
3 minute read
AutoBranchen Danmark
Af adm. direktør Gitte Seeberg
Hvilke ønsker har du / jeres organisation til Danmarks transportminister for 2023?
Advertisement
På transportområdet er de altoverskyggende problemer manglen på ladestandere og en revideret lov om vanvidsbilisme, som ikke straffer bilforhandlere, værksteder og leasingselskaber ved at fratage dem deres biler, når tredjepart kører vanvidskørsel i dem. Det er helt urimelige vilkår at drive forretning på. Ift. ladestandere lever Danmark ikke op til EU’s målsætning om 10 opladelige biler per ladestander – i Danmark har vi 30 opladelige biler per ladestander.
Hvilke veje er de mest sikre og effektive, når det gælder den grønne omstillingen indenfor jeres brancheorganisations medlemmer?
De vigtigste forudsætninger for, at vi kan øge salget af elbiler, er ro om bilafgifterne, en tilfredsstillende infrastruktur til opladning og at der er nok grøn strøm til en fornuftig pris. Pt. er der for få ladestandere, lange ventetider til at få tilsluttet ladestandere til elnettet og vi oplever, at de stigende elpriser påvirker salget af elbiler negativt.
De kinesiske mærker invaderer Danmark, tror du at de får en dominerende rolle og overtager hovedparten af privatbilsmarkedet?
Det er alt for tidligt at komme med den konklusion. Der er ingen tvivl om, at de mange kinesiske elbilsmærker, der kommer til Europa i de kommende år, vil udfordre de etablerede bilmærker, men jeg har svært ved at se, at de vil overtage hovedparten af markedet i overskuelig fremtid. Først skal de overbevise kunderne om at lægge skepsissen om fx datasikkerhed på hylden og derefter bevise, at deres biler er på niveau med de etablerede bilmærker i Europa. Ellers vil hovedparten af forbrugerne søge mod de bilmærker, de kender og føler sig trygge ved.
Hvilke Unique Selling Points har de europæiske bilmærker for at kæmpe imod presset fra de nye udbydere?
Hvert bilmærke har sine egne selling points, men generelt er nye bilmærkers problem, at de er ukendte for de fleste danskere. Særligt de kinesiske bilmærker kan have en udfordring med, at nogle forbrugerne kan være mistroiske over for, hvem der står bag bilmærkerne og hvad bilernes data bruges til. Samtidig skal nye bilmærker formå at demonstrere, at de kvalitetsmæssigt er på niveau med de kendte europæiske bilmærker, der har en konkurrencefordel i, at forbrugerne kender dem og ved, hvad de kan forvente.
Hvordan tror du eftermarkedet vil udvikle sig, når elbilerne bliver dominerende?
Der er ingen tvivl om, det stigende antal elbiler vil ændre på rutinerne på eftermarkedet. Behovet for service og vedligeholdelse vil være mindre på motor og drivlinje til gengæld har elbiler højere dækslid. Samtidig er nye biler langt mere digitale end de seneste årtiers biler, derfor vil der alligevel ske en løbende justering i de ydelser eftermarkedet skal tilbyde til kunderne.
Tror du, at vi ser flere og flere alliancer mellem bilmærker og det frie eftermarked i forhold til service?
Bestemt. Flere af de nye bilmærker sælger kun elbiler, som er enklere at servicere end biler med forbrændingsmotor. Samtidig har de ikke et etableret net af værksteder, derfor er landsdækkende kæder af frie værksteder attraktive. Spørgsmålet er om de bilmærker, der får fodfæste på sigt vil opbygge sit eget netværk af værksteder eller fortsætte med at benytte de frie værksteder.
Det faktum at mange forhandlere er blevet opsagt, er det så ikke en foræring af kronjuvelerne til de nye bilmærker og konkurrerende bilmærker set med jeres øjne både hvad angår bilsalg og service?
Jeg tror at bilproducenterne skal passe på med at undervurdere værdien af et dygtigt forhandlernetværk – også selv om dele af salget rykker online. Forhandlerne kender kunderne og deres behov langt bedre end bilproducenterne, derfor er det vigtigt, at der er et godt samarbejde mellem producent/importør og forhandlernetværket. Hvis producenter og importører undervurderer den værdi, vil det være naturligt, at nogle af de opsagte forhandlere og nogle af de nye bilmærker indgår samarbejder.
Der har været stor mangel på lærlinge og arbejdskraft i branchen, hvilke effektive løsninger ser du for at løse de udfordringer?
Det bliver et langt sejt træk. Først og fremmest skal vi tiltrække flere unge til uddannelserne. Det skal ske gennem bedre studievejledning mod erhvervsuddannelserne, flere midler til FGU og et kvalitetsløft af erhvervsuddannelserne. Kvalitetsløftet vil også hjælpe de potentielle lærlinge, der pt. ikke er dygtige nok til at få en læreplads i branchen og må tage deres praktik på uddannelsen.