Vi er rigtige engle

xxx g CO2e

9 788712 802709

CLIMATECALC.EU

000097/SE

FOTO: COCO ARDAL

VI ER RIGTIGE ENGLE roman

DEAN BUTT (f. 1993) er opvokset i Valby og uddannet fra Forfatterskolen i 2024. Vi er rigtige engle er hans debut.

gads forlag

ISBN 978-87-12-80270-9

VI ER RIGTIGE ENGLE

VI ER RIGTIGE ENGLE er en roman om overlevelse og forvandling, om at gøre døden til sin dukke, om seksualitet og klasse – og om et barn, der bliver voksen alt for hurtigt og alligevel bærer på en uudtømmelig kærlighed til sine forældre.

Dean Butt

Jeg ligger i min seng og kradser små stykker tapet af væggen med mine negle. Det er ikke let at falde i søvn. Jeg kan altid lugte røg. For mit indre blik ser jeg min familie brænde op. Flammer, der vokser sig store fra en skødesløs cigaretglød. Nogle af mine tidligste minder er ild og kvindeskrig. En elevator fyldt med grædende voksne. Alle bærer noget i deres arme: et fotoalbum, en kat, et barn. Far bærer lillesøster. Mor bærer mig. Mor græder. De var fulde. Far var faldet i søvn på sofaen inde i stuen. De havde glemt at slukke stearinlysene ovenpå fjernsynet. En flamme fik fat i gardinet. Røgen søgte far. Den søgte ind i ham. Han vågnede panisk. Stuen stod i flammer. Vi mistede alt. Vi stod nede på gaden og så til, mens ilden tog det hele. Jeg siger: Røgen fik ikke, hvad den kom efter den nat, så den vil komme igen.

Dean Butt

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 2

06.01.2026 14.22

Dean Butt

VI ER RIGTIGE ENGLE roman

GADS FORLAG

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 3

06.01.2026 14.22

Vi er rigtige engle Copyright © Dean Butt og Gads Forlag 2026 Omslag: Clara Birgersson Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80270-9 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 4

06.01.2026 14.22

Til alle, der er vokset op i natten, dem i sneen og dem, der elsker videre. Til mine søskende.

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 5

06.01.2026 14.22

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 6

06.01.2026 14.22

hvert udsagn skal hænge som en lille ødelagt verden i sine guldsnore – Ursula Andkjær Olsen

hans stemme pressede sig ind i stilheden og brød af, sneen faldt på den. – Anne Carson

and what is a parent to a child but a god – Seán Hewitt

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 7

06.01.2026 14.22

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 8

06.01.2026 14.22

INDHOLD

Hyggestuen

11

Jeg har set mig selv død

19

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning

21

Børneværelset 1-16

31

Det kaos, Jorden vågner op til

51

Sne 1

65

Stødpude

83

Forfatterskolen 1

95

Sørgebog

115

E

141

Sne 2

147

Jeg har set mig selv død

167

Stamtræ

169

En have i en have

189

Forfatterskolen 2

197

A&S

205

Kongeegen, Storkeegen og Snoegen

215

Slutninger

221

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 9

06.01.2026 14.22

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 10

06.01.2026 14.22

Jeg stirrer ind i solen. Vinduet er beskidt. Når jeg lukker øjnene, dukker en ny sol frem, blå og grøn. Den nye sol bliver mindre. Jeg åbner øjnene igen, og den gamle sol er tilbage. Sådan står jeg og gør. A roder i nogle skabe bag mig, hun leder efter noget. Vi står inde i Hyggestuen. Vi har fået lov til at fodre Ib, fritidshjemmets leguan. “Fandt dem.” Jeg vender mig om mod hende. Solen følger med, og den sidder lige midt i hendes ansigt. “Her.” A rækker en gennemsigtig plastikboks med indtørrede fårekyllinger mod mig. Jeg tager et skridt tilbage, lukker øjnene. Jeg tør ikke røre fårekyllingerne, og A elsker, at jeg ikke tør røre dem, for det gør hun, og det er mig, der er den store. Hun siger, at de ikke er farlige, de er jo døde, og egentlig også ret søde. Jeg spørger, hvad der er sødt ved et dødt insekt. Hvis vi er mindre gode venner, end vi er i dag, kan hun finde på at kaste en fårekylling efter mig eller jagte mig rundt i hele fritidshjemmet med en død fårekylling dinglende i udstrakt arm. Hun stopper kun, hvis jeg lover hende en tjeneste. At jeg skylder hende en. Som for eksempel at lege bestemte lege eller lade hende vælge de film, vi lejer i Blockbuster. Eller at jeg skal hente et glas vand til hende, når hun er tørstig. Og

11

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 11

06.01.2026 14.22

hun er altid først tørstig, når vi har lagt os godt til rette om aftenen, og jeg er ved at falde i søvn. Men i dag er vi venner, og alle hendes andre venner er på sommerferie, så hun jagter mig ikke rundt og truer med døde insekter. Hun fodrer Ib, mens jeg ser på, og vi har en fælles mission: Vi beskytter Ib mod de andre børn, som alle sammen vil forskrække ham, i håb om at han vil tabe sin hale. Rygtet går, at det er sket før. Ingen, der går her nu, har set det. Men A er dyrenes beskytter. A tager altid dyrenes parti. Jeg har engang set hende hjælpe en due fri, der sad fast i et hegn. Hun brugte sine bare næver. Det var mig, der opdagede duen. Jeg blev forskrækket. Duens hoved sad i klemme i et lille hul. Den forsøgte at vride sig fri ved at baske voldsomt med vingerne. A løb mod den. Jeg stod stille og forestillede mig, hvordan det ville være, hvis det var mig, der sad fast, med hovedet fanget adskilt fra resten af min krop. Tanken om at nærme mig duen, røre den, strejfede mig ikke. Far taler om duer, som andre mennesker taler om rotter. A tøvede ikke. A tøver sjældent. Hun greb fat om den, løftede den i sine hænder. Hun drejede den forsigtigt fri og satte den på jorden. Den virkede først svimmel, forvirret, så taknemmelig, og så fløj den væk. Jeg stod fortsat stille og så på, mens jeg overvejede, hvordan jeg ville have det, hvis jeg fik hovedet tilbage til resten af min krop, efter at det havde siddet fast, måske længe, og været helt for sig selv. I dag har fritidshjemmet sommeråbent, og jeg har ikke andet at lave, så jeg hjælper A med at vogte leguanen. I virkeligheden er jeg ret nysgerrig efter at finde ud af, om Ib rent faktisk kan tabe sin hale, hvis forskrækkelsen altså er

12

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 12

06.01.2026 14.22

stor nok, men tanken skræmmer mig også. Det kræver ikke noget særligt af mig at hjælpe A. Jeg sidder bare i sofaen ved siden af terrariet og lader A stå for at jage de andre børn væk, hver gang de nærmer sig. Men jeg tror, hun føler, at vi gør det sammen. Jeg tror i hvert fald, at hun er glad for ikke at være alene. Det ved jeg, jeg er. “Jeg har tænkt på noget,” siger A. “Hvad?” “Kan du huske dengang, vi lavede vinger til vores rollespilskostumer i projektugen? Hvad nu, hvis vi lavede nogle meget store vinger, endnu større? Så kunne vi lære at flyve.” “Men vi ved jo ikke, hvordan man bruger vinger.” “Det er da let. Vi skal bare gøre ligesom fuglene, og vi kan bruge sommeren på at øve os.” “Vi kan øve os i Søndermarken. Vi skal bare stå tidligt op, så er der ikke nogen, der ser os.” “Så skal du også vække mig.” “Ja ja, det skal jeg nok.” “Men vi skal nå at lave dem i dag, inden vi tager hjem, ellers går der en uge, før vi er her igen.” “Vi kan spørge Tina, om hun vil hjælpe os. Så bliver de også mere lige.” “Ja, det vil hun gerne, tror du ikke?” A og jeg klipper vores vinger ud af karton. Vi har tegnet efter Tinas skabelon. En lang vandret streg, der fortsætter med tre store buer under sig. Mine vinger er grønne. A’s er blå. Jeg klipser elastiksnor fast på dem, så vi kan stå op om morgenen og tage vores vinger på ryggen. Vi er enige om, at det er gode vinger. Vi er enige om, at de nok skal virke.

13

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 13

06.01.2026 14.22

Da vi kommer hjem, gemmer vi vingerne under vores køjeseng. Vi har sat os inde på vores værelse, men vi er begge ivrige efter at komme ud at prøve dem af. Der er voksne og børn nede i gården. Vejret er flot, så vi vurderer, at der også vil være mange mennesker ude at gå tur med deres hund i Søndermarken. Ingen må se os. Ingen må sladre. Far sidder i stuen. Han er vågen. Han ser fjernsyn. Mor er på arbejde eller i byen. Vi aftaler, det er bedst at vente til i morgen tidlig. “Hvor skal vi tage hen, når vi er blevet gode til at flyve? Hvor skal vi tage hen?” spørger jeg. “Det ved jeg ikke. Hvor tror du, vi kan være?” “Det ved jeg ikke.” “Måske hos moster?” siger A. “Hun ville bare ringe til mor og fortælle, at vi var der. Og hvis vi gerne vil være hos moster, kan vi tage bussen, som vi plejer.” “Nå, ja.” Vi sidder begge og overvejer vores muligheder. Jeg kan se på A, at hun er ved at miste modet. Jeg ved heller ikke, hvor vi kan være, men jeg er bange for, at A får kolde fødder. “Vi kan bygge en hule i skoven. Så skal vi bare have et tæppe med, så vi ikke fryser om natten. Eller vores dyner, hvis de kan være i taskerne.” “Jeg tror ikke, de kan være der.” “Så tager vi tæppet med.” “Jeg kan hente tæppet fra stuen, når far går på toilettet, eller når han sover.” “Kan du ikke hente det nu? Du kan bare sige, du fryser. Så tænker jeg over, hvad vi mere skal have med.”

14

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 14

06.01.2026 14.22

“Jeg skal i hvert fald have Monkey med.” “Skal jeg så tage Æsel med?” “Ja, for Monkey skal også have en ven.” Vi pakker vores bamser ned i vores rygsække. Jeg fylder en flaske med vand og pakker også den med. A har været ude i køkkenet at hente en pakke toastbrød, en smørkniv og et glas Nutella, som ikke er rigtig Nutella, og som vi kalder fake Nutella. Det kommer også med, og det føles rigtigt. Vi gemmer taskerne inde i klædeskabet. Vi smiler lidt til hinanden. Næste morgen vækker jeg A, sådan som jeg har lovet. Vi har vores rygsække på ryggen og vores vinger i hånden. Mor er der ikke. Far er oppe. Han sidder inde i stuen, hænger tungt i sofaen. Røgen. Vi kan lugte den inde på værelset. Han kommer ikke til at opdage, at vi går, men vi bevæger os alligevel forsigtigt. Vi lister og løfter vores pegefingre op til munden som for at sige shhh. Da vi ankommer til Søndermarken, finder vi et stort åbent område. Det er noget med tilløb og god vind. På græsset står der to bordbænkesæt i hver sin ende. Vi løfter og slæber dem begge ind mod midten, og så stiller vi dem i forlængelse af hinanden. Det er startbanen. Planen er at lette. Planen er at tage tilløb, at springe af al kraft ud i et frit fald. Når vi basker med vores vinger, flyver vi. Jeg er den første. Jeg tager mine vinger på ud over min rygsæk. Begejstringen i hele min krop. Jeg klatrer op på bordbænkesættet. Jeg får øje på punktet, hvorfra jeg vil springe. Jeg gør mig klar. Jeg er fokuseret. Så løber jeg. Jeg springer.

15

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 15

06.01.2026 14.22

Mine vinger ligger over mine arme. Mine arme er mine vinger, mine vinger er mig, og jeg basker, basker, men jeg lander på jorden. Vi ved godt, det vil kræve øvelse. Vi ved godt, det vil tage tid. Vi gør ikke plads til skuffelsen. Nu er det A’s tur. Hun klatrer op på bænken. Hun står stille et øjeblik. Trækker vejret. Koncentrerer sig. Jeg kan se det. Jeg kan se, at hun finder det punkt, hun vil springe fra. Ligesom mig. A løber. Hun springer. Hun basker med sine blå, blå vinger. Hun lander på jorden. Vi prøver igen og igen. Vi ser på hinanden. “Jeg tror, vi skal gøre det endnu hurtigere.” “Ja, måske skal du starte nu, men løb så hurtigt, du kan.” A klatrer op på bænken. Jeg står nede på græsset og ser op på hende. Hun tager sig sin tid. Hun vil gøre det rigtigt. Hun ser alvorligt frem og ud i mellemrummet, i den luft, hun så gerne vil beherske. Det er, som om hun forsøger at afkode den. I hendes alvor fornemmer jeg en vrede eller en insisteren. Hun har et mellemværende med vinden, med tyngdekraften, det åbne rum. Hendes ansigt bliver hårdt. Jeg kan se det. Måske forsøger hun at kanalisere den hårde blæst, som ikke blæser i dag, men som, når den gør, blæser med en sådan alvor, hun føler, hun skal bruge. Det er noget med, at ting kan være og ske, og at de kan være og ske, selvom vi ikke kan se det med vores øjne. Sådan vil A gerne være. Det tror jeg. Jeg tænker, at vinden, det åbne rum og alle naturlove gør bedst i at adlyde. Når A mener noget, så mener hun noget. Og hun mener det her.

16

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 16

06.01.2026 14.22

A løber. Hun er hurtig og præcis. Hun springer så højt, hun overhovedet kan. Solen i hendes ansigt. Hun basker ivrigt med sine vinger. Det blå er så blåt. Det er grønt. Hun lander på jorden, men – “JA!” råber hun. “Jeg kunne mærke luften under mig. Det virkede altså lidt. Det gjorde det!” Jeg skynder mig op på bænken. Nu sker det. Sådan tænker jeg. A har fået det til at ske. Jeg løber. Jeg springer. Jeg basker alt, hvad jeg kan. Jeg står på jorden, men A – “JA!” råber hun. “DET VAR, SOM OM DU BLEV I LUFTEN I LIDT LÆNGERE TID!!!” “JA!!!” råber jeg også. “Måske skal vi tage vores tasker af?” A giver mig ret. Vi tager vingerne af, smider vores rygsække på jorden, og så tager vi vingerne på igen. Vi klatrer op på bænken en ad gangen. A springer først. Så springer jeg. Vi gør det igen, og vi gør det mange gange. Når den ene står på jorden, mens den anden gør sig klar til at springe fra bænken, øver man sin flyveteknik, så man er mere klar og endnu dygtigere, når det bliver ens tur igen. Vi mener det, når vi siger hårdt arbejde. Indimellem er vi overbeviste om, at det virker, at vi bliver i luften bare lidt længere, end vi har gjort før. Vi siger, at hvis bare vi øver os, bliver ved og bliver ved, skal vi nok komme til at flyve. Så skal vi nok komme væk. Når vi holder pause, sidder vi og spiser toastbrød med fake Nutella. Vi studerer fuglenes flyveteknik. Det er mest bare duer, og det ser overhovedet ikke særlig svært ud. Det er vi enige om. Vi øver os hver morgen i fire dage. Så indser vi, at vi ikke kommer nogen vegne på den måde. Vi tager vingerne af. Vi smider dem ud. Det blå og det grønne i skraldespanden.

Vi er rigtige engle_TRYK.indd 17

06.01.2026 14.22