Forunderlige næser by Gads Forlag

Forunderlige næser

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet

Sats: Demuth Grafisk

Forsidebillede: iStock

Bagsidebillede: Shutterstock

Tryk og indbinding: Scandbook AB

ISBN 978-87-12-07558-5

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om forlagets klimakompensation på:

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Til min søn:

Du bærer kærlighed i dig.

Husk det altid.

Indhold

Den sommer, jeg opdagede min næse 9

Med næsen i historien – fra antikken til tidlig modernitet 52

Vejen ud af mørket – sansning og fornuft i en oplysningstid 111

Industriens og videnskabens århundrede

Verdenskrigenes århundrede 170

Nutidige næser – på færten af typiske temaer 200

Forunderlige, intime næser

Den sommer, jeg opdagede min næse

Det var den varmeste sommer, jeg kunne huske. En tropisk, fugtig sommer, hvor sveden drev ned ad kroppe alle vegne, og hvor luften var så bristefærdig af vand, at hver en indånding føltes som at trække vejret igennem et af de bittesmå papsugerør, der følger med juicebrikker. Jeg var trættere end træt. Men barnet var der. Dette var vores første barn, som jeg havde født få måneder forinden, og som nu optog alle mine vågne timer. Vi var indenfor det meste af dagen. Jeg kantede mig rundt mellem murbrokker fra den verden, jeg havde kendt. Der står ikke noget om jordskælv i de brochurer om fødsler, man får på hospitalet. Nogen burde klage. Vi havde næsten ingen familie, og de få tætte venner, vi havde, havde ikke selv børn. De havde svært ved at forstå det rum, jeg pludselig beboede. Det var den gamle sang om nye fremmede hormoner og barslens latente ensomhed.

Jeg havde svært ved at kende mig selv. I min ellers ret stabile følelse af mig havde meldt sig noget hypersensitivt, grådlabilt og grænseløst. Verden udenfor lod sig dog ikke mærke med noget. Den meldte friskt en dag sin ankomst i form af en smilende kittel fra den kommunale sundhedspleje. En kittel, der målte og vejede det lille nye menneske, tog noter og en passant på vej ud anbefalede, at jeg rent rutinemæssigt lige lod mig tjekke for fødselsdepression ved hjælp af et kort spørgeskema. Jeg sagde, at jeg ikke følte mig deprimeret. Tværtimod følte jeg mig faktisk let i hovedet på en næsten euforisk, boblende måde. Som når man har drukket champagne. Eller som når man er hovedkulds forelsket, hvilket

jeg jo sådan set også var. ”En halv time på maven hver dag. Skriv, hvis der er noget”, sagde kitlen på vej ned ad trapperne igen.

Noget var sket. Noget, der på én og samme tid var det mest almindelige, man kan forestille sig, og samtidig helt og aldeles ubegribeligt: Et nyt liv fandtes pludselig i verden! Et liv, der var rynket og lyserødt, og som rummede hele fremtiden i sit lillebitte væsen. Tiden var ophørt med at eksistere. Min egen krops rytme dikteret af den lille nye krops behov i en verden, hvor sproget ikke længere slog til. Ordene, der igennem mine mange år som journalist havde været et redskab for mig til at beskrive og forstå verden, havde mistet deres magt. Deres plads var invaderet af indtrykkene fra et nyt, omkalibreret og hyperaktivt sanseapparat, hvis impulser malede min verden i nye, fremmede farver.

Alle impulser dirrede i luften med en sitrende elektrisk intensitet. Særligt min næse gjorde hele tiden opmærksom på sig selv. Den holdt mig orienteret om stort og småt døgnet rundt: ”Underboen ryger på altanen!”, ”Nogen laver boller i karry!”, ”En bil udenfor holder i tomgang!” Det var inderligt udmattende. Med undtagelse af når det var fuldstændig fantastisk. Når jeg lod min hormonramte, altregistrerende barselsnæse begrave i duften af det lille nye liv, der var lige så overvældende, som den var svær at beskrive. En snert af frisk hø måske. Af kardemomme og solskin. Let som et mælkebøttefrø, varmt knitrende som efterårsblade og i stand til at få mit hjerte til at svæve op imod den blå himmel som en stor ballon. Det forekom mig at være selve duften af kærlighed. Noget ved min underlige nye næse forekom mig i det hele taget at være forbundet med den enorme kærlighed, jeg følte til barnet. Jeg begyndte at læse om lugtesansen og menneskenæsen, at undre mig over, hvad det var for en evne, den havde, som gjorde den i stand til at vække den slags følelser i mig. Det forekom mig, at den på en eller anden grundlæggende måde var anderledes end vores øvrige sanser. Men når jeg undersøgte, hvad der var skrevet

om den, fandt jeg næsten ingenting på dansk. Gradvist begyndte en ide at tage form i mit hoved: Jeg ville skrive en bog om menneskenæsen! Måske ville det også hjælpe mig med at finde tilbage til ordene igen. Med at generobre det sprog og den kontrol, jeg følte, jeg havde mistet. Jeg begyndte at spørge rundt blandt mine bekendte, hvilke lugte der havde betydning for dem, og det viste sig ret hurtigt, at alle havde et forhold til deres næse. En fortalte, at cypresser for ham duftede af frihed og tryghed, en anden fortalte, at han nærede et særligt had til lugten af sprinklervæske, og en tredje havde, lige siden han var barn, fået kvalme af lugten af nybagt rugbrød, uden at han ellers havde den ringeste anelse om hvorfor. Umiddelbart giver vores forhold til lugt ikke meget mening. Oftere end man skulle tro, at det var tilfældet, føler vi intenst ubehag ved lugte, der ellers opfattes som behagelige, og lige så ofte forelsker vi os i lugte, som burde frastøde os. Selv er jeg af uforklarlige årsager vild med den måde, glittede magasiner lugter på. En stor del af min fornøjelse ved at købe livsstilsmagasiner er at stikke min næse helt ned i papiret og indånde deres helt sikkert ikke særligt sunde kemi.

En tidlig og for mig lidt overraskende opdagelse var, at barnet ikke lod til at væmmes ved nogen lugte overhovedet. Ikke engang da en kloak i nærheden en dag skulle renses, og der stank unævneligt flere gader væk. Mens dets far og jeg smækkede døre og vinduer i og ikke kunne være nogen steder, fortrak barnet ikke en mine. Det var også forbavsende tolerant over for lugten af sved. Det var glad og faldt til ro i mine arme, uanset om jeg netop var kommet hjem fra en løbetur i mit svedige træningstøj eller lige havde været i bad. Det, vi oplever med næsen, er altså tilsyneladende også meget forskelligt, på trods af at vores næser må antages at være nogenlunde ens. Flere og flere spørgsmål ventede på svar, herunder det allermest grundlæggende: Hvilken sammenhæng er der mellem den kemi, vores næser registrerer, og de

stærke følelser og levende billeder, det kan fremkalde i os? Og hvilken skjult indflydelse udøver næsen egentlig over os?

Heldigvis fandt jeg også ud af, at vi har nogle meget kompetente videnskabelige næser herhjemme. Først og fremmest lægen Alexander Fjældstad. Hans bidrag til denne bog har været uvurderligt. Og dog kunne en undersøgelse af så stort et spørgsmål ikke begrænses til næserne og deres indretning alene. Det måtte nødvendigvis brede sig ind over andre fagområder, fordi den mening, vi oplever, bliver til i vores hjerner. Ikke kun læger men også neuroforskere, psykologer, sociologer og kulturhistorikere har i årtier interesseret sig for næsens hemmeligheder. I det daglige tænker de færreste af os over vores næse, og hvordan den påvirker os. Nogle gange hævdes det endda, at vi måske helt kunne undvære den. Men næsen er vildere, end vi forestiller os! Gennem den får vi hver dag gigantiske mængder af information – væsentlig information, der har betydning for hele vores måde at færdes på i verden, for vores følelse af tilknytning, forankring og livskvalitet. Alligevel viser historien om menneskenæsen, at vi altid har haft svært ved at forlige os med den. Særligt i den moderne vestlige verden. Det, vi oplever med vores næser, er grænseoverskridende og intimt. Vi kan ikke selv bestemme, om vi vil lugte verden omkring os. Det sker af sig selv, alene ved det, at vi trækker vejret. Næsen minder os ufrivilligt om vores forbindelse med naturen, den forbindelse, vi har forsøgt at fortrænge igennem hele vores kulturhistorie. Lugtesansen var dyrets sans, forsøgte vi at hævde. Dyret, hvis sniffende snude bandt det til mulden. Mennesket derimod var bestemt til at hæve sig fra jorden, til at gå stolt oprejst på sine to ben. Lige præcis vi, forestillede vi os, var noget andet end natur. Vi var hævet over den, og ifølge Bibelen bestemt til at herske over den. Eksistensen af vores lugtesans, og det forhold, at vi ikke kan undslippe den, udfordrer vores grundlæggende fortælling om os selv igennem historien. Af samme

grund har næsen mødt megen modstand igennem tiden. Ofte har den endda været forsøgt adskilt fra det egentlig menneskelige.

Det, den fortalte os, og den slags erfaringer, den gav adgang til, passede ikke ind i den historie, vi gerne ville fortælle om os selv. Ikke desto mindre oplever interessen for næsen i dag en renæssance. Næsen og lugtesansen interesserer ikke alene naturvidenskaben mere end nogen sinde i dag. Den undersøges også i bløde videnskaber, såsom historiefaget, etnologien og sociologien. Vores dobbelte forhold til den trækker et langt spor igennem vores kulturhistorie hele vejen frem til i dag. Der er således mange gode grunde til at beskæftige os med den.

I begyndelsen var næsen ...

Der fandtes næser på jorden længe før, der fandtes mennesker. De første af slagsen var mikroskopisk små og sad formentlig på bakterier, som navigerede efter kemi i deres omgivelser. Næserne i den tidligste ursuppe var badet i en allestedsnærværende lugt af svovl.

Den kom bl.a. fra gassen hydrogensulfid, frigivet fra vulkaner i helvedeshede skyer af gas, aske, støvpartikler og svovlsyre fra jordens indre. Kloden havde i sin første tid været et fjendtligt sted for kompleks kemi, men blev med tiden nedkølet, og vandet på den blev et perfekt miljø for kemisk evolution. Her kunne molekyler opløses og blande sig med hinanden, og dermed opstod myriader af aromatiske forbindelser i nye beboelige verdenshave.

De første levende celler i havene brugte svovl til at skaffe sig energi, men lærte siden at trække ilt ud af vandmolekyler. Overskydende ilt blev frigivet til luften til gavn for andre cellesystemer, og med ilten, der hobede sig op i luften, blev den æggeagtige lugt af svovl erstattet af en mere neutralt lugtende atmosfære. Som konsekvens af nye livsformers stofskifteprocesser fyldtes denne luft efterhånden af et væld af flygtige aromatiske forbindelser:

sprit-, blomster- eller citruslugtende alkoholer, fedtsyrer med noter af ost, sved og kokosnød. Benzinlugtende carbonhydrider og aldehyder med duft af malt, roser og græs. Produktionen af myriader af lugte fulgte således udviklingen af livet selv.

Ligesom lugtene fødtes også næserne hos de første hvirveldyr i havet. Faktisk ligner lugtreceptorerne hos den såkaldte trævlemunde – en fiskelignende art, der levede for en milliard år siden – de lugtreceptorer, vi er udstyret med i dag. Det var dog pattedyrene, der som de første udviklede det, vi forstår anatomisk som en egentlig næse: to strukturer på hver side af en næseskillevæg. Dertil udviklede de næsehuler og den indre muslingestruktur i næsen, der kaldes næsemuslinger, samt mere væv, der gav plads til flere neuroner. Blandt primaterne var lugtesansen umiddelbart ringere end hos mange andre pattedyr. Dog havde denisova-mennesket –én af vores arts forfædre, der levede for mellem 30.000 og 50.000 år siden – faktisk relativt gode næser. Vores forfædre havde nogenlunde den samme lugtesans som den, der skulle udvikle sig hos homo sapiens, forstået på den måde, at vi kan registrere nogenlunde de samme molekyler. Følsomheden over for dem varierer til gengæld. Denisova-mennesket var mindre sensitivt over for blomsterdufte, end vi er i dag, men fire gange så følsomt over for lugten af svovl. Det havde desuden en svaghed for lugten af honning. Neandertalerne, der blandede gener med denisova-mennesket, var også mere følsomme over for nogle lugte end andre. Deres næser var heller ikke tunet ind på blomster- og plantedufte, og de var heller ikke så sensitive over for lugt af urin og sved, som vi er i dag. Kaster vi et blik ud over disse tidlige menneskearter og sammenligner dem med vores egen art, ser vi, at denisova-mennesket var mere sensitivt over for lugt end homo sapiens, mens homo sapiens til gengæld er mere sensitiv, end neandertalerne var. Homo sapiens har desuden større variation i sine lugtreceptorer, hvilket forskere forklarer med behovet

for kulturel tilpasning, der fulgte med migrationen fra Afrika til andre dele af verden. Vores forfædres næser tilpassede sig evolutionært til skiftende miljøer, og deres sensitivitet over for specifikke lugte kan formentlig derfor også pege os i retning af, hvad de spiste. Vi ved ikke, hvad denisova-mennesket satte til livs, men dets følsomhed over for lugten af honning kan være en indikation på samme forkærlighed for netop honning, som også findes i nogle nutidige jæger-samler-kulturer. I forhold til andre pattedyr blev lugtreceptorerne hos menneskearten i særlig grad tunet ind på madlugte.

Mennesket lærte at forarbejde føde ved hjælp af ild for ca. 780.000 år siden. Det medførte ikke kun sparede kræfter på fordøjelse, der kunne bruges på udviklingen af større hjerner, det ændrede også måltidets rolle. Ilden gjorde os i stand til selv at frigive mundvandsfremkaldende aromaer, der blev baggrund for fællesskab. Nu handlede spisning ikke længere kun om overlevelse, men blev også forbundet med nydelse og kom til at fungere som et anker i socialt liv. Der er således fundet levn fra festlige sammenkomster, som involverede spisning af tilberedt mad, så tidligt som for 12.000 år siden. I en hule i Israel har man fundet resterne af kvæg og skildpadder, som er blevet sat til livs. Spisning blev et middel til at facilitere sameksistens i de tidlige menneskelige samfund.

Aroma, frigivet af ild gennem røg, blev også central i religion. For når nu tilberedt føde var næring for mennesker, måtte den duftende røg med sin stræben mod himlen vel kunne nære guderne. Brændofferet blev gennemgående i både tidlig jødisk, græsk og babylonsk gudstilbedelse. For babylonerne gik kommunikationen med guderne via ildguden Nusku, og samme rolle spillede ildguden Agni i vedareligionen, forløberen for hinduismen, buddhismen og jainismen. Aromaerne blev et bindeled mellem mennesker og guder. De nærede fantasien og gennemtrængte myterne og for-

tællingerne. Med andre ord: De fik tildelt abstrakt mening, der rakte langt ud over deres praktiske funktion.

Homo sapiens oversættes gerne til ”det tænkende menneske”. Sapientia på latin betyder imidlertid visdom, som stikker dybere end tankevirksomhed. Næsen er forbundet med forestillinger om en sådan visdom, en dybere erkendelse, både af konkret og metafysisk art. Af naturen såvel som af det hellige og sågar af mennesket selv. Lugt blev dermed ikke kun et bagtæppe for livet på jorden og et middel til navigation, det kom til at udgøre en direkte manifestation af det. Vi finder forestillingerne endnu i dag i oprindelige kulturer. Hos onge-folket på Andamanerne – en indisk øgruppe i den Bengalske bugt – mener man, at alt i universet er defineret ved dets lugt. Her holder man styr på årets gang og skiftende sæsoner ved deres forskellige lugte, og blandt seri-folket i Sonora, der er en del af Mexico, bruges lugtbeskrivelser som metaforer for følelser. I flere animistiske kulturer findes også forestillingen om kropslugt som essensen af et menneske. Hos onge-folket forestiller man sig, at selve menneskets sjæl sidder i næsen, og at dets lugt stammer fra dets knogler, på samme måde som duften af en blomst kommer fra dens stængel og blade – og forbindelsen mellem selvet og personlig lugt findes også hos bororo-folket i Brasilien. Blandt den etniske gruppe serer-ndut i Senegal, som er en del af det vestafrikanske serer-folk, tror man, at et menneskes livskraft er udgjort af dets lugt. Lugten kommer dels fra dets krop og ånde og dels fra dets udødelige sjæl, udgjort af netop lugt. En sjæl, der kan overleve i nye generationer ved reinkarnation. Af samme grund mener man også, at et barns kropslugt kan afsløre, hvilken forfader der har reinkarneret sig i det. Lugten af menneskekroppen er også forbundet med selvet i flere ikke-vestlige kulturer, hvorved det at lugte til nogen bliver en måde at forbinde sig med vedkommende på. En traditionel indisk hilsen er fx at lugte til en andens hoved, og en passage i Vedaerne

beskriver endda, hvordan det at lugte til en andens hoved kan være det ypperste tegn på kærlighed. Når en forælder lugter til sit barn, er det derved en måde at vise kærlighed på. Samtidig har lugt dog også altid været forbundet med fare, og det gælder i allerhøjeste grad også kropslugt. Hos temiar-folket i Malaysia, hvor man tror, at et menneskes personlige lugt, dets sjæl, sidder i den nederste del af ryggen, tror man, at man kan blive syg af at passere en anden tæt bagfra.

Forklaringen er, at vedkommendes sjæl derved vil blive forstyrret og blande sig med ens egen. Ligeledes findes hos desana-folket fra Amazonas et tabu omkring lugtblanding. Her er ægteskab mellem to personer, hvis kropslugte minder om hinanden, forbudt, og fordi man samtidig mener, at hver enkelt stamme har sin egen specifikke lugt, må partnere findes uden for stammen. Ligesom for de oprindelige næser i ursuppen kom lugt altså for mennesket til at blive forbundet med basal tiltrækning og frastødning – blot ikke i en verden af blind kemi, men i en verden af kultur og abstrakte begreber.

Kompleks kemi i et gådefuldt system

Hvad er det egentlig, vi oplever med vores næser? Svaret afhænger af, hvem man spørger. En kemiker vil sige, at vi oplever en usynlig verden af flygtig kemi. Vi ved meget om de molekyler, vi oplever som lugt. Så meget at man har kunne fremstille dem syntetisk siden midten af det 19. århundrede. Aromaer til parfumer, kosmetik og levnedsmidler fremstilles i dag i laboratorier og udgør en enorm industri. Men hvad karakteriserer egentlig aromamolekyler? Det gør først og fremmest, at vores næser er i stand til at registrere dem.

Molekylerne skal i første omgang kunne løfte sig fra en overflade og må derfor ikke veje ret meget. De fleste aromamolekyler

har en molekylmasse under 300. Molekylmassen angiver molekylets vægt, som er udgjort af den samlede masse af dets atomer.

Derudover skal der være nok af dem til stede, til at de kan detekteres af vores system. Den nødvendige mængde varierer afhængigt af molekylet. Man siger derfor, at lugtmolekyler har forskellige detektionsgrænser. Jo lavere detektionsgrænse, jo kraftigere oplever vi det.

De fleste lugtmolekyler er organiske forbindelser, hvilket betyder, at de indeholder kulstof. Uorganiske molekyler kan dog også have en lugt. Det gælder fx ammoniak, klor og hydrogensulfid, en gas, der lugter af rådne æg. De er i øvrigt alle tre giftige for mennesker. Vores næser registrerer lugtmolekyler, men nogle molekyler påvirker ikke kun næsen. De kan også stimulere den såkaldte trigeminusnerve, ansigtets tredelte følenerve, hvis nerveender sidder i munden og næsehulen.

Det betyder, at vi kan opleve nogle aromaer som kolde, fx pebermynte, eller brændende, såsom peber. Vi registrerer meget sjældent lugtmolekyler i isolation. Langt de fleste af de lugte, vi oplever, er udgjort af komplekse blandinger af mange forskellige molekyler i forskellige koncentrationer. Selvom vi påvirkes af hele denne flygtige verden af kemi, ændrer det dog ikke på, at vores oplevelse af den ikke bor i molekylerne, men i vores hjerner. Derfor kan vi heller ikke beskæftige os med lugt uden at tage udgangspunkt i næserne såvel som hjernerne, der registrerer dem.

Lad os derfor kaste et blik på næsen og dens forbindelse med hjernen. Din næses åbning mod verden er udgjort af næseborene. Næseborene er forbundne med svælget via næsehulen og adskilt fra mundhulen af ganen. Næsehulen selv består af to dele: den forreste del tæt ved næseborene og den egentlige næsehule. Den forreste del er beklædt med hud og rummer små hår, der filtrerer indåndet luft, mens den egentlige næsehule er beklædt med slimhinde. Næsehulen, som på lægelatin hedder cavitas nasi

propria, ender bagtil i næsesvælgrummet, som er opdelt i to af næseskillevæggen. Den bageste del af næseskillevæggen er udgjort af plovskærebenet, vomer, som strækker sig til gulvet i næsehulen. Ved dette gulv findes hos nogle et lille hul, som fører ind i resterne af det såkaldte vomeronasale organ eller Jacobsons organ. Det er en lille udposning på nogle millimeter, der hos mange dyr fungerer som et ekstra lugteorgan, men som ikke er funktionelt hos mennesker. Væggene på hver side af næsehulen mødes opadtil og har en bølget struktur på hver side. Det skyldes de tre såkaldte muslingeben, næsemuslingerne, hvis afrundede facon kan minde om muslinger. Det nederste af dem er det største, og det øverste er det mindste. Muslingebenenes funktion er at forøge overfladearealet i næsehulen og at opvarme og fugte luften, inden den trækkes ned i lungerne.

Under det øverste muslingeben findes nogle små huller. De fører ind i de bageste sibensceller – de små bihuler mellem øjnene og næsehulen. I loftet af næsehulen, på det øverste muslingeben og den tilstødende del af næseskillevæggen, findes lugteområdet, kaldet regio olfactoria. Her er et lille område dækket af lugtepitel, som er lugtecellerne, der registrerer lugtmolekyler i den luft, der trækkes op i næsen. Fra disse lugteceller udgår tyve små bundter af nervetråde, som kaldes fila olfactoria. De strækker sig op igennem loftet i næsehulen og igennem nogle små huller i en tynd knoglevæg, lamina cribrosa, der er en del af sibenet. Nervetrådene er en del af lugtenerven, der ligger parallelt med lamina cribrosa, på den anden side af denne, og som munder ud i lugtekolberne. Lugtekolberne befinder sig i storhjernen, på undersiden af pandelappen, og løber ud i to tragte på hver side af hjernens midte. Tragtene er forbundne med flere hjerneregioner i det, man kalder det primære olfaktoriske cortex. Dette er udgjort af den anteriore olfaktoriske nucleus, hvor sanseindtryk lokaliseres, den piriforme cortex, hvor lugteindtryk differentieres og vurderes, den entori-

ale cortex, der forbinder hukommelsescentret i hippocampus med resten af hjernebarken, og dele af amygdala, også kaldet mandelkernen, der er en del af det limbiske system.

Således har vi altså godt styr på både molekylernes kemi, næsens indretning og dens forbindelse med hjernen. Noget af den viden, vi har, er gammel. Allerede i antikken beskæftigede læger sig med næsens anatomi. Alligevel er det først i vores egen tid, der for alvor er blevet kastet lys over, hvordan vores lugtesans egentlig fungerer. De receptorer, næsen bruger til at opfange lugt med, blev først opdaget i 1991 – årtier efter udviklingen af molekylærbiologien – og endnu i dag er der ikke fuldt overblik over den måde, vi oplever lugt på. En del af forklaringen er den kemiske kompleksitet, en anden er, at næsen slet ikke er den passive modtager af information, vi har det med at forestille os. Den manipulerer tværtimod aktivt med lugtsignalerne undervejs.

Den tyske filosof og neuroforsker Ann-Sophie Barwich har beskrevet problemet med den svært gennemskuelige lugtesans i sin bog Smellosophy fra 2020. Heri sammenligner hun de områder i hjernen, der behandler indtryk fra næsen, med Enigma-maskinen, som nazisterne krypterede meddelelser ved hjælp af under Anden Verdenskrig. Der er tale om en slags kryptering, der gør noget, der egentlig ser ligetil ud, meget svært at gennemskue: Et signal produceret af kemi bliver kørt igennem systemet, ændret, og kommer ud igen på den anden side som en sansning. Vi har styr på kemien, og vi har styr på anatomien, men fordi vi ikke ved, hvilken systematik der ligger bag ændringen, ved vi ikke, hvordan input repræsenterer output.

Men nok om det, vi ikke ved. Lad os starte med noget, vi ved: Nemlig hvad der sker med molekylerne, efter at de har ramt vores næsebor. Forestil dig duften af en god kop kaffe, og spring ombord på et af de flygtige molekyler, der strømmer op i din næse, mens du fører koppen op mod læberne. Du åbner munden, tager en tår,

og nu driver aromaen bagud og opad inde i din mund og igennem den øverste del af dit svælg. Du registrerer de mange forskellige nuancer, den består af – eller i hvert fald de af dens bestanddele, du kan registrere: noget brændt, antydningen af tobak, læder, chokolade og måske karamel. Det er alt sammen forskellige signaler, men fordi du allerede har drukket tusinder af kopper kaffe i dit liv, kan din hjerne på en brøkdel af et sekund lægge summen af de forskellige signaler sammen og nå frem til konklusionen: kaffe! Måske rækker konstateringen også ud i det rum af erfaringer, du allerede har med netop kaffe, og vækker minder og associationer. Og hvorfor oplever du så alt dette? Vi spoler tilbage og zoomer ind på molekylerne. Som det første trængte de op i dine næsebor og ind i din næsehule. Her ramte de lugtecellerne i din næses epitel. Dem er der ca. 400 forskellige typer af, og de fungerer som en slags modtagelseskomité for aromamolekyler fra verden udenfor. Her blev hurtigt trængsel. Alene aromaen fra din kaffe bestod af 655 forskellige molekyler, og i den var højest sandsynlig også iblandet lugtmolekyler fra omgivelserne.

Man kan forestille sig kontakten mellem lugtmolekylerne og næsens receptorer som lig med de puttekasser, man kan få til børn, hvor klodser i forskellige faconer skal matches med de huller i kassen, der passer til dem: Bestemte receptorer kan modtage bestemte molekyler. Og så er det alligevel ikke så simpelt. Hvert enkelt molekyle flyver nemlig ikke bare pænt hen og knytter sig til én receptor – nej, forskellige dele af samme molekyle kan knytte sig til flere forskellige receptorer, mens den enkelte receptor også kan tage imod flere forskellige molekyler. Ved kontakten med molekylerne genererer receptorerne et elektrisk signal, og fordi de sidder for enden af hver deres sanseneuron, som strækker sig i en tynd nervetråd opad mod kraniehulen, er det også den vej, signalerne rejser. Signalerne, der blev vækket af molekylerne fra din kaffe, nåede derpå frem til lugtkolben, den fremskudte hjer-

nedel, som udgør et bindeled imellem næsen og hjernen. Her blev de samlet og kortlagt. Nervetrådene fra næsen fordelte sig her i nogle små runde strukturer, kaldet glomeruli. Neuroforskere kan se, hvilke specifikke nervetråde, og dermed hvilke signaler, der fører ind i hvilke glomeruli. Tilsammen dannede signalerne derpå en kombinationskode, en slags ID, der gjorde din hjerne i stand til at identificere lugten af kaffe. Fra lugtkolben blev signalet derpå fragmenteret igen og sendt videre til det limbiske system, hvor vores følelser har til huse, og til strukturer forbundet med beslutningsprocesser, kognition og hukommelse.

Lægen Alexander Fjældstad forklarer: ”Signaler fra sanserne når frem til hjernen gennem forbundne nerveceller. Det område, hvor én nervecelle hæfter på og aktiverer den næste nervecelle i rækken, kalder man for synapser. Signalet fra de andre sanser går igennem flere synapser, hvorefter de rammer en relæstation i hjernen, som er med til at styre opmærksomhed hen på dem. Næsen derimod har en nerve, der forbinder slimhinden i den direkte med hjernen. Det er der ingen af de andre sanser, der har. Og så er der en meget stærk forbindelse imellem lugtesansen og hukommelsen. Man kan se, at de to er anatomisk forbundne – de ligger lige ved siden af hinanden. Så der er en god forklaring på det, når man siger dette her med, at lugte fremkalder minder.”

Fjældstad er lektor i lugte- og smagssans og formentlig den i Danmark, der ved allermest om næser. Han har forsket i lugtetab siden 2013, han var med til at starte den første lugte- og smagsklinik i Danmark i 2016, og derfor har han selvfølgelig også en forklaring på, hvorfor næsen i de mere nørdede dele af litteraturen sammenlignes med Enigma-maskinen, med en art sort boks. Problemet med at få overblik bliver tydeligt, når vi sammenligner med hjernens kortlægning af andre sanseindtryk. Når vi ser, fanger fotoreceptorer på vores øjes nethinde forskellige dele af det, vi betragter. Når receptorerne bliver ramt af lys, bliver de forskellige

bidder af information omformet til elektriske signaler, der rejser op i hjernen, hvor de aktiverer bestemte neuroner dedikeret til specifikke aspekter som kontrast, flader, position osv. Resultatet er en slags kort, hvor man kan se præcis, hvad der behandles hvor. Et tilsvarende godt overblik har vi også over høre- og smagssansen: ”I forhold til hørelsen kan man inddele signalet herfra i frekvenser og på den måde se, hvilke frekvenser der ender hvor. Med smagssansen er der også forskellige områder i hjernen, der kan knyttes til grundsmagene. Men med lugtesansen er det kompleks kemi. Og fordi der er millioner af forskellige molekyler, bliver det enormt svært at vide, præcis hvilke signaler der giver udslag hvor”, forklarer Fjældstad. Alene antallet af molekyler og den måde, de hæfter sig på receptorerne på, giver et fuldstændig astronomisk antal kombinationer. Læg dertil, at molekylerne selv manipulerer med signalet allerede ved ankomsten til næsen. Mange af dem indeholder nogle af de samme kemiske komponenter, så for at signalet ikke bliver udvandet, men står så skarpt, at hjernen kan genkende dem, blokerer de til tider for hinanden, sådan at kun dele af informationen sendes videre. Molekylerne kan desuden øge eller sænke følsomheden i de enkelte receptorer. Af samme grund har lugtesansen givet videnskaben grå hår i årtier: Den rummer simpelthen flere ubekendte end vores øvrige sanser. Nemmere bliver det ikke af, at man heller ikke umiddelbart kan se på et ukendt molekyles kemiske struktur, hvordan det lugter. Selv garvede kemikere må typisk tage deres egne næser i brug, når de skal afgøre det, eller klage deres nød til et panel af veltrænede næser som dem, der sidder på parfumeskabere og vinkendere. Der findes molekyler med identiske kemiske egenskaber, der alligevel lugter vidt forskelligt: ”Du kan have to molekyler, som er fuldstændig identiske, udover at de i deres kemiske opbygning vender hver sin vej, ligesom spejlbilleder af hinanden. De har

helt identiske kemiske egenskaber, men kan alligevel lugte vidt forskelligt”, forklarer Fjældstad.

Men hvad så hvis vi nøjes med at følge et enkelt molekyle? Ville det så være muligt at kortlægge et lugtemolekyles rejse fra receptorerne i næsen til det, vores hjerner oplever det som? I princippet ja, fortæller Fjældstad. Man ville kunne tage en lugt, der kun bestod af ét molekyle, og teste den på forskellige grupper af mennesker – nogle med en virkelig god lugtesans og andre, der slet ikke kan lugte noget – og så sammenholde det med data fra deres genom og se på, hvilke lugtreceptorer de har gener for. Bagefter kunne man efterprøve sin hypotese og på den måde måske blive i stand til at sige ”lige netop denne her receptor er supervigtig for at kunne lugte lige præcis denne her lugt”. Og faktisk er sådan et kort over enkelte molekylers lugt også i dag blevet nemmere at optegne. Det kan man gøre med kunstig intelligens, som i modsætning til menneskehjerner ikke har nogen problemer med at overskue enorme mængder information. Fordi computermodeller kun undersøger enkelte molekyler, giver de imidlertid ikke et retvisende billede af det, vores næser oplever i den virkelige verden, som netop er blandinger: ”De fleste molekyler stimulerer ikke kun én, men 10, 20, 50, måske 100 receptorer i forskellig grad. Det komplicerer det en del. Så big data er fint – men det handler om, hvad man vil med det”, konstaterer Fjældstad. Og så er der det lille aber dabei, at menneskenæsen faktisk er mere følsom over for nogle typer molekyler end computernæser: ”Det gælder fx svovlholdige molekyler. Dem er mennesker mere følsomme over for end maskiner eller e-næser [apparat, der efterligner funktionen af menneskenæsen]. Vi kan opfatte ufatteligt små koncentrationer af disse molekyler, der kan have en stor samlet indvirkning på, hvordan den samlede lugt opfattes”, fortæller Fjældstad. Computermodeller forholder sig altså ikke til det, vi mennesker oplever med vores næser ude

i den virkelige verden. Og idet de netop ikke er menneskelige, afspejler de heller ikke de individuelle forskelle i lugtopfattelse, der skyldes fx vores køn og gener. Det er væsentligt. For selv små genetiske forskelle kan have stor betydning for funktionen af de enkelte lugtreceptorer. Som neurobiologen Joel Mainland forklarede i 2019 i Science Daily: ”De genetiske forskelle betyder, at når to mennesker lugter til det samme molekyle, kan den ene opleve blomsterduft, mens den anden ingenting kan lugte overhovedet.”

Pointen med individuel variation bliver bekræftet af Alexander Fjældstad: ”Det, vi oplever med næsen, afgøres af både kemi og genetik – dvs. hvilke lugtreceptorer vi hver især har, vores køn [kvinder er generelt bedre til at identificere lugte end mænd], og der kan være kæmpestore forskelle. Hvis du og jeg skulle lugte til den samme ting, ville vi have en 30 procent variation i vores genetiske materiale, der ville gøre, at vidt forskellige receptorer ville blive aktiveret hos dig og mig ved den samme lugt.” Det er altså i realiteten ofte umuligt for os at vide på forhånd, hvor forskelligt vi egentlig oplever lugt og duft. Både fordi mængden af kemisk information er enorm, fordi signalerne ændres undervejs, og fordi vi er genetisk forskellige. Computermodeller kan kortlægge nogle områder, men når vi taler om menneskelige oplevelser af lugt, kommer vi ikke uden om indflydelsen fra vores biologiske systemer.

Din næse oplever en verden af associationer og følelser

Udover køn og genetiske forskelle har også vores individuelle erfaringer stor indflydelse på, hvordan vi oplever verden med næsen. Skifter vi den biokemiske og genetiske optik ud med en psykologisk, står det klart, at vores oplevelser af lugt i udpræget grad er et produkt af vores individuelle associationer. Vi knytter nemlig både erindringer og følelser til specifikke lugte – og ofte sker det

på tidspunktet, hvor vi støder på dem for første gang. Koblinger mellem lugt og følelser sker tidligt. Faktisk tyder noget på, at de allerede kan etableres, inden vi bliver født. Et foster bliver, gennem fostervandet, bombarderet med aromamolekyler fra den mad og drikke, moderen indtager, og der findes studier, som peger i retning af, at tidlig eksponering har indflydelse på vores lugt- og aromapræferencer senere i livet. Området er undersøgt af bl.a. den amerikanske biopsykolog Julie Mennella og den hollandske professor i eksperimentalpsykologi E.P. Köster.

Et studie af Mennella viste, at nyfødte børn af mødre, der havde indtaget kraftigt lugtende madvarer som fx hvidløg under graviditeten eller amningen, fandt netop de aromaer mere behagelige end nyfødte af mødre, der ikke havde, og Köster fandt tegn på, at denne tidlige kobling skaber præferencer, der varer ved. Og hvordan kan man så undersøge den slags? Ved at tænke i alternative baner, tilsyneladende: Köster vidste, at man i mange år i Tyskland havde tilsat vaniljearoma til modermælkserstatning. Derfor satte han og hans team en bod op med ketchup-prøver på et marked i Frankfurt. Den ene del af prøverne indeholdt almindelig ketchup, den anden ketchup var tilsat vaniljesmag.

Formålet var at finde ud af, om der kunne spores et sammenfald mellem dem, der valgte ketchup-prøverne med vaniljesmag, og dem, der havde fået modermælkserstatning som spæde. Blandt dem, der havde angivet at været blevet ammet, foretrak 73 procent den almindelige ketchup, mens det kun gjorde sig gældende for 33 procent af dem, der havde fået flaske. Koblingen mellem tidlig eksponering for aroma og senere præferencer blev desuden demonstreret i 2000 af en fransk antropolog og neuroforsker ved navn Benoist Schaal, som fandt, at børn af mødre, der havde spist fødevarer med smag af anis de sidste to uger af deres graviditet, udviklede en præference for anis. Vores personlige præferencer for lugt er altså i høj grad afgjort af, hvorvidt vi kender dem i

forvejen og associerer dem med noget trygt og rart. De konkrete situationer, vi møder dem i, har også stor betydning. Vi kan som bekendt opleve den samme lugt meget forskelligt afhængigt af konteksten. Vi nyder lugten af røg omkring Sankt Hans-bålet en lun midsommeraften, men bliver bange, hvis vi registrerer den samme lugt derhjemme midt om natten. Vi væmmes ved lugten af sved, når vi er tvunget til at stå tæt op og ned ad fremmede mennesker i metroen, men tager ikke nødvendigvis anstød af den, hvis den kommer fra vores partner.

I forsøg har det også vist sig muligt at koble lugt og følelser. Den canadisk-amerikanske psykolog og neuroforsker Rachel Herz koblede i et studie lugt, der var ukendt for forsøgsdeltagerne, med henholdsvis en positiv og en negativ oplevelse. Hun satte to grupper til at løse en opgave i et computerspil, mens de blev eksponeret for lugten. Nogle deltagere fik en svær opgave og mistede spillepenge, hvis ikke de løste den, andre fik en nem opgave og blev belønnet med rigtige penge. Forsøget viste, at dem, der havde fået den svære opgave, var tilbøjelige til at vurdere lugten negativt, mens gruppen, der havde fået den nemme opgave, gav den en positiv vurdering.

Vores hjerners evne til at associere bestemte lugte med følelser af stærkt ubehag eller velbehag kan til tider helt overskrive den måde, de bredt bliver opfattet på. Vi kan lære at holde af lugt, langt de fleste finder ubehagelig, eller væmmes ved dufte, de fleste finder behagelige eller blot neutrale. En kollega, der havde boet i Bagdad under Golfkrigen i 1991, fortalte, i forbindelse med tilblivelsen af denne bog, om sit anstrengte forhold til Mariekiks, der lugter lidt af den universelt populære aroma vanilje. Forklaringen var, at hun i perioden havde levet nærmest udelukkende af Mariekiks, for da krigen brød ud, kunne hun ikke lave mad: ”Jeg havde ikke strøm, og den smule gas, jeg havde, turde jeg ikke bruge til madlavning – så jeg brugte den kun til at koge vand til te. Når

solen gik ned, sad jeg med et stearinlys tændt, drak en kop te og spiste kiks, mens jeg ventede på nattens missilangreb. I dag kan jeg ikke udholde lugten af Mariekiks”, skrev hun til mig.

Et eksempel på det modsatte, hvor ubehagelig lugt knyttes til positive følelser, er den britiske podcastvært Amy Lamé. I podcasten A Life in Scents fortalte hun om sin forkærlighed for lugten af kloak. Hendes far havde været kloakarbejder, og derfor forbandt hun lugten af kloak med den tryghed og kærlighed, hun følte til sin far. Hjernens afkodning af signaler fra næsen er altså yderst fleksibel, og signalerne bliver vurderet sammen med dem, den får fra vores øvrige sanser. Det giver god mening, men det betyder også, at næsen er uhyggeligt nem at løbe om hjørner med. Når vi ser på noget med vores øjne, føler vi os som regel sikre på, hvad vi ser. Vi konstaterer uden tvivl, at her har vi et hus, et træ, en båd, et menneske eller noget helt femte. Men lugtesansen er mere drilsk og meget nemmere at manipulere.

I Smellosophy beskriver Ann-Sophie Barwich et eksempel fra et symposion om lugtesansen, hun deltog i i 2017. Parfumeskaberen Christophe Laudamiel demonstrerede her, hvordan indflydelsen fra de øvrige sanser kan påvirke hjernens fortolkning af lugt. Han havde uddelt små lugtstrips vædet med sulfurol. Sulfurol er et molekyle, der lugter fedt og sødligt og har en meget lav detektionsgrænse. Hvad var det? Publikum havde været i tvivl. Så havde Laudamiel vist et billede af varm mælk. En mumlen gik gennem publikum. Selvfølgelig var det lugten af varm mælk! Så ændrede Laudamiel billedet til skinke, og pludselig lugtede det af skinke. Blot ved at ændre billedet, altså det øjnene så, kunne Laudamiel ændre publikums fortolkning af lugt. Sulfurol findes i flere ting, herunder peanuts, cognac og i noget slags grillet kød. Kontekst og indtryk fra vores øvrige sanser påvirker således den måde, vi fortolker lugt på, og det gør også næsen sårbar over for diverse former for markedsføring og kollektiv hype. Det sås

i 2023, da en parfume ved navn Missing Person gik viralt på TikTok. Blandt noterne var såkaldt ”skin musk”, en varm, pudderagtig og mild version af moskusduft, der traditionelt er tung og animalsk. Beskrivelserne af parfumen lød: ”ren, provokerende og unægtelig velkendt” – og både flakon og emballage var holdt i bløde hudfarver. Duften skulle angiveligt vække minder om en elsket persons hud, og effekten udeblev ikke. På TikTok hævdede en bruger, at parfumen duftede præcis som hans kæreste, når hun lige havde været i bad, og en anden fortalte grådkvalt, hvordan den mindede hende om en veninde, hun ikke havde set i lang tid. På det sociale medie Reddit skrev en tredje bruger om, hvordan duften ved brug første gang havde vækket minder om en afdød mor og anden gang om en afdød ekskæreste. I slående kontrast til molekylernes flygtighed står den kraftige måde, hvorpå vi kan opleve dem, og de store følelser, de kan vække i os. Lige så vel som lugt og duft kan fremkalde minder om dem, vi elsker og savner, og fylde os med følelsen af kærlighed, kan de også fremkalde panisk angst. Det skyldes, at signalet fra næsen rammer vores hjernes limbiske system, den struktur, der huser bl.a. amygdala, som håndterer vores frygtrespons. Lugte kan give os åndenød og hjertebanken, selvom de er harmløse, hvis blot vi tror, de er farlige. Det er påvist af den belgiske psykolog

Omer Van den Bergh gennem en række eksperimenter ved Leuven Universitet i Belgien. Her påførte han forsøgspersoner fysiologisk (men harmløst) ubehag ved at udsætte dem for en øget koncentration af kuldioxid sammen med en lugt. Kuldioxid kan give hjertebanken og åndedrætsbesvær, og det var præcis, hvad deltagerne oplevede efter godt tyve sekunder. Overraskelsen indfandt sig imidlertid dagen efter, da deltagerne blev udsat for den samme lugt – nu uden tilsat kuldioxid – og oplevede præcis de samme symptomer.

Forunderlige næser

Amalie Keren Maarbjerg