Et olieeventyr

ET OLIE EVENTYR THOMAS HEE

DA DANMARK BLEV SVINDLET FOR SIN UNDERGRUND

GADS FORLAG

THOMAS HEE

ET OLIEEVENTYR

DA DANMARK BLEV SVINDLET FOR SIN UNDERGRUND

GADS FORLAG

Et olieeventyr. Da Danmark blev svindlet for sin undergrund

© Thomas Hee og Gads Forlag A/S, 2026

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Tekstredaktion: Tommy Heisz

Omslag: Rasmus Funder

Sats: Demuth Grafisk

Forsidebillede: privatfoto

Bagsidefoto: GEUS, ukendt fotograf

Forfatterfoto: Simon Klein-Knudsen

Tryk og indbinding: ScandBook AB

ISBN 978-87-12-80271-6

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Forlaget har søgt at cleare alle ophavsrettigheder til bogens illustrationer. Skulle den i konkrete tilfælde være krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

INDHOLD

FORORD

Når Danmark efter planen i 2050 endegyldigt lukker og slukker for udvindingen af olie og gas fra felterne i Nordsøen, er det på flere måder et eventyr, der slutter. Til den tid har den danske stat tjent langt over 500 milliarder kroner på det sorte guld og fået en fuldt udviklet offshore-industri med i købet. Helt fra olieeventyrets spæde begyndelse har kritikere imidlertid påpeget, at Danmark burde have fået langt mere ud af sin undergrund. Havde vi bare gjort som nordmændene, var det måske os, der lå inde med verdens største nationale investeringsfond. En fond, som i dag indbringer Norge det samme på et halvt år, som Danmark samlet set har tjent på sin olie, siden den første råstoflov trådte i kraft i 1932. Men sådan gik det ikke, og det har flere årsager. En af dem er en historie, der blev selve startskuddet til det danske olieeventyr. Den tager sit afsæt i tiden op til Anden Verdenskrig og involverer en smart amerikansk forretningsmand, en opportunistisk dansk ingeniør og et nøje planlagt svindelnummer. Alt sammen gennemført for næsen af en regering under statsminister Thorvald Stauning, der handlede så naivt, at det næsten ikke er til at tro. Og med et efterspil under besættelsen, hvor nazisterne lurede glubske og olietørstige i baggrunden. Det er den historie, denne bog skildrer.

For mig begyndte det hele en efterårsdag i 2023. Jeg sad på Rigsarkivets læsesal i København og var i færd med at researche til en helt anden historie. På bordet foran mig lå en brun papæske med en stak gulnede papirer fra Københavns Opdagelsespoliti. Jeg elsker den slags æsker. At åbne dem er som at stævne ud på en skattejagt, og selvom årtiers støv til tider hvirvler op fra æskens bund, er det det hele værd, når

der en gang imellem åbner sig en port til fortiden, som det kan betale sig at gå igennem. Det gjorde der den pågældende efterårsdag.

Blandt de mange dokumenter var en oversigt over navngivne sagskomplekser, som de københavnske kriminalbetjente havde beskæftiget sig med før og under Anden Verdenskrig. Der var sager om drab, om organiserede røverbander og om internationale terrorgrupper med udgangspunkt i både det kommunistiske Moskva og det nazistiske Berlin. Et stykke nede ad listen var der imidlertid også en titel, der skilte sig ud fra de andre: ”Det påståede saltfund i Harte”. Det var tydeligt, at sagen, der gemte sig bag den kryptiske titel, på ingen måde havde noget at gøre med de oplysninger, jeg var på arkivet for at finde. Alligevel var jeg for nysgerrig til at lade den ligge.

En hurtig søgning på nettet afklarede, at Harte er en lille landsby, der ligger et par kilometer vest for Kolding. Byen rummer en klassisk, hvidkalket kirke, hvorfra man kan nyde en smuk udsigt over en grøn ådal. Derudover – kunne jeg læse mig til – er landsbyen bedst kendt for at huse Danmarks første vandkraftværk, Harteværket. Jeg klikkede lidt rundt, men blev ikke meget klogere på, hvad historien om ”det påståede saltfund” gik ud på. På Rigsarkivet lå der i politiets arkiv fem kasser med materiale fra sagen, som ikke umiddelbart var tilgængelige for offentligheden. Dem bestilte jeg. Mens jeg ventede på svar, prøvede jeg ad andre veje at finde flere informationer om det påståede saltfund. Det stod hurtigt klart, at sagen ikke har fået meget opmærksomhed gennem tiden. Den var nævnt i enkelte historiske tidsskrifter og avisartikler, og ellers var det især geologerne i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der havde beskæftiget sig med den. Det viste sig nemlig, at historien havde at gøre med jordlagene i Danmarks dybe undergrund. Den udspillede sig dengang, statsapparatet for alvor fik øjnene op for, at der kunne være værdifulde råstoffer at hente under det tykke lag af kridt, der strækker sig hele vejen under det danske territorium. Min svigerfar er geolog og lyste op med det samme, da jeg nævnte sagen. Den kendte han godt til. Det var jo den med ham amerikaneren. Det var en spektakulær sag, mente han – lige til en kriminal-

roman. Men hvad der mere præcist var op og ned i den, vidste han faktisk ikke helt.

Da jeg efter et par måneders venten fik adgang til kasserne fra Rigsarkivet, indeholdt de tusindvis af velordnede sider skrevet på maskine eller med en sirlig håndskrift. Der var omfattende politirapporter, alenlange memoranda fra embedsmænd i flere ministerier og en stor samling af private breve, som var affotograferet og lå som mikrofilm. Der lå også en beretning fra et særligt udvalg i Folketinget, som fyldte mere end 500 sider. Og sammen med den trykte beretning lå bilag på bilag på bilag.

I en af kasserne stødte jeg på en lille pose af brunt papir. Den knitrede, da jeg rørte ved den, og et par buler på størrelse med små valnødder afslørede, at den ikke var tom. Forsigtigt hældte jeg indholdet ud på bordet på arkivets læsesal. Det var salt. Hvide klumper af massivt salt med skarpe, kantede hjørner.

Jeg bladrede videre i dokumenterne og kom til en brun konvolut, der indeholdt fotografier af forskellige mænd i jakkesæt og slips. Glatte ansigter og et enkelt overskæg. De havde alle sammen redt deres glinsende hår bagover og poserede for kameraet med alvorlige miner. Der var også fotos af et aflangt, hvidt stykke salt. Det lå på en dug ved siden af en lineal, der afslørede, at det ikke var meget længere end en voksen mands hånd fra fingerspids til håndled. Der var adskillige billeder af saltstykket. Belyst forfra, bagfra og fra siden. Det var tydeligvis dét, der var omdrejningspunktet i sagen.

Jeg lagde de sort-hvide fotografier til side og begyndte at læse i de mange rapporter. Timer blev til dage, der blev til uger. Det stod hurtigt klart for mig, at det, jeg sad med, var vigtigt. At der var tale om et stykke underbelyst danmarkshistorie. En historie om vores fælles værdier og et forløb, der blev et afgørende forspil til udvindingen af olie og gas i Nordsøen. Der var også en anden ting, der blev klart for mig, efterhånden som jeg nåede dybere ned i kasserne: Det her var en fortælling, som fortjente at blive foldet ud i en bog. Historien tager sin begyndelse på en pløjemark i det sydlige Jylland.

Thomas Hee, København, januar 2026

KORT OM KILDERNE

Et olieeventyr er en dokumentarisk bog, der baserer sig på et stort kildemateriale. Mest omfattende er de mange dokumenter, som i efterforskningen af sagen blev udarbejdet af politiet, den danske ambassade i Washington, D.C., og af et udvalg under Ministeriet for Offentlige Arbejder. I den endelige beretning fra ministeriets udvalg indgår et bredt udsnit af sagens bilag, men langtfra alle. I fem kasser på Rigsarkivet ligger resten af bilagene nydeligt nummereret fra 1 til 326. Nogle af dem er ved sagens afslutning udtaget af kasserne efter ønske fra de involverede geologer fra Danmarks Geologiske Undersøgelser (DGU), som var datidens betegnelse for nutidens GEUS. En del af de udtagne dokumenter er dog lagt på mikrofilm. Filmrullen ligger i en lille rund metalæske i den første kasse i Rigsarkivets materiale.

Ud over materialet fra politi og centraladministration har jeg med hjælp fra flere venlige mennesker i GEUS haft adgang til instituttets arkiv. Jeg har desuden gjort brug af materiale fra private arkiver. Her er der blandt andet tale om arkivet efter den mangeårige chefgeolog og direktør i DGU, Hilmar Ødum, som ligeledes ligger på Rigsarkivet. Desuden har jeg haft adgang til en række breve, notater og fotos, som de pårørende til sagens danske hovedperson, Karl Østman, har samlet og opbevarer privat. Den tredje hovedgruppe af kilder er datidens aviser.

Som med alle andre dokumentariske skildringer er det nødvendigt at forholde sig kritisk til de forklaringer og beskrivelser, de involverede personer gav til myndigheder og presse dengang. Ikke mindst i en sag som denne, hvor flere af de involverede har haft god grund til at

pynte lidt på sandheden. Enten fordi deres faglige ry og rygte blev udfordret af sagen, eller fordi de ligefrem risikerede at blive straffet for deres personlige rolle i svindelnummeret. I arbejdet med kilderne har jeg bestræbt mig på, at oplysninger af faktuel karakter har skullet bekræftes af mindst to kilder, der er uafhængige af hinanden, førend jeg har medtaget dem. Er der undtagelser – som for eksempel i dagbogsoptegnelser – gør jeg i teksten opmærksom på dette.

Med hensyn til de mere naturvidenskabelige dele af historien har jeg søgt hjælp hos forskellige geologer med indsigt i oliesektoren og danske jordbundsforhold. Jeg har i fagbøger desuden selv læst op på den mest basale del af geologien. Skulle der alligevel være rodet rundt i noget i beskrivelserne af Permtid, kridtformation og aflejringer i undergrunden, er det alene min og ikke geologernes skyld.

Af hensyn til læsevenligheden er de enkelte kilder ikke refereret i selve teksten med fodnoter eller andet. I stedet er der sidst i bogen en gennemgang af, hvilke kilder der er brugt i de enkelte kapitler.

Ved brug af direkte citater fra rapporter og aviser har jeg ligeledes af hensyn til læsevenligheden valgt at benytte nudansk retskrivning. Engelske og tyske citater er oversat til dansk.

PROLOG: SALT

Pløre kliner sig til mændenes lange læderstøvler, mens de trasker afsted i retning af det lille skur ved boretårnet. Det har været en våd november, og flere gange har sjakket været nødt til at opgive dagens boreopgaver, fordi de massive regnmasser har gjort det umuligt at arbejde på pladsen. I de seneste dage har det dog holdt tørt, og det er godt. For holdet af arbejdsmænd på marken ved den lille landsby Harte uden for Kolding har travlt. Om få dage bliver arbejdet lukket ned for vinteren. Ilden i de store dampkedler fra to kasserede lokomotiver skal slukkes, de skal olieres og dækkes til. De seneste måneder har de blåmalede maskiner stort set arbejdet i døgndrift med at levere kraften til at presse det lange borehoved dybt ned i den jyske undergrund.

Tusmørket har sænket sig, da mændene går mod skuret. I hænderne bærer de den borekerne, de har brugt hele dagen på at hente op fra knap en kilometers dybde under marken i Harte. Den er et udsnit af den dybe undergrunds sammenpressede jordlag – et glimt af en verden, som den så ud for millioner af år siden.

I alt er borekernen halvanden meter lang, men da mændene trykker den ud af stålrøret, bliver den brudt op i flere stykker. De bærer stykkerne ind i skuret i en rende af træ og lægger dem for fødderne af projektets amerikanske chef, Frederick F. Ravlin. Han sidder på en taburet med en pensel i den ene hånd og en spand vand ved sine fødder. Som altid er han klædt i sit arbejdstøj – en skindjakke, der stumper lidt over de brede bukser af tykt lærred, og et par langskaftede, sorte støv-

ler, hvis nederste del lyser af størknet kridt og mudder. Og så den grove, bredskyggede hat, som han stort set aldrig tager af.

En rusten hestesko hænger over indgangen til skuret, og en elpære dingler fra loftet. Forsigtigt afleverer mændene de små søjler af jord i trærenden, og et par stykker af dem bliver hængende for at se, om der er noget brugbart i borekernen denne gang. De er nysgerrige efter at se, om de seneste 15 måneders arbejde endelig har båret frugt, og de plejer altid at se med, når en boreprøve bliver undersøgt af cheferne på borepladsen. Men denne eftermiddag er amerikaneren Ravlin og hans danske kompagnon uvant korte for hovedet. De genner alle de grovkornede arbejdsmænd ud af skuret og siger, at de bare skal lukke ned og holde fyraften. Fra sjakket er det kun den svenske boremester, der får lov at blive.

På en stol bagerst i skuret sidder en gråhåret mand med lang frakke og filthat. Det er Danmarks mest magtfulde geolog, Victor Madsen. Direktøren for Danmarks Geologiske Undersøgelser. Det er ham, der et par år forinden har fået statsminister Thorvald Stauning til at fremsætte forslag om en ny lov om udvinding af råstoffer i Kongeriget Danmark, og han har flere gange været i audiens hos kong Christian X, der har underskrevet loven. Victor Madsen er på gennemrejse i Jylland, og han har lagt vejen forbi Harte for at se, hvad undergrunden gemmer. En af hans ansatte fungerer som borepladsens tilsynsførende geolog. Den menige geolog har lejet sig ind hos en lokal familie et par stenkast fra boretårnet, og han er stort set altid til stede og tilser borearbejdet i dagtimerne. Denne aften står han i skuret ved siden af sin chef. De ser begge på amerikaneren, der roligt bøjer sig over de cylindriske jordprøver i trækassen og begynder at børste boreslammet af dem i spanden.

De første dele af prøven består af lerskifer, gennemskåret af forskellige nuancer af grå kalklag. Samme type af prøver har holdet flere gange hentet op af borehullet på marken, så det får hverken DGU-direktøren eller den tilsynsførende geolog til at spærre øjnene op. Det gør til gengæld indholdet af den nederste del af borekernen.

Da amerikaneren børster slammet af den sidste tredjedel af kernen, rejser Victor Madsen sig og slår ud med armene:

”Der har vi ligegodt saltet,” udbryder han.

Fra spanden løfter amerikaneren Ravlin et aflangt, hvidt stykke stensalt op på bordet i det lille skur. Det måler 17 centimeter i længden og cirka fem centimeter i bredden. Saltstykket har en ru overflade og et tåget, gennemsigtigt indre. Amerikaneren lader det gå rundt mellem mændene i skuret. Højtideligt slikker de alle sammen på det og konstaterer, at det også smager salt.

Stemningen sitrer af begejstring. For den aldrende geolog og direktør for DGU er fundet af saltet kulminationen på et årelangt arbejde. Det er ham, der har forudsagt, at saltet ville være i undergrunden ved Harte. Det har han troet fuldt og fast på, siden han for år tilbage så resultaterne af de første seismiske undersøgelser fra egnen, der klart viste, at der var nogle opadgående forskydninger fra 700 meters dybde og ned. Det er forskydninger, som Victor Madsen hele tiden har følt sig overbevist om, må være store saltaflejringer fra dengang, havets overflade i årtusinder lå langt højere end i dag.

Den gråhårede geolog er så ophidset, at han straks finder et stykke papir og en pen frem. Med hurtig hånd skriver han hen over papiret:

”I en kerne fra boringen nær Harte blev den 13. november 1936 klokken seks konstateret et 17 centimeter langt, glasklart, farveløst stykke stensalt. Kerneboret blev åbnet, og kernen taget ud under min tilstedeværelse.”

Erklæringen rækker han til amerikaneren, der stikker den i lommen. Det er et meget vigtigt dokument for ham. Ikke fordi han hungrer særligt efter DGU-direktørens anerkendelse. Heller ikke, fordi han egentlig er specielt interesseret i salt.

Amerikaneren er interesseret i olie og i særdeleshed i de penge, det sorte guld kan indbringe. Det er derfor, at han har taget den lange rejse fra sit tropiske hjem i det sydlige Florida til den råkolde mark i Jylland. Inden han begyndte at bore vest for Kolding, har han indgået en aftale med den danske regering under statsminister Thorvald Stauning. Aftalen lyder, at hvis han kan finde bare ét råstof i den danske undergrund

– uanset om det er salt, gas eller olie – så kan han gøre krav på at få eneret til at udvinde alle typer af råstoffer. Og det endda i 50 år frem i tiden. Derfor er saltfundet så vigtigt for amerikaneren. Det er hans billet til den olie, der måske også befinder sig under den danske muld – et fund, der kan bane vejen for den helt store gevinst.

Mørket har nu lagt sig tungt om det spinkle boretårn og de dampende lokomotivkedler. Udenfor har de menige arbejdsmænd samlet sig i en lille gruppe. De trækker deres mudrede tøj af, vasker sig og gør klar til at gå, mens de mukker over, at de ikke fik lov til at se, hvad borekernen indeholdt. En af dem går tilbage mod skuret og stikker hovedet ind, men amerikaneren Ravlin siger straks til ham, at han skal forsvinde. Skuffet lusker han tilbage til de andre, og sammen forlader de pladsen.

Da arbejdsmændene et par dage senere hører om saltfundet, taler de flere gange om den aften, det blev fundet. Der er noget lusk ved det, mener den ene. De andre er enige: Der er noget, der ikke stemmer. Det er nærmest for heldigt, at saltet skulle komme op til overfladen på lige netop den dag, hvor chefgeologen fra København var på besøg. Det er også ret opsigtsvækkende, at fundet skete dagen før, det var planen, at de skulle lukke det hele ned for vinteren.

En af arbejdsmændene har en bror, der er nattevagt i borelejren. Han fortæller de andre, at broren har sagt, at amerikanerens danske kompagnon for noget tid siden havde spurgt, hvor på egnen man kunne købe stensalt. Et mistænkeligt sammentræf, når det nu netop er et lille stykke stensalt, der er dukket op i boreprøven.

Arbejdsmændene ser på hinanden. Kan amerikaneren og hans danske makker selv have puttet saltstykket i kerneboret? Kan de have sendt saltet ned i en kilometers dybde for at trække det op igen for øjnene af chefgeologen? En af mændene stiller det spørgsmål, de alle har på læberne: Kan det hele være et stort svindelnummer?