På sporet af den tabte natur
SØREN RASMUSSEN
På sporet af den tabte natur
19. Der er et yndigt
20. Biodiversitet er det dyrkede landskabs største fjende
22. Landbrugsfælden – så galt
Forord
Af Bengt Holst
Liv er en fantastisk størrelse. Og med den viden, vi har i dag, er Jorden det eneste sted i universet, hvor liv forekommer. Måske er der også liv andre steder, men i så fald har vi stadig til gode at finde det. Så indtil videre må vi holde os til, at Jorden på det punkt er helt unik blandt de milliarder og atter milliarder af himmellegemer, der findes i universet.
Og livet har i de godt 3,6 milliarder år, det har eksisteret, udviklet sig til et væld af former, som for størstedelens vedkommende er forsvundet igen, dels i konkurrence med de mange andre livsformer, der er udviklet, dels som offer for de fem masseudryddelser, vi kender til i Jordens historie. Den svenske naturforsker, Carl von Linné, satte i 1735 de mange kendte livsformer i system og skabte dermed grundlaget for den opdeling af livsformerne i arter, klasser og riger, vi opererer med i dag. En opdeling, som gør det muligt at studere de mange livsformer systematisk og derigennem få en bedre forståelse for, hvad liv egentlig er – også selv om vi stadig ikke ved, hvordan livet i tidernes morgen er opstået.
Man kender i dag til små to millioner forskellige arter af dyr, planter og svampe. Men hvert år beskrives tusindvis af nye arter, og nogle mener, at antallet af eksisterende arter ligger på omkring 10 millioner og måske endda mere. Og dertil kommer de mange millioner bakteriearter, der findes, hvoraf vi sikkert
kun har beskrevet en brøkdel. Men det nøjagtige antal af arter på Jorden er egentlig ligegyldigt. Faktum er, at livet på Jorden i løbet af de 3,6 milliarder år, det har eksisteret, har udviklet sig til rigtig mange forskellige arter, hver især tilpasset livet i et helt specielt miljø. Der har ikke været noget mål for denne udvikling, og man kan derfor heller ikke tale om nogen speciel ”mening med livet”. Livet har blot bredt sig til de mange specielle nicher, der er opstået i Jordens historie, efterhånden som mulighederne er opstået, og der ikke var andre arter, der havde optaget lige netop den mulighed. En fantastisk proces, der har formet de mange livsformer, vi kender i dag, store som små.
Vi mennesker, Homo sapiens, hører til de absolut nyere arter i det store puslespil. Vi har ikke mere end 200.000, måske 300.000 år på bagen, og fraregner vi den periode, hvor vi delte kloden med neandertalerne, er vi ikke mere end 40.000 år gamle. Alligevel er vi blevet den mest udbredte pattedyrart på Jorden og har haft en uhyggelig indflydelse på miljøet. I løbet af få tusinde år og især i løbet af de sidste par århundreder, i takt med den stigende industrialisering, har vi formået at transformere komplekse og velfungerende økosystemer til miljøer ude af balance med fatale følger for biodiversiteten og klimaet til følge. Vi har udlagt gigantiske naturområder til monokulturer, har fragmenteret landskaberne med diverse infrastrukturer og har overforbrugt de naturlige ressourcer i en grad, der ikke overlader meget til kommende generationer. Og for at det ikke skal være løgn, har vi forurenet luft, jord og vand, så vi langsomt, men sikkert, har ødelagt livsbetingelserne for utallige arter og dermed skubbet til den vigtige balance i naturen, der er forudsætningen for opretholdelse af livet på Jorden, som vi kender det i dag, og dermed også for vores egen eksistens.
Dommedagsprofetier, vil nogen nok sige. Ja måske, eller blot en konstatering af tingenes tilstand. For faktum er, at vi mennesker i århundreder på grund af uvidenhed, ligegyldighed og grådighed har misrøgtet den klode, vi bor på, og som vi deler med milliarder andre organismer. Men det er aldrig for sent at gribe ind og forsøge at vende den uheldige udvikling, og heldigvis giver videnskaben os mange gode værktøjer at arbejde med. Vi skal bare lære at tro på dem og lære at bruge dem fornuftigt. Og her støder vi på endnu et problem. For med tiden er vi mennesker blevet så fremmedgjorte over for naturen, at vi har svært ved at forstå og acceptere de processer, der foregår derude, og derfor træffer vi ofte de forkerte beslutninger.
Et godt eksempel er etablering af naturnationalparker i Danmark. Naturen har det som i så mange andre lande skidt i Danmark. Den mangler plads, sammenhæng, kompleksitet og ro til at passe sig selv, så de mange vigtige processer kan foregå uhindret og skabe den stabilitet, der er nødvendig for, at de mange livsformer, inklusive os selv, kan trives. Det danske kulturlandskab har med sine monokulturer på mark og i skov overtaget størstedelen af Danmarks areal, og dræninger har fjernet utallige vådområder fra landkortet med det til følge, at mange arter er forsvundet, og andre arter regnes for truet i større eller mindre grad. Skal der rettes op på den ubalance, skal der etableres store, sammenhængende områder, hvor naturen får lov at fungere på egne præmisser. Og det er netop ideen med de foreslåede naturnationalparker.
Man har planlagt at udsætte store planteædere som kreaturer og heste for at få genetableret nogle af de processer, der forsvandt fra landskabet med de store planteæderes uddøen efter den sidste istid. Med kreaturer og heste får man dyr, der især
om vinteren, hvor der ikke er frisk græs, vil give sig til at bide af buske og træer, og på den måde kan de være med til at skabe og vedligeholde de lysåbne områder, der er så vigtige for mange af vores dyre og plantearter. Samtidig får man trådt å og søbredder ned, så der skabes levesteder for meget af den mikrofauna, der er gået tabt ved de bastante dræninger, og sidst, men ikke mindst, vil dyrenes efterladenskaber skabe levesteder for de mange insekter og svampe, der lever af dyrenes gødning. Kort sagt, man får genskabt mange af de naturlige levesteder, der er gået tabt ved kulturlandskabets indtog.
Det burde være en no-brainer at satse på den form for naturgenopretning, især når man tænker på, at ud over at være godt for naturen, så giver det også de dyr, der sættes ud i de store naturområder, en unik mulighed for at udfolde hele deres naturlige adfærdsrepertoire; en mulighed, som ikke er tilgængelig i livet på fold og stald, hvor de er helt afhængige af menneskets konstante pasning og pleje. Planen har været at benytte robuste husdyrracer, som kan klare sig udendørs 365 dage om året i det danske klima, og for at beskytte de omkringliggende marker mod dyrenes afgræsning, bliver man nødt til at hegne områderne inde.
Ideen med naturnationalparkerne blev ved lanceringen modtaget med åbne arme af størstedelen af samfundet, og selv om naturnationalparkerne alene ikke ville kunne redde den danske biodiversitet, så ville de være et stort skridt i den rigtige retning og et signal om, at vi herhjemme gerne vil have mere natur, mere vild natur. Men nogen fik plantet en orm i æblet. I stedet for at glæde sig over de mange fordele, der ville være ved oprettelsen af de planlagte naturnationalparker, hvor naturen kunne fungere på egne præmisser, såede man tvivl om dyrenes velfærd i de nye, store naturområder. Ville de kunne klare sig derude uden at sulte ihjel
om vinteren? Og ville det ikke være dyrplageri at udsætte dem for de strabadser, naturen ville udsætte dem for? Den rimelige tvivl kunne let tilbagevises med henvisning til, at man jo netop havde udvalgt robuste dyreracer, der var gearet til at kunne klare sig i det danske klima året rundt, og at man gennem sin forvaltning af dyrebestandene kunne sørge for, at der altid var føde nok til de indhegnede dyr. Men noget gik galt. De oprindelige tvivlsspørgsmål udviklede sig til en bevægelse, der satte lighedstegn mellem livet i naturen og dyrplageri, godt hjulpet på vej af folk fra den anden fløj, der hårdnakket påstod, at dyrene i de kommende naturnationalparker helt skulle passe sig selv og i fødeknappe tider eventuelt måtte dø af sult ligesom de vilde dyr i den omgivende natur.
Så var linjerne trukket op, og det, der var ment som en håndsrækning til naturen, blev en skyttegravskrig mellem to fløje – den ene, der mente, at dyrene havde det bedst i stald og på fold, hvor vi mennesker kunne passe og pleje dem, og den anden, der mente, at dyrene havde det bedst i naturen, hvor de oprindelig kom fra, og hvor de kunne udøve en vigtig funktion som ”landskabsbearbejdere”. Hvordan kunne det komme dertil?
Svaret ligger for en stor del i forskellige natursyn hos de to fløje. I den ene fløj mener man, at dyrene har det bedst i vores hænder, og at daglig kontrol er nødvendig for at sikre deres trivsel. Men de glemmer, at dyrene er biologiske væsener, der fra naturens side er udstyret med overlevelsesmekanismer, der sikrer dem langt hen ad vejen – mekanismer, der kan komme til udtryk ude i naturen, men som ofte undertrykkes i stald og foldmiljøet. Man accepterer altså store restriktioner i deres udfoldelsesmuligheder for at kunne bevare kontrollen over deres liv. Dyrene er blevet frigjort fra den natur, de opstod af.
For den anden fløj gør det modsatte sig gældende. Man ønsker, at de udsatte dyr skal skabe grundlaget for naturlige bestande, der udvikles og formes af naturen som deres vilde artsfæller og på den måde skal blive selvopholdende. Og som led i den proces accepterer man de normale selektionsmekanismer som f.eks. evnen til at klare længerevarende sultperioder. Men her glemmer man så, at dyrene går bag hegn og derfor ikke kan udfolde sig helt som deres vilde artsfæller og migrere, når der er fødeknaphed, heller ikke selv om området er relativt stort. Hegnet pådrager os mennesker et forvaltningsansvar for den genetiske og demografiske udvikling af bestandene samt et ansvar for, at området altid har tilstrækkeligt med føde til, at dyrene kan klare sig. De må gerne variere i huld hen over året, ligesom deres vilde slægtninge. Men det må ikke føre til, at de dør af sult.
I skrivende stund står vi over for implementeringen af en af de største jordreformer i Danmark i over hundrede år. Store landbrugsarealer skal laves om til vild natur for at komme den vigende biodiversitet til hjælp. Og med navnet ”Den grønne trepart” signalerer projektet ikke kun en grøn retning, men også samarbejde på tværs af tidligere modsætningsforhold. Stat, landbrug og naturfredningsforeningen er sammen med andre aktører gået forrest i processen og har forkastet den gamle silotænkning, i hvert fald i teorien. Tiden må vise, om det lykkes. En forudsætning er, at man igen sætter fakta og viden i førersædet og ikke lader synsninger og populisme styre processen.
Og her kommer Søren Rasmussens bog ind i billedet. Med udgangspunkt i sine mange rejser og oplevelser giver han sit syn på ubalancen mellem kultursamfundet og naturen. Han kommer vidt omkring, bringer os af og til ud af vores komfortzone og stiller spørgsmål til vores livsstil. Men mest af alt bringer han op
dateret viden på banen i en let fordøjelig form – viden, som hjælper os til at forstå naturens storhed og dens betydning for vores egen eksistens, men også dens sårbarhed. Han viser, hvor forbundet, vi rent faktisk er til naturen, men også hvordan vi i århundreder har misrøgtet denne forbundenhed. Håbet er, at vi med den viden kan danne os en informeret holdning til naturen omkring os og vil behandle den med større respekt, end tilfældet langt hen ad vejen er i dag. Det skylder vi naturen – det skylder vi os selv og ikke mindst de kommende generationer, der skal overtage Jorden efter os.
God læselyst!
Bengt Holst 16.maj 2025