Nogle af mine taler gennem tiderne by Knud Erik Guldager

Nogle af mine taler gennem tiderne

Knud Erik Guldager 1

Vores første brevpapir

Min tale til min far Niels Arne Guldagers 50-års fødselsdag den 15. juni 1958.

Uddrag fra Aarhuus Stiftstidende, søndag: Søndag den 15. ds. fylder en kendt forretningsmand i Nørregade 50 år. Det drejer sig om indehaveren af NAUMANN – GRITZNER symaskiner, Herr Arne Guldager. Herr Guldager har prøvet lidt af hvert i sit lange liv, og det ser ud til, at det gamle ord: ”Skomager, bliv ved din læst”, ikke passer på ham. Vor udsendte medarbejder ”NOLD” interviewer fødselaren, og beder ham fortælle lidt om, hvad han har foretaget sig i de 50 år. A.G.: - Værs’go Nold. – Her er lige en Dortmunder! Jeg startede, som alle betydelige mænd, som hjorddreng. Senere blev jeg forfremmet og blev ”kohornsbespisningsmester”. Efter mit giftermål gik der en del tid med at få børnene. Nold: - Men sig mig, hvad har De da lært som ung? A.G.: - LÆRT! – Vi Guldager’ behøver sandelig ikke at lære noget. - Vi kan det hele! Nu må vi her indskyde, at Herr Guldager d r i v e r en betydelig forretning i Aarhus. - Dvs. - efter at han har fået sin søn i forretningen, er det kun senior, der driver betydeligt. 3

Men en gang imellem må han jo ud og tale med kunderne. Han demonstrerer og syr og syr, og det hele løber alt sammen op. Nold: - Hvad er Deres planer for fremtiden? A.G.: - Mit mål er at få to børn til. (Holder en lang pause) - Altså ind i forretningen, derefter vil jeg oprette et driv(e)hus, sådan helt for mig selv. Nold: - Apropos, Deres firmanavn. – Jeg synes at De kalder Deres forretning ved forskellige navne? A.G.: - Ja, det er atter et bevis på min store fantasi. - Jeg startede med firmanavnet GRITZNER. Senere kom det til at hedde: GRITZNER-NAUMANN. I dag hedder det NAUMANN-GRITZNER, nu min søn er kommet ind i forretningen, får det navneforandring til: GULDAGER OG CO-NAUMANN-GRITZNER. Nold: - Har De nogen hobby, udover Dortmunder? A.G.: - Ja, jeg kan nævne skydning og KVINDER. Jeg har hele to, nemlig min søde lille kone og min søde store datter, og de kappes om at lave mine livretter til mig. Nold: - Deres drømmepige? A.G.: - Min drømmepige? – Min drømmepige er fuldautomatisk, næsten ubrugt, helroterende, elektrisk, å så elektrisk. - Og så er hun med knæløfter! 4

Hun er grøn hammerslået, tofarvet og med stedsevarende garanti for brud! – Det er vel nok en skønhed! Hvis De skal give Deres kone en uventet gave, så skal det være noget der snurret rundt og syr 1000 sting i minuttet. – Gæt selv hvad!

Nu har vi fået eget logo og brevpapir

Min tale ved min fars 60-års fødselsdag 15. juni og mine forældres sølvbryllup 27. januar 1968. (Blev holdt sammen). For godt 25 år siden boede der i Nørager en mand der dag og nat, udelukkende levede af røde pølser. Han spiste så mange, at han til sidst selv var ligeså lang og tynd som en pølse. En dag var han på besøg hos sin broder og her fik han den bedste mad, han i sit liv havde smagt. Han fulgte med sin store næse duften ud i køkkenet, hvor han fandt en rødmende ung pige, der blev skrækkelig bange, da hun aldrig før i sit liv havde set så lang og tyndt et menneske. Men, - hun glemte det meget snart på grund af hans store veltalenhed, og det endte med, at han ved hjælp af en rørende historie om de røde pølser, fik hende overtalt til at komme hjem til ham og lave mad.

Men manden, der ellers var ungkarl og meget forsigtig, da han jo er vestjyde, - forregnede sig alligevel, - for kvinden er listig, hun ved at vejen til mandens hjerte går gennem hans mave, og selvom hun kun havde én gryde, nemlig pølsegryden, tryllede hun mange lækre retter frem. Til sidst måtte han på knæ, - hvad han også gerne havde gjort for længe siden, hvis han havde haft mod til det. Sådan begyndte første 25 år.

Han kæmpede sig frem som skomager, købmand (blandet landhandel med sin kone i konfektureafdelingen). En overgang var han direktør for Vorup Divanfabrik, hvor han om dagen ledede fremstillingen og transporten af divaner (pr. trædecykel), alt imens han havde skyderen inden for rækkevidde, så rotterne ikke blev alt for nærgående. Imens havde hans kone haft travlt med søn nr. 1. - Den senere så berømte bilknuser. (Jeg havde lige smadret forenden på vores helt nye Morris Minor varevogn). 8

En skønne dag blev han træt af divaner, (og rotter). Han søgte ind til symaskinebranchen og som ivrig trappeartist og gelænderabe, stemte han dørklokker rundt omkring i Randers by Efterhånden kom han så godt efter det, at han fik overdraget eneforhandlingen for Hobro og omegn. Han blev derfor nødt til at flytte til Hobro. I det røde hus på Hostrupbakken ankom søn nr. 2. Den senere så berømte Fiat kører. (Bent havde lige købt en helt ny Fiat 500 med kaleche. Smart lille bil). Så indtraf der en stor krig og der kunne ikke fås flere nye symaskiner. Nu var manden lige ved at give op, men så stiftede han Nordjysk Trådspoleri, hvor det halve af familien arbejdede næsten døgnet rundt. Det var her han fandt den røde ledetråd til penge, som han har fulgt lige siden. Tro det eller ej! – Det er den han i dag demonstrerer knaphuller med! Under spolningen ankom datter nr. 1, der som nyfødt lignede et rugbrød. – Efter søn nr. 1’s udsagn. Hun har lige siden været sin ”fars lille datter”. Han købte brugte symaskiner for tråd pengene, og nu gik det slag i slag til krigen sluttede og der kom nye maskiner igen. Han var i mellemtiden flyttet til Randers, - for det kunne han ligeså godt, da han i de sidste år i Hobro, alligevel hver morgen cyklede om kap med ekspressen ned af bakken for at nå til Randers. 9

Da han flyttede dertil, blev det ikke spor bedre, - for nu kørte han også om kap med ekspressen, men nu får at nå til Aarhus. Under sit arbejde i Randers oplevede han mange sabotager, så han fortsatte om natten med at knuse sovekammerruder. Det endte med at han flyttede til Aarhus, hvor han købte et nyt hus og blev salgsinspektør for et stort symaskinefirma. Der gik nogle år hvor familien det havde godt og børnene voksede til. Hans kone tabte aldrig tålmodigheden. Hun havde altid mad parat til ham, selvom han mange gange først kom hjem fra kunderne ved 11 – 12-tiden om aftenen. Men, - en dag sagde han: - Hellere være den første i en flække end den anden i Rom. Han grundlagde nu ”Aarhus moderne specialforretning”. Reddede en gammel Renault fra at blive slæbt til ophugning, malede symaskiner på siden af den og kaldte den ”Anette”. Han købte også en gammel tobaksforretning og fik den lavet om til Århus mest moderne symaskineforretning. Han solgte nu sine egne symaskiner, og havde så kraftigt et tempo på, at ”Anette”, en dag langt ovre på vestkysten, spredte alle sine fire hjul til siderne og sukkede med knust hjerte, medens røg og damp stod den ud af køleren: - Nu må du fortsætte alene, for nu kan jeg ikke mere. – Mine sko er slidt, mine ledninger er brændte, mine fælge er knækket og jeg har brækket en plejlstang. 10

Mit topstykke er revnet, andet gear virker ikke mere. – Med disse ord døde ”Anette”.

Vores allerførste bil. Den hårdt plagede ”Anette”. Min far var stolt af den Men da han skulle købe en ny bil, fik han alligevel sælgeren overbevist om, at ”Anette” var næsten lige god som ny, og at han faktisk gjorde ham en tjeneste ved at sælge ham den. Forretningen gik strygende og efterhånden kom begge sønner ind i firmaet. Da de jo faktisk var flasket op med symaskineolie, var der jo ikke noget unaturligt i det. Nu har firmaet udvidet så meget, at det har to nye vogne og er et af de førende symaskinefirmaer i byen. Det eneste de nu mangler er en ny varm luksusvilla, da den gamle har fået navnet ”fryseboksen”. 11

At købe en symaskine er en tillidssag -. Vær klog, gå til en virkelig fagmand. – Vor garanti og service er 100%. Se ind eller ring. Gerne aften. Demonstration uden forbindende, også i oplandet. Leverandør til stat og kommune. Ring. VORE VOGNE KØRER OVERALT - OGSÅ I OPLANDET Horsens, Viborg, Beder, Odder, Grenå, Silkeborg, Skanderborg.

Se lige ovenstående! Det kunne næsten være fra en annonce den dag i dag. Niels Arne Guldager har ikke levet forgæves! Han grundlagde den succes vi nyder i dag. 12

Sølvbryllup 26. marts l984.

Min tale til Ulla. I kender jo alle Ulla fra de senere år, og nogle selvfølgelig længere tilbage. Jeg har kendt Ulla i cirka 34 år, og det første billede jeg har af hende, er en tolv årskøbenhavnerpige, - med et for os jyder - affekteret sprog, som vi straks drillede hende og hendes søskende med. De var lige flyttet til Aarhus fra København. Pludselig et års tid senere, fik jeg, på én eller anden 13

måde, øjnene op for, at hun var en pige. - Ganske vist en lidt buttet pige i en alt for stor sort overfrakke, som hun havde arvet. Jeg blev pludselig klar over, at en sådan pige kunne få mig til at tænke på andet end knallerter. – Jeg var 16 år og det var i grunden lidt besværligt, at blive forelsket. Jeg havde jo andre ting, jeg skulle foretage mig, og alle kammeraterne opdagede jo hurtigt, hvor det bar hen og de drillede mig naturligvis. Jeg forsøgte på en måde, at frigøre mig, så jeg næsten moppede Ulla i vel et halvt års tid. Bl.a. ved, - når vi legede på markerne med de andre, - at plukke lange ukrudtsplanter, ribbe dem for blade og svirpe pigerne og især Ulla over benene. Men i øvrigt var hun svær at fange, for hun var mægtig gesvindt. Det tror da for resten pokker, for jeg slog skam til. – Sådan gjorde drengene nu dengang. Men det var altså kun en kort tid, for når hun forbavset og såret kiggede på mig, blev jeg selvfølgelig uendelig flov. Næste fase blev, at jeg overfor mig selv indrømmede, at jeg lige så godt kunne overgive mig totalt. – Jeg ved for resten ikke om Ulla overhovedet tænkte på, at specielt jeg var særligt interesseret i hende, men det blev hun vist hurtigt klar over, for jeg begyndte at følge hende som en skygge, og sørgede for altid at være i nærheden, når vi legede. Det syntes hun slet ikke altid var så sjovt, men en dag, hvor vi havde en slags vejklub nede i naboens kælder, havde jeg selvfølgelig sat mig ved siden af Ulla og vi sad alle sammen og læste bøger. Ulla og jeg læste i samme bog. Den handlede om nogle børn, der havde det svært, men alligevel klarede den. På et sted hvor børnene havde det særligt svært og læsningen var lidt rørende, fik 14

jeg pludselig lyst til at lægge armen omkring Ulla. Jeg listede den ligesom tilfældigt op omkring hendes skulder. – Hun kiggede forbavset på mig over min dristighed. – Alle de andre sad der jo, og jeg havde aldrig før rørt ved hende på den måde, - men jeg gav pokker i de andre, nu havde jeg sat alle sejl til, så jeg tog den altså ikke ned igen, og hun forsøgte da heller ikke at flytte sig. Medens vi sad der og læste videre i bogen følte jeg, at hun gengældte mine følelser. Jeg følte en prikken i huden og de minutter i den kælder, er nok de bedste jeg kan mindes at have haft. Jeg var virkelig forelsket med en kraft der er svær at forklare. – Vi var jo kun 13 og 16 år. Jeg har meget at takke forfatteren af bogen, vi læste, for. Han hjalp jo med sin bog til en begyndelse, til det der lige siden, - eller næsten da, - lige siden har været en evig forelskelse. Lykken blev nemlig brudt af én eller anden grund, - det er jo svært at gøre noget ved det, når genstanden for ens forelskelse endnu ikke er konfirmeret. – Hun var vel stadig ikke klar over, hvor hårdt jeg var angrebet, men pludselig så hun ikke til min side, så jeg måtte igen til at følge hende som en skygge – ca. 5 meter bag hende, – når hun gik på veninde besøg, og hvis hun i en arrig tone vendte sig om og spurgte, hvorfor jeg fulgte efter hende, svarede jeg bare: - Ikke for noget. Jeg ventede trofast udenfor i kulde og mørke i flere timer, indtil hun gik hjem igen. (Det her er ingen overdrivelse. Jeg har gjort det mange gange). – Normalt værdigede hun mig ikke et blik, men gik bare foran i sin alt for store sorte overfrakke og så frygtelig utilnærmelig ud. - Hun havde allerede den gang i allerhøjeste grad, sin egen vilje. Jeg følte mig elendig og ussel, fordi jeg ikke kunne lade 15

være med at følge efter hende, og fordi jeg ikke havde mod til at forsøge at bryde isen. – Dette stod måske højst på et par måneder, men jeg føler det endnu som år. Men naturen er jo stærk, og når man virkelig har brug for det, tvinger den én til at være mere dristig end man normalt er, så en aften på vej hjem fra venindebesøg, tog jeg mod til mig, gik op på siden af hende og stak hurtigt min hånd ned til hendes i frakkelommen. – Nu måtte det briste eller bære. Jeg kunne jo næsten ikke være nogen steder mere. Jeg tænkte altid på hende og jeg måtte have en afgørelse. – Ved I hvad hun gjorde? - Hun spurgte i en meget barsk tone: - Hvorfor gør du det? Se, det var jo en svær én. – Hvis hun ikke forstod hvorfor, ville det jo virkelig blive svært, for hun var jo på grænsen mellem barn og voksen, og for mig ville det være en katastrofe, hvis hun stadig følte som et barn. – men heldigvis viste det sig, at hun ikke mente det så hårdt og så blev vi venner igen. – Alt var selvfølgelig hele tiden på et meget uskyldigt plan. Der kom nu en tid, hvor jeg hele tiden måtte forsvare territoriet, for der var jo temmelig mange, der efter min mening interesserede sig lidt for meget for Ulla. – Dette portræt foto havde været udstillet lige midt i vinduet hos Kehlet på strøget. – 16

Jeg lader det ”historiske” billede gå rundt, så alle kan se den gode grund til, at jeg kæmpede så hårdt dengang. Jeg har nemlig billedet endnu. Som I kan tænke jer gjorde dette smukke portræt ikke min opgave lettere. – Nu vidste jo alle byens ungersvende, at der fandtes en så smuk pige i byen, og de strømmede til. Jeg kan nævne et af tilfældene. Det var en stor og stærk tømrerlærling som boede i nærheden. Han havde, sammen med Ulla og nogle veninder været ude at sejle på Brabrand sø, - hvor jeg selvfølgelig roede i en anden båd lige bagefter. Jeg var jaloux og havde hele tiden rede på, hvor Ulla befandt sig. Han begyndte at holde til omkring i Ullas nabolag om aftenen. - Jeg bød ham i barske vendinger på øretæver, hvis han ikke blev hjemme, men det havde han slet ikke tænkt sig. Kamppladsen var rundkørslen på Niels Ebbesens Plads. – Niels Ebbesen havde jo held til at fælde ”Den kullede greve”, så jeg håbede, at hans held måske kunne smitte af på mig. – Tømreren gik dog for at være stærk, og jeg var bestemt ikke kendt for at være en slagsbror, så måske kunne han let klare mig. Men jeg var simpelthen nødt til at kæmpe for at vinde, for hvis jeg tabte, kunne det jo være, at Ulla alligevel foretrak ham og i så tilfælde ville mit liv intet være værd mere. Nå, men tilbage til den famøse tømrerlærling. – Jeg lagde simpelthen meget stærkt ud, for at forskrække ham, samtidig med at jeg skældte ham ud. Jeg slog med hårde knoer på oversiden af han knyttede hånd. Huden flækkede og blodet sprang. Han blev pludselig bange og 17

stak af og jeg kunne ånde lettet op. Jeg har aldrig slået nogen i hovedet. Vi blev forlovet i maj 1955. – Ulla var lige fyldt 16 i december 1954, og jeg skulle ind som soldat. Ulla gik jo endnu i skole, så mange forargedes og troede vist, at der var ”noget galt”, når så ung en pige pludselig skulle forloves med ring og det hele. – Men det var der selvfølgelig ikke. For resten opdagede jeg, - som alle andre mænd velsagtens – at Ulla ikke altid var en engel på jord. Hun var nemlig ligeså jaloux som mig, - om ikke mere, - så jeg gik tit rundt med rifter i ansigtet, når tigerkløerne kom frem, og den første forlovelses ring fløj tit rundt i haven, når hun kom over og slog op for åbent tæppe i fordøren. Vi boede lige tæt ved hinanden. Vi fandt den dog altid i fællesskab senere. - Undtagen én gang. Vi måtte så købe en ny. Den forsvundne fik min mor på én af tænderne i riven mange år senere. Her er regningen på de nye, købt den 13.februar 1956, da jeg var soldat i Tyskland. Vi måtte spare sammen til de 116 kroner længe for at skaffe pengene. Vi fik kun 24 kroner for den gamle graverede ring, der sad på min finger. 18

Dette var lidt om vore helt unge dage, så selvom vi i dag fejrer 25-års bryllupsdag, har vi i virkeligheden været forelskede i hinanden i 32 år. – Min kærlighed – må jeg åbent indrømme – er ikke blevet mindre, men langt dybere. Men én ting er kærlighed og en anden er forelskelse, og for mig, er min største lykke nok, at jeg i de 32 år har følt begge ting for Ulla, og når vi er adskilte mere end én dag, føler jeg et stærkt savn. Det er vist ikke nogen hemmelighed for nogen her i dag, at jeg nu engang har det allerbedst, når jeg holder Ulla i hånden. – Så føler jeg mig helt i balance, og jeg føler, at vi er et, og alt er som det skal være, for når man holder hinanden fredeligt i hånden, kan ingen mennesker være uvenner.

Skal vi alle sammen rejse os og udbringe en skål som hyldest til min Ulla! 20

Min tale ved Iben og Heines bryllup den 24. september 2005 (Holdt på Varna palæet)

Det har altid været lidt af en ære, at være brudens far ved et bryllup, især hvis han har noget at være stolt af, og det har han så sandelig her i dag, og jeg tror at hele selskabet er enige med mig i det, når man kender Iben. Hun har jo et åbent, venligt og absolut vindende væsen. Der er masser af gode værdier i hende. Hun spænder vidt, lige fra at stå på en scene i en sal og synge klassisk pop for et større publikum og til intellektuelle samtaler i mere stille stunder. Iben er dog også blevet hærdet fra helt lille. - Ikke sådan at forstå at Ulla og jeg har været barske ved hende.

Hun var jo for os den pige vi havde ventet og håbet på, så hun blev modtaget med stor kærlighed, da hun ankom til denne verden og den kærlighed var hun omgivet af i hele sin opvækst. De eneste, der til tider kunne være barske ved hende, var hendes to storebrødre, der jo var syv og ti år ældre. Det irriterede hende, da hun var i femårsalderen, at hun ikke kunne deltage i alle deres hemmeligheder. De foregik inde i drengenes gavlværelse med altanen på I. sal, så hun drillede og irriterede dem så meget, at de en dag syntes, at nu kunne det være nok. De fangede hende og holdt hende i benene og med hovedet nedad, - ud over altanen. - Lige over rosenbedet med de stikkende torne. De forlangte nu at hun ikke måtte drille dem foreløbigt, og hvis hun ikke lovede dette ville de slippe hendes ben. Det varede, typisk for Iben, længe før hun endelig gav sig, og hvor længe hun holdt det løfte, er der vist ingen der husker i dag. Iben havde mange legekammerater, især to drenge der var mindst tre år ældre end hende, men det var selvfølgelig hende der ledte legen, for hun havde allerede dengang en stor fantasi og fandt altid på spændende ting, og drengene fulgte hende i tykt og tyndt.

Engang spurgte de mig, om jeg ikke lige ville optage en smalfilm, hvor Iben var detektiven Colombo med blød hat, cottoncoat, cigar og alle hans sære attituder. Hun skulle opklare en forbrydelse. De to drenge spillede forbryderne. Til sidst løftede hun højre hånd med cigaren i vejret og lagde venstre hånd på den enes skulder, - så venligt på ham med et skrå blik, og sagde at han var anholdt. – Det hele var meget livagtigt, så måske skulle hun have været skuespiller! - Men, tag ikke fejl. – Sin størrelse til trods består hun også af en kerne af stål indvendig. – Fjederstål endda. Iben er en utrolig god mor, som børnene elsker ubetinget højt. Men en god mor lader ikke altid børnene få ret, men lærer dem, hvad der er det mest rigtige at gøre i hverdagen, selvom det somme tider går mod deres egne interesser. Det kan f.eks. være at man skal lave sine lektier før man farer ud og leger med sine venner. - Her tror jeg at børnene mærker det indvendige stål. Et andet sted, hvor stålet kommer frem, er Ibens ambitioner, når det gælder hendes arbejde. Iben vil helst – ligesom så mange andre - lave noget der har hendes interesse og hun elsker udfordringer og vil allerhelst være en leder, der hvor hun arbejder, men hun er som regel ret hurtigt vokset op til loftet i de stillinger hun har haft gennem livet. Men fordi loftet trykker på hovedet, bøjer hun det ikke, for fjederstål er ikke så nemt at bøje. Nej–nej, hun søger straks en endnu større stilling og helst et sted, hvor det er højt til loftet og hvor der er rigtig mange udfordringer til hendes lederevner. 23

Hun stiller skam heller ikke sit lys under en skæppe, men kender sit værd, når der er lønforhandlinger, og hun får som regel altid sine krav igennem. Engang imellem har jeg været helt glad for, at jeg ikke var hendes arbejdsgiver, men disse har altid været glade for hende og én af dem sagde engang efter en lønforhandling, at han var helt lettet, for han havde troet, at hun ville forlange endnu mere, hvortil Iben straks svarede: - Det taget vi op til nytår! Fjederstålet kommer også frem på andre måder, for dristig er hun også. Hun søgte engang uopfordret en stilling hos et stort firma, som hun syntes havde et utidssvarende IT-system. Det fortalte hun dem så uden omsvøb og sagde, at det kunne hun gøre meget bedre, hvis hun blev ansat hos dem. De svarede, at det måske var en rigtig kritik, men at der i deres firma desværre ikke var en stilling der kunne passe til Iben. – Dertil svarede Iben uanfægtet, at så kunne de jo bare oprette en sådan stilling. – Og, tænk. – Det gjorde de så og de blev så tilfredse med Ibens arbejde, at de senere forfremmede hende og det er noget Iben kan lide. Nu skal alt denne stålvilje ikke forstås sådan, at Iben er en karriere racer. - Hun vil blot gerne være med til at bestemme, og er altid 100 % loyal i det firma hun arbejder i. - Det er klart, at dét er noget kloge arbejdsgivere altid forstår at værdsætte Men hun lader aldrig sin karriere gå ud over familien. Den kommer altid i første række, og jeg tror ikke, at 24

nogen i hjemmet på Ydunsvej på nogen måde føler sig forsømt. Medens Iben arbejdede på én af disse arbejdspladser, begyndte hun pludselig at tale meget om én af topfolkene i IT-afdelingen. Han var virkelig dygtig, og er der noget Iben beundrer, så er det dygtighed og det blev Heines held. Der var næsten ingen grænser for de gode egenskaber han besad. Han var høflig og beleven, - ja, faktisk ikke så lidt af en gentleman. - Her var der bestemt ikke nogen skeletter i skabet.

Da det havde stået på et stykke tid, anede Ulla og jeg, hvor det bar hen ad, for når Iben først har sat sig et mål, er hun næsten som et varmesøgende missil. Hun når med usvigelig sikkerhed sit mål, og det varede da heller ikke længe før vi blev præsenteret for Heine fra Ulfborg. 25

Vi syntes straks fra starten godt om Heine, og alene det, at han var fra Vestjylland, hvor jeg selv stammer fra, borgede for noget godt, solidt og ærligt, og vi er da heller aldrig siden hen blevet skuffet på nogen måde. Han var faktisk lige så dejlig en mand for Iben, som hun havde fortalt det lige fra starten. Og nu kommer så opskriften på et langt og godt ægteskab. Opskriften hedder simpelthen: - Beundring. Iben beundrer Heine og Heine beundrer Iben, og det er altså ikke hendes gode udseende jeg taler om, men hendes hele væsen. Man kan se det på den måde, de ser på hinanden på. Og jeg tror at denne beundring ikke kun er kortvarig, men vil holde hele livet ud. Gør den det, kan jeg spå jer, Iben og Heine, et langt og lykkeligt ægteskab og måske kan I også opnå det samme som Ulla og jeg gør om tre et halvt år, nemlig at holde guldbryllup. - Det er slet ikke urealistisk. Folk bliver gamle i fremtiden. Men husk: Brændstoffet for et langt ægteskab er beundring for den anden. – Hvis I aldrig virkelig skuffer hinanden er dette alene en mægtig god forsikring for et langt og lykkeligt samliv.

Skal vi så ikke rejse os op og sammen ønske Iben og Heine et langt og lykkeligt ægteskab, og råbe et trefoldigt hurra og et langt til sidst. Brudens far

Huset på Ydunsvej

Denne annonce kĂ¸rte i biografer i Aarhus gennem flere ĂĽr.

Jeg trækker mig helt tilbage i 2008

Tale ved afskedsreceptionen lørdag den 26. januar 2008. Efter 51 år i firmaet er jeg er meget ambivalent ved at stå her og sige, at jeg aldrig mere skal sælge en symaskine. Det er virkelig en underlig fornemmelse. Det må være samme fornemmelse en romersk gladiator må have haft, når man fortalte ham, at han aldrig mere skulle i arenaen og kæmpe. På én måde var han glad, på den anden side ved han, at han vil komme til at savne det meget. - Nøjagtig den fornemmelse har jeg lige nu. Jeg vil komme til at savne ”kampene” med mine kunder, for at få dem til at købe netop den maskine, jeg ved, de vil blive allermest glad for. - Den er nemlig altid lidt dyrere end kunderne regner med. 29

Men det ender jo som regel med, at kunden klipper en hæl og jeg hugger en tå. Så passer det hele sammen og vi er begge glade. Jeg har mange gode historier og oplevelser med mine kunder, men jeg vil nøjes med at fortælle én: En travl fredag eftermiddag, hvor der var mange kunder i butikken og hvor jeg selv og to af medarbejderne var i gang med at demonstrere maskiner, gik døren pludselig op og en dame stod i den åbne dør og råbte meget højt ind i butikken: GULDAGER --- FOR 25 ÅR SIDEN SOLGTE DU MIG EN SYMASKINE, OG DA SAGDE DU, AT DEN ALDRIG KUNNE GÅ I STYKKER! (Lang pinlig pause) - OG DET PASSER, - råbte hun og lukkede døren og gik. Den hændelse fortæller meget om forholdet mellem vore kunder og os, Vi kender hinanden, og der er en meget fri tone imellem os, men nu er vi også i gang med at sælge til den fjerde generation.

Jeg vil nu fortælle lidt firmahistorie. Firmaets allerførste start i 1938. Min far så en annonce i en Randers avis: -- Agenter søges. Det var nu ikke FBI der søgte agenter, men et symaskinefirma i Houmeden, der søgte en UGA-agent. En UGA-agent var dengang en: - Ude-løbende Gelænder Abe. 30

Dengang solgte man ikke maskinerne fra butik, men ved kundeopsøgende agenter. Det foregår på den måde at en bil, med en inspektør, og fire agenter kører rundt i det store distrikt. De holder i f.eks. en stationsby og agenterne farer nu rundt fra dør til dør for at plage nogen til at købe en symaskine. Finder de nogle mulige købere kommer inspektøren og forsøger at afslutte. Nogle af agenterne drikker fortjenesten op på kroer allerede samme aften. - Det var ikke noget for min far. Han opdager hurtigt, at han er bedre end inspektøren, og vil hellere selv cykle rundt og sælge.

I 1939 får han Hobro agenturet. Men det er svært nu under krigen at slæbe store trædemaskiner, vendt på hovedet, rundt på en bagagebærer, især om vinteren. Da man ikke kunne få nye cykeldæk under krigen, punkterede han tit og måtte så foretage en lapning på stedet. - Snestorm eller ej. Jeg var sommetider med som syv årig på min egen lille cykel, og jeg kan huske, at vi spiste vore madpakker i læ af store snedriver. Der var meget sne under krigen. Der var ingen nye maskiner at få på grund af krigen, og i 1944 flytter vi tilbage til Randers.

Min far fandt nu på at opkøbe brugte Singer, Husqvarna og Pfaff. De blev gjort i stand og solgt under billetmærkeannoncer. Jeg malede utallige sorte understel i den mere moderne brune farve. Jeg fik ikke så mange lommepenge, min far var jo vestjyde. Han mente at de bedste penge var dem, man tjente selv, så jeg sad i celluloselak dunster i timevis. Jeg blev tit svimmel, og folk siger: - Nå, så er det nok derfor der er forsvundet nogle hjerneceller. (Jeg ved ikke rigtigt, hvad de mener) I 1947 blev min far headhuntet til Århus. Danmarks største symaskinefirma lå dengang i Park Allé. Der var stadig ingen nye maskiner. De havde hørt om min fars gode ide med at købe gode brugte op og satte det nu i stordrift. Han tog toget til København og købte fine maskiner fra sorgløse Københavnere, - der som han sagde, - hellere ville bruge pengene på en glad aften. Han lejede et Nimbusbud med sidevogn og købte så mange, at han fyldte en godsvogn. - Det blev en stor succes. Den blev gentaget et par gange. Han følte imidlertid, at han hellere ville bruge sin energi på at tjene penge kun til sig selv.

Han starter selv i Nørregade 1954. Det store, cykel, knallert og symaskinefirma ”Jyden” i Ålestrup sponserer ”Danmarks smarteste Symaskineforretning”. Tegnet af en berømt arkitekt, Kaj Wohlert. Vi skulle så forhandle deres mærker, og betale månedlige afdrag på indretningen. Vi starter først med Gritzner, fra Dürlack. - Så de østtyske Naumann fra Dresden og de vesttyske Phoenix fra Bielefeldt. Dengang havde de tre store mærker, Pfaff, Singer og Husqvarna hver deres forretning og eneforhandling. Vi fik meget stor konkurrence modstand fra disse store mærker, og især min fars gamle firma var stride. De havde jo mistet deres største sælger. - Ja, han gik endda for at være Danmarks bedste symaskinesælger. 33

Vi klarede denne barske konkurrence ved at gøre noget de andre slet ikke kunne gøre. Vi reparerede kundernes symaskiner gratis, lige meget hvor længe siden, det var siden de havde købt dem. Vi kørte endda ud i hjemmene og gjorde det. De andre troede. at vi ville kvæle os selv på dette. Man kunne da ikke reparere gratis. Reparationer var jo en tredjedel af firmaets indtjening, og hvad skulle så lønne mekanikerne. Reparationerne klarede min lillebror og jeg ind imellem kunderne. Den ene kørte ude og reparerede og den anden sad inde på vort lillebitte kontor og reparerede på skrivebordet. I skrivebordet var en udtræksplade, hvorpå vi satte maskinerne. Min far var også en meget dygtig og utraditionel sælger. Når han ringede på en dør og en husmor lukkede op, kunne han finde på at sige: -- Goddag Frue. Deres lykkeligste dag er oprundet. – Når hun så måbende spurgte, hvad han dog mente med det, svarede han med strålende øjne: - De skal have en ny symaskine i dag. Han solgte mange. Han var den der solgte flest i Danmark, sagde man i branchen. Når han om morgenen startede sin bil for at køre ud i det store opland, kunne han finde på at rive en tændstik, og holde den op i luften. Han kørte så i den retning som tændstikken bøjede mod, og han kom sjældent hjem uden at have solgt mindst én maskine. 34

Min start i firmaet i 1957. Den 15. marts starter jeg i soldatertiden i blandt andet Itzehoe.

forretningen

efter

Min far mente, at jeg var alt for genert og det var rigtigt set, så han sendte mig straks ud som UGA-agent på Djursland til en fast løn af 45 kr. om ugen + 10 % provision, hvis jeg altså solgte noget. Det gjorde jeg slet ikke. Jeg var alt for genert og uerfaren, men jeg boede hjemme og min gode mor gav mig gratis mad. Da det havde stået på et par måneder, syntes min far, at nu kunne det være nok med den generthed. - Du tager hele Ringgaden på højre side fra Silkeborgvej til Trøjborg og ringer på alle dørene. Men, sagde jeg, – Det er jo ene fem etages boligblokke. - Det er jo flere hundrede døre. Ja netop – og når du har været dem igennem, er du ikke genert mere. Det var til dels rigtigt. Jeg lærte at forstyrre husmødrene i deres hverdag, når de lukkede op med støvsugeren i hånden, godt irriteret over igen, - nu for femte gang den dag, at blive forstyrret af en agent, med enten forsikring, bøger eller støvsugere.

Det var slet ikke let og meget ubehageligt. Jeg kan stadig ikke lide at plage kunder til at købe. Jeg har alle dage været meget mere en frister. - Ikke en plager. Da jeg havde været alle de mange opgange igennem efter cirka fjorten dage som gelænderabe, - hvor mange havde jeg så solgt?

Ikke én eneste såmænd og jeg var virkelig ved at tabe modet og tænkte, at jeg vist aldrig ville blive lige så stor en sælger som min far. Der var endda engang en mand, der afbrød mig i en begejstret salgssvada, og sagde: - Man kan godt høre at du er nybegynder. Retfærdigvis skal det siges, at der, på strækningen på Ringgaden, det næste halve år blev solgt en del maskiner, - så lidt gavn havde jeg da gjort. Nu var jeg parat til at finde en anden levevej. Det her kom jeg nok aldrig til at kunne leve af, og nu skulle jeg til at giftes i marts 1959. Jeg var dog sikker på, at jeg sagtens kunne klare det, hvis de selv kom ind i butikken og bad om at se på en maskine. - Det sagde jeg til min far. 36

Nu fik min far så en genial idé, der faktisk forandrede hele branchen. Han var også selv ved at være godt træt af at rakke rundt i oplandet. Han begyndte at sætte store annoncer i Aarhuus Stiftstidende. - Kom ned i butikken. - Her er intet plageri, og her er mange flere modeller og prislag at vælge imellem. Han havde et godt ry for at være en ærlig sælger, stolede folk på ham, og de begyndte så småt at komme ind i butikken. Han kørte dog af og til selv ude endnu et par år, for at holde salget oppe, men ellers var det mit job at sælge til kunderne derhjemme i butikken.

Her står min far Niels Arne Guldager forrest ved vores nye Opel salgsvogn. 37

Nu begyndte jeg at komme så godt efter det, at kunderne selv bad om at komme til at tale med den unge mand, når min far kom frem for at ekspedere. De første par gange kiggede han dog lidt. ”Jyden” i Ålestrup gik fallit og resterne blev overtaget af en svigersøn til firmaet. - Også vores aftaler med firmaet. En dag sagde jeg til min far, at jeg syntes, at det var tåbeligt, at vi stadig betalte af på forretningen og at vi samtidig brugte så mange af vores egne penge på at reklamerede for et bestemt symaskinemærke og ikke for os selv. - Sig at du vil have restgælden slettet, hvis du stadig skal sælge deres mærker. Det nye ”Jyden” importerede nu flere japanske maskiner af ukendte mærker. Han var dog lidt ked af at skulle bryde sin aftale med firmaet, men jeg påpegede, at vores aftale havde været med et helt andet firma, der nu var lukket. Hvis de holder på deres juridiske ret, kan vi blot sige, at vi ophæver vores samarbejdsaftale og fortsætter som frit stillede et andet sted, men så et det jo ikke sikkert, at vi ønsker at sælge deres mærker. – Vi vidste, at vi var deres absolut største kunde. Tilbyd at vi sælger deres mærker, mod at vi bliver fri for at betale afdrag for indretningen af butikken til dem. Vi skal så nok selv betale husleje til ejeren af huset, hvori butikken lå.

Han blev fritaget under lidt protester, men vi solgte jo mange maskiner, så det gik. Min lillebror Bent var kommet ind i firmaet cirka 1961, og jeg foreslog derfor at vi skulle kalde os: GULDAGER & SØNNER Vi fik min fætter Marius, der var skilte-designer til at lave et særpræget logo. - Skriften skulle stå med min fars stejlskrift, og der skulle indgå en symaskine.

Dette logo bruger vi stadig. Kun symaskinen (Det er en Phoenix 282F) er blevet udskiftet. I 1959 begyndte jeg at sælge de japanske maskiner Brother, som den første i Danmark, og vi er i dag den ældste Brother forhandler i Danmark. Min far var bestemt ikke glad for det. En symaskine fra Japan! – Den kunne da ikke være god. - Nej vi skulle holde os til de europæiske. Dem kendte vi. Sådan tænkte man i 1959 om japanske ting.

Men jeg købte dem af et dengang lille firma, Hans S. Thygesen på 5. sal i Park Allé. Jeg smuglede dem ind tre af gangen, så min far ikke så let opdagede det. - De kørte godt og kostede det halve. Den allerførste model jeg solgte står der oppe på hylden. I dag er det blandt verdens allerstørste symaskine fabrikker.

I 1999 kom den danske importør og en repræsentant fra Brother fabrikkerne i Japan ind i butikken og overrakte mig denne guldplakette til minde om, at jeg, for 40 år siden, som den første i Danmark og en af de første i Europa, havde solgt en Brother symaskine. Den er i virkeligheden meget blank. Den er ikke let at fotografere, så her er den scannet. I 1971 udvidede vi med en lille butik i Ryesgade 35. Min lillebror og jeg kunne begge være meget temperamentsfulde, så bølgerne gik tit højt og min far syntes, at det nok var bedst, hvis vi sad i hver vores butik. Han skiftede så selv imellem butikkerne.

I 1977 døde min lillebror desværre. Det var en svær tid for firmaet og min far var nu 70 år og det var på tide, at han holdt. Det havde han bestemt ikke lyst til, så jeg måtte lave en Paladsrevolution.

Jeg sagde, at hvis han ikke holdt, ville jeg starte lige ved siden af og spørge leverandørerne, hvem de ville satse på i fremtiden. – En mand på 70 år eller en mand på 42. Jeg sagde det meget bestemt, men ville selvfølgelig aldrig have gjort det mod min egen far. Til sidst gav han sig dog, og den 1. januar 1978 overtog jeg firmaet og lavede det om til et anpartsselskab med mig selv som eneste anpartshaver. Firmaets værdi var på dette tidspunkt på et meget lavt stade på grund af min brors sygdom og død, så det var ifølge med vores revisor et gunstigt tidspunkt at overtage firmaet på. Da min far holdt, stod jeg alene med to butikker. Det var ikke let, men heldigvis havde jeg min nevø Erik Falkensteen Andersen, som netop var udlært maskinarbejder. Han havde hjulpet til i sin fritid nede i Nørregade og var derved blevet oplært i symaskiner, samtidig med at han var i lære som maskinarbejder. Han var nu så dygtig, at han kunne passe butikken i Nørregade. Vinduet i Nørregade

Butikken og værkstedet i Nørregade.

Firmaet blev nu drevet efter de mere moderne ideer jeg havde. Vi havde stadigvæk gratis service, dog nu kun i fire år, og det har vores kolleger stadig ikke. Garanti og gratis service er jo to vidt forskellige ting. Der blev hurtigt ansat flere folk og da vi 1. okt. 1984 flyttede ned til denne butik var vi hele 14 ansatte. Jeg har taget et personale-billede med. Det er taget på selve flyttedagen. Vi solgte også mange strikkemaskiner. 43

Jeanette – Steen – Kristian – Erik – Finn – Karin – Hans – Rehné – René – Vibeke – Min far Arne Guldager – Ulla – K.E. – Svend Aage – Inger. (Fodgængeren, fru Hansen, så ikke at vi fotograferede) Den første dag vi havde åbent, satte vi Danmarksrekord i vor branche.

Vi solgte for ikke mindre end 187.000 kr. - Vel og mærke i 1984 kroner. I dag 2008 er det 347.000 kroner. Det var cirka 40 maskiner til datidens priser.

Nu er vi så ved at være oppe i nutiden, og jeg vil ikke gå længere med firmaets historie. I mine ikke mindre end 51 år i firmaet, har det udviklet sig kolossalt. Fra at være et af de mindste, er det vokset til at blive et af de allerstørste, hvis ikke det største. Det et i hvert fald det førende med hensyn til branchekendskab. Hermed slutter jeg og siger tak for godt samarbejde til jer alle, både kunder, leverandører og ansatte. - Finn skal jo også have noget at fortælle, når han engang går af.

Receptionen på åbningsdagen 1. oktober 1984 45

GULDBRYLLUP 26. MARTS 2009

Guldbryllupstale 26. marts 2009. Det begyndte for snart 60 år siden. Jeg levede stadig lykkelig i min egen barndommens verden, skønt jeg var femten år. Jeg lavede stadig sæbekassebiler og gik stadig i korte bukser om sommeren. (Dengang var der ikke noget der hed shorts. Det var kun for folk på safari.) Jeg havde en Royal Airs Force kalot på hovedet. - Ja, jeg var faktisk lykkelig. Jeg var den ældste i kvarterets børneflok, så det var mig der beskyttede de små, hvis de store blev for dominerende. - Livet var skønt og faktisk uden problemer.

MEN Så tilflyttede der pludselig en familie fra, for os midtjyder, noget så eksotisk et sted som København. Der var fem børn. To drenge og tre piger. Pigerne interesserede os mest og de var lige i den alder, der kan sætte brand i drengehjerter. Der var den udadvendte ældste og den fodboldspillene drengepige, der var den mindste, - men det var den lidt buttede mellemste, der kom til at give mig mange urolige nætter. 48

-+Borte var pludselig min drengeverden. Jeg fik helt andre interesser. Det begyndte da hun var tretten år. Hun havde et blik så dybt og gådefuldt, at jeg mistede al mit medfødte foragt-instinkt for ”tøser”. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da jeg erkendte, at jeg meget gerne forlod min drengeverden, og gik over i næste livsfase, der i høj grad indeholdt de før så ringeagtede ”tøser”, som jeg nu pludselig så i et helt andet lys. Jeg blev med ét romantisk menneske.

meget

Pigen Ulla satte jeg op på en himmelhøj piedestal, og i mit indre havde hun absolut ingen fejl. (Jeg havde læst ridderromaner og Prins Valiant var lidt af et forbillede for mig). Jeg vidste straks og uden tvivl, at her var min ”Aleta”. Her var den kvinde, som skæbnen havde bestemt, at jeg skulle tilbringe resten af mit liv med. Vi skulle have nogle børn, der efter min opfattelse kun kunne blive både smukke og kloge.

MEN Så kom den dag, da der skulle mere alvor bag, og jeg skulle til at fri, da mindedes jeg min fars ord og gode råd, som han tidligere havde fortalt mig: Når du engang skal vælge den kvinde, som du skal leve 49

resten af livet med, - ja, måske endda opnå at holde guldbryllup med, - så skal du tænke dig rigtig godt om. Det er ikke godt nok at hun ser smuk ud udvendig, hun skal helst også være smuk indvendig. Det er ikke alle der har begge dele. - Nogle har en giftig tunge. I Vestjylland, - hvor jeg kommer fra, - har vi et meget gammelt ordsprog om netop det, at vælge sig en kone. Ordsproget lyder: - NÅR DU SKAL VÆLGE EN KONE, MIN SØN, DA ER DET SOM AT STIKKE HÅNDEN NED I EN SÆK MED NI HUGORME OG ÉN SNOG ! - DU SKAL VÆRE MEGET HELDIG FOR AT FÅ FAT I SNOGEN. Det havde jeg i baghovedet i et par år. Jeg kendte nu Ulla meget bedre, og det kan da godt være, at piedestalen nu var blevet lidt lavere, men hun stod i mine øjne stadig deroppe, så jeg var nødt til at se op til hende, og det gjorde jeg med glæde og stor respekt, for hun havde i allerhøjeste grad levet op til min fars råd, om ikke kun at have et smukt ydre, men også et smukt sind og hele væsen. Jeg vidste, at jeg havde været endog meget heldig, og netop havde undgået de ni giftige hugorme i sækken, men havde grebet den smukke og fredelige snog.

Når jeg nu i dag ser mig om i salen, kan jeg dog se, at andre også har været heldige, for jeg ser ingen hugorme.

SÅ Den 8. maj 1955 forlovede vi os i en bøgeskov på en dejlig, solfyldt forårsdag og vi håbede, at resten af livet ville blive ligeså solfyldt, og der har da heller ikke været mange regnvejrsdage i vort liv. Vi blev gift den 26. marts 1959, og vort ønske om smukke og kloge børn blev også opfyldt, og nu har de igen fået smukke og kloge børn. Hvad mere kan man ønske sig af livet. Jeg har ganske vist aldrig kendt andre piger end Ulla, men jeg føler bestemt ikke, at jeg er gået glip af noget. Jeg har haft et superskønt, - og af og til - spændende liv, ikke mindst takket være den lille buttede pige på tretten år der hed Ulla, og som dumpede ned fra himlen lige netop i mit kvarter. - Det har jeg mange gange takket skæbnen for. Det med det buttede forsvandt, - for da vi blev forlovede kunne jeg spænde om hendes liv, med mine - ganske vist store hænder, men tomlerne og de to langfingre kunne lige netop nå hinanden, så buttet var hun bestemt ikke længere, men der var, - hvad der efter en ung mands mening skulle være, - og det sad hvor det skulle. Nu da Ulla er fyldt 70, syntes jeg stadig hun er meget smuk og der er stadig meget tilbage af den unge smukke kvinde jeg giftede mig med. 51

Jeg kigger hver eneste dag stadig på hende med et forelsket blik, - og det er altså ikke noget jeg bare siger, fordi det lyder godt i en guldbryllupstale. - Det er dybt alvorligt ment. Ulla, - jeg takker dig for al den omsorg og kærlighed, du har givet mig, skønt jeg vist af og til har været lidt af en ”BRØLER”. Til slut vil jeg læse et digt, jeg aldrig før har læst op for andre, men jeg synes, at det er dagen i dag. Jeg skrev det efter en dejlig solskinsdag på kysten ved foden de blå bjerge i Tyrkiet.

Det var lige her, på toppen af et bjerg og ved denne gamle ruin af en vindmølle, Ulla pludselig forlangte det varme sommerkys der omtales i digtet. Det kom så overraskende, at mit hjerte flød pludselig over, og jeg måtte skrive det. 52

Digtet har jeg kaldt: DIG ELSKER JEG Dig elsker jeg. Du som forlanger varme sommerkys midt på bjerget. Du med dit gyldne smil, så jeg glemmer alt omkring mig, og du bliver verdens centrum. Dig elsker jeg. Dig elsker jeg. Du som altid vælger det gode. Du som hurtigt mærker, hvis jeg er bedrøvet. Du som altid forsøger at forstå. Dig elsker jeg. Dig elsker jeg. Du, der er som er som vejret i april. - Overraskende. Du, der er som en bølgende kornmark. Givtig og gylden. Dig elsker jeg. Dig elsker jeg. Du, der dufter af kvinde. - Sødt og udefinerligt. For mig er du urkvinden. Dig elsker jeg. Dig elsker jeg. Du, som er moder. Du, som altid følger vore børn i tankerne. Du, som aldrig svigter, selvom du er træt. Dig elsker jeg. – Dig elsker jeg. - Dig elsker jeg. 53

Vi havde lejet hele Rosenholm Slot

Her ses det hvordan 1 + 1 bliver 17 56

Da vi blev gift i 1954 bar jeg selvfølgelig Ulla over dørtærsklen i vores nye hus, men det glemte jeg, i forvirringen om morgenen med sang og blæseinstrumenter, både til sølvbryllup og guldbryllup. Så da vi havde været gift i 55 år, hvilket hedder smaragdbryllup, tænkte jeg, at nu måtte det være absolut sidste chance for at udøve denne gamle skik, - vores alder taget i betragtning. Men kunne det lade sig gøre, nu så mange år efter? Ulla var jo lidt smallere om livet dengang, og jeg var vel lidt stærkere end i dag! - Det måtte komme an på en prøve, for jeg kunne nok ikke forvente, at jeg kunne gøre det vores diamantbryllup i 2019.

Det kunne det. Her bæres Ulla over tærsklen i det samme hus som for 55 år siden. 57

Min tale ved Lea og Pavels bryllup den 1. september 2018 --------------Lea har, som mit første barnebarn, selvfølgelig en ganske særlig status i mit sind. – For det første havde jeg ikke før prøvet at holde tredje generation i mine arme og for det andet blev det en mærkelig oplevelse, som jeg stadig husker ganske tydeligt. En af de første dage, da hun lige var blevet ”fodret af”, fik jeg lov til at holde hende. Mænd som jeg er altid lidt bange for at holde en helt ny baby. – Vi føler, at de er som det skrøbeligste porcelæn, og at de kan gå i stykker bare man puster på dem. For at være sikker på ikke at tabe hende, lagde jeg mig ned på ryggen på gulvet og lagde det skrøbelige ”porcelæn” op min mave så vi kunne se på hinanden. Det blev en mærkelig og lidt skræmmende oplevelse, for pludselig fokuserede Lea på mig med en alvorlig mine. - Jeg blev helt forskrækket. - Hun havde nogle megastore meget sorte pupiller med en uudgrundelig dybde. Jeg blev helt stille og følte at min sjæl blev virkelig grundigt gennemgået.

Ja, jeg følte, jeg blev undersøgt af et væsen fra rummet.

Efter en tid blev jeg vist godkendt, for pludselig blev hun til en almindelig jordisk baby igen og helt ned på jorden kom jeg i hvert fald, da jeg pludselig fik et ordentlig og meget surt og ildelugtende gylp lige ud på mit bryst. – Så blev jeg klar over, at hun trods alt var et almindeligt menneskebarn og ikke en udsending fra en fjern planet. Vi blev hurtigt rigtig gode venner og hun blev tit passet nede hos os og det havde vi bestemt ikke noget imod og hun lærte hurtigt at tale. Hun var med på mange ture rundt i omegnen og vi opdagede tidligt, at hun skam havde noget at tænke med. Jeg lærte og fortalte hende om mange ting og når noget af dette lød lidt for fantastisk reagerede hun. En dag hun sad på bagsædet sagde hun pludselig meget alvorlig: Farfar. – Du må altså kun fortælle mig noget det er rigtigt, for jeg tror på alt hvad du fortæller. Se det var modent sagt af et treårs barn. 60

Jeg er skam ikke den første i familien der kører i en elektrisk bil, -nej, nej, det var Lea. - Jeg købte en lille lækker rød sportsvogn til hende, og allerede da hun var to år, kørte hun rundt i den. – Her er beviset.

En jul, da hun var fem år, imponerede hun os alle ved at tage en stor billedbog med Halfdan Rasmussens digte med alle alfabetets bogstaver og hvor der er en historie til hvert bogstav. – Med højtidelig mine, lod hun som om hun læste digtene op og det gjorde hun så godt, at gæsterne faktisk troede at hun virkelig kunne læse, men det var alt sammen hukommelse. Husk der er hele 28 bogstaver i alfabetet og altså 28 vers og hun kan garanteret huske nogle af dem endnu.

Ulla syede en masse kjoler og andet tøj til hende og en af disse kjoler var noget særligt for Lea. – Det var en halvlang guldkjole og dertil havde hun sorte laksko. – Disse ting var ikke til at flå af hende. – Hun gik bogstavelig talt med dem døgnet rundt. Hun var som alle piger selvfølgelig forfængelig og ville gerne se fin ud altid. Der var dog en enkelt gang, hvor det blev lidt for meget. En vinterdag før jul, med sne på jorden, skulle hele familien ud i skoven og fælde et juletræ. Det var koldt, men Lea ville absolut ikke have fornuftigt varmt tøj og støvler på, - nej, nej – hun skulle skam have en fin tynd kjole på og sine elskede laksko. Vi prøvede forgæves på at forklare hende, at så ville hun komme til at fryse. - Alt var forgæves og for husfredens skyld fik hun sin vilje. Da vi havde gået rundt i skoven et stykke tid frøs Lea meget i sit tynde tøj og små sko, men hun brokkede sig ikke i begyndelsen, for hun havde jo selv valgt. – Hun kom dog op at sidde på sin fars varme skuldre og han varmede hendes fødder med sine hænder, men hun frøs stadig. – Hun ville ikke indrømme, at hun havde valgt 62

forkert tøj, men fandt så på en snedig måde til at flytte krigen over i fjendens lejr. Pludselig sagde hun med en meget bebrejdende stemme: - Jeg syntes altså at det er dybt uforsvarligt for voksne mennesker, at tage en så lille pige ud i så koldt vejr og i så lidt tøj, selvom hun selv havde krævet det. Se, - det var igen meget modent sagt af en lille pige. Det var også i denne periode at Lea og jeg besluttede, at vi to ALDRIG ville skændes eller tale hårdt til hinanden. – Ikke under nogen omstændigheder. Om vi så skulle være de to eneste i verden der holdt fred. Det løfte vi har holdt lige siden. – Der var dog én gang det var lige før jeg fik skældud. – Det var på en tur i den vilde Klosterhede oppe ved vores sommerhus. Hele familien var på besøg og de fleste

gik ude på grusvejen. Nogle af os gik dog inde i lyngen. Pludselig ser jeg en hugorm sno sig væk i lyngen. – Som et lyn griber jeg den i halen og kaster den ud på grusvejen, for de har sikkert aldrig set en rigtig vild hugorm før, og det syn kan jeg da gerne unde dem. Desværre lander hugormen lige foran Leas bare fødder og hun må forskrækket flygte. Da var det lige før hun skældte mig ud, men der havde i så fald også været en god grund til det, så det ville jeg omgående have tilgivet hende. Men nu havde alle så set en rigtig hugorm. Den var oven i købet flot sort og med en gullig zigzag stribe på ryggen. Sidst i august måned havde vi en fast tradition. Når blommerne i Victoria-blommetræet i haven var modne, fandt vi stigen frem og kravlede begge to op på garagetaget, hvorfra jeg kunne nå træets top. Her plukkede jeg ”topblommen” og gav den til Lea. Jeg fortalte, at det var den allerbedste af alle blommerne på hele træet og den skulle Lea have, for intet var for godt til hende. Hun var nemlig en god lytter, når jeg fortalte alle mine historier og det er noget en historiefortæller sætter pris på. Da hun skulle i skole fik hun lidt problemer, for medens hendes jævnaldrende klassekammerater snakkede om helt banale ting, fortalte Lea dem om verdensrummet og planeternes placering og det forstod de ikke et pluk af og syntes, at hun vist var lidt mærkelig. Her kom jeg til at tænke på historien om ”Den grimme ælling”. 64

Der er en sang der hedder: - Far, jeg kan ikke få hul på kokosnødden, og den har jeg på en af de gamle 78 grammofonplader og den spillede jeg af og til for børnebørnene, for de skulle da lære de gamle sange og melodier at kende. - En kokosnød er da også svær at slå hul på, så medens melodien spillede på grammofonen fik de udleveret en kokosnød og en kraftig hammer og så var det bare med at ramme med et ordentlig gok, så nødden revnede og det var slet ikke så let. - Her lærer jeg Lea hvor hun skal slå. De gamle 78 grammofonplader spillede og dansede vi til utallige gange og Lea husker helt sikkert alle Bill Hayleys melodier bl.a. Rock around the Clock og Georg Formby’s - ” Clining Windows”. Bill Hayley er også fast musik i vores Corvette. 65

Lea elskede at optræde og ved vore familiesammenkomster trak hun forhænget, der dengang var ind til spisestuen, for, så trappen blev scenen og gardinet fortæppet i teatret.

– Så kom hun ud på scenen og sagde: Mine damer og herrer. – Jeg vil nu fortælle Dem historie om – og så var der af og til en lille pause, for hun skulle lige finde på en, - men fortsatte straks med en historie som hun digtede på stedet. Hvis hun gik i stå, og ikke kunne finde på mere, tabte hun ikke fatningen, men bukkede først dybt for publikum, rettede sig op og sagde: - Nu skal i klappe! Nogle gange fortalte Lea vittigheder og den måtte vi så ”le a”. 66

Nu springer vi helt op til nutiden. - Lea blev student med flotte topkarakterer så vi var vældig stolte af hende.

Lea har medvirket i mange skuespil i skoletiden og hun har tit haft hovedrollerne. I gymnasiet var hun en dramatisk mørkhåret Tosca. – Her er hun i en scene med Scarpio. 67

Til slutballet blev der danset Les Lanciers. Ulla havde lavet denne elegante corsage og Lea kom til at ligne en ĂŚgte Hollywood stjerne.

Lea studerede videre efter gymnasiet og vi spekulerede tit over, om hun ikke snart skulle have sig en rigtig kæreste, men det lod ikke til at det hastede. Men så en dag præsenterede hun os for Pavel. – Han viste sig at være en charmerende fyr med et lille overskæg. - Han begyndte at komme med til familiesammenkomsterne og han faldt straks utrolig godt og naturligt til i familien. Her ses de til Fastelavn i 2015 og man ser straks at de harmonerer godt.

Prøv at se det blik han sender til Lea

Lea har jo heldigvis mange facetter, som hun har fået i arv fra familien og det er ikke alle der magter at leve sig ind i disse vidtfavnende verdener, men det gør Pavel. - Lea har været heldig med at finde en sådan partner. Alle i familien holder af dette par og jeg tror, at jeg på hele selskabets vegne kan sige, at vi ønsker dem alt muligt lykke og gode tider i deres fremtidige ægteskab, og skulle der engang i fremtiden komme et enkelt eller måske endda to oldebørn, ville jeg jo ikke blive ked af det, da jeg endnu ikke er blevet oldefar, skønt jeg blev olding for tre år siden.

Jeg synes vi skal råbe et trefoldigt rungende HURRA, med det lange, for Lea og Pavel. (Et gammelt mål for firs styk hedder en ol, så når man fylder 80 år, bliver man derfor automatisk en olding).

Bispetorv Aarhus 2019