Ustyrligt demokrati

MIKKEL THORUP

USTYRLIGT DEMOKRATI

VERDENS VILDESTE EKSPERIMENT

Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond

USTYRLIGT DEMOKRATI MIKKEL THORUP

VERDENS VILDESTE EKSPERIMENT

DEMOKRATIETS TO KROPPE

EN GOD IDÉ ELLER …

Da demokratiet blev opfundet for at forhindre demokrati

Demokrati som krise

Demokratier i krise

STYR PÅ DET OG DE USTYRLIGE

Ufejlbarlighed. Om fem suveræner

Guddom og pøbel. Om folket

Et onde iboende frie st yreformer. Om partier

Politiske fremtidsteknologier. Om manifester, uafhængighedserklæringer og forfatninger

MÅDER AT VÆRE IMOD

Hvordan hader demokratier?

Diktatorer om demokrati

Hvordan kritiserer man demokratiet?

KAMPE I OG OM DEMOKRATIET

Hvor er magten? Om konspirationsteorier

Sort gennemsigtighed. Om lækager

Gadens tænkning. Om pladsbesættelser og gadepolitik

KUNNE MAN GØRE DET ANDERLEDES?

Illiberalt demokrati

Populistisk demokrati

Neoliberalt demokrati

Radikalt demokrati

DEMOKRATIETS TO KROPPE

Verden er træt af parlamentarisk politik. H.G. Wells, 19321

Den 10. juli 1977 var der møde i det irakiske planlægningsråd, hvor præsident Saddam Hussein holdt en tale om demokrati som en kilde til styrke for individ og samfund: ”Der er ingen modsætning mellem demokrati og legitim magt. Ingen bør nogensinde forestille sig, at demokrati vil svække ham eller mindske respekten for ham og hans legitime magt, for det er ikke sandt”.2 Jeg tror, de fleste vil frabede sig en lektion i demokrati fra Hussein, der vist antog, at politik kun er for mænd. Men vi tror heller ikke helt på, at demokrati forener individ og samfund. Vi kan dog tage hans udtalelse som et tegn på det håb, der er investeret i demokrati. Løser det ikke modsætningen mellem at være både regeret og den regerende, fri og

Den 9. april 2003 hængte amerikanske marinetropper et USA-flag over ansigtet på den just væltede irakiske diktator Saddam Hussein. Irakere var samlet på pladsen for at vælte statuen, men vendte sig imod amerikanerne. Det var ikke USA som besættelsesmagt, de var kommet for at fejre. Det var frihed.

befalet, et individ og en del af et fællesskab? Og giver det os ikke et samfund, hvor prisen for entré ikke er servil underkastelse, men stolt individualisme? Ikke helt, men måske tæt på.

Jeg forsøger at se ”ikke helt” som andet end et dødeligt problem. Selv om det til tider er netop det. Det skal derimod betragtes som en produktiv dynamik inden for det liberale og repræsentative demokrati. Grundlæggende argumenterer jeg for det modsatte af Saddam Hussein, nemlig at der er en spænding mellem demokrati og legitim magt. Men i modsætning til den lange række af antidemokratisk tænkning gennem tiderne udforsker jeg det som en mulig styrke. Demokrati afslutter ikke debatten. Det løser ikke det spørgsmål, som oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseau engang definerede som at være ”en vild i byen” – at være fri og ubundet i meget tæt nærhed af mange andre. At forene egen frihed med andres og at være både ledet og leder. Men det giver et format for debatten og for den konstante talen om, at demokratiet er uforløst. Måske Saddam Hussein-citatet kan fravriste os forestillingen om, at demokrati er lig med social fred. Det er heller ikke lig med borgerkrig, selv om det til tider er degenereret til det. Der er uproduktive, farlige og antidemokratiske dynamikker i demokratiet. Men det vigtige for mig er at udforske de produktive spændinger i demokratiets idé og den utilfredshed, det demokratiske liv afføder. Demokrati er velsagtens den eneste styreform, der lover medindflydelse og giver folk forventning om et bedre liv. Det er derfor også en styreform, der kan skuffe. Netop fordi det skaber berettigede forventninger. Afstanden mellem virkelighed og ønsker får folk til at skubbe demokratiet i forskellige retninger.

At demokratiet er i krise, ses af den faglitteratur, der spreder sig i øjeblikket. Tre fremtrædende eksempler er den britiske idéhistoriker David Runcimans How Democracy Ends, de amerikanske politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatts How Democracies Die samt Yascha Mounks The People vs. Democracy. Jeg har selv bidraget med bogen Demokratiets krise og de nye autokratier sammen med mellemøstforskeren Peter Seeberg. For ikke at nævne alle de bøger, der mere eller mindre eksplicit sidestiller den tidligere og nuværende Trumpregering med historisk fascisme. Det gør f.eks. den amerikanske historiker

Timothy Snyder i Om tyranni og den amerikanske politiker Madeleine Albright i Fascism. 3

Forskelligheder og indsigter til trods har de alle en for rigid forestilling om demokrati. Deres fremstillinger er for ahistoriske, og trusler måles for hurtigt som afvigelser fra den model, vi har i dag. Og lad os huske – som det indledende Wellscitat minder os om – at der næppe har været en tidsalder, der ikke har troet, at demokratiet var i sin værste krise. Det siger intet om, hvorvidt det er i alvorlig krise nu. Men det fortæller os, at krisebevidsthed måske hører til demokratiet.

Jeg måler og vejer ikke eventuelle kriser. Spørger ikke, om vi lever i de sidste tider. Jeg er interesseret i, hvordan vi diskuterer demokratiets kriser. For der er verdener til forskel på, om man ser problemet som resultat af, at beslutninger er for tæt på borgerne, dvs. at demokratiet er for demokratisk, eller at beslutninger er for langt fra borgerne, dvs. at demokratiet er for lidt demokratisk. Om man mener, problemet giver sig udslag i en for aktivistisk og væksthæmmende politik eller i en klimakatastrofal inaktivitet. Vi skal derfor se på nutidens demokratiske utilfredsheder og kriser og på, hvordan de også er anledning til eksperimenter.

Der er en mærkelig lighed mellem klimaforandringer og demokrati. Begge bliver i stigende grad beskrevet i katastrofale termer – som det næsten uundgåelige kollaps af alt, vi holder af. Alligevel er svarene i bedste fald frygtsomme og moderate. Katastrofe og sammenbrud er blevet normaliseret.4 De føles allerede som det givne. Klimatilpasning frem for løsninger – eller bare apati – er den dominerende reaktion. Klimaforskere fortæller os, at mulighedernes vindue hurtigt lukker sig, og vi skal nu begrænse klimaændringer gennem drastiske nedskæringer i udledninger. Der er ingen nemme løsninger længere, og vi skal tilpasse os et radikalt skiftende miljø. Måske sker der noget lignende med demokratiet. Det repræsentative demokratis æra synes forbi i klassisk forstand. Tidevandet stiger, og stormene raser. Der er ikke længere pæne rettelser til at holde tingene, som de var. Radikale ændringer er over os, men fremskrivningerne er i bedste fald utydelige eller urealistiske. Vi ved kun, at fremtiden ikke bliver som nu, og at håndteringen af forandringer ikke vil fungere længe.

I en artikel i bogen med det sigende navn The Great Regression skrev den amerikanske antropolog Arjun Appadurai, at ”der er en træthed med selve demokratiet”5 i dele af befolkningen. Jeg vil snarere mene, at der er en træthed med det parlamentariske demokrati i de fleste dele af befolkningen – top, midt og bund. Det er ikke demokrati som en ideel, men aktuel praksis, der kritiseres fra alle sider. Og mere end at være i terminal krise er demokratiet plaget af ”en følelse af ubehag”6 hos offentligheden, politikere og forskere. En gensidigt forstærkende kæde af reaktioner, hvor politiske eliter i stigende grad oplever parlamentarisk demokrati som blottet for effektivitet. Og borgerne ser det som et underskud af legitimitet. Alt for ofte måles den uro som støtte til demokrati eller til ikke-demokratiske alternativer. Men det er en for grov målestok. Mere præcist er vi vidne til et langvarigt ”brud i forholdet mellem dem, der regerer, og de regerede”,7 hvor begge sider ser skeptisk på den anden.

Min tese er, at den nutidige uro antager demokratisk form. Bare ikke altid repræsentativ form. Det er en fejl at se f.eks. lav valgdeltagelse, opbakning til populister, identitetspolitik og gadepolitik som tegn på, at borgerne trækker sig, ligesom det er fejlagtigt at se neoliberalisme som afslutningen. De skal snarere ses som eksperimenter i demokratiets fortsættelse med andre midler end repræsentation. Så i stedet for at se på de ydre trusler eller de interne årsager undersøger jeg, hvordan demokrati konstant diskuterer og omformer sig selv, vrider og drejer, hvad det betyder og udgør.

Jeg er enig med den franske idéhistoriker Pierre Rosanvallon i, at det ”ikke er frigørelse fra politik, men snarere en transformation af politisk involvering. Brændpunktet for demokratisk aktivitet ser ud til at flytte til civilsamfundet, og folk ser ud til at lede efter nye måder at udtrykke sig på”.8 Man skal tilføje, at eliter også er i gang med nye aktiviteter og at flytte politisk aktivitet til nye steder. På samme vis dokumenterer politologerne Mary Kaldor og Sabine Selchow en udbredt utilfredshed blandt borgerne: Det, der ”deles på tværs af forskellige typer af protester, handlinger, kampagner og initiativer, er omfattende frustration over formel politik, som den praktiseres i øjeblikket. Udtrykkene ’vred’, ’forarget’ eller ’skuffet’ er et udtryk for denne frustration”. Den utilfredshed oversættes til ”den subjektive oplevelse af at deltage i politik på en ny måde, af at rekonstruere demokrati ud fra egne handlinger”.9 Dele af denne bog udforsker den frustration og deltagelse. Andre dele udforsker

elitens frustration over demokratiet, som det praktiseres i øjeblikket. Eliten taler måske ikke om at være vred eller forarget, selv om mange ofte er skuffede over borgerne eller nervøse for udviklingen. Et mål med bogen er at bringe sproget om elitens utilfredshed frem, da de fleste målinger af demokratiets tilstand fokuserer ensidigt på den brede befolkning og ser krisetegn i befolkningens reaktioner frem for elitens.

Det moderne, repræsentative demokrati udvikler sig i forlængelse af og i brud med monarkiet og er forbundet med kongens krop. Først skal vi derfor på et kort besøg i kongens gemakker. Kongens krop og person var omdrejningspunktet for politik og tænkning i det førmoderne.10 Som den amerikanske politiske filosof Michael Walzer skriver: ”Når staten er repræsenteret ved kongens person, da er politisk aktivitet begrænset til hans umiddelbare omgivelser (…) kongens privatliv bliver synonymt med kongedømmets offentlige liv”.11 Hofintriger og -sladder er datidens offentlighed. Statsadministration er hofliv, og kongens krop symboliserer og legemliggør nationen. Forræderi tager form af majestætsfornærmelse, og arvefølge er det vigtigste politiske spørgsmål overhovedet. Nationer og undersåtter er kongens ejendom. ”Staten, det er mig”, som den franske solkonge, Ludvig 14. (1638-1715) skal have sagt. Og det gode styre bliver forsøgt etableret gennem opdragelse af tronfølgere. Kongen er både lovens kilde og den eneste, som ikke er bundet af loven. Den monarkiske suveræn er den, der ikke kan gøre noget galt. Han kan begå fejltrin, men ingen kan retmæssigt beskylde eller anklage ham for noget. Staten er kongens husholdning.

Mens kongens person, gøren og laden er udgangspunkt for førmoderne politik, kan moderne politisk idéhistorie ikke meningsfuldt skrives eller forstås uden fokus på territorialstaten. Her er den væsentligste repræsentation ikke tronen, men kontoret, ikke kongen, men ministeren, og ikke de storslåede kroningsceremonier eller hofballer, men den daglige administration af socialt liv. Kongen er den konkrete og levende og også dødelige person, der nu og her besidder magten, og personificeringen af magten. Begge opsummeret i proklamationen ”Kongen er død. Kongen længe leve”, som vi – dog uden monarkens

dødsfald – så det den 14. januar 2024, da dronning Margrethe overdrog tronen til sin søn. Der er derfor både en forgængelig og en evig konge repræsenteret. Personen lever og dør, men er også symbolet eller repræsentanten, der består. Det er på mange måder den dobbelte krop, overgangen til det moderne gør op med og fortsætter. Vi kan forstå det som en fordobling af magten, nemlig i den, der hersker, og den, der regerer. Kongen besidder begge som privat ejendom. Men i overgangen til det moderne har vi afpersonaliseringen og adskillelsen af de to magter. Staten er både den historiske, dødelige helhed, og den evige, arvtageren fra både Gud og konge.

Jeg har allerede benyttet mig af det fascinerende studie af kongens to kroppe, som den tyske historiker Ernst Kantorowicz udgav i 1957.12 De historiske detaljer er ikke vigtige. Det afgørende er de to kroppe: den konkrete og dødelige båret af den, der aktuelt sidder på tronen, og den symbolske og udødelige indeholdt i monarkiet. Begge legemliggør og fremviser monarken. Men en anden dobbelthed i det førmoderne blev samlet i monarkens person, nemlig retten til at herske – hvem har adgang til tronen og hvorfor? – og retten til at regere: Hvem kan befale, hvorfor og ikke mindst hvordan? I kongens person var de to symbolsk forenet.

Den udødelige krop symboliserer retten til at herske, og i det moderne overtager folket den ret. Folket er den udødelige magt, der til tider giver sin forskelligartede stemme til kende som folketingsflertal, men som selv forbliver det øverste princip for legitim magt. Derimod symboliserer kongens dødelige krop retten til at regere, og den overtages af regering og administration. Der sker altså en splittelse mellem retten til at herske og retten til at regere. Det formidlende led mellem de to kalder vi repræsentation.

Folket hersker måske, men det regerer ikke, og folket varetager ikke den daglige politik. Magtens andet forhold handler om den, der regerer, og dermed om den, der udøver magt. Igen viser den førmoderne konges benådningsret – retten over liv og død – at regeringsmagten var hans private ejendom. Det er også væsentligt, at i modsætning til herskermagten har den magtform formentlig altid været uddelegeret til andre. Uddelegering er både en praktisk foranstaltning for at kunne administrere store politikområder og en magtudøvelse i sig selv. Man skal eje for at kunne uddelegere. Man afgiver ikke magten, men overdrager bare midlertidigt den praktiske udøvelse til andre. Kongen gjorde

det gennem hjælpere, især adelsfolk. Og folket gør det via valghandlinger, der konstituerer et parlament og en regering, der bliver den udøvende magt. I det moderne samfund holdes pladsen og tronen tom. Ingen kan besidde den evigt. Man har kun magten til låns indtil næste valg. Ingen statsminister kan legemliggøre samfundsenheden. Skeptikere har set overgangen fra magtens fylde i kongens person til den tomme trone som et bevis på, at demokratiet ikke kan eksistere i sig selv. Det er for ustabilt, tumultarisk og kan ikke skabe meningsgivende billeder af samfundsordenen. Men det er en fortegning af både fortiden og nutiden. Snarere flytter urolighedens kilde sig.

I det førmoderne monarkis tidsalder herskede der måske en mytologi om, at kongen var lig samfundet. Men monarkiets lange historie og den politiske idéhistorie fortæller noget helt andet, der handler om kongens person som kilde til konstant ængstelse og urolighed. Han kunne være idiot, skingrende skør, et spædbarn eller en tyran. Hans krops skrøbelighed udgjorde også samfundsordenens skrøbelighed. At forlade sig på kongen som kilde til samfundsfylde er yderst usikkert. Og det bliver kun værre, når der er en tronfølge og usikkerhed om tronens efterfølger. Tronran og brodermord er intime dele af monarkiets tumultariske historie. I monarkiet er kongens person kilde til både magtens ro og uro. I demokratier indtager folket samme rolle.

Lyde strømmer uendeligt fra tronen – tom eller besat. Gennem den politiske idéhistorie er der blevet skabt aktører for at gøre lyde til ord: Gud tordner fra skyerne, og Moses kommer ned af bjerget med de ti bud. Kongen forkynder. Folket taler. Og det gør markedet også. Alle taler og kommanderer, men deres stemmer er utydelige, og meningen med ytringerne er tvetydig. Gud sætter ild til en tornebusk. Hvad betyder det? Kongen mumler og nikker. Hvem er hans favorit? Folket stemmer, men hvad har det sagt? Markedet satte en pris, men er det et udsving eller en valid fastsættelse af værdi? Der er en glidning mellem udsagn og mening. Der er brug for fortolkning. Meningen er, at præster, hoffolk, politikere og økonomer skal fortælle resten. De har deres magt fra det fortolkningscenter, de selv har skabt. Altså fra tronen, alteret, talerstolen og det økonomiske råd. De placerer sig imellem, hvad der siges, og hvad der menes. Oversættelsen fra lyd og signal til ord og betydning fylder magtens sæde. Permanent eller midlertidigt.

Der gøres forsøg på indholdsmæssigt at besætte tronen, erobre ordet og

fortolkningsretten. Forsøgene støder altid på behovet for at omsætte lydene til ord og idealer, der er meningsfulde for alle. Her vil jeg forfølge stridighederne om, hvad der blev sagt, hvem der skal fortælle os, hvad der blev sagt, og hvilken stemme vi stoler på. For som den skotske filosof David Hume skrev i 1741:

Der er ikke noget, der forekommer mere overraskende for enhver, der betragter de menneskelige forhold med et filosofisk blik, end den lethed, hvormed de mange regeres af de få, og den stiltiende underkastelse, med hvilken folk opgiver deres egne følelser og lidenskaber til fordel for deres regenters. Når vi undersøger, på hvilken måde dette vidunder er kommet i stand, så vil vi finde, at eftersom magten altid befinder sig hos dem, der bliver regeret, så har de, der regerer, ikke nogen anden støtte end den, de finder i folks opfattelser af tingene. Det er derfor på opfattelserne alene, at regeringsmagten er grundlagt.13

Jeg tror, at mange oplever nutidens politik som fragmenteret. Samtidig har vi en mere vag fornemmelse af, at al denne hurlumhej i alle retninger er udtryk for noget fælles, der er svært helt at gribe. Hvert kapitel i min bog kan læses for sig, men samlet udgør de en helhed af forbundne argumenter.14 Der er derfor overlap og gentagelser af tænkere og temaer. Strukturen giver både overblik og opbrud. Det er nødvendigt at sige noget ét sted, som er forbundet med det andet. Jeg håber, læseren får fornemmelsen af sammenhæng, fordi de enkelte dele forudsætter og griber ind i hinanden. Men emnet og den tid, det diskuteres i, lægger sig ikke til rette for en simpel fremstilling. Jeg forsøger at give teoretisk og historisk dybde til aktuelle diskussioner, ressourcer til at afkode, hvad det er, vi diskuterer, hvordan vi diskuterer det, og hvorfor det angår os så meget, hvad der sker med demokratiet.

Samlet set undersøger kapitlerne demokratiet som en styreform i konstant bevægelse, der lever med og af aldrig helt at kunne lande i en endelig form. Det er en måde at organisere det politiske på, der bygger på den fantastiske og utrolige påstand, at vi alle er kompetente, har ret til lige andel af magten og

altid svigter det løfte. ”Demokratiet betyder først og fremmest”, skriver den franske filosof Jacques Rancière i Hadet til demokratiet, ”et anarkisk ’styre’, hvis eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre”.15 Det er den eneste styreform, der ikke bygger på en hierarkisk organisering af mennesker i de regerende få på toppen og de regerede mange i bunden. Det er den eneste med lighed som bærende princip. Vi er på ingen måde færdige med at finde ud af, hvordan det kan fungere.