Moderne kærlighed, 2. udgave by Gads Forlag

MODERNE KÆRLIGHED

Om parforholdets krise og drømmen om den eneste ene

MODERNE KÆRLIGHED

Om parforholdets krise og drømmen om den eneste ene

Forlagsredaktion: Anne Mette Lauritzen og Martin Gylling

Tekstredaktion: Anne Mette Lauritzen

Omslag og sats: e-Types

Forsideillustration: Sine Jensen

Sat med: Million Serif og Five Serif Text Tryk og indbinding: ScandBook

ISBN: 978-87-12-80065-1 2. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2025

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Bogen er udgivet i samarbejde med Golden Days.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bog produktion på gad.dk.

MODERNE KÆRLIGHED

Om parforholdets krise og drømmen om den eneste ene

Gads Forlag

Kapitel 1 19 Da kærlighed gik fra kollektivisme til individualisme

Kapitel 2 57 Selv efter guldbrylluppet kan skilsmissen komme

Kapitel 3

I frihedens rige er det svært at føle sig sikker

Kapitel 4 127 Der er ingen seksuel retfærdighed til

Kapitel 5

163 Fem fortællinger om kærlighed

Kapitel 6

201 Hvem er de sande elskende?

Kapitel 7

229 Millennial-generationen svarer igen

Efterord

261 Lidt øl, lidt mail og lidt om f remtidens kærlighed

272 Bibliografi

Forord Tre cafésamtaler om kærlighed og en queer eftertanke

“Men det er, som om man kun kan elske én gang!” Jeg spærrede øjnene op, da hun sagde det. Det er ikke lige det, man forventer at høre i vore dage, hvor det fremstilles som næsten naturstridigt, hvis man skulle kunne blive sammen med den samme ægtefælle eller partner hele livet. Jeg var i gang med et undervisningsforløb i moderne kærlighed på litteratur- og kulturstudierne på Syddansk Universitet, og jeg samlede ivrigt på synspunkter og synsvinkler på emnet. Nu var jeg ude og drikke øl med en gammel veninde, som jeg havde kendt i omkring 30 år. Jeg havde spurgt hende, hvordan det så ud med kærligheden i hendes omgangskreds, som er en halv snes år yngre end min.

Jo, hun kendte virkelig mange, der var blevet skilt. Og nu levede de jo så det frie liv med sjov og ballade, eventyr, nye bekendtskaber, spændende møder, romantik, vild sex og alt muligt. Jeg belavede mig på at lægge mit ansigt i ironisk-resignerede folder, for var vores egne liv blevet lidt kedelige om end trygge og stabile? Og så faldt sætningen.

Men hvad mente hun med, at man kun kan elske én gang? Jo, der var alligevel noget trist over hele situationen, for så sad de nyskilte dér og drak rødvin og opførte sig, som om de var unge igen, men det var, som om de alligevel ikke helt vidste, hvad de skulle stille op med hinanden. Og så fandt de måske en anden eller rettere en tredje. Der var ikke rigtig noget perspektiv i det. Det pegede ikke frem mod noget. Præmissen for det, hun sagde, var, at de implicerede havde fået de børn, de skulle eller ville have. Der var ikke mere nogen langsigtet og familieopbyggende dimension i forholdene. Men dermed brugte hun også ordet “elske” på en måde, der nu til dags er usædvanlig. Hun brugte det uromantisk. For hvis der er noget, der kan besvære og udpine kærligheden, er det så ikke forpligtelser, hverdag, børn og sure sokker? Allerede i middelalderens troubadourlyrik forlød det, at kærlighed og ægteskab simpelthen var uforenelige størrelser. Vi kom ikke rigtig videre i diskussionen ved den lejlighed. Skilsmisser er følsomt stof, fordi befolkningen de facto er delt, hvad angår praksis. Omkring halvdelen af alle indgåede ægtesk aber bliver opløst. Det er derfor svært at hævde en norm uden at fremmedgøre eller udskamme den anden halvdel, som vil falde uden for normen. Men det bevirker samtidig, at visse ting ikke bliver diskuteret. Der er for eksempel det underlige paradoks blandt yngre og midaldrende, at børnene på den ene side betyder meget mere end for tidligere generationer (de er ønskebørn og livsprojekter), og på den anden side at mange voksne tilsyneladende lader sig føre underligt viljesløst med af begærets tilfældige nedslag med utroskab og skilsmisse til følge. Alt sammen handlinger med voldsomme konsekvenser for netop de børn, der ellers betyder “alt”. En anden gang talte jeg med min veninde om de kæresteforhold, vi havde haft i vores ungdom. Normen var dengang, at man sagtens kunne have langvarige kæresteforhold, og man opsøgte dem også, selv om man aldersmæssigt var langt fra tanken om at etablere sig og få børn. Jeg havde selv, fra jeg var 17 år, lange forhold på henholdsvis fire, tre og to år, før jeg mødte min kone, da jeg var 31. I vores børns generation oplever vi derimod, at normen

snarere er kortere og mere uforpligtende forhold eller slet ingen kærester, før man til sidst beslutter sig for den rigtige. Hvorfor er der mon denne forskel? Set fra et voksenperspektiv var adfærden i vores ungdom på en måde ikke rationel. Når man havde kæreste på, afskar man sig selv fra at være sammen med andre i nogle meget unge år, hvor netop det at prøve sig selv og andre af nok kunne trække i én. Man påførte også sig selv smerte og lidelse, hvis kæresterne var utro, fordi de havde det på samme måde. Men alligevel nød jeg på ingen måde som ung de perioder, hvor jeg var (kæreste)fri. Jeg kunne sågar finde på at invitere kæresteemner, jeg dårligt nok kendte endnu, til at møde mine forældre, som om det ikke kunne gå hurtigt nok med at få genetableret det faste forhold, der var gået i stykker nogle år tilbage på tidslinjen. Til sammenligning syntes vores børn at agere rationelt. Kærester er noget, man bliver, når det er alvor. Forældre kan måske tit opfatte noget som kæresteforhold, men de modtager så streng belæring fra deres børn om, at det er det ikke. Det er kun venskab eller noget andet, måske “venskab med fordele”.

Min veninde kom med et interessant bud på forskellen. Hun mente, at vi i vores barndom og ungdom havde været “underfrankerede” med hensyn til kys og kram, fysisk og emotionel intimitet i forholdet til vores forældre. Vi var bestemt meget elsket og godt passet på, men det var en anden tid, som man siger i dag. Forældre var mere fjerne, og der var en distance, måske også en blufærdighed, i forhold til såvel berøring som samtaleemner. Vi var ikke venner med vores forældre. De behov fik vi så til gengæld dækket hos kæresterne, hvor man med lange intime stunder i sengen kunne åbne sig totalt for hinanden, fysisk såvel som emotionelt. Det var denne absolutte intimitet, der blandede kærlighed og kammeratskab, som man kæmpede for at genetablere i de perioder, hvor man ikke havde adgang til den. Samme distance er der ikke mere mellem børn og forældre, så de unge kan have en mere fri tilgang til forelskelser, dates og kærester.

Jeg blev lidt chokeret over det, hun sagde. For første gang nogensinde så jeg en vigtig del af mit ungdomsliv som et historisk

kontingent forhold. Det vil sige noget, der var betinget af tilfældige omstændigheder og meget vel kunne have taget sig anderledes ud. For så vidt er det jo banalt, og jeg har selv i min ungdom skrevet en akademisk afhandling om kærlighed i middelalderen. Jeg har dermed været meget bevidst om, hvor historisk omskifteligt et fænomen kærlighed kan være. Men derfra og så til at bruge indsigten på sig selv … Tværtimod har jeg automatisk taget mig selv for at være normen og har været bekymret for mine sønner, når deres ungdomsliv artede sig helt anderledes. Samtidig har jeg dog godt vidst, at min praksis var forskellig fra mine forældres. De var unge i 1930’erne, og dengang var det ikke almindeligt med lange kæresteforhold endsige serielt monogami inden ægteskabet. Og havde der været en tidligere kæreste, blev man i hvert fald ikke ved med at omgås dem som venner senere hen. Der var alvor i tingene med tilvalg og fravalg.

En tredje gang min veninde og jeg talte sammen, havde jeg sendt hende nogle små erindringstekster, som jeg havde skrevet om lettere akavede romantiske og erotiske situationer i min ungdom. Hun kunne godt lide dem. De gav hende lyst til at skrive noget lignende. Men hun mente også, at mine tekster ville virke lidt bedagede på yngre læsere, fordi jeg fremstillede det med kærligheden som noget meget stort og svært, noget eksistentielt og livsafgørende, også i de små og akavede situationer. Hun kunne undre sig over, hvor let hendes egne børn kunne have det med kærligheden og kærester. De var så “dygtige” til det. Kærligheden virkede ikke længere så skæbnesvanger, og med et professionelt sideblik noterede hun også, at nutidens litteraturstuderende kunne have svært ved at forstå ældre tekster, hvor det fatale ved kærligheden netop var afgørende.

Da hun læste mine tekster, kunne hun se, at jeg gjorde mig mange forestillinger om de eftertragtede og gådefulde kvinder. Jeg forsøgte at blive klog på, hvad de gjorde, hvordan de mon følte og tænkte, og jeg baksede selv med at finde ud af, hvad jeg skulle gøre og hvordan. Hun huskede selv, at det var, som om både de romantiske følelser og det seksuelle begær dengang prøvede

at udfylde en mangel, der også handlede om noget eksistentielt og vidensmæssigt. Man skulle finde ud af, hvad alting i det hele taget gik ud på.

Men måske foregår der ikke alt muligt gådefuldt og interessant i de andre. Måske er det hele ret banalt. He’s Just Not That Into You lød titlen på en amerikansk komedie engang. Hun kom til at tænke på en podcast, som den dansk-amerikanske Lea Thau havde lavet, hvor hun havde opsøgt og interviewet en række mænd fra tidligere dates for at finde ud af, hvorfor det ikke var blevet til noget. Pointen var, at hun efterspurgte nogle dybe grunde, der havde med hende at gøre: Hvorfor var jeg ikke den eneste ene?

Det viste sig så, at der var alle mulige andre og nogle gange ret tilfældige grunde, der havde med dem selv og med omstændighederne at gøre. Ud over selvfølgelig den banale, som de måske kunne være for høflige til at udtale meget bastant: He’s Just Not That Into You.

Måske skal man ikke lægge alt for meget betydning og metafysik ind over sex og forelskelser. Men det er også svært at opfatte disse ting som helt banale. Når jeg nogle gange i min research til bogen her har vendt fortiden med gamle kærester og veninder, har jeg oplevet, at de ikke rigtig ville vedkende sig den seksuelle historik, jeg huskede dem for. Det virkede, som om de skammede sig. Hvad ville deres voksne børn ikke tænke, hvis de vidste det? Ting, der var sket, blev “formindsket” og bagatelliseret. Nej, der havde ikke været noget forhold. Det dér havde jo været meget kort. Det huskede de ikke noget om.

Jeg er bange for, at jeg har det lige omvendt. Jeg er veltilfreds med min seksuelle historik i ungdommen og kan måske endda finde på at “forstørre” den lidt ved at se dét og dét som et regulært forhold, og at der var mere i relationerne end som så. Disse forskelligartede reaktionsmønstre afspejler en asymmetri og urimelighed mellem mange mænd og kvinder, som stadigvæk gør sig gældende, hvis man lytter til unge i dag. Det giver til et vist punkt unge mænd prestige at være seksuelt aktive, at være erobrere. Mens unge kvinder kan få et dårligt rygte og blive skammet ud

for det samme. De har ikke noget at være stolte over, heller ikke i tilbageblik. På dette punkt synes der ikke at være så meget historisk omskiftelighed, og det er egentlig forbløffende.

Jeg nævnte det på et tidspunkt for min veninde. Men hun kunne nu ikke genkende det for sit eget vedkommende. Hvis hun skammede sig over noget fra sin ungdom, var det, at hun ikke var lidt mere om sig og tog nogle flere chancer. Vi snakker godt sammen, hende og jeg. Måske er det, fordi der aldrig har været andet mellem os end venskab. Vi er ikke en del af hinandens “historik”. Det betyder, at der ikke er noget kejtet eller uforløst mellem os. Kun ro og gennemsigtighed. Men så har sex og forelskelser vel også betydning? De er ikke banale. Eller gælder der andre regler i dag?

I denne bog vil jeg undersøge kærlighedens mange former og forvandlinger i moderne tid. Kærligheden og seksualiteten har aldrig været så fri som i de senmoderne, vestlige samfund. I dag kan to, der elsker hinanden, i langt de fleste tilfælde godt få hinanden. Men man kan jo også lige vente lidt med at slå sig ned og se, hvad der ellers sker. I frihedens rige er der mange muligheder. Det kan lyde frisættende, men kærligheden kan stadig gøre lige så ondt som i gamle dage. Vi lever i en tid med høje skilsmissetal, hvor kærligheden er blevet usikker og ustabil. Alligevel synes drømmen om den eneste ene at være intakt. Ingen kan dog vide sig sikre på hinanden, selv ikke efter guldbrylluppet og børnebørnene.

Jeg vil opsøge de moderne sociologer, filosoffer og kulturteoretikere, der i mine øjne har skrevet mest perspektivrigt om kærligheden og seksualitetens forvandling i det 20. og 21. århundrede. Det er også godt at deklarere sit eget udgangspunkt. Hvad er det, man for sit eget vedkommende altid må “spole tilbage til”, når man skal vurdere, hvad der sker lige nu? Jeg fik mine første er fa ringer med kærlighed og seksualitet i 1970’erne. Det var et årti præget af den seksuelle frigørelse, og kønsdebatten gik hårdt for sig. I første kapitel vender jeg i to nedslag tilbage til den tid. 1970’erne er også længe siden, og der er sket meget med

kærligheden siden da, så kapitlet fortsætter med at stille skarpt på nutidens opfattelse af kærlighed og parforhold. Her skal det vise sig, at de romantiske kærlighedsidealer, vi har arvet fra fortiden, er under pres af moderne idealer om selvrealisering og individualisering.

Andet kapitel giver et rids af kærlighedens historie fra middelalderens troubadourer og frem til i dag. Jeg ser også nærmere på parforhold og ægteskab som samfundsmæssige institutioner. Er de sociale systemer af en særlig natur, og hvad er det i så fald, der sker, når skilsmissen rammer? Tredje kapitel vender sig mod det, der almindeligvis fører frem mod ægteskabet: partnervalget. Hvordan finder vi ud af, hvem vi gerne vil være sammen med, og hvordan har konteksten for disse personlige og afgørende overvejelser udviklet sig gennem tiden?

I fjerde kapitel gælder det seksualiteten: Hvordan har seksualmoralen skiftet karakter fra tiden før, under og efter den seksuelle frigørelse? Hvad er sex overhovedet for noget, og hvilke regler gælder, når det synes svært for unge og ældre at forstå hinanden på dette felt? I femte kapitel vil en analyse af én novelle og fire romaner fra 1960 og frem til i dag sætte spot på de vigtigste træk i den moderne udvikling i seksualmoral og kærlighedsrelationer. I det sjette kapitel vil jeg vove et øje og formulere et kærlighedsideal for nutiden. Ud over de litterære analyser vil bogens begreber og historiske redegørelser blive suppleret af et personligt kærlighedsspor samt mikroanalyser af popsange, film og tv-serier. Man siger nogle gange i spøg, at ungdommen altid tror, at det er den, der har opfundet sex og forelskelser. Før den var der intet af den slags. Nej, sådan er der selvfølgelig ingen, der rationelt tænker, men alligevel vil man måske omfatte tidligere generationers erfaringer og normer med en vis distraktion. Det var en anden tid. Sådan siger vi, afsluttende og opgivende, når en debat ikke kan komme videre. Men i sådanne diskussioner når man som regel ikke at undersøge, hvorfor og hvordan det var en anden tid. Det kræver, at man følger følelsernes forvandlinger i nyere tid. Og det er hovedærindet med denne bog.

Jeg skylder en stor tak til de engagerede studerende fra mine to undervisningsforløb i “Moderne kærlighed som kulturel kode og litterært motiv”, der fandt sted i henholdsvis foråret 2014 og efteråret 2019 på Syddansk Universitet. En ligeledes stor tak til Kristeligt Dagblad, der i mange år har lagt spalteplads til mine klummer og anmeldelser. Flere mikroanalyser, pointer og personlige fortællinger i denne bog fandt deres første formulering i avisen, ligesom tidsskrifterne KRITIK og Kultur & Klasse og et par akademiske festskrifter har trykt forarbejder til de litterære analyser. Også tak til gode venner og veninder for diskussioner og erfaringsudvekslinger gennem årene.

Bogen er tilegnet min familie. Tak til mine tre sønner, Jakob, Anders og Rasmus, for levet fællesliv, herunder tilegnelse af en masse populærkultur. Tak til mine svigerbørn, Shyami og Hans, for at bringe endnu mere liv og helt nye perspektiver ind i vores familie. En særlig tak til min kone, Hanne. Da hun af stjernetegn er Vædder, hvor jeg er Krebs, er vi astrologisk et lidt umage og usandsynligt par, men modsætninger kan jo mødes. Da Krebsen er noget følsom og træg i forhold til den mere handlekraftige Vædder, har hun altid gerne villet sætte noget mere skub i mig. Det var dog kun i de tidlige år, at hun opfordrede mig til forvandling gennem selvhypnose: “Jeg er Vædder, jeg er Vædder, jeg er Vædder …”. Men hun har alligevel ikke opgivet mig. Ikke endnu i hvert fald.

Nils Gunder Hansen Frederiksberg, august 2024

Forord til 1. udgave

Når man har skrevet en bog – og jeg har efterhånden skrevet ti af slagsen – kan man i visse tilfælde føle, at der ikke er mere at sige. Man har været glad for at skrive den, man har interesseret sig grådigt og glubende for emnet, og på en måde ville man også gerne blive ved. Man prøver måske, men må konstatere, at man ikke har mere at komme med. Som en hest, der har græsset hele marken af, går man sin vej. Så håber man bare ikke, at marken fra nu af kommer til at ligge øde hen. Det gør den nok ikke, for der er jo altid mere at sige. Nu er det bare andre, der må gøre det – ud fra deres vinkler, interesser og forudsætninger.

Sådan har jeg haft det med nogle af mine bøger, men sådan har jeg ikke haft det med Moderne kærlighed, som jeg udgav i oktober 2024. Tværtimod faktisk. Lige fra det øjeblik jeg første gang blev interviewet af en journalist, der havde læst bogen, kunne jeg mærke det. Emnet lever og vibrerer. Det er uudtømmeligt. Allerede i dette første interview blev jeg bevidst om pointer, jeg kunne have tænkt på selv – jeg gjorde det bare ikke – eller blinde vinkler. Og sådan er det blevet ved i de ganske mange interviews, jeg har givet, og foredrag, jeg har holdt.

De nye vinkler kommer også strømmende udefra, når jeg læser i aviser og magasiner. Det er, som om kærlighed og parforhold debatteres særligt intenst lige i disse år. Vi lever i en brydningstid, der måske lader sig sammenligne med sædelighedsfejden i 1870’erne under Det Moderne Gennembrud. Her diskuterede man, om det virkelig kun var kvinderne, der skulle underkastes en streng kyskhedsmoral og være uberørte indtil ægteskabet? Skulle det ikke også gælde mændene, eller burde begge køn helt omvendt praktisere “fri kærlighed”? Bølgerne gik højt. Hvilke normer burde råde? Nu gentager historien og intensiteten sig, blot med nye emner som for eksempel flydende kønsidentiteter og polyamori. At festivalen Golden Days her i 2025 har valgt at gøre kærlighed til deres tema, er derfor rettidig omhu eller lige i øjet!

Denne 2. udgave af Moderne kærlighed udkommer i tilknytni ng til Golden Days, og den er i forhold til 1. udgave udvidet med et ekstra kapitel, der inddrager nyt materiale og nye vinkler.

Målet er at give millennial-generationens synsvinkler mulighed for at udfordre mit ægteskabsideal. De litterære analyser bliver derfor suppleret med en læsning af Linea Maja Ernsts roman Kun til navlen , der blev en bestseller i 2024. Den stiller skarpt på millennial-generationen og sammenstødet mellem queer kærlighed og heteronormativitet.

Mine analyser af ægteskabet som institution videreudvik ler jeg i en gennemgang af den engelske litteraturforsker og kulturan alytiker Devorah Baums bog On Marriage fra 2023. Her argumenterer jeg i forlængelse af Baum for, at ægteskabet er undervurderet. Der er dog meget, der i dagens samfund kan presse de unge familier. Kunne man forestille sig, at en reduktion af stress i familierne kunne forebygge skilsmisser? En sådan offentlig debat om skilsmisser tog fart i efteråret 2024. Jeg analyserer flere indlæg i denne debat, som har vide implikationer. Debatten rummer for mig at se et tabu mod at diskutere og problematisere skilsmisser. Det er et tabu, som måske har usynlige forbindelser til det, jeg kalder en skilsmissemystik, som afspejler problematiske elementer i vores overleverede kærlighedsmytologi. Endelig ser jeg tilbage på det møde, jeg havde med onlinemediet Zetlands unge lyttere, der via en journalist og studievært havde mulighed for at stille spørgsmål til bogen og dens emne. Det blev for mig et interessant møde med de problemstillinger, der optager de unge, der nu er i 20’erne og måske især i 30’erne og står foran eller er i gang med at etablere sig i forhold og ægtesk abet. Kærlighedens historie er hele tiden i gang med at blive skrevet på ny. God læselyst!

Nils Gunder Hansen, Frederiksberg, juni 2025

Forord til 2. udgave