvor den lille kakkelovn stod. Mellem de to døre i østsiden af stuen stod der en flot kulfyret kamin. Der var riste mellem soveværelset og det forreste børneværelse, så varme fra kaminen kunne lukkes ind i disse værelser. Der var også en lille udbygning med et cykelrum. Døren til dette rum lå til venstre for bagdøren. Udefra så huset lidt elegant ud, fordi der i alle vinduerne og havedøren i stuen var sprosser og hvide træskodder. De blev lukket hver aften så folk udefra gaden ikke kunne kigge ind til os. Det følte vi var noget særligt, som kun finere huse havde. Der var hele to skorstene. Så vi var stolte af vores hus. Det var for os et utroligt dejligt hus at flytte ind i. - Nu fik min lillebror Bent og jeg vores helt eget værelse, idet vi fik værelset med den lille kakkelovn. Det andet værelse fik vores lillesøster Kirsten. Vi havde alle tre været vant til at sove i vore forældres soveværelse i Randers, så det var for os en vild luksus. - Det må også for vore forældre have været mindst lige så dejligt. Nu de fik endelig deres eget soveværelse, efter alle

8


disse år med alle børnene i soveværelset. - Det har de helt sikkert nydt. Nu var vi børn også lidt mere på afstand, når min far gik i søvne, for det fortsatte han nemlig med også herude i Aarhus. Jeg husker helt tydeligt, at vi en nat blev vækket af en farlig råben og skrigen ude i stuen. Bent og jeg stod selvfølgelig op og lindende døren lidt ind til stuen. - Her så vi et syn, der for andre mennesker ville have været utroligt, men for os var det lidt mere normalt, idet vi havde set og oplevet den slags optrin hele vores liv. På stuegulvet lå der en stor dyne og på den sad min mor og min lillesøster, medens de rev og flåede i min far, der stod bøjet over dem. - De forsøgte at vække ham. Men han var langt, langt væk i sine dramatiske drømme og lod sig ikke sådan lige vække. Han var nemlig ved at redde dem fra en stor ildebrand. Han havde slæbt min mor og lillesøster ud af det vildt brændende hus og anbragt dem på en dyne ude på græsplænen. - Det var i hvert fald, hvad han troede og han blev meget forvirret, da de endelig fik ham vækket. Bent og jeg blandede os ikke, da han så meget let kunne tro, at vi var fremmede, der ville forhindre ham i at redde familien. Vi kunne derfor risikere, at han langede ud efter os med sine vældige arme og sine kolossalt store knytnæver. Det havde vi af bitter erfaring lært, at holde os langt væk fra. - Jeg har, i mine erindringer MIT LIV II fra Randers tiden, beskrevet andre af disse natlige oplevelser, så alene på grund af min fars søvngængeri kan jeg sige, at jeg har haft en oplevelsesrig barndom, for det var jo ikke noget, der kun

9


skete en gang imellem, - nej, det skete meget tit, men de fleste gange fik min mor stoppet ham, inden det rigtigt tog fat. - Os børn tænkte dengang ikke over, at vi vist havde en lidt usædvanlig far. For vi havde altid været vant til det, da vi jo, - som fortalt, sov i vore forældres soveværelse i de første mange år. - Vi gik vel ud fra, at sådan var fædre nu engang. Der var et stort uudnyttet loft med en god ståhøjde og et ret bredt gulv i midten. Der var - det man kalder - en hønsestige op til lemmen i loftet. Senere byggede først jeg, så Bent et værelse heroppe. Vi byggede dem af gamle brædder fra de utallige byggepladser i området. Så havde vi nemlig vores egen indgang ad bagdøren, dengang vi fik en kæreste. - Da vi havde gjort det, flyttede Kirsten ind i vores tidligere værelse, og hendes værelse blev lavet til spisestue. Min lillebror og jeg morede os med at gå hen ad tagryggen mellem husets to skorstene. Det skulle vi dog helst ikke gøre, når vores mor var hjemme. - Hendes hånd sad hurtigt løs. I det efterår vi flyttede ind, høstede de ærtemarken udenfor vores hus. Vi havde spist alle de mest grønne ærter, vi kunne finde, men til sidst var de alle gule og hårde og nu blev de høstet. Alle os børn stod og så på, og da de var færdige gik vi rundt for at finde ærter. - Vi så nu noget, vi aldrig havde set før. Rundt omkring på marken var der masser af musereder med små nøgne lyserøde museunger i. Musene havde levet godt og fedt i det himmerige, det må have været for dem, men nu blev de hårdt og brutalt fordrevet fra dette slaraffenland, og alle

10


deres før så godt beskyttede reder med unger i, lå nu blottet for vilde katte og rovfugle. Det syntes vi var lidt synd, selvom det bare var mus, som ingen kunne lide. I hvert fald ikke, når de gik ind i husene. - Vi kunne imidlertid ingenting gøre for de stakkels museunger, men kunne blot lade naturen gå sin gang.

Skoletiden Vi var flyttet til Aarhus i sommerferien, og jeg skulle til at gå i skole igen. Den nærmeste skole var den ret nye Skovvangs Skole, men her var der dengang endnu ikke kommet mellemskole, og jeg havde jo gået i 1. mellem i Randers og skulle nu i 2. mellemklasse. Vi fik så at vide, at jeg skulle gå i en skole nede i byen, - nemlig i drengeskolen Ny Munkegade Skole. Det var en meget gammel skole. Den startede oprindelig i slutningen af 1800 tallet, som en privat skole. Nu var det var en mellem- og realskole. Der var ingen underskole. Kun 1. – 4. mellemskoleklasser og så realklassen, der var en overbygning på mellemskolen. I alt gik eleverne der i fem år, hvis de da ikke dumpede og skulle gå en klasse om. Det kan jeg dog ikke huske om der var nogen der gjorde.

11


Munkegade skole. Præcis som jeg husker den. Det er cykelskure og gymnastiksalen til venstre. Realklassens have er til højre. Realklassen følte sig lidt finere end mellemskoleeleverne, for de havde en særskilt gård at holde frikvarter i. Den var adskilt fra den almindelige asfaltbelagte skolegård, med et hegn. - Det var oprindelig den gamle have for skoledirektøren i privatskolens tid. Der var grusbelagte gange mellem bede med roser, for realskoleelever legede og pjattede ikke. Det var jo sidste skridt før studentertiden. Der var nu ikke mange der blev studenter dengang. Det var højst én eller to i hver klasse. Det var den nuværende skoleinspektør Badens bedstefar, der havde startet privatskolen i sin tid. Fra denne skole husker jeg mange herlige og ikke så herlige ting.

12


I gymnastiksalen var der brede gamle gulvplanker, der var ferniserede. Når vi kom ind i salen, - efter at vi havde klædt om til gymnastiktøj i et meget lille rum bagest i salen, – løb vi glade rundt på gulvet inden timen begyndte. Det kunne imidlertid være farligt, da gulvet lige inden timen var blevet ”svabet”, d.v.s. tørret over med en våd klud på en specialkost, - en såkaldt svaber. Det våde og lidt fedtede gulv var derfor blevet meget glat.

Gymnastiksalen i Munkegade. Omklædningen af os toogtredive drenge foregik bagerst i det meget lille rum. Jeg kom engang løbende i fuld fart ind i salen, men pludselig gled jeg, faldt og ramte gulvet med et drøn, da jeg faldt lige på ryggen. – Al luften blev slået ud af mine lunger, da de nærmest var klappet sammen. Jeg kunne ikke trække vejret, da lungerne ikke ville åbne sig igen. Jeg husker, at jeg løb rundt i panik, og sagde mærkelige lyde, imedens jeg forsøgte at suge luft ned i lungerne. Til sidst opløstes

13


sammenklæbningen af de indvendige sider af lungerne sig, og jeg begyndte at trække vejret normalt igen. Engang imellem fik vi lov til at lege ”sørøverleg”. - Så blev alle tovene hejset ned fra loftet. Bukke og plinter blev stillet op. De lange måtter blev rullet ud, og nu gik den vilde jagt på hinanden. - Vi kravlede op i tovene, skiftede til nabo tovet oppe under loftet, og kravlede ned af det. Vi sprang op over heste, bukke og plinter. Jog op i ribberne og kravlede som aber vandret hen ad rækkerne øverst oppe. Reglerne var helt klare. - Jægeren skulle følge nøjagtig den vej, den jagede havde taget. Det gjaldt så om at være hurtigst og bedst til at klatre. - Det gik vildt til, og det var herligt. I en parallel klasse var der en tyk dreng, som gik under øgenavnet Fido. - Det var en stående vittighed, at Fido en dag ville gå igennem det halvrådne gulv i gymnastiksalen, når han sprang over hesten. - Det blev han tit drillet med, og skæbnen kan sommetider være ret ond, for det skete netop en dag, at det, - der var ment som en vittighed, virkelig gik i opfyldelse. Da Fido sprang over hesten og landede på gulvet, brød dette sammen, og han røg ned i den ca. trekvart meter dybe krybekælder. - Heldigvis kom han ikke noget særligt til, da gulvbrædderne var meget bløde af svamp, og vist nærmest kun blev holdt sammen af det efterhånden tykke lag fernis, der var smurt på i løbet af de femoghalvfjerds år der var gået, siden gulvet blev lagt. Det eneste der tog skade, var hans stolthed, men han havde heldigvis en robust natur, og kunne godt selv se det sjove i, at det netop var ham, der gik igennem gulvet.

14


Der skete meget i frikvartererne. Det var jo en ren drengeskole, så høflighed var ikke det, der blev udvist mest af. - Det var mere jungleloven, der var gældende blandt os elever.

Dolk i maven En dag var der opløb henne ved et af cykelskurene. Der foregik noget, og det var ikke, - som det mest normale - et slagsmål, for der var ingen hujen og opmuntren. Der stod blot en ti-femten drenge og så på noget der foregik i midten. - Jeg masede mig ind til midten for at se, hvad der foregik. Der stod en dreng på min egen alder og hakkede en stor ny dolk ind i en stolpe. De andre fortalte, at havde han fået dolken sendende fra noget familie i Amerika. Det var jo lige efter krigen. Han hakkede dolken godt ind i stolpen og vrikkede den så med stort besvær løs igen. - Pludselig vender han sig om og stikker, - til min store skræk og rædsel, - dolken lige ind i maven på mig. Forfærdet stirrer jeg ned på dolken, hvoraf kun skæftet er synligt. Bladet må jo sidde inde i maven på mig. Han har ramt lige i solar plexus, og det hårde stød har næsten taget vejret fra mig. Jeg står lammet og ser, at han nu trækker dolken ud igen. Men der er intet blod på bladet, og jeg kan ikke mærke, at der er noget, der gør ondt. Jeg tager mig ned til stedet hvor dolken gik ind, men der er intet hul i tøjet.

15


Pludselig griner alle de andre højt. - Der var igen en, der var gået i fælden! Det viser sig, at der på dolkens skæfte var en knap, som kunne trykkes ind, når man støder dolken mod noget. Når man trykker på denne knap, vil bladet på dolken forsvinde op i skaftet, og det var selvfølgelig det, der var hele fidusen ved den dolk. - Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at hans finger kunne være smuttet, idet han stødte dolken ind i min mave. I så fald kunne det let have været dødbringende og så ville jeg ikke have kunnet skrive dette. – Det var et farligt legetøj for en fjortenårig.

Himmelspjæt og spanskrør Vi havde en leg der hed ”himmelspjæt”. Den var farlig og man kunne meget let komme alvorlig til skade, så derfor foregik den altid omme bag toiletbygningen, så vi var ude af gårdvagtens øjesyn.

Toiletbygningen Legen bestod af ni elever. Vi stillede os efter tur op i to parallelle rækker, med fire mand i hver række. Vi havde front mod hinanden, og

16


havde et godt tag i hinandens hænder. Vi sænkede armene ned mod jorden og den niende person lagde sig vandret hen over armene. Nu hævede og sænkede vi skiftevis armene, og på den måde kunne vi få den niende person til at flyve vandret, - ret højt op i luften. Helt op til et par meter. - Det var virkelig en spændende leg, men den var absolut ikke ufarlig, da det en gang imellem skete, at man ikke landede helt vandret efter en særlig høj flyvetur. Man kunne i så fald risikere, at gå mellem armene og lige ned på den hårde asfalt. Det skete ikke ret tit, men når det skete gjorde det ondt, og hvis hovedet vendte nedad, kunne det let have fremkaldt et kraniebrud, men det skete heldigvis aldrig. - Det var selvfølgelig strengt forbudt, men vi gjorde det alligevel, og håbede blot på, at det ikke blev opdaget. En dag gik det imidlertid galt, forstået på den måde, at den vandrette dreng, fløj alt for højt op og kom derved op over taget på toiletbygningen. - Nu kunne han ses ude fra skolegården og blev derfor opdaget af gårdvagten. Jeg var uheldigvis den vandrette dreng den dag, og gårdvagten kom rasende farende om til os. - Da de andre opdagede, at han var på vej, blev der hurtigt råbt højt: AS – AS. Det var vort advarselsråb, når noget var blevet opdaget, eller hvis der i øvrigt var en lærer i farvandet. Lynhurtigt slap vi hinanden og stod nu blot, som en flok drenge der stod og talte sammen. Gårdvagten, - der var lærer Findahl, - havde imidlertid set, hvem der forskrækket havde kigget ned på ham fra sin vandrette stilling i luften over toilettaget, - så han gik

17


straks hen til mig, greb mig i armen og sagde: - Så er der spanskrør oppe på gangen lige om lidt! Se, - det var jo uheldigt for mig. Det havde gået efter tur, - det med at ligge vandret, så hvorfor skulle det lige være mig, der blev opdaget. Det ville nemlig være helt umuligt, at finde de otte andre, der havde været med i legen, da vi var utrolig solidariske, og aldrig kunne finde på at forråde andre på den måde. De otte var nu blandet med alle de nysgerrige, der var strømmet til. Men én skulle jo straffes, og det var så denne gang mig. - Det var der ikke noget at gøre ved. Spanskrør var vi meget bange for, for det var en straf, der virkelig gjorde ondt. - Så hellere de lussinger vi var vant til at få. Det var begrænset, hvor ondt de gjorde, og dem fik vi som regel kun én af. Det var helt anderledes med spanskrør. Der kunne vi få helt op til ti slag, hvis det var en særlig stor forsyndelse, vi havde foretaget. Da det ringede ind, stillede vi os som sædvanlig op i rækker, to og to, klasse og klasse. Klasserne gik nu ind i skolen i ro og orden. Det var strengt forbudt at tale sammen, medens vi gik ind. Jeg havde af lærer Findahl fået besked på at vente til sidst henne ved indgangen. Da alle var gået ind, tog han mig med op på den tomme gang på første sal, og bad mig vente på, at han hentede spanskrøret henne på skoleinspektør Badens kontor. - Et spanskrør til afstraffelse er et stykke bambus af lillefinger tykkelse og af en længde på ca. én meter. Det er tilpas bøjeligt, så det rigtigt kan svirpe. - Medens jeg ventede, tænkte jeg på, hvor mange slag jeg mon skulle have, for hvert slag ville gøre vanvittigt ondt.

18


Lærer Findahl var en yngre og velbygget mand, og vi havde ham til naturhistorie og gymnastik. Vi vidste, at han havde arme til kraftige slag med spanskrøret, og han var derfor, sammen med lærer Thøger, de mest frygtede til denne straf. - Igen var jeg uheldig. Lærer Findahl vendte tilbage med spanskrøret og havde samtidig fået min forseelse noteret inde hos skoleinspektøren. - Han bad mig nu om at bøje mig ned, og sætte mine fingerspidser mod gulvet. På den måde blev mine pludderbukseende strammet rigtig godt ud, så slagene slog bedre igennem, for det var jo meningen, at det skulle gøre rigtigt ondt, så man tabte lysten til at gøre noget lignende en anden gang. (Se Bents pludderbukser øverst på side 63). Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvor mange slag jeg fik, men det var over fem, og da det højst kunne være ti, har det sikkert været syv eller otte, men jeg kan - meget tydeligt endda, - huske, at det gjorde forbavsende ondt. Det gjorde så ondt, at jeg tog hænderne om på bagdelen for at dulme smerterne, men straks fik jeg ordren: - Fingrene væk! - Jeg måtte modtage alle slagene uden modstand, men jeg græd, selvom det var uhyre flovt for en dreng på fjorten år. - Dog græd jeg uden en lyd. Det var kun tårerne der flød. Det var godt, at ingen af mine kammerater så det. - Det havde været ubærligt. Jeg ved ikke hvorfor den slags straffe ikke har nogen præventiv indflydelse på mig, for det havde de ikke. - Jeg havde jo prøvet den slags før, da jeg som syv-otte årig fik flere gange af en sammenlagt symaskinelæderrem og dengang hjalp det heller ikke. (Læs i MIT LIV I).

19


Jeg tror måske det skyldes, at jeg er meget nysgerrig og elsker at opleve noget nyt og spændende. - Denne trang vinder over risikoen for afsløring og for den straf, der uvægerligt vil komme, hvis det, jeg foretager mig er rigtig farligt, - men derfor også er mest spændende. - Når det så bliver opdaget, synes jeg i grunden, at straffen er retfærdig, for jeg kendte jo risikoen. Jeg bar derfor aldrig nag til de personer der afstraffede mig. Den slags straffe gør selvfølgelig meget fysisk ondt, medens det foregår, men smerterne forsvinder igen efter et par dage, og så er det glemt i den alder.

Så galt kunne det gå, hvis en lærer var for hård. Det her er ikke mig, - heldigvis! Men det kan man da kalde stribet flæsk!

Her ligger et vaskeægte spanskrør på katederet. Jeg fik i øvrigt spanskrør mindst én gang mere. Det var, da jeg kastede et æbleskrog efter en klassekammerat. - Han dukkede sig imidlertid og æbleskroget susede videre ind i skolemuren få centimeter fra hovedet på gårdvagten, og det var selvfølgelig igen lærer Findahl. - Ham med den stærke arm. Det var nok til spanskrør, for han troede åbenbart, at det var ham, jeg

20


havde sigtet efter. Det kunne jeg dog, - helt ærlig, aldrig have fundet på, men det blev takseret til fem slag. Vi havde en gammel regnelærer der hed Filskov. Hans øgenavn var ”Fille”. Han boede privat oppe på Christiansbjerg. Det ved jeg, for når jeg ikke havde lavet mine lektier, skulle jeg aflevere dem til ham senere på dagen i hans private hvide hus. - Når jeg nævner ham, er det fordi han faktisk var meget streng. Vi skulle altid kunne vore ting, og når det ikke var tilfældet uddelte han prompte en knaldende lussing. Han var også somme tider gårdvagt, og da det i de fleste tilfælde var i skolegården, at straffene med spanskrøret blev uddelt, skulle han også udføre denne afstraffelse. - Når han gjorde dette, så han tit igennem fingre med, at eleven havde forberedt sig med et gammelt prøvet tricks. - Man kunne nemlig komme et tyndt regnehæfte ind i underbukserne, - lige der hvor slagene skulle ramme. Det kunne afbøde den hårdeste smerte, men blev selvfølgelig altid opdaget, for lærerne kendte jo udmærket godt den metode. Man fik så besked om at fjerne regnehæftet, men den rare ”Fille”, - for han var i grunden en rar mand, der godt kunne lide børn, – lod som ingenting. - Det kunne vi godt lide ved ham. Nu vi taler om lærer Filskov, kan jeg huske, at han brugte et sjovt navn i regnestykker. Han kunne sige: - Hvis vognmand Prip med sin hestevogn skal hente tre tons kul nede på havnen og han kan have femhundrede kilogram ad gangen og hver tur tager ethundrede og tredive minutter, hvor mange timer tager det så? Det var ikke så meget regnestykket der var sjovt, det var

21


mere navnet Prip. - Det kunne da ingen hedde, men senere opdagede jeg, at det var der skam nogen der hedder i det virkelige liv, men dengang troede jeg, at det var et navn han havde opdigtet for at fange vores opmærksomhed.

Lussinger m.m. Min sidekammerat hed Johannes Ernst Bock. Vi sad ved det venstre bord, helt oppe foran ved kateteret, og vi var et par værre snakkehoveder, Vi havde altid noget at fortælle hinanden, men vi måtte jo aldrig snakke i timerne. - Det havde vi så gjort alligevel. Vi havde allerede fået et par advarsler og fik at vide, at næste gang faldt der lussinger. Lærer Thøgers lussinger var frygtede, da han var en stærk og kontant mand. Det var næsten altid Johannes Ernst der begyndte, skønt han burde vide bedre, hans far var nemlig præst og i kirken må men jo heller ikke tale ”i timerne”. - Det var Johannes Ernst der havde fået advarslerne, men denne gang var det dog alligevel mig, der begyndte. Lærer Thøger rejste sig omgående og han var hurtigt nede ved vores bord. Uden et ord greb han fat i Johannes’ kind med venstre hånd, og svingede højre til en knaldende lussing. - Uden at tænke på konsekvenserne greb jeg hans hånd i farten, før den havde nået kinden, og afværgede derved, at Johannes fik en lussing. - Det ville jo være uretfærdigt, da det denne gang var mig, der havde snakket. Jeg havde bagefter lidt besvær med at forklare den noget overraskede Thøger sammenhængen, men han kunne ikke lade være med at grine, så jeg slap for min lussing denne gang.

22


Det var ellers ikke fordi, at jeg ikke fik lussinger nok, for dem fik jeg mange af. - I religions timerne skulle vi lære diverse skriftsteder og lignende fra en lille bog, der hed katekismus. Det var en ”djævelsk” - undskyld udtrykket i en religionstime, – bog. - Den var skrevet af Martin Luther i 1529 og indeholdt sentenser til opdragelse i den kristne tro. Så vidt jeg husker, var den oven i købet skrevet med gotiske bogstaver, som var svære at læse. - Det var bestemt ikke noget en fjorten års dreng, havde lyst til at lære udenad. Det var hårdt nok i forvejen med salmerne, men dem kunne man i det mindste synge til, og jeg havde altid - lige fra ganske lille, kunnet lide at synge. Min mor sang altid for mig. - Men disse uendelig kedelige skriftsteder var ulidelige at lære uden ad, så dem kunne jeg næsten aldrig, men jeg blev heldigvis ikke hørt i hver time. Når jeg så blev hørt var det som regel helt galt. Jeg fik tit en lussing af ”Fille”, der også var vores religionslærer. Her var han også meget streng, da han åbenbart mente, at om vores kristne religion var det vigtig at vide meget, - for ikke at sige alt. Han havde også et andet trick, der efter hans mening ikke var så streng som en lussing. Han tog fat i en tot af vores hår, lige foran øret og hev opad, så vi til sidst stod helt oppe på tæerne. - Det gjorde huleme også ondt. (Der var et af de gamle udtryk). Vi ville faktisk hellere have en lussing. - Den var hurtigere overstået. Hver morgen samledes alle elever i sangsalen og sang

23


morgensang sammen. Det var virkelig dejligt. - Jeg elskede jo at synge, så disse morgenstunder nød jeg meget, skønt jeg ellers ikke var så vild, med at gå i skole i det hele taget. I sangsalen hang der flere store malerier. Der var et, der var særlig stort, og det var meget naturalistisk. Det var et parti fra en havnekaj, hvor der var flere mennesker, der ventede på nogen fra et skib, - eller selv skulle med. Der var en havnearbejder helt i forgrunden, så han var større end de andre og man kunne derfor se mange flere detaljer på ham. Jeg var meget imponeret af den kunstner, der havde malet billedet, for på denne arbejders underarme, der var bare, kunne man tydelig se alle blodårerne. - Det syntes jeg var godt malet.

Lejrskole og hugorme Et tidligt forår i april måned var vi på en lejrskole ovre på Ahl Hage ved Ebeltoft. Det var spændende. Vi tog på ture ud i naturen på vore cykler og oplevede mange ting og lærte meget om istiden, der havde formet de store ”bjerge” og ”dødis” hullerne på Mols. En dag så en kammerat og jeg en ca. halv meter lang sort hugorm med zigzag stribe. - Det var ikke en sort snog. - Den havde slugt en mus og lå nu og fordøjede. Den fangede vi og kom i et terrarium, der var på lejrskolen. Der lå den natten over og om morgenen, var der en frygtelig stank i lokalet. Hugormen havde nemlig gylpet den halvrådne mus op igen, for at den selv kunne slippe væk fra sit fangenskab. Den fik derfor lov til at slippe ud i naturen igen.

24


En anden dag opdagede jeg en noget mindre hugorm, der lå og solede sig. Jeg havde hørt, at hugorme kravlede ind i huller, når de blev skræmte og hurtigt skulle gemme sig. - Jeg hentede derfor en mælkeflaske, som jeg forsigtigt skubbede hen foran hugormen. Da jeg selv kom tæt på opdagede den faren og minsandten om den ikke gemte sig i flasken. Det var vist mere held en forstand fra min side, men ikke desto mindre gik jeg nu rundt med en hugorm i en mælkeflaske, og viste den til mine kammerater og lærere. Jeg havde den endda med samme dag, da vi var ude at cykle. Vi var på vej fra Femmøller til Ebeltoft, og der hvor vejen fra Femmøller støder til vejen fra Ebeltoft, mødte jeg min faster, der kom kørende i en bil. Jeg hilser på hende og i min begejstring, stikker jeg den åbne flaske med hugormen ind ad vinduet i bilen. - Hun skal da se min sjældenhed. - Det var hun nu ikke særlig begejstret for, for hun skreg højt: - Tag den ud! Tag den ud! - Det gjorde jeg så. Men jeg var nok lidt skuffet over hendes manglende begejstring. Hun spurgte mig så, om jeg ikke var bange for, at den skulle kravle ud og bide mig. Hertil svarede jeg, at når den rejste sig op i flasken, satte jeg blot min tommelfinger over hullet og rystede flasken, så faldt den ned på bunden igen, så det var ikke noget problem. Det kunne hun vist ikke rigtigt indse. - Hun ville i hvert fald ikke se den tæt på igen.

Utroligt uheld Da jeg kom hjem fra Ahlhage turen, havde min mor selv lige syet to par pæne lysegrå korte bukser med flotte skarpe presselæg til min lillebror og mig. - Min far havde købt en ny, meget skarp hæksaks med bølgeskær, og da min lillebror

25


Bent stod i sine fine nye bukser med presselæggene, skulle han lige prøve den nye og lidt tunge hæksaks. - Han holdt den ned foran sig og lukkede den sammen. Uheldigvis holdt han den for tæt på den skarpe pressefold, så saksen klippede et stort hak ind i de nye bukser, inden han opdagede det. - Det var min mor selvfølgelig ked af. Det var første gang han havde bukserne på. Jeg fik fortalt hele hændelsen og stod og prøvede mine nye bukser og skulle lige se, hvordan det dog kunne lade sig gøre, at være så fjollet. - Jeg holdt saksen ned på samme måde og sagde: - Var det sådan du gjorde? - og lukkede den. Hvor utroligt det end lyder, lavede jeg nu en flænge, nøjagtig megen til min fjollede lillebrors. - Så er det, at jeg kommer lidt i tvivl om, hvem der var mest fjollet. – Min bror eller mig? Min mor troede slet ikke på, at det ikke var med vilje, men det var det helt bestemt ikke. Så ond kan ingen være mod sin egen mor, men jeg forstår godt hendes tvivl.

26


Den hjemmelavede pistol Johannes Ernst kunne også finde på mange dristige ting. En dag fandt han på, at han ville lave en pistol til rigtige patroner fra en salonriffel. Han savede og snittede et skæfte af træ og fandt et lille jernrør med en diameter der cirka passede til en salonriffelpatron. Han var dog fornuftig nok til at vælge den mindste patron med den mindste krudtladning og med et kugleformet projektil. Et såkaldt agern. Med to bøjler fra et elektrikerrør gjorde han løbet fast til skæftet. Han lavede en anslagsstift af et spidst søm, som han bøjede i den rigtige facon. Han lavede et øje i den nederste ende, så anslags ”sømmet”, kunne skrues ind i træskæftet med en træskrue, således at stiften kunne bevæge sig hen til den bagerste ende af løbet. Da han ikke rigtig kunne finde en fjeder, til at få stiften til at knalde ind i enden af patronen, så den blev affyret, tog han blot en masse elastikker, som han satte hen på skæftet under løbet og op bag på sømmet med anslagsstiften. - Når han så trak hårdt i anslagsstiften, strammedes elastikken. Han skulle nu blot slippe for at stiften fór frem, og forhåbentlig ramte patronen. Men da stiften jo var noget dinglet, fordi den kun sad fast med en træskrue og havde rigelig med slør, ramte stiften tit ved siden af løbet, når han afprøvede ”pistolen” uden patron. - Jeg ville ikke være til stede, når han kom en patron i, så jeg ved ikke om han nogensinde fik den affyret, men jeg er ikke i tvivl om, at han prøvede. - Hans præsteforældre vidste naturligvis ingenting om hans farlige forsøg.

27


Pinlig nødløgn Engang havde jeg ikke lavet min engelske stil, og da lærer Thøger spurgte mig om grunden, havde jeg selvfølgelig ingen, uden den rigtige, - nemlig at jeg sikkert havde været ude at lege. Den grund kunne jeg ikke så godt give, så jeg fandt på at sige, at jeg havde været barnepige for min lillesøster. – Nå, hvor gammel er din lillesøster? – spurgte han så minsandten. Det var ikke så godt, for hun var syv år, og dengang var man altså ikke barnepige for så stort et barn. De kunne sagtens være alene hjemme. Så meget ironisk spurgte han nu: - Og hun kunne ikke være alene hjemme? Nej, - svarede jeg med de mest troskyldige øjne, jeg kunne stille op. Jeg fik nu besked om at lave den engelske stil til dagen efter, og aflevere den i Abildgade hvor han boede. Det gjorde jeg så. Ude i entreen stod der en kasse med legetøj til hans egne børn. Han dykkede nu ned i denne kasse og tog en hinkesten af grønt glas op og gav mig. - Den skulle jeg give til min ”lille” lillesøster, der ikke kunne være alene hjemme. Det var meget flovt, for det viste tydeligt, at han aldeles ikke havde troet på min ”gode” undskyldning.

Mit første møde med politiet Jeg skulle cykle fra Risvangen ned til Munkegade, hver dag jeg skulle i skole. Der var kun cirka tre og en halv kilometer, så det var der ingen problemer i. Vi cyklede meget dengang. - En kold vinterdag, var der kommet et ordentlig isslag på en ellers bar jord og asfalt. Dette islag gjorde, at det var

28


meget svært at cykle, da der endnu ikke var gruset den morgen. – Dengang saltede man ikke. – Islaget faldt medens jeg cyklede. Det lagde sig på tøj og cykel som et lag glas. Mit hår var pansret til med et hårdt stift lag. Det var en mærkelig fornemmelse at banke oven på det. - Da jeg fra Kirkegårdsvej skulle ud på Nørrebrogade var der så glat, at jeg ikke turde række armen ud. Jeg havde nok at gøre med at koncentrere mig om at holde balancen på cyklen. - Der var heldigvis ingen trafik. Da jeg endelig var kommet over uden at vælte, kom der en bil kørende bagfra og stoppede mig. Det var politiet. - Du rakte ikke armen ud, da du drejede, sagde de. – Nej, det turde jeg ikke, da der er så glat og der var jo ingen trafik. – svarede jeg. – Det kommer ikke sagen ved. Man skal altid række armen ud, når man drejer, så du får en bøde på ti kroner. Det syntes jeg var meget uretfærdigt. Der havde ikke været et øje at se. - Ikke engang dem, så de måtte have holdt sig skjult og luret efter f.eks. små skoledrenge, der ikke rakte armen ud en kold vintermorgen, med et tykt spejlglat lag is på asfalten. – Det var da virkelig for usselt, syntes jeg dengang, og det synes jeg såmænd også nu, når jeg tænker på nutidens cyklister, der ikke ret tit rækker armen ud overhovedet. - En sådan bøde var jeg nemlig nødt til selv at betale og ti kroner var mange penge dengang. - Heldigvis var jeg en sparsommelig sjæl, så jeg havde pengene liggende, selvom de ikke ligefrem var beregnet på bøder til politiet. - Det er den eneste bøde jeg nogensinde har fået, indtil jeg fik en fartbøde i 1987. - (Den var til gengæld fortjent) - Så jeg har ikke brugt mine penge til bøder.

29


Svedere Vi fik tit ”svedere”. - Jeg fik i hvert fald, og det var altid for manglende lektielæsning og andre forberedelser. En sveder er - til oplysning for de der måske ikke kender udtrykket, – en straf på én time efter skoletid, hvor man absolut ingenting må foretage sig. Man må f. eks. slet ikke lave den stil, man havde ”glemt” at lave. – Nej, man måtte kun sidde og stirre ud i den tomme luft. – Så er en hel time utrolig lang tid! - Ydermere havde man haft en seddel med hjemme til forældrenes underskrift, så de blev klar over vores forsømmelser, og at de kunne vente os hjem en time senere end sædvanlig. For at få tiden til at gå, havde vi altid nogle små rombe formede salmiak pastiller - der hed ”Zenta” med os. De var meget tynde, og ved at slikke på den ene side kunne man få dem til at hænge fast på ydersiden af en af hænderne. - Vi lavede forskellige stjernemønstre og sad og slikkede på dem i hele timen. De kunne holde længe på den måde. Hvis lærerne vidste besked med dette, sagde de ingenting. – Men selvfølgelig har de vidst det, men ellers blev der holdt skarpt kontrol med disse eftersidnings timer, hvor elever fra alle klasserne på skolen var samlet et par gange om ugen. Der var nemlig en mening med disse timer: - Vi skulle kede os uendeligt, og tænke, at det måske var klogere, at lave vore lektier en anden gang. – Det var der vist kun meget få der lærte.

30


Skovbanden ved Ørnereden Vi havde en bande efter skoletiden og vi hærgede i skovene omkring ”Ørnereden”. Banden bestod af Johannes Bock, Joa, der boede i Vesterport, - Leif Olsen, der boede yderst i Vestergade, Leon fra Skolegade, samt mig. Vi havde en hule i Robin Hood stil i krattet bag Ørnereden. Vores våben var træsværd af meget hård træ, så de slog hårdt og ikke knækkede. - Vi havde også træskjolde, men dem havde vi ikke altid med, da vi cyklede derud. Dengang var der - lige før man kommer til Ørnereden fra Aarhus, - en skihopbakke med tårn og det hele. Den vendte ud mod vandet, da der her er en meget stejl skrænt, der forøgede længden af hoppet. Dengang, - syntes jeg, var der altid sne hver vinter. Mere eller mindre selvfølgelig, men der var altid sne i et par måneder. Om sommeren var denne skihopbakkes tårn vores fæstning, som vi forsvarede. Der var nemlig en anden bande, der gerne ville fordrive os og en dag havde vi en drabelig kamp på kanten af skrænten. - De kom kravlende op nede fra stranden og vi stod oppe på kanten af skrænten og slog dem på arme og ben med vores hårde træsværd, ligeså snart de prustende kom op til kanten. Vi stak dem også i brystet, for at få dem til at trille ned ad skrænten igen, men vi slog aldrig i hovedet. - Det var en stiltiende aftale vi havde. Vi vandt efter en lille halv time og da havde de fået mange blå mærker. Det havde vi nu også på vore skinneben, da disse var let at ramme. Vi havde det vældigt sjovt og gik meget op i vores leg. Om vi var vikinger eller riddere husker jeg ikke. - Vi har nu nok været riddere, da Prins Valiant kom som tegneserie i ”Skipper Skræk” hver uge, og det blad

31


læste jeg altid. Jeg har den dag i dag næsten samtlige Prins Valiant tegneseriehefter gemt oppe på loftet. Jeg har fundet dem på antikmarkeder og i antikvar boghandler.

Her er bror Bent og hans ven Finn Kroer med nogle af vore sværd og skjolde. - Jeg er næsten helt sikker på, at det er mit skjold Bent har lånt. - Jeg kan huske da jeg malede mønstret med farvekridt

Det Hvide Hus og fætrene Jeg havde jo fem fætre der boede ude i Risskov, lige ved stationen. Huset lå på en vej, der hed Skrænten og jeg tror at de boede i nummer fem. Det var en vældig stor herskabsvilla, der hed noget så fornemt som ”Det Hvide Hus”, da den var hvidmalet. Den var i to etager med en høj kælder. Øverst oppe på taget var der et firkantet udsigtsrum med vinduer til alle sider. Den var i sin tid bygget af to brødre, der vistnok havde været gartnere. - De havde været lidt excentriske, især den ældste, der gemte sig, hvis der kom gæster.

32


De havde boet i huset sammen med deres gamle mor, og jeg tror ikke, at de var gift. Dette hus havde min onkel Gunnar købt lige efter krigen, - Det er den Gunnar med det stive ben, som jeg omtalte i MIT LIV I indtil 1944. Oppe fra altanen morede vi os i øvrigt med at smide store bagerposer, - med vand, ned i hovedet pü folk og familie.

33


Her er hele familien med til indvielsen efter overtagelsen af ”Det Hvide Hus den 29. juli 1946”. Min lillebror Bent sidder helt til venstre og jeg sidder som nr. tre fra højre. Det er fætter Jørgen i den hvide skjorte. Mine fem fætre var alle lidt ældre end jeg, den yngste dog kun med tre måneder. - Når fem brødre er næsten lige gamle, går det som regel livligt til, der hvor de færdes, og det gjorde det også her. Jeg var med på mange ”eventyr”, mere eller mindre legale, som æblerov eller valnødderov. De slap som regel godt fra det, - dog stod der en aften en meget vred grosserernabo uden for døren, med en stor træbøjle i hånden og han ville tale med en af mine fætre. Han skulle have bank med træbøjlen. - Min faster Gudrun fik ham dog efterhånden beroliget, så han gik igen. - Jeg mener det var min fætter Jørgen, han ville træffe.

34


Livsfarlig færd på isen Fætter Jørgen var nok den vildeste af mine fætre. Der var næsten intet, der var for farligt for ham. Jeg husker, at han og jeg, en streng vintersøndag var gået ned i fiskerihavnen for at se på den tilfrosne Aarhusbugt. Den var nemlig denne vinter fuldstændig dækket af is. Der var dog brudt en sejlrende ind til Aarhus og en der gik ind til Ebeltoft. Pludselig siger Jørgen: - Vil du med ud til sejlrenden? - Jeg kiggede ud på isen. Der var ingen mennesker derude, og det var jo ikke sikkert, at isen kunne bære alle steder. - Men det var jo i høj grad en grænseoverskridende tanke, så jeg sagde straks ja. Vi gik så ned ad trappen på molen og ud på isen. - Der var mange andre mennesker, der var ude at gå søndagstur og som nu stod og så på den tilfrosne bugt. Nogle af dem sagde straks: - Politiet har forbudt al færdsel på isen! Jeg stoppede op. - Jeg var jo ikke helt så vild, som min fætter, - men Jørgen fortsatte, som om han ikke havde hørt noget. Han sagde bare: - Kom nu! - Det gjorde jeg så. Han skulle jo nødig få indtryk af, at jeg ikke turde. - Jeg tror, at jeg så lidt op til mine ældre fætre. Da vi kom et stykke ud på isen var der nogle store mørke områder. Dem gik vi i vores store naivitet hen og stod midt på for at se, hvad det var for noget. - Det var imidlertid noget af det dummeste, vi overhovedet kunne gøre. - Det var i allerhøjeste grad livsfarligt, men vi anede det ikke. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

35


De mørke pletter var netop der, hvor isen var allertyndest på grund af strømninger i vandet. Jeg kan meget tydeligt huske, at jeg pludselig fik en stor fornemmelse af fare og blev meget utryk ved at stå midt på den mørke plet, hvor jeg ligesom kunne se ned i dybet, så vi skyndte os væk og gik ikke ud på flere af de mørke områder. Vi nåede ud til sejlrenden. Der har nok været godt en kilometer, men det synede ikke af så meget, da det jo var helt fladt. Vi vendte om, og begyndte at gå ind mod havnen igen. - Da vi nærmede os havnen kunne vi høre en mand der stod og råbte noget i en råbetragt. Vi kunne ikke rigtig høre, hvad han råbte, men han råbte ud over isen, og da vi var de eneste, der var ude derude, kunne vi hurtigt regne ud, at der nok var nogen, der havde tilkaldt politiet for at få os kaldt ind igen. - Men politiet turde heldigvis ikke selv gå ud på isen. Vi blev så enige om, at vi ville gå et godt stykke ude, parallelt med kysten, - ud mod Risskov, hvor Jørgen boede. - Vi måtte så blot håbe på, at politiet ikke fulgte efter. Det gjorde de heldigvis ikke, og vi slap lykkeligt i land ved Risskov station.

Torskesmut og hjernerystelse Jeg husker også en 1. nytårsdag, hvor hele min familie var på besøg hos min onkel Gunnar i ”Det Hvide Hus”. Han fyldte netop år den dag. - Efter middagen gik vi unge ned på stranden. Pludselig siger min fætter Palle, der var den ældste: - Knud Erik. – Kan du se den store sten, der ligger

36


der henne på stranden? – Ja, det kunne jeg sagtens. – Hvis du kan løbe hen og lægge din hånd på den sten, og være her tilbage i løbet af tre minutter, så vil jeg give dig en krone. - En krone var mange penge for mig og mine fætre havde altid flere penge end jeg, så jeg anede ikke uråd. Jeg mente kunne faktisk at kunne gøre det på den halve tid. Jeg pilede af sted, berørte stenen med min hånd og løb tilbage. – Hvor lang tid tog det? – råbte jeg forpustet. – Det tog et minut og 45 sekunder, - sagde Palle. – Så skylder du mig en krone, sagde jeg glædestrålende. – Må jeg lige se dine hænder, - sagde Palle. – Jeg rakte lidt undrende mine hænder frem. – Du har dem jo begge to endnu! - Aftalen var helt klart, at du skulle lægge den ene hånd henne på stenen. - Så du har tabt væddemålet. Det havde jeg, og jeg havde samtidig været grundigt til grin, - men det er åbenbart prisen for at være lidt naiv. Jeg havde jo heller ingen ældre søskende til at hærde mig, så jeg måtte lære det på den hårde måde. Bagefter begyndte vi at slå torskesmut. Det var en kunst mine fætre mestrede, da de jo boede ved vandet. At slå torskesmut, er at kaste en mellemstor sten lodret op i luften, lidt ude over vandet. Når stenen rammer vandet, lyder der et hult SVUP. Da vi alle står og slår torskesmut, får jeg pludselig et kæmpe hårdt slag oven i hovedet, og blodet begynder lidt efter at flyde ned til alle sider. - Jeg sætter mig fortumlet ned og kan ikke begribe, hvad der er sket. Det gik nu hurtigt op for mig. - Det var nemlig fætter Jørgen, der var gået et stykke hen på stranden. Her slog

37


han torskesmut, men ikke ud over vandet. Han syntes åbenbart, at det var meget sjovere at se, om han kunne ramme en oven i hovedet. – Det lykkedes til fulde, men det var mig der blev torsken denne gang. - Jeg fik en hjernerystelse og måtte gå hjem og i seng. Af loyalitets hensyn, fortalte vi naturligvis ikke vore undrende forældre, hvorledes det var gået til, at jeg havde fået så stort et hul i hovedbunden. Jeg havde jo lige opført mig lidt tykhovedet. - Jeg tænker på hånden og stenen, men det var måske mit held, at jeg var tykhovedet, for det var måske derfor, at stenen ikke slog helt hul i kraniet. – Nå, det sidste er nu kun min spøg. Jeg betragter ikke mig selv, som så tykhovedet endda. Men I forstår nu bedre, hvorfor jeg siger, at min fætter Jørgen var lidt vild.

Det hvide spøgelse i børneværelset Jeg var heller ikke altid selv for god. Jeg husker en nat, hvor jeg hærgede min stakkels lillebror Bent. Vi havde jo vores eget værelse nu, og en nat vågnede jeg ved, at jeg syntes, der stod et hvidt spøgelse henne i døren. Det gjorde der nu ikke. Det var blot den hvidmalede dør, der stod åben, og en klar hvid fuldmåne skinnede ind på den. Samtidig øgede den klagende lyd fra tågesirenen nede i havnen uhyggen i natten. - Der må have været tågedis over vandet. Det gav mig straks en idé, - en lidt grusom måske, men det tænkte jeg nu slet ikke på. Jeg stod stille op og trak mit hvide dynebetræk af dynen og tog det over hovedet. Så stillede jeg mig op henne i døren, så månen skinnede ind på det hvide tøj. Nu begyndte jeg ganske sagte at udstøde langtrukne klagesuk. - Da min lillebror ikke vågnede, gjorde

38


jeg lydene lidt højere. Nu vågnede han og så hen mod døren, hvor jeg stod ganske stille og ikke sagde en lyd. Så bevægede jeg pludselig armene ud til siden og udstødte et højt klagehyl. Min stakkels lillebror skreg højt. – Han fløj op af sengen, åbnede vinduet, sprang rædselsslagen ud i natten og landede i en kristtornbusk. – Det varede meget længe før han tilgav mig den spøg. Jeg havde syntes, at ideen havde været så god, at den ikke skulle gå til spilde, men det syntes han bestemt ikke. Han var jo blevet rigtig grundig forstukket og narret af sin egen storebror - og det var ikke godt.

Cykelbøllen på skovcyklen Jeg havde hele tre cykler. En meget fin ny cykel, som jeg havde købt for mine konfirmationspenge. Det var søndagscyklen, som jeg kaldte den. Så havde jeg min hverdags- og skolecykel og endelig havde jeg en skovcykel. Det var nemlig sådan, at vi kørte rundt på stierne i skovene nede i Risskov. Her var der små smalle stier og bredere gangstier. Vi kørte mest på de smalle stier, da de løb op og ned ad stejle skrænter og ud ind mellem store bøgetræer. - Jeg havde fattet forkærlighed for en helt bestemt, men farlig sti. Den løb ned ad en meget stejl skrænt, men den løb ikke lige, dens løb slyngede sig ud og ind mellem de tykke bøgetræer. Det var slet ikke let at styre udenom disse træer, for jeg havde ikke kontrol over farten, da skrænten var virkelig stejl. Jeg ville slå mig gevaldigt, hvis jeg ramte et af træerne. - Det var så spændende at det prikkede i huden bagefter.

39


Slangerne i dækkene kunne slet ikke holde til den vilde fart ned ad skrænten. De punkterede hele tiden, når de stødte på de store sten, der også var i skrænten. - Jeg havde derfor erstattet dem med reb af passende tykkelse, og for at holde dækkene fast ovenpå rebene, havde jeg bundet tyndt ståltråd omkring fælg og dæk flere steder, hjulet rundt. - Det virkede udmærket, men var underlig at køre med, når jeg kørte på asfalt. Det nederste stykke af stien var uden træer og fladede til sidst ud og løb tværs over en af de offentlige gangstier. - Denne gangsti krydsede jeg altid med en gevaldig fart og løb farten af cyklen på den modsatte side, hvor skrænten igen gik op. En dag, - hvor jeg mere eller mindre ukontrolleret kom farende ned ad skrænten og skulle krydse denne sti, - kom der pludselig en ældre herre gående med en stor gul boxerhund i en kort snor, - og de var lige i skudlinjen! Jeg råbte et højt: - Pas på - for at de skulle stoppe op og ikke blive ramt. Jeg kunne ikke hverken bremse eller styre uden om. Jeg havde nok at gøre med at holde balancen på cyklen. Manden stoppede heldigvis straks op, hev hunden til sig og så med rædsel i øjnene til, medens jeg i stor fart raslede forbi i godt en meters afstand. - Han begyndte nu selvfølgelig at råbe skældsord og kalde efter mig. - Han var jo blevet alvorligt forskrækket under sin normalt så fredelige tur i skoven med sin hund. - Det var der jo ikke noget at sige til. Jeg havde dog alligevel ikke lyst til at gå hen og få skældud af ham, for han var temmelig ophidset, og han havde jo også sin hund! - Han var dog ikke kommet noget til udover sin forskrækkelse.

40


Da cyklen havde løbet farten af op ad den anden skrænt, tog jeg fat i forhjulet og halede den op over kanten og forsvandt ud af hans øjesyn. Men for en sikkerhedsskyld kørte jeg hjem med det samme. Det var sikkert klogt, for han må virkelig være blevet forskrækket og forarget, for da jeg næste eftermiddag kom igennem stuen, sad min mor og læste i Aarhuus Stiftstidende, som den hed dengang, og pludselig udbryder hun højt: - Jamen, det er da også for galt. Prøv lige at læse her! – siger hun til mig. Det gjorde jeg så og det jeg læste talte til min dårlige samvittighed: - Overskriften lød således:

Cykelbøller hærger gangstierne i Risskov. Der var nu en længere beskrivelse af episoden, set fra den ældre herres synspunkt, og den var lidt anderledes, end den jeg havde valgt at huske. - Der var jo ikke sket noget. – Men jeg skulle nok holde mund med at ”bøllerne” i dette tilfælde var mig. - Jeg var absolut ingen bølle, men nok lidt eventyrlysten. - Det er der stor forskel på.

Slædeture og bobslæden Et års tid efter vi var flyttet ind, begyndte kommunen at lave veje i kvarteret og omkring 1950 blev der bygget en hel masse rækkehuse ovre på Risvangs Allé, der ligger bag vores vej, ned mod byen. Husene lå vinkelret på vejen. Tre og tre. Senere blev der bygget nogle hvide huse ovre på en vej foran

41


vores vej, altså væk fra byen. - Vejen hed Solhvervsvej. Husene var i tre etager og de lå et stykke ovre, da der blev levnet et bredt stykke jord, så der senere kunne anlægges den meget brede Vejlby Ringvej, men det skete først mange år senere. - Vejene mødtes i en flot rundkørsel.

Rundkørslen hvor min ”tvekamp” fandt sted. (Læs PIGEN ULLA I) Den flotte rundkørsel i Risvangen. De hvide huse ligger på Solhvervsvej. Vejen foran, er vores vej. Den hedder nu Svend Gøngesvej. Man ser rækkehusene på Risvangs Allé, med de lidt lysere røde tegltage, ligge tre og tre. I den række, der ligger tættest rundkørslen, boede familien Gemzøe i det hus der vender ud mod Svend Gøngesvej. Solhvervsvej faldt tilpas ned mod kysten, til at der kunne blive en dejlig kælkebane om vinteren. Her kørte vi altid på vore kælke. Vi brugte en meget lang hasselgren til styrestang og kunne på denne måde fint styre udenom de mange, der kom trækkende opad med deres kælke. - Vi kunne også kælke på de store bakker nede i Risskov og her var der dejlige høje hop midt på bakken, men der var næsten altid overfyldt.

42


På loftet i min onkels hus, havde der stået en dejlig stor professionel ”Bobslæde”. Det var en som de excentriske to brødre, der havde bygget huset, havde efterladt. - Det var sikkert en slæde fra tyverne. Den var todelt, ligesom en lastbil med sættevogn. Den havde et rigtigt bilrat med en ratkrans af træ, og man kunne fint styre den. Der kunne sidde en styrmand foran og tre mere bag på slæden. Der var et fint ryglæn på førersædet. - Den kunne skyde en vældig fart, når man kørte på de store bakker i Risskov. Den endte dog sine dage en vinter, hvor fætter Jørgen, der var styrmand, lige efter at have passeret hoppet på ”Djævlebakken”, ikke kunne nå at dreje udenom et tykt bøgetræ. – SPRING!,- råbte han. - Alle nåede at kaste sig af i sidste øjeblik og bobslæden ramte det tykke træ med et brag. Det kunne den gamle og nu helt tørre træslæde ikke holde til. Den splintredes i så mange stykker, at den ikke kunne repareres igen. – En af hans brødre tror dog, at han måske styrede mod træet med vilje, det kunne nemlig ligne ham at gøre den slags, - men måske gør vi ham uret. Imidlertid var det nu en skam den forsvandt. Den kunne have været sjov at prøve i dag, hvis vi da nogensinde igen får så meget sne, at man kan kælke flere dage i træk.

Hårrejsende skrig i mørket Når jeg havde været nede og lege med mine fætre på Skrænten 5, der lå lige ved Risskov station, skulle jeg jo hjem om aftenen. - Det var så nemmest at følge stierne, der løb inde i den nordlige ende af skoven. Det kunne godt være en barsk tur, når det var mørkt, for lige uden for

43


skoven på det første stykke, lå Risskov Sindssyge Anstalt, - som den hed dengang. Vi kaldte den ”Tosseanstalten”. Om sommeren, når vinduerne stod åbne, lød der mange gange nogle hårrejsende og uhyggelige skrig derovre fra. Det var de stakkels patienter, der i deres sindssyge oplevede frygtelige ting og derfor skreg højt. Når man så som fjortenårig gik forbi inde i mørket imellem de tykke træer, hvor nogen let kunne gemme sig, var det temmelig uhyggeligt at gå der. - Vi vidste nemlig, at der af og til var nogen af patienterne der stak af og gemte sig i skoven. - Man skulle enten være meget modig, eller meget doven, for at gå alene gennem skoven, når det var mørkt. - Inden jeg skulle gå hjem, havde jeg tit en diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg nu turde, eller hellere skulle vælge den lange vej udenom, hvor der var gadelygter, men dovenskaben og spændingen ved turen gennem den mørke skov vandt hver gang. - Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har taget den lange vej af den grund, men når jeg lukker øjnene og tænker tilbage, kan jeg endnu høre de frygtelige hjerteskærende skrig i den mørke nat. I haven til ”Det Hvide Hus” holdt min onkel vinbjergsnegle. Det var måske en rest fra de to brødres tid. Det var nogle vældige krabater, men om de spiste dem ved jeg ikke. Senere har jeg selv spist vinbjergsnegle flere gange i Frankrig. Jeg synes dog, at det mere er oplevelsen end smagen, der gør det til noget særligt.

Bueskydning og dristighed Vi skød meget med bue og pil og fætter Thorkild var medlem af en bueskytteforening. Engang stod fætter Kjeld og skød

44


til måls efter et halvtykt træ i haven. - Han ramte ikke træet rigtigt. Pilen ramte ude i rundingen, afbød og forandrede retning. Det var uheldigt, for derovre hvor pilen nu farer, kom hans kammerat Kurt Werner løbende og pilen, - der havde en spids af stål, ramte ham. Heldigvis ramte den ham ude i siden mellem hans krop og arm, så den kun lavede to huller i hans skjorte. Et foran og et bagpå. – Han blev lidt bleg og efter den tid passede de lidt mere på.

Bueskydning i haven ved Det Hvide Hus. Thorkild – Kjeld – Bedstefar Kristiansen – og mig. Thorkild var rigtig god til at skyde. En gang imellem gik vi op i skoven for at skyde efter fugle. Det var især træløbere. - Træløberen er en ganske lille fugl, der småløber op ad stammerne i dens jagt på insekter. Den sad stille en gang imellem og så var det med at være der. - De fleste gange ramte han ved siden af, men han brugte det som en god øvelse. Ham ramte dog én gang, så den stakkels lille fugl sad fastnaglet til stammen og var dræbt med det samme. Det

45


var en farlig leg, da skoven var offentligt tilgængelig, og der gik folk på spadsereture rundt i den. - De skulle jo nødigt blive ramt af en vildfarende pil med stålspids. Nu vi taler om bueskydning, husker jeg også en anden ting. Oppe på Svend Gøngesvej var det en bred stribe græs i mange år. Det var her den brede Vejlby Ringvej senere skulle bygges. Græsset blev slået af kommunen, så vi havde altid en dejlig lang græsplæne at tumle på. Her skød vi også med bue og pil. Der kom ikke så mange biler dengang. Vi skød mod en halmskive. - Men der var også en mere makaber form for bueskydning vi foretog. Vi stod en fem seks drenge i en samlet klynge. Så afskød en af os en pil, - det var som regel mig, da jeg var den største og den der havde flest kræfter til at skyde højst op. - Vi skød nemlig lige lodret op i luften og vi fulgte nu nøje pilen i dens flugt, for at se hvor den landede. Det gjaldt så om ikke at flytte sig for meget, men at stå tættest på, hvor pilen ville lande. - Det viste hvor modige vi var. Det var en barsk leg, der let kunne være endt galt, men vi legede den mange gange. En gang imellem gik pilen så højt, at vi mistede synet af den, og vi vidste nu ikke, hvor den ville lande. - Så var der ikke andet at gøre end at flygte til alle sider og i hvert fald udenfor pilens rækkevidde. Skomager Pedersens dreng Jørgen, - som vi kaldte ”Slanko” fordi han var så tynd, - tænkte ikke altid så langt, og en dag, hvor vi netop ikke mere kunne se pilen oppe i luften, og hvor vi derfor spredtes for alle vinde, - blev ”Slanko” stående. - Vi råbte og skreg til ham om at komme væk, men

46


han var ligeglad og stod blot og stirrede lige op i luften, hvor pilen var forsvundet.

Her er vi på en badetur til Moesgård strand i Ford V/8 bilen ”Mads”. ”Slanko” sidder yderst til venstre, derefter Kirsten – K.E. – Bent – Kroer – Min far. Vi turde ikke gå hen til ham og hive han væk, for nu måtte pilen lige snart komme ned. - Pludselig ser vi til vores store rædsel, at pilen kommer ned, og det ser ud, som om den vil ramme ”Slanko”, - måske lige ind i et af hans himmelvendte øjne. Det gjorde den heldigvis ikke, men den var tæt nok på endda, for den ramte ned så tæt på ham, at den stod dybt i jorden kun ca. ti centimeter foran hans spredte fødder. - Det var alligevel for meget af det spændende, så ”Slanko” måtte aldrig mere være med, når vi legede den leg.

47


Kokosmakronerne Under krigen og lige efter, var der meget man ikke kunne få. Vi havde hørt om kokoskager og at de skulle smage godt, og dem ville vi da godt smage, men man kunne slet ikke få kokosmel, og det var jo en nødvendighed til kagerne. Nede på havnen havde vi imidlertid set, at skibene, - når de blev lossede, tabte en masse kokosskaller på Oliemøllens kaj. De fleste var ganske vist ikke egnede til at lave kokosmel af, da de var delvis indtørrede og derfor brune. Men der var enkelte imellem, der var ret friske, og det var dem vi gerne ville have fat i. - Det var imidlertid strengt forbudt, især for børn at færdes på kajen, når kranerne arbejdede. - Det var alt for farligt, hvis der tabtes et større parti af de ting som kranerne arbejdede med. Der var nemlig andre ting rundt omkring på havnen, som folk gerne ville have fat i. Der var bl.a. kul og koks, som var rationerede. Disse ting var særlig eftertragtede. Men tilbage til kokosskallerne og kokoskagerne. Vi drenge sad på lur henne bag en mur. Når kranen var nede i lasten for at hente en ny grab skaller, pilede vi som små rotter hen over kajen og samlede de mest friske skaller, som kranen havde tabt sidste gang. Arbejderne råbte til os næsten hver gang, men de gad ikke længere løbe efter os, når vi blot ikke løb der, når kranen var i luften lige over os. Det hele var et kompromis mellem arbejderne og os, så det gik.

48


- Når vi havde samlet kokosskaller nok, cyklede vi hjem til vores mor, som så sorterede de friskeste fra og rev dem på et rivejern. Så bagte hun kokosmakroner. Det kunne vi ikke huske, at vi nogensinde havde smagt før, og alene det, at de kom nede fra de varme lande, var meget eksotisk for os og denne tanke gav dem sikkert en ekstra spændende smag.

Konfirmation Jeg blev konfirmeret i Marcuskirken i 1949. Den ligger nede på det nederste stykke af Langelandsgade. - Det var ikke vores normale kirke, men da jeg gik i Munkegade skole, var jeg også FDF’er i ottende kreds sammen med mine klassekammerater og Marcus kirken var deres kirke og FDF ’erne havde mødelokaler nede i kirkekælderen. - Det var en ret ny kirke i moderne stil. Til min konfirmation havde vi meget spændt ventet på desserten kan jeg huske. - Genboen Mose Jensen, der var kranfører nede på havnen, havde nemlig lovet at skaffe noget så sjældent som tre bananer, Dem havde en sømand haft med hjem i sin kahyt. Det var vi meget spændte på, for jeg kunne ikke huske bananer fra før krigen, men det kunne de voksne, så de glædede sig meget til at få denne dessert.

Her er Marcus kirken som helt ny og uden de omliggende bygninger, der ligger der i dag. 49


Desværre viste det sig, at da Mose Jensen kom med bananerne, var de grønne og gummiagtige og kunne slet ikke bruges til noget. - Jo, de kunne vises frem som en sjældenhed. Spises kunne de ikke. De var blevet plukket som grønne og det var meningen, at de skulle modnes under transporten hjem, og her var det så gået galt. Men vi fik da set og lugtet til en banan.

Her er jeg som grøn konfirmand foran havedøren med skodden. Fjorten år gammel i 1949. Jeg havde fået en af min lillebror Bents legekammerater til at komme og underholde mine gæster. Han var ganske vist kun 5–6 år gammel, men havde lært at synge en populær sang på den tid, om: ”Koen Maren.” Hans far var i underholdningsbranchen i byen, og det var ham, der havde lært sin søn at optræde. - Han fik skam hele fem kroner for det, og hans navn var Holger Laumann. Han blev senere en landskendt saxofonist m.m. - Jeg er nok den der har udbetalt hans første honorar for at optræde. Jeg kan også huske, at min fars stedfar Christiansen var med. Det var ham der var skomager i Lystrup på Norddjursland. Han gav mig en bibel med mit eget navn præget ind med guldbogstaver. Jeg har den selvfølgelig endnu.

50


Lige præcis her starter en lang tradition i familien. Min far sagde: - Vi skal lige have et billede af en levemand med penge på lommen. (Der er desværre kommet lidt falsk lys ind i kameraet, derfor har jeg fixet lidt med billedet for at få ansigtet frem.) Men man kan lige ane, at pengene stritter ud af lommerne og at jeg har en cigaret i flaben, skønt jeg aldrig har røget. Steen med pengene strittende ud af lommerne. 7. april 1974. Finn fik så mange, at han tog munden til hjælp. 17. april 1977. Steens søn Matti. 4. maj 2003 Finns søn Peter 4. maj 2012

51


Her sidder jeg med nogle af mine konfirmationsgæster. Fra venstre er det min lillebror Bent, - min mor, - min onkel Niels (Købmanden fra Assentoft) – Min mormor Jensine (kaldet Sine) – min moster Anna – Hendes datter Grethe – Moster Erna – min fars søster Marie, Assentoft – Hendes datter Kirsten med sin mand Preben. Bag mig: Fætter Hans Jørgen, naboens pige Joan, - kusine Anny – kusine Tove.

Oplevelser med FDF Fra min tid som FDF’er har jeg mange pragtfulde oplevelser. Vi cyklede meget rundt i hele Midtjylland. Vi sov ude i bivuakker i Hammelskovene og vi fik en gang imellem logi på store gæstfri bondegårde. Her sov vi i høet i laden i vore soveposer. - Jeg husker specielt en stor gård ude i Sorring på Silkeborgkanten. Her kom vi ind i stuerne, - også den fine – og fik sodavand og kager. De var meget gæstfrie og vi

52


fik lov at lege med legetøj, der var gemt fra deres børn, da de boede hjemme. Det kan godt være denne eller en magen til. Denne er netop fundet hos en legetøjshandler i Silkeborg.

- Jeg husker specielt en meget stor brandbil af blik, med en stige der kunne hejses højt op i flere led. Den var godt nok flot, syntes jeg, selvom jeg i grunden var lidt for stor til at lege med den. – Det blev jeg tit drillet med. - Det, at jeg var et stort legebarn, og det var jeg også, og det er jeg vist i grunden stadig, men ærlig talt, - jeg håber, at jeg aldrig vokser fra dette legebarn og bliver fuldtids voksen. - For mig ville det være en trist tanke. Engang sagde et af mine børnebørn, - Tor på fem år, da vi gik og småsnakkede med hinanden i hånden: - Farfar, er du i grunden ikke bare en dreng, der er blevet stor? - Børn ser tit tingene klart, så den bemærkning vil jeg altid betragte som en stor hædersbevisning og aldrig glemme. Som FDF’er opførte vi til jul engang en forestilling nede i kælderen til kirken. Der var forskellige sketcher og jeg skulle absolut være med. Det skulle alle, men jeg var frygtelig genert, og turde slet ikke gå ind på scenen og se

53


ud på alle de forældre, der var kommet for at se deres sønner optræde. - Sketchen hed ”Lynbarbereren”. Jeg skulle være en barber, der barberede seks mand på én gang. Vi havde lavet et langt stykke pap med seks huller, som seks af mine kammerater kunne stikke deres hoveder ud gennem. Jeg gav dem besked på at se til venstre. Jeg skulle så med et fad med sæbeskum og en kalkkost, næsten løbe forbi og smøre dem ind i skum. - Derefter råbte jeg, at de skulle se til højre og smurte så deres anden kind med skum. Så tog jeg en meget stor og meget sløv kniv og forsøgte at skrabe skummet af deres kinder, medens jeg næsten løb forbi. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, men turde slet ikke kigge ud i salen. - Men folk morede sig da, kunne jeg høre.

Sverigestur sommeren 1950 Sommeren 1950 var vi på en lang cykeltur til Sverige. startede med at tage Kalundborgfærgen til Sjælland.

Afrejsen med Kalundborg færgen.

Herfra cyklede vi til Helsingør, hvor vi overnattede på en gård.

54

Vi


Her spiser vi til aften på en gård ved Helsingør. Næste dag sejlede vi over Øresund til Kalundborg. - Vi opdagede pludselig under sejladsen, at der flød en død mand i vandet. Færgen stoppede, men da man kunne se, at manden virkelig var død, gav de besked til Helsingør om, at man herfra skulle sende en båd ud og bjerge den døde. - Det var selvfølgelig synd for manden, men for os var det en spændende oplevelse på turen, for det var jo os, der først havde opdaget ham og vi havde aldrig før set en død mand.

Vi sejler forbi Kronborg. Herude flød den døde mand.

55


Vi kom over til Helsingborg og cyklede op mod Varberg.

Her holder vi en velfortjent middag og hvilepause.

Det gik forbavsende godt med at cykle så langt. Vi var meget vant til at cykle, og vi punkterede næsten aldrig. Vi var seje og lod os helst ikke mærke for meget med, at vi somme tider blev trætte. - Det var især hårdt i bakkerne på Hallandsåsen. Jeg husker, at jeg skar min allerførste træstok. Det var et stykke træ jeg fandt i en fyrreskov. - Det var brækket af en længere gren og jeg syntes at den ene ende lignede hovedet af en indianer, med en stor fjerprydet hat. Så den beholdt jeg og skar i pauserne hovedet lidt mere tydeligt, og samtidig skar jeg Sverrig 1950 ind i træet. (Sådan stavede jeg det dengang). Jeg har den skam endnu og siden har jeg lavet utallige sådanne stokke, hvor jeg end kom frem i verden. - Jeg har et Lock Ness uhyre, skåret i et træstykke jeg fandt i selve Lock Ness søen. Jeg har en stok fra

56


”Den røde strand” ved Akrotiri, den 3600 år gamle by, der er udgravet på den græske ø Santorini. Jeg har en fra en lille øde ø i Maldiverne, o.s.v. Jeg har også skåret mange fra gode steder i Danmark, når vi har kørt rundt i vores gamle veteranbiler. Jeg var i øvrigt nær ikke kommet hjem med den. Jeg havde sat den foran på cyklen i lygteholderen. Den sad åbenbart ikke ordentlig fast, for pludselig tabte jeg den. Det var sidst på dagen og vi var meget trætte, så jeg orkede ikke at bryde ud fra rækken for at samle den op. Jeg kan da bare skære en ny, tænkte jeg. - Jeg cyklede som en af de forreste og det var heldigt for mig. En af mine kammerater der så den ligge på vejen, standsede og samlede den op. Han cyklede nu op til mig og sagde, at han havde fundet den, så jeg måtte jo have tabt den, uden at jeg havde opdaget det. - Det var så pænt af ham, at jeg slet ikke nænnede at fortælle ham, at jeg havde opdaget det, men bare ikke selv orkede at holde og samle den op. - Nu sagde jeg mange tak! - Jeg er i dag meget glad for hans gode vilje, da det ellers ikke er sikkert, at jeg var begyndt på traditionen med at skære træstokke.

Her får vi vand under en pause. Her kan man også se vores påklædning. Grå Uniformsskjorte, tørklæde og korte bukser, og tophue.

57


Her holder vi på en bro over en elv. Jeg kan tydelig huske, at jeg kravlede ned ad skrænten, for at få et lidt anderledes billede.

Som en velopdragen dreng, (eller også havde jeg fået påbud om det), sendte jeg skam et postkort hjem til min far og mor. Det er sendt den 6. juli 1950. ”Vi har nu været i Sverrig i 4 dage og i dag er vi i Varberg og vi skal nu til at tilbage igen. Men nu skal jeg spise. Vi skal have pandekager og risengrød.” 58


Det er typisk for en fjortenårs dreng, at der ikke står: Kære far og mor og ingen: Kærlig hilsen. Jeg har garanteret tænkt: - Jeg har lovet det, - og nu er det gjort. Inden jeg forlod Sverige, købte jeg i Helsingborg for mine sidste penge en ananas. Det var noget vi slet kunne få i Danmark, og den ville jeg glæde min mor med. Jeg havde den inde under uniformsskjorten hele vejen hjem, for at den ikke skulle blive stødt. - Vi tog igen færgen over til Helsingør og cyklede hele vejen til Kalundborg, og kom ombord på færgen. Den højre side af mit styr var brækket af under hjemturen ned gennem Sverige, så det var svært at cykle med én hånd. Da vi kom ind til Aarhus med færgen, ventede mine forældre på mig nede på kajen. Jeg blev glad, da jeg så dem. Det var dejligt at være hjemme igen, for nu skulle jeg rigtig til at fortælle hele familien, om alt det jeg havde oplevet. - Det var den aller første gang, jeg havde været udenlands i hele mit liv, hvilket så også kun var knap femten år, men for mig havde mit liv jo været langt.

Her står jeg midt i billedet og kigger ned til min far, der tager billedet. Jeg har min uundværlige tophue på. 59


Jeg havde som sagt mange gode oplevelser som spejder i Aarhus. - Jeg havde dog prøvet at være spejder før, nemlig i Randers, før jeg flyttede ud til Århus. Det kunne jeg slet ikke lide, for jeg kom ind i en gruppe, der havde kendt hinanden længe og de fleste var også lidt ældre, så de moppede mig en del, og det kunne min stolthed ikke rigtig tage. - En gang var vi på telttur og lå i bivuak. Vi havde tændt et bål for at lave mad. Bålet røg meget, så de sendte mig over til nabogruppen for at låne en ”røgvender”. Jeg var jo ny, og jeg var ikke vant til spejderbål, så jeg har nok undrede mig lidt over, hvad en røgvender mon var for en indretning. Men hvis der virkelig fandtes noget der kunne dæmpe røgen, havde vi i hvert fald brug for den. Da jeg kom over til det andet bål og spurgte efter røgvenderen, skreg de naturligvis af grin, og kundgjorde ud over hele lejren, så alle rigtig kunne høre det, at her stod der en jubelidiot og spurgte efter røgvenderen. - Efter den skovtur blev jeg træt af at være gul spejder i Randers. Det var noget helt andet i Aarhus. Her var jeg sammen med alle mine skolekammerater og der kunne jeg let begå mig, og jeg var endda tit den der tog ledelsen, når der skulle foregå noget. Engang skulle vi en sommer på en weekendtur til Kalø Slotsruin ved Rønde. Vi skulle selvfølgelig lave vores egen mad, så de forskellige indkøb af madvarer, var uddelegeret mellem os. - Jeg havde fået til opgave at købe tre kilo medister. Det gjorde jeg gerne. Vi skulle først bruge det to dage efter, så min mor foreslog, at det var bedst, hvis hun kogte den, så den bedre kunne holde sig. - Det frabad jeg

60


mig på det mest bestemte, da vi jo var rigtige spejdere. - Skulle det koges, skulle vi nok selv gøre det over bålet, når vi kom derud. - Alt andet ville være snyd. Resultatet var, at jeg fik en masse vrøvl af lederne, da pølsen nu lugtede så dårligt, da vi skulle til at stege den, at ingen ville spise den. Da de spurgte om, hvorfor jeg dog ikke havde kogt den først, så den kunne holde sig, svarede jeg, at det syntes jeg ville være snyd. - Det syntes de ikke at forstå og sagde, at jeg vel kunne indse, at hvis jeg havde gjort som min mor havde foreslået, havde vi alle nu kunnet spise en dejlig pølse. - Men nu måtte vi så nøjes med en gang kartofler. - Mine kammerater skulede lidt til mig. Midt om natten var der en øvelse, hvor vi i mørket skulle gå alene over den lange tange ud til ruinen. Her ville der være en opgave der skulle løses. Selvfølgelig sad den - vi skulle løse opgaven ved, skjult i skyggerne af det store tårn, så vi fik en ordentlig forskrækkelse, når han gav sig tilkende. Når jeg tænker over det nu, var det i grunden ikke for sarte sjæle, men de sarte sjæle holdt også hurtigt op med at være spejdere. Vi var alle ret robuste og vi hærdede hele tiden hinanden. - Det var næsten ligesom i min soldatertid. Når vi bare sad og snakkede under turene, var det en overgang på mode at give hinanden lammere. - En lammer, er et kraftigt slag på benet med knoerne på en knyttet hånd. - Slaget skal ramme modparten, når han sidder med bøjede ben. Det skal ramme lige ovenfor knæet på den store muskel, når den er strakt godt ud. Det gør vanvittigt ondt og benet er fuldstændig lammet et stykke tid. - Det er sjovest at give lammerne.

61


Vi boede ikke i Risskov, hvor ”Tosseanstalten” lå, men det var tæt ved, så når mine kammerater ville drille mig, sagde de: - Det er jo dig der bor ude ved de tossede i Risskov! – Meningen var jo, at så var man nok også selv lidt halvtosset. – Men vi lærte hurtigt at gensvare: - Der tager du helt fejl. For ude i Risskov er vi sorterede, så der ved vi hvem der er tosset og hvem der ikke er. Se, - det ved man jo aldrig med jer inde i Aarhus. – Det syntes vi selv var et godt gensvar på tiltale! Jeg lavede mange sæbekassebiler. De var tit ret avancerede. Det kunne være en lukket kampvogn eller som Jeepen på næste side,. Jeg lavede også små flyvemaskiner af træ og blik, ligesom børn i Afrika gør det i dag. - Dem tog jeg med til flyveopvisninger på Skejby flyveplads.

Her har jeg taget et billede af den berømte Morian Hansen, der samler et hvidt tørklæde op fra jorden med den ene vinge, lige foran publikum. - Han var jagerpilot i England under krigen. 62


Her er en smart sæbekassejeep. Den er lavet af symaskinetrækasser fra Tyskland. Sikkert af K.E. Det er H.C. Vartenberg i jeepen og min bror Bent der står ved siden af i pludderbukser. Bemærk: De hvide blokke på Solhvervsvej er endnu ikke bygget. Her sidder det meste af ”Bents bande” foran vores gamle telt fra 20’erne. Jeg har det endnu. Bagerst fra v.: ”Slanko”. Foran fra v: Holger Laumann, Anker Ole Tegner, Bent, H.C. Vartenberg. Jørgen Bispelund. Banden som indianere. Fra v.: Bent, Ole Tegner, Anker, ukendt, Holger Laumann (Der sang koen Maren ved min konfirmation for 5 kroner.) H.C. Vartenberg.

63


Tinsoldater Min fætter Thorkild var kommet i lære som elektriker og han var tit med til at udskifte gamle elektriske installationer i huse og fabrikker. Her var masser af blyindfattede kabler som blev kasseret og han fik en dag den ide, at alt det gode bly da måtte kunne bruges til noget, f. eks. til at støbe tinsoldater af. Han fik fat på en støbeform til to tinsoldater af gangen. En stående og en siddende. Begge med et gevær i skydestilling. Det var gamle soldater med kasketter, så de har nok været fra krigen i 1864, da soldater fra 1. verdenskrig havde hjælme. Thorkils og min lillebror Bent lavede et samarbejde med fremstillingen af disse tinsoldater. Først skrællede de de tjærede lærredsbånd, - som kablerne var omvundet med, af. Dernæst skrællede de blyet, - som selve kobberledningerne var omsluttet med, af. De havde også købt nogle stænger af tin til at komme i blyet. Forholdet var en del tin og ni dele bly. Når der kom tin i blyet løb dette ikke an og blev mørkt, så de færdigstøbte tinsoldater vedblev at være blanke. Deraf navnet ”tinsoldater” De kom det hele ned i en kasserolle og smeltede det over gasblusset i min faster Gudruns køkken, når hun ikke var hjemme. Støbeformen var i to halvdele og den blev inden støbningen sodet til, så soldaterne ikke hang fast i formen. Formen blev samlet og et kraftigt elastik holdt den sammen. Blyet blev hældt i en lille tragt foroven i formen, og det var altid spændende at se om det var kommet helt ud, så der

64


ikke manglede f.eks. et ben eller et gevær. Formen skulle helst være lidt opvarmet først. Når tinsoldaterne var taget ud af støbeformen skulle der afrenses for støbegrater. De sad næsten altid hele vejen rundt i kanterne, da formen efterhånden var lidt slidt. Jeg kan huske at jeg var med til at afskære disse flade grater, med en skarp dolk, men ellers var det helt og holdent Thorkild og Bents projekt. De lignede meget disse to, fundet på nettet Bent satte soldaterne op på en plade og malede uniformerne blå. Kasketten var også blå, husker Thorkild, som jeg har kontaktet for at få den helt sandfærdige beretning frem. - Thorkild har vist to liggende i sine gemmer. Når de dukker frem kommer de helt originale ind i stedet for disse. Bent monterede dem nu med sytråd, liggende på papplader med et halvt dusin på hver, (seks stk.) og tog ned til byen og solgte dem i legetøjsbutikker og isenkræmmere. Det var han ret skrap til, så der blev fremstillet og solgt ret mange. Pengene delte ham og Thorkild lige over. Bent var meget stolt, når han kom hjem fra byen og kunne fortælle Thorkild hvor mange han havde solgt. Bent har været 12-13 år på det tidspunkt. Han blev i øvrigt senere særdeles god til at sælge symaskiner i vores firma.

65


Der opstod efterhånden en hel hær af umalede og usolgte tinsoldater og dem brugte vi til at lege krig med. De blev opstillet i to hære med ti soldater i bredden og ti i længden. Altså et hundrede i hver hær. Det foregik tit i spisestuen i ”Det Hvide Hus”. Så ”lånte” vi det lange stålrør fra Nilfisk støvsugeren til ”kanonløb”. Vi fik hver udleveret syv-otte store stålkugler fra kuglelejer og dem sendte vi af sted gennem stålrøret og nu gjaldt det om at nedlægge så mange af ”fjendens” soldater som muligt. Når alle kuglerne var brugt blev de resterende stående tinsoldater talt op og den hær som havde flest tilbage havde selvfølgelig vundet slaget.

Her er nogle tyske soldater fra 2. verdenskrig. De er lavet af lanolin. Et leragtigt materiale med ståltråd inden i til at stive det af. - Dem havde jeg selv en lille samling af.

66


Der blev taget et klassebillede i II mellem. Det blev taget af to omgange, da vi var 32 i klassen. Der blev taget flere billeder og da de blev fremkaldt, var jeg ved en sjuskefejl fra fotografens side kommet med to gange på det samme billede. Det så lidt underligt ud, men det er rigtigt nok, for her er billedet. Se selv det nederste. – Jeg sidder og kigger hen på mig selv. – Mærkeligt ikke? – Men bemærk lige: - Vi var glade drenge!

67


Jeg gik ud af skolen efter 4. mellem. - Nu ville jeg altså ikke gå i skole længere. Jeg kunne godt have fortsat i realklassen. Det gjorde ca. en tredjedel af klassen, men jeg valgte at gå ud. Hjemmefra var der intet pres for at fortsætte, for mine forældre, - der i øvrigt var intelligente nok, var født på landet, som mange mennesker var det i den generation. De var selv gået ud af skolen i syvende klasse. Min far var så senere på landbrugsskole i Malling og på højskole i Rønde, men havde ellers ikke papirer på nogen anden uddannelse. Desværre, - havde han fået chancen kunne han, med sin store fantasi og indlevelsesevne, være nået endnu længere, men han fik dog sit eget firma. Mine forældre havde, - som de fleste, den mening, at nu skulle jeg finde mig en læreplads og blive udlært i et eller andet, der kunne sikre min fremtid.

K.E.

Her er vi fjorten fra klassen 50 år efter. Bemærk lige: Vi er stadig glade drenge 68


Efter skoletiden Da jeg gik ud af skolen, skulle jeg finde en læreplads. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg havde lyst til. Der var i hvert fald ikke noget bestemt jeg brændte efter. Jeg søgte hver dag i avisen efter nogen, der søgte lærlinge og andre folk. Der var en lille maskinfabrik, - de lavede kørestole til handicappede, - der søgte en arbejdsdreng. Det var ikke en læreplads. Jeg kørte ned på Nordre Strandvej. Den lille fabrik lå i krydset ved Vestre Strand Allé. Det er i det kryds, hvor også Bellevue Hallen i dag ligger. Bygningerne fabrikken var i, er nu revet ned og erstattet af en ny hvid bygning. Jeg blev vist hen til mester selv. Det var en mand i 50 års alderen i en temmelig beskidt kedeldragt. Alle gik i kedeldragter. Han var venlig nok, men man fik straks det indtryk, at han var en mand, man bestemt ikke skulle sige imod. Det første jeg blev sat til, var at køre nogle varer ud i Eckersbergsgade, der ligger helt ude bag det nuværende Musikhus. Varecyklen, jeg skulle bruge, var en stor gammel trehjulet model. Der var et stort firkantet lad foran med et bøjet jernrør som styr. Det gik op i en firkant foran sadlen, så man drejede hele ladet med jernrøret. Nu var der langt fra Risskov og helt ud til Eckersbergsgade med en tungt lastet trehjulet gammel budcykel, men der er en cykelsti nede langs vandet, som er en stor smutvej ind til byen. Der var bare den hage ved den cykelsti, at her måtte man ikke køre med trehjulede varecykler. De fyldte for

69


meget. – Nej, man måtte pænt tage vejen op ad den stejle bakke lige før Risskov station, - op forbi ”Tosseanstalten”, som vi kaldte den. Det var en rigtig træls bakke, men når man først kom op, kunne man stikke gennem skoven og komme ud ved Marienlund. Dengang var vejen åben for almindelig trafik. Fra Marienlund løb vejen ned ad bakke, så man havnede lige netop der, hvor cykelstien fra Risskov gik op i vejen. Hvis man tog cykelstien, undgik man den trælse bakke og man sparede mindst en fjerdel af vejen, så forbud eller ej, - jeg tog cykelstien, og der skete da heller ikke noget ved det. Jeg tror ikke at forbuddet blev strengt overvåget. Jeg fik afleveret varerne og cyklede hjem igen ad samme rute. Da jeg kom hjem, spurgte mester mig, hvad det dog var fanden til tid, det havde taget. - Det var i hvert fald uretfærdig, for det første havde jeg taget den korte rute, der var næsten hel flad ind til byen. Alene derved havde jeg sparet tid. For det andet ville jeg have været nødt til at trække den tunge cykel op ad ”Tosseanstalt” bakken. Det ville også have taget længere tid. For det tredje havde jeg faktisk cyklet, så hurtigt jeg kunne, for at mester skulle blive overrasket over, hvor hurtigt jeg var hjemme igen. – Hvad fik jeg så for al min umage: – Utak. Allerede da besluttede jeg, at her ville jeg i hvert fald ikke blive. Resten af dagen blev jeg sat til at slibe svejsesømme rene på stellene til invalidecyklerne. Det foregik med en mindre slibesten for enden af en slange med et drivkabel indeni. - Man brugte åbenbart ikke beskyttelsesbriller her, så man skulle passe på ikke at få gnister og materialer af det afslebne op i øjnene.

70


Det var sådan en budcykel jeg kørte med. Der var ingen udluftning og næsten ingen plads inde i de lave og snævre lokaler, så da jeg skulle hente et nyt stel at slibe, kom jeg til at skubbe til slibeslangen med den ene fod. Det resulterede i at slibestenen røg ned på cementgulvet og knækkede i to stykker. – Å nej, sagde den ældre arbejdsmand der stod ved siden af mig. – Nu bliver mester da helt tosset, og han trækker stenen fra din løn, hvis han opdager det. - Han skyndte at sætte en anden slidt sten på, så det ville være svært at se, at den var udskiftet. Den knækkede rodede han nederst i brokkassen, så mester ikke skulle få øje på den. – Det var rigtig venligt gjort af ham, men alle de ansatte var bange for mester, og de talte hele tiden sagte og i en underkuet tone. Nu var jeg da helt sikker i, at her ville jeg ikke i lære, for det var meningen, at jeg først skulle arbejde som

71


arbejdsdreng og så senere i lære, hvis mester syntes, at jeg egnede mig. Jeg var imidlertid fuldstændig ligeglad med, hvad han mente, så jeg blev hjemme allerede den anden dag. Min mor sagde, at det ikke var pænt, bare at blive væk. Jeg skulle ringe ned og fortælle, at jeg ikke kom mere, men jeg var så skuffet over den mester, at det ville jeg ikke. - Han havde godt af at vide, at det ikke var alle, der var bange for ham. Op ad formiddagen ringede han så selv til min mor og spurgte, om jeg var syg eller hvorfor jeg ikke kom. Min mor fortalte så at jeg ikke ville komme der mere. – Nu sagde han så minsandten, at det kunne han da ikke forstå, da han havde fået det indtryk, at jeg var en flink dreng, som han gerne ville have beholdt. Jeg er nu glad for at han forsøgte, at underkue mig allerede fra den første dag, for ellers var jeg måske blevet uddannet som maskinarbejder. - Det havde da også været fint nok, men jeg fandt jo senere ud af, at jeg var meget bedre til handel. Af ovenstående kan man se, hvor fuld af tilfældigheder livet er. Havde min første dag udfoldet sig anderledes, havde mit liv måske taget en hel anden retning.

Læretiden Min far kom en dag, - kort tid efter, hjem og fortalte at nu havde han fundet en læreplads til mig indenfor handel og kontor. Det var hos et ret nyt firma indenfor kontormaskiner, kasseapparater, pengeskabe og brandbokse. Firmaet hed Frode Thingsig.

72


Brandboksene var lavet af jern fra det store tyske slagskib ”Tirpitz”, - hed det vist - der blev sænker i Oslo fjorden under krigen. Det gav problemer senere hen, for skabene rustede meget, da jernet trods omvalsning, havde taget skade i det salte vand. Skabene hed ”JØLI”, efter producenten nordmanden Jørgen S. Lien. Vi har i dag selv et Jøliskab i forretningen og jeg har et hjemme privat. De er dog lavet af jern, der ikke ruster. Jeg skulle først i lære på lageret på Store Torv. Her var der en lille udstillingsbutik og et stort værksted og lager i kælderen. Senere skulle jeg i lære på kontoret på Søndergade. I begyndelsen kom jeg igen tit til at køre med budcykel. Her var det en såkaldt ”Longjohn”. - Den har et stort almindeligt styr og et lavt lad nede foran ved jorden. Den har et lille forhjul. - Den skulle jeg lige lære at køre med. Det er lidt specielt, men jeg lærte det hurtigt, og kunne snart køre på fragtmandscentralen og godsbanen, med et ordentlig læs ”REGNA” kasseapparater i papkasser på ladet.

73


”Nimbus

cowboys”

Firmaet voksede hele tiden, så det nu blev nødvendigt at bruge en budcentral til at køre med varerne. Her brugte firmaet de i Aarhus meget berømte ”NIMBUS BUDE”. - De kørte selvfølgelig på den bundsolide dansk producerede Nimbus. Det var en meget avanceret motorcykel på den tid. Den havde en stor fire cylindret rækkemotor på 750 ccm. med overliggende knastaksel. - Det havde den allerede i 1934, da den kom frem, som en af verdens mest robuste og mest avancerede motorcykler. Den blev produceret helt frem til 1959. Jeg har selv haft to at disse Nimbus.

Den ene var denne Nimbus Sport 1938.

De fyre der kørte disse budcykler, var i allerhøjeste grad datidens cowboys. De var meget forslagne og rapkæftede, - men på en godmodig måde. De kørte om kap med de mange andre budcentraler i byen, og med postvæsenets, lige så forvovne postryttere. De kørte alle på ens Nimbus, der kunne køre lige hurtigt, så sporten lå i at komme hurtigst rundt om hjørnerne. De var alle skrappe til især højresvingene. - Her kunne de få varesidevognen til at hæve sig temmelig højt op, særlig når den var tom. Men de skulle også passe på, at den ikke kom så højt op, at motorcyklen tippede ned på venstre side.

74


Jeg var tit med på bagsædet. Jeg havde fragtpapirerne og skulle ordne indskrivningen ved forsendelserne. Nimbus cowboyerne var altid fulde af løjer og mere eller mindre uartige historier. - Dem hørte jeg en masse af, dog har jeg heldigvis for jer læsere lykkeligt glemt dem, men de ligner helt sikkert nutidens historier af den art. – Men tilbage til løjerne. De elskede at forsøge at smide bagsæde passagererne af. Det gjorde de for eksempel på denne måde. - Når vi kom kørende på en lige gade med ret stor fart, sagde de: - Pas på nu! Vi svinger til højre. - Nu ville den uerfarne bagsæde passager automatisk læne sig langt til højre, for at enertien ikke skulle slynge ham over mod venstre i svinget. – Nu kommer hele det sjove for ”cowboyen”, - for han drejer nemlig skarpt til venstre, og så skal bagsæde passageren reagere meget hurtigt og holde godt fast, for ikke at ryge direkte ned i varekassen, der sidder på højre side af motorcyklen. Jeg har selvfølgelig selv prøvet turen, og fik kun reddet mig i allersidste øjeblik. Jeg blev faktisk meget forskrækket, da jeg virkelig havde måttet bruge alle mine kræfter, for at undgå helt at falde af sadlen, - men ”cowboyen” havde syntes, at det havde været enormt morsomt at se mine febrilske anstrengelser, så han kunne næsten ikke styre motorcyklen af bare grin. Der var jo mange forskellige ”Nimbus cowboys”, og når en af de andre forsøgte at lave ”fald af” nummeret, lod jeg som om jeg ikke kendte det og lænede mig først i allersidste øjeblik ud til den rigtige side, for den fornøjelse skulle han ikke have. - Jeg blev hurtigt en erfaren bagsæderytter.

75


Her er fem ”Nimbus cowboys” fra LEO budcentralen. De er i deres pæne tøj til ære for fotografen. Jeg kendte simpelthen alle deres numre, så vi var blevet meget dus og jeg kunne tale med i deres jargon. - De var også trygge ved mig, så vi kunne køre ind midt på eftermiddagen og få en kop kaffe på deres foretrukne små beværtninger med deres helt specielle klientel og atmosfære. Det var simpelthen 50’ernes saloons. Jeg fik så også selv en ekstra pause. Cowboyerne kørte på timebetaling, så det var derfor de skulle kende os bagsædepassagerer, fra de forskellige firmaer godt, før den slags pauser kunne foretages på firmaernes regning, rent tidsmæssigt. - De drak altid kun kaffe. Aldrig øl, idet det ville have været fyringsgrundlag. - Det var godt, for med den måde, de kørte rundt i trafikken på, var det også nødvendigt, at de var ædru.

Hjerneskadet? Jeg lavede forskellige ting, medens jeg var i lære. Jeg limede bl.a. hængemapper til kartoteksskabe. Der skulle limes en celluloidholder på oppe på kanten af hængemappen, så man kunne stikke et stykke papir ind i holderen og mærke

76


mappen. Det foregik nede i en meget lukket kælder uden dagslys og uden nogen form for udluftning. Limen jeg skulle bruge var en celluloselim. Jeg sad så i mange timer og limede med næsen lige over den åbne dåse med celluloselim. Det vil i virkeligheden sige, at jeg sad og sniffede i flere timer i træk, så det var ikke så mærkeligt, at jeg altid følte mig mærkelig og svimmel hver aften, når jeg havde limet. - Man siger jo, at der forsvinder mange hjerneceller hver gang man sniffer, og når jeg somme tider har omtalt min ”sniffen” til nogen, siger de med et forklarende udtryk i ansigtet: - Nå. – Så er det nok derfor! – Underforstået, at det nok er derfor det somme tider virker, som om der ikke er så mange tilbage. – Så svarer jeg altid: - Det skal I slet ikke bekymre jer om. – Der er nok at tage af! Kontormaskinemekanikerne var også nogle festlige fyre. En dag, - da jeg stod med ryggen til, råbte en af dem: - GRIB! Og da jeg af bitter erfaring lynhurtigt vendte mig om, kommer der et stort femten kilo tungt kasseapparat flyvende gennem luften. Han havde allerede kastet det i det øjeblik han råbte grib. – Han må have kalkuleret med min meget hurtige reaktionsevne, siden han regnede med, at jeg kunne nå at vende mig om og gribe det kostbare apparat. Der var kun cirka to meter imellem os. - Jeg nåede det, men prisen på apparatet vil svare til mindst 25.ooo kroner i dag, og gad vide hvem der havde fået balladen. - Lærlinge stod ikke i ret høj kurs dengang. Jeg fik kørekort til bil, medens jeg stod i lære, og skulle en af de allerførste dage lige efter, køre en stor engelsk Commer varevogn gennem byen og ud til godsbanen, med et kæmpelæs kasseapparater. Der var ingen udsyn bagud og der var en del trafik. Det var en vanskelig vogn med et underligt

77


gearskifte, så jeg kan endnu huske, at jeg her var rigtig kommet på en vanskelig opgave. - Med jeg klarede det da. Når vi spiste frokost nede på lageret fandt vi på alle mulige ting. Jeg havde hørt, at man kunne fange en mellemstor flue og drukne den i en sodavandsflaske med vand. Når den til sidst lå på ryggen nede i flasken, og man kunne se, at nu var den druknet, hældte man vandet ud af flasken, og lagde den druknede flue på bordet og hældte en stor dynge fint bordsalt over den. Efter et passende tidsrum skulle fluen så vågne op igen, kravle ud af saltdyngen, ryste vingerne og pudse sig lidt, hvorefter den ville flyve sin vej. - Det afprøvede jeg så, og det virkede perfekt. Det nummer lavede jeg nu næsten hver dag, da der hele tiden kom nye tilskuere til. De ville se den døde flue blive vækket til live igen. - Jeg håber bare ikke, at det var den samme flue jeg fangede hver dag. Det ville næsten have været synd, men det var jo en lukket kælder og jeg ved ikke, hvor mange fluer der var at vælge imellem. En anden gang lavede vi styrkeprøve med at løfte de meget tunge massive støbejerns pengebokse. Jeg var meget stærk dengang, så jeg var den af lærlinge og bude, der kunne løfte mest, men én dag var det lige ved at gå galt. Jeg ville prøve at løfte en meget tung boks, der normalt altid skulle to mand til at flytte. Den stod oppe på et bord og jeg ville flytte den cirka tre meter over på et andet bord. - Jeg tog godt fat og fik den løftet op med lige ryg, som man skal, men da jeg går hen over gulvet, giver det et højt smæld i rygraden nede ved lænden, og jeg kan ikke røre mig for smerter. Jeg bliver heldigvis stående som forstenet, og råber til de andre, at de

78


skal komme og fjerne boksen fra mine arme. Da de har godt fat, slipper jeg mit tag, og bliver stadig stående musestille indtil smerterne i ryggen langsomt er aftaget. Derefter lagde jeg mig forsigtigt ned på det hårde og helt plane gulv, hvor jeg lå et stykke tid. - Nu var jeg helt normalt igen, men jeg har vist trods alt været meget heldig, for det kunne sagtens være gået meget værre.

Efter lagertiden, kom jeg over på kontoret i Søndergade. Det var en helt anden verden. Der foregik ingenting. I hvert fald ikke noget der i mine øjne var det mindste spændende. - Der var uendelige rækker af tal der skulle tælles sammen på en regnemaskine, for derefter at blive kontrolleret igen med hjælp af en overordnet. Jeg skulle sætte bilag og fakturakopier ind i brevordnere. Jeg gik på et skrivemaskinekursus oppe på Banegårds Plads. Det var nu meget godt, men jeg blev aldrig god til blindskrivning og det er lidt ærgerligt i dag, hvor jeg skriver så meget på computer. Hver morgen skulle jeg hente posten i firmaets postboks oppe på hovedpostkontoret på Banegårds Plads. Det havde jeg også skullet dengang, jeg var ovre på lageret, og jeg kan huske, at jeg i begyndelsen var så genert, at jeg næsten ikke kunne gå over Clemens Bro. - Jeg gik i hvert fald ikke ude på midten, som ethvert frit menneske ellers gjorde, nej, jeg nærmest sneg mig over ude ved én af siderne. Denne generthed forsvandt dog heldigvis med tiden, og i dag kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg var sådan. - Det kan måske have været en ubevist manglende selvtillid. – - Jeg var jo i fuld færd med at bygge min egen verden op.

79


Vi havde nogle dejlige firmaudflugter i de tre år jeg var i lære, og jeg var glad for den tid. Disse to billeder er fra en udflugt til Fåborg i 1953. Jeg er med på det øverste billede, hvis man ser godt efter. - Jeg står øverst oppe, helt til venstre i halv figur. Nederst er det hr. og fru Thingsig foran den turistbus vi havde lejet til firmaturen.

Fra en udflugt til Fåborg i 1953. Jeg står i halv figur øverst til venstre.

Hr. og fru Thingsig

80


Vi havde også nogle gode firmafester. Der var to i 1955. Den første blev holdt i nogle selskabslokaler i varehuset Salling. - Det må have været i februar, for vi var alle klædt ud. Nu er jeg nødt til at bringe en ny person hovedkulds ind i beretningen. Denne person er Ulla, der var kommet ind i min verden allerede nogle år tidligere, men der er en lang forhistorie om Ulla, som jeg skal berette senere.

Ulla var klædt ud som en forrygende bedårende Hawaii-pige med bastskørt og stor blomst i håret. Jeg var i en flot styrmands uniform, jeg havde lånt af en nabo, der havde sejlet. Jeg var stolt! – Lærlingen havde den flotteste pige i lokalet.

81


Samme år blev der også holdt en firmafest ude på ”Sjette Frederiks Kro” i Risskov. Det år var vi lige blevet forlovede. - Se de to billeder. - De siger mere end mange ord!

Jeg synes at lykken næsten stråler ud af billederne. I 1955 skrev jeg under dette billede: Livet er dejligt. Det synes jeg heldigvis stadig det er, her over 55 år efter.

82


Med spritterne under broen Medens jeg var på kontoret i Søndergade, gjorde jeg tit noget, der vakte stor undren og bekymring hos de andre kontorfolk. Især hos damerne. – Jeg gik i frokostpauserne ned under den nærved liggende Clemensbro, nede i den berygtede Fiskergade, hvor de letlevende damer holdt til. Det var nu ikke dem jeg besøgte, - nej, bare rolig, - jeg besøgte alle spritterne, der holdt til og sov under broen. - Det var nogle vældig hyggelige fyre at tale med. De havde oplevet de mest utrolige ting i deres liv, og det syntes jeg var spændende at høre om. Selv om jeg sommetider blev tilbudt en slurk af deres flasker om vinteren, - når jeg stod og frøs, - tog jeg aldrig imod tilbuddet, da jeg slet ikke drak noget stærkt. Jeg fik faktisk først en hel øl, da jeg kom ind som soldat. Det lyder i dag helt utroligt! – Det skal ikke forstås sådan, at jeg drikker mange øl nu, for jeg får næsten kun øl, når jeg er i udlandet og til fest herhjemme. Men dengang drak almindelige unge ikke så mange øl, som det er naturligt at gøre det i dag. Jeg sluttede min tre årige læretid 3l. august 1955, men fik tilbudt at passe firmaets afdeling i Dronningensgade i Odense, indtil jeg skulle indkaldes som soldat den 11. november 1955. Det var et let, men kedeligt job, da der næsten aldrig kom kunder i butikken. - Den var heller ikke beregnet til det. Dengang foregik al salg ved hjælp af omrejsende repræsentanter. Forretningen var kun beregnet som service for de kunder der manglede farvebånd og regneruller til deres kasseapparater og regnemaskiner. Den var dog også et fjernlager så fynske repræsentanter kunne få maskiner her. Jeg kedede mig grusomt om dagen, og sad og byggede flotte

83


små modeller af jetfly i træ og jeg kan huske, jeg lavede en stor flot gorilla i ler med indvendigt ståltrådsskelet for at holde arme og ben på plads. - Jeg var jo en ”Affe”. (Se PIGEN ULLA I)

Kakerlakken Jeg boede på et pensionat, sammen med ca. tyve andre og jeg husker en episode fra dette pensionat. Vi fik hver morgen havregryn med mælk og sukker. Det får jeg i øvrigt stadig den dag i dag, dog uden sukker nu. - Nå, men tilbage til pensionatet. En morgen, da jeg havde spist ca. halvdelen af mine gryn, kunne jeg se, at der var noget der bevægede sig nede i grynene. Jeg skubbede gryn og mælk til side og opdagede en middelstor kakerlak. Den var ved at drukne i mælken. Det blev jeg dog ikke særlig chokeret over. - Det var jo ikke et ret fint pensionat, med det var billigt. Da jeg havde studeret kakerlakken lidt, vendte jeg den om på ryggen, for at den ikke skulle kravle væk. Så skubbede jeg den op på den flade side i kanten af tallerkenen. - Nu spiste jeg roligt mine gryn op, for jeg havde jo allerede spist halvdelen, da kakerlakken lå nede i grynene, så nu kunne jeg ligeså godt spise resten. Da jeg var færdig skubbede jeg kakerlakken ned i midten af tallerkenen, stadig medens den lå på ryggen. Jeg havde ikke sagt noget til personalet, men nu kunne de så selv konstatere, at der somme tider smuttede en kakerlak med ind til gæsterne og jeg er da glad for, at jeg ikke fik tygget på den!

I min fritid om aftenen så jeg en masse film og jeg må med skam også melde, at jeg vist næsten plagede livet af noget

84


af min fars familie der boede i Odense. - De hed Hans og Else. Jeg besøgte dem faktisk næsten hver aften, og de fleste aftener gik Hans og jeg i biografen. Jeg tænkte overhovedet aldrig på, at så skulle Else altså sidde alene hjemme og husk der var næsten ingen der havde fjernsyn dengang. Ydermere var Hans bager og skulle derfor meget tidlig op hver morgen, men heldigvis var det nærmest hans hobby at gå i biografen. - Det havde han altid gjort, så han var kun glad for at have selskab. Else ville hellere gå i teater og lignende.

Hans, Else og datter på besøg på Sv. Gøngesvej. De sidder i venstre side efter min mor. Man havde i Odense dengang en vældig flot biograf. Jeg har glemt dens navn, men måske var det ”Kino Palæet”. Det blev også brugt til teater. De havde i hvert fald et vældigt flot vandorgel foran scene og lærred. Det spillede altid før hver forestilling. Vandet fulgte i en bue scenekanten hele vejen rundt. Når det spillede stod vandet op i masser af kaskader i takt til musikken. Høje toner gav høje stråler. Samtidig havde vandet alle regnbuens farver.

85


Det var imponerende og så utrolig flot ud, - så lige på det her område var de gamle tider bedre end i dag. Det forhøjede i den grad forventningerne til filmene, for man kom uvægerlig i en god stemning af musikken, farverne og vandet.

Ubåden i Odense havn og Hamborgtur Medens jeg var i Odense, var der en søndag, hvor jeg kedede mig lidt. Jeg gik derfor en tur ned på havnen. Pludselig ser jeg en ti-tolv mænd der står henne ved en ubåd. Nu er en ubåd spændende i sig selv, så jeg gik også derhen og stillede mig i flokken. Mændene talte med en flådeofficer fra ubåden og pludselig begyndte de at gå ombord, åbenbart for at få ubåden forevist. Jeg havde aldrig set en ubåd indvendig og det havde jeg stor lyst til, så derfor ville jeg da gerne med ombord. Jeg havde efterhånden forstået, at mændene var inviterede personer fra Odense byråd. - Jeg var godt nok ikke medlem af byrådet, men jeg tænkte at flådeofficeren måske ikke havde det korrekte tal på de byrådsmedlemmer der var mødt op til fremvisningen, så jeg stillede mig blot bagerst i køen, da de gik ombord ad den smalle landgang. Flådeofficeren opdagede da heller ikke noget, men byrådsmedlemmet lige før mig, vendte sig om og sagde: - Nå, du smuttede lige med. Det bliver da også spændende at se en ubåd indvendig, og jeg skal nok holde min mund og eventuelt give de andre besked, hvis de siger noget.

86


Så på denne, - måske lidt frække måde fik jeg altså set en ubåd indvendig i 1955. Nu vi er ved skibe og havne, husker jeg også en tur til den enorme store havn i Hamborg. Fætter Palle fra Risskov, havde læst til ingeniør og han sejlede nu med rederiet ”Norden” - Det var i foråret 1954. Vi kørte i farbror Gunnars helt nye Folkevogn. Vi var Thorkild, Jørgen, Kjeld og jeg. - Jeg kan især huske, da vi kørte gennem de udbombede gader i Hamborg. Havnen er stor, men vi fandt skibet, der hed ”Norden”. Palle viste os rundt på det store skib. Dengang brugte næsten alle tyggegummi. Det var mest det danske mærke ”Dandy” for ”det kvikker bestandig”, som de reklamerede. - Jeg ville gerne købe slik og tyggegummi ombord, for de havde nogle meget lavere priser end i Danmark.

Her er Folkevognen vi kørte i. Her dog på en tur til Himmelbjerget. Thorkild, Jørgen, Palle og mig. Se baggrunden. Det er Bents fodboldbane med mål. 87


Palle sagde jeg skulle tale med hovmesteren. Det gjorde jeg så, og jeg fik da også en masse tyggegummi af et ukendt mærke, men hovmesteren sagde, at det var endog rigtig godt, så det stolede jeg på. Jeg smagte først på det i bilen på vej hjem og opdagede så, at jeg var blevet taget grundigt ved næsen. Tyggegummiet smagte fuldstændig forfærdeligt, og lugtede ligesom de lysegrønne tabletter der ligger i alle render på herretoiletter. Smagen var så udpræget, at den hele tiden mindede en om disse tabletter. Jeg smed det hele væk og bandede den bedrageriske hovmester langt væk. Han havde selvfølgelig solgt dem til en totalt uvidende, fordi han ikke kunne komme af med dem. De må have været beregnet til sømænd med en usædvanlig dårlig ånde. Jeg ved det ikke! Palle kom rundt i hele verden og han sendte tit postkort til familien. Her er et han sendte fra Douala i Afrika. 27.januar 1954. Her er Palles kort. Frimærket har Bent sikkert fået. Han samlede.

Takker for morsomt at

88

brev. Det var høre fra Jer,


selvom det var et meget kort brev. Nu begynder vi tilbagevejen. Vi er næsten ved ækvator. Sydhavspiger er her jo ikke, men vi klemmer dem der er her. Stol på det! Hilsen til jer alle. Palle. Fætter Folmer var i U.S.A. for at uddanne sig til pilot. Her er et kort fra Florida.

22.februar 1953. En hilsen fra Floridas hovedstad Tallahassee hvor Herbert og jeg tilbringer week-end. Ellers er jeg, som I vel ved, kommet til en base i Georgia, kun ca. 100 km. herfra, hvor jeg er begyndt at flyve. Der er smukt her i Florida. Hilsen Folmer

89


De syngende søm Da man byggede de mange blokke på Solhvervsvej, legede alle vi børn ovre på byggepladserne. Vi kravlede højt op på stilladserne og sprang over de dybe vandfyldte fundamentsudgravninger. Det var en spændingsfyldt og ikke ufarlig leg. Sommetider fandt vi store firkantede ti-tolv centimeter lange søm, som tømrerne havde tabt. - Dem brugte vi til at kaste efter hinanden. Men det kunne vare farligt, da spidsen kunne bore sig langt ind i en bjælke. Man måtte ikke sigte direkte efter nogen. - Holdt man sømmene vandret i hånden, når man kastede, gav de en høj syngende lyd.

Knallert tiden Da jeg kom i lære i 1952, havde jeg kun mine cykler, men jeg havde nu en lærlingeløn. Jeg har dog altid været meget sparsommelig, men jeg skulle betale lidt til kosten, da jeg boede hjemme. Dengang var knallerterne rigtigt begyndt at komme frem, og min far havde købt en brugt BFC knallert med en motorcykel nummerplade på. Det skulle den have, da den kunne køre tres kilometer i timen. Motoren sad der, hvor bagagebæreren ellers sad. Den trak med en jernrulle ned på bagdækket. - Cyklen var ellers næsten en helt almindelig høj sort herrecykel, dog var der en lille smule affjedring i forgaflen.

90


Her er en sådan BFC knallert. Det er ikke min fars, men den er næsten magen til.

Almindelige knallerter kunne kun køre tredive kilometer i timen, men de havde også nummerplader. De havde dog havde en anden facon. De var smalle og høje. De to øverste hjørner var skåret skråt af. Jeg ønskede mig en sådan knallert. Det var mit allerhøjeste ønske, men den kostede mange penge for en lærling. Den knallert jeg ønskede allermest, var en helt ny model der lige var kommet frem. Den lignede slet ikke de gammeldags med motoren på bagagebæreren. Nej, – de nye havde motoren siddende nede i bunden af stellet foran fødderne, nøjagtig ligesom de rigtige motorcykler og de havde en benzintank ovenover. - Det var også ligesom på motorcyklerne. Den model, - der for mig fremstod som verdens ottende vidunder, - var en Skylon 1954. Den kunne man købe nede i Dynkarken hos cykelhandler S. A. Nielsen, men den kostede også hele 1370 kroner. Det var utrolig mange penge. Min far ville ikke låne mig nogen, for han syntes det var for tidligt, jeg spekulerede i de baner. Så jeg måtte selv spare op til udbetalingen, og det med en månedsløn på 175 kr. - Udbetalingen havde jeg så i april måned 1953. Modellen hed Skylon 1954, men modelnummeret var smart nok altid et år forud. Jeg købte den, så jeg skulle betale månedlige

91


afdrag i et år. Det holdt hårdt. - Jeg skulle også betale kostpenge hjemme, have råd til benzin og af og til også en biograftur med Ulla. - Men som sagt før; jeg er i bund og grund en sparsommelig type, så det gik.

Dynkarken 1953

Her sidder Bent med barsk mine på min Skylon foran Fordson varevognen ”Gyldenspjæt”, som vi havde døbt den. Min knallert fik nr.: X 10.050. - Nu skulle der kørekort til knallerter dengang, og det kunne man få som sytten årig, og det var jeg lige netop det forår i 1953. Så i mit kørekort står der, at jeg fik mit første kørekort som sytten årig. Selve køreprøven foregik med start ude fra en stor villa på Carl Nielsensvej ude ved Strandvejen. Her boede nemlig den motorsagkyndige, der var en myndig tidligere militærmand. - Han hed Oberstløjtnant Holck og var kendt, ja, – nærmest berygtet for at være meget kolerisk og han var stærkt svingende i humør. - Hvordan han var rent privat ved jeg ikke, men han har sikkert været en munter fyr. Det var derfor altid meget spændende, hvilket humør ”Herr Holck” var i netop den dag, man skulle op til en køreprøve. Jeg har

92


selv været oppe hos ham hele tre gange, hvor det gik godt, selv om det den ene gang var lige ved at gå galt på grund af hans, - den dag, - dårlige humør. Men herom senere.

Køreprøveaspiranter skulle møde kl. otte om morgenen foran denne fornemme villa.

De, der skulle til prøve, skulle møde på deres knallerter kl. otte om morgenen. - Den morgen, jeg skulle op, var vi fem knallerter. Vi skulle nu køre bagefter den motorsagkyndige i en skolevogn, for han havde samtidig en elev oppe til bilkøreprøve. - Vi kørte ind gennem byen i de mindre gader, og en gang imellem kiggede han bagud, for at se om vi fulgte med og om vi kørte korrekt. Det havde vi åbenbart gjort, for da vi kom ned til politistationen, bag Domkirken, fik vi alle stemplet: Bestået, - på vore papirer. - Det var en lykkelig dag og det var forår. Den lange sommer lå foran os. Jo. – Det var en fuldendt lykke at eje sin egen knallert, selvom den var købt på afbetaling, for den var jo én af byens smarteste. - Den sommer tog min far og jeg på en lang knallerttur sammen. Vi kørte helt over til Vestjylland, hvor vi besøgte

93


hans familie. Manden på den gård vi overnattede på hed Regner, og var min fars fætter. Det var en stor gård og vestjyder er et meget stolt folkefærd, så det var bestemt ikke velset, at vi blot kom anstigende på et par knallerter. Det var for fattigt et syn. - Naboerne skulle jo nødigt tro, at Regnars familie var fattige folk. Så han spærrede øjnene op og sagde: - Skynd jer at sætte knallerterne ind i det lukkede maskinhus, så ingen kan se dem. - Det kunne vi slet ikke forstå. Jo, – min far kunne sikkert, for han var jo selv vestjyde, men den slags snobberi var for længst gået af ham. Familien var ellers utrolig gæstfrie, da knallerterne først var gemt af vejen. Vi blev beværtet ud over alle grænser med snaps til maden, og vi fik et fint gæsteværelse, at sove i. Næste dag drog vi videre og kom helt over til Fanø. Vi kørte øen rundt og var ude og bade i havet mellem fastlandet og øen. - Her oplevede vi noget livsfarligt, der let kunne være gået rent galt i vores utrolige letsind. Der var nemlig en stærk og rivende strøm. Trods det at vandet kun nåede os til brystet, kunne vi næsten ikke holde balancen, når vi stod op. Jeg fik min far til at stå så stille som han kunne, medens jeg svømmede af al min kraft lige ved siden af ham. Jeg havde, - et endog meget stort besvær med at holde mig på siden af ham, skønt jeg brugte alle mine dengang mange kræfter. Der var ingen af os, der var særlig gode svømmere, så vi kunne uendelig let være revet med til havs af den strøm, og så havde vi måske ikke haft kræfter nok til at svømme ind til land igen. Vi ville helt givet drukne, og folk ville så blot finde to forladte knallerter og to dynger tøj på stranden. Siden dengang har jeg været meget opmærksom på

94


strømforhold, når jeg har været ude at bade. - Jeg kom uforvarende til at opleve en kraftig strøm på Maldiverne, men det har jeg fortalt om i beretningen om

”Medicinmanden fra Kuredu”. Da vi kørte hen over stranden på tilbagevejen, kørte vi over noget underligt sand med en mærkelig konsistens og vi kom hen til et skilt, der stod med bagsiden til. - Da vi kom om foran skiltet stod der:

BILLIST – STOP! KVIKSAND! – Så var det ikke så mærkeligt, at sandet havde føltes lidt underligt.

Her kommer jeg slæbende på min knallert og lader som om jeg er ved at synke i.

På vejen derned mødte vi langt ovre i Vestjylland på en øde landevej et omrejsende tivoli, eller måske var det en lille cirkus. Det var ved ellevetiden om aftenen, men der var en værre leben og diskuteren i optoget, der med langsomme traktorer kørte sydpå ligesom vi. - Vi kørte ikke selv så hurtigt, så det tog lang tid at passere karavanen, men jeg kan huske det var en sælsom oplevelse, at se disse mennesker helt som sig selv. - Der var meget zigeuner stemning over det hele. Måske var det virkelig zigeunere.

95


Her holder vi på Fanø strand. Det er min Skylon 54 på begge billeder. Min far ville ikke fotograferes på sin egen gamle knallert På det øverste billede kan man se den specielle nummerplade og den første lille lydpotte. Min Skylon var blå. Jeg har en rød i dag.

96


På turen til Vestjylland var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen. For at køre om kap gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick. Nogle af motorerne var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor. Det må have været en nicheproduktion de har haft, med at lave små 50 ccm. totaktsmotorer. - Min var dog ikke en Ferrari. Jeg kunne klare langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge, der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser, og dem kunne jeg ikke klare, hvis de da havde en ordentlig knallert.

Blodige historier Men der var noget jeg var berømt for i hele byen. - Ude ved Ny Mølle, på vejen til Søften, var der en bakkeløbsbane, (i dag hedder det en motocrossbane), hvor der mindst én gang om året blev kørt bakkeløb med alle de berømte kørere. - Der var Viggo Thomasen, Back Sørensen og Søby. Alle fra Randers. De blev kaldt: De tre Musketerer. Især Viggo Thomassen og Bach Sørensen kom jeg til at kende personligt, da de senere blev veterankørere og kom med i vores Vintage Motor Club, men det anede jeg ikke dengang. Da var de mine og alle andres helte. - I øvrigt har Bach Sørensens datter dekoreret vores vinduer i symaskineforretningen i mange år.

97


Vi kørte til alle bakkeløb i Midtjylland. De største blev afholdt i Assentoft ved Randers. - Volk Mølle hed banen. Min onkel var en storkøbmand i Assentoft, så når der var store løb, som verdensmesterskab nede i bakkerne, havde min onkel retten til at sælge frugt til publikum. Jeg var selvskrevet hver gang som banansælger. Jeg blev udstyret med en halvrund kasse foran mig. Den hang i en bred læderrem op om halsen og så gik jeg ellers rundt og råbte så højt jeg kunne: - BANANER - BANANER. 25 ØRE PR STK.STORE DEJLIGE BANANER. FEM FOR EN KRONE. (Jeg husker nu ikke prisen helt nøjagtig). På den måde fik jeg samtidig set alle løbene, jeg kom gratis ind, og jeg tjente oven i købet penge ved det. – Det syntes jeg var en rigtig fed fidus. - Der var da også stor rift om disse frugtbakker, men købmanden var jo min onkel Niels, så jeg fik altid en bakke. Jeg var oven i købet ret god til at sælge bananerne, for jeg fik jo et beløb for hver banan jeg solgte, og jeg har altid godt kunne lide at tjene penge og allerhelst på en fornøjelig måde. - Nu kom jeg væk fra det jeg var berømt for især i 1954. Ved siden af banen i Ny Mølle var der en mindre grusgrav, som de lokale motorkørere trænede i, og den brugte vi knallertkørere også til at lege bakkeløb i. Men vores små motorer kunne slet ikke klare den stejle skrænt, som de rigtige motorcykler kørte op ad, så de fløj op i luften, når de kom op over kanten. Vi prøvede dog af alle kræfter alligevel, men vi kom aldrig længere end trefjerdedel op, - så gav motoren op, da den ikke havde gear. Den havde simpelthen ikke flere kræfter. Selv ikke mekanikerlærlingenes knallerter kunne klare bakken.

98


Da jeg havde indset, at det aldrig ville kunne lykkes for os, begyndte jeg at tænke på alternativer. Jeg har altid hadet at opgive noget, jeg gerne vil. Rundt om randen grusgraven løb der en sti, som vi kørte på. Den løb tæt ved den stejle kant, og var spændende at køre på med fuld fart, for der var mange ujævnheder, og hvis man ikke havde fuld kontrol over sin knallert, kunne man risikere at ryge ud over kanten og ned i bunden af grusgraven, hvor der lå store kampesten. Jeg fik nu den dristige idé, at hvis jeg satte fuld fart på rundt langs kanten og med vilje drejede ud over den stejle kant - lige overfor den skrænt, vi så gerne ville besejre, så kunne jeg måske opnå så stor en fart, at jeg ville klare den sidste fjerdedel af skrænten. Det, - som ingen andre hidtil havde kunnet klare. Det ville jeg i min ungdommelige dristighed gerne forsøge. Men farligt det var det, for når jeg drejede ud over den stejle skrænt med den fart, ville det indebære, at jeg skulle svæve i luften, indtil jeg var næsten nede ved bunden af grusgraven, hvor skrænten fladede ud i en blød bue. Jeg var lidt spændt på om forhjulet og forgaflen ville holde til den hårde medfart. Det var de jo slet ikke konstrueret til. Og ville jeg selv kunne holde balancen, når jeg nåede bunden? Alle disse spørgsmål kunne kun løses på én måde. – Jeg blev nødt til at prøve. – Så fik det briste eller bære. At jeg selv kunne komme slemt til skade, tænkte jeg åbenbart slet ikke på. Jeg tænkte mest på om mit stolteste eje, - nemlig min Skylon, ville blive ødelagt.

99


Det var altid en lørdag eftermiddag vi samledes for at more os med vore knallerter i grusgraven. Alle arbejdede dengang om lørdagen, men de fleste fik fri over middag. – Jeg startede på det rigtige sted, den lørdag jeg ville prøve at gøre det umulige. Alle vidste jeg ville forsøge, så banen var helt tom. - De holdt på deres knallerter, så de kunne se, når jeg kørte ud over kanten. De fleste mente, at jeg ville styrte, når jeg nåede bunden efter flyveturen, - og det syn ville de for alt i verden ikke gå glip af. Der var i øvrigt mange flere end der plejede at være. Det var ikke kun de sædvanlige vilde bananer, der kom hver lørdag, - nej, der var også kommet helt almindelige unge, der havde en knallert. Den gang var byen ikke så stor, så rygtet om mit forsøg var hurtigt løbet blandt knallertkørerne. Men jeg startede som sagt på det rigtige sted, for at opnå så stor en fart som muligt, inden jeg fløj ud over kanten. - Alt gik som det skulle hele vejen rundt om graven, men da jeg kom til kanten og skulle flyve lige ud i den tomme luft, kunne jeg i et splitsekund godt mærke, at jeg var ude i noget endog meget dristigt. - Men nu var det for sent at fortryde. Jeg fløj ud i luften og koncentrerede mig om at holde godt fast i styret og at forhjulet stod lige, når jeg ramte bunden. Jeg ramte bunden med et brag, men alt på knallerten holdt, og jeg holdt mig også i sadlen, så jeg gav fuld gas det ret korte stykke hen over bunden af grusgraven. Jeg fór op ad skrænten for fuld gas og var lige ved at gå i

100


stå før toppen, men ved at file lidt på koblingen, beholdt motoren omdrejninger nok til at jeg med nød og næppe kom op over kanten. Jeg havde klaret skrænten som den første. - Men nu skal man jo ikke forvente, at de andre ligefrem klappede. De hårde bananer var alle sammen lidt misundelige, for de havde ikke troet, det kunne lade sig gøre, men jeg kunne sagtens se på deres ansigter, at de var ikke så lidt imponerede. Men det gik stolte fyre jo ikke ligefrem rundt og reklamerede med. De følte skam selv, at de var mere eller mindre helte og havde hidtil ikke anset mig for at være skrappere end dem. Jeg havde regnet med, at der var nogen der ville forsøge at gøre mig kunststykket efter, men det var der åbenbart ingen der havde lyst til. - Jeg ved ikke, om det var fordi de selv var bange, eller om de var bange for at ødelægge deres knallerter, - men i hvert fald var der ingen der prøvede. Jeg fik nu et problem for de opfordrede mig selvfølgelig til at udføre ”kunstflyvningen” igen den næste lørdag, og for at redde min manddoms ære, var jeg nødt til det. - Det gik heldigvis godt. Jeg landede perfekt og kom igen op over skrænten. - De andre kunne nok også have gjort det, hvis de bare havde haft modet. Det medførte så, at jeg hver eneste lørdag eftermiddag den sommer skulle gøre det. Jeg følte mig efterhånden som ikke så lidt af en helt. En lørdag eftermiddag da jeg kørte turen, kiggede jeg i vejret, - for at lige at se om alle så mig, idet jeg fløj ud over skrænten. Jeg skulle have koncentreret mig i stedet for. For dette

101


”helteblik” resulterede i, at jeg holdt styret lidt skævt i det øjeblik jeg landede. Hjulet drejede om til siden i samme øjeblik jeg ramte jorden med et brag. Jeg havde jo ingen styrthjelm på og jeg har sikkert også været i korte bukser, i hvert fald mistede jeg næsten bevidstheden. Jeg lå der blot i en lidt forvreden stilling, men kunne dog føle at jorden ligesom drejede op og ned og at jeg borede hænderne ned i gruset for at holde mig fast. - Jeg rørte mig ikke og knallerten var gået i stå, så der herskede en stor stilhed. - Alle var chokerede over det, der lige var sket. Det første jeg hører, er min lillebror der siger:

Hvis han er død, vil jeg have hans knallert! De ord var alligevel nok til, at jeg kunne samle mig så meget sammen, at jeg kunne sætte mig op og undersøge, om jeg havde brækket noget. - Det blødte fra flere steder. Det blødte meget kraftigt fra et sted ude i højre side af maven, så jeg hev trøjen op og så, at der var en lang og ret dyb flænge lige ud for hofteskålen. Jeg havde ikke slået hul i maven rigtigt, det var blot huden, der var bristet under det store tryk, da hofteskålen knaldede imod den hårde bund i grusgraven. - Jeg kunne fornemme, at det ikke var farligt. Det blødte også fra albuer og knæ, men det var jeg alt for vant til, så det tog jeg mig ikke særligt af. Jeg var nu mere interesseret i, om min knallert havde taget skade. Styret sad på tværs af stellet, men det drejede jeg blot på plads

102


med et hårdt tag. Forhjulet havde ikke taget skade, så nu var det vist bedst jeg kørte hjem og fik forbundet de sår. der var kun cirka fem kilometer. - Dengang ringede man simpelthen ikke efter en ambulance for så lidt. Jeg kom pludselig til at tænke på, at det nu nok var slut med mine opvisninger. - For efter den tur turde jeg nok ikke prøve igen næste lørdag. - Nu er det en gammel kendt ting, at hvis man lige har kikset noget farligt, er det bedst at gøre det om straks, da man ellers helt automatisk bliver bange for at gøre det igen. - Det vidste jeg, så jeg startede min knallert, og med blodet løbende ned ad højre ben, tog jeg igen runden om grusgraven, - fløj ud over skrænten, landede perfekt, og kom op over kanten. – Men så kørte jeg også hjem. Da jeg kom hjem, gik jeg ikke ind til os selv, for jeg vidste, at min mor altid ”himlede” op, hvis jeg kom hjem med blodige sår, når der var sket et eller andet, som var endt galt. – Jeg var jo nok sommetider lidt dumdristig, men jeg elskede at overskride grænser, så man skulle tro, at min mor efterhånden var vant til, at se mig mere eller mindre blodig, for den slags episoder havde der været flere af. - Men det er nok sådan, at en mor ikke kan lide, at se et af sine børn komme til skade og derfor ”himler op”, - som jeg kaldte det. Jeg stillede min knallert et par huse væk, og gik ind til genboen, og spurgte om jeg kunne låne et plaster, for vi var selv udgået. Hun kiggede på mine sår på arme og ben og spurgte om jeg ikke ville låne flere. – Nej, det var ikke

103


nødvendigt. Det var nok med ét. - Lidt undrende gav hun mig så et mellemstort plaster. Jeg havde jo ikke vist hende den lange flænge i maven, men det var netop til den jeg skulle bruge plasteret. Den skulle vel egentlig have været syet sammen nede på skadestuen, men så var jeg jo nødt til at fortælle, at jeg havde en flænge i maven. Almindelige hudafskrabninger på arme og ben, var min mor mere vant til trods alt, så dem hylede hun kun normalt over, men med så stor en flænge, var det nok klogest at holde sin mund. Plasteret kunne slet ikke dække flængen, så jeg tørrede det værste blod væk med min trøje, klemte såret godt sammen og satte plasteret på tværs hen over midten. Så måtte flængen gro sammen af sig selv. - Jeg var ikke så bange for betændelse i såret, da det havde blødt vældig meget, så jeg regnede med at blodet havde skyllet eventuelle urenheder væk. Om mandagen købte jeg selv nogle plastre til at sætte på tværs, og i løbet af et stykke tid var såret groet fint sammen igen. - I dag er der kun et lille ar tilbage. Sårene på arme og ben havde jeg sneget mig uset ind på badeværelset med, og med låst dør vaskede jeg det overskydende blod væk. Selve sårene var holdt op med at bløde og jeg husker det ikke helt, men måske har jeg taget et par lange bukser og en trøje på, så man intet kunne se.

Nedlagt Nu vi er ved det blodige og min stakkels mor, kan jeg ligeså godt fortælle om en anden episode, der var foregået et par år før. Jeg havde netop været til bakkeløb i Ny Mølle og

104


var på vej hjem. - Det var før jeg havde fået min knallert, så jeg var på cykel. Jeg var lige kommet igennem Skejby og var på vej mod Aarhus. – Der var en livlig trafik, mest af cykler og motorcykler, da mindst halvdelen af tilskuerne til disse bakkeløb, selv kørte på motorcykel. De var nu, ligesom jeg på vej hjem, og de kørte ikke ligefrem langsomt, for nu legede de nærmest selv bakkeløb på deres motorcykler. Det var kun naturligt, for man kan næsten ikke lade være med at dreje lidt ekstra på gashåndtaget, - eller træde lidt hårdere på speederen, efter et motorløb. - Jeg tror det ligger i de fleste mænds natur. Da jeg kommer cyklende op ad bakken, ser jeg, at Ulla og nogle veninder, går ovre i venstre side af den ret brede brostenbelagte Randersvej. Vi var ikke kærester endnu. Jeg var kun på tilbeder stadiet, så jeg skulle lige over og gøre lidt indtryk på hende. - Den ting forsømte jeg aldrig. Jeg drejer hovedet, for at se hvad der kommer kørende, og da der er et hul i trafikken, kører jeg tværs over vejen. Men jeg havde overset en stor motorcykel bag en flok cyklister, og den kommer pludselig farende hen imod mig. - Dens højre fodhviler griber fat i fælgen på mit forhjul og river cyklen væk under mig. - Motorcyklen vælter og kurer på siden hen over brostenene i en regn af gnister. - Bagefter kurer min cykel og til sidst kommer jeg selv kurende. Jeg var blevet revet med op i fart, da motorcyklen ramte mig. Jeg husker endnu hele episoden som en langsom film i slowmotion. Jeg syntes, der gik lang tid før det hele stoppede, for motorcyklen havde kørt alt for stærkt. - Men til sidst lå alt stille. Jeg var den første der kom op

105


at stå, og så rejste motorcyklisten og hans bagsæde passager sig op. Ingen af os havde brækket noget og motorcykelfolkene havde solidt motorcykeltøj på, så de havde ingen hudafskrabninger. - Jeg kan slet ikke huske om jeg havde nogle skrammer, men motorcyklisten var kommet slemt til skade med sin venstre hånd. Den var kommet i klemme under styret da motorcyklen kurede hen over brostenene. - Den hånd så ikke godt ud. Den måtte under behandling. Nu vidste manden godt selv, at han havde kørt for stærkt og jeg vidste til gengæld, at jeg ikke havde set mig godt nok for, så vi bebrejdede ikke hinanden noget. Han spurgte nu, om jeg boede i nærheden? – Ja, det gjorde jeg faktisk. Der var kun godt et par kilometer. - Kan jeg så ikke køre hjem til dig og få vasket hånden og få et bind om. - Det vil være godt nok til at køre hjem til Skanderborg med? – Jo, det var da helt i orden og han fik adressen og mit navn. - Motorcyklen havde ikke taget mere skade, end at den kunne køre igen, så han forsvandt. Jeg gik nu over til Ulla og veninderne. De var jo ligesom mange andre af tilskuerne lidt chokerede, men ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, selv om det havde set dramatisk ud. – Min cykel kunne absolut ikke køre, da forhjulet var trukket meget ovalt. Jeg løftede forhjulet op og trak cyklen, mens jeg fulgtes med Ulla og veninderne. Men, – der var noget jeg havde glemt! Jeg havde slet ikke skænket min stakkels mor en tanke. - Da det ringer på døren derhjemme, lukker hun intetanende op. Udenfor står der en mand i motorcykeltøj, og det første hun ser, er en meget blodig hånd, som han ligesom rækker lidt frem.

106


– Det var i sig selv lidt af et chok, men da han så spørger om hun har en søn der hedder Knud Erik, - ja, så er det lige før min, – igen stakkels, mor går i brædderne. Hun fortalte bagefter, at hun havde måttet gribe fat i dørkarmen for ikke at falde om. Det kunne manden se, og han beroligede hende med, at der ikke var sket noget med mig, men at vi havde aftalt, at han kunne få vasket sin hånd her og få et bind om. - Det blev så gjort, og manden var allerede væk, da jeg kom hjem, men jeg fik mange skældud af min mor, for hun var blevet meget forskrækket. - Jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Vi havde ikke mobiltelefoner dengang, så der var kun denne måde at gøre det på, men det havde nok været bedre, hvis min far havde lukket op. Nu kan vi snart ikke tage flere blodige historier lige nu, men der er endnu en fra samme periode. Den må jeg hellere gemme til lidt senere.

Københavnertur og slangebøsser Medens jeg endnu gik i skole i Munkegade, - det må have været omkring 1949, - tog min far mig og min lillebror Bent med på en to dages tur til København. Vi havde aldrig været i København og der var mange ting han ville vise os. Vi sejlede over til Kalundborg og tog toget til København. Min far var jo vestjyde, så det med at bo på et fint og dyrt hotel var ikke lige ham, så han fandt et meget billigt hotel nede i Istedgade. Det var da helt i orden for os. Vi havde aldrig boet på et hotelværelse før, så vi troede bare, at sådan var vel alle hoteller.

107


Vi så godt, at der nede på gaden var nogle lidt mærkelige damer, som talte til min far, - men han svarede dem bare muntert tilbage i forbifarten. Han tog os med helt op i toppen af Frelserkirkens høje tårn. Det sidste stykke foregik på en trappe der snoede sig rundt om tårnet udvendigt helt op til den øverste spids. Det krøb lidt i benene, da vi gik derop. Jeg syntes, at det gelænder så lidt vakkelvornt ud, så jeg støttede mig ikke ret meget til det. Det var virkelig en spændende oplevelse for to drenge i den alder. - Tårn og gelænder er senere restaureret. Vi var oppe og se Danmarks Akvariet. Det syntes jeg også var meget spændende, især den elektriske ål. Men det var ligeså spændende, at se de fisk vi selv kunne fange ude i naturen så tæt på. - Se, hvordan de opførte sig nede i vandet. Det var fascinerende og vi var der længe. - Vi var i den Zoologiske Have. Den var godt nok noget større og mere spændende end den i både Randers og Aarhus. Det var ellers de eneste zoologiske haver vi kendte. Da vi rejste hjem, havde vi brugt alle vore kontanter. Dengang var der ingen dankort eller lignende. Min far brugte aldrig check, så vi havde altid kun kontanter, og det var jo også godt nok, - når man altså havde nogen. - Det havde vi så bare ikke nu, men vi havde heldigvis vores returbilletter, og vi var glade, for vi havde haft en herlig tur med vores spændende og livlige far. På færgen fik han skrabet mønter nok sammen til at kunne købe en sodavand til deling i tre glas. Jeg husker helt klart det var en gul citronvand med patentprop. Da vi delte den, følte vi, at det var en luksus drik for småguder. - Det sagde min far, vi skulle forestille os, - og det gjorde vi så.

108


Dengang skød vi tit med hjemmelavede slangebøsser. Vi brugte sammenbukkede papirstykker som ammunition, men de barske brugte, - når der var bandekrig, rigtige metalkramper, der let kunne slå et øje ud. Det brugte vi aldrig. Det var alt for farligt. - Vi brugte også slangebøsserne i skolen, og jeg husker en episode, hvor jeg fik en masse ballade i fjerde mellem. Lige før timen skulle begynde, var der krig i klasseværelset med små slangebøsser af ståltråd. Papirkuglerne kunne slå så hårdt, at der blev røde mærker, hvor de ramte. - Jeg skød efter en, der stod henne i den åbne dør ind til klasseværelset. Kuglen ramte ved siden af og lige ud foran ansigtet på vores lærer, der var på vej ind i klassen. Jeg vidste selvfølgelig ikke, at han var på vej, men han blev virkelig gal i skralden, for de hårde kugler kunne på den korte afstand let beskadige et øje, så det var på det strengeste forbudt at skyde i skoletiden. Jeg fik stor ballade, men tænk. - jeg kan slet ikke mere huske, hvilken straf jeg fik. - Jeg var vist ved at blive hærdet, men nu skulle jeg jo også snart ud af skolen.

Leon

”Fille”

Bock

West

K.E.

Her er vi i klassen, hvor vi skød med små slangebøsser. Vi ser stadigvæk glade ud. - Vi var en livlig klasse.

109


Slangebøssekanonen Da vi lige var flyttet ind i huset i Aarhus, var der kun marker udenfor havelågen. En dag fandt jeg på at tage to gamle cykelslanger, skære dem over og binde dem sammen, så jeg havde ligesom et kæmpe elastikbånd. Jeg bandt enderne på træstolperne til havelågen. Så tog jeg en stor sten og lagde den på midten af ”elastikken”. - Jeg trak af al min kraft elastikken så langt tilbage, som jeg kunne og slap så. - Jeg havde forventet, at stenen fløj langt over på marken, men det gjorde den slet ikke. Den fløj vel kun tredive meter. - Selv om jeg prøvede flere gange fik jeg aldrig den ”slangebøssekanon” til at virke. - Men hvad, så havde jeg da prøvet det, og skulle ikke tænke mere på det.

Julegaver fra USA I anden mellem fik vi op til jul hver en pakke med en gave fra folk i USA, der ville glæde de krigsramte børn i Europa. Det var da pænt af dem, men vi følte os nu ikke særlig krigsramte. Det havde været bedre at sende alle pakkerne til børn i Tyskland. De var virkelig ramt af krigen, men det havde vi jo ingen indflydelse på og vi var skam glade for pakkerne. - Den gave som jeg fik, har jeg endnu. Det var en lille bog i lommeformat. Den havde et flot grønt kunstlæderbind. Indvendig var den beregnet til autografer, og jeg fik da også samlet nogle få, vel cirka tyve stykker. Jeg har blandt andet Gøg og Gogges. De besøgte nemlig Aarhus engang sidst i fyrrerne. De optrådte inde i Aarhus Hallen på Skt. Knuds Torv ligeved vores butik. - Dengang kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg fik en butik der.

110


Stan Laurel er den tynde. Oliver Hardy er den tykke. Postkortet autograferne er skrevet på, er et udsnit af vægdekorationen i den nu hedengangne Restaurant Aarhushallen. - Det er Aarhus Teater, malet af Svend Johansen. Jeg har også en gammel plakat med dem.

Autografbogen

Den måler: 60x85 cm.

111


Jeg fik også mange berømte cykelrytteres autografer, når de kørte løb ude på cykelbanen. Min fætter Thorkild var nemlig en god cykelrytter, der vandt mange løb på taktik og kræfter. - Han styrtede også nogle gange og kom ret slemt til skade, men kørte altid kort tid efter igen. - Mænd fra Guldagerklanen var tit nogle hårde nitter. Cementen på cykelbanen er hård at ramme i et klyngesammenstød. Hans bror Kjeld var også god på en cykel. Han vandt et år noget der hed: - Ungdommens Cykelløb. Det skulle man være stærk for at vinde, for de skrappeste i hele Aarhus deltog i dette løb hvert år. Da det blev jul næste år, fik vi ideen til også at få gaver ligesom sidste år. Vi fik nok ikke flere fra USA, det vidste vi godt, men så kunne vi da selv komme med nogen. Der var ingen beløbsgrænser, men det gav vist sig selv, for dengang var ingen særlig velhavende. I hvert fald ikke i vores klasse. Det troede vi dog at ”Snøskes” mor var. Hun havde en lille købmandsbutik i en gade oppe bag ved Samsøgade, og ”Snøske” kom med en gevaldig stor papkasse og vi spurgte nysgerrige om, hvad der dog var i den store pakke. Alle vores var jo kun små pakker. - Nu måtte vi ellers ikke røbe, hvad der var indeni vores pakker. Det skulle være en overraskelse, når vi pakkede dem op. Pakkerne blev fordelt ved lodtrækning. Vi plagede og plagede og til sidst gav han sig selvfølgelig og fortalte, at der var to store ænder. - Det var dog utroligt generøst af hans mor, og vi var meget spændte, da den som havde vundet den store pakke, pakkede den op.

”Snøske” - Øgenavn, han hed Knud Erik ligesom mig. 112


Han flåede pakken op og fjernede den ene sammenkrøllede avisside efter den anden, men der kom ingen ænder til syne. - Til allersidst kom han ned til bunden og her lå der en stor hvid seddel, hvorpå den var skrevet to store

N N ér.

- Da var stakkels ”Snøske” godt nok tæt på at dø, så skuffede blev vi. - Vi var alle som én hoppet på den grove spøg. – Men i grunden var det da en rigtig god spøg, og den var lykkedes fuldt ud.

Fodbold Min bror Bent var god til at spille fodbold, og han fik en kammerats far, - der var tømrer, til at stille to fodboldmål i ungdomsstørrelse op ovre på den tomme mark mellem vores vej og den senere Solhvervsvej. - Der blev snart samlet to hold og de gik rigtig til den.

Bent ”redder” en bold i haven. - Jeg kan tydelig huske, da jeg tog billedet. Vi måtte tage det om et par gange for at være sikre på at bolden var i luften. - Det var jo før digitalkameraet. Filmen skulle fremkaldes før vi kunne se resultatet.

113


Ullas søster Tove, - der er et år yngre end Ulla, var en rigtig god spiller og hun spillede mindst lige så hårdt som drengene og var en god angriber, så hun var ret frygtet. - Når hun angreb skulle man helst ikke stå for meget i vejen, hvis man da ikke ville have blå mærker på skinnebenene. Disse to små fodboldhold udviklede Bent og andre spillere, i løbet af nogle få år til en rigtig klub, der kom til at hedde Vorrevangens Boldklub, og den eksisterer den dag i dag.

Charmøren Bent 16 år. Kroer, ”Slanko” og Bent 11 år.

En grim oplevelse En gang var Bent med min far ude at sælge symaskiner oppe på Randers kanten. Min far var første sælger hos Pfaff symaskiner nede i Park Allé. Han kørte altid i chefens private personbil, – det var en Ford V/8 fra 1936. - De skulle være kommet hjem ved 18-19 tiden, men var endnu ikke kommet da klokken var 22. Vi ventede oppe alle tre, - min mor, min lillesøster og jeg.

114


Vi ville ikke gå i seng, før de var kommet hjem og vi var efterhånden blevet meget nervøse. - De havde måske været ude for et færdselsuheld, siden de ikke kom og siden de ikke ringede hjem. Klokken var næsten 24, da telefonen endelig ringede. Det var fra politiet i Randers. – De beroligede straks min mor med, at der ikke var sket hendes søn og mand noget, men de havde på den mørke Hobrovej lige udenfor Randers, fundet en politibetjent der var skudt i hovedet i en vejgrøft. - Min far havde ringet til politiet fra et hus, og ventet ved den dræbte politimand. Min lillebror var tre år yngre end mig, så han har kun været elleve år, og synet af den sønderskudte og blodige mand, der lå der i mørket nede i grøften, gjorde et voldsomt indtryk på ham. - Han fik faktisk en form for dårlige nerver i resten af sit liv. Vi var slet ikke vant til at se døde mennesker dengang. Vi så det aldrig på film på denne måde og der var intet fjernsyn. Det var nok derfor han kom til at lide så meget af den hændelse. Min far og Bent kom med ned på politistationen, og et kort tid følte min far, at de selv var mistænkt for at have skudt betjenten. Jagtgeværet havde ligget ved siden af ham i grøften. - Det viste sig senere, at betjenten havde stoppet en mand, der kørte uden cykellygte. - Men manden havde ikke rent mel i posen, - han var ude i et ulovligt ærinde med sit gevær. Jeg husker i dag ikke hvilket, men i stedet for at tale med betjenten, tog han straks sit ladte jagtgevær fra bagagebæreren, og skød betjenten i hovedet, - så vidt jeg husker, så han var død med det samme. Derpå flygtede manden, men blev nogle dage senere pågrebet og tilstod.

115


Nytårsløjer Nytårsaften lavede vi masser af nytårsløjer i hele Risvang kvarteret. Hvis folk havde deres flagliner siddende på flagstængerne, var det helt sikkert, at vi hejsede alt muligt op i flagstangen. - Det kunne være alt, lige fra den firkantede blikskraldespand, - som vi dog tømte ud først, til juletræer, hvis de allerede var smidt ud. Det var skam ikke altid så let, for alt skulle jo foregå lydløst og uset. Folk vidste udmærket godt, at de unge løb rundt og gjorde disse ting, men de kunne jo ikke sidde ved vinduerne hele tiden. - Der var i øvrigt næsten altid nedrullede gardiner, som de så først skulle løfte lidt væk, før de kunne se ud. Dette gav os tit en frist til at kunne smutte væk, når vi blev opdaget. Jeg husker, at vi, - og jeg siger vi, for Ulla, den ellers så pæne pige, var med en nytårsaften. Vi var ved at lave et eller andet inde hos bageren på Risvangs Allé. Han boede på et hjørne, næsten nede ved Grenåvej. – Pludselig bliver vi opdaget og må flygte i en hast. Vi spæner hen over hans græsplæne og i næste nu ligger jeg på ryggen nede på plænen. - Jeg er løbet ind i en udspændt tørresnor. Den havde været usynlig i mørket. - Ulla var ikke så høj, så hun løb under. Vi slap dog væk. Der var også en anden ting vi tit brugte. Dengang havde man mælkeflasker af klart glas. De tomme flasker stillede man hver aften udenfor døren. Så ombyttede mælkemanden dem tidligt næste morgen med fulde. - Nu var det ikke så smart, at stille tomme flasker ud nytårsaften, men der var altid nogen, der ikke tænkte over det, og det var tit de pænere mennesker, der slet ikke kunne forestille sig, at der var nogen der gjorde sådanne ting, som vi nu skulle til at gøre.

116


Når vi opdagede nogle flasker udenfor en dør, - og det gjorde vi den nat, udenfor et pænere rækkehus nede på Polarvej, tog vi den største flaske, og stillede den op på dørhåndtaget. Vi ringede på, og spurtede i dækning bag nogle buske i nærheden af døren. - Nu kom fruen i huset ud og lukkede op og ned røg den store flaske og knustes i mange glasskår på fortrappen. Hun blev tilpas forskrækket og det nød vi, men så gjorde hun noget, som vi blev kede af og flove over. – Hun slog hænderne sammen og udbrød: - Å nej, hvor kan nogen dog være så ondskabsfuld. - Derefter gik hun ind efter en kost og så forsvandt vi med lynets hast. Det var meget pinligt. Vi mente skam ikke selv vi var ondskabsfulde. Vi lavede jo blot nytårsløjer. – Men vi stillede alligevel ikke flere flasker op på dørhåndtagene efter den nytårsaften.

Lovens lange arm En dag, da jeg kørte op ad Bethesdavej og hen mod Risvangen på min knallert, trak jeg en kammerat der var på cykel. Han havde taget fat i min højre skulder, og knallerten trak os begge to afsted med en rimelig god fart. – Det gik rigtig godt, lige indtil vi mødte en politipatrulje i en bil, der kørte den modsatte vej. - Det var meget ulovligt, at trække cyklister på den måde, så den stoppede straks, da den havde passeret os og begyndte at vende. – Det gav os tid til at stikke op ad en lille havevej på venstre hånd. Den hed Havtornvej. Der var tre haveveje på Bethesdavej, der gik ind til venstre og de var oppe foroven forbundet med

117


hinanden, så vi regnede med at kunne smutte fra politibilen på de små haveveje. - Der var også masser af havelåger, hvor vi kunne køre ind og gemme os. Vi havde bestemt ikke lyst til at få en bøde, så vi flygtede. Min kammerat var ikke hurtig nok på sin cykle, så han blev fanget. Jeg havde netop nået at gemme mig og min knallert inde i en have lidt længere oppe, da jeg hørte, at betjentene talte højt til min kammerat. - Han måtte stille sin cykel op af en hæk og pænt følge med i politibilen. Vi skulle i ”Biografen” på hjørnet af Nørregade og Norsgade cirka en halv time senere. Det havde vi aftalt med nogle flere kammerater. - Vi gik i biografen som aftalt, medens vi talte om, hvordan det mon ville gå ham, der var snuppet af politiet. - Filmen var en dansk film. Den handlede netop om nogle forbrydere, der tror, at de lige er undsluppet politiet og derfor sidder og triumferer. Lige som de tror sig mest sikre, lægger en politimand bagfra sin hånd tungt på forbryderens skulder, idet han siger: -

Ingen undslipper lovens lange arm! Det gav et sæt i mig dernede i mørket, og jeg dukkede mig uvilkårligt lidt ned i sædet, og jeg fik en dårlig samvittighed. - Det var i slutningen af filmen og dørene blev lukket op lige ud til Norsgade, og hvem står der udenfor. – Der stod min kammerat og ventede. Men det var naturligt nok, for han skulle have været med i biografen. - Han så dog usædvanlig alvorlig ud. Han fortalte, at han havde måttet fortælle politiet, hvem jeg var, og at jeg var nødt til at følge med om på politistationen henne ved Domkirke. Hvis jeg ikke kom straks, ville politiet afhente mig den næste dag.

118


– Jeg har lovet at du kommer nu. – sagde han. Der var ikke noget at gøre. - Lovens lange arm havde også indhentet mig, så jeg måtte nu gå med om til politiet og få nogle meget strenge formaninger om, at det, vi havde gjort, var noget af det dummeste vi kunne gøre. Det var ikke engang sikkert, at vi ville have fået en bøde. Vi ville sikkert være sluppet med en advarsel. - Det fik vi heldigvis også nu, men måtte til gengæld love højt og helligt, at vi aldrig nogensinde ville stikke af fra politiet igen. - Det var selvfølgelig også dumt gjort, men det havde været alt for nemt at smutte op ad den havevej.

Morale: - Man skal altid stå ved sit ansvar og tage sin

eventuelle straf straks. – Det er både det klogeste, det mest rigtige, og tit det billigste.

Cykelløbet, den lange gravhund og blod Her kommer nu den sidste blodige historie i denne fortælling. Jeg har tidligere fortalt, at fætter Thorkild var en god cykelrytter. Han havde selvfølgelig også en landevejs racercykel med hele otte gear, hvilket var meget imponerende for os, der kun havde højst tre gear på vores cykler. Vi lavede tit cykelløb, hvor vi kørte om kap og tog tid. Det gjaldt om at komme hurtigst rundt om trekanten, hvor vi boede. Vi kørte på racercyklen, og vi startede hos os på Svend Gøngesvej. Kørte vi op til rundkørslen, snød til venstre og ned ad Risvangs Allé, der har to kørebaner med græs imellem. Vi kørte i venstre bane, altså mod trafikken, men

119


der var nu ikke så meget trafik dengang. – Vi kørte ned til Bethesdavej og drejede til venstre og for enden igen til venstre og hjem til mål på Svend Gøngesvej. (Se billedet side 42) Cyklen var en professionel model, så fødderne var spændt fast med tåklips. Hele banen havde asfaltbelægning, men Risvangs Allé strækningen havde lige fået en ny belægning ovenpå asfalten af ralsten. De blev så efterhånden, - af bilerne i sommervarmen, presset ned i asfalten, så den blev mere slidstærk. - Da belægningen næsten lige var kommet på, var den endnu kun presset halvt ned og vi var lidt bange for at vælte her, for så ville vores hud blive raspet af, som på et særdeles groft stykke sandpapir. Ydermere var der høje kantstene af nykløvet Bornholmsk granit med skarpe skærende kanter. En dag, - da det var min tur, var jeg kommet op omkring rundkørslen, og var nu på vej i fuld fart ned ad Risvangs Allé i ottende gear. - Da jeg nærmer mig den anden sidevej på venstre side, begynder Bispelunds store og meget lange brune gravhund at løbe tværs over vejen. - Jeg bedømte, at jeg havde så meget fart på, at jeg kunne nå at passere helt ude i højre side. - Helt ude ved den skarpe kantsten. Jeg råbte af hunden, for at få den til at stoppe og vende om, men den dumme lange køter satte blot farten yderligere op. - Den ville over før mig. Nu var jeg så tæt på, at jeg ikke kunne nå at komme bag ved hunden, men måtte tage chancen helt ude i siden ved kantstenen. - Det forsøgte jeg så i min høje fart, men hunden var også hurtig. Den nærmest sprang frem i panik for at nå over.

120


Det gjorde den ikke! Jeg ramte den lige på midten i dens tykke mave. – Jeg røg op over styret, fødderne røg ud af tåklipsene, og jeg landede uheldigvis med fronten lige ned i vejen. – Jeg kurede frem med underarme, knæ og ansigt presset ned i sandpapirsasfalten, men jeg ramte heldigvis ikke kantstenen. Jeg så bestemt ikke godt ud, da jeg fik mig samlet sammen til at kunne rejse mig op. Det begyndte nu at svie i de mange hudafskrabninger, men lykkeligvis havde jeg ikke brækket noget. Jeg har flere gange gennem livet haft en fornemmelse af, at der er nogen, eller noget, der følger mig og sørger for, at jeg, - trods min til tider store dumdristighed, ikke kommer for alvorligt til skade. – Men hvis der er: - Så mange tak! Henne på vejen lå den lange brune gravhund og hylede. Den havde taget så meget skade i rygsøjlen, at den senere måtte aflives. - Det måtte jeg heldigvis ikke, så jeg tog resterne af cyklen og begyndte at gå hjemad. - Nu kom de andre myldrende. De kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde taget så lang tid om at køre rundt.

– Det kunne de så bedre forstå, da de så mig. Nu vidste jeg, at jeg igen skulle gennem hele sceneriet med min mors hylen og skælden ud. Jeg vidste godt, at det var naturligt for min mor at reagere sådan, men jeg havde alligevel ikke lyst til at gennemgå scenen. - Jeg gav de andre strenge ordrer om ikke at sige noget om mit uheld lige nu.

121


Heldigvis var min mor og far omme i haven, så jeg sneg mig ind på badeværelset, for at vaske blodet af, som jeg efterhånden havde prøvet det så mange gange før. - Jeg låste døren og startede. Det gik nogenlunde med arme og ben, men det sved, når jeg vaskede de frygtelig mange hudafskrabninger af og blodet blev ved med at pible frem, ligeså snart jeg havde tørret det af. Det var helt galt med ansigtet. Det havde ordentlig fået tur. - Pande, næse og hage, var fuldstændig røde, men det var mest galt med næsen. Den vaskede jeg flere gange, men blodet ville overhovedet ikke gå af. – Til sidst opdagede jeg hvorfor. – Hele huden var nemlig flået af, så næsen nu fuldstændig lignede en flået tomat. Så gav jeg op, og gik om i haven og tog skraldet, og det var ligesom forventet. - Jeg måtte høre for, at jeg dog var den mest forvorpne knægt hun nogensinde havde kendt, og hun havde ellers haft to lillebrødre, - men til sidst holdt det dog op. Vi blev enige om, at min far skulle køre mig ned på skadestuen for en gangs skyld. Hernede var de jo vant til lidt af hvert, så de pudrede alle mine hudafskrabninger med noget hvidt desinficerende pulver, og bandt mig ind i store hvide bandager, så jeg til sidst lignede noget fra en vittighedstegning. Især hovedet var plastret godt til. - Jeg ville meget gerne have haft et billede af det syn i dag. Jeg lavede mig selvfølgelig ikke en fridag af den grund. Det gjorde man bare ikke dengang. I hvert fald ikke i vores familie. Så jeg gik på arbejde med alle bandagerne den

122


næste dag. Det var i den tid, jeg var på kontoret hos Frode Thingsig. De gloede jo noget og jeg måtte forklare, hvorledes jeg var komme til at sådan ud. Det var så den sidste af de mere blodige historier fra den tid. - Senere i livet var der flere, men det må jeg fortælle om en anden gang.

En tvivlsom gave Mit højeste ønske var, at bytte min knallert med en motorcykel, når jeg fyldte atten år. Jeg snakkede hele tiden om motorcykler, så på min atten års fødselsdag, da Gemzøe familien var ovre til kaffe, rejste min far sig op og sagde: - Knud Erik. – Jeg har længe lagt mærke til, at du hele tiden snakker om at få en motorcykel. - Det kan jeg godt forstå. – Jeg havde selv motorcykel som ung. Men da du ikke har penge nok til selv at købe en, har jeg købt en til dig i atten års fødselsdagsgave. Der blev helt stille ved bordet, og jeg troede næsten ikke mine egne øren. Det kunne da ikke passe, at min vestjyske far klattede sådan med pengene. – Det plejede han bestemt ikke at gøre, men nu stod han der og fortalte mig og alle gæsterne, at han havde købt en motorcykel til mig. Flere af gæsterne fik tårer i øjnene af rørelse, især Ullas mor og det fik jeg da næsten også selv. - Lige indtil det øjeblik, hvor min far satte en lille blikmotorcykel op på kaffebordet og lod den køre over mod mig. - Så gik denne verdens sande alvor op for mig. For selvfølgelig havde han da ikke købt en rigtig motorcykel til mig. Det ville også have været alt for usandsynligt, men et kort øjeblik troede jeg

123


virkelig på ham, for jeg ønskede mig den jo så brændende og når han nu fortalte det, medens der var så mange gæster tilstede -. Min far var langtfra ondskabsfuld, men han elskede at lave sort humor. - Det praktiserer jeg da i øvrigt også af og til selv, så jeg tilgav ham selvfølgelig straks og grinede af hans spøg, men flere af gæsterne syntes, at her var han alligevel gået over stregen. - Den slags gjorde man ikke i deres familier. – Men jeg selv, var i forvejen hærdet en del, så jeg trak da bare den lille blikmotorcykel op, og lod den køre rundt på bordet. - Men min mor syntes nu, at det var lidt synd for mig den dag. Nu må man endelig ikke misforstå min omtale af min mor, for hun elskede mig virkelig højt. Jeg var jo hendes førstefødte, og var blevet overdænget med kærlighed lige fra min fødsel. Når hun skældte ud, - når jeg var kommet noget til, var det blot hendes måde at afreagere på. Sådan havde hun altid været. - Det forstod jeg da til fulde, og var da også ked af det på hendes vegne, når jeg sommetider kom forslået og blodig hjem, men jeg skulle jo også leve livet og det gjorde jeg så på min måde. - Min mor var helt bestemt en god og kærlig mor. (Se billedet side 137)

Bloddonor Min fars stedfar Norddjursland, blev Kommune Hospital. bruges meget blod.

Skomager Kristiansen fra Lystrup på i 1952 syg og blev indlagt på Aarhus - Han skulle opereres, og der skulle Derfor blev alle i familien opfordret til

124


at give blod. Skønt jeg kun var sytten år, kunne de bruge mig alligevel. Man skulle ellers være fyldt atten år, før man måtte afgive blod, men de lavede åbenbart en undtagelse med mig. Dengang var blodbanken endnu ikke oprettet, så ”aftapningen” foregik i et meget lille lokale med én seng. lokalet lå lige indenfor indgangen i afdeling 3. - Jeg blev lagt på en båre, fik et tyndt metalrør med en gennemsigtig plasticslange på stukket ind i en blodåre indvendig i albueleddet på venstre arm. - Blodet løb ned i en lille flaske. Jeg tror de tog cirka en halv liter. Det var første gang, men jeg blev nu fast bloddonor i mange år frem. - Én af de første gange jeg blev tappet i det lille lokale, var det en ganske ung og uøvet sygeplejerske der foretog tapningen. Hun stak og stak ind i min arm for at ramme en blodåre, men hele tiden stak hun forgæves, for blodårerne smuttede under nålen. Hun kunne ikke ramme og hun blev meget nervøs og begyndte at svede. - Pludselig rejste hun sig op og styrtede ud af lokalet. - Lidt efter kom der en ældre sygeplejerske ind og hun ramte med det samme. Men min arm blev meget blå og gul i dagene derefter. Senere blev der oprettet en flot blodbank, med masser af senge. Her blev jeg tappet i mange år og masser af gange, vel cirka 65. - De sidste gange ude på det nye hospital i Skejby. Når man var færdig med at blive tappet kunne man vælge mellem forskellige drikke, så som øl, sodavand eller æblemost. Jeg tog altid en æblemost, da jeg var kørende. Man fik også en lille plade chokolade, som jeg altid tog med hjem til børnene.

125


Det kaldte vi ”blodchokolade” og den var der stor rift om, når jeg kom hjem fra en tapning. Vi fik forskellige æresting. - Når vi var blevet tappet 25 gange, fik vi en lille knaphulsnål i form af en rød bloddråbe indfattet i sølv. Ved 50 gange fik jeg en flot sølvpapirkniv med en bloddråbe i rød emalje. - Den har jeg skam endnu. I øvrigt har alle vores børn, samt vores ældste barnebarn, været, eller er stadig bloddonorer. - Det syntes jeg er rigtig godt.

Kørekorttiden Som jeg fortalte før, var jeg fyldt atten år. Nu skulle jeg have et kørekort til bil. Jeg fandt en kørelærer, der havde en af de nye flotte tyske Borgward vogne. - Det var en flink kørelærer og en dejlig bil at køre i. Jeg havde dog mange gange før prøvet at køre en bil. Allerede som tolv årig havde jeg kørt den store Ford V/8, som min far kørte rundt og solgte symaskiner i. Det var mest, når vi kørte ovre på de lige og øde landeveje i Vestjylland. Jeg kunne dog ikke både sidde ned og nå pedalerne, men så stod jeg halvvejs op og lænede mig til sædet. Så kunne jeg både bruge kobling, bremse og speeder. - Det gik fint. Men når der kom en modkørende, ville de jo let kunne se, at det var et barn der kørte bilen, så derfor lagde jeg mig ned foran sædet og betjente speederen med hånden. Min far lænede sig så over og styrede bilen. - Det så helt naturlig ud alt sammen, når de passerede.

126


Her er vi alle tre børn med på tur. Bemærk alle maskinerne i bilen. Højre forsæde er fjernet og en trædemaskine anbragt i stedet plus to på bagsædet. Se trædemaskinen bagpå. Sommetider var der også anbragt en trædemaskine på kofangeren foran køleren. Der kunne således være fem trædemaskiner med på tur plus tre bordmodeller i bagagerummet. I dag ville det være utænkeligt, men vi var alle tre anbragt mellem de tunge maskiner inde i vognen og der var ikke noget der hed sikkerhedsseler dengang. Det gik fint. Min far var ikke så blødsøden. - Vi skulle opleve noget. Se hvor højt hjulet sidder i skærmen. Der var læs på!

127


Senere, da jeg var seksten et halvt år gammel, skulle jeg engang køre min far ud til en klog mand i Åbyhøj. Han havde fået et gevaldigt hold i ryggen og kunne næsten ikke gå. Jeg kørte så selv bilen, - denne gang var det en engelsk Fordson varevogn på størrelse med et folkevogns rugbrød, - ud til en af de små villaveje i Åbyhøj, og holdt foran havelågen. Jeg hjalp min far ind til den kloge mand og satte mig ud i bilen og ventede. Da der var gået en cirka tre kvarter kom min far frisk og rask gående ud til bilen og nu kunne han selv køre den hjem. En anden gang skulle jeg køre den samme vogn alene hjem fra et værksted ude på Grenåvej. Det gik også fint, lige indtil jeg kom til hjørnet af Grenåvej og Risvangs Allé. Her skulle jeg dreje til højre, - det er lidt af et hårnåle sving, og jeg gjorde den fejl, som mange nybegyndere gør. - Jeg havde alt for meget fart på, og selv om jeg drejede alt hvad jeg kunne, var det kun med nød og næppe, at jeg klarede svinget. Jeg var helt ovre og skrabe mod kantstenen i venstre side. Det var en meget let vogn og jeg følte, at nu lettede den snart med de højre hjul, men jeg klarede det. - Jeg kørte nu en del langsommere det sidste stykke hjem. Den samme vogn væltede faktisk en anden gang om på siden i den modsatte ende af Risvangs Allé, men da var det med en anden chauffør fra symaskinefirmaet.

128


Pfaff firmaet lå i Park Allé 7 i den nederste etage. - Her er dets stand på en salgsudstilling i den daværende Aarhus Hal. Symaskinerne på billedet er alle sammen den tyske Pfaff model 332, med og uden broderimønstre. Friarmen var lige kommet frem dengang som noget helt nyt. Derfor demonstreres der mest maskiner med friarm. Broderierne på dugene er lavet med maskinerne. Det var også noget helt nyt dengang og derfor sensationelt. Strikkemaskinen er som det ses en Passap Men for at vende tilbage til kørekortet, så husker jeg meget fra selve køreprøven. Det var igen den frygtede motorsagkyndige Oberstløjtnant Holck. En sådan køreprøves lykkelige afslutning afhang - som altid, af hans svingende humør.

129


I hvilket humør ville han være i dag. – Det var jeg meget spændt på. Kørelæreren satte sig ind på bagsædet, og han vidste, at han skulle være absolut stille og ikke komme med kommentarer af nogen art. - Dette ville nemlig irritere ”Herr Holck”, hvis han ikke var i godt humør. - Skulle der snakkes skulle han nok selv begynde. Foreløbig gik det meget godt. Jeg kendte vognen og den var let at køre. Der var et nogenlunde godt udsyn bagud, så jeg håbede på det bedste. - Han var heldigvis i dag i et godmodigt humør, og det stivede mig vældigt af. Da vi kom kørende forbi Toldboden, hen ad Skolebakken og var nået hen til DFDS pakhuset, - der lå der, hvor det store såkaldte BP hus ligger i dag, og skulle dreje rundt om det skarpe hjørne, opdagede Holck at det brændte henne på Åboulevarden i de gamle Otto Mønsteds Margarinefabrikker. – De lå der, hvor Magasin ligger i dag. – Drej til højre: sagde han hurtigt. Han ville hen og se den ildebrand. Den var stor og det ville han ikke gå glip af. Det kan jeg desværre ikke hr. Oberstløjtnant. – Det er et alt for kort et varsel. – sagde jeg. Se det kunne være farligt for mig på to måder, men jeg valgte det eneste rigtige, nemlig at køre lige ud. Hvis jeg havde drejet, kunne jeg let have overset en af de mange cyklister, der var den gang, og så ville jeg have været dumpet straks. Han ville aldrig i livet have taget skylden. – På den anden side ville han gerne have set den ildebrand, og jeg kunne meget let risikere, at han blev muggen og af den grund lod mig dumpe.

130


Da jeg foreslog, at jeg da kunne køre til højre ad den næste gade og på den måde komme hen til ildebranden, brummede han bare og sagde kort: - Fortsæt lige ud. Han kunne vist godt se det useriøse i at køre til ildebrand, når han havde en elev til køreprøve, så det måtte han undvære. Vi kørte nu hen til de flade strækninger nede på havnen, hvor jeg skulle vise en vending, Det havde vi øvet os meget i, da ”Herr Holck” gik meget op i nøjagtighed. Det var nok noget han havde fra sin militære tid. - Kørelæreren havde fortalt, at når jeg bakkede hen til kantstenen under vendingen skulle jeg kun lige lade dækket berøre kantstenen. - Lige netop den manøvre gik han højt op i. Da jeg vendte vognen, bakkede jeg det sidste stykke ganske langsomt og kunne derfor lige netop ane at dækket rørte kantstenen. Det var slet ikke bumpet imod, men rørte dog kantstenen. Det var jeg helt sikker på, da jeg holdt. - Det var ”Herr Holck” ikke, så han sagde i en meget belærende tone til mig: - Baghjulet skal røre ved kantstenen! Det gør det også. Herr Oberstløjtnant, - svarede jeg i en sikker tone. Det ville han dog lige se, før han troede på det, for han havde ikke mærket noget. Han steg minsandten

Ulla hører mig i teori hjemme på deres terrasse

ud af bilen og gik om og så efter, men dækket rørte stadig kantstenen ganske let, så han kom ind igen og sagde

131


med en stemme, som jeg oplevede som lidt imponeret: - Fint. Så kan De godt køre igen. Det gjorde vi så. Teoriprøven blev klaret i bilen, og jeg havde kørekort til bil. Ulla havde hørt mig i teorien hjemme på hendes forældres terrasse. Jeg tror jeg stadig har teoribogen.! Det havde jeg. - Jeg gik lige ind i bogreolen med bilbøger og hentede den.

Se: - Samme bog!

Jeg ville nu også have kørekort til motorcykel, for fætter Thorkild havde en NSU Fox motorcykel. Det var en lille firtakter, med en kun 125 ccm. motor, men den var kvik og den fik jeg somme tider lov til at låne. - Senere skiftede han den ud med en dejlig ny BMW model R 25 fra 1954. Det var en rigtig dejlig og ret dyr motorcykel, og da Thorkild var flink, fik jeg også tit lov til at låne den. - Den fortæller jeg mere om i Mit Liv IV.

132


Jeg valgte kørelærer Elmstrøm ude i Brammersgade, for de havde nogle dejlige BMW som skolecykler. Der var både med én og to cylindre. - De sidste var alle motorcyklisters drøm med deres to flotte cylindre, stikkende ud til hver sin side. – Det var virkeligt kræs, og sådan en ville jeg da godt køre skolekørsel på. Da jeg ankom til Brammersgade til den første time, var jeg kørende på min fars knallert, af en eller anden grund. Det var den med motorcykelnummerpladen. Den skulle man have et motorcykelkørekort for at køre. - Jeg havde aftalt med kørelæreren, at jeg kun skulle have de ti timer, som var lovens mindstekrav. - Jeg havde kørt jo motorcykel et stykke tid og jeg havde allerede kørekort til bil, men han var alligevel ikke glad for, at jeg kom anstigende på et køretøj, hvortil der allerede krævedes et kørekort, når jeg gik til undervisning. - Han sagde, at for hans skyld var det i orden, men om jeg ikke godt ville stille den i en sidegade, og komme gående det sidste stykke. – Det var for ikke at demoralisere de andre elever og for hans gode omdømmes skyld. – Det gjorde jeg så for eftertiden. Det var let og dejligt at få køretimer, for da jeg i forvejen var vant til at køre, fik jeg overladt en af de store to cylindrede maskiner. - Jeg skulle blot køre bagefter en anden encylindret BMW med en elev og en kørelærer på bagsædet. Han vendte sig så engang imellem om for at se, om jeg var med og ikke dummede mig. - Den forreste motorcykel kørte ikke ret hurtigt, for det var tit med en begynder elev, så det var jo stærkt fristende for mig at sakke bagud, for så at sætte farten op.

133


Det gjorde jeg så tit det kunne lade sig gøre på lige strækninger nede på havnen. Kørelæreren opdagede det selvfølgelig, men han sagde blot: - Nu skal du ikke overdrive det! – Det forsøgte jeg så på ikke at gøre.

En gang imellem standsede vi op på en vej. - Kørelæreren stillede sig op på fortovet og lod os øve vendinger i ottetaller. Det var slet ikke så let med den tunge store maskine jeg kørte på, så her var noget jeg ikke havde prøvet før. - For at jeg ikke skulle tro jeg slap så let, lod han en dag disse vendinger foregå i den stejle Emanuel Sejersgade bagved arresthuset. - Her skulle man virkelig passe på, for gaden var så stejl, at man let risikerede at den lave vandrette cylinder skrabede mod asfalten. - Da følte jeg mig bestemt ikke særlig overlegen på en motorcykel. - Det var svært. Så kom dagen for køreprøven. Det var så den tredje ved ”Herr Holck”. Jeg var sluppet heldigt gennem de to første, og igen håbede jeg på, at han i dag også ville være i godt humør. Vi var fem elever den dag. Vi startede som sædvanligt ude på den motorsagkyndiges adresse på Carl Nielsens vej. - Han sad selvfølgelig ikke selv bag på en motorcykel, men kørte i en bil foran og holdt øje med os. Vi havnede som vanligt nede på politistationen bag Domkirken og vi holdt i en række langs kantstenen. Vi skulle afhøres i teori, og det foregik ude på gaden langs kantstenen. - Jeg holdt forrest, og det var vist mit held. - For ”Herr Holck” var i et særligt dårligt humør den dag. Han skulle tilsyneladende have afreageret over et eller andet, og det skulle åbenbart gå ud over os stakkels køreelever.

134


Han begyndte heldigvis bagfra og han stillede nogle af de spørgsmål der var så sjældne, at kørelæreren ikke engang

Det gamle rådhus i Århus. Det var politistation i 1950’erne. Vi holdt der hvor varevognen holder.

havde gennemgået dem med os. - Han havde ellers fortalt, at den motorsagkyndige næsten altid stillede en bestemt række spørgsmål, og dem havde vi alle gennemgået meget nøje, og dem kunne vi udenad. - Men i dag havde han besluttet, at vi alle skulle dumpe. Det tog kun kort tid, så var den første dumpet, så nummer to, nummer tre og nummer fire, og nu kom turen så til mig. - Da han begyndte at gå hen imod mig, havde kørelæreren fået nok. - Han stillede sig direkte op foran Holck med et stramt ansigt og sagde med en bestemt stemme: - Ham der behøver du ikke at høre! – Han kan sin teori! ”Herr Holck” snurrede rundt med det samme uden at sige et ord og gik ind på politistationen. – De har måske været logebrødre, siden de var dus. Folk var ellers ikke dus med

135


”Herr Holck”. - Jeg blev således slet ikke hørt og det var i hvert fald godt, for min selvtillid var - efterhånden som de bagerste alle dumpede, nede på et meget lavt punkt, og jeg havde svært ved at samle mine tanker. - På den måde slap jeg for at dumpe, og det ville også have været uretfærdigt, for jeg kunne både min teori og køre på en motorcykel. Der er en sjov historie om ”Herr Holck”. - Der var en aften en sammenkomst i hans hus af venner og bekendte fra byen, mest herrer. – Pludselig ringer telefonen og den person der står nærmest taget den og siger: - Hos Holck. En dyb basstemme siger i en fortrolig tone: - Goddag. - Jeg gerne tale med Holck. – Han har gæster og vil ikke forstyrres. - Jeg skal tale med ham, - lyder det nu lidt barskere. – Javel, - hvem må jeg sige det et? - Sig det er Frederik. – Kong Frederik. – Ja, ja, - det er godt med dig. – Jeg er Kong Frederik, - lyder det nu bydende. - Hent så Holck. Så var det virkelig kongen. – Han og Holck havde været soldater sammen, da de var unge, så gæsten hentede skyndsomst ”Herr Holck”

Min lillesøster Kirsten Jeg har næsten ikke omtalt min lillesøster Kirsten fra denne første tid i Århus, og det er nok fordi jeg aldrig havde nogen skærmydsler med hende. - Hun var en dejlig lillesøster, men hun havde bestemt sit eget temperament, og det undgik vi så vidt muligt at tirre.

136


Hun var altid meget vellidt blandt sine legekammerater. Hun var både flittig og dygtig i skolen, i modsætning til min bror og jeg. - Hun var simpelthen artig, og hun var altid blevet lidt forkælet, især af min far. Han kaldte hende sin lille ”guldklump”. – Det kaldte han bestemt ikke os drenge, men vi var nok heller ikke så artige. I 1952, ti år gammel, indsang hun en grammofonplade (78 omdr. i min.) til vores mor i julegave. Hun sang med en ren og klar barnestemme. - Vi hører den hver jul nu. Man kunne nemlig få skåret en sådan plade hos Berg Radio i Guldsmedgade. Den er nu lavet om til CD, så alle i familien har fået en.

Ved Kirstens konfirmation 1955.

137


Min tidlige uddannelse

138


Her er nogle papirer, der viser den uddannelse jeg fik i min ungdom. Det var jo ikke s책 meget, men jeg er selv tilfreds med, hvordan det er g책et mig senere i livet. - Jeg synes selv, jeg har klaret mig godt p책 det grundlag, og det er jo det vigtigste.

139


140


Jeg bad om en anbefaling efter soldatertiden.

141


Jiu-jitsu og lillebror konflikter Der er jo masser af andre hændelser jeg husker, som f.eks. når min lillebror Bent og jeg var blevet uvenner, - hvilket skete ikke så sjældent, da vi begge havde et hidsigt gemyt. - En tre år yngre lillebror kan jo ikke klare sin storebror, sådan rent fysisk, men så fandt han på andre metoder. Han kastede med store sten efter mig, fra en sikker afstand, så han kunne nå at flygte, hvis jeg løb efter ham. – Men han var efterhånden blevet for god til at ramme, så jeg måtte finde på en forsvars metode, så jeg undgik at få de store sten i hovedet. Til sidst fandt jeg på at løbe hen og stille mig op foran køkkenvinduerne. Så indstillede han naturligt nok skydningen, da han ellers ville knuse for mange ruder. Det blev jeg selvfølgelig hånet for på afstand, men det tog jeg ganske roligt, for jeg vidste, at jeg nok skulle stille ham til afregning for det senere. Når det virkelig gjaldt, holdt vi naturligvis sammen, som den dag jeg kom cyklende hjem fra skole. Jeg havde passeret Skovvangsskolen, hvor Bent gik. Jeg var kommet et stykke hen ad Bethesdavej, da jeg opdagede Bent. Han stod inde på fortovet og var ved at få bank af tre andre drenge. - Jeg drønede derover og fik fat på den værste af ”bøllerne”, - de var nu nok ikke værre end de fleste andre drenge den gang. – Han fik nu nogle drabelige knytnæveslag på kroppen, med knoer der lammede musklerne. – Jeg slog aldrig i hovedet. Det har jeg aldrig nogensinde gjort, når jeg har været oppe at slås i mine unge dage. – De to andre flygtede, og da han var mør, truede jeg ham med, at jeg kom forbi hver dag, og hvis jeg nogensinde mere

142


hørte om, at han forulempede min lillebror, ville der overgå ham al landsens ulykker. – Så høflige var de ord jeg brugte sikkert ikke, men det her er essensen af dem. Den dag var min lillebror glad for mig, og vi fulgtes hjem det sidste stykke. Da han var fjorten år begyndte han at gå til jiu-jitsu, - en kampsport der var vældig på mode i 50’erne. Nu skulle han lære noget kampsport, så han kunne tæve mig, - sin storebror, og få lidt hævn for alle de gange han syntes, jeg havde trynet ham gennem årene. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt nervøs. - Han var stærk af sin alder og der gik mange rygter om denne nye kampsport fra østen. - Beherskede man den, kunne man så mange trick, at man kunne klare modstandere der var langt stærkere end en selv og det var det han havde hørt. Da han havde gået i et år, kom han en dag hjem med et rødt bælte. Han mente nu, at kunne klare mig og det fortalte han mig med barske og selvsikre ord. – Det havde hans jiu-jitsu lærer overbevist ham om. Det var sidst på vinteren, så han traf mig oppe på loftet. - Da han stod der i sin hvide kampdragt med det røde bælte og lovede mig mange bank, var jeg klar over, at det måske godt kunne blive udfaldet, men jeg var heldigvis fysisk meget stærkere end ham, så jeg ville ikke give op så let. Jeg vidste, at jeg ikke skulle give ham chancen for at få et tag i mig, - så jeg valgte det, jeg altid har været god til, nemlig at finde en alternativ måde at gribe en sag an på.

143


Jeg måtte lave et utraditionelt angreb og bruge alle mine kræfter på en gang. - Som et lyn greb jeg fat i dragten i kravetøjet og det røde bælte, løftede ham op og vred ham i vandret stilling og knaldede ham ned i gulvet af al min magt. Det hele var foregået så hurtigt, at min lillebror fik lidt af et chok. - Fortumlet rejste han sig op, kiggede underligt på mig og forsvandt ned af loftlemmen og jeg åndede lettet op. Vi talte ikke om det, men jeg beholdt min ”storebrormine” på, når vi var sammen. - Bent gik dog stadig til jiu-jitsu. Han tog et år mere og tog det skrappeste bælte, nemlig det sorte. - Med det bælte burde han kunne klare alle, mente hans lærer. Jeg var nu klar over, at han havde lært noget i det år. - Han havde virkelig koncentreret sig, for nu skulle det endelige opgør finde sted. Vi var denne gang udenfor på græsplænen. Han kom gående hen imod mig i sin hvide dragt og det faretruende sorte bælte og med en barsk mine i ansigtet. Jeg følte mig virkelig truet. - Nu blev det en kamp på næsten liv eller død og naturen tog over. Inden han havde sagt et ord, reagerede jeg som en urtidskriger og uden at tøve et splitsekund angreb jeg. - Jeg satsede alt på en gang og gentog hele forestillingen fra sidste år og til mit store held lod han sig overrumple og måtte igen i år en tur vandret ned i græsset.

144


Bent var så rasende, at han næsten græd, men han holdt op med at gå til kampsport og vi havde aldrig senere fysisk kontakt på den måde. Man kan måske sige, at jeg handlede barsk, men en storebror har altså ikke lyst til at få bank af sin lillebror og det var trods alt ham, der havde udfordret mig fra første færd, fordi han var træt af at blive domineret af en storebror. – Det er kun naturligt.

Dampmaskinen Nede i Ryesgade var der førhen en berømt legetøjsbutik, lige netop i de lokaler, hvor vi nu har butik. - Forretningen hed ”Tante Laura”. Den var kendt af hvert barn i byen dengang. I hjørnevinduet mellem Ryesgade og Skt. Knuds Torv var der bag ruderne en tyk muret søjle og den er der stadig. - Dengang var der i julen 1948 udstillet en flot grøn dampmaskine på en hylde ud mod torvet. - Når jeg i december måned var nede i byen, stod jeg flere gange og beundrede denne maskine. Den ønskede jeg mig så brændende i julegave. Den var dog ret dyr og jeg begyndte at ønske mig den i god tid. - Min far var efterhånden med på ønsket, for jeg havde vist ham den og han syntes også den var flot og spændende. Min mor sagde dog blankt nej. - Den var alt for farlig, for den kunne eksplodere lige op i ansigtet på mig, sagde hun.

145


Skønt jeg plagede og plagede holdt hun så meget på sit, at min far til sidst gav sig. - Så jeg fik ingen dampmaskine i julegave, skønt det var mit hedeste ønske. Jeg glemte dog aldrig den dampmaskine og mange gange siden har jeg ærgret mig over, at jeg aldrig fik den. Så en dag i 1998, så jeg på et loppemarked en dampmaskine næsten magen til. Dog var den ikke grøn. Pludselig væltede mit årelange savn op i mig. - Jeg var simpelthen nødt til at købe den dampmaskine. For det første for at udløse de halvtreds års afsavn og ikke mindst for at overbevise min mor om, at den aldeles ikke er så farlig, som hun havde påstået i 1948. Det havde også pint mig lidt, at jeg ikke havde kunnet overbevise hende om det dengang. Jeg købte dampmaskinen, tog den hjem og reparerede lidt på den. Jeg fik fat i noget tørsprit, kom vand i kedlen og tændte op. Jeg ventede lidt til der kom tryk på kedlen og maskinen begyndte nu at køre rundt. - Den virkede. Jeg tog den straks ud i bilen og kørte op til min mor. - Jeg mindede hende først om den skuffelse, hun havde givet mig i julen 1948, men til min store skuffelse kunne hun nu slet ikke huske det mere. - Jeg fortalte hende, at jeg ikke måtte få den, fordi hun sagde, at den ville eksplodere lige op i hovedet på mig. Men hun erindrede stadig ikke episoden.

146


Jeg stillede den nu an på et par aviser på hendes sofabord, lagde tørsprit under kedlen og tændte. - Igen begyndte maskinhjulet at snurre rundt. Hun syntes da også det så flot ud, men da hun var ung havde hun altså hørt om flere dampmaskiner, der var eksploderet, så det var nok derfor, at hendes søn i hvert fald ikke skulle have sådan en.

Duerne Omkring 1949 havde jeg duer oppe under taget i cykelskuret. Jeg havde lavet et hul i muren, og et flyvebræt lige udenfor. - Det var almindelige brevduer jeg havde og der var en ca. ti stykker. Jeg hentede korn til dem nede på ”Marie Mølle” der lå nede på Grenåvej. Jeg gik jo i skole og tjente ikke rigtig nogen penge, men jeg solgte et par dueunger en gang imellem og havde mine små ”vestjyske” lommepenge. Min bror Bent blev i øvrigt senere gift med møllerens datter, der hed Ina. Nu er min bror desværre død, men vi ser stadig Ina, der nu bor på Sjælland. Jeg kunne godt lide at have duer. Det var jo før jeg lærte Ulla at kende og jeg trængte åbenbart til at have noget jeg selv havde ansvar for. - Der var dog én ting, jeg ikke kunne lide. – Det var at slagte dueungerne, når de blev store nok. Jeg lærte slagteteknik af min morfar fra Randers. Han hed

147


Marius Hede. – Han havde været landmand i alle sine dage, og vidste alt om at aflive dyr. - Høns huggede man hovedet af med en økse og stak kroppen godt ned i en rips- eller stikkelsbærbusk. Så løb de ikke forvildede rundt uden hoved. Det gjorde de nemlig ellers, og det så selvfølgeligt temmelig komisk ud, at se en hovedløs høne fare forvildet rundt i haven, men den slags gjorde man ikke. - Man skulle have respekt for dyrene. Duerne halshuggede man ikke. Dem rykkede man blot hovedet af. - Med venstre hånd holdt man rundt om krop og vinger med et fast greb. – Men højre hånd tog man duens hoved mellem pegefingeren og langemand, vred det rundt så langt man kunne og rykkede med et rask tag hovedet af. – Det gik forbavsende hurtigt og duen døde med det samme. Dog skulle man holde den i hånden et stykke tid, indtil den blev helt slap. - Selvom jeg syntes det var spændende, kunne jeg aldrig lide det og til sidst solgte jeg mine duer af samme grund. Det, der gjorde udslaget, var en tam dueunge jeg havde. - Det var en særlig smuk due, og jeg havde tit taget den ud af reden, før den kunne flyve og gået rundt og snakket med den. – Da den til sidst kunne flyve, kom den af sig selv hen og satte sig på min skulder og kurrede mig ind i øret. – Det er klart, at en sådan due kunne jeg da ikke bare koldblodigt slagte, så da min mor en dag sagde, at hun havde lagt mærke til, at nogle af dueungerne nu var store nok til at blive slagtet, og om vi derfor ikke skulle have duesteg på søndag. – Nej. – Det skal vi bestemt ikke! – Jeg har solgt mine duer og jeg har fortalt hvor mange der er og er derfor nødt til at levere dem alle.

148


Det sidste var vist ikke helt i overensstemmelse med den fulde sandhed, men jeg havde allerede længe overvejet at sælge duerne, på grund af ubehaget ved slagtningerne. - Søndagsmiddagen gav så udslaget. Duerne blev solgt.

Nye interesser Jeg havde nu også fået noget andet at kaste min fulde interesse på. For ovre i de nybyggede rækkehuse på Risvangs Allé, var der flyttet en vis Gemzøe familie ind i nummer 74. Dette hus lå ud til Svend Gøngesvej i forlængelse af vores huse. Der var kun skomager Pedersens hus imellem. De kom fra København og børnene talte et - for os jyder – overlegent og snobbet sprog, som vi med det samme mobbede dem grusomt med. - Det var dog nogle formildende omstændigheder. Børnene var nemlig tre piger, og to drenge. - Det var jo for os drenge, især pigerne, der godt kunne se ud til at blive interessante. Det var særlig den midterste, jeg lagde mærke til. Hun var kun tolv år, men jeg opdagede, at hun så på mig med et undersøgende blik, og der var noget ved hendes øjne, der gjorde mig lidt mærkelig. - Jeg følte et eller andet inden i mig, - en følelse af, at der var noget, jeg ubevist længtes efter, savnede og trængte til, - men jeg anede endnu ikke, hvad det kunne være. - I begyndelsen, må tiltrækningen vist nærmest have været lidt ubevist, for jeg var femten år, og piger var endnu noget, man bare mobbede. Det var ikke noget, man kunne interessere sig alvorligt for. Man legede i

149


hvert fald ikke med dem. - Jeg var stadig et stort legebarn, der gik i korte bukser og havde en strikket lille kalot på hovedet. - Jeg havde mit eget armbåndsur og mit eget fotografiapparat, men jeg lavede stadig sæbekassebiler, - ganske vist nogle avancerede modeller med lukket karosse. Jeg fangede stadig væk farvestrålende Salamandre i en dam oppe på marken, hvor Vorrevangsskolen nu ligger. - Jeg sejlede stadig med små sejlskibe i små damme ovre på markerne. - Billedet er taget med mit eget kamera dengang. Men mit liv forandredes og gik i en helt anden retning, den dag Gemzøe familien flyttede ind. - Jeg begyndte simpelthen at blive voksen. Her er jeg sytten år og meget forandret. - Jeg fik helt andre følelser og begyndte at få en stor og voldsom tomhed inden i mig. - Den trængte at blive fyldt ud med et eller andet udefinerligt. - Men jeg vidste stadig ikke hvad. Det opdagede jeg så senere, og her begynder historien om det, der skulle blive mit livs absolutte centrum i resten af mine dage:

Nemlig, historien om Ulla Gemzøe, født 6. december 1938. 150


Jeg vil skrive hele beretningen om dette i den næste lille bog med mine ungdomserindringer. For mig bliver det en spændende beretning, og jeg håber også, at det vil blive det for de der læser den. Ulla viste sig nemlig at være, - et ikke helt almindeligt dusinmenneske. Hun rummede meget, og havde masser af temperament og en stor stædighed og så var hun som resten af familien intelligent. Hun stillede store krav til min trofasthed og anstændige opførsel.

absolutte

ærlighed,

– Se lige det blik! Det siger: - Det bliver på mine betingelser! - Hun var bestemt ikke let at vinde, og jeg har lige siden måttet yde mit alleryderste for at leve op til hendes tillid. Men hør om hvordan det hele startede og hvordan det gik i den næste fortælling.

Disse erindringer er nedskrevet januar 2007. (Omredigeret med flere billeder i 2012)

Knud Erik Guldager

151


OBS: Jeg har omredigeret denne bog i 2012 og kan derfor her fortælle at beretningen om

PIGEN ULLA er skrevet og foreligger i tre bøger:

Pigen Ulla Pigen og soldaten Pigen og soldaten i Itzehoe Der er gemt tohundrede af vore autentiske breve skrevet i 50’erne. De er afskrevet helt uden ændringer og giver et klart tidsbillede fra tiden.

Så tag med på en tidsrejse. Nu vil det være lidt for meget at indbyde alle til denne tidsrejse. Erindringerne er jo mest skrevet til min familie, så de kan lære noget om deres forgængere. De mange breve vi skrev til hinanden, mens jeg var soldat, bl.a. i Itzehoe i Tyskland, vil nok være for personlige udenfor familiekredsen, men beretningen om vores møde på vores vej gennem livet, er vel typisk for to unge mennesker, der møder hinanden, så jeg tilføjer lige begyndelsen fra bogen om: PIGEN ULLA.

152


Uddrag fra bogen:

PIGEN ULLA

Pludselig en dag, flyttede der en familie fra København, ind i et af de nye rækkehuse lige ved siden af os. - De hed Gemzøe. Familien bestod af en far og en mor og fem børn. Der var to piger. - Vibeke på fjorten år, en pige der hed Ulla på tolv år, et tvillingepar, - en pige og en dreng på elleve år, der hed Tove og Finn, og endelig en dreng på fem år der hed Anker. Vibeke og Ulla var jo i mine øjne blot tøser, og det var da noget jeg slet ikke ville lege med. Jeg havde min egen krigerbande ude ved Ørnereden i Marselisborgskoven. Vi udkæmpede krige med hjemmelavede tunge træsværd og skjolde. Jeg var slet ikke begyndt at kunne se noget som helst interessant i piger. Når jeg engang var færdig med at lege med sværd, skulle jeg i hvert fald have en knallert. - Det var da noget mere interessant end piger. Da jeg var seksten år, kan jeg dog huske, at vi store drenge en dag fandt det lidt spændende, at lave piske af lange ukrudtsplanter og piske de store piger bagpå deres bare sommerben. Det var ikke den ældste af Gemzøepigerne, men hende der hed Ulla, jeg lagde mest mærke til. Hun var i øvrigt svær at ramme, for hun var meget gesvindt.

153


- Det tror da for resten pokker, for jeg slog skam til, men sådan gjorde nu drenge dengang. - Vi gjorde i hvert fald. Når jeg lagde mest mærke til hende, tror jeg, at det var fordi hun så på mig med et meget såret blik, når jeg havde ramt særlig hårdt, så det virkelig gjorde ondt. - Et blik der sagde: - Hvorfor er du så ondskabsfuld? Det blik gjorde mig flov, og rørte et eller andet i mig. Det gjorde, at jeg aldrig siden slog pigerne på denne drilagtige måde. Ondskabsfuld var jeg i hvert fald ikke, - tværtimod. Jeg forsvarede altid de små, når de blev plaget af de større. Nu var det selvfølgelig ikke sådan, at vi normalt slog pigerne. - Det må have været naturen, der ubevist drev os til det, for at komme i kontakt med dem. Jeg kan ikke finde anden forklaring, for jeg husker faktisk ikke, at jeg har slået andre end pigen Ulla over læggene. Jeg lagde nu pludselig mærke til, at hun var en pige og ikke bare en af tøserne. Hun var ganske vist en lidt buttet en, i en alt for stor sort overfrakke hun havde arvet. – Den var omsyet af jernbanestof. Hendes morfar havde været ansat ved D.S.B., så den var sikkert vældig varm. Jeg blev nu klar over, at en sådan pige kunne få mig til at tænke på andet end knallerter. Jeg var jo kun seksten år og Ulla var kun tretten, så jeg syntes i grunden, at det var lidt besværligt, at blive forelsket. Jeg havde jo andre ting, jeg skulle foretage mig. - Men det var naturen åbenbart revnende ligeglad med, og mine kammerater opdagede jo hurtigt, hvor det bar hen, så de drillede mig naturligvis.

154


Her står jeg, som Ulla først så mig. En femtenårig, der stadigvæk blot er en stor dreng, der ikke interesserer sig for ”tøser”. Efter mødet med Ulla, og dermed den store forelskelse, er der her en fuldstændig forvandlet syttenårig. Det er det jeg altid har sagt: - Naturen er stærk. – Den forstår, at slå til på det helt rigtige tidspunkt, for at føre livet videre. Næste fase blev, at jeg – overfor mig selv, indrømmede, at jeg lige så godt kunne overgive mig totalt. – Jeg ved for resten slet ikke, om Ulla overhovedet opdagede, at specielt jeg, var særlig interesseret i hende, men det blev hun snart klar over, for jeg begyndte at følge hende som en skygge, og sørgede for altid at være i nærheden, når vi legede. Det syntes hun ikke altid var så sjovt, men en dag, - hvor vi var samlet i en slags vejklub, - nede i naboen, fru Tegners kælder, - havde jeg selvfølgelig, og ligesom ganske tilfældigt, sørget for at sætte mig ved siden af Ulla. Vi sad allesammen og læste bøger og Ulla og jeg læste i samme bog. - Den hed ”Et rigtigt mandfolk”. Den handlede om en femten års dreng, hvis far lige var død. - Han skulle nu være mandfolk i den lille familie i 1936.

155


Historien var lidt rørende, så medens vi læste om drengens svære forhold, fik jeg en ubændig stor lyst til at lægge en trøstende arm omkring Ulla. - Jeg listede armen lige så stille op omkring hendes skulder. Hun kiggede lidt forbavset på mig over min dristighed. – Alle de andre sad der jo, og jeg havde aldrig før rørt ved hende på den måde. – Men jeg gav pokker i de andre. Nu havde jeg sat alle sejl til, og så tog jeg altså ikke den arm ned igen. - Hun forsøgte da heller ikke at flytte sig. Medens vi sad der og læste videre i bogen, følte jeg, at hun gengældte mine følelser. - Jeg følte en prikken i huden og tiden blev ligesom strakt ud. De minutter i den kælder, er nok de bedste, jeg kan mindes nogensinde at have haft, og de blev da også de mest betydningsfulde i resten af mit liv. Jeg var virkelig forelsket, med en kraft der er svær at forklare. – Vi var jo kun tretten og seksten år. Jeg har meget at takke forfatteren, Niels Johan Rud for. Han hjalp jo med sin bog til en begyndelse på det, der faktisk lige siden har været en evig forelskelse. Da jeg skrev om mødet med denne bog, kom jeg til at tænke over, hvor den mon var blevet af. Jeg gik så op på loftet og så efter i den lange reol med gamle bøger. - Mine vestjyske gener forbyder mig jo at smide noget væk. Ganske rigtigt. Her stod så bogen i nøjagtig det eksemplar, som Ulla og jeg læste i 1952.

156


Vore fælles fingeraftryk må sidde på endnu. - Er det ikke tankevækkende. Handlingen i bogen, - hvor denne halvvoksne dreng på næsten min egen alder, - pludselig skulle til at være voksen og ansvarsfuld, og hvor godt han klarede det, trods store vanskeligheder, - gav mig selv stor lyst og mod på at klare fremtiden lige så godt.

157


Sytten års alderen var en meget vanskelig tid i mit liv. Jeg havde mange planer. - Der var så mange ting jeg gerne ville gøre, men jeg havde absolut ingenting til at fuldføre dem med, - og nu var jeg oven i købet blevet stærkt forelsket. Det gjorde bestemt ikke tingene lettere, men denne bog, som jeg læste på det rigtige tidspunkt, styrkede mig i min vilje til at klare fremtiden, for så store problemer, - som drengen i bogen havde, den havde jeg dog slet ikke, og når han kunne klare det, - selvom det blot var i en bog, skulle jeg også nok kunne gøre det. Jeg havde trods alt en meget stor selvtillid og jeg tror, at det var derfor, at jeg, – måske lidt ubevist, lagde armen om Ullas skulder, for ligesom at fortælle hende, at hun roligt kunne satse på mig. - Jeg skulle nok klare fremtiden lige så godt som drengen i bogen og til min store glæde har hun satset på mig lige siden.

Det kan da kaldes lykke.

Som sagt er dette udsnit af Ullas og mit første møde kun en lille del de tre bøger om PIGEN ULLA. Tilsammen er bøgerne på cirka 600 sider.

158


Mit liv III