Issuu

P RAM I LAR S EN

Foto: Sven Bloch

Laurits voksede op på det fattige Nørrebro i slutningen af 1800-tallet. Den stærkt troende plejemor gav ham en uddannelse mod at lade sig udsende som missionær. I 15 år boede han og Olia i Manchuriet, som var præget af epidemier og politisk uro. Undervejs fik de otte børn, hvoraf det første døde godt et år gammel.

prami la rs en

(f. 1957) er filminstruktør og rådgiver inden for filmområdet. Leder af Filmværkstedet i København 1995-2023. Han er barnebarn af bogens hovedperson.

Pest, tyfus og hedenskab er en fortælling om rejsen til det fjerne og fremmedartede Kina og om at stå i gæld til kristendommen og kæmpe mod sygdom, død og intriger for den umulige opgave at omvende kineserne. En bevægende og dramatisk historie om den pris, missionærerne betalte for et mislykket missionsarbejde i Kina, fortalt på baggrund af dagbøger, breve og artikler af læge Laurits K. Larsen og illustreret med fotos fra tiden.

xxx g CO2e

9 788712 801047

CLIMATECALC.EU

000097/SE

PEST, TYFUS OG HEDENSKAB

1909 rejser Laurits K. Larsen fra Danmark til Manchuriet. Med sig har han sin hustru, Olia, en nyligt erhvervet uddannelse som læge og en opgave, der lyder på at omvende kineserne til kristendommen.

PRAMI LAR SEN

PEST TYFUS OG

”J

eg har hørt folk hjemme sige: ’Lad dog kineserne være i fred; de lever meget lykkeligt, sådan som de har det.’ Men det passer ikke. Det er utroligt, hvad både mennesker og dyr må lide i Kina. Atter og atter møder man syge stakler, der ingen penge har, ingen mad, ingen slægt, ingen venner, intet sted at bo; og det værste er, at her i hedningeverdenen rækkes der ingen hjælpende hånd ud mod de lidende stakler. Hjemme i kristne lande findes dog et svagt genskin af Guds kærlighed, men herude mærker man kun egoismens kolde hånd.” Fra Laurits K. Larsens beretning til Dansk Missionsblad, 1911

HEDENSKAB LÆGEMISSIONÆR I MANCHURIET 1909-1924 GADS FORLAG

PRAMI LARSEN

PEST, TYFUS OG HEDENSKAB LÆGEMISSIONÆR I MANCHURIET 1909-1924

GADS FORLAG

INDHOLD

FORORD

BARNDOMMEN PÅ NØRREBRO 1881-1892

SKOLE- OG STUDIETIDEN 1892-1899

LÆGE OG ÆGTEMAND 1899-1909

REJSEN TIL MANCHURIET 1909

DET FØRSTE ÅR I ANTUNG 1910

PESTEPIDEMI OG FAMILIETRAGEDIE 1911

BITRE MAGTKAMPE INDE OG UDE 1912

119

ANTUNG ELLER INTET 1913

140

KRIG I EUROPA OG UVEJR OVER ANTUNG 1914

149

UDSYN 1915

163

REJSENDE I HEDNINGE HISTORIER 1916

173

TANKER OM MISSIONEN 1917

188

ANDEN PERIODE I ANTUNG 1918

199

KOLERAEPIDEMI IGEN 1919

211

DER ER EN TID EFTER ANTUNG 1920

223

SLIDT OG DØDELIGT SYG 1921

240

STILLE OPGØR MED DANSK MISSIONSSELSKAB 1922

250

HENSYNET TIL HELE FAMILIENS FREMTID 1923

262

FARVEL TIL ANTUNG 1924

277

KOMMUNELÆGE 1925-1964

291

PERSONGALLERI KILDER OG LITTERATUR NOTER ILLUSTRATIONSOVERSIGT

311 315 317 319

FORORD Min fortælling om Laurits handler om den menneskelige styrke, som alle rummer. Man kan kalde den for en drøm, en vision, et kald eller livsindhold; det er den styrke, der får mennesker til at arbejde frem mod et mål alle døgnets timer, som får dem til at glemme fysisk ubehag, hovedpine og træthed for et større mål. Den tro på ideen, på projektet, på visionen, som gør, at de bider smerten i sig, lever på et minimum eller bestiger bjerge, mentalt eller fysisk. Eller går i krig med fare for at betale den ultimative pris. Uden den styrke hos den enkelte ville menneskeheden ikke være, hvor den er i dag. Slukkes den, bliver vi syge, triste, modløse og mister lysten til at forandre eller bare hjælpe. For Laurits Karl Larsen blev det troen på Gud, der gav ham kræfter til at følge kaldet og blive lægemissionær i Manchuriet i det nordøstlige Kina. Han er rundet af det kaos, som industrialiseringen medførte i det 19. århundrede, og her var troen en redning for mange. Den kristne tro gav Laurits et trygt hjem, et rigt åndsliv, en lægeuddannelse og en position i samfundet. Troen førte ham og hans kone, Olia, til det eksotiske og farlige Kina. Laurits blev grebet af tidens euforiske forestilling om, at det folkerige Kina kunne kristnes. I Danmark blev bølgen sat i gang af Dansk Missionsselskab, hvis ledere i slutningen af 1800-tallet var valgt af de velorganiserede indremissionske kredse. Indre Mission havde som dogmatisk, kirkelig retning et godt tag i store dele af den danske befolkning fra midten af 1800-tallet helt op til 2. Verdenskrig. Den gav mange danskere et håb og en mening med tilværelsen,

hvad enten man støttede hjemme eller arbejdede ude i Indien eller Kina. Det var den kristne tro sammen med vestlig lægekunst, som Laurits mente skulle redde kineserne ud af fattigdom, skørlevned og hedenskab og frem til et lykkeligere og rigere liv. Det var, hvad han satte sig for, da han sammen med Olia drog ud til den danske missionsmark i efteråret 1909. Det var et kald og en rejse, der forandrede hans og Olias liv for altid. Ingen talte dengang om de mange problemer, danske missionærer ville møde, når man trådte i englændernes koloniseringsspor. At Japans interesser var at holde Asien fri fra vestlige kolonisatorer med en brutal undertrykkelse af det kinesiske folk til følge, og at det i sidste ende var det gamle kulturriges ambition selv at skabe en moderne og selvstændig nation.

* Min farfars, Laurits Karl Larsens, 15 år i Antung i Manchuriet har altid været en eksotisk del af min families historie. Det blev også min historie, for min far, Knud Asger Larsen, blev født i Kina – hvilket gav anledning til, at jeg blev drillet i alle årene i folkeskolen, for jeg lignede jo ikke en kineser. Laurits’ historie har altid pirret min nysgerrighed. For hvad fik ham til at forlade sit fædreland og drage tusindvis af kilometer væk for i årevis at bo så langt hjemmefra? Det blev jeg nødt til at undersøge, også for at finde ud af, hvordan jeg ligner ham. Laurits begyndte på en selvbiografi, men nåede ikke ret langt. Her er i stedet mit bud på fortællingen om hans og familiens liv. Den er gjort mulig, fordi Laurits førte dagbog fra 1911 til 1924 og skrev et stort antal breve og beretninger bragt i Dansk Missionsblad. Og så bygger bogen på optegnelser om den danske kinamission, familiens erindringer og fotos. Det meste er bevaret takket være Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek. Så jeg må takke Laurits for at være så skrivende. Og jeg må takke dem, der har sørget for, at hans ord er blevet bevaret.

Men jeg har ikke nøjedes med at bringe hans ord videre. Jeg har villet skabe en fortælling om den fælles menneskelige styrke, som Laurits havde i overflod, og som formede hans og familiens liv dramatisk. Jeg har villet fortælle, hvordan det var at leve i den tid, for at komme tæt på de mennesker, som er centrale for historien. Ud over Laurits har jeg givet hans familie og tætteste kolleger motiver for at gøre og sige, hvad de gør, ud fra, hvad jeg har lært og læst om dem. Jeg har brugt kilderne til at konstruere scener og samtaler for at folde personerne ud som hele mennesker med indbyrdes konflikter, skuffelser og glæder. Citater af dagbøger, breve og beretninger er tro mod Laurits’ tekst inklusive stavefejl. De løsrevne dagbogsnotater – som er uden kildehenvisning – giver et indblik i det tætteste, jeg har kunnet komme Laurits, så kortfattede og kontante, som de oftest er. Laurits Karl Larsen havde været død i mange år, da de danske missionsbygninger i Antung – i dag Dandong – blev revet ned for at gøre klar til højhusbyggeri. Der var ikke længere plads til lave bygninger i dansk byggestil, bygget i starten af 1900-tallet. Kina var blevet et helt andet sted, og Dandongs lokale byggematadorer skulle tjene penge. Den lokale præst kunne frit sælge grundene fra, så den kristne kirke kunne bestå, og han selv kunne leve lidt bedre. De mange kinesere, der i dag lader sig kristne, er ikke optændt af budskaber fra de danske missionærer. 100 år efter at danskerne kom til det lille fiskerleje ved Yalu-floden, Shahezi, er de danske missionærers præg på byen så godt som væk. Kun kirken og Karen Gormsens kvindestation står tilbage. Fortællingen foregår i et land, der gennemgår enorme forandringer, som afspejler sig i sproget. Da Laurits første gang hører om ”An-tung”, staver Dansk Missionsselskab byen med bindestreg. Den forsvinder, inden han og familien tager hjem 15 år senere, og i dag hedder byen som nævnt Dandong. Alle byer har i dag andre navne end dem, som englænderne gav dem i løbet af det 18. og 19. århundrede. Jeg har beholdt enkelte bynavne fra Laurits’ dagbog, selvom jeg ikke har kunnet finde dem på et kort.

KAPITEL 1

BARNDOMMEN PÅ NØRREBRO 1881-1892

Det er en stor festdag, da Laurits Karl Larsen bliver født 8. april 1881. Over hele byen flages der. Børnene har fri fra skole. På Amalienborg Slotsplads trækker Livgarden op med musik under stor tilstrømning af børn og voksne. Det er dog ikke på grund af Laurits’ fødsel, men fordi Christian 9. har fødselsdag samme dag. Laurits’ mor, Sidse Marie, har prøvet det før; det er hendes andet barn. Faren, Carl Diderik, er stolt. Han har brug for en søn til sin vognmandsforretning, efter at han i 1875 er gået i land og har opgivet tilværelsen som sejlmager. Han er 32 år og har ofte haft det svært med sømandslivet, for det var ikke alle hans besætningskammerater, der levede et kristent liv. Han har ofte følt sig alene, når han gik op i sømandskirken, og de andre valgte værtshusene, så hurtigt de kunne gøre sig fortjent til landlov. I starten bor Carl Diderik forskellige steder i København. Det er ikke mange år siden, at den overfyldte og skidne by åbnede sig ud på den anden side af Søerne, men alligevel er det svært at finde et ordentligt sted at bo, også selvom man har penge. Uhumske lejligheder er der nok af, alt for trange til familierne med mange børn. At det er Guds vilje, at mennesker skal leve sådan, har Carl Diderik svært ved at tro. Carl Diderik ser fattigdommen på sine ture rundt

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

i byen, fra havnen og ud til Fælleden, ja, helt ud til moserne langt fra byen. Hans opsparing og indtægt som vognmand rækker til en lille lejlighed i Vævergade i udkanten af Rabarberkvarteret på Nørrebro – et af de nye brokvarterer. Ejendommen i fem etager er en af de bedre. Stuelejligheden har to værelser og et kammer, et køkken og lokum nederst under trappen. Luften er lidt bedre herude, selvom der stinker fælt fra Anker Heegaards Jernstøberi, når vinden er i øst. Han skal ind til det gamle København med sin vogn, ind til havnen og de mange små fabrikker og værksteder. Det er sommetider svært at få vognen igennem trængslen af mænd, kvinder og børn, som skal ind over broerne. Der er alt for mange børn, som må arbejde for at få pengene til at slå til. Carl Diderik ser på alle de små og tænker, om de får noget ud af deres skolegang, så trætte og sultne, som de ser ud – og om der er plads til troen i det liv, børnene lever. Han elsker Københavns havn, som stadig har meget tilbage fra sin storhedstid for 100 år siden med handel på Indien og Kina. Skibe fra hele verden kommer med eksotiske varer, fremmede ansigter og fremmede stemmer og mødes med de mindre skibe, der fragter varerne videre til de danske, nordiske og nordeuropæiske kystbyer. Og han kender miljøet og jargonen. Han er kendt på havnen som den, der er pligtopfyldende og punktlig og aldrig plaget af gårsdagens druk, så han har ikke svært ved at få ture til de mange kul- og koksforretninger. Hen over sommeren kører han også af og til ud til Gundsømagle om søndagen og henter tækkerør. Det er ikke alle huse, der har fået de stråtækte tage skiftet ud med tegl eller skiffer. Carl Diderik vil have sig en kone, og der går da også kun et år, fra han går i land, til han får øje på en køn, ugift kvinde. Det er i kirken om søndagen, han møder Sidse Marie. Begge er de vokset op i Odsherred og har sikkert mødt hinanden på markedsdag i Nykøbing. De glæder sig begge til, at det bliver søndag igen. Det bliver til længere og længere gåture efter søndagsgudstjenesterne. Der er så mange ting, de er enige om. Begge er de forfærdede over de mange i storbyen, der lever et ukristeligt liv. Og ligesom Carl Diderik har Sidse

18 8 1 - 1 8 9 2

Nørrebrogade i 1894. Mens Laurits voksede op, ændrede byen sig gradvist, mens der blev bygget skoler, kirker og butikker til de mange, der indtog de gamle og nye boliger og lidt efter lidt pressede stalde, værksteder og industri ud af bydelen.

Marie et håb om, at flere vil vende det liv ryggen og tage Guds ord og troen til sig. Hun fortæller ham, at hun ikke er bange for at tage fat. Hun synes, at hun med sine 27 år er parat til at skabe en familie, som hun vil passe og pleje hjemme. Carl Diderik er hurtig til at fri til hende. Mon Sidses far vil sige nej til, at de gifter sig? Carl må se at få talt med ham. Carl Diderik tager op til Sidse Maries forældre, Jens Jensen og Caroline Hansdatter af Højby, for at spørge om hendes hånd. Faren har kun godt at sige om Sidse Marie, som har hjulpet ham med at tjene penge ved hjemmearbejde, når det kneb for ham. Der er ikke udsigt til, at landbruget kan brødføde og give arbejde til alle i hendes hjemegn. Så ligesom flere af hendes jævnaldrende måtte hun overveje, om hun skulle tage til Amerika eller blot flytte til København og finde arbejde. Carl Diderik og Sidse Marie bliver gift ved et simpelt bryllup 11. november 1876.

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

Baggården til Vævergade 8 på Nørrebro. Billedet er fra 1972.

Sammen flytter de ind i lejligheden i Vævergade nr. 8, stuen. Det er et fint sted at bo i forhold til den udtjente gård, Sidse Marie kommer fra. Hun får sat blomstret tapet op og skiftet enkeltsengen ud med en dobbeltseng. Hun har også et stort klædeskab, som skal bugseres over fra det lille kammer, hvor hun har boet. Der kommer også orden på køkkenet. Ejeren vil indlægge gas til belysning og madlavning. Så kan hun lave mad på et lille gasblus, og når der bliver råd, kan hun få en lille gasovn og et kakkelbord, så køkkenbordet ikke brænder af. Der er også plads nok, når børnene kommer. Sidse Marie finder skiftende arbejde på værksteder og fabrikker, så hun kan bidrage til at få skabt et hjem for de børn, de så brændende ønsker sig. Der går tre år, før hun som næsten 30-årig bliver gravid med Marie Botilde Karoline. To år senere kommer Laurits så til verden på kongens fødselsdag. Hans ansigt er smalt, og hans øjne ligger dybt. Sidse synes, han ser lidt skræmmende ud, selvom nyfødte vel aldrig kan være skræmmende. Godt en måned gammel bliver Laurits døbt i den nye Sankt

18 8 1 - 1 8 9 2

Stefans Kirke længere ude ad Nørrebrogade. Carl Diderik og Sidse Marie kan gå derud igennem Assistens Kirkegård fra Vævergade. To år efter, i 1883, får Laurits endnu en søster, Dagmar Mathilde Cecilie, og derefter kommer drengene Ejnar Viggo i 1888 og Karl Didrik i 1890. Da er Sidse Marie 41 år gammel. Sidse Marie prøver så tit som muligt at tage børnene med til sine forældre i Højby ikke langt fra Nykøbing Sjælland eller til sine søskende, hvoraf flere bor og klarer sig godt i Hørby lidt nord for Holbæk. Her er luften frisk og noget sundere for børnene end den kvalme luft, som kan hænge omkring Vævergade. Det er også rart at få lidt hjælp til pasningen, og maden er gratis, når hun er på landet. Togbilletten er godt givet ud. Ud over almindelig kirkegang kommer de ofte i Indre Missions store missionshus, Bethesda, i Rømersgade, en kort gåtur over Dronning Louises bro. De har vaklet lidt mellem Grundtvigs lidt friere kristendomsforkyndelse og Indre Missions, men det er i Indre Mission, de føler sig bedst hjemme. Det er en stærk bevægelse og en levende menighed, og de fornemmer, at hele landet har fundet en vej, et lys, gennem den stærke kristne forkyndelse, som Indre Mission prædiker. For dem indebærer det et håb om at få de mange væk fra skørlevned, druk og løsgængeri. Når det er svært at finde vej igennem mørket, eller når pengene ikke slår til, så bringer Indre Mission lys og glæde. Også formaninger, så man bliver på den rette sti. Det er et kristent budskab, der når ud til mange, fordi bevægelsen tager Jesu missionsbefaling alvorligt. Der står i Matthæusevangeliet: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Indre Mission er dygtig til at organisere de aktive troende, så man føler sig som en stor og stærk flok med trosfæller overalt i landet. De hører også om de amerikanske og engelske missionærer, der med livet som indsats drager ud til hedningene i Afrika, Indien og Kina. De hører om ungdomsbevægelserne for unge mænd og

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

Sidegaden til Vævergade, Kapelvej, var stadig et åbent terræn op til Assistens Kirkegård, da Laurits voksede op.

kvinder, KFUM og KFUK, og Laurits og de andre børn bliver meldt ind, så snart de er gamle nok. Inden da kommer børnene i søndagsskole på Kapelvejens Skole. Indre Mission kan på frivillighedens basis skabe levende menigheder, også for de helt små. Der er et mylder af børn, mange hundrede. Laurits er særlig glad for at synge, så han lærer de fleste af salmerne i søndagsskolesangbogen udenad. Han bliver meget optaget af historierne fra det gamle testamente og evangelierne, om de mange familier, de syv plager, om kampe og krige, om fordrevne folk. Det er eventyrligt med mennesker, der bliver tudsegamle, med Moses, der får stentavlerne, og med de andre historier, hvor Gud må have været på spil, for hvordan kan det ellers lade sig gøre, alt det, der strider mod naturens orden? Det er også rart, at man har en Gud, man kan bede til om de mange ønsker og kvaler, man har. Laurits ser op til forstanderen for søndagsskolen, dr.med. P.D. Koch. Han har næsten altid en historie

18 8 1 - 1 8 9 2

om en læge, som hjælper de syge. Laurits kan godt lide at høre historier om mennesker, der hjælper andre i nød, og om hedningemissionen, som hjælper fremmede mennesker til den rette tro. Lige uden for hjemmet ser Laurits en helt anden måde at være voksen på. Og børn, der er mere forhutlede end han. I sin aftenbøn takker han sin far og mor for, at de med troen har givet ham et trygt og roligt hjem, som ikke er alle børn forundt. Gaden og opgangen summer af liv næsten døgnet rundt. Det kan Laurits sove fra, men mange aftener bliver han vækket af larmende og voldelige voksne. Han kan høre, hvordan slagene falder, børnene råber og græder, kvinderne søger beskyttelse. Det kan være svært at falde i søvn igen. Men så kan han altid læse i Bibelen og lade sig forsvinde ind i de mange spændende fortællinger.

* Fuldstændig afgørende for Laurits og hans videre liv bliver det, da han møder Margrethe Krøll i søndagsskolen. Hun er stærkt troende og engageret i missionen. Jesu missionsbefaling i Matthæusevangeliet ligger hende meget på sinde, så hun har fulgt med i arbejdet i Indien og på Guldkysten, men hendes missionsmark er desværre ikke de fjerne lande. Hun må nøjes med at yde sit bidrag og sørge for at hjælpe til at få gode, kristne børn på Nørrebro. Margrethe Krøll ser en fagligt dygtig dreng i Laurits og fatter sympati for ham, og det varer ikke længe, før hun møder Carl Diderik og Sidse Marie, der er gravid med sit tredje barn. De mødes oftere og oftere i kirken og til arrangementerne i Bethesda i Rømersgade. Som alle andre familier på Nørrebro kan Carl Diderik og Sidse Marie have svært at få pengene til at slå til. Selvom Carl Diderik kæmper og særligt om vinteren kan tjene godt som vognmand, er det hårdt for ham alene at skulle skaffe til en familie på fem. Og med tre børn er det svært for Sidse Marie at bidrage. Som syvårig kommer Laurits i Sjællandsgades Skole. Det vrimler med børn, særligt fra de mange arbejderhjem. Der er formiddagsklasser og eftermiddagsklasser – officielt fordi børnene skal kunne

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

arbejde ved siden af, men også fordi skolerne er for små og for få til alle de nye tilflytterbørn. Laurits går i en ren drengeklasse, for skolen er kønsopdelt for både elever og lærere. Skolen, der bliver kaldt ”Skolen ved Fælleden”, er gratis. Laurits kan sidde i klassen og se ud på Nørre Fælled og dagdrømme sig til de dejlige besøg på landet hos Sidse Maries forældre. Som niårig flytter han til Jagtvejens Kommuneskole, også en nybygget gratis skole til Nørrebros mange børn. Det er en fin gåtur til skolen om morgenen, op ad Hans Tausens Gade eller igennem kirkegården. Klasseværelserne er store og lyse. Laurits er særlig glad for, at han kan få sig et tiltrængt bad i kælderen. Han elsker at gå i skole og lære at skrive og læse. Der er heldigvis rigtig mange historieog religionstimer, for historie er hans yndlingsfag. Laurits har nu fire søskende. Det er svært at koncentrere sig om lektierne derhjemme. Han har også et arbejde ved siden af skolen. Alligevel går han op i søndagsskolen med liv og sjæl. Margrethe Krøll går og tænker på at give ham og hans forældre et tilbud, for han er dygtig, og hans evner skal ikke gå til spilde. Hun sørger for, at Laurits kommer på sommerferie i Jylland. Her oplever han en levende indremissionsk menighed, hvor det kristne livssyn er med i alle deres gerninger. Det kræver disciplin at leve op til de mange regler og formaninger, menigheden lever efter, men Laurits befinder sig godt i det. Carl Diderik og Sidse Marie føler, at de står i gæld til Margrethe. Hun gør så meget for Laurits, som de har svært ved at takke for. Da Margrethe Krøll i 1889 hører James Hudson Taylor tale i Bethesda for udsendelsen af missionærer til Kina, bliver hun kaldet til Kinamissionen. James Hudson Taylor er grundlægger af China Inland Mission, og han taler varmt og engageret for det nu åbne land. Han fortæller om kineserne, der er parate til at høre Guds ord, fordi der er opbrud i deres kultur og rige. Det flere tusinde år gamle kejserdømme har – tvunget af England og andre vestlige lande – åbnet en sprække, hvor kristendommen kan trænge ind og frelse de mange arme sjæle, som har brug for at bytte overtro ud med tro.

18 8 1 - 1 8 9 2

Der manglede skoler til de mange børn, som kom til på Nørrebro i årene op til århundredskiftet – Sjællandsgades Skoles hovedbygning blev opført i 1887.

I første omgang beder Taylor om 20 danske missionsarbejdere til Kina. De vil ikke komme ud på en nøgen og uopdyrket missionsmark; der er allerede amerikanske, engelske, irske og tyske missio nærer, som gør et stort og krævende arbejde i det enorme og folkerige land. Året efter, i 1890, starter han kampagnen for at få 1.000 missionærer fra Vesten til Kina i løbet af de næste fem år. Han appellerer direkte til Dansk Missionsselskab om at følge kampagnens råd. For den stærkt troende Margrethe Krøll er Dansk Missionsselskab blevet en mere solid kraft i opgaven med ydre mission, efter at Indre Missions leder, pastor Vilhelm Beck, blev formand for bestyrelsen i 1881. I 1889, samme år som James Hudson Taylor taler for at sende flere missionærer til Kina, skaber en dansk missionær i Indien stor forargelse i kirkelige kredse, da han fifler med antallet af døbte og anklages for at have mishandlet indere. Det giver anledning til, at Indre Mission sætter sig på ledelsen, og på få år går antallet af kredsforeninger fra 19 til 430 aktive i 1890.1 På det tidspunkt er Indien

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

Da Indre Missions leder, pastor Vilhelm Bech, blev formand for Dansk Missions ission. selskabs bestyrelse i 1881, steg medlemstallet og opbakningen til ydre m Det gjorde det muligt at starte Kina som missionsmark ti år efter.

18 8 1 - 1 8 9 2

selskabets største missionsmark, hvor de driver flere stationer med kirker, læge- og skolemission. James Hudson Taylors opfordring er blevet hørt. I sommeren 1891 holder Dansk Missionsselskab møde i Odense, hvor det efter mange diskussioner bliver vedtaget at begynde et nyt missionsarbejde i Kina. ”Vi vil have en ny mission, og vi vil have den i Kina. Sådan løber strømmen i den danske menighed. Den nye kærlighed trænger til en ny mission. I må ikke slukke den ild. Vi vil holde fast ved den gamle mission, men vi vil have den nye.”2 Og således bliver det. Margrethe Krøll er en af Dansk Missionsblads mange abonnenter over hele landet, og hvert blad bliver læst af mange. Det er også helt grundlæggende spændende læsning om farlige rejser i ekso tiske lande, om missionærernes hårde, men frugtbare liv blandt hedninge. Og for troende er det saligt at kunne læse om alt det gode arbejde, missionærer gør. Særligt når de vantro lader sig døbe efter i længere tid at have lyttet til Guds ord, læst i Bibelen eller de mange traktater, som bliver uddelt. Ikke alene har bladet mange læsere over hele Danmark, pengene begynder også at strømme ind til byggeri af kapeller, kirker, skoler, kvindestationer, hospitaler og til missionærernes rejser og ophold. Missionsbladet har bagerst mange sider med annoncer og lister over alle de bidrag, der kommer fra hele landet. Der er på trods af udbredt fattigdom i Danmark stor vilje til at ofre det lidt, man har tilovers, til dem, der virkelig trænger.

* Margrethe ser i Laurits en dreng, der skal ud at tjene efter syv års skolegang, hvis ikke hun tager affære. Så en søndag efter gudstjeneste og søndagsskole mødes hun efter aftale med Carl Diderik og Sidse Marie i Vævergade, og her fremlægger hun et tilbud. Hun foreslår, at Laurits flytter ind hos hende og bliver hendes plejesøn, og det er hendes hensigt at føre ham frem til studentereksamen. Det vil være spild af hans evner, hvis han ikke kan få lov til at fortsætte i skolen. Laurits kan godt virke lidt tilbageholdende, men han skriver godt, er meget engageret i historie, er nysgerrig og bruger meget tid på

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o

fagene. Og først og fremmest er han troende. Han sætter sig ind i Bibelen, i evangelierne, lærer salmerne – alt det, man kan forlange af en Guds discipel. Det tilbud kræver ikke megen betænkningstid. Laurits vil hellere end gerne være fri for sine to brødre, Ejnar Viggo på fire og Karl Didrik på to år, der fylder det hele. Der er aldrig ro til at passe sine skolesager. Margrethes tilbud er dog ikke uden betingelser: Hun vil tage Laurits i pleje og give ham en studentereksamen, hvis han lover efter bestået eksamen at søge ind på medicin- eller teologistudiet. Carl Diderik og Sidse Marie bliver overraskede over, at hun har så høje tanker om Laurits’ evner, og for Laurits på 11 år er det helt umuligt at forstå. Han kan sagtens se for sig, hvad en præst laver, så meget har han da været i kirke og i søndagsskole, og han elsker at synge og læse i Bibelen. Men læge? Herudover har Margrethe endnu et ønske. Hun vil gerne, at de indgår en pagt om, at han skal drage ud på missionsmarken i Kina og blive en af de 1.000 missionærer, som James Hudson Taylor taler så varmt om. Ingen kan takke nej til Margrethes tilbud. Carl Diderik og Sidse Marie bliver helt svimle ved tanken, men Margrethe taler godt for sig. Carl Diderik fylder snart 50, og han er slidt af det hårde arbejde. Han kan fortsat hive penge nok hjem til, at der står mad på bordet, men hvis ikke Sidse Marie og børnene var velkomne oppe i Højby, og hvis ikke de havde fået alt det tøj og alle de grøntsager af familien, ville det stå ilde til. Hun håber, at hendes børn kan drive det længere, end de har gjort. Så det er let at sige ja tak til Margrethe Krølls tilbud, og Laurits kommer jo ikke til at bo så langt væk – foreløbig. Som 11-årig flytter Laurits derfor ind hos den 40 år ældre Margrethe, der i mellemtiden er blevet viceinspektrice på Hellig Kors Kirkes friskole. Hun har fået en treværelses lærerbolig i den lille bygning, der ligger mellem skolen og kirken, ikke langt fra Vævergade. Der er roligt i forhold til hjemme. Han får sit eget værelse med en seng, et klædeskab og et skrivebord. Lejligheden er fyldt med tunge møbler, billeder af Margrethes familie på Falster og duge, som hun

18 8 1 - 1 8 9 2

Laurits’ plejemor, Margrethe Krølls, lærerbolig på første sal i huset her kunne fint rumme Laurits, uden at han var for langt væk fra familien i Vævergade.

hele tiden retter på. Det hele er mere sirligt end hjemme. Laurits tør ikke spørge, hvorfor hun aldrig er blevet gift, men han tænker, at det nok er hendes tro på Gud og hendes kald til lærergerningen, som ikke har kunnet passe med en mand i huset. Lærdom, lærdom og lærdom er for Margrethe vejen til et bedre liv for alle de børn, hun dagligt kæmper med at få til at sidde stille og tage undervisningen til sig. Vejen er lagt for Laurits Karl Larsen.

B a r n d o m m e n på N ø r r e b r o