Historien om Danmark

CBS_DK_NY.indd 2

16/02/2017 15.46 15.44

Bogen er udgivet med støtte fra G.E.C. Gads Fond

Oldtid og middelalder

G ads Forlag

HISTORIEN OM DANMARK Oldtid og middelalder Copyright © 2017 Forfatterne og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05271-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Billedredaktion: Birgit Lyngbye Pedersen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau Omslagsillustration: Morten Krüger/DR Illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Sat med: Geometria og Antwerp Tryk: GPS, Bosnia-Herzegovina Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

INDHOLD Forord Lars Mikkelsen

6

Stenalder Jeanette Varberg

8

Bronzealder Jeanette Varberg

66

Jernalder Jeanette Varberg

111

Vikingetid Jeanette Varberg

180

Tidlig middelalder Kurt Villads Jensen

244

Senmiddelalder Kurt Villads Jensen

322

Register

400

FO R O R D DET VAR LIGE HER …

Vores historie er ikke en konstant – den bevæger sig og regulerer på det, vi troede vi vidste. Historien bliver afgjort af de øjne og den tid, der kigger på den.

Mit eget blik på historien har fået en anden dybde og skarphed efter en lang

rejse tilbage i tiden i rollen som gennemgående fortæller i DR’s tv-serie Historien om Danmark (2017). Her i bogen kan du dykke længere ned i nogle af de temaer, tidsperioder og personligheder, som har præget vores fælles historie igennem tusindvis af år, og som tv-serien måske har gjort dig nysgerrig på.

Historien om Danmark i bogform er en indføring i de vigtigste kapitler i vores

historie og er som sådan et selvstændigt værk, der til enhver tid kan give overblik og tilføre nye detaljer, nuancer og perspektiver.

Som skuespiller er jeg vant til at sætte mig ind i tiden omkring det stykke eller

tema, jeg arbejder med, men under de mange måneders arbejde med tv-serien har jeg for første gang fået det lange stræk med: hele historien om Danmark, fra istidsjægerne og helt frem til vores tid.

Og det lange stræk er jo interessant, ikke mindst i dag, hvor alt går så hurtigt,

at det, der blev skrevet for en time siden, allerede er historie. Det lange stræk giver perspektiv: Det er sundt at blive bevidst om, at vi står på skuldrene af nogle andre. For mig har det bl.a. været fascinerende at opdage nogle tilbagevendende temaer i vores liv på jorden, som f.eks. en konstant vekslen mellem det megalomane og det pragmatiske.

Vikingeskibene og Jellingstenene er bare to eksempler på, at vores land er fuldt af håndgribelige vidnesbyrd om de store historiske fortællinger, og jeg kan ikke opfordre nok til, at man begiver sig ud i virkeligheden, derude, hvor det hele skete. Begynd at lægge mærke til sporene fra fortiden, f.eks. gravhøjene, når du kører gennem landskaberne. Tag ud og kig på det – tag ud og få at vide, hvad der skete.

HISTORIEN OM DANMARK

6

”Det var lige her, det skete,” lyder en af mine tilbagevendende replikker i tv-serien.

Mange scener i hvert eneste afsnit af serien er optaget on location, lige dér, hvor historien udspillede sig … eller i hvert fald så tæt på, som det kunne blive, for i dag går der måske en motorvej tværs igennem historien. Så jeg har haft fornøjelsen af at besøge rigtig mange af de museer, herregårde og pletter i Danmark og vores nabolande, der har haft betydning for vores fælles historie. Fra Sagnlandet i Lejre til vikingegravene i Ridgeway Hill i Dorset i England.

På min vej har jeg mødt et væld af passionerede historiefortællere og eksper-

ter, og min historieinteresse er blevet vakt i en grad, så jeg har tænkt mig at tage tilbage og besøge mange af stederne igen.

Men der er ikke bare én rigtig historie, som man kan fortælle. Vi har kun de

bud, som historikere, arkæologer og andre forskere giver os. Og de kan også være uenige – så der er altid mulighed for andre fortolkninger af fortiden, selv om de ikke alle sammen er lige gode. I sidste ende kan vi måske aldrig nå sandheden om fortidens fortællinger med nutidens blik, men det ændrer ikke ved, at vi som regel bliver klogere på os selv i forsøget.

Men hvad er det, historien kan? For mig handler det om at få det hele sat i re-

lief. Da jeg voksede op, var det typisk min morfar, jeg havde en dialog med om historien. Han var tidligere frihedskæmper – de fleste af os havde en i familien, der havde været med under krigen. Det fik vi med os som generation, og det gjorde historien meget nærværende for os. Jeg tror, at min generation generelt har været for dårlig til at skabe det samme rum for vores børn.

Med alderen og i takt med, at jeg får mere at vide, oplever jeg, at det åbner et rum inden i mig til at forundres – mere end til at definere. Jeg tror, jeg bliver mere åben og mindre fordømmende. Jo mere man ved, jo mere åbner man sig.

Den erfaring vil jeg gerne give videre til næste generation, og det tror jeg, denne bog kan være med til.

LARS MIKKELSEN Skuespiller og vært i DR’s store historiefortælling Historien om Danmark

7

FORORD

STEN ALDER 2, 5 MIO. - 1700 F.V.T.

Da isen trak sig tilbage efter istidens slutning, indvandrede de første jægere til Danmark. Stenalderjægerne levede a f d e t , s o m n a t u r e n g av d e m . M e n i s l u t n i n g e n a f p e r i o d e n ko m e n a f m e n n e s ke t s s t ø r s t e r e v o l u t i o n e r t i l l a n d e t . V i b l e v b ø n d e r.

HISTORIEN OM DANMARK

Foto: Morten Krüger/DR.

8

DE FØRSTE MENNE SKER

De moderne mennesker, Homo sapi-

Stenalderen er lang. Det er den længste periode i menneskeslægtens hi-

ens, vandrede ud af Afrika for cirka

storie og strækker sig over 2,5 millioner år. Vores egen art, Homo sapiens

70.000 år siden. Herfra spredte de sig ud over de asiatiske, australske, europæiske og amerikanske konti-

– det tænkende menneske – kom først til for 200.000 år siden, og inden da var store dele af Afrika, Asien og Europa befolket af vores slægtninge.

nenter. Fundene efter de første men-

Det hele begyndte i Afrika. Her udviklede de ældste menneskearter

nesker er spredte og få, og derfor

sig på savannen i det østlige Afrika. De første mennesker, der systema-

er mange af dateringerne på kortet

tisk begyndte at fremstille og bruge redskaber, kaldes Homo habilis – det

behæftet med nogen usikkerhed.

HISTORIEN OM DANMARK

skabende menneske. De brugte primitivt tilhuggede håndkiler af sten, og

10

dermed krydsede menneskeslægten for første gang grænsen mellem dyreriget og hvad, der senere skulle komme til at udgøre os.

HJ E R N E FR E M FO R M U S K LE R En af menneskeslægtens store fordele er hjernen. På den afrikanske savanne var de tidlige menneskearter i midten af fødekæden. De jagede med primitive redskaber, men var også selv byttedyr. Langsomt gennem en million år udviklede mange forskellige menneskearter sig. Blandt dem var vores forfader Homo ergaster. De udviklede sig til forholdsvis høje mennesker med den hidtil største hjerne hos et pattedyr af vores størrelse. Pelsen forsvandt til gengæld for glat hud med mange svedkirtler. Det gav muligheden for, at Homo ergaster kunne løbe langt under den afrikanske sol. Han kunne ikke løbe hurtigere end de firbenede rovdyr, men han kunne løbe længere end sine konkurrenter, fordi han kunne svede over

Homo erectus dukkede op i Afrika for

hele kroppen og ikke skulle smide sig gispende i skyggen efter en kort in-

cirka to millioner år siden. Det æld-

tensiv spurt. Han kunne altså løbe byttedyrene trætte og dermed lettere fange dem. Det gav ham en fordel og dermed også en større adgang til det proteinholdige kød. Den store hjerne gav ham desuden en unik mulighed for at planlægge jagten bedre end nogen anden på savannen.

ste fund af arten uden for Afrika er 1,8 millioner år gammelt og stammer fra Europa. Homo ergaster (kaldet erectus uden for Afrika) er den mest succesfulde menneskeart, da den har levet på jorden i næsten to millioner år. De var de første til at tæmme il-

I LD E N B LIV E R TÆ N DT Derudover var Homo ergaster de første til at bruge ild. Sandsynligvis var

den og tilberede stegt mad.

– ­Moesgaard Museum.

det første ildstegte dyr et resultat af et uheld efter et lynnedslag, hvor flammerne ved et tilfælde stegte et dyr, som var blevet fanget og dræbt i ilden. Det velsmagende måltid har fået vores smarte forfædre til at tænke, og efterhånden lærte Homo ergaster at mestre ilden til madlavning.

Det ældste kendte ildsted er ca. 800.000 år gammelt, men tæmningen af ilden er sandsynligvis foregået langt tidligere.

Der er mange fordele ved stegt mad. Dels dør bakterier og parasitter

under varmebehandlingen, dels sker der en delvis nedbrydning af kødets fibre. Dermed bliver maden meget lettere at tygge og fordøje, og flere kalorier frigives. Beherskelsen af ilden satte sig spor på Homo ergasters fysik. Tarmene forkortedes, og hjernen voksede. Til sammenligning bruger en chimpanse i gennemsnit otte procent af sin energi i hviletilstand til

11

STENALDER

hjerneaktivitet mod 25 procent hos moderne mennesker. Chimpansen bruger i stedet energien på større muskler og fordøjelsen.

Prisen for et godt, stort hoved og for at gå på to ben og have begge hæn-

der fri er velkendte lidelser som hold i ryggen og ondt i nakken. Den ekstra belastning på rygraden gør os den dag i dag sårbare over for den type skader.

Kvinder betaler også en stor pris. Bækkenet blev smallere ved opret gang og de større hjerner. Det blev også vanskeligere og mere smertefuldt at føde. Menneskeslægtens børn blev nu født meget tidligere i deres udvikling end andre dyrebørn, og dermed blev der stillet meget store sociale krav til gruppen om beskyttelse og forsørgelse af mor og det nyfødte barn. Mennesket tvinges tidligt i vores historie til at være socialt for at overleve, og det har efterfølgende vist sig at være en af vores slægts store styrker.

For ca. 1,8 millioner år siden udvandrede Homo ergaster som den før-

ste menneskeart fra Afrika. Uden for Afrika kaldes arten Homo erectus.

Det er den mest succesrige menneskeart til dato, som overlevede på jorden i næsten to millioner år og udvandrede til både Asien og Europa. Vi kan følge deres spor gennem verden ved hjælp af deres stenredskaber og knogler. Deres håndkiler kaldes acheuléen efter Saint-Acheul ved Amiens i Nordvestfrankrig. Håndkilerne er fundet så nordligt som i Sydengland og Nordtyskland. Vi har fundet fire håndkiler i Danmark, der kan tilhøre Homo erectus, men de er fundet som løsfund og ikke i et daterbart jordlag. Dermed kan vi ikke være sikre på, om de er ægte. Det står således stadig hen i det uvisse, om verdens længstlevende menneskeart også færdedes på vores breddegrader for ca. 300.000 år siden.

H O M O SA PI E N S – D E T TÆ N K E N D E M E N N E S K E For ca. 200.000 år siden og alt imens Homo erectus vandrede på tre kontinenter, udvikler en ny art sig i Afrika. Det er Homo sapiens – det tænkende menneske – os. For ca. 100.000 år siden opnåede de så store færdigheder som jægere, at de bevægede sig fra midten af fødekæden og op til toppen. Hjernen vandt over muskler, og millioner af års evolution – blandt eksempelvis løver – blev matchet af intelligens på uhørt kort tid – set i forhold til andre arters udvikling over tid. For ca. 100.000

HISTORIEN OM DANMARK

12

år siden vandrede de første Homo sapiens ud af Afrika, men de var ikke

Det moderne menneske, Homo

alene. På det tidspunkt fandtes mindst fem andre menneskearter på

sapiens, opstod i Afrika for omkring

kloden.

For ca. 70.000 år siden skete endnu en markant ændring hos menne-

sket. Det fik et kompliceret sprog, udviklede anlæg for kunst, og grun-

200.000 år siden. 100.000 år gamle fund af malede muslingeskaller viser, at vores forfædre i Afrika havde en kompleks social adfærd, en symbolsk

den til begrebet kultur blev lagt her. Mennesket evnede herfra at fortæl-

forståelse og en højtudviklet

le historier og dermed samle flokken om et større formål end det næste

teknologisk kultur. – Moesgaard

måltid mad.

Museum.

Den fiktive virkelighed, som eksempelvis myter udgør, kan få mange

fremmede mennesker til at arbejde sammen om et fælles mål, samtidig med at man kan få mange til at ændre adfærd hurtigt. Det giver en meget høj grad af tilpasningsevne og innovativ adfærd, der uden sidestykke har

13

STENALDER

gjort mennesket til den mest invasive art på kloden. Kun skarpt fulgt af rotter og kakerlakker.

Da mennesket først satte foden uden for Afrika, blev jorden aldrig den samme igen.

N E A N D E RTA LFO LK E T De omstrejfende grupper af historiefortællende og teknologisk opfindsomme mennesker var den mest anderledes og destruktive kraft, dyreriget nogensinde havde frembragt. Hvor end de kom frem, tvang de andre menneskearter væk. I Mellemøsten og Europa mødte de Homo neanderthalensis – neandertalmennesket – en slægtning, som ligner os meget, men som stadig er en anden art. De havde kraftigere knogler, større muskler og et større kranierumfang. De var perfekt tilpasset jordens svingende klima og de lange, hårde istider. De levede af storvildtjagt og havde en forholdsvis veludviklet redskabsteknologi, som ud over de gammelkendte håndkiler også talte træspyd, flintknive og -skrabere til skindforarbejdning. Neandertalmenneskene begravede deres døde og har nok haft noget, der ligner et sprog og et fællesskab. Men for ca.

30.000 år siden forsvandt de.

En af årsagerne til deres forsvinden kan være, Neandertalerne levede i Europa og

at dyrefaunaen ændrede sig og dermed satte neandertalfolket under pres.

Asien og uddøde for ca. 30.000 år

Men en mere plausibel forklaring er, at det moderne menneske Homo sa-

siden. Vores evolutionære fætre var lavere end os med kraftigere knogler og et større kranie. Ud fra genetiske

piens dukker op i Europa for ca. 35.000 år siden. Selvom neandertalfolket havde overlevet to istider, måtte de bukke under for presset fra Homo sa-

undersøgelser ved vi, at neanderta-

piens. Det moderne menneske var neandertalerne overlegent både hvad

lerne var lyse i huden, og nogle havde

angår intelligens og teknologi. Det moderne menneske har en unik evne

rødt hår. De første Homo sapiens, der

til at tilpasse sig nye situationer lynhurtigt, tænke nyt og overleve på den

kom til Europa, var derimod mørke i huden. – Moesgaard Museum.

HISTORIEN OM DANMARK

måde. Samtidig har vores art aldrig været særlig tolerant over for konkurrenter, og en af forklaringerne på neandertalfolkets forsvinden skal nok

14

også findes i indbyrdes kampe mellem de to menneskearter om de bedste

Mammutsteppen var rig på dyr under

jagtmarker.

den seneste istid. Den var som den

Alligevel viser den nyeste DNA-forskning, at europæere og asiater har

mellem en og fire procent neandertal-DNA i kroppen. Dermed har neandertalfolket og Homo sapiens altså også fået børn sammen. Der er ikke

afrikanske savanne, bare iskold. Malerierne i Lascaux-hulen i Frankrig, der blev malet for omkring 17.000 år siden, viser meget detaljeret, hvilke

fundet sikre spor efter neandertalere i Danmark, men de har været i nabo-

dyr der færdedes på steppen. –­ Scan-

laget – i Tyskland og i England.

pix/Science Photo Library.

C RO -M AG N O N – H U LE KU N STN E R N E FR A SY D E U RO PA De Homo sapiens, der slog sig ned i Europa, kaldes Cro-Magnon-menneskene, opkaldt efter en hule i Frankrig, hvor man har fundet deres avancerede stenredskaber. Deres redskabsteknologi var fremragende, men de er mest kendt for deres fantastiske kunstneriske evner. I spanske og franske huler har Cro-Magnon-folket malet fabelagtige jagtscener, hvor flokke af nu uddøde dyr lige siden har prydet de dybe drypstenshulers lofter og vægge.

Fundet af benfløjter i deres huler giver os en idé om, at musik for første gang i vores historie har haft en særlig betydning.

15

STENALDER

HISTORIEN OM DANMARK

16

Hulemalerne udskar også små fantastiske figurer af frugtbare kvinder og

Venus fra Willendorf er en lille figur

blandinger mellem løver og mennesker. Den menneskelige innovative

på kun 11 cm, men den rummer en

kultur blomstrer, og for 20.000 år siden tilpasser de sig de vekslende klimaforhold og opfinder nye forfinede jagtredskaber til varierende naturforhold og jagtmuligheder.

detaljerigdom og en kunstnerisk forståelse, som er unik. Den lille kvindefigur er cirka 20.000 år gammel, og den er fundet på en boplads i Østrig,

Det var mennesker som os, der konstant søgte nye jagtmarker og trod-

hvor istidens jægere har søgt ly for

sede naturens grænser for, hvor mennesket kan leve. I slutningen af isti-

snestorme og varmet sig ved ilden,

den vendte de blikket mod nord og begyndte at vandre.

mens de skabte kunst i verdensklasse. – Naturhistorisk Museum Wien/ Scanpix.

EN VERDEN AF I S I de seneste to millioner år har jordens klima været underlagt et særligt klimafænomen. Af årsager, vi stadig ikke helt har forstået, præges jordens klima af kuldeperioder, også kaldet istider. De har alle haft en varighed på ca. 100.000 år afbrudt af kortvarige mellemistider på mellem 30.000 og 10.000 år. Lige nu lever vi i en mellemistid, der begyndte for ca. 14.700 år siden. Hvor længe den vil vare, ved vi endnu ikke. Engang i fremtiden vil isen igen med stor sandsynlighed vokse ud af de norske fjelde, det skotske højland og Alperne og kælve ud i Atlanterhavet. Havstrømmene vil ændres, og havtemperaturen falde drastisk. Sneen vil ikke nå at smelte om sommeren, og jordens temperatur vil sænkes betydeligt. Gletsjerne vil kravle frem over landet, og en ny istid vil igen varsle sit indtog. Det kan ske om 1000 år eller 10.000 år, for der er intet, som antyder, at de lange istiders æra skulle være forbi. Det er bare et spørgsmål om tid.

DA N M A R K U N D E R I S E N Danmark fik sin nuværende form efter den seneste istid. I mere end 100.000 år herskede kulde og is på den nordlige halvkugle. Det meste af Danmark havde gentagne gange været dækket af en én kilometer tyk gletsjer af massiv is, som gennem årtusinder bølgede frem og tilbage.

Trykket fra og bevægelsen af den grå is kværnede, flåede og formede det

17

STENALDER

Fra omkring 9.000 år siden begynd-

landskab, som vi kender så godt i dag. De dybe tunneldale, som nu er Bæl-

te havet at stige på grund af den

terne, og de karakteristiske bakker i det danske landskab er drejet efter

smeltende iskappe efter istidens afslutning. Bælter og fjorde blev dannet, og det Danmark, vi kender i

isens dans hen over jordskorpen.

Iskanten skar sig gennem det, der senere skulle gå hen og blive det dan-

dag, tog langsomt form. Kystlinjen

ske ørige, men som engang var en endeløs og gold tundra, der forbandt

blev dels skabt af stigende vand-

Danmark med England og Nordfrankrig. Isen var på sit højeste mellem

stand, dels en gradvis landhæv-

22.000 og 16.000 f.v.t. I det tidsrum var kun Vestjylland fri af gletsjeren.

ning. Over den nordøstlige del af Danmark hævede landet sig ganske langsomt, som et resultat af isens

Kysten lå langt ude i Atlanten, hvor et endeløst ishav skyllede op på en strand, der nu ligger 90-100 meter under havets overflade.

tryk på området. Da den tunge is forsvandt, hævede jorden sig langsomt. Syd for den såkaldte vippelinje synker landet tilsvarende.

M E N N E S K E T VA N D R E R M O D N O R D Den seneste istid begyndte at slippe sit tag i Nordeuropa omkring 12.700 f.v.t. Gletsjerne trak sig tilbage, og nyt land åbnede sig for istidsjægerne.

HISTORIEN OM DANMARK

18

De nordfranske rensdyrjægere, kaldet magdalénien-folket, trak fra den nordfranske slette op mod Tyskland, Holland og Polen. Det var en pionertid og den mest vildtrige tid i jægerstenalderen. Senistiden gav optimale betingelser for de store slettedyr. Mammut, uldhåret næsehorn, irsk kæmpehjort, steppebison og renerne nød godt af istidsslettens græshav med mange urter og halvgræsser. Det nærmeste, vi kommer istidssletten i dag, er Arktis og Island, men uden de lange arktiske vinternætter, hvor solen helt forsvinder. Derfor har klimaet også været anderledes. Luften har været tør, og der faldt meget lidt nedbør. Fugten var bundet i de store ismasser og i de tunge regnbælter, der hang over Sahara, som dengang var en frodig urskov.

Jordens dybe vinter formede de mennesker, som levede på kanten af isen. Det var overlevelse frem for alt. Hvis man formåede at tilpasse sig isens luner, var belønningen endeløse flokke af mammutter, vildheste, steppebison og rener, som gav mad og materiale til et godt liv.

TUNDR A JÆGERNE På de store tundrastepper i Nordeuropa drev enorme dyreflokke rundt på sæsonbestemte vandringer i jagten efter føde. I det svingende og kolde klima befandt de sig således alt efter årstiden forskellige steder i landskabet. Det var en stor udfordring for istidsjægerne, og hvis de skulle overleve bestandssvingninger i dyreflokkene, var det afgørende, at de kunne aflæse landskabet og forudse dyrenes adfærd. Hvis man ikke fandt det rigtige sted på dyreflokkenes rute, kunne det betyde sultedøden for en lille jagtgruppe.

R E N E R N E S VA N D R I N G Landskabet i Danmark i slutningen af istiden var barskt. Isen havde formet et råt landskab med en stenet, lys og kalkholdig jord uden megen næring i, og kysten lå langt væk ude i nutidens Atlanterhav. Store klumper

19

STENALDER

Rensdyrene var livsvigtige for de

is lå stadig spredt i landskabet. Jorden var ustabil, og store jordskred var

første jægere i Danmark. Kødet gav

en konstant trussel. Det nærmeste hav var et ishav over det nuværende

mad, knoglerne og geviret kunne bruges til redskaber – og telte og tøj blev syet af skindet. – Morten Krüger/DR.

Nordjylland, som lignede det hav, vi kender fra Grønland i dag med isbjørne og hvalrosser.

Mellem 12.700 og 12.100 f.v.t., i Bøllingtiden, steg temperaturen nok til, at en parktundra kunne dannes med urter, buske, dværgbirk og pil. Og hvor der var planter, kom dyrene til. I første omgang vildhest og rensdyr.

De første mennesker, som nåede det danske landskab, kaldes for Hamburgkulturen efter et stort fundområde ved Ahrensburgdalen i det sydlige Holsten i Nordtyskland. De var beslægtet med de sydeuropæiske istidsjægere, og de var nået hele vejen op til Nordtyskland mellem 12.800 og 12.000 f.v.t. i jagten på de store rensdyrflokke, som dominerede Nordeuropas tundra. De slog sig ned på højtliggende bakker i det store flade steppelandskab, hvorfra de kunne holde øje med de store dy-

HISTORIEN OM DANMARK

20

reflokkes bevægelser. Steppen strakte sig fra England i vest og langt ind

De første mennesker i Danmark var

i Rusland mod øst.

rensdyrjægere, og de fulgte efter

Vi må regne med, at der ikke var mange mennesker på den store slette,

og de var i høj grad underkastet naturens og især renernes luner. Derfor er det også svært at finde deres spor i landskabet. Vi har ingen grave fra

store renflokke på deres sæsonvandringer på den nordeuropæiske steppe. Det er derfor ganske få spor, vi har efter de første indvandrere til

den tid, og de tydeligste spor efter istidsjægerne er deres karakteristiske

det danske område. Redskaberne i

jagtredskaber.

flint er noget af det eneste, som de

Rener kan bevæge sig med op til 70 kilometer i timen og kan let tilbage-

lægge 25-30 kilometer pr. dag. På årsbasis kan de vandre helt op til 2400 kilometer. Renerne foretager sæsonbestemte vandringer for at sikre, at

efterlod sig. De vigtigste jagtvåben i senistiden var harpun og bue og pil.

Flintredskaber fra Sølbjerg, Lolland.

– Nationalmuseet/Jesper Weng.

deres fødesteder ikke bliver overudnyttet. Og idet de er gode svømmere, kan de passere de søer og floder, de måtte møde på deres vej.

Frem for at følge rensdyrene valgte Hamburgkulturens jægere en an-

den fremgangsmåde, nemlig at lægge deres jagtbopladser på steder, som rensdyrene sandsynligvis ville passere på deres vandringer, og som der-

21

STENALDER

udover begrænsede renernes mulighed for flugt – såsom tunneldale. Sådanne bopladser kendes blandt andet fra flere steder i Ahrensburgdalen.

BAG H O LD S JAGT Rensdyrjægerne planlagde jagterne med teknisk snilde og stor viden om renernes vandringer og livsmønster. På fundpladserne i Nordtyskland har arkæologerne afdækket flere slagtepladser efter store jagter. Udgravningerne viser, at hundredvis af rener var blevet jagtet i en tunneldal i det sene efterår eller tidlige vinter, hvor renerne var fedest og pelsen tykkest.

Til jagten brugte Hamburgkulturens jægere spyd, harpuner, bue og pil.

Spyddene og pilespidserne var tunge og lavet af knivskarpt flint, der kunne skære sig gennem renernes tykke pels og energirige fedtlag. Jagten foregik ved et nøje planlagt baghold, hvor jægerne lå på højdedragene i en tunneldal og skød ned i flokken af tusindvis af rener.

Efterfølgende blev alt brugt. Kød, skind, knogler, gevir og sener gav mad, telte, tøj og jagtvåben. Jægerne var dybt afhængige af renernes store sæsonbetonede vandringer, og de var nødt til at planlægge deres bosættelser efter, hvor de regnede med, at dyrene passerede på deres vej gennem istidssletten. Derfor er de også svære at finde spor efter i dag. De vandrede i tusindvis af kilometer over en steppe, der i høj grad er dækket af hav i dag. Men tre steder i Danmark er det lykkedes at finde spor efter dem: ved Jels og Slotseng i Sønderjylland og ved Sølbjerg på Vestlolland.

Det er små bopladser med spredte flintredskaber og rentakker, som ligger højt i landskabet og ved kanten af istidssøer. Her har de første danskere ligget på lur i den kolde vind og spejdet efter dyrene, og der har ikke været andet end iskold steppe, så langt øjet rakte.

ELGJÆGERNE Efter en kort kuldeperiode, hvor isen igen vandt frem over Nordskandinavien, kommer der en ny varmeperiode omkring 12000-10750 f.v.t. Det

HISTORIEN OM DANMARK

22

Ravdyr fundet på Næsby Strand vest for Slagelse. Sandsynligvis forestiller det lille ravdyr på 7 x 7 cm en knælende elg. Stilistisk set hører ravdyret til jægerstenalderen og sandsynligvis istidens slutning, hvor elgen var almindelig i de lysåbne skove. – Nationalmuseet.

mildere klima kaldes også Allerødtid. Sommeren blev mildere, og temperaturen lå nu omkring 13-14 grader i de varmeste måneder af året. Tundraen blev afløst af en lys birkeskov, som også fik nye beboere. Renerne og vildheste fik selskab af bison, elg og den nu uddøde irske kæmpehjort, som havde et enormt gevir. Mennesket var heller ikke det eneste rovdyr, også isbjørn, brun bjørn, jærv, ræv og ulv jagede i den åbne skov og langs kysten.

Brommejægerne er opkaldt efter en boplads ved Bromme nær Sorø på

Sjælland. Deres flintredskaber er karakteriseret af kraftige og tunge pilespidser udviklet til storvildtjagt. Nogle af bopladserne lå også ved søer, hvor der ofte var læ og en mere varieret vegetation. Vand har været livsvigtigt og for første gang kan fiskeri påvises i Danmark.

N O R D E N S Æ LD STE KU N ST Brommejægerne trivedes i den varmere og åbne skov fyldt med storvildt.

Det er svært at nærme sig en viden om, hvem jægerne var som mennesker.

23

STENALDER

DE N MANDLIG E JÆG E R, SOM VI STE SIG AT HAVE FØDT FLE RE BØRN I 1930’erne fandt man en grav, som indeholdt et velbevaret skelet, en pilespids og en benmejsel.

Graven var ca. 9000 år gammel. Arkæologerne troede, at de havde fundet en mandsgrav. Det tydede gravgaverne på, som var typiske jagt- og fiskeredskaber. Men analyserne af skelettet viste, at personen havde været omkring 151 cm høj, cirka 40-45 år, da vedkommende døde, og havde født flere børn.

Dermed måtte arkæologerne indse, at også kvinder i stenalderen gik på jagt og fiskede. Arkæologernes egen tids syn på kønsroller fik dem Kvinden fra Barum i Skåne, Sverige. – Stock-

til at fejltolke fundet. Senere har man i Sverige

holm historiska museum.

fundet flere grave, hvor kvinder var blevet be-

MORDET PÅ SYDSJÆ LL AND

gravet med jagtredskaber, og dermed var jagt ikke forbeholdt mænd i jægerstenalderen – sandsynligvis heller ikke i det danske område.

I Porsmose på Sydsjælland mistede en mand livet i begyndelsen af bondestenalderen. Han fik en benpil skudt ind i ansigtet og i sit brystben.

Vinklen på skuddene viser, at de er kommet oppefra. Måske lå manden på knæ, da de to skud faldt, eller også sad gerningsmanden i et træ.

Efterfølgende blev manden kastet ud i en sø.

Vi ved ikke, om der var tale om en henrettelse,

et offer til guderne eller et regulært drab i forbindelse med en konflikt. Der er dog ingen tvivl om, at mange kæmpede om retten til land i begyndelsen af bondestenalderen, og flere skeletter bærer spor efter voldelige sammenstød.

HISTORIEN OM DANMARK

Nationalmuseet.

24

Det eneste, de har efterladt sig, er flintredskaber og enkelte genstande af ben og rav. Dermed har arkæologerne haft en stor udfordring i at få stenredskaberne til – så at sige – at tale og tegne et billede af jægernes liv.

Ny forskning giver os en lille flig af viden om deres forestillingsunivers. Nordens ældste kunst kan nemlig dateres til slutningen af denne periode. Et ornamenteret og fint tilvirket benstykke blev fundet under tørvegravning i Fogense Enge på Nordfyn, og det er den ældste daterede kunst fundet i Danmark. Det er dateret til 10767-10615 f.v.t. – det vil sige til slutningen af Allerødtid. Den meget fine ornamentik er dannet af bundter af zigzagbånd på benstykkets

Det ornamenterede benstykke fra

tre sider – måske Nordens ældste fremstilling af en slange.

­Fogense Enge på Nordfyn. Benstyk-

Hugormen levede sandsynligvis i den åbne skov, da den tåler kulde og

findes så højt oppe som ved polarcirklen i dag. Den giftige slange har vel både været frygtet og brugt som et symbol på en særlig jagtmagi.

kets ornamentik er det ældste daterede kunst, vi har fra det danske område. Det er dateret til cirka 10.600 f.v.t., og det er lavet af senistidens

Fundet samt dateringen af det ornamenterede benstykke til slut-

jægere. – Odense Bys Museer/René

ningen af Allerødtid har fået arkæologerne til at overveje, om de meget

Riis.

udtryksfulde og smukke ravfigurer fra jægerstenalderen skal dateres tidligere end hidtil troet. Især et meget fint elghoved i rav fundet ved Egemarke i Nordvestsjælland har de samme linjer som benstykket. I så fald tegner der sig en lige linje over stepperne fra istidskunstnerne i Sydeuropa til de danske storvildtjægere i slutningen af istiden.

KU LD E N KO M M E R I G E N Brommekulturens store, lyse birkeskove med masser af storvildt og milde somre forsvinder igen. Klimaet var ikke stabilt endnu, og kulden

25

STENALDER

vendte tilbage i mere end tusind år mellem 10750 og 9700 f.v.t. i en periode kaldet for Yngre Dryas. Det skyldes flere megakatastrofer på den nordlige halvkugle, som sænkede temperaturen på få årtier.

Isen var støt smeltet fra den store iskappe over Skandinavien i de mere end tusind år, hvor temperaturen steg. Vandet samlede sig i det bassin, der i dag udgør Østersøen, men uden afløb via Bælterne. Omkring år 10600 f.v.t. skete der en hurtig aftapning af Den Baltiske Issø, og det iskolde vand fossede ud over Mellemsverige og ud i verdenshavet. På samme tid brød en anden kæmpestor issø igennem en naturlig dæmning i Nordamerika, og isvandet fossede ud i Atlanterhavet. Resultatet af de enorme mængder isvand var, at havstrømmene ændrede sig. De varme strømme blev presset mod syd af det kolde vand, og de efterlod den nordlige halvkugle iskold. På få årtier dykkede temperaturen markant, og landet blev goldt og næsten mennesketomt.

Isen over Norge og Sverige stoppede med at smelte, og skovgræn-

serne rykkede mod syd – og med den storvildtet. Jægerne trak sydpå, og der er ikke fundet nogen sikre bopladser i Danmark fra den periode. Men de var tæt på i det nordlige Tyskland. Jægerne trak måske igennem det kolde landskab på strejftog efter vildt, men de har ikke efterladt sig nogen markante spor. Det var istidens sidste store fremstød, før varmen endelig brød igennem med store landskabsmæssige konsekvenser.

SKOVFOLKET Klimaforandringerne efter den seneste istid havde store konsekvenser for landskabet. Vandet piblede frem overalt. Kysten åd sig ind over istidssteppen, hvor mammutterne og vildhestene krydsede for få tusind år siden, og floderne gnavede sig ind i landskabets lavninger og fandt sammen i søer, der voksede og blev til de indre farvande, som vi kender i dag. Samtidig hævede den del af Skandinavien, der før havde været dækket af is, sig op som en kæmpemæssig svamp, der før havde

HISTORIEN OM DANMARK

26

været presset sammen. I den proces begyndte det landskab, vi kender

I de første årtusinder efter istidens

i dag, at tone frem.

slutning var Nordeuropa et stort og sammenhængende landområde. Man kunne næsten gå tørskoet fra Irland

SY N D FLO D E N

til Rusland, og landet var kun gennemskåret af store floder.

Omkring 9500 f.v.t. var istiden endegyldigt forbi. De varme havstrømme fandt tilbage til den nordlige halvkugle, og isen smeltede i det mildere klima og løb ud i Atlanterhavet mod vest, og mod øst samlede de store vandmængder sig i en ny stor ferskvandssø, også kaldet Den Baltiske Issø.

27

STENALDER

HISTORIEN OM DANMARK

28

Gennem hundredvis af somre bragte store floder smeltevand til søen, der

Uroksen fra Vig i Nordsjælland blev

bare steg og steg igen som tusind år tidligere. Til sidst var der kun et lille

jagtet af stenalderskovens jægere.

smalt bjerg ved Billingen lidt uden for nutidens Göteborg i Sverige mellem vandmasserne i issøen og havet på den anden side.

På kysterne ved det stigende hav havde jægerfolkene igen taget ophold

To gange er den blevet anskudt af skovjægerne, og i dens bryst sidder jægernes pilespidser stadig i helede sår i knoglerne. Der er ingen tvivl om,

og var begyndt at jage i de nye skove. De boede tæt på issøen, fuldstændig

at det store dyr var efterstræbt af

uvidende om, at de levede på kanten af en katastrofe.

datidens jægere for sit formodentligt

En dag for mere ti tusind år siden brast bjerget, og vandet fossede ud

og ned mod kysten, der lå meget lavere end issøen. På ganske kort tid faldt

velsmagende kød.

– Nationalmuseet.

vandspejlet i kæmpesøen med 25 meter. Vi kan slet ikke forestille os katastrofens omfang. Flodbølgen er kommet buldrende ned ad det lille bjerg, og den har revet alt med sig. Dyr, mennesker, træer og klippeblokke er blevet flået med af vandet, som har fået kystlinjen i Sydskandinavien til at ændre sig fuldstændigt. Vi ved ikke, hvor mange liv der gik tabt, men fund fra området tyder på, at området var beboet før katastrofen. Søens adgang til havet lukkedes efterfølgende igen på grund af landhævningen.

DOG G E R L A N D Selvom vandet langsomt erobrede den store istidssteppe, var store dele af Nordeuropa ikke adskilt af hav. Skov dækkede hele området, og mellem den engelske og jyske kyst lå et stort landområde kaldet Doggerland, der var på størrelse med Holland. Det kendes i dag som det undersøiske område kaldet Jyske Rev. I stenalderen var området beboet af en rig jægerkultur, men langsomt steg havet omkring dem, indtil endnu en stor issø i Nordamerika brød ud i Atlanterhavet og fik verdenshavet til at stige hurtigt med omkring en meter. Øen blev dermed mindre og mindre, indtil den helt forsvandt for ca.

8200 år siden. Et kæmpe jordskred på Norges kyst udløste en tsunami, der med høje bølger rullede mod Doggerland. Forskerne er uenige om, hvorvidt Doggerland allerede var forladt af jægerne, da tsunamien ramte, men hvis den var beboet, var katastrofen total.

Vi kan umuligt forestille os, hvordan det var at stå på den lave, skovdækkede ø og se, hvordan havet trak sig væk på grund af den forestående tsunami. Selvom man var vant til store forskelle mellem flod og ebbe, var den blottede havbund et uforståeligt og sikkert skræmmende syn for

29

STENALDER

jægerne. Pludselig kunne de høre havets brølen, og horisonten blev fyldt op af frådende skum fra et bragende hav. Bølgen, der ramte Doggerland, kværnede hen over strand og skov og lagde et område måske på størrelse med Jylland øde.

Naturen var farlig i istidens slipstrøm, og de store vandmasser tog mange liv. Selvom stenaldermennesket var eminent til at tilpasse sig, var de store klimaomvæltninger nogle gange for stor en udfordring.

D E N FØ R STE DA N S K E R Til trods for de voldsomme katastrofer vendte renjægerne tilbage til steppen, men de vandrede efterhånden længere mod nord i takt med, at temperaturen steg, og renerne vandrede mod koldere himmelstrøg. Men nogle grupper blev også tilbage og befolkede den indvandrende skov. Temperaturen nærmede sig det niveau, som vi kender i dag, og de store fastlandsskove var fulde af vildt, og det sprællede i søerne af fisk.

Måske var det en mislykket fisketur, som resulterede i den ældste danskers død. I en mose ved Koelbjerg på Fyn fandt man i 1941 skelettet af Rekonstruktion af Koelbjergkvinden,

en kvinde, som var druknet i en skovsø. Hun var lille og spinkel af bygning,

som er fundet på Nordfyn. Hun er det

kun 155 cm høj og med markante ansigtstræk. DNA-studier tyder på, at

ældste fund af et menneske i Dan-

jæger-samlerne i den store fastlandsskov var mørke i huden, og nogle hav-

mark. Hun levede i de store skove efter istidens afslutning for ca. 10.000 år siden. Hun levede af jagt og fiskeri.

de allerede de markante blå øjne, som senere blev kendetegnende for vores breddegrader. Hun blev ca. 25 år og døde for omkring 10.500 år siden.

Måske døde hun på en fisketur, da hun

Hun er sandsynligvis efterkommer af de jægere, som havde jaget re-

formentlig er druknet i en sø i en alder

ner, indtil istiden slap sit tag i landet. Hun har levet af skovens bugnende

af ca. 25 år. – Moesgaard Museum.

spisekammer, jaget vildt som den nu uddøde urokse, kronhjort, rådyr, vildsvin og bæver. Hun har fisket i søer og floder og samlet hasselnødder, bær og rødder i skoven. Hun har boet i hytter med barkgulv og frem-

HISTORIEN OM DANMARK

30

stillet harpuner til fiskeri, hugget flint og bygget de første danske buer.

Som 25-årig har hun været mor og et uundværligt medlem af sin fami-

lie. Og tabet af hende må have været stort for de pårørende. Alligevel var døden altid nærværende i stenalderen. Ulykker, sygdomme og sult pressede de små jægergrupper. Derfor var arbejdsfordelingen sandsynligvis meget lige mellem mænd og kvinder. Alle skulle kunne bidrage på lige fod, så hvis en jæger døde, kunne hans mage tage hans plads og sikre overlevelse. Det kendes også fra nutidige jæger-samler-grupper. Både mænd og kvinder kan jage, fiske og sy – ellers overlever man ikke.

Hendes folk kaldes for Maglemosekulturen efter en fundplads på Vest-

DAN MARKS ­Æ LDSTE T YGG EG U M M I

sjælland. De levede i små familiebaserede grupper og bevægede sig rundt i den store fastlandsskov, som strakte sig over hele Nordeuropa. Med sig

Danmarks ældste tygge­

havde de hunde, som de både brugte til at holde vagt og til jagt – i sultpe-

gummi er fundet på sten-

rioder måske også som mad.

alderbopladsen Barmose på Sjælland. Det er

JAGTM AG I

10.000 år gammelt og har tydelige mærker ef-

Nu – årtusinder efter at istidsjægernes første kunstværker så tidens lys –

ter mennesketænder. En

dukker kunsten op igen og giver os et sjældent glimt af den store forestil-

tandlæge har bestemt af-

lingsverden, mennesket bærer med sig, hvor end de kommer frem. Jagt-

trykkene til at stamme fra

magi er udbredt blandt jæger-samler-folk overalt på kloden. En shaman,

henholdsvis et barn på

eller troldkyndig, går i trance og træder ind i en åndeverden og kan i den

syv-otte år og fra en ung

trancetilstand symbolsk lade sin sjæl vandre ind i dyrekroppe og dermed

person på omkring 11 år.

se gennem dyrenes øjne og vende jagtlykken. Måske er det en sådan trans-

Tyggegummiet er lavet

formation, som kan ses på et skaft af hjortetak fundet i Åmosen på Vest-

af beg, som er udvundet

sjælland. Et menneske nærmest svæver horisontalt frem mod en hjort.

ved opvarmning af birke-

Det ser næsten ud, som om mennesket vil tage hjorten på og ændre sin

bark. Beg har været brugt

krop til et hjortemenneske.

som klæbemiddel, men

Særlige jagtceremonier kan også være ledsaget af lyden fra trommer,

ud over den praktiske an-

mundbuer og brummere. En mundbue består af en elastisk bue med en

vendelse kan det således

udspændt snor, og når man spiller på strengen, fungerer mundhulen som

samtidig have været et

forstærker. En brummer er et benstykke tilskåret som en propel med et

nydelsesmiddel, og det

hul i den ene ende, hvor man kan binde en snor i. Når man svinger snoren

kan også have en tand­

over hovedet, fremkommer en karakteristisk brummende lyd, som efter-

rensende virkning.

fulgt af trommedans og mundbuen har sat musik til skovfolkets ceremonier og fester.

31

STENALDER

Afbildninger af mennesker fra jæ-

Og danset har de. Det kan vi se på den ældste fremstilling af mennesker i

gerstenalderen er meget sjældne.

Danmark. På en urokseknogle har en af jægerne ridset fem menneskelignen-

Derfor er den polerede urokseknogle fra Rymarksgård på Sjælland med

de figurer. Den yderste figur er nærmest et øjebliksbillede af et dansetrin.

små menneskelige figurer helt unik.

De fem menneskeskikkelser er meget stiliserede i deres udtryk, og de er både blevet tolket som en lille familie, en gruppe gravide eller dansere.

K YSTFI SKERNE

– Nationalmuseet.

Den sidste del af jægerstenalderen strækker sig over ca. 3600 år fra 7500 til 3900 f.v.t. Den kaldes også for Atlantisk Tid. Mellem 7000 og 6000 f.v.t. steg havet i Nordeuropa med 30 meter. Det var en voldsom stigning, og den ændrede fastlandsskoven fuldstændig. Storebælt, Lillebælt og Øresund blev skabt, og på kun 600 år blev Danmark for første gang i vores historie et ørige. Man kunne ikke længere gå til England. Temperaturen var steget siden istidens slutning, og sommermånederne havde nu

HISTORIEN OM DANMARK

32

en gennemsnitstemperatur på 18-20 grader mod 16 grader i dag. Det var

I slutningen af jægerstenalderen var

ikke usædvanligt at se den krøltoppede pelikan eller en enkelt flamingo

havet steget så meget, at Jylland og

langs med kysten i slutningen af jægerstenalderen.

øerne efterhånden begyndte at ­ligne noget, vi kender i dag.

N Y E JAGTM A R K E R Klimaet var fugtigt og varmt. Skoven blev tæt og ufremkommelig, og mægtige lindetræer lukkede for sollyset i store dele af indlandet. Indimellem brød lysninger og vandløb den tætte skov og gav plads til, at de store dyr kunne græsse. Uroksen forsvandt fra øerne, og i stedet trivedes vild-

33

STENALDER

svinene. Menneskene trak sig fra skoven og ud til lyset ved kysten. I den første del af Atlantisk Tid kaldes jægerne for Kongemosekulturen efter det sted på Sjælland, hvor kulturen først blev opdaget. Vi ved ikke meget om jægerne på den tid, men deres bopladser lå ved vandet. I stedet for kun at jage i de store skove begyndte man også at jage på havet. De første fiskegårde – gærder og indhegninger, der er bygget i søer eller vandløb for at fange fisk – stammer fra den tid, og der er ingen tvivl om, at havet nu var den største ressource for jægerne, selvom man også gik på jagt og samlede i skovene.

De store havstigninger havde skabt et helt unikt hav. Varme og saltholdi-

ge strømme gav perfekte betingelser for mikroorganismen plankton, som tiltrak store dyr. Hvaler, småhvaler, delfiner, sæler og masser af fisk stortrivedes i havet omkring Danmark. En stor tidevandsdynamik gav optimale betingelser for store østersbanker nær kysten. I den sidste del af jægerstenalderen foregik jagten lige så meget på havet som i skoven.

Ved Lystrup nord for Aarhus lå en boplads ved en lille fjordarm. Her har arkæologerne fundet spor efter spækhuggere i affaldslaget. De var ikke fanget på samme tid, og derfor kan det ikke være rester efter en flok strandede hvaler. I stedet skal vi forestille os, at jægere i stammebåde sejlede ud, fangede hvalerne med harpuner og trak de tonstunge dyr ind til stranden til slagtning. På en boplads ved Lillebælt har man fundet kaskelotknogler. Andre storhvaler, bl.a. finhvaler, kendes også fra de danske bopladser. Ellers var gråsæl, marsvin og delfin hyppigt på menuen.

40 M I LLI O N E R Ø STE R S Jægerstenalderens sidste periode kaldes Ertebøllekulturen. Kulturens jægere og fiskere levede mellem 5400 og 3900 f.v.t. af jagt i skoven og jagt og fiskeri på havet. Landet bliver tættere befolket, og mange bopladser ligger i fjordene med udsyn over havet og langs med kysten. Store, slanke stammebåde med plads til fire-otte mænd var det nye transportmiddel, og de kunne snildt transportere en familie fra en boplads til en ny op langs med kysten eller ind ad åer og søer til indlandet.

Ertebøllefolkene efterlod sig tydelige spor i landskabet. De levede nemlig i stor stil af skaldyr – og mange af dem. Især østers fra de store østersbanker i Nord- og Østjylland blev samlet ivrigt. Fiskerne vadede ud

HISTORIEN OM DANMARK

34

i det lave saltvand og samlede østers og muslinger sammen. På stranden

I ertebøllefolkenes hytter var gulvet

tilberedte de friske skaldyr og smed skallerne væk. Bunke efter bunke, år

gravet lidt ned i undergrunden, og de

efter år voksede dyngerne på de bedste samlepladser i landet. På Norddjurs ligger køkkenmøddingen Mejlgård. Den blev brugt i 600 år, hvor fiskerne blev ved med at komme tilbage til de gode østersbanker. Hele skal-

var indrettet med ildsted til madlavning, lys og varme. Der var pladser, hvor der blev hugget flint, og sovepladser. – Scanpix.

dyngen kan følges over 140 meter og er nogle steder 20 meter bred. I alt har man regnet sig frem til, at 40 millioner østers blev spist på Norddjurs i slutningen af jægerstenalderen.

Det var ikke kun her, at østers var populære. Ertebøllekulturen har fået

sit navn efter en lige så stor skaldynge ved Ertebølle ved Limfjorden. Selv-

35

STENALDER

En ung kvinde på ca. 18 år blev be-

om østers var en udbredt snack, var den ikke den eneste fødekilde. Østers

gravet med sit nyfødte barn på en

smager godt, men kalorieindholdet er lille, og hvis en voksen mand skal

gravplads ved Vedbæk i Nordsjælland. Hendes barn blev lagt på en svanevinge og fik en stor flintkniv

leve af østers alene, skal han spise ca. 650 østers om dagen! Naturvidenskabelige undersøgelser har vist, at ertebøllefolket hovedsageligt spiste

med. Kvinden bar en dragt med

føde fra havet, så fisk, havdyr og skaldyr udgjorde hoveddelen af den mad,

påsyede perler og fik en ekstra un-

man fik. Det passer også med, at man bosatte sig ved havet og kun gik på

der sit hoved. De blev begravet for

jagt i skoven en gang imellem.

7.000 år siden i slutningen af jægerstenalderen. – Nationalmuseet.

Der er ikke fundet huse i forbindelse med skaldyngerne, og man boede sandsynligvis bag ved møddingerne i tilpas afstand fra den ramme og rådne fiskelugt fra dyngerne – og så på indlandsbopladser inde i skoven. Jægerne og fiskerne har nok ikke været bofaste, men har bevæget sig rundt mellem forskellige specialiserede pladser i landskabet for at udnytte naturens ressourcer maksimalt. Det system var effektivt. Hen mod jægerstenalderens slutning blev befolkningen større, og man boede tæt langs med kysten og ved de bedste jagtpladser i skoven.

PÅ V E J TI L Å N D E R N E Mange af jægerstenalderens grave stammer fra ertebøllefolket. Ved Vedbæk og Nivå i Nordsjælland har man fundet grave, som giver et meget fint og detaljeret billede af fiskernes og jægernes gravskik.

Hver gang vi åbner en grav, ser vi ned på resterne af et levet liv. Grav-

gaver fortæller noget om, hvem personen var, og måden, personen er begravet på, siger noget om, hvad der var vigtigt for samfundet dengang, og måske også, hvad man troede på.

Ertebøllefolket begravede deres døde med stor omsorg og rige gaver.

En af de 17 grave ved Vedbæk vækker særlig opsigt. Her er en mor og hendes nyfødte barn blevet begravet sammen. Vi ved ikke, hvad de døde af, men mon ikke det var en af de svære børnefødsler, som gik helt galt. De sørgende, måske den efterladte far til barnet og deres slægtninge, har begravet dem tæt på bopladsen. Det lille barn blev lagt på en svanevinge og fik en særlig fin flintkniv med sig i graven. Ved siden af lå moren i en smuk dragt med påsyede tandperler fra bl.a. kronhjort. Selve graven var blevet bestrøet med rød okker. Måske skulle det symbolisere blod og genfødsel ind i åndernes verden.

HISTORIEN OM DANMARK

36

37

STENALDER