De indiske kantgeder

En utrolig historie fra Indien Fortalt af Knud Erik Guldager.

De indiske kantgeder

Jeg var engang på ferie i Irland. Vi kørte selv rundt i egen bil og fandt de mest skønne og specielle steder at overnatte. En eftermiddag kom vi til byen Killarney i den sydvestlige del af Irland. Ulla havde fortalt, at her skulle der være så ufatteligt smukt. Hvis man stod oppe på de omgivende bjerge, der er Irlands højeste, og så ud mod vest over søerne, der lå for foden af bjergene, ville det være noget af det smukkeste syn i hele Irland.

Vi fandt et Bed&Breakfast sted der så tillokkende ud. Det var en bondegård, der netop lå på kanten af bjergene ud mod vest. Vi ringede derop og fik plads. Da vi spurgte om vejen, sagde den ældre landmand, der ejede stedet, at det ville blive alt for indviklet for os selv at finde frem, så vi aftalte et tidspunkt, hvor han ville hente os på et bestemt sted nede i byen.

Vi mødtes og fulgte efter hans ældre Ford Anglia med gamle røde Irske nummerplader. Vi blev ad små snørklede veje ledt til toppen af bjerget og hen til gården, der lå på den sydvestlige skråning.

Og der var virkelig ufattelig smukt. Solen stod nu lavt på himmelen og vi så ud over de maleriske søer omgivet af de bløde grønne bjerge.

Vi blev modtaget af den ældre kone på gården og hun bød på te og friskbagte scones og vi følte os meget velkomne. De havde ikke så tit gæster på grund af det noget afsides beliggende sted.

Medens vi sidder i den fine stue med den flotte udsigt, siger Ulla, der sidder i den gamle sofa sammen med vores vært, pludselig:Jeg kender en sang der handler om Killarney. Den har jeg lært af min mor, da jeg var barn. Hun begynder at synge den og pludselig synger vores vært med. Han kender den selvfølgelig også.

Vi andre blev helt stille. De to dæmpede stemmer fra to forskellige steder i verden, der tilfældig mødtes her og sang så smukt sammen, var bevægende. Samtidig havde vi den smukke udsigt som sangen handler om. Der står i sangen blandt andet: -

Her standser englene et øjeblik op, når de flyver hen over jorden. De diskuterer hvor der mon er smukkest. - Her, eller i Paradis?

By Killarney’s lakes and fells, Em’rald isles and winding bays; Mountain paths and woodland dells, Mem’ry ever fondly strays. Bounteous nature loves all lands Beauty wonders ev’rywhere; Footprints leaves on many strands, But her home is surely there! Angels fold their wings and rest, In that Eden of the west Beauty’s home Killarney Heaven’s reflex Killarney. -----

Bagefter sidder vi og taler hyggeligt. Begge parter er ivrige efter at få noget at vide om stedet her og om livet i Danmark.

Pludselig begynder den gamle bonde at fortælle om en af sine forfædre, der havde været soldat i Indien i Dronning Victorias tid. Det viste sig at være en fantastisk historie, som jeg her nu vil berette:

I New Delhi lå der dengang, - og de ligger der vel endnu, en hel række af smukke palælignende store villaer, beboet af engelske militærpersoner, der var udstationeret i det af England besatte Indien. De var alle omgivet af smukke parker med de berømte engelske græsplæner, hvor herskabet og deres gæster spillede kroket og andre boldspil, eller blot spadserede rundt under deres opslåede parasoller og passiarede.

Irlænderens oldefar, der havde fortalt historien til vores vært, havde været i garnison hos en oberst, der beboede en af de store villaer. Der var masser af indiske tjenere i huset. Blandt malierne,det vil sige havemændene, var der en mand der hed Ravi. Han var formand for tre andre malier. Han boede i sin egen lille hytte under et stort skyggefuldt træ i fjernt hjørne af parken.

Ravi var nu blevet over halvtreds år, hvilket var en høj alder for en arbejder dengang. Han havde arbejdet det samme sted i godt 40 år, og var nu ved at blive træt. Hans arbejde havde mest bestået i at holde de store plæner. Man havde hestetrukne maskiner til at klippe selve den flade plæne, men kanterne skulle klippes med en håndsaks. - Hvilket man i øvrigt stadig gør i Egypten den dag i dag. Jeg har selv oplevet det.

Der var mange kanter, idet plænerne snoede sig ud og ind mellem de store skyggefulde træer, der var i haven. Der var også masser af bede med blomster. Alle steder var der kanter. Fra plænen og ned til jorden var der en kant, der altid skulle holdes skarp og lige, samt tre tommer høj.

--o0o--

Ravi var som sagt ved at blive træt og kunne ikke rigtig holde til arbejdet mere. Han havde i over fire årtier kravlet på sine knæ plænerne rundt og klippet kanter igen og igen. Havde undergrunden så endda været plan, ville han ikke have været så nedslidt og skæv, som han nu var. Det, der havde ødelagt ham, var den høje kant. Han skulle nemlig kravle med venstre knæ oppe på plænen og med det højre nede på jorden. Det havde ødelagt hans hofter og ryg, der nu var slidt helt skæve og begge dele gjorde hele tiden ondt. Han ville snart blive nødt til at holde op med at arbejde, men han havde ikke lavet andet i hele sit liv og med den ryg, kunne han ikke få arbejde et andet sted. Et let arbejde, der ikke ville belaste ryggen, kunne han ikke få med hans kaste. - Mennesker i hans kaste skulle altid arbejde fysisk hårdt.

Der ville kun være én udvej, nemlig at tigge på gaderne. Men der var mange tiggere og det kunne man slet ikke leve af. - Bogstavelig talt. Der ville ikke blive nok til selv den mest nødvendige føde, så det ville kun være et spørgsmål om tid, før han ville dø af sult. - Så den tanke brød han sig ikke om.

Havde jeg dog bare ikke været så forbandet skæv, - sagde han en dag til sig selv, da ryggen gjorde rigtig ondt og han var nødt til at rette sig op og hvile lidt. Når han sad op gjorde ryggen nemlig ikke så ondt.

Medens han sad der, lyste hans ansigt pludselig op i et stort smil. Han havde fået en genial ide og udbrød: - Skæv, - jamen jeg kender da en hel masse, der er lige så skæve som mig.

Han tænkte sig om og bad obersten om at måtte få en pause på et par måneder for at besøge sin familie hjemme i den lille landsby oppe i bjergene, hvor han var født. Der havde han ikke været siden sin ungdom og han ville gerne gense den, inden han skulle dø. Han talte ikke om sin dårlige ryg, for ikke at miste sit arbejde.

Han havde været en trofast og vellidt mali for obersten i de mange år, så det fik han lov til og en morgen drog han af sted mod sin landsby. Den lå et par hundrede kilometer mod nord, oppe ved foden af Himalaya bjergkæden.

Det tog sin tid, da han ikke kunne gå så rask til på grund af sin smertende hofte og ryg, men han kom dog frem, stille og roligt, og til sidst kom han til sin hjemegn. Det var nu ikke så meget for at besøge familien, han var draget hjem. De mennesker han havde kendt, da han som otte årig havde gået med sin far til New Delhi, var nok døde nu, og hans legekammerater fra dengang ville han sikkert ikke kunne kende igen. - Næ, der var en helt anden grund.

Hans landsby lå, som allerede fortalt, lige ved foden af bjergene, og landsbyens beboere var bønder, der dyrkede jorden og samtidig

holdt en masse geder. Disse geder græssede på et underligt lille bjerg, der lå tæt ved landsbyen. Det var kegleformet og var det inderste af en gammel, for længst udslukt vulkan, hvor selve bjerget udenom var forvitret væk og kun en kegle af størknet lava stod tilbage. Siderne var ret stejle og næsten jævne. Men de var for stejle til, at man kunne dyrke noget på dem, dog var der masser af græs og krat, der var velegnet til føde for gederne.

Gederne i landsbyen havde i utallige generationer græsset på dette bjerg og havde nu genetisk udviklet en, på grund af forholdene på bjerget, besynderlig kropsbygning. De havde vænnet sig til altid at gå rundt om bjerget modsat solen, - eller mod uret, som vi ville sige i dag. - Det vil sige venstre rundt, og det havde gennem de utallige generationer bevirket, at deres venstre for- og bagben var blevet kortere og deres højre for- og bagben var blevet længere. Det bevirkede at kroppen kunne holdes nogenlunde lodret, medens de græssede. På den måde var de blevet fri for at stå stille på bagbenene, medens de græssede på de stejle sider. Nu kunne de hele tiden bevæge sig langsomt fremad.

Og se, - det var netop denne egenskab Ravi var kommet i tanker om den dag han sad nede på plænen og ømmede sig. Disse skæve geder ville være helt perfekte til at græsse på kanterne af plænerne nede i parkerne i New Delhi.

Han havde medbragt hele sin sammensparede formue, der selvom den ikke var ret stor, dog rakte til at kunne købe otte unge hun geder og to unge bukke. Han bandt dem sammen med reb og begyndte nu den lange hjemtur.

Her er Ravi på vej hjem til New Delhi med sin gedeflok. Bemærk geden til venstre. Den sætter sit lange højre bagben skråt ud fra kroppen for at kompensere for det lave venstre, der står lodret. På den måde holdes kroppen mere lige.

Overalt, hvor han kom frem, vakte han enorm opsigt. Han var selv vind og skæv og vraltede af sted, men ikke nok med det. Alle hans ti geder var lige så skæve. De gik med deres højre for- og bagben strittende ud til siden, og havde derfor meget besvær med at gå nede på det flade land. Det var derfor de alle var bundet sammen. Normalt drev man blot en sådan flok i løs drift.

Når man trak førergeden i et reb, fulgte de andre efter af sig selv. Det tog lang tid og Ravi måtte høre på mange spøgefulde bemærkninger, før han kom tilbage til New Delhi. Men endelig oprandt dagen, hvor han kunne gense sin lille hytte under det store træ i parken. Han bandt de ti geder bag hytten og lagde sig til at sove. - Og han sov godt, for nu lå han i sin egen seng for første gang i lang tid, og som alle ved:

Der er ingen senge, man sover så godt i, som i sin egen.

Plænerne vandes dagligt

Næste dag, ud på morgenen, blev han vækket af de brægende geder og de tre andre maliere. De stod forundrede og kiggede på alle de skæve dyr. Sådan nogle geder havde de ligegodt aldrig set før, og de spurgte Ravi, hvorfor han dog havde brugt alle sine sammensparede penge på sådan en flok vanskabte geder?

Men Ravi forklarede ingenting endnu. Da han havde spist morgenmad, tog han en af gederne og en lang snor. Han satte den meget sultne ged i den ene ende af den nyslåede græsplæne,

- helt ude i kanten, hvor maskinen ikke kunne tage græsset. Her var det højt og saftigt på grund af den daglige vanding, så geden guffede ivrigt løs. - Så frisk græs var den slet ikke vant til at få derhjemme, så den gik meget ivrig frem langs kanten, - og det var jo lige netop det, den var som skabt til på grund af sine mindre venstre ben. De korte venstre for- og bagben gik oppe på plænen og de lange højre for- og bagben gik tre tommer nede på jorden, hvilket fik geden til at gå med rygraden lige i vejret. - Nu gik den, som enhver anden ged med lige lange ben.

Imens sad Ravi et stykke inde på plænen med den lange snor i hånden. Han var parat til at gribe ind, hvis geden skulle komme på afveje. Men det havde den slet ikke tid til. Den koncentrerede sig om at græsse. Da den havde fået nok og løftede hovedet for at se sig om, hentede Ravi blot en ny ged. Resten af gederne fik kun en sparsom kost af det nyslåede græs fra plænerne. Det var næsten sultekost, for de skulle jo være godt sultne, når de skulle ud til kanterne.

Nu havde Ravi gode tider. Han kunne det meste af tiden sidde og hvile sin skæve krop under en solskærm og blot flytte sig, når geden havde ædt så langt et stykke af kanten, at snoren ikke længere rakte. - Det var lige til at udholde.

Men de andre maliere i nabovillaerne, havde i et stykke tid forundrede været vidner til den sælsomme måde at klippe kanter på og de ville jo også gerne bare sidde og hvile sig, medens geden lavede det trælsomme arbejde. De begyndte at spørge Ravi, om de dog ikke kunne låne en af de ledige geder, og nu var det så, at Ravi fik den ide, der til sidst gjorde ham til en, efter hans kastes forhold, holden mand.

Næ - sagde han, - låne den kan I ikke, men I kan leje den. De andre malier tyggede lidt på den, for de fik jo ikke så meget i løn i

forvejen, men på den anden side skulle de så heller ikke arbejde så hårdt længere, så til sidst sagde de ja til Ravis forslag.

Ravi var snu. I begyndelsen havde han blot forlangt en lille leje og fik derfor lejet alle de ledige geder ud straks, da ingen af de andre villaers malier ville være bagud. Han vidste nemlig, at dovenskaben efterhånden ville sætte ind, når de først havde lært, hvor dejligt det var ikke at skulle kravle langsomt frem og klippe græs under den brændende sol, så han satte stille og roligt lejen for gederne op,lidt efter lidt.

Det var heller ikke tilfældigt, at Ravi havde købt otte hungeder og to bukke. Han ville selvfølgelig avle med dem. I begyndelsen, havde han tænkt, at nogle kunne gå tabt under hjemturen fra landsbyen og hvis nogen af gederne skulle blive syge og dø, ja - så var det altid godt at have reserver. Derved ville han undgå, at tage en lang og besværlig tur hjem for at hente nye geder.

Ravi fortalte aldrig til nogen, hvor han havde gederne fra. Ingen skulle få gode ideer og tage forretningen fra ham. - Han var som sagt meget snu.

Alle gederne havde dog fint overlevet hjemturen, for han havde fodret dem godt og hernede i New Delhi trivedes de fortrinligt af det friske grønne græs og de trygge forhold bag Ravis hytte. Her var der ingen vilde hunde og ulve der jagede og skræmte dem, så de formerede sig på livet løs. Det var alle unge dyr og snart havde Ravi mange små gedekid, der alle havde de samme genetiske særheder med de korte venstre ben og lange højre. Det var en fornøjelse at se, og Ravi nød livet, - måske for første gang i sit liv. --o0o--

Efterhånden som tiden gik, fik Ravi en blomstrende forretning og han behøvede nu slet ikke selv at holde snore med geder i. Han var selvstændig og kunne klare sig selv. Han købte en større hytte i nærheden af de store villaer og giftede sig til en ung kone fra sin egen kaste. Hun hyggede om ham og masserede hans ømme ryg, når den gjorde ondt og malkede hans underlige geder med de korte venstre ben. Hun lavede også dejlig mad og hans livretter til ham, når han ønskede det. - Han nød livet på sine gamle dage.

Bemærk det korte venstre forben og det højre bagben der stritter ud. Se knæene!

Et bevis for at historien er sand. Når han skulle rundt i byen, behøvede han heller ikke længere at skamme sig over sin forkrøblede gang, for nu havde han råd til enten at blive båret eller kørt rundt, og det nød han umådeligt.

Han nød også, at folk begyndte at respektere ham på en anden måde end før, men han blev aldrig hoven eller overmodig af den grund, for han glemte aldrig dengang, han var en ganske almindelig fattig mali.

- Han var dog lykkelig for, at han fik ideen med de skæve geder.

Se, - dette var så historien om de Indiske Kantgeder, som jeg fik den fortalt den aften i Killarney af den gamle bonde, medens vi sad i aftenskumringen og kiggede ud på det berømte smukke landskab.

Han havde igen fået den fortalt af sin oldefar, dengang han var en lille dreng, men han huskede hvert ord han havde hørt og havde selv fortalt historien mange gange i familien og til venner, og nu altså også til os.

Nu er historien hermed bragt videre og måske nedskrevet for første gang og hvorfor skulle den i grunden ikke være sand? –

Virkeligheden overgår tit den opdigtede historie. Jeg tror i hvert fald på den, for den gamle mand fortalte den ganske stille og roligt og uden at slå om sig med arme og ben.

Det behøvede han heller ikke. Jeg tror at selve beretningen er nok i sig selv.

Marts 2oo4.

Knud Erik Guldager.