Mænd efter mænd

100 mm

22,5 mm

I 1800-tallets anden halvdel blev homoseksuelle mænd synlige på en ny måde, der ofte fik alvorlige konsekvenser for dem og deres familier. Oplevelsen af at bære på noget, omverdenen betragtede som syndigt, ulækkert eller afskyeligt, tvang den enkelte til et hemmeligt liv med bortforklaringer og fortielser. Men deres liv rummede også skønne momenter, samtidig med at den nye sexologi åbnede for indsigt i deres eget jeg og gjorde tilværelsen udholdelig. Denne bog fortæller gennem 20 portrætter og knap 100 minibiografier historien om homoseksuelle danske mænds liv i perioden ca. 1870-1920.

xxx g CO2e

9

20250115_Mænd efter mænd_TRYK.indd 1

788712

800446

CLIMATECALC.EU

0 0 0 1 1 3 / EE

152,5 mm

Mænd efter mænd

100 mm

Karl Peder Pedersen

Karl Peder Pedersen, født i 1952 i Assens og opvokset i Kaslund på Vestfyn. Fhv. arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet, dr.phil. et ph.d. i historie, forsvarede i 2014 disputatsen Kontrol over København. Studier i den sene enevældes sikkerhedspoliti ved Syddansk Universitet. Forfatter til Poul og kærligheden. En kontrærseksuels bekendelser (2021), der kan ses som en forløber til denne bog.

152,5 mm

”Jeg synes nu klart at forstå, at de mennesker, der har abnorm kønsdrift, bør – sådan som samfundsforholdene for øjeblikket stiller sig – holde sammen og hjælpe hverandre, og sidst af alt blamere hverandre.” Stud.jur. Victor Schroll til tandlæge Emil Aae, 1903

Homoseksuelle skæbnefortællinger ca. 1870-1920 15.01.2026 17.35

Bogen udgives med støtte fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse VELUX Handlekraft 60+ Dansk Tennis Fond Farumgaard Fonden

Mænd efter mænd.indd 2

15.01.2026 13.10

Karl Peder Pedersen

Mænd efter mænd Homoseksuelle skæbnefortællinger 1870-1920

Mænd efter mænd.indd 3

15.01.2026 13.10

MÆND EFTER MÆND. HOMOSEKSUELLE SKÆBNEFORTÆLLINGER 1870-1920 © Karl Peder Pedersen og Gads Forlag A/S, 2026 Forlagsredaktion: Henrik Sebro og Bolette Rud. Pallesen Tekstredaktion: Anette Dina Sørensen Omslag: Lene Nørgaard / Le Bureau Sats: Demuth Grafisk Forsidebillede: Eduard Pöckel / Nyborg Lokalhistoriske Arkiv, Albert Sibbernsens Samling Tryk og indbinding: Dardedze

ISBN 978-87-12-80044-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

G.E.C./Gads Forlag In accordance withA/S requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a31-33 PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality. Fiolstræde 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Mænd efter mænd.indd 4

15.01.2026 13.10

”Der er i hvert eneste menneske noget, som vi gerne vil lære at kende, noget, som vi trods alle mangler og ufuldkommenheder dog kommer til at holde af, når vi beskæftiger os dermed.” Carl Nielsen, Min fynske Barndom, 1927

Mænd efter mænd.indd 5

15.01.2026 13.10

Mænd efter mænd.indd 6

15.01.2026 13.10

INDHOLD

OUVERTURE 11 12 Kontrær kærlighed – ny psykiatrisk term Civilisations- og kulturhistorie 13 Indicier 15 De homoseksuelle mænd 17 Det hellige ægteskab 19 Vellystninge, udsvævere og andre samfundstrusler 22 24 Kys og nøgenhed Kriminalkamrenes lange skygger 26 28 Usynlige outsidere På tværs af klasserne 31 33 At rejse er at leve 35 Københavns tillokkelser Hvad kan portrætterne bruges til? 37 41 Bøssehistorisk forskning Slutord 44 PORTRÆT­BIOGRAFIER 47 49 Bang, Peter Brygmester i Ringsted, isfabrikant i Mexico Berggreen, Kaj Bankassistent i Landmandsbanken, assurencefuldmægtig og manuduktør i fransk

62

Christensen, Morell 76 Købmand og urtekræmmer i Nykøbing Mors og København Christensen, Niels Skomager, barber og kriminel i Århus og København

Mænd efter mænd.indd 7

84

15.01.2026 13.10

Erichsen, Harald Bud, kusk og arbejdsmand i København

95

Hansen, August Kommis og parfumesælger på Vesterbro

101

Hansen, Lars Tjenestekarl og herskabstjener på Vestfyn, købmand og rentier i København

108

Højmark, Georg Gartnerelev og damekunstner i København, ansat i Royal Navy

117

Jacobsen, Sophus Jurist, fuldmægtig i Finansministeriet

125

Jerichau, Thorald Organist og komponist i Assens, Horsens og USA

134

Koch, Johan Martin Forfatter og cand.polit. i København

152

Lehmann, Christian Tjenestekarl og mejerist i Jylland og København

164

Moe, Edvard Dragonofficer i Randers og Næstved

169

Rasmussen, Morten Skomagersvend og tjener i København

178

Rye, Stellan Premierløjtnant, forfatter og teater- og filminstruktør i København og Berlin

184

Schroll, Victor Jurist i København, bankmand i Argentina og skattemedarbejder i Paraguay

197

208 Sibbernsen, Albert Pharmaceut og apoteker i København og Vester Skerninge Stricker, Robert Byfoged i Svaneke og Kalundborg og herredsfoged på Lolland

Mænd efter mænd.indd 8

217

15.01.2026 13.10

Svendsen, Henrik 232 Væversøn fra Ramløse og urtekræmmersvend i København Thalbitzer, Sophus Psykiater og overlæge på Sankt Hans Hospital

238

MINI­BIOGRAFIER 247 KILDER 276

Forklaring til teksten: *henviser til Minibiografi. **henviser til Portrætbiografi.

Mænd efter mænd.indd 9

15.01.2026 13.10

Mænd efter mænd.indd 10

15.01.2026 13.10

O U V E RTURE

I 2021 udsendte jeg Poul og kærligheden. En kontrærseksuels bekendelser, der handler om statsministersønnen og embedsmanden Poul Andræ (1843-1928). Han var den første herhjemme, som åbent kæmpede for homoseksuelles ret til at udleve deres seksualitet. I forbindelse med arbejdet med bogen lykkedes det mig at afdække en række homoseksuelle netværk, og i Mænd efter mænd bevæger vi os tættere ind på disse miljøer. Næsten alle datidens homoseksuelle kendte andre ligesindede. Ofte var de uden mange ord forenet af hemmelige, usynlige bånd, der knyttede dem sammen i en ”ulykkelig skæbne”, som man kunne have svært ved at mestre. Ingen af dem undgik at registrere samtidens fordømmelse af de såkaldte ”perverse” eller ”seksuelt abnorme”, eller at føle familiernes skuffelse over de sønner, der veg tilbage fra at føre slægten videre. Hertil kom de, der var så uheldige at blive dømt for straffelovsovertrædelser. Efter en sådan behandling var det tit svært at finde nåde, og man kunne blive tvunget til at søge en uvis skæbne i udlandet eller tage livet af sig. Mænd efter mænd rummer fra vugge til grav-biografier af 20 homoseksuelle mænd (markeret med **), hvis manddomstid lå mellem 1870 og 1920, hvortil kommer kortbiografier af ca. 70 homoseksuelle bipersoner (markeret med *). Der er således tale om en lang række mænd, der levede samtidig med Poul Andræ, og som for de flestes vedkommende, ligesom ham, boede i København. Hovedstaden gav dem gode muligheder for at leve og ånde frit. Men det var også et farligt sted; for hvis noget gik galt, kunne det få fatale følger. I bogen følges hver enkelt af de 20 portrætterede hele livet igennem med særligt fokus på deres personlige udvikling, følelsesliv og seksualitet. Jeg har lagt stor vægt på at få disse kapitler til at fremstå som selvstændige biografier, der kan læses og forstås uafhængigt af hinanden, 11

Mænd efter mænd.indd 11

15.01.2026 13.10

MÆND EFTER MÆND

samtidig med at de er skrevet efter samme skabelon, således at læserne får mulighed for at sammenholde de enkelte skæbner. Udvælgelsen er sket på basis af mine data om ca. 400 danske homoseksuelle mænd fra perioden ca. 1850-1940 indsamlet gennem mange år. Indsamlingen har alene været styret af, at der forelå et så omfattende kildemateriale, at de pågældendes seksuelle orientering kan dokumenteres med sikkerhed. Mænd efter mænd bygger på den grundlæggende præmis, at man ved at undersøge en række mandeskæbner, der har en afgørende ting til fælles, nemlig deres følsomhed og seksualitet, kan give et signalement af de grundlæggende rammer og livsvilkår for denne første generation af moderne homoseksuelle mænd. Der er tale om personer, der med enkelte undtagelser aldrig før er skrevet om. For en dels vedkommende stammer kildematerialet fra kriminalkamre og forhørslokaler, hvor sex mellem mænd ofte blev omtalt på en nedsættende måde. Under den inkvisitoriske rettergangsmetode, der var i brug herhjemme på straffelovsområdet frem til 1919, hvilede der fra begyndelsen en stærk formodning om skyld over enhver arrestant, som derfor ofte kunne have svært ved at gøre sin uskyld gældende. Hertil kommer, at mange af mændene slet ikke oplevede de seksuelle handlinger, de stod anklaget for, som afskyelige eller strafværdige. Det har derfor været noget af en udfordring at anvende politi- og domstolstekster, uden at deres fordømmelse af de tiltalte homoseksuelle gentages. Det ville være ubærligt for mig endnu en gang at hænge fortidens ofre ud ved at gentage de gamle kilders skældsord om dem. Kontrær kærlighed – ny psykiatrisk term I slutningen af 1860’erne begyndte førende europæiske psykiatere at fokusere på en særlig gruppe mennesker, der var kendetegnet ved kun at tænde på sex med eget køn, og om hvem man brugte den nyopfundne term ”kontrærseksuel”. Som det fremgik af Poul og kærligheden blev denne udvikling i høj grad hjulpet frem af de kontrærseksuelle selv, som ofte ihærdigt medvirkede til at formidle den nye viden. Gennem anerkendelsen af det, som den tyske homopioner Karl Heinrich Ulrichs (1825-1895) kaldte ”en gådefuld kærlighed”, som sygdom på linje med andre lidelser, fandt mange efterhånden ro i en sygdomsidentitet, som gjorde livet udholdeligt. 12

Mænd efter mænd.indd 12

15.01.2026 13.10

Ouverture

I tiden frem mod 1. Verdenskrig spredtes forståelsen af homoseksualitet som en sygdom sig ud i samfundet; i første række til direkte berørte faggrupper som læger og jurister, men efterhånden også til bredere kredse. En medvirkende faktor var en stærk voksende presse, der i 1880’erne og 1890’erne begyndte at bryde tabuer, bl.a. ved at omtale folks seksualitet. På den måde blev det alment kendt, at der fandtes en særlig gruppe ”abnorme” mænd, som udelukkende interesserede sig følelsesmæssigt og seksuelt for deres eget køn. Efter år 1900 antog fænomenet karakter af at være et egentligt samfundsanliggende, som debatteredes i politiske kredse, ofte i stærkt moraliserende vendinger skubbet frem af en række spektakulære inden- og udenlandske ”sædelighedsskandaler”. Årene mellem 1870 og 1920 blev således en vigtig brydningstid, hvor erkendelsen af homoseksualitet som et biologisk-medicinsk fænomen efterhånden blev accepteret, samtidig med at den gamle straffelovspraksis fastholdtes. Først efter 1. Verdenskrig begyndte der for alvor at komme skred i tingene. Mange europæere havde efter den grusomme krig mistet tilliden til de gamle magthavere og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved ellers nok så veletablerede sandheder. Det skete ikke mindst på det seksuelle område, hvor den gamle forestilling om onaniens skadelighed i løbet af 1920’erne blev kasseret som forældet overtro, samtidig med at også fordømmelsen af homoseksuelle begyndte at forstumme – desværre kun for en tid. Civilisations- og kulturhistorie I 1939 udsendte den tyske sociolog Norbert Elias (1897-1990) under sit eksil i England Über den Proseß der Zivilisation, der opnåede at blive et hovedværk på sit felt. I bogen analyserer Elias på basis af et imponerende empirisk kildemateriale den europæiske civilisationsproces fra Middelalderen og frem mod hans egen samtid, og her fremhæver han individernes disciplinering som et særdeles vigtigt karaktertræk. Derved blev relationen mellem samfund og individ et meget centralt tema, således som det udtrykkes i indledningen, hvor Elias påpeger, at ”i stedet for billedet af mennesket som en ’lukket personlighed’ (…) fremtræder nu billedet af mennesket som en ’åben personlighed’, der i forhold til andre besidder en større eller mindre relativ autonomi, men aldrig ejer denne

13

Mænd efter mænd.indd 13

15.01.2026 13.10

MÆND EFTER MÆND

absolut eller totalt. Hele livet igennem er det enkelte menneske påvirket og afhængig af andre”. Centralt i den lange civilisationsproces, Norbert Elias analyserede, indgik en voksende disciplinering af de enkelte individer. Det førte efterhånden til ”en opspaltning af menneskelivet mellem det, der måtte komme til syne offentligt, og det intime og hemmelige, der ikke måtte. Seksualitet er ligesom andre naturlige menneskelige aktiviteter noget, alle kender til, og som hører til ethvert individs liv, men som ikke desto mindre gradvist er blevet belastet med så kraftige skam- og pinlighedsfølelser, at selv den blotte omtale af dem blev stadig mere indskrænket af nye regler og forbud, samtidig med at selve de fysiske aktiviteter søgtes mere og mere skjult. (…) Samfundets forbud bliver hos den enkelte forvandlet til selvtvang. Den tvang, der er knyttet til drifternes undertrykkelse – skamfølelsen – bliver til en selvfølgelighed, som ingen kan unddrage sig, end ikke når man befinder sig helt alene i et intimt rum. Den lystbetonede driftstilfredsstillelse kæmper hele tiden mod de skam- og pinlighedsfølelser, der er resultat af samfundets forbud og restriktioner”. Senere i værket definerer Norbert Elias skamfølelse ”som en særlig spænding – en slags angst – der sædvanligvis opstår automatisk hos det enkelte menneske ved bestemte lejligheder. (…) Skamfølelsen får derved sin helt særlige farvning af, at den, som har gjort eller planlægger at gøre noget [skamfuldt], både bringer sig i et modsætningsforhold til andre og til sig selv. Disse angstudløsende konflikter er således ikke kun resultat af individets kamp mod det herskende samfundssyn, men også en konflikt i forhold til den del af dets eget selv, der har accepteret dette samfundssyn. Det er altså en kamp i individets egen sjælehusholdning, hvor det erkender sig som underlegen, og hvor det frygter at miste andres kærlighed og agtelse”. Bedre kan den situation, som rigtig mange af denne bogs homoseksuelle befandt sig i, ikke beskrives. Historie handler om mennesker og om vores forbundethed med dem, vi skildrer. Men vi er også som historikere forpligtet på nutiden, sådan som den amerikanske queer- og kønsforsker Eve Kosofsky Sedgwick (1950-2009) har gjort opmærksom på. Derfor er det ikke uvæsentligt, hvordan vi fortolker fortidens mennesker og deres handlemuligheder, og her har Sedgwick introduceret to tolkningstilgange. Den ”paranoide læsning” tager udgangspunkt i de ”begrænsende, undertrykkende eller 14

Mænd efter mænd.indd 14

15.01.2026 13.10

Ouverture

marginaliserende strukturer og praksisser”, som den pågældende person bliver mødt med fra det omgivende samfunds side, mens den ”reparative læsning” fokuserer på ”de momenter af begær og nydelse, af potentiale og muligheder”, som samme person er i stand til at realisere og udleve under de foreliggende vanskelige vilkår. Citaterne er gengivet fra professor Karen Vallgårdas (født 1980) anmeldelse af Poul og kærligheden i Historisk Tidsskrift, hvor hun fremhæver, at jeg ”på den ene side viser, at stigmatiseringen af homoseksuelle var et vigtigt og særdeles negativt livsvilkår for Poul Andræ. Den tvang ham til at leve et dobbeltliv og havde formentlig også negative konsekvenser for hans karriere. På den anden side dvæler fremstillingen ved hjælp af det rige kildemateriale også ved talrige dejlige erotiske møder, ligesom den dokumenterer Andræs insisteren på egen ligeværdighed. Desuden bliver netop frygten for afsløring og ydmygelse nydelsesbetonet. Fortællingen er således hjerteskærende og nedtrykkende, men ikke desto mindre livsbekræftende. Den skildrer et menneskes evne til at leve og elske på trods”. I Mænd efter mænd har jeg bestræbt mig på at indfange og fastholde denne dobbelthed, og det er mit håb, at de enkelte personskildringer giver et både nuanceret og overraskende billede af de biograferedes liv. Eller som den tyske historiker Ute Daniel (født 1953) har formuleret det: ”Kulturhistorie skal indfri nutidens vigtige behov for at vide, hvordan fortidens mennesker tænkte og levede, for derved at åbne op for den uendelig mangfoldige livserfaring, historien rummer. Indicier Da jeg i 2001 i den store boghandel på Berlins Ostbahnhof tilfældigt faldt over den tyske historiker Bernd-Ulrich Hergemöllers splinternye værk Mann für Mann. Ein biographisches Lexikon på 926 sider, blev jeg vildt betaget. Her fandt jeg godt og vel 1.000 biografier over mange af de homoseksuelle mænd, der i tidens løb havde levet i det tyske sprogområde. Middelalderhistorikeren Bernd-Ulrich Hergemöller (1950-2023) var frem til sin pensionering professor ved universitetet i Hamburg, og kronologisk begynder hans værk med den tysk-romerske kejser Heinrich 4. for at slutte med en række nulevende tyske, østrigske og schweiziske bøsser.

15

Mænd efter mænd.indd 15

15.01.2026 13.10

MÆND EFTER MÆND

Når det handler om at undersøge seksuelle minoriteter i et historisk perspektiv, foreligger der ofte en vanskelig kildesituation, fordi uhyggeligt meget materiale er tilintetgjort enten af personerne selv, af deres arvinger eller af magthavere og myndigheder. Det betød helt konkret for Mann für Mann, at det kun var muligt for professor Hergemöller at skrive 430 fuldstændige fra vugge til grav-biografier, mens resten måtte blive såkaldte kortbiografier med så meget – eller rettere så lidt – som det havde været muligt at opstøve om de enkelte personer. Som et sammenfattende begreb for de biograferede mænd definerer Bernd-Ulrich Hergemüller homoseksualitet som ”en grundtilbøjelighed til ens eget køn”; eller som han et andet sted udtrykker det: Den ”elementære tiltrækningskraft, som konstituerer og skaber mænds interesse i andre mænd”. Jeg er ganske enig med ham i, at en sådan grundlæggende tilbøjelighed – drift, eller hvad vi nu vil kalde den – kan iagttages og dokumenteres gennem historien, så langt tilbage kilderne rækker, og denne betragtning ligger til grund for arbejdet med denne bog. Ét er at definere en bestemt undersøgelsesgruppe, langt sværere kan det være at finde de enkelte interessante individer i virkelighedens brogede verden. For som Hergemöller så rigtigt konstaterer, er ”den personkreds, der på grundlag af de foreliggende kilder kan henregnes til de aktive homoseksuelle, forsvindende lille, og begrænser sig primært til enkelte personligheder fra det 19. og 20. århundrede. Vanskelig tilgængelig er den store mængde, der afskærmer deres privatliv fra andres blikke, og de, der på grund af ydre tvang og indre barrierer overhovedet ikke tillader sig nogen seksuel kontakt til deres eget køn og kun bevæger sig i et rum med åndeligt venskab”. Fra tiden før 2. Verdenskrig finder vi i Danmark kun ganske få homoseksuelle mænd, der selv åbent fortæller om og vedstår sig deres seksualitet – end ikke Herman Bang vovede jo at gøre dette. Derfor må historikeren som enhver anden detektiv lede efter mere eller mindre skjulte spor. I indledningen til Mann für Mann redegør Hergemüller for de indicier, han havde lagt til grund for sine personvalg, og dem har jeg, suppleret med mine egne, også benyttet i denne bog. Det drejer sig om følgende:

16

Mænd efter mænd.indd 16

15.01.2026 13.10

Ouverture

• Eget udsagn om at være homoseksuel. • Ugift hele livet, evt. kombineret med dækhistorier om tidlig ulykkelig kærlighed til kvinder. • Ugift hele livet omgivet af ofte unge, mandlige tilbedere. • Ægteskabslignende parforhold mellem mænd. • Fornuftsægteskaber og arrangerede ægteskaber, lavender mariage. • Brug af pseudonymer, dæknavne og kælenavne. • Navneændringer (officielle og uofficielle). • Flytning til andet land efter involvering i straffesag eller outing i medier. • Medlemskab af Wissenschaftlich-Humanitäres Komitee (WhK). De homoseksuelle mænd Den generation af homoseksuelle, der portrætteres i Mænd efter mænd, fandt for manges vedkommende efterhånden ro i forestillingen om, at deres seksualitet var en sygdom, der måske ovenikøbet var nedarvet. Men det var en forklaring, der ikke var uden omkostninger; for hos mange blev dette nemt opfattet som et udslag af slægtens degeneration. I 1859 udkom Charles Darwins skelsættende værk On the Origin of Species by means of natural Selection, og snart udbredtes forestillingen om, at menneskene på linje med andre levende væsener kunne nedarve gode og dårlige karakteregenskaber, som for de sidstes vedkommende kunne udarte sig til degenerationer, der i værste fald satte en stopper for slægtens videre forplantning. Set i dette lys kom de homoseksuelle nemt ved deres blotte eksistens til at kaste en uhyggelig slagskygge ind over deres familie. Allerede inden On the Origin of Species forelå på dansk i 1871, var der herhjemme udkommet en række seksualoplysende bøger og pamfletter, der bl.a. advarede mod onaniens store skadelighed. Hvis drenge og mænd masturberede, udsatte de sig for at blive ramt af en række lidelser og ulykker, hvortil i værste fald hørte, at de selv eller deres børn kunne ende som homoseksuelle. Det siger sig selv, at både degenerationstankegangen og frygten for onaniens farlige konsekvenser uundgåeligt måtte forøge de homoseksuelles i forvejen store skyldfølelse over at være dem, der ikke alene kastede skam over sig selv, men også på hele slægten.

17

Mænd efter mænd.indd 17

15.01.2026 13.10

Mon det er helt tilfældigt, at den yngste af familiens sønner, Carl Gerhard Schram (1810-63), er anbragt så meget i skyggen, at men nemt overser ham? Den pertentlige ungkarl endte sine dage på Københavns Ladegård, hvor han døde af kræft. Maleri af Emilius Bærentzen: Konferenceråd Gerhard Christopher Schram og hans familie i hjemmet, Nørregade 5, 1829 (Nationalmuseet).

I Mænd efter mænd vil læserne blive præsenteret for en gruppe mænd fra den første generation af moderne homoseksuelle. For mange af dem skulle livet vise sig at byde på en tung og vanskelig tur, der ofte endte et helt andet sted, end de og deres familier havde forventet. Mange blev tvunget til selv på egen hånd at søge efter en mening med livet, der hvor andre fandt den i velkendte rollemodeller, forstående og trygge omgivel-

18

Mænd efter mænd.indd 18

15.01.2026 13.10

Ouverture

ser. Det gjorde manges rejse til et ensomt ridt frem mod et mål, hvor porten alt for ofte åbnede ind til en forstemt verden af ulykkelig kærlighed. Set med nutidens øjne kan det undre, at homo- og heteroseksualitet manifesterer sig så kraftigt som dikotomi. Var der ingen biseksuelle dengang? Hvad med de gifte mænd? Til det er at sige, at biseksualitet som kategori først dukker sent op. Endnu i 1912 omtales det ikke i den nyeste udgave af Psychopatia Sexualis, og i Salmonsens Konversationslexikon fra 1915 finder vi kun dette: ”Biseksuel, tvekønnet, hermafroditisk (navnlig om planter)”. I 1908 forklarede **Kaj Berggreen under en afhøring i 2. Kriminalkammer, ”at han ved en ’homoseksualist’ forstår en person, der kun finder sig kønsligt tiltrukket af personer af sit eget køn, og han mener, at han ikke selv hører til denne kategori, idet han også har søgt omgang med kvinder, og følt sig tilfredsstillet herved”. Måske var det den unge mands lange ophold i Paris, der på dette punkt gjorde ham mere updated end andre herhjemme. Det hellige ægteskab I umindelige tider har slægt efter slægt hørt den gammeltestamentlige beretning om, hvordan Gud skabte verden på syv dage, og om hvordan det til menneskene blev sagt, at ”som mand og kvinde skabte han dem”. Opfattelsen af de to køn som unikke størrelser, der hver havde deres opgaver at løse, men som i ægteskabet forenedes i den fælles forpligtelse til at sørge for menneskeslægtens overlevelse og udbredelse, har altid indgået som et kerneelement i vores kristne kultur. Det hellige ægteskab var ikke kun en ramme om den enkelte families liv og forplantning; det udgjorde også en fundamental samfundsinstitution, som alle måtte bøje sig for, og som de fleste indgik i. Efter et besøg hos en grossererfamilie i Gentofte betroede den da 30-årige forfatter Fredrik Bajer i et brev af 23. oktober 1866 sin kæreste, og senere hustru, Mathilde, at ”jeg har ikke lyst til at tage derud igen. Jeg fik at vide, at det var en stor skam, at jeg ikke gjorde det mindste for at gifte mig. (…) Når man var forlovet, burde man ej have noget højere mål end at gifte sig. Det var meningen, om end ordene faldt lidt anderledes. Da jeg ej sagde ret meget til mit forsvar, holdt man mig for vred og blev ved. På hjemvejen tænkte jeg på, at jeg i grunden var en slet person, som heller ej burde være forlovet, når man – som jeg – ej kan gøre anderledes, end jeg gør. 19

Mænd efter mænd.indd 19

15.01.2026 13.10

MÆND EFTER MÆND

Jeg ville da skrive til dig, at jeg alligevel aldrig ville gifte mig med nogen anden end dig”. Som det også fremgik senere af Fredrik Bajers brev, var der flere grunde til, at han ikke havde kunnet gifte sig, og dem delte han med mange andre unge mænd. De kunne være under uddannelse eller ansat i så dårligt lønnede stillinger, at de stod uden tilstrækkelige indtægter – ”et levebrød” – at gifte sig på. For en række embedsmænd gjaldt det, at de før vielsen skulle indbetale betydelige pengebeløb i en pensionskasse til sikring af hustruen som enke, ligesom officerer jo langt op i tiden ikke kunne gifte sig uden tilladelse fra deres overordnede. Uanset hvilke særlige omstændigheder, der måtte gøre sig gældende, begyndte der at klæbe sig noget mistænkeligt ved mændene, når de blev pebersvende. Derfor forsøgte en del at sikre sig imod farlige rygter, ved at fabrikere historier om ulykkelig kærlighed til kvinder, der ofte var døde tidligt, således at den efterladte elsker, af pietetsfølelse overfor deres dyrebare minde, ikke giftede sig senere i livet. Sådanne dækhistorier kan man finde mange steder rundt om i både ældre og nyere memoirelitteratur; f.eks. i statistikeren Adolph Jensens erindringer fra 1946, hvor han beretter om en af sine gamle lærere på Århus Katedralskole, den ugifte adjunkt *Adam Vilhelm Gram: ”[Han] var en halvgammel pebersvend af udpræget jomfrunalsk væsen. Grams solide påklædning med flere lag overtøj og tørklæder røbede en – som vi [elever] syntes – overdreven frygt for kulde og træk. Han var også utrættelig i at formane os elever til endelig at pakke os godt ind, når vi i dårligt vejr var på legepladsen. (…) Det blev sagt, at Gram i sine unge dage havde lidt en stor sorg, der blev årsag til, at han henlevede sine dage i ugift stand. Hvor meget der var om det, ved jeg ikke”. Presset på mændene for at gifte sig voksede ikke kun med alderen, men også jo mere de ejede, og jo højere oppe i samfundspyramiden de befandt sig, og her kunne løsningen være fornuftsægteskaber. På engelsk taler man om lavender marriages, idet lavendel traditionelt har signaliseret interesse i eget køn. Af bogens 20 portrætterede mænd giftede en fjerdedel sig, og af disse må bryggeribestyrer **Peter Bangs og husejer **Lars Hansens ægteskaber karakteriseres som arrangementer, der meget direkte skulle camouflere ægtemændenes homoseksuelle orientering. At dette også kan have været tilfældet for by- og herredsfoged 20

Mænd efter mænd.indd 20

15.01.2026 13.10

Ouverture

**Robert Strickers vedkommende forekommer ret sandsynligt, men det lader sig ikke kildemæssigt dokumentere. Mange af de danske lavender marriages blev for mændenes vedkommende indgået i en sen alder med betydeligt yngre kvinder. Alligevel er det overraskende få børn, der så dagens lys i disse alliancer. Selvom man sjældent i datidens ægteskabsvejledninger berørte kønsrolleproblematikker, lå den grundlæggende præmis helt klar, nemlig at ”manden er kvindens hoved”, og derfor også den, der bestemte. Manden var også fra skaberens hånd udrustet med den potente seksualitet, som sikrede forplantningen og slægtens videreførelse, mens kvinden lå tilbage som den passive, modtagende part, der ofte ikke opfattedes som noget selvstændigt seksuelt væsen. På den baggrund er det ikke overraskende, at 1866-straffeloven satte meget vide rammer for mænds før- og udenomsægteskabelige aktiviteter. Det skete både ved at legalisere prostitution, og ved at fastsætte en seksuel lavalder for pigers vedkommende til blot 12 år – og endelig ved at gøre det ganske nemt for ”uheldige” mænd at slippe for det ansvar, de havde pådraget sig ved at gøre en pige gravid. Hvad det første angik, var den danske-norske forfatterinde Amalie Skram i den grad spot on, da hun i 1893 i et brev til ægtemanden skrev, at ”konerne ved om sine mænd, at de fra før de kom ud af skolen har gået til skøger, at de siden har haft samleje med kvinder i hundredvis: Fruer, frøkener, sypiger, blomsterjomfruer, enker, fraskilte koner, tøser, de traf drivende på gaden, og gik hjem med – for ikke at tale om de faste skøger, de desuden ved lejlighed var hos”. Året før Amalie Skram skrev sådan til Erik Skram, kontaktede den københavnske borgerfrue Ursula Dahlerup sædelighedspolitiets chef Henrik Korn, fordi hendes søn havde gjort familiens tjenestepige gravid: ’Ikke andet’, sagde han smilende, ’da han hørte min bekymring’. ’Kære fru baronesse, den slags sager må vi ofte ordne for folk. Hvor mange gange har jeg ikke givet det råd, som De nu skal få: Han skal blot give pigen to kroner i mønt eller en foræring, der repræsenterer to kroner i værdi; så snart hun har modtaget det, er alt i orden. Der sendes mig en anmeldelse, hun bliver kaldt herop, og dømmes for at have drevet utugt mod betaling ind i prostitutionen! Er hun først der, er hun ufarlig, og det er strafbart for hende at henvende sig til sit eventuelle barns fader’”. 21

Mænd efter mænd.indd 21

15.01.2026 13.10