VERDENS BESKRIVELSE
en romers syn på verden
Pomponius Mela Verdensbeskrivelse
En romers syn på verden
Oversat fra latin af Axel Kierkegaard, Kirsten Kierkegaard, Tore Leifer, Anne Marie Nielsen, Anders Toftgaard og Chr. Gorm Tortzen
Udgivet af Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse Gads Forlag
Pomponius Mela – Verdensbeskrivelse
En romers syn på verden
© Oversætterne og Gads Forlag A/S, 2025
Oversat fra latin af Axel Kierkegaard, Kirsten Kierkegaard, Tore Leifer, Anne Marie Nielsen, Anders Toftgaard og Chr. Gorm Tortzen
Forlagsredaktion: Lino Vogt og Henrik Sebro
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Omslagsillustration og kort: Per Jørgensen
Grafisk tilrettelægning og sats: Demuth Grafisk
Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: Totem
ISBN: 978-87-12-80016-3
1. udgave, 1. oplag
Printed in Poland, 2025
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Udgivet med støtte fra Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond
Britannien (49-53) .
De nordlige øer, Scandinavia og Thule (54-57) .
Oceanets nordlige og østlige kyster (58-60) .
Indien (61-71)
Det Røde Hav (72-75)
Mesopotamiens kyster (76-78)
Arabiens og Ægyptens kyster (79-84) .
Afrika (85-107)
Selskabets forord
Den romerske forfatter Pomponius Mela levede i 1. årh. e.Kr. og er kun kendt for et enkelt værk, en kortfattet Verdensbeskrivelse af hele den del af jordkloden, som de antikke samfund kendte eller i det mindste havde hørt om. Værket, der består af tre bogruller, er et udpræget skrivebordsarbejde, og Mela røber kun sjældent, hvem hans kilder er til en tænkt sørejse langs kysterne i Vores Hav, Mare Nostrum, og oceanerne uden for Europa. Mens den antikke læser har kunnet drømme sig til en farefuld ekspedition til fjerne steder, kan fremstillingen af eksotiske lande og folkeslag i dag læses som en enestående kilde til en romers opfattelse af Imperium Romanum og folkeslagene udenfor i Skandinavien, Asien og Afrika og deres sære skikke og levevis.
Denne oversættelse – den første danske i over 200 år – er resultatet af et samarbejde mellem seks medlemmer af Societas Latina Daniæ, der med forskellig faglig baggrund i nogle år har arbejdet med Mela og hentet ham frem af glemslen. Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke oversætterne for deres fælles arbejde og dr. phil. Jacob Isager for med sit store kendskab til kejsertidens naturvidenskabelige litteratur at have gennemlæst manuskriptet og med konstruktiv kritik at have hjulpet bogen godt på vej. Ligeledes skal redaktionen på Gads Forlag have tak for et godt samarbejde, og endelig skal Augustinus Fonden og Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond have megen tak for at have muliggjort udgivelsen.
Med Pomponius Melas Verdensbeskrivelse ønsker bestyrelsen for Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse at fejre
Selskabets 150-årsjubilæum med det 128. bind i serien. En redegørelse for Selskabets historie og idégrundlaget bag dets oprettelse findes i en artikel i Historisk Tidsskrift.1
Bestyrelsen i maj 2025
Chr. Gorm Tortzen, formand
Thomas Heine Nielsen
Adam Schwartz
Anders Holm Rasmussen
Mia Münster-Swendsen
Jonas J.H. Christensen
1 Jonas J.H. Christensen og Chr. Gorm tortzen: ’Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse 150 år’, Historisk Tidsskrift, 125:1 (2025), s. 206-220.
10 | Sel S kabet S forord
Indledning
Pomponius Mela i Romerriget
Pomponius Mela beskriver verden, som den tager sig ud for den, der på en sørejse skuer ind mod kysten. Skibets rute følger kyststrækningerne, hvilket forklarer utallige henvisninger til bugter, forbjerge, kystegne, flodmundinger m.v. Læseren skal forestille sig, at skibet indimellem har ankret op, at nogle besætningsmedlemmer har vovet sig i land, og at de derfra har kunnet berette om deres iagttagelser.
Melas Verdensbeskrivelse er afsluttet i halvåret efter, at romerne i 43 e.Kr. havde erobret det sydlige Britannien, men før dette blev fejret ved en triumf i Rom i foråret 44. Om Mela er blevet opfordret eller har fået befaling til at udarbejde sin beskrivelse, fremgår ikke, og værket indeholder i sin overleverede form ikke nogen dedikation.
Kejser Claudius omtales som ”Den Største Leder” (III.49) i forbindelse med den nylige erobring af Britannien. Men det betyder ikke, at Mela først indledte sit arbejde i efteråret 43. Han kan sagtens have været i gang med værket i længere tid.
Mela oplyser (II.96), at han stammer fra Tingentera i det nuværende Andalusien, men han nævner hverken, om han har skrevet bogen alene, eller hvor nedskrivningen har fundet sted. I det hele taget forbliver forfatteren temmelig anonym i værket, og han citeres kun sjældent af andre i den bevarede antikke litteratur. Vi kender ikke engang hans fornavn, kun slægtsnavnet Pomponius og tilnavnet Mela.
Mela kan umuligt ved selvsyn have indhentet oplysninger om alle de steder og befolkninger, som han omtaler. Tværtimod
er det klart, at der er tale om et skrivebordsarbejde, at grundlaget har været skriftlige kilder, i første række rejsebeskrivelser, og at han må have benyttet et eller flere af de omfattende biblioteker, der fandtes på hans tid.
Pomponius Mela levede i fremgangsrige og gode tider i det 1. århundrede e.Kr. Romerriget var stort og mægtigt, magten lå trygt og godt i Rom, overordnet var der fred. Der var ingen rivaliserende stormagter af betydning. Det store rige var velfungerende og stabilt med kejseren i toppen af magtpyramiden, administrativt hang imperiet godt sammen, forbindelser ud i det vidtstrakte rige var ligetil gennem et godt vejnet og sikre sejlruter. Der var stabile forsyninger af fødevarer, bl.a. gennem kornleverancer fra Ægypten. Eliten havde adgang til utallige importerede varer fra hele verden og til luksus i form af guld og sølv, rav og ædle stene, fine klædestoffer og eksotiske krydderier.
tre romerske handelsskibe i havnebyen ostia. denne smukke sarkofag på
Glyptoteket er fra 3. årh. e.kr. og blev i 1895 købt fra Villa borghese i rom af Carl Jacobsen. en mand er faldet over bord, havet er fuldt af delfiner, og til højre lyser flammen fra det imponerende fyrtårn. foto: ny Carlsberg Glyptotek, københavn.
Var det af stolthed over denne hidtil usete tingenes tilstand, at Pomponius Mela kastede sig ud i beskrivelsen af den kendte verden, hvilket her vil sige Asien, Afrika og Europa? Og hvad var det, Mela ville med sit værk? Vi kender ikke den oprindelige titel, men De chorographia, en ”stedsbeskrivelse”, optræder i det ældst bevarede manuskript fra slutningen af 800-tallet. Værket kendes også under navnet De situ orbis – ”Om verdens geografi”, ordene som indleder hans beskrivelse.
Men hvad ville han? Han siger det ikke.
I sin ganske lidenskabsløse beretning beskriver Mela som
sagt, hvad man kan se fra et skib, som fører læseren verden rundt. Han forbavses sjældent, han dømmer sjældent. Han beskriver ikke en virkelig sejlads, han nævner ikke forhold på havet, hverken stille vejr eller storm, nat eller dag, sommer eller vinter. Han nævner ingen personlige oplevelser, søsyge f.eks.
Han beskriver kysternes form, men ikke havet og stjernehimlen, hvad man da måtte forvente, hvis han selv havde oplevet sejlturen.
Melas beretning fremstår en smule naiv i betragtning af den verdensorden, han levede under. At erobre og opretholde så stort et imperium var ikke uden omkostninger. Og nok var byen Rom den kendte verdens centrum, men riget rummede andre steder, som både i luksus og udvikling kunne måle sig med hovedstaden.
Mela har levet i tider, som verden ikke før havde set: politisk, videnskabeligt, kunstnerisk, religiøst. Vi ved ikke, om han levede hele sit liv i Spanien, eller om han rejste til Rom. Han forudsætter i hvert fald (II.58), at enhver af læserne kender Rom og Italien indgående. Han har under alle omstændigheder kunnet læse Vergils Æneide og Ovids Metamorfoser, han har måske set Augustus’ Rom i marmor og hans solur, han har erfaret, at Britannien blev erobret, og han har måske endda hørt om kristendommen.
Mela ved naturligvis, at Jorden er en kugle, og at forholdene er forskellige på hver side af ækvator. Han følger den gængse opfattelse af, at der findes en modsat, utilgængelig verden, hvor antichthonerne, ”modjordsfolkene”, bor på den sydlige halvkugle.
Men hvordan fandt han vej på sin fiktive rejse? Han må have haft adgang til et verdenskort – beskrivelsen ville uden dette have været uforståelig for både læseren og ham selv. Det vender vi tilbage til (side 25).
Geografiske studier i Antikken
Måske skyldes det de græske bystaters spredning over det store Middelhavs- og Sortehavsområde, måske en særlig form for nysgerrighed; det er i hvert fald et faktum, at der allerede i den tidligste græske litteratur er tydelige tegn på en interesse for og forestillinger om andre folk og lande, både de nærmeste og de fjerneste. Der er mange eksempler, her skal kun nævnes et par fra Homers to episke digte, det sagnomspundne grundlag for den europæiske litteratur: Iliadens 18. sang indeholder en minutiøs beskrivelse af Achilleus’ skjold, som guden Hephaistos smeder til ham, og det viser sig, at skjoldet er en fremstilling af verden med en yderkant, hvor Okeanosfloden danner grænsen, og hvor menneskene bor og lever mere eller mindre fredeligt med hinanden under en osteklokkeformet himmel.
Odysseen er én stor rejseberetning: Homer indleder med at sige, at Odysseus ”Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende”,2 og værket indeholder lange afsnit om geografi og etnografi; særligt tydeligt er det i Odysseus’ førstehåndsberetning om den farefulde hjemfart fra det ødelagte Troja, som han i 9.-12. sang fortæller phaiakerne efter at være skyllet ind på deres eventyrlige ø. Her udrulles det samme flade verdensbillede som i Iliaden, men vægten ligger på det eksotiske og fantastiske, og Odysseus fortæller malende, hvordan han i det ukendte mødte mennesker, monstre og også de døde sjæle, da han var sejlet helt ud til Okeanos og dér steg ned i Hades’ dyb for at spørge om vejen hjem.
Homers verdensbillede og hans skildring af andre folkeslag kom til at få stor indflydelse på al senere geografisk-etnografisk litteratur i oldtiden.
2 I.3 i Christian Wilsters oversættelse (1837).
Herodot og de første verdenskort Herodot fra Halikarnassos (ca. 480-420 f.Kr.) kaldes af eftertiden historiker, men han er i høj grad også etnograf og geograf. I Historiai I-IX skriver han nok især om den langvarige konflikt mellem persere og grækere, men undervejs fortæller han i lange ekskurser om folk i fremmede lande og deres sæder og skikke i hele den kendte verden – noget var selvoplevet, f.eks. besøget i Ægypten i Bog II, andet havde han fra kilder, hvis troværdighed han nogle gange ikke betvivler, andre gange forholder sig skeptisk over for. Nogle af de mest fantastiske af dem genfindes faktisk hos Pomponius Mela små 500 år senere. Disse historier er åbenbart for gode til at dementere, f.eks. den om de guldvogtende kæmpemyrer i Asien (Herodot III.102, Mela III.62).
Herodot nævner i øvrigt, at grækeren Aristagoras havde et verdenskort med til forhandlingerne (499 f.Kr.) med spartanerkongen Kleomenes om deltagelse i en militær operation i Lilleasien (V.49): ”Aristagoras viste ham en bronzetavle af Jorden med alle floder og hele havet indgraveret i relief”, og i et langt afsnit om verdensdelene (IV.36-45) kritiserer Herodot først verdenskortet, der formentlig var tegnet af den førsokratiske filosof Anaximenes eller af historikeren Hekataios. Herodot skriver:
Jeg kan ikke lade være med at le, når jeg tænker på de efterhånden ikke så få mennesker, der til dato har givet beskrivelser og tegnet kort af Jorden; deres skildringer er ganske urimelige. De tegner Okeanos som en flod, der løber omkring Jorden, der er cirkelrund, som var den slået med en passer – og Asien og Europa gør de lige store. Jeg skal derfor i korthed klarlægge størrelsen af dem begge to og fortælle, hvordan de skal tegnes.3
3 alle citater fra Herodot er fra thure Hastrup og leo Hjortsø: Herodots Historie I-IX, københavn 1979.
Disse kort var altså tegnet på samme måde, som Homer skildrede Achilleus’ skjold, og det er så godt som givet, at Jorden blev opfattet som flad. Forståelsen af den kuglerunde jordklode kommer omtrent samtidig med Herodot, som dog ikke synes at have tilsluttet sig den nye tanke. For Platon og Aristoteles er den kugleformede jord derimod en kendsgerning, men det er formentlig først i 300-tallet f.Kr., at først himmelglober, senere jordglober bliver fremstillet.
Herodot udvider sin beskrivelse af verden med en interessant beretning om en opdagelsesrejse rundt om Afrika (IV.42):
Libyen [Afrika] har vist sig at være omflydt af havet, bortset fra det stykke, hvor det støder op til Asien. Dette har, såvidt jeg ved, den ægyptiske konge Neko [610-595 f.Kr.] første gang påvist. Da han havde afsluttet arbejdet med den kanal, som fra Nilen fører ud i Den arabiske Bugt [Det Røde Hav], sendte han et fønikisk mandskab afsted, idet han befalede dem at lægge hjemturen ind mellem Herakles’ Støtter [Gibraltar] og ind i Det nordlige Hav [Middelhavet] og således vende tilbage til Ægypten ad den vej. Fønikerne sejlede altså ud af Det røde Hav [Adenbugten] og fortsatte over havet mod syd. Hvert efterår gik de i land på Libyens kyst og tilsåede jorden, dér hvor de nu befandt sig på deres rejse, hvorpå de afventede høsten. Når de så havde høstet sommersæden, sejlede de videre, og efter at to år var gået på denne måde, rundede de i det tredje år Herakles’ Støtter og kom tilbage til Ægypten. Efter hjemkomsten berettede de noget, som jeg ikke kan tro, hvad så andre måtte mene derom, nemlig at de under sejladsen rundt om Libyen fik solen på højre hånd.
Hvis beretningen er sand, må fønikerne jo have passeret ækvator på vej ned langs Afrikas kyst og derfor have set solen mod
nord og på højre hånd, når de rundede Kap Det Gode Håb, men for Herodot, der næppe opfatter Jorden som en kugle og ikke kender ækvator, virker beretningen som en skipperskrøne. I fortsættelse af denne historie fortæller Herodot om en anden ekspedition, denne gang persisk, hvor en vis Sataspes fik til opgave at sejle rundt om Afrika fra Hercules’ Søjler. Han nåede dog ikke så langt, men vendte om, og hjemme i Persien fortalte han kong Xerxes,
at i de fjerneste egne havde han truffet nogle små mennesker, der gik klædt i palmeblade, og som, når han styrede skibet ind mod land, flygtede op i bjergene og lod deres bopladser i stikken. Skibsbesætningen var gået i land uden at gøre dem noget ondt, de havde kun taget nogle stykker kvæg fra dem.
Denne beretning ligner den, man læser hos den karthagiske opdagelsesrejsende Hanno, som Pomponius Mela refererer til i III.90.
Melas værk er tydeligvis afhængigt af flere forgængere, hvoraf han nævner nogle få. Det er i denne forbindelse værd at sammenligne Mela med to samtidige forfattere, der helt eller delvist beskæftigede sig med geografi.
Den første er Strabon, der skrev Geografika i 17 bøger omkring 30 f.Kr. Han indleder sit værk med at påpege geografiens plads i fagrækken: ”Jeg mener, at geografien om nogen videnskab er en del af filosoffens arbejdsområde, hvilket jeg nu har sat mig for at studere nærmere.”4 Herefter giver han en lang historisk indledning og fremhæver Homers særlige rolle for geografiens opståen og udvikling. Gennem hele det lange værk vrimler det
4 Strabon I.1.
med kildehenvisninger til ældre og samtidige græske forfattere, og læseren får det klare indtryk, at Strabon har kunnet trække på en meget omfangsrig litteratur, som vi i nutiden kun kender lidt til. Det samme gælder Plinius den Ældre, som, få år efter at Pomponius Mela afsluttede sit værk, påbegyndte et mammutværk, Naturalis Historia, der omhyggeligt redegør for de benyttede græske og latinske kilder, som værket bygger på. Værket var næsten færdigt ved hans død under Vesuvs udbrud i efteråret 79 e.Kr. Første bog er en indholdsfortegnelse over hele værket og liste over benyttet litteratur, og her får man igen en tydelig fornemmelse af den enorme græsk-romerske litteratur, der stod til rådighed for den flittige forsker. Pomponius Melas verdensbeskrivelse er i øvrigt nævnt som referenceværk.
Sammenlignet med Strabon og Plinius er Mela langt mere kortfattet, hvilket han selv pointerer i sit forord. Han er derfor knap så detaljeret som sine to kolleger, men det er alligevel tydeligt, at han har gjort brug af mange og meget forskelligartede kilder på både græsk og latin. Da han er så karrig med sine henvisninger, kan det være nyttigt kort at beskrive de forskellige litterære genrer, som er hans forlæg. Der er foruden klassikerne som Homer og Herodot i hvert fald følgende:
omsejlinger
Nært beslægtet med den etnografiske geografi er den såkaldte periplús, der egentlig betyder ”omsejling”. Denne praktisk orienterede genre er skrevet af skippere til skippere og giver praktiske råd om kystsejlads fra by til by i Middelhavet, Sortehavet og Det Røde Hav med angivelse af afstande (særligt rejsetid), sømærker undervejs og korte beskrivelser af byer og mennesker langs ruten, ofte meget generaliserende. Hos Mela er det sjældent, at områder langt fra havet overhovedet bliver omtalt, medmindre der er tale om store floder. Periplús-genren
må have været vidt udbredt, og de ældste eksempler på den stammer fra 5. og 4. årh. f.Kr.
eratosthenes’ jordmåling og astronomisk geografi I Alexandria havde den første makedonsk-græske konge, Ptolemaios 1., kort før 300 f.Kr. oprettet et ”universitet”, som fik navnet Museion. Det var kraftigt inspireret af Platons og Aristoteles’ skoler i Athen, og en stor del af forskerne på stedet havde i første omgang fået deres uddannelse i Athen og var derefter flyttet til det nye centrum for viden. Multitalentet Eratosthenes (ca. 285-194 f.Kr.) forskede her og blev i eftertiden kendt for at beregne Jordens omkreds med meget stor præcision. Hans værker er kun bevaret i fragmenter.
Samtidig blev astronomien inddraget som hjælpevidenskab for geografien. Verdensrummet og Jorden blev opfattet som to koncentriske kugler, og man kunne ved observationer af stjernerne på den yderste kugle bestemme positioner på den inderste, Jorden. Herved blev det muligt ret præcist at bestemme breddegraderne og dermed fastslå forskellige byers indbyrdes beliggenhed i nord-sydlig retning. Derimod var det først med opfindelsen af præcisionsure i 1600-tallets slutning, at man blev i stand til at bestemme øst-vestlige længdegradsforskelle med sikkerhed. Denne videnskabelige gren af geografien har ikke interesseret Pomponius Mela.
beretninger fra opdagelsesrejsende
Der kan næppe være tvivl om, at oplysningerne om forholdene ved Vadehavet og i Codanbugten (III.31) må stamme fra den græske opdagelsesrejsende Pytheas fra Marseille, der omkring 290 f.Kr. udgav en beskrivelse af sin rejse mod nord. Den nævnes ofte af Strabon, der imidlertid ikke vurderer Pytheas’ troværdighed højt, men dog citerer ham for oplysninger, der genfindes hos
kong Mausolos og dronning artemisia opførte i det 4. årh. f.kr. deres fælles gravmæle i Halikarnassos, nu bodrum i tyrkiet . det prægtige
Mausoleum har givet navn til mange senere gravbygninger. det var et af Verdens Syv Vidundere. danske arkæologer har under ledelse af professor kristian Jeppesen genudgravet Mausoleet. Model i antikmuseet, aarhus, udført af kristian Jeppesen og aksel Sønderborg. foto: the kristian Jeppesen archive.
Mela. Den karthagiske opdagelsesrejsende Hanno er allerede nævnt, og hist og her antydes der tilsvarende anonyme kilder.
Mirabilielitteratur
Aristoteles (384-322 f.Kr.) skabte skolen Lykeion i Athen, hvor han gav en række fag, herunder geografi, astronomi, politik, etik og poetik, et videnskabeligt grundlag. Hans elever og deres efterfølgere videreførte dette arbejde i den periode, en moderne tid har kaldt for hellenismen (fra ca. 300 f.Kr. til det første århundrede e.Kr.). De udformede en genre, der på sin vis havde aner helt tilbage til Homer, nemlig de såkaldte mirabilier eller seværdigheder, der som den moderne turistindustris største attraktioner blev omtalt igen og igen. Pomponius Mela omtaler flere af dem, herunder fire af de såkaldte syv vidundere eller underværker, nemlig Kheopspyramiden (I.55), Zeusstatuen i Olympia (II.42), Artemistemplet i Ephesos (I.88) og Mausolæet i Halikarnassos (I.85). Pudsigt nok nævnes Semiramis’ Babylon (I.63), men ikke de hængende haver, øen Rhodos (II.101), men ikke den berømte kolossalstatue, og øen Pharos ved Alexandria (II.104), men ikke det berømte fyrtårn.
Melas arbejdsmetode
Teksten røber ikke, hvordan Mela har indsamlet og bearbejdet sit materiale. Men hvordan arbejdede en romersk forfatter med adgang til et godt bibliotek? Den føromtalte Plinius den Ældre skrev en forbløffende mængde værker om mange forskellige ting, og hans nevø Plinius den Yngre (61-112 e.Kr.) har i et brev til en ven givet en detaljeret beskrivelse af den myreflittige mand, der både var højtrangerende embedsmand i den kejserlige administration og privatpraktiserende forsker. Nogle meget sigende afsnit fra brevet lyder:
Før daggry mødte han op hos kejser Vespasian, som netop også tog natten i brug, og derfra begav han sig til de betroede embedsopgaver. Når han var vendt hjem, brugte han resten af tiden til sine studier. Efter at have indtaget et måltid der efter gammel skik var lille og let i dagtimerne, lagde han sig om sommeren ofte i solen, hvis han havde tid, fik læst op af en bog, skrev noter og citater. Han læste nemlig intet uden at tage noter af teksten; han plejede da også at sige at der ikke var nogen bog så dårlig, at den ikke et eller andet sted var god for noget. Efter at have nydt solen tog han tit et koldt bad, og bagefter nippede han til lidt spiseligt og blundede et øjeblik. Snart efter studerede han igen, som om det var en ny dag, lige til det blev tid til aftensmad.
Under måltidet fik han læst en bog højt og fik taget notater af den, kortfattede og i hovedtræk. Jeg kan huske at en ven af ham engang afbrød en oplæser som havde udtalt noget forkert og forlangte at få det gentaget. Så sagde min onkel til ham: ”Men du havde da forstået det?” og da vennen nikkede, fortsatte han: ”Men hvorfor afbrød du ham så? Vi mistede mindst ti vers under den afbrydelse du lavede.”
Så nøjeregnende var han med tiden. […] Når han var på landet, var det kun den tid han var i badet, der blev friholdt studierne. Når jeg siger i badet, mener jeg i karret eller bassinet; for mens han blev masseret og tørret, lyttede han til en tekst eller dikterede en. Undervejs på rejse var han som befriet for andre gøremål og klar til det alene: Ved siden af sig havde han en sekretær med bog og skrivetavler, som om vinteren havde handsker til at beskytte hænderne for at det barske vejr ikke skulle stjæle den mindste tid fra studierne. […] Det var takket være den ihærdighed at han kunne færdiggøre så mange bøger og efterlade sig 160 optegnelser
af udvalgte passager, endda skrevet på begge sider med bittesmå bogstaver.5
Vi kan naturligvis ikke vide, om Pomponius Mela var lige så arbejdsom og systematisk, men det er vigtigt at huske, at oldtidens forfattere havde højtuddannede sekretærer og afskrivere til deres rådighed, og hvis de ikke som Plinius havde et stort privatbibliotek, kunne de benytte de biblioteker, som fandtes i Rom og i de store provinsbyer i hele Romerriget. Derfor kan man med nogen ret antage, at Mela må have arbejdet på samme måde som den hyperaktive Plinius, men nok i mindre målestok. Melas verdensbeskrivelse er fuldstændigt overleveret og indledes med en klar disposition:
Verdens geografi giver jeg mig her i kast med at beskrive. Det er et vanskeligt arbejde og ikke ligefrem befordrende for en elegant stil. Det består nemlig stort set af folkeslagenes og stedernes navne og deres temmelig indviklede sammenhæng; et emne, som det er mere omstændeligt end taknemmeligt at gennemgå.
Alligevel er det et stof, som i høj grad er værdifuldt at undersøge og lære at kende, om ikke på grund af forfatterens evner, så takket være emnet selv, som det vil være umagen værd for den opmærksomme læser at beskæftige sig nærmere med.
Jeg vil senere fortælle mere udførligt og præcist, men i første omgang kun nævne det vigtigste, og ganske kort. Jeg vil nemlig først skrive om den samlede form på det hele: hvilke overordnede dele verden består af, hvordan de hver især er, og hvem der bor der.
5 bog III, brev 5. Indgår som nr. 104 i Inger nords oversættelse Ud af mørke og tavshed, odense 2020.