En anderledes Andersen
H.C. ANDERSEN
I NYERE LITTERATUR
Bogen er støttet af
ANNE-MARIE MAI
En anderledes Andersen
H.C. ANDERSEN
I NYERE LITTERATUR
Indhold
See saa! nu begynde vi – et nyt blik på en berømthed
Problemet Georg Brandes
Bodyshaming som portrætkunst
En regnorm
Panden mod muren
Naturbarnet
Krævende kreativitet
Den nysgerrige
Empati
Det levende mylder
Kreativt selskab
Åndelige pjalter
En moders historie
Drømmen om Skyggen
Dannende samtaler
At fortælle Andersen
Andersen og litteraturens kvinder
Forvandlingens mulighed
Havfruens genkomst
Sprudlende eventyr
To veje fra Andersens verden
Andersen i nærheden
Skifting eller fattig stakkel?
Et historisk menageri
Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide
See saa! nu begynde vi – et nyt blik på en berømthed
De første ord i eventyret ”Sneedronningen” har en energi og fortællelyst, der umiddelbart sætter os på sporet af alle tiders mest kendte dansker, H.C. Andersen. Han er faktisk internationalt mere berømt end i selve Danmark, og mange læser eller genfortæller gerne hans livshistorie og hans eventyr for nye generationer. Andersen med den høje hat, Andersen med den store næse, Andersen den forfængelige og selvoptagne digter kender vi alle. Eller gør vi? En anderledes Andersen ser kritisk på de gængse forestillinger om den barnagtige og overfølsomme Andersen og viser, hvordan nye forestillinger om ham og hans værker er på vej i dansk digtning og forskning.
Det er især den kendte kritiker Georg Brandes, der har farvet vores forestillinger om mennesket og digteren H.C. Andersen, og han fremstiller ham som en barnlig karakter, et forsigtigt og forfængeligt hjertemenneske. Den nyere danske litteratur tegner et andet billede af en voksen, skarpsindig, modig og empatisk digter, en moderne karakter af en støbning, vi i dag har brug for.
S e e saa! nu begynde vi.
Problemet Georg Brandes
Det hørte med til Andersens Uskyld, at han selv ikke anede, hvor ufordelagtigt et Indtryk hans evige Trang til Ros og hans Iver for at nærme sig fornemme Folk og Hofkrese gjorde paa Mennesker, der levede for en Idé, eller overhovedet paa Mænd med barskere Sind og et Formaal udenfor sig.
Georg Brandes, 1900
Det hænder, at læseren må gispe over et stykke litteraturkritik. En kritiker kan være så perfid, at læseren forbløffes.
Kritikkens trang til at være nederdrægtig gør sig stadig gældende, men det er alligevel overraskende, at Danmarks betydeligste litteraturkritiker, Georg Brandes, kan være så nedladende over for H.C. A nde rsen. Det bliver ikke mindre overraskende af, at Brandes faktisk satte Andersens eventyr meget højt og endte med også at værdsætte hans romaner. Hvorfor udsætter Brandes så Andersen for perfiditeter om hans personlighed og udseende? Andersen var for længst død og borte, da Brandes i år 1900 i en introduktion til den såkaldte verdensudgave, Eventyr af H.C. Andersen , bd. I II, s pidser pennen, men hvorfor er Brandes så ubehagelig i sin kritik? Hvis vi skal forstå baggrunden for Brandes’ Andersenportræt, må vi tilbage til begy ndel se n af deres bekendtskab. Vi skal tilbage til år 1869, da den unge Georg Brandes anmelder H.C. Andersens eventyr i tidens flotte og hotte magasin, Illustreret Tidende, der var begyndt at udkomme i 1859. Og begyndelsen var faktisk god!
Brandes havde set, hvor fornyende en kunstner Andersen er, og han sender i 1869 et brev til Andersen forud for offentliggørelsen af sine tre skelsættende artikler. Allerede året efter bringer han artiklerne i sin bog Kritiker og Portraiter (1870).
Andersen bliver forståeligt nok himmelhenrykt, da han opdager, hvordan den unge kritiker har beskrevet hans eventyr med en kunstnerisk indsigt og international horisont, som ingen i Danmark ellers kunne mønstre.
Brandes indleder sit veltænkte brev til Andersen med at vende historien om digterens forhold til litteraturkritik om. Han disker ikke op med en vanlig historie om, at den aldrende Andersen er misforstået af en hårdhændet kritik. Nej, han pointerer i stedet, at Andersen selv har været hård ved kritikken, understøttet ”vulgære Fordomme om den” og bragt den i ”Ringeagt”.1 Herefter melder Brandes sig på banen som en ny type kritiker, der vil skabe en kvalificeret og videnskabeligt begrundet litteraturkritik. ”For mig er Kritiken en Videnskab og Lidenskab, og jeg indbilder mig naturligvis som alle Mennesker, at alle Andre maa kunne see det Fortræffelige i min Metier”. 2
Brevets indledning om, at Andersen har været hård ved kritikken, er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det var en udbredt opfattelse i samtiden, at Andersen var vildt forfængelig. Baronesse Rigmor Stampe, som Andersen havde foræret den smukkeste billedbog, da hun var barn, skriver i 1918 således i H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang: ”Når Andersen nævnes som menneske, da er det omtrent altid – selv helt op i vore dage – som en pirrelig, forfængelig, mere eller mindre komisk personlighed; ’lige så forfængelig som A nde rsen’ er omtrent blevet til vedtaget mundheld”.3
Brandes har kendt historierne, og intet ville vel have været nemmere end elegant at droppe et par kønne roser for den forfængelige digters fødder. Det gør Brandes ikke. Han har indset, at Andersen er skarpsindig, og hvis han virkelig vil i kontakt med den berømte digter og nå længere end til høflighedsfraser, må han overraske ham.
Ikke uforståeligt erklærer Andersen i sit takkebrev til Brandes den 13. juli 1869, at han bliver urolig over Brandes’ ord om hans kritik af kritikken, men de vækker tydeligvis hans opmærksomhed 4 og gør kontakten imellem dem intens fra begyndelsen. Da Brandes efterfølgende i et brev den 19. juli 1869 erklærer sig enig i, at kritikken af A nde rsen har været ”flau og uretfærdig og tidt lømmelagtig”,5 og at han håber at blive en ny slags kritiker, er Andersen begejstret.
På en fiks facon har Brandes gjort sig interessant og skabt en relation til digteren.
An dersen er gammel, da Brandes’ artikler om hans eventyr offentliggøres i Illustreret Tidende, m en han er straks klar over, at han her har fundet en dansk kritiker, der ser eventyrenes kunstneriske særpræg. Fordelen ved Georg Brandes’ læsning af eventyrene er, at han begriber, at dette er kunst af høj karat. Og intet passer Andersen bedre – den pointe fryder han sig over at høre fra den unge kritiker. Derfor sender han artiklerne til sine oversættere rundtomkring i verden.
Samtidig ønsker Andersen ikke så underligt at forny sit bekendtskab med Georg Brandes. Hidtil er han kun tilfældigt løbet på Brandes i det københavnske selskabs o g teaterliv, men han har dog fået foræret ham sit visitkort med en venlig dedikation. Efter offentliggørelsen af artiklerne opsøger Andersen Brandes flere gange, læser nye og gamle eventyr op for ham, hans mor og bror og følger med i hans arbejde og udgivelser, selv om han over for flere venner erklærer, at han ikke deler Brandes’ synspunkter om fri kærlighed. Brandes havde fremført sine idéer om frigjorte kærlighedsforhold i forbindelse med datidens store sædelighedsfejde, der rasede i tidsskrifter og aviser fra 1883 til 1887. Her blev kvinder og mænds seksualliv især før ægteskabet ivrigt diskuteret.6
Optakten til Brandes’ første artikel om Andersens eventyr er kort og fyndig: ”Der skal Mod til at have Talent”.7 Brandes lægger op til, at Andersen har insisteret på at følge sin egen vej og har fundet ”en Byggeplads” for sit talent i eventyrgenren. Metaforen er interessant og betydningsfuld: Den peger på, at eventyrene er blevet til gennem hårdt arbejde og med brug af forskellige materialer. Den myreflittige Andersen fandt netop forbilleder for sine eventyr både i folkelig fortælletradition og hos andre digtere og har kunnet tage denne pointe til sig.
Brandes’ læsning af eventyrene har dog det problem, at han ikke får fat i det modsætningsfyldte i teksterne. For ham stræber Andersen sprogligt og tematisk efter ”det barnlige”, hvor han undgår ”alt Abstract”, for ”idet han saaledes søger det Enfoldige, finder han saaledes det digterisk Skjønne, og idet han naar det Barnlige, viser det sig, at dette Barnlige netop er det Poetiske; thi det almenforstaaelige, naive Udtryk er mere poetisk end det, som minder om Industrien, om Historien, om Litteraturen […]”.8 For Brandes er begreberne om det barnlige og det naive positivt ment. Det naive og det barn lige er for ham filosofiske og kritiske begreber, der er formuleret af den franske Jean-Jacques Rousseau og den tyske Friedrich Schiller, og Brandes ser det som Andersens særlige kvalitet, at han er den første digter, der for alvor har opdaget barnet både som læser og som litterær figur.
I anden del af sin artikelserie fremhæver Brandes dette perspektiv og pointerer: ”Andersen opdager Barnet i Danmark”,9 en opdagelse Brandes ser som ny og tidssvarende, og som også fører til opdagelse af dyret og naturen. Det ser ud til, at Brandes vil placere Andersens moderne barn mellem Adam Oehlenschlägers Aladdinfigur
og Søren Kierkegaards Faustlignende Frater Taciturnus, den tavse, intellektuelt skarpe broder, der var et af Kierkegaards pseudonymer. Men idéen fører han ikke rigtig til ende, selv om han lægger op til, at Andersens barne , n atur og dyretriade adskiller sig fra et idealistisk romantisk natursyn ved at komme tættere på virkeligheden. På samme måde fører Andersens dybe medfølelse med svage og fattige frem til ”den samme ægte demokratiske Følelse”, som Brandes finder hos forfatteren Charles Dickens.10
I den tredje og sidste del af artikelserien diskuterer Brandes Andersens eventyrdigtning i en international sammenhæng. Her erklærer han, at man hos Andersen finder en barnlig, ureflekteret naivitet: ”Der gives to Arter af Naivitet. Den ene er Hjertets, den anden Forstandens, hin aaben, fri, enfoldig og rørende, denne tilsyneladende forstilt, drillende, snarraadig og fin”.11 Andersens naivitet er af den første art, mener Brandes, og derfor egner han sig ikke til at skildre hverken mænd eller kvinder. Hans skriveform er ikke ”sexet”: ”Det Hele beroer paa, at han saa udelukkende er hvad han er, ikke er lærd, ikke Tænker, ikke Bannerfører, ikke Stridsmand, som flere af vore øvrige Digtere, men udelukkende Poet. En Poet er en Mand, som tillige er en Kvinde”.12 Brandes ønsker, at han havde ”Personlighed, en mandigere Stemning og en roligere Aandskraft”.13
Brandes er i gang med at indkredse sin idé om det maskuline, som han opfatter som kendetegnet af ro, myndighed og selvbeherskelse, men også af erotik, erobringstrang og mod, og han bruger Andersen som et modbillede til en sådan moderne maskulinitet.
P å d en baggrund erklærer han også, at Andersen faktisk er bedst til at skildre børn, hvis kønsdrift ifølge Brandes endnu ikke er vågnet. Brandes fremhæver, at Andersen mestrer mange tonearter i eventyrene – både de alvorlige, de morsomme, de tragiske og de følelsesfulde. Men af og til overtræder han genrens grænser – det er f.eks. en fejl, når han i eventyret ”Dryaden” lader en dryade træde ud af sit træ og gå til bal i Paris.14
Mere begejstret er Brandes for ”Skyggen”, som han kalder et af de største mesterværker i litteraturen: Her har Andersen trods ”sin bløde Optimisme [...] vovet at lade den grimme Sandhed træde frem i hele dens Nøgenhed”.15
Generelt overser Brandes den vildtvoksende fantasi og de afgrunde af rædsel og uhygge, Andersens eventyr rummer, og det er overraskende, at han erklærer slutningen af ”Sneedronningen” for mislykket, fordi han mener, at hensigten bliver for tydelig.16 Netop scenen, hvor drengen Kay, der er rejst med Snedronningen, sidder i hen
des iskolde palads og bakser med at få lagt ordet ”Evigheden”, er stivfrossen rædsel. Som læser undrer man sig over, at Kays trofaste veninde Gerda virkelig vover at fortsætte ind i dette kolde helvede og tør nærme sig Kay. Her bliver hun ikke skubbet frem af mere eller mindre venlige hjælpere, men må selv gå videre, kaste sig om halsen på Kay og holde fast.
Elegant spinder Brandes eventyrene ind i den tyske digter Friedrich Schillers romantiske retorik om den naive og sentimentale digtning fra Schillers afhandling fra 1795, ”Über naive und sentimentale Dichtung” (Om naiv og sentimental digtning). Her fremhæver Schiller, at den naive digter er natur og ser naturen som natur, mens den s e ntimentale digter forbinder sig med kultur og refleksion. Brandes forsøger at hale Schillers naivitetsbegreb ud af Oehlenschlägers fortolkning af samme, hvor Oehlenschläger får stillet sig selv i centrum af naiviteten og placeret forgængeren Johannes Ewald i den reflekterende sentimentale afdeling. Brandes vil vise, at naiviteten hos
A n dersen først og fremmest drejer sig om hans forhold til den virkelige, foreliggende natur. Derfor afslutter han også med en fortolkning af Andersens eventyr ”Klokken”, hvor den store pointe er, at digtning og videnskab møder hinanden i en begejstring over den virkelige natur. Nok er naturen et guddommeligt ”Alt”, men guddommeligheden ligner mest en tilføjelse til forestillingen om naturens mangfoldige, myldrende liv. Andersen er ifølge Brandes ”mere Biolog end Menneskekjender”.17
Det er tydeligt, at Brandes bruger Andersen som en trædesten for en moderne digtning baseret på ”Naturhengivelse”. Andersen foregriber den moderne litteratur, som Brandes sparker i gang under overskriften ”Det moderne Gjennembrud”. Ifølge Brandes arbejder det moderne gennembruds forfatterne ud fra et ”Standpunkt” in den for ”Alnaturen og ikke i det dogmatisk Overnaturlige”,18 som det hedder i hans skelsættende afhandling Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Det er en utrolig fiks manøvre via Andersens venskab med den berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted at gøre ham til en slags optakt til den moderne natur og naturvidenskabeligt inspirerede litteratur.
Br andes’ analyse har dog sine begrænsninger, og den bæres af et gennemskueligt litteraturpolitisk sigte. Men med sine fine kvaliteter i forhold til stilanalyse, tema og internationalt udsyn har den banet vejen for senere tiders grundige litteraturkritiske arbejde med Ander
sens eventyr, især i en dansk sammenhæng hos forskere som professor Johan de Mylius, professor Klaus P. Mortensen, lektor Dag Heede, forfatteren Jens Andersen, professor Johs. Nørregaard Frandsen, professor Lasse Horne Kjældgaard, lektor Ane Grum-Schwensen samt lektor og centerleder Torsten Bøgh Thomsen. De har alle været tilknyttet forskellige store Andersenprojekter inden for litteraturhistorie, biografisk forskning, tekstkritik, kønsteori og nymaterialisme.
I 2003 diskuterer litteraturforskeren Jon Helt Haarder i afhandlingen Portrættets moment. Forfatterportrættet hos SainteBeuve, P.L.
Møller, Georg Brandes og Herman Bang Brandes’ kritiske portrætkunst, herunder hans ”Characteristik” af Andersen. Ifølge Haarder er der ikke tale om et fuldt udfoldet digterportræt, men Brandes arbejder alligevel på en vigtig måde med at centrere sin fremstilling omkring det særlige moment, hvor Andersen finder sin genre. Hans første eventyr ”Fyrtøiet” er et sådant moment, og selv om Brandes ganske vist ikke kæder det direkte sammen med Andersens biografi, kan læseren selv gøre det.
Brandes fortæller om ”Fyrtøiet”:
Det var da et Greb, et Fund at blive Børnenes Digter. Efter en langvarig Famlen, efter mislykkede Forsøg, der nødvendigvis maatte kaste et falsk og ironisk Lys over Selvfølelsen hos en Digter, hvis Stolthed mest blev berettiget ved den Fremtid, han følte, at han bar paa, ef ter mange Aars Flakken forvildede Andersen sig, en ægte Ætling af Oehlenschläger, ind i Oehlenschlägers Spor og fandt sig en Aften staaende udenfor en lille uanseelig, men hemmelighedsfuld Dør, Eventyrets Dør, han rørte ved den, den gav efter, og han saae i Mørket derinde det lille ”Fyrtøi” brænde, der blev hans Aladdinslampe.19
Det er smukt beskrevet med sans for den romantiske metaforik omkring det falske lys og det sande geniale lys og den legitime litterære slægt, og læseren er med hele vejen frem til eventyrets tilblivelse. Men måske undlader Brandes at udbygge diskussionen af forholdet mellem liv og værk, fordi Andersen som person i hans optik aldrig bliver en voksen mand. Han er og bliver det godhjertede almuebarn.
Brandes har en klar pointe omkring Andersen som den moderne litteraturs trædesten, men han holder ikke rigtig fast i sin tankegang. Resultatet er fatalt, da han nogle tiår senere får til opgave at skrive et forord til en verdensudgave af Andersens eventyr.
Georg Brandes