Issuu on Google+


Dansk og international erhvervsret 1. udgave © 2011 Dorte Dittmann, Mette Gade og Trojka / Gads Forlag A/S Mekanisk, fotografisk, eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden Trojka / Gads Forlags skriftlige tilladelse forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. For enkelte illustrationer i dette værk har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright-indehaver. Såfremt ophavsretten hermed er krænket, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil naturligvis blive honoreret, som var tilladelsen indhentet i forvejen. Omslag: Iben Kofod, GangArt, København Sats: Lymi DTP Service, Brøndby Tryk: Bookwell, Finland 1. udgave, 1. oplag, 2011 ISBN 978-87-92098-48-1 Trojka / Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Telefon 77 66 60 00 Telefax 77 66 60 01 E-mail trojka@trojka.dk

Læs om vore øvrige lærebøger på www.trojka.dk. På www.iTrojka.dk findes e-læringsmateriale til Trojkas lærebøger.


Forord Lærebogen “Dansk og international erhvervsret” er fagligt og pædagogisk tilrettelagt til undervisning i erhvervsret/erhvervsjura på erhvervsakademiuddannelser, hvor lærebogen er i overensstemmelse med studieordningen “Dansk og international erhvervsret” er velegnet til markedsføringsøkonom, finansøkonom, handelsøkonom, logistikøkonom, serviceøkonom, akademiøkonom/merkonom, HA, HD og andre videregående uddannelser, hvor fagområdet erhvervsret/erhvervsjura indgår i uddannelsesforløbet. Juraens verden kan være vanskelig at forstå, særligt hvis den studerende ikke har den store arbejdsmæssige erfaring med juridiske problemstillinger fra den “virkelige” verden. Ved udarbejdelsen af denne første udgave, har det været vores mål at formidle juraen på en let tilgængelig måde, men samtidig forsøge at fremstille stoffet på et højt fagligt niveau, i overensstemmelse med de faglige mål på videregående uddannelser. De seneste lovændringer er indarbejdet, og vi præsenterer stoffet på en interessevækkende og pædagogisk måde. Vi bruger mange praksisnære eksempler på juridiske problemstillinger, og krydrer gennemgangen med mange nye domme og afgørelser. Vores pædagogiske intentioner med bogen har vi bl.a. realiseret ved brug af margennoter, mange grafiske fremstillinger i form af tegnede figurer og skemaer, og hvert kapitel afsluttes med en tjekliste over vigtigste hovedregler og principper til det behandlede emne. Undervisningsmaterialet omfatter lærebog samt e-læringsmaterialer på bogens website via Trojka.dk og iTrojka.dk. Det er muligt at downloade alle lærebogens figurer fra bogens website. For de studerende er der ordliste, nyttige links, eksempler på formularer samt tjek­ spørgsmål og opgaver til de enkelte kapitler. For undervisere er der adgang til supplerende materialer i form af PowerPoints til alle kapitler, som kan tilpasses efter behov og anvendes direkte i undervisningen. Det sidste kræver adgangs­ kode, som undervisere kan få udleveret ved personlig henvendelse via telefon og mail til forlaget. Forfatterne vil gerne takke familie og venner for deres tålmodighed, støtte og opmuntrende kommentarer undervejs. En særlig tak til Fritjof Dittmann for korrekturlæsning på kapitel 1–14 og Hans Børge Nielsen for korrekturlæsning på kapitel 15-23. Vi vil også takke advokat Karsten Müller for hans professionelle faglige sparring. Juni 2011 Forfatterne


Indholdsfortegnelse Forord Kapitel 1 Retskilder og domstolene 1. Retskilder 1.1 Lovgivning og lovforarbejder 1.2 Domme som retskilder 1.3 Sædvane og forholdets natur 2. Internationale retskilder 3. Domstolene 3.1 Internationale domstole 4. Civile retssager 4.1 Værneting – hvor skal sagen anlægges? 4.2 Procesretlige grundbegreber 4.3 Sådan forløber en civil retssag 4.4 Alternativ til domstolene 5. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 2 International proces- og privatret 1. Hvilken domstol? 1.1 Sagsøgte har bopæl/hjemting i EU/EFTA 1.2 Sagsøgte har bopæl/hjemting uden for EU/EFTA 2. Hvilken lov? 2.1 Internationale løsørekøb og kontrakter 2.1.1 Lovvalgsloven for internationale løsørekøb 2.1.2 Romkonventionen – Kontraktretlige forpligtelser 3. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 3 Aftaleret 1. Aftaleindgåelse 1.1 Parterne og juridisk terminologi 1.2 Aftalemodellen 1.3 Tilbud 1.3.1 Opfordring til tilbud 1.4 Afslag på tilbud 1.5 Accept 1.5.1 Frist er fastsat i tilbuddet 1.5.2 Frist er ikke fastsat i tilbuddet – 1.5.3 Retsvirkninger af forsinket accept 1.6 Tilbagekaldelse af tilbud og accept 1.6.1 Tilbagekaldelse og re integra-reglen 1.6.2 Pligtmæssig reklamation 1.7 Uoverensstemmende accept 2. Aftalers ugyldighed 2.1 De stærke ugyldighedsgrunde 2.2 De svage ugyldighedsgrunde


3. 4. 5.

2.3 Urimelige aftaler 2.4 Bristende forudsætninger 2.5 Retsvirkning af ugyldig aftale Aftalens omfang og fortolkning International aftaleindgåelse Vigtigste hovedregler og principper

Kapitel 4 Fuldmagt og mellemmænd 1. Fuldmagt 1.1 Fuldmagt med særlig tilværelse 1.2 Fuldmagt uden særlig tilværelse 1.3 Forholdet mellem fuldmægtig og tredjemand 2. Kommission 2.1 Forholdet mellem kommittenten og kommissionæren 2.2 Forholdet mellem kommittenten og tredjemand 2.3 Kommissionsforholdets ophør 3. Handelsagenter 3.1 Forholdet mellem agenturgiver og agenten 4. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 5 Forbrugeraftaler 1. Forbrugeraftaleloven 2. Forbud mod uanmodet henvendelse (dørsalg) 3. Forbud mod negativ aftalebinding 4. Forbrugerens fortrydelsesret 4.1 Aftaler indgået uden for fast forretningssted 4.2 Fjernsalgs 4.2.1 Fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser 4.2.2 Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser 5. Urimelige aftaler 6. Værneting og lovvalg 7. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 6 Erstatning 1. De 4 erstatningsbetingelser 1.1 Ansvarsgrundlag 1.1.1 Culpaansvar 1.1.2 Objektivt ansvar 1.2 Økonomisk tab 1.3 Årsagsforbindelse (kausalitet) 1.4 Påregnelighed (adækvans) 2. Nedsættelse af erstatningen 2.1 Objektive ansvarsfrihedsgrunde 2.2 Bortfald og lempelse 2.2.1 Bortfald – skader dækket af en forsikring 2.2.2 Lempelse 3. Skader forvoldt af børn


4. 5. 6. 7. 8.

Arbejdsgiveransvar Færdselsansvar Produktansvar 6.1 Produktansvar efter produktansvarsloven 6.2 Produktansvar skabt af retspraksis 6.3 Produktansvarsforsikring Opgørelse af erstatningskravet Vigtigste hovedregler og principper

Kapitel 7 Køb 1. Købelovens begreber 2. Sælgers og købers forpligtelser 2.1 Levering og risikoens overgang 3. Sælgers misligholdelse 3.1 Forsinkelse med levering 3.1.1 Købers misligholdelsesbeføjelser i handelskøb (forsinkelse) 3.1.2 Købers misligholdelsesbeføjelser i forbrugerkøb (forsinkelse) 3.2 Mangler ved salgsgenstanden 3.2.1 Købers misligholdelsesbeføjelser i handelskøb (mangler) 3.2.2 Købers misligholdelsesbeføjelser i forbrugerkøb (mangler) 3.3 Vanhjemmel 4. Købers misligholdelse 4.1 Købers forsinkelse med købesummens betaling 4.2 Fordringshavermora 5. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 8 Internationale køb 1. CISG – anvendelse og begreber 2. Sælgers forpligtelser 2.1 Sælgers levering af varen og overgivelse af dokumenter 2.1.1 Levering og risikoovergang 2.1.2 INCOTERMS 2010 - klausuler 2.1.3 Remburs som betalingsform 2.2 Sælgers overdragelse af ejendomsretten 2.3 Sælgers pligt til at levere en mangelfri vare 3. Sælgers misligholdelse – købers misligholdelsesbeføjelser. 3.1.1 Købers reklamationspligt ved sælgers forsinkelse 3.2.1 Køber undersøgelsespligt og reklamation ved mangler 4. Købers forpligtelser 4.1 Købesummens betaling 4.2 Fordringshavermora 5. Købers misligholdelse – sælgers misligholdelsesbeføjelser 6. Vigtigste hovedregler og principper Kap. 9 Markedsføring 1. Markedsføringslovens regler 1.1 Generalklausulen


2. 3. 4.

1.2 Generelle regler om adfærd på markedet 1.3 Forbrugerbeskyttelse 1.4 Regler vedrørende erhvervsdrivende International regulering, ICC reklamekodeks Forbrugerombudsmanden Vigtigste hovedregler og principper

Kapitel 10 Konkurrenceret 1. Konkurrenceloven 1.1 Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler 1.2 Forbud mod misbrug af dominerende stilling 2. EU´s konkurrenceretlige regler 2.1 Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler 2.2 Forbud mod misbrug af dominerende stilling 3. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 11 E-handel 1. E-handelslovens begreber 2. Aftaleindgåelse på internettet 2.1 Sælgers forpligtelser 2.2 Forbrugerens fortrydelsesret 3. International E-handel 4. Ophavsret 5. Markedsføring på nettet 5.1 E-mærket 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 12 Immaterialret 1. Ophavsret 2. Patent 3. Brugsmodeller 4. Designret 5. Varemærkeret 6. Oversigt over de immaterielle rettigheder 7. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 13 Ansættelsesret 1. Arbejdsret 2. Generelle spilleregler 2.1 Diskriminationsloven 2.2 Ligebehandlingsloven 3. Ansættelsesaftalen 3.1 Ansættelsesbevisloven 4. Funktionærer 4.1 Særlige klausuler som kan aftales 4.2 Lovligt forfald under ansættelsen 4.3 Ferieloven


4.4 Ophør af ansættelsesforholdet 4.4.1 Opsigelse 4.4.2 Ophævelse og bortvisning 4.4.3 Fratrædelsesgodtgørelse 5. Virksomhedsoverdragelse 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 14 Virksomhedsformer og hæftelse 1. Hæftelsesformer 2. Virksomhedsformer 2.1 Enkeltmandsvirksomheden 2.2 Virksomhed i selskabsform 2.2.1 Interessentskab I/S 2.2.2 Anpartsselskab (ApS) og aktieselskab (A/S) 2.2.3 Kommanditselskab K/S og partnerselskab P/S 2.2.4 Partrederi og partsselskab 2.2.5 Andelsselskab A.M.B.A 2.2.6 EU-selskaber 2.3 Oversigt over virksomhedsformer og hæftelse 3. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 15 Insolvensret og rekonstruktion 1. Regler og definitioner 2. Inkasso 3. Udlæg 3.1 Fundamenter 3.2 Betalingspåkrav 3.3 En fogedsag gennemføres 3.4 Udeblivelse 3.5 Debitor møder 3.6 Hvad kan der (ikke) foretages udlæg i? 4. Tvangsauktion 5. Konkurs 6. Omstødelse 7. Rekonstruktion 7.1 Frivillig akkord 7.2 Rekonstruktion i konkursloven 8. Gældssanering 9. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 16 Kreditaftaler 1. Kreditaftaleloven – anvendelse og ord 2. Krav til kreditaftalen 2.1 Oplysningspligt 2.2 Krav om kreditvurdering 2.3 Fortrydelsesret 2.4 Indfrielse af gælden før tid


2.5 Generalklausul 3. Trepartsforhold 3.1 Oprindeligt trepartsforhold 3.2 Efterfølgende trepartsforhold 3.3 Fritstående lån 3.4 Købers mulighed for indsigelser 4. Køb med ejendomsforbehold 4.1 Formkrav 4.2 Ejendomsforbehold i ikke-forbrugerkøb 4.3 Ejendomsforbehold og konflikt med senere stiftede rettigheder 5. Køber misligholder kreditaftalen 5.1 Kvalificeret misligholdelse 5.2 Køb med ejendomsforbehold 5.3 Køb uden ejendomsforbehold 5.4 Køb med ugyldigt ejendomsforbehold 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 17 Kaution 1. Regler og definitioner 2. Stiftelse af kaution 2.1 Privat kaution eller erhvervskaution 2.2 Oplysningspligt 3. Kautionens indhold 3.1 Hvornår kan kautionen gøres gældende? 3.2 For hvilket beløb kan kautionen gøres gældende? 3.3 Flere kautionister 4. Kautionens ophør 4.1 Hovedforpligtelsens ophør 4.2 Frist for privat kaution 4.3 Bortfald efter kreditors passivitet eller henstand 4.4 Forældelses af kautionen 4.5 Opsigelse af kaution 5. Kautionistens krav på låntager 6. Låntagers konkurs 7. Garantier 8. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 18 Fordringer, gældsbreve og pantebreve 1. Generelle regler for fordringer 1.1 Betaling i rette tid 1.2 Betaling på rette sted 1.3 Betaling på rette måde 1.3.1 Betaling med betalingskort 1.4 Betaling til rette kreditor 2. Forskellige typer af pengekrav 2.1 Simple fordringer


2.2 Simple gældsbreve 2.3 Omsætningsgældsbreve 3. Overdragelse af gældsbreve og simple fordringer 3.1 Forholdet mellem skyldner og oprindelig kreditor (A - B) 3.2 Forholdet mellem overdrager og erhverver (B-C) 3.3 Betalingslegitimation 3.4 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) 3.5 Konflikter med en senere erhverver (C-D) 4. Pantebreve 4.1 Tinglyste pantebreve i biler, andelsbolig eller løsøre 4.2 Tinglyste pantebreve med pant i fast ejendom 4.3 Betalingslegitimation 4.4 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) 4.5 Konflikter med en senere erhverver (C-D) 5. Skema: Fordringer og konflikttyper 6. Ophør af fordringer 6.1 Modregning 6.2 Forældelse 7. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 19 Pant og sikkerhed 1. Parter, regler og definitioner 2. Pant som sikkerhed 2.1 Forskellige slags pant 2.2 Sikringsakt 3. Hvilke aktiver kan man få pant i? 3.1 Biler 3.2 Fast ejendom 3.1.1 Hvad omfatter pant i fast ejendom? 3.1.2 Tilbehør til fast ejendom - løsøre 3.3 Andelsbolig 3.4 Løsøre 3.5 Virksomhedspant 3.6 Fordringer og fordringspant 3.7 Værdipapirer, aktier og anparter 3.8 Fly og skibe 4. Skema: Sikringsakter 5. Forskellige rettighedskonflikter 5.1 Dobbeltoverdragelse 5.2 Kædeoverdragelse 5.3 Bil 5.4 Fast ejendom 5.5 Andelslejlighed 5.6 Individuelt løsørepant og flydende pant i løsøre 5.7 Fordringer og fordringspant 5.8 Værdipapirer, aktier og anparter


5.9 Fly og skibe 5.10 Skema: Løsøre – overlap af rettigheder 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 20 Handel med fast ejendom 1. Lovgivning og aktører 2. Gennemgang af en ejendomshandel 2.1 Formidlingsaftale – ejendomsmæglers pligter 2.2 Tilstandsrapport og ejerskifteforsikring 2.3 Købsaftale 2.4 Fortrydelsesret 2.5 Finansiering 2.6 Berigtigelse af skøde og refusionsopgørelse 3. Mangler ved fast ejendom 4. Ejendomsmæglers ansvar 5. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 21 Rådgiveransvar 1. Regler og definitioner 2. Professionsansvar 3. Erstatning for dårlig rådgivning 3.1 Ansvar for resultatet? 3.2 Ansvarsgrundlag 3.3 Økonomisk tab 3.4 Årsagsforbindelse og påregnelighed 3.5 Ansvarsfrihedsgrunde 4. God skik 4.1 Fast ejendom 5. Investering i værdipapirer 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 22 Familie- og arveret 1. Lovgivning 2. Formuefællesskab 2.1 Fælleseje stiftelse og ophør 2.2 Særråden 2.1 Dispositioner med virkning for ægtefællen 2.3 Særhæften 2.4 Gaver mellem ægtefæller 3. Særeje 3.1 Skilsmissesæreje 3.2 Fuldstændigt særeje 3.3 Kombinationssæreje 3.4 Oprettelse af særeje 3.5 Ophør af særeje


4. Bodeling 4.1 Personlige rettigheder 4.2 Pensioner 4.3 Ægtefællepension 4.4 Lige deling af fællesboet 4.5 Skævdelingsregel 4.6 Vederlagskrav 5. Arven 5.1 Arveklasser 5.1.1 Arveklasse 1 5.1.2 Arveklasse 2 5.1.3 Arveklasse 3 5.2 Ægtefællers arveret 5.2.1 Suppleringsarv 5.2.2 Svogerskabsarv 5.3 Uskiftet bo 5.3.1 Betingelser for at sidde i uskiftet bo 5.3.2 Det uskiftede bos midler 5.3.3 Misbrug af midlerne i det uskiftede bo 5.3.4 Skifte af det uskiftede bo 5.4 Testamente 5.4.1 Testationskompetence 5.4.2 Gyldigt testamente 5.4.3 Udvidet samlevertestamente 5.4.4 Ændringer og tilbagekaldelse af testamenter 6. Vigtigste hovedregler og principper Kapitel 23 Forsikring og pension 1. Lovgivning 2. Forsikringsaftaler 2.1 Typer af forsikring 2.2 Forsikringsaftalen og oplysningspligt 2.3 Forbrugerens fortrydelsesret 2.4 Dækning 3. Pensioner 3.1 Ratepension 3.2 Kapitalpension 3.3 Livrente 3.4 Livsforsikring 4. Begunstigelser 5. Vigtigste hovedregler og principper Anvendt litteratur Oversigt med lovforkortelser Stikordsregister


3

Aftaleret

Aftaleretten reguleres af aftaleloven og vedrører aftaler og andre retshandler på for­muerettens område. Aftaleretten er en grundlæggende juridisk disciplin og forståelsen er helt elementær i faget erhvervsret. Aftaler indgås alle steder i samfundet og på alle niveauer i de virksomheder som vi færdes i. Kendskab til aftaleloven er vigtig i forståelsen af meget anden lovgivning, hvor aftaler er et element.

Aftaler inden for formueretten

Forsikringsaftalelov Kreditaftalelov Forbrugeraftalelov Aftalelov

AB 92 Købelov E-handelslov

Fig. 3.1 Liste over lovgivning, som har nær tilknytning til aftaleloven (listen er ikke udtømmende).

Aftaleloven (AFTL) indeholder regler om indgåelse af aftaler, aftaler der indgås af fuldmægtige, regler om ugyldige aftaler og særlige regler om forbrugeraftaler. I dette kapitel gennemgås følgende emner: 1. Aftaleindgåelse 2. Aftalers ugyldighed 3. Aftalers omfang og fortolkning 4. International aftaleindgåelse Aftaler, der indgås af fuldmægtige og andre mellemmænd, gennemgås i kapitel 4, og aftalelovens særlige regler om forbrugeraftaler gennemgås i kapitel 5.

1. Aftaleindgåelse Som udgangspunkt har vi aftalefrihed, hvilket betyder, at vi kan aftale hvad som helst. Der findes dog retsområder, der er reguleret af præceptive regler, og hvor vi er begrænset i vores aftalefrihed. Præceptive regler er ufravigelige regler, som ikke kan tilsidesættes ved aftale. Købelovens reklamationsregler i forbrugerkøb, forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ved fjernsalg, funktionærlovens opsigelsesregler mv. er eksempler på præceptive regler. Indgår man en aftale i strid med ufravigelige regler, vil aftalen kunne tilsidesættes helt eller delvis.

Præceptive regler = ufravigelige regler


58 · AFTALERET · KAPITEL 3

Mundtlig aftale

Bevisbyrde

Ordet “aftale”

Gensidigt løfte

I dansk ret er en mundtlig aftale lige så juridisk bindende som en skriftlig aftale. Det er allerede fastslået i 1683 af Christian V’s Danske Lov 5-1-1, der siger: “Éen hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.” Den part der hævder, at en mundtlig aftale er indgået, har bevisbyrden for den mundtlige aftales eksistens og indhold. Ulempen ved mundtlige aftaler er, at det ved efterfølgende uenighed kan være vanskeligt at få klarlagt, hvad der oprindeligt var aftalt, særligt hvis der ikke var vidner, som overhørte aftalens indgåelse. Opstår der konflikt i sådanne sager, bliver der ofte tale om påstand mod påstand, og vælger de uenige parter at indbringe en sådan sag for en domstol, er resultatet af retssagen ofte meget usikker og derfor svær at forudsige. Det må derfor som udgangspunkt frarådes, at en virksomheds aftalegrundlag alene beror på mundtlige aftaler. Skriftlige aftaler er at foretrække, men i en travl hverdag er det ikke praktisk muligt at indgå alle virksomhedens aftaler på skrift. Hvis der indgås mundtlige aftaler af en vis betydning, er det i praksis en god idé, efterfølgende at få den mundtlige aftale bekræftet skriftligt, fx pr. brev, fax eller e-mail. Ordet “aftale” har mange synonymer, såsom pagt, traktat, kontrakt, overenskomst, charter, vedtægt, vedtagelse, konvention, studehandel. En aftale indgås ved, at to eller flere parter indbyrdes aftaler at forpligte sig til at levere en ydelse og en modydelse, fx når der mellem en sælger og en køber indgås en aftale om, at sælger skal levere en vare til køber, mod at køber samtidig modtager og betaler for varen. Der skal være tale om et gensidigt løfte, der forpligter to eller flere parter. Man taler om en gensidigt bebyrdende aftale.

Gensidigt bebyrdende aftale Varer/ydelse Sælger

Køber Penge/modydelse

Fig. 3.2 To aftaleparter, der indgår en aftale om udveksling af ydelser.

Ensidigt løfte

Ovennævnte fig. 3.2 viser, at begge parter afgiver et løfte, hvorved begge parter bliver forpligtet i henhold til aftalen. Et ensidigt løfte er derimod karakteriseret ved, at der ikke er nogen modydelse, og der kræves ikke en accept, fx ved arv ifølge testamente eller et gaveløfte. I et testamente beslutter testator, hvem der skal arve ham. Testator afgiver en erklæring i et testamente, som skaber en forventning hos arvingen, men arvingen skal ikke yde noget til gengæld. Det samme gælder i gavesituationen, hvor gaven gives, uden at modtageren skal yde noget til gengæld, fx et skriftligt gaveløfte: “Hermed har jeg den glæde at donere 50.000 kr. til Inges Kattehjem.”


KAPITEL 3 · AFTALERET · 59

Ensidigt løfte

Arv Testator

Arving

Fig. 3.3 Et ensidigt løfte.

Der er i arv og gavesituationen tale om et ensidigt løfte, hvor kun den ene part forpligter sig til at yde. Der er ingen modydelse fra den anden part. Arv og gave er derfor ikke udtryk for en aftale. Et løfte kan komme til udtryk på forskellig måde. Et løfte kan afgives som et udtrykkeligt løfte, og vil typisk foreligge mundtligt eller skriftligt og være udtrykt klart og præcist. En anden type løfte er et stiltiende løfte, der kan udledes af den passivitet, der udvises i en konkret situation, fx ved undladt reklamation. Modtager en forsikringstager et sæt ændrede forsikringsbetingelser på sin indboforsikring med en forhøjet præmiebetaling, og undlader forsikringstager at reklamere, har forsikringstager ved sin passivitet afgivet et løfte om betaling af den nye forhøjede forsikringspræmie. Et løfte kan også komme til udtryk ved selve den handling eller adfærd den forpligtede foretager sig, fx ved stige på et S-tog. Når man som passager sætter sig ind i et tog, afgiver man ved denne handling et stiltiende løfte om at ville betale en billetpris.

1.1 Parterne og juridisk terminologi Aftalelovens kapitel 1 handler om aftaleindgåelse, om afgivelse af løfter (viljeserklæringer) og indgåelse af gensidigt bebyrdende aftaler, som vi alle indgår mange gange i løbet af en dag, det være sig som privatperson, virksomhed eller som ansat i en virksomhed. En gensidig aftale kan indgås på sælgers initiativ eller på købers initiativ, og i juridisk sprogbrug er terminologien forskellig afhængig af, hvilken situation der er tale om. Situation 1: Sælger tager initiativ til aftale. a) Sælger sender tilbud til køber

Sælger (tilbudsgiver)

Køber (tilbudsmodtager) b) Køber sender accept/ordre

Fig. 3.4 Sprogbrug og juridisk terminologi i den situation, hvor aftale indgås på baggrund af sælgers initiativ.

Udtrykkeligt løfte

Stiltiende løfte

Handling og adfærd kan forpligte


60 · AFTALERET · KAPITEL 3

Situation 2: Køber tager initiativ til aftale.

a) Køber sender købstilbud/ordre til sælger

Sælger (tilbudsmodtager)

Køber (tilbudsgiver) b) Sælger sender accept/ordrebekræftelse

Fig. 3.5 Sprogbrug og juridisk terminologi i den situation, hvor aftale indgås på baggrund af købers initiativ.

Tilbudsgiver og ­t ilbudsmodtager

I fig. 3.4 er illustreret den situation, hvor sælger af en vare tager det første initiativ til at sende et tilbud til køber. I juridisk terminologi kaldes sælger for tilbudsgiver, mens køber kaldes for tilbudsmodtager. Omvendt ses i fig. 3.5, hvor køber af en vare tager det første initiativ ved at sende et købstilbud eller ordre til sælger. Køber kaldes i den situation for tilbudsgiver, mens sælger benævnes tilbudsmodtager. Om man i juridisk terminologi betragtes som en “tilbudsgiver” eller “tilbudsmodtager” afhænger af, hvem af parterne der tager det første initiativ til at indgå en aftale.

1.2 Aftalemodellen

Deklaratorisk

Aftalemodellen

Aftalelovens regler om aftaleindgåelse er beskrevet i lovens kapitel 1, §§ 1-9, og gælder for aftaler mellem privatpersoner, erhvervsdrivende og offentlige virksomheder. Aftalelovens § 2-9 om aftaleindgåelse er deklaratoriske, hvilket betyder at lovreglerne er fravigelige. Aftaleparterne kan indgå aftaler på en anden måde end beskrevet i aftalelovens §§ 2 – 9, men er intet særligt aftalt, eller andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, gælder AFTL § 2 – 9. I aftaleretten handler det indledningsvis om at få slået fast, om der overhovedet er indgået en bindende aftale mellem parterne, og i vurderingen heraf spiller aftalemodellen en vigtig rolle.

Aftalelovens aftalemodel 1/8 2/8 2/8 5/8 6/8 6/8 8/8 DK Elbiler

Green Auto

Green Auto

Green Auto

DK Elbiler

DK Elbiler

sender modtager læser sender modtager læser acceptfrist tilbud tilbud tilbud accept accept accept udløber

kommet kundskabs- frem øjeblikket Fig. 3.6 Aftalelovens aftalemodel.

kommet kundskabsfrem øjeblikket


KAPITEL 3 · AFTALERET · 61

Figur 3.6 viser tiden fra sælger afsender et tilbud, og frem til accepten er kommet retur fra køber og kommet sælger til kundskab: • Salgschef Peter Hansen fra DK Elbiler A/S sender den 1/8 et tilbud til Green Auto A/S på 30 elbiler til 185.000 kr. pr. stk. • I tilbudsbrevet er angivet en acceptfrist den 8/8. • Tilbuddet kommer frem til Green Auto A/S dagen efter, dvs. den 2/8 og tilbuddet læses samme eftermiddag. • Green Auto A/S overvejer tilbuddet et par dage og sender overensstemmende accept til DK Elbiler A/S den 5/8. • Acceptskrivelsen kommer frem den 6/8 inden acceptfristens udløb og læses samme eftermiddag af DK Elbiler A/S. Ovennævnte eksempel er en beskrivelse af “best case scenario”, og en aftale, der indgås efter det mønster, vil være juridisk bindende for begge parter. Parterne har i ovennævnte eksempel i fig. 3.6 indgået en gensidigt bebyrdende aftale. Aftalen er indgået og er juridisk bindende for parterne, når accepten er kommet frem til sælger, jf. AFTL § 2, stk. 1. Når en aftale betegnes som juridisk bindende, betyder det, at aftalen skal opfyldes efter sit indhold, dvs. de parter som har indgået aftalen, er forpligtet til at opfylde deres del af aftalen. Sker det ikke, kan det få konsekvenser for den part som misligholder aftalen. Når en aftale kan forlanges opfyldt efter sit indhold, betyder det, at sælger, DK Elbiler A/S, er forpligtet til at levere det rette antal varer, i den rigtige kvalitet, og på det aftalte tidspunkt, mens køber, Green Auto A/S, er forpligtet til at tage imod varen og betale den aftalte pris til tiden. Opfylder den ene part ikke sine forpligtelser i overensstemmelse med den indgåede aftale, er der i juridisk terminologi tale om misligholdelse af aftalen. Misligholdelse kan fx komme på tale, hvis DK Elbiler A/S ikke leverer elbilerne til tiden. Køber, Green Auto A/S, vil have flere reaktionsmuligheder og rettigheder, som de vil kunne gøre gældende i henhold til købeloven. Disse reaktionsmuligheder kaldes misligholdelsesbeføjelser, og som eksempel kan køber gøre krav på erstatning for et eventuelt økonomisk tab, som køber måtte have lidt på grund af den forsinkede levering. Disse beføjelser og problemstillinger, der reguleres af købeloven, gennemgås i kapitel 7. Men inden vi overhovedet når dertil, er der mange forskellige problemer, som kan opstå i forbindelse med aftaleindgåelse, og inden en aftale kan betragtes som juridisk bindende. De juridiske udfordringer ved aftaleindgåelse vil blive gennemgået nedenfor i kronologisk rækkefølge, set i forhold til tidslinjen ovenfor i fig. 3.6. Emnerne er følgende: • Tilbud (1.3) • Afslag på tilbud (1.4) • Accept (1.5) • Tilbagekaldelse af tilbud og accept (1.6) • Uoverensstemmende accept (1.7)

Aftale mellem DK Elbiler A/S og Green Auto A/S

Juridisk bindende aftale

Misligholdelse af en købsaftale reguleres af købeloven


62 · AFTALERET · KAPITEL 3

1.3 Tilbud Udgangspunktet er, at et tilbud er et løfte, der binder tilbudsgiver og dermed forpligter tilbudsgiver til at opfylde sin del af aftalen, jf. AFTL § 1. Tilbuddet bliver bindende i det øjeblik tilbudsmodtager får kendskab til tilbuddets indhold. Tilbudsgiver skal stå ved sit tilbud helt frem til det tidspunkt, hvor acceptfristen udløber. Har tilbudsmodtager ikke accepteret tilbuddet inden acceptfristens udløb, bortfalder tilbuddet. Komme frem og komme til kundskab

Aftalelovens aftalemodel sondrer imellem to “tidsfaktorer”, i forbindelse med aftaleindgåelsen. Et tilbud er kommet frem, når det er modtaget i tilbudsmodtagerens brevkasse eller på lignende måde, fx i indbakken, så modtageren under normale omstændigheder ville kunne gøre sig bekendt med indholdet. Men tilbuddet er ikke læst endnu. Et tilbud er kommet til kundskab, når modtageren er blevet bekendt med indholdet, dvs. har hørt eller har læst tilbuddet.

Aftalelovens aftalemodel 1/8 2/8 2/8 8/8 DK Elbiler

Green Auto

Green Auto

sender modtager læser acceptfrist tilbud tilbud tilbud udløber

kommet frem

kundskabs- øjeblikket

Fig. 3.7 er et uddrag af fig. 3.6: Når tilbuddet er kommet til kundskab, er det bindende for tilbudsgiver, indtil acceptfristen er udløbet.

1.3.1 Opfordring til tilbud Opfordring til tilbud

Katalog og trykte annoncer

Nogle typer tilbud er ikke bindende for sælger, selvom tilbuddet kommer til købers kundskab. Tilbuddet kan have en sådan karakter, at der alene er tale om opfordring til tilbud. Opfordringen ligger i henvendelsen til kunden om at afgive et købstilbud til sælger, fx med henvisning til en annonce eller en prisliste. Disse henvendelser fra sælger er i princippet reguleret i AFTL § 9. Hvis DK Elbiler A/S skriver til Green Auto A/S, at de for tiden kan købe elbiler for 185.000 kr. pr. stk, men tilføjer “uden forbindtlighed”, “uden obligo” eller lignende udtryk, såsom “med forbehold for …” er der ifølge § 9 kun tale om en opfordring fra DK Elbiler A/S til Green Auto A/S om, at Green Auto A/S kan komme med et købstilbud. En prisliste eller et katalog, der sendes ud til et større antal potentielle kunder, er også at betragte som en opfordring til kunderne om at afgive et købstilbud, og er ikke bindende for sælger. Det samme gælder for trykte annoncer, fx et


KAPITEL 3 · AFTALERET · 63

supermarkeds ugentlige annoncering i lokalavisen. Når kunden kommer ned i supermarkedet, kan prisen godt have ændret sig, eller der kan være udsolgt, uden at kunden derved har et krav at rette mod sælger. Eksempel

Spørgsmål til Forbrugerombudsmanden: I et reklamekatalog var et “syngende juletræ” på 60 cm til salg for 99,95 (spar 100,- kr.). Da jeg kom ind i butikken og ville købe juletræet, forlangte de 149,- kr. Jeg protesterede og henviste til reklamen, men fik oplyst, at der var sket en trykfejl. Sælgeren sagde til mig, at der stod “forbehold for trykfejl” i kataloget. Dette kontrollerede jeg senere og konstaterede, at der intet står om forbehold. Har jeg ret til at købe varen til den annoncerede lave pris? Svar: Nej, forretningen har ikke pligt til at sælge dig varen til den lave pris. Prisoplysninger i annoncer skal være korrekte, men disse er ikke bindende. Forbrugerklagenævnet har truffet afgørelse om, at oplysninger, herunder prisoplysninger i annoncer ikke er et tilbud, men en opfordring til forbrugerne om at fremsætte tilbud om køb ved en henvendelse til sælgeren. Sælgeren kan så afvise at acceptere forbrugerens tilbud. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det dog i strid med god markedsføringsskik, jævnfør markedsføringslovens § 1, ikke at sælge varen til den pris, der er annonceret med i prisannoncer. Kilde: www.forbrug.dk, FAQ, 16. marts 2004.

At annoncer og reklamer ikke anses for bindende tilbud, men kun som opfordringer til kunden om at komme med et købstilbud, skyldes især hensynet til sælgerne. Hvis et tilbud i en annonce skulle være bindende, ville sælger kunne blive bundet ved en uventet stor mængde bestillinger/accepter fra interesserede annonce- eller reklamelæsere. Hvis man modsat retspraksis anså et tilbud i et katalog for bindende for sælger, og sælger efter 150 salg må melde udsolgt, ville konsekvensen efter de køberetlige regler være, at køber havde ret til at købe en tilsvarende vare et andet sted. Hvis varens pris var højere hos sælger 2, ville køber i henhold til købeloven have ret til erstatning fra den oprindelige sælger 1. Erstatningsbeløbet ville udgøre differencen mellem den annoncerede pris hos sælger 1 og den højere pris hos sælger 2. Den situation ville være uholdbar for de erhvervsdrivende, der anvender annoncer som markedsføringsværktøj. Tilbud i annoncer og reklamer er derfor som udgangspunkt ikke at betragte som et bindende tilbud, men alene en opfordring til tilbud, jf. AFTL § 9. Det samme gælder TV- og radioreklamer, der heller ikke er at betragte som et bindende tilbud, men alene en opfordring til at afgive tilbud. Dog bemærkes, at en forretningsdrivende kan ifalde en bøde, hvis der i forretningen forlanges en højere pris end den annoncerede pris i fjernsyns- eller radioreklamen, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1 om vildledende og urigtig markedsføring. Anderledes forholder det sig, når en vare er udstillet med pris i et butiksvin-

TV- og radioreklamer

Pris i butiksvindue


64 · AFTALERET · KAPITEL 3

Annoncer på internettet

Inter-aktiv hjemmeside?

Sælger har råderet over web-sitet

due. Prismærkningen på den pågældende vare er et bindende tilbud, og sælger er forpligtet til at sælge varen til den anførte pris, medmindre kunden burde indse, at der var tale om en fejl. Hvis en normalpris for et særligt anerkendt designerfjernsyn med surround-sound er 60.000 kr., men i butikken er prismærket til 6.000 kr., kan kunden ikke forlange fjernsynet til den anførte pris i butikken, da kunden burde have indset, at der var tale om en fejl. Er en web-annonce et bindende tilbud? Retspraksis og den juridiske litteratur kan på dette område ikke give os et klart svar. E-handel er et godt eksempel på et retsområde, hvor lovgivningen ikke kan følge med den teknologiske udvikling. Men her er nogle synspunkter, som kan bidrage til at besvare spørgsmålet. Indledningsvis kan man se på, om der er tale om en interaktiv hjemmeside, hvor der er mulighed for aftaleindgåelse ved tilbud og accept, bestilling af varer og betaling mv., eller om der er tale om en ikke-interaktiv hjemmeside, hvor hjemmesiden kun giver informationer om varen, og henviser til at tage kontakt til sælger på anden måde, fx via e-mail, SMS eller lignende. “Livet” på den interak­ tive hjemmeside taler for, at tilbud på hjemmesiden er bindende tilbud, mens præsentation af varerne på den ikke-interaktive hjemmeside alene er en opfordring til interesserede købere om at komme med et tilbud, og derfor ikke er bindende. Priser på varer der annonceres på internettet, er bindende tilbud, hvis sælger har råderet over web-sitet og indholdet på hjemmesiden. Situationen kan sammenlignes med at gå ind i en almindelig forretning for at købe en vare, hvor butiksindehaveren kan ændre prisskiltene i butiksvinduerne let og hurtigt. Hvis sælger har samme råderet over sin web-butik og kan ændre vareudbud og priser ligeså hurtigt som i en almindelig forretning, taler det for, at tilbuddene på websitet er bindende for sælger. Sælger må derfor være ligeså omhyggelig med sin prisskiltning på internettet, som hvis det var en almindelig butik. Læs mere om e-handel i kapitel 11.

1.4 Afslag på tilbud Hvis DK Elbiler A/S sender et tilbud til Green Auto A/S, og Green Auto A/S ikke er interesseret og derfor forholder sig passiv, bortfalder tilbuddet ved acceptfristens udløb. Hvis Green Auto A/S i stedet sender et afslag på tilbuddet, er tilbuddet bortfaldet, når DK Elbiler A/S læser afslaget, jf. AFTL § 5, uanset om acceptfristen er udløbet eller ej. Når afslaget er kommet til kundskab, kan DK Elbiler A/S frit afhænde de tilbudte biler til andre kunder.

1.5 Accept Rettidig accept?

Som vi har konstateret ovenfor, er et tilbud bindende for tilbudsgiver i det øjeblik tilbuddet kommer til kundskab, men hvor længe er det bindende for tilbudsgiver? Hvor længe skal tilbudsgiver være forpligtet til at kunne levere den ydelse han tilbyder? Indledningsvis skal det slås fast, at når tilbuddet er kommet til kundskab, er tilbudsgiver bundet af sit tilbud helt frem til det tidspunkt, hvor acceptfristen udløber.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 65

1.5.1 Frist er fastsat i tilbuddet Det nemmeste for alle parter er, at tilbudsgiver sørger for at anføre en frist for accept i sit tilbud fx “Dette tilbud er gældende til og med den 1. oktober

Acceptfrist fastsat i tilbud

2011.”

Hvis tilbudsmodtager vil tage imod tilbuddet, skal tilbudsmodtager sørge for at acceptere inden fristens udløb, fx ved at sende en ordrebestilling. Accepten er rettidig, hvis den er kommet frem hos tilbudsgiver inden acceptfristens udløb, jf. AFTL § 2, stk. 1. Accepten behøver ikke at komme til kundskab. 1.5.2 Frist er ikke fastsat i tilbuddet – den legale acceptfrist Som anført ovenfor er accepten rettidig, når blot den er kommet frem til tilbudsgiver inden fristens udløb, men hvad nu hvis der ikke er angivet nogen frist for accept i tilbuddet? Hvis tilbudsgiver ikke har fastsat en acceptfrist i sit tilbud, opstiller AFTL § 3 nogle kriterier, som skal indgå i bedømmelsen af, om en accept er rettidig eller ej. Det kaldes den legale acceptfrist og er baseret på tilbudsgivers forestillinger om et rimeligt tidsforbrug, som må påregnes set i forhold til, hvilken type varer og hvilken type tilbud, der er tale om. Tidsforbruget består af 3 elementer:

Acceptfrist ikke fastsat: den legale ­acceptfrist

1. Tidsforbruget ved fremsendelse af tilbud

Dette punkt giver sjældent anledning til problemer, da afsender generelt har en idé om tidsforbruget ved den valgte forsendelsesmåde. Ved fremsendelse med almindelig post inden for Danmarks grænser er det almindeligt antaget i retspraksis, at en afsender må kunne forvente, at et brev under normale omstændigheder kan nå frem næste dag, hvis afsender vælger A-post. Ved forsendelse som B-post, kan der gå længere tid.

Tidsforbrug ved ­f remsendelse

2. Rimelig betænkningstid hos modtageren

Ved bedømmelse af rimelig betænkningstid hos modtageren, skal der tages hensyn til tilbuddets karakter, herunder: • Tilbuddets overskuelighed, kompleksitet og omfang. Jo mere komplekst tilbuddet er, desto længere betænkningstid. En stor byggesag med 47 bilag og mange økonomiske oversigter kræver længere betænkningstid end 2 siders tilbud på levering af julekurve til virksomhedens 15 ansatte. • Tilbuddets økonomiske betydning. • De tilbudte varers holdbarhed, fx letfordærvelige madvarer, frugt, grøntsager mv., forkorter betænkningstiden. • Handel på prisfølsomme markeder med hyppige prisudsving og usikkerheder, forkorter betænkningstiden.

Rimelig betænkningstid

3. Tidsforbruget ved tilbagesendelse af accepten

I AFTL § 3 antydes det, at der ved bedømmelsen af tidsforbruget ved returnering af accepten, skal tages udgangspunkt i den samme forsendelsesmåde, som tilbudsgiver anvendte ved sin fremsendelse af tilbud, dvs. hvis tilbudsgiver sendte sit tilbud pr. brev, skal accepten sendes retur til tilbudsgiver på samme måde.

Tidsforbrug ved tilbagesendelse


66 · AFTALERET · KAPITEL 3

Længere betænkningstid kan dog opnås ved, at tilbudsmodtager returnerer sin accept ved anvendelse af en hurtigere forsendelsesmåde end den, tilbudsgiver anvendte ved sin fremsendelse af tilbuddet, fx e-mail, telefax eller SMS. Fremsendelsestid + rimelig betækningstid + tilbagesendelsestid = den legale acceptfrist

Mundtlige tilbud uden acceptfrist

Hovedregel: Nyt tilbud

Det skal vurderes helt konkret fra sag til sag og ved at sammenholde alle 3 elementer, om accepten er rettidig i forhold til den legale acceptfrist. Tilbud der fremsættes mundtligt uden acceptfrist, skal accepteres straks, ellers er tilbuddet bortfaldet, jf. AFTL § 3, stk. 2. 1.5.3 Retsvirkninger af forsinket accept En forsinket accept anses som et nyt tilbud, jf. AFTL § 4, stk. 1, og man kan sige, at parterne i den situation bytter roller. Den forsinkede accept foreligger nu som et nyt tilbud til den oprindelige tilbudsgiver. Accepten sendt rettidigt, men kommer for sent frem

1. DK Elbiler A/S (TG) sender den 15/9 tilbud til Green Auto A/S med acceptfrist 1/10

2. Green Auto A/S (TM) returnerer accept til DK Elbiler A/S (TG)den 28/9

3. Accept fra Green Auto A/S når frem til DK Elbiler den 2/10 – kommer for sent frem

Fig. 3.8 Accepten er sendt rettidigt, men accepten kommer for sent frem til den oprindelige tilbudsgiver, DK Elbiler A/S, fx på grund af en fejl hos postvæsenet.

Hovedregel: Ikke pligt til at levere

Den forsinkede accept bliver i stedet til et købstilbud fra Green Auto A/S til DK Elbiler A/S, som DK Elbiler kan vælge at acceptere, afslå eller forholde sig passiv over for. Har DK Elbiler A/S flere af de pågældende produkter på lager, kan de blot acceptere købstilbuddet fra Green Auto A/S og sende leverancen afsted. Ved forsinket accept har DK Elbiler A/S som hovedregel ikke pligt til at levere, i modsætning til hvis accepten fra Green Auto A/S havde været rettidig. Hvis DK Elbiler A/S vælger at ignorere den forsinkede accept, skal virksomhe-


KAPITEL 3 · AFTALERET · 67

den dog lige være opmærksom på undtagelsen i AFTL § 4, stk. 2, der siger, at hvis tilbudsgiver må indse, at tilbudsmodtager går ud fra, at accepten er kommet frem rettidigt, skal tilbudsgiver reagere over for tilbudsmodtager, idet han ved passivitet ellers risikerer at være bundet af aftalen. Det betyder, at hvis Green Auto A/S går ud fra, at accepten er rettidig, og DK Elbiler A/S burde have indset dette, fx ud fra poststempel og datering på brevet, er DK Elbiler A/S alligevel forpligtet til at opfylde aftalen, hvis de vælger ikke at reagere. Af ovennævnte illustration i fig. 3.8 fremgår, at Green Auto A/S sender accept afsted den 28/9, og de har en forventning om, at brevet med accepten når frem til DK Elbiler A/S dagen efter, dvs. inden acceptfristens udløb. Green Auto A/S er i den tro, at alt er i den skønneste orden, og at der er indgået en aftale. De afventer herefter levering af deres nye elbiler. En fejl hos postvæsenet betyder, at accepten først kommer frem til DK Elbiler A/S den 2/10, hvilket Green Auto A/S er uvidende om. Ud fra acceptbrevets datering og datostempel på brevet bør DK Elbiler A/S indse, at Green Auto A/S tror, at accepten er rettidig. Hvis DK Elbiler Biler A/S derfor ikke kan eller vil levere, skal DK Elbiler A/S meddele dette til Green Auto A/S uden ugrundet ophold, dvs. snarest muligt. En sådan meddelelse kaldes pligtmæssig reklamation. Undlader DK Elbiler A/S at reagere, er de bundet af aftalen, og Green Auto A/S kan forlange aftalen opfyldt, jf. AFTL § 4, stk. 2. Som det fremgår af AFTL § 4, stk. 2, skal DK Elbiler A/S sørge for at “give meddelelse” hvis de ikke vil være bundet af den forsinkede accept. Det kalder man i juridisk terminologi, at DK Elbiler A/S skal sørge for “pligtmæssig reklamation.”

1.6 Tilbagekaldelse af tilbud og accept Eksempel

Det er onsdag og klokken er 16.00. Salgschef Peter Hansen hos DK Elbiler A/S er ved at rydde sit skrivebord for dagens løste opgaver. Han opdager, at der er sendt et tilbud til Green Auto A/S, som ønsker at købe 30 elbiler med henblik på videresalg. Salgsprisen i tilbuddet er ved en fejl sat for lavt, og tilbuddet er blevet sendt med dagens øvrige post. Er virksomheden bundet af tilbuddet og dermed forpligtet til at sælge elbilerne til den lave pris? Ja, medmindre salgschefen kan nå at tilbagekalde tilbuddet.

Et tilbud eller en accept som ønskes tilbagekaldt (annulleret) kræver en hurtig reaktion. Tilbagekaldelsen skal komme frem inden eller senest samtidig med, at tilbuddet eller accepten kommer til kundskab, jf. AFTL § 7. Det betyder, at tilbagekaldelsen skal komme frem før tilbuddet læses, men da tilbagekaldelsen har virkning allerede fra det tidspunkt, det er kommet frem, og ikke først når det er kommet til kundskab, er en tilbagekaldelse rettidig, hvis den ligger i samme postbunke som tilbuddet eller accepten. En modtager af en sådan tilbagekaldelse kunne have en økonomisk interesse

Undtagelse

Meddelelse / pligtmæssig reklamation


68 · AFTALERET · KAPITEL 3

i at hævde, at tilbagekaldelsen ikke er kommet til kundskab, og at den lave pris i tilbuddet derfor skal stå ved magt. Men den går ikke. Den situation har lovgiver taget højde for i AFTL § 7 ved at fastslå, at en tilbagekaldelse får virkning allerede fra det tidspunkt tilbagekaldelsen er kommet frem, og ikke først når indholdet er læst. Lovgivers begrundelse for at give en tilbagekaldelse virkning allerede, når den er kommet frem, og ikke først når den er læst, er at en tilbagekaldelse ofte vil være en ubehagelig besked for modtageren, der kunne have en interesse i at ignorere tilbagekaldelsen. Hvis meddelelsen om tilbagekaldelsen blot er kommet frem til modtageren senest samtidig med, at det oprindelige tilbud er kommet til modtagerens kundskab, er tilbagekaldelsen rettidig, jf. AFTL § 7, og tilbuddet skal betragtes som annulleret og bortfaldet. Aftalemodellen – tilbagekaldelse 1/8 2/8 3/8 DK Elbiler

Green Auto

Green Auto

sender modtager læser tilbud tilbud tilbud

kommet frem

kundskabs- øjeblikket

Fig. 3.9 Er et uddrag af fig. 3.6: Tilbagekaldelsen skal komme frem forinden eller senest samtidig med at tilbud kommer til kundskab/bliver læst, jf. AFTL § 7.

I praksis betyder det for DK Elbiler A/S, at salgschefen skal sørge for at tilbagekaldelsen af tilbuddet kommer frem til Green Auto A/S senest samtidig med, at tilbuddet kommer til kundskab, dvs. bliver læst hos Green Auto A/S, hvilket formentlig sker næste morgen den 2. august, når morgenposten åbnes og gennemgås. Tilbagekaldelsen kan altså få virkning, selvom Green Auto A/S ikke læser tilbagekaldelsen. Den skal blot være kommet frem, og ligge i samme postbunke som tilbuddet. At sende tilbagekaldelsen med almindelig post er måske tilstrækkeligt i dette tilfælde under forudsætning af, at salgschefen er sikker på, at brevet med tilbagekaldelsen vil nå frem dagen efter med morgenposten. Men hvis salgschef Peter Hansen vil være helt sikker på at tilbagekaldelsen når frem senest samtidig med at tilbuddet læses, er det tilrådeligt at bruge en hurtigere fremsendelsesmåde end almindeligt brev. Tilbagekaldelsen kan fx sendes som telefax, e-mail, sendes med bud eller ske ved en telefonopringning. Hvis salgschef Peter Hansen i stedet vælger at ignorere den skete fejl og tager hjem uden at tilbagekalde tilbuddet, er virksomheden DK Elbiler A/S som udgangspunkt bundet af det fremsendte tilbud med den lave pris, i det øjeblik tilbuddet kommer til kundskab.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 69

Der er dog den undtagelse, at DK Elbiler A/S ikke kan blive bundet af tilbuddet, hvis Green Auto A/S burde have indset, at prisen var sat for lavt. Men er Green Auto A/S i god tro om prisen, er tilbuddet bindende, og der skal leveres 30 elbiler til den lave pris. Spørgsmålet om god og ond tro i forbindelse med aftaleindgåelse, behandles nærmere under afsnit 2 om ugyldige aftaler. Hvis en tilbudsgiver vælger at tilbagekalde et tilbud pr. brev, og vil sikre sig et bevis for, at tilbagekaldelsen er kommet frem, kan det være en idé at sende tilbagekaldelsen med anbefalet brev. Når postbuddet afleverer et anbefalet brev, kvitterer modtager for brevets modtagelse, og afsender har dermed et bevis for at tilbagekaldelsen er kommet frem. Er modtageren derimod ikke hjemme, tager postbuddet brevet med, men der afleveres en anmeldelse i modtagerens brevkasse, hvoraf det fremgår, at der ligger et anbefalet brev til afhentning på det lokale posthus. I henhold til retspraksis kan en anmeldelse af denne type ikke sidestilles med et brev der er kommet frem, hvorfor anvendelse af anbefalet brev i en tilbagekaldelsessituation ikke altid er tilstrækkeligt. En telefaxmeddelelse er kommet frem, når meddelelsen er udskrevet, hvilket sker automatisk hos modtager, idet en telefaxmaskine normalt altid er tændt. Ved afsendelse af en telefax kan afsenderen samtidig få udskrevet en kvittering for faxens afsendelse og modtagelse. Kvitteringen kan anvendes som bevis for, at telefaxmeddelelsen er kommet frem til modtager. Manglende udskrivning af faxmeddelelsen hos modtager, fx på grund af tekniske problemer, manglende papir eller lignende, vil ofte fremgå som fejlmeddelelse på afsenderens kvittering, og i det tilfælde må afsender finde andre veje for at få meddelelsen frem. De fleste e-mails kommer frem ganske kort tid efter de er afsendt. En e-mail anses for at være kommet frem, når modtageren har adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen, dvs. når meddelelsen er tilgængelig på modtagerens mailserver eller modtagerens e-mailsystem, fx i indbakken. En SMS anses for at være kommet frem, når den er registreret i mobiltelefonen. En særlig problemstilling kan opstå hvis mailserveren er nede, og mailen med tilbagekaldelsen derfor ikke er tilgængelig i modtagerens indbakke. Hvis e-mail er den sædvanlige kommunikationsform imellem parterne, har afsenderen gjort hvad han kunne, og det må være rimeligt at sige, at mailen er kommet frem, medmindre afsender modtager en fejlmeddelelse om det modsatte. Ud fra en rimelighedsbetragtning kan det ikke være afsenderens problem, at mailen ikke kommer frem på grund af modtagerens tekniske problemer med en mailserver. Til sammenligning: Hvis en tilbagekaldelse sendes som et almindeligt brev, men modtagerens postkasse er fjernet eller ikke tilgængelig, kan brevet ikke kan afleveres. Det bør ikke komme afsender til skade, at modtager ikke har “orden” i sine postindgange. EU, ICC og FN har udgivet materiale om standardisering af EDI, idet organisationerne ønsker at virksomhederne handler og anvender de samme standarder for at skabe sikkerhed i samhandlen mellem virksomhederne, både nationalt og internationalt. Ved EDI (Electronic Data Intercharge) foregår der en kommunikation mellem to computere, der indgår aftaler ved at overføre og udveksle data uden menneskelig indblanding.

Anbefalet brev

Telefax

E-mail og SMS

EDI (Electronic Data Intercharge)


70 · AFTALERET · KAPITEL 3

Eksem p el

I virksomhed A kan et lagerstyringssystem registrere, at lageret er ved at være i bund efter en uges salg. I kombination med andre opstillede kriterier, såsom sæson, prisniveau mv., konkluderer A’s computer, at der skal bestilles 1000 stk. varer hos virksomhed B. A’s computer sender herefter automatisk en ordre til virksomhed B’s computer. Når B’s computer har modtaget denne ordre og sætter de fornødne procedurer i gang for at effektuere ordren, kan man sige, at ordren i henhold til aftaleloven på én gang er kommet frem og kommet til kundskab.

1.6.1 Tilbagekaldelse og re integra-reglen Re integra: Tilbagekaldelse selvom tilbud er kommet til kundskab

Som allerede fastslået ovenfor, er det hovedreglen i henhold til AFTL § 7, at tilbagekaldelse af et tilbud eller en accept kan ske, hvis tilbagekaldelsen er kommet frem forinden eller senest samtidig med, at tilbud eller accept er kommet til kundskab. En tilbagekaldelse af et tilbud eller en accept, der først kommer frem efter dette tidspunkt, har ikke nogen virkning, og afgiveren er bundet af sit tilbud eller accept. Men der findes en undtagelse til hovedreglen, som er beskrevet i AFTL § 39, 2. pkt. Undtagelsen kaldes “re integra-reglen,” og medfører at en tilbagekaldelse alligevel kan få virkning, selvom tilbagekaldelsen er kommet for sent frem. Lad os forestille os følgende scenario: Eksem p el

Medio september ringer Wellness Selandia A/S. De skal bruge 5 elbiler med firmalogo, og DK Elbiler A/S sender et tilbud afsted den 20. september. Den 6. oktober modtager DK Elbiler A/S en ordre/accept fra firmaet Wellness Selandia A/S om køb af 5 elbiler med påtrykt firmalogo. Bilerne skal have en særlig karrygul farve og firmalogoet på bagsmækken skal være sort. DK Elbiler A/S går samme dag i gang med at lakere de 5 biler i den rigtige farve og påføre logo. Den 8. oktober modtager DK Elbiler A/S en tilbagekaldelse fra Wellness Selandia. Firmaet ønsker ikke at gennemføre købet alligevel. Kan tilbagekaldelsen få nogen virkning?

Ovennævnte historie kan illustreres på følgende tidslinje: Tilbagekaldelse ikke rettidig 5/10 6/10 8/10 Wellness Selandia

DK Elbiler

DK Elbiler

sender accept

modtager og læser accept

modtager tilbagekaldelse fra Wellness Selandia

kommet frem og kundskab

kommet frem og kundskab

Fig. 3.10 Wellness Selandia A/S tilbagekalder deres accept for sent i henhold til AFTL § 7.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 71

At tilbagekaldelsen fra Wellness Selandia kommer frem efter DK Elbiler A/S har læst accepten, har som hovedregel den juridiske konsekvens, at tilbagekaldelsen er uvirksom i henhold til AFTL § 7, men kan re integra-reglen redde Wellness Selandia A/S? Re integra-reglen kan ikke påberåbes bare fordi Wellness Selandia A/S har fortrudt aftalen, der skal noget ganske særligt til. To betingelser for anvendelse af re integra-reglen skal være opfyldt: Betingelse 1: Tilbuddet eller accepten må ikke have virket bestemmende på

modtagerens handlemåde og Betingelse 2: Årsagen til at tilbagekaldelsen er kommet for sent frem, skyldes

særlige omstændigheder. Betingelse 1

Hvis re integra-reglen skal kunne bruges, må tilbuddet eller accepten ikke have virket bestemmende på løftemodtagerens handlemåde. Hvis modtageren af et løfte, fx et tilbud eller en accept, allerede har handlet i tillid til løftet, dvs. er begyndt at producere eller gennemføre ordren, og tilbagekaldelsen vil kunne medføre et økonomisk tab for ham, kan re integra-reglen ikke anvendes. I ovennævnte eksempel har ordren fra Wellness Selandia virket bestemmende på sælgers handlinger, idet DK Elbiler A/S allerede er i gang med at udføre ordren, da tilbagekaldelsen modtages. Re integra-reglen kan derfor ikke bruges i dette tilfælde, og hvis køber fastholder tilbagekaldelsen, og dermed ophæver købet, kan sælger forlange erstatning for sit økonomiske tab. Havde DK Elbiler A/S ikke iværksat ordren fra Wellness Selandia, ville re integra-reglen stadig være i spil, men betingelse 2 skal også være opfyldt, før køber kan slippe afsted med en for sen tilbagekaldelse uden konsekvenser.

Bet. 1: Bestemmende på handlemåde

Betingelse 2

Der skal foreligge særlige grunde til, at tilbagekaldelsen først er kommet frem, efter tilbud eller accept er kommet til kundskab, og de særlige grunde skal kunne karakteriseres som undskyldende omstændigheder. Hvad disse særlige grunde og undskyldende omstændigheder kan være, må vurderes konkret fra sag til sag. Domspraksis har i sjældne tilfælde tilladt, at en tilbagekaldelse kan få virkning, selvom tilbagekaldelsen er kommet for sent frem.

Bet. 2: Undskyldende omstændigheder


72 · AFTALERET · KAPITEL 3

afg ø rels e

U2007.1263 H – Direktørens tilbagekaldte opsigelse På et bestyrelsesmøde var der opstået uenighed om, hvorvidt privathospitalets direktør havde overskredet sine beføjelser. Direktøren fandt kritikken uberettiget, og under en telefonsamtale med bestyrelsesformanden senere på dagen, opsagde han sin stilling som direktør. Dagen efter meddelte bestyrelsen, at opsigelsen var modtaget og accepteret. Men senere samme dag tilbagekaldte direktøren sin opsigelse og meddelte, at han alligevel gerne ville blive. Bestyrelsen besluttede dog at fastholde at have modtaget direktørens opsigelse, og fritstillede direktøren. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, og AFTL § 39, 2. pkt. kunne anvendes i denne sag, dvs. direktørens tilbagekaldelse af opsigelsen havde virkning. På tilbagekaldelsestidspunktet havde opsigelsen nemlig ikke virket bestemmende på hospitalets eller bestyrelsens handlemåde. De særlige grunde eller undskyldende omstændigheder blev af direktørens advokat henført til den ophidsede stemning efter bestyrelsesmødet. Eftersom hospitalet uberettiget havde fastholdt opsigelsen og fritstillet direktøren, blev hospitalet dømt til at betale fratrædelsesgodtgørelse til direktøren svarende til 24 måneders løn, 2.767.275,90 kr. med tillæg af procesrente.

Meddelelse / pligtmæssig reklamation

1.6.2 Pligtmæssig reklamation Hidtil har vi konkluderet, at aftalelovens meddelelser, såsom tilbud, accept og tilbagekaldelse, kan få virkning, når de er kommet frem til modtager, eller de er kommet til kundskab. Et tilbud har bindende virkning, når det er kommet til kundskab, mens en accept og en tilbagekaldelse har bindende virkning for modtageren allerede, når de er kommet frem. Anderledes er det med pligtmæssige reklamationer. Disse typer meddelelser har i henhold til AFTL § 40 virkning allerede fra afsendelsestidspunktet, dvs. allerede fra det tidspunkt DK Elbiler A/S lægger deres brev i postkassen. Meddelelsen behøver ikke komme frem eller komme til kundskab, før den får virkning. Disse typer meddelelser er: • Meddelelse om forsinket accept, jf. AFTL § 4, stk. 2 • Meddelelse om uoverensstemmende accept, jf. AFTL § 6, stk. 2 • Opfordring til at afgive tilbud, jf. AFTL § 9 • Meddelelse om tilbagekaldt fuldmagt, jf. AFTL § 19 • Meddelelse om udøvet voldelig tvang, jf. AFTL § 28, stk. 2 • Meddelelse om kendskab til forvanskning, jf. AFTL § 32, stk. 2

1.7 Uoverensstemmende accept Hovedregel: Afslag og nyt tilbud

Et svar, som går ud på at tilbuddet accepteres, men som ikke stemmer overens med tilbuddet på grund af tilføjelser eller ændringer i form af tillæg, indskrænkninger eller forbehold, anses som hovedregel for et afslag i forbindelse med et nyt tilbud, jf. AFTL § 6, stk. 1.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 73

Eksempel

Virksomheden Skandia Møbeldesign producerer og distribuerer udvalgte skandinaviske designermøbler. Skandia Møbeldesign sender i efteråret et tilbud ud til udvalgte kunder med følgende ordlyd: ”Efterårstilbud: Designerstolen “Edderkoppen” i rød, á 1.540 kr. + moms pr. stk. Ved køb af 20 stk., da i alt 28.000 kr. + moms. Acceptfrist 1. november og til levering 1. december.” Kunden, Kønig Møbler, sender den 20. oktober en accept med følgende ordlyd: ”Mange tak for Deres fine efterårstilbud. Vi vil gerne have leveret 12 stk. designerstole i rød á 1.200 kr. + moms pr. stk.” Accepten er uoverensstemmende med tilbuddet, idet prisen i accepten er ændret. Hvordan skal Skandia Møbeldesign forholde sig?

Som anført i AFTL § 6, stk. 1, betragtes den uoverensstemmende accept som et nyt tilbud, eller som et modbud fra den oprindelige tilbudsmodtager Kønig Møbler. Den oprindelige tilbudsgiver Skandia Møbeldesign kan vælge at acceptere det nye tilbud/modbud, afslå det, forholde sig passiv og lade den potentielle aftale bortfalde, eller betragte modbuddet som et oplæg til en prisforhandling. Hvis Skandia Møbeldesign vælger at ignorere den uoverensstemmende accept, skal virksomheden dog lige være opmærksom på undtagelsen i AFTL § 6, stk. 2, der siger, at hvis tilbudsgiver (Skandia) må indse, at tilbudsmodtager (Kønig) går ud fra, at accepten er overensstemmende med tilbuddet, skal Skandia reagere over for tilbudsmodtager, idet Skandia ellers risikerer at være bundet af indholdet af den uoverensstemmende accept. Skandia skal ifølge lovbestemmelsen give meddelelse om, at de ikke ønsker at levere på de nye vilkår, som er nævnt i accepten. I ovennævnte eksempel afviger acceptprisen på 1.200 kr. dog væsentligt fra tilbudsprisen 1.540 kr. Skandia kan i dette tilfælde godt gå ud fra, at Kønig Møbler er bevidst om, at accepten er uoverensstemmende med tilbuddet. Der er tale om et modbud til Skandia og dermed et afslag på det oprindelige tilbud. Eftersom accepten afviger så klart fra tilbuddet, behøver Skandia ikke at give meddelelse til Kønig Møbler om, at de ikke ønsker at tage imod “modbuddet” på 1.200 kr. pr. stk. Meddelelse skal kun gives, hvis man ud fra en konkret vurdering kommer frem til, at Skandia burde have indset, at Kønig Møbler troede accepten var overensstemmende med tilbuddet. Anderledes havde det nok været, hvis der i accepten havde stået: ”Mange tak for Deres fine efterårstilbud. Vi vil gerne have leveret 12 stk. designerstole i rød á 1.450 kr. + moms pr. stk.”

Der kan være tale om en misforståelse hos kunden eller en simpel fejlskrift, idet beløbet ligner tilbudsprisen på 1.540 kr. Det er de samme cifre som går igen, men

Undtagelse: TM går ud fra …. og TG må indse


74 · AFTALERET · KAPITEL 3

Betingelse: God tro hos tilbudsmodtager

Fortolkning

bare i en anden rækkefølge. Her er det langt mere sandsynligt, at kunden går ud fra, at accepten er overensstemmende med tilbuddet, hvorfor det vil være tilrådeligt, at Skandia giver kunden besked om den uoverensstemmende accept, hvis Skandia ikke vil levere til 1.450 kr. pr. stol. Forholder Skandia sig passiv, risikerer de at blive bundet af den uoverensstemmende accept, herunder levering til 1.450 kr. pr. stol. God tro hos tilbudsmodtager, Kønig Møbler, er naturligvis en forudsætning. Hvis Kønig Møbler i acceptskrivelsen med vilje ændrer prisen fra 1.540 kr. til 1.450 kr. ved at bytte lidt rundt på cifrene, i håb om at Skandia Møbeldesign ikke opdager, at der har indsneget sig en fejl, og Kønig Møbler herefter forlanger levering med henvisning til den lavere pris i accepten, skal tilbudsgiver naturligvis ikke levere, da Kønig Møbler var i ond tro. Udgangspunktet for en overensstemmende accept må være, at accepten skal være et spejlbillede af tilbuddet, og er det ikke tilfældet, skal der foretages en konkret vurdering af, om afvigelsen er en bagatel eller af en sådan karakter, at accepten efter aftaleloven kan kaldes en “uoverensstemmende accept.” I accepten skal der være en afvigelse fra tilbuddet af en vis betydning, og lovbestemmelsen taler om, at disse afvigelser kan være i form af: • Tillæg • Indskrænkninger • Forbehold Der kan være tale om mange typer af afvigelser, fx i antal, leveringstid, farve, varens art, pris, kvalitet, vilkår for levering mv.

afgørelse

U2004.1490H – Aftale om levering af rapsolie ikke indgået Fabrikken F og Korn- og foderstofforretningen K havde tidligere indgået aftaler om K’s levering af bl.a. rapsolie til F. Under en telefonsamtale den 19. september 1997 mellem indkøberen hos F og direktøren hos K blev det aftalt, at K skulle levere 3.000 tons rapsolie til F til en pris af 3.752 kr. pr. ton. K sendte en ordrebekræftelse til F, som skulle bekræftes skriftligt af F. Ved returneringen af ordrebekræftelsen den 9. oktober 1997 skrev F en tilføjelse på ordrebekræftelsen om, at nogle særlige internationale regler – »Fosfa 72A, Voldgift i London . . .« – skulle gælde for aftalen. Den 13. oktober 1997 svarede K, at man anså kontrakten for bortfaldet, da F havde ændret på betingelserne. Parterne kunne ikke efterfølgende blive enige om vilkårene for handlen, som faldt til jorden. F anlagde sag mod K med påstand om erstatning i anledning af de manglende leverancer, og gjorde gældende, at det under telefonsamtalen den 19. september 1997 var blevet aftalt, at FOSFA-vilkårene skulle gælde. Landsretten og Højesteret frifandt K. Højesteret udtalte bl.a., at F’s påtegning af 9. oktober 1997 på ordrebekræftelsen indeholdt bestemmelser, der var så væsentlige for aftalens samlede indhold, at de krævede en udtrykkelig vedtagelse mellem parterne. Da parterne efterfølgende ikke kunne blive enige, var der ikke blevet indgået en endelig aftale mellem parterne. K havde derfor været berettiget til at nægte at levere rapsolien på de vilkår som F krævede.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 75

2. Aftalers ugyldighed I ovenstående afsnit 1 om aftaleindgåelse er de enkelte delelementer i aftalelovens aftalemodel beskrevet og gennemgået. Der er indgået en bindende aftale hvis: 1. Der er afgivet et bindende tilbud, som er kommet til kundskab, og som ikke er tilbagekaldt og 2. Der foreligger en rettidig og overensstemmende accept Selvom en aftale må anses for indgået, kan der være omstændigheder, som kan medføre, at et afgivet løfte er ugyldigt, med det resultat, at en indgået aftale erklæres ugyldig og falder til jorden. Disse omstændigheder kaldes ugyldighedsgrunde og vil blive gennemgået i det følgende. Der findes flere typer af mangler, som vil kunne resultere i, at aftalen rammes af ugyldighed. Forskellige typer af mangler Tilblivelsesmangler

Ugyldighed pga. omstændigheder ved aftalens indgåelse (tilblivelse), fx: • falsk, forfalskning, forvanskning, fuldmagtsoverskridelse, voldelig tvang, mekanisk tvang • svig, udnyttelse, simpel tvang, fejltagelse (fejlskrift), pro forma • tilblivelse i strid med almindelig hæderlighed og redelig handlemåde, AFTL §§ 33 og 36

Indholdsmangler

Ugyldighed pga. mangler ved selve aftalens indhold, fx: • i strid med loven • i strid med almindelig moral, almindelig hæderlighed, redelig handlemåde

Habilitetsmangler

Ugyldighed pga. manglende evne eller habilitet, fx: • inhabilitet, umyndighed, værgemål, fornuftsmangel

Fig. 3.11 Oversigt over de forskellige typer af mangler og ugyldighedsgrunde.

Ugyldige løfter Som nævnt i indledningen til dette kapitel, under afsnit 1 om aftaleindgåelse, er der i en gensidig aftale tale om 2 løfter. Den ene part (løftegiver) lover at levere en bestemt vare, og den anden (løftemodtager) afgiver et løfte om at ville modtage og betale for varen. Hvis ét af disse løfter rammes af en ugyldighedsgrund, kan det medføre, at hele aftalen er ugyldig. Et løfte er ugyldigt, hvis en løftemodtager eller en tredjemand har anvendt ulovlige midler for at fremkalde et løfte fra løftegiver.


76 · AFTALERET · KAPITEL 3

Eksem p el

En motorcykelforhandler sælger en brugt motorcykel til køber, og fortæller ikke at han har manipuleret kilometertælleren ned fra 90.000 km til 30.000 km. Forskellen i markedspris på en motorcykel med disse forskellige antal kørte kilometer er 50.000 kr. Køber (løftegiver) er meget begejstret over det lave kilometertal og afgiver på den baggrund straks et løfte om at ville købe motorcyklen. Ugyldigt løfte

Forhandler (Løftemodtager)

Køber (løftegiver) afgiver et løfte om at købe motorcyklen

Hvis det i stedet for motorcykelforhandleren er en tredjemand, der anvender ulovlige midler for at fremtvinge et løfte fra løftegiver, handler det i første omgang om at vurdere, hvorvidt løftemodtager (forhandleren) var i god eller ond tro om dette forhold. Eksem p el

Motorcykelforhandler Køber (løftegiver) tilbyder (løftemodtager) at købe motorcyklen Tredjemand Den tidligere ejer, som har sat motorcyklen til salg hos forhandleren, truer køber med tæsk, hvis han ikke køber motorcyklen. På den baggrund afgiver køber løfte til løftemodtager om køb af motorcyklen. Fig. 3.12 Tredjemand får køber til at afgive et løfte om køb.

Men er løftemodtageren i god eller ond tro? Definition af god og ond tro

God tro betyder, at løftemodtager (LM) ikke vidste og heller ikke burde vide, at løftet fra løftegiver (LG) var afgivet ved anvendelse af ulovlige midler. Ond tro handler om viden, og hvorvidt løftemodtager indså eller burde have indset, at løftet fra løftegiver var afgivet ved anvendelse af ulovlige midler. God eller ond tro har betydning i forhold til vurderingen af, om løftet fra løftegiver er ugyldigt, hvorved den indgåede aftale rammes af ugyldighed. Det er ikke muligt at lave en præcis afgrænsning af, hvornår der er tale om god og ond tro. Det beror på en konkret vurdering af den enkelte situation, og i en opgavebesvarelse bør opgaveløseren gøre opmærksom på problemstillingen, foretage en afvejning ud fra opgavens oplysninger og argumentere sig frem til den mest rimelige konklusion.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 77

De enkelte ugyldighedsgrunde vil blive gennemgået nedenfor, og de inddeles i stærke og svage ugyldighedsgrunde. Ved de stærke ugyldighedsgrunde har vurderingen af løftemodtagers gode eller onde tro ingen betydning. Løftet fra løftegiver er ugyldigt, uanset om løftemodtager er i god eller ond tro om ugyldighedsgrunden. Det kan begrundes med, at de stærke ugyldighedsgrunde har en grovere karakter end de svage ugyldighedsgrunde. • Hvis LM er i ond tro ¨ LG er ikke bundet af løftet (aftalen erklæres ugyldig) • Hvis LM er i god tro ¨ LG er ikke bundet af løftet (aftalen erklæres ugyldig)

God og ond tro ved stærke ugyldighedsgrunde

Anderledes forholder det sig med de svage ugyldighedsgrunde. I vurderingen af om løftet fra løftegiver bliver ramt af en ugyldighedsgrund, og løftet og aftalen derved falder til jorden, har det her betydning om løftemodtager er i god tro eller i ond tro. • Hvis LM er i ond tro ¨ LG er ikke bundet af løftet (aftalen erklæres ugyldig) • Hvis LM er i god tro ¨ LG er bundet af løftet (aftalen fortsat bindende)

God og ond tro ved svage ugyldighedsgrunde

Oversigt over stærke og svage ugyldighedsgrunde Stærke ugyldighedsgrunde

Svage ugyldighedsgrunde

Falsk og forfalskning.

Simpel tvang, AFTL § 29.

Forvanskning, AFTL § 32, stk. 2.

Svig, AFTL § 30.

Voldelig tvang, AFTL § 28, stk. 1.

Udnyttelse, AFTL § 31.

Umyndighed, værgemål, fornuftsmangel, værgemålsloven.

Fejlskrift eller anden fejltagelse, AFTL § 32, stk. 1. I strid med almindelig hæderlighed, AFTL § 33.

Fig. 3.13 Oversigt over de stærke og svage ugyldighedsgrunde.

De stærke og svage ugyldighedsgrunde i fig. 3.13 gennemgås enkeltvis i det følgende.

2.1 De stærke ugyldighedsgrunde Ved de stærke ugyldighedsgrunde har vurderingen af løftemodtagers gode eller onde tro ingen betydning. Aftalen mellem parterne kan som udgangspunkt erklæres ugyldig og er ikke juridisk bindende, uanset hvad løftemodtager vidste eller burde vide. Falsk

En aftale kan erklæres ugyldig, hvis fx dokumentet er falsk, dvs. underskrevet af en anden end den angivne underskriver og uden hans samtykke.

Falsk


78 · AFTALERET · KAPITEL 3

Eksem p el

København 1. oktober 2010 Kautionserklæring Undertegnede, Ditte Dortmann, kautionerer herved som selvskyldnerkautionist for min søn Nikolaj Dortmann, for den til enhver tid værende gæld på kassekredit, dog max. 150.000 kr. i Bank XX, der etableres i forbindelse med Nikolaj Dortmanns opstart af virksomheden TipTop 84. Ditte Dortmann

En kautionserklæring er en aftale imellem kautionisten (Ditte) og skyldnerens kreditor, (Bank XX), hvor Ditte ved sin underskrift bekræfter over for banken, at hun vil garantere for indfrielse af Nikolajs kassekredit, hvis han som debitor ikke selv kan betale. Dokumentet ovenfor er falsk, fordi det ikke er underskrevet af den rigtige Ditte Dortmann, og i dette eksempel ej heller underskrevet med hendes viden eller samtykke. Nikolaj har skrevet under i Dittes navn, og der er ikke afgivet et gyldigt løfte fra den forpligtede. Løftegiveren Ditte Dortmann er ikke bundet af løftet om at kautionere, uanset om banken (løftemodtager) er i god tro. Banken kan ikke gøre kautionserklæringen gældende over for Ditte, herunder forlange at Ditte skal betale Nikolajs gæld. Der findes ingen aftaleretlig lovgivning som regulerer falsk og forfalskning. Falsk og forfalskning ses ofte i sammenhæng med den strafferetlige lovgivning. Forfalskning Forfalskning

Hvis et dokument er forfalsket, betyder det, at der er rettet eller ændret i dokumentets indhold uden samtykke fra rette vedkommende, fx ændret et beløb, en rente, datering eller lignende. Kautionsbeløbet på max. 150.000 kr. ændrede Nikolaj til 450.000 kr. efter Dittes underskrift. Hvis kautionisten Ditte har accepteret at kautionere for 150.000 kr. kan hun ikke være bundet for 450.000 kr. Erklæringen har fået et andet indhold end tilsigtet, og den ulovlige ændring kan ikke gøres gældende overfor Ditte, der fortsat kun er bundet af sin kaution på de 150.000 kr., uanset bankens (løftemodtagers) gode tro. Forvanskning

Forvanskning

Forvanskning er reguleret i AFTL § 32, stk. 2, og handler om fejl og forvanskninger i beskeder, der sker under fremsendelse via telegraf eller med bud. Bestemmelsen er af ældre dato, men anvendes analogt på nyere tid fremsendelsesformer, hvor der kan ske fejl undervejs. Bestemmelsen handler om den situation, hvor den oprindelige erklæring eller det oprindelige budskab ændres ved en fejl begået af tredjemand, og erklæringen derved får et andet indhold, end den oprindelige afsender havde forestillet sig. En sådan erklæring er ikke gyldig, uanset om modtageren af erklæringen var i god eller ond tro. Den oprindelige afsender skal dog give meddelelse til modtageren om, at han ikke vil være bundet af indholdet i erklæringen, uden ugrundet ophold efter at


KAPITEL 3 · AFTALERET · 79

han opdager forvanskningen. Gør den oprindelige afsender ikke det, bliver han bundet af indholdet af den fejlagtige erklæring. Voldelig tvang

Aftaleloven opererer med to typer tvang. Voldelig tvang, som er beskrevet i AFTL § 28, er en stærk ugyldighedsgrund og simpel tvang i § 29, der er en svag ugyldighedsgrund. Hvis en viljeserklæring (et løfte) er fremkaldt ved personlig vold eller med trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, er viljeserklæringen (løftet) ikke bindende for løftegiver, jf. AFTL § 28, stk. 1. Bestemmelsen omfatter også tilfælde af mekanisk tvang, fx hvor en person fører den tvungnes hånd. Et løfte fremkaldt ved voldelig tvang er ikke bindende, idet den tvang, der anvendes for at opnå et løfte fra løftegiver, er ulovlig. Hvis det i stedet er en tredjemand, der anvender voldelig tvang for at fremtvinge et løfte fra løftegiver, og løftemodtager er i god tro, dvs. intet kender til den voldelige tvang, skal løftegiver uden ugrundet ophold give løftemodtager meddelelse om tvangen. Gør han ikke dette, er den tvungne løftegiver bundet af det afgivne løfte, jf. AFTL § 28, stk. 2.

Voldelig tvang

Tredjemand tvinger

Eksempel

Skandia Møbeldesign sender i september et tilbud til Mortens Møbelbiks med priser, der ligger langt under normalpriserne. ”Vi tilbyder at levere 30 lædersofaer af den kendte finske designer Ukoninen. Sofaerne leveres ultimo oktober til en pris, der ligger 40 % under sædvanlig salgspris”. Indehaveren Morten accepterede straks det fantastiske tilbud. Mortens Møbelbiks var i økonomiske vanskeligheder på grund af finanskrisen, så videresalg af Ukoninens sofaer kunne absolut redde forretningen. Mortens bror, Benny, kendte til broderens økonomiske vanskeligheder og havde ugen inden været en tur forbi Skandia Møbeldesign. Benny truede salgschefen med tæsk, hvis Skandia ikke gik 40 % ned i pris. Kan Skandia Møbeldesign komme ud af den aftale?

Løftet (tilbuddet) blev afgivet af salgschefen fra Skandia Møbeldesign, som følge af voldelig tvang, jf. AFTL § 28, stk. 1, og en aftale der er indgået på den baggrund kan erklæres ugyldig. Salgschefen skal dog give meddelelse til Morten om, at det gode tilbud er fremkaldt ved tvang, ellers vil salgschefen være bundet af aftalen, selvom han blev tvunget, jf. AFTL § 28, stk. 2. Meddelelse til Morten om tvangen skal ske uden ugrundet ophold efter tvangen er ophørt, og sker det ikke, er den tvungne bundet af løftet. Hvis salgschefen fra Skandia Møbeldesign forholder sig passiv, er Skandia altså bundet af tilbuddet og skal levere til 40 % under normal salgspris.

“Give meddelelse”: Pligtmæssig reklamation


80 · AFTALERET · KAPITEL 3

Voldelig tvang udført af tredjemand

Skandia Møbeldesign Mortens Møbelbiks Løftegiver Løftemodtager

Benny Tredjemand Fig. 3.14 Benny tvinger Skandia Møbeldesign til at afgive et løfte (tilbud) til Mortens Møbelbiks.

Inhabilitet Habilitetsmangler

Ugyldighed kan også komme på tale ved indgåelse af aftaler, hvor der er habilitetsmangler, fx at løftegiver er under 18 år. Inhabilitet i denne sammenhæng betyder, at en person ikke kan råde over sin formue eller forpligte sig ved aftaler. Personlig inhabilitet og umyndighed reguleres af værgemålsloven (VML). Umyndige

Mindreårige

Selverhvervelsesreglen

Pengereglen

Indhentelse af værgens samtykke

Mindreårige, dvs. personer under 18 år, er umyndige, og kan som hovedregel ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, fx pantsætte eller sælge sine ting, købe på kredit, indgå arbejdsaftaler og lignende. Det er indehaverne af forældremyndigheden, der er værger for den mindreårige, og som handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender, jf. VML § 2. Uanset ovenstående gælder selverhvervelsesreglen for umyndige, hvilket betyder at den umyndige selv råder over, hvad de erhverver ved eget arbejde, efter de er fyldt 15 år, og hvad de har fået til fri rådighed som gave eller arv ved testamente, og hvad værgen har overladt dem, jf. VML § 42. Aftaler med mindreårige, der indgås i god tro erklæres ikke ugyldige hvis pengereglen er opfyldt, dvs. hvis: 1. Pengene fra den umyndige modtages kontant, dvs. til fuld betaling, og ikke som udbetaling ved et kreditkøb, og 2. Kontantbeløbets størrelse står i rimeligt forhold til, hvad der er sædvanligt i forhold til den umyndiges alder, og modtageren af pengene i øvrigt er i god tro om den umyndiges alder, værgens samtykke, selverhverv eller arv/gave til fri rådighed, fx konfirmationspenge. Hvis løftemodtageren står over for en mindreårig, og er i tvivl om ovennævnte betingelser for aftalens gyldighed er opfyldt, kan han sikre sig dette ved at betinge aftalen af, at den mindreåriges værge give sit samtykke til aftalen, jf. VML § 44. Hvis aftale indgås med en løftemodtager i god tro, og det senere viser sig, at betingelserne ikke var opfyldt, kan løftemodtageren først ophæve handlen, når værgen har haft en chance for at godkende aftalen på vegne af den mindreårige. Godkender værgen ikke handlen, kan løftemodtager ophæve aftalen med henvisning til ugyldighed.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 81

Parterne skal ved ugyldighed og ophævelse af en aftale, hver især tilbagelevere det, de har modtaget, og er det ikke muligt, skal værdien af det modtagne erstattes, hvis det skønnes at være kommet den umyndige til nytte, fx varige genstande som en cykel, computer, kamera, tøj, jf. VML § 45. Kan cyklen ikke tilbageleveres fordi den i mellemtiden er blevet stjålet eller ødelagt i den umyndiges varetægt, skal den umyndige erstatte løftemodtager værdien/nytteværdien af cyklen. Erstatning kommer ikke på tale, hvis den umyndige har købt slik, spiritus, cigaretter eller andet. Her er der ikke tale om nytteværdi. Har den umyndige afgivet urigtige oplysninger for at opnå en aftale, fx oplyst falsk fødselsdato eller fremvist den 18-årige nabos sygesikringskort, skal den umyndige erstatte det tab, som aftalen har medført for løftemodtager. Herudover gælder de almindelige erstatningsregler, jf. VML § 45.

Nyttereglen og erstatning

Værgemål for voksne

Voksne, dvs. personer over 18 år, kan fratages deres retlige handleevne i forbindelse med værgemål, hvis de er ude af stand til at varetage deres økonomiske anliggender. Den retlige handleevne fratages, hvis det skønnes, at den voksne udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare, og der er en risiko for forringelse. Det samme kan også ske for at forhindre økonomisk udnyttelse, jf. VML § 6. Hvis voksne personer bliver sat under værgemål, er det typisk på grund af sindssygdom, svær demens eller anden form for alvorligt svækket helbred, fx psykisk udviklingshæmmet. Da disse personer betragtes som umyndige, kan de ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue. Der vælges eller beskikkes en værge, som kan handle på vegne af den umyndige. Afgørelse om fratagelse af handleevne skal tinglyses i personbogen, jf. VML § 6, stk. 3. Aftaler der indgås med voksne under værgemål er ugyldige og ikke bindende, jf. VML § 46. Var løftemodtager i god tro, skal de hver især tilbagelevere det modtagne, og i visse tilfælde bliver der tale om erstatning for det tab, aftalens ugyldighed har medført for løftemodtager.

Værgemål for voksne

2.2 De svage ugyldighedsgrunde Kendetegnende for de svage ugyldighedsgrunde, som gennemgås i det følgende, er, at det er en forudsætning for ugyldighed, at løftemodtager er i ond tro, dvs. han indså eller burde have indset, at løftet fra løftegiver var afgivet som følge af anvendelse af ulovlige midler. Når løftemodtager er i ond tro, er løftet fra løftegiver ugyldigt, og aftalen er ikke bindende. Hvis løftemodtager derimod er i god tro, dvs. han hverken kendte eller burde kende til, at løftet fra løftegiver var afgivet som følge af anvendelse af ulovlige midler, så er løftet fra løftegiver gyldigt, og dermed bindende for ham. Det gælder særligt hvor der er tale om en udefrakommende tredjemand, som “motiverer” løftegiver (LG) ved anvendelse af ulovlige midler, fx simpel tvang, til at afgive sit løfte overfor løftemodtager (LM). • Hvis LM er i ond tro ¨ LG er ikke bundet af løftet (aftalen erklæres ugyldig) • Hvis LM er i god tro ¨ LG er bundet af løftet (aftalen fortsat bindende)

Ond tro

God tro


82 · AFTALERET · KAPITEL 3

Simpel tvang

Simpel tvang

Under de stærke ugyldighedsgrunde blev AFTL § 28 om voldelig tvang kort gennemgået. Ved voldelig tvang er der tale om løfter, der er fremkaldt ved personlig vold eller med trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold. Simpel tvang er defineret som anden tvang end voldelig tvang. Man taler om kompulsiv (psykisk) tvang, og det kan være handlinger som afpresning, trussel om boykot og skandalisering, der kan motivere løftegiver til at afgive et løfte, som løftegiver ellers ikke ville have afgivet. Eksem p el

Simpel tvang

Skandia Møbeldesign Salgschef/Løftegiver

Mortens Møbelbiks Løftemodtager

Benny (tredjemand) truer salgschefen med at fortælle salgschefens kone, at salgschefen har en “dating-profil” på internettet. Han holder mund om opdagelsen, hvis salgschefen sender et tilbud til Mortens Møbelbiks med 40 % rabat. Fig. 3.15 Benny tvinger salgschefen fra Skandia Møbeldesign til at afgive et løfte (tilbud) til Mortens Møbelbiks.

Simpel tvang udøvet af tredjemand

Løfter, der er motiveret af simpel tvang, er ikke bindende for løftegiver, hvis løftemodtager selv har udøvet tvangen, eller hvis løftemodtager har indset eller burde have indset, at løftet fra løftegiver er fremkaldt ved simpel tvang fra tredjemands side, jf. AFTL § 29. Hvis Morten på den anden side ikke har kendskab til, at løftet er motiveret af tvang fra tredjemands side, er løftemodtager i god tro, og aftalen er gyldig og bindende. Svig

Svig

Svig handler om de urigtige oplysninger og fortielser, jf. AFTL § 30, som fremsættes overfor en løftegiver, for at motivere denne til at afgive et løfte om fx køb af en motorcykel, uden at fortælle at kilometerstanden er ændret fra 90.000 km til 30.000 km. Der er tale om svig, hvis der bevidst fremsættes urigtige eller løgnagtige oplysninger, udtalelser mod bedre vidende, misinformation, eller der sker en bevidst fortielse af oplysninger, med det formål at få løftegiver til at afgive et løfte. Derudover skal misinformationen, løgnen eller fortielsen medvirke til, at løftegiver rent faktisk afgiver sit løfte, fx afgiver tilbud om køb af motorcyklen. Hvis disse betingelser er opfyldt, kan køber (løftegiver) træde tilbage fra handlen med henvisning til, at der foreligger en ugyldighedsgrund.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 83

Svig Motorcykelforhandler Løftemodtager (LM) Tredjemand Den tidligere ejer sætter motorcyklen til salg (i kommission) hos forhandler

Køber Løftegiver (LG) tilbyder køb af motorcyklen

Fig. 3.16 De 3 parters indbyrdes forhold i forbindelse med aftaleindgåelsen.

Hvis løftemodtager kender til den manipulerede kilometertæller, og han tilbageholder den information for løftegiver, er forhandleren i ond tro, og køber er ikke bundet af aftalen. Aftalen er ugyldig. Anderledes vil udfaldet være, hvis forhandleren ikke er bekendt med den manipulerede kilometertæller, og derfor er i god tro, fx hvis det er tredjemand (den tidligere ejer), som har manipuleret med kilometertælleren uden at fortælle det til forhandleren, som nu sælger motorcyklen videre i god tro. Hvis løftemodtageren er i god tro, dvs. hverken vidste eller burde vide, at der var manipuleret med kilometertælleren, betyder det, at køber er bundet af aftalen med forhandleren. Aftalen mellem løftegiver og løftemodtager kan som udgangspunkt ikke erklæres ugyldig. I stedet er køber henvist til at gøre et krav gældende mod den tidligere motorcykelejer. • Hvis LM er i ond tro ¨ LG er ikke bundet af løftet (aftalen erklæres ugyldig) • Hvis LM er i god tro ¨ LG er bundet af løftet (aftalen fortsat bindende) Udnyttelse Hvis nogen har udnyttet en andens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold for at opnå et løfte eller en ydelse, der står i åbenbart misforhold til, hvad der er sædvanligt, taler man om udnyttelse. Det samme gælder, hvis den udnyttede skal yde noget, som står i væsentligt misforhold til modydelsen. I retspraksis gælder, at der skal være tale om udnyttelse af grovere karakter, før ugyldighed efter § 31 kan komme på tale, og ofte ses det i kombination med andre ulovlige metoder, fx simpel tvang. Nedenstående lidt ældre dom illustrerer området for udnyttelse ganske godt. De 6 dommere i Højesteret var dog ikke helt enige, om det var simpel tvang efter § 29 eller udnyttelse efter § 31:

Svig udøvet af tredjemand

Udnyttelse


84 · AFTALERET · KAPITEL 3

afg ø rels e

U1952.1059H – Advokatens udnyttelse og ulovlige tvang I 1945 lavede to drenge sabotage på et feriehjem, som var ejet af en fagforening, og som den tyske besættelsesmagt ville beslaglægge. Drengenes mor, hvis mand var frihedskæmper og flygtet til Sverige, blev indkaldt til møde hos fagforeningens advokat og fagforeningens ledelse. Advokaten nævnte for moderen, at det ikke ville være heldigt, hvis tyskerne fandt ud af, at det var hendes drenge, der havde lavet sabotagen. Advokaten fik hende til at underskrive en erklæring om at betale en erstatning på 50.000 kr. til fagforeningen for ødelæggelserne og “tort og svie”, selvom hun ikke var juridisk forpligtet. I Højesteret fandt 6 dommere, at der var tale om simpel tvang, jf. AFTL § 29, og 3 dommere, at der var tale om udnyttelse, jf. AFTL § 31. Fagforeningen blev dømt til at betale de 50.000 kr. tilbage.

Udnyttelse udøvet af tredjemand

Fejl i indhold

Hvis løftegiver afgiver et løfte på baggrund af tredjemands udnyttelse, og løftemodtager er i god tro, dvs. hverken indså eller burde have indset, at løftet var fremsat på baggrund af udnyttelse, kan aftalen mellem den udnyttede løftegiver og løftemodtager som udgangspunkt ikke erklæres ugyldig Fejlskrift I henhold til AFTL § 32, stk. 1, er en løftegiver ikke bundet af et løfte, som ved fejlskrift eller på grund af anden fejltagelse fra løftegivers side, har fået et andet indhold end tilsigtet. Betingelsen for ugyldighed er dog, at løftemodtager indså eller burde indse, at der var tale om fejlskrift, eller at der forelå en fejltagelse fra løftegivers side. Er løftemodtager i ond tro, dvs. indså eller burde have indset, at der var tale om fejlskrift, er løftegiver naturligvis ikke bundet af sin fejl, jf. AFTL § 32, stk. 1. Er løftemodtageren derimod i god tro, er løftet bindende. Hvis ét hvidt højglanslakeret spisebord, normalt koster 19.000 kr. hos Skandia Møbeldesign, men der i seneste tilbud til løftemodtager står 1.900 kr., bør det give anledning til kraftige overvejelser hos løftemodtager, om den pris er korrekt, eller om der er tale om fejlskrift. Løftemodtager er i ond tro, hvis han insisterer på at ville købe til 1.900 kr., idet han burde have indset, at der var tale om en fejl. Anderledes tvivlsomt er det, hvis prisen i tilbuddet i stedet er 16.000 kr. Bør løftemodtager indse, at der er tale om fejlskrift i den situation? Hvor grænsen går for god og ond tro, beror altid på en konkret vurdering af situationen. En prisændring fra 19.000 kr. til 16.000 kr. er nok mere sandsynligt end prisændringen fra 19.000 kr. til 1.900 kr.

2.3 Urimelige aftaler Generalklausul

Aftalelovens §§ 28-32 som er gennemgået oven for, regulerer helt særlige typetilfælde af ugyldighedsgrunde, mens AFTL § 33 og § 36 er såkaldte generalklausuler.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 85

En generalklausul supplerer de ovenfor omtalte klassiske ugyldighedsgrunde, såsom, svig, ulovlig tvang, udnyttelse, umyndighed mv., og rammer aftaler, der kan tolkes som stridende mod almindelig hæderlighed, aftaler som må anses for urimelige eller i strid med redelig handlemåde. Det overlades oftest til domstolene at vurdere, hvad der er hæderligt og uhæderligt eller rimeligt og urimeligt, og afvejningen må naturligt ske i forhold til den enhver tid gældende moralopfattelse i det omkringliggende samfund. Løfter i strid med almindelig hæderlighed En aftale kan rammes af ugyldighed, hvis det ville stride mod almindelig hæderlighed at opretholde løftet eller aftalen.

Almindelig hæderlighed

afgørel se

U1990.168H – Den uhæderlige ejendomshandel Sælgeren havde over for køberen tilkendegivet, at han ikke ville sælge sin ejendom. Alligevel opsøgte køber få dage efter sælger uanmeldt på sælgers bopæl, ledsaget af to fremmede personer. De fik sælgerens underskrift på en slutseddel, der indeholdt individuelle, ikke ukomplicerede vilkår. Sælgeren var ordblind og var uden bistand. Køberen var bekendt med sælgers ordblindhed. Højesteret: Slutsedlen er ikke bindende for sælger, da det ville stride mod almindelig hæderlighed at gøre den gældende, jf. AFTL § 33.

I ovennævnte dom var løftemodtager klar over sælgers (løftegivers) ordblindhed, og at han ikke var i stand til at læse slutsedlen med de komplicerede vilkår. Det var derfor uhæderligt at fastholde løftet, og aftalen var derfor ugyldig. Løftemodtager var i ond tro. Aftalelovens § 33 er også en svag ugyldighedsgrund. Betingelsen for aftalens ugyldighed er som ved de øvrige svage ugyldighedsgrunde, at løftemodtager skal være i ond tro. Urimelige aftaler Aftalelovens § 36 giver domstolene adgang til at ændre eller tilsidesætte en aftale helt eller delvis, hvis det ville være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. I bedømmelsen af om en aftale er urimelig, skal der i henhold til AFTL § 36, stk. 2, foretages en helhedsvurdering af: 1. Forholdene ved aftalens indgåelse, 2. Aftalens indhold og 3. Senere indtrufne omstændigheder Aftalelovens § 36 bruges ofte ved vurdering af erhvervsdrivendes standardkontrakter og standardvilkår. Særligt hvor styrkeforholdet mellem 2 aftaleparter er forskelligt, søger AFTL § 36 at beskytte den svagere part imod modpartens overlegenhed, fx beskyttelse af en forbruger i forhold til en professionel erhvervsdrivende. Herudover kommer AFTL § 36 i spil som supplement i tilfælde, hvor de andre

Urimelige aftaler ændres eller tilsidesættes


86 · AFTALERET · KAPITEL 3

ugyldighedsgrunde ikke dækker situationen præcist nok. Reglen favner bredt, og kaldes derfor også for aftalelovens generalklausul. Som under AFTL § 33 er det også i § 36 domstolene, der hen over tid og i tråd med samfundets udvikling, udfylder reglen gennem fortolkning og anvendelse i konkrete tvister. Bestemmelsen kan ikke rubriceres som hverken svag eller stærk ugyldighedsgrund, da reglen anvendes på en anden måde end de traditionelle ugyldighedsregler. afg ø rels e

U2004.2400H – Nedsættelse af konventionalbøder A leverede elementer til indeklimaanlæg, som B producerede og forhandlede. A og B indgik to aftaler om A’s betaling af konventionalbøder i anledning af forsinkelse med levering. Aftale 1 angik en leverance til en samlet kontraktsum på 161.625 SEK, hvor der allerede var indtrådt forsinkelse. Her blev konventionalboden aftalt til 11.500 SEK pr. dag som leverancen var forsinket, hvilket førte til et samlet bodsbeløb på 721.280 SEK. I aftale 2 var den samlede kontraktsum 257.929 SEK, og A skulle i tilfælde af forsinkelse betale en konventionalbod på 50.000 SEK pr. dag. Denne leverance blev også forsinket, og forsinkelsen førte til et samlet bodsbeløb på 1.434.000 SEK. Højesteret fandt, at de aftalte konventionalbøder pr. dag og de samlede bodsbeløb stod i markant misforhold til kontraktsummerne. Begge aftaler blev tilsidesat i henhold til AFTL § 36, og Højesteret nedsatte det samlede bodsbeløb til 100.000 SEK.

2.4 Bristende forudsætninger

Forudsætningslæren

Aftalelovens regler om ugyldighed er ikke udtømmende. En aftale kan blive ramt af ugyldighed, selvom forholdet ikke er omfattet af de klassiske ugyldighedsgrunde, som er opregnet i aftalelovens afsnit III. I retspraksis har der udviklet sig yderligere en ugyldighedsgrund, som kaldes forudsætningslæren, der ikke er lovreguleret. Et løfte afgives på baggrund af nogle forudsætninger om eksisterende eller fremtidige forhold. Forudsætningerne for aftalens indgåelse er ikke udtrykt klart, og er heller ikke blevet diskuteret mellem aftaleparterne som en betingelse for aftalen, men det har været en forudsætning for løftegivers afgivelse af løftet. Hvis forudsætningen så ikke holder, taler man om en bristende, svigtende eller urigtig forudsætning, der i visse tilfælde kan medføre, at en aftale ophæves.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 87

afgørel se

U1970.666V – Den bekostelige fjernevarmeinstallation Et fjernvarmeværk havde besigtiget og opmålt A’s ejendom, og A modtog tilbud om installation af fjernvarme. Der blev indgået en 25-årig kontrakt på levering af fjernvarme, og fjernvarmen blev tilsluttet ejendommens centralvarmeanlæg. A var ikke tilfreds med fjernvarmen, og henvendte sig flere gange til fjernvarmeværket for at få det løst. Da problemerne ikke blev løst, lukkede A selv for ledningen og ophævede kontrakten. Fjernvarmeværket var ikke enig i ophævelsen. I forbindelse med syn og skøn under retssagen, blev det konstateret, at A’s radiatorsystem var uegnet til fjernvarme og ikke på økonomisk forsvarlig måde kunne anvendes til fjernvarme uden en bekostelig ændring, som ville medføre betydelige gener i henseende til husets anvendelsesmuligheder og møblering samt medføre æstetiske problemer. Vestre Landsret fandt, at A var berettiget til at ophæve kontrakten med fjernvarmeværket. A måtte kunne stole på, at tilbuddet var nogenlunde holdbart, og at fjernvarmeværket måtte antages at have haft mulighed for at bedømme anlæggets anvendelighed til fjernvarme.

Hvis en aftale skal tilsidesættes på grund af bristede forudsætninger, skal følgende tre betingelser være opfyldt: 1. Forudsætningen skal have været væsentlig for løftegiver, dvs. at løftegiver ikke ville have afgivet sit løfte, hvis han havde vidst, at forholdene var anderledes eller udviklede sig anderledes end han troede. 2. Forudsætningen skal være kendt for løftemodtager, dvs. løftemodtager vidste godt, at løftgiver indgik aftalen på visse forudsætninger, og at disse var væsentlige for løftegiver. 3. Forudsætningen skal være relevant, hvilket betyder, at det skal være rimeligt efter forholdene, at pålægge løftemodtager risikoen og byrden for at forudsætningen svigter. I ovennævnte sag mellem A og fjernvarmeværket indgik forudsætningslærens betragtninger, og alle 3 betingelser var opfyldt, hvorfor A fandtes at være berettiget til at hæve aftalen med fjernvarmeværket. Det er forbundet med risiko at indgå aftaler på baggrund af forudsætninger, der ikke er udtrykt klart. I mange sager om ophævelse af aftaler, vil en løftegiver ikke kunne få medhold med henvisning til forudsætningslæren, fordi alle 3 betingelser sjældent er opfyldt. Begge parter er bedst tjent med, at en aftale indgås på baggrund af klare og præcise betingelser, der formuleres skriftligt.

2.5 Retsvirkning af ugyldig aftale At en aftale erklæres ugyldig betyder, at parterne ikke er forpligtet af de løfter, de har afgivet og aftalen ophæves. Hvis der allerede er sket en udveksling af ydelser (varer og penge), skal hver part tilbagelevere hvad de har modtaget. Sælger skal have sine varer tilbage, og

Tilbagelevering af ydelser er sket


88 · AFTALERET · KAPITEL 3

Erstatning

samtidig returnere købesummen til køber. Løftegiver skal stilles, som om aftalen aldrig var indgået. Den part, som har handlet i tillid til en aftale, der senere viser sig at falde til jorden på grund af en ugyldighedsgrund, kan have lidt et økonomisk tab, og kan i den forbindelse forlange erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Eksem p el

Kønig Møbler accepterer et tilbud fra Skandia Møbeldesign på køb af 5000 stk. håndknyttede hængekøjer i stærk bast til levering 1. oktober 2010. Kønig Møbler betinger sig, at der ikke har været anvendt børnearbejde i forbindelse med produktionen i Asien. Salgschefen fra Skandia accepterer den betingede accept, og garanterer over for Kønig Møbler, at der ikke har været anvendt børnearbejde. I november sendes et TV-dokumentarprogram om børnearbejde. Skandia bliver hængt ud, og et kamera har fanget salgschefen i gang med at indgå aftaler med en møbelproducent i Asien, som er kendt af alle i møbelbranchen for at anvende børnearbejde. Kønig Møbler vil have aftalen ophævet og kræver erstatning for sit økonomiske tab i anledning af ophævelsen.

Negativ kontrakts­ interesse: Ugyldige aftaler

Salgschefen har handlet svigagtigt og i ond tro. Kønig Møbler er blevet misinformeret, og skal gøre ugyldigheden gældende, hvis de vil ud af aftalen. Kønig Møbler skal i økonomisk henseende stilles som om aftalen slet ikke var indgået, og skal have dækket sit økonomiske tab i den anledning. Man kan sige, at de i økonomisk henseende skal stilles, som før de indgik aftalen. Der skal søges mod “status quo.” I den juridiske begrebsverden kaldes denne form for erstatning for negativ kontraktsinteresse, og Kønig Møbler kan få dækket sine omkostninger, fx transportudgifter i forbindelse med modtagelse og returnering af de pågældende møbler, eventuelle udgifter til oplagring, udgifter til markedsføringsmateriale osv.

3. Aftalens omfang og fortolkning Hvad er aftalt?

Leveringsbetingelser og supplerende vilkår

En skriftlig eller en mundtlig aftale har et kerneindhold, som fremgår af parternes mundtlige drøftelser eller af det skriftlige materiale, som parterne har udvekslet. Aftalen kan være suppleret af øvrige og supplerende vilkår, fx i form af sælgers almindelige forretnings- og leveringsbetingelser. Hvis der i forbindelse med tilbud eller ordrebekræftelse henvises til sælgers leveringsbetingelser, skal de vedlægges som bilag til aftalen, hvis sælger ønsker, at leveringsbetingelserne skal være en del af aftalegrundlaget. Særlige eller supplerende vilkår, som skal indgå som en del af aftalegrundlaget, skal være præsenteret for køber inden aftalen er indgået. Køber skal nemlig


KAPITEL 3 · AFTALERET · 89

have lejlighed til at protestere eller forhandle med sælger om vilkårene, inden aftalen er endelig, fx vilkår om ejendomsforbehold vedrørende det solgte, ansvarsfraskrivelse, betalingsbetingelser, reklamationsfrister mv. Vilkår, som først bliver introduceret i fx en faktura, efter at aftalen er indgået, kan ikke anses for vedtaget. Vedtagelse kræver nemlig gensidighed, og præsentation af et nyt vilkår i forbindelse med en faktura, er en ensidig erklæring fra sælger side. Køber har ikke haft mulighed for at tage stilling til vilkåret, inden aftalen blev indgået, hvorfor et sådant vilkår ikke er aftalt. Er der tale om usædvanlige vilkår bør de fremhæves i aftalen, hvis de skal anses som vedtaget. Virksomheder som forsøger at gemme de usædvanlige vilkår blandt “de små bogstaver,” på bagsiden af en aftale, risikerer i en konfliktsituation, at domstolene tilsidesætter vilkårene som urimelige, eller at vilkårene er gemt så godt, at de ikke kan anses for vedtaget. Det ses, at brancheorganisationer og virksomheder udarbejder standardkontrakter, der er enslydende, fortrykte formularer, som bruges i mange aftalesituationer med tilføjelse af eventuelle individuelle vilkår, fx forsikringspolicer, ejendomsmæglerens formidlingsaftale, salgsaftale på biler mv. Hvis der er tale om en forbrugeraftale, dvs. en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, med en forbruger som hovedsagelig handler uden for sit erhverv, nyder forbrugerne ofte en særlig beskyttelse, hvis der opstår tvivl om forståelsen af aftalens indhold. Styrkeforholdet imellem de to aftaleparter er ikke ligeværdigt, og disse standardaftaler får ind imellem en hård medfart af domstolene, der i nogle tilfælde har tilsidesat standardvilkår med henvisning til AFTL § 36. I øvrigt kræves det af en erhvervsdrivende, som indgår en skriftlig aftale med en forbruger, at aftalen er udarbejdet på en klar og forståelig måde, jf. AFTL § 38b, stk. 2. Fortolkning af aftaler I forbindelse med indgåelse af kontrakter er det tilrådeligt at formulere sig meget præcist, for derved at undgå fortolkningstvivl. Hvis Skandia Møbeldesign skal levere 10 stk. sorte lædersofaer til Kønig Møbler, og de bliver uenige om betydningen af ordet “lædersofa”, vil forskellige fortolkningsdata kunne inddrages i diskussionen: • Hvad blev drøftet forud for aftaleindgåelsen: Læder-look, kunstlæder, okselæder? • Hvordan forstås ordet “lædersofa” af andre inden for branchen? • Er der i parternes samhandel tidligere leveret lædersofaer og hvilken type var det? • Er der vejledninger eller normer i lovgivningen eller i branchen, der fastlægger krav til kvaliteten af en lædersofa? Hvis der i en kontrakt opstår tvivl om forståelsen af en formulering, kan der blive brug for nogle fortolkningsprincipper. Domstolene anvender blandt andet følgende fortolkningsprincipper i sager, hvor der er tvivl og manglende klarhed om aftalens indhold:

Usædvanlige vilkår

Standardkontrakter

Forbrugeraftale

Fastlægge indholdet i et udsagn


90 · AFTALERET · KAPITEL 3

Fortolkningsprincip Koncipistreglen

Dette fortolkningsprincip kaldes også for “uklarhedsreglen” og betyder, at den part som har konciperet (skrevet) kontrakten må bære risikoen for tvetydighed. Er der en uklarhed i kontrakten, tolkes aftalen til skade eller ugunst for koncipisten og dermed mindst tyngende for den anden part, som ikke har haft indflydelse på aftalens formulering. Uklarhedsreglen er særlig relevant ved fortolkning af standardaftaler, der er udarbejdet af en “stærk” part.

Minimumsreglen

Hvis der er tvivl om, hvad løftegiveren har forpligtet sig til i aftalen, vælges den forståelse af aftalen, som er mest gunstig for løftegiveren. Hvis der fx er tvivl, om der er aftalt simpel kaution eller selvskyldnerkaution, vælges simpel kaution, der er mest gunstig for forbrugeren. Særligt hvad angår forbrugeraftaler, har minimumsreglen fundet en plads i AFTL § 38b. Bestemmelsen beskytter forbrugeren i de tilfælde, hvor et tyngende aftalevilkår ikke har været til forhandling med en erhvervsdrivende aftalepart. En sådan aftale skal tolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Prioritetsreglen

Ved fortolkning efter prioritetsreglen går et specielt vilkår forud for et generelt vilkår. Man kan også kalde det en fortolkning efter et “lex specialis-princip”, hvor en speciel og udspecificeret bestemmelse vejer tungere end en generel formuleret bestemmelse.

Gyldighedsreglen

Hvis man står overfor et valg, om aftalen er gyldig og kan gennemføres, eller ugyldig og må bortfalde, er gyldighedsreglen et fortolkningsprincip, hvor aftalen tolkes med henblik på at opnå en gyldig aftale, som vil kunne gennemføres.

Rimelighedsreglen

Efter rimelighedsreglen fortolker man ud fra hensigtsmæs­ sigheds- og rimelighedsbetragtninger. Ved tvivl om forståelsen af en aftale, tolkes aftalen i overensstemmelse med, hvad der er rimeligt.

Fig. 3.17 Oversigt over fortolkningsprincipper.

Udfyldning Fortolkning contra udfyldning

Fortolkningsprincipperne ovenfor handler om forståelsen af en kontrakt på det sproglige plan. Hertil kommer, at der kan blive behov for udfyldning i de tilfælde, hvor aftalen er mangelfuld fordi den ikke har reguleret eller taget højde for en situation, som opstår. Hvis Skandia Møbeldesign ikke leverer møblerne til tiden, og der ikke i kontrakten med Kønig Møbler er taget udtrykkeligt stilling til, hvordan parterne skal forholde sig ved sælgers forsinkelse med levering, vil udfyldning ske med købelovens deklaratoriske regler om forsinkelse. Udover lovgivning kan der også ske udfyldning med regler, der er gældende inden for en branche, såkaldte handelssædvaner og branchekutymer.


KAPITEL 3 · AFTALERET · 91

4. International aftaleindgåelse Den internationale købelov CISG (Convention of International Sales of Goods act) er deklaratorisk og gælder i handelskøb for aftaler om løsørekøb mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige stater der har ratificeret CISG, eller hvor internationale privatretlige regler peger på anvendelse af CISG, jf. art. 1. Se også kap. 2 om international privat- og procesret og kap. 8 om internationale køb. Der findes ikke nogen egentlig international aftalelov, men CISG indeholder et afsnit om international aftaleindgåelse, jf. artikel 14 – 24. CISG trådte i kraft i Danmark den 1. marts 1990, men Danmark har ikke ratificeret konventionen i sin helhed. Danmark benyttede adgangen til at tage et “artikel 92 forbehold,” der betyder at Danmark ikke er omfattet af CISG afsnit II om aftaleindgåelse. I sager om aftaleindgåelse anvendes den danske aftalelovs regler om aftaleindgåelse, hvis dansk ret efter lovvalgsreglerne finder anvendelse på købsaftalen. Hvis lovvalgsreglerne, som gennemgås i kapitel 2, i stedet peger på et andet lands lovgivning, vil CISG del II i nogle tilfælde skulle anvendes. I internationale sager af denne type, og hvor Danmark er involveret, er det vigtigt indledningsvist at tage stilling til lovvalg. Eksempel

Skandia Møbeldesign modtager den 15. september 2010 et tilbud fra deres italienske leverandør, Roma Design, om salg af italienske spiseborde. Acceptfristen er fastsat til 5. oktober 2010. Den 1. oktober sender salgschefen fra Skandia Møbeldesign en accept med posten til den italienske leverandør. Den 2. oktober 2010 protesterer økonomichefen i Skandia Design overfor salgschefen. Virksomheden har likviditetsvanskeligheder og kan ikke købe nye møbler, før det eksisterende møbellager er nedbragt. Kan salgschefen fra Skandia Design tilbagekalde accepten?

Hvis der er tale om et internationalt køb, og der opstår en aftaleretlig konflikt, hvor CISG skal anvendes, er det vigtigt at holde sig for øje, at der på nogle områder er forskelle på dansk og international aftaleindgåelse. I fig. 3.18 på næste side er vist forskellen mellem aftaleindgåelse efter aftaleloven og aftaleindgåelse efter CISG. Tilbudsgiver er forkortet “TG” og tilbudsmodtager “TM” i skemaet.

CISG: Handelskøb + løsørekøb

Artikel 92-forbehold


92 · AFTALERET · KAPITEL 3

Emne

Dansk aftalelov §§ 2-9 om aftaleindgåelse

CISG II art. 14-24 om aftaleindgåelse

Tilbud bindende

Et tilbud er bindende for TG, når det er kommet til kundskab, jf. §§ 1 og 7.

Et tilbud er bindende for TG, allerede når det er kommet frem, jf. art. 15, stk. 1.

Tilbagekaldelse af tilbud

TG kan tilbagekalde sit tilbud, når tilbagekaldelsen kommer frem før eller senest samtidig med at tilbud kommer til kundskab (TM læser tilbud), jf. § 7.

NB! CISG sondrer mellem genkaldelige og uigenkaldelige tilbud. Ved genkaldelige tilbud kan TG frit tilbagekalde sit tilbud, indtil TM har afsendt accept, jf. art. 16 Uigenkaldelige tilbud, se neden for.

Tilbagekaldelse af tilbud med acceptfrist

Som ovenfor.

CISG kalder tilbud med acceptfrist for uigenkaldelige tilbud, og tilbagekaldelse ved denne type tilbud skal komme frem senest samtidig med, at tilbud kommer frem, jf. art. 15, stk. 2.

Afslag på tilbud

Afslag på et tilbud får virkning, når afslaget er kommet til kundskab.

Afslag på et tilbud får virkning, når afslaget er kommet frem til TG, jf. art. 17.

Aftale indgåelse / bindende

Aftale er indgået, når accept er kommet til kundskab, jf. § 1.

Aftale er indgået, når accept er kommet frem til TG, jf. art. 18.

Tilbagekaldelse af accept

TG kan tilbagekalde sin accept, når til­ bagekaldelsen kommer frem før eller ­senest samtidig med, at accepten kommer til kundskab (TM læser accept), jf. § 7.

Tilbagekaldelse af en accept skal komme frem til TG senest samtidig med accepten, jf. art. 22.

Rettidig accept

Accepten skal være kommet frem inden fristens udløb, jf. § 2. Hvis ingen frist: Den “legale acceptfrist”, jf. § 3 (fremsendelsestid + rimelig betænkningstid + tilbagesendelsestid).

Accepten skal komme frem til TG inden fristens udløb. Hvis ingen frist, da inden rimelig tid, jf. art. 20.

Forsinket accept

Kommer accept for sent frem, anses det for et nyt tilbud, medmindre TG burde have indset, at TM troede accept var rettidig, fx datering på brevet. Her skal TG reagere/give meddelelse til TM, hvis TG ikke vil være bundet af tilbud, jf. § 4.

For sen accept er alligevel gyldig, hvis TG giver meddelelse til TM herom. Skyldes forsinkelsen omstændigheder omkring befordringen/postgangen, skal TG give meddelelse til TM, hvis TG ikke vil være bundet, jf. art. 21.

Uoverensstemmende accept

Accept som på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold betragtes som et afslag og et nyt tilbud/modbud fra TM, jf. § 6.

Accept som på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold, betragtes som et afslag og et nyt tilbud/modbud fra TM. MEN uvæsentlige ændringer har ingen betydning – aftalen er afsluttet og bindende med de “uvæsentlige” ændringer, medmindre TG gør indsigelser/protesterer, jf. art. 19.

Fig. 3.18 Forskellen mellem aftaleindgåelse efter aftaleloven og CISG.

Nabolandsforbehold: De nordiske lande

Det bemærkes i øvrigt, at CISG ikke er gældende i nordiske køb, dvs. når parterne har forretningssted i Norden (Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige). CISG artikel 94 giver nemlig adgang til at udnytte et såkaldt nabolandsforbehold. Hvis to eller flere stater har samme eller nært beslægtede regler på et om-


KAPITEL 3 · AFTALERET · 93

råde, som er reguleret af CISG, kan disse stater vælge at afgive en erklæring om, at CISG eller bestemte dele af CISG ikke skal gælde i de pågældende staters samhandelsforhold. De nordiske lande har lovgivning om køb og aftaleindgåelse, som på mange punkter er éns, og landene har derfor afgivet en sådan erklæring. CISG gælder derfor ikke, når de nordiske lande handler med hinanden.

5. Vigtigste hovedregler og principper Aftaleindgåelse: • Et tilbud bliver bindende for tilbudsgiver, når tilbudsmodtager har fået kendskab til tilbuddets indhold (kundskabsøjeblikket), jf. AFTL §§ 1 og 7. • Når tilbuddet er kommet til kundskab hos tilbudsmodtager, er tilbudsgiver bundet af tilbuddet helt frem til det tidspunkt, hvor acceptfristen udløber, AFTL §§ 1, 2 og 7. • Tilbud der fremsættes mundtligt uden acceptfrist, skal accepteres straks, ellers er tilbuddet bortfaldet, jf. AFTL § 3, stk. 2. • En accept bliver bindende for tilbudsmodtager, når tilbudsgiver har fået kendskab til acceptens indhold (kundskabsøjeblikket), jf. AFTL § 1. • En accept bliver bindende for tilbudsgiver, allerede når accepten kommer frem til ham, jf. AFTL §§ 1 og 7. • Et tilbud eller en accept kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen er kommet frem inden eller senest samtidig med, at det oprindelige tilbud eller accept er kommet til kundskab hos løftemodtageren, jf. AFTL § 7. • I et tilbud uden acceptfrist gælder den legale acceptfrist (fremsendelsestid + rimelig betænkningstid + tilbagesendelsestid), jf. AFTL § 3. • En forsinket accept er ikke bindende for tilbudsgiver, men anses som et nyt tilbud, jf. AFTL § 4, stk. 1, medmindre tilbudsgiver må indse, at tilbudsmodtager går ud fra, at accepten er kommet frem rettidigt. Tilbudsgiver skal i sidstnævnte situation give meddelelse, hvis han ikke vil være bundet, jf. AFTL § 4, stk. 2. • Re integra-reglen: En forsinket tilbagekaldelse, kan i nogle særlige tilfælde alligevel få virkning, jf. AFTL § 39. • En uoverensstemmende accept er ikke bindende for tilbudsgiver, men anses som afslag i forbindelse med et nyt tilbud, jf. AFTL § 6, stk. 1, medmindre tilbudsgiver må indse, at tilbudsmodtager går ud fra, at accepten var i overensstemmelse med tilbuddet. Tilbudsgiver skal i sidstnævnte situation give meddelelse, hvis han ikke vil være bundet af den uoverensstemmende accept, jf. AFTL § 6, stk. 2. • Når et afslag er kommet til kundskab, er tilbuddet bortfaldet, og sælger kan frit sælge til anden side, jf. AFTL § 5.


94 · AFTALERET · KAPITEL 3

Aftalers ugyldighed: • Et løfte er ugyldigt, hvis løftemodtager har anvendt ulovlige midler for at fremkalde et løfte fra løftegiver. • Ved de stærke ugyldighedsgrunde har vurdering af god og ond tro som udgangspunkt ingen betydning, idet løftet fra løftegiver er ugyldigt og aftalen derfor ikke bindende uanset, om løftemodtager var i god tro eller ond tro om løftegivers baggrund for at afgive løftet. • Ved de svage ugyldighedsgrunde har det betydning, om løftemodtager er i god eller ond tro om løftegivers baggrund for at afgive løftet. Hvis løftemodtager er i god tro, er løftegiver bundet af løftet, og aftalen er bindende. Hvis løftemodtager er i ond tro, er løftet ugyldigt, og aftalen er ikke bindende. Retsvirkning af ugyldighed: • Negativ kontraktsinteresse: Erstatningskrav, hvor man i økonomisk henseende stilles, som om aftalen slet ikke var indgået.


4

fuldmagt og mellemmænd

I kapitel 3 behandlede vi de gensidigt bebyrdende aftaler, indgået direkte mellem to parter, og særligt spørgsmålet om, hvornår en aftale er bindende og problemstillingerne omkring aftalers ugyldighed. Dette kapitel handler om de aftaler, der indgås mellem to parter ved hjælp af en mellemmand eller en såkaldt fuldmægtig. I en nystartet enkeltmandsvirksomhed er ejeren involveret i alle daglige aftaler, der indgås på vegne af virksomheden. Efterhånden som virksomheden vokser, og der må ansættes medarbejdere, er det nødvendigt at udstyre de ansatte med fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af virksomheden inden for nærmere fastsatte rammer. Den ansatte fungerer som repræsentant for virksomheden, og indgår aftaler med tredjemand på virksomhedens vegne. Begrebet “mellemmænd” spænder meget vidt, og i dette kapitel vil vi gennemgå de almindelige fuldmagtsforhold i henhold til aftaleloven, kommissionsloven og handelsagentloven.

Mellemmænd

I dette kapitel vil følgende blive gennemgået: • Fuldmagt • Fuldmagt med særlig tilværelse • Fuldmagt uden særlig tilværelse • Kommission • Handelsagenter

1. Fuldmagt Aftalelovens (AFTL) afsnit II, §§ 10 – 27 behandler reglerne om fuldmagtsforhold. Hvis du giver en anden fuldmagt til at handle på dine vegne, bliver du berettiget og forpligtet i henhold til den aftale, som din fuldmægtig indgår med tredjemand, jf. AFTL § 10, stk. 1. Hvis du beder din nabo bestille og købe pejsebrænde på dine vegne, handler din nabo (fuldmægtigen) i henhold til fuldmagt fra dig. Du (fuldmagtsgiver) hæfter således for den aftale, fuldmægtigen indgår i dit navn, og du er forpligtet til at opfylde aftalen, når den aftale, der indgås, ligger inden for fuldmagtens grænser.

Relationer i fuldmagtsforhold Fuldmagtsgiver

1

2 Tredjemand

Fig. 4.1 Oversigt over relationerne i fuldmagtsforhold.

Fuldmægtig

3

Fuldmagt


96 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

Aktørerne

Retshandler

Fuldmagtsforhold

Fig. 4.1 viser forholdet mellem de forskellige aktører i fuldmagtsforholdet og de indbyrdes relationer, som der vil blive taget udgangspunkt i, i det følgende: 1. Forholdet mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtig 2. Forholdet mellem fuldmagtsgiver og tredjemand 3. Forholdet mellem fuldmægtigen og tredjemand Alle tre forhold vil i det følgende blive behandlet i forskellige sammenhænge. I henhold til AFTL § 10, stk. 1 gives der fuldmagt til at foretage retshandler. En retshandel er et bredt begreb, der dækker over juridiske dispositioner og viljeserklæringer, herunder aftaleindgåelse i bred forstand, afgivelse af løfter og påbud. Fuldmagtsgiver udstyrer fuldmægtigen med en fuldmagt til at repræsentere sig i en retshandel over for tredjemand, fx en kunde. Fuldmægtigen optræder således på fuldmagtsgivers vegne, og indgår en salgsaftale med tredjemand i fuldmagtsgivers navn og for dennes regning. Det betyder samtidig, at de aftaler, som fuldmægtigen indgår på vegne af fuldmagtsgiver, som hovedregel bliver bindende for fuldmagtsgiver. Fuldmagtsgiver bliver således forpligtet og berettiget overfor tredjemand.

Aftaleindgåelse fuldmagtsforhold Fuldmagtsgiver

Fuldmagt

Tredjemand

Fuldmægtig

Aftale indgås

Fig. 4.2 Viser mellemmandens/fuldmægtigens placering i forhold til fuldmagtsgiver og tredjemand.

Tilbud, accept og ­ugyldighed

Bemyndigelse / beføjelse – intern

I fig. 4.2 indgår fuldmægtigen en bindende aftale med tredjemand, der forpligter fuldmagtsgiver og tredjemand overfor hinanden. Aftalelovens almindelige regler om aftalers indgåelse (tilbud og accept) og ugyldighed er relevante i fuldmagtsforhold. I vurderingen af aftalen står fuldmægtigen som løftegiver og tredjemand som løftemodtager. Oftest opstår problemerne omkring aftalens ugyldighed, hvis fuldmægtigen overskrider sin fuldmagt, og i den forbindelse særligt spørgsmålet om fuldmagtsgiver så er bundet af den aftale fuldmægtigen har indgået med tredjemand på fuldmagtsgivers vegne. I den forbindelse er det vigtigt at kende til de juridiske begreber bemyndigelse og legitimation. 1. Den ene del af et fuldmagtforhold er den interne instruks mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtigen. Fuldmagtsgiver informerer fuldmægtigen om indholdet af fuldmagten. Det kaldes i juridisk terminologi for bemyndigelsen og i aftaleloven kaldes den interne instruks for beføjelsen. Omfanget og indholdet af bemyndigelsen er som udgangspunkt ikke kendt for omverdenen, men alene kendt mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtig.


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 97

2. Den anden del af et fuldmagtsforhold er den ydre fuldmagt, der er eller bliver kendt for omverdenen. I juridisk terminologi kaldes det for legitimation.

Inden for fuldmagtens grænser Legitimation (ydre forhold)

Legitimation – ekstern

Uden for fuldmagtens grænser

Bemyndigelse (indre forhold)

Fig. 4.3 Sondring mellem bemyndigelse og legitimation.

Når der skal foretages en juridisk vurdering af, om der er indgået en bindende aftale, og om den er gyldig, er det vigtigt først at få slået fast, hvad der er den indre bemyndigelse og den ydre legitimation i fuldmagtsforholdet. Herefter tages den juridiske diskussion, om fuldmægtigen har handlet inden for eller uden for fuldmagtens grænser. I den forbindelse er det vigtig at få slået fast, hvilken fuldmagtsform der er tale om. Man sondrer mellem to fuldmagtsformer, som vil blive gennemgået i det følgende: ­­ • Fuldmagt med særlig tilværelse • Fuldmagt uden særlig tilværelse

1.1 Fuldmagt med særlig tilværelse Kendetegnende for fuldmagt med særlig tilværelse er, at fuldmagten er kendt for omverdenen. Fuldmagten er synlig. En fuldmagt med særlig tilværelse stiftes eksempelvis ved, at fuldmagten udleveres eller meddeles til tredjemand direkte fra fuldmagtsgiver. Modsætningen hertil er en fuldmagt uden særlig tilværelse, der oftest gives mundtligt fra fuldmagtsgiver til fuldmægtig, og hvis indhold ikke er kendt eller synlig for tredjemand. Kendetegnende for denne type fuldmagt er også, at tredjemand får kendskab til fuldmagtens omfang og indhold fra fuldmægtigen og ikke fra fuldmagtsgiver. Fuldmagt uden særlig tilværelse vil blive gennemgået i afsnit 1.2. Følgende typer af fuldmagt med særlig tilværelse vil blive gennemgået nedenfor. Fuldmagtstype – fuldmagt med særlig tilværelse

Aftaleloven

Stillingsfuldmagt

§ 10, stk. 2

Speciel fuldmagt

§ 13

Offentlig bekendtgjort fuldmagt

§ 14, stk. 1

Skriftlig fuldmagt/forevisningsfuldmagt

§ 16, stk. 1

Fig. 4.4 Oversigt over de traditionelle fuldmagtstyper med særlig tilværelse.

Fuldmagten er kendt for omverdenen


98 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

Stillingsfuldmagt Handle inden for stillingens grænser

Når man er ansat, har man som fuldmægtig ret til at handle på fuldmagtsgivers (arbejdsgivers) vegne. Den type fuldmagt kaldes en stillingsfuldmagt, jf. AFTL § 10, stk. 2, og fuldmægtigen er i kraft af sin stilling i besiddelse af en fuldmagt til at handle inden for stillingens grænser. En butiksekspedient i et byggemarked, der handler inden for stillingens grænser, har i forhold til omverdenen som minimum ret til at sælge varerne i butikken, men har sjældent ret til at indkøbe nyt alarmsystem, sælge kasseapparatet eller udarbejde markedsføringsmateriale. Man kan sige, at stillingsfuldmagtens omfang udadtil er bestemt af, hvad der er sædvanligt i den pågældende stilling, og hvad der er sædvanlig kutyme i den branche ekspedienten er ansat i. Eksem p el

Du er ansat som indkøber i et Byggemarked X, hvor du indkøber varer med henblik på videresalg. I perioden 15. november til 22. december skal der sælges juletræer på parkeringspladsen foran indgangen. På et morgenmøde beder chefen (fuldmagtsgiver) dig (fuldmægtig) kontakte et antal juletræsleverandører (tredjemand) med henblik på indkøb af 500 træer i størrelsen 150 til 180 cm. Træerne må ikke koste mere end 60 kr. pr. stk. + levering. Denne instruks er den interne bemyndigelse og er ikke kendt for omverdenen. Bemyndigelsen ligger imellem A og B (se illustrationen neden for). Når du ringer til juletræsleverandøren og præsenterer dig som indkøber fra Byggemarked X, signalerer du over for tredjemand, at du har fuldmagt til at indgå en aftale på vegne af virksomheden (legitimation). Legitimationen ligger mellem B og C (se illustrationen neden for) I din stilling som indkøber viser du over for omverdenen og tredjemand, at du kan indgå sædvanlige indkøbsaftaler inden for dit område og på vegne af den virksomhed du arbejder for. Dette signaleres blandt andet via din stillingsbetegnelse, den måde du præsenterer dig på, dit visitkort, navneskilt m.v.

Bemyndigelse og legitimation

På baggrund af ovenstående eksempel, kan forholdet mellem bemyndigelse og legitimation, illustreres på følgende måde: A til C: Stillingsfuldmagt – købe varer med henblik på videresalg i byggemarked X A B C Uden for fuldmagtens grænser A B A til B: intern bemyndigelse Køb juletræer max. 60 kr. Fig. 4.5 En indkøbers stillingsfuldmagt på baggrund af beskrevet eksempel.

Fuldmægtig overskrider fuldmagtens grænser

Men hvad er retsvirkningen, hvis fuldmægtig handler uden for fuldmagtens grænser?


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 99

Fuldmægtigen kan handle i strid med den interne instruks (bemyndigelse) fra chefen om køb af juletræer til max 60 kr. pr. stk. og i stedet købe til 90 kr. pr. stk., eller der kan være tale om, at fuldmægtigen handler uden for de grænser, der er sædvanlige for den pågældende stilling. Det ligger fx uden for stillingsfuldmagtens grænser for en indkøber, at nedtage og sælge butikkens alarmsystem. I henhold til AFTL § 11, stk. 1, er fuldmagtsgiver bundet af de aftaler fuldmægtigen indgår i strid med fuldmagtsgivers instruks, hvis tredjemand var i god tro. Hvis man efter en konkret vurdering finder frem til, at tredjemand indså eller burde have indset (ond tro), at fuldmægtigen handlede i strid med fuldmagtsgivers forskrifter, er fuldmagtsgiver ikke bundet af aftalen. Fuldmagtsgiver er aldrig bundet af aftaler indgået uden for fuldmagtens grænser, uanset om tredjemand var i god eller ond tro. Det ligger uden for stillingsfuldmagtens sædvanlige grænser som indkøber at sælge butikkens alarmsystem, og en almindelig, god, omhyggelig og fornuftig kunde burde forstå og indse, at en sådan handling ligger uden for stillingens grænser som indkøber. Tredjemand kan derfor ikke være i god tro i en sådan aftale, og fuldmagtsgiver er derfor ikke bundet af aftalen. Fuldmagtsgiver kan naturligvis give indkøberen en udvidet bemyndigelse, dvs. give ham en instruks, som udvider fuldmagtens grænser, ved rent faktisk at bede ham om at sælge alarmsystemet.

Tredjemand i god eller ond tro?

Udvidet bemyndigelse

afgørel se

U2009.665 H – Vicedirektøren der købte et vagtselskab A var ansat som vicedirektør i Dansikring A/S, og daglig leder af vagtsektionen. Vicedirektøren indgik nogle aftaler på vegne af Dansikring A/S, blandt andet: • En rammeaftale om Dansikrings køb af vagtaktiviteter fra Medic Consult A/S. • Rammeaftalen indeholdt tillige en bonusaftale til en bestemt sælger. • Bonusaftalen med sælgeren fremgik af en ansættelsesaftale mellem Dansikring A/S og sælgeren. Ansættelsesaftalen blev alene underskrevet af vicedirektøren i Dansikring og sælgeren. Hverken rammeaftalen eller ansættelsesaftalen var underskrevet i overensstemmelse med tegningsreglerne for Dansikring A/S. Sagen drejede sig om, hvorvidt selskabet Dansikring A/S, som følge af fuldmagtsreglerne, var blevet bundet af de aftaler, som vicedirektøren havde indgået på selskabets vegne. Højesteret fandt, at vicedirektøren i kraft af sin stilling som vicedirektør i Dansikring A/S, ikke havde fuldmagt til at foretage opkøb af vagtvirksomheder, herunder bemyndigelse til på egen hånd at lade Dansikring A/S købe vagtaktiviteterne i Medic Consult A/S. Det var imidlertid godtgjort, at Dansikrings direktør havde udvist en passiv adfærd, som havde været egnet til at lade vicedirektøren fremstå som befuldmægtiget til på Dansikrings vegne, at indgå aftalerne. Sælgeren havde derfor haft føje til at anse vicedirektøren for befuldmægtiget til at indgå aftalen om bonus. Sælgeren var således i god tro om vicedirektørens fuldmagt, hvorfor sælgeren fik erstatning.

Hvis indehaveren af en stillingsfuldmagt påfører fuldmagtsgiver (arbejdsgiveren) et økonomisk tab, fordi fuldmægtigen har handlet simpelt uagtsomt, er fuldmægtigen ikke erstatningsansvarlig. Men hvis fuldmagtsgiver lider et økonomisk tab, som følge af at fuldmægtigen har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, kan det i sjældne tilfælde medføre, at fuldmægtigen skal betale erstatning til arbejdsgive-

Erstatning


100 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

Misligholdelse af ansættelsesaftale

Ophør af stillingsfuldmagt

ren, jf. erstatningsansvarsloven § 23, stk. 3, jf. stk. 1. Læs om uagtsomhed og forsæt i kapitel 6 om erstatningsret. Såfremt indehaveren af en stillingsfuldmagt misligholder sin ansættelsesaftale, hvilket er nærliggende når fuldmagten overskrides, risikerer fuldmægtig ved misligholdelse at blive opsagt fra sin stilling og i grove tilfælde at blive bortvist, jf. funktionærloven. En stillingsfuldmagt ophører og tilbagekaldes ved, at fuldmægtigen fjernes fra stillingen, jf. AFTL § 15, dvs. fuldmægtigen opsiges og i grove misligholdelsestilfælde bortvises. I en opsigelsessituation bør fuldmagtsgiver tage stilling til, hvorvidt fuldmægtigen i opsigelsesperioden fortsat skal kunne indgå retshandler på vegne af virksomheden. Arbejdsgiveren vil være bundet af de aftaler fuldmægtigen indgår i opsigelsesperioden med godtroende tredjemand. Tredjemand vil sjældent have kendskab til stillingsfuldmagtens ophør, og vil fortsat indgå aftaler med fuldmægtigen i god tro, så hvis tilbagekaldelsen skal have virkning over for en tredjemand i opsigelsesperioden, bør fuldmægtigen fjernes fysisk fra stillingen. I modsat fald får tilbagekaldelsen først egentlig virkning over for tredjemand på fratrædelsestidspunktet, dvs. fra den dag opsigelsesperioden udløber, og fuldmægtigen ikke længere er forpligtet til at møde på arbejde. Specialfuldmagt

Særskilt erklæring

Ophør

En specialfuldmagt, også kaldet en legitimationsfuldmagt, er en særskilt erklæring, som kommunikeres direkte fra fuldmagtsgiver til tredjemand, og kan være både mundtlig og skriftlig. Det særlige ved denne type fuldmagt er, at tredjemand får direkte besked fra fuldmagtsgiver om fuldmagtens indhold, og fuldmagten får virkning, når den kommer til tredjemands kundskab. Specialfuldmagten ophører som udgangspunkt på samme måde, som den blev stiftet, og tilbagekaldelsen får virkning allerede, når den er kommet frem, jf. AFTL § 13. Tilbagekaldelse af fuldmagten behøver således ikke at komme til kundskab hos tredjemand for at få virkning, da den ophører allerede, når tredjemand har modtaget en særlig erklæring om, at specialfuldmagten ikke længere skal være gældende. Offentligt bekendtgjort fuldmagt

Offentlig bekendtgørelse

Kurator

Prokura

Denne fuldmagtstype med særlig tilværelse kaldes også for en bekendtgørelsesfuldmagt. Ved denne type fuldmagt oplyser fuldmagtsgiver om fuldmagten til almenheden og ofte i massemedier, fx i en avis, et tidsskrift, i Statstidende, i en cirkulæreskrivelse eller lignende, jf. AFTL § 14. I et konkursbo udnævnes en kurator, der får fuldmagt til at varetage boets interesser bedst muligt og til at sikre, at kreditorerne i boet behandles lige. Kurator får fuldmagt til at foretage alle nødvendige dispositioner, fx til at sælge alle boets aktiver bedst muligt, inddrive gæld på vegne af konkursboet og anlægge retssager. Kurators fuldmagt offentliggøres i Statstidende. Prokura er en fuldmagtstype, der gives i forretningsforhold, og som legitimerer fuldmægtigen (prokuristen) til at handle på en virksomheds vegne. Prokuristen kan forpligte og disponere i alle forhold vedrørende virksomhedens drift,


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 101

men må ikke sælge eller pantsætte fast ejendom tilhørende virksomheden uden udtrykkelig bemyndigelse, jf. lov om erhvervsdrivende virksomheder § 7. Prokura kan gives til flere personer, som så kan handle samlet, såkaldt kollektivprokura. I kapitalselskaber udstedes prokura af virksomhedens centrale ledelsesorgan, fx aktieselskabets bestyrelse, jf. selskabsloven § 135, stk. 5. Hvis prokuristen disponerer, indgår aftaler, forpligter virksomheden eller træffer beslutninger om forhold, som ligger uden for virksomhedens drift, er fuldmagtsgiver (virksomheden) bundet, hvis tredjemand er i god tro. Prokura kan ikke begrænses med virkning over for tredjemand, og prokuristen kan ikke overføre prokuraen til en anden. Ophør eller tilbagekaldelse af fuldmagten skal ske på samme måde, som fuldmagten blev stiftet, jf. AFTL § 14. Prokura kan til enhver tid tilbagekaldes. Fuldmagtsgiverens død medfører ikke prokuraens ophør.

Ophør

Skriftlig fuldmagt / forevisningsfuldmagt

Fuldmagten er et skriftligt dokument, som er beregnet til forevisning for tredjemand, jf. AFTL § 16. Det kan fx være en postpakke-fuldmagt:

Forevisningsfuldmagt

“Undertegnede, Ditte Dortmann, boende Villavej 1, 4000 Roskilde, giver hermed Gustav Petersen, cpr.nr. xxxxxx-xxxx fuldmagt til at afhente min postpakke på Jyllinge postkontor.”

En skriftlig fuldmagt ophører, når den tilbagegives til fuldmagtsgiver eller tilintetgøres, når fuldmagtsgiver forlanger det.

Ophør

1.2 Fuldmagt uden særlig tilværelse I modsætning til fuldmagt med særlig tilværelse, hvor fuldmagten er kendt for omverdenen, er kendetegnet for en fuldmagt uden særlig tilværelse, at den ikke er kendt eller synlig for omverdenen. En fuldmagt uden særlig tilværelse, gives ofte mundtligt fra fuldmagtsgiver til fuldmægtig, men kan også gives skriftligt. I juridisk terminologi taler man om § 18-fuldmagt eller fuldmagt uden særlig tilværelse, og ved denne type fuldmagt sondres der ikke mellem bemyndigelse og legitimation, da fuldmagtens omfang og bemyndigelse er sammenfaldende. Eksempel

Torsdag aften er der vinsmagning hos den lokale vinhandler. Du kan ikke deltage, så du ringer til din ven Frank, der har samme gode smag i vin som dig. Du beder ham købe 6 til 12 flasker italiensk rødvin til max 100,00 kr. pr. flaske, hvis noget spændende skulle dukke op i løbet af aftenen. Regningen skal sendes til dig.

Hvis en fuldmægtig med en § 18-fuldmagt overskrider sin beføjelse, er retshandlen ikke bindende for fuldmagtsgiver, selvom tredjemand var i god tro, jf. AFTL § 11, stk. 2.

§ 18-fuldmagt


102 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

Ophør

I strid med dine forskrifter køber Frank en god fransk vin til 150,00 kr. pr. flaske, og da fuldmagten er overskredet, er du som fuldmagtsgiver ikke bundet af retshandlen, som din fuldmægtig har foretaget. Aftalen rammes af ugyldighed, og i henhold til aftaleloven er aftalen i denne situation ikke bindende. Du er hverken forpligtet til at aftage vinen eller betale regningen, selvom vinhandleren var i god tro og havde den opfattelse, at Frank handlede i overensstemmelse med dine forskrifter. Hvis vinhandleren lider et økonomisk tab i den anledning, risikerer Frank at skulle betale erstatning, jf. AFTL § 25 og nærmere neden for. Fuldmagt uden særlig tilværelse bringes til ophør, når en meddelelse fra fuldmagtsgiver om tilbagekaldelsen kommer frem til fuldmægtigen, jf. AFTL § 18. Hvis der er tale om en mundtlig tilbagekaldelse, er tilbagekaldelsen kommet frem, når fuldmægtigen hører den. En tilbagekaldelse behøver ikke at komme til kundskab for at få virkning. Det er nok, at den er kommet frem, hvilket kan være forbundet med risiko for en § 18-fuldmægtig, der går ud og handler på vegne af fuldmagtsgiver uden først at have læst sin post eller aflyttet sin telefonsvarer. Se nærmere om denne problemstilling i det følgende afsnit.

1.3 Forholdet mellem fuldmægtig og tredjemand Indestå for at have fornøden fuldmagt

Hovedregel: Erstatte tredjemands tab Undtagelser

I forholdet mellem fuldmægtigen og tredjemand, indestår fuldmægtigen for at have den fornødne fuldmagt til at handle på vegne af fuldmagtsgiver og inden for fuldmagtsgivers instruks, jf. AFTL § 25, stk. 1. På det tidspunkt hvor fuldmægtigen indgår en aftale med tredjemand, er fuldmægtigen garant for at: • Fuldmagten eksisterer • Fuldmagten ikke er tilbagekaldt og • Fuldmagten ikke er overskredet Hvis ovennævnte 3 betingelser ikke er opfyldt og tredjemand senere lider et økonomisk tab, som følge af, at aftalen ikke er bindende for fuldmagtsgiver, er det hovedreglen, at fuldmægtigen skal erstatte tredjemands tab. Aftalelovens § 25 om erstatning til tredjemand gælder både for fuldmagt med og uden særlig tilværelse. Der er dog visse undtagelser fra hovedreglen. Fuldmægtigen skal ikke betale erstatning til tredjemand, hvis tredjemand var i ond tro, dvs. vidste eller burde vide at fuldmægtigen ikke havde fornøden fuldmagt, jf. AFTL § 25, stk. 2. Der kan heller ikke blive tale om erstatning, hvis fuldmægtigen handlede i henhold til en fuldmagt, som var ugyldig eller uvirksom af grunde, som fuldmægtigen var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne påregne, at fuldmægtigen kendte til på tidspunktet for aftalens indgåelse.

2. Kommission Kommission reguleres af kommissionsloven (KMSL), og lovens bestemmelser er med få undtagelser deklaratoriske, hvilket betyder at parterne kan aftale nogle andre retningslinjer for deres samarbejde end det, som er beskrevet i loven.


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 103

Der findes flere typer af kommission, såsom indkøbskommission, handelskommission og salgskommission. Fælles for dem alle er, at kommissionæren er professionel handlende, som køber og sælger inden for sit erhverv, jf. KMSL § 4, stk. 2. I det følgende tages der udgangspunkt i handelskommission. En kommissionær defineres i loven som en, der har påtaget sig det hverv at sælge eller at købe varer, værdipapirer eller andet løsøre for en andens regning, men i eget navn. Den, for hvis regning salget eller købet skal ske, kaldes kommittent, jf. KMSL § 4, stk. 1.

Definition: Kommissionær og kommittent

Eksempel

En dansk producent af campingvogne, Happy-camping A/S, sælger sine campingvogne via forretningsforbindelser i Danmark, eksempelvis JYCA Campingcenter i Nordjylland. Forretningsforbindelserne har campingvognene i kommission, og de har i gennemsnit 5 forskellige typer campingvogne fra Happy-camping A/S i deres forretningsudstillinger. Der er indgået en kommissionsaftale mellem Happy-camping A/S (kommittenten) og hvert enkelt salgssted (kommissionær). Kommissionsaftalen regulerer det interne forhold mellem de to parter, Happy-camping A/S og JYCA Campingcenter. Happy-camping A/S ejer de vogne som kommissionæren har stående, men i forhold til kunderne står JYCA Campingcenter som sælger af campingvognene. Kunden, Bent Jensen, handler ikke direkte med kommittenten. Aftaler om køb indgås med kommissionæren og i kommissionærens navn, dvs. i købsaftalen vil JYCA Campingcenter stå som sælger og kunden, Bent Jensen (tredjemand), vil stå som køber.

Ovennævnte eksempel kan illustreres i følgende oversigt over kommissionsforhold: Kommissionsforhold KOMMISSIONSAFTALE

Kommittent (Hovedmanden) Happy-camping A/S

KØBSAFTALE

Kommissionær (Mellemmanden) JYCA Campingcenter

Tredjemand Kunde: Bent Jensen

Fig. 4.6 Oversigt over parternes indbyrdes forhold i kommission.

Kommissionsaftalen mellem kommittent og kommissionær er ikke kendt for omverdenen. Kommissionæren skal i forhold til kunderne (tredjemand) handle inden for den fuldmagt og de retningslinjer, der er udstukket fra kommittenten, og som ofte er beskrevet i kommissionsaftalen. Den aftale kommissionæren indgår med tredjemand (kunden), er som hovedregel bindende for kommittenten. Hvis en campingvogn sælges på nogle andre vilkår end dem kommittenten har forudsat i kommissionsaftalen, kan kommitten-

HR: Bindende aftale U: Tredjemand i ond tro


104 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

ten ikke få salget tilsidesat som ugyldigt over for tredjemand, medmindre tredjemand (kunden) var i ond tro.

2.1 Forholdet mellem kommittenten og kommissionæren Kommissionsloven er som nævnt deklaratorisk, og parterne kan derfor fravige lovens bogstav i en kommissionsaftale, dvs. de kan aftale noget andet, end det der står i loven. Hvis der i deres indbyrdes forhold opstår en problematik, som ikke er reguleret af deres kommissionsaftale, er kommissionsloven det første sted, man skal lede efter svar. Kommissionsloven regulerer blandt andet kommissionærens pligter og rettigheder over for kommittenten, og disse regler vil blive gennemgået ganske kort i det følgende: Kommissionærens pligter Kommissionærens pligter

Kommissionærens misligholdelse

Erstatning

”Under limitum”

Kommissionærens pligter vil som nævnt oftest være detaljeret formuleret i en kommissionsaftale mellem kommissionæren og kommittenten, men i mangel af retningslinjer kommer kommissionslovens §§ 7-26 os til hjælp. Kommissionæren skal overholde sine forpligtelser i henhold til aftalen mellem kommittenten og kommissionæren (kommissionsaftalen), herunder holde sig inden for bemyndigelsen. Kommissionæren skal varetage kommittentens interesser og holde kommittenten underrettet om forhold af betydning, herunder hvis forskrifterne fraviges. Herudover skal kommissionæren aflægge regnskab, drage omsorg for de varer han har modtaget til salg og holde varerne behørigt brandforsikret. Kommissionæren har en undersøgelsespligt af de varer han modtager til salg, og han skal sørge for at holde dem adskilt fra sine egne varer. De varer han har i kommission skal til enhver tid kunne identificeres. Det er særlig relevant i forbindelse med kreditorforfølgning, se nærmere neden for. Hvis kommissionæren handler svigagtigt eller forsømmer sine pligter og derved misligholder kommissionsaftalen med kommittenten, fx fordi kommissionæren handler uden for instruksen (uden for bemyndigelsen), kan kommittenten afvise den indgåede aftale, som kommissionæren har lavet med tredjemand. Kommittenten skal i disse misligholdelsessituationer reklamere uden ugrundet ophold over for kommissionæren, jf. KMSL §§ 20, 22 – 23. Tilsidesætter eller forsømmer kommissionæren sine pligter i en sådan grad, at kommittenten lider et økonomisk tab, kan kommittenten kræve dette tab erstattet af kommissionæren. Har kommissionæren solgt en campingvogn til 100.000 kr., uagtet at kommittentens instruks har angivet en minimumspris på 110.000 kr., har kommissionæren solgt “under limitum,” og kommittenten har lidt et økonomisk tab. Kommittenten kan ikke afvise aftalen, hvis kommissionæren uden ugrundet ophold betaler differencen eller stiller sikkerhed for dens betaling. Aftalen kan som hovedregel ikke tilsidesættes over for en tredjemand (kunden), hvis kunden har været i god tro, men kommittenten kan kræve erstatning på de 10.000 kr. fra kommissionæren, jf. KMSL §§ 15-17.


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 105

Kommissionæren er ikke ansvarlig for om kunden rent faktisk betaler købesummen for campingvognen. Kommittenten kan således ikke forlange købesummen betalt af kommissionæren ved tredjemands manglende betaling, ligesom kommissionæren ikke kan forlange provision af en købesum som ikke er betalt.

Tredjemands manglende betaling

Kommissionærens rettigheder

Kommissionærens rettigheder er formuleret i kommissionslovens §§ 27 – 39. Kommissionærens arbejde sker for kommittentens regning, hvorfor kommissionæren har krav på at få refunderet afholdte udgifter i forbindelse med salget, fx kørsel, telefon, porto, forsikringspræmier, markedsføringsudgifter osv. Kommissionæren har ret til at modtage den aftalte provision i forhold til den opnåede pris. Kommissionæren kan udøve tilbageholdsret i kommittentens gods og løsøre, hvis provisionen ikke betales, og derudover har kommissionæren håndpanteret i de varer, som kommittenten har sat til salg hos ham.

Kommissionærens rettigheder Refusion af udgifter Provision

2.2 Forholdet mellem kommittenten og tredjemand En køber handler direkte med kommissionæren og har ikke nogen kontakt til kommittenten. Kommissionæren står som den ansvarlige sælger i henhold til købeloven, og opstår der en konflikt, fx en sag om fejl og mangler ved en købt campingvogn, har køber et krav mod kommissionæren, og aldrig et krav mod kommittenten. Kommittenten kan også have et forhold til en anden type tredjemand, nemlig kommissionærens kreditorer, dvs de aftaleparter som kommissionæren skylder penge. Det kan fx være Told og Skat, forsikringsselskaber eller elektrikeren for manglende betaling af el-reparation i udstillingslokalet. Eksempel

Det går ikke så godt økonomisk for JYCA Campingcenter, og der ligger flere ubetalte regninger, heriblandt en regning fra elektrikeren på 35.000 kr. Elektrikeren har rykket for betaling flere gange og har nu bedt fogedretten om hjælp til at tvangsinddrive beløbet. Fogeden har meldt sin ankomst hos JYCA Campingcenter i morgen med henblik på at foretage udlæg i virksomhedens aktiver.

Hvis kommissionæren (JYCA Campingcenter) ikke formår at betale sine regninger, kan der indledes inkasso og forsøg på tvangsinddrivelse. Det betyder at kreditorerne kan foretage udlæg og tvangssælge aktiverne i virksomheden for at få deres penge. I den forbindelse er det interessant for kommittenten (Happy-camping A/S) at kende sin retsstilling i forhold til kommissionærens kreditorer. Situationen er den, at kommissionæren har kommittentens campingvogne stående i forretningen, og måske købesummer indestående på bankkonti tilhørende Happy-camping A/S – Kan kommissionærens kreditorer få fingrene i det?

Køber: Købeloven Kommissionærens kunde

Kommissionærens kreditorer


106 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

Kommittentens forhold til kommissionærens kreditorer Kreditorer*

Kommittent (KMT) Happy-camping A/S

* Dem som KMS skylder penge

Kommissionær (KMS) JYCA Campingcenter

Tredjemand (kunde)

Fig. 4.7 Viser det indbyrdes forhold mellem kommittenten, kommissionæren og dennes kreditorer.

Ejendomsretten

Udlæg

Kommittentens penge

Kommittenten har ejendomsretten til det gods (campingvogne), som kommissionæren har stående med henblik på salg. Campingvognene tilhører kommittenten indtil det tidspunkt, hvor ejendomsretten overgår til en køber, eller i det tilfælde, hvor kommissionæren selv indtræder som køber, jf. KMSL § 53, stk. 1. For kommissionærens kreditorer betyder det, at de ikke kan foretage udlæg eller på anden måde søge fyldestgørelse i de varer, som kommissionæren har stående med henblik på salg for kommittenten. Betingelsen er dog at kommittentens varer er adskilte fra kommissionærens øvrige varer, og at varerne kan identificeres som tilhørende kommittenten. Kommissionærens kreditorer kan heller ikke ved udlæg søge fyldestgørelse i penge tilhørende kommittenten, hvis pengene kan identificeres og er holdt adskilt fra kommissionærens øvrige penge, fx indsat på en særlig bankkonto.

2.3 Kommissionsforholdets ophør Opsigelse og ophævelse

Hvis intet andet fremgår af kommissionsaftalen mellem kommissionæren og kommittenten, gælder KMSL §§ 46 – 52. Parterne kan til enhver tid opsige aftalen med passende varsel, jf. KMSL § 46. I nogle kommissionsaftaler er der aftalt en kommissionsperiode eller specificeret, at en særlig opgave skal løses, og i disse tilfælde ophører aftalen først, når perioden er udløbet, eller den specifikke opgave er løst. Opsigelse i utide kan medføre erstatningspligt ved tab, jf. KMSL §§ 50 – 51. Hvis en af parterne går konkurs kan kommissionsforholdet ophæves, jf. KMSL § 47.

3. Handelsagenter Handelsagentloven

Selvstændig erhvervsdrivende

En virksomheds brug af handelsagenter er reguleret af handelsagentloven (HAL) fra 1990, der er baseret på et EU direktiv, der blandt andet har til formål at skabe ensartede konkurrencevilkår inden for EU samt at beskytte agenterne. I forbindelse med eksport må en virksomhed overveje, hvilken afsætningskanal der er mest hensigtsmæssig, og blandt de mange muligheder kan virksomheden vælge at anvende selvstændig erhvervsdrivende som handelsagenter,


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 107

der både er branche- og markedskendte i forhold til det produkt som gives i agentur. En handelsagent har mod betaling påtaget sig selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordrer) fra tredjemand til agenturgiveren eller ved at indgå aftale herom i dennes navn og for dennes regning, jf. HAL § 2. Handelsagenten er ikke ansat hos agenturgiver, men han handler i agenturgiverens navn og for dennes regning, modsat kommissionæren, som handler i eget navn.

Definition: Handelsagent

Eksempel

Skandia Møbeldesign ønsker at sælge skandinaviske møbler på det tyske marked. I den forbindelse opstår et samarbejde med den tyske handelsagent Jürgen Jürgensen, der er branchekendt i Tyskland. Jürgen har ifølge kontrakten fået til opgave at formidle kontakt til og skaffe købstilbud fra tyske møbelforretninger, som ønsker at købe skandinavisk design med henblik på videresalg samt tage kontakt til større tyske virksomheder, som kunne have interesse i Skandias møbler i mødelokaler, receptioner og lignende. Samarbejdet illustreres i fig. 4.8 nedenfor.

Aftaleindgåelse ved brug af handelsagent Agenturgiver Skandia Møbeldesign Danmark

3) sender accept eller afslag

2. sender tilbud til agenturgiver

Tredjemand/køber Tyske møbelforretninger

Handelsagent Jürgen, Tyskland

1) indhente tilbud

Fig. 4.8 Oversigt over aftaleindgåelse ved brug af handelsagent.

I fig. 4.8 er situationen følgende: 1. Den tyske handelsagent Jürgen er mellemmand og formidler kontakten mellem tyske købere (tredjemand) og Skandia Møbeldesign (agenturgiver). Jürgen indhenter købstilbud fra tredjemand. 2. Handelsagent Jürgen sender tredjemands tilbud videre til agenturgiver Skandia Møbeldesign. 3. Skandia Møbeldesign meddeler sin accept eller afslag på tilbud direkte til køber/tredjemand i Tyskland. Hvis agenturgiver modtager et tilbud via agenten, som agenturgiver ikke vil acceptere, skal det meddeles til tredjemand uden ugrundet ophold. Gør agenturgiver ikke det, anses tilbudet for accepteret, jf. HAL § 17. Tredjemand kan tilbagekalde sit tilbud, forinden eller samtidig med at tilbudet kommer til kundskab hos agenturgiver, jf. HAL § 18.

Tilbud og accept

Tilbagekaldelse af tilbud


108 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

3.1 Forholdet mellem agenturgiver og agenten Agenturgiverens pligter

Handelsagentens pligter

Erstatning og godtgørelse

Handelsagentens ret til provision

Kræver særlig ­bemyndigelse: Bindende aftaler

Betaling, henstand, afslag i pris

Reklamationssager

Agenturgiveren har pligt til at handle loyalt og redeligt overfor handelsagenten, herunder stille nødvendigt materiale til rådighed, skaffe de nødvendige oplysninger til udførelse af arbejdet. Agenturiveren skal underrette agenten om accept af eller afslag på de tilbud som agenten har indsendt, og underrette om manglende gennemførelse af aftaler som agenten har formidlet, jf. HAL § 5. Herudover har agenturgiveren pligt til at sende handelsagenten en kvartalsmæssig provisionsberegning, jf. HAL § 13. Handelsagenten kan have flere agenturer inden for samme branche, hvorfor det pointeres i HAL § 4, stk. 1, at agenten har pligt til at varetage agenturgivers interesser og handle loyalt og redeligt. Agenten må derfor ikke være agent for et konkurrerende produkt, uden han først har indhentet agenturgivers samtykke. Derudover har agenten pligt til at foretage rimelige bestræbelser for at indhente tilbud og aftaler på vegne af Skandia Møbeldesign, herunder holde agenturgiver underrettet om status og udvikling. Hvis parterne (handelsagenten og agenturgiver) forsømmer deres indbyrdes pligter og dermed misligholder kontrakten, kan parterne, som i ethvert andet kontraktsretligt forhold, ifalde erstatningsansvar og rette et eventuelt erstatningskrav mod den misligholdende part for økonomisk tab, jf. HAL § 6. Aflønning af handelsagenten sker sædvanligvis som provision, og loven foreskriver, at handelsagentens aftalte provision, skal være rimelig og sædvanlig, jf. HAL § 8. Handelsagenten har ret til at modtage sin provision når agenturgiver har opfyldt sin forpligtelse, dvs. har leveret varen, har modtaget købesummen eller skulle have gjort det. Selvom agenturforholdet er ophørt, har agenten ret til provision, hvis tredjemands tilbud er kommet frem til agenten/agenturgiveren inden agentforholdets ophør, eller aftalen hovedsagelig er bragt i stand ved agentens virksomhed under forholdets beståen og indgået inden rimelig tid derefter, jf. HAL § 10. Følgende handlinger fra agentens side kræver særlig bemyndigelse fra agenturgiver: • Handelsagenten kan ikke indgå bindende aftaler med tredjemand uden særlig bemyndigelse fra agenturgiveren. Gør agenten det alligevel, og vil agenturgiveren ikke være bundet af aftalen, skal agenturgiveren meddele dette til tredjemand uden ugrundet ophold. Forholder agenturgiveren sig passiv, er han bundet af aftalen, hvis tredjemand var i god tro om handelsagentens bemyndigelse, jf. HAL § 16. • Handelsagenten har ikke bemyndigelse til at modtage betaling, give henstand/afslag i pris eller foretage anden ændring i aftalen. Gør agenten det alligevel, og vil agenturgiveren ikke godkende det, skal agenturgiveren meddele dette til køberen uden ugrundet ophold. Forholder agenturgiveren sig passiv, har han godkendt agentens handling, hvis tredjemand/køber var i god tro om handelsagentens bemyndigelse, jf. HAL § 20. • Handelsagenten har ikke bemyndigelse til at træffe afgørelse angående tredjemands reklamation med hensyn til mangler eller forsinkelse, men kan modtage reklamationen med samme virkning, som hvis den var modtaget af agenturgiveren, jf. HAL § 21.


KAPITEL 4 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · 109

• Handelsagentloven §§ 22-29 indeholder nogle meget detaljerede regler om agenturaftalens ophør og godtgørelsesregler til agenten, som ikke vil blive gennemgået her.

4. Vigtigste hovedregler og principper Fuldmagt:

• Hvis du giver en anden fuldmagt til at handle på dine vegne, bliver du berettiget og forpligtet i henhold til den aftale, som din fuldmægtig indgår med tredjemand, jf. AFTL § 10, stk. 1. Fuldmagt med særlig tilværelse:

• Hvis fuldmægtigen har handlet inden for bemyndigelsen, er fuldmagtsgiver bundet af aftalen. • Hvis fuldmægtigen har handlet inden for fuldmagten, men uden for bemyndigelsen, og tredjemand er i god tro, er fuldmagtsgiver bundet af aftalen. • Hvis fuldmægtigen har handlet inden for fuldmagten, men uden for bemyndigelsen, og tredjemand er i ond tro, er fuldmagtsgiver ikke bundet af aftalen. • Hvis fuldmægtigen har handlet uden for fuldmagten, er fuldmagtsgiver aldrig bundet, uanset fuldmagtstype og uanset om tredjemand er i god eller ond tro, jf. AFTL § 10, stk.1 modsætningsvis. • En fuldmagt ophører og tilbagekaldes på samme måde, som den blev stiftet/ oprettet. Fuldmagt uden særlig tilværelse:

• Hvis fuldmægtig i en § 18-fuldmagt (uden særlig tilværelse) overskrider sin beføjelse, er fuldmagtsgiver ikke bundet af den indgåede aftale, og dette uanset om tredjemand er i god eller ond tro, jf. AFTL § 11, stk. 2. • Det er fuldmægtig, der over for tredjemand indestår for at have den fornødne fuldmagt, jf. AFTL § 25, stk. 1. Kommission:

• Ved kommission handler kommissionæren i eget navn, men for kommittentens regning. • Tredjemand handler direkte med kommissionæren og har ikke nogen kontakt til kommittenten. Kommissionæren står som den ansvarlige sælger i henhold til købeloven, og tredjemand kan ikke rette eventuelle krav mod kommittenten. • Hvis kommissionæren indgår en aftale med tredjemand, som ligger uden for kommittentens instruks, kan kommittenten ikke erklære aftalen ugyldig overfor en godtroende tredjemand, men kommittenten kan rette et eventuelt erstatningskrav mod kommissionæren.

Agenturaftalens ophør


110 · FULDMAGT OG MELLEMMÆND · KAPITEL 4

• Kommissionærens kreditorer kan ikke ved udlæg eller konkurs søge sig fyldestgjort i det af kommittenten tilhørende gods, som kommissionæren har i sin besiddelse, jf. KMSL § 56, stk. 2. • Kommissionærens kreditorer kan ikke ved udlæg søge fyldestgørelse i penge tilhørende kommittenten, hvis disse penge er holdt adskilt fra kommissionærens øvrige penge, fx på en særlig bankkonto. Handelsagenter:

• En handelsagent handler i agenturgiverens navn og for dennes regning. • Handelsagenten kan ikke uden agenturgiverens bemyndigelse indgå aftaler, der binder agenturgiveren, jf. HAL § 16, stk. 1. • Har handelsagenten indgået en aftale uden for bemyndigelsen, og vil agenturgiveren ikke acceptere dette, skal agenturgiveren meddele dette til tredjemand uden ugrundet ophold, efter at han har fået kendskab til aftalen, Gør han ikke dette og tredjemand var i god tro, er agenturgiveren bundet af aftalen.


5

FORBRUGERAFTALER

Forbrugeraftaleloven (FBL) har til formål at beskytte forbrugerne og loven implementerer samtidig et EU-direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Derudover indeholder forbrugeraftaleloven regler til gennemførelse af dørsalgs­ direktivet og fjernsalgsdirektivet for varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Det officielle navn er lov om visse forbrugeraftaler, men i det følgende vil loven blive omtalt som forbrugeraftaleloven. Forbrugeraftaler kan ikke gennemgås uden også at komme ind på markedsføringsloven og aftaleloven, som er tæt forbundne med forbrugeraftalelo­ven. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med området, og der ligger mange tilgængelige oplysninger, vejledninger og afgørelser, som belyser området på www.forbrugerombudsmanden.dk og www.forbrug.dk. Følgende emner vil blive gennemgået i dette kapitel: 1. Forbrugeraftaleloven 2. Forbud mod uanmodet henvendelse (dørsalg) 3. Forbud mod negativ aftaleindgåelse 4. Forbrugerens fortrydelsesret 4.1 Aftaler om køb indgået uden for fast forretningssted 4.2 Fjernsalg 4.2.1 Fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser 4.2.2 Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser 5. Urimelige aftaler 6. Værneting og lovvalg

1. Forbrugeraftaleloven Forbrugeraftaleloven handler om forbrugeraftaler og regulerer de erhvervsdrivendes henvendelser til forbrugere, med henblik på indgåelse af aftaler. Formålet med loven er forbrugerbeskyttelse og loven er beskyttelsespræceptiv, hvilket betyder, at loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. FBL § 28. Forbrugeren betragtes som den svage part i det indbyrdes forhold mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, og loven har bl.a. til hensigt at beskytte forbrugeren mod, at den erhvervsdrivende misbruger sin stilling i det indbyrdes forhold. En forbrugeraftale er karakteriseret ved, at den er indgået mellem to parter, hvor den erhvervsdrivende indgår aftalen som led i sit erhverv, mens den anden part (forbrugeren) handler uden for sit erhverv, jf. FBL § 3, stk. 1. Denne definition gentages i andre love, fx aftaleloven, købeloven og kreditaftaleloven. En tømrers køb af træ til brug i eget hjem, er en forbrugeraftale, da han handler til privat brug, mens en selvstændig el-installatørs køb af en boremaskine til brug i sin forretning, ikke er en forbrugeraftale.

Forbrugerbeskyttelse beskyttelsespræceptiv

Hvad er en forbrugeraftale?


112 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

Erhvervsdrivende formidler

Som udgangspunkt vil der ikke være tale om et forbrugerkøb, hvis sælger er en privatperson, der handler i privat regi. De køb, hvor sælger handler som en privatperson, men vælger at handle gennem en erhvervsdrivende, kan godt være omfattet af forbrugeraftaleloven, fx en internetauktion, hvor auktionshuset stiller sin hjemmeside og services til rådighed mod betaling. Handlen og kontakten mellem køber og sælger formidles af den erhvervsdrivende, og auktionshuset bliver underlagt de forbrugerbeskyttende regler i forbrugeraftaleloven, fx har auktionshuset pligt til at oplyse køberen om fortrydelsesret. afg ø rels e

SH-dom afsagt 18-06-2009(N-0001-07) – Forbrugerombudsmanden mod QXL Ricardo Danmark A/S QXL er internetauktionsudbyder og formidler efter loven internethandler mellem to private personer på www.qxl.dk. QXL medvirker aktivt til handlens indgåelse, fx ved at stille et auktionssystem til rådighed eller modtage vederlag i forbindelse med den enkelte handel. Forbrugerombudsmanden anlagde denne sag, idet QXL ikke efterlevede forbrugeraftalelovens oplysningspligt, herunder gav auktionskøbere på sine auktioner oplysning om deres fortrydelsesret, Sø- og Handelsretten fandt, at der er 14 dages fortrydelsesret, når der handles på en internetauktion – også selvom sælgeren er en privat person. QXL har pligt til at give købere oplysning om fortrydelsesretten efter lovens § 11, stk. 1, nr. 5, og § 12, stk. 2, nr. 2, og til at modtage køberes underretning om brug af fortrydelsesretten efter lovens § 19, stk. 1. Ved ikke at have overholdt oplysningspligten efter forbrugeraftaleloven, og ved ikke at have ført kontrol med, at erhvervsdrivende sælgere på deres website overholder deres pligter efter forbrugeraftaleloven, havde QXL handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. Bevisbyrde

Bødestraf

På grund af lovens beskyttelseshensyn og de skærpede krav i forbrugeraftaler, kan en virksomhed have en juridisk og økonomisk interesse i, at aftalen ikke karakteriseres som en forbrugeraftale. Ved uenighed om aftalens karakter, er det den erhvervsdrivende som har bevisbyrden for, at den aftale, der er indgået, ikke er en forbrugeraftale, jf. FBL § 3, stk. 2. Virksomheder som handler med forbrugere, skal respektere og overholde reglerne i FBL. Det kan være forbundet med bødestraf, at handle i strid med forbrugeraftaleloven, jf. FBL § 29.

2. Forbud mod uanmodet henvendelse (dørsalg) Forbud mod uanmodet henvendelse

I forbrugeraftalelovens § 6 er der indsat et generelt forbud mod, at virksomheder retter uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere på deres bopæl, på deres arbejdsplads og andre steder, hvor der ikke er almindelig adgang, fx skoler, foreninger, hvis henvendelsen fra virksomheden har til formål, at opnå en aftale med forbrugeren, jf. FBL § 6, stk. 1. Tanken bag dette forbud, er bl.a.


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 113

at værne om privatlivets fred, ved at beskytte forbrugeren mod ivrige sælgere, der laver opsøgende salg, fx på bopælsadressen. Der er dog visse undtagelser, hvor telefoniske henvendelser alligevel gerne må ske, jf. FBL § 6, stk. 2. Det gælder hvis virksomheden har tilbud til forbrugeren, der handler om: • Bestilling af bøger • Tegning af abonnement på aviser, ugeblade, tidsskrifter • Formidling og tegning af forsikringer, og • Tegning af abonnement på redningstjenester og sygetransport Hvis virksomheden henvender sig til forbrugeren i strid med FBL § 6, og der på den baggrund indgås en aftale, er aftalen ugyldig, jf. FBL § 7, og det kan være forbundet med bødestraf.

Undtagelser

Aftalen ugyldig

afgørelse

H&M accepterede at betale en bøde på 100.000 kr. Bøden er faldet i en sag, hvor H&M ringede forbrugere op på deres mobiltelefon og afspillede en reklame, der indeholdt et lydklip med Madonna. I forbindelse med en større markedsf��ringskampagne for Madonnas tøjkollektion havde flere forbrugere sagt ja tak til, at H&M måtte sende dem yderligere information. Men Forbrugerombudsmanden var imidlertid af den opfattelse, at en opringning og afspilning af en reklame som voice message, ikke var den information forbrugerne havde sagt ja tak til. Der var ikke tale om en information, men en reklame. Forbrugerombudsmanden fandt, at H&M ikke havde haft samtykke til at foretage sig dette, og at de havde overtrådt markedsføringslovens § 6, stk. 1, hvorfor Forbrugerombudsmanden politianmeldte selskabet i oktober 2007. H&M har valgt at afslutte sagen ved betaling af en bøde på 100.000 kr. Bøden er fastsat med udgangspunkt i den nye beregningsmodel for udmåling af bøder for spam, som Folketinget godkendte i forbindelse med ændringen af markedsføringsloven i 2005. “Det glæder mig, at H&M har valgt at afslutte sagen med betaling af en bøde. Det er vigtigt for mig at have fået fastslået, at når man indhenter et samtykke fra forbrugerne til at markedsføre sig over for dem på en bestemt måde, medfører det ikke, at man så også kan gøre det på en anden måde,” udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe. Kilde: www.forbrug.dk. J. nr.: 08/01376, 6. marts 2008.

Inden virksomheden henvender sig telefonisk, er det en god idé at undersøge om forbrugeren er på Robinson-listen. Hvis man som for forbruger gerne vil være fri for telefoniske henvendelser fra virksomheder, som ønsker at sælger den type varer eller tjenesteydelser, som er nævnt i FBL § 6, st. 2, kan man henvende sig til folkeregisteret i sin bopælskommune, og bede om, at det markeres i CPRregistret, at man frabeder sig henvendelser. Når forbrugeren er registreret på Robinson-listen, må virksomheden ikke rette henvendelse, jf. markedsføringsloven § 6, stk. 3, og en overtrædelse straffes med bøde.

Robinson-listen


114 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

Uden for forbuddet falder fx:

• Henvendelser på offentlige steder, hvortil der er almindelig adgang, fx gader, veje, pladser og andre steder som fx jernbanestationer og restauranter, hvortil der er almindelig adgang. • Henvendelser til erhvervsdrivende og offentlige institutioner, hvis henvendelse vedrører tilbud om bestilling af varer og ydelser, der anvendes i virksomheden. • Henvendelse på bopælen, som ikke har med erhvervsmæssigt salg at gøre, fx henvendelser vedrørende religion, indsamlinger til velgørende formål, salg af lodsedler, spørgsmål i forbindelse med markedsundersøgelser.

3. Forbud mod negativ aftalebinding Negativ aftalebinding

Forbrugeraftaleloven § 8, stk. 1 forbyder negativ aftalebinding. Det betyder, at hvis den erhvervsdrivende sender eller afleverer en vare til en forbruger, uden forbrugeren har bestilt eller bedt om det, og det ikke skyldes en fejl, kan forbrugeren beholde varen uden at skulle betale for den. Det samme gælder, hvis den erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse, uden at forbrugeren har bedt om det.

Eksempel

Mange aviser og blade udsender med jævne mellemrum tilbud på et prøveabonnement for en nærmere angivet periode. I denne forbindelse har Forbrugerombudsmanden henledt adskillige bladudgiveres opmærksomhed på, at det som hovedregel er i strid med god markedsføringsskik, at anvende negative salgsmetoder, fx ved at lade et abonnement for en bestemt periode fortsætte efter periodens udløb, uden at abonnenten udtrykkeligt har bedt om det.  Såfremt et blad fortsat bliver leveret efter prøveperiodens udløb, må dette klart og tydeligt fremgå af det oprindelige markedsføringsmateriale. (1992-4042/5-127) Kilde: www.forbrugerombudsmanden.dk og Juridisk Årbog 1993-1994, side 64.

I henhold til retspraksis, FBL § 8, stk. 1 og principperne i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, er udgangspunktet, at man som forbruger skal foretage sig noget aktivt, for at indgå en aftale med den erhvervsdrivende, fx afgive en positiv accept. Eksempel

På fire rejsebureauers hjemmesider, var der på forhånd automatisk valgt en række tillægsydelser, når forbrugeren bestilte sin rejse: En årsrejseforsikring, en års-afbestillingsforsikring, flymad t/r og transport fra lufthavnen t/r. Det betød, at en uopmærksom forbruger kunne risikere at betale for en ydelse, som han slet ikke havde brug for, fordi der skulle foretages en aktiv handling for at fravælge tillægsydelsen. Forbrugerombudsmanden oplyste over for rejseselskaberne, at det var negativ aftalebinding og i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik. Rejseselskaberne valgte at fjerne de nævnte tilvalg. Kilde: www.forbrugerombudsmanden.dk. Sagsnummer: 11120/5-50.


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 115

4. Forbrugerens fortrydelsesret Fortrydelsesret er en ret for forbrugeren til at træde tilbage fra en gyldig indgået aftale, dvs. forbrugeren kan fx returnere den købte vare og få sine penge tilbage. Fortrydelsesfristen i forbrugeraftaleloven er 14 dage. Aftaler er i dansk ret bindende, når accepten er kommet modtageren til kundskab, og efter dette tidspunkt, kan der ikke ske tilbagekaldelse, jf. aftaleloven § 1, 1. pkt. og § 7 om tilbagekaldelse. Som hovedregel gælder der således ingen fortrydelsesret i dansk aftaleret, men der findes visse undtagelser, fx: • Fortrydelsesret ved aftaler om køb indgået ved fjernsalg, fx salg over internettet, telefonsalg, katalog- og postordresalg, jf. FBL § 17, stk. 1. • Fortrydelsesret ved aftaler om køb indgået uden for fast forretningssted, fx ved salgsdemonstrationer, krosalg, homeparties mv., jf. FBL § 17, stk. 1. • Fortrydelsesret ved køb af fast ejendom, jf. lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. §§ 6 – 13. Se kap. 20, afsnit 2.4. • Fortrydelsesret ved indgåelse af forsikringsaftaler, jf. forsikringsaftaleloven §§ 34i – 34k. • Re integra-reglen i aftalelovens § 39, 2. pkt. indeholder en form for fortrydelsesret, der medfører at en tilbagekaldelse af et tilbud eller en accept alligevel kan få virkning, selvom tilbagekaldelsen er kommet for sent frem. Betingelserne er dog at tilbuddet eller accepten ikke må have virket bestemmende på modtagerens handlemåde, og årsagen til at tilbagekaldelsen er kommet for sent frem, skyldes særlige omstændigheder. Se kapitel 3, afsnit 1.6.1. Som det fremgår ovenfor, er der fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, hvis forbrugeren har indgået aftale om køb via fjernsalg, eller der er indgået en aftale om køb på et sted, der ligger uden for sælgernes normale og faste forretningssted. Se nærmere afsnit 4.1 og 4.2. Nogle butikker tilbyder forbrugeren bytteret eller returret, men det er alene udtryk for en service overfor forbrugeren. Forretningen har ikke pligt til hverken at bytte eller modtage varer retur i henhold til forbrugeraftaleloven. I henhold til FBL § 9, stk. 2, og § 17, stk. 2, er der ingen fortrydelsesret ved en lang række aftaletyper, fx: • Ved køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, som købes på offentlige steder, torve og markeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning, fx varer leveret fra aarstiderne.com, superbest.dk osv. • Aftaler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, samt rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen på hvilken dag eller i hvilken periode arrangementet finder sted. • Aftaler om opførelse af bygning. • Aftaler, som giver brugsret til fast ejendom, og som er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis.

Hovedregel: Ingen fortrydelsesret i aftaleretten Undtagelser

Ingen fortrydelsesret


116 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

• Finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer. • Spil og lotto. 14 dages fortrydelsesret

Fristens beregning

Varigt medium

Hvis forbrugeren ønsker at gøre brug af sin fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, har han 14 dage til at underrette sælger om, at han vil fortryde købet. Fristen på de 14 dage kan beregnes fra flere forskellige tidspunkter. Fristen for fortrydelsesret beregnes efter principperne i FBL § 18, stk. 2, og gælder fra det seneste af følgende tidspunkter: • Den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, eller • Den dag, hvor forbrugeren har modtaget den købte vare eller den første levering, hvis der skal leveres over flere gange, eller • Den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger om fortrydelsesret mv., som det påhviler den erhvervsdrivende at give forbrugeren på papir eller andet varigt medium, jf. FBL § 10. Hvis den erhvervsdrivende glemmer at give de fornødne oplysninger allerede ved mødet med forbrugeren, ved aftalens indgåelse, eller i forbindelse med fremsendelse af varen, begynder fortrydelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren rent faktisk modtager oplysningerne om fortrydelsesret, jf. FBL § 18, stk. 2, nr. 2. At forbrugeren skal modtage oplysningerne på et såkaldt varigt medie, betyder at det skal være muligt at læse og gemme oplysningerne i en rimelig periode. Oplysningerne kan fx fremgå af et brev, i en e-mail, eller på den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvorfra forbrugeren kan downloade eller printe oplysningerne. En hjemmeside der hele tiden opdateres eller ændres, betragtes ikke som et varigt medie. En SMS betragtes også som et varigt medie, da de fleste mobiltelefoner nu har plads til at lagre SMS i længere tid. Forbrugeren kan til enhver tid bede om at modtage oplysningerne på papir. Fortrydelsesretten begynder senest at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget oplysningerne, jf. FBL § 18, stk. 2, nr. 2. Men i det tilfælde, at forbrugeren overhovedet ikke modtager oplysningerne, og der er tale om fjernsalg af varer og ikke-finansielle ydelser, udløber fortrydelsesfristen først, når der er gået 3 måneder fra varen blev leveret, eller efter aftalen om den ikke-finansielle tjenesteydelse blev indgået. Så hvis man ikke modtager oplysninger om fortrydelsesret i en aftale hvor loven giver forbrugeren ret til at fortryde, har forbrugeren altså fortrydelsesret i 3 måneder. I det følgende vil vi gennemgå forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret, herunder den erhvervsdrivendes oplysningspligt i forbindelse med: • Aftaler som indgås uden for fast forretningssted • Fjernsalgsaftaler


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 117

4.1 Aftaler indgået uden for fast forretningssted Forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret og kan træde tilbage fra aftalen, hvis aftalen er indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, fx ved homeparties, salgsdemonstrationer under udflugter, sammenkomster arrangeret af den erhvervsdrivende, på en udstilling, messe, mv., jf. FBL § 17, stk. 1 og § 2, stk. 2, nr. 2.

Fortrydelsesfrist 14 dage

Den erhvervsdrivendes oplysningspligt

Når der indgås aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger på et sted, som ligger uden for virksomhedens faste forretningssted, har den erhvervsdrivende pligt til at give tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten samt navn og adresse på den person eller virksomhed, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves. Oplysningerne skal gives allerede ved mødet med forbrugeren jf. FBL § 10, stk. 1. Hvis der er tale om varer, skal den erhvervsdrivende give oplysningerne ved varens overgivelse eller ved den første levering til forbrugeren, jf. FBL § 10, stk. 2. Hvis den erhvervsdrivende burde have givet oplysningerne på et tidligere tidspunkt, men glemmer det, begynder fortrydelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren rent faktisk modtager oplysningerne, jf. FBL § 18, stk. 2, nr. 2. Hvis der er tale om varer, som skal fremstilles eller tilpasses specielt til forbrugerens individuelle behov, skal oplysningerne gives ved afgivelse af bestilling, fx ved bestilling af specialsyede gardiner, som fremstilles specielt til forbrugeren. De 14 dages fortrydelsesret fraviges, idet fortrydelsesretten kun gælder frem til det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende påbegynder tilpasningen eller fremstillingen, jf. FBL § 18, stk. 4. Det er dog en betingelse, at forbrugeren har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kan gå i gang med fremstillingen inden udløbet af de 14 dage.

Oplysningspligt

Specialfremstillede varer

14 dages frist kan fraviges

4.2 Fjernsalg Der er tre ting, som er afgørende for om der er tale om fjernsalg, FBL § 4: 1. Fjernsalg er en aftale om salg af varer eller salg af tjenesteydelser, eller aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser. En tjenesteydelse er ikke en håndgribelig vare, men karakteriseret ved en aftale om køb af en ydelse, fx en arbejdsydelse fra en håndværker, advokat, ejendomsmægler, tandlæge, rengøringshjælp mv. 2. Aftalen indgås på afstand ved fjernkommunikation, og uden at den erhvervsdrivende og forbrugeren mødes fysisk i forbindelse med aftalens indgåelse. Det karakteristiske er, at forbrugeren ikke har haft mulighed for fysisk at afprøve eller undersøge genstanden i forbindelse med aftalens indgåelse. Fjernkommunikation er fx e-handel, aftale indgået pr. e-mail, telefonsalg, katalog- og postordresalg, reklamer i tidsskrifter med bestillingsseddel. 3. Aftalen skal være indgået, som led i et system for fjernsalg, og den skal drives af den erhvervsdrivende. Et system for fjernsalg er fx en aftale om

Aftale om varer og tjenesteydelser

Fjernkommunikation

Led i et system for fjernsalg


118 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

køb, indgået via virksomhedens hjemmeside. Der er ikke tale om fjernsalg, hvis forbrugeren bestiller en vare telefonisk på baggrund af en annonce i en avis. En annonce i en avis er som udgangspunkt ikke “et system for fjernsalg”. Hvis det fremgår af virksomhedens markedsføring, at bestillinger kan ske ved fjernkommunikation, fx med henvisning til hjemmeside, ordretelefon, e-mailadresse, bestillingsseddel i katalog mv., taler det for, at der er et “fjernsalgssystem”.

Levering – senest 30 dage fra bestilling

Forbrugerens forpligtelser ved fortrydelse

Returnere det modtagne

Omkostninger

Undlade at modtage varen Væsentlig samme stand og mængde Risikoen for varen

4.2.1 Fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser Hvis der ikke er indgået aftale om tidspunkt for levering af en ydelse, der fx er købt på internettet, skal den erhvervsdrivende levere varen eller tjenesteydelsen senest 30 dage efter den dag, hvor forbrugeren afgav bestilling eller tilbud, jf. FBL § 24, stk. 1. Forsinkes leveringen skal den erhvervsdrivende underrette forbrugeren. Forbrugeren kan hæve aftalen når de 30 dage er gået, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, og uanset om den erhvervsdrivende efter aftaleindgåelsen underretter forbrugeren om forsinkelsen. Et aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen ikke kan leveres, er ikke bindende, jf. FBL § 24, stk. 2. Hæver forbrugeren aftalen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen, jf. FBL § 24, stk. 3. Forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret, og den udøves som hovedregel ved at forbrugeren afsender en meddelelse til den erhvervsdrivende. Som udgangspunkt får meddelelsen om fortrydelse retsvirkning allerede fra afsendelsen, og skal blot være afsendt inden fristens udløb, jf. FBL § 19, stk. 1, Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren i tilfælde af fortrydelse, skal forbrugeren returnere det modtagne, inden fortrydelsesfristens udløb til den erhvervsdrivende. Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, fx postvæsen, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren, men har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende, jf. FBL § 19, stk. 2. Forbrugeren kan også bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, fx ved at afvise at modtage en pakke eller at undlade afhentning af pakken på posthuset, jf. FBL § 19, stk. 3. Det er en betingelse for udøvelse af fortrydelsesretten, at varen returneres til den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, som den var, da forbrugeren modtog varen, jf. FBL § 20, stk. 1. Sælgeren bærer risikoen for varens hændelige beskadigelse eller forringelse, indtil varen er givet tilbage til ham. Forbrugeren bevarer sin fortrydelsesret, selvom varen fx er blevet beskadiget eller forringet under forsendelsen


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 119

til forbrugeren. Hvis beskadigelsen eller forringelsen ikke skyldes forbrugerens uagtsomhed eller manglende omsorgspligt, gælder fortrydelsesretten stadig, jf. FBL § 20, stk. 2. Fortrydelsesretten gælder som udgangspunkt ikke, hvis varen er taget i brug, og derfor ikke kan leveres tilbage til den erhvervsdrivende i samme mængde og stand, som den var, da den blev leveret til forbrugeren. Derudover kan lydeller billedoptagelser eller edb-programmer, ikke returneres, hvis forbrugeren har brudt forseglingen, jf. FBL § 20, stk. 3. Hvis den erhvervsdrivende vil have adgang til at afvise varer, som er taget i brug, eller hvor forseglingen er brudt, skal han sørge for at gøre forbrugeren opmærksom på det senest ved levering af varen.

Varen taget i brug

Brudt forseglingen

afgørel se

En e-handelsbutik havde et aftalevilkår om, at man skulle betale et gebyr på 20 % af salgsprisen, hvis man fortrød køb af varer til en pris af 8000 kr. eller derover. Forbrugerombudsmanden modtog en klage over dette og skrev til virksomheden, at det fremgår af forbrugeraftaleloven, at en forbruger skal have det fulde beløb tilbagebetalt, hvis et køb fortrydes. Den erhvervsdrivende har oplyst, at vilkåret er slettet. “Jeg er glad for, at den erhvervsdrivende har valgt at slette det ulovlige vilkår. Det er vigtigt, at forbrugerne kan føle sig trygge, når de handler på nettet og også får de rettigheder, som loven giver dem. Det er et område, som jeg vil have særlig fokus på den kommende tid,” siger Forbrugerombudsmand Henrik Øe. Baggrund: Forbrugere har normalt 14 dages fortrydelsesret, når de køber varer eller tjenesteydelser via fjernsalg, fx på internettet. Det følger af FBL § 17. Har forbrugeren helt eller delvist betalt for en vare eller tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Det fremgår af FBL § 21, stk. 2. Kilde: www.forbrug.dk, 30. januar 2007.

Hvis forbrugeren har betalt helt eller delvis for varen eller tjenesteydelsen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren fortryder, jf. FBL § 21, stk. 2. Hvis der er tale om fjernslag af en vare, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale modtagne beløb til forbrugeren, senest 30 dage efter at den erhvervsdrivende har modtaget varen retur og har haft lejlighed til at undersøge den, jf. FBL § 21, stk. 3. Hvis den erhvervsdrivende selv skal afhente varen hos forbrugeren, og det ikke er sket efter 3 måneder fra det tidspunkt den erhvervsdrivende fik besked om forbrugerens fortrydelse, kan forbrugeren beholde varen uden at skulle betale, for den jf. FBL § 21, stk. 4. Hvis der er betalt helt eller delvis, kan forbrugeren tilbageholde varen indtil den erhvervsdrivende har tilbagebetalt det modtagne beløb. Derefter kan den erhvervsdrivende få varen retur.

Tilbagebetaling

Tilbagebetaling og afhentning af varen


120 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

Den erhvervsdrivendes oplysningspligt Oplysningspligt

Inden der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller ikke-finansielle tjenesteydelser, forpligtes den erhvervsdrivende til at give forbrugeren en række oplysninger jf. FBL § 11, fx oplysning om: • Den erhvervsdrivendes navn og forretningsadresse. • Varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber. • Den samlede pris, inkl. gebyrer, moms og afgifter, øvrige ekstraomkostninger, fx til levering, bestillingstakster, servicetakst. • Betalingsvilkår, leveringsvilkår, aftaleperiode, eventuel uopsigelighedsperiode og opsigelsesvilkår. • Oplysninger om fortrydelsesret. • Hvor længe prisen gælder, fx hvor der er tale om en løbende tjenesteydelse. • Garantier, reparations- og vedligeholdelsesservice. Oplysningerne skal gives i rimelig tid inden aftalen indgås, og de skal være klare, tydelige og forståelige. Snarest muligt efter der er indgået en aftale skal forbrugeren modtage oplysningerne på papir eller et andet varigt medie. Særligt skal den erhvervsdrivende sørge for, at der er givet oplysning om garantier, reparations- og vedligeholdelsesservice, og ikke mindst oplysning om fortrydelsesret samt beskrivelse af fremgangsmåden, hvis forbrugeren vil udnytte sin fortrydelsesret. Hvis der er tale om køb af varer, der skal sendes, skal oplysningerne meddeles senest ved varens overgivelse, jf. FBL § 12, stk. 1-3. Hvis der er tale om køb af varer, skal oplysningerne om fortrydelsesret og dens beregning samt oplysninger om garantier, reparations- og vedligeholdelsesservice gives, senest ved varens overgivelse til forbrugeren. afg ø rels e

Ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret kostede internetbutik bøde En erhvervsdrivende fra Nordsjælland måtte betale en bøde på 35.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesretten i forbindelse med salg af varer på internettet. Den erhvervsdrivende drev både en fysisk butik og en internetbutik med bl.a. salg af kostumer og tilbehør. Det havde gennem en årrække fremgået af hjemmesiden, at fortrydelsesretten ikke gjaldt, når forbrugeren hentede den købte vare i butikken. Retten i Hillerød fastslog imidlertid, at når der er tale om fjernsalgsaftaler – dvs. indgåelse af aftaler, hvor den erhvervsdrivende sælger og køber ikke mødes i forbindelse med aftaleindgåelsen – har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret, og det er uden betydning, om varen herefter hentes i butikken. Kilde: www.forbrugerombudsmanden.dk. J.nr. 08/01566 (11104/5-287).


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 121

Hvis der er tale om fjernsalg pr. telefon, som er omfattet af FBL § 6, stk. 2 om bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser, ugeblade, tidsskrifter mv., eller et telefonsalg omfattet af FBL § 11, stk. 2, hvor forbrugeren selv har anmodet om at blive ringet op, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald have oplysning om: • Den erhvervsdrivendes identitet samt • Navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og • Telefonsælgerens forbindelse til den erhvervsdrivende, samt om • Det kommercielle formål med henvendelsen.

Telefonsalg

Derudover gælder markedsføringslovens § 6, stk. 5, hvorefter den erhvervsdrivende ved den første henvendelse til forbrugeren skal oplyse forbrugeren om, retten til at frabede sig uanmodede henvendelser fra den erhvervsdrivende. 4.2.2 Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser I henhold til FBL § 5 defineres en finansiel tjenesteydelse som enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investeringseller betalingstjenesteydelse. Ifølge forbrugeraftalelovens lovforarbejder, fortolkes begrebet »finansiel tjenesteydelse« således, at tjenesteydelsen skal have at gøre med pengevæsen – finanser – og karakteristiske finansielle tjenesteydelser er fx indlån og andre pengeanbringelser, udlån og anden form for kreditgivning, garanti- og anden form for sikkerhedsstillelse, forsikring, betalinger, valutatransaktioner, investeringer, opbevaring af finansielle værdier osv. Også køb og salg af værdipapirer må anses for omfattet af definitionen, og det gælder, uanset om der er tale om handel fx med aktier, som en bank har i kommission, eller aktier fra bankens egen beholdning. Fortrydelsesretten er også 14 dage ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, dog 30 dage ved aftaler om individuel pensionsordning, FBL § 18, stk. 1. Fristen beregnes fra det seneste af de tidspunkter, som er opregnet i FBL § 18, stk. 2. Se oversigt i afsnit 1.3. Meddelelsen fra forbrugeren om fortrydelsen, skal blot være afsendt til den erhvervsdrivende inden fristens udløb på de 14 dage, jf. FBL § 19, stk. 1. Fortrydelsesretten gælder kun, indtil forbrugerens udtrykkelige samtykke er opnået, og aftalen er blevet opfyldt af begge parter, jf. § 18, stk. 5. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, kan forbrugeren pålægges at skulle betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales. Desuden kan der blive tale om at dække den erhvervsdrivendes omkostninger til fx tinglysning i anledning af den senere fortrudte aftale, jf. FBL § 22, stk. 1. Hvis forbrugeren har betalt helt eller delvis for ydelsen, skal der ske tilbagebetaling snarest muligt og inden 30 dage, og forbrugeren skal samtidig tilbagelevere ethvert beløb eller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget fra den erhvervsdrivende, FBL § 22, stk. 3 og 4.

Definition af finansielle tjenesteydelser

Fortrydelsesret 14 dage

Tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale


122 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

Den erhvervsdrivendes oplysningspligt Oplysningspligt inden aftaleindgåelse

Inden der indgås en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om en finansiel tjenesteydelse, skal forbrugeren modtage en lang række oplysninger. Udover de oplysninger som fremgår af FBL § 11, stk. 1, og som afgives ved fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, er der er lang liste i FBL § 13 og § 14, som den erhvervsdrivende skal iagttage. Oplysningerne er mange, og nedenstående oversigt er ikke udtømmende: • Den erhvervsdrivendes CVR-nummer, eller andet relevant identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register. • Hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager. • Fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes. • Eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter. • Det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til FBL § 22, stk. 1. • En eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen. Oplysningerne skal meddeles forbrugeren på papir eller et andet varigt medie. En overtrædelse af pligten til at give forbrugeren de fornødne oplysninger om fortrydelsesretten, kan straffes med bøde, jf. FBL § 29.

5. Urimelige aftaler Aftaleloven

Tvivl om indhold

Opsigelse af løbende tjenesteydelser

Aftaleloven (AFTL) har et særligt kapitel om forbrugeraftaler, jf. AFTL §§ 38a – 38d, der gælder som parallel til AFTL § 36 (generalklausulen). Aftaler der vurderes som urimelige aftaler, og som ville være stridende mod redelig handlemåde eller hæderlig forretningsskik, kan tilsidesættes helt eller delvis. Se også kapitel 3, afsnit 2.3. Hele aftalen behøver ikke nødvendigvis at falde til jorden, men det vilkår, som måtte være urimeligt, kan falde ud, og den øvrige aftale kan bestå, hvis det er muligt. Hvis der i en forbrugeraftale opstår tvivl om indholdet af aftalen, og det vilkår der er uenighed om, ikke har været genstand for forhandling mellem parterne, tolkes aftalen til fordel for forbrugeren, jf. AFTL § 38b, stk. 1. Hvis den erhvervsdrivende påstår, at de vilkår der er uenighed om, har været genstand for en forhandling, er det den erhvervsdrivende, som har bevisbyrden for, at det der står i vilkåret rent faktisk er aftalt. Derudover er det den erhvervsdrivendes ansvar, at eventuelle skriftlige aftaler er lavet på en klar og tydelig måde, jf. FBL § 38b, stk. 2. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser FBL § 25 har til formål at beskytte forbrugere mod urimeligt lange og tyngende bindingsperioder. Hovedreglen i FBL § 25, stk. 1 er, at forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 123

udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. Reglen omfatter bl.a. de abonnementslignende aftaler, fx medlemskab af en fitnessklub, avis- og tidsskriftsabonnementer mv. Forbrugere der indgår aftaler af økonomisk værdi på over 20.000 kr. årligt, og hvor aftalen er forbundet med en betydelig værdiforringelse eller betydelige startomkostninger for den erhvervsdrivende, kan maksimalt bindes for en ­periode på 12-13 måneder, jf. FBL § 25, stk. 4. Det kan fx være tilfældet, hvor den erhvervsdrivende laver et konkret produkt til forbrugeren, med høje startomkostninger, eller hvor der er tale ibrugtagning af en fabriksny og indregistreret bil, der leases til forbrugeren. En fabriksny og netop indregistreret leasingbil, taber som regel betydeligt i værdi ved leasingperiodens start. Hvis den erhvervsdrivende indgår aftale med forbrugeren ved anvendelse af en standardformular, skal formularen indeholde bestemmelser, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt, aftalen kan opsiges af forbrugeren, jf. FBL § 25, stk. 3. Har forbrugeren betalt for en periode, som ligger efter det tidspunkt, hvor aftalen ophører, skal beløbet for denne periode straks tilbagebetales til forbrugeren, jf. FBL § 26, stk. 1.

Opsigelsesvilkår i standardformular

Tilbagebetaling

6. Værneting og lovvalg Hvis der opstår en konflikt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og sagen skal afgøres af en domstol, er der to forhold, som gør sig gældende: 1. Hvor skal sagen køre (værneting)? 2. Efter hvilke regler skal sagen afgøres (lovvalg)?

Værneting I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren, jf. retsplejeloven (RPL) § 245, stk. 2. Hovedreglen i retsplejeloven er, at retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, dvs. der hvor sagsøgte bor eller har forretningssted, medmindre andet er bestemt, jf. RPL § 235, og netop i sager om forbrugeraftaler, findes der særlige regler.

Værnetingsaftale ikke bindende

Sag mod erhvervsdrivende hjemmehørende i Danmark

Hvis den erhvervsdrivende driver virksomhed i Danmark, er virksomhedens hjemting i den retskreds, hvor virksomhedens hovedkontor ligger, eller hvorfra virksomheden udøves. Hovedreglen ved sagsanlæg er, at en sag anlægges ved sagsøgtes hjemting, Men hvis en forbruger vil anlægge en sag mod en erhvervsdrivende, i en sag der handler om en forbrugeraftale indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, eller indgået via fjernsalg, kan forbrugeren anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved sit eget hjemting, dvs. der hvor forbrugeren (sagsøger) bor, jf. RPL § 244.

Værneting: Forbrugerens hjemting


124 · FORBRUGERAFTALER · KAPITEL 5

Sag mod erhvervsdrivende hjemmehørende i EU/EFTA

Hvis forbrugeren handler over landegrænserne med en virksomhed, som er hjemmehørende inden for EU/EFTA, gælder der nogle særlige regler i EU-domsforordningen artikel 15 – 17 om forbrugeraftaler: a) Når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater. b) Når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande. c) Når aftalen er indgået med en virksomhed, der udøver erhverv i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed. Forbrugeren kan selv vælge, om han vil anlægge en retssag i den erhvervsdrivendes bopælsstat eller i sin egen stat, jf. art. 16, stk. 1. Hvis det er den erhvervsdrivende, som vil anlægge sag mod forbrugeren, har den erhvervsdrivende ikke frit valg. Sagen skal anlægges i den stat, hvor forbrugeren bor, jf. art. 16, stk. 2. Sag mod erhvervsdrivende hjemmehørende i et land uden for EU/EFTA

Sager, hvor den erhvervsdrivende har hjemsted uden for EU/EFTA, kan anlægges her i landet, hvis der er værneting i Danmark efter de almindelige værnetingsregler i retsplejeloven, herunder §§ 237, 238, stk. 2, og §§ 241-243. Særligt hvad angår forbrugeraftaler, kan der anlægges sag i Danmark, hvis den erhvervsdrivende forud for aftaleindgåelsen, har fremsat et særligt tilbud til forbrugeren eller har reklameret i Danmark, og forbrugeren her i landet har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen, jf. RPL § 246, stk. 1, 2. pkt.

Lovvalg

Lovvalgsregler ved fjernsalg i EU Loven i forbrugerens hjemland

Lovvalg handler om at finde ud af, hvilket lands lovgivning, sagen skal afgøres efter. Skal det være lovgivningen i forbrugerens hjemland eller lovgivning i den erhvervsdrivendes hjemland? Udgangspunktet for lovvalg i forbindelse med fjernsalg inden for EU, vil være EF-konventionen om lovvalg i kontrakt (Romkonventionen). Artikel 5, stk. 2 handler om forbrugeraftaler, og bestemmer, at det er loven i forbrugerens land, som skal anvendes ved sagens afgørelse, hvis: • Den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har fremsat særligt tilbud eller har lavet reklame i det land, hvor forbrugeren har bopæl og har givet det for aftalen nødvendige tilbud eller accept, eller • Den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i forbrugerens bopælsland, fx på en messe, eller af forbrugeren ved en af sælgeren arrangeret rejse til et andet land og der har afgivet bestilling på løsøre.


KAPITEL 5 · FORBRUGERAFTALER · 125

Selvom der i en aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, måtte være aftalt et andet lovvalg, der er til ugunst for forbrugeren, bestemmer art. 5, stk. 2, at forbrugeren ikke kan berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i loven i det land, hvor han har sin bopæl.

7. Vigtigste hovedregler og principper • En virksomhed må ikke rette uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere på deres bopæl, arbejdsplads og andre steder, hvor der ikke er almindelig adgang, hvis formålet med henvendelsen er at opnå tilbud eller accept af tilbud og indgåelse af en aftale, jf. FBL § 6, stk. 1. • Negativ aftalebinding er ikke tilladt, jf. FBL § 8, stk. 1. • Ved fortrydelsesret forstås en ret for forbrugeren til at træde tilbage fra en aftale, som ellers ville være gyldig. Som hovedregel gælder der ingen fortrydelsesret i dansk aftaleret, men i FBL § 17, stk. 1, er der fortrydelsesret ved indgåelse af 2 typer aftaler: • Aftaler indgået ved møde uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. • Aftaler om fjernsalg, fx telefonsalg, postordresalg, køb via internet eller tekst-tv. Fortrydelsesfristen er som hovedregel 14 dage, jf. FBL § 18, stk. 1. Ifølge FBL § 18, stk. 2 beregnes fortrydelsesfristen fra det seneste af følgende tidspunkter: • Den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, eller • Den dag, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første levering i hænde, eller • Den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det påhviler den erhvervsdrivende at give forbrugeren på papir eller andet varigt medium. • Hvis forbrugeren vil udøve sin fortrydelsesret, skal han levere varen tilbage i væsentlig samme stand og mængde, som varen var da han modtog den, jf. FBL § 20, stk.1. • Forbrugeren har omsorgspligt for varen, jf. FBL § 20, stk. 2. • Hvis forbrugeren har betalt helt eller delvis for varen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, jf. FBL § 21, stk. 2. • Aftaler der vurderes som urimelige aftaler, der er indgået i strid med redelig handlemåde eller mod hæderlig forretningsskik, kan tilsidesættes helt eller delvis, jf. aftaleloven §§ 38a – 38d og § 36 (generalklausulen). • Værneting og lovvalg: I forbindelse med en retssag om en forbrugeraftale, er det hovedreglen, at sagen rent geografisk skal føres i den retskreds, hvor forbrugeren bor, og lovvalget er loven i forbrugerens land.


6

erstatning

De erstatningsretlige regler og principper har til formål at give økonomisk genopretning og kompensation til en skadelidt, som har været udsat for en skade, og dermed har lidt et økonomisk tab. Skadelidte skal som udgangspunkt stilles økonomisk som før skadens indtræden, uden at skadelidte derved opnår en berigelse. I en erstatningssag er der to parter – skadevolder og skadelidte. Skadevolder er den, som forvolder skaden, og som skal betale erstatning. Skadelidte er den, som lider et økonomisk tab på grund af skaden.

Parterne: Skadevolder og skadelidte

Erstatningsretten er traditionelt set opdelt i 2 typer: • Erstatning i kontrakt og • Erstatning uden for kontrakt. Ved erstatning i kontrakt opstår erstatningskravet som følge af et kontraktbrud. Der kan være økonomiske konsekvenser forbundet med misligholdelse af en aftale, hvor den ene part i en aftale ikke opfylder sine forpligtelser.

Erstatning i kontrakt

Eksempel

Den 1. oktober 2010 skulle vinduesproducenten Valuks A/S levere vinduer til entreprenørfirmaet Bygge Bo A/S, som var i gang med at renovere en beboelsesejendom med 120 lejligheder. Den 15. september 2010 meddelte Valuks A/S, at de havde problemer i produktionen, og at leveringen ville blive forsinket med ca. 2 måneder. Aftalen var misligholdt og Bygge Bo A/S ophævede aftalen, og tog forbehold for at kræve erstatning for et eventuelt tab. Bygge Bo A/S kontaktede en anden producent, som kunne levere vinduerne 1. november 2010, men prisen var 20 % dyrere end vinduerne fra Valuks A/S. Bygge Bo A/S vil kunne kræve prisdifferencen på de 20 % erstattet af Valuks A/S, tillige med eventuelle meromkostninger i anledning af misligholdelsen.

Når man skal opgøre et økonomisk tab i erstatning i kontrakt, arbejder man med opgørelsesmetoderne positiv opfyldelsesinteresse og negativ kontraktsinteresse. Hvis skadelidte bruger opgørelsesmetoden for positiv opfyldelsesinteresse, stilles skadelidte økonomisk som om aftalen var gennemført korrekt, mens den skadelidte ved brug af den negative kontraktsinteresse som opgørelsesmetode, stilles økonomisk som om aftalen aldrig var blevet indgået. I tilfælde af misligholdelse af en aftale, kan erstatningens størrelse også være aftalt i en kontrakt mellem aftaleparterne. Når der fx indgås kontrakter mellem to erhvervsdrivende, kan der i kontrakten eller i samhandelsbetingelserne været taget stilling til omfanget og størrelsen af et eventuelt erstatningskrav, hvis én af parterne ikke kan opfylde sin del af aftalen. Dette kaldes også for konventionalbod og er et pengebeløb, som betales i kompensation ved overtrædelse af

Positiv opfyldelses­ interesse eller negativ kontraktsinteresse

Konventionalbod


128 · ERSTATNING · KAPITEL 6

specifikke klausuler i kontrakten, og uden et egentligt tab behøver at være dokumenteret.

Klausulen kan lyde således: ”Hvis sælger ikke leverer varerne i rette tid, er køber berettiget til konventionalbod fra den dag, hvor levering skulle have fundet sted. Konventionalboden udgør 2,5 % af den aftalte købesum for hver hele uge forsinkelsen varer. Konventionalboden forfalder til betaling ved skriftligt påkrav fra køber. Køber fortaber sin ret til konventionalbod, såfremt køber ikke har fremsat skriftligt krav herom senest 6 måneder efter, at levering skulle have fundet sted.”

Erstatning uden for kontrakt

Ved erstatning uden for kontrakt opstår erstatningskravet som følge af en skade, der sker på en person eller på en ting, i modsætning til erstatning i kontrakt, hvor erstatningskravet opstår som følge af kontraktbrud. Dette kapitel behandler erstatning udenfor kontrakt, og følgende emner vil blive gennemgået: 1. De 4 erstatningsbetingelser 2. Nedsættelse af erstatningen 3. Skader forvoldt af børn 4. Arbejdsgiveransvar 5. Færdselsansvar 6. Produktansvar 7. Opgørelse af erstatningskravet

1. De 4 erstatningsbetingelser I erstatning uden for kontrakt anvendes de såkaldte erstatningsretlige grundregler, som ikke er at finde i lovgivningen. Grundreglerne er dommerskabte og er udviklet gennem mange års retspraksis. For at ifalde erstatningsansvar efter disse regler, skal erstatningsbetingelserne være opfyldt. Det er som hovedregel skadelidte, som skal bevise, at alle erstatningsbetingelserne er til stede. Der er 4 erstatningsbetingelser som skal være opfyldt: 1. Ansvarsgrundlag (culpaansvar eller objektivt ansvar) Skadevolder skal have handlet ansvarspådragende. 2. Tab Skadelidte skal have lidt et økonomisk tab. 3. Årsagsforbindelse (kausalitet) Forbindelse mellem skadevolders handling og den skete skade. Handlingen er årsag til skaden.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 129

4. Påregnelighed (adækvans) Er skaden en påregnelig skade i forhold til handlingen. Skaden skal have ramt en anden end skadevolder selv, og skadevolder skal have handlet ansvarspådragende. Derudover skal den skadelidte have lidt et økonomisk tab, og der skal være en naturlig forbindelse og sammenhæng mellem skadevolders handling og den skete skade.

Skadevolders Handling/adfærd Ansvarsgrundlag

Årsagsforbindelse Påregnelighed

Skadelidtes Skade og tab

Fig. 6.1 Den erstatningsretlige sammenhæng mellem skadevolder og skadelidte. Eksempel

To drenge på 10 og 12 år spiller fodbold, og står på hver sin side af gaden. Der er flere parkerede biler på vejen, så udsynet er begrænset. Den 10-årige sparker bolden over mod den 12-årige med stor kraft. Samtidig kommer Fru Hansen cyklende hen ad gaden. Den 12-årige råber “PAS PÅ fru Hansen,” men bolden rammer cyklen, og fru Hansen vælter. Cyklen går i stykker, og fru Hansen brækker armen og kan ikke passe sit arbejde i 6 uger. På den anden side af gaden står gamle fru Jensen med sin puddelhund “Joffe.” Hun bliver så forskrækket, da hun ser uheldet, at hun falder og slår sine briller i stykker. “Joffe” stikker af og løber ud foran en bil. Bilisten laver en undvigemanøvre, som ikke rigtig lykkes, så bilen ender inde i en kiosk på gadehjørnet. Der sker skader på bilen, og alt inventar i kiosken er ødelagt. Mon erstatningsbetingelserne i denne sag er opfyldt i forhold til de mulige erstatningskrav fra fru Hansen, fru Jensen, bilisten og kioskejeren?

Hver enkelt af de 4 erstatningsbetingelser skal vurderes for sig, og viser det sig, at en eller flere betingelser ikke er opfyldt, er skadevolder ikke erstatningsansvarlig for den pågældende skade. I det følgende vil de 4 erstatningsbetingelser blive gennemgået mere indgående.

1.1 Ansvarsgrundlag Indledningsvis skal det fastlægges, om der er et ansvarsgrundlag, og der sondres mellem 2 typer: • Culpaansvar • Objektivt ansvar 1.1.1 Culpaansvar Culpaansvaret er opstået gennem retspraksis over en længere årrække, og er ikke reguleret af lovgivning, i modsætning til det objektive ansvar, som vi møder flere steder i lovgivningen.


130 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Culpabedømmelse

Bonus pater familias

Adfærdsnormer

Ordet “culpa” betyder skyld, og når domstolene i en erstatningssag foretager en bedømmelse af skadevolders handling, bliver der foretaget en skyldsvurdering i form af en såkaldt culpabedømmelse. Se nærmere neden for. Det er skadevolders handling og adfærd, der er til vurdering, herunder om han har udvist culpøs adfærd ved at have handlet uagtsomt eller forsætligt. For at kunne vurdere om skadevolders handling er culpøs, og han dermed har handlet ansvarspådragende, er det nødvendigt at have et sammenligningsgrundlag. Skadevolders handling og adfærd sammenlignes blandt andet med, hvad en bonus pater familias ville have gjort, hvis han havde været i skadevolders sted i handlingsøjeblikket. En bonus pater familias er en fiktiv person, som kan beskrives som en fornuftig, forsigtig og agtpågiven borger, som ikke begår fejl. Derudover kan man supplere sin vurdering af skadevolders handling, ved at veje handlingen op imod almindelige adfærdsnormer, som var gældende og sædvanlige på det tidspunkt handlingen blev foretaget. Med det i baghovedet, skal det vurderes om skadevolder i handlingsøjeblikket udviste den nødvendige agtpågivenhed i den pågældende situation, eller man kunne spørge: 1. Ville en “bonus pater familias” have handlet anderledes og udvist mere fornuft, agtpågivenhed og forsigtighed i den samme situation? 2. Hvad er korrekt, sædvanlig og almindelig anerkendt adfærd i den pågældende situation – og afviger skadevolders adfærd fra et almindeligt adfærdsmønster? Hvis svaret på spørgsmålet er, at skadevolder kunne have handlet mere fornuftigt og forsigtigt i den pågældende situation, har skadevolder handlet uagtsomt, og næste trin vil være at vurdere, om adfærden var simpel uagtsom eller grov uagtsom. 1. Hvor uforsigtigt har skadevolder handlet i forhold til normal agtpågivenhed? 2. Hvor meget afviger skadevolders adfærd fra den almindelige adfærdsnorm?

Culpabedømmelse: Graden af skyld

For at kunne besvare de spørgsmål, skal skadevolders handling bedømmes i forhold til de forskellige uagtsomhedsgrader, det kaldes også for culpabedøm­ melse: • Simpel uagtsomhed • Grov uagtsomhed • Forsæt I en erstatningssag er det vigtigt indledningsvist at få fastlagt graden af skyld. Det er ikke muligt at opstille klare og præcise retningslinjer for, hvornår en adfærd er simpel uagtsom eller grov uagtsom, da den vurdering er situationsbestemt og må vurderes helt konkret fra sag til sag. Men der er dog nogle pejlepunkter, som kan tale for det ene frem for det andet.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 131

De forskellige grader af culpa Skyldgrad/adfærd

Pejlepunkt

Forsætlig adfærd

Skadevolder var klar over, at handlingen ville medføre skade. I grove tilfælde af forsæt handlede skadevolder med vilje – han ønskede skaden skulle ske.

Grov uagtsomhed

Skadevolder burde ved nærmere omtanke have forudset, at det var overvejende sandsynligt, at hans handling ville medføre skade Adfærden afviger fra den almindelige adfærdsnorm og indebærer indlysende fare for, at der vil ske skade.

Simpel uagtsomhed

Skadevolder burde ved nærmere omtanke have forudset, at det var rimeligt sandsynligt, at hans handling ville medføre skade. Adfærden afviger fra den almindelige adfærdsnorm, men indebærer ikke indlysende fare for, at der vil ske skade.

Hændelighed

Skadevolder kunne på ingen måde have forudset eller undgået at gøre skade, uanset hvor “bonus pater-fornuftig” og agtpå­ givende han end måtte have været. Her er ikke culpaansvar.

Fig. 6.2 De forskellige grader af culpa.

Den nedre grænse er de hændelige uheld, hvor det handler om at finde grænsen mellem den uagtsomme adfærd og den ikke-uagtsomme adfærd. De hændelige skader hører til den sidstnævnte kategori, og skadevolder er ikke ansvarlig efter culpareglen, hvis der er tale om et hændeligt uheld, som ingen kunne have forudset. Vurdering og afgrænsning imellem de forskellige grader af skyld er vigtig i forskellige sammenhænge. Det er ofte skyldgraden, der er til diskussion i en erstatningssag, og særligt kan det være interessant for forsikringsselskabet at argumentere for en bestemt vurdering, eftersom et forsikringsselskab kan blive fri for at udbetale erstatning, hvis eksempelvis den skadelidte selv har medvirket til skaden, ved at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Betydningen af, at en skade er dækket af en forsikring, vil blive behandlet mere indgående i afsnit 2.2.1.

Hændeligt uheld

Vurdering og afgrænsning af skyldgrad

Bevisbyrde

Hovedreglen er, at det er den skadelidte, som har bevisbyrden for, at skadevolder har handlet culpøst, hvilket i juridisk terminologi kaldes culpa med ligefrem bevisbyrde. På nogle områder er der et særligt skærpet ansvar, hvor bevisbyrden er omvendt. I disse sager er det i stedet skadevolder, der skal bevise, at han ikke har handlet uagtsomt eller forsætligt. Det kaldes præsumptionsansvar eller culpa med omvendt bevisbyrde. Omvendt bevisbyrde ses fx i sager om nødværge, hvor det er den, som har modstået eller afværget et angreb, som skal kunne bevise, at han var udsat for et angreb, og at han ikke har anvendt voldsommere metoder til at forsvare sig, end det var nødvendigt i situationen. Se nærmere om nødværge i afsnit 2.1.

Culpa med ligefrem bevisbyrde

Culpa med omvendt bevisbyrde


132 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Skærpet ansvar? – Særlig bedømmelse af uagtsomhed

Professionsansvar

Rådgiveransvar

Hvis skadevolder begår fejl inden for det område, hvor skadevolder arbejder rent professionelt eller har en specialviden, skal der mindre til, for at skadevolder ifalder erstatningsansvar. Dette kaldes professionsansvar. Culpabedømmelsen skærpes og i uagtsomhedsbedømmelsen vil skadevolder blive bedømt og sammenlignet med andre dygtige og veluddannede udøvere inden for samme branche. Hvis en uddannet tømrer begår fejl på et byggeri, skal der således mindre til for at pålægge ham et ansvar for fejlen, da han er professionel og uddannet tømrer, i modsætning til hvis man hyrer sin nabo, der er en almindelig selvlært gør-detselv-mand. Under professionsansvaret ligger også det såkaldte rådgiveransvar, som er særligt aktuelt for rådgivere, såsom arkitekter, revisorer, advokater, bankrådgivere, ejendomsmæglere mv. Hvis en revisor har ydet dårlig rådgivning, og kunden derfor lider et økonomisk tab, vil der i en erstatningssag ske en bedømmelse af revisorens handlinger og adfærd. Revisoren vil blive vurderet i forhold til, hvad der kan forventes af en faguddannet revisor, sammenholdt med fagets standard og etiske krav til rådgivning i revisionsbranchen. Vurderingen foretages af et fagligt udvalg af uvildige revisorer, et såkaldt responsumudvalg, der vurderer sagen og udtaler sig om, hvorvidt den pågældende revisor har handlet i overensstemmelse med eller i strid med god revisorskik. En sådan udtalelse vægter tungt i en retssag, og en faglig vurdering af denne type respekteres og følges i de fleste tilfælde af domstolene. Læs mere om rådgiveransvar i kapitel 21. Ansvar for undladelser

Ansvar for undladelsen

Det strenge ansvar

Oven for er det skadevolders handling som udløser erstatningsansvar. Skadevolder kan også ifalde et erstatningsansvar ved at undlade at handle på områder, hvor der er handlepligt, fx: • En grundejer har pligt til at rydde sit fortov for sne og is. Undlader han at rydde fortovet betragtes det som culpøst, og fodgængere som måtte komme til skade, som følge af det glatte fortov, kan rette et erstatningskrav mod grundejeren. • Ejeren af fast ejendom, har pligt til at vedligeholde og sikre ejendommen. Undlades vedligeholdelse, er ejeren ansvarlig for skader forårsaget af den manglende vedligeholdelse, fx fra nedfaldne tagsten. • Ved placering af en container foran sin ejendom eller ved vejarbejde, er der pligt til at afmærke med skilte, reflekser og lys. • Hvis man undlader at føre fornødent tilsyn med sine egne børn eller hvor dagpleje, børnehave, skoler og andre institutioner svigter tilsynspligten for de børn, som er i deres varetægt. Svigtende tilsyn medfører erstatningsansvar i tilfælde af skade. 1.1.2 Objektivt ansvar Objektivt ansvar beskrives i daglig tale som det strenge ansvar. Her er graden af skyld fra skadevolders side ikke med i vurderingen af den skadevoldende hand-


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 133

ling. Der er således ikke noget krav om, at den skadevoldende handling skal være uagtsom eller forsætlig. Man kan sige at skadevolder er erstatningsansvarlig overfor skadelidte, uanset om skadevolder selv har gjort noget forkert. Objektivt ansvar udspringer af lov og retspraksis. Her er en række eksempler på lovgivning, hvor der er objektivt ansvar for skadevolder: • Arbejdsgiveransvar, jf. Danske Lov 3-19-2 (se afsnit 4) • Færdselsuheld, jf. Færdselslovens § 101-108 (se afsnit 5) • Produktansvar, jf. Produktansvarsloven (se afsnit 6) • Skader forvoldt af vilde dyr, jf. Danske Lov 6-10-4 • Skader forvoldt af hunde, jf. Hundeloven • Skader forvoldt ved jernbanedrift, luftfart og atomanlæg • Olieskader og havmiljø • Naturgasforsyning og vandforsyning

1.2 Økonomisk tab Skadelidte skal have erstattet sit økonomiske tab. Tabet skal kunne dokumenteres, og skadelidte skal stilles økonomisk som før skadens indtræden, og uden at skadelidte opnår en berigelse. Ved opgørelse af erstatningskravet skelner man mellem tingsskade og personskade. Se afsnit 7 om opgørelse af erstatningskravet. Skadelidte har tabsbegrænsningspligt, hvilket betyder, at skadelidte skal begrænse sit tab, hvis det er muligt. Erstatningsbeløbet må ikke løbe løbsk, fordi skadelidte bare lader stå til.

1.3 Årsagsforbindelse (kausalitet) Den tredje betingelse for erstatningsansvar er, at der skal være en naturlig forbindelse mellem handlingen og den skete skade. Handlingen er en nødvendig betingelse for, at den pågældende skade overhovedet indtræder, så handlingen skal have forårsaget skaden Hvis skadevolders handling ikke har haft nogen betydning eller sammenhæng med den skete skade, er der ikke årsagsforbindelse, og skadevolder er ikke erstatningsansvarlig. afgørel se

U2011.128H – Kronisk smertetilstand efter uheld – ingen årsagsforbindelse I 2002 blev A, som fører af en personbil, påkørt bagfra af en anden bil, mens hun holdt stille for at dreje til højre. Den bagfrakommende bil blev i uheldsøjeblikket ført med en hastighed af ca. 10 km i timen. Ved påkørslen pådrog A sig en forvridning af halshvirvelsøjlen, og efterfølgende udviklede hun en kronisk smertetilstand, der i juni 2004 førte til, at hun blev tilkendt førtidspension. A anlagde sag mod den skadevoldende bilists ansvarsforsikringsselskab, F, med påstand om betaling af ca. 2,5 mio. kr. Under sagen for landsretten blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet. Fortsættes næste side

Tabsbegrænsningspligt


134 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Afgørelse fortsat fra forrige side afg ø rels e

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at A havde pådraget sig gener af mere end forbigående karakter, som følge af påkørslen, og frifandt F. Højesteret bemærkede, at der ved vurderingen af, om der var ført bevis for årsagsforbindelse, måtte tages hensyn til karakteren af færdselsuheldet med lav påkørselshastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning. Derudover var den kroniske smertetilstand, som A led af, karakteriseret ved symptomer, der var uspecifikke og hyppigt forekommende i den almindelige befolkning. Retslægerådet havde fundet det vanskeligt at udtale sig om årsagen, og betegnede sammenhængen mellem A’s nuværende tilstand og færdselsuheldet som usikker. Derefter fandt heller ikke Højesteret det godtgjort, at A’s kroniske smertetilstand var en følge af færdselsuheldet. A havde været rask forud for færdselsuheldet, og der var ikke oplysninger om forudgående lidelser af betydning. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, men med dissens 3+2.

1.4 Påregnelighed (adækvans) Skaden skal være en påregnelig følge af skadevolders handling, ellers er skadevolder ikke erstatningsansvarlig. afgørelse

U2008.1336 V – Den mandlige stripper På A’s polterabend 31. juli 2004 havde der været kanosejlads, motorcykelkørsel og vandskiløb. I dagens løb var der drukket spiritus, men ingen var kraftigt berusede. Om eftermiddagen havde en veninde inviteret en mandlig stripper. Ved afslutningen af stripperens show fyrede han et konfettirør af. A mærkede et slag i det ene øje, og fik senere konstateret en nedsættelse af synet på det øje, der var blevet ramt af en gummiprop fra konfettirøret. Der gik ca. 1½ år før stripperen blev bekendt med skaden på A’s øje, men retten fandt ikke, at der var tale om passivitet. A anlagde i 2006 sag mod stripperen, med påstand om, at han var erstatningsansvarlig for uheldet den 31. juli 2004. Stripperen havde ikke en erhvervsforsikring. Byretten frifandt stripperen, da det ikke var blevet bevist, at han havde handlet culpøst. Samtidig kunne det ikke afvises, at A havde handlet upåregneligt, da stripperen fyrede røret af. Til brug for ankesagen i landsretten blev der indhentet en erklæring fra en sagkyndig, der beskrev opbygningen af konfettirøret, og udtalte at der efter hans opfattelse ikke på uheldstidspunktet havde været et gitter til at holde en gummiprop på plads i trykluftbeholderen i forbindelse med affyringen af konfettirøret. Landsretten dømte stripperen til at anerkende, at han var erstatningsansvarlig over for A. Det blev lagt til grund, at A var blevet ramt i øjet, netop som konfettirøret blev fyret af, og at traumet havde ført til forandringerne i hendes syn. Det var påregneligt, at der var en vis risiko ved, at konfettirøret var rettet mod nogen, når det affyres. Stripperen havde tilrettelagt sit show således, at han siddende på gulvet foran A, som et effektfuldt indslag affyrede konfettirøret. Det påhvilede i den situation ham at sikre sig, at røret blev holdt således, at det ikke var rettet imod nogen. Der er ikke grundlag for at antage, at A, der sad på en stol lige foran S, ved en upåregnelig bevægelse selv havde medvirket til, at skaden opstod.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 135

Ved bedømmelsen af om der er påregnelighed, er det afgørende at se på, om skadevolderen ved sin handling har forøget risikoen for skadens indtræden. I ovennævnte dom fandt landsretten, at det var påregneligt at skade kunne indtræde, idet der var en vis risiko for skade, når konfettirøret blev affyret mod nogen. Sammenfattede skal alle 4 erstatningsbetingelser være opfyldt, hvis skadevolder skal betale erstatning til skadelidte. Fig. 6.3 Alle 4 erstatningsbetingelser skal være

1. Ansvarsgrundlag? + 2. Økonomisk tab? + 3. Årsagsforbindelse? + 4. Påregnelighed?

= Erstatning

opfyldt for at udløse erstatning til skadelidte.

2. Nedsættelse af erstatningen Selvom erstatningsbetingelserne er opfyldt, vil erstatningsbeløbet kunne nedsættes eller helt bortfalde, hvis der er tale om en såkaldt ansvarsfrihedsgrund.

2.1 Objektive ansvarsfrihedsgrunde De objektive ansvarsfrihedsgrunde som vil blive gennemgået i det følgende er: • Nødværge • Nødret • Uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) • Egen skyld, samtykke og accept af risiko Nødværge

Handlinger som er foretaget på grund af nødværge er ifølge straffelovens § 13, stk. 1 straffri, hvis handlingen har været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt angreb eller et overhængende uretmæssigt angreb. Når man handler i nødværge, afværger man et påbegyndt eller et overhængende angreb mod én selv eller mod andre, og man forsvarer sig overfor angriberen med en strafbar handling, fx vold. Man bliver ikke straffet for at handle i nødværge, hvis den handling som foretages er forsvarlig i forhold til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning, dvs. der skal være balance og rimelighed i forhold til angrebets farlighed, den handling man foretager sig, og betydningen af det man beskytter. Forsvaret mod angriberen må som udgangspunkt ikke være voldsommere eller farligere end selve angrebet. Det betyder, at man godt må forsvare sig og handle, men uden at bruge mere magt eller alvorligere metoder end påkrævet i situationen. Derudover skal forsvarshandlingen være nødvendig, og man må ikke fortsætte med at udøve nødværge, efter at angrebet er afsluttet. Sager om nødværge, herunder retten til at forsvare sig og særligt grænsen for lovligt nødværge prøves ved domstolene med jævne mellemrum.

Nødværge

JA JA JA JA


136 · ERSTATNING · KAPITEL 6

afg ø rels e

Københavns Byret 28.06.2007 – Urmagersagen En urmager i København blev udsat for røveri, og det var ikke første gang. Urmageren var i besiddelse af ladte skydevåben i sin røveriplagede forretning (et dobbeltløbet haglgevær og en automatpistol). Under røveriet i denne sag, affyrede urmageren fem skud mod de tre røvere. Skuddene blev affyret umiddelbart efter hinanden. Nogle af skuddene ramte røverne i ryggen, da de var på vej ud af forretningen. Sagen handlede blandt andet om, hvorvidt urmageren havde handlet i lovligt nødværge, og særligt skuddene i ryggen var til diskussion. Urmageren blev under røveriet truet med en pistol og ført ud i baglokalet, hvor røverne fortsatte med at true ham med pistolen og slog ham i nakken og på ryggen. Røverne havde optrådt meget voldsomt, og urmageren var i den tro, at de ville skyde ham. De to øvrige tilstedeværende i urmagerbutikken blev også truet og beordret til at sidde ned med ansigtet mod væggen. Københavns Byret fandt, at urmageren handlede i lovligt nødværge under hele skudepisoden. Med hensyn til skuddene i ryggen, fandt retten, at urmageren ikke nødvendigvis havde registreret, at røverne på et tidspunkt under de sekunder, hvor han skød, havde været på vej ud af butikslokalet. Urmagerens skud mod røverne var derfor ikke gået ud over, hvad der var forsvarligt – i den givne situation – for at afværge det påbegyndte angreb. To af røverne blev anholdt og idømt 2 års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Urmageren blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel for overtrædelse af våbenloven, og der blev lagt vægt på antallet og farligheden af de våben, som urmageren var i besiddelse af, herunder at der var tale om ladte våben. Eftersom der var tale om lovligt nødværge, blev han frifundet for vold. Kilde: www.domstol.dk, domsresumeer.

Nødværge – omvendt bevisbyrde

Hvis man i en sag påberåber sig lovligt nødværge, er der tale om omvendt bevisbyrde, dvs. det er den, som har modstået eller afværget et påbegyndt angreb eller et overhængende uretmæssigt angreb, som skal kunne bevise, at han var udsat for et angreb, og at han ikke har anvendt voldsommere metoder end nødvendigt i situationen. I ovennævnte sag var det urmageren, som skulle bevise, at han havde handlet inden for grænsen af lovligt nødværge. Nødret

Nødret

En handling som er strafbar, kan være straffri, hvis handlingen var nødvendig til afværgelse af truende skade på personer eller gods, og hvor lovovertrædelsen anses for at være af forholdsvis underordnet betydning, jf. straffelovens § 14.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 137

Eksempel

Michael opdager et grædende spædbarn liggende på bagsædet af en bil, der længe har været parkeret i solen ved en fortovscafé, en meget varm sommerdag. Michael tager en metalskulptur, som står ved indgangen til caféen, og smadrer forruden på bilen, for at komme ind til barnet. Selvom der er tale om hærværk, er handlingen straffri for skadevolder, fordi han handler i nødret, for at afværge skade på barnet. Metalskulpturen er ødelagt og bilens ejer skal erstatte skulpturen overfor cafeens indehaver.

I ovennævnte eksempel er der tale om overhængende fare, og skadevolder (Michael) ser sig nødsaget til at ofre en andens ting for at redde noget mere værdifuldt, hvilket er karakteristisk for nødret. Negotiorum gestio

Uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) – er en anden type handling, som det er nødvendigt at foretage på en andens vegne for at afværge et formuetab, og hvor den berettigede selv er forhindret i at handle. Det kræves at handlingen var nødvendig for at afværge formuetab eller andet retstab for den pågældende, og at denne selv er forhindret i at varetage sine interesser.

Uanmodet forretnings­ førelse / negotiorum gestio

Eksempel

Din nabo, Hr. Hansen, er bortrejst på ferie. Der kommer et alvorligt uvejr ind over Danmark, og et stort birketræ vælter ned i Hr. Hansen hus og efterlader et hul i taget, lige over køkkenet. Der er regn på vej og du ved, at Hr. Hansen først kommer hjem om 10 dage, hvorfor du rekvirerer et tagdækkerfirma, som kommer og dækker hullet til med en presenning. Du afværger en massiv vandskade i Hr. Hansens hus, og betaler regningen til tagdækkerfirmaet, men kan forlange udgiften erstattet af Hr. Hansen. Egen skyld

Erstatningen kan nedsættes og i helt særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte i en eller anden grad er medskyldig i, at skaden sker. Ved bedømmelse af skadevolders erstatningsansvar har det betydning for skyldsvurderingen, om skadelidte selv har handlet culpøst. Har skadelidte udvist den fornødne agtpågivenhed i situationen? Hvis det vurderes, at skadelidte selv har handlet uagtsomt og dette har haft indflydelse på den skete skade, kan erstatningen nedsættes og i nogle tilfælde helt bortfalde.

Egen skyld


138 · ERSTATNING · KAPITEL 6

afg ø rels e

U2008.1521V – Knock-out af det flyvende tæppe Under en byfest blev en 17-årig ramt af en forlystelse kaldet »det flyvende tæppe« som Herning Tivolipark I/S havde opstillet på festpladsen. Forlystelsen var afspærret, og man kunne kun komme ind og ud via låger. Den 17-årige havde drukket øl, og han stod i nærheden af forlystelsen sammen med nogle kammerater. Pludselig – måske for at skyde genvej gennem menneskemængden – løb den 17-årige hen mod »det flyvende tæppe«, der var i gang. Den 17-årige kom inden for det afspærrede sikkerhedsområde, hvor han blev ramt to gange af den store og hurtigt svingende platform. Han kom alvorligt til skade og kunne ikke huske, hvad der var sket. Den 17-årige var omfattet af en ulykkesforsikring, som hans mor havde tegnet hos TrygVesta Forsikring A/S, men forsikringsselskabet ville ikke udbetale erstatning. Den 17-årige anlagde sag mod forsikringsselskabet, med påstand om, at forsikringsselskabet skulle anerkende, at ulykkestilfældet var omfattet af ulykkesforsikringen, og derfor skulle betale erstatning. TrygVesta Forsikring A/S påstod frifindelse med henvisning til at den 17-årige havde udvist grov uagtsomhed. I forsikringsbetingelserne til ulykkesforsikringen var følgende anført: “Hvad dækker forsikringen ikke – Undtaget fra dækningen er følgende: Grov uagtsomhed, beruselse m.m.: Følger af ulykkestilfælde, der er fremkaldt af forsikrede med vilje eller ved grov uagtsomhed” Vestre Landsret fandt, at forlystelsen var behørigt afspærret, og at den 17-årige ved at løbe ind på forlystelsens gulv, havde bragt sig i en situation, hvor det var tydeligt for enhver, at der var en indlysende fare for den indtrådte skade. Han havde derfor fremkaldt følgerne af ulykken ved grov uagtsomhed, som angivet i forsikringsbetingelserne. Bedømmelsen af uagtsomhedens grovhed kunne ikke ændres som følge af hans unge alder og uerfarenhed. Han var 17 år og måtte efter forlystelsens karakter og indretning indse, at hans adfærd indebar en indlysende fare for at blive ramt med alvorlig personskade til følge. TrygVesta Forsikring A/S blev frifundet og skulle derfor ikke udbetale erstatning til den 17-årige.

Hvis Venstre Landsret havde konkluderet, at skadelidte kun havde handlet simpelt uagtsomt, eller hvis sikkerhedsforanstaltningerne omkring forlystelsen ikke havde været i orden, kunne resultatet have været, at Tryg Vesta Forsikring A/S skulle have udbetalt erstatning til skadelidte. Samtykke Samtykke til en skade

Hvis skadelidte giver samtykke til en skade, vil han ikke kunne kræve erstatning. Et samtykke kan både komme til udtryk som et udtrykkeligt samtykke eller som et stiltiende samtykke, hvorved skadelidte ved sin optræden eller handling tilkendegiver at have samtykket til skade eller risiko for skade. Skadelidtes optræden kan fortolkes som et samtykke til skade eller risiko for skade, fx ved at køre speedway eller deltage i et kick-boxing stævne. Ved at gå ind


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 139

i en boksering for at kæmpe, accepterer skadelidte risikoen for at få bank. Ved deltagelse i farlige sportsgrene, kan skadelidte som udgangspunkt ikke forlange erstatning fra sin skadevolder. afgørel se

U2003.500Ø – Det mislykkede tandemspring A havde ikke tidligere deltaget i faldskærmsudspring, og sprang et såkaldt tandemspring sammen med en instruktør (tandemmaster). Bremsefaldskærmen kunne ikke udløses, og reservefaldskærmen foldede sig ikke helt ud. Tandemmasteren blev dræbt på stedet. A kom til skade og krævede erstatning af den faldskærmsklub, som havde arrangeret springet, for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for en méngrad på 8 % samt svie og smerte i anledning af ulykken. Inden springet havde A underskrevet en erklæring om at han var indforstået med, at han ikke kunne gøre noget erstatningskrav gældende i forbindelse med springet. Landsretten fandt, at det måtte anses for almindeligt kendt, at faldskærmsudspring er en farlig sport. I situationen begik instruktøren en fejl ved at trække håndtagene i den forkerte rækkefølge, men A havde ikke bevist, at instruktøren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og de tekniske undersøgelser havde ikke kunnet afdække årsagen til, at bremsefaldskærmen ikke kunne udløses. Ved underskrivelsen af ansvarsfrihedserklæringen må det have stået klart for A, at der var risiko forbundet med springet, og at han fraskrev sig retten til at gøre et erstatningsansvar gældende for de skader, der kunne opstå som en følge af springet. De skader A fik, afveg ikke fra hvad A måtte påregne ved et faldskærmsspring. Arrangøren var ikke afskåret fra at påberåbe sig ansvarsfraskrivelsen, selvom instruktøren havde begået fejl. A’s påstand om erstatning blev derfor ikke imødekommet.

Accept af risiko

Noget mere uklart er det, hvis den skadelidte ikke har givet samtykke til en skade eller risiko for skade, eller for den sags skyld ved skadelidtes egen adfærd, har accepteret en risiko for skade. Sætter man sig ind på passagersædet i en bil, hvor der er mistanke om, at føreren er beruset, og køreturen ender i et biluheld med deraf følgende fysisk skade på passageren, kan det diskuteres, hvorvidt passageren (den skadelidte) har et erstatningskrav mod skadevolder (den berusede fører). Vidste skadelidte, at føreren var beruset, eller burde skadelidte efter omstændighederne have vidst det? Hvis vi vurderer skadelidtes adfærd ud fra en bonus pater familias-betragtning, kunne man spørge, om en bonus pater familias ville have sat sig ind i bilen, eller ville han have handlet anderledes? Ved vurderingen af om der i en sag kan være tale om accept af risiko, er det afgørende, om den skadelidte indså eller burde have indset, at der var risiko for skade, og herefter skal der foretages en vurdering af, om det skal medføre, at erstatningskravet mod skadevolder nedsættes eller helt bortfalder.

Accept af risiko


140 · ERSTATNING · KAPITEL 6

2.2 Bortfald og lempelse Helt overordnet har erstatningsretten til formål at sørge for økonomisk genopretning til en skadelidt, men i nogle tilfælde kan erstatningen fx nedsættes med 1/3del eller 1/2-delen og i særlige tilfælde helt bortfalde. I det følgende gennemgås udvalgte områder, hvor bortfald og lempelse af erstatningskravet kan komme på tale.

Hovedregel: Bortfald af erstatningsansvar

Undtagelse: Grov uagtsomhed eller forsæt

Regreskrav rettet mod skadevolder

Urimeligt tyngende

2.2.1 Bortfald – Skader dækket af en forsikring I henhold til erstatningsansvarsloven (EAL) § 19, stk. 1 er det hovedreglen, at skadevolders erstatningsansvar bortfalder, hvis den skade, der er sket, er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, hvilket betyder, at skadelidtes forsikringsselskab udbetaler erstatningsbeløbet til skadelidte. Men der er et par undtagelser i EAL § 19, stk. 2, hvor man alligevel fastholder skadevolders erstatningsansvar. Det gælder hvis: 1. Skadevolder har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed eller forsæt eller 2. Skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed. Forsikringsselskabet har et såkaldt regreskrav mod skadevolder, hvis skade­ volder har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed eller forsæt. Det betyder at skadelidtes forsikringsselskab i første omgang udbetaler erstatningssummen til skadelidte, hvorefter forsikringsselskabet opkræver erstatningsbeløbet hos skadevolder. Skadevolder er ikke erstatningsansvarlig for tingsskader i den private sfære, hvis den skadegørende handling kun er forvoldt ved simpel uagtsomhed. Som tidligere nævnt er skyldgraden ofte til diskussion i en erstatningssag, og graden af skyld kan få betydning for, hvorvidt skadelidtes forsikringsselskab kan rette kravet videre mod skadevolder eller ej, og om forsikringsselskabet vil udbetale erstatning for skader, hvor skadelidte har været medskyldig, fx ved at handle groft uagtsomt eller forsætligt. Se dommen U2008.1521 V – Knock-out af det flyvende tæppe (oven for). Læs mere om forsikring i kapitel 23. 2.2.2 Lempelse Udover ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde, findes der i erstatningsansvarsloven nogle lempelsesregler, som også kan medføre, at erstatningsansvaret nedsættes eller bortfalder, i det tilfælde skadevolder ikke er dækket af en skades- eller ansvarsforsikring. Den almindelige lempelsesregel i EAL § 24 kan føre til at erstatningsansvaret nedsættes eller bortfalder, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Hvorvidt et krav er urimeligt tyngende beror på en helhedsvurdering af skadevolders forhold, herunder: • Skadevolders økonomiske forhold • Skadens størrelse – jo større skade, jo mere tyngende • Ansvarstype – simpel / grov uagtsomhed eller forsæt


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 141

• Skadelidtes interesser • Forsikringsforhold • Omstændighederne i øvrigt Hvis skadevolder er en person som er hæmmet i psykisk udvikling, sindsforvirring, psykisk lidelse, eller hvis skadevolder på anden måde mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, jf. EAL § 24b, stk. 1. Hvis skadevolder på skadestidspunktet var påvirket af alkohol, euforiserende stoffer eller lignende, er en lempelse af erstatningsansvaret udelukket, jf. EAL § 24b, stk. 2.

Mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt

Skadevolder påvirket af alkohol og stoffer

3. Skader forvoldt af børn Børn ifalder erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger, hvis betingelserne er opfyldt, dvs. der skal være ansvarsgrundlag, lidt et tab, kausalitet og adækvans. Forældre er som udgangspunkt ikke ansvarlige for deres børns skadevoldende handlinger og hæfter derfor ikke. Der findes retspraksis, hvor børn helt ned til 4 års alderen findes erstatningsansvarlige.

afgørel se

U1989.278V – De løsslupne mink To brødre på 4 og 6 år kravlede over hegnet til en minkfarm og åbnede 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud. Drengenes ansvarsforsikringsselskab ville kun anerkende erstatningsansvaret for udgifterne til indfangning af løsslupne mink på 23.500 kr. Minkfarmen anlagde derfor en sag mod drengene, med påstand om betaling af 600.845 kr. Beløbet udgjorde bl.a. udgifter til aflivning, pelsning, anskaffelse af ny minkbestand, rengøring mv. Drengenes værger gjorde gældende, at de øvrige skader på 600.845 kr., ikke kunne kræves erstattet, da skaderne ikke havde været påregnelige for drengene, set i forhold til deres alder. Landsretten gav minkfarmen medhold i, at drengene ved deres forsætlige skadevoldende handlinger havde pådraget sig erstatningsansvar over for minkfarmen. Selv om drengene på skadestidspunktet kun var 6 og 4 år, var det påregneligt for dem, at deres handlinger kunne medføre betydelig skade, og skaderne ansås i deres helhed for påregnelige. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges betydning, at de sagsøgte psykologisk ikke var sig bevidst, hvilke former for skade handlingerne kunne medføre. Til sammenligning ville væsentligt ældre børn og voksne uden kendskab til minkavl, heller ikke vide, hvilke former for skade, handlingen kunne medføre. Drengenes ansvar kunne derfor ikke begrænses til 23.500 kr. Drengene blev dømt til at betale det påståede beløb på 600.845 kr.

Børn ned til 4 år


142 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Culpabedømmelse

Erstatningen nedsættes eller bortfalde

I bedømmelsen af om barnet har handlet ansvarspådragende, skal der ske en bedømmelse efter culpareglen, men i en lidt anden variant. I vurderingen af om barnet har handlet culpøst, ser man på, om det skadevoldende barn har handlet anderledes end børn på samme alder normalt handler, eller ville have handlet i samme situation. Børn er erstatningspligtige efter de samme regler som voksne, men i henhold til EAL § 24a, kan erstatningsbeløbet i nogle tilfælde nedsættes eller helt bortfalde. Der tages blandt andet hensyn til barnets alder, manglende udvikling hos barnet i forhold til dets alder, handlingens beskaffenhed, sagens omstændigheder og barnets mulighed for overhovedet at betale, samt om skadelidte har en forsikring som dækker tabet og/eller det skadevoldende barn er dækket af en ansvarsforsikring, som er en del af den almindelige familieforsikring.

4. Arbejdsgiveransvar Principalansvar

Betingelser

Arbejdsgiveransvar kaldes også for “principalansvar.” I henhold til Danske Lov 3-19-2 hæfter arbejdsgiveren for de ansattes culpøse skadegørende handlinger. Man kan sige, at der er tale om ansvar for andres culpøse adfærd. Hvis en ansat tømrerlærling smadrer fru Jensens kongelige porcelænsfigurer i forbindelse med udførelse af arbejde på hendes ejendom, skal arbejdsgiveren betale for skaden. Betingelserne for at arbejdsgiveren hæfter er: • Der skal være tale om et ansættelsesforhold (over-/underordnelsesforhold). • Den ansatte skal have handlet culpøst (simpelt/groft uagtsomt eller forsæt). • Skaden skal være sket under udførelse eller i tilknytning til arbejdet. Arbejdsgiveren bliver fri for ansvar, hvis blot én af ovennævnte tre betingelser ikke er opfyldt. Hvis den ansatte er skyld i en skade, der ikke har tilknytning til arbejdet, fx i fritiden, eller en skade der sker på turen til og fra arbejde, eller kørsel i privat ærinde i frokostpausen, kan arbejdsgiveren ikke holdes ansvarlig. Det samme gælder, hvis den ansatte foretager en handling, som kan karakteriseres som abnorm.

Regres mod den ansatte

Hvis den ansattes adfærd har medført en skade, og arbejdsgiveren i henhold til arbejdsgiveransvaret har måttet betale erstatning til skadelidte, kan arbejdsgiveren i nogle tilfælde søge regres mod den ansatte. Det betyder at arbejdsgiveren efter betaling til skadelidte, kan kræve erstatningsbeløbet betalt af den ansatte. I henhold til EAL § 23, stk. 1, kan det dog kun ske, hvis det findes rimeligt under hensyn til: • Den udviste skyld • Arbejdstagerens stilling • Omstændighederne i øvrigt Det er sjældent det sker, men loven giver arbejdsgiveren mulighed for at fremsætte et regreskrav overfor den ansatte, hvis den skade arbejdstageren har været skyld i, er forvoldt ved grov uagtsomhed eller forsæt, jf. EAL § 23.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 143

afgørel se

U1962.620/1B – Lærlingens uheldige køretur En kunde havde indleveret sin bil til reparation på et værksted. Bilen var anbragt på liften, der blev sænket ned, da det ringede til frokost. Bilen blev stående på liften, og værkføreren bad lærlingen tage nøglen og lægge den ind på kontoret, som man altid gør i middagspausen. Kunden bad imidlertid om at måtte beholde nøglen, og det fik han lov til. Værkføreren kørte til frokost, mens kunden og lærlingen blev stående. Det regnede og kunden bad lærlingen om at køre sig hjem, og gav ham nøglen. Lærlingen kørte bilen ned fra liften og kørte kunden hjem. Ved tilbagekomsten beskadigedes vognen ved, at lærlingen kørte mod et par stopklodser på værkstedspladsen. Kundens kaskoforsikringsselskab betalte skaden og krævede derefter erstatningsbeløbet betalt af værkstedets indehaver, som var lærlingens arbejdsgiver. Retten fandt, at kørslen ikke var foregået under sagsøgtes erhverv, og den skete kaskoskade lå uden for hans arbejdsgiveransvar. Arbejdsgiveren blev derfor frifundet og skulle ikke betale erstatningsbeløbet til kundens forsikringsselskab.

5. Færdselsansvar I færdselsloven (FÆL) er der objektivt ansvar for den som er ansvarlig for et køretøj, hvis der sker færdselsuheld, eksplosion eller brand, hidrørende fra køretøjets brændstofanlæg, jf. FÆL § 101, stk. 1. Den ansvarlige for et køretøj er ejeren eller brugeren, men det kan også være føreren, hvis føreren kører i egen interesse. Udlåner ejeren sin bil til naboen, som skal på genbrugspladsen med sit haveaffald, er naboen objektivt ansvarlig efter færdselsloven, hvis han er skyld i et færdselsuheld, uanset at bilen ikke er hans egen. Bilen er lånt, men han fører bilen i egen interesse. Anderledes er det, hvis ejeren af bilen beder naboen gøre sig en tjeneste, fx at hente medicin på det lokale apotek. I dette tilfælde fører naboen ikke køretøjet i egen interesse, og sker der et færdselsuheld på vej til apoteket, er naboen ikke objektivt ansvarlig, men bliver i stedet erstatningspligtig efter den almindelige culparegel. Da alle motordrevne køretøjer skal være dækket af en ansvarsforsikring, jf. FÆL § 105, stk. 1, hæfter forsikringsselskabet direkte over for den skadelidte, jf. FÆL § 108, stk. 1. Det betyder at forsikringsselskabet udbetaler erstatningssummen direkte til skadelidte. Ansvarsforsikringen er lovpligtig, mens en kaskoforsikring er frivillig. Forsikringsselskabet kan efterfølgende søge regres, dvs. kræve beløbet betalt af ejeren, brugeren eller føreren, hvis regres er aftalt i forsikringspolicen, og skaden er sket på grund af uagtsomhed, der vurderes som grov hensynsløshed, jf. FÆL § 108, stk. 2. Erstatningen for personskade eller for tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis den skadelidte selv har medvirket til skaden ved grov uagtsomhed eller forsæt, jf. FÆL § 101, stk. 2. Hvis en cyklist påkøres af en bilist en mørk

Færdselsansvar – objektivt ansvar Ansvar for ejer og bruger

Ansvarsforsikring

Regres mod ejer/bruger eller fører

Erstatning nedsættes eller bortfalder


144 · ERSTATNING · KAPITEL 6

aften, og det senere viser sig at cyklisten kørte over for rødt i spirituspåvirket tilstand, uden lys på cyklen, og med høj musik i ørerne fra iPoden, vil det med rette kunne diskuteres, om erstatningen til cyklisten skal nedsættes eller helt bortfalde. For tingskade kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har handlet forsætligt eller uagtsomt. Ved tingsskade er der ikke noget krav om, at uagtsomheden skal være grov, jf. FÆL § 101, stk. 3.

6. Produktansvar

Produktansvarsloven

Præceptiv / ufravigelig

Lovbestemt og ulov­ bestemt produktansvar

Et særligt område inden for erstatningsretten er produktansvar, der handler om det ansvar, der påhviler producent og eventuelt mellemhandler for defekte produkter, som forårsager skade på person eller ting. Produktansvar reguleres af produktansvarsloven (PAL), som blev vedtaget i 1989 og som udspringer af EU’s produktansvarsdirektiv nr. 85/374. Hver medlemsstat i EU havde sine egne og meget uensartede regler på området, og det var Rådets vurdering, at de forskellige regelsæt kunne medvirke til konkurrenceforvridning, hæmme varernes frie bevægelighed og skabe en uens beskyttelse af de forbrugere, som led skade på helbred eller ejendele, som følge af et defekt produkt. Ved produktansvarsdirektivet ønskede man bl.a. at tilnærme en harmonisering af reglerne for produktansvar i de enkelte medlemsstater, således at virksomheder, der solgte defekte produkter, blev vurderet éns i hele EU. Samtidig ønskede man at placere et ansvar hos producenten, og pålægge producenten objektivt ansvar for skader forårsaget af et defekt produkt, uanset hvor i EU producenten befandt sig. Produktansvarsloven er ufravigelig, dvs. at man ikke kan lave en aftale, der afviger fra lovens indhold på en måde, som stiller skadelidte dårligere, end han ville have været efter loven, jf. PAL § 12. Produktansvar omfattet af produktansvarsloven kaldes for det lovbestemte produktansvar, men loven er ikke et udtryk for dansk rets regler på dette område. Loven kan nemlig ikke stå alene. Ved siden af det lovbestemte produktansvar, gælder et ulovbestemt produktansvar, som er skabt af retspraksis i Danmark – den såkaldte erstatning i eller uden for kontrakt, jf. PAL § 13. De to regelsæt supplerer hinanden. I det følgende gennemgås: • Det lovbestemte produktansvar i henhold til PAL. • Det ulovbestemte produktansvar skabt af retspraksis.

6.1 Produktansvar efter produktansvarsloven (PAL) Ansvar for producent og mellemhandler – produktskade

I henhold til produktansvarsloven påhviler der en producent og en mellemhandler et ansvar for skade, forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne (produktskade), jf. PAL § 1.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 145

Der er tre helt overordnede faktorer, som skal være til stede, før man kan tale om produktansvar efter PAL: 1. Der skal være indtrådt en skade, personskade eller en forbrugertingsskade. PAL omfatter ikke skade på selve det defekte produkt. 2. Produktet skal være defekt. I henhold til PAL § 5, stk. 1 er et produkt defekt, når det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. I bedømmelsen af om et produkt lider af en defekt, tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig: • Produktets markedsføring. • Den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes. • Tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning. Et produkt anses ikke for at være defekt, alene fordi der senere er kommet et bedre produkt på markedet, jf. PAL § 5, stk. 2. 3. Skadelidte skal kunne bevise, at der er årsagsforbindelse (kausalitet) mellem defekten og den skete skade, jf. PAL § 6, stk. 2. Defekten skal være årsag til skaden.

Indtrådt en skade Defekt

Årsagsforbindelse: defekt g skade

produktet er defekt + indtrådt en skade + defekten er årsag til skade = produktansvar

Producenten kan ikke blive produktansvarlig for skader på selve det defekte produkt, men i stedet kan købelovens regler om mangler og erstatning komme i spil. Det er ikke muligt at opstille klare retningslinjer for, hvornår der er tale om køberetligt mangelsansvar eller erstatningsansvar i henhold til produktansvarsreglerne, men sag U2010.1360H som er beskrevet neden for i afsnit 6.2, er et godt eksempel på en situation, hvor Højesteret kom frem til, at der ikke var ansvar efter reglerne om produktansvar, men at der i stedet var tale om en køberetlig mangel. Der var stadig tale om erstatning, men i stedet efter principperne og reglerne i købeloven. Et pejlepunkt er, at hvis et produkt/en salgsgenstand går i stykker, eller ikke virker efter hensigten, og der ikke sker skade på person eller andre ting, er det købelovens regler om mangler og erstatning, der gælder. Men er der tale om et produkt/en salgsgenstand, som er defekt, og defekten er skyld i skade på andre ting eller på person, taler det for at anvende reglerne om produktansvar. En computer, som viser sort skærm, er en mangel i købelovens forstand, men hvis computeren bryder i brand pga. af en elektrisk kortslutning i maskinen, og der sker skade på person eller ting, er der tale om produktansvar. Lovens definitioner Ved et produkt forstås enhver løsøregenstand, uanset om den er forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som en bestanddel af en anden løsøregenstand, eller en fast ejendom. Reglerne om produkter omfatter også elektricitet, jf. PAL § 3.

Produktansvar eller mangel efter købeloven?

Produkt


146 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Producent

Hvem er producent, jf. PAL § 4: • Den som fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare. • Den som frembringer eller indsamler et naturprodukt. • Den som anbringer sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet, og udgiver sig for at være dets producent (private-label). • Den som led i forbindelse med sin erhvervsvirksomhed importerer en vare til EU med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller lignende.

Mellemhandler

En mellemhandler er: • Den som erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning, uden at han anses for at være producent.

Tvivl – hvem er producent?

Hvis produktet er produceret i EU og skadelidte ikke kan finde ud af, hvem der er producenten, eller hvis produktet er produceret uden for EU, og forbrugeren ikke kan finde ud af, hvem der har indført produktet til EU, bestemmer PAL § 4, stk. 4, at mellemhandleren af produktet skal betragtes som producent, hvilket betyder, at skadelidte kan gøre et ansvar gældende direkte overfor mellemhandleren. Mellemhandleren kan undgå “producentansvar”, hvis han inden rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller importørens navn og adresse, eller navn og adresse på den, som har leveret produktet til mellemhandleren. Mellemhandleren kan dog ikke henvise skadelidte til en ansvarlig, som er hjemmehørende uden for EU, jf. PAL § 4, stk. 5. Ansvar og hæftelse

Hovedregel: Objektivt ansvar

Undtagelser / Ansvarsfrihedsgrunde

Mellemhandleren

Skader som er forårsaget af et defekt produkt skal erstattes af producenten, delproducent, eller den som indført produktet i EU, eller den som har leveret produktet (mellemhandleren), jf. PAL §§ 4 og 6. Ansvarsgrundlaget er objektivt ansvar, dvs. det strenge ansvar, hvor graden af skyld (culpa) fra skadevolders side, ikke er med i vurderingen af den skadevoldende handling. Skadevolder ifalder ansvar uanset graden af skyld. Der er dog opstillet nogle undtagelser i PAL § 7, hvorefter producenten bliver fri for ansvar, hvis producenten kan bevise at: • Det ikke er ham, som har sendt produktet på markedet. • At produktet ikke er fremstillet, indsamlet eller sendt ud på markedet som led i erhvervsvirksomhed. • Defekten skyldes, at produktet skal følge nogle ufravigelige forskrifter, udstedt af en offentlig myndighed. • At det på grund af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev sendt på markedet, ikke var muligt at opdage defekten. • Den defekt som forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, hvor producenten sendte produktet ud på markedet. Mellemhandleren bliver ansvarlig, hvis han ikke kan give oplysninger om producentens eller importørens navn og adresse til skadelidte, eller hvis han selv har


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 147

handlet culpøst, og han ikke kan bevise, at skaden ikke skyldes hans forsømmelse (culpa med omvendt bevisbyrde). Hvis der er to eller flere ansvarlige for samme skade, hæfter de solidarisk, jf. PAL § 11, stk. 1. Ansvaret fordeles indbyrdes under hensyntagen til årsagen til defekten, den enkelte producents kontrolmuligheder af produktet, ansvarsforsikringer og omstændighederne i øvrigt, § 11, stk. 2. Denne afvejning/vurdering kan undgås, hvis der er lavet en aftale om ansvarsfordeling mellem parterne.

Flere ansvarlige: Hæfter solidarisk

Hvad kan erstattes?

Produktansvarsloven omfatter i henhold til PAL § 2: • Erstatning og godtgørelse for personskade • Erstatning for tab af forsørger • Erstatning for skade på ting, der er beregnet til ikke erhvervsmæssig brug, dvs. forbrugerting. Loven gælder ikke for skade på selve det defekte produkt. Det er skadelidte som har bevisbyrden, dvs. skadelidte skal føre bevis for både skaden og defekten samt bevise, at der er årsagsforbindelse mellem defekten og den skete skade, jf. PAL § 6, stk. 2.

Bevisbyrde

afgørel se

U2009.2551Ø – De forurenede chokoladeæg. Selskabet A fremstillede chokoladeproduktionsanlæg med hovedkontor i Danmark. Selskabet B beskæf­ tigede sig med fremstilling af chokolade, der blev distribueret til detailsalg på det amerikanske marked. B, der var hjemmehørende i USA, henvendte sig i 2001 til A med anmodning om fremstilling af et nyt chokoladeproduktionsanlæg, der kunne fremstille fyldte chokoladeæg. Efter klager fra kunder den 1. marts 2002 konstateredes, at nogle af de fremstillede æg var forurenet med 1-7 mm lange plastikstykker. Der blev herefter iværksat en tilbagekaldelse af æggene. B’s forsikringsselskab F, fik en rådgivende ingeniør til at besigtige maskinen og udtale sig om skadens årsag. I rapporten blev det konkluderet, at skaden skyldtes påvirkningen og tilpasningsproblemer mellem påfyldningsrør og -huller, med den følge at påfyldningshullerne beskadigedes og skallede af. B og B’s forsikringsselskab F anlagde sag mod A i Danmark, med påstand om betaling af samlet USD 1.775.553, med henvisning til, at skaden skyldtes indretningen og/eller opstillingen af anlægget, som A havde ansvaret for. Om årsagsforbindelsen bemærkede landsretten, at der ikke var foretaget syn og skøn i sagen. Erklæringen fra den rådgivende ingeniør blev tillagt meget begrænset bevismæssig betydning, da den var ensidigt indhentet, og A havde heller ikke efterfølgende haft adgang til at stille spørgsmål til ingeniøren. Det bemærkedes herved, at anlægget efter det oplyste senere var blevet væsentligt ændret, herunder i forbindelse med A’s og B’s fortsatte samarbejde. Landsretten fandt det uafklaret, om skaden på chokoladeæggene var en følge af indretningen eller opstillingen af anlægget, eller om det beroede på bl.a. utilstrækkelig rengøring eller andre omstændigheder, som B havde ansvar for. Bevisførelsen havde ikke godtgjort, at der var årsagsforbindelse mellem indretning og/ eller opstilling af chokoladeproduktionsanlægget og fundet af plastikstykker i chokoladeæggene. A blev frifundet.


148 · ERSTATNING · KAPITEL 6

6.2 Produktansvar skabt af retspraksis

Udviklet at retspraksis

Sammen og hver for sig

Produktansvarsloven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter de almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, eller i medfør af regler om erstatning nævnt i anden lovgivning, jf. PAL § 13. Ved siden af det lovbestemte produktansvar, som er reguleret i PAL, gælder det såkaldte ulovbestemte produktansvar, som er udviklet af retspraksis længe før produktansvarsloven blev indført. Det ulovbestemte produktansvar har afsæt i de almindelige erstatningsbetingelser, der gælder for erstatning uden for kontrakt, og alle 4 betingelser skal være opfyldt: 1. Ansvarsgrundlag – culpa eller objektivt ansvar. 2. Økonomisk tab. 3. Kausalitet – årsagsforbindelse mellem skadevolders handling og den skete skade. 4. Adækvans – skaden skal være en påregnelig følge af den ansvarspådragende handling. De to regelsæt (det lovbestemte og det ulovbestemte produktansvar) gælder ved siden af hinanden, jf. PAL § 13, hvilket betyder at en sag om produktansvar kan bedømmes efter begge regelsæt. Men de ulovbestemte regler kan også stå alene i de sager om produktansvar, hvor produktansvarsloven ikke er gældende, fx gælder produktansvarsloven ikke i sager, hvor der er tale om skade på ting, der bruges erhvervsmæssigt, så i den type sager, må der træffes afgørelse efter reglerne som er skabt af retspraksis. Nedenstående sag er et eksempel på en sag, hvor Højesteret vurderede sagen efter begge regelsæt. Begge regelsæt blev dog tilsidesat, og i stedet blev konklusionen, at der var tale om en køberetlig mangel.

afgørelse

U2010.1360H – Havari på motor ikke en produktskade, men køberetlig mangel Det svenske selskab S producerede et kraftvarmeværk med to gasmotorer, som et dansk gartneri købte af S’ danske datterselskab, D. Efter kort tid havarerede den ene af værkets gasmotorer på grund af brud på motorens plejlstang. Motoren var ude af drift i nogen tid, og gartneriets tomatplanter fik ikke den fornødne tilførsel af CO2. Gartneriet gik konkurs, og konkursboet anlagde sag mod S og D, med påstand om betaling af i alt ca. 2,5 mio. kr. i erstatning for gartneriets tab, bl.a. i form af mistet høstudbytte fra tomatproduktionen. I Landsretten blev S dømt til at betale beløbet. S ankede til Højesteret, hvor konkursboet henviste til begge regelsæt inden for produktansvar, dels på de i retspraksis udviklede regler om produktansvar, dels på dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Højesteret lagde til grund, at bruddet på motorens plejlstang skyldtes, at et gevind i stangen var defekt. Gevindet var udført og indføjet i gasmotoren af S. Havariet på motoren måtte derfor betegnes som selvbeskadigelse, og dermed som udslag af en køberetlig mangel ved motoren og ikke som en produktskade på motoren, jf. princippet i produktansvarslovens § 2. Gartneriet kunne derfor ikke kræve erstatning efter reglerne om produktansvar, og efter karakteren af fejlen ved S’ fremstilling af plejlstangen mv. var der heller ikke grundlag for i medfør af de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt, at pålægge S at dække gartneriets driftstab. Højesteret frifandt derfor S. Producenten af motoren var således ikke erstatningsansvarlig for gartneriets driftstab i henhold til reglerne om produktansvar.


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 149

Definitioner og principper Produktbegrebet defineres anderledes og bredere end i PAL. Et produkt er enhver ydelse som produceres, afsættes og bruges, hvilket særligt udgør løsøre, men også tjenesteydelser og fast ejendom, uanset om der er tale om anvendelse inden for den private eller erhvervsmæssige sfære. Der skal være tale om et defekt produkt, som forvolder skade på grund af produktets farlige egenskaber. Defekten kan bestå i, at produktets forventede effekt udebliver, effekten er forkert, eller der er tale om en bivirkning, fx hvis en redningsflåde ikke puster sig op, når der trykkes på udløseren, hvorved der sker en personskade. Det kan være svært at afgøre om et produkt er defekt pga. en fabrikations- eller konstruktionsfejl, eller om der er tale om forkert brug fra skadelidtes side. Forkert brug kan resultere i nedsættelse eller ingen erstatning, med henvisning til egen skyld betragtninger. Jo mindre sagkyndige brugerne er, jo mere skal producenten sikre produktet mod forkert brug. I bedømmelsen af en defekt, fejl eller forkert brug, tages hensyn til alle omstændigheder, herunder også markedsføringsfejl, instruktionsfejl, konstruktions- og/eller fabrikationsfejl. Ansvar og hæftelse Den der fremstiller varen, producent eller delproducent, er som hovedregel ansvarlig, hvis defekten kunne eller burde have været undgået. Mellemhandleren bliver ansvarlig, hvis han har handlet culpøst, fx ved at have opbevaret det skadevoldende produkt i strid med producentens forskrifter. Der er tale om culpa med omvendt bevisbyrde, hvor mellemhandleren skal bevise, at produktets farlige egenskaber ikke er opstået, mens produktet var i hans varetægt. Parterne (producent, delproducent, mellemhandler) hæfter solidarisk, og eventuelle indbyrdes regreskrav er skadelidte uvedkommende. Købelov og CISG Hvis der er tale om en købt løsøregenstand, som forvolder skade på køberens person eller ting, gælder købelovens regler om ansvar for mangler ikke for sådanne skader. Hvis det er et internationalt køb mellem to erhvervsdrivende, som er omfattet af CISG, fremgår det af CISG art. 5, at sælger har erstatningsansvar for skade, som den solgte vare forvolder på køberens ting, men ikke hvor der er tale om skade på liv og helbred.

Produkt

Defekt: Farlige egenskaber

Hovedregel: Producent U: Mellemhandler hvis handlet culpøst Culpa med omvendt bevisbyrde Hæfter solidarisk

CISG art. 5: Skade på køberens ting


150 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Ligheder og forskelle mellem det lovbestemte og det ulovbestemte produktansvar Produktansvar iht. Produktansvarslov (PAL)

Produktansvar skabt af retspraksis

Reglerne

Gælder i hele EU. Produktansvarsloven i DK er udarbejdet på baggrund af et EU-direktiv. Loven kan ikke fraviges til skade for skadelidte, PAL § 12 (beskyttelsespræceptiv).

Gælder kun i DK. Reglerne er udviklet af retspraksis gennem mange år, på baggrund af reglerne om erstatning uden for kontrakt. Reglerne gælder ved siden af PAL, jf. § 13.

Skaden

Defekt produkt som forvolder skade, jf. § 1. Personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade, men ikke skade på selve det defekte produkt eller erhvervsting, jf. § 2.

Defekt produkt som forvolder skade. Produktet har farlige egenskaber Alle typer skader, herunder personer og ting, og også erhvervstingsskader, men ikke skade på selve det defekte produkt.

Producenten(P)

Den der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller råvare eller indsamler af naturprodukt, jf. § 4, stk. 1. Den der anbringer sit navn på produktet og udgiver sig som P, jf. § 4, stk. 1. Den der indfører produktet til EU mhp. videresalg, leasing eller udlejning, jf. § 4, stk. 2.

Den som har produceret produktet.

P’s ansvar

P er objektivt ansvarlig for den skade det defekte produkt forvolder, jf. § 6, stk. 1. Ansvarsfrihedsgrunde efter PAL (ej ansvar): • Hvis defekten ikke var til stede da produktet blev bragt i omsætning, § 7, stk. 2. • Hvis P ikke har bragt produktet i omsætning, § 7, stk. 1, nr. 1. • Hvis produktet ikke er fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed, § 7, stk. 1, nr. 2. • Hvis defekten skyldes, at produktet skulle overholde ufravigelige forskrifter fra ­offentlig myndighed, § 7, stk. 1, nr. 3. • Hvis den teknologiske udvikling/viden ikke på udgivningstidspunktet kunne opdage effekten, § 7, stk. 1, nr. 4. • Hvis produktet indgår i et andet produkt og sidstnævnte er årsagen til defekten, § 7, stk. 3.

Streng culpavurdering/objektiveret culpa­ ansvar. P er ansvarlig hvis defekten kunne eller burde have været undgået. P kan efter en culpavurdering være ansvarlig for defekten pga. manglende test af produktet inden salg, forkerte oplysninger om produktets anvendelse, anvendelse af dårlige råvarer mv. Der kan også være tale om konstruktionsfejl, instruktionsfejl, fx upræcis vejledning og brugsanvisning eller fabrikationsfejl, fx et antal biler i en produktionsserie, hvor speederen sætter sig fast.

Hæftelse

Producenten Ved flere ansvarlige: Solidarisk hæftelse § 11, stk. 1. Ansvaret fordeles under hensyntagen til årsagen til defekten, den enkelte P’s kontrolmuligheder af produktet, ansvarsforsikringer og omstændighederne i øvrigt, § 11, stk. 2. Denne afvejning/vurdering kan undgås, hvis der er lavet en aftale om ansvarsfordeling mellem parterne.

Producenten, men et senere led i omsætningskæden hæfter også. Skadelidte har frit valg mellem flere solidarisk hæftende. Skadelidte kan således gå direkte til producenten, selvom han har handlet med et mellemled.

Producenten (P)

Fortsættes næste side


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 151

Ligheder og forskelle mellem det lovbestemte og det ulovbestemte produktansvar Produktansvar iht. Produktansvarslov (PAL)

Produktansvar skabt af retspraksis

Bevisbyrde

Skadelidte.

Ofte culpa med omvendt bevisbyrde. P er ansvarlig, medmindre han kan godtgøre, at han ikke er ansvarlig for defekten.

Sagsanlæg

Skadelidte kan rejse krav direkte overfor P, selvom produktet er købt hos en mellemhandler.

Skadelidte kan rejse krav direkte overfor P, selvom produktet er købt hos en mellemhandler.

Mellemhandler(M)

Den som erhvervsmæssigt bringer produktet i omsætning uden at være producent eller slutbruger, jf. § 4, stk. 3.

Mellemled mellem P og slutbruger.

M’s ansvar

M skal selvstændigt svare erstatning over for skadelidte og senere mellemhandlere, medmindre M kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse, jf. § 10.

M er ansvarlig for egne fejl, culpavurdering, fx forkert opbevaring af produktet, fejlagtig information om produktet til kunden.

Bevisbyrde

Skadelidte.

Ofte omvendt bevisbyrde, dvs. M er ansvarlig, medmindre han kan godtgøre, at han ikke er ansvarlig for defekten.

Hæftelse

M hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af P eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden, jf. § 10a. Ved flere ansvarlige: solidarisk hæftelse § 11, stk. 1. Ansvaret fordeles under hensyntagen til årsagen til defekten, den enkelte P’s kontrolmuligheder af produktet, ansvarsforsikringer og omstændighederne i øvrigt, jf. § 11, stk. 2. Denne afvejning/vurdering kan undgås, hvis der er lavet en aftale om ansvarsfordeling mellem parterne.

Hæfter (uanset egen culpa) solidarisk med P og tidligere mellemhandleres fejl.

Ved flere ansvarlige: Hvis P eller M har betalt erstatning til skadelidte eller en senere mellemhandler, kan de søge regres mod andre led i omsætningskæden. Kravet kan nedsættes eller bortfalde, hvis den regressøgende forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skadens indtræden eller forøget dens omfang, jf. § 11, stk. 3.

M har fuld regres mod P, idet P endeligt skal bære erstatningen.

Mellemhandler (M)

Generelle emner Regres

Fortsættes næste side


152 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Ligheder og forskelle mellem det lovbestemte og det ulovbestemte produktansvar Produktansvar iht. Produktansvarslov (PAL)

Produktansvar skabt af retspraksis

Opgørelse af Erstatningen

Reglerne i erstatningsansvarsloven (EAL) Ved tingsskade: selvrisiko kr. 4.000, jf. § 8. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde som følge af egen skyld, såfremt skadelidte har medvirket til skaden ved uagtsomhed eller forsæt (culpa), jf. § 9.

Reglerne i erstatningsansvarsloven (EAL) Ingen selvrisiko.

Forældelse

Kravet skal være rejst inden 3 år efter at skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden eller defekten, § 14, stk. 1. Krav forældes 10 år efter at producenten har bragt det skadevoldende produkt i omsætning, jf. § 14, stk. 2. Personskade forældes efter 30 år, jf. forældelsesloven § 3.

Kravet skal være rejst inden 3 år efter at skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden eller defekten. Krav forældes under alle omstændigheder 10 år efter, at producenten har bragt det skadevoldende produkt i omsætning. Personskade forældes efter 30 år, jf. forældelsesloven.

Fig. 6.4 Ligheder og forskelle mellem det lovbestemte og det ulovbestemte produktansvar.

6.3 Produktansvarsforsikring

Risikovurdering

Indirekte tab, fx driftstab

Hjemkaldelse af defekte produkter

Jo større risiko der er ved produktet, jo højere er forsikringspræmien på en produktansvarsforsikring, men en virksomhed, som rammes af et erstatningskrav i anledning af produktansvar, uden en forsikring, må selv betale, og kan dermed risikere at måtte lukke virksomheden. Det er derfor vigtigt at foretage en risikovurdering. Nogle brancher har en højere skadesrisiko end andre, fx medicinalbranchen og fødevareindustrien, mens en møbelsnedkerforretning er knap så farlig. Produktansvarsforsikringen dækker de skader, som er forvoldt af de produkter, som er bragt i omsætning. Forsikringen dækker ikke skadelidtes indirekte tab, fx driftstab eller avancetab, så hvis en kundes (skadelidtes) egen produktion må ligge stille pga. en skade, forårsaget af et defekt produkt, er kundens driftstab ikke dækket af producentens produktansvarsforsikring. Kunden må selv forsikre sig mod driftsstab, ved selv at tegne en driftstabsforsikring. Det kan være en bekostelig affære, at skulle hjemkalde defekte produkter, som producenten ved lider af en defekt, fx hjemkaldelse af 100.000 biler, som har en fejl, der udgør en sikkerhedsrisiko for bilejeren. Udgiften til hjemkaldelser kan dækkes af en forsikring, men den skal tegnes særskilt og er ikke omfattet af produktansvarsforsikringen.

7. Opgørelse af erstatningskravet Ingen berigelse

Skadelidte har krav på erstatning, hvis erstatningsbetingelserne er opfyldt, og udgangspunktet er, at skadelidte skal stilles økonomisk som før skadens indtræden. Skadelidte må ikke i den forbindelse opnå berigelse. Skadelidte har samtidig pligt til at begrænse sit tab. Erstatningsbeløbet må ikke løbe løbsk, og skadelidte


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 153

må ikke bare lade stå til. Ved opgørelse af erstatningskravet skelner man mellem tingsskade og personskade. Tingsskade

Ved tingsskade sondres mellem genstande som er totalskadet og genstande, som er delvis skadet. Ved totalskade modtager skadelidte et erstatningsbeløb, svarende til genanskaffelsesprisen for den totalskadede genstand, med fradrag for genstandens alder og slitage. Er genstanden kun delvis skadet, får skadelidte erstattet udgifterne til reparation. Kan det ikke betale sig at reparere genstanden, behandles skaden i stedet som en totalskade. Hvis skadelidte har lidt et økonomisk tab i form af et driftstab i sin virksomhed, fx fordi produktionen har måttet ligge stille i en periode, kan dette tab erstattes. Det kaldes driftstabserstatning og erstatningsbeløbet fastsættes som regel på baggrund af et skøn, da det er vanskeligt at fastsætte helt præcist.

Totalskade eller delvis skadet

Driftstabserstatning

Personskade

Ved personskade sondres mellem krav som vedrører midlertidige følger og varige følger. De midlertidige følger, som opstår i tiden umiddelbart efter skaden, dvs. i sygdoms- og rekreationsperioden. Disse midlertidige følger kan føre til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, erstatning for helbredsudgifter mv. De varige følger kan medføre erstatning for erhvervsevnetab, varigt mén og fremtidige helbredsudgifter mv. Ved vurdering af en varig personskade, undersøges skadelidtes helbredstilstand på stationærtidspunktet, som er det tidspunkt, hvor det forventes, at der ikke vil ske yderligere bedring eller forværring af skadelidtes helbred. Man kan sige at skaden er stabil og ikke udvikler sig yderligere. Skadestidspunkt Stationærtidspunkt Før stationærtidspunkt Efter stationærtidspunkt Midlertidige følger: Varige følger: Tabt arbejdsfortjeneste Varigt mén Svie og smerte Erhvervsevnetab Helbredsudgifter og andet tab Andet varigt tab Fig. 6.5 Erstatningstyper der ligger før og efter stationærtidspunktet.

I skemaet på næste side, er der kort redegjort for de forskellige skadestyper og henvist til forsikringsaftaleloven (FAL) og erstatningsansvarsloven (EAL).

Midlertidige følger og varige følger

Stationærtidspunktet


154 · ERSTATNING · KAPITEL 6

Erstatningstype

Bemærkning

Lovgivning

Totalskade

Tingen kan ikke repareres. SL får tingens værdi erstattet til genanskaffelsesprisen for en tilsvarende ting, eventuelt med fradrag for alder, slitage eller andet, der kan begrunde en lavere nytteværdi. Ved indbo eller personlige genstande sker fradrag for alder, slitage mv. kun hvis nytteværdien er væsentlig nedsat.

FAL §§ 37-38

Delvis skadet

Tingen kan repareres. Reparationsudgifterne erstattes.

Driftstab

Tab som følge af at produktionen fx har ligget stille i en periode, med deraf følgende tab i omsætning. Erstatningsbeløbet fastsættes ofte skønsmæssigt.

Tingsskade:

EAL § 1

Personskade: A. Midlertidige følger

Før stationærtidspunkt:

Tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for midlertidig indtægtsnedgang. Skadelidte skal have det samme udbetalt, som han plejer. Tabt arbejdsfortjeneste ydes indtil skadelidte begynder at arbejde igen. I erstatningen fradrages hvad skadelidte modtager som løn under sygdom, dagpenge, forsikringsydelser og lignende.

EAL § 2

Svie og smerte

Godtgørelse for hver dag skadelidte er syg, og frem til det raskmelding (max 390 dage) eller frem til det tidspunkt, hvor varigt mén er endeligt fastsat. Ikke krav om at skadelidte skal være sengeliggende. 175 kr. pr. sygedag (2011).

EAL § 3

Helbredsudgifter og andet tab

Medicin, kiropraktor, fysioterapeut, massør, psykolog mv. Andet tab: fx transport- og flytteudgifter.

EAL § 1, stk. 1

B. Varige følger

Efter stationærtidspunkt:

Varigt mén

Méngraden fastsættes efter et lægeligt skøn mellem 5 – 120 %. Godtgørelse pr. méngrad 7.660 kr. Særlige tabeller regulerer méngraden, dog max. 918.500 kr (2011).

EAL § 4

Erhvervsevnetab

Udbetales ved varig nedsættelse af evnen til at arbejde. Erhvervsevnetabet skal være 15 % eller derover, og fastsættes efter et lægeligt skøn. Max 8.042.000 kr. (2011).

EAL §§ 5 – 9

Fremtidige helbredsudgifter og andet tab

Éngangsbeløb: beløbet kan højst udgøre den forventede årlige udgift ganget med 10.

EAL § 1a

Tort

Godtgørelse for krænkelse af frihed, fred, ære eller person, fx frihedsberøvelse, voldtægt, incest, blufærdighedskrænkelse eller anden kønsfrihedsforbrydelse. Godtgørelsens størrelse afhænger af overgrebets karakter.

EAL § 26

Godtgørelse til efterladte

Den der forsætligt eller ved grov uagtsomhed er skyld i en andens død, kan pålægges at betale godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

EAL § 26a

Tab af forsørger

Erstatning for rimelige begravelsesudgifter og til den der har mistet en forsørger.

EAL § 12

Andet

Fortsættes næste side


KAPITEL 6 · ERSTATNING · 155

Erstatningstype

Bemærkning

Lovgivning

Erstatning til ægtefælle eller samlever

Erstatningsbeløbet udgør 30% af hvad afdøde ville have fået i erstatning for 100% erhvervsevnetab.

EAL § 13

Forsørgertabserstatning til børn

Erstatningsbeløb, der svarer til summen af de børnebidrag, som af­døde kunne have været pålagt på skadestidspunktet iht. lov om børns forsørgelse.

EAL § 14

Fig. 6.6 De forskellige skadestyper.

Flere erstatningsansvarlige Hvis der er flere ansvarlige for en skade, hæfter de solidarisk overfor skadelidte, men der kan indbyrdes laves en fordeling af erstatningsbyrden, der tager hensyn til eventuelle forskelle i ansvaret, omstændighederne i øvrigt, og hvad der må anses for rimeligt, jf. EAL § 25, stk. 1.

8. Vigtigste hovedregler og principper Alle 4 erstatningsbetingelser skal være opfyldt: • Ansvarsgrundlag – culpaansvar eller objektivt ansvar. • Tab – skadelidte skal have lidt et økonomisk tab. • Årsagsforbindelse (kausalitet) – forbindelse mellem skadevolders handling og den skete skade. Handlingen er årsag til skaden. • Påregnelighed (adækvans) – er skaden en påregnelig skade i forhold til handlingen. Selvom erstatningsbetingelserne er opfyldt, vil erstatningsbeløbet kunne nedsættes eller helt bortfalde, hvis der er tale om en såkaldt ansvarsfrihedsgrund: • Nødværge. • Nødret. • Uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio). • Egen skyld, samtykke og accept af risiko. Hovedregel: En skadevolder er ikke erstatningsansvarlig, hvis skaden er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, jf. EAL § 19, stk. 1. • Undtagelse 1: skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 1, nr. 1. • Undtagelse 2: skaden er forvoldt ved udøvelsen af offentlig virksomhed, erhvervsmæssig virksomhed eller lignende, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 2. Arbejdsgiveren er ansvarlig for de ansattes culpøse skadegørende handlinger, hvis: • Der er tale om et ansættelsesforhold (over-/underordnelsesforhold). • Den ansatte har handlet culpøst (simpelt/groft uagtsomt eller forsæt). • Skade er sket under udførelse eller i tilknytning til arbejdet.


156 · ERSTATNING · KAPITEL 6

I færdselsloven (FÆL) er der objektivt ansvar for den, som er ansvarlig for et køretøj(ejer/bruger/fører), hvis der sker et færdselsuheld, eksplosion eller brand hidrørende fra køretøjets brændstofanlæg, jf. FÆL § 101, stk. 1. Produktansvar omfattet af produktansvarsloven kaldes for det lovbestemte produktansvar, men loven er ikke et udtryk for dansk rets regler på dette område. Ved siden af det lovbestemte produktansvar, gælder et ulovbestemt produktansvar, som er skabt af retspraksis – den såkaldte erstatning i eller uden for kontrakt, jf. PAL § 13. De to regelsæt supplerer hinanden. Det påhviler en producent og en mellemhandler et ansvar for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne (produktskade), jf. PAL § 1. Opgørelse af erstatningskravet: • Skadelidte skal stilles økonomisk som før skadens indtræden. Skadelidte må ikke i den forbindelse opnå berigelse. • Ved tingsskade sondres mellem genstande, som er totalskadet og genstande, som er delvis skadet. • Driftstab kan opstå som følge af, at produktionen i skadelidtes virksomhed har ligget stille i en periode, med deraf følgende tab i omsætning. Erstatningsbeløbet fastsættes ofte skønsmæssigt. • Ved personskade sondres mellem krav, som vedrører de midlertidige følger, som opstår i tiden umiddelbart efter skaden, dvs. i sygdoms- og rekreationsperioden, og de varige følger, såsom erhvervsevnetab, varigt mén og fremtidige helbredsudgifter. • Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor det forventes, at der ikke vil ske yderligere bedring eller forværring af skadelidtes helbredstilstand. Man kan sige, at skaden er stabil i sin udvikling.


Dansk og international erhvervsret