Heksenes bog

ANDREA HEJLSKOV HEKSENES BOG

GADS FORLAG

Heksenes bog

© Andrea Hejlskov og Gads Forlag A/S, 2025

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Harvey Macauley / Imperiet

Omslagsfoto: Andreas Houmann (bagside) og Agnete Schlichtkrull (flap)

Sats: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: Scandbook AB

ISBN 978-87-12-80192-4

1.udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om forlagets klimakompensation på:

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

PROLOG

Du vil vide mere, du vil mærke mere, jeg har set dig til udstillingerne, i teatret og til samtalerne på scenerne, i boghandlerne og til alle mulige events. Jeg har set dig på nettet, dit navn, det er ikke altid du siger noget eller kommenterer, du sidder i sengen, dine øjne oplyst, du følger med.

Foredraget foregår i en stor kælder i et kulturhus. Jeg har taget en lys uldtrøje på, hvide herrebukser, guldøreringe og rød læbestift. På scenen står et højt rundt bord, på bordet står et glas vand som skinner i projektørlyset, ved siden af bordet en høj stol i stål og krom som jeg ikke sætter mig på. Jeg går frem og tilbage og rokker lidt på stedet når jeg læser op fra min bog om dengang jeg blev indviet som vølve, heks, hvordan jeg blev det, og hvad det indebar.

Du sidder allerbagerst ude til højre, på den yderste stol.

Du har halvlangt mørkt hår, et ansigt som var det hugget i marmor. Du er på samme tid foroverbøjet, indadvendt, koncentreret – og vågen. Din hage skyder frem mens du med øjnene følger mine bevægelser frem og tilbage på scenen.

Den sædvanlige afslutning og det sædvanlige spørgsmål ”Er der nogen spørgsmål?” De sædvanlige ni sekunders stilhed, akavetheden indtil en eller anden rækker hånden op, det er dig, du siger ”Det lyder alt sammen meget interessant, men hvad skal man gøre hvis man gerne vil dybere ind i heksekraften, hvad er det næste skridt?”

Jeg siger: Det kommer an på hvad du vil.

Man kan lave magi uden at vide hvad man vil, og man kan også lave magi hvor man i virkeligheden vil noget andet end det man selv siger eller tror man vil, og i begge tilfælde kan det ende katastrofalt – fordi magien er et våben, og det er uheldigt at bruge det imod sig selv. Derfor er det første skridt at du arbejder med dig selv, og med det mener jeg (for at parafrasere en hedensk heltinde): ”Know thyself.”

Jeg smiler på en måde som jeg selv synes må se snedig ud, men det ser ikke ud som om du synes det, det ser ud som om du venter på at jeg siger mere, så jeg siger ”Hvorfor vil du gerne vide mere? Hvorfor er det så vigtigt for dig? Hvordan forestiller du dig de næste skridt? Hvad synes du selv?”

Vi har øjenkontakt, og jeg står stille i skæret. Du rykker ukomfortabelt rundt på din krop på stolen. Du har ikke lyst til at træde frem i dette rum fuldt fremmede. Du tænker måske at det er fint nok hvis det bare er mig der gør det. Så siger du ”Jeg har været interesseret i disse ting så længe jeg kan huske, jeg kommer til alle de her foredrag og workshops og whatever, men jeg føler mig fastholdt som tilskuer, jeg er ligesom aldrig med i det, og jeg vil gerne være med i det.”

Jeg får en overvældende lyst til at græde, mine øjne bliver våde, ja det er sådan det er. ”Ja, det er sådan det er,” siger jeg. Jeg føler en stor omsorg for dig lige der, selvom der er noget konfronterende over dig, måske næsten noget vredt. Jeg tager en tår af vandet.

Jeg siger: Magten findes ikke udenfor dig selv.

Det er let, alt for let, at se på nogen og tro at de har noget man ikke selv har, og derfor blive overvældet af mismod,

misundelse og mangel. Følelsen er selve grundlaget for hele den moderne, vestlige, kapitalistiske verdensmodel, al vores kolonialisme og rovdrift på alverdens ressourcer; ”Der er nogen der har noget som jeg ikke har, og jeg vil have det.”

Objekter, egenskaber, tilstande og personligheder bliver gjort til ting og dermed noget der kan handles, noget vi kan holde i hånden, penge. Valuta.

Det er ved at ske med ”det heksede”, det er i gang med at blive en identitetsmarkør, og heksene er i gang med at blive placeret oppe på nogle scener hvorfra det er oplagt at efterligne præsternes hierarki og tendens til at monopolisere sandheden fra prædikestolen.

MEN

det heksede, magien som sådan er helt grundlæggende en proces , det er noget der bevæger sig, det er noget flydende, som sand i hånden eller et levende dyr, noget der åler og slanger sig afsted, en spiral, en galakse, det går ikke det her, der er nogen der bliver nødt til at sige det som det er; magi er ikke en ting , det singulære individ ejer ikke magien (jeg ejer ikke magien, og jeg kan ikke give den til dig).

Magien er en intersubjektiv proces, en cirkulation mellem positioner, en samskabelse som forandrer alle involverede parter – så hvis du placerer mig som ejer af noget eller bede mig om at hælde objektiv viden i dit hoved som i dagens anledning er en tragt, må jeg protestere. Det er ikke sådan vi gør tingene.

I heksekraften arbejder vi med det paradoksale, alting er blødt og hårdt – levende – og indvielsen består ganske enkelt i at forstå hvad jeg lige har skrevet.

At være heks er en bevidsthedstilstand . I magien arbejder vi med at forandre bevidsthedstilstande, og fuldstændigt afgørende for arbejdet er at du er involveret med verden og en del af den; at du ikke sidder passivt og kigger på, men netop at du deltager.

Sådan her: Der er en sti, lad os kalde den ”heksestien”. Den snor og bugter sig som en slange sig gennem et smukt, bakket landskab og fører ind mod en stor og vilter, mørk skov. Man kan ikke betragte den sti fra oven, man kan ikke studere den udefra, og man kan ikke rigtigt forstå den medmindre man rent faktisk går på den selv, fysisk, med sin krop. Det er bedst at være helt afklædt, nøgen når man gør det, fordi før eller siden vil alt ens tøj (og alle de ting man tror man ved) enten falde eller blive flået af.

Det er meget vigtigere at lære at træde ud af din position som passiv betragter, end det er at tilegne dig konkret viden. ”Vi må opløse disse magt- og videnshierarkier,” siger jeg, ”hvor jeg står aktivt her, og du sidder passivt der, som en forbruger, tvunget til at forbruge alt muligt, det her foredrag, alle de workshops og events. Heksekraften er noget man gør, det er en handling.”

Jeg har talt i lang tid, jeg henvender mig til hele publikum, forsøger at få øjenkontakt med så mange som muligt, nærmest kalder på deres tilstedeværelse med mine øjne. Mens jeg taler, ser jeg rummet i den synlige verden og den usynlige verden på samme tid, jeg ser den energetisk, jeg ser sorte huller, tomme rum, jeg ser lysende energibaner. Jeg fletter dem med mine hænder, i den usynlige verden, jeg væver og

jeg arbejder med energien, nu mærker jeg at energien snart har brug for et skifte.

Midt i lokalet sidder en ung mand, han har beholdt sin rygsæk på under hele foredraget, men virker ikke til at være ved at gå. Et ungt par holder hinanden i hånden, en ældre kvinde sidder og strikker mens jeg taler, og så er der dig, dig inde i skyggen, jeg vender mig mod dig, men du ser trodsigt tilbage på mig, hæver hånden og vil stille mig endnu et spørgsmål. Arrangøren gør strittende bevægelser, hun er bange for om du fylder for meget, om du er en af dem der tager hele rummet som gidsel og stiller spørgsmål der ikke er spørgsmål, men monologer. Jeg signalerer til hende at det er ok, jeg tror ikke du er en af den slags tilhørere, jeg tror du er optændt af en utålmodig ild, jeg tror du er kommet til et punkt hvor du ikke har været før, energien omkring dig er flosset og rød.

”Du siger at magten ikke ligger udenfor en selv, men samtidig at viden er en intersubjektiv proces, er det ikke lidt selvmodsigende?” spørger du. ”Jo, det er det,” svarer jeg, afbryder jeg, men du bliver ved, ”Jeg vil gerne vide hvad du synes man skal gøre når man er alene med de her ting, og når man ikke har et fællesskab eller en tradition at læne sig op ad?”

Jeg siger: Det gælder om at gøre sig selv til et centrum.

De fede findes ikke.

Jeg siger det lige igen; de fede findes ikke.

Det er en af vores kulturs største løgne at de fede findes, og at de har spændende og interessante liv som du ikke har.

Du bliver fastholdt i mangelpositionen hele tiden, og jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvem der gør det eller om de gør det bevidst.

Stien er mørk, næsten sort og nogle gange næsten usynlig, den forsvinder bag en bakke, ned i en dal, en tåge ligger lavt, og nogle gange virker stien nærmest opløst. Skoven er mørk og dunkel, faretruende, du har ikke lyst til at gå ind i den alene, du vil gå med nogle andre, du vil være en flok. Måske begynd med de venner du har? Spørg om der er nogen der vil med? Eller mød nogle fremmede, akavede typer på nettet og spørg dem?

Nu sukker du højlydt, dine arme falder ned langs siden, du læner dig tilbage i stolen og kigger opgivende på mig, og jeg tror jeg forstår hvorfor; jeg har sagt noget der lyder neoliberalistisk og hyperindividualistisk, der er jo trods alt omstændigheder man ikke kan gøre noget ved, sygdomme, fattigdom, det er ikke alle der har mulighed for at gøre tingene bedre end de er – men det er ikke dét jeg taler om. Jeg taler om at forstå tingene anderledes, om at tviste sandheden som en tråd mellem fingerspidserne. Jeg ville gerne udfolde min pointe, men arrangøren er begyndt at kigge utålmodigt på sit ur, så jeg spørger ud i rummet om der er andre spørgsmål, flere spørgsmål, ”Er der et sidste spørgsmål?”

Du rækker armen i vejret med det samme, som et kukur, som en tinsoldat, men du spørger ikke om noget, du siger bare ”Jeg synes du trækker dig væk fra din rolle, jeg synes du svigter de folk som gerne vil vide mere og som ikke ved hvor de skal gå hen.”

Jeg begynder min bog med at skrive til dig, for jeg har tænkt over hvad du sagde, og jeg synes du har ret. Jeg har trukket mig fra min rolle og ikke taget mit ansvar på mig, jeg har ikke hjulpet de mennesker som gerne ville vide mere og som ikke vidste hvor de skulle gå hen.

Jeg kaldte mig selv for heks for at provokere, for at tilbageerobre ordet, jeg gjorde det som en form for sproglig aktivisme, jeg ville gerne undersøge hvorfor det stritter sådan, jeg ville spørge folk ”Hvorfor stritter det sådan i dig når jeg kalder mig heks? Hvor kommer den modstand fra, hvad handler det om? Er det fordi jeg tror jeg er noget, er det fordi jeg ikke er ydmyg nok (hvem skal være ydmyg og hvorfor?), er jeg for postulerende, er det fordi jeg ikke ligner en heks sådan som du synes en heks skal se ud, er det fordi du ikke tror på at der findes hekse i vores tid, hvorfor?”

Jeg undgik at tale med dem der sagde ”Ah ok, fedt nok.”

Jeg ville ikke være en autoritet. Jeg tror ikke på autoriteter. Jeg er imod alle autoriteter, også min egen. Jeg er imod hierarkierne. Jeg er imod systemerne. Jeg er imod kapitalismen, klimakrisen og kultureliten, jeg er imod alt, jeg er imod de multinationale virksomheder, imod politikerne og the 1%, jeg er i opposition, jeg er i modstandsbevægelsen, jeg er i undergrundsmiljøet – jeg er mycelium i skovbunden – og sådan har det altid været med heksene, heksene er imod jeres magt!

Men så er der dig.

Jeg tænker tilbage på dig, som du sad der til foredraget og ikke vidste hvor du skulle gå hen. Jeg tænker på det mørke rum, scenen, den høje stol, jeg ikke ville sidde på og på vandglasset. Jeg husker hvordan folk klappede; det der fårede udtryk man fastholdes i, de der minutter hvor

man står og tager imod. Jeg husker hvordan folk mumlede og småsnakkede som de rejste sig og langsomt begyndte at sive ud i virkeligheden igen, arrangøren der kom hen til mig ”Jaja, det gik godt, jaja, det var fint.” Jeg husker hvordan jeg knugede min bog i favnen, fumlede med frakken og tasken mens vi gik mod udgangen.

Jeg husker jeg kom forbi den stol du havde siddet på.

Du havde blødt igennem. Jeg husker at der var et rødt mærke der hvor du havde siddet.

FLYDET

Den højeste lov, den laveste lov og den vigtigste lov er denne; flydet.

Heksens rolle, job, virke og funktion handler om flydet eller som de siger på engelsk ”flow”. Flydet er det der strømmer igennem alting i denne verden og den næste og den forrige, over og under, alle steder, se hvor det pibler.

Flydet er vibrationer, elektricitet mellem atomerne, det er træerne og planternes kommunikation, en evig udveksling mellem det ene og det andet, en tone, en lyd, et signalstof. Det er selve det at forholde sig til sine omgivelser, det er selve interaktionen mellem alting, et netværk af relationer, noget der hele tiden bevæger sig.

Nogle kalder flydet for ”Gud”, andre kalder det ”guderne”, ”inspirationen”, ”universet”, ”skæbnen”, ”karma”, ”livskraften” eller bare ”energierne”.

Jeg taler om flydet ud fra den tradition jeg tilhører og prak tiserer indenfor, nemlig det førkristne skandinaviske

verdenssyn, hedenskaben, den nordiske animisme, asatroen. Alt hvad jeg nu vil sige, selve mine definitioner og forståelser af tingene, hele min viden, alt, er rodfæstet i denne tradition og i min egen dybt subjektive praksis som moderne heks.

Jeg bruger to ord; ”heksekraft” og ”magi” når jeg taler om flydet.

Heksekraften er heksens iboende evner og vilje, medfødt eller tillært, hendes praksis og hendes kald. Det er den kraft, hun besidder.

Magi er derimod lidt sværere at definere, og enhver heks ved sine sansers fulde fem ville råbe højt og banke næverne hårdt ned i bordet hvis jeg forsøgte at definere noget kategorisk eller klart omkring den. Vi arbejder med det mudrede og det er bare sådan det er; processer, bevidsthed, det selvmodsigende og det paradoksale. Sump.

Det er ikke min intention at præsentere dig for noget ”videnskabeligt” eller for et overordnet samlet system. Alt hvad jeg siger nu er ren og skær overtro, bjælder og klokker og røgslør, halleluja, hokus pokus, abracadabra. Vi skal over i et helt andet paradigme og et helt andet sprog hvis jeg skal fortælle dig om magien; jeg må tale med min krop, du må lytte med din krop, flydet må flyde imellem os, ikke så lineært, der må være mange bifloder og mange hvirvler, måske nogle dæmninger, måske vil det munde ud i noget (konkret, konkret), vi ved det ikke, måske ender vi et helt andet sted end hvor vi troede vi skulle hen, falder ned af et vandfald, strander, kæntrer, måske bliver det bare en vild og oprørt tur, skummet og kurrende, spænd hjelmen, afsted!

Heksen arbejder med flydet, bevidsthedsstrømmen, denne vibrerende relation/kommunikation imellem alting.

Det er hendes job at drukne i det, lungerne fyldes af vand, det er hendes job at blive brændt op af ild, begravet i jord, synke ned i jord, at svæve som et blad i vinden. Det er hendes job at være (hen)givet til disse processer, at være inde i flydet.

I begyndelsen af sin praksis vil hun tro at det handler om at styre flydet, hun vil tro at magi handler om at kontrollere, dirigere og manipulere flydet, og når det lykkes (hvilket det vil gøre), vil hun sætte sig godt til rette på den høje hest. Jo ældre hun bliver, desto mere vil hun indse at det bedste som regel bare er at ”go with the flow”.

I flydet er alting forbundet og alting relaterer sig til hinanden – både over store afstande og over tid. Vi kalder det nogle gange telepati eller telekinese og mange andre ord når vi går ind i flydet og derfra skaber bevægelse eller ændringer i den såkaldte virkelighed. Vi kalder det også nogle gange magi, men egentlig er det bare at lytte til flydet eller være i det. Så når jeg taler om magt – hvilket jeg kommer til at gøre en del – så er det virkelig vigtigt at forstå at jeg taler om en anderledes form for magt, en magt som forudsætter hengivelse, overgivelse og kontroltab

FORDI

heksen hengiver sig til flydet, hun lader det strømme igennem sig, hun opfyldes af det, hun lytter til det, forstår det, arbejder med det, hun bevæger det med sine hænder, hun taler det, hun dirigerer det, ja, men hun er ikke flydets chef eller superboss, flydet er ikke noget der skal beherskes eller ejes, hun er mere flydets tjener. Nej. Et bedre ord: præstinde.

Når man arbejder for og med flydet, får man magt og indflydelse.

Ind-flydelse.

Men man får det kun hvis man er i stand til at slippe, sprede armene, benene, åbne munden, øjnene.

Se flydet som en meget stor flod. Se hvor den bruser.

Man siger om magi at det ikke virker medmindre man tror på det. Hvis du finder dig selv i en situation hvor du skal præstere på andres præmisser eller performe præcis det de vil se, på trods af deres modstand og skepsis, må du huske; vi arbejder ikke for skeptikerne, hvorfor skulle vi, hvad skylder vi dem? Du behøver ikke overbevise nogen, men du behøver at overbevise dig selv.

FORDI

magi handler om bevidsthed og dermed om overbevisninger. Du kan overbevise dig selv, overbevise andre – men du kan også overbevise sygdomme (om at forsvinde) eller lykken (om at komme), du kan overbevise planter og dyr, selv vejret hvis du vil, men det forudsætter at du selv tror på det du siger.

Det er et lavpraktisk problem, men ikke desto mindre ret væsentligt; hvis du ikke selv er overbevist, kan du ikke overbevise andre.

Jeg vil fortælle dig om den magiske praksis, om kernebegreber og redskaber, og jeg vil løfte sløret for (noget af) heksekraftens metafysik. Du kan læse min bog og høre på hvad jeg har at sige uden at tro på det, sagtens, du kan læse den her bog modvilligt, nedladende endda, underholdt måske – men den vil være tom for dig hvis du ikke anerkender præmissen;

jeg vil nu tale om det der ligger udenfor det naturvidenskabelige paradigme.

Det betyder ikke at jeg er uoplyst, ikke anerkender videnskaben (det gør jeg) eller alt det som er logisk og rationelt (det gør jeg også). Jeg har gået på universitet i mange år og er lige så glad for de teknologiske og medicinske landvindinger som enhver anden. Det betyder bare at der er noget mere end dét, og at der findes et sprog for dette ”mere” som nok kan lyde mærkeligt, men som ikke desto mindre er blevet talt i århundreder, hvis ikke årtusinder.

Du kan sagtens læse denne bog uden at være overbevist, og jeg synes principielt du skal gøre det især hvis du er skeptisk (thi det er meget videnskabeligt at undersøge det man ikke forstår), men der bliver nødt til at være en form for advarsel her fordi der er forskel på at bladre i en eller anden bog og på at udføre reelle magiske ritualer.

HVIS

du har tænkt dig at udføre magi – uden selv at tro på det eller være overbevist om det – vil det for det første sandsynligvis ikke virke og for det andet være potentielt farligt af denne grund; du er ikke alene i verden, måske tror nogle af de andre væsner i flydet på det du siger og det du gør, måske er deres overbevisninger aktiverede og så hænger du på den (det, dem). For det tredje vil det sikkert også virke ret latterligt, fjollet at udføre de magiske ritualer fordi det er fjollet … ikke at have sin overbevisning med i det man laver. Det gælder i alt, men især i magi.